Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Første Mosebog hører hjemme i Bibelen?
Svar: Blandt andre grunde er det, fordi Jesus og så mange andre i Bibelen bekræftede Det Gamle Testamente og henviste til Første Mosebog som hellig skrift. Se Matthæus 19:4 og Markus 10:4-9 for to eksempler, hvor Jesus citerer fra Første Mosebog som hellig skrift.
Spørgsmål: Hvem var den første, der besvarede spørgsmål om Første Mosebog?
Svar: Så vidt jeg ved, var den første, der skrev svar på spørgsmål om Første Mosebog, Philo, en hellenistisk jøde fra Alexandria, der levede fra omkring 20 f.Kr. til 50 e.Kr. I dag har vi en armensk oversættelse af hans værk. Han skrev et tredelt værk, Spørgsmål og svar om Første Mosebog. Vi har bevaret hans svar på 244 spørgsmål fra Første Mosebog 1 til 17, set ud fra en from jødes synspunkt, som var stærkt påvirket af den græske platoniske filosofi. Dette værk kan findes i *The Works of Philo: Complete and Unabridged* – ny opdateret udgave oversat af C.D. Yonge, udgivet af Hendrickson Publishers i 1993, fjerde oplag 1997.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 1 – da nogle ting nødvendigvis må være sande, såsom at 1 = 1 og 1 + 1 = 2 – skabte Gud da matematikken og tallene? Hvordan kunne Han ellers skabe dem?
Svar: Gud skabte alt; en tautologi – altså noget, der pr. definition er sandt, ligesom røde ting er røde – er imidlertid ikke en »ting«. Vi kan spekulere i, at Gud skabte alle »ting« inden for matematikken, der ikke er tautologier.
Spørgsmål: I 1. Mosebog står der, at Gud skabte alt. Skabte han da også mørke, ondskab og huller i jorden? Hvis han skabte ondskab, lyder han ikke som en fuldkommen god Gud. Hvis ikke, så lyder den, der gjorde det, også som en skaber.
Svar: Gud skabte alt. Mørke er ikke en ting, men en fravær eller en reduktion af lys. Ondskab er ikke en ting, men en fravær eller en forvrængning af det gode. Huller, mørke og ondskab blev ikke direkte skabt af Gud, men de opstod som tautologier eller »eksistentielle biprodukter« af stof, lys og det gode. På samme måde er en skygge ikke en selvstændig ting, der besidder stof, energi eller ånd. Ikke desto mindre kan planter dø i skyggerne. Skygger har således en »parasitisk eksistens«, men de eksisterer stadig reelt.
Spørgsmål: I 1. Mosebog skabte Gud alt godt – hvorfor rammer der så tornadoer, plager og andre katastrofer?
Svar: Alt var oprindeligt godt. Romerbrevet 8,20-22 afslører imidlertid, at jorden siden syndefaldet også blev »underlagt forgængelighed«. Hele verden er under den ondes herredømme (1. Johannesbrev 5,19), og denne verdens fyrste er Satan ifølge Johannes 12,31; 14,30.
Spørgsmål: Hvad er det kosmologiske argument i 1. Mosebog 1?
Svar: Først og fremmest er her en enkel, logisk løs måde at formulere det på.
Man kan ikke få noget ud af ingenting. Alt, der er skabt, måtte skabes. Selv det eller de første skabte ting måtte skabes af noget eller nogen, der allerede var der. Derfor måtte noget eller nogen være uskabt og evigt.
Her er en mere stringent formulering; definitionerne er mine egne.
Vi antager, at alle har tilstrækkelig viden til at have en passende definition af logik, modsigelse og ikke-modsigelse, begivenhed, proces, »i«, objekt, samling, tid, rækkefølge, stof, energi, ånd, årsag, påvirket af og påvirker.
Faktisk eksistens defineres her som at befinde sig i dette univers, at have evnen til at blive påvirket af noget i dette univers eller at have evnen til at påvirke noget i dette univers. Dette ville være en for snæver definition af »eksistens«, da den ikke tager højde for ideer, mønstre og andre ting. Lad os derfor kalde dette »faktisk eksistens« og begrænse vores diskussion her til faktisk eksistens.
En virkelig ting defineres her som et objekt eller en samling af stof, energi, ånd eller en kombination heraf, der har faktisk eksistens. Logiske sandheder, logiske modsætninger og matematiske beviser betragtes ikke som ting her.
Parasitisk eksistens defineres for øvrigt som den faktiske eksistens af ting, der ikke er virkelige ting. Huller, mørke, mangel, ukorrekthed og ondskab er ikke stof, energi eller ånd, men ligesom en skygge kan dræbe planter, der har brug for sol, eller mangel på mad kan dræbe et menneske, har skygger og mangel på mad faktisk eksistens uden at være virkelige ting.
Universet defineres her som en samling af virkelige ting, der rent faktisk eksisterer. Bemærk, at universet i denne specifikke definition er selvstændigt, og at Gud (forudsat at Gud eksisterer, er ånd og kan påvirke ting) befinder sig i universet.
Intet defineres her som noget, der aldrig faktisk eksisterer eller ikke har faktisk eksistens på et bestemt tidspunkt. Med andre ord: Før det skabes [eller efter det ødelægges], befinder en virkelig ting sig ikke i universet, påvirker ikke universet og påvirkes ikke af universet.
En årsag defineres som havende faktisk eksistens, da den påvirker andre ting i universet, der har faktisk eksistens. En årsag er pr. definition en reel ting, hvis den kan bestå af stof, energi, ånd eller en kombination af ovenstående.
Skabelse defineres her som begivenheden eller processen med at frembringe en ny virkelig ting. Skabelse adskilles fra »modifikation«, som ikke nødvendigvis kræver nogen årsag uden for selve tingen. Skabelsen af en ny virkelig ting kan omfatte modifikation eller ødelæggelse af en allerede eksisterende virkelig ting, men det behøver ikke at være tilfældet. Se dog det næste punkt.
Noget kan ikke opstå ud af intet. Enhver skabt virkelig ting kræver en årsag til sin skabelse. Med andre ord kan intet skabes, medmindre en eller flere ting eller væsener har skabt det. Noget kan ikke skabes uden nogen årsag.
Noget kan ikke skabe sig selv. Intet kan skabe sig selv. Selvom virkelige ting undertiden kan forandre sig selv eller ødelægge sig selv, kan intet være sin egen årsag til skabelsen.
En første årsag. Selvom skabte virkelige ting kan skabe andre skabte virkelige ting, måtte der i sidste ende være en første årsag. Med andre ord måtte der i en række af årsager være mindst én årsag, der kom før alle andre årsager, der kræver en årsag.
Uskabt. Da mindst én årsag ikke må have nogen forudgående årsag, og enhver skabelse kræver en årsag, er mindst én ting eller et væsen med faktisk eksistens uskabt og har eksisteret fra evighedens fortid, fordi den ikke har haft nogen skabelse.
Resumé: Hver eneste virkelige ting, der eksisterer, havde enten et bestemt tidspunkt eller en tidsperiode, hvor den først eksisterede, eller også havde den ikke det. Hvis den ikke havde det, er den evig og uskabt. Hvis den havde det, var der en eller anden virkelige ting, der var årsagen til dens eksistens.
Begrænsninger: Dette argument beviser ikke, at den første årsag er et levende væsen, eller at der kun findes én uskabt årsag, eller om der overhovedet stadig findes uskabte årsager. Det beviser blot, at der var mindst én ting med faktisk eksistens (personlig eller upersonlig), der eksisterede evigt uden at være skabt.
En af de første forfattere, der klart indså det kosmologiske argument og talte om Gud som den første årsag, var Philo den Jødiske, der levede i Alexandria i Egypten fra 15/20 f.Kr. til 50 e.Kr. R.C. Sproul og Norm Geisler har mange gode tekster om det kosmologiske argument.
Spørgsmål: Argumentet om, at »verdenens kompleksitet tyder på, at der må være en skaber«, lyder godt, indtil man fører det til sin logiske konklusion. Hvad med Guds kompleksitet? Hvis et indviklet væsen kræver en skaber, må Gud kræve en endnu større skaber, og så videre op ad skalaen. Hvor ender det? Argumentet ender i en »uendelig regression«, og der er intet svar på det. Er der?
Svar: Før jeg besvarer dette argument, vil jeg gerne uddybe »problemet« først. Udover kompleksiteten er dette også et problem med en mangelfuld form af det kosmologiske argument. Hvis alt har en årsag, må Gud også have en årsag. Men selvfølgelig kræver Gud ikke en årsag til sin skabelse, hvis Gud er evig og uskabt.
Da noget enten må have en ende eller ikke have en ende, er der kun to mulige svar:
a) der er ingen ende på den bagudgående regressionskæde
b) der er en ende på den bagudgående regressionskæde, en årsagsløs første årsag.
Hvis a), der ikke var nogen ende på den bagudgående regressionskæde, så har ikke alt en årsag, fordi regressionskæden i sig selv i sidste ende ikke havde nogen årsag. Derfor er der uanset hvad nogen eller noget, der ikke har nogen årsag.
Hvis b), der er en ende på den bagudgående regressionskæde, så må der være en første årsag af uspecificeret kompleksitet. Det betyder selvfølgelig, at Gud ikke er et væsen med en årsag, et produkt af nogen skabelse.
Jeg spekulerer dog på, om Gud måske finder hele dette argument alt for simplistisk, fordi vi tænker på årsager i tid. Hvis Gud eksisterer både uden for tiden og i den, og hvis tiden også er en af Guds skabninger, så er det en selvmodsigelse at tale om, hvordan det var i tiden, før Gud eksisterede.
Spørgsmål: Kunne Gud i 1. Mosebog have skabt andre væsener og verdener?
Svar: Han skabte bestemt andre væsener: engle og dæmoner. Hvad angår skabelsen af andre verdener med væsener på dem, fortæller Bibelen os ikke alt, hvad vi gerne vil vide, men kun det, vi har brug for at vide – og vi skal sørge for, at vi i det mindste læser det. Gud kunne have skabt andre universer, og måske er det netop det, himlen og helvede er.
Spørgsmål: Hvorfor skabte Gud Adam og Eva i 1. Mosebog, når Gud på forhånd vidste, at de ville være ulydige mod ham?
Svar: Selvom Gud på forhånd vidste, at de ville synde, fortæller Gud os en række ting om, hvorfor han skabte mennesker.
Til sin ære: Gud skabte sine børn til sin ære. Esajas 43:7; 61:3.
Mennesker at elske: Gud elsker os højt. Salme 145:9,17; 1. Johannesbrev 3:1.
For at være hans børn: 1. Johannesbrev 3:1-2; Galaterbrevet 3:28, Romerbrevet 8:15-17
For at bo i os: 1. Johannesbrev 4:12-16; Romerbrevet 8:9-11
Gud ønsker, at ingen skal gå fortabt. Ezekiel 18:23,32; 33:11; 2. Petersbrev 3:9. Alligevel fortryder Gud ikke, at han skabte dem, der, når de får muligheden, frit vælger at afvise ham. Gud forudså, at de ville synde, og valgte alligevel ikke at gribe ind i deres valg eller »afskabe« dem.
Måske er en del af grunden til, at Gud valgte at skabe væsener, der skulle være skabt i hans billede, den samme som den, der får forældre til at vælge at få børn. Ja, børnene vil være dyre med bleer og mad, og ja, børnene vil forårsage hjertesorg med deres sygdomme, sår og ulydighed, men trods alt gør kærligheden det hele værd.
Spørgsmål: Skabte Gud i 1 Mos 1,1, fordi han havde brug for at skabe?
Svar: Bibelen giver ingen støtte til denne spekulation. Gud har ingen behov i den forstand, at han ville lide skade eller ophøre med at eksistere, hvis han ikke skabte noget. På den anden side var det Guds ønske at skabe, og Gud opfyldte sit ønske i en storslået og vidunderlig skala.
Spørgsmål: I 1 Mos 1,1 – var der flere skabninger efter 1 Mosebog?
A: Skriften siger hverken det ene eller det andet, og Gud er fri til at gøre, som Han ønsker. Hvis Gud skabte andre skabninger, kunne de være som englene, som Adam og Eva før syndefaldet, som os, som dæmoner, som dyr eller noget helt andet.
Spørgsmål: Hvis Guds ånd svævede over vandene i 1 Mos 1,2, betyder det så, at Helligånden ikke er et intelligent, levende væsen, men i stedet en aktiv kraft, som Jehovas Vidner hævder?
Svar: Nej. Det faktum, at Helligånden ikke har en fysisk krop og kan svæve over vandene, er ikke i modstrid med, at Skriften viser, at Helligånden er et levende væsen med en personlighed.
Det følgende er en gentagelse af diskussionen om 1. Johannesbrev 5:6-8.
Et vidne kan både være et levende væsen og et livløst objekt. En fejl hos Jehovas Vidner er, at fordi Helligånden har mange egenskaber, som et menneske ikke har, kan Helligånden derfor (ved en vis logisk tvist) ikke have en personlighed. 1. Johannesbrev 5:6-8 viser, at der er tre vidner på, at Jesus havde en fysisk krop. Blodet henviser til hans korsfæstelse, og Ånden er et indre vidnesbyrd for de kristne. Vandet henviser enten til Jesu dåb ved Johannes eller muligvis til det vand, der omgiver et spædbarn ved fødslen.
Her følger forskellige fakta, som Bibelen lærer os om Helligåndens personlighed.
Parakletos (Trøsteren, den, der er ved vores side). Johannes 14:16,26, Johannes 15:26
Kan kende Guds inderste tanker 1 Korintherbrev 2:10-11
Taler til os. Apostlenes Gerninger 13:2, Hebræerbrevet 3:7
Minder os om ting. Johannes 14:26
Som en forælder, så vi ikke skal være forældreløse (orphanos på græsk). Johannes 14:18
Vejleder os. Johannes 16:13
Underviser os. Johannes 14:26, 1 Korintherbrev 2:13
Bor i os. 1 Korintherbrev 3:16, 2 Timoteusbrev 1:14, Romerbrevet 8:9,11, Efeserbrevet 2:22
I vores hjerter. 2 Korintherbrev 1:22 Galaterbrevet 4:6
Han går i forbøn for os (livløse genstande beder ikke og går ikke i forbøn). Romerbrevet 8:26-27
Kan fornærmes. Hebræerbrevet 10:29
Vidner om Kristus. Johannes 15:26
Har en vilje. Romerbrevet 8:27
Kan blive bedrøvet. Esajas 63:10, Efeserbrevet 4:30
Træffer valg. 1. Korintherbrev 12:11
Besidder kærlighed. Romerbrevet 15:30
Kan anse ting for gode. Apostlenes Gerninger 15:28
Udforsker Guds dybe ting 1 Korintherbrevet 2:9-10
Stønner (og bekymrer sig dermed) for os Romerbrevet 8:26
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 1 Mos 1:10 skabe jorden, når jorden allerede var skabt i 1 Mos 1:1?
Svar: Det hebraiske ord (eres) er det samme i begge tilfælde. Ligesom på engelsk kan (eres) betyde verden under himlen, og det kan betyde jord eller tørt land. Således skabte Gud planeten i 1. Mosebog 1:1 og det tørre land i 1. Mosebog 1:10. Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 65-66.
Spørgsmål: Hvorfor ser det ud til, at der er to skabelsesberetninger i 1. Mosebog kapitel 1 og kapitel 2?
Svar: Se på, hvad der skabes i hver beretning. Første Mosebog 1 handler om skabelsen af himlene og jorden, og Første Mosebog 2 handler om skabelsen af menneskene i Edens Have.
Spørgsmål: Hvorfor kaldes Gud i 1. Mosebog og andre steder for Elohim, mens han andre steder, såsom i 2. Mosebog, kaldes Jahve?
Svar: Gud har et stort antal navne og titler i Bibelen. Det ser ud til, at navnet Jahve fokuserer på Guds personlige forhold til os i modsætning til navnet Elohim, som understreger hans upartiske, transcendente aspekter. Første Mosebog 1 nævner hverken navne på Adam, Eva eller nogen dyr, mens Første Mosebog 2 gør det. Denne kontrast er så markant, at den må være bevidst.
Det var almindeligt i gamle kulturer at have mere end ét navn for den samme gud. Her er nogle eksempler:
Osiris – Wennefer, Khent-amentius, Neb-abdu
Bel – Enlil, Nunamnir
Sin – Nanna
El – Latpan
Baal – Larpan
Spørgsmål: Kunne Gud i 1. Mosebog skabe jorden på seks bogstavelige 24-timers dage?
Svar: Uanset om de mener, at jorden er gammel eller ung, bør alle kristne svare »ja« på dette spørgsmål.
I stedet for seks dage kunne den Almægtige have skabt den på seks sekunder, hvis Han havde ønsket det. Spørgsmålet er ikke, hvordan Gud var nødt til at skabe, men hvordan Skriften og naturen afslører, at Han valgte at skabe.
Som en sidebemærkning siger Skriften ikke i 1. Mosebog, hvor lang en dag hos Gud er. 5. Mosebog 9:1 viser, at en »dag« kan betegne en tidsperiode på mere end 24 timer, som det blev forstået i Moses’ »dag«. Salme 90:4 og 2. Petersbrev 3:8 tyder på, at Guds dage kan være meget lange.
Spørgsmål: Beviser lighederne mellem 1. Mosebog og de babylonske skabelsesberetninger, at de stammer fra en fælles, menneskelig oprindelse?
Svar: De babylonske beretninger ligner hinanden i mange fysiske detaljer, men er næsten diametralt modsatte med hensyn til årsagen. I modsætning til Marduk, der kæmper mod kaoset fra dragen Tiamat, er det Gud, der bestemmer, hvad der skal ske. Hvis der findes en vis sandhed i ikke-bibelske kulturer, bør det ikke komme som nogen overraskelse. Desuden synes stilen i 1. Mosebog at være en bevidst kontrast til hedenske forestillinger.
Spørgsmål: Hvorfor bruges ordet »os« i 1. Mosebog 1:26 og 3:22 om den ene sande Gud?
Svar: Der er to mulige svar.
1. »Os« henviser til den ene sande Gud, men flertalsformen er den korrekte betegnelse for en samtale inden for Treenigheden.
2. Det »kongelige vi« blev brugt af konger og guder om én person. Som et eksempel herpå i den mellemøstlige religion islam bruger den muslimske Koran »os« og »vi«, når Allah henviser til sig selv. Både muslimer og ikke-muslimer kan være enige om, at brugen af det »kongelige vi« i Koranen ikke antyder, at Muhammed lærte, at Allah var flere guder.
Imidlertid fortolkede jøden Philo (15/20 f.Kr. til 50 e.Kr.) dette ikke som det kongelige »vi«, men som at Gud benyttede sig af hjælpere i *Om skabelsen*, kapitel 24, nr. 75, s. 11.
Spørgsmål: Betyder 1 Mos 1:26, at vi bør uddannes til at tilegne os guddommelige fuldkommenheder og blive genstand for guddommelige velsignelser, som bahá’íerne lærer i *Some Answered Questions*, s. 8–9?
Svar: Nej, for 1. Mosebog 1:27 siger, at Gud gjorde, hvad Han sagde i 1. Mosebog 1:26. Da Adam og Eva blev skabt, var de fuldkommen syndfrie før syndefaldet, og de havde ikke brug for uddannelse. Selvom vi stadig er skabt i Guds billede, henviser 1. Mosebog 1:26-28 til det, som Gud allerede havde fuldendt.
Spørgsmål: Betyder 1. Mosebog 1:26, at mennesker selv er »småguder«, som Kenneth Hagin og nogle ord-tro-lærere hævder?
Svar: Nej. Ordet i Første Mosebog er »ligesom«, ikke »er«. Selv »word-faith«-lærere ville være enige i, at skabninger som os aldrig skulle tilbedes. Adams og Evas legemer blev givet en udødelighed, der kunne mistes, en retfærdighed, der kunne ødelægges, og en fuldkommen kærlighed til Gud, der kunne kastes væk som et gammelt stykke frugt.
Spørgsmål: Var det i 1. Mosebog 1,26-27 en samtale blandt medlemmerne af Treenigheden eller blandt skabte væsener såsom engle?
Svar: Selvom engle måske også har overhørt disse ord, var dette en samtale blandt Treenigheden. Vores skabelse var ikke englenes værk, men Guds i Treenigheden. Den første kristne forfatter, der vides at have bemærket, at det ikke kunne være engle, var Justin Martyr (skrev ca. 138–165 e.Kr.) i sin »Dialog med Trypho den jøde«, kapitel 62, s. 228.
Spørgsmål: I 1 Mos 1,26-27 skabte Gud menneskene højere end englene; kunne Gud så senere skabe væsener, der er højere end menneskene?
Svar: Skriften siger hverken det ene eller det andet, og Gud er fri til at gøre, hvad Han ønsker. Skriften siger dog, at troende er »Guds sønner«, og at vi skal »regere med Kristus« og være »siddende sammen med Kristus« (Efeserbrevet 2:6). Det er svært for et endeligt skabt væsen at være meget højere end det.
Spørgsmål: Var Adam i 1 Mos 1:26 en »supermand« med evner, der var en million gange større end vores, som Watchman Nee lærte i *The Latent Power of the Soul* (1933, s. 15)?
Svar: Skriften har aldrig lært denne mærkelige spekulation. Den har heller aldrig lært, at Adam allerede var som Gud i sit ydre udseende, som Watchman Nee lærte i samme bog, s. 18. Desværre forsøger folk ofte at tilføje deres egne lærdomme til det, som Gud faktisk har sagt.
Spørgsmål: Hvis vi i 1 Mos 1,26 er skabt i Guds billede, beviser det da ikke, at Gud (eller i det mindste Faderen) har en menneskelig krop? (Mormonerne nævner dette.)
Svar: De fleste vil være enige i, at Helligånden ikke har en fysisk krop, og at Jesus ikke havde en fysisk krop på det tidspunkt. Hvis »os« henviser til en samtale med Faderen, Sønnen og Ånden, kan »billede« ikke henvise til en ren fysisk krop. I øvrigt viser 1. Mosebog 9:6, at vi stadig bærer Guds billede, selv efter syndefaldet.
Spørgsmål: Er mennesker i 1. Mosebog 1:27 stadig skabt i Guds billede efter syndefaldet?
A: Ja. Første Mosebog 9:6, efter syndfloden, viser, at selvom vi er besmittet af synd, bærer vi stadig Guds billede.
Q: I 1. Mosebog 1:28, hvor mennesket skulle befolke jorden og underlægge sig den, gav dette da mennesket tilladelse til at ødelægge miljøet?
A: Overhovedet ikke! Vi har aldrig hørt om en kristen eller jøde, der læser Bibelen med den fortolkning. Denne nye fortolkning, der først blev fremsat i 1967 [se Kaisers henvisning i slutningen], giver kun mening, hvis man læser en del af 1. Mosebog 1 og definerer »underlægge sig« som »ødelægge« i stedet for »at herske klogt«. Faktisk siger Bibelen seks vigtige ting om at passe på jorden og dyrene.
1. De var »forpagtere« på jord, der egentlig tilhørte Gud
1a. Derfor kunne jorden ikke sælges permanent (3. Mosebog 25:23)
1b. Alle ting tilhører Gud (Salme 24:1)
2. Gud vil dømme dem, der besudler jorden generelt
2a. I Esajas 24:5 står der, at jorden blev besmittet af sit folk.
2b. Zakarias klagede over ødelæggelsen af mægtige skove og frodige græsgange. Endnu mere klagede han over den åndelige ulykke, som disse naturkatastrofer er allegorier for. (Zakarias 11:1-3)
3. Gud fordømmer fysisk besmittelse af jorden
3a. Gud vil tilintetgøre dem, der ødelægger jorden. (Åbenbaringen 11:18).
3b. Gud vil dømme de »får«, der ikke blot spiser, hvad de har brug for, men også tramper resten af græsgange ned. De drikker ikke blot klart vand, men de gør resten af vandet mudret med deres fødder (Ezekiel 34:17-22).
3c. 4. Mosebog 5:3 taler om ikke at besmitte lejren, i sammenhæng med smitsomme sygdomme.
3d. Selv i krig må man ikke fælde de frugttræer, der gør landet frugtbart (5. Mosebog 20:19-20). Et oliventræ kan leve i over 1.000 år.
4. Gud fordømmer besmittelse af landet med ondskab
4a. 4. Mosebog 35:33-34 befaler os: »I må ikke besmitte landet« i sammenhæng med drab på mennesker.
4b. Besmitt ikke landet med afgudsdyrkelse (Jeremias 16:18).
4c. Jeremias 32:34 nævner folk, der besudler Tophet-dalen med spædbarnsofre.
4d. I Ezekiel 7:22 vil de ugudelige besmitte Guds hellige sted.
5. Guds lov omfatter klog ressourceforvaltning
5a. Adam blev sat »i Edens have for at dyrke og passe den« (1. Mosebog 2:15).
5b. Man må ikke plante to slags afgrøder sammen (5. Mosebog 22:9). I stedet mindsker skifteafgrøder skadedyrsangreb.
5c. At lade jorden hvile hvert syvende år og under jubelåret (3. Mosebog 25:3-7,11-12,18).
5d. Gud ville dømme Israel for at bryde denne regel (3. Mosebog 26:34-35).
6. Dyr: de tilhører Gud, er skabt til vores brug, men vi skal behandle dyrene med godhed
6a. Dyrene tilhører Gud (Salme 50:10), og han tager sig af dem (Salme 36:6; 104:11,14; 147:8-9).
6b. Det er i orden at spise kød, og i nogle tilfælde er det påbudt (1. Mosebog 9:2-5; Apostlenes Gerninger 10:13).
6c. Jesus var uden synd (Hebræerbrevet 4:15; 7:26; 1. Petersbrev 2:22; 1. Johannesbrev 3:5). Han spiste fisk (Lukas 24:42-43) og spiste, som en god jøde, kød, som det var påbudt under påsken (2. Mosebog 12:8-10).
6d. Det er i orden at bære læder, da Johannes Døberen havde et læderbælte i Markus 1:6.
6e. Jagt er i orden (3. Mosebog 17:13).
6f. Det var endda påbudt at dræbe dyr til offer (2. Mosebog – 5. Mosebog).
6g. Vi skal være venlige mod dyr (Ordsprogene 12:10).
Spørgsmål: Selvom Bibelen i 1. Mosebog 1:28 ikke udtrykkeligt siger, at vi skal ødsle Guds gave, nemlig vores miljø, væk, lærer kristendommen da implicit, at vi kan ødelægge miljøet?
Svar: Nej. Man kan ikke give kristendommen skylden for de økologiske problemer, der skyldes grådighed og overbefolkning, ligesom man heller ikke kan give animisterne i Afrika, hinduerne i Indien, ateisterne i Kina og muslimerne i Indonesien og Mellemøsten skylden for disse problemer. Der er økologiske problemer på alle kontinenter, ligesom der på alle kontinenter er mennesker, der vil ofre miljøet for personlig vinding. For en diskussion af, hvad Bibelen rent faktisk siger om miljøet, se det forrige svar.
Spørgsmål: Fik Adam og Eva i 1 Mos 1,29 alle frøbærende planter, eller måtte de ikke spise af frugten fra træet med kundskab om godt og ondt, som det står i 1 Mos 2,17?
Svar: Selvom vi ikke ved, om træet til kundskab om godt og ondt havde frø eller ej, er det ikke relevant her. Uanset hvad var meningen, at de måtte spise af alle frøbærende planter, med undtagelse af træet til kundskab om godt og ondt.
Spørgsmål: Hvis alle planter i 1 Mos 1:29 kunne spises af mennesker, hvordan kan Bibelen så være logisk og fornuftig, når der findes giftige planter og frø, som vi ikke kan spise? (Dette blev rejst af en muslim)
Svar: I Koranen, sura 5:46-48, står der, at Jesus bekræftede Toraen og evangelierne. Det er en meget alvorlig beskyldning for en muslim at fremsætte, at Jesus bekræftede noget, der var forkert og ikke stammede fra Gud. Men for at besvare indvendingen: Uanset om det blev forstået som hver eneste plante eller hvert eneste urt og korn, sagde Gud dette til Adam før syndefaldet, før jorden blev forbandet. Naturen ændrede sig radikalt, da Adam og Eva syndede. Før syndefaldet gav Gud Adam og Eva herredømmet over jorden, men da de syndede ved at følge slangens forslag, blev Satan denne verdens fyrste (om end ikke konge). Men syndefaldet rejser et interessant spørgsmål: Hvis muslimer i dag siger, at profeterne er syndfrie, og hvis Adam og Eva syndede og bragte al forbandelse over os, da de syndede, hvorfor siger muslimer så, at Adam var en profet?
Spørgsmål: Hvorfor hvilede Gud fra sit arbejde på den syvende dag i 1. Mosebog 2,2-3?
Svar: »Hvile« betyder her at holde op med skabelsesværket. Gud bliver ikke træt (Esajas 40:28). Skriften siger aldrig, at Gud havde brug for at hvile, men at han valgte at gøre det.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 2,2: Var begrebet sabbat oprindeligt babylonsk og blev det først senere tilføjet til den jødiske tradition?
Svar: Der er to svar, et til kristne og et til ikke-kristne.
1. (for kristne): Hvis man går ud fra, at Jesus var udsendt af Gud – hvilket hans opstandelse beviser – og da Jesus anerkendte Det Gamle Testamentes oprindelige nøjagtighed og bevarede troværdighed, og da det kan bevises, at henvisningerne til sabbatten i Første Mosebog og Jeremias blev skrevet før Jesu tid, var det ikke en babylonsk opfindelse, og der er ikke mere at sige om det.
2. (for ikke-kristne): Babylonierne kaldte den 15. dag i måneden for »sappatu«. Det er selvfølgelig kun én dag om måneden, ikke fire. På s. 19 var Asimov skarpsindig nok til at bemærke, at sabbatten syntes at have ringe betydning for israelitterne i tiden før eksilet og stor betydning i tiden efter eksilet. Det er imidlertid ikke troværdigt at postulere, at de babylonske og de jøder, der levede efter eksilet, alle sammen blev »narret« til a) at tro, at deres eksil skyldtes manglende overholdelse af et bud, der ikke fandtes i deres skrifter, og b) at dette blev tilføjet 59 steder (hvoraf 35 var i Toraen), uden at nogen lagde mærke til det nye begreb. I øvrigt drog ikke alle jøderne til Babylonien. Jeremias beretter, at nogle i stedet drog til Egypten. Det var efterkommere af disse jøder, der oversatte Det Gamle Testamente til græsk, og den græske Septuaginta-oversættelse indeholder også versene om sabbatten.
Enhver form for spekulation om fejl i Bibelen kan forekomme fuldstændig troværdig for en person, der fandt det meget vigtigt at påvise, at der var fejl i Bibelen, og at man derfor ikke behøvede at følge den. Men selv Isaac Asimov erkendte i det mindste denne teoris spinkle grundlag ved ikke at omtale den som andet end en fristelse.
Spørgsmål: I 1 Mos 2:4, 5:1, 6:9, 10:1, 11:10, 11:27, 25:12, 25:19, 36:1, 36:9 og 37:2 samt 4 Mos 3:1; Rut 4:18: Indleder det hebraiske ord (Toledot) et afsnit, eller afslutter det et afsnit?
Svar: Enten henviser det altid til begyndelsen, altid til slutningen, eller også kan det i nogle tilfælde betyde begge dele.
Tvetydigt: Her er nogle »tole dots«, der kan fortolkes på begge måder: 1. Mosebog 2:4; 5:1; 36:9; 37:2.
Begyndelse: Her er nogle »tole dots«, hvor sammenhængen kræver, at de står i begyndelsen: Første Mosebog 6:9; 10:1; 11:10; 11:27; 25:12; 25:19; 36:1; Fjerde Mosebog 3:1. Jøden Philo (15/20 f.Kr.–50 e.Kr.) nævner 1. Mosebog 2:4 som »en opsummering af hans [Moses’] beretning om verdens skabelse« i *Om skabelsen* 44:129, s. 18.
Afslutning: Der findes ikke et eneste »toledot«, der beviseligt hører hjemme i slutningen af et afsnit. Derfor er de tvetydige afsnit sandsynligvis »toledots« i begyndelsen.
Det mest afgørende bevis på, at »tole-prikken« står i begyndelsen af et afsnit, er 1. Mosebog 25:19, hvor der står, at det er beretningen om Isak. Det umiddelbart efterfølgende afsnit handler om Isaks børn. Det umiddelbart forudgående afsnit handler om Ismael og har overhovedet intet med Isak at gøre.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 2:5-7, skabte Gud da planterne efter mennesket, eller før mennesket, som det står i 1. Mosebog 1:12,26? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist ved navn Capella.)
Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Planterne først: Første Mosebog 1 siger klart, at planterne blev skabt på jorden før mennesket. Disse omfatter naturligvis forfædrene til alle moderne planter.
2. Verden kontra haven: Første Mosebog 1 er skabelsesberetningen om himlene og jorden, mens Første Mosebog 2 er skabelsesberetningen om Edens Have.
3. Afgrøder efter mennesket: Første Mosebog 2 viser, at markens buske kom efter mennesket, i det mindste i Edens Have. I begge tilfælde bruges det hebraiske ord for »mark«, saday, i stedet for blot at sige »planter«.
Som en sidebemærkning nævner Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology på s. 23, at man i Beersheba har fundet forkullede korn af hvede, byg, linser og druer fra 4000 f.Kr.
Spørgsmål: Hvilke kornarter, som vi bruger i dag, samt kornarter, der blev brugt i fortiden, er der tale om i 1. Mosebog 2,5-7?
Svar: Folk tænker ofte på korn som blot de tre største fødevareafgrøder: hvede, ris og majs, men faktisk kunne man spise tre måltider om dagen i en hel uge og få et andet korn til hvert måltid.
Majs: Arkæologer fortæller os, at majs blev domesticeret i den nye verden omkring 5000 f.Kr. Der fandtes ingen majs i Europa, Mellemøsten, Afrika eller Asien før Columbus. Majs stammer fra en kornsort kaldet teosinte. Teosinte havde omkring 50 løst siddende kerner, og kolben var mindre end en tomme lang. I modsætning hertil har majs i dag 500 til 1.000 tæt siddende kerner på hver kolbe. Fordi kernerne sidder tæt, kan majs i dag ikke vokse i naturen uden menneskets hjælp.
Hvede: Arkæologiske fund har påvist forfædre til hvede i Mellemøsten, nærmere bestemt i Irak, omkring 7.000 f.Kr. Den kaldes emmer og taber sine frø, når vinden blæser. I dag findes der tusindvis af hvedesorter. Kamut (=khorasan, = Tutankhamons hvede) er sandsynligvis en type durumhvede. Som en sidebemærkning ser nogle den 2.000-årige forskel mellem tidspunktet for dyrkningen af hvede og majs som en af de to årsager (heste er den anden årsag) til, at den indianske kultur, da spanierne kom til Amerika, lå 1.000 til 2.000 år bagud i forhold til den europæiske kultur.
Ris var nykommeren blandt de tre vigtigste kornarter. Den blev domesticeret omkring 3500 f.Kr.
Emmer (= emmerhvede, = faro) er fundet på forkeramiske udgravningssteder i Mellemøsten så tidligt som 9800–8800 f.Kr. Tæmmet emmer adskiller sig fra vild emmer, men stammer fra vild emmer. Senere spredte emmer sig til Europa og Indien.
Spelt har en noget mystisk oprindelse. Den blev dyrket i Romerriget, Storbritannien og Asien, før hveden blev dyrket. Den kan være en hybrid mellem emmer og hvede eller mellem emmer og vild gedegræs (Aegilops tauschii), eller den kan have to forskellige oprindelser. Nogle mener, at spelt opstod omkring 6.000 f.Kr.
Sorghum stammer fra en græsart i Afrika. Den ligner noget majs i udseende. Sorghum er en af de otte vigtigste kornafgrøder, der dyrkes i dag; den bruges i dag til dyrefoder, men er sandsynligvis også den femtestørste afgrøde til menneskeføde.
Byg blev sandsynligvis først dyrket omkring 8.000 f.Kr. i området omkring Israel og Jordan. Den spredte sig mod øst til Himalaya.
Rug menes at have sin oprindelse i området omkring Ararat-bjerget og Van-søen i det østlige Tyrkiet kort efter domesticeringen af hvede. Den vokser steder, hvor hvede og byg ikke kan vokse.
Havre er en kornsort, vi ved meget lidt om, bortset fra at der blev fundet rester af den i en egyptisk grav fra 2.000 f.Kr., og at den sandsynligvis stammer fra Lilleasien.
Boghvede (Fagopyrum esculentum) blev først dyrket i provinserne Yunnan og Sichuan i Kina omkring år 1000 e.Kr. Den giver ikke et stort udbytte, men modnes hurtigt og trives godt i tørre og kølige klimaer. Der findes mindst 14 sorter.
Palmers græs (= nipa-græs, = Distichlis palmeri) blev udelukkende dyrket i Sonora-ørkenen i det vestlige Mexico og det vestlige USA. Det var den vigtigste fødekilde for Cocopah-stammen. Det ligner på en måde hvede, bortset fra at det kan vokse under tørre forhold og kan optage havvand og udskille saltet.
Hirse er en samling af mindst 13 spiselige græssorter med små frø, der egner sig godt til dyrkning under tørre forhold. Hirsearter som f.eks. kosthirse var også den vigtigste kornsort i Kina og Korea i oldtiden. Nogle typer hirse er gårdhirse, broomcorn, browntop-hirse, fingerhirse, fonio, rævehalehirse, japansk hirse, Jobs tårer, kodo-hirse, lille hirse, perlehirse, prosohirse og teff. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Millet for mere information.
Kartofler er ikke en kornsort, men de er i dag den fjerdestørste fødevareafgrøde. Man mener, at de opstod omkring 6.000 f.Kr. i Peru og Bolivia i området omkring Titicacasøen.
Andre afgrøder, der ikke er korn, er bønner, linser, sojabønner, jordnødder, maniok, søde kartofler, ærter, brødfrugt, kokosnødder, bananer, plantain og taro. Kesari-frø blev dyrket i Indien, men det har langvarige lammende virkninger.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 2:7 – skabte Gud da materien, eller »organiserede« han den blot, som mange mormoner lærer, eller var materien uskabt, fordi materie ikke er en virkelig ting, som Christian Science og nogle østlige religiøse grupper lærer?
Svar: Nej. At Gud er almægtig betyder, at Gud kan gøre alt, og at Gud er Skaberen betyder, at Gud skabte alt. Gud skabte universet »ex nihilo«, hvilket betyder ud af intet. For at være præcis skabte Gud altså ikke blot »ting af stof og energi«, men Gud skabte selve stoffet og energien.
Spørgsmål: Skabte Gud i 1. Mosebog 2:7,19 mennesket før dyrene, eller efter dyrene, som det står i 1. Mosebog 1:24,27? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist (Capella)).
Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
På jorden skabte Gud mennesket efter dyrene, som det står i 1. Mosebog 1:24,27.
I Edens Have må Gud have skabt mennesket, før han viste mennesket dyrene.
Selv i Edens Have kan dyrene have været der før mennesket. 1. Mosebog 2:19 henviser til de dyr, der var blevet skabt på det tidspunkt. Det betyder ikke, at dyrene først blev skabt på det tidspunkt.
Spørgsmål: Beviser 1. Mosebog 2:7, at mennesker ikke har en udødelig sjæl, som Jehovas Vidner hævder?
Svar: Nej. Det hebraiske ord her, nephesh, betyder »sjæl« nogle steder og »liv« andre steder, såsom her. Hvordan kunne de troende under alteret i Åbenbaringen 6:9-10 være under alteret, hvis de ikke havde en eksistens efter døden?
Spørgsmål: I 1. Mosebog 2:10-14, hvor er de floder, der strømmede ud af Edens Have?
Svar: For det første findes Edens Have ikke på jorden i dag. Vi ved ikke, hvor Pishon-floden lå, og floderne Tigris og Eufrat ligger i Tyrkiet, Syrien og Irak. Gihon-floden anses normalt for at være Nilen, som flød fra regionen Kush syd for Egypten. Den kunne dog have været en mindre flod med udspring i »Kush« (Kashshu) i det vestlige Elam, som ligger meget tæt på Tigris og Eufrat. Kassiterne (græsk: Kossaeans) stammede derfra.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Gud i 1 Mos 2,15, at du (ental) må spise af alle frugter i haven, bortset fra at I (flertal) ikke må spise af træet med kundskab om godt og ondt?
Svar: Hver af dem kunne vælge et hvilket som helst bestemt træ; de behøvede ikke at spise den samme mad. Men ingen af dem måtte spise af det ene træ. Flertalsformen understreger, at denne befaling ikke kun var rettet til Adam, men til alle.
Jøden Philo (15/20 f.Kr. til 50 e.Kr.) besvarede først dette spørgsmål i *Spørgsmål og svar om Første Mosebog*, I, s. 794.
Spørgsmål: Hvorfor skabte Gud Adam i 1. Mosebog 2,16, når han vidste, at han ville falde?
Svar: Gud kan gøre alt, men en logisk umulighed findes ikke. Gud kan ikke skabe et væsen, der vælger kærlig lydighed mod Gud, hvis dette væsen ikke er i stand til at vælge at adlyde Gud. At være i stand til at vælge at adlyde Gud betyder at være i stand til at vælge at være ulydig mod Gud.
Spørgsmål: Da der i 1. Mosebog 2,17 står: »Den dag, du spiser deraf, skal du helt sikkert dø«, hvordan døde Adam og Eva så »den dag«?
Svar: Åndeligt og retligt. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
Den åndelige død indtraf den dag.
Retsligt set blev der den dag afsagt domme om både evig og fysisk død over dem. I *Hard Sayings of the Bible*, s. 91-92, viser Walter Kaiser, Jr., at det hebraiske udtryk betyder visheden om deres død, ikke at døden indtræder med det samme.
For et andet eksempel på brugen af dette sproglige udtryk, se 1. Kongebog 2:37, hvor Salomo gav en lignende advarsel til Simei den dag, han forlod Jerusalem.
Den første person, vi kender til, der gav et svar på dette spørgsmål, var jøden Philo (15/20 f.Kr. til 50 e.Kr.) i *Spørgsmål og svar om Første Mosebog*, I, s. 794, og *Allegorisk fortolkning*, I, 33 (105), s. 46-47, hvor han nævner sjælens død.
En anden forfatter fra oldtiden, der gav et andet svar, er Irenæus i »Mod kætterierne«, bog 5, kap. 23 (182–188 e.Kr.), s. 551–552. Da Irenæus bemærker, at en dag hos Herren er 1.000 år, fortolker han dette som en af Guds dage, og han anser det for betydningsfuldt, at 1. Mosebog 5,5 siger, at Adam døde, da han var 930 år gammel, hvilket er mindre end 1.000 år.
Spørgsmål: Hvorfor står der i 1. Mosebog 2,18, at mennesket var alene, når mennesket jo var sammen med både Gud og dyrene?
Svar: Adam havde ganske vist herredømme over dyrene, og Adam tilbad Gud, men Adam havde ingen anden som ham selv. Han var alene i den forstand, at han ikke havde nogen at forholde sig til på et horisontalt plan som en ligemand.
Spørgsmål: Viser 1. Mosebog 2:18-22, at kvinderne blev skabt som en eftertanke, som det hævdes på side 164 i *Born Again Skeptic*?
Svar: Nej, det viser netop det modsatte. Gud brugte meget tid – hvor Adam blandt andet skulle navngive dyrene – på at vise Adam, at han havde brug for en ledsager. De fleste ting i 1. Mosebog kapitel 1 og 2 blev ganske enkelt skabt uden megen forklaring. Men Gud »forberedte scenen« først og forklarede hendes formål som Adams medarbejder, før han skabte Eva.
Spørgsmål: Viser 1. Mosebog 2,18, at kvinder er underordnede mænd, eftersom Eva blev skabt anderledes end Adam?
Svar: Nej, det gør det ikke. Der er seks punkter, man skal overveje i svaret.
1. Forskellighed beviser ikke ulighed. Forskellige mennesker taler forskellige sprog, men det betyder ikke, at hvert sprog er enten ringere eller bedre end et andet. Som en kristen sagde: Eva blev ikke skabt af Adams fod for at være under ham, ej heller af hans hoved for at være over ham, men af hans side for at være sammen med ham.
2. »Hjælper« betyder ikke underlegen. Nogle mener måske, at Eva var mindre værd end Adam, fordi hun var en »hjælper« i 1. Mosebog 2,18. Men Gud er vores hjælper (samme hebraiske ord) i Salme 70,5, og det betyder ikke, at Gud er underlegen i forhold til os! Det er derfor ret upræcist at oversætte det hebraiske ord med »hjælper«. En bedre oversættelse er »Jeg vil skabe en kraft [eller styrke], der svarer til manden«, ifølge Walter Kaisers detaljerede undersøgelse af det hebraiske sprog i *Hard Sayings of the Bible*, s. 92-94. Kvinden skal altså være en »fuldgyldig partner« og ikke blot en assistent.
3. Første Mosebog 1:27 viser, at begge er skabt i Guds billede. Det var ikke kun Adam, der var skabt i Guds billede, men både manden og kvinden er skabt i Guds billede. At være skabt i »Guds billede« betyder for øvrigt på ingen måde, at Gud er begrænset til at have to fødder, to hænder, en mave osv. Ligesom et todimensionelt billede er en ufuldkommen skitse af et virkeligt, tredimensionelt objekt, har den uendelige Guds karakter og vores endelige væsen visse ligheder.
4. Lige i natur, værdi, betydning osv. I Bibelen står der i Galaterbrevet 3:28: »Der er hverken jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde, for I er alle ét i Kristus Jesus.« (BSB)
5. Men alligevel forskellige i rolle: Efeserbrevet 5:22-24 viser, at hustruer skal underordne sig deres mænd, for mændene er hustruens hoved. Mændene skal elske deres hustruer, som Kristus elskede menigheden, jf. Efeserbrevet 5:25-26. Paulus sagde i 1. Timoteusbrev 2:12, at kvinder ikke må undervise mænd eller have autoritet over mænd.
6. Hvordan fungerer dette i praksis?
6.1 Debora var en gudfrygtig dommer i Israel i Dommerbogen 4-5. På baggrund heraf er der ingen problemer med at stemme på en kvinde som præsident eller premierminister.
6.2 De kunne arve ejendom, herunder jord, jf. 4. Mosebog 36,8 og Job 42,15.
6.3 For en mere uddybende beskrivelse af, hvordan en hustru skal være en fuldgyldig partner for sin mand, kan man læse Ordsprogene 31:10-31. Her står der blandt andet:
Hun arbejder med sine hænder (Ordsprogene 31:13,22) og drager fordel af dette i Ordsprogene 31:24,31.
Hun køber ind (Ordsprogene 31:14) og laver mad. Ordsprogene 31:15
Hun leder andre. Ordsprogene 31:15
Hun beslutter selv at købe fast ejendom i Ordsprogene 31:16.
Hun anlægger en vingård. Ordsprogene 31:16 (Bemærk, at en familie ikke ejer en hel vingård udelukkende til eget forbrug; den var en indtægtskilde.)
Hun er fysisk stærk. Ordsprogene 31:17
Hun driver også handel, ikke kun af nødvendighed, men for at tjene penge. Ordspr. 31:18
Hun giver selv til de fattige. (Hun måtte have kontrol over pengene for at kunne gøre det.) Ordspr. 31:20
Hun styrer husholdningen. Ordspr. 31:21
Hun er vis og underviser i visdom. Ordspr. 31:26
Sammenfattende: Kvinder er ikke underordnede mænd, hverken hvad angår natur, værdi eller betydning. De har dog en anden rolle end mænd, som enhver vordende mor kan fortælle dig.
Se også Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties, s. 191-193, for mere om, hvordan kvinden blev skabt »ligesom« manden og ligestillet med ham.
Spørgsmål: Hvorfor havde Adam i 1. Mosebog 2:19 brug for at se alle dyrene her?
Svar: Gud gav Adam herredømme over alle dyrene i 1. Mosebog 1:26, og Gud ønskede at se, hvad Adam ville navngive dyrene i 1. Mosebog 2:19.
Derudover kan der have været en mere subtil grund. Inden Eva blev skabt, indså Gud vigtigheden af at udfylde det, der manglede hos Adam, men det gjorde Adam ikke. Dermed kunne Adam lære tre ting om dyrene, der var relevante for hans aktuelle situation.
Familie:
a) Ved at vise Adam, at alle de højere dyr havde hanner og hunner, viste Gud, hvordan han havde skabt dem fuldkomne og i stand til at formere deres art.
b) Adam kunne se på alle skabningerne og indse, at der ikke var nogen, der lignede ham.
c) Adam kunne se, at han også havde brug for en anden for at blive fuldkommen.
I øvrigt er det en god metode at lære børn, hvordan planter og dyr formerer sig, for at forklare dem, hvordan Gud har bestemt, at børn bliver skabt.
Fællesskab:
a) Selv hunde og hjorte lever i fællesskaber.
b) Adam kunne se, at han ikke havde nogen som ham selv i et fællesskab, som han kunne dele sit liv med, og at mennesker har brug for andre mennesker omkring sig.
Lederskab:
a) Da Gud gav Adam herredømme over jorden, var Adam nødt til at kende de dyr, der fandtes på jorden.
b) Da Adam havde herredømme, ærede Gud ham ved at lade ham give dyrene navne. Jøden Philo nævnte dette i Works of Philo, s. 882.
Spørgsmål: Hvilke beviser findes der i de tidlige mormonske skrifter i 1 Mos 2:19–3:19 for, at mormonerne troede på den vanvittige lære, at Adam var Gud?
Svar: Her er citaterne fra mormonernes *Journal of Discourses*, efterfulgt af tolv andre skrifter som bevis.
a. *Journal of Discourses*, bind 1, s. 50. (Prædiken af Brigham Young) »Hør nu, I jordens indbyggere, jøder og ikke-jøder, hellige og syndere! Da vores fader Adam kom ind i Edens have, kom han ind med en himmelsk krop og bragte Eva, en af sine hustruer, med sig. Han hjalp med at skabe og organisere denne verden. Han er Michael, ærkeenglen, den Ældste af Dage! Om hvem hellige mænd har skrevet og talt Han er vores Fader og vores Gud og den eneste Gud, vi har at gøre med. Hver eneste mand på jorden, uanset om han bekender sig til kristendommen eller ej, skal høre det og vil før eller senere indse det.” (kursiv og små versaler er i originalen)
b. Journal of Discourses, bind 1, s. 51. (samme prædiken) »Jesus, vores ældre bror, blev avlet i kødet af den samme person, som var i Edens Have, og som er vores Fader i himlen.«
Bemærk, at mormonerne ofte svarer, at der er tale om en trykfejl. Det er interessant at bemærke, at bindene af den store kristne prædikant Charles H. Spurgeons værker blev udgivet omtrent på samme tid, og der var ingen trykfejl i Spurgeons værker, der hævdede, at et skabt væsen var Gud. Nedenfor følger bekræftende beviser for, at den mormonske profet virkelig sagde dette.
1. Wilford Woodruffs dagbog under 19. februar 1854. (Se i BYU-biblioteket)
2. Deseret Evening News 14. juni 1873
3. Deseret Evening News 18. juni 1873
4. Hosea Stouts dagbog: On the Frontier, bind 2, s. 438.
5. The Millennial Star, bind 16, s. 543.
6. The Millennial Star, bind 15, s. 769–770. Et og et halvt år efter dette.
7. John Nuttalls dagbog, bind 1, s. 18–21.
8. Abraham H. Cannons dagbog, bind 11, s. 39 (underviste i 50 år)
9. Sacred Hymns and Spiritual Songs for the Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints 1856, s. 375
10. Women of Mormondom, s. 179
11. Journal of Discourses, bind 4, s. 1 (præsident Heber C. Kimball taler den 29. juni 1856)
»... og jeg ved også, at hvis vi ikke er ét med bror Brigham, vores leder, er vi ikke ét med Kristus. Ja, det ved jeg, og mine følelser er og har hele tiden været hos bror Brigham. Jeg har lært af erfaring, at der kun er én Gud, der vedrører dette folk, og Han er den Gud, der vedrører denne jord , den første mand. Den første mand sendte sin egen Søn for at forløse verden, for at forløse sine brødre.”
12. Endelig en bog fra en meget senere tid:
Adams stilling i L.D.S.-skrifterne og -teologien: »Præsident Brigham Youngs identifikation af Adam med Gud Faderen er et ubestrideligt faktum.« s. 58
Spørgsmål: Hvordan kunne Adam i 1 Mos 2:20 give alle dyrene navne, medmindre den forbudne frugt var en Apple Macintosh-computer?
Svar: Nogen spøgte engang, at hvis Adam skulle navngive alle dyrearterne (herunder 1,5 millioner kryb og insekter) inden for 24 timer på den sjette dag, er det ikke så mærkeligt, at vi forveksler den forbudne frugt med et Apple-produkt, harddiske og det hele!
På den anden side har Paul S. Taylor korrekt påpeget, at sætningen »gav navne til alt kvæget, til fuglene i luften og til alle markens dyr« i 1. Mosebog 2:20 ikke nødvendigvis betyder, at han navngav hver eneste art på jorden. Det kunne ganske enkelt være en navngivning af slægterne og familierne blandt dyrene i Adams umiddelbare nærhed.
For dem, der kan lide trivia, findes der omkring 26.000 levende arter af hvirveldyr på land og fugle samt 9.500 kendte fossile arter på jorden. (Af de fossile arter var næsten halvdelen krybdyr, og 1.000 var fugle).
Der findes groft sagt 5.600 levende slægter af landdyr, herunder 1.900 fugleslægter. Der findes omkring 6.500 slægter af kendte fossile landdyr, herunder næsten 1.000 fugleslægter og 1.500 slægter af krybdyr.
Spørgsmål: Var Adam i 1. Mosebog 2:21-23 både mand og kvinde, før Eva blev skabt?
Svar: Intet i Skriften tyder på dette. 1. Mosebog 3,16 siger, at manden skal være hustruens hoved. Da dette skete efter syndefaldet, har det ingen betydning, hvor »mandlig« Adam var før Eva. Men hvad angår kirkens autoritet generelt, anser Paulus det for vigtigt i 1. Timoteusbrev 2,13, at Adam blev skabt før Eva. Paulus’ pointe ville være vildledende, hvis Adam var både mand og kvinde.
Spørgsmål: Er beretningen i 1. Mosebog 2,21-23 om, at Eva blev skabt af et ribben, hentet fra det sumeriske Dilmun-digt?
Svar: Nej. Først lidt baggrundsinformation, derefter svaret og til sidst to lærdomme, vi kan drage af svaret om, hvordan Gud inspirerede Bibelen.
B1. Samuel Noah Kramer nævner i *The Sumerians* (University of Chicago 1963), at det sumeriske ord for ribben, *ti*, også betyder »at give liv«, og i Dilmun-digtet var Nin-ti både »ribbenens frue« og »den frue, der giver liv«, som helbredte guden Enkis syge ribben.
B2. Dette er et ordspil på sumerisk, men ikke på hebraisk, hvilket gør denne lighed temmelig slående.
B3. Bortset fra »damen, der helbredte ribbenet« kontra »Eva, der stammede fra Adams ribben« i Første Mosebog, er der ingen andre ligheder mellem de to fortællinger. Se *The Sumerians*, s. 148–149, eller *Hard Sayings of the Bible*, s. 94–95, for den sumeriske fortælling.
B4. Tavlerne fra Dilmun-digtet stammer fra 2400 f.Kr. eller senere. Uanset hvad er de stadig ældre end Abraham, der forlod Ur før 2050 f.Kr.
B5. Denne historie kan have været velkendt i oldtiden.
Svaret består af fire punkter.
A1. Dette er blot et af mange eksempler på lignende beretninger om begivenheder, der nævnes i Første Mosebog. Et andet eksempel er de mere end 200 fortællinger om verdensomspændende oversvømmelser fra forskellige folkeslag rundt om i verden.
A2. Ordspillet om ribbenet kan tyde på, at andre tidlige kulturer bevarede i det mindste en ufuldstændig viden om menneskehedens skabelse.
A3. Endnu mere end det synes andre dele af Første Mosebog 1 næsten at være skrevet på en bevidst måde for at stå i kontrast til sumeriske, akkadiske og andre beretninger. De andre beretninger skildrer guder, der strides; i Første Mosebog skaber den ene Gud roligt. Andre beretninger skildrer helten, der kæmper mod kaos. Første Mosebog skildrer Gud, der svæver over »afgrunden/vandene« og befaler og giver ordrer.
A4. Visse detaljer, der ligner hinanden i Første Mosebog og Dilmun-digtet samt andre gamle værker, kunne tyde på en fælles viden om visse begivenheder. Det er imidlertid uholdbart at hævde, at det ene er kopieret fra det andet, ikke blot fordi de fælles detaljer er få, men fordi der næsten ikke er nogen ligheder i betydningen bag detaljerne.
Lærdomme fra svaret:
L1. Første Mosebog blev ikke skrevet i et vakuum. Gud åbenbarer ikke blot sandheden for os; han åbenbarer tidløs sandhed, men på en praktisk måde, der er relevant for den pågældende tid og kultur. En af grundene (men ikke hovedgrunden) til, at Første Mosebog måske blev givet af Gud, var at korrigere de forkerte opfattelser, som folk havde om menneskets oprindelse, samtidig med at man anerkendte nogle af de korrekte ting, der havde overlevet.
L2. Gud bruger kulturen. Gud bruger endda menneskers onde handlinger til sin ære (1. Mosebog 50:20). Hvordan kan vi overhovedet forsøge at forbyde Gud at bruge kulturen, som Han ønsker? Moses var en lærd mand, og måske havde han læst denne historie, og Gud brugte Moses’ læsning til at vise ham, hvad der var sandt, og hvad der ikke var sandt.
L3. Vigtigst af alt: Fortolk ikke udtrykket »Skriften er ufejlbarlig« således, at Bibelen nødvendigvis måtte være blevet dikteret mekanisk. 2. Petersbrev 1:21 siger, at profetierne var mennesker, der talte, drevet af Helligånden. Når forskellige dele af Bibelen tydeligt afspejler forskellige menneskelige skrivestilarter, udelukker det altså ikke guddommeligt forfatterskab. Det viser blot, at Gud brugte forskellige menneskers skrivestilarter, som Han fandt det passende.
Spørgsmål: Hvem er Lilith i 1. Mosebog 2:22?
Svar: Navnet Lilith nævnes ikke en eneste gang i Bibelen. I middelalderen cirkulerede der en fabel om en kvinde ved navn Lilith, der var Adams første hustru. Hun nægtede at underkaste sig Adam, og Gud skabte derfor Eva. Ifølge myten blev Lilith forvandlet til en dæmon, der dræber nyfødte babyer.
Lilith var også en vampyr i den sumeriske mytologi, ifølge *The Sumerians*, s. 198, 258. I *Civilizations of the Ancient Near East*, s. 1890, nævnes det, at ugifte, der døde, blev til en særlig klasse af dæmoner kaldet Lilu (mandlige) og Lilitu (kvindelige). De bad de levende om at gifte sig med dem og lovede dem rigdom, men hvis den levende person indvilligede, døde vedkommende tidligt.
Ingen af de bibelske manuskripter, hverken jødiske eller kristne, indeholder flere spor af Lilith end af Anders And.
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 1. Mosebog 2,22 skabe Eva ud af et ribben?
Svar: På lige den måde, den Almægtige Gud ønskede. Hvis Gud var nødt til at bruge et ribben, og hvis du mener, at Gud var nødt til at fjerne hele ribbenet, så formoder jeg, at du måske ville konkludere, at Eva ville tælle alle Adams ribben hver morgen!
Seriøst, Gud har måske ikke brugt hele ribbenet; én celle kunne have været nok.
I bogen *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 23, tilføjes det, at hvis Gud havde skabt hende af ler, kunne man argumentere for, at kvinder er væsentligt forskellige (og måske underordnede i forhold til mænd). Men da Eva blev skabt af et ribben, havde hun samme ligeværdige identitet som manden.
Spørgsmål: Bør mænd ifølge 1. Mosebog 2,22-23 have et ribben mindre end kvinder?
Svar: Nej. Hvis en mand får skåret armen af, fødes hans efterkommere ikke alle med en arm mindre. På samme måde vil både forældrene og deres børn stadig have det samme antal ribben, hvis man tager et par celler fra en persons ribben.
Tertullian, der skrev i årene 198-220 e.Kr., fortolker dette som, at Gud »lånte et ribben« i Tertullian, *Om opfordring til kyskhed*, kap. 5, s. 53. Han tilføjer også, at Gud kunne have lånt flere ribben til flere hustruer, men valgte ikke at gøre det, som et eksempel på, at monogami var normen og ikke polygami.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 2,25: Blev manden og kvinden oprindeligt skabt nøgne, og skulle de bære tøj?
Svar: Ja, de blev skabt nøgne og følte ingen skam. Men efter syndefaldet klædte Gud dem på, og vi har været klædt på lige siden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3,1-24: Da Gud skabte menneskene til i sidste ende at være højere end englene, kunne det så have været en faktor i Satans beslutning om at falde?
Svar: Skriften siger ikke noget om det, men det er bestemt en mulighed.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:1-24, var Adam og Eva hvide, sorte, brune, gule eller røde i huden?
Svar: Bibelen er fuldstændig tavs om dette. Da Adam og Eva var forfædre til os alle, spiller det ingen rolle. Vi er alle lige efterkommere af Adam og Eva. Måske ønskede Gud netop ikke at sige noget herom, for at ingen skulle hævde, at Gud viste, at en bestemt race stod tættere på eller længere fra Adam og Eva.
Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i 1. Mosebog 3 Adam og Eva blive fristet?
Svar: Det siger Bibelen ikke noget om. Vi kan dog gætte på, at Gud ikke blot ønskede mennesker, der elskede ham, men mennesker, der fik lov til at vælge et alternativ, men alligevel valgte at elske Gud.
Spørgsmål: Hvis Eva i 1. Mosebog 3 indførte arvesynden, hvordan kan det så være, at Satan begik synden mod Gud ved at være stolt? Er der noget, jeg overser her?
Svar: Satan syndede og faldt før Adam og Eva. Men Eva og Adams synd indførte en syndig natur i menneskeslægten.
Spørgsmål: I 1. Mosebog kapitel 3 har jeg et spørgsmål, som jeg ikke har kunnet få besvaret. I Bibelen står der, at Gud skaber mennesket. Gud siger til mennesket, at det ikke må spise den forbudte frugt – frugten fra bevidsthedens træ – for dens frugt vil åbne dine øjne og gøre dig bevidst om rigtigt og forkert, godt og ondt. Mennesket spiser den forbudte frugt og forandres. Mennesket ser nu, at det er forkert at være nøgen. Hvordan kan det være en synd for mennesket at være ulydigt mod Gud, når mennesket ikke havde nogen viden om rigtigt og forkert på det tidspunkt, hvor det spiste den forbudte frugt?
Svar: Jeg vil med glæde besvare dit spørgsmål. Lad mig indlede svaret på dit spørgsmål med et modspørgsmål: Hvordan ved et menneske, hvad der er rigtigt og forkert, siden syndefaldet? Vi ved det direkte gennem alt det, Gud har åbenbaret for os om, hvad der er rigtigt og forkert, og alle har en grov fornemmelse af det gennem deres indre samvittighed. (Selvfølgelig kan et menneske dog sløve sin samvittighed.)
Efter syndefaldet havde både Adam og Eva en samvittighed, en skyldfølelse over, at de havde handlet forkert ved at være ulydige, og de og deres efterkommere havde en syndig natur. Syndefaldets konsekvenser var dybtgående.
Før syndefaldet havde de intet af dette og ingen viden om rigtigt og forkert. Deres natur var god, og hvad de end gjorde, ville være rigtigt – næsten. De havde ingen bud at bekymre sig om at overtræde bortset fra ét: I må ikke spise af det forbudte træ med viden om godt og ondt. Deres valg, om de skulle spise eller ej, handlede ikke om rigtigt eller forkert, for de vidste ikke, hvad det var. Deres valg handlede snarere ganske enkelt om, hvorvidt de ville adlyde Gud eller ej.
I dag kan folk nogle gange have mærkelige forestillinger om rigtigt og forkert, såsom muslimske fædre, der mener, at det er rigtigt at dræbe deres døtre, fordi de tror, at deres døtre har bragt skam over familien, blandt andet ved at gøre ting som at gifte sig med en, som deres far ikke godkendte. Selv kristne kan nogle gange hænge sig for meget i spørgsmålet: »Tillader Bibelen dette?«. Vigtigere end at spørge »er dette rigtigt eller forkert« er »ønsker Gud, at jeg gør dette« eller »er dette behageligt for Gud«. Svaret vil faktisk være det samme som »er dette rigtigt eller forkert«, men pointen bør ikke være at gøre ting udelukkende for at lette vores samvittighed eller følge en masse regler, men for at behage Gud.
Så det korte svar på dit spørgsmål er, at Adam og Eva ikke syndede ved at vælge det onde frem for det gode, for de vidste ikke, hvad ondt og godt var. De syndede ved at kende Guds enkle befaling til dem og vælge at være ulydige mod Gud.
Spørgsmål: Var dette i 1. Mosebog 3 en uretfærdig prøve, da Adam og Eva endnu ikke havde kendskab til godt og ondt, som en ateist (Capella) hævder?
Svar: Nej. Er det en uretfærdig prøve at sige til nogen, at de ikke må bruge ulovlige stoffer, såsom kokain, før de først har haft mulighed for at prøve det? Selvfølgelig ikke. På samme måde var det ikke uretfærdigt, at de modtog forbuddet uden at have oplevet det onde og skyldfølelsen. Man kunne ganske vist argumentere for, at de på dette tidspunkt ikke vidste alt om godt og ondt, men de vidste, at deres Skaber havde befalet dem ikke at spise af det træ, og den viden alene var tilstrækkelig til at gøre dette til en retfærdig prøve.
I dag kender vi ikke hver eneste grund til, at Gud forbyder os at gøre noget, men hvis Gud har befalet os ikke at gøre det, ved vi alt, hvad vi behøver at vide for at adlyde Gud.
Spørgsmål: Hvad var det egentlig, der var galt ved at spise af træet i 1. Mosebog 3?
Svar: Det var ikke, at en bestemt frugt var ond; måske kunne de have spist af træet senere. Som Theophilus, biskop af Antiokia (168-181/188 e.Kr.), skrev i sit brev »Theophilus til Autolycus«, bog 2, kap. 25, s. 104: »For det var ikke træet, som nogle tror, men ulydigheden, der indeholdt døden.« Ante-Nicene Fathers, bind 2, s. 104. Nogle ser også i udtrykket »at blive som Gud og kende godt og ondt« et ønske fra deres side om at tilegne sig Guds privilegium til at definere godt og ondt.
Spørgsmål: Var denne prøve i 1. Mosebog 3 lidt ligesom, når forældre sætter et batteri på 40.000 volt i stuen og siger til deres baby, at den ikke må røre ved det?
Svar: Nej, faren lå i deres ulydighed, ikke i træet. Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. I modsætning til et farligt batteri var det ikke træet, der var dødeligt. Det var ulydigheden mod Gud, der var dødelig, og som fik dem til at dø åndeligt den dag og senere også fysisk.
2. Adam og Eva var ikke spædbørn. De kunne tænke som voksne, de var fuldt ud klar over, hvad de gjorde, og hvilke konsekvenser Gud havde sagt, der ville følge.
3. Adam og Eva fik alle deres behov opfyldt, og de havde ingen mulighed for at være ulydige mod Gud, bortset fra ved at spise af træet. Uanset om vi kan lide det eller ej, giver Gud mennesker valget mellem at tjene Ham eller ej. Nogle tænker måske: »Gud burde ikke have gjort det; Gud burde have skabt os alle som robotter, der er ude af stand til at være ulydige.« Uanset hvad folk mener, kan Gud gøre, som Han vil, og Gud valgte at give alle den frie vilje til at være ulydige mod Ham og til at leve med konsekvenserne af deres lydighed eller ulydighed.
4. Frugten ville måske alligevel være blevet spist på et tidspunkt. Theophilus, biskop af Antiokia (168–181/188 e.Kr.), lærte, at hvis Adam og Eva ikke havde syndet, ville de være modnet, blevet fuldkomne og steget op til himlen i besiddelse af udødelighed. Menneskeheden havde en mellemliggende natur, hverken helt dødelig eller helt udødelig, eller også lå Paradiset mellem jorden og himlen. Theophilus til Autolycus, bog 2, kap. 22, s. 24, s. 104
Spørgsmål: Bør vi i 1. Mosebog 3 være stolte af, at Eva spiste æblet, som Laura Schlesinger siger?
Svar: Nej. Dr. Laura har ret i mange ting, men her tager hun fejl. Her er, hvad hun sagde i *Modern Maturity*, september-oktober 1999, s. 67.
»Jeg er meget stolt af, at hun spiste frugten fra kundskabens træ. For hvis hun ikke havde gjort det, ville vi stadig være dyr i Edens Have. Gud satte ikke det træ der blot for at give skygge. Vi blev mennesker med det skridt.«
For det første var træet ikke blot kundskabens træ, men træet med kundskab om godt og ondt. Schlesinger har ret i, at mennesker ikke var de samme. Alle de mord, krige, undertrykkelser og den moralske uansvarlighed, som mennesker begik, skete efter dette. Men mennesker er stadig mennesker i himlen, hvor de ikke længere vil synde. Det er ikke umuligt at være fuldt ud menneske og ikke syndig, som Adam og Eva var, før de spiste, og som Jesus Kristus er.
Senere i interviewet, da dr. Laura sagde, at Adam tog fejl ved at forsøge at give Eva skylden, havde Schlesinger ret, for i 1. Mosebog 3,6 står der, at Adam var sammen med Eva, da hun spiste.
Spørgsmål: Var frugten fra træet i 1. Mosebog 3 en metafor for en ulovlig åndelig seksuel forening mellem Eva og Satan, som pastor Moon fra Foreningskirken (Moonies) lærer i »Det Guddommelige Princip« (5. udgave, 1977), s. 75-79?
Svar: Der var ingen seksuel metafor forbundet med træet, frugten eller Satan. Hvis pastor Moon havde ret, så:
Hvad var så alle de andre træer, som var tilladt?
Eva ignorerede Satan, da hun spiste frugten fra træet
I 1. Mosebog 3:13 sagde Eva, da hun forsøgte at lægge al skylden på slangen, blot, at slangen havde bedraget hende. Hun sagde aldrig, at slangen havde gjort hende noget.
Se også det foregående spørgsmål.
Q: Findes der i andre kulturer en lignende fortælling som i 1. Mosebog 3 om de første mennesker i en have, der spiser en forbudt frugt?
Svar: Ja. Her er mindst tre eksempler.
S’gaw Karen-folket i det østlige Burma: Den almægtige, alvidende Gud ved navn Y’wa skabte alt. Han skabte to personer, en mand ved navn Thanai og en kvinde ved navn Eeu, og placerede dem i en have med syv slags frugttræer. Der var dog én slags, de ikke måtte spise. Den onde Mu-kaw-lee bedrog de to mennesker og fortalte dem, at de ville få mirakuløse kræfter og stige op til himlen. Mu-kaw-lee overtalte dem til at spise frugten fra prøvelsens træ. De spiste den og blev udsat for sygdom, aldring og død.
Don Richardson undersøger muligheden for, at dette kunne stamme fra nestoriansk eller romersk-katolsk indflydelse, og konkluderer, at det ikke var tilfældet, fordi Richardson ikke fandt noget begreb om inkarnationen eller en frelser, der døde for mennesket og opstod fra de døde.
Santal-folket i det nordøstlige Indien: De troede på »Thakur Jiu« (Thakur = ægte, Jiu = Gud), som skabte det første par, en mand ved navn Haram og en kvinde ved navn Ayo, og placerede dem i Hihiri Pipiri, som lå vest for Indien. Den onde Lita fristede dem til at brygge risøl og hælde en del af det ud på jorden som et offer til Satan. Det gjorde de, og de blev berusede af resten af øllet. Da de vågnede, indså de, at de var nøgne, og de skammede sig. Senere fik de syv sønner og syv døtre. Deres efterkommere blev fordærvede, så Thakur Jiu skjulte et »helligt par« på bjerget Harata (= Ararat?) og udslettede resten i en oversvømmelse. Til sidst rejste deres forfædre (mod øst) fra skov til skov, indtil de nåede høje bjerge, som spærrede vejen for dem. Til sidst kom de igennem (måske ved Khyber-passet) og nåede frem til deres hjemland nær Calcutta.
Sumererne: Sumererne troede, at de stammede fra et paradis, de kaldte Dilmun. Der er dog ikke mange andre paralleller til Edens Have. Dilmun var et sted, hvor alle guderne befandt sig, ligesom Ziusudra, et menneske, der havde opnået udødelighed. Dilmun-digtet stammer fra omkring 2400 f.Kr.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3 står der, at Adam og Eva var perfekte. Hvordan kan perfekte væsener så gøre ufuldkomne ting, såsom at synde?
Svar: Uanset hvordan man definerer »fuldkommen«, siger Bibelen aldrig, at Adam og Eva var fuldkomne. Den siger heller aldrig, at de var ude af stand til at synde. Bibelen viser snarere kun, at de var meget gode, og at de var »syndfrie« i den forstand, at de ikke havde syndet. De var stadig i stand til at udøve deres frie vilje og kunne træffe et valg om synd.
Klemens af Alexandria i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 6, kap. 12, s. 502, var en af de første til at besvare dette spørgsmål. Han sagde blandt andet, at mennesket »ikke var fuldkomment ved sin skabelse, men skabt til at modtage dyd. … En tilbøjelighed er en bevægelse mod dyd, ikke dyd i sig selv. Alle er altså, som jeg sagde, af natur skabt til at tilegne sig dyd.”
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3: Da en fuldkommen Gud kun skaber fuldkomne væsener, hvordan kunne Adam og Eva så synde?
Svar: Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
Tertullian besvarede dette spørgsmål helt tilbage i år 207/208 e.Kr. i »Fem bøger mod Marcion«, bog 2, kapitel 5-9. Tertullians udførlige svar kan sammenfattes med hans egne ord: »Derfor var det passende, at [mennesket], Guds billede og lighed, blev skabt med en fri vilje og selvbeherskelse; således at netop dette – nemlig viljesfrihed og selvbeherskelse – kunne regnes som Guds billede og lighed i ham.« Med andre ord var det passende for en perfekt Gud at skabe væsener som sig selv, der besad fri vilje.
Theophilus, biskop af Antiokia (168-181/188 e.Kr.), besvarede et beslægtet spørgsmål – om Adam og Eva var dødelige eller udødelige – ved at påpege, at de befandt sig i en udviklingsproces og var i stand til at gå i begge retninger. (Theophilus til Autolycus, bog 2, kap. 27, s. 105)
Ikke robotter: Ville du have, at en perfekt Gud var begrænset til at skabe robotter og ude af stand til at skabe mennesker med fri vilje? Gud skaber ikke logiske umuligheder, og for at Gud kunne skabe mennesker, der frit vælger at elske og adlyde Ham, skabte Gud dem også i stand til ikke at elske og adlyde Ham. Bibelen siger aldrig, at Adam og Eva var »perfekte« i den forstand, at de aldrig kunne synde. I stedet siger Bibelen, at de var »meget gode« og »syndfrie«, i den forstand at de ikke havde syndet.
Guds fuldkommenhed: Når det gælder menneskeheden og dæmonerne, gør Bibelen det overordentligt klart, at Guds fuldkommenhed ikke forhindrer ham i at skabe væsener med evnen til at være ulydige mod ham.
Hvis definition? Hvis en persons definition af en perfekt Gud er en, der er ude af stand til at skabe mennesker med moralske valg, så ligger bevisbyrden hos vedkommende for at finde mindst ét vers, der underbygger denne opfattelse. Ellers passer denne definition ikke på Biblens Gud. Det grundlæggende spørgsmål her er:
a) bør man forsøge at påtvinge Biblens Gud sin egen definition af »Guds fuldkommenhed«, eller
b) skal man lade Gud selv tale i Bibelen om, hvordan Han er perfekt, og hvordan Han valgte at skabe?
Hvad angår hvorfor Gud valgte at »gøre sig den ulejlighed« at skabe Adam og Eva, vel vidende at de ville synde, se diskussionen om 1. Mosebog 1.
Spørgsmål: Hvorfor blev Adam og Eva i 1. Mosebog 3,1 og 2. Korintherbrev 11,3 fristet af Satan i form af en slange i stedet for noget andet, såsom en løve eller en kanin?
Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan spekulere. Store dyr kunne virke truende og få folk til at være på vagt. Små dyr ville måske blive ignoreret som ubetydelige. En slange kunne antyde, at »listighed« er i orden. For at mange i samfundet skal begå synd i massevis, må mange mennesker først overbevises om, at en synd ikke er forkert.
Nogle betragter slangen som en metafor for intelligens uden samvittighed. Slangen er forbløffende i den måde, den listigt afventer og sniger sig ind på sit bytte. I Matthæus 10:16 står der, at vi skal være kloge som slanger og uskyldige som duer.
Spørgsmål: Hvordan kunne et uintelligent, stumt dyr som en slange i 1. Mosebog 3:1 friste Adam og Eva?
Svar: Dette var ikke en almindelig slange. Satan antog form af en slange, og Satan kunne tale og er yderst intelligent. Satan kaldes også slangen i Åbenbaringen 12:9, 14, 15 og Åbenbaringen 20:2. Der er to mulige måder, hvorpå Satan kunne have været en slange, og den enkleste fortolkning antyder, at begge er sande.
Fysisk forvandling: Satan forvandlede enten sig selv eller blev forvandlet til en slanges fysiske skikkelse, som kunne tale.
Besættelse: Det er muligt, at Satan trådte ind i et eksisterende dyr og talte gennem det.
Uanset om den slange, Eva så, var Satan selv eller blot en almindelig slange, »talte Satan bag« denne skikkelse for at antyde en slanges listige og snigende fremgangsmåde.
Spørgsmål: Hvad er nogle generelle ting, vi kan lære om synd fra dette eksempel i 1. Mosebog 3:1-16?
Svar: Vi kan lære mange ting, men her er blot nogle få af dem.
1. Synd medfører død. Adam og Eva ville aldrig være døde, men de var på vej mod døden den dag, de syndede.
2. Synd har konsekvenser, selv efter tilgivelse. Gud tilgav dem, men de ville stadig dø, og de fik ikke livets træs gave tilbage. (i det mindste ikke før Åbenbaringen 2:7; 22:2,14).
3. Skriften nævner ikke, om de overhovedet så døden, før Gud dræbte nogle dyr for at klæde dem i skind. Synd kunne ikke dækkes af en bunke blade, der ville vokse frem igen næste år. Den kunne kun dækkes af blod fra et dyr, der døde.
4. De kunne spise af næsten ethvert træ i haven, men de syntes, at Gud var nærig, fordi han holdt det ene træ tilbage. Efter syndefaldet var Gud barmhjertig nok til at tilgive dem og klæde dem i dyreskind, men de ville få det svært, for jorden ville nu være nærig over for dem.
5. Selv konsekvenserne af deres synd var en nåde fra Gud. Haddon Robinson nævner, at smerte sætter virkelighedens flag i det oprørske hjertes fæstning.
6. Selv efter synden har Gud stadig en forløsningsplan. Selv når vi har begået alvorlige fejltagelser, er løftet i Romerbrevet 8:28 stadig sandt. Selv i dette mørke kapitel havde Gud et løfte i 1. Mosebog 3:15.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:1,14 blev slangen forbandet til at kravle på maven – betyder det, at slanger engang havde ben?
Svar: Nej. Selvom nogle amfibier (sirener) har forben, men ingen bagben, er det ikke det, der menes her. Selvom Skriften ikke er specifik, blev Satan forbandet med en forringet og nedværdigende måde at bevæge sig på. Satan antog skikkelse af en ringe slange, og Gud straffede Satan med en forbandelse, der gik ud på, at en del af slangens egenskaber skulle forblive hos Satan.
Når mennesker synder, er behovet for tilgivelse for den ydre handling kun en del af problemet. Syndens natur er ofte sådan, at en del af synden klæber sig fast til vores hjerter indvendigt, og vi har brug for renselse såvel som tilgivelse.
Spørgsmål: I 1 Mos 3,1,14-15: Havde slangen ben før forbandelsen, eller ej?
Svar: Der er to hovedopfattelser.
Ja: Muligvis kunne netop denne »slange« i haven have lignet en varan, som holder maven løftet fra jorden, og Gud ændrede dette dyr, så det mistede alle spor af ben. Den kunne ikke blot være gået fra en »varanlignende« holdning til en krokodillignende kravlen på maven, fordi brugen af det almindelige ord »slange« ville antyde, at der ikke er ben. I Nelson Study Bible, s. 10, står der: »Teksten … antyder, at slangen før dette havde en anden kropsform.«
Nej: I *The New International Bible Commentary*, s. 117, fremføres den opfattelse, at »straffen over slangen (v. 14) må ikke forstås således, at den engang havde ben. Snarere vil det, der engang havde virket naturligt og smukt, nu være en evig påmindelse om, hvad den engang havde gjort.« I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 1, s. 55, står der: »Denne forbandelse antyder ikke nødvendigvis, at slangen tidligere havde gået på fødder og ben som de andre landdyr. Pointen er snarere, at slangen, som følge af forbandelsen, for resten af sit liv, når den kravler på maven, som slanger gør, vil »spise støv«. Vægten ligger på, at slangen ’spiser støv’, et udtryk, der andre steder bærer betydningen ’totalt nederlag’ (jf. Es 65,25; Mi 7,17).”
Uanset hvad er pointen dog, at slangen, der var så listig (’arum i 1. Mosebog 3:1), nu er forbandet (’arur i 1. Mosebog 3:14). Ordet ’forbandet’ bruges om slangen og jorden, men ikke om manden eller kvinden.
Spørgsmål: Hvorfor blev Adam og Eva i 1. Mosebog 3:3-24 straffet hårdere end mange mennesker i dag?
Svar: Gud straffede dem ikke blot for deres handling med at plukke frugten; de kunne jo plukke frugt fra andre træer. Gud straffede dem for, at de, selvom de ikke havde en faldet natur, alligevel var ulydige mod Gud.
Hvor hård deres straf var, forekommer rimeligt, når vi tager i betragtning, at Gud straffer ud fra, hvad mennesker ved, og hvad de var i stand til at gøre. I modsætning til mennesker i dag befandt de sig i Guds umiddelbare nærhed, og alligevel stolede de ikke på, at Gud vidste, hvad der var bedst for dem. I modsætning til mennesker i dag havde de ikke en syndig natur, som altid ville trække dem mod synd.
Spørgsmål: Spiste Adam og Eva et æble i 1. Mosebog 3:3-6?
Svar: Skriften siger aldrig, at de spiste et æble. Det var en forbudt frugt, frugten af kundskaben om godt og ondt, som formodentlig ikke findes på jorden i dag.
Nogle mener, at forvekslingen af den forbudte frugt med æblet i middelalderen opstod, fordi det latinske ord for ondskab er malum, og det latinske ord for æbletræ er malus. Uanset hvordan denne idé opstod, er der ingen bibelsk forankring for kernen i denne idé, uanset hvordan man vender og drejer det. ;-)
Spørgsmål: Symboliserer Adam i 1. Mosebog 3:5-22 den himmelske ånd, Eva den jordiske sjæl og slangen tilknytningen til den menneskelige verden, som bahá’íerne lærer i *Some Answered Questions*, s. 123?
Svar: Nej. I århundreder har folk forsøgt at finde åndelige betydninger, der strider mod den bogstavelige betydning i Første Mosebog. Adam er utvivlsomt et mandligt menneske, og Eva et kvindeligt menneske, og ved at tilføje denne uberettigede fortolkning gøres mænd til højere »himmelske ånder« og kvinder til »jordiske sjæle«. Sandheden er derimod, at mænd og kvinder er lige og har samme værdi i Guds øjne (Galaterbrevet 3:28).
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:5,22 står der, at Adam og Eva ville blive »som guder«, hvis de spiste frugten. Er der da mere end én Gud, som mormonerne lærer?
Svar: Det var først efter det tidspunkt, at de ville erhverve kendskab til godt og ondt. Første Mosebog 3:5 siger »som Gud«. »Guder« med et »s« findes kun i KJV; på hebraisk er det »Elohim«, et navn for Gud. Første Mosebog 3:5 beviser altså ikke nogen faktisk flerhed.
Spørgsmål: Kunne mennesker i 1. Mosebog 3:5,22 vide alt, ligesom Gud?
Svar: Nej. Satan antydede ikke engang, at de ville blive som Gud på alle måder (tilbedelse, almægtighed, treenigheden osv.). Snarere lovede Satan, at de ville blive som Gud i den forstand, at de ville kende til både det gode og det onde. Før de spiste frugten, kendte de selvfølgelig kun det gode. Efter at de havde spist frugten, kendte de til både det gode og det onde. Så på en måde, som Adam og Eva senere skulle fortryde dybt, havde slangen ret. Se »Hard Sayings of the Bible«, s. 95-96, for et lignende svar.
Der er fem andre skriftsteder, der nævner kendskab til godt og ondt: 5. Mosebog 1:39; 2. Samuel 14:17; 19:35; 1. Kongebog 3:9; og Esajas 7:15. Disse viser, at det er Gud, der bestemmer, hvad der er godt og ondt, og måske lovede Satan dem en »frihedserklæring«, hvor de selv skulle bestemme, hvad godt og ondt var. Denne »uafhængighedserklæring« fangede dem faktisk i fordømmelse. Se 735 Baffling Bible Questions Answered, s. 24-25, for mere om denne opfattelse.
Satan giver et lignende løfte i dag. I mange former for hinduisme er målet ikke at have et forhold til Gud eller at være »god«. Målet er snarere at være »erfaren« og opleve både det gode og det onde. Nogle gange bliver folk overraskede over at møde en hinduistisk guru, der er uærlig og snyder nogen. Det kan være, at guruen ikke er i strid med sin religion. For nogle er målet at mestre både det gode og det onde.
Spørgsmål: Hvorfor blev Eva i 1 Mos 3,6 straffet for at søge visdom ved at spise frugten, når det jo anses for altid at være godt at opnå visdom?
Svar: At søge visdom er ikke i sig selv godt. At søge visdom fra Gud er godt, men visdom gennem ulydighed er ikke godt. Kristne har generelt ikke lært og oplevet alle de forskellige former for ondskab, og de ønsker heller ikke at gøre det.
Som Theophilus, biskop af Antiokia (168–181/188 e.Kr.), skrev i sit brev »Til Autolycus«, bog 2, kap. 25, s. 104: »For det var ikke træet, som nogle mener, men ulydigheden, der bar døden i sig. For der var intet andet i frugten end kun viden; men viden er god, når man bruger den med omtanke. Men Adam, der endnu var et spædbarn, var af denne grund endnu ikke i stand til at modtage viden på en værdig måde.» Ante-Nicene Fathers 2, s. 104.
Spørgsmål: Hvordan ligner Satans fristelser af Eva i 1 Mos 3,6 Satans fristelser af Jesus i Matt 4,1-11 og Luk 4,1-13?
Svar: Selvom de ikke er identiske, bruger Satan ofte de samme taktikker igen og igen, og det er sandsynligvis fordi de stadig virker.
Eva så, at den forbudte frugt var
1. God at spise [fysisk appetit],
2. en fryd for øjet [skønhed, øjnets begær],
3. tiltrækkende med henblik på at opnå visdom [øjnene vil blive åbnet, og ligesom Gud vil man kende godt og ondt] [gudelig magt efter at have fulgt Satans befaling].
Jesus, som fastede, blev fristet med
1. at forvandle sten til brød [fysisk appetit],
2. at kaste sig ud fra templets tag [at vise sig frem],
3. magt over alle jordens riger [gudelig magt under Satans befaling].
1 Johannes 2:16 nævner tre slags synder i verden: kødelig lyst, øjnets lyst og livets stolthed.
Spørgsmål: I 1 Mos 3:8 står der, at Gud er overalt (Sal 139). Hvordan kunne Adam da være væk fra Guds nærvær?
Svar: At Guds nærvær er overalt, forhindrer ikke Gud i at have et direkte, lokaliseret nærvær for at være i kontakt med os. Som nævnt i *When Critics Ask*, s. 36, findes der mange andre eksempler på, at Gud åbenbarer sig på bestemte steder gennem forskellige ting. Disse omfatter Abrams tre besøgende (1. Mosebog 18:1-33), den brændende busk (2. Mosebog 3:2-22), en tæt sky (2. Mosebog 19:9), på Sinai-bjerget (2. Mosebog 19:11-12), på Pagtens Ark (1. Kongebog 8:11-13), da han forlod templet (Ezekiel 10:3-18) og Jesu komme til jorden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:8 står der, at Gud er overalt – hvordan kunne Adam og Eva så høre Gud vandre i haven?
Svar: Gud er overalt, og han kan gøre alt; alt omfatter også at have en lokaliseret tilstedeværelse. Dette kunne være Gud i Treenigheden, men tidlige kristne, såsom Theophilus af Antiokia (168-181/188 e.Kr.) i sit »Brev til Autolycus«, bog 2, kap. 22, s. 103, siger, at dette var Jesus Kristus. Teologer kalder Kristi fremtrædelser før hans jomfrufødsel for kristofanier.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:9,11: Da Gud ved alt, hvorfor måtte han så spørge, hvor Adam var, og hvad han havde gjort?
Svar: Gud ved faktisk alt. Ligesom en forælder, der har med børn at gøre, stiller Gud nogle gange spørgsmål, som han allerede kender svarene på, for at give mennesker mulighed for at bekende over for ham.
Dengang stillede Gud dem fire spørgsmål:
1. Hvor er du?
2. Hvem har fortalt dig det (hvor har du hørt det)?
3. Har du spist (været ulydig)?
4. Hvad er det, I har gjort?
Guds spørgsmål førte dem blidt mod omvendelse. Gud tilgav dem ganske vist, men de måtte alligevel lide under konsekvenserne og fik ikke livets træs gave tilbage.
I dag stiller Gud mennesker de samme fire spørgsmål!
1. Hvor er du? Mennesker, der lever i synd, ved ofte ikke, hvor de er, selvom både Gud og de mennesker, der omgiver dem, kan se, hvor elendigt de gør deres eget liv. »For engang var også vi uforstandige, ulydige, vildledte og slaver under alle slags begær og lyst – vi levede i ondskab og misundelse, var hadede og hadede hinanden. Men da Guds, vores Frelsers, godhed og hans kærlighed til menneskeheden blev åbenbaret,« (Titus 3:3-4a BSB).
2. Hvem har fortalt dig det (hvor har du lært det)? Mennesker i dag tror ofte på for mange usandheder i stedet for sandheden fra Gud. »Jeg frygter dog, at ligesom Eva blev forført af slangens list, så kan jeres sind blive ledt på afveje fra jeres enkle og rene hengivenhed til Kristus. For hvis nogen kommer og forkynder en anden Jesus end den, vi har forkyndt, eller hvis I modtager en anden ånd end den, I har modtaget, eller et andet evangelium end det, I har taget imod, så finder I jer meget let i det.” (2. Korintherbrev 11:3-4 BSB)
3. Har du spist (været ulydig)? Uanset om det er en kilde til forbudt (og ofte løgnagtig) viden, forbudte oplevelser eller et hjerte, der er rettet mod mindre vigtige ting, spørger Helligånden: »Er du ulydig?«
4. Hvad har du gjort? Selvforskyldte tragedier (både moralske og fysiske) sker normalt ikke pludseligt som en ballon, der springer, men bygger på en synd, der er opbygget over tid, ligesom en ballon, der langsomt lækker. Jakob 1:15 siger, at når begæret er blevet undfanget, føder det synd; og synden, når den er fuldt udvokset, føder døden. Selvom en skyldig person ikke har nogen undskyldning, skal man alligevel se tilbage og se, hvilke valg og indstillinger i hjertet der førte til denne katastrofe.
De tidlige kristne forfattere opfattede ligeledes Guds spørgsmål som en afsløring af deres egen situation og en opfordring til omvendelse.
Theophilus (biskop af Antiokia 168–181/188 e.Kr.) var den første til at tage dette spørgsmål op i sit »Brev til Autolycus«, bog 2, kap. 26, s. 105. Han sagde: »Og hvad angår Guds kald og spørgsmål: ’Hvor er du, Adam?’, så gjorde Gud dette ikke, som om han var uvidende herom; men fordi han er langmodig, gav han ham en mulighed for omvendelse og bekendelse.«
Tertullian besvarer dette spørgsmål på følgende måde i sit værk »Fem bøger mod Marcion« (207/208 e.Kr.): »… Gud var hverken usikker på, at synden var begået, eller uvidende om Adams opholdssted. Det var bestemt på sin plads at tilkalde den skyldige, som skjulte sig for bevidstheden om sin synd, og at føre ham frem for sin Herres ansigt, ikke blot ved at kalde på hans navn, men med et slag lige i hjertet på den synd, han netop havde begået. For spørgsmålet bør ikke læses i en rent spørgende tone: »Hvor er du, Adam?«, men med en indtryksfuld og alvorlig stemme og med en undertone af bebrejdelse. »Åh, Adam, hvor er du?« – hvilket i lige så høj grad antyder: »Du er ikke længere her, du er fortabt« – således at stemmen er udtryk for en, der på én gang irettesætter og sørger.” (Fem bøger mod Marcion, bog 2, kap. 26, s. 317). Tertullian besvarer også dette spørgsmål (mere kortfattet) i Mod Praxeas (ca. 213 e.Kr.), kap. 16, s. 612.
Adamantius (ca. 300 e.Kr.) siger, at Gud ikke spurgte Adam, »fordi han ønskede at indhente oplysninger, men snarere for at minde ham [Adam] om noget.« »Dialog om den sande tro«, første del, strofe 17, s. 61.
Athanasius (331 e.Kr.) svarede også, at Gud spurgte, selvom han vidste det. Han tilføjer desuden, at hvis nogen mener, at Gud er uvidende om svaret, når han stiller spørgsmålet, tilhører de allerede manikæerne. »Fire afhandlinger mod arianerne«, afhandling 3, kap. 28.50, s. 421
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:14-15 forbandede Herren Gud slangen med ordene: »Støv skal du æde alle dine livsdage.« Jeg har svært ved at forene dette med de zoologiske beviser på, at slanger er kødædere og spiser frøer, fugle osv. Jeg prøver ikke at sige, at Gud tager fejl; jeg tror, at Han er ufejlbarlig, men kunne De forklare, hvad dette vers egentlig betyder? Er der tale om en metafor her?
A: Lad os først se på slanger og derefter på metaforen. I modsætning til orme er slanger kødædere og får ikke deres næring ved at spise støv. Men de fleste slanger kravler på jorden; deres føde består udelukkende af det, der falder ned i støvet, og de kan ikke undgå at indtage noget jord sammen med deres føde. Ikke blot deres føde, men hele slangens liv er lavtstående, omgivet af det beskidte og ubetydelige. Det hebraiske navneord her, »nacash«, er et almindeligt ord for slange, der stammer fra verbet, der betyder at hvæse eller hviske. Det har konnotationer af hviskende magi. Ordet understreger således slangens hvisken, og Første Mosebog understreger støvet, så billedet her er: »En gang en støvhvisker, alle dine dage en støvhvisker.«
I New Geneva Study Bible, s. 13, står der, at støv kan betyde »ydmygende fornedrelse«. I NIV Study Bible, s. 10, står der, at støv også kan være et symbol på døden.
Nu var den slange, der fristede Adam og Eva, ingen almindelig slange; det var Satan selv. Der er to muligheder: enten fremtrådte Satan som en slange, eller også benyttede han en eksisterende slanges krop. Mens 1. Mosebog 3,14-15 kunne henvise til alle slanger eller til ét amfibium/øgle/slange og alle dets efterkommere, kunne det også henvise til, at Satan på en eller anden måde er bundet til den fysiske skikkelse, da han benyttede den dengang.
Det vigtigste fokus i 1. Mosebog 3:14-15 er dommen over Satan. Ligesom slangen kravler på en lav, vanærende måde og kun spiser det, der er urent, vil Satan, der valgte at antage en slangens skikkelse, ligeledes aldrig undslippe at kravle i støvet fra sin tidligere høje stilling i himlen.
Når folk ser slangen kravle og spise støv, kan det tjene som en påmindelse om syndefaldet.
I tusindårsriget, som beskrives i Esajas 65:25, vil ulven, lammet og andre dyr blive forvandlet og velsignet, men slangen vil stadig »spise støv«. Selvom ingen vil gøre hinanden fortræd, og der ikke vil være kødædere på Guds hellige bjerg, vil slangen stadig »spise støv«. Åbenbaringen 20:1-10 fortæller os, at de troende regerer sammen med Kristus på jorden i 1.000 år, men ved udløbet af de 1.000 år vil Satan stadig gå ud og »hviske« og opildne nationerne mod Gud.
Spørgsmål: Betyder 1 Mos 3:15, at Jomfru Maria ville være syndfri, som nogle katolikker hævder?
Svar: Nej, af to grunde.
Det er Eva, der tales om her, ikke Maria. Selvfølgelig var Eva ikke syndfri, men det er ikke noget problem, da dette vers aldrig siger, at hun var syndfri.
Afkommet, det vil sige Jesus, er i fokus i dette vers. Intet her eller andre steder i Bibelen siger, at Jesu mor ville være uden synd. Desuden findes der ingen optegnelser i de næsten 4.200 sider af bevarede kristne skrifter fra før det nikænske koncil, der siger, at Maria var uden synd.
Spørgsmål: Hvem er egentlig Satans afkom i 1 Mos 3:15?
Svar: I Johannes 8:41,44 antyder Jesus, at det er dem, der afviser Jesus.
Spørgsmål: Hvad er det ironiske ved de ord, der bruges i 1. Mosebog 3:15, 23-24?
Svar: Der er tale om et ordspil. Adam blev sat i haven for at tilbede (le’obdah) og adlyde (lesomrah), men efter syndefaldet skulle han arbejde (la’abod) og blive holdt (lismor) væk fra vejen til livets træ.
Nogle gange kan de samme omstændigheder være en velsignelse for os eller en forbandelse, afhængigt af vores lydighed mod Gud.
Spørgsmål: Bør 1 Mos 3:16 oversættes med »En snare har forøget din smerte og dit suk« eller den traditionelle »Jeg vil i høj grad forøge«?
Svar: De hebraiske konsonanter er næsten de samme i begge tilfælde. Vokalerne er meget forskellige, men vokaltegnene blev først tilføjet mange år efter Kristus. Den eneste forskel i konsonanterne er, at der mangler to konsonanter i den traditionelle oversættelse. Enten var de manglende konsonanter en trykfejl, eller også er den anden oversættelse korrekt.
Hvis den anden oversættelse („fælde“) er korrekt, ville Satan være fælden. Uanset hvad er det ikke ondt at få børn, og det var oprindeligt en del af Guds vilje for dem (1. Mosebog 1:28), og syndefaldet ændrede ikke på dette.
Spørgsmål: Bør 1 Mos 3:16 fortolkes således, at kvinden blev forbandet med et overvældende [seksuelt] begær efter sin mand? Eller bør ordet være »at vende/kontrollere« i stedet for »begær«?
Svar: Selvom ordet i sig selv kan betyde begge dele, tyder sammenhængen på at vende, kontrollere eller beherske. Af de i alt 120 gange, hvor de engelske ord desire/desiring/desirous forekommer i Det Gamle Testamente, bruges netop dette hebraiske ord for begær, teshuqah (Strong’s 8669), kun tre gange: 1. Mosebog 3:16; 1. Mosebog 4:7 og Høj sang 7:10. Høj sang 7:10 handler om en persons begær efter sin elskede, og i 1. Mosebog 4:7 advarer Gud Kain om, at synden begærer at få fat i ham.
Ifølge Walter Kaiser oversatte de tidlige kirkeforfattere Clemens af Rom (96-98 e.Kr.), Irenæus (182-188 e.Kr.), Tertullian (198-220 e.Kr.), Origenes (225–254 e.Kr.), Epifanius, Hieronymus og jøden Philo oversatte dette med »at vende sig«, og de var ikke bekendt med fortolkningen af »begær«. Passagen betyder således, at kvinderne ville vende sig bort fra at stole på Gud og i stedet stole på deres ægtemænd. Kaiser nævner, at Katherine C. Bushnell opdagede, at den første anvendelse af »begær« i denne passage stammede fra en italiensk dominikanermunk ved navn Pagnino. Selvom Wycliffe-bibelen blev oversat før dette, oversatte desværre alle andre engelske bibler fra Coverdale-versionen til King James-versionen herefter dette som »begær«.
Fem grunde tyder på, at det betyder at vende sig, kontrollere eller beherske i modsætning til seksuel lyst:
1. Symmetrien mellem »begær efter din mand« og »han skal herske over dig«.
2. Den samme betydning findes tæt på i 1. Mosebog 4:7
3. Hvis det betød seksuel lyst, hvorfor nævnes mænds lyst til kvinder så ikke også?
4. Det Nye Testamente: at hustruer skal underordne sig deres mænd, og at mænd skal elske deres hustruer, som Kristus elskede menigheden, i Efeserbrevet 5:22-33. 1. Timoteusbrev 2:11-14 taler endda om, at kvinder ikke skal undervise eller have autoritet over mænd, fordi Eva var den, der blev forført.
5. Ondskab i historien: Mænd har også ofte hersket over kvinder på udnyttende og upassende måder. Når en sumerisk eller kinesisk kejser døde, blev hans hustruer undertiden dræbt sammen med ham. Før briterne kom, blev en hinduistisk mands hustru normalt brændt levende ved hans begravelse (kaldet suttee), når han døde. Grækerne anså ikke kvinder for at stå meget højere end araberne og muslimerne: Når man får en kvinde, en tjener eller kvæg, skal man tage fat i dens pande og bede til Allah. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1918, s. 157. Ifølge den muslimske sharia (lov) tæller en kvindes vidnesbyrd kun halvt så meget som en mands, »på grund af manglen ved kvindens forstand«. (Bukhari, bind 3, bog 48, kap. 12, nr. 826, s. 502)
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:16, ville kvinden da lide store smerter ved fødslen, eller var det en velsignelse at få børn, som det står i 1. Mosebog 1:28?
Svar: Begge dele er rigtige. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
Før Adams og Evas fald ville det at få børn have været en velsignelse uden fysisk eller følelsesmæssig smerte.
Efter syndefaldet siger 1. Mosebog 3:16, at der ville være fysisk smerte. Derudover ville der være den smerte, som børnene ville medføre på grund af deres synd. I bogen *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 25, står der, at det mest sandsynligt er, at smerten dækker over hele processen med at opfostre børn til voksenalderen. Den smerte, Eva følte, da hun fødte Kain og Abel, må have været lille sammenlignet med smerten ved at erfare, at Kain havde myrdet Abel.
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at dyr generelt ikke oplever så store smerter ved fødslen på grund af forholdet mellem spædbarnets hovedstørrelse og moderens bækken.
Velsignelsen er dog ikke helt udslettet. Børn er stadig en velsignelse fra Herren (Salme 127:3-5).
Spørgsmål: Hvorfor blev alt i 1. Mosebog 3:16 lagt på Eva? (En muslim hævdede dette.)
Svar: Det var ikke alt, der blev lagt på Eva. Selvom Eva spiste først, og Eva blev straffet, blev Adam også straffet. Han måtte arbejde hårdt for at få det ud af jorden, som før kom let.
I den bibelske teologi findes der intet, der tyder på, at Eva blev gjort »dummere«. Men da muslimen bragte dette på bane, sagde den tidlige muslimske teolog og historiker al-Tabari, at Eva oprindeligt var intelligent, men at Allah gjorde hende (men ikke Adam) dum efter Adams og Evas syndefald. al-Tabari, bind 1, s. 280, 281. Desuden sagde Muhammed i haditherne, at en drengs urin er renere end en piges. Ibn-i-Majah, bind 1, nr. 522, 525, 526, s. 284, 285, 286. Årsagen er: »Han (Profeten) sagde: ’Sandelig, Allah den ophøjede skabte Adam, og Eva (Hawwa’) blev skabt af hans lille ribben. Derfor blev en drengs urin dannet af vand og ler, og en piges urin blev dannet af kød og blod.’« Bemærk, at dette ikke skyldes noget, der har med syndefaldet at gøre, men stammer helt tilbage fra selve skabelsen af Eva.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:20 står der, at alle racer stammer fra Adam og Eva – men hvordan kan det være, når mennesker er så forskellige?
Svar: Første Mosebog 3:20 siger, at Eva skulle blive mor til alle levende. Højde, hår og hudfarve er små forskelle, ikke kun hos mennesker, men også hos hunde, katte og heste. Genetisk set er alle mennesker meget ens. En genetisk undersøgelse af 67 hunderacer i juni 1997-udgaven af tidsskriftet Science viser, at hunde også alle havde en fælles oprindelse.
Andre vers, der bekræfter, at alle stammer fra Adam og Eva, er Matthæus 19:4-5; Romerbrevet 5:12-19 og 1. Timoteusbrev 2:13-14.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 3:20: Hvis Adam og Eva ikke havde syndet, ville de så stadig have fået børn? (min kone spurgte om dette)
Svar: Ja. Vi kender ikke Adam og Evas fysiske alder, da de syndede; de kunne have været børn, teenagere eller voksne. Det faktum, at der ikke var børn før syndefaldet, betyder ikke, at Gud skabte dem ude af stand til at få børn, medmindre de syndede.
To forskellige skriftsteder beviser, at de kunne have fået børn, uanset syndefaldet.
I 1. Mosebog 1:28, før syndefaldet, befalede Gud dem at være frugtbare og formere sig. Medmindre Gud henviste til matematik, befalede han dem at få børn.
I 1. Mosebog 3:16 blev Eva forbandet med øget smerte ved fødslen. Hun blev forbandet med øget smerte eller sorg ved fødslen, ikke med selve fødslen.
Spørgsmål: Hvorfor klædte Gud Adam og Eva i dyreskind i 1. Mosebog 3:21?
Svar: Skriften siger det ikke udtrykkeligt, men vi kan se dette første dyreoffer som et symbol på, at Gud ville bruge ofringen af et levende væsen som en dækning for vores synd.
Spørgsmål: Hvorfor havde Gud i 1. Mosebog 3:21 »brug for« jordens støv til at skabe Adam og et ribben til at skabe Eva?
Svar: Bibelen siger, at Gud valgte at bruge disse ting, men den siger aldrig, at Gud var nødt til at bruge jord og celler fra et ribben. Gud kan bruge, hvad Han ønsker.
Spørgsmål: Hvorfor forhindrede Gud i 1. Mosebog 3,22 Adam og Eva i at spise af livets træ fremover?
Svar: Der er tre aspekter ved dette.
Tugt: Dette skulle vise Adam og Eva – og os – alvoren i at være ulydige mod Gud.
Retslig straf: Gud lovede dem, at den dag, de spiste af den forbudte frugt, ville de dø. De døde åndeligt den dag, og adgangen til livets træ blev taget fra dem, så de også ville dø fysisk.
Barmhjertighed og velsignelse: Hvis de stadig kunne spise af livets træ, ville de bære rundt på skylden og forbandelsen fra deres synd for evigt. Så det var en barmhjertighed, at de fik lov til at dø og starte forfra, hvilket kulminerede i, at Kristus kom og bragte frelse til alle. Novatian så dette i sin »Afhandling om Treenigheden«, kap. 1, s. 612.
Spørgsmål: Hvorfor afviste Gud Kains offer i 1. Mosebog 4,3-6?
Svar: Selvom Abel måske bragte det bedste, han havde, og Kain ikke gjorde det, er der intet i Første Mosebog, der tyder på det.
Hebræerbrevet 11:4 siger, at Abel ofrede i tro. Ud over at Kain havde en dårlig indstilling (som hans efterfølgende handlinger viste), kan det også være, at Gud ønskede blodofre, ikke grøntsager, som en forvarsel om Kristi død.
Dette kan være en kontrast mellem Abels oprigtige tilbedelse og Kains formalistiske tilbedelse. Abels ofre af de »bedste dele« af »førstefødte« var de udsøgte dele af de førstefødte. Kain bragte blot »nogle« grøntsager, ikke de første frugter.
Spørgsmål: I 1 Mos 4,7 – bør pronomenet oversættes som »det«, der henviser til fristelsen til at synde, eller »ham«, der henviser til Abel?
Svar: Jeg mener, det bør være »det«. Det hebraiske ord er i tredje person ental, hvilket i sig selv kan betyde »han«, »hun« eller »det«. Hvad angår, om det betyder »han« eller »det«, må man se på sammenhængen.
Hvis det betød »han« (dvs. Abel), ville dette være det eneste sted, hvor den ældre bror potentielt ville blive sagt at have »herredømme« over den yngre bror. I Det Gamle Testamentes tid fik den ældste typisk en dobbelt andel, men det er ikke herredømme. Faktisk kunne man, hvis det betød ”han”, argumentere for, at enten bad Gud Kain om at dræbe (have herredømme over?) sin bror, eller også at Kain ved at gøre det modsatte af, hvad Gud rådede ham til, havde herredømme over Abel.
Hvis det betød »det«, taler Gud til Kain om at modstå det, der ligger på lur (som et dyr) ved døren, dvs. fristelsen til at synde. Jeg har kun hørt denne fortolkning, aldrig den anden.
Jeg var nysgerrig efter at vide, hvad de præ-nikænske kirkefædre lærte om dette vers. Den eneste præ-nikænske forfatter, der behandlede dette, var Irenæus (182–188 e.Kr.) i *Irenæus mod kætterierne*, bog 3, kap. 23.4, s. 456, og bog 4, kap. 18.3, s. 485. Irenæus, en græsk forfatter, benyttede tilsyneladende Septuaginta. Selvom han diskuterede 1. Mosebog 4:7 uden at citere det, viser hans drøftelse, at han åbenbart fortolkede det som »han«. Irenæus’ opfattelse er, at Kain ikke ønskede at dele tingene retfærdigt med sin bror, men ønskede at herske over ham.
Min opfattelse er, at der står »det«, fordi Gud fortæller Kain, at Kain skal have herredømme over »det/ham«. Irenæus har her fuldstændig misforstået versets pointe. Det er Kain, der skal have herredømme over fristelsen til at synde, ikke Abel.
Spørgsmål: Hvordan kunne Abels blod råbe i 1. Mosebog 4:10?
Svar: Dette er en metafor for uretfærdigheden mod Abel og Kains skyld. At tage Bibelen bogstaveligt betyder at læse den, som forfatterne havde til hensigt. Ikke at genkende metaforer og allegorier i Bibelen kaldes at tage Bibelen hyperbogstaveligt. Se indledningen for en nærmere diskussion af hyperbogstavelighed kontra at tage Bibelen, som den var tiltænkt, og som Jesus tolkede den.
Spørgsmål: Hvorfor blev Kain ikke henrettet for mord i 1. Mosebog 4:12? (min kone spurgte mig om dette)
A: Dødsstraf var påbudt i Det Gamle Testamente, ikke kun i De Ti Bud, men også lige efter syndfloden i 1. Mosebog 9:5-6 og i 5. Mosebog 13:10,11. Disse tekster stammer dog alle fra tiden efter Kain og Abel. Derudover kender Gud alle omstændigheder, og Gud selv er ikke bundet af de love, han har fastsat for os.
På det tidspunkt var Kain ikke blevet underrettet om nogen lov om henrettelse for mord, og Gud håndterede ham ved at fordrive ham fra jorden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 4:12, blev profetien da bevist at være uopfyldt, da Kain byggede en by i 1. Mosebog 4:17?
Svar: Nej, dette er ikke en profeti, der har vist sig ikke at være gået i opfyldelse, af to grunde.
Fysisk: 1. Mosebog 4:12 siger blot, at Kain ville blive en rastløs vandrer; der står ikke, hvornår han ville vandre, hvor længe han ville være en vandrer, eller om han altid ville være en vandrer. Vi ved kun lidt om Kains liv efter det. 1. Mosebog 4,17 siger, at Kain byggede en by og opkaldte den efter sin søn Enoch. Måske forsøgte Kain at bygge en by i trods mod Guds profeti, og derefter blev han drevet bort og vandrede omkring.
Åndeligt: Kain blev betragtet som den »forbandede« slægt, og der er intet, der tyder på, at han nogensinde vendte tilbage til at følge Gud. Så denne profeti kan have henvist til Kains åndelige tilstand såvel som hans fysiske tilstand.
Spørgsmål: Hvorfor troede Kain i 1. Mosebog 4:13, at enhver, der fandt ham, ville ønske at dræbe ham?
Svar: Det er meget interessant, at Bibelen aldrig siger, at Gud eller nogen anden fortalte Kain dette. Når det gælder mange moralske forseelser, herunder mord, har mennesker en samvittighed indeni, der fortæller dem, at dette er forkert. Kain tænkte måske, at hvis han dræbte et medmenneske, der var skabt i Guds billede, ville det være retfærdigt, at han selv blev dræbt til gengæld. I 1. Mosebog 4:15 syntes Gud at bekræfte denne tankegang, og det var derfor, Gud tog ekstra forholdsregler og satte et mærke på Kain, så andre ville vide, at de ikke måtte gøre dette.
Spørgsmål: Hvad var det for et mærke, Gud satte på Kain i 1. Mosebog 4,13-16?
A: Det står ikke i Skriften, bortset fra at det var noget, som andre kunne genkende. Det var dog ikke en del af Kains forbandelse. Det var snarere Guds nåde, at han gav Kain et mærke, så andre ville vide, at de ikke måtte dræbe ham.
Q: Var der i 1. Mosebog 4:13 andre mennesker på jorden ud over Adam, Eva og Kain?
A: Dette henviser ikke kun til mulige døtre, som Kain fandt sin hustru blandt, men også til mennesker, der blev født efter mordet. Selvom alle mennesker stammer fra Adam og Eva (1. Mosebog 3:20; Apostlenes Gerninger 17:26; Romerbrevet 5:14-15), havde Adam og Eva andre sønner og døtre ifølge 1. Mosebog 5:4.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 4:16-22, hvor fandt Adams og Evas sønner deres hustruer? Er incest ikke forbudt?
Svar: Første Mosebog 5:4 siger, at Adam og Eva havde andre sønner og døtre. Incest var ikke forbudt dengang: hvis vores gener var fri for genetiske fejl, ville incest ikke medføre nogen af de over 2.000 menneskelige genetiske sygdomme, som det gør i dag.
Som en historisk bemærkning svarede Augustin af Hippo stort set på samme måde i *Guds by*, bog 15, kap. 16, s. 297 (413-426 e.Kr.).
Spørgsmål: Hvordan fik Kain sin hustru fra landet Nod i 1. Mosebog 4:16-17?
Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Selv hvis man antager, at Kain fandt sin hustru i Nods land, ville hun stadig være afkom af Adam og Eva, da alle mennesker stammer fra Adam (Apostlenes Gerninger 17:26), og Eva var mor til alle levende (1. Mosebog 3:20).
2. Bibelen siger aldrig, at Kain mødte sin hustru i Nod. Kain kan meget vel have været gift, og hans hustru rejste sammen med Kain til Nod.
Spørgsmål: Er 1. Mosebog 4:17-24 Adams slægtsregister, eller er 1. Mosebog 4:25-5:32 Adams slægtsregister? (En liberal bragte dette op som et eksempel på, at 1. Mosebog har flere forfattere)
Svar: 1. Mosebog 4:17-24 er Kains slægtsregister, hvor Seth ikke nævnes. Umiddelbart derefter, i 1. Mosebog 4:25-5:32, findes Seths slægtsregister, hvor Kain ikke nævnes. Der er her ingen overlapning eller gentagelse.
Hvis dette ikke er klart, kan du se på et andet eksempel. 1 Krønikebog 5:1-10 indeholder Rubens slægtsregister, en af Jakobs sønner. Umiddelbart derefter følger 1 Krønikebog 5:11-22, som er Gads slægtsregister, en anden af Jakobs sønner.
Spørgsmål: Hvordan kunne metaller i 1. Mosebog 4:22 anvendes så tidligt?
Svar: Der er fundet bronze i: Thailand – 4500 f.Kr., det tidligere Jugoslavien – 4000 f.Kr., Grækenland – 3000 f.Kr. og Anatolien – før 3000 f.Kr. Egypterne brugte jern fra meteoritter til smykker og dolke før 3000 f.Kr. I byen Eshnunna nær Babylon fandt arkæologer desuden en jernklinge fra 2700 f.Kr.
Spørgsmål: Er navnet »Tubal-Kain« i 1. Mosebog 4:22 relateret til regionen »Tubal« i det moderne Tyrkiet, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 33?
Svar: Selvom det ikke kan bevises i den ene eller den anden retning, er der sandsynligvis ingen sammenhæng. Tubal var også navnet på en søn af Jafet, og Tubal-folket var sandsynligvis i slægt med ham. »Tubal«-folket blev nævnt i assyriske optegnelser i Shalmaneser III’s tid (859–824 f.Kr.) og under Sargon omkring 732 f.Kr.
Spørgsmål: Hvorfor sårede manden Lamech i 1. Mosebog 4,23-24?
Svar: Der er tre teorier om manden:
En selvtægtsmand troede, at han gjorde det rigtige ved at forsøge at dræbe Kains efterkommere. Men Gud gjorde det klart i 1. Mosebog 4:15, at ingen måtte hævne sig på Kain, så det antydes, at de heller ikke måtte hævne sig på hans sønner.
En undskyldning for en røver, der forsøgte at stjæle Lamechs ejendele, var, at Lamech var en af Kains efterkommere.
Det var ikke relevant, hvis efterkommer Lamech var; manden forsøgte simpelthen at røve og/eller dræbe Lamech.
Skriften lægger dog ingen vægt på, hvorfor netop denne mand forsøgte at såre Lamech. Pointen med 1. Mosebog 4:23-24 var at vise, at Kain og hans efterkommere efter det første mord levede i fjendskab mod andre.
Spørgsmål: Hvad var den mands herkomst, der sårede Lamech, i 1. Mosebog 4:23-24, og hvornår blev Set født?
Svar: Skriften siger det ikke, så der er tre lige sandsynlige muligheder.
Abel fik børn, før han blev myrdet.
Set var hans forfader. Intet tyder på, at 1. Mosebog 4:23-24 fandt sted kronologisk før 1. Mosebog 4:25-26.
Kain var den unge mands forfader.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 5:1-32, kunne årene i virkeligheden være måneder?
A: Nej. Hvis det var tilfældet, var Enoch kun 65 måneder gammel (ca. 5½ år), da han blev far til Metusalah! Se 1001 Bible Questions Answered, s. 323, for stort set det samme svar.
Spørgsmål: Antager Første Mosebog i 5:1-32, at alle talte hebraisk før Abraham?
Svar: Nej, tværtimod. Første Mosebog 11 fortæller om Babels tårn og siger, at forskellige folk efter syndfloden talte sprog, som de ikke kunne forstå indbyrdes. Før Babels tårn er der intet, der tyder på, at folk talte hebraisk. Abraham selv talte sandsynligvis ikke hebraisk. Han kom fra Ur, en sumerisk by. Hebraisk har nogle sumeriske låneord, som kom via akkadisk.
Sekulære sprogforskere mener, at de fleste vestlige sprog, herunder sanskrit i Indien, havde en fælles oprindelse omkring 4000 f.Kr.
Spørgsmål: Hvad betyder alle disse navne på hebraisk i 1. Mosebog 5:3-29?
Svar: Her er betydningerne, baseret på etymologien (ordets oprindelse) hentet fra Strongs konkordans og i nogle tilfælde på den betydning, som Første Mosebog angiver.
Adam – mand. Strongs konkordans siger, at det betyder rødmosset eller mand. Første Mosebog 2:23 angiver, at Adam = mand.
Seth – sat/placeret/udpeget/erstattet. Første Mosebog 4:25 siger, at Eva gav ham navnet Seth, fordi Gud udpegede en anden i stedet for Abel.
Enosh – dødelig. NIV Study Bible, s. 13, siger, at navnet, ligesom »Adam«, betyder »mand«.
Kainan/Kenan – fast (som et rede eller en bolig)
Mahalaleel – Guds pris, pris Gud.
Jared – en afkom
Enoch – indviet, helliget, oplært
Metusalah – manden med pilen
Lamech – fra en ubrugt rod med ukendt betydning
Noah – enten hvile eller trøst
Irad – flygtning
Ham – varm
Sem – navn?
Japheth – udbredelse. Ifølge de førkristne grækere var Japetos deres stamfader.
En ting, vi kan lære af Japetos, er, at etymologien eller betydningen bag hvert navn ikke nødvendigvis er afgørende.
Et andet punkt, vi kan lære af Set og Noa, er, at betydningen bag nogle af navnene er vigtig.
Spørgsmål: Er der i 1. Mosebog 5:21-27 en grund til, at Metusalah var den ældste person i Bibelen?
Svar: Måske. Syndfloden fandt sted det år, hvor Metusalah døde. Måske var dette et tegn på Guds barmhjertighed, idet han udskød syndfloden ved at give ham et langt liv.
Spørgsmål: Hvorfor tog Gud Enoch, en gudfrygtig mand, i 1. Mosebog 5:24?
Svar: Måske af samme grund, som vi bringer smukke blomster ind i vores hjem. Enoch døde ikke nødvendigvis; Gud tog blot Enoch med sig til himlen, ligesom med Elias i 2. Kongebog 2:11-12. En anden illustration var, at Enoch og Gud, som gode venner, gik en tur; det var ved at blive sent, og Gud sagde: »Da du er tættere på mit hus end på dit eget, hvorfor kommer du så ikke bare over til mit hus nu?« Gud lader dog de fleste af sine tjenere dø for at komme til himlen. Dette er ikke hjerteløs ligegyldighed, men i Salme 116:15 står der: »Kært er i Jehovas øjne de helliges død.« (Greens bogstavelige oversættelse)
Spørgsmål: Hvorfor er der i 1. Mosebog 6 ligheder mellem Noas syndflod og andre beretninger?
Svar: De bør være ens, hvis de beskriver en fælles begivenhed. Den babylonske beretning ligner i detaljerne, men er meget forskellig med hensyn til de angivne årsager. Ifølge denne beretning tilintetgjorde guderne menneskene, fordi de larmede for meget, men senere fortrød de dette og samlede sig sultne omkring »Noas« ofre.
En interessant lighed er, at Bibelen siger, at Noas tre sønner var Ham, Sem og Jafet. De ariske institutter i Manu siger, at Satyavrata overlevede syndfloden med tre sønner: Jyapeta, Sharma og C’harma. Den græske forfatter Aristofanes nedskriver den græske tradition om, at Japetos (titanen Iapetus) var grækernes stamfader. Alt dette er bekræftende beviser på en fælles begivenhed.
Spørgsmål: Betyder 1. Mosebog 6:3, at Guds Ånd kan forlade en person og aldrig vende tilbage?
Svar: Nej. 1. Mosebog 6:3 siger, at den ånd, som Gud har givet, vil forlade en persons fysiske krop efter 120 år.
Spørgsmål: Betyder 1 Mos 6,3, at menneskets levetid fremover kun ville være 120 år, eller at der ville være 120 års nådetid forud for syndfloden?
Svar: Det kan være begge dele, da der ikke er noget, der taler imod nogen af de to opfattelser. Begge kan være korrekte ifølge The NIV Study Bible, s. 14, og New International Bible Commentary, s. 120. The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 77, hælder til, at det drejer sig om menneskets levetid. Her står der, at den opfattelse, at det var tiden indtil syndfloden, blev forkyndt af Luther, Calvin og The Scofield Bible. The New Geneva Study Bible, s. 18, nævner begge synspunkter, men går ind for årene indtil syndfloden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 6:3, fastsatte Gud da vores levetid til 120 år, eller kun 70 til 80 år, som Salme 90:10 siger?
Svar: Nogle ting er svære at forstå, indtil man indser, at Gud frit kan fastsætte forskellige regler på forskellige tidspunkter. Menneskets gennemsnitlige levetid har ændret sig. Gud fastsatte den gennemsnitlige levetid til 120 år lige før syndfloden. Langt senere viser Salme 90,10, at den blev forkortet. Der står, at et menneske lever til det bliver 70 år, 80, hvis det har kræfterne til det. En graf over de levetider, der angives i Første Mosebog, viser et fald i en eksponentiel kurve.
Forskerne er ikke sikre på alle aldringens mekanismer: mikrober ældes ikke. Mens demethylering af DNA muligvis er én mekanisme, ser den dominerende mekanisme ud til at være en forkortelse af DNA-strengene. Hver gang DNA’et i en celle hos et dyr deler sig, forkortes nogle af enderne. Nu findes der fremmed materiale på enderne, og mikrober har et enzym, telomerase, der genopretter enderne. Telomerase ser imidlertid ikke ud til at genoprette enderne af DNA hos dyr.
Spørgsmål: Hvordan forenes dette med palæontologer, der hævder, at mennesker i oldtiden levede kortere liv, jf. 1. Mosebog 6:3?
Svar: Der er nogle mangler ved netop denne påstand fra scientismen, der udgiver sig for at være videnskab.
1. Bemærk, at de aldrig nævner det grundlag, på hvilket de hævder, at mennesker havde kortere levetider.
2. De fremlægger ingen beviser for, at de har en statistisk gyldig og upartisk stikprøve. For eksempel kunne en hypotetisk fremtidig palæontolog, om flere århundreder, grave affaldet fra et par abortklinikker op og »bevise«, at vores gennemsnitlige levetid var under et år. Dette »bevis« ville også være statistisk partisk.
3. Skøn over levetiden bør angive, om de inkluderer eller udelukker spædbarnsdødelighed. For eksempel var levetiden i mange centralafrikanske lande i 1970’erne under 30 år. Men hvis man tog til landet, ville man alligevel se mange ældre mennesker. Hvis der var et hypotetisk land, hvor alle småbørn levede til de blev 60 år, men hvor 2/3 af alle spædbørn døde, ville den gennemsnitlige levetid kun være 20 år.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 6:3 står der, at Gud aldrig kunne blive kød; hvordan kunne Jesus så komme til jorden? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist)
Svar: 1. Mosebog 6,3 siger ikke noget sådant. Der står blot, at mennesker faktisk er kød og blod. Det er sandt, at Gud er Ånd, og at Jesus tømte sig selv for at komme til jorden i kødet, men 1. Mosebog 6,3 bekræfter eller benægter i sig selv intet om, at Gud kom i kødet.
Spørgsmål: Hvem var nefilim eller »Guds sønner« i 1. Mosebog 6:2, 4-5?
Svar: Nefilim, der betyder »de faldne«, blev også kaldt »Guds sønner«, og her er nogle teorier om, hvorfor folk kaldte dem det.
Den gudfrygtige slægt efter Set, eller troende, der syndede ved at gifte sig med vantro fra Kains slægt. Denne opfattelse går helt tilbage til Julius Africanus, der skrev i årene 232–245 e.Kr., i »Ante-Nicene Fathers«, bind 6, fragment 2, s. 131.
Mægtige konger er fortolkningen i den aramæiske Targum.
En anden race, såsom neandertalere, denisovanere eller muligvis Homo erectus.
Teknologisk avancerede: En skeptiker mener, at israelitterne kaldte dem kæmper på grund af deres høje mure og teknologisk avancerede våben.
Børn af kvinder og mænd, der var besat af dæmoner.
Nogle dæmoniske væsener kunne krydse sig med mennesker – det var troen hos jøderne Philo, Josephus (<100 e.Kr.) og forfatteren af 1. Enoch (kapitel 6). Blandt de kristne, der lærte dette, var Justins Martyrs »Anden Apologi«, kap. 5, s. 190, Tertullianus’ »Om jomfruernes slør«, kap. 7, s. 32 (198–220 e.Kr.), »Commodianus’ instruktioner« (ca. 240 e.Kr.), kap. 3, s. 203, samt Ambrosius af Milano (ca. 378 e.Kr.). Augustinus af Hippo erkender i »Guds by« (413–426 e.Kr.), bog 15, kap. 23, s. 303–304, at tidligere kristne havde denne opfattelse, men påpeger, at 1. Mosebog 6:3 strider imod denne opfattelse, fordi Gud siger, at hans ånd ikke vil strides med mennesket for evigt, hvilket ikke ville give mening, hvis det blot var dæmoner, der gjorde disse ting.
Måske var dette Satans forsøg på at ændre vores genpool. Men hvis dæmoner kunne krydse sig med mennesker, hvordan kunne Jesus så delvist sone for halvmennesker, halvdæmoner?
Spørgsmål: Hvordan omvender Gud sig i 1. Mosebog 6:6?
Svar: Ordet kan også oversættes med »bekymret«. Gud udtrykker sine følelser i takt med, at begivenhederne udspiller sig. Jeremias 18:8 går nærmere ind på dette. Se også diskussionen om 1. Mosebog 20:3,6 for yderligere information.
Spørgsmål: Hvordan var Noa fuldkommen i sin generation i 1. Mosebog 6:9?
A: Der er intet, der tyder på, at »fuldkommen« her betyder syndfri fuldkommenhed. Det hebraiske ord betyder snarere »overensstemmelse med normen«, og den oprindelige betydning kan meget vel have været »at være lige«. Det samme ord, med andre vokaltegn, bruges i 3. Mosebog 19:15 om at dømme sin næste retfærdigt.
Q: I 1. Mosebog 6:12 står der, at alle havde forvredet deres veje – hvordan kunne Noah så være skyldfri i 1. Mosebog 6:9 og 7:1?
Svar: Sammenhængen viser tydeligt, at »alle« betyder med undtagelse af Noa og hans familie. Bemærk, at Noas far, Lemek, også døde i oversvømmelsens år.
Spørgsmål: Hvordan vidste Noah i 1. Mosebog 6:13 og 7:1, at Gud talte til ham, når han aldrig havde set Gud?
Svar: Ofte ved mennesker, der har haft et mangeårigt forhold til Gud, når Gud taler til dem. Se 1. Kongebog 19:11-13 for et andet eksempel.
Den eneste advarsel, folk havde om en syndflod, var Noah, manden, der byggede en båd i en ørken. Set fra Noahs perspektiv ville han enten være den største helt eller den største tåbe, hans generation nogensinde havde set. Han ville ikke være noget derimellem. Sådan er den store tro på Gud. (Prædiken af Bill Counts 5.11.2005)
Spørgsmål: Hvordan kunne Noah i 1. Mosebog 6:14 bygge en så stor ark?
Svar: Han havde 100 år til at bygge den sammen med sine tre sønner og muligvis nogle lejede hjælpere. Arken var omkring 450 fod lang, 75 fod bred og 45 fod høj. Det svarer til 1.518.750 kubikfod, hvis den var en nøjagtig rektangulær kasse. Over 100 år kunne de bygge 45/100 = mindre end en halv fod i højden om året. En bås på 10 fod gange 15 fod gange 6 2/3 fod udgør 1.000 kubikfod. Skibet Queen Elizabeth 2 er 963 fod (294 m) langt, 105,3 fod (32,09 m) bredt og 171,3 fod (52,5 m) højt. Arken var altså mindre end Queen Elizabeth 2, bortset fra at arken ikke havde en dyb køl.
Spørgsmål: Hvor lange var nogle andre gamle både, som nævnes i 1. Mosebog 6:14?
Svar: I oldtiden blev der fundet en romersk båd i Storbritannien, der var 100 fod lang, og senere var vikingeskibene også lange, hvor det længste kendte var Roskilde-skibet på 115 fod. I opdagelsernes tidsalder kunne linjeskibene være 200 fod lange, og senere var klipperskibene typisk 150-250 fod lange. Det længste klipperskib, kaldet »Great Republic«, var 302 ft langt. Selvom der fandtes nogle få klipperskibe af metal i Europa, var de fleste klipperskibe af træ med metalforstærkninger på skroget og den indre køl.
Selvfølgelig havde de ikke 100 år til at bygge disse skibe. Desuden er de fleste skibe bygget af egetræ, fordi det er stærkt, men andre træsorter, såsom teak, ibenholt, brasiliansk blackheart og cocobolo (i Sydamerika), er langt stærkere. Arken blev ikke bygget af egetræ, men af gophertræ. Vi er ikke sikre på, hvad gophertræ er; der er to teorier. Den ene er, at det var et meget hårdt træ (måske findes det stadig i dag under et andet navn, eller måske er det udryddet i dag). En anden teori er, at gophertræ var en mekanisk metode til at presse træet for at hærde det, så det ville holde bedre. Endelig betyder det, at den var bygget af gophertræ, ikke, at den ikke havde andre dele, såsom måske metalnagler, afstivninger osv. Første Mosebog 4:22 viser, at de havde værktøj af bronze og jern (sandsynligvis meteoritisk) længe før Noah.
Spørgsmål: Hvordan ved vi i 1. Mosebog 6:14, at en alen er 17,5 tommer?
Svar: Da kong Hiskia lod Siloam-tunnelen bygge omkring 700 f.Kr., indhuggede hans arbejdere en indskrift, der angav, at den var 1.200 alen lang. Når man deler længden i tommer med 1.200 alen, får man ca. 17,5 tommer pr. alen. Selvfølgelig kunne en alen i Moses’ tid have været noget større eller mindre. Det ville gøre arken noget større eller mindre.
Q: Hvordan kunne arken i 1. Mosebog 6:14 overleve Noas syndflod?
Svar: Der er mindst tre grunde.
Gophertræ var måske en stærk træsort, men det kan også have været specielt behandlet træ. Tungt træ er et godt valg, fordi det er fleksibelt. 1. Mosebog 4:22 viser, at de havde bronze og jern før Noah.
Formen var ideel til oprørte vande (1 × 1,67 × 10).
Gud kunne naturligvis også på overnaturlig vis beskytte arken, når det var nødvendigt.
Spørgsmål: Skulle Noah ifølge 1. Mosebog 6:19 tage to af hver skabning med, eller syv par af hvert rent dyr, som der står i 1. Mosebog 7:2? Men gik der kun ét par af hver med i 1. Mosebog 7:8-9?
Svar: Det hele er sandt; 1. Mosebog 6:19 nævner ikke specifikt de rene dyr. Noah skulle tage to af hver art med, og derudover skulle han tage syv af de rene med. 1. Mosebog 6:19 siger »to«; der står ikke »ikke mere end to«. De ekstra dyr var til føde og til ofring, jf. 1. Mosebog 8:20. Dette er ikke så meget en unøjagtighed i Bibelen som et eksempel på en måde, hvorpå Gud lærer os. Gud sørger for, at vi forstår det generelle begreb »to for at genopbygge bestanden«, og tilføjer derefter et andet begreb: »syv ekstra til ofring«. Det svarer til, når elever lærer regning. De lærer først, hvordan man trækker et mindre tal fra et større tal. Først senere lærer de om negative tal, og at man kan trække et større tal fra et mindre tal.
1. Mosebog 7:8-9 siger ikke præcis ét par af hver dyreart. Der står »to og to«, hvilket vil omfatte både det ene par af urene dyr og alle parrene af de rene.
Spørgsmål: Stammer 1. Mosebog 6:19-20 fra en »præstelig« kilde omkring 450 f.Kr., og 1. Mosebog 7:2-3 fra en »yahwistisk« kilde omkring 850 f.Kr.?
Svar: Der er ingen beviser for, at der nogensinde har været tale om to separate fortællinger, bortset fra gentagelser. Gentagelse er imidlertid en litterær teknik til at understrege et punkt. Dengang havde de måske ikke det moderne ordsprog: »Fortæl dem, hvad du vil fortælle dem, fortæl dem det, og fortæl dem så, hvad du har fortalt dem«, men de var helt sikkert klar over gentagelsens effektivitet, som selv et kort blik på Salmerne eller Ordsprogene viser.
Det er svært for liberale at hævde, at historien om Noas syndflod stammer fra enten 850 f.Kr. eller 450 f.Kr., da det sumeriske Gilgamesh-epos indeholder nogle af de samme detaljer om en verdensomspændende syndflod, og det blev skrevet før 2500 f.Kr. (En babylonsk kopi af tavle 11 af det 12-tavlede epos befandt sig i Ashurbanipals palads i Ninive.)
For at være retfærdig skal det dog siges, at den liberale JEPD-teori om, at Noas syndflod stammer fra to kilder, stammer fra det 19. århundrede, før Gilgamesh-eposet blev kendt i den moderne verden. Den eneste grund til, at dette spørgsmål behandles i dette værk, er, at der stadig er en række liberale »kristne«, der tror på JEPD-teorien.
Spørgsmål: Kaster 1. Mosebog 7:1-24 en skygge på Guds karakter og hans opfattelse af retfærdighed? Gud udslettede hele menneskeheden, fordi han ”angrede”, at han havde skabt den. I bund og grund indrømmede Gud, at han havde begået en fejl, og for at rette op på denne fejl påtog han sig rollen som dommer, jury og bøddel og udslettede hele menneskeheden à la ”Robo-Cop” uden retssag og begik dermed folkemord. Jeg er ikke i tvivl om, at der fandtes ondskab, men hvor ond er et etårigt barn eller et ufødt foster?
Svar: Slet ikke, selvom det måske vil ryste nogle menneskers »bløde« opfattelse af Gud. Alle, der nogensinde har levet, er døde, hvis de ikke er på jorden nu (med kun to undtagelser). Spørgsmålet er ikke, at de døde, men hvornår de døde, og om de fik lov til at få efterkommere. Gud følte sorg, da han så, hvordan verden så ud i Noas tid. Uanset om man kan lide det eller ej, er Gud en dommer. Han er også en jury, og ja, en bøddel. Gud har retten til – og han udøver denne ret – at bestemme, hvornår og hvordan mennesker dør.
Spørgsmål: Havde de andre mennesker i 1. Mosebog 7:1 »ingen chance« for at omvende sig, som ateister har hævdet?
Svar: Nej, et århundrede er rigelig tid til omvendelse. Da de så arken blive bygget, kunne de lytte til Noah, en »forkynder af retfærdighed« (2. Petersbrev 2:5). Det tog 100 år at bygge arken, og over hundrede år er rigelig tid til at få en chance for at vende sig til Gud. Måske er dette en af grundene til, at 1. Petersbrev 3:20 siger, at Gud ventede tålmodigt, mens arken blev bygget.
Spørgsmål: Hvordan kunne Noah i 1. Mosebog 7:2 vide, hvordan han skulle udvælge de rene dyr, da der endnu ikke fandtes nogen lov i Det Gamle Testamente?
Svar: Noah havde ikke skrifterne fra Det Gamle Testamente; i stedet talte Gud selv til ham. Selvom vi ikke ved præcis, hvor meget Gud lærte Noah om, hvad der ville komme til at stå i Moseloven, kendte Gud selvfølgelig sig selv og var i stand til at fortælle Noah, hvilke dyr han skulle tage syv af.
I denne personlige samtale med Noah ved vi ikke, om Gud anvendte den samme definition af »rent«, som findes i Moseloven. Uanset hvad fik Noah at vide, hvilke dyr han skulle tage med.
Der ligger en lære for os i dette spørgsmål. Når Gud beder os om at gøre noget, kender vi som regel ikke hver eneste detalje om det hele. Vi kan udsætte det, eller vi kan ganske enkelt adlyde det, vi ved, og stole på, at Gud vil rette os, hvis det er nødvendigt, mens vi adlyder. Hvis vi venter, indtil vi først kender hver eneste detalje, vil vi sandsynligvis aldrig adlyde.
Spørgsmål: Skulle Noah ifølge 1. Mosebog 7:2 tage syv par rene dyr med, eller blot to par rene dyr, som bibelkritikeren Bart Ehrman (Jesus, Interrupted, s. 10) hævder, at 1. Mosebog 7:9-10 tyder på?
Svar: Ehrman har måske forvekslet sine noter her. Første Mosebog 7:2 taler om syv par af de rene dyr og ét par af de urene dyr. Første Mosebog 7:8-10 siger: »Og de gik ind til Noah i arken, han og hun af de rene dyr og af de urene dyr og af fuglene og af alt, hvad der kryber på jorden, (9) to og to, som Gud havde befalet Noah. (10) Og med tiden, efter de syv dage, opstod oversvømmelsens vand på jorden.« (Green’s Literal Translation)
Første Mosebog 7:9-10 siger intet om, hvor mange dyr der var. Første Mosebog 7:8-9 siger, at dyrene (flertal) kom »to og to«, det vil sige i par (flertal). Der var flere par, ét pr. art af urene dyr. Der var også flere par af rene dyr. I 1. Mosebog 7:8 var der ingen grund til at være mere specifik med hensyn til antallet af par her, fordi det seks vers tidligere blev oplyst, hvor mange par der var.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved den litterære struktur i 1. Mosebog 7:4–8:12?
Svar: Dette kaldes et chiasme, hvilket er almindeligt i gammel hebraisk litteratur, hvor hver sætning (undtagen undertiden den midterste) har en symmetrisk spejlsætning. Her er strukturen:
7:4 – 7 dage til at vente på syndfloden
7:10 – – 7 dage til at vente på syndfloden
7:17a – – – 40 dages oversvømmelse
7:24 – – – – 150 dage, hvor vandet stiger
8:3 - - - - 150 dage, hvor vandet trækker sig tilbage
8:6 - - - 40 dages ventetid
8:10 - - 7 dages ventetid
8:12 – 7 dages ventetid
Derudover udgør 1. Mosebog 7:21-23a et chiasme inden for dette chiasme.
- Alt levende døde
- - Fugle
- - - husdyr og vilde dyr
- - - - krybdyr
- - - - - mennesker
- - - - - - alt på det tørre
- - - - - - alle levende væsener på jordens overflade
- - - - - mennesker
- - - - Dyr
- - - Krybende planter
- - fuglene i luften,
- de blev udslettet.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 7:12,24, varede syndfloden 40 dage eller 150?
Svar: I 1. Mosebog 7:12 står der, at det regnede fra himlen i 40 dage, men vandet oversvømmede jorden i alt 150 dage. Se When Critics Ask, s. 42, og Chronological and Background Charts of the Old Testament, s. 36.
Spørgsmål: Hvorfor lærer Bibelen tilsyneladende i 1. Mosebog 8, at menneskeheden kun går ca. 6.000 år tilbage?
Svar: Ifølge radioaktive dateringsmetoder dukkede anatomisk moderne mennesker, som mange kalder Cro-Magnon-mennesket, først op for mellem 350.000 og 300.000 år siden.
Uanset hvornår Gud skabte mennesket, giver slægtsregistrene i Første Mosebog imidlertid mulighed for ubestemte tidsmæssige huller, da ordet »søn« også betyder »efterkommer«, og ordet »far« også betyder forfader. I Esajas 51:2 står der, at Abraham er jødernes far, og jøderne fortalte Jesus i Johannes 8:39, at Abraham var deres far.
Som en sidebemærkning kan vi med sikkerhed sige, at verden blev skabt på seks dage, men hvor lang er en af Guds dage? I 2. Petersbrev 3:8 står der, at en dag for Herren er som tusind år, og tusind år som en dag. I Salme 90:4 står der, at tusind år i Guds øjne er som en dag eller en vagt om natten. Irenæus fortolker i »Mod kætterierne«, bog 5, kap. 23.2 (182–188 e.Kr.), s. 551–552, en af Herrens dage i Første Mosebog som 1.000 år.
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 1. Mosebog 8:1 og 2. Mosebog 6:5 »huske«, medmindre han først havde glemt?
Svar: Gud er alvidende. Selvom Noah måske følte sig glemt, er dette blot et udtryk for, at Gud ikke glemte Noah. Når vi husker nogen på deres årsdag eller fødselsdag, betyder det ikke, at vi glemmer dem resten af året. Se *When Critics Ask*, s. 43, for et lignende svar.
Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved olivenbladet i 1. Mosebog 8:11?
Svar: Bladet spirede formodentlig efter syndfloden, og oliventræer vokser ikke i store højder. Oliventræet er ofte et symbol på Guds folk.
Spørgsmål: Stammer alle folkeslag fra Noah i 1. Mosebog 8,15?
Svar: På faderens side ja, men på moderens side nej. Noas kone, hans tre sønner og deres koner var også med på arken. Forskellene er ikke så store, når man tænker på, at i blandede ægteskaber kan to brødre have meget lys og meget mørk hud.
Spørgsmål: Hvilke paralleller er der i 1. Mosebog 8,15-21 til 1. Mosebog 12,1-7?
Svar: Der er mindst syv paralleller mellem Guds kald til Noah og Guds kald til Abram.
Gud siger til [ham] 1 Mos 8,15 1 Mos 12,1
Gå ud af arken/landet 1 Mos 8:16 1 Mos 12:1
Så [han] drog bort 1 Mos 8:18 1 Mos 12:4
Derefter byggede [han] et alter 1 Mos 8:20 1 Mos 12:7
Gud velsignede [ham] 1 Mos 9:1 1 Mos 12:2
Bliv talrig/bliv et stort folk 1 Mos 9:1 1 Mos 12:2
Indgå en pagt / Gud giver dem landet 1 Mos 9:9 1 Mos 12:7
Spørgsmål: Vil vandet i 1 Mos 8:21-22 igen dække hele jorden?
Svar: Nej, for Esajas 54:9 minder os om, at det ikke vil ske. Dette er endnu et argument imod den lokale syndflod, for Gud sagde, at der aldrig mere ville komme en syndflod, der dækkede jorden. Hvis Noas syndflod blot havde været en lokal syndflod, så har der været andre forfærdelige lokale syndfloder.
Spørgsmål: Vil Gud i 1 Mos 8,21 igen tilintetgøre alt liv, eller vil alt blive tilintetgjort i 2 Pet 3,7.10?
Svar: I 1. Mosebog 8:21 står der, at Gud lovede ikke at tilintetgøre alt liv »... som jeg har gjort«, og i 1. Mosebog 8:22 tilføjes »... så længe jorden består«. Gud vil tilintetgøre jorden med ild, men skåne de troende.
Spørgsmål: Hvorfor har vi stadig hungersnød, som der står i 1. Mosebog 8:22?
Svar: I 1. Mosebog 8:22 står der, at høst- og såtiden ikke vil ophøre. Selvom der har været mange hungersnød, har der ikke været nogen verdensomspændende, permanent hungersnød.
Spørgsmål: Hvordan kunne alle dyrene i 1. Mosebog 9 vende tilbage til det samme sted, de kom fra?
Svar: Kristne er uenige om, hvorvidt syndfloden fandt sted mellem 2600 og 3000 f.Kr., omkring 7000 f.Kr., omkring 14.000 f.Kr. eller for næsten en million år siden. De, der mener, at syndfloden fandt sted mellem 2600 og 3000 f.Kr., mener, at arkæologiske fund og radioaktive dateringsmetoder er forvirrende, så der ikke findes data, der kan sige, om dyrene vendte tilbage til det samme sted, de kom fra, eller ej.
Men hvis syndfloden fandt sted for omkring 14.000 år siden, blev ikke alle dyrene på samme sted. En landbro forbandt Amerika og Asien. Efterfølgende uddøde mammutter og heste i Amerika.
Uanset hvornår syndfloden fandt sted, kan alle kristne dog være enige om, at Gud har magten til at få dyrene til at gå hen, hvor han vil.
Spørgsmål: Må mennesker ifølge 1. Mosebog 9:3 spise kød, eller kun grøntsager?
Svar: I 1. Mosebog 1:29 står der, at Adam måtte spise frugt og grøntsager. Efter syndfloden står der i 1. Mosebog 9:3, at vi nu må spise kød. Se diskussionen om 1. Mosebog 1:28 for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Er det i dag forbudt at spise blod, jf. 1 Mos 9,4 og ApG 15,28-29?
Svar: Nogle siger nej, fordi Kristus har ophævet loven, og i Apostlenes Gerninger 10:11-16 blev alle »fødevarer« kaldt rene.
Nogle siger ja, fordi dette blev fastsat før Moseloven i 1. Mosebog 9:4. I Apostlenes Gerninger 15:20,28-29 troede og lærte den tidlige, apostoliske kirke, at kristne skulle afholde sig fra blod. Naturligvis er ubetydelige mængder blod i orden, fordi jøderne i 3. Mosebog 17:13 fik lov til at spise vildt, som de havde jaget og [hurtigt] tappet for blod i marken.
Spørgsmål: Betyder forbuddet mod at spise blod i 1. Mosebog 9:4, 3. Mosebog 7:26-27, 3. Mosebog 17:11-12 og 5. Mosebog 12:16, 23-25, at man aldrig må modtage blodtransfusioner, som Jehovas Vidner lærer?
Svar: Nej. Vi bør ikke være kannibaler, men organtransplantationer er tilladt. På samme måde blev folk påbudt ikke at spise blod, og blodtransfusioner er tilladt.
Som det fremgår af bogen *Jehovas Vidner – svar vers for vers*, s. 22-23, forbød selv Jehovas Vidners organisation »Vagttårnet« ikke blodtransfusioner før i 1944. I 1967 forbød de også organtransplantationer (tidsskriftet *Vagttårnet*, 15.12.1967, s. 702-704). Derefter skiftede de mening og tillod dem i 1980 (magasinet »Vagttårnet« 15. marts 1980, s. 31). De tillod heller ikke vaccinationer fra 1931 til 1952.
Spørgsmål: Forbyder 1. Mosebog 9:6 henrettelse af forbrydere i dag?
Svar: Overhovedet ikke. 1. Mosebog 9:6 forbyder både mord og påbyder henrettelse som straf for mordere. Husk, at 1. Mosebog var en af Mosebøgerne, og i 2. Mosebog til 5. Mosebog var der en række forbrydelser, der blev straffet med henrettelse. Se også det næste spørgsmål.
Spørgsmål: Taler 1. Mosebog 9:6 om dødsstraf?
Svar: Det taler helt klart om dødsstraf. Det betyder henrettelse og ikke blot fysisk død, som rammer både ikke-mordere og mordere på samme måde.
Spørgsmål: Viser regnbuen som tegn på Guds pagt i 1. Mosebog 9,12-13, at der ikke var regnbuer før syndfloden?
Svar: Det antyder dette, men beviser det ikke. Som det står i *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 220-221, beviser det ikke automatisk, at noget ikke eksisterede før, blot fordi Gud bruger et tegn. For eksempel blev omskæringsritualet praktiseret før Abraham af andre folkeslag, herunder egypterne og etiopierne (Herodot i sin *Historie*, bog 2, kap. 104, s. 69). Egypterne praktiserede den ifølge Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 9, s. 142: »Ja, også egypterne praktiserer omskæring.«
Spørgsmål: Hvordan kunne en gudfrygtig mand som Noah blive beruset i 1. Mosebog 9:20-21?
Svar: For det første skjuler Bibelen ikke, at Guds folk også synder. For det andet er det lettere at blive beruset på grund af det lavere lufttryk nær toppen af et bjerg efter syndfloden.
Spørgsmål: Hvorfor er denne triste historie om, at Noa blev beruset, medtaget i Bibelen (1. Mosebog 9:20-21)?
Svar: Bibelen viser os ikke kun, hvorfor det er vigtigt at gøre det rette, men den giver også konkrete eksempler på konsekvenserne af at gøre det forkerte. Clemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.) besvarer dette meget klart: »Noas beruselse blev nedskrevet, for at vi, med den klare og nedskrevne beskrivelse af hans overtrædelse for øje, med al vores kraft kan værne os mod beruselse.« Bogen »The Instructor«, bind 2, kap. 2, s. 246.
Spørgsmål: Var 1. Mosebog 9:21-25 en forkortet version af en oprindelig historie, hvor Ham kastrerede Noah for at forhindre ham i at få flere sønner, svarende til den græske myte om Kronos, der kastrerede sin far Uranos, som en ateist (Capella) har foreslået?
Svar: Nej, der er intet, der tyder på kastration her. Hvad angår den græske kultur, skal man huske på, at den eneste græske kultur på Moses’ tid var de tidlige mykenske grækere. Meget af det, vi kender til den græske mytologi, stammer fra tiden efter denne periode. Til sammenligning fandt Homers trojanske krig sted omkring 1200 f.Kr., ca. 250 år efter udvandringen fra Egypten.
Derfor fandt der sandsynligvis ingen lån her. Hvis man stadig insisterer på, at der var tale om lån, må det senere have lånt fra det tidligere, og den græske fortælling her stammer sandsynligvis fra en senere tid end Moses.
Spørgsmål: Hvad var der galt i 1. Mosebog 9:22 ved, at Ham så sin far nøgen?
Svar: Sønner bør ikke frit udbrede kendskab til deres forældres mangler, og Hams holdning i 1. Mosebog 9:22 var respektløs. Ham fik at vide, at hans egen søn ville blive en skam for ham. Hams holdning var hånlig ifølge Methodius (270-311/312 e.Kr.) i »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 10, kap. 2, s. 348, og Justin (ca. 138-165 e.Kr.) i »Dialog med Trypho«, kap. 139, s. 269.
Spørgsmål: Hvad gør man i 1. Mosebog 9:22-23, hvis man skammer sig over sine forældre?
Svar: Forstå først, hvorfor du skammer dig. Gør dine forældre rent faktisk noget moralsk forkert, er det et spørgsmål om, at du bare er kræsen, eller noget derimellem? Du skal ære dine forældre (2. Mosebog 20:12; Efeserbrevet 6:2), men du må alligevel ikke se gennem fingre med synd. Du skal adlyde dine forældre i Herren (Efeserbrevet 6:1). Det betyder, at du skal adlyde dem, men når de befaler noget, der strider mod Gud, skal du først og fremmest adlyde Gud.
Spørgsmål: Hvad gør man, hvis ens børn skammer sig over en, som beskrevet i 1. Mosebog 9:22-23?
Svar: Der er mindst fire måder, hvorpå de kan blive flove:
1) på grund af et moralsk standpunkt, du indtager, som er korrekt,
2) på grund af noget, der vedrører stil, personlig præference eller et andet moralsk neutralt emne, der er passende,
3) på grund af noget, du har gjort forkert,
4) på grund af noget, der ikke i sig selv var forkert, men som er hensynsløst eller ikke respekterer deres følelser.
Hvad angår den første årsag, kan du blot forklare, hvorfor du indtager dit standpunkt. Hvad angår den anden årsag, bør du ikke lade det gode blive omtalt som ondt (Romerne 14:16), men ud af kærlighed kan du måske imødekomme dem (Romerne 14:14-15).
Spørgsmål: Hvorfor ærer børn nogle gange ikke deres forældre, som der står i 1. Mosebog 9:22-23?
Svar: Der findes en gammel kinesisk historie om en rejsende, der så en mand, der bar sin gamle far i en trillebør, mens hans unge søn gik bagved. Den rejsende spurgte manden, hvad han havde gang i, og han svarede, at da hans far ikke længere kunne klare sig selv og var en byrde for familien, ville han smide ham i floden for at drukne ham. Rejsende blev foruroliget over det og vidste ikke, hvad han skulle sige for at afholde manden fra denne onde handling. Til sidst sagde han blot: »Glem ikke at bringe trillebøren tilbage!« Med andre ord: Ved at gøre dette mod sin far lærer han sin egen søn at gøre det samme mod ham.
Når børn ikke ærer deres forældre, kan det skyldes en af mindst fem årsager.
a) De ser ingen grund til at adlyde Gud, som befaler os at ære vores forældre (2. Mosebog 20:12; Efeserbrevet 6:2).
b) Som børn ønsker de ikke at adlyde deres forældre i Herren, som Efeserbrevet 6:1 påbyder dem at gøre.
c) De har måske æret dem før, fordi de troede, at deres forældre kunne hjælpe dem. De ser ikke længere deres forældre som værende i stand til at hjælpe dem materielt, så hvorfor skulle de ære dem? Dette kan være børn, når de tager af sted på universitetet, eller voksne, der ikke ser nogen udsigt til rigdom fra deres forældre.
d) De er utaknemmelige for de ofre, deres forældre bragte for dem, mens de voksede op.
e) De vælger måske generelt at se bort fra autoritet.
Trillebøren vil altid være der. Når enten dine børn eller andre beslutter, hvordan de vil håndtere deres forhold til dig, vil de huske, hvad du gjorde med trillebøren, og de forhold, hvor du måske ikke længere er den primære modtager.
Spørgsmål: Hvordan skal vi i 1. Mosebog 9,22-23 reagere på andres synd?
Svar: Under alle omstændigheder bør vi ikke give indtryk af at tolerere synden, men vi kan stadig elske synderen. Vi bør ikke befinde os i en situation, hvor vi selv bliver fristet. Derudover er der en forskel på, om synderen er dit barn, din forælder, en person, der er ældre end dig, en kristen eller en ikke-troende.
Hvis vores bror synder mod os, skal vi ifølge Mattæus 18:15-17 først forsøge at tale med ham under fire øjne, og hvis det virker, er sagen afsluttet. Men hvis han ikke vil lytte, skal vi gå til ham igen og tage en eller to andre med. Hvis det ikke virker, skal vi bringe sagen for menigheden. Hvis det ikke virker, skal vedkommende udelukkes fra menigheden.
Tag ikke imod en anklage mod ældste, medmindre den fremsættes af to eller tre vidner (1. Timoteus 5:19).
Kropslig afstraffelse (smæk) kan anvendes over for dine egne børn, men ikke over for andre mennesker (Ordsprogene 22:15; Hebræerbrevet 12:7-11).
I skal ikke irettesætte en ældre mand skarpt (1 Timoteus 5:1).
Spørgsmål: Hvorfor blev Kana'an og ikke Ham forbandet i 1. Mosebog 9:25?
A: Ham fik at vide, at hans efterkommere ville blive et eksempel på syndens konsekvenser. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 2, s. 97, står der, at den hebraiske form af verbet er imperfekt og ikke jussiv, »så betydningen er snarere en forudsigelse (‘Han vil være’) end en forbandelse (‘Må han være’). Dermed forudser Noas ord et centralt tema i de følgende fortællinger – adskillelsen af det udvalgte afkom fra kanaaniternes afkom.” I *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 32, står der det samme.
Se Justin Martyrs [ca. 138–165 e.Kr.] *Dialog med Trypho*, kapitel 139, s. 268–269, for en nærmere drøftelse.
Spørgsmål: Hvad var forbandelsen over Kanaan i 1. Mosebog 9:25-26?
Svar: Første Mosebog siger blot: »Han skal være en tjener blandt tjenere for sine brødre.« Bemærk, at forbandelsen ikke rammer Ham, men Kana’an. Intet græsk eller hebraisk manuskript siger, at det var Ham; kun en arabisk oversættelse angiver dette. (Ifølge *The Origin of the Bible*, s. 307, blev den første arabiske udgave af Mosebøgerne oversat af Saadya Gaon, der levede fra 892 til 942 e.Kr.)
Ligesom Ham bragte skam over sin far Noa, så ville Kana'an og hans efterkommere bringe skam over Ham, hans far. Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 116-118, for et mere uddybende svar.
Spørgsmål: Hvem er disse 68 folkeslag og 16 byer i 1. Mosebog 10?
Svar: Ifølge bogen *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 32, er dette det ældste etnografiske dokument, vi har bevaret. Forskere mener, at de kan identificere 51 af de 68 folkeslag, og arkæologer har fundet 11 af de 16 byer. Sodoma og Gomorra blev så fuldstændigt ødelagt, at de aldrig er blevet fundet. Imidlertid nævner Ebla-tavlerne, der er skrevet mellem 2400 og 2250 f.Kr., byerne Si-da-mu (Sodoma) og I-ma-ar (Gomorra). Desuden står der i *Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology*, s. 124, at der er fundet et helligdom kaldet Bab edh-Dhra lige syd for Det Døde Hav. Det er dateret til mellem 2800 og 1800 f.Kr.
Her er de folkeslag, der er kendt eller formodes at have eksisteret.
Jafet – Grækerne sagde, at deres forfader var Japetos
|->Gomer – Gimirra/assyrisk cimmerier/græker
| |->Askenaz – As-gu-za-a/assyrisk = skyterne
| |->Rifath – ? boede i Rusland?
| |->Togarma – enten byen Tegarama i
| Lilleasien, armenerne forfædre,
| eller begge dele.
|->Magog – skyterne? ifølge Josefus
|->Madai – mederne
|->Javan – ioniske grækere
| |->Elishah – æolere? ifølge Josefus
| |->Tarsis – by i Lilleasien eller ellers Spanien
| |->Kittim – Cypern
| |->Dodanim/Rodanim – øen Rhodos
|->Tubal – Tabali-folket i Kappadokien
|->Meshech – Mushki/assyrerne, oprindeligt mellem
| Kilikien og Det Kaspiske Hav
|->Tiras – muligvis thrusaerne (=Tw-r’w-s3), som invaderede Egypten i 1250 f.Kr.
Ham – ingen stamme, kun efterkommere
|->Kush – sudanesere (Kush i oldtiden)
| |->Seba – det nordlige Etiopien. Navnet på
| | stammer sandsynligvis fra sabæiske kolonister
| | der ankom senere.
| |->Havila – Enten nær Indus-floden i
| | Pakistan, eller ellers nær Saba og Hadramaut
| |->Sabtah – ? boede sandsynligvis nord for Saba
| |->Raamah – sandsynligvis rhammanitterne i det sydvestlige
| | | Arabien (Strabo 16.4.24)
| | |->Sheba – Sheba i det sydvestlige hjørne af
| | | Den Arabiske Halvø
| | |->Dedan – nordvest for Den Persiske Golf.
| | Nævnt af kaldæerne og assyrerne
| |->Sabteca – ? ellers ukendt
|->Mizraim – Egypten
| |->Luditterne – ? ellers ukendt
| |->Anamitterne – ? kun kendt fra 1 Krøn 1:11
| |->Lehabitterne – Rbw/Libu var en fjendtlig
| | stamme vest for Egypten
| |->Naftuhitterne – ? ellers ukendt
| |->Pathrusitterne – Pathros lå i det sydlige Egypten
| |->Kasluhitterne – filisterne stammede fra disse
| |->Kaphtoritterne – Kreta / De Ægæiske Øer
| | (Akkadisk/Mari/Ugarit/Egypten)
|->Put – Libyen ifølge babylonske og persiske optegnelser.
|->Kanaan – kanaanitterne
| |->Sidon – fønikisk by
| |->Hittitterne – boede lige nord for Jerusalem
| |->Jebusitterne – boede i Jerusalem
| |->Amoritterne – boede i Kanaan. Amurru i
| | akkadisk betyder »vestlig«
| |->Girgasitterne – boede i Kanaan, sandsynligvis
| | Qirkishitterne/Assyrerne
| |->Hivitterne – boede nær Tyrus, Sidon og Sichem. Salomo benyttede dem til opførelsen af templet
| |->Arkiterne – Havnen i ‘Arqah i det nordlige Syrien
| |->Sinitterne – den nordkanaanitiske havneby Siannu
| |->Arvaditterne – den nordfønikiske by Arvad
| |->Zemaritterne – den kanaanitiske by Simura 6
| | miles syd for Arvad
| |->Hamathitterne – en af de ældste syriske byer
Sem – sandsynligvis Sumer
|->Elam – elamitterne, hovedstaden var Susa
|->Asshur – den første assyriske hovedstad
|->Arphaxad – ? Ptolemæus nævnte Arrapachitis-regionen mellem søerne Van og Urmia
| |->Shelah – Ingen kendt stamme, kun efterkommere
| | |->Eber – ingen stamme kendt, kun efterkommere
| | |->Peleg – Ingen stamme kendt, kun efterkommere
| | |->Joktan – mange arabiske stammer, eller ellers
| | | sydarabiske stamme Qahtan (al-Tabari
| | | bind 6, s. xxii; bind 20, s. xv)
| | | |->Almodad – muligvis? en sydarabisk stamme
| | | |->Sheleph – en jemenitisk sydarabisk stamme
| | | |->Hazarmaveth – Hadrumaut i Arabien
| | | |->Jerah – formodentlig en arabisk stamme?
| | | |->Hadoram – ? ellers ukendt
| | | |->Uzal – ? ellers ukendt.
| | | | Uzal/Auzal var dog en gammel
| | | | navnet på Sa’na i Yemen.
| | | |->Diklah – betyder ”palmelund”. De
| | | | har måske? slået sig ned ved Wadi Sirhan,
| | | | ca. 250 miles sydøst for Det Døde Hav.
| | | |->Obal – ukendt uden for 1 Krøn 1:22
| | | |->Abimael – ? ellers ukendt
| | | |->Sheba – sabæerne i det sydlige Arabien
| | | |->Ophir – muligvis Somalia eller det sydvestlige
| | | | Arabien. Josephus og Hieronymus mente
| | | | at det var Indien.
| | | |->Havila – sandsynligvis det centrale Arabien
| | | |->Jobab – ? ellers ukendt
|->Lud – Enten lydierne eller også landet
| Lubdi mellem den øvre del af Tigris og Eufrat
|->Aram – arameerne i Syrien
|->Uz – Ausitai-stammen? boede vest for Eufrat
|->Hul – ? ellers ukendt
|->Gether – ? ellers ukendt
|->Mash/Meshech – ? Enten den syro-arabiske ørken Mash, som assyrerne kendte, det libanesiske bjerg Masius, eller også var Meshech en blanding af to slægter
Spørgsmål: Hvorfor nævnes indere og kinesere ikke i folketabellen i 1. Mosebog 10?
Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.
Ikke svaret: Selvom sinitterne nævnes, er disse sandsynligvis ikke kinesere, men stammer fra den kanaanitiske havneby Siannu i det nordlige Syrien. Josefus og Hieronymus mente, at Ophir var Indien, men det er mere sandsynligt, at det var Afrika.
Svaret: Alle stammer fra Adam, da alle var forbandet med Adams natur. Første Mosebog gør ikke krav på at opregne alle folkeslag, og af de hundredvis af folkeslag nævner Første Mosebog kun de nationer, som nogle israelitter måske kunne genkende.
Spørgsmål: Nævnes sumererne fra Mesopotamien i 1. Mosebog 10?
Svar: Ja, det er de sandsynligvis, under navnet »Sem«. Navnet på landet Sumer blev ofte udtalt uden »r«, og »Sum« kunne let blive til »Sem«. For videnskabelig underbygning heraf henvises til The Sumerians af Samuel Noah Kramer, s. 297-298. Kramer citerer også American Journal of Semitic Languages, bind 58 [1941], s. 20-26.
Spørgsmål: Hvem var Gomer-folket i 1. Mosebog 10:2?
Svar: Dette var det folk, som assyrerne kaldte »Gimirra«, og som grækerne kaldte »Cimmerierne«. Gomer boede i Ukraine og det sydlige Rusland.
Spørgsmål: Hvorfor nævnes mederne (Madai) i 1. Mosebog 10:2, når dette folk ikke blev nævnt andre steder før i 836 f.Kr. i teksten fra Salmanassar III?
Svar: Shalmaneser III-teksten stammer fra efter Moses’ tid i 1407 f.Kr., men at der ikke nævnes noget i de bevarede tidlige skrifter, beviser ikke, at de ikke eksisterede. Assyrerne noterede sig kun, når de kæmpede mod og handlede med mederne om heste. Ifølge *Persia and the Bible*, s. 35, »mener I.M. Diakonoff, at de indo-iranske stammers ankomst til det iranske plateau fandt sted i første halvdel af det andet årtusinde f.Kr. [2000–1500 f.Kr.]. Men de tidligste arkæologiske beviser på tilflyttere synes at stamme fra den tidlige del af anden halvdel af det andet årtusinde f.Kr. [1500–1300 f.Kr.].”
I modsætning hertil nævnes det mægtige Minni-folk i Jeremias 51:27. Minni-folket kan dog kun dateres tilbage til 1200 f.Kr., og de nævnes ikke i Første Mosebog, fordi denne bog blev skrevet tidligere.
Sammenfattende understøtter arkæologien, at mederne eksisterede i Moses’ tid.
Spørgsmål: Hvem var Javan-folket i 1. Mosebog 10:2?
Svar: Det er de ioniske grækere, der boede på øerne og i Lilleasien. På hebraisk var dette »yawan«, hvilket svarer til det græske »iaones« eller »iawones« i Homers »Iliaden« 8,685, og »yamanu« i inskriptioner fra Sargon II og Darius I. Ionerne nævnes i Egypten fra Ramses II’s tid (ca. 1300 f.Kr.). Esajas 66:19 og Ezekiel nævner dem, og Septuaginta-oversættelsen oversætter dette som »Hellas«.
Spørgsmål: Hvem var tubalitterne i 1. Mosebog 10:2?
Svar: De blev kaldt tabalerne (eller tabalierne) af assyrerne og boede i det nuværende Tyrkiet i regionen Kappadokien. Den græske historiker Herodot kendte dem som tibarenoi. De nævnes i Ezekiel 27:13; 38:2-3; 39:1 og Esajas 66:19.
Den assyriske konge Salmanassar III (859–824 f.Kr.) modtog tribut fra de fireogtyve konger af Tubal. Assyrerne afsatte kongen af Tubal i 732 f.Kr. Sargon nævner, at der kom beholdere af ædle metaller fra Tubal. Sargon nedkæmpede også et oprør fra Tubal, Mushki (Meshech) og Ararat.
Spørgsmål: Hvem var meshek-folket i 1. Mosebog 10:2?
Svar: Assyrerne nævnte dem første gang som »Mus-ka-a-ia« med en hær på 20.000 mand i Tiglath-Pileser I’s tid (ca. 1100 f.Kr.). De nævnes også under Shalmaneser III (859–824 f.Kr.). De boede oprindeligt mellem Kilikien og Det Kaspiske Hav, men i Sargon II’s tid (722–705 f.Kr.) boede de i regionen Frygien i det nuværende Tyrkiet. Herodot 3:94 nævner dem som »Moschoi«, der udgjorde en af Darius’ 19 satrapier. De sidestilles også med frygierne.
Spørgsmål: Hvem var tiras-folket i 1. Mosebog 10:2?
Svar: Vi ved ikke meget om tiraserne. Mens Josefus hævder, at thrakerne stammede fra dem, mener man i dag, at de var tursenikerne/tyrsenierne, som var pirater. Ægypterne nævner et »Thrusa«-folk (Tw-rw-s3), der invaderede Ægypten omkring 1250 f.Kr. Den apokryfe Jubilæerbog siger, at tiraserne boede på fire øer.
Spørgsmål: Hvor lå Togarma ifølge 1. Mosebog 10:3?
Svar: Togarma lå ca. 70 miles (113 km) vest for byen Malatya i Lilleasien. Hittitterne kaldte det Tegarama. Assyrerne kaldte den Tilgarimanu, og de erobrede den i 695 f.Kr. Grækerne kaldte den Gauraena. Armenerne hævder, at de stammer fra Haik, en søn af Torgom, så de kan muligvis være efterkommere af Togarma.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 10:5, 20, 31 står der, at der var forskellige sprog, så hvorfor talte hele jorden ét sprog i 1. Mosebog 11:1?
Svar: 1. Mosebog 10 er en oversigt, og 1. Mosebog 11 omhandler en begivenhed inden for rammerne af 1. Mosebog 10. I 1. Mosebog 10:5 står der: »Fra disse...«, og i 10:18: »Senere...«. Dette antyder, at 1. Mosebog 10 beskriver, hvordan efterkommerne senere spredte sig. 1. Mosebog 11:1 omhandler begivenheden med Babels tårn, som fandt sted, før folket spredte sig.
Et interessant fragment af en lertavle fra Babylon fortæller om et tempel, der fornærmede guderne. De ødelagde det på én nat og spredte folket med et fremmed sprog.
Spørgsmål: Hvorfor nævnes Egypten ikke blandt disse nationer i 1. Mosebog 10:6,13 og 1. Krønikebog 1:8,11? (En kristen, der undrer sig over dette)
Svar: Det nævnes; det hebraiske ord for Egypten er Mizraim.
Spørgsmål: I 1 Mos 10:8-12 – var Nimrods bedrifter en sammensmeltning af Lugal-Zaggasis, Sargon af Agades, Hammurabis og Salmanassar I’s bedrifter, som det står i Asimovs Guide to the Bible (s. 52)?
Svar: Nej. Selvom vi ikke ved meget om disse gamle sumeriske konger bortset fra de titusinder af sumeriske tavler, der er bevaret, er lighederne mellem disse erobrere og Nimrod meget fjerne. Bibelen nævner blot, at Nimrod var en mægtig jæger for Herrens øjne, at Nimrods karriere begyndte i fire byer i Shinar (Sumer), og at han senere drog til Assyrien og der byggede fire byer tæt på hinanden, som senere fik stor indflydelse. Bibelen siger ikke andet om Nimrod, så det er svært at foretage en sammenligning. Nimrod kan ikke have været Hammurabi, for Hammurabi (1803/1793–1760/1750 f.Kr.) levede længe efter Abraham. Nimrod kunne faktisk være en bibelsk henvisning til Sargon, men vi ved for lidt om både Sargon og Nimrod til at kunne sige det med sikkerhed.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 10:9, var Nimrod en god jæger »foran Herren«, eller en ugudelig rovdyr »i trods mod Herren«?
Svar: Den bedste oversættelse af det hebraiske ord paniym her er sandsynligvis »foran«. Ligesom det engelske ord »before« bruges paniym i mange sammenhænge. For eksempel kunne en leder stå foran menigheden i Josva 20:6,9, Israel blev besejret foran filisterne i 1. Samuelsbog 4:2, og Israel flygtede foran filisterne i 1. Samuelsbog 4:17.
I dette tilfælde betyder »paniym« sandsynligvis en ugudelig beskrivelse, som i »at kæmpe foran«. Navnet Nimrod er beslægtet med det hebraiske ord »marad«, der betyder »at gøre oprør« eller »vi skal gøre oprør«. Efter Babels tårn byggede Nimrod byen Babylon i trods mod Herren.
At Nimrod var en »mægtig jæger for Herrens ansigt«, har en negativ, ugudelig konnotation for Nimrod.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 10:9, hvilken etnisk gruppe tilhørte Nimrod/Nimrud helt præcist?
Svar: Der er tre muligheder.
Assyrien kaldes Nimruds land i Mika 5:6, byen Kalah kaldes også Nimrud, og den babylonske by Borsippa kaldes også Birs Nimrud.
Efterkommer af kassitterne fra Kish, som boede i Mesopotamien og regerede over Babylon ca. 3200 f.Kr., og 1. Mosebog 10:8 siger, at Kush var Nimrods far. Nin-Maradda er et ikke-semitisk navn på en by sydvest for Kish, ifølge Ungers Bible Dictionary, s. 794. Denne opfattelse er også forenelig med den første opfattelse.
Ubaiderne var meget tidlige (ca. 3800–3500 f.Kr.) ikke-semitiske indbyggere i Sumer og Mesopotamien før sumererne, der kom fra syd. Første Mosebog 10:8-10 angiver, at Nimrod først var i Babylonien og derefter drog nordpå til Assyrien. Vi ved meget lidt om ubaidianerne, men med en forbindelse til Ham kan de have været beslægtet med det mørkere hudfarvede Harappa-folk i Indien. Se Wycliffe Bible Dictionary, s. 1207–1208, for mere om denne opfattelse.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 10:14, hvor stammer betegnelsen »Palæstina« fra?
Svar: Vi ved det ikke med sikkerhed, men det forekommer sandsynligt, at det stammer fra landet Filistia.
Den græske historiker Herodot (ca. 484–ca. 425 f.Kr.) Fønikerne og syrerne i Palæstina indrømmer selv, at de har overtaget denne skik fra egypterne; og syrerne … siger, at de for nylig har overtaget den fra kolkerne. Nu er disse de eneste nationer, der praktiserer omskæring, og det er tydeligt, at de alle efterligner egypterne i denne henseende. Historien, bog 2 (Euterpe), kap. 104, s. 69
Den græske filosof Aristoteles (384–322 f.Kr.) Hvis der, som sagnet fortæller, findes en sø i Palæstina, hvor en mand eller et dyr, der er bundet og kastet i den, flyder og ikke synker, ville dette bekræfte det, vi har sagt. Man siger, at denne sø er så bitter og salt, at der ikke lever fisk i den, og at hvis man lægger tøj i blød i den og ryster det, bliver det rent. Meteorologi II.3
Philo fra Alexandria (20 f.Kr. til 50 e.Kr.) skriver: »Desuden er hverken Palæstina eller Syrien blottet for eksemplarisk visdom og dyd.« Every Good Man is Free, kap. XII (75), s. 689
Den romerske geograf Strabo (23 e.Kr.) omtaler jødernes udvandring fra Egypten til Palæstina, som han hørte om fra jøder i Alexandria.
Josephus (ca. 100 e.Kr.): »Hvad angår det, der er overgået jøderne, såvel i Egypten som i Syrien og i Palæstina, og hvad vi har lidt under assyrerne og babylonierne, ...« *Antiquities of the Jews*, bog 20, kap. 11, s. 426
Desuden henviser ti kristne forfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse (alle efter år 135 e.Kr.) til Palæstina. Det drejer sig om Justin Martyr, Theophilus af Cæsarea (i brevets titel), Clemens af Alexandria, Tertullian, Hippolytus, Origenes, Julius Africanus, Dionysius af Alexandria, Gregor Thaumaturgus og Pamphilus.
Da den romerske kejser Hadrian nedkæmpede det andet Bar Kochba-oprør i årene 132-135 e.Kr., forviste han jøderne fra landet og omdøbte området til Syrien-Palæstina (Chris J. Seeman, »Judea«, Dictionary of NT Background [Downers Grove, IL: InterVarsity Press, 2000], 624).
Spørgsmål: I 1 Mos 10,22 og 1 Mos 22,21 – blev Aram angiveligt født to gange, som det skeptiske værk *Asimov’s Guide to the Bible* på side 88 hævder?
Svar: Nej, men der er to mulige svar:
Flere personer: Der var ikke blot to, men tre personer i Bibelen ved navn Aram.
1. 1. Mosebog 10:22 siger, at Aram i Syrien var en efterkommer af Sem. (Det hebraiske ord er det samme for søn og efterkommer, ligesom det hebraiske ord er det samme for far og forfader.)
2. Første Mosebog 22:21 nævner Aram, som var efterkommer af Kemuel (Abrahams nevø), som var af Nahor, som var af Terah, som var efterkommer af Sem.
3. Langt senere, i 1. Krønikebog 7:34, nævnes en Aram, søn af Shamer, fra Asers stamme.
Også i *Wycliffe Bible Dictionary* s. 122 og *The New International Dictionary of the Bible* s. 74 nævnes der tre personer.
Én person: Bemærk, at de to Aram i 1. Mosebog 10:22 og 22:21 begge er efterkommere af Sem. De kunne altså faktisk være én og samme person, idet folketabellen nævner Sem som en forfader til Aram.
Spørgsmål: Havde menneskene i 1. Mosebog 11 et så »lavt« begreb om himlen, at de kunne forsøge at bygge Babels tårn helt op til den?
Svar: Dette var ikke Moses’ opfattelse, men derimod opfattelsen hos de mennesker, der byggede tårnet. Første Mosebog 11 beretter, uden at godkende det, om nogle af menneskenes tåbelige ideer. Naturligvis kunne det, der er en tåbelig idé for masserne, være en klog manøvre for præsterne for at sikre, at folket nærede ærefrygt for dem.
NIV Study Bible, s. 23, nævner andre pyramider/ziggurater, som arkæologer har fundet med lignende prætentiøse navne.
Larsa: Huset for forbindelsen mellem himmel og jord
Borsippa: Huset for de syv vejledere i himlen og på jorden
Asshur: Huset for universets bjerg
Babylon: Huset for himlens og jordens fundamentplatform
I den babylonske Enuma Elish VI, linje 55-64, står der, at Babylon blev bygget af guderne i himlen som en himmelsk by. Babili betyder »Guds port«.
Spørgsmål: Hvad var det syndige ved opførelsen af Babels tårn i 1. Mosebog 11?
Svar: Det var ikke selve opførelsen af en bygning, men den arrogante motivation, der lå i den (tåbelige) tro på, at de kunne stige op til himlen på egen hånd. Kernen i meget af afgudsdyrkelsen er troen på, at mennesker bør være religiøse, som de vil, på »deres egen måde«, i stedet for at søge den ene sande Gud. Guds reaktion synes ikke at være en straf, men snarere et forsøg på at forhindre dem i at begå yderligere ondskab. Kloge forældre ønsker ikke, at deres børn fuldstændigt ignorerer loven og deres egne befalinger, og Gud ønsker heller ikke, at de mennesker, han har skabt, gør det.
Spørgsmål: Hvad ved vi om det sumeriske sprog i 1. Mosebog 11?
Svar: Sumerisk blev skrevet med kileskrift, og det er ikke et indoeuropæisk sprog. Det har visse ligheder med tyrkisk, ungarsk og nogle sprog i Kaukasusbjergene. Forskere kan i dag læse sumerisk, og de ved, hvordan ordene blev udtalt. Sumerisk havde ingen f-, i-, j-, th-, blødt ch-, v-, w- eller umlaut-lyde. De havde en »ng«-lyd (ligesom kantonesisk og vietnamesisk), og de havde ikke bøjninger i slutningen af ordene som de fleste indoeuropæiske sprog. Der fandtes også en række sumeriske dialekter. Ligesom der fandtes gamle versioner af engelsk og kinesisk, var der fire perioder i sumerisk: arkaisk, klassisk, nyt og post-sumerisk. Abraham levede i en tid, hvor man talte »nyt sumerisk«.
Hebraisk har nogle sumeriske låneord, der kom via akkadisk. Ligesom sumerisk havde hebraisk ingen »j«-lyd.
Spørgsmål: Var 1. Mosebog kapitel 11 ude af rækkefølge?
Svar: Nej, intet tyder på, at det var ude af rækkefølge. Tænk over det. Hvis hele menneskeheden blev udslettet bortset fra otte personer, der var i familie eller indgiftede, er det meget sandsynligt, at de alle talte det samme sprog. Men på et eller andet tidspunkt ville folk begynde at tale forskellige sprog, og det ville ske omkring det tidspunkt, hvor de blev geografisk isolerede. Som en interessant sidebemærkning mener ikke-religiøse sprogforskere, at de kan spore alle indoeuropæiske sprog (fra keltiske sprog til tysk, til græsk og endda sanskrit) tilbage til en fælles oprindelse, som de mener blev talt i Ukraine omkring 4.000 f.Kr.
Spørgsmål: Hvorfor var der ét sprog før Babel i 1. Mosebog 11:1-9, når 1. Mosebog 10:5, 20 og 31 siger, at der var mange sprog, som opstod efter syndfloden?
Svar: Begge dele er sande, for 1. Mosebog 10 fortæller, hvordan stammerne spredte sig både før og efter Babel. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. Mosebog 10:5 angiver, at det fortæller, hvordan havfolkeslagene »spredte sig ud i deres områder«. Denne spredning fandt sted efter Babel.
1. Mosebog 10:20 angiver ligeledes, at der henvises til Hams sønners områder, og at hamiternes flytning til deres områder fandt sted efter Babels tårn.
1. Mosebog 10:31 er næsten identisk med 1. Mosebog 10:20, bortset fra at det henviser til Sems sønner.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 11:5 og 1. Mosebog 18:21 – da Gud er overalt – hvordan kunne »Herren da stige ned for at se byen...«?
Svar: Dette er et udtryk, der skal formidle, at Gud lagde særlig mærke til byen.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 11:7: Var de tidlige trosretninger, så vidt vi ved, altid polyteistiske, og var monoteismen en senere udvikling, som den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible* på side 18 hævder?
Svar: Nej. Så vidt vi ved fra historien, var den tidlige kinesiske religion monoteistisk, ligesom nogle andre sydøstasiatiske kulturer. Det tidlige kinesiske navn for denne monoteistiske Gud var Shang-di, som i dag bruges om Gud i kinesiske bibler.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 11:7-9 – var sprogforvirringen ved Babels tårn hentet fra den græske fortælling om Aloadae?
Svar: Origenes (230–254 e.Kr.) undersøgte dette i *Origenes mod Celsus*, bog 4, kap. 21, s. 505, og konkluderede, at det ikke kunne være tilfældet, fordi:
a) Han (eller vi) kendte ingen græker, der havde hørt om dette før Homer.
b) Homer levede flere århundreder efter Moses.
Der er for øvrigt modstridende oplysninger om, hvornår Homer levede. Den antikke græske historiker Aristarchos angiver 1044 f.Kr., autoriteter hos Philostratos angiver 1159 f.Kr., og i pseudo-Herodots *Homers liv* angives det som 1102 f.Kr. I modsætning hertil sagde historikeren Theopompus, at Homer levede så sent som 685 f.Kr. Herodot siger, at det ikke var tidligere end omkring 730 f.Kr. Udvandringen fandt sted omkring 1447 f.Kr.
Theophilus til Autolycus (168–181/188 e.Kr.), bog 3, kap. 20, s. 117, påpeger også, at »det er bevist, at Moses og hans tilhængere levede 900 eller endda 1000 år før den trojanske krig.« Den trojanske krig fandt imidlertid sted ca. 250 år senere, ikke 900 til 1000 år senere.
Konklusion: Enten overtog grækerne historien fra de tidligere hebræere, eller også overtog grækerne historien fra et andet sted uden for Grækenland, eller også er de græske og bibelske beretninger baseret på den samme begivenhed.
Spørgsmål: Var det forkert i 1. Mosebog 11:9 at udlede navnet »Babel« fra det hebraiske ord balal, der betyder »blandet, forvirret eller forvirret«, fordi Bab-ilu på babylonisk betyder »Guds port«, som det står i den skeptiske bog Asimov’s Guide to the Bible, s. 55?
Svar: Nej. Asimov antager, at Babel ligger på det sted, hvor byen Babylon lå. Bibelen siger ikke, at babylonierne eller sumererne sagde, at det skyldtes, at sprogene var blandede, forvirrede eller forvekslede. I stedet siger Første Mosebog, at uanset hvor Babel lå, kunne folkene efterfølgende (herunder hebræerne, der læste Første Mosebog) kalde det Babel, fordi sprogene var forvirrede dér.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 11,10, hvor gammel var Sem, da syndfloden kom?
Svar: Her er, hvad man kan udlede af skrifterne, og derefter konklusionen:
Første Mosebog 11:10 siger, at Sem var 100 år gammel to år efter syndfloden.
I 1. Mosebog 5:32 står der, at Ham, Sem og Jafet blev født, da Noah var 500 år gammel.
I Første Mosebog 7:6 står der, at Noah var 600 år gammel, da syndfloden kom over jorden.
Intet i Skriften tyder på, at Ham, Sem og Jafet var trillinger. Første Mosebog 5:32 var et rundet tal; de tre blev født, sandsynligvis én ad gangen, da Noah var omkring 500-600 år gammel.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 11:18-24 nogen ikke-bibelske optegnelser om Reu, Serug og Nahor?
Svar: Ingen kan forvente, at vi har uafhængige optegnelser om hver enkelt person. I dette tilfælde har vi dog sandsynligvis en uafhængig optegnelse. De assyriske krøniker nævner landsbyer i det moderne Syrien ved navn Paligg, Reu, Sarugi og Nakhur. Mari-optegnelserne nævner også Nakhur.
Spørgsmål: Hvad er oprindelsen til navnene »Abram« og »Abraham« i 1. Mosebog 11:27 og 1. Mosebog 17:5?
Svar: Navnets oprindelse er usikker. Det er et vestsemitisk navn og betyder sandsynligvis »faderen er ophøjet« eller »den ophøjede fader«. På tavler, der er bevaret fra byen Mari (2800–1760 f.Kr.), findes navnene Noa, Abram, Laban og Jakob. Navnet »Abraham« betyder »mange folks fader« eller »en mangfoldigheds fader«.
Spørgsmål: Hvordan påvirker navne, kælenavne og titler på en subtil måde mennesker i 1. Mosebog 11:27 og 17:5?
Svar: De kan gøre mindst otte ting:
De informerer og giver en fremmed et første indtryk af en persons job eller betydning. I en virksomhed, jeg arbejdede i, havde størstedelen af medarbejderne – og alle, der havde en vis erfaring – titlen »vicepræsident«.
Overbevise folk om, at man kan udføre jobbet. Hvorfor skulle man ansætte en person med en kandidatgrad til et job, når man kunne få en med en ph.d.? Af alle historiens erobrere er det interessant, at »Vilhelm Erobreren« var en af de meget få, der fik dette tilnavn. Selvom han erobrede England, Skotland og senere Irland, var der så mange gange, hvor det var på vippen, om hans hær ville sejre eller blive udslettet.
Mind os selv og andre om, hvem vi egentlig er.
Gør det klart for andre, der allerede kender os, præcis hvad vores primære identitet er.
Skjul for andre, præcis hvad vi laver. Tænk på en »rådgiver« hos Planned Parenthood eller nazisternes arvelige sundhedsdomstole og ægteskabelige sundhedslov.
Nedgør andre ved at udtale deres navn forkert eller give dem et nedsættende kælenavn. Bloody Mary, eller Mary I (1516–1558), var datter af Henrik VIII og den katolske dronning af England. Efter at nogle protestanter havde forsøgt at myrde hende, lod hun 280 protestanter brænde på bålet og forsøgte at dræbe eller forvise endnu flere. Efter at hun døde af sygdom, blev de fleste katolikker i England forvist eller dræbt.
Vær en spøg, som f.eks. Robin Hoods ven »Little John« eller Chicago Bears-fodboldspilleren »Refrigerator Perry«. (At tackle ham var som at tackle et køleskab). Countrysangeren Johnny Cash havde en interessant ballade kaldet »A Boy Named Sue«.
Løft andre op i deres egne eller andres øjne. Tænk på Alexander den Store, Alfred den Store, Otto den Store, Suleiman den Storslåede eller Ivan den Store (kaldet Ivan den Grusomme af sine fjender). På den anden side kunne man fremhæve deres grusomhed. Rumænere forsøgte at overtale muslimer til ikke at forsøge at invadere Rumænien, fordi deres konge hed Vlad Spidderen. Der var også den tyrkiske hersker Selim den Grumme, der massakrerede mange alawitter.
Lejlighedsvis kan en kinesisk mor give sit sidste barn kælenavnet »duo duo«, hvilket betyder »mere«. Dette kan betyde en ekstra velsignelse, eller det kan betyde en utilsigtet, uønsket ekstra byrde.
Spørgsmål: Lærer 1. Mosebog 11:27, at Abram, Nahor og Haran blev født i en bestemt rækkefølge?
Svar: Selvom nogle fejlagtigt tror, at en liste i Bibelen altid angiver, hvem der blev født først, er det ikke sandt. For eksempel er Zedekias i 1 Krønikebog 3:15 opført som Josias’ tredje søn, og Sallum/Joahaz som den fjerde. Men da Jehoahaz blev konge i 609 f.Kr., var han 23 år gammel, og Zedekias var kun ti år gammel. Et andet eksempel er, at Ham nævnes før Jafet, men 1. Mosebog 9:24 viser, at Ham var yngre. Hvis Bibelen altså giver en liste uden at angive, at den er i rækkefølge, bør vi ikke forsøge at læse noget ind i Bibelen, der ikke står der.
I dette konkrete tilfælde, da Abram var 75 år, da han forlod Haran efter Terahs død (1. Mosebog 12:4), og Terah døde i en alder af 205 år (1. Mosebog 11:32), var Abram ikke den søn, der blev født, da Terah var 70 år. Abram blev først født, da Terah var mindst 130 år.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 11:28, var Abram fra byen Ur, eller var han fra byen Haran i 1. Mosebog 24:4?
Svar: Abram stammede oprindeligt fra Ur i Kaldæa i det sydlige Mesopotamien, men inden han kom til Kana'an, bosatte Abram og hans slægtninge sig først i byen Haran i det nuværende Syrien.
Spørgsmål: Hvorfor nævner 1. Mosebog 11:28 Ur i Kaldea, når Ur var en sumerisk by?
Svar: Dette giver os et fingerpeg om, hvornår dette blev skrevet. Kaldæerne og sumererne i Irak var blevet assimileret på Moses’ tid, og Moses nævnte det land, der i dag er Irak, som det var kendt på hans tid. Desuden nævner Ebla-dokumenterne en by ved navn Uru, som lå i Padan-Aram (det moderne Syrien). Så for helt sikkert at undgå misforståelser stod der »Ur i Kaldæa« i stedet for blot »Ur«.
Spørgsmål: Kunne Abraham i 1. Mosebog 11:28 være rejst fra en anden by ved navn Ur?
Svar: Nej. Der var en by nær Haran ved navn Ur/Urfa (det moderne Edessa), en hettitisk by ved navn Ura i det nordøstlige Anatolien/Armenien og en hettitisk havneby, der også hed Ura, nær Tarsus. Disse byer nævnes dog først 500 år efter Abraham.
Spørgsmål: Hvad ved vi om den mesopotamiske by Ur, bortset fra det, der står i Bibelen, i 1. Mosebog 11:28?
Svar: Vi ved meget om Ur takket være omfattende udgravninger. Byen var sandsynligvis den største i verden på det tidspunkt med en befolkning anslået til 180.000, 200.000 eller 300.000. Den var ovalformet, og byhøjen er 3.000 fod lang og 800 fod bred. Den havde en tretrins ziggurat, der ragede 70 fod op over sletten. Murene var tredive fod høje. Det var en velstående by med spektakulære kunstværker. Befolkningen i Ur var relativt sofistikeret, hvilket fremgår af en matematisk tekst, der omhandler kubikrødder.
Geografi: Ur havde Eufrat-floden på den ene side og kanaler på de andre sider. Jorden var noget alkalisk, men med kunstvanding var den fremragende til hvede og byg. Der var omkring 50 fiskearter i Tigris- og Eufrat-floderne. Der var ingen træer i nærheden, så de importerede træ fra 400 miles væk.
Civilisation: Omkring 40 % af al korn blev brugt til at fremstille øl. Der blev fundet et brætspil. De havde en- og toetagers huse af lersten og uasfalterede gader. Ofte lå der en familiegrav under huset.
Litteratur: Den første sumeriske skrift stammer fra omkring 3.200 f.Kr., 1.200 år før Abraham. Der er fundet 100.000 tavler fra Ur, Umma, Lagash, Puzrish-Dagan og Nippur.
Videnskab: Der blev fundet en matematisk tavle med kubikrødder. De havde ikke et decimalsystem, men brugte i stedet 1, 10, 60, 600, 3.600, 36.000 osv. Et levn herfra er, at vi deler cirkler op i 360 grader. Deres kalender havde 360 dage, og de praktiserede astrologi. Den vigtigste ziggurat var meget velbygget.
Templer: Den vigtigste ziggurat var viet til måneguden (ikke gudinden) ved navn Nanna/Nannar på sumerisk og Sin på akkadisk/semitisk. Den vigtigste ziggurat havde tre etager. Den nederste, der målte 210 x 140 x 20 fod, blev bygget af Ur-Nammu og Dungi. Ur-Nammu levede omkring Abrahams tid. Nabonidus (ca. 560 f.Kr.) byggede det andet niveau, og en lille bygning udgjorde det tredje niveau. Der var templer til E-num-mah, Nirgal/Ningal (Nannas hustru) og Nannars helligdom.
Historie: Den første dynasti i Ur (2600–2500 f.Kr.) havde konger ved navn Mesanepada og Aanepada. Gutierne erobrede Ur og regerede byen fra 2150 til 2070 f.Kr., indtil Ur-Nammu fortrængte dem og grundlagde det tredje dynasti i Ur. Befolkningen i Ur plyndrede Susa, den elamitiske hovedstad, omkring 50 år senere. Abraham forlod Ur før 2000 f.Kr., på et tidspunkt hvor Ur muligvis fremstod som et af de sikreste steder at bo. I 2004 f.Kr. (nogle siger 1950 f.Kr.) plyndrede elamitterne Ur, og byen Ur genvandt aldrig sin tidligere betydning. Så hvis Abraham havde været ulydig mod Gud og var blevet i Ur, ville enten han eller hans efterkommere sandsynligvis være blevet gjort til slaver eller dræbt.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 11:31, drog Abram da til Kana’an fra Ur, eller fra Haran, som der står i 1. Mosebog 12:5?
A: I 1. Mosebog 12 står der ikke, at Abram befandt sig i Haran, da Gud kaldte på ham. Der er ingen henvisning til, at 1. Mosebog 11:31 kronologisk set kommer før 1. Mosebog 12. Mange moderne biografier er strengt kronologiske, men der er intet krav om, at de skal være det, og ofte var det ikke strengt kronologisk i Det Gamle Testamente og evangelierne. Vi kan kun være sikre på, at det var meningen, at det skulle være i kronologisk rækkefølge, når forfatteren udtrykkeligt angiver, at det er i kronologisk rækkefølge. Første Mosebog 24:4 siger ikke »mit fødeland« på hebraisk, men snarere »mit land«, hvilket betyder det sted, hvor Abram boede i en periode, og hvor hans nærmeste slægtninge stadig boede.
Spørgsmål: Hvorfor valgte Gud i 1. Mosebog 12:1, 28:10-15 og 32:22-32 jøderne i stedet for kineserne eller nogen andre?
Svar: Først og fremmest har Gud ret til at vælge, hvem Han ønsker. Her valgte Gud ikke et folk, men snarere én mand: Abraham. Senere blev pagten og efterkommere tilregnet gennem Isak i 1. Mosebog 17:21 og 21:12. Senere blev Jakob udvalgt i 1. Mosebog 28:10-15. Abraham var villig til at forlade sin kultur og by (Ur), som sandsynligvis var den største by (100.000 til 180.000 indbyggere) og den mest civiliserede by på jorden på det tidspunkt. Mange mennesker har et vist ønske om at gøre det rette, men færre velhavende mænd ville være villige til at ofre deres tilknytning til deres kultur og religion for at følge Gud frem for alt, selv til et sted, han ikke kendte (Hebræerbrevet 11:8).
I dag lærer Romerbrevet 10:12 og Galaterbrevet 3:28 os, at der for Gud ikke er nogen forskel mellem troende, der er jøder, og troende, der ikke er jøder.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 12:1 noget bevis uden for Bibelen på, at den sande Gud åbenbarede sig for nogen andre i Abrahams tid eller før?
Svar: Ja. Først to baggrundsfakta fra Bibelen, og derefter svaret.
B1. I 1. Mosebog 14:18-20 var Melkisedek konge af Salem og præst for den Højeste Gud, som han kaldte El Elyon. Vi vil dog ikke medregne Melkisedek, da han kun nævnes i Bibelen, og Melkisedek kunne have været en præinkarneret fremtræden af Kristus.
B2. I 1. Mosebog 24:50 troede Abrams slægtninge i Syrien (blandt arameerne) på Herren.
Svaret:
A1. Ugaritiske tekster (fra den kultur, der fandtes i det nuværende Syrien og Libanon) nævner også en personlig Gud ved navn »El« og brugte udtrykket »El Elyon« om den Højeste Gud, ligesom Melkisedek gjorde. Desværre var der i den ugaritiske kultur tale om synkretisme, og de endte med kun at tilbede »El« som én gud blandt mange.
A2. I Kina, før buddhismen kom lige efter Kristus, og før konfucianismen og taoismen opstod et par hundrede år før Kristus, tilbad man en række afguder. Men før det tilbad man én højeste Gud, som man kaldte Shang-di. De tidligste skriftlige henvisninger til Shang-di i Kina dateres til 2600 f.Kr., hvilket er omkring 400-500 år før Abraham! Desværre besluttede man under Zhou-dynastiet, omkring 1000 f.Kr., at ingen var værdig nok til at tilbede Shang-di undtagen kejseren, og tilbedelsen af Shang-di blandt folket uddøde. For et par århundreder siden var de kristne i Kina stærkt uenige om, hvorvidt den kinesiske bibel altid skulle bruge den generiske betegnelse for guddommen, Shen, eller også bruge det gamle ord Shang-di. Sidstnævnte parti sejrede, og kinesiske bibler bruger både Shang-di og Shen.
Den kinesiske kejser tilbad Shang-di ved at ofre en tyr på et hvidt marmoralter under »Grænseofferet«, som blev nedskrevet af Konfucius i Shu Jing (Historiebogen), hvor han nævnte, at kejser Shun (2256–2205 f.Kr.) udøvede denne praksis. Den ophørte i 1911 e.Kr. Her er et uddrag af det, der blev sagt under ofringen:
»I oldtiden, i begyndelsen, herskede det store kaos, formløst og mørkt. De fem elementer [planeterne] var endnu ikke begyndt at kredse, og hverken solen eller månen skinnede. Du, o Åndelige Hersker, adskilte først de grovere dele fra de renere. Du skabte himlen. Du skabte jorden. Du skabte mennesket. Alle ting med deres forplantningsevne fik deres eksistens.” For mere information om Shang-di, se en artikel af Ethel Nelson i Creation ex Nihilo, bind 20, nr. 3, juni-august 1998, s. 50-53.
Koreanerne har en lignende gammel tradition om en Shang-di, som de kalder Hananim. En gammel koreansk Tan-gun-tradition fortæller, at Hananim havde en søn, der ønskede at leve blandt mennesker. Du kan læse mere om Shang-di, Hananim og andre tidlige åbenbaringer, der tilsyneladende stammede fra den sande Gud, i bogen *Eternity in Their Hearts*.
Spørgsmål: Hvordan holdt Gud sine løfter til Abraham i 1 Mos 12:1-3,7?
Svar: Gud holdt dem ubetinget, uanset hvad Abraham gjorde.
Gud gjorde Abraham til et stort folk. Faktisk var Abraham stamfader til både israelitterne og mange af araberne. (1. Mosebog 12:2)
Gud ville velsigne Abraham. Abraham levede og døde som en meget velhavende mand og fik desuden mange efterkommere. (1. Mosebog 12:2)
Gud gjorde Abrahams navn stort. Hans navn nyder stor anseelse overalt, hvor der findes kristne, jøder og muslimer. (1. Mosebog 12:2)
Gud vil velsigne dem, der velsigner Abraham, og forbande dem, der forbander Abraham. Lande, der har taget imod jøder, har oplevet en stor velsignelse, og dem, der har forbandet dem, såsom Nazi-Tyskland, har lidt meget. (1. Mosebog 12:3)
Abrahams efterkommere har haft Palæstina i deres besiddelse. (1. Mosebog 12:7)
Spørgsmål: Taler Gud her i 1. Mosebog 12:1-5 til Abram, eller er dette en gentagelse af det, Gud sagde til Abram i 1. Mosebog 12:4b-9?
Svar: Dette er ikke en gentagelse. I 1. Mosebog 12:1-4a befalede Gud Abram at gøre noget uden at sige, om Abram gjorde det eller ej. 1. Mosebog 12:4b-9 fortæller os, at Abram gjorde, hvad Gud sagde, bortset fra at Abram også tog Lot med.
Spørgsmål: Kunne Abraham i 1. Mosebog 12 have skrevet det, som mormonerne betragter som hellig skrift, nemlig »Abrahams Bog«?
Svar: Nej. Først lidt baggrund om mormonernes »Abrahams Bog« og betydningen af forfalskningen, og derefter bevis for, at det er en forfalskning. Dette materiale er hentet fra tidligere skrevet materiale om mormonismen.
Baggrund:
Mormonernes »Abrahams Bog« er en del af den mormonske hellige skrift »Den dyrebare perle«. Den danner grundlag for den mormonske anti-sorte doktrin, som forhindrede sorte i nogensinde at opnå det mormonske præstedømme. Den anti-sorte doktrin blev ændret (af den mormonske gud?) i 1978.
Den mormonske »Abrahams Bog« blev skrevet på baggrund af gamle egyptiske skriftruller, som Joseph Smith fik fat i i juli 1835, og som han hævdede indeholdt skrifter af Abraham og Josef. Han kunne ikke læse oldegyptisk, hvilket kun få kunne på det tidspunkt. Han proklamerede, at Gud på guddommelig vis havde inspireret ham til at oversætte nogle af disse skriftruller til engelsk, og således opstod den mormonske »Abrahams Bog«.
Disse egyptiske skriftruller blev engang anset for at være gået tabt og ødelagt, men elleve af dem blev fundet på Metropolitan Museum i New York og overdraget til den mormonske kirke i 1967.
Betydningen af svindlen:
Mormons Bog siges at være oversat fra det samme sprog som Abrahams Bog. Hvis Joseph Smith ikke kunne oversætte den ene, så oversatte han heller ikke den anden, og ingen af hans skrifter kan betragtes som troværdige. Desuden, hvis skriftrullen er en hedensk skrift til en afgudsgud, ville Joseph Smith være en profet, seer og åbenbarer for sin vejleder, skriftrullens afgud.
Her er, hvad Joseph Smith udtalte om oversættelsen: »En oversættelse af nogle gamle optegnelser, som er faldet i vores hænder fra katakomberne i Egypten. – Abrahams skrifter, skrevet med hans egen hånd på papyrus.« »Den dyrebare perle«, s. 29.
Bevis for svindlen:
Der er tre måder, hvorpå vi ved, at dette er de egyptiske skriftruller, som Joseph Smith forsøgte at oversætte.
1. Tre af de fire håndskrevne originalmanuskripter til Abrahams Bog havde egyptiske hieroglyffer i margenen. Af de godt 80 egyptiske hieroglyffer på skriftrullen var der henholdsvis 20, 13 og 10 hieroglyffer på manuskripterne nr. 1, nr. 2 og nr. 3. Hvor der var huller i skriftrullen, blev der tilføjet henholdsvis 7, 6 og 6 rekonstruerede hieroglyffer på de tre manuskripter. Ud fra dette kan vi med sikkerhed sige, at denne egyptiske skriftrulle var den, som Joseph brugte.
2. Joseph opfandt en grammatik for det egyptiske sprog. Den indbundne bog på 34 sider, kaldet »Det egyptiske alfabet og grammatik«, er stadig i kirkens besiddelse. Denne sprogbog illustrerer mange af de egyptiske hieroglyffer fra skriftrullen. En meget lignende engelsk »oversættelse« findes i »Det egyptiske alfabet og grammatik« som i Abrahams Bog. Nogle betragter dette som et af de mere skadelige fakta mod den inspiration, Joseph hævdede at have haft.
3. Billederne i begyndelsen af både den egyptiske skriftrulle og Smiths *Abrahams Bog* er de samme. Den eneste forskel er et sted på det egyptiske billede, der er skitseret med blyant, men som er udfyldt på det mormonske billede. Ikke alene er billederne kopieret på samme måde, men billedteksterne i billede nr. 2 og nr. 3, der henviser til de egyptiske afguder, er også kopieret ind i den mormonske skrift.
Den faktiske oversættelse:
Smith troede, at han oversatte disse hieroglyffer. Læs den faktiske oversættelse af dr. Klaus Baer på næste side. (Dialogue: A Journal of Mormon Thought: Efterår 1968, s. 119-120.)
»Osiris skal føres ind i Khons’ store bassin – og ligeledes Osiris Hor, den retfærdige, født af Tikhebyt, den retfærdige – efter at hans arme er blevet lagt på hans hjerte, og Åndedrætsbevillingen (som [Isis] har fremstillet og som har inskriptioner på indersiden og ydersiden) er blevet svøbt i kongeligt linned og placeret under hans venstre arm tæt på hans hjerte; resten af hans mumiebind skal svøbes over den. Den mand, for hvem denne bog er blevet kopieret, vil ånde for evigt, ligesom gudernes bas gør.” (Bas er sjæle.) På s. 111 udtalte dr. Baer: »Joseph Smith troede, at hans papyrus indeholdt Abrahams Bog.«
Smith oversatte tusindvis af engelske ord fra disse hieroglyffer. Joseph sagde, at dette var Abrahams skrift og hans guds ord. I virkeligheden var det en variant af Dødebogen – en hedensk egyptisk magibog fyldt med hedenske guder og gudinder, som ofte blev begravet sammen med mumier.
Dr. Richard Parker fra Brown University skrev i et personligt brev til Marvin Cowen dateret 9. januar 1968: »5. Jeg har set Joseph Smiths egyptiske alfabet og grammatik. Fortolkningen af de tegn, der angiveligt er egyptiske, har ingen lighed med den betydning, som egyptologer tillægger dem.«
For halvtreds år siden sagde dr. A.B. Mercer: »Enhver af mine elever, der udviste en så absolut uvidenhed om egyptisk som Smith gør, kunne umuligt forvente at få mere end nul i en eksamen i egyptologi.« (Improvement Era, bind 16, s. 615.) Dette gælder stadig i dag.
Dr. John A. Wilson sagde: »... for mit vedkommende ser jeg stykker af to eller muligvis tre forskellige papyrer, og hver eneste af dem ligner en traditionel Dødebog.« (brev af 5. januar 1968.)
Detaljer om billederne
Lad os nu se på de tre billeder i Abrahams Bog og de tilhørende billedtekster fra en af rullerne og Times and Seasons, bind 3.
Teksten og billederne er typiske egyptiske begravelsesscener med egyptiske afguder. Joseph lærte, at disse billeder forestillede Abraham og den sande Gud.
Faksimile nr. 1:
Hor, den retfærdige søn af indehaveren af de samme titler.
Faksimile nr. 2
Giv, at Osiris Sheshonks sjæl må leve
Jeg (Min) er en parrende tyr uden lige.
Må denne grav aldrig blive skændet.
Faksimile nr. 3
O guder af . . ., guder i hulerne, guder i syd, nord, vest og øst, skænk Osiris Hor velstand og retfærdighed
Konklusion:
Smiths gud bedrog ham. Joseph Smiths oversættelse er værdiløs. Hvis du søger Herren, kære mormon, beder jeg dig om at forlade Mormonkirken, afvise Josephs svindel og overgive dit liv til den Højeste Gud gennem Jesus Kristus, Hans Søn.
Spørgsmål: Hvordan kunne Abram i 1 Mos 12:4 være 75 år gammel, da han forlod byen Haran efter Terahs død? I 1 Mos 11:26 står der, at Terah var 70 år, da han fik sine tre sønner, og i ApG 7:4 står der, at Abram forlod Haran efter Terahs død, og da Terah døde som 205-årig (1 Mos 11:32), ville hans tre sønner altså være 135 år gamle.
Svar: Medmindre Abram, Nahor og Haran var trillinger (hvilket er usandsynligt), henviser 1. Mosebog 11:26 til, at Terah var 70 år gammel, da han begyndte at få børn. Abram blev først født, da Terah var mindst 130 år gammel.
Spørgsmål: Har arkæologer i 1. Mosebog 12:8 udgravet byen Ai?
Svar: Nej. De har ikke fundet resterne af en lille by, der angiveligt blev fuldstændig ødelagt.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 12,10-19 noget udenbibelsk bevis på, at folk fra Kana’an eller andre dele af Mellemøsten kom til Egypten?
Svar: Ja, det er der. Et gravmaleri i Beni Hasan i Egypten viser »asiater«. Grav 3, der tilhørte Khnumhotep, viser 37 semitter, der kommer til Egypten for at handle. De havde sort hår, spidse skæg, lange kapper, buer og kastestave. I Wycliffe Dictionary of Biblical Archaeology, s. 139, angives dateringen til 1892 f.Kr.
Det vides, at alfabetet først blev brugt af semitter i Egypten i 1800 f.Kr. eller tidligere nord for Luxor. (Se BAR jan./feb. 2000, s. 12)
Kameler på vægmalerier i Hatshepsuts tempel nær Theben kan også dateres tilbage til Abrahams tid.
Spørgsmål: Var det Abraham, der i 1. Mosebog 12:10-19 sagde, at hans kone var hans søster i Egypten, eller var det Isak, der gjorde det i Gerar i 1. Mosebog 26:2-11? (En liberal kristen bragte dette op som et eksempel på en gentagelse, der viser, at flere forfattere skrev 1. Mosebog.)
Svar: Dette er ikke en gentagelse; der er tale om to separate begivenheder. Isak fik sandsynligvis denne dårlige idé fra sin fars eksempel.
Spørgsmål: Godkendte Gud i 1. Mosebog 12:10-20 og 1. Mosebog 20:1-18, at Abram løj?
Svar: Nej. Bibelen beretter ærligt om det, men godkendte aldrig Abrams løgn på grund af hans manglende tro på Guds beskyttelse. Selv store Guds mænd synder stadig, og derfor bør vi ikke miste modet, når vi synder.
Gud velsignede Abraham på grund af hans tro, ikke fordi han var syndfri, men på trods af hans synd.
Kun Gud er fuldkommen. Vores mål er at stræbe efter fuldkommenhed, som vi først vil opnå i himlen. Se diskussionen om 1. Mosebog 19:30-36.
Spørgsmål: Hvilke andre beviser har vi i 1. Mosebog 12:16 for, at der fandtes kameler i Mellemøsten uden for Egypten i denne periode?
Svar: Vi har mindst fire beviser:
1. En sumerisk tekst siger: »O Dummuzi, giv mig kamelmælk – kamelmælken er sød, kamelens fløde er sød« (Oppenheim, A. (1960) Chicago Assyrian dictionary, bind 7)
2. En plade fra Tell Asmar i Irak, dateret til 2500–2000 f.Kr., viser en rytter på en dromedar (Dostal, W. (1959) »The Development of Bedouin Life in Arabia Seen from Archaeological Material.« I A. Abdalla et al., Studies in the History of Arabia, bind 1, s. 16, 13)
3. Et segl fra Syrien fra det 18. århundrede f.Kr. viser to personer, der rider på en baktrisk kamel (Porada, E. (1977) »A cylinder Seal with a Camel in the Walters Art Gallery.« Journal of the Walters Art Gallery 36).
4. En syrisk liste fra det 18. århundrede f.Kr. nævner »én [mål] som foder til kamelen« (Wiseman, D. (1950) »Ration Lists from Alalakh VII.« Journal of Cuneiform Studies 13).
Se Stephen Caesar, »Science, Scholarship and Scripture – Domesticated Camels in Genesis«, i Christian News, 6. august 2001, s. 17.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 13:1-18, var det Lot, der valgte, hvor Abraham skulle bo, eller gav Gud Abraham det forjættede land at bo i?
Svar: Begge dele. »Samtidighed« er den lære, at Gud bruger begivenheder og mennesker – selv vildledte og onde mennesker – til at fuldføre sin vilje og holde sine løfter. Abram (Abraham) lod Lot vælge enten den østlige eller den vestlige side af Jordanfloden, og Lot valgte den østlige side. Mens Gud lod Abram flytte ind i det generelle område, havde Gud også specifikt planlagt, at Abram skulle få den vestlige side af Jordanfloden. Gud brugte Lots valg til at fuldføre sin vilje.
Spørgsmål: Hvad gør man i 1. Mosebog 13:1-18, når der er uenighed mellem to mennesker eller to parter, og man ikke ser noget håb om at løse uenigheden?
Svar: Det er godt først at samarbejde om at forsøge at løse uenigheden. En ting, der hjælper, er at forsøge at se situationen fra den andres perspektiv. Prøv derefter at hjælpe dem med at se den fra dit perspektiv. Vis dem, hvad dit bedste alternativ er, hvis I ikke når til enighed. Spørg dem, hvad de ville gøre, hvis de var i dit sted. Nogle gange er der, ligesom når man »trækker en tråd gennem en nål«, en måde at finde en mellemvej på og give hver side det meste af det, de ønsker.
Nogle gange er der ingen mulighed for kompromis eller løsning. Nogle gange er adskillelse det bedste, og man skal blot skilles som venner. Når I skilles, skal I gøre det på de bedst mulige vilkår, med tilgivelse, hvis det er nødvendigt. Selvom Abraham og Lot ikke havde nogen uenighed imellem sig, var der ikke græs nok i ét område til begge deres hjorde tilsammen. Så de måtte skilles; der var ingen anden udvej.
Selvfølgelig er forsoning bedre end adskillelse. Men for at forsoning skal lykkes, skal begge parter – ikke kun den ene – være villige til at forsone sig.
Spørgsmål: Hvordan var disse mænd brødre i 1. Mosebog 13:8 og 29:15?
Svar: I 1. Mosebog 13:8 kalder Abram Lot for sin bror, mens Laban i 1. Mosebog 29:15 kalder Jakob for sin bror. Bibelen fortæller, at Abram og Laban udtrykte både deres nære følelser og deres slægtskab, men de var ikke egentlige brødre.
Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 819-820, ser ikke noget problem i dette, men tilføjer, at der i disse tilfælde normalt gives tilstrækkeligt genealogisk materiale, så vi kender det nøjagtige slægtskab. Dette er ikke tilfældet med Jesu brødre, så de var sandsynligvis biologiske halvbrødre.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 13:12, slog Lot sit telt op i nærheden af Sodoma, eller boede Lot i Sodoma i 1. Mosebog 14:12?
Svar: Begge dele er højst sandsynligt rigtige, på forskellige tidspunkter. At være nomade betød, at man let kunne flytte rundt. Lot havde helt sikkert sit telt langt fra Sodoma, før han skiltes fra Abrams gruppe. Senere havde han det helt sikkert tæt på Sodoma og i det omkringliggende område, der var under Sodomas kontrol (det større Sodoma). Derefter boede han i Sodoma (enten i et telt eller et hus). Senere i 1. Mosebog 19:3 havde Lot et hus i Sodoma.
Q: Hvem er disse konger i 1. Mosebog 14:1-2?
Svar: Dette fandt sted omkring 2000 f.Kr., så det er ikke overraskende, at vi ikke kan finde nogle af disse herskere. Elam var imidlertid en stormagt, der havde erobret Abrams by Ur omkring 2004 f.Kr. Shinar er det ord, som både Det Gamle Testamente og egypterne brugte om Babylonien. Chederlaomer lyder som kudur (elamisk for tjener) og Lagamar (en elamisk gudinde). Cheder (=Kudur) var den første del af navnet på mange elamiske konger. Tidal synes at være beslægtet med det hettitiske navn Tudhaliya, og der var mindst fem senere hettitiske konger ved navn Tudhaliya. Byerne Si-da-mu (Sodoma) og I-ma-ar (Gomorra) nævnes i Ebla-tavlerne, der er skrevet 2400–2250 f.Kr. Vi har ingen optegnelser om Arioch af Ellasar, men der findes uafhængige historiske beviser for en konge ved navn Ariochu af Larsa, en vigtig sumerisk by. Desuden står der i *History of Israel*, s. 61, at Arriyuk(ki) eller Arriwuk(ki) er kendt i både Mari og Nuzi som et hurritisk navn.
Ifølge John Warwick Montgomery i *Evidence for Faith*, s. 157, identificerede man tidligere Amraphel med Hammurabi, men dette er forkert. Han siger også, at Arioch foretrækkes frem for Ariochu, fordi Arioch var et almindeligt navn på den tid. Det var et hurritisk navn, ligeledes navnet på en konge af Mari (ca. 1750 f.Kr.), og det forekommer på tavlerne i byen Nuzi (1500 f.Kr.). Da det var et almindeligt navn, kunne et vilkårligt antal konger fra et vilkårligt antal mindre provinser, som er ukendte for den moderne verden, have båret det.
Sammenfattende kan man sige, at disse mærkelige navne kun blev brugt i denne snævre tidsperiode. Det er højst usandsynligt, at nogen ville have skrevet disse navne, medmindre de havde nøjagtig viden om historien på dette tidspunkt.
Spørgsmål: Hvordan kunne der i 1. Mosebog 14:1-2 være »forbund« af konger, der kæmpede mod hinanden?
Svar: Der ville være meget få forbund af konger før den stærke bystat Ur’s fald i 2004 f.Kr. Der ville være meget få forbund efter Hammurabis opstigning i det gamle Babylon omkring 1700 f.Kr. Imidlertid bemærker Montgomery, at forbund var almindelige i perioden mellem elamitterne ødelagde Ur i 2004 f.Kr., og elamitterne angreb Babylon i 1725 f.Kr.
Ingen i Moses’ tid ville forsøge at finde på en troværdigt klingende historie om kongelige forbund, fordi monolitiske imperier dominerede. At nogen nævner sådanne forbund viser, at vedkommende havde et præcist kendskab til den pågældende tidsperiode. Ifølge *Evidence for Faith*, s. 157-164, nævner et brev fundet i Mari koalitioner bestående af ti, femten og tyve konger. Derudover kendes der mindst fem andre forbund.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 14:1-17 noget bevis uden for Bibelen for Sodoma, Gomorra og de andre byer?
Svar: Ja. Der fandtes ingen, før arkæologerne fandt Ebla-tavlerne. De nævner si-dam-mu (Sodoma) og sa-ba-i-im (Zeboiim). (Julius Africanus [200–245 e.Kr.] kalder dette Seboim.) I-ma-er er sandsynligvis Gomorra.
Spørgsmål: Hvad betyder Ashteroth-Karnaim i 1. Mosebog 14:5?
A: Der er to muligheder.
1. Det kunne muligvis betyde Ashtarte med de to horn, da denne gudinde blev afbildet med to horn i Gezer og Bet-Shan.
2. Det betyder mere sandsynligt byen Ashteroth, som ligger tæt på Karnaim, for at skelne den fra andre byer, der er opkaldt efter gudinden.
Spørgsmål: Hvem er horitterne i 1. Mosebog 14:5-6, 36:20 og 5. Mosebog 2:12,22?
Svar: Horitterne kom fra det nuværende Armenien. De blev første gang nævnt i Sargons af Akkad tid i det 24. århundrede f.Kr.
Spørgsmål: Hvordan kunne Abram og hans allierede, der kun talte 318 mænd, i 1. Mosebog 14:14 besejre en invaderende hær bestående af en alliance mellem fire store konger?
Svar: Første Mosebog 14:15 antyder, at der ikke var tale om et regulært slag. Det var sandsynligvis et overraskende natligt angreb udført af beredne tropper mod en uforberedt hær. Der ville være få heste i ørkenen, og kun få mennesker øst for Egypten havde kameler, bortset fra Abraham. Et lynangreb fra beredne tropper ville derfor være fuldstændig uventet fra ørkenen. For det andet var Abraham allieret med tre andre høvdinge, og deres andel i byttet viste, at de også var en del af angrebet. Selvfølgelig kan Gud også have hjulpet til.
Spørgsmål: Hvordan kan Abrams angreb i 1. Mosebog 14:14 sammenlignes med andre overraskelsesangreb i historien?
Svar: Hæren trak sig tilsyneladende tilbage fra Dan til Damaskus, ca. 40 miles (64 km) væk, så Abrams hær vandt »slagmarken«. Lad os se på overraskelsesangreb, angreb mod større hære, og til sidst lad os se på det fra fjendernes perspektiv. Nogle af disse tal stammer fra Encyclopedia Britannica.
Først vil vi se på overraskelsesangreb.
I slaget ved San Jacinto i 1836 gennemførte Sam Houston og 743 uerfarne soldater et angreb om dagen mod 1.800 mexicanske soldater og vandt.
I slaget ved Trenton krydsede Washington Delaware-floden om natten, overraskede de hessiske lejesoldater og tog 1.000 af dem til fange.
I Teutoburgskoven dræbte germaneren Arminius 14.000 erfarne romerske soldater i et overraskelsesangreb.
Lad os nu se på sejre mod alle odds.
I slaget ved Marathon i 490 f.Kr. besejrede 10.000 grækere 20.000 persere.
Ved Cannae i 216 f.Kr. besejrede 56.000 kartaginere (med effektivt anvendt kavaleri) 86.000 romere.
Ved al-Qadissiyat i 636/7 e.Kr. besejrede 30.000 muslimer 120.000 persere.
Ved Pharsalus i 48 f.Kr. besejrede Julius Cæsar og 20.000 soldater Pompejus og 45.000 soldater.
Ved Dorylaeum i 1097 besejrede 70.000 korsfarere 250.000 muslimer og dræbte omkring 30.000 af dem. (Korsfarerne havde rustninger, men på den anden side kan Abrams soldater have haft rustninger, mens den invaderende hær havde taget deres af.)
Alexander den Store mod perserne, Julius Cæsar mod gallerne og helvetierne, Belisarius, Napoleon og andre besejrede også langt overlegne styrker, om end i større skala. Vi har ikke tallene for disse hære, bortset fra at Julius Cæsar kun havde 10.000 mænd, da han invaderede Storbritannien.
Fjendens perspektiv: Forestil dig, at du er en elamitisk soldat, udvalgt til at indgå i en eliteenhed, der skal på en mission langt væk for at straffe Sodoma. Du ved, at der er et stort antal fjender lige uden for dit telt, men de er fanger; ubevæbnede og godt bevogtede. Midt om natten vækkes du af beredne tropper fra en ny, ukendt fjende, der stormer ind og dræber dine kammerater. Ikke nok med det, men hvis de jager dine dyr væk eller befrier og bevæbner fangerne, er du fortabt. Du gør det fornuftige og flygter i den modsatte retning af angrebet for senere at samle dig med dine kammerater.
Selvfølgelig hjalp Gud sandsynligvis, ud over alle disse faktorer, Abrams tropper med at skabe panik og sætte fjenden på flugt. For et endnu bedre eksempel på, at Gud hjalp til med et vellykket overraskelsesangreb, se slaget mellem Gideon og midianitterne i Dommerbogen 7:6-25.
Spørgsmål: Hvad er det interessante ved strukturen i 1. Mosebog 14:17-20?
Svar: Første Mosebog 14:17-20 skildrer fristelsen ved sejren og et møde med to konger. Dette præsenteres som et chiasme, hvilket er et almindeligt poetisk virkemiddel i hebraisk litteratur.
Kongen af Sodoma 14:17
- Kongen af Salem mødte Abraham 14:18
- - Kongen af Salem velsignede Abraham 14:19-20
Kongen af Sodoma tilbød Abraham byttet 14:21
Det ville måske have været lettere for Abraham at afvise Sodomas konges tilbud efter Melkisedeks velsignelse.
Spørgsmål: Hvordan kunne Melkisedek, som formodentlig var en forbandet kanaanit, i 1. Mosebog 14:18-19 være i stand til at velsigne Abraham?
Svar: Melkisedek er en mystisk person i Bibelen. Nogle få har ment, at Melkisedek var en præinkarneret fremtræden af Kristus. Andre siger, at Melkisedek var en gudfrygtig mand (måske kanaanit eller måske ikke), der blot var et forbillede på Kristus. Selv hvis Melkisedek var en kanaanit, er Gud ikke begrænset i at undervise og helliggøre mennesker af enhver nationalitet.
Som en sidebemærkning lagde den jødiske sekt i Qumran stor vægt på Melkisedek som en himmelsk befrier, der vil forkynde Guds frelse.
Spørgsmål: Hvor gammel er byen Jerusalem ifølge 1 Mos 14,18?
Svar: Vi mener, at den blev grundlagt omkring 3000 f.Kr. Tidlige egyptiske krøniker kalder byen »Urusalim«, hvilket antyder, at »salem«-delen af Jerusalem går mindst lige så langt tilbage som »Jebus«-delen.
Spørgsmål: Lærer 1. Mosebog 14:18 om et »Melkisedek-præstedømme« blandt folket, som mormonerne lærer?
Svar: Nej. Første Mosebog 14 nævner kun én person ved navn Melkisedek. Hebræerbrevet 7:23-24 siger, at denne Melkisedek var et forbillede på Jesus. Intet i Bibelen tyder på, at vi i dag har brug for andre præster end Jesus.
Spørgsmål: Hvad er en pagt egentlig i 1. Mosebog 15, og hvad var det usædvanlige ved pagten mellem Gud og Abraham?
Svar: En pagt er en gensidig aftale mellem parter; parterne kan være ligestillede, som i en handelsaftale, eller det kan være mellem en højkonge og en underordnet vasal. Ud over at være en pagt mellem mennesket og Gud var denne pagt usædvanlig, fordi den var et ensidigt løfte fra Gud; Abraham behøvede ikke at gøre noget.
Spørgsmål: Indgik Gud en pagt med Abram her i 1. Mosebog 15, eller i 1. Mosebog 17, efter at Ismael var født? (En liberal kristen fremførte dette som bevis for, at flere forfattere skrev 1. Mosebog.)
Svar: Både den oprindelige pagt i 1. Mosebog 15 og den senere bekræftelse i 1. Mosebog 17 er sande. Måske flere årtier senere, i 1. Mosebog 15, indgik Gud en formel pagt med Abram, fuldstændig med et offer, og lovede ham et barn. I 1. Mosebog 17,2, efter at Ismael var født, bekræftede Gud sin pagt med Abram, og et tegn på denne var omskæringsritualet. Bekræftelsen af pagten var afgørende her, fordi Gud havde brug for at korrigere Abrams tankegang. Abram troede fejlagtigt, at pagtens løfter ville blive opfyldt gennem Ismael.
Et andet eksempel på bekræftelse af en pagt er, at efter at Gud havde tilladt, at israelitterne blev besejret ved Ai, bekræftede de den pagt, de havde indgået ved Ebal-bjerget, i Josva 8,30-35.
Nogle gange bør en kristen, der allerede har indgået en pagt med Gud, også afsætte tid til at bekræfte sin pagt.
Det er interessant at sammenligne, at Gud indgik en pagt med Abraham og bekræftede den lige før Isak blev født. Senere gav Gud et løfte om at sende Messias og bekræftede det over for Johannes Døberen lige før begyndelsen på Jesu offentlige tjeneste.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved Eliezers navn i 1. Mosebog 15,2?
Svar: Måske intet, men i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 2, s. 131-132, står der, at det »næppe kan være en tilfældighed«, at værdien af bogstaverne i Eliezers navn på hebraisk er 318, hvilket er det samme antal krigere, som Abraham havde i 1. Mosebog 14:14.
Spørgsmål: Var det i 1. Mosebog 15:2 almindeligt at udpege en arving, der ikke var af ens egen slægt?
Svar: Vi ved ikke, hvor almindeligt det var, men Nuzi-tavlerne fortæller, at et ægtepar i Ur kunne adoptere en søn, der skulle hjælpe dem i deres alderdom, og til gengæld ville sønnen blive arving.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 15:10, handlede Abraham forkert ved ikke at skære fuglene over i to, som den falske kristne lærer, pastor Moon, lærer i »Det Guddommelige Princip«, 5. udgave, 1977, s. 269, 507?
Svar: Nej. Præsterne måtte aldrig skære fuglene over i to ifølge 3. Mosebog 1:17 og 5:9.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 15:13, var israelitterne i Egypten i 430 år, eller blev de undertrykt i 400 år?
Svar: Begge dele er rigtige. Se diskussionen om Apostlenes Gerninger 7:6 for at forstå, hvordan israelitterne boede i Egypten i 30 år, før de blev gjort til slaver i 400 år.
Spørgsmål: Hvordan kunne israelitterne i 1. Mosebog 15:16 kun være slaver i fire generationer, når de ifølge 1. Mosebog 15:13 var slaver i 400 år?
Svar: I 1. Mosebog 15:13,16 fik Abraham, som sandsynligvis opfattede en generation som 100 år, at vide: 400 år, 4 generationer. Moses levede for eksempel til han blev 120 år.
Spørgsmål: I 1 Mos 15,16 – fandt udvandringen sted i den fjerde generation, eller i den sjette, som 1 Krøn 2,1-9 og Matt 1,3-4 antyder?
Svar: Der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. Det hele afhænger af, hvor lang tid man anser en generation for at vare. Abraham og Sara fik Isak, da de var henholdsvis 100 og 90 år gamle. Det var til Abraham, Gud talte her.
2. Hypotetisk set ville der ikke være nogen fejl, selvom Bibelen havde sagt, at det var et hvilket som helst tal, så længe det samme afsnit havde defineret en generation korrekt. Faktisk defineres »fire generationer« i 1. Mosebog 15:16 som at være i slaveri i nøjagtigt »400 år« i 1. Mosebog 15:13.
Spørgsmål: Hvorfor hævder Bibelen i 1. Mosebog 15:17 og 1. Mosebog 19:23, at solen »går ned« og »står op«?
Svar: Det fortæller jeg dig efter solnedgang. Alvorligt talt: Ligesom vi bruger almindelige idiomer og slang til at udtrykke os, bruger Bibelen også hebraiske og græske idiomer.
Spørgsmål: Hvad er »Egyptens flod« i 1. Mosebog 15:18?
Svar: Det er sandsynligvis ikke Nilen, men en lille bæk kaldet Wadi el-Arish, som ligger i den østlige del af Sinai-halvøen. Det kan enten være Wadi el-Arish eller den østlige gren af Nilen.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 15:18 gav Gud Abrams efterkommere hele landet op til Eufrat-floden, så hvorfor modtog de ikke dette land?
Svar: Davids og Salomos riger strakte sig faktisk helt til Eufrat. Desuden vil de måske få landet i det kommende tusindårsrige.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 16:1 står der, at Abraham og Sarai ikke havde børn. Hvordan kunne Abraham så få flere børn efter Isak? (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim.)
Svar: Første Mosebog 16:1 viser, at det var Sarai, ikke Abraham, der var ufrugtbar. Abraham fik flere børn (med sin kone Ketura), men det gjorde Sarai ikke.
Spørgsmål: Begik Abraham i 1. Mosebog 16:1-4 ægteskabsbrud med Hagar? (et spørgsmål stillet af en muslim)
Svar: Nej, Ismael var ikke resultatet af utroskab; han var ikke uægte. Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
Konkubiner var lovlige: Polygami var tilladt i Det Gamle Testamente, og Sara gav Hagar til Abraham som konkubine. Så det, Abraham gjorde, var »lovligt« i henhold til både det, Gud havde åbenbaret for ham, og den senere mosaiske lov samt datidens mesopotamiske lovgivning.
Lignende eksempler: Desuden er dette ikke så usædvanligt, som det måske forekommer for nogle moderne læsere. Lignende eksempler på en tjenestepige, der træder i stedet for en ufrugtbar hustru, findes i lovene i Hammurabis lovsamling, Nuzi-tavlerne, Alalakh-tavlerne og Mari-tavlerne. Men selvom noget både er almindelig praksis og »lovligt«, betyder det ikke nødvendigvis, at det behager Gud. Første Mosebog 16:4-5 viser, at Sara snart fortrød sin handling.
Hagar var stolt af sin status: Hagar havde ingen indvendinger mod at blive Abrams hustru. Faktisk hånet Hagar senere Sarai (1. Mosebog 16:4,5). I Det Gamle Testamente var det i orden at gifte sig med en fange, men ingen steder blev sex uden for ægteskabet retfærdiggjort som andet end ugudelig umoral.
I modsætning hertil har muslimer lov til at tvinge deres fanger til at have sex med dem, selvom de ikke er gift med dem. Se Bukhari, bind 3, bog 46, kap. 13, nr. 717, 718, s. 431-432, s. 432; bind 9, bog 93, kap. 18, nr. 506, s. 372; Sahih Muslim 2:3371-3374; Abu Dawud, bind 2, nr. 2150, 2167 for yderligere oplysninger.
Konklusionen er, at Gud er hellig, at Abraham ikke var en ægteskabsbryder, og at kristne har en højere standard for hellighed, end Muhammed havde for sine ledsagere i haditherne.
Spørgsmål: Hvilke eksempler kender du fra 1. Mosebog 16:1-4 eller fra historien på, at troende har indgået kompromiser?
Svar: Da Konstantin blev kejser, så det ud til, at kristendommens guldalder på jorden var begyndt.
At Abraham to gange kaldte Sara sin søster (1. Mosebog 12:11-20; 20:1-2)
Akans smukke babylonske kappe, 200 sjekel sølv og en guldklump (Josva 7:20-23)
Kristus til Peter: Gå bag mig, Satan (Mattæus 16:23)
Judas for 30 sølvstykker. Måske for at tvinge Jesus til også at handle. (Mattæus 26:14-16)
Ananias og Saffira, der solgte marken og påstod, at de gav alle pengene. (Apostlenes Gerninger 5:1-11)
Demas, fordi han elskede denne verden (2. Timoteus 4:10)
Martin Luther og jøderne
Slaveriets »normalitet« i Amerika. 1/3 af sydstatsbefolkningen var slaver. Emancipationserklæringen befriede omkring 3 millioner slaver.
En del af kirken i Tyskland og Kina gik på kompromis af frygt
C5-missionærer: Treenigheden
I 1. Mosebog 25:1 giftede han sig med Ketura. Hendes børn, midianitterne, blev senere en torn i øjet på israelitterne. Da Abraham døde, begravede Isak og Ismael ham, men de andre sønner dukkede ikke engang op.
På nationalt plan
Generelt synes folk at være bedre til at følge ordrer end til at spørge, om disse ordrer bør følges.
Indfødte amerikanere: Brud på traktater med siouxerne, da der blev fundet guld i Black Hills i 1874, nez percéerne og andre.
Nez Perce i strid med Walla Walla-traktaten fra 1855, som tildelte stammen 7,5 millioner acres på deres forfædres land og retten til at jage og fiske på landområder, der var afstået til regeringen. Senere blev der imidlertid fundet guld, og hvide nybyggere grundlagde ulovligt byen Lewiston på Nez Perce-stammens land. Nez Perce-krigen, juni-oktober 1877
At man ikke gjorde noget ved de 1,5 millioner dræbte i det armenske folkemord, der begyndte den 5. juni 1915. I 1939 brugte Hitler denne undskyldning til at begynde udryddelsen af jøderne.
Abort: Hvor mange aborter er der foretaget i USA siden 1970? Det korrekte svar er, at vi ikke ved det, da nogle delstater ikke indberettede tallene. Men fra 1970 til 2012 er tallet over 44 millioner. Det svarer til ca. 1/5 til ¼ af alle graviditeter. I Canada var tallet fra 2007 til 2014 720.000. I Europa udgør det ca. 1/3 af graviditeterne. I Asien er tallet også højt.
Spørgsmål: Hvilke lærdomme kan vi drage af, hvorfor andre kristne har indgået kompromiser, som beskrevet i 1. Mosebog 16:1-4?
Svar: Kompromiser skyldes ofte en eller anden motiverende faktor. Det kan være sikkerhed, pengegrådighed eller andre dårlige motiver. Vi kan også indgå kompromiser og mishage Gud ud fra gode motiver, såsom et ønske om at vinde flere mennesker for vores budskab.
Spørgsmål: Hvordan ser syndige kompromiser ud i en kristens liv, som beskrevet i 1. Mosebog 16:1-4?
Svar: Kompromiser kan være både dødbringende og subtile. Mens en frø, der smides ned i en gryde med kogende vand, har fornuft nok til straks at springe ud, vil en frø, der smides ned i lunkent vand, som gradvist bringes i kog, blive der, indtil den koges ihjel.
Fristelser til at gå på kompromis er som snavs eller grus, der kommer ind i dit liv, og de er uundgåelige. Men hvad gør du med gruset? Lader du det inficere dig, eller lader du det blive til en perle og en del af en evig skat? Når du bliver fristet til at gå på kompromis, så glæd dig! Din sejr over det er en mulighed for at behage Herren og få belønning i himlen.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 16:1-4 er »kompromis« i sig selv ikke et dårligt ord; nogle gange er et kompromis i orden. Hvad er forskellen mellem et godt kompromis og et dårligt kompromis?
Svar: Ikke alle nemmere veje er dårlige. Et kompromis er ofte at gå med til ting eller at gøre ting på en måde, man normalt ikke ville ønske at gøre, for at opnå andres samarbejde. Når det gælder ikke-moralske anliggender, i relationer og ofte på arbejdspladsen, er et kompromis en god og nødvendig ting. I kirken kan et kompromis være godt i forhold til ting, der hverken er bibelske eller antibibelske, såsom hvilken slags musik der skal bruges. Men når et kompromis indebærer, at man eksplicit gør ting, der mishager Gud, eller fornægter vores tro, er det bedre at miste forhandlingen, salget, forholdet eller jobbet end at indgå et kompromis. Men et kompromis kan også indebære, at man implicit gør ting, der mishager Gud. Hvad med at stille sin tid, sine penge eller sine evner til rådighed for at hjælpe en velgørenhedsorganisation, der støtter Planned Parenthood? Planned Parenthood er en stor udbyder af aborter.
Spørgsmål: Hvilke kræfter i vores liv i dag, som beskrevet i 1. Mosebog 16,1-4, tilskynder os til at indgå kompromiser på en dårlig måde?
Svar: Der er mange påvirkninger.
Medierne: Internet, tv, film, aviser osv. Hvor mange af jer vidste, at Facebook har udøvet en vis censur af konservativ information? Hvis I bruger AOL, hvor mange af jer ved så, at AOL forsøger at fremhæve alt, hvad der er negativt om kristendommen eller kristne præster?
Love: Kongressen må ikke vedtage nogen lov vedrørende indførelse af religion.
Domstole: Bør et bryggeri have lov til at afskedige en chauffør, hvis den muslimske chaufførs religiøse overbevisning forhindrer ham i at levere alkohol? Bør en domstol i 2015 dømme imod et kristent ægtepar, der ejer et bageri i Oregon, og tvinge dem til at betale mere end 136.000 dollars, fordi de ikke ville lave en kage til et homoseksuelt bryllup?
Arbejde: I nogle job er der pres for at lyve og være uærlig. En kristen leder, jeg kender, blev taget med på en stripklub af sin chef. Nogle gange er der næsten obligatoriske fester, hvor der er masser af alkohol, og man kan føle sig presset til at drikke eller tage et shot.
Nogle gange venner: Jeg mødte en kristen i Dublin, Irland, der havde været alkoholiker det meste af sit liv. Da han blev kristen, vidste han, at han ikke burde drikke sig fuld, men det var svært for ham at bryde med sine gamle vaner, fordi hans venner altid bad ham om at tage med på pubben. Han løste til sidst problemet ved ikke at have penge på sig. Når hans venner spurgte ham, sagde han, at han gerne ville med, men at de måtte betale, fordi han ikke havde penge på sig. Efter en eller to gange holdt de op med at spørge.
Nogle gange familien: I Nordafrika blev en muslimsk teenage-dreng kristen, så hans mor puttede rottegift i hans mad. Nogle gange vil en ægtefælle søge skilsmisse, fordi den anden er blevet kristen eller er holdt op med at gå i sin religiøse menighed. I Utah fortalte Sandra Tanner, at der var mormonske mænd, hun talte med, som sagde, at de vidste, at mormonismen ikke var sand, men at de ikke kunne forlade mormonismen offentligt, fordi deres kone så ville skille sig fra dem og tage børnene med sig. Jeg kender personligt et ikke-religiøst par, der blev gift for mange år siden, og da manden blev kristen, ville konen ikke have intime relationer med ham i et helt år, medmindre han holdt op med at være kristen. Til sidst blev det løst, da hun selv blev kristen. Nogle gange er det mere subtilt, som f.eks. altid at planlægge at tage til søen eller andre aktiviteter søndag formiddag.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 16:1-8 – da Hagar var slave – var Abrahams seksuelle samleje med hende da tvunget voldtægt, ligesom nogle muslimer har tilladelse til at gøre ifølge deres religion? (Se Bukhari-hadither, bind 3, bog 46, kap. 13, nr. 717, 718, s. 431-432)
Svar: I 1. Mosebog 16:3 står der, at Hagar blev Abrams hustru, og hun gjorde tilsyneladende ikke indsigelse. Faktisk var Hagar stolt af sin graviditet og spottede Sarai (1. Mosebog 16:4,5). I Det Gamle Testamente var det i orden at gifte sig med en fange, men ingen steder blev sex uden for ægteskabet retfærdiggjort som andet end ugudelig umoral.
Spørgsmål: Henviser det i 1. Mosebog 16:3; 17:20; 21:13 til, at Hagar, som er Ismaels mor, er en forløber for Muhammed?
Svar: Hagar, Abrahams medhustru, og hendes søn Ismael nævnes i Bibelen. Der hersker dog en vis usikkerhed om, hvorvidt ’Adnan (Muhammeds forfader) stammer fra Ismael. Den berømte tidlige muslimske historiker al-Tabari skriver i bind 6, s. 37: »Genealogerne er enige om vores profet Muhammeds afstamning indtil Ma’add b. ‘Adnan, … men de er uenige om, hvad der kommer derefter.« I sidste ende er dette dog en afledningsmanøvre, for det faktum, at Ismael er nævnt i Bibelen, beviser ikke, at Muhammed stammer fra Gud.
Spørgsmål: Hvad betyder Guds navn El Shaddai helt præcist i 1 Mos 17:1; 28:3; 35:11; 43:14; 48:3; 2 Mos 6:3?
Svar: El-Shaddai er et navn for Gud, der helt bogstaveligt betyder El »Gud« Shaddai »Den Almægtige« ifølge Ungers Bible Dictionary, s. 1000-1001, The New NIV Dictionary of the Bible, s. 309-310, og Wycliffe Bible Dictionary, s. 695. Dette navn var et af de vigtigste navne på Gud, som Abraham, Isak og Jakob kendte. Selv om de var blevet undervist i Guds »personlige« navn, Jahve, åbenbarede Gud sig ikke for dem som Jahve, sådan som han gjorde over for Moses ifølge 2. Mosebog 6:2,3.
Navne på Gud gælder også for Jesus som et medlem af den Hellige Treenighed, men der er intet, der tyder på, at El Shaddai gælder mere for Jesus end for Faderen eller Helligånden.
Det hebraiske ord el blev brugt på en måde, der minder meget om den måde, vi i dag bruger det engelske ord »God/god« på. Vi omtaler den eneste og almægtige Skaber som Gud, vi omtaler en afgud som en »gud« osv. Ordet Shaddai (den Almægtige) uden el bruges i 1. Mosebog 49:25; 4. Mosebog 24:4,16; Rut 1:20,21; 31 gange i Job 5:17-40:2; og Salmerne 68:14; 91:1.
Nogle liberale kritikere hævder, at El-Shaddai stammer fra et hedensk udtryk for »bjerggud«, men der er intet, der tyder på, at Bibelen mener dette.
El Shaddai bruges i Første Mosebog om Abraham i 17:1; om Jakob i 28:3; 35:11; 43:14; 48:3; og om Moses i Anden Mosebog 6:3.
Lignende navne på Gud er El Elyon, »den Højeste Gud«, som Melkisedek brugte (1. Mosebog 14:18; 4. Mosebog 24:16; 5. Mosebog 32:8; 2. Samuelsbog 22:14; Salme 9:2; Esajas 14:14; Klagesangene 3:35,38), El Hai, »den levende Gud«, i Josva 3:10, eller blot El, »Gud«, mange steder.
Spørgsmål: Hvad betyder det i 1. Mosebog 17:3, at Gud er den Almægtige? Gud vælger måske ikke at gøre visse ting, men hvilke fire ting kan Gud ikke gøre?
Svar: Gud kunne have skabt os alle som robotter, hvis han havde ønsket det. Men Gud ønskede at skabe væsener, der havde den frie vilje til at vælge at elske ham eller lade være. Det betyder, at mennesker som Josva kunne vælge at »tjene Herren« (Josva 24:15). Mennesker som farisæerne kunne afvise Guds plan for dem, da de »afviste Guds plan for dem« (Luk 7:30). Nogle kunne »holde fast ved værdiløse afguder« og »forlade hans kærlige hengivenhed« (Jonas 2:8).
Her er fire ting, som den Almægtige Gud ikke kan gøre.
Løgn (Hebræerbrevet 6:18)
Blive fristet af det onde (Jakobsbrevet 1:13)
Fornægge sig selv (2. Timoteus 2:13)
At sværge ved nogen, der er større end ham selv (Hebræerbrevet 6:13)
Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at Abram i 1. Mosebog 17:5 blev omdøbt til Abraham?
Svar: Oprindelsen til navnet Abram er usikker. Det er et vestsemitisk navn og betyder sandsynligvis »faderen er ophøjet« eller »den ophøjede fader«. Navnet »Abraham« betyder »fader til skarer« eller »fader til en skare«.
Dette kunne betragtes som »en vittighed, der er gået i opfyldelse«. Mens Abram betyder »far« – et ironisk navn for en barnløs mand – tager navnet Abraham virkelig prisen, idet det betyder »far til en skare«. Som det udtrykkes i *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 39: »Vi kan næsten høre fniserne, da den barnløse Abram meddelte sine mange hyrder og deres familier, at han fremover skulle kaldes Abraham.« At få børn var særligt vigtigt i det gamle samfund, men man kan godt se, hvordan den barnløse Abrahams tro på Gud gjorde ham til et let mål for latter. Alligevel opfyldte Gud sit løfte, og Abraham i himlen kunne smile ad den spøg, Gud spillede for at opfylde Abrahams inderlige ønske.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 17,5 – hvor alvorligt tror du, at Gud tager det, vi kaldes, og det, vi kalder andre?
Svar: Jeg vil vove at påstå, at Gud tager de navne, vi giver os selv, eller som vi giver andre, mere alvorligt end de fleste mennesker gør.
1. Mosebog 35:10 – Jakob fik et nyt navn: Israel.
I Esajas 62:2 lover Gud sit folk et nyt navn.
Lukas 1:13,60-63. Gud ønskede virkelig, at Johannes Døberen skulle hedde Johannes.
Lukas 1:31 – Englen bad Maria om at give sit barn navnet Jesus. Navnet Jesus/Josva var allerede nævnt i Zakarias 3:8-9.
Mattæus 5:22, hvor man kalder folk tomhjernede, dumme eller luftige
Mattæus 12:35-37: Vi vil blive dømt for hvert eneste tomt ord, vi taler
Åbenbaringen 3:12: De i menigheden i Filadelfia vil få et nyt navn.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 17:5 findes der en kristen sang med teksten »Fortæl mig endnu en gang, hvem jeg er i Dig«. Hvorfor har vi brug for at blive mindet om, hvem vi er?
Svar: Det er ikke, fordi vi helt mister fornemmelsen af, hvem vi er. Det er snarere, at vores primære identitet som Guds børn kan blive fortrængt af alle de sekundære roller, vi har. Vi kan være ægtefælle, forælder, barn, ven, kollega, forbruger, fan og tusind andre ting. Det er ikke nødvendigvis dårligt. Men som troende er vi først og fremmest et Guds barn. Det er vigtigt ikke at glemme det, at identificere de ting, der har en tendens til at få os til at glemme det, og at afbøde deres virkninger.
Spørgsmål: Hvorfor befalede Gud i 1. Mosebog 17,12, at omskærelsen skulle finde sted netop på den ottende dag?
Svar: Det står der ikke i Skriften. Men nyfødte spædbørn har ikke et blod, der størkner lige så godt som hos voksne. Når de har spist og indtaget vitamin K, indeholder deres blod mere protrombin, som bruges til blodstørkning. For babyer, der ikke får vitamin K-injektioner, når protrombinniveauet sit højdepunkt på den ottende dag. Derfor var dette den ideelle dag til at udføre omskærelsen.
Som en sidebemærkning nævner Wycliffe Bible Dictionary på s. 354, at egypterne praktiserede omskæring af drenge; et billede viser, hvordan det udføres på en 13-årig dreng. Der står, at de fleste semitiske folk tilsyneladende praktiserede omskæring. Senere praktiserede etiopierne også omskæring. Araberne, der nedstammer fra Ismael, praktiserede også omskæring før islam. Omskæring blev ikke praktiseret af filisterne, babylonierne, assyrerne og senere edomitterne.
Spørgsmål: Hvilke andre folk praktiserede omskæring ifølge 1. Mosebog 17:12?
Svar: Den græske historiker Herodot skriver i sin »Historie«, bog 2, kap. 104, s. 69, at kun egypterne, etiopierne og kolkerne praktiserede omskæring. Han fremfører, at kolkerne udvandrede fra Egypten. Han nævner også, at nogle fønikere og syrere praktiserede dette, idet han hævder, at de lærte det af egypterne.
Den tidlige forfatter Bardesan/Bardesanes (154–224–232 e.Kr.) siger, at befolkningen i den romerske provins Arabia praktiserede omskæring, men at romerne tvang dem til at ophøre med det, da de erobrede provinsen. Dette fremgår af *The Book of the Laws of Diverse Countries*, s. 730. Efter Jerusalems fald i år 70 e.Kr. blev der i år 130 e.Kr. opført et tempel til ære for Jupiter på stedet af den romerske kejser Hadrian, som også forbød jøderne at udføre omskæring.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 17:17 og 1. Mosebog 18:12, lo Abraham og Sara da af vantro, eller lo Sara af glæde i 1. Mosebog 21:6?
Svar: De to vers supplerer hinanden. Abraham og Sara lo i vantro, før Isak blev undfanget. Nogle gange, når en person virkelig ønsker sig noget, og nogen tilbyder at give det til vedkommende, kan den menneskelige natur være sådan, at man ikke tror på det og ler det væk for at beskytte sig mod skuffelse.
Men Sara lo igen af glæde, da Isak blev født.
Spørgsmål: Hvorfor i 1. Mosebog 17:17 og 1. Mosebog 18:12-15 irettesatte Gud Sara for at le og ikke Abraham?
A: At le af overraskelse, første gang man hører om noget, er noget andet end at le af skepsis senere hen, når man allerede har fået det at vide. Det hebraiske ord for at le, sahaq, betyder begge dele.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 17:19, blev Abrams lovede barn her kaldt Isak, eller var det i 1. Mosebog 21:3?
Svar: Før Isaks fødsel sagde Gud i 1. Mosebog 17:19, at han skulle kaldes Isak. Dette vers angiver ikke, om de gav ham det navn eller ej. Efter Isaks fødsel fortæller 1. Mosebog 21:3 os, at de gav ham navnet Isak. Det er lidt ligesom, da englen Gabriel bad Maria om at give sin søn navnet Jesus, og efter at han var født, adlød de det, som englen havde sagt.
Spørgsmål: Hvorfor omskar Abraham i 1. Mosebog 17:27 alle drenge, der blev født i hans hus, uanset om de var slaver eller frie?
Svar: Abraham var ikke kun interesseret i, at hans egne efterkommere skulle være en del af Guds pagtsfamilie på jorden, men alle i hans husstand. Dette ville betyde, at deres efterkommere også ville være en del af Guds pagtsfolk.
Jøden Philo (15/20 f.Kr. til 50 e.Kr.) gav stort set det samme svar i *Spørgsmål og svar om Første Mosebog*, III (62), s. 863.
Spørgsmål: Tror du, at Abraham i 1. Mosebog 18:1-10 var gæstfri, fordi han indså, at Gud besøgte ham, eller fordi han generelt var gæstfri?
Svar: Vi ser ikke det nøjagtige tidspunkt, hvor Abraham indså, at dette ikke var almindelige besøgende, bortset fra at det var før vers 13 og 14. Hebræerbrevet 13:2 kunne tyde på, at Abraham i første omgang ikke indså dette. Generelt skal vi være gæstfrie, som det står i 1. Petersbrev 4:9.
Spørgsmål: Hvilke risici ville der være for Abraham ved at være gæstfri i 1. Mosebog 18:1-10?
Svar: Abraham var yderst velhavende, så det kunne have været sikrere ikke at lade fremmede muligvis udspionere hans lejr, med antallet af vagter og placeringen af værdigenstande. Det kunne i første omgang have været sikrere at lade en af Abrahams medarbejdere tale med dem, frem for at risikere et bagholdsangreb. Endelig kunne det have været sikrere at tage hen til dem i stedet for at lade dem komme til ham. Men Abraham tænkte tilsyneladende ikke på noget af det. Abraham var en gæstfri mand.
Men Romerbrevet 12:13, Hebræerbrevet 13:2, 1. Petersbrev 4:9 og 1. Timoteusbrev 5:10 påbyder os at være gæstfrie over for fremmede. Det sikreste ville måske være aldrig at være gæstfri, men i så fald må vi vælge mellem det, der ser ud til at være det sikreste, og at adlyde Guds bud.
Spørgsmål: Hvad var kristofanierne og teofanierne i Det Gamle Testamente i 1. Mosebog 18?
Svar: Kristofani er et udtryk, der beskriver en fremtræden af Kristus på jorden, før han blev født af Maria. En teofani er en fremtræden af Gud, hvad enten det er Faderen, Sønnen, Helligånden eller Treenigheden. Da der er uenighed om forskellen mellem en kristofani og en teofani, og det undertiden er uklart, om en engel er en fremtræden af Kristus eller blot en engel, følger her en liste over mulige teofanier i Det Gamle Testamente.
I Edens Have før syndefaldet. (1. Mosebog 1:29-3:24)
Muligvis Melkisedek (1. Mosebog 14:18-20)
Samtalen med Hagar, som så englen (1. Mosebog 16:8-14)
Abrahams tre besøgende (1. Mosebog 18:1-33)
Gud, der viste sig for Abram (1. Mosebog 17:1-2)
Sandsynligvis ikke Jakobs stige, da dette kun var en drøm (1. Mosebog 28:12-15)
Sandsynligvis ikke Jakob, der kæmpede med englen (1. Mosebog 32:30)
Gud viser sig for Jakob ved Betel (1. Mosebog 35:9-15)
Moses og den brændende busk (2. Mosebog 3:2-22)
Den tætte sky (2. Mosebog 19:9)
Ved Sinai-bjerget (2. Mosebog 19:11-12; 24:9,10)
Moses, der ser Guds ryg (2. Mosebog 33:19-20)
Josva og Herrens hærfører (Josva 5:13-15)
Gideon ser en engel (Dommerbogen 6:11-24)
Englen, der viste sig for Samsons mor (Dommerbogen 13:3-5)
Skyen over pagtens ark (1. Kongebog 8:11-13)
Elia i klippespalten (1. Kongebog 19:9-18)
Forladelsen af templet (Ezekiel 10:3-18) og Esajas 6 tæller sandsynligvis ikke med, da der var tale om visioner.
Et centralt punkt er, at i nogle af disse tilfælde, såsom Josva og hærføreren, indså mennesket ikke i første omgang, at det var Gud.
Spørgsmål: Første Mosebog 18 og 19 består af to adskilte dele: 18:1-19 og 18:20-19:33. Hvad er de to ting, der både forbinder og kontrasterer disse to dele?
Svar: Der er tale om to besøg; i det første ønskede et gudfrygtigt ægtepar at få et barn, men kunne ikke. I det andet ønskede folk at begå homoseksuel voldtægt. I det første udviste Abraham stor gæstfrihed; i det andet var byens indbyggere mordisk ugæstfrie, og Lot var gæstfri på en mærkelig, desperat måde.
Spørgsmål: I 1 Mos 18,2 bøjede Abraham sig for konger – understøtter dette den katolske og ortodokse praksis med at bøje sig for billeder?
A: Nej, tilbedelse af billeder er ubibelsk, fordi vi ifølge det andet bud ikke må have udskårne billeder til tilbedelse. Uanset hvad man måtte mene om tilbedelse af billeder, kan dette vers imidlertid ikke bruges til at retfærdiggøre at bøje sig for billeder. I modsætning til billeder,
1. bøjede Abraham sig for at vise respekt over for en virkelig person.
2. viste Abraham respekt over for en hedensk konge; der var tale om hverken tilbedelse eller nogen form for religiøs ære.
3. bøjede Abraham sig for at vise respekt over for en virkelig person.
En læser hævdede, at tilbedelse ikke adskiller sig fra respekt inden for den ortodokse kristendom. Det er imidlertid ikke sandt, for de østortodokse beder til (eller mere præcist gennem) billeder til Gud og forskellige helgener. Alligevel ville de ikke tage deres kone, barn, forældre eller en anden, de respekterer, placere dem foran sig og bede til dem.
Spørgsmål: I 1 Mos 18,2, hvornår skal vi bukke, og hvornår skal vi nægte at bukke?
Svar: Vi bør ikke bukke for nogen religiøse billeder; dette omfatter hinduistiske billeder, statuer eller borddekorationer under Divali-festivalen. At bukke for at vise respekt over for nogen, som japanerne ofte gør, er i orden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 18,6 ejer Gud kvæget på tusind bakker, og hvis Gud på en eller anden måde var sulten, ville han ikke have behov for at sige det til nogen (Salme 50,10-12). Hvis Gud havde ønsket at spise noget, havde han bestemt ikke brug for, at Sara og Abraham satte deres madlavnings- og serveringsevner på prøve. Hvorfor tror du, at Gud »nedlod sig« til at lade dem tjene ham?
Svar: Gud ønskede at være sammen med dem. Det er lidt ligesom en far og hans otteårige søn, der bygger et hegn sammen. Har faren brug for drengen? Kunne faren ikke gøre det hurtigere, uden at drengen overhovedet var der? Ville hegnet ikke se bedre ud uden den lille drengs »bidrag«? Disse spørgsmål går forbi pointen; pointen er, at far og søn skal bygge noget sammen som et team. Det forstår faren. Nogle gange indser barnet måske det, andre gange ikke.
Selvfølgelig går tingene ikke altid efter vores planer, når vi er mennesker. En gang, da en af mine døtre gik i fjerde klasse, fortalte hun mig, at hun gerne ville lave et kunstprojekt sammen med mig. Jeg syntes, det var en fantastisk idé, så vi lavede en »ugle« af en papirpose sammen, som hun ønskede. Jeg syntes, det færdige resultat så OK ud, men da den var færdig, græd hun og spurgte, hvorfor hun ikke kunne være blevet født hos damen på den anden side af gaden, som var kunstlærer. Nogle gange ødelægger vi måske også øjeblikket med Gud ved at græde, fordi noget ikke levede op til vores forventninger eller ikke var så imponerende, som vi gerne ville have, at det skulle være.
Spørgsmål: Hvad var det i 1. Mosebog 18,16-33, der gjorde, at Sodoma og Gomorra ikke blot var onde, men så onde, at Gud ville ødelægge dem?
Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter tre svar, som alle kan være vigtige.
Selvom der ikke var noget væsentligt vidnesbyrd om Gud i disse byer, var der heller ikke noget vidnesbyrd om Gud i mange andre byer, så det alene var ikke årsagen.
a) Kana'anitterne praktiserede generelt spædbarnsofre og religiøs prostitution. Første Mosebog 18:32 siger, at der ikke engang var ti retfærdige mennesker i byen.
b) Men indbyggerne i Sodoma og Gomorra udøvede også homoseksuelle handlinger, og deres voldsomme homoseksualitet var afskyelig for Gud.
c) De ønskede at voldtage englene, der fremstod som mænd, på homoseksuel vis. Gud havde imidlertid allerede besluttet at ødelægge byen, før englene ankom. Deres generelt ugæstfri holdning over for besøgende gav dem dog den frækhed at forsøge at voldtage dem.
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 1. Mosebog 18:16-33 overtales til ikke at ødelægge Sodoma og Gomorra? (Bibelkritikeren Bart Ehrman siger, at Marcion nævnte dette i *Lost Christianities*, s. 196)
Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Gud lod sig ikke overtale til ikke at ødelægge Sodoma og Gomorra; han ødelagde dem faktisk.
2. Gud havde ikke brug for, at Abraham bønfaldt ham, ligesom han heller ikke får viden fra vores bønner.
3. Gud interagerer snarere med os på måder, som vi kan forstå. Selvom Guds åbenbarede vilje undertiden ændrer sig, når vi ændrer os, giver selv i dette tilfælde 1. Mosebog 18:16-33 ingen indikation på, at Gud ændrede det, han havde til hensigt at gøre, som følge af samtalen med Abraham. Nogle gange har Gud nedladt sig til at lade os vide, hvad han tænkte, og hvorfor.
Spørgsmål: Lærer 1. Mosebog 18:10,14 og 1. Mosebog 21:1,2, at Gud gjorde Sara gravid, som det hævdes på side 217 i *Born Again Skeptic*?
Svar: Nej. Ateisten overså det afgørende punkt, nemlig at Gud ikke vendte tilbage for at gøre Sara gravid, men at Gud vendte tilbage, efter at sønnen var født. Gud sagde kun tre ting om Saras søn.
1. Gud ville besøge dem igen næste år, som det står i 1. Mosebog 18:10,14.
2. Gud ville opfylde sit løfte om, at Sara skulle få en søn, som det står i 1. Mosebog 21:1.
3. Og vigtigst af alt: Sønnen ville stamme fra Abraham (1. Mosebog 17:15,17). For at være præcis: Sønnen stammede fra Abrahams eget legeme, som det står i 1. Mosebog 15:4.
Spørgsmål: Hvorfor siger Abraham netop her i 1. Mosebog 18:27, at han kun er støv og aske?
Svar: Abraham, den erfarne forhandler og diplomat, indser, at han fremsætter en meget dristig anmodning til Gud. Abraham ønsker først at erkende, at han intet er foran Gud og ikke har nogen ret til at forpligte Gud til at gøre noget, før han beder Gud om at ændre det, som Gud har åbenbaret.
Spørgsmål: Var synden i Sodoma og Gomorra i 1. Mosebog 19 virkelig en mangel på gæstfrihed, som det står i Ezekiel 16:49?
Svar: Det er kun en del af historien. Nogle homoseksuelle citerer Ezekiel 16:49, men ignorerer Ezekiel 16:50, hvor der står, at de »begik vederstyggeligheder«. 1. Mosebog 19:5-7 understreger homoseksualiteten. Judasbrevet 7 taler også om dem, der »gav sig hen til seksuel umoral og forfulgte fremmed kød«. 1. Mosebog 13:13 viser, at Sodomas ugudelighed fandtes allerede før Lots ankomst.
Q: Hvorfor ville en som Lot overhovedet bo på dette sted i 1. Mosebog 19?
Svar: Hvad tænkte Lot på? Måske var der økonomiske fordele ved at være i byen. Måske blev Lot æret som en af byens fremtrædende borgere. Måske var al hans rigdom forsvundet, efter at kongerne havde taget Sodomas indbyggere til fange.
Hvad tænkte Lot ikke på? Der er intet, der tyder på, at Lot nogensinde stillede sig selv spørgsmålet: »Er dette et godt miljø for mig åndeligt set?« Han spurgte tilsyneladende heller aldrig: »Er dette et godt miljø for mine børn?«
Spørgsmål: Hvordan blev de »tre mænd« i 1. Mosebog 18,2 til to engle/mænd i 1. Mosebog 19,1, og hvorfor så det ud til, at de havde brug for husly?
Svar: Dette var teofanier, altså Guds åbenbaringer. Gud kunne let ændre det antal, der blev set. To fremmede kunne give indtryk af at have brug for husly. Mens Abraham, der tidligere havde haft besøg af Gud, måske hurtigt havde regnet ud, at de tre ikke var almindelige mænd, var Lot måske ikke i stand til at se, at de ikke var almindelige mænd. Det ved vi ikke. Men de kunne have fremstået som helt almindelige mænd. Lot kunne blot have ignoreret dem, velvidende at torvet i den by var ret farligt. Da de fortalte ham, at de ikke havde brug for hans hjælp, kunne Lot blot have tænkt: »Nå, jeg prøvede at hjælpe, men hvis de vil udsætte sig for fare, er det ligegyldigt for mig.« Men det gjorde Lot ikke; han insisterede på, at de skulle have hans beskyttelse mod den farlige situation.
Hvem beskyttede hvem? Ironisk nok så det i første omgang ud til, at de kun kom til Lots hus, fordi Lot insisterede på at beskytte dem. Det kan have virket morsomt for englene i himlen at se denne dødelige mand beslutte at beskytte disse engle. Men det viste sig, at englene beskyttede Lot og hans familie den nat og i sidste ende beskyttede hele Lots familie – bortset fra hans kone – mod døden senere.
Spørgsmål: Hvorfor tilbød Lot i 1. Mosebog 19:8 sine jomfruelige døtre til en menneskemængde?
Svar: Skriften fortæller os ikke noget om Lots motiver til denne onde handling, men vi kan se tre ting.
1. Lot befandt sig i en desperat situation, og han gik måske i panik og tog sagen i egne hænder.
2. Han vidste, at mændene fra Sodoma ikke var interesserede i hans døtre.
3. Lot havde boet i Sodoma i lang tid, og han vidste sandsynligvis, at disse mænd ikke var interesserede i hans døtre. Lot forsøgte sandsynligvis at trække tiden ud.
En kombination af alle ovenstående. Døtrene var allerede forlovet, og hvis mændene havde misbrugt hans døtre, vidste både de og Lot, at de klaner, de kommende ægtemænd tilhørte, ville hævne sig på mændene. Hvis en klan ikke fik retfærdighed/gengældelse for en åbenlys uret, der var begået mod dem, kunne de fremstå som svage, og andre klaner ville ikke respektere dem. Så i senere tider kunne et mord eller en voldtægt udløse en klankrig, medmindre gerningsmændene blev udleveret til straf, eller den forurettede klan indgik en aftale om blodpenge, som den skyldige klan betalte.
Bibelen billiger ikke Lots handling her; den beskriver den blot. Hvis Bibelen blot var »propaganda«, ville man forvente, at den beskrev alt det positive og aldrig nævnte noget negativt. Men Bibelen er ikke propaganda, men Guds sande ord, og den fortæller ærligt om menneskers liv, med alle deres fejl og mangler.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 19,23-26 beskyttede englene ikke blot Lot, men hele hans familie. Så hvis Lots hustru faktisk blev beskyttet, hvorfor døde hun så og blev til en saltstøtte?
Svar: Englene beskyttede dem alle, også Lots hustru. Men Lots hustru trådte ud af deres beskyttelse. Eller for at være mere præcis: hun blev stående, da hun burde være gået videre. Nogle gange, når Gud befaler os at gå et sted hen for at gøre noget, kan det forekomme os meget sikrere blot at blive, hvor vi er. Men Gud ved bedst. Et andet eksempel, hvor det viste sig at være farligt at blive, var med Abraham selv. Abraham forlod Ur, sandsynligvis en af de største byer i hele Mellemøsten og muligvis i hele verden, omkring 2000 f.Kr. I 1950 f.Kr. ødelagde elamitterne hele byen som hævn for, at byen Ur tidligere havde ødelagt den elamitiske hovedstad Susa. At være ulydig mod Gud og blive i Ur ville have resulteret i Abrahams død eller slaveri. Det kunne Abraham selvfølgelig ikke have vidst på det tidspunkt.
Spørgsmål: Hvordan blev Sodoma og Gomorra præcist ødelagt i 1. Mosebog 19:24-26?
Svar: Bibelen siger blot, at Herren lod svovl og ild regne ned, og at Lots hustru, der blev tilbage, blev forvandlet til en saltstøtte. Selvom vi ikke har flere detaljer, ved vi, at området er rigt på tjære (råolie) og asfalt på overfladen. Forestil dig en storm med vind og lyn, der ville antænde tjæren. Den deraf følgende ild ville skabe sin egen vind, og hele området er ikke et sted, man gerne vil befinde sig. På den anden side kunne det primært have været et vulkanudbrud, lidt ligesom et mini-Mount St. Helens i delstaten Washington i 1980.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 19:26 – kender vi til andre siden da, ud over Lots kone, der er blevet til »en saltstøtte«?
Svar: Fysisk set er der mennesker og hunde, der blev dræbt på et øjeblik, og hvis lig blev bevaret ved at blive dækket af aske i Pompeji, da Vesuv udbrød. Dette skete utvivlsomt også under andre store udbrud.
I overført betydning blev Lots hustru forhærdet til følelsesløshed af sin kærlighed til det liv, hun havde efterladt. Mange er siden da også blevet forhærdet af deres kærlighed til verden. Som åbenlyse eksempler er narkomanen, når han søger et fix, og alkoholikeren, når han søger en drink, ikke rigtig opmærksomme på livets enkle glæder omkring dem. Synd i almindelighed, eller at begære noget højere end Gud, kan gøre dig mindre opmærksom på de gode ting, Gud har givet os. Klemens af Alexandria (skrev 193-217/220 e.Kr.) var blandt de første til at se denne anvendelse i »Formaning til hedningerne«, kap. 10, s. 201.
Spørgsmål: Hvorfor lærer Bibelen i 1. Mosebog 19:30-36, at Lot havde sex med sine døtre? Jeg kan simpelthen ikke tro, at det var rigtigt.
Svar: Godt, for Bibelen siger ikke, at det var rigtigt. Incest og utugt er ondt, og Bibelen gengiver ærligt, hvad Lot gjorde.
Til Lots forsvar påpeger Irenæus i *Mod kætterierne*, kap. 31 (182–188 e.Kr.), at Bibelen viser, at Lot ikke deltog af lyst, men fordi hans modstandskraft var svækket efter at have drukket for meget.
Origenes (225–254 e.Kr.) sagde, at historier som den om Lot og hans døtre findes i den hellige skrift for at vise Bibelforfatternes ønske om sandhed, idet de ikke ville skjule selv det, der var til deres vanære. Origenes i *Mod Celsus*, bog 4, kap. 45, s. 518
Spørgsmål: Hvordan kunne filisterne i 1. Mosebog 20 og 2. Mosebog 23:31 befinde sig i Israel på Abrahams tid, omkring 2000 f.Kr.?
Svar: Selvom der fandt en massiv migration sted i 1200 f.Kr., var de tidligste lag i Ashdod beboet helt tilbage i det 17. århundrede f.Kr. (H.F. Vos, *Archaeology in Bible Lands*). Der boede nogen i det frugtbare land dengang, og der findes ingen historiske beviser for, at det ikke var filisterne. Efter at egypterne besejrede filisterne i 1190 f.Kr., kom de i stort antal til Palæstina, og det giver mening, at de trak sig tilbage til de steder, hvor de allerede havde byer.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Gud i 1. Mosebog 20:3,6, at Abimelek var en død mand, når Abimelek alligevel levede?
Svar: Gud forandrer sig ikke (Malakias 3:6; Jakob 1:17; Hebræerbrevet 13:8). Ezekiel 33:12-20 viser imidlertid, at Guds åbenbarede vilje over for mennesker kan ændre sig, når de ændrer sig.
Se diskussionen om 2. Mosebog 33:5-6; 5. Mosebog 20:17; Jeremias 15:6; Jonas 3-4; Jonas 3:10; og Jonas 4:1-2 for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Hvad betyder Abimelek i 1. Mosebog 20:3,8-10, 1. Mosebog 26:1, Dommerbogen 8:31 og Dommerbogen 9:1?
Svar: »Ab« betyder far, og »melech« betyder konge eller hersker. Det betyder enten »kongens far« eller »faren er konge«. Ud over at være navnet på to konger af Gerar og Gideons søn, skriver Cyril Aldred i *Akhenaten King of Egypt*, s. 186, at Abimilki var en hersker over Tyrus, der nævnes i Amarna-brevene (1400–1370 f.Kr.).
Spørgsmål: Hvorfor giftede Abram sig med sin halvsøster Sarai i 1. Mosebog 20:12?
Svar: Incest var ikke udtrykkeligt forbudt dengang. Desuden var Abram ikke nødvendigvis troende, da han giftede sig.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 21:8-14: Gjorde Abraham ret i at sende Hagar bort?
Svar: Normalt ville det være forkert af Abraham at sende Hagar, moren til hans barn, og hendes teenage-dreng alene af sted uden beskyttelse og med kun lidt vand, selvom Hagar havde hånet Sara i 1. Mosebog 21:9. Derfor bekymrede Saras anmodning Abraham dybt i 1. Mosebog 21:11. Men i netop dette tilfælde sagde Gud til Abraham, at han skulle gøre det, og at alt ville gå godt. Gud selv gav Hagar og Ismael vand (1. Mosebog 21:17-19), og Gud var med Ismael, mens han voksede op (1. Mosebog 21:20).
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Hagar faktisk var et semitisk navn. Der boede mange semitter i den nordlige del af Egypten.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 21:14. Hvis man læser Det Gamle Testamente, fremgår det klart, at den førstefødte søn (dvs. Guds udvalgte, arving efter sin far) i 1. Mosebog er ISMAEL, og de løgne, som jøderne har indføjet i Det Gamle Testamente for at fratage ham arveretten (hvorfor? Fordi de ikke kunne acceptere nogen uden for deres stamme) bliver tydeligt synlige, da de skrev, at ISHMAEL sammen med sin mor HAGAR blev forvist fra ABRAHAMS stamme for evigt?, men når vi læser videre i Første Mosebog, finder vi, at den sande historie er, at »ISHMAEL døde i nærværelse af alle sine brødre« (familien) og yderligere, at »ISAAC« døde i nærværelse af alle sine brødre«. Disse udsagn fra Bibelen afslører tydeligt endnu en jødisk tilføjelse, nemlig at de var nødt til at finde på historien om den permanente forvisning af HAGAR og ISHMAEL, så de kunne erstatte ISHMAEL, som var den oprindelige »eneste søn af ABRAHAM« på det tidspunkt, hvor ABRAHAM var villig til at ofre hvad som helst af kærlighed til og lydighed mod Guds vilje; det viser også, at løftet om menneskehedens frelser blev givet gennem ISHMAEL (den førstefødte søn) og ikke ISAAC (den anden søn). (Dette sagde en muslim)
A: For det første er nogle muslimer måske ikke klar over, at Koranen ikke præciserer, om den søn, der blev ofret, var Ismael eller Isak.
Din påstand om, at Ismael døde i nærværelse af »sin familie«, beviser ikke, at han ikke blev forvist. Det eneste, Bibelen siger om dette, er 1. Mosebog 25:17b, hvor der står: »Så udåndede han og døde og blev samlet til sit folk.« Dette var en almindelig eufemisme for at sige, at han døde. Selvfølgelig kunne hans børn og svigerfamilie have været i nærheden af ham. Dette kan ikke bevise, at han blev begravet sammen med sine forfædre, for også Abraham blev »samlet til sit folk« i Første Mosebog 25:8, og det betyder ikke, at han blev begravet i Ur i Kaldea.
I modsætning til, hvad du spørger om, står der aldrig, at Abraham skulle ofre sin førstefødte søn. Abraham skulle derimod ofre sin eneste søn, fordi Ismael allerede var blevet sendt væk, og Isak var det eneste løftets barn.
Jeg har dog et spørgsmål til dig: Kan Koranen tage fejl?
1. Sura 32:23 »Vi gav sandelig tidligere bogen til Moses. Vær derfor ikke i tvivl om, at den når frem til dig; og Vi gjorde den til en vejledning for Israels børn.« Er du altså enig i, at Toraen, som den oprindeligt blev givet, var korrekt og stammede fra den sande Gud?
2. Sura 5:46 »Og i deres [profeternes] fodspor sendte Vi Jesus, Marias søn, som bekræftede Toraen, der var kommet før ham; Vi sendte ham Evangeliet; deri var vejledning og lys. Og en bekræftelse af Toraen, der var kommet før ham: en vejledning og en formaning til dem, der frygter Allah.« Er du altså enig i, at Toraen på Jesu tid, som han bekræftede den, var Allahs sande ord?
3. Dødehavsrullerne indeholder mange kopier af manuskripter fra Det Gamle Testamente fra Kristi tid og før. Tre punkter, hvor du mener, at Bibelen er fejlagtig, er:
3.1. Isak var løftets barn, pagten. Første Mosebog 17:19,21
3.2. Ismael og Hagar blev forvist 1. Mosebog 21:8-19
3.3. Abraham ofrer Isak i stedet for Ismael – Første Mosebog 22:1-18
Dødehavsrullerne nævner, at Isak er løftets barn. Philo var en jødisk lærd, der boede i Alexandria i Egypten og døde i år 50 e.Kr. Han skrev en kommentar til Første Mosebog, og hans kommentar viser, at Første Mosebog på hans tid var den samme, som vi har i dag.
Klemens af Rom var en tidlig kristen biskop, sandsynligvis den Klemens, som Paulus nævner, og som skrev et brev til korinterne i årene 96–98 e.Kr. Han nævner, at den søn, Abraham tilbød at ofre, var sønnen fra hans alderdom. [Han siger dog ikke direkte, at det var Isak].
4. Du kan ikke bebrejde kristne for at dømme dine beskyldninger mod både Jesu og Muhammeds evangelium på grund af sura 5:47. Der står: »Lad evangeliets folk dømme efter det, som Allah har åbenbaret deri...« Er du altså enig i, at kristne bør dømme efter evangeliet, som vi har haft eksemplarer af længe før Muhammeds tid? Hvis ikke, er Koranen så forkert?
Sura 5:48 siger: »Til jer (Bogens Folk) har Vi sendt Skriften i sandhed, som bekræfter den Skrift, der kom før den, og bevarer den i sikkerhed: så døm mellem dem efter det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres forgæves begær, der afviger fra den sandhed, der er kommet til jer...«. Hvis du er en muslim, der er uenig i disse ord, hvordan skelner Allah så mellem sine ord, som han kun tillader fromme troende at lære i forvansket form, og sine ord, der forbliver uforvanskede?
De fleste muslimer tror på haditherne, som er de autoritative samlinger af Muhammeds udtalelser og handlinger, som de højeste autoriteter efter Koranen. Af de seks store anerkendte hadith-samlinger er Bukhari den højeste. Jeg tænkte, at du måske gerne ville læse, hvad der står om Hajar [Hagar] og Ismael.
Bukhari, bind 4, bog 55, kap. 9, nr. 583, s. 373: »Abraham bragte hende [Hagar] og hendes søn Ismael, mens hun ammede ham, til et sted ved Ka’baen under et træ på det sted, hvor Zamzam-kilden ligger, på det højeste sted i moskeen. I de dage var der ingen i Mekka, og der var heller ikke noget vand. Så lod han dem sætte sig derovre og placerede ved siden af dem en læderpose med nogle dadler og en lille vandblære med lidt vand, hvorefter han begav sig hjemad. Ismaels mor fulgte efter ham og sagde: »O Abraham! Hvor skal du hen, når du efterlader os i denne dal, hvor der ikke er nogen, hvis selskab vi kan nyde, og hvor der heller ikke er noget (at nyde)?« Hun gentog det for ham mange gange, men han vendte sig ikke om for at se på hende. Så spurgte hun ham: »Har Allah befalet dig at gøre dette?« Han svarede: »Ja.« ... (s. 374, samme hadith) »Profeten sagde: »Dette er oprindelsen til traditionen med, at folk går frem og tilbage mellem dem (dvs. Safa og Marwa). Da hun nåede Marwa (for sidste gang), hørte hun en stemme, og hun bad sig selv om at være stille og lyttede opmærksomt. ... Hun så en engel ved Zam-zam-stedet grave i jorden med sin hæl (eller sin vinge), indtil der strømmede vand frem fra det sted.“ Din opfattelse stemmer altså hverken overens med Bukhari eller Bibelen.
Den berømte tidlige muslimske historiker al-Tabari (839-923 e.Kr.) undersøgte, om det var Ismael eller Isak, der næsten blev ofret, og han sagde, at det var Isak, ikke Ismael (al-Tabari, bind 2, s. 68). Han havde en ti sider lang diskussion af de muslimske autoriteter, der sagde, at det var Isak, og dem, der sagde, at det var Ismael (al-Tabari, bind 2, s. 82-92), mens han konkluderede, at det var Isak.
Jeg mener dog, at dette spørgsmål om, hvem af Abrahams sønner der var hvem, er en bagatel sammenlignet med at kunne besvare spørgsmålet i Ordsprogene 30:4f: »Hvem har ladet alle jordens ender rejse sig? Hvad er hans navn, og hvad er hans Søns navn? Det ved du sikkert.« (Green’s Literal Translation)
Spørgsmål: Hvorfor opfordrede Gud i 1. Mosebog 22 til menneskeofring med Abraham og Isak?
Svar: Der er fire punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. Abraham havde allerede vist, at han elskede Gud mere end sit folk og sin kultur, men Gud satte Abraham på prøve for at se, om han elskede Gud mere end sin egen kære søn.
2. De ti bud (du må ikke dræbe osv.) blev først givet til Moses på Sinai-bjerget.
3. Selv i dette eneste tilfælde, hvor Gud oprindeligt befalede ofringen, forhindrede Gud, at den blev gennemført. Ingen døde.
4. Gud Faderen bad ikke Abraham om noget, som Han ikke selv gjorde, da Han ofrede Jesus for os.
Som Chip Ingram (skrev den 20. maj 2007): »På et eller andet tidspunkt vil Gud bede dig om din Isak. Du vil opdage Guds største kraft, når du overgiver dig. … Overgivelse til Gud er det, der mangler i kirken i dag.«
Spørgsmål: Kunne den dreng, som Abraham næsten ofrede i 1. Mosebog 22,1-18, være Ismael og ikke Isak, som muslimerne hævder? Hvordan kunne Isak ellers være Abrams »eneste søn«?
Svar: Det var Isak, der næsten blev ofret, og ikke Ismael, af mindst fem grunde:
Selv Koranen siger ikke, at det var Ismael: Første Mosebog 22:2 siger, at det var Isak. For muslimer gælder det, at selvom den muslimske Koran diskuterer dette i sura 37:99-111, står der ingen steder i hele Koranen, om det var Ismael eller Isak.
Den eneste dreng, Abram havde på det tidspunkt: Ismael var 14 år, da Isak blev født, ifølge 1. Mosebog 17:25 og 1. Mosebog 18:10. Hagar og Ismael blev sendt væk til et andet sted den dag, Isak blev vænnet fra, i 1. Mosebog 21:8-10. Abraham blev sat på prøve »lang tid« efter dette i Første Mosebog 21:34, og der lå en »dreng« på alteret i Første Mosebog 22:12.
Eneste søn i Guds øjne: Gud erklærede i 1. Mosebog 21:12, at det var gennem Isak og ikke Ismael, at Abrahams afkom skulle regnes. Abraham havde ikke Ismael hos sig, fordi Ismael og hans mor blev »forvist« ved at blive sendt bort ifølge 1. Mosebog 21:10-12.
Eneste arving i denne verden: Isak var den eneste arving, og »eneste søn« betyder også »elsket søn«. Selvom datidens kultur accepterede, at man tog medhustruer for at få børn, gik arven og den førstefødtes ret til sønnerne af de egentlige hustruer, ikke til sønnerne af medhustruerne.
Den eneste søn af løftet: I 1. Mosebog 21:12 står der: »Gennem Isak skal dit afkom regnes«. Abraham havde også andre sønner, men de blev født efter dette.
Spørgsmål: Hvordan var Isak i 1. Mosebog 22:2 Abrams »eneste søn«?
Svar: Selvom Ismael blev født først, var han på dette tidspunkt blevet sendt bort, og Isak var den eneste søn, som Abram stadig havde hos sig. Isak var den eneste arving, og »eneste søn« kan også betyde »elsket søn«. I Første Mosebog 21:12 står der: »Gennem Isak skal dit afkom regnes«. Abraham havde også andre sønner, men de blev født efter dette. Selvom datidens kultur accepterede at tage medhustruer til forplantning, ville arven og den førstefødtes ret tilfalde sønner af de egentlige hustruer, ikke sønner af medhustruer.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 22:2 – fører Helligånden nogensinde mennesker til at være ulydige mod det, der er åbenbaret i Bibelen?
Svar: Nej. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Gud ledte naturligvis ikke Abraham til at gøre noget, der stred mod den åbenbarede Skrift, da der ikke var nedskrevet nogen Skrift i Abrahams tid.
2. Siden Skriften er blevet åbenbaret, beder Gud ingen om at gøre ting, der strider mod Hans åbenbarede bud. Selv da Helligånden drev Jesus ud i ørkenen, hvor Jesus blev fristet af Satan, fristede Helligånden ikke Jesus eller bad Jesus om at gøre noget forkert.
3. Gud ønsker ikke, at nogen skal udføre handlinger, der strider mod hans ønsker. Selv da Gud befalede Abraham at tage Isak som offer, tillod Gud ikke Abraham at gennemføre drabet på Isak.
Så Gud kunne sige det til Abraham dengang, fordi Moseloven endnu ikke var nedskrevet. Men både dengang og i dag ønsker Gud aldrig, at nogen skal gennemføre ofringen af et menneske.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 22:12 sagde Gud: »Nu ved jeg, at du frygter Gud« – vidste Gud da ikke, hvad Abram ville gøre?
Svar: Selvfølgelig vidste Gud det, men udtrykket betyder, at det var på dette tidspunkt, at Abraham beviste, hvad han ville gøre.
Isak var det vigtigste i Abrahams liv. Men var Isak vigtigere end Gud? Abraham viste, at Gud kom først i hans liv. I Jakob 1 står der, at prøvelser af vores tro skaber udholdenhed. Men selvom vi måske ønsker en tro, der aldrig tager risici, er det ikke den tro, som Gud lod vokse frem i Abraham eller andre. Abraham havde intet valg med hensyn til arten, omstændighederne eller tidspunktet for prøvelsen af hans tro, og det har vi som regel heller ikke.
Spørgsmål: Hvordan kunne hettiterne befinde sig i Palæstina i 1. Mosebog 23 og 2. Mosebog 3:8?
Svar: Hittitterne var et vidt udbredt folk, og en koloni bosatte sig i bjergene i Palæstina. De indoeuropæiske hittitter plyndrede Babylon i 1590 f.Kr. Andre mener, at dette henviser til hatti-folket, et ikke-indoeuropæisk folk, der blev erobret før 2000 f.Kr. Hatti og hittit skrives på samme måde på hebraisk.
Spørgsmål: Hvorfor nævnes det i 1. Mosebog 23:2, at Kiriath-Arba også kaldes Hebron?
Svar: Der er to mulige, hinanden supplerende grunde til, at Hebron nævnes her.
Husk, at mens Abraham levede omkring 2000 f.Kr., blev Første Mosebog skrevet i Moses’ tid, 1447-1407 f.Kr., så byen kan have været kaldt Hebron af israelitterne og/eller kanaanitterne i Moses’ tid. De israelitiske spejdere kendte Kana’ans geografi og brugte måske dette navn for byen i Moses’ tid.
Uanset hvad kaldte israelitterne byen udelukkende for Hebron, ikke Kiriath Arba, kort efter erobringen under Josva. Denne enkle forklarende bemærkning om, at Kiriath Arba nu er Hebron, kan være blevet tilføjet kort derefter.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 23:2 er forhandling typisk et spørgsmål om at give og tage. For eksempel siger en sælger 300 dollars. Køberen siger 100 dollars. Sælgeren siger 250 dollars; køberen siger 150 dollars. Måske bliver de enige om 200 dollars. Hvordan er dette det modsatte af en almindelig forhandling?
Hvorfor sagde Abraham: »Jeg er en fremmed og en udlænding blandt jer«?
1 Mos 23,5-6 Hittitterne: Du er en fyrste blandt os. Begrav din afdøde i en hvilken som helst af vores grave gratis.
1 Mos 23:7-9 Abraham bøjer sig og beder om, at han må gå i forbøn hos Efron, så han kan købe hulen på hans ejendom
1. Mos. 23:10-11 Efron: Du kan få hulen gratis.
1 Mos 23:12-13 Abraham bukker: »Jeg vil gerne betale for hulen. Hvad er ejendommens markedsværdi?«
1 Mos 23:14-15 Efron: Den koster 400 sikler.
1 Mos 23:16 Abraham diskuterede ikke og forhandlede ikke, men gik blot med til at betale 400 sekel.
En sekel var på dette tidspunkt en vægtenhed og blev først senere en pengenhed.
I Josva 7:21 stjal Akan 200 sjekel sølv. På Abrahams tid var en mandlig slave værd omkring 20 sjekel. Et par århundreder tidligere var en slave værd 10 til 15 sjekel. På Moses’ tid, omkring 500 år senere, var en slave værd 30 sjekel. Så prisen på marken svarede til omkring ti slaver.
Svaret er, at uanset hvor velhavende Abraham var, så var han ligeglad med dette lille beløb. Han lagde større vægt på, at de skulle se, at Abraham betalte markedsværdien for det, og dermed være mere tilbøjelige til at lade graven være uforstyrret. Nogle gange er det mere fordelagtigt for dig ikke at udnytte din fordel så meget som muligt, men at give noget til den anden part for at opbygge god vilje, især når du ikke kan være til stede for at sikre, at de overholder deres del af aftalen.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 23,2-3 græd Abraham over Sara, men hvordan viste han alligevel nåde over for hettiterne?
Svar: Abraham ærede dem i sin tale. Økonomisk set forsøgte han ikke blot ikke at få den laveste pris, men han lod dem tage initiativet og fastsætte prisen. Nogle gange er det, selv med vores små børn, godt at lade dem tage initiativet.
I Lukas 14,9-11 sagde Jesus, at man ved et gæstebud skal tage den laveste plads. Når man er vært for et gæstebud, skal man invitere de fattige, de lamme og andre, der ikke kan gengælde gæsten.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 23,3-20 var Abraham meget succesrig i forretningslivet. Men her, hvis han ønskede at få jorden gratis eller til en meget lav pris, virkede han ikke som en god forhandler – eller gjorde han det?
Svar: Et ordsprog, man bør huske, er: »Hold øje med målet«. Nogle gange ved en dygtig forretningsmand, at den laveste pris ikke er det eneste mål. Hvem ville passe på jorden og graven, når Abraham og hans familie var væk? Det ville være klogt ikke at forhandle så hårdt, at det efterlod bitterhed, men snarere at efterlade god vilje. Han ønskede altid, at hettiterne skulle have et godt minde om ham, så de ikke ville vanhellige eller omdanne gravstedet, når han var væk. I 1. Mosebog 25:9-10 blev Abraham begravet i den samme hule ved siden af Sara, ligesom Jakob i 1. Mosebog 50:12-13. I 1. Mosebog 50:25 ønskede Josef ikke at blive begravet i Egypten.
Spørgsmål: Hvorfor betragtede hettiterne i 1. Mosebog 23:5 Abraham som en mægtig fyrste blandt dem?
Svar: Abraham var meget velhavende. Abraham havde tilsyneladende også opbygget tætte relationer til dem, og de betragtede ham ikke blot som en ven, men også som en af deres egne.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 23:7: Eksisterede hettiterne virkelig?
Svar: Moderne arkæologer opdagede hettiterne allerede i 1892. Nogle forskere tvivlede dog stadig på deres eksistens selv ti år senere (1902, E.A.W. Budge). I dag er der skrevet hele bøger om hettiterne.
Spørgsmål: Hvorfor måtte Abraham veje sølvet af i 1. Mosebog 23,15-16?
Svar: Sjekelen var en vægtenhed og blev først senere også en pengenhed. Abraham måtte »veje« sølvet af, fordi mønter først kom i brug omkring 800 f.Kr., ifølge bogen *Can Archaeology Prove the Old Testament?*, s. 27. På samme måde stjal Achan guld og sølv, der »vejede« 50 og 200 sekel. De første kendte mønter stammer fra Lydien omkring 700 f.Kr. Det bemærkes også, at det latinske ord pecunia (hvorfra det engelske ord pecuniary, der betyder monetær, stammer) kommer fra det latinske ord pecus, som er et ord for kvæg.
Spørgsmål: Hvordan undgår vi i vores forhandlinger at være »penny-wise and pound-foolish« (spare på det små, men spilde på det store), som der står i 1. Mosebog 23,15-16?
Svar: I engelsk valuta svarer en »pence« eller »penny« til en amerikansk penny. Et pund er lidt mere end en amerikansk dollar, bortset fra at det indtil for nylig var næsten 2 dollar.
Et eksempel på, at man ikke gjorde dette, var i en virksomhed, jeg arbejdede for for en del år siden. De besluttede at indføre »defensive benefits«. Dette udtryk betød, at hvis man var gift, og ens ægtefælle havde fødselsdag i en måned og på en dag tidligere på året end ens egen, ville de ikke længere yde ydelser til ens ægtefælle og børn, men kun til en selv. Under et medarbejdermøde, hvor HR-repræsentanten halvhjertet forklarede dette, stillede jeg et spørgsmål. Hvor meget penge forventede de, at dette ville spare virksomheden? Hun sagde, at det ville spare en hel del, omkring 50.000 dollar om året. Jeg formoder, at ingen overvejede, at hvis blot tre eller fire personer om året forlod virksomheden på grund af dette, og de brugte rekrutteringsbureauer til at erstatte dem, ville det i sig selv koste mere end 50.000 dollar.
Spørgsmål: Hvordan viser vi nåde i vores relationer, som beskrevet i 1. Mosebog 23:15-16?
Svar: Vi kan være hurtige til at tilgive, men ikke lade folk trampe på os. Elsk dem, ikke blot med sentimentalitet, men udtryk det gennem omsorg og handling.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 24:1; 25:8: Hvorfor tillader Gud, at nogle af sine børn lider under alderdommen?
Svar: I himlen lider vi ikke under alderdommen, og den evige salighed i himlen vil få vores korte tid med trængsler på jorden til at virke ubetydelig. Se diskussionen om Josva 13:1 for svaret.
Spørgsmål: Hvorfor insisterede Abraham i 1. Mosebog 24:4 på en hustru fra sit eget folk?
Svar: Kana'anitterne anså det for passende og religiøst at ofre deres spædbørn i ilden og at udøve religiøs prostitution. Hittitterne var anderledes. De var indoeuropæere, en koloni under det hettitiske rige i Anatolien (det moderne Tyrkiet). Det er ikke lige så indlysende, hvorfor Abraham ikke ønskede en svigerdatter fra hittitterne, bortset fra at de heller ikke troede på den ene sande Gud.
Spørgsmål: Hvad var der i 1. Mosebog 24,5-8 så galt i, at Isak vendte tilbage til Aram [Syrien] for at bo der?
Svar: Så ville alt omkring Guds løfte til Abraham om at forlade sit folk og drage til det lovede land have været forgæves, fordi Abrahams efterkommere ville have svigtet løftet.
Spørgsmål: Hvad ville der i 1. Mosebog 24,5-8 være galt i, at Isak vendte tilbage til Aram blot for at besøge stedet og udvælge sig en hustru?
Svar: I betragtning af hans slægtskab og rigdom ville hans slægtninge sandsynligvis ønske, at Isak blev der, ligesom Laban fik Jakob til at blive i fjorten år. Abraham ville sandsynligvis ikke risikere, at Isak blev lokket til at vende tilbage og bosætte sig permanent der, hvor hans hustru ville være.
Spørgsmål: Hvad var forholdet mellem Isak og Rebekka i 1. Mosebog 24:15?
Svar: Rebekka var datter af Abrahams nevø, hvilket ville gøre hende til datter af Isaks fætter.
Isak og Rebekka kunne ikke have overtrådt 3. Mosebog 18, da den endnu ikke var skrevet. Det viser sig dog, at deres ægteskab stadig lå inden for rammerne af de fremtidige regler i 3. Mosebog.
Spørgsmål: Var Ketura i 1. Mosebog 25:1 en hustru eller en medhustru?
Svar: En medhustru betragtes som en form for hustru. Første Mosebog 25:1 kan betyde enten hustru eller medhustru.
Spørgsmål: Hvad skete der med Keturas sønner med Abraham i 1. Mosebog 25:2?
Svar: Abraham og Ketura fik seks kendte sønner.
Zimran er muligvis stamfader til en arabisk stamme, Zimri, som nævnes i Jeremias 25:25. I dag findes der en by ved navn Zambran ved Det Røde Hav vest for Mekka.
Man hører aldrig mere om Jokshan, bortset fra at han var stamfader til Saba og Dedan. Saba var et folk i den sydvestlige del af Den Arabiske Halvø. Dedanitterne i Esajas 21:13 var arabere, der sandsynligvis nedstammede både fra Jokshan og Ham via Kush (1. Mosebog 10:7; 1. Krønikebog 1:9). Byen Dedan lå 100 miles (160 km) sydvest for Tema ved el-’Ula-oasen, 175 miles (280 km) nord for Medina. Dedan nævnes også i proto-arabiske sabæiske og minæiske inskriptioner.
Medan nævnes muligvis uden for Bibelen. I »Wycliffe Bible Dictionary« s. 1093 står der, at konsonanterne »m« og »b« ofte byttes om på arabisk, så der kan være tale om Bedana-stammen, som den assyriske Tiglath-Pileser III erobrede.
Midian var en velkendt stamme, der undertrykte israelitterne i Dommerbogen 8.
Ishbak grundlagde en stamme, der bosatte sig i det nordlige Syrien og blev nævnt i de assyriske annaler fra Shalmaneser III (858-824 f.Kr.).
Shuah var tilsyneladende den stamme, som Bildad fra Shuh kom fra i Job 2:11.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 25:2, hvis både Abraham og Sara var ufrugtbare, hvordan kunne Abraham så få børn efter Isak?
Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.
Ikke svaret: Det var Sara, der var ufrugtbar, ikke Abraham. Abraham fik jo et barn, Ismael, med Hagar. Dette er det svar, som Augustin af Hippo giver i sit værk »Guds by«, bog 16, kap. 28, s. 327.
Svaret: Sara var altid ufrugtbar, men da Abraham var 100 år, var de begge ifølge Romerbrevet 4:19 og Hebræerbrevet 11:12 naturligt ude af stand til at få børn. Så efter at Gud havde skænket Abraham frugtbarhed, tog Gud den ikke fra ham igen.
Spørgsmål: Hvor mange hustruer og medhustruer havde Abraham ifølge 1. Mosebog 25:6?
Svar: Selvom det ikke rigtig betyder noget, kender vi ikke det nøjagtige antal. Efter Saras død tog Abraham Ketura til hustru, jf. 1. Mosebog 25:1. Hagar var en af hans medhustruer, men 1. Mosebog 25:6 tyder på, at Abraham havde mere end én medhustru.
Spørgsmål: Hvordan »gav patriarkerne ånden op« i 1. Mosebog 25:8,17 og 1. Mosebog 49:33?
Svar: Dette er en grov oversættelse af det hebraiske ord gâva’, som bogstaveligt betyder at ånde ud eller udånde. En mere præcis oversættelse ville være »åndede sit sidste åndedrag«.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 25:8, 17 og 49:33 blev Abraham og Jakob »samlet til sit folk«; hvordan kan der så være liv efter døden?
Svar: Dette er et udtryk, der betyder, at personen døde, og det lyder meget bedre end »gik til graven«.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 25:13, henviser omtalerne af Kedar til Muhammed?
Svar: Første Mosebog 25:13 nævner Kedar, Ismaels søn, men der hersker tvivl om, hvorvidt Muhammed stammer fra Ismael og Kedar. Uanset hvad siger Første Mosebog 25:13, der nævner tolv af Ismaels sønner, herunder Kedar, dog hverken noget godt eller dårligt om dem. Al-Tabari, bind 6, s. 6, nævner tre ting:
1) Der er uenighed blandt genealoger om Muhammeds afstamning efter ’Adnan (s. 37)
2) Mange, men ikke alle, slægtstræer omfatter Muhammed … ‘Adnan … Nabt b. Qaydhar [Kedar?], b. Isma’il [Ismael]
3) »Disse uenigheder opstår, fordi det er en gammel videnskab, der stammer fra folket i den første Bog (Det Gamle Testamente).«
Så hvis den tidlige muslimske historiker al-Tabari erkender, at de hentede slægtsnavne fra jøderne og Det Gamle Testamente, er det ikke et fuldstændigt uafhængigt vidnesbyrd.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 25:22-23 vedrørte Rebekkas spørgsmål nutiden og den nære fremtid, men Guds svar handlede om den fjerne fremtid. Hvorfor gør Gud det?
Svar: Der er fem punkter, man skal overveje i svaret.
1. Gud ønskede tilsyneladende at afsløre denne profetiske sandhed om Jakob og Esau.
2. Ligesom gode menneskelige lærere ved Gud, at et punkt huskes bedre, hvis det er et svar på en elevs spørgsmål.
3. Uanset om Gud fik babyerne til at skubbe til hinanden udelukkende for at få Rebekka til at stille spørgsmålet, så fik skubberiet hende til at stille spørgsmålet.
4. Måske tænkte Rebekka ikke langsigtet på dette tidspunkt, men hendes spørgsmål var åbent nok til, at Guds åbenbaring alligevel besvarede hendes spørgsmål.
5. Når vi beder Gud om noget, bør vi bede på en »åben måde« og ikke kun på vores egne betingelser. Vi bør være forberedte på, at Gud viser os sandheder, vi ikke havde forventet, og som vi ikke direkte har bedt om.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 25,31-33 – blev Jakobs førstefødselsret erhvervet ved at købe den eller ved at lyve?
Svar: Begge dele.
1. Jakob »købte« den af Esau for en skål linser (1. Mosebog 25:29-34).
2. Jakob narrede senere Isak til at give ham velsignelsen for den førstefødselsret, som Esau allerede havde valgt at give afkald på. (1. Mosebog 27:19)
Bemærk, at Jakob kun købte førstefødselsretten, men løj for at få velsignelsen.
Uafhængigt af både købet og bedraget valgte Gud, at hans folk, jøderne, skulle stamme fra Jakob (1. Mosebog 25:23-34).
Spørgsmål: Skulle israelitterne ifølge 1. Mosebog 26:2 drage ned til Egypten, eller ej?
Svar: I 1. Mosebog 26:2 blev Isak bedt om ikke at drage ned til Egypten. Det var Jakob, ikke Isak, der i 1. Mosebog 46:3 blev bedt om at drage dertil. På samme måde blev David i 2. Samuelsbog 7:5,12-13 fortalt, at det ikke var ham, men hans søn, der skulle bygge templet i Jerusalem. Læren her er ikke, at det er godt eller dårligt at tage til Egypten, men at vi skal tage hen, hvor Gud vil have os hen, når Gud vil have os til at tage derhen.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 26:3-5, 1. Mosebog 12:1; 1. Mosebog 17:1, 9-14; og 1. Mosebog 22:16 – velsignede Gud da Abraham på grund af Abrahams gerninger?
Svar: Nej. Både for Abraham og for mennesker generelt er der to forskellige spørgsmål her: frelse og velsignelser.
Frelse: Abrahams gerninger var ikke vigtige i den forstand, at de ikke fik ham ind i himlen. Abrahams gerninger var meget vigtige, fordi de var det synlige udtryk for hans tro på Gud og uadskillelige fra hans tro på Gud.
Velsignelser: På grund af gerninger modtager både Abraham og vi ofte velsignelser i dette liv og belønninger i det næste.
Jakob bruger Abraham som eksempel på, at han blev retfærdiggjort ved sine gerninger. Abraham »troede på Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed« et årti eller to, før han næsten ofrede Isak.
Guds pagt indeholdt både et uforanderligt element og et betinget element. 3. Mosebog 26:44-45 viser, at selvom Guds folk svigter det betingede element, står det uforanderlige element stadig fast.
Spørgsmål: Hvorfor er Isak i 1. Mosebog 26:6-7 et forbillede for os, når han jo løj her?
Svar: Nej. Se svaret på 1. Mosebog 12:10-20.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 26:8-9, var dette den samme Abimelek fra Gerar som i 1. Mosebog 20:2-3?
Svar: Baseret på navnet, sandsynligvis ikke. Abimelek betyder »Faderen er konge«. På den ene side er der mange eksempler på, at en far og en søn eller en efterkommer har det samme navn. På den anden side er det her sandsynligvis en titel, ikke et personnavn, som det fremgår af bogen *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 42.
Andre herskere med samme navn var Tobias I, II, III, IV og V fra 590–200 f.Kr., Sanballat I, II og III fra 445–330 f.Kr., Shalmaneser I, II og III, Antiochus I, II, III og IV samt Tiglath-Pileser I, II og III.
Spørgsmål: Var det Abraham eller Isak, der gav byen Beersheba sit navn i 1. Mosebog 26:33?
Svar: I 1. Mosebog 21:31 blev den kaldt Beersheba i Abrahams tid på grund af eden mellem Abraham og Abimelek. Isak vidste helt sikkert dette, da han boede i Beersheba sammen med sin far i 1. Mosebog 22:19. For at minde Abimelek (som sandsynligvis var søn af den Abimelek, der levede på Abrahams tid) om den tidligere pagt gav han en ny brønd et lignende navn, nemlig »Shibah«.
Spørgsmål: Hvem var Esaus fire hustruer i 1. Mosebog 26:34 og 1. Mosebog 36:2-3?
Svar: Hustruer 1-2: Da Esau var 40 år, giftede han sig med to hettitter, Judith og Basemat, datter af Elon (1. Mosebog 26:34-35).
Ada, datter af Elon, den hettitiske (1. Mosebog 36:2), er sandsynligvis et andet navn for Basemat.
Kone 3: Efter at Jakob var rejst, giftede Esau sig med ismaelitten Mahalath, søster til Nabaioth (1. Mosebog 28:8-9)
Basemat, datter af Ismael og søster til Nabajot (1. Mosebog 36:3), er sandsynligvis et andet navn for Mahalat.
Kone 4: Esau giftede sig med Oholibama, datter af Anah (1. Mosebog 36:3).
Judith blev sandsynligvis ikke nævnt i slægtsregistrene i 1. Mosebog 36, fordi hun ikke fødte børn.
Spørgsmål: Hvorfor godkendte Gud angiveligt i 1. Mosebog 27, at Jakob bedrog Isak, og at han narrede Laban i 1. Mosebog 31:20?
Svar: Gud godkendte ikke Jakobs løgne. For det første beskriver Bibelen nøjagtigt og ærligt både de onde og de gode handlinger, som mennesker har begået. For det andet har selv Guds folk i Bibelen begået forkerte handlinger. Som det står på side 43 i *735 Baffling Bible Questions Answered*: »Gud velsignede ikke Jakob, fordi han løj og brugte svig, men på trods af det.«
Spørgsmål: Hvorfor var velsignelsen vigtig i 1. Mosebog 27?
Svar: Normalt fik den førstefødte velsignelsen, hvilket betød en dobbelt andel af arven samt rollen som familiens overhoved. En tavle fra Nuzi fra det 15. århundrede f.Kr. fortæller om en retssag mellem tre brødre om, hvem der skulle gifte sig med en kvinde ved navn Zululishtar. En af brødrene vandt, fordi han kunne bevise, at deres far havde godkendt ægteskabet på sit dødsleje.
Spørgsmål: Hvad betyder det hebraiske ord, der oversættes med »herre«, bogstaveligt talt i 1. Mosebog 27:29?
Svar: Det hebraiske ord her, gebiyr (udtales gheb-EER), kan oversættes på to måder: herre eller helt. I tilfældet med Esau og hans efterkommere var det en [uønsket] herre. I vores liv, hvis Gud har sat nogen over dig, som du ikke bryder dig om, kan du vælge at behandle vedkommende som en uønsket herre eller som en helt.
Spørgsmål: Hvorfor kunne Isak i 1. Mosebog 27:39-40 ikke velsigne Esau, ligesom han velsignede Jakob?
Svar: Bibelen siger ikke, hvorfor Isak havde den overbevisning (hvad enten den var rigtig eller forkert), at han ikke kunne velsigne dem begge. Ifølge de tavler fra den tid, der er fundet i byen Nuzi, blev testamente på dødslejet imidlertid betragtet som gyldige og uigenkaldelige. Se også svaret på det næste spørgsmål.
Spørgsmål: Hvorfor velsignede Gud ikke Esau på samme måde som Jakob i 1. Mosebog 27:39-40?
Svar: Der er tre indbyrdes supplerende grunde.
1. Romerbrevet 9:10-15 viser, at Gud kan gøre, som han vil, uden at fortælle os sine grunde.
2. Esau var hedning (gudsfrygtløs) (Hebræerbrevet 12:16), og Jakob var en bedrager; det ville have været retfærdigt af Gud at forbanne dem begge. I stedet modtog de begge velsignelse (Hebræerbrevet 11:20).
3. Gud har ret til at vælge at vise særlig barmhjertighed og kærlighed til kun nogle få, som han finder det passende – spørg bare Paulus.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 27:42-44, tog Jakob da til byen Haran for at flygte fra Esau, eller for at finde sig en hustru?
Svar: Begge dele. Nogle gange er der flere grunde til at gøre én ting. Rebekka sagde til Jakob, at han skulle rejse for at flygte fra Esau i 1. Mosebog 27:42-46, men hun fortalte Isak, at grunden var at finde en hustru i 1. Mosebog 27:46. Isaks grund til at sende Jakob af sted var at finde en hustru i 1. Mosebog 28:1-6.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 27:45, henviser »begge« da til Jakob og Isak eller til Jakob og Esau?
Svar: Sprogligt set kan det være begge dele. Det var dog Isak og ikke Esau, fordi Isak var tæt på døden, Esau ville dræbe Jakob lige efter, og der var ingen trussel mod Esau. Desværre tænkte Rebekka måske på »begge« dem, hun elskede, og ikke »to ud af tre«.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 27:46, var Esaus hustruer hettitter eller kanaanitter?
Svar: Kan man både være texaner og amerikaner? Hittitterne i Kana’an var et af Kana’ans folk.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 28, lykkedes det da Rebekka og Jakob at få, hvad de ønskede?
Svar: På overfladen ja, men i virkeligheden nej. De ønskede, at Jakob skulle få førstefødselsretten, og ved hjælp af uretfærdige midler, løgn og bedrag, opnåede de det, så i den forstand lykkedes det dem.
Imidlertid indtog den søn, der havde førstefødselsretten, normalt en æret plads i familien bagefter; alligevel måtte Jakob flygte for sit liv. Rebekka lykkedes med at hjælpe sin yndlingssøn; alligevel skulle hun aldrig se Jakob igen på jorden. Som bogen *Women in the Bible* påpeger, måtte Rebekka leve med den søn, hun havde gjort uret, resten af sit liv.
Spørgsmål: Er udtrykket »på den/ham« i 1. Mosebog 28:12 tvetydigt?
Svar: Ikke rigtig. Udtrykket »på den« blev af nogle rabbinere fortolket som »på ham«. Med andre ord: Enten steg og faldt himlens engle op og ned ad stigen/trappen, eller også steg og faldt de op og ned ad Jakob selv. Dette nævnes, fordi Jesus i Johannes 1,51 sagde, at Natanael vil se Guds engle stige op og falde ned på Menneskesønnen [Jesus].
Til fordel for »på den«: Analogien giver mening, idet stigen (eller trappen) er til stede, og Jakob i drømmen ser flere engle, der går omkring og udfører deres opgaver. Metaforisk set er Jesus den stige, hvorved Guds velsignelser kommer ned til jorden, og den stige, hvorved vi føres op til himlen.
Imod »på ham«: Trampede englene på Jakob for at nå stigen? Klatrede englene op ad Jakob for at komme til himlen? Hvad er så stigen/trappen til? Jesus nedstammede fra Jakob, men Jesus ligner mere en stige end Jakob, der ofte narrede folk.
Spørgsmål: Hvorfor skal vi i 1. Mosebog 29,15-25 beundre Laban i Bibelen, når han jo bedrog og løj over for Jakob?
Svar: Hvem har sagt, at vi skal beundre Laban? Det skal vi ikke. Dette spørgsmål forudsætter, at Bibelen kun kan tale om Guds folk i et vakuum og ikke kan nævne de andre mennesker, som de var nødt til at forholde sig til. Selvfølgelig taler Bibelen både om onde og gode mennesker. Desuden viser Bibelen os, at selv de gode mennesker heller ikke var gode hele tiden.
En analogi kan måske hjælpe her. Nogen kunne sige: »Man kan ikke beundre amerikanske helte. Se for eksempel på John Wilkes Booth, der skød Abraham Lincoln.« Ja, vi kan læse, hvordan John Wilkes Booth spillede en betydelig rolle i amerikansk historie, men han var ingen amerikansk helt.
Laban spillede en rolle i Israels historie, men han var heller ingen helt. Analogien med Booth kan måske virke lidt fjollet, da ingen ser op til Booth som en helt, men at bringe Laban på banen for at kritisere de mennesker, vi bør se op til i Bibelen (som en ateist faktisk gjorde), virker også malplaceret.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 29:21-30, hvornår blev Rakel givet til Jakob?
Svar: Jakob arbejdede i syv år, fik Lea, ventede en uge og fik derefter Rakel på det tidspunkt til gengæld for løftet om yderligere syv år.
Spørgsmål: Hvorfor giftede Jakob sig med to søstre i 1. Mosebog 29:28, når 3. Mosebog 18:18 forbyder at gifte sig med to søstre, mens begge er i live?
Svar: 3. Mosebog 18:18 var en del af Moseloven, som blev givet over 400 år efter, at Jakob havde giftet sig med sine hustruer. Man kunne naturligvis ikke forlange, at Jakob skulle adlyde en lov, han ikke havde hørt, og som Gud endnu ikke havde befalet.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Gud i 1. Mosebog 29:31 ikke blot til Jakob, at han også skulle elske Lea, i stedet for blot at gøre Rakel ufrugtbar?
Svar: Nogle gange kan man kun lære lektier på den hårde måde. Er vi anderledes?
Spørgsmål: I 1. Mosebog 30:14-15 – lyder brugen af mandragoraer ikke som overtro?
Svar: Meget af folkemedicinen virker ikke. Den lange periode, hvor Rakel forblev barnløs efterfølgende, viser tydeligt, at mandragora ikke havde noget at gøre med, at Gud åbnede Rakels skød. Dette afsnit viser, at selv troende kan begå fejl og sætte deres håb til tåbelige helbredelsesmidler.
Q: Hvordan kunne Laban i 1. Mosebog 30:27 bruge spådom til at finde ud af noget om Jakob?
A: Hvis vi antager, at Laban talte sandt her, så får folk nogle gange korrekte svar gennem spådom. Men selv hvis spådom gav hele sandheden i stedet for en blanding af sandhed og vildfarelse, bør troende ikke følge Labans eksempel, fordi Gud i 5. Mosebog 18:10,14 sagde, at man ikke må udøve spådom. I øvrigt gav Labans spådom ham ikke det resultat, han ønskede, i 1. Mosebog 31:1-2,9.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 30:37-43 – lyder det ikke som overtro, at Jakob »får« får og geder til at blive plettede?
Svar: Der er intet antydning af overtro, kun fejlagtige forestillinger om dyregenetik. Gud velsignede Jakob uden hensyn til dette, som Jakob selv vidste i Første Mosebog 31:7-13.
Spørgsmål: Er Gilead i 1. Mosebog 31:23 og 37:25 en anakronisme, da 4. Mosebog 26:29 siger, at Manasse var Gileads bedstefar?
Svar: Slet ikke. Først et punkt, der ikke er relevant for svaret, og derefter svaret.
Ikke en del af svaret: Gilead var et ret almindeligt navn. Gilead var ikke kun en efterkommer af Manasse (4. Mosebog 26:29-30 og Josva 17:1), men en anden Gilead var Jeftas far (Dommerbogen 11:1), og en tredje Gilead stammede fra Gad (1. Krønikebog 5:14).
Svaret er, at ordet »Gilead« angiver tidspunktet for forfattelsen. Jakob og Josef ville ikke have kaldt regionen Gilead, men ingen hævder, at Første Mosebog blev skrevet i Jakobs og Josefs tid. Første Mosebog blev derimod skrevet i Moses’ tid. De to og en halv stammer fra Transjordanien skulle allerede modtage deres land, inden Moses døde.
En anakronisme foreligger, når et dokument, der hævder at være skrevet på et bestemt tidspunkt, bruger ord eller udtryk, der først ville blive brugt på et senere tidspunkt. Det er ikke en anakronisme at bruge ord fra skrivningstidspunktet til at beskrive en tidligere tid. For eksempel er det ingen anakronisme, når nogen i det tyvende århundrede siger, at regionen Gilead lå i landet Jordan. Jakob, Josef og Moses kendte ikke til det moderne land Jordan, men det er jo heller ikke nogen, der hævder, at de gjorde det.
Spørgsmål: Hvordan kan Bibelen [angiveligt] i 1. Mosebog 31:32,34 godkende, at Rakel stjal afgudsbilleder fra sin far?
Svar: Den godkender ikke Rakels tyveri. Husguderne havde ikke blot religiøse konnotationer, men at besidde dem betød også arveret ifølge tavler, skrevet omkring Moses’ tid, fundet i byen Nuzi.
I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 130-131, findes teksten fra Nuzi-tavlen, men der fremføres også den opfattelse, at Rakels religiøse tilknytning til disse afgudsbilleder kan have spillet en rolle.
Selvom nogle måske har sympati for Rachels ondskabsfulde holdning, billiger Bibelen ikke dette; den fortæller blot om det. Rachel døde i barselssengen kun få år efter at have taget gudebillederne med sig i 1. Mosebog 35:17-19, så disse husguder gjorde hende bestemt ikke noget godt. Bibelen er ikke en bog om perfekte superhelte, men om meget virkelige mennesker, der havde mange fejl – ligesom vi har.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 31:47 – da 1. Mosebog blev skrevet på et tidligt tidspunkt – hvorfor er der så to aramæiske ord i dette vers?
Svar: Dette tyder på, at aramæisk eksisterede side om side med hebraisk på et tidligt tidspunkt. Husk, at arameerne boede i Syrien, hvor Laban boede. Jakobs hustruer var derfra. Alternativt kan det være ord, der var almindelige i det tidlige hebraisk.
Spørgsmål: Hvordan forbereder Gud os på konflikt i 1. Mosebog 32:1-2; 33?
Svar: Det handler ikke kun om styrke til konflikten, men også om udholdenhed. Vi kan styrkes på mindst tre måder.
1) Vi skal mindes om, hvad vi skal rette vores blik mod, det mål, der ligger foran os, og den kærlighed, der styrker os til at fortsætte.
2) Gud kan styrke os ved at give os nye åndelige gaver og uddybe de åndelige gaver, vi allerede har. Vi kan have brug for at lære nye færdigheder og øve os i nyopdagede evner.
3) Men paradoksalt nok svækkede Gud Jakob i 1. Mosebog 32. Ved at forvrenge hans hofte ville Jakob have endnu mindre mulighed for at modstå Esau fysisk. Gud har brug for at hjælpe os med at skille os af med den ekstra bagage, vi ikke har brug for, og som tynger os, når vi tjener Ham. Nogle gange er noget ikke dårligt, men hvis vi stoler for meget på det i stedet for på Gud, vil Gud måske have, at vi tjener Ham uden det.
Spørgsmål: Hvad tror du var de to formål med, at Jakob sendte budbringere til Esau i 1. Mosebog 32,1-6?
Svar: Da Gud sendte englebudbringere til ham, var det måske sådan, Jakob fik ideen til at sende budbringere til Esau. Der var gået 20 år, siden Jakob og Esau havde set hinanden. Hvilken modtagelse ville Jakob få? På den ene side var Jakob bange for at finde ud af det, men på den anden side vidste Jakob, at han ikke ønskede at flygte fra dette og forblive hos Laban for evigt. Bemærk, at Jakob ikke kalder Esau »din bror«, men snarere »din tjener«.
Spørgsmål: Hvad tror du i 1. Mosebog 32,6-7 er de to grunde til, at Esau besluttede at møde Jakob med 400 mænd?
Svar: Først og fremmest: Hvorfor havde Esau 400 mænd? Esau var sandsynligvis ret velhavende, og han havde måske brug for den hær til at bekæmpe horitterne, der boede i landet.
På dette tidspunkt var Esau måske på vej for at gøre det, han tidligere havde svoret at gøre: at dræbe Jakob. Eller måske var Esau usikker på, hvad han ville gøre, men han ønskede at have nok krigere til at holde alle sine muligheder åbne. Uanset hvad ønskede Esau at gøre det klart, at han havde kontrollen. Hvis det var hans hensigt at skræmme Jakob, lykkedes det; Jakob var stiv af frygt.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 32,6-7, hvor Jakobs hustruer er med, hvad tror du så, deres første indtryk af Kana’an og af Jakob var?
Svar: Husk, at Jakob med nød og næppe undgik problemer med Laban. Man kan undre sig over, hvor tæt og tillidsfuldt forholdet mellem Rakel og Laban egentlig var, i betragtning af at han først gav Lea til Jakob. Så hun var måske lettet over at have lidt afstand mellem sig og Laban. Landet så stort set ud som før, bortset fra at der var mange befæstede kanaanitiske byer, som Jakob måtte finde ud af at leve i fred med.
Spørgsmål: Hvilke tre strategier forsøgte Jakob at anvende samtidigt i 1. Mosebog 32:7-23?
A: Først forsøgte Jakob at bane vejen med store gaver til Esau. For det andet delte Jakob sin familie op i grupper; hvis én gruppe blev angrebet og dræbt, kunne de andre måske sprede sig og undslippe. Endelig besluttede Jakob at gå sidst. Jakob følte sig virkelig desperat her og var helt alene. Men som det står i *Believer’s Bible Commentary* s. 68: »Med menneskelige sikkerhedssystemer beskytter vi os ofte mod et dynamisk bøneliv. Hvorfor gør vi os selv denne uret?«
Spørgsmål: I 1. Mosebog 32:22-32, blev Jakob omdøbt til Israel her, eller blev Jakob omdøbt til Israel i 1. Mosebog 35:9-10? (En liberal kristen nævnte dette som bevis på, at flere forfattere skrev 1. Mosebog.)
Svar: 1. Mosebog 32,22-32 er meget detaljeret og fortæller, hvordan Jakob kæmper med Gud, og hvordan Gud omdøber ham til Israel. 1. Mosebog 35 giver et resumé af Jakobs liv, og to vers, 35,9-10, nævner, at Jakob blev omdøbt, så vi kan placere, hvor begivenhederne i 1. Mosebog 32 fandt sted. Ja, disse to vers er en gentagelse, men det tjener fortællingen og er ikke en utilsigtet gentagelse af noget. I dag, når folk skriver, gentager de ofte i konklusionen det, de har sagt i selve teksten, men det betyder ikke, at de forskellige dele af teksten er skrevet af flere forfattere.
Spørgsmål: Hvorfor blev Jakob i 1. Mosebog 32:27-28 omdøbt til Israel?
Svar: Selvom Bibelen ikke siger det, er der to muligheder, og begge kan være sande.
Selve handlingen med at omdøbe ham viste, at Gud har kontrol over hele hans liv, selv hans navn, og at han var en anden person med en anden skæbne på grund af Gud. Jeg formoder, at når vi kommer til himlen, kan vi bare spørge Abram, Simon og Saulus fra Tarsus om dette – eller rettere sagt: Abraham, Peter og Paulus.
Navne havde stor betydning i den tid, og Israel betyder tilsyneladende »Gud holder ud« eller »Han holder ud med Gud« og hænger sammen med »du har kæmpet med Gud«.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 32:24,27 kæmpede Jakob med en mand, der viste sig at være en engel eller Gud. Er Gud så en engel eller et menneske?
Svar: Gud kan endda vise sig som en brændende busk, men det gør ikke Gud til en plante. Selvom Gud er overalt, kan han også have en lokaliseret tilstedeværelse som hvad som helst, han ønsker.
Her er, hvad Clemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.) mente: »Når Han [Jesus] igen taler i egen person, bekender Han sig selv som Læreren: ’Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægyptens land.’… Og han fremstår helt tydeligt som Jakobs vejleder. Han siger derfor til ham: ’Se, jeg er med dig for at beskytte dig på hele den vej, du skal gå; og jeg vil føre dig tilbage til dette land; for jeg vil ikke forlade dig, før jeg har gjort, hvad jeg har sagt dig.’ Det siges også, at han kæmpede med ham. »Og Jakob blev alene tilbage, og der kæmpede en mand (Læreren) med ham indtil om morgenen.« Dette var den mand, der ledte, førte, kæmpede med og salvede atleten Jakob mod det onde.» Læreren, bog 1, kap. 7, s. 223
Spørgsmål: I 1. Mosebog 32:24-32 – kæmpede Jakob med en egentlig engel, eller kæmpede han blot med et problem?
Svar: Intet tyder på, at vi kan tilføje til Skriften, at dette ikke var en rigtig engel.
1. At tage Bibelen bogstaveligt er den eneste ærlige måde at fortolke den på
2. At tage Bibelen bogstaveligt betyder ikke, at man skal påtvinge den en stiv, konkret bogstavelighed
3. At tage Bibelen bogstaveligt betyder at fortolke bogen, som den blev skrevet.
Selvom de jødiske forfattere Josefus og Filon fortolkede Jakobs kamp som en drøm, er det ikke sådan, at drømme efterlader hofteledene permanent ude af led.
Spørgsmål: Er kristendommens Allah [Gud] i 1. Mosebog 32:24-30 så svag, at det tager ham hele natten at bryde med Jakob, som en muslim nævnte?
Svar: For det første var det Guds engel (som Jakob kaldte en mand), ikke Gud selv, der kæmpede. Jakob sagde, at han så Gud ansigt til ansigt, men Jakob mødte kun Gud gennem englen. Uanset hvad sendte Gud denne engel, som havde magten til at knuse Jakob.
Hvis en far bryder med sin viljestærke toårige og endda lader den toårige vinde af og til, gør det ham ikke til en svag far. På samme måde var det Guds hensigt at kæmpe mod Jakobs stædighed, ikke at tilintetgøre Jakob og hans ihærdighed. Gud ønskede at få Jakob til at forstå, hvem han var, ikke at dræbe ham.
Forestil dig, hvor fantastisk det ville være, hvis din krop var den samme, bortset fra at den var 1.000 gange stærkere. Du kunne udmærke dig i atletik, bryde igennem vægge og løbe ekstremt hurtigt. Men hver gang du forsøgte at plukke en blomst, knuste du den, hver gang du holdt et lille barns hånd, brækkede du den, og hver gang du holdt om din ægtefælle, endte hun på hospitalet. Måske er det alligevel ikke så godt, at dine muskler er 1.000 gange stærkere.
Gud er almægtig, men Gud besidder også blidhed og finesse. Gud er uendeligt meget mægtigere end os, men Gud har større kontrol over sin egen styrke, end vi har over vores. Zefanja 3,17 giver et eksempel på, hvordan den Almægtige er blid: »Herren, din Gud, er midt iblandt dig; han er mægtig til at frelse. Han vil glæde sig over dig med fryd; han vil berolige dig med sin kærlighed; han vil glæde sig over dig med sang.«
I 1. Kongebog 19:11-13 fortæller Gud Elia, at han vil opleve Herrens nærvær. Det var ikke i den efterfølgende kraftige vind, jordskælvet eller ilden, men i en stille, svag stemme.
Så for at opsummere: Kristne tilbeder en Gud, der er mild, uden at det på nogen måde mindsker hans almægtighed.
Spørgsmål: Kan man i 1. Mosebog 32:30 se Guds ansigt, når der i 2. Mosebog 33:20 står, at ingen kan se det og overleve?
Svar: Jakob så en engel; han troede først, at det var en mand, og han så bestemt ikke Gud i Hans herlighed ansigt til ansigt.
Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Jakob i 1. Mosebog 32:26 var så opsat på at blive velsignet af Gud?
Svar: Jakob kunne have bedt om mere rigdom, om sikkerhed eller om, at Esau skulle være venligt indstillet over for ham, men Jakob bad ikke direkte om noget af det ovenstående. Han bad kun om, at Gud ville velsigne ham. Jakob forventede ikke, at Gud skulle gøre det muligt for ham at undgå Esau, men Jakob ønskede, at Gud ville velsigne ham, så han kunne overleve mødet med Esau i live.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 33 og 36:7 – skiltes Esau og Jakob, fordi deres ejendele var for store, eller på grund af Jakobs frygt for Esau?
Svar: Begge dele.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 33:18-19 og Josva 24:32: Var det Jakob, der købte jorden ved Sichem, eller var det Abraham, der købte den, som det står i Apostlenes Gerninger 7:15-16 og 1. Mosebog 23:16-20?
Svar: Abraham købte jord i Mamre nær Hebron til Sara i 1. Mosebog 23:16-20, men det er ikke det samme sted. Hvad angår den jord, der blev købt i Sichem, er der tre mulige svar.
Jakob og Abraham købte det: Både Josva 24:32 og 1. Mosebog 33:18-19 siger, at Jakob, Abrahams barnebarn, var den, der købte jorden nær Sichem. Uanset om Abraham kom for at være vidne til købet af jorden med de penge, han havde givet videre til Isak, eller ej, kan man sige, at Abrahams slægt købte jorden. Selv i dag kan en teenager med sin fars samtykke købe en bil i sin fars navn.
Stefan kan have taget fejl: Da Jakob købte den jord, hvor hans sønner blev begravet, men Jakob selv blev begravet i Mamre sammen med Abraham, kan Stefan ved en fejltagelse have blandet disse to separate begivenheder sammen. Selv hvis Stefan tog fejl, ville Bibelen stadig være ufejlbarlig. Bibelen har ganske enkelt, ufejlbarligt, nedskrevet det, Stefan sagde, fejl og alt.
Genbegravet: Da de havde slået sig permanent ned i landet, besluttede de at genbegrave Abraham, Sara, Isak og Rebekka, så de kunne være sammen.
Spørgsmål: Hvad ved vi ellers om byen Sichem i 1. Mosebog 33:18-19?
Svar: Selvom byen lå i ruiner på Abrahams tid, var byens beliggenhed kendt. Abraham købte ikke selve byen, men derimod jord i nærheden af Sichem.
Den blev hele tiden genopbygget, fordi den lå på en bakke, der kunne befæstes, og havde en fremragende kilde. Sichem blev genopbygget omkring 1900 f.Kr., men farao Senusert III (ca. 1880–1840 f.Kr.) erobrede den. Sichem blev ødelagt igen omkring 1750 f.Kr. Den blev genopbygget, men blev ødelagt igen af egypterne ca. 1550 f.Kr. Den blev genopbygget i tiden for Amarna-brevene (1400–1370 f.Kr.), hvor den nævnes som centrum for kong Lab’ayu, der var i forbund med de »habiru«-indtrængere. Byen blev genopbygget, men ødelagt af arameerne, Israels konge Menahem og assyrerne i 723 f.Kr.
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud [angiveligt] i 1. Mosebog 34:13-17 se gennem fingre med, at Jakobs sønner svarede med svig om Dina?
Svar: Gud tolererede det ikke, og Jakobs to sønner, der dræbte indbyggerne i Sichem, blev forbandet for det.
Spørgsmål: Hvordan kunne Simeon og Levi alene i 1. Mosebog 34:25-30 ødelægge en hel by?
Svar: De ledede angrebet, men de havde andre tjenere, lejesoldater og/eller slægtninge under deres ledelse.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 35:1-5, hvordan forløb begivenhederne her?
Svar: Her er rækkefølgen.
1. Jakob var tilsyneladende eftergivende med hensyn til at tillade fremmede afguder blandt sin nomadegruppe.
2. Gud sagde til Jakob, at han ønskede, at Jakob skulle bo i Betel og opføre et alter til ham.
3. Jakob indså med rette, at hvis de skulle opføre et alter til Gud, var det ikke passende at have nogen afguder blandt sig.
4. Da de først havde viet sig fuldt ud til Herren, havde de intet at frygte fra de omkringliggende folk.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 35:21, blev alle Jakobs sønner født i Migdal Eber, eller blev de født tidligere, som andre steder i 1. Mosebog siger? (En liberal kristen bragte dette op som en modsigelse.)
Svar: Første Mosebog 35:21-26 siger ikke, at hver eneste af Jakobs sønner blev født i Migdal Eber, især da Rakel, mor til to af sønnerne, netop var død, før de flyttede dertil, som det fremgår af Første Mosebog 35:19-20. Første Mosebog 35:21-26 opregner blot sønnerne i forlængelse af beretningen om, at Israel (= Jakob) slog sit telt op på den anden side af Migdal Eber.
Spørgsmål: Hvorfor er Esaus efterkommere opført så detaljeret i 1. Mosebog 36?
Svar: Det er ganske vist ikke det vigtigste kapitel i Bibelen. Selvom de enkelte navne ikke er vigtige, lærer vi seks ting heraf.
1. Dette viser Bibelens påstand om historisk nøjagtighed og opmærksomhed på historiske detaljer.
2. Esaus efterkommere (edomitterne) og israelitterne kendte hinanden godt. I Jobs Bog var Elifas en temanit, en efterkommer af Teman i 1. Mosebog 36:11, 15, 42 og 1. Krønikebog 1:45. Senere bruger Jeremias 49:7, 20 poetisk Teman som et synonym for Edom.
3. De to beslægtede folk var, selvom de var adskilte, meget venligt indstillet over for hinanden, i det mindste på dette tidspunkt. Senere taler Amos 1:9-11 om den »broderpagt«, som edomitterne brød. Dette var ikke en formel pagt, men et uformelt forhold fra tiden i 1. Mosebog 33:4-16.
4. Edomitterne forenede sig i grunden med horitterne, som allerede havde boet i landet i 1. Mosebog 36:20-29. Denne forening ligner sandsynligvis det, som indbyggerne i Sichem foreslog israelitterne. Århundreder senere fandtes der faktisk en magtfuld nation i Mellemøsten, kaldet Mitanni, eller også kaldet hurriterne, som var en sammensmeltning af to folkeslag. Den dominerende gruppe i dette partnerskab var hurriterne, som tilsyneladende stammede fra Indien.
5. Da Kana’an blev givet til israelitterne, havde edomitterne Edom og Seirs bjerg. Gud sagde, at han gav Seirs bjerg til Esaus børn i 5. Mosebog 2:5.
6. Antallet af Esaus efterkommere, sammen med blandingen med horitterne og den tidlige start på statsdannelsen, viste, at det edomitiske folk var i rivende udvikling, og at de senere kunne blive magtfulde rivaler.
Her er kampene mellem Edom og Israel.
1. Samuelsbog 14:47 De kæmpede i Sauls tid
1. Kongebog 11:14-22 Edomitterne under Hadad kæmpede i Salomos tid
2 Krønikebog 20:1-23: Edomitterne indgik en alliance og kæmpede i Josafats tid
2. Kongebog 8:21 Edomitterne kæmpede i Jorams tid
2 Krønikebog 28:17 Edomitterne kæmpede i Akaz' tid
Salme 137:7; Klagesangene 4:21-22; Obadja 10-14 Edomitterne hjalp babylonierne mod Juda.
Malakias 1:2-5 Omkring 433 f.Kr., efter hjemkomsten fra eksil, var edomitterne stadig fjender.
I Ezekiel 25:12-17, efter Jerusalems fald, ventede edomitterne ved vejkrydsene for at dræbe og røve de flygtende jøder.
Spørgsmål: Var Zibeon i 1. Mosebog 36:2 en hivitisk by, eller en horitisk by, som der står i 1. Mosebog 36:20?
Svar: Der er to muligheder:
Stavefejl: Mange forskere antager, at der er tale om en stavefejl i den masoretiske tekst, da »hivitter« på hebraisk staves h[i]wwt, og »horitter« staves h[o]rrt. I Septuaginta står der »horitter« i 1. Mosebog 34:2 og Josva 9:7.
To navne for én gruppe eller to sammenfaldende grupper: Horitterne (hurriterne) bosatte sig også i Palæstina i de områder, hvor hivitterne boede, hvilket fremgår af hurritiske personnavne. Selv fyrsten af Jerusalem i det 14. århundrede f.Kr. havde det hurritiske navn Abdi-Hepa.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 36:31, viser sætningen »før nogen konge regerede over israelitterne« forfatterens tidspunkt som Sauls tid eller senere?
Svar: Nej. Ikke alene kunne Moses vide, at der ville komme en konge over Israel (5. Mosebog 17:14-15), men alle israelitterne helt tilbage til Jakobs tid ville vide, at Israel ville få en konge fra Juda, på grund af Jakobs profeti i 1. Mosebog 49:10.
Spørgsmål: Hvad var det i 1. Mosebog 37:1-11, der førte til, at Josef kom i et dårligt forhold til sin familie? Tror du, at Josef var klar over dette?
Svar: Der var fem ting.
1. At han sladrede om sine brødre i 1. Mosebog 37:2
2. Jakob elskede Josef mere end de andre i 1. Mosebog 37:3.
3. Jakob gav Josef, men ikke de andre brødre, en udsmykket kappe i Første Mosebog 37:3-4.
4. Det var ikke, at Josef havde drømmen, men at han fortalte sine brødre om sin drøm om kornnegene i 1. Mosebog 37:5-8.
5. Josef fortalte sine brødre og sin far en anden drøm om solen, månen og elleve stjerner, der bøjede sig for ham i Første Mosebog 37:9-11.
Josef, en syttenårig dreng, syntes fuldstændig uvidende om, hvordan andre mennesker ville opfatte det, han sagde. Jakob, der var meget ældre, tænkte tilsyneladende heller aldrig over, hvordan han måske kunne vække jalousi mellem brødrene. Man skulle tro, at Jakob vidste noget om det. Tilsyneladende lærte Jakob den »dårlige lektie« om at have favoritter, men ikke den »gode lektie«, at det at have favoritter har dårlige konsekvenser.
Spørgsmål: Hvorfor hadede Josefs brødre ham egentlig i 1. Mosebog 37:1-11?
Svar: Josefs brødre troede sandsynligvis, at hans drømme stammede fra ham selv. Det ville være let at få indtryk af, at Josef var stolt og egoistisk, fordi hans far elskede ham (og hans mor Rakel) mere.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 37:1-11, hvilke slags ting gør folk i dag, der skaber dårlige relationer til andre?
Svar: Ud fra et hjerte fyldt med stolthed, misundelse eller ondskab kan de være kontrollerende, pralende, bagvaskende eller sladrende. Ud fra en mangel på empati kan de være ufølsomme. Ud fra usikkerhed kan de være forræderiske. Nogle gange gør de disse ting bevidst, og andre gange er de ikke selv klar over, at de gør dem. Vi har naturligt et selvcentreret hjerte.
Vi har brug for Jesus for at kunne elske vores næste som os selv og for fortsat at kunne elske vores næste som os selv.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 37:3, 23 og 32 noget bevis uden for Bibelen på, at der var tale om en flerfarvet kappe?
Svar: Ja, men ikke netop Josefs kappe. Arkæologer har fundet, at der på væggene i graven tilhørende en egyptisk adelsmand ved navn Khnumhotep var afbildet »asiater« iført flerfarvede kapper. Se *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest*, s. 332, 360, for billeder og yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Er der i 1. Mosebog 37:17 noget bevis uden for Bibelen på, at man fik folk til at »forsvinde« ved at kaste dem ned i brønde?
Svar: Ja. I bogen *Can Archaeology Prove the Old Testament?* (s. 29) står der, at der blev fundet en cisterne i Dothan (13 miles nord for Sichem) med flere skeletter i. Josephs brødre befandt sig for øvrigt i nærheden af Dothan.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 37:17: Hvis man spurgte Josefs brødre, hvorfor de havde til hensigt at dræbe ham, hvad ville de så sige?
Svar: Josef får dem i problemer (Jakob havde sendt Josef for at sladre om dem). Josef gav Jakob en dårlig (ra’ah) rapport om dem, og de ville fortælle Jakob, at et farligt (ra’ah) dyr havde ædt Josef.
De kaldte Josef en drømmer.
Egeninteresse og jalousi over, at deres far elskede Josef mere. Hvis drømmene stammede fra Gud (som de i sidste ende viste sig at gøre), så foretrak selv Gud Josef mere.
Sichem lå omkring 50 miles nord for Hebron, hvor Jakob befandt sig. Dothan lå omkring 13 miles nord for Sichem. Så de var sandsynligvis for langt væk fra Jakob til, at nogen kunne fortælle ham, hvad der var sket.
Det er ironisk, at Jakob tidligt i sit liv brugte tøj til at bedrage sin egen far, Isak, ved at udgive sig for at være Esau. Nu skulle tøj bruges til at bedrage ham af hans egne sønner.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 37:17 – havde Josefs brødre planer om at dræbe ham, eller besluttede de at sælge Josef til midianitiske handelsfolk, som det står i 1. Mosebog 37:28-29?
Svar: Begge dele er rigtige, for mennesker kan ændre deres planer. Oprindeligt havde de planlagt at dræbe Josef, bortset fra at Ruben havde planlagt at redde ham. Men da de så de midianitiske handelsfolk, regnede de med, at de kunne tjene nogle penge på Josef og ændrede derfor deres planer. Naturligvis kunne man tro, at Josef ville have »ret« til at blive bitter over dette. Men Josef fulgte Gud, og de svære tider gjorde ham ikke bitter, men kun bedre.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 37:25, var handelsmændene ismaelitter eller midianitter, som der står i 1. Mosebog 37:28?
Svar: På afstand kunne brødrene ikke se, hvilket folk der kom, eller om der var nogle af hver. Det var dog ligegyldigt for brødrene; de ville bare have pengene. Både ordet ismaelitter og ordet midianitter kan være en kopieringsfejl. Eller også troede brødrene, at de var ismaelitter, men de var faktisk midianitter.
Spørgsmål: Var 20 sølvsekel i 1. Mosebog 37:28 en rimelig pris for en slave som Josef?
Svar: Ja. Ifølge K.A. Kitchen i *Ancient Orient and Old Testament Introduction*, s. 52-53, er dette den korrekte pris omkring 1800 f.Kr. Århundreder tidligere kostede de 10 til 15 sølvsekler, omkring Moses’ tid kostede de 30 sølvsekler, og senere blev de dyrere. I Hosea 3:2 var en slave omkring 30 sjekel værd. Se *Biblical Archaeology Review*, bind 21, nr. 2, s. 53, for en graf over slaveprisen over tid.
Spørgsmål: Hvorfor gjorde Gud det ikke lettere for Josef i 1. Mosebog 37:28?
Svar: Gud kunne have gjort det meget lettere for Josef. Han kunne have undladt at give Josef disse drømme, og han kunne have ladet Josef redde sine brødre, så de ville være taknemmelige over for ham. Gud brugte Josef til at redde sin familie, da der var en stor hungersnød, men Gud kunne også have gjort noget andet for at redde dem fra hungersnøden.
Vi ved ikke, hvorfor Gud valgte netop de midler, han gjorde, for at gennemføre sin vilje. Vi kan dog se, at det ikke var Guds primære mål at trøste Josef; Gud brugte Josefs tid på jorden til at virkeliggøre noget i både Josefs og hans brødres liv.
Spørgsmål: Hvorfor er denne beretning om Juda og Tamar i Bibelen (1. Mosebog 38:1-21)?
Svar: På en skala fra 1 (laveste, ikke så slemt) til 10 (højeste, værst), hvor seksuel umoral er en 10, hvad ville du så kalde det at bevidst aldrig have til hensigt at holde et løfte, som en person var afhængig af for resten af sit liv? – Det er bestemt mere end en 1. Der er mindst tre ting, vi kan lære af dette.
1. For at vi ikke skal tro, at Juda og de andre patriarker var mere retfærdige end alle andre, bringer denne og andre beretninger os tilbage til den virkelighed, at de ikke var særligt retfærdige.
2. Bibelen giver os en ærlig og præcis beskrivelse af, hvordan folk levede dengang. Bibelen forskønner på ingen måde deres historie. Vi kan lære både af det, de gjorde forkert, og af det, de gjorde rigtigt.
3. Dette viser en form for synd, der findes i dag, men som sjældent diskuteres: at vige uden om ansvaret. Dette betragtes som en meget alvorlig synd i Guds øjne, da Onan blev dræbt på grund af det. Også Juda handlede ikke ansvarligt over for sin svigerdatter, og han brød sit eget løfte. Juda gav ikke sin søn i ægteskab til Tamar, fordi han frygtede for sin søns liv, fordi han mistroede Guds godhed. Det er tydeligt, at Juda ikke mente, at Onan fortjente døden for at nægte at opfylde sit ansvar.
Spørgsmål: Hvad betyder Zera/Zara og Perez/Fares i 1. Mosebog 38,29-30?
Svar: Først hvad de betyder, og derefter to anvendelser. Strong’s, bibelske ordbøger og kommentarer er alle enige om, at Perez/Pharez betyder gennembrud eller et brud. Han brød igennem eller åbnede livmoderen. Der er dog en lille meningsforskel om Zerah/Zarah.
Scarlet: På grund af den skarlagenrøde tråd, der var bundet om hans hånd, kan Zerah derfor betyde skarlagenrød. Ifølge nogle forskere kan det også betyde lysstyrke eller rødhed.
Opstigning: Zerah stammer fra det hebraiske ord Zerah, der ifølge andre forskere betyder »opstigning«.
En årsag til meningsforskellen kan findes i Strong’s Exhaustive Concordance (ord 2226). Her står der, at det er det samme som 2225 »zerach, zeh’-rakh« fra 2224; en opgang af lys: – opgang.« 2224 siger »zarach, zaw-rakh«; en prim. Rod; egentlig at udstråle (eller sende stråler ud), dvs. at stige op (som solen); specielt at dukke op (som et symptom på spedalskhed): – opstå, stige op (op), så snart den er oppe.” Ordet Zerah stammer altså fra solopgangen, og det kan henvise til selve opgangen, eller det kan henvise til den skarlagenrøde farve ved daggryet.
Den messianske slægt i Matthæus 1:3 nævner kort fødslerne af både Perez og Zerah. Ved sin første komme sagde Jesus, at han ville skabe splid i Lukas 12:51. Paulus taler om lyset ved Kristi genkomst i 2. Thessalonikerbrev 2:8. Så tvillingerne kom i rækkefølgen af Kristi to komme. På den anden side nævner Johannes 1:5,9 imidlertid, at Jesus var det sande lys, der giver lys til ethvert menneske, og at han kom til verden.
Achan, der blev henrettet i Josva 7, var en efterkommer af Zerah. Så det, at en person har en særlig eller gudfrygtig herkomst, garanterer ikke nødvendigvis, at vedkommende er retfærdig eller kan undslippe dommen. Det er blevet sagt, at »Gud har ingen børnebørn«. Med andre ord: Enten er man et Guds barn, eller også er man det ikke. Men man kan ikke påberåbe sig et forhold til Gud udelukkende på grund af sine forældres tro og ikke sin egen.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 39,7-10 var de ti bud endnu ikke nedskrevet. Hvad ville der så have været galt i, at Josef gik i seng med sin herres hustru?
Svar: Josef havde ikke brug for de ti bud for at vide, at dette ville være et totalt svigt af den tillid, hans herre havde til ham. Josef sagde også, at dette ville være en synd mod Gud.
Nogle mennesker handler udelukkende efter lovens bogstav. Men sådan handlede Josef ikke, og det er ikke sådan, kristne bør handle. I stedet for blot at spørge: »Kan jeg slippe af sted med dette?« eller »Er der et absolut sort-hvidt forbud mod dette?«, bør vi i stedet spørge: »Hvad ville behage Gud?«.
Josef har nu mistet sin frakke to gange! Men som nogen engang sagde: Det er bedre at miste sin frakke og bevare sin karakter end at miste sin karakter og beholde sin frakke.
Der findes en interessant arabisk fortælling, der illustrerer tankegangen om kun at følge lovens bogstav. Engang indgik en mand en aftale med en ond ånd. De underskrev begge et papir, hvor åndens del af aftalen gik ud på at skaffe ham den smukkeste kvinde, han kunne forestille sig, som hustru, og at ånden ikke ville gøre ham fortræd. Ånden forsvandt, og senere dukkede en smuk kvinde op, der ønskede at blive hans hustru. Uden at manden vidste det, var kvinden i virkeligheden ånden i forklædning. En nat bad »kvinden« manden om at se aftalen. Da manden tog aftalen op, sørgede ånden for, at noget stearin fra stearinlyset dækkede ordet »ikke« i sætningen »ikke at gøre manden fortræd«, og ånden dræbte manden.
Det er interessant, at for nogle var en smule stearin alt, hvad der skulle til for at retfærdiggøre, at det løfte, de to havde afgivet, blev ugyldigt. I dag mener nogle mennesker, at det er i orden og passende at bryde en aftale af grunde, der næppe er mere væsentlige. For os, der virkelig tror på Gud, holder vi ikke blot vores ord til punkt og prikke, men vi holder også fast i hensigten bag vores ord og lader ikke spinkle grunde tjene som undskyldninger for at være uærlige.
Spørgsmål: Findes der andre historier som denne i 1. Mosebog 39:7-20?
Svar: Der er ikke noget, der ligger helt tæt op ad dette, men der er én fiktiv historie med en lille lighed. Tanken om, at hustruen er utro, mens manden er væk, er ikke unik for Josef. Omkring 600 år efter denne tid, i det 13. århundrede f.Kr., fandtes der en egyptisk fortælling ved navn »En fortælling om to brødre«, der havde nogle få ligheder. Da manden var bortrejst, forsøgte hustruen at forføre hans bror, som afviste hendes tilnærmelser. Da manden vendte tilbage, fremsatte hustruen en falsk anklage mod hans bror. Til sidst kom sandheden frem, og hustruen blev henrettet.
Spørgsmål: Hvordan blev Josef i 1. Mosebog 40:15 ført bort fra hebræernes land?
Svar: På den ene side kom Josef fra det land, der var det lovede og fremtidige ejerskab for de israelitiske hebræere. På den anden side tænker vi på »hebræer« som synonym for »israelit«, men sådan var det ikke dengang. En hebræer, eller »Apiru«, betød også en nomade, og Abram blev kaldt en hebræer. Josef henviste således enten til sin afstamning fra Abraham og til, at han boede i Abrahams nye land, eller til, at han kom fra et nomadeland – eller begge dele.
Spørgsmål: Er det i 1. Mosebog 40:20-22, Matthæus 14:6 og Markus 6:21 forkert at fejre fødselsdage, da de eneste fødselsdage [angiveligt] i Bibelen er, da Farao henrettede bageren, og Herodes henrettede Johannes Døberen?
Svar: Nej. Jehovas Vidner forsøger at bruge et argument baseret på tavshed til at forbyde fødselsdagsfester. Både Farao og Herodes var grusomme, vilkårlige herskere, der også dræbte mennesker på andre dage end fødselsdage, men der er to stærkere grunde til, at det er i orden at fejre en særlig dag for en persons fødsel.
Job var en gudfrygtig mand, og hans sønner »holdt på skift festmåltider i deres hjem« (Job 1:4). Det hebraiske siger bogstaveligt, at hver af dem gjorde det »på sin dag«, og denne sætning betyder ens fødselsdag, som det fremgår af, at Job forbandede »sin dag« (hebraisk), hvilket BSB oversætter som »hans fødselsdag« i Job 3:1-3.
Desuden meddelte englen Gabriel, at mange vil glæde sig over Johannes Døberens fødsel (Lukas 1:14), og hvis engle kunne fejre Jesu fødsel i Lukas 2:13-14, er det også i orden for os at fejre hans fødsel.
Spørgsmål: Hvordan kunne mundskænken i 1. Mosebog 40:23 så let glemme Josef?
A: Dengang var mundskænken bekymret over, hvad drømmen betød. Men efter at han var blevet genindsat, kunne han konkludere, at det ikke var Josef, der havde fået ham genindsat, og at Josef ikke længere gav ham nogen fordel, så han fokuserede på, hvad og hvem der kunne gavne ham. Han glemte både sin taknemmelighed over for Josef og sit løfte til Josef om at huske ham og nævne ham for Farao. Af sine brødre, Potifars hustru og mundskænken blev Josef mishandlet, bagtalt og glemt. Men Gud kunne stadig handle på trods af mundskænkens glemsomhed; det ville blot tage to hele år. Det er interessant, at Josefs førstefødte fik navnet Manasse, hvilket ifølge »Evangelical Commentary on the Bible« s. 33 betyder »at glemme«. Josefs brødres misundelse, Potifars hustrus karaktermord og mundskænkens glemsomhed var ubetydelige i forhold til dette kapitels centrale vers: 1. Mosebog 41:32, hvor der står, at sagen »er bestemt af Gud«.
Spørgsmål: Hvorfor er der køer i floden i 1. Mosebog 41:18?
Svar: De fleste steder ville køer ikke blive i floden. Men i Egypten er køer ofte der for at få lindring fra varmen og for at beskytte sig mod fluer. Men en forfatter ville have været nødt til at bo i Egypten for at vide dette.
Spørgsmål: Hvorfor ville Farao i 1. Mosebog 41:32 udnævne en ikke-egyptisk næstkommanderende?
Svar: Selvom konger undertiden kan gøre mærkelige ting, gav det i dette tilfælde meget god mening. Hvis Josef forsøgte at gøre oprør, ville egypterne ikke følge ham. Det er nedskrevet, at kanaanitter, såsom Meri-Ra, Ben-Mat-Ana og en semitisk stedfortræder ved navn Yanhamu for Amenhotep III, havde høje stillinger ved det egyptiske hof. (Amenhotep III blev farao, efter at israelitterne havde forladt Egypten.) I langt senere tider havde de tyrkiske osmannere ofte armenere i høje stillinger ved hoffet, da de vidste, at folket aldrig ville støtte en ikke-muslim, der forsøgte at overtage magten.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 41:45, var Josefs egyptiske navn, Zaphenath-Paneah, en titel eller et egyptisk navn?
Svar: Det betød sandsynligvis »den, der kaldes liv« eller noget lignende. Der er ingen beviser for, at nogen egyptere havde en sådan titel, så det var sandsynligvis et navn. Farao ønskede sandsynligvis, at Josef skulle fremstå mere egyptisk over for mange af sine embedsmænd. Det betyder dog ikke, at Josef opgav sit oprindelige navn. Det er lidt ligesom, når folk kommer fra Kina til Vesten, hvor de ofte også antager et vestligt navn, og når folk rejser fra Vesten til Kina, hvor de ofte også antager et kinesisk navn.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 41:45 noget bevis uden for Bibelen for Josefs egyptiske navn, Zaphenath-Paneah?
Svar: Ja. Selvom forskerne ikke kender navnene på nogen af de egyptiske vesirer i de århundreder omkring Josefs tid, har arkæologer fundet en sammenhæng.
Zaphenath: Josefs egyptiske navn i 1. Mosebog 41:45 er sandsynligvis blevet overleveret til os med »t« og »p« byttet om. Zat-en-aph betyder »den, der kaldes«, hvilket var en almindelig vending. Papyrus Brooklyn 35.1446 viser mange eksempler på asiater, der har fået egyptiske navne. Mange af disse navne har »den, der kaldes« som første del.
Paneah: »Pa« eller »Pe« ville repræsentere det egyptiske Ipi eller Ipu. »anea« ligner det egyptiske ankh, som betyder »liv«, eller ankhu, som betyder »er i live«. I bogen *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest*, s. 350, konkluderes det, at navnet Ipiankhu og variationer heraf var almindelige i Josefs tid, men ikke særlig almindelige hverken før eller senere.
Spørgsmål: Når man i 1. Mosebog 41:45 tænker på, hvordan Isak fik sin hustru, og hvordan Jakob fik sin hustru, hvad er så forskellen på, hvordan Josef fik sin hustru? Hvordan håndterede Josef det?
Svar: Farao var ikke troende, og det var Josefs kone sandsynligvis heller ikke, i hvert fald ikke i starten. Vi ser ikke, at de troende lagde nogen særlig vægt på at vælge en kone til Josef; men Josef klarede sig alligevel. Ligesom Gud gav Adam herredømmet over landet og en kone, gav Farao Josef herredømmet over landet og en kone.
Forresten er Potifar og Potifera sandsynligvis ikke den samme person. Der findes et monument i Egypten kaldet Potifar-stelen, hvor der står: »Potifar, søn af ’Ank h-Hor«. Dette er sandsynligvis ingen af disse to mænd; snarere var Potifar et almindeligt navn.
Spørgsmål: Hvordan var Josef i 1. Mosebog 41,53-57 et forbillede på Kristus?
Svar: Josef led selv, så han kunne sørge for forsyninger til hele Guds folk. Fra det tidspunkt, hvor Josef blev solgt som slave, til det tidspunkt, hvor han blev den næsthøjeste i rang, gik der omkring 13 år. I den periode måtte Josef være tålmodig, selvom han ikke fik nogen ydre tegn på, at hans situation nogensinde ville blive bedre. Tænk på, hvor tålmodig Gud er med os!
Spørgsmål: I 1. Mosebog 41:57, var det, der skete med Josef, i sidste ende til fordel for ham?
Svar: I dette tilfælde gav det ham en sekundær fordel, idet han ikke befandt sig i Kana’an, da hungersnøden indtraf. Men primært var det ikke til fordel for Josef; han kunne jo blot have taget til Syrien og levet der alene, som Jakob gjorde. Nej, den primære fordel var for de 70 mennesker i hans slægt. Gud påførte ikke Josef denne trængsel primært til fordel for Josef selv, men for hans families skyld.
På den anden side fik Josef stor gavn på en anden måde. Forestil dig, at Josef var blevet i Kana’an eller Syrien og ikke havde gjort noget hele sit liv. Han ville måske stadig have en retskaffen karakter, men ville ikke blive betragtet som en stor troshelt i Bibelen uden disse oplevelser, der formede ham, selvom formningen til tider var smertefuld.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 41:57 står der, at hungersnøden var alvorlig i hele verden – hvorfor oplevede så ikke alle steder i verden hungersnød?
Svar: Denne sætning udtrykker, at hungersnøden også var alvorlig uden for Egypten.
Spørgsmål: Hvad lærte familien om favorisering i 1. Mosebog 42,3-4?
Svar: I Jakobs tilfælde tilsyneladende ingenting. Han sendte ikke Benjamin af sted sammen med de andre på dette eventyr, fordi det så ud til, at han elskede Benjamin mere end dem. I Jakobs bevidsthed var hans afdøde kone Rakel, hans (formodentlig) afdøde søn Josef og Benjamin forbundet med hinanden, og han ønskede ikke at miste den sidste af dem. Tilsyneladende blev de andre brødre anset for at være mere undværlige. Det var en forfærdelig måde at være forælder på.
Brødrene havde dog haft det dårligt med at sende Josef af sted og holde det hemmeligt for deres far i alle disse år. Men siden da, i betragtning af at Jakob var uretfærdig over for dem, og at det ikke ville ændre sig, havde de nu lært at leve med det.
Spørgsmål: Hvorfor solgte de egyptiske embedsmænd korn i 1. Mosebog 42:7?
Svar: Under Josefs ledelse havde Egypten opbygget et fødevarelager til den alvorlige hungersnød. Enten havde den egyptiske regering taget mere fra bønderne, end den havde brug for, eller også ville nogle egyptere have mindre, end de havde brug for, fordi de solgte folkets korn for at tjene penge. Årtusinder senere var det alt for almindeligt, at fødevarer blev eksporteret med betydelig fortjeneste, mens de bønder, der producerede fødevarerne, sultede ihjel.
Spørgsmål: Hvorfor kunne Josefs brødre ikke genkende ham i 1. Mosebog 42:8?
Svar: Intet tyder på, at der var tale om et mirakel eller noget overnaturligt. Sidst de så ham, var han en hjælpeløs, bange syttenårig dreng med skæg, og nu ser de en velhavende, magtfuld trediveårig mand, der – hvis han fulgte de egyptiske skikke – ikke ville have skæg. Selv når folk bemærker en lighed, drager de ofte den forhastede konklusion, at det ikke kan være den samme person, hvis omstændighederne synes at gøre det umuligt, at det er den samme person.
Spørgsmål: Hvorfor behandlede Josef sine fremmedgjorte brødre på denne måde i 1. Mosebog 42,6-20?
Svar: Selvom Bibelen hverken godkender eller kritiserer denne strategi, viste den sig at være klogt af Josef. Josef ønskede at vide, hvad deres holdning var til sin mors anden søn, og hvad de havde lært gennem årene. Han ønskede at se, hvad der var i deres hjerter, før han åbnede sit hjerte for dem.
Selvom ingen i dag sandsynligvis vil befinde sig i den samme situation, gælder det generelle princip stadig om at forsøge at få et indblik i, hvad der er i en persons hjerte, før man betror sig til vedkommende. I en anden sammenhæng sagde Jesus i Mattæus 7:6, at man ikke skal kaste sine perler for svin.
Spørgsmål: Hvorfor følte de sig så skyldbetyngede her i 1. Mosebog 42,21-23?
Svar: Det var en stor hemmelighed, som kun brødrene kendte til. (De vidste ikke, at Josef stod foran dem og forstod hebraisk.) Forestil dig at have en hemmelighed, der gnaver i din fortid, om noget, du har gjort mod en, der står dig nær, og som du ikke kunne fortælle vedkommende. Tænk på, hvor svært det har været for brødrene i alle disse år på grund af deres synd.
Rubén havde en idé om at redde Josef helt tilbage i 1. Mosebog 37:21-22. Rubén var ikke enig i at sælge Josef i 1. Mosebog 37:29, men han gik med til at tage Josefs kappe og dyppe den i blod. Her var Rubén stadig tynget af skyldfølelse ligesom de andre, men havde også en »hvad sagde jeg«-holdning, hvor han gav dem skylden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 42,25-28, efter at de havde fået det chok at skulle efterlade Simeon i fængslet, hvordan tror du så, de havde det, da de så sølvpengene ligge i sækken igen?
Svar: Første Mosebog 42:28b underdrev sandsynligvis situationen, da der stod: »deres hjerter sank.« De havde ondt af Simeon, og de havde ondt af deres far, og de frygtede at fortælle det til deres ældre far. Jakob sagde senere, at hvis Benjamin også gik tabt, »vil I i sorg føre mit grå hår ned i dødsriget« (Første Mosebog 42:38b).
Rubens plan var at vende tilbage til Egypten alene med kun Benjamin og sølvet og forsøge at få Simeon tilbage. Men Jakob elskede Benjamin mere end han ønskede at få Simeon tilbage.
Spørgsmål: Hvorfor sagde Ruben i 1. Mosebog 42:37: »I kan dræbe mine to sønner, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til jer«?
Svar: Jakob havde ingen interesse i at lade nogen af sine børnebørn dø. Ruben sagde dette for at gøre indtryk og forsøge at overtale Jakob. Men det er et noget mærkeligt forhold, hvor Ruben ville tilbyde Jakob en sådan aftale. Det ser ud til, at selvom Jakob ikke kendte sandheden om Josef, var der ikke meget tillid mellem Jakob og hans sønner. Desværre kan det også være tilfældet i nogle familier i dag.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 43-44 blev brødrene sat på prøve. Hvorfor blev de sat på prøve?
Svar: Lad os se på denne situation fra Josefs perspektiv. En dag, efter så mange år, dukkede Josefs brødre op ved hans hof og bad om hjælp. Hvad vidste Josef på dette tidspunkt om dem og deres karakter? Det eneste, Josef vidste på dette tidspunkt, var, at det var de samme brødre, som angiveligt var kærlige, men som havde drøftet, hvordan de skulle dræbe ham, og derefter solgt ham som slave. Åh, og de vidste godt, hvordan man binder en person ordentligt fast. Vi ved ikke, om tanken om hævn strejfede Josef, men for andre mennesker ville det måske have været helt naturligt. Hvad skulle Josef gøre?
Josef fandt ingen glæde ved at bedrage sine brødre. Men Josef stod over for en alvorlig beslutning; hvis hans brødre ikke havde ændret sig siden dengang, de solgte ham som slave, så så han ingen grund til at redde dem.
I *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 93-94, står der: »Josef, der allerede med stor dygtighed havde skabt spændinger under deres to besøg, udførte nu sit mesterværk. Han satte deres omsorg for Benjamin på prøve for at få dem til at indse deres ondskab. Hvis de ikke bestod denne prøve, hvis de ikke havde medfølelse med denne, Rakels anden søn, ville de ikke få del i opfyldelsen af løfterne. Gud kunne starte forfra og gøre Josef til et stort folk, hvis de andre viste sig uværdige (jf. 2 Mos 32:10).”
Spørgsmål: I 1. Mosebog 44, hvornår bør vi sætte andre på prøve? Hvordan bør vi normalt sætte andre på prøve?
Svar: Prøver du normalt dine brødre og søstre på denne måde? – Det håber jeg ikke. Selvom vi ikke ser gudfrygtige mennesker prøve andre så hårdt, som Josef gjorde, er det nødvendigt at stille folk spørgsmål og prøve dem med henblik på lederskab. Folk kan lære noget, når de bliver sat på prøve, men det er ikke det primære formål. Hovedformålet er at se, om man kan stole på, at personen kan udføre en opgave, eller at man kan stole på, at vedkommende kan undervise i sund lære.
I 1. Timoteus 3:10 står der: »Desuden skal de først prøves. Hvis de så er ubesmittede, lad dem da tjene som diakoner.« Åbenbaringen 2:2 taler anerkendende om menigheden i Efesos og siger: »I har prøvet og afsløret dem, der falsk påstår at være apostle, som løgnere.« I Romerbrevet 16:10 blev Apelles sat på prøve og godkendt; det var dog sandsynligvis Gud, der stod for prøven.
På den anden side er det forkert at forsøge at narre en person, der har bestået prøven, ved at foregive, at der skal foretages en yderligere prøve. Farisæerne handlede forkert, da de kom for at sætte Jesus på prøve ved at bede om et tegn i Markus 8:11 og Lukas 11:16.
De satte Jesus på prøve med spørgsmål i Mattæus 16:1 og 22:35.
Naomi satte Ruth og Orpa på prøve i Ruth 1:11-15. Der var ingen grund til, at de skulle tage til Israel, et land, de aldrig havde set, blot fordi de holdt af Naomi. Hvis de ikke fulgte den samme Gud, burde de bare blive, hvor de var.
Kong Saul blev sat på prøve i 1. Samuel 13:7b-14, men det er uklart, om Samuel ved et uheld kom et par timer for sent, eller om han bevidst havde til hensigt at komme et par timer for sent.
Jeg læste engang, at der i Sovjetunionens tid var en episode, hvor nogle soldater uden uniform og med våben stormede ind i en underjordisk gudstjeneste, lige som den skulle til at begynde. De spurgte, hvem der var kristne, og sagde, at alle ikke-kristne kunne gå. Derefter lagde de deres våben fra sig og deltog også i gudstjenesten; de ville have alle spionerne ud af gudstjenesten.
Spørgsmål: Hvordan kan sølvbægeret i Benjamins sæk i 1. Mosebog 44:2-13 minde om, at Rakel stjal sin fars afguder?
Svar: Brødrene kendte måske historien om, at Rakel stjal sin far Labans afgudsbilleder. Laban og Jakob var enige om, at den, der blev fundet i besiddelse af disse afgudsbilleder, skulle dræbes. På det tidspunkt vidste de ikke, at det var Rakel, der havde stjålet dem. Hvis Laban og Jakob var enige om den straf, hvilken straf ville den højtstående embedsmand i Egypten så udmåle for at stjæle noget, der (tilsyneladende) stod ham nær og havde en høj økonomisk værdi?
Spørgsmål: Hvordan kunne Josef, en gudfrygtig mand, i 1. Mosebog 44:5 hævde, at han brugte spådom?
Svar: Der står ikke, at Josef nogensinde brugte den kop, kun at han fortalte sine brødre, at han brugte den til spådom. Ifølge 1. Mosebog 44:15 var Josef tilsyneladende ikke særlig bekymret over koppen. Vi bør ikke benytte spådom (5. Mosebog 18:10), og vi bør undgå selv det, der ligner det onde (2. Korintherbrev 8:21; 1. Thessalonikerbrev 5:22), og selv Josef var ikke et fuldkomment menneske.
I »The Evangelical Commentary on the Bible« s. 34 står der, at spådom ved hjælp af vand var almindeligt i Egypten. Man så på vanddråberne og fremsatte forudsigelser.
Spørgsmål: Hvad er de fire grunde i 1. Mosebog 45:3 til, at Josefs brødre måske var målløse?
Svar: Brødrene var både 1) målløse, fordi de var i chok, ikke kun over at se Josef, men også over Josefs stilling; 2) målløse, fordi de var blevet afsløret; og 3) målløse, fordi de tænkte på, hvad der nu ville ske med dem. 4) De havde sagt: »Har du i sinde at herske over os?« (1. Mosebog 37:8). Nu herskede Josef over hele Egypten (1. Mosebog 45:8).
Spørgsmål: I 1 Mos 45:5,8; 50:19-20, hvem sagde Josef, at det var, der havde sendt ham til Egypten? Hvorfor?
Svar: Hvor mange gange har du hørt, at når nogen planlagde at begå mord, så endte det godt for dem? Det endte godt for brødrene.
Josef sagde udtrykkeligt, at det ikke var brødrene, men Gud. Josef så sine vanskeligheder og svære tider som noget, der kom fra Gud, og han priste Gud for det, for nu, og først nu, så Josef resultatet.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 45:6 og 47:28, blev israelitterne slaver, mens Josef stadig levede?
A: Ja. Ser man på 1. Mosebog 37:2; 41:1; 41:29-39; 45:6; 47:28, var israelitterne i Egypten i 71 år af Josefs 110-årige liv. Så hebræerne blev slaver, mens Josef stadig levede, for de var slaver i Egypten i 400 år og i alt 430 år i Egypten.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 45:8 og 50:19, gør Gud da gudfrygtige mennesker til slaver? Gjorde Gud Josef eller Josefs brødre til slaver?
Svar: Dette er et eksempel på det teologiske begreb, der kaldes »sammenfald«. Gud vidste ikke blot, hvilket ondt de frivilligt og af egen vilje ville beslutte at gøre, hvis de befandt sig i den situation; Gud sørgede også for, at de kom i den situation og kunne udføre deres hjertes hensigt. Desuden planlagde Gud og brugte deres ondskab til at frembringe det gode. Som det står i Romerbrevet 8:28: »...Gud virker alt sammen til det gode for dem, der elsker ham...« Alt omfatter også de onde ting.
Spørgsmål: Hvad er de to grunde i 1. Mosebog 45,25-28 til, at Jakob er lamslået over at høre, at Josef er i live?
Svar: For det første troede han, at han vidste med sikkerhed, at Josef var død; han havde jo set den blodplettede, flerfarvede kappe. For det andet ville han blive forbløffet, enten nu eller senere, når han fandt ud af, at alle hans ti sønner havde konspireret for at bedrage ham i over tyve år.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 46:3-4, taler Gud da til Jakob som individ eller til hans efterkommere?
Svar: Begge dele. Gud forener de to, når han siger til Jakob, at »du« vil blive til et stort folk. Jakob døde ganske vist i Egypten, men hans lig blev bragt tilbage til Palæstina for at blive begravet. Dette var et tegn på, at »I« i flertal ville komme ud af Egypten 430 år senere.
Spørgsmål: Hvordan reagerede Jakob på denne chokerende nyhed i 1. Mosebog 46:1-6?
Svar: Først gik han med til at drage ned til Egypten, som hans sønner sagde. Måske så han ingen anden udvej på grund af hungersnøden i Kana’an. Men inden Jakob tog afsted, drog han ned til Beersheba, hvor de havde bygget et alter og bragt ofre til Gud i 1. Mosebog 46:1. Beersheba lå stort set i samme retning som Egypten, så det kan have været en kort omvej for ham at tage til alteret. Derefter gav Gud Jakob en nat en vision, hvor han sagde til ham, at han ikke skulle være bange for at drage ned til Egypten (1. Mosebog 46:3). Dette står i kontrast til 1. Mosebog 26:2, hvor Gud sagde til Isak, at han ikke skulle drage ned til Egypten. Derefter skyndte Jakob og hans slægt sig til Egypten. Senere trådte Jakob frem for Farao og velsignede Farao (1. Mosebog 47:7,10).
Mærkeligt nok står der i 1. Mosebog 46:4, at Jakob skulle føres op igen. Naturligvis blev både hans efterkommere og hans lig ført op fra Egypten, selvom Jakob døde der. Men Gud nævnte, at Jakob skulle dø, for Han sagde, at Josef skulle lægge sin hånd på Jakobs øjne for at lukke dem en sidste gang i 1. Mosebog 46:4.
Spørgsmål: Hvorfor døde Jakob i Egypten i 1. Mosebog 46:4, når Gud havde lovet at føre ham ud derfra?
Svar: Folk tænkte både på deres efterkommere og på sig selv. Jakobs efterkommere blev ført ud af Egypten. Desuden blev Jakobs lig ført ud af Egypten i 1. Mosebog 50:13-14.
Spørgsmål: Er der 12, 13 eller 14 stammer i 1. Mosebog 46:8-27?
Svar: Der var 12 sønner af Israel (10 + Levi + Josef)
Der var 12 kampdivisioner og stammer med land (10 + Josefs to sønner Manasse og Efraim, men ikke Levi).
Spørgsmål: I 1. Mosebog 46:8-27 vil jeg gerne vide, hvem de 11 sønner var, som Jakob fik i Israels land, og hvem deres hustruer var? I Bibelen, 2. Mosebog, bekræftes det, at 70 mennesker drog til Egypten, inklusive Jakob. Kan du opregne dem for mig?
A: Faktisk er »Exodus« en anden begivenhed; nemlig da de forlod Egypten. Men for at besvare dit spørgsmål er Jakobs elleve sønner:
Ruben, Simeon, Levi, Juda, Isaskar, Zebulon, Gad, Aser, Benjamin, Dan og Naftali. Josef var selvfølgelig Jakobs søn, men Josef boede i Egypten, ikke i Israels land.
Jakobs efterkommere, der drog til Egypten, er opført i 1. Mosebog 46:8-27; dog er de, der ikke var biologisk beslægtede med Jakob, ikke medtaget. Jakobs sønner og mandlige efterkommere, der dengang rejste til Egypten, udgjorde 64 mænd. Jakobs datter Dina og Asers datter Sera fulgte også med. Når man lægger yderligere fire personer til – Josef, hans to sønner Efraim og Manasse samt Jakob – er der i alt 70 personer opført. Naturligvis ville hustruer og andre også være taget med, og Bibelen siger ikke, at der ikke var flere end 70 personer, der rejste, men kun at 70 af Jakobs efterkommere, inklusive Jakob selv, rejste.
Spørgsmål: Findes der i 1. Mosebog 46:33 noget bevis uden for Bibelen på, at hyrder var forhadte af egypterne?
Svar: Vi har ikke noget direkte bevis, men vi har et par oplysninger.
1. Da de fremmede hyksos herskede over Egypten, kaldte senere egyptere de foragtede fremmede herskere for »hyrdekonger«.
2. I Josefs tid siger arkæologer, at en stor gruppe asiater boede i Nildeltaet. En analyse af skeletrester fra får viste, at det var omkring denne tid, at asiatiske bosættere for første gang bragte langhårede får til Nildeltaet i Egypten.
Spørgsmål: Hvordan kunne Jakobs familie i 1. Mosebog 47:11 bo i området omkring Ramses, når byen Ramses endnu ikke var blevet bygget?
Svar: De bosatte sig i området ved Nildeltaet, hvor de hebraiske slaver senere skulle opføre byen Ramses. Selvom den ikke var kendt under det navn, da Jakob bosatte sig der, var byen Ramses blevet opført, da Moses skrev Første Mosebog.
Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i 1. Mosebog 47:20-21 godkende, at Josef gjorde det egyptiske folk til slaver under Farao?
Svar: Gud udtalte sig ikke om det, men tillod denne indkomstskat på 20 % i 1. Mosebog 47:23-26.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 47:31, tilbad Jakob ved hovedenden af sin seng, eller lænet mod sin stav, som Hebræerbrevet 11:21 siger?
Svar: Selvom man godt kan sidde op i en seng og støtte sig til en stav for at tale, findes der en enklere forklaring. Konsonanterne for »seng« og »stav« er de samme på hebraisk, og Det Gamle Testamente blev oprindeligt skrevet med kun konsonanter. Den masoretiske tekst tilføjede vokalerne for at danne ordet »seng«, mens Septuaginta oversatte det som »stav«. Hebræerbrevet 11:21 siger på græsk »stav«.
Spørgsmål: Hvad var betydningen af, at Jakob i 1. Mosebog 48:5 sagde, at Manasse og Efraim tilhørte ham?
Svar: Tilsyneladende blev Manasse og Efraim i den fremtidige opdeling af landet betragtet som tilhørende samme kategori som Jakobs direkte sønner. Derfor modtog Josefs efterkommere to jordandele, ikke én. Ofte modtog den førstefødte en dobbelt andel. Selvom Josef ikke var den førstefødte i kronologisk rækkefølge, havde han fået tildelt den førstefødtes ret.
Spørgsmål: Hvordan blev disse profetier opfyldt i 1. Mosebog 49 og 5. Mosebog 33?
A: For hver søn gives der et resumé af profetierne og derefter opfyldelsen. Generelt indeholdt 1. Mosebog 49 mange profetier, mens 5. Mosebog kun indeholder få antydninger om fremtiden i Moses’ bønner.
Ruben, der dog biologisk set var den førstefødte, ville ikke længere udmærke sig. Ruben bosatte sig på den østlige side af Jordanfloden og blev aldrig en stor stamme. Ifølge *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 103, underlagde Moab Ruben i det 9. århundrede (900–800 f.Kr.), ifølge en indskrift på den moabitiske sten (850 f.Kr.). Dette skete efter Salomos tid, mellem Asas og Joas’ regeringstider i Juda.
Simeon ville blive spredt ud i Israel. Simeon bosatte sig midt i Juda (Dommerbogen 1:3), og de mistede meget af deres stammeidentitet, da de blev spredt ud i Juda.
Levi ville også blive spredt ud i Israel. Leviterne fik ikke tildelt land, kun byer at bo i overalt i Israel. De skulle være Israels lærere. I den tid, hvor kongeriget var splittet, flyttede mange af dem sydpå til Juda.
Juda vil blive rost af sine brødre, hans hånd vil hvile på sine fjenders nakke, og de andre sønner vil bøje sig for ham. Juda vil være som en løve. Scepteret vil ikke vige, før Shiloh kommer. David og de efterfølgende herskere i det sydlige rige stammede alle fra Judas stamme. Jesus stammede fra Davids efterkommere, både biologisk gennem Maria og »juridisk« gennem sin adoptivfar, Josef. Første Mosebog 49:10-12 er messianske ifølge Targum Jonathan, Targum pseudo-Jonathan, Targum Onkelos og den babylonske Talmud.
Zebulon vil bo ved havet, og hans grænse strækker sig mod Sidon i Fønikien. Denne profeti om deres beliggenhed blev opfyldt.
Issakar ville befinde sig på et godt og behageligt hvilested og udføre tvangsarbejde. Issakar var underlagt fremmede sammen med de andre nordlige stammer under assyrerne i 732 f.Kr.
Dan vil udøve retfærdighed som en ond slange. Som en løveunge vil han springe ud fra Basan. Dan arvede et område i den centrale del (langt fra Basan), men da de brutalt angreb Laish i Dommerbogen 18, flyttede de nordpå nær Basan.
Gad vil blive angrebet, men vil angribe dem til gengæld. Velsignet er de, der udvider Gads område. Dette kan profetisk henvise til Jefta fra Gad, som besejrede ammonitterne.
Aser vil få rig og delikat mad. Aser vil være stærk alle sine dage. Aser havde få vanskeligheder i krigsførelse, selvom de i nogen grad blev assimileret ind i den fønikiske kultur.
Naftali vil være som en hind, der føder smukke kalve. Naftali vil arve området mod syd helt til søen. Naftali spillede ikke en væsentlig rolle i mange krige, og de bosatte sig ved Galilæasøen.
Josef vil være en frugtbar vinstok, hvis grene klatrer over en mur. Bueskytter vil skyde på ham, men hans bue vil forblive standhaftig. Som en prins blandt sine brødre. Josef vil have overflod. Josefs to halvstammer, Efraim og Manasse, var de mest folkerige efter Juda. Faktisk blev Efraim senere et synonym for det nordlige rige, ligesom Juda blev et synonym for det sydlige rige.
Benjamin skulle blive en glubsk ulv. Ehud fra Benjamin var en dommer, der dræbte Eglon fra Moab. Benjamin, selvom det var en lille stamme, kæmpede voldsomt mod de andre stammer i Dommerbogen 20.
Spørgsmål: Hvad betyder »begyndelsen på en mands styrke« i 1 Mos 49:3 og 5 Mos 21:17? Nogle oversættelser antyder, at der her tales om begyndelsen på en mands forplantningsevne eller hans mandighed. Salme 127 antyder måske noget andet med hensyn til udtrykket, når den taler om, at en mands børn fra hans ungdom er som pile i en mægtig krigers kogger.
Svar: En mand kan være frugtbar uden nogensinde at få børn, selvom det uden børn ikke er bevist, at han er frugtbar. Men hvis man skal skelne nøje, er der fire muligheder for den præcise betydning.
a) et spædbarn, hvilket også viser, at en mand kan få flere børn efter dette.
b) en søn, der kan forsørge familien, når manden bliver gammel, og kæmpe for landet.
c) Dette er en henvisning til den førstefødte søns ret.
d) en efterkommer, hvilket betyder, at manden kan sikre en varig slægt.
Jeg tror, at d) sandsynligvis er det, der menes her, fordi det i den kultur var meget vigtigt at have afkom, der kunne føre slægten videre. Faktisk skulle en gift mands bror gifte sig med hans kone, hvis han døde uden afkom, og den første søn skulle bære den afdøde brors navn.
c) er helt sikkert også det, der menes i 5. Mosebog 21:16-17.
Men jeg mener også, at b) er det, der menes her, som det står i Salme 127:4-5.
Imidlertid er »begyndelsen...« ikke noget, som flere børn har, eller at de tilsammen var »begyndelsen«. Dette antyder, at barnet var begyndelsen på mandens styrke, da barnet blev født, hvilket ville vise, at a) var det, der var tale om. Ruben mistede førstefødselsretten, men i 1. Mosebog 49:3 var han stadig biologisk set den førstefødte, »begyndelsen på min styrke«.
Så min opfattelse er alt det ovenstående.
Spørgsmål: Hvorfor var det i 1. Mosebog 49:3-4 passende, at Ruben, der udmærkede sig i ære og magt, ikke længere skulle udmærke sig? Er det sket for andre dele af kirken?
A: Det er faktisk et ordspil på ordet »excel«. Det skyldes det, som Ruben gjorde i 1. Mosebog 35:22 og 1. Krønikebog 5:1-2.
Q: Hvordan kunne Jakob i 1. Mosebog 49:5-7 forbanne Levi, når Moses senere velsignede Levi i 5. Mosebog 33:8-11?
A: Levis efterkommere blev spredt ud over hele Israel på grund af denne grusomme handling. Levis efterkommere blev velsignet ved at få privilegiet at undervise Israel. Der er en lære at drage her. En forbandelse kan, når vi bærer den og følger Gud, blive til en velsignelse.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 49:7, hvornår bør et folk eller en nation være fyldt af raseri og grusom vrede?
Svar: I 1. Mosebog 49:6 lammede de endda okserne på grund af deres raseri: de var ikke retfærdighedens tjenere, men tjenere for ukontrolleret raseri.
Svaret på dette spørgsmål er: aldrig. Vi skal være kærlige. At nære had er et tegn på, at man ikke er frelst, ifølge 1. Johannesbrev 4:8,20. »For menneskets vrede frembringer ikke den retfærdighed, som Gud ønsker,« ifølge Jakob 1:20.
Simeon og Levi var de næstældste sønner efter Ruben. De blev udelukket udelukkende på grund af deres voldsomme vrede. På samme måde sker det i dag, at kompetente, erfarne og intelligente mennesker ikke kommer i betragtning til en stilling eller bliver fyret fra den på grund af deres temperament. Vi kan gå glip af en hel masse gode ting og gode relationer på grund af vrede.
Spørgsmål: Hvorfor blev Juda i 1. Mosebog 49:9 ikke diskvalificeret på grund af Tamar i 1. Mosebog 38?
Svar: Juda er den næstældste efter Ruben, Simeon og Levi. Alle fire var børn af Lea. Juda forsøgte at få Tamar dræbt, men efter at hans egen synd blev afsløret, rettede Juda op på tingene – eller i det mindste så godt, han kunne – til sidst.
Spørgsmål: Hvad forudsiger dette helt præcist i 1. Mosebog 49:9-11?
Svar: Shiloh betyder ganske enkelt »den, til hvem det tilhører«. Jøderne selv opfattede 1. Mosebog 49:10 som en messiansk profeti. I den babylonske Talmud, Sanhedrin, kap. 4 efter 37, recto, sagde rabbi Rachman: »Da medlemmerne af Sanhedrin opdagede, at de var blevet frataget deres ret over liv og død, greb en almen forfærdelse dem; de dækkede deres hoveder med aske og deres kroppe med sækkelærred og udbrød: ’Ve os, for scepteret er forsvundet fra Juda, og Messias er ikke kommet!’«
I en kommentar til Første Mosebog fra Dødehavsrullerne (4Q252 [=4QpGena ]), fragment 2, hedder det i forbindelse med Første Mosebog 49:10: »Når Israel hersker, skal der [ikke] mangle en efterkommer af David på tronen. For herskerens stav er kongedømmets pagt, [og Israels] stammer er afdelingerne, indtil Retfærdighedens Messias kommer, Davids Gren.” Se *The Dead Sea Scrolls in English*, 4. udg., s. 300–302, hvor det også påpeges, at denne kommentar betragter de jødiske hasmonæiske konger som uægte herskere, da de ikke stammede fra Juda.
Den babylonske Talmud, Sanhedrin 98b: Rabbi Johanan skrev: »Verden blev skabt for Messias’ skyld; hvad er denne Messias’ navn? Rabbi Shilas skole sagde: ’Hans navn er Shiloh, for der står skrevet: indtil Shiloh kommer.’«
Jerusalem-Talmud, Sanhedrin folio 24: »Lidt mere end fyrre år før templets ødelæggelse blev beføjelsen til at afsige dødsdomme frataget jøderne.«
Targum Onkelos siger: »Herskerretten skal ikke ophøre i Judas hus, ej heller skriftlæreren blandt hans børns børn, for evigt, indtil Messias kommer.«
Targum Pseudo-Jonathan til Første Mosebog 49:11a: »Konger og herskere skal ikke ophøre fra Judas hus … indtil Messias-kongen kommer.«
En yderligere jødisk kilde, der tyder på, at jøderne opfattede dette som en messiansk profeti, er Targum Jonathan til 1. Mosebog 49:10,11a.
Tidlige kristne, der henviste til denne messianske profeti, er Irenæus af Lyon (ca. 160–202 e.Kr.), Hippolytus af Portus (222–235/236 e.Kr.) og Origenes (225–253/254 e.Kr.). Blandt kætterne nævnes dette i de ebionitiske »Clementine Homilies« (-188 e.Kr. – usikkert tidspunkt).
Spørgsmål: Da 1 Mos 49,10 siger, at scepteret ikke vil vige, før »Shiloh« kommer, hvordan kan dette så være Messias?
Svar: De græske og latinske oversættelser har »den, til hvem det tilhører«. Dette blev af historiske jødiske fortolkere opfattet som messiansk, da den aramæiske targum oversætter dette med »Messias«. Dette er også messiansk ifølge Targum Jonathan og Targum Pseudo-Jonathan (= Targum Yerushalmi I, = Targum Ezez). Jøderne mistede retten til dødsstraf omkring år 6 e.Kr. Den babylonske Talmud nævner dette i Sanhedrin, kapitel 4 efter 51b; kapitel 4 efter 37; recto. Ezekiel 21:27 har en parallel konstruktion til Første Mosebog 49:10.
Andre ville se dette som den officielle hersker over Palæstina. Under romerne blev den jødiske konge Archelaus afsat, og den romerske prokurator Coponius erstattede ham.
Som en sidebemærkning nævner *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 1, s. 224, at den babylonske Talmud angiver, at *Targum Jonathan* blev skrevet af Jonathan bin Uzziel, der levede i det første århundrede f.Kr. og var Hillels mest fremtrædende elev.
I en kommentar til Første Mosebog fra Dødehavsrullerne (4Q252 [=4QpGen(a)]), siger fragment 2 i forbindelse med Første Mosebog 49:10: »Når Israel hersker, skal der [ikke] mangle en efterkommer af David på tronen. For herskerens stav er kongedømmets pagt, [og Israels] stammer er afdelingerne, indtil Retfærdighedens Messias kommer, Davids Gren.” *The Dead Sea Scrolls in English*, 4. udg., s. 300-302, påpeger også, at denne kommentar betragter de jødiske hasmonæiske konger som uægte herskere, da de ikke stammede fra Juda.
Josephus skriver i sin bog »Jødernes krige« (93–94 e.Kr.), bog 2, kapitel 8: »Og nu blev Archelaus’ del af Judæa nedgraderet til en provins, og Coponius, en af de romerske ridderordener, blev udsendt som prokurator, idet kejseren havde lagt magten over liv og død i hans hænder.« Josephus nævner også, at Sanhedrin mistede magten over sager om dødsstraf i *Antiquities of the Jews* 20.9. (skrevet omkring 93-94 e.Kr.)
Jøderne selv opfattede dette som en messiansk profeti. I den babylonske Talmud, Sanhedrin, kapitel 4 efter 37, recto, sagde rabbi Rachman: »Da medlemmerne af Sanhedrin opdagede, at de var blevet frataget retten over liv og død, greb en almen forfærdelse dem; de dækkede deres hoveder med aske og deres kroppe med sækkelærred og udbrød: ’Ve os, for scepteret er forsvundet fra Juda, og Messias er ikke kommet!’« Dette skete omkring år 6 e.Kr. (Hentet fra Josh McDowells *Evidence That Demands a Verdict*, bind 1, s. 169, og *Jesus Before the Sanhedrin* af Augustin Lemann, 1886, oversat af Julius Magath, NL#0239683, Library of Congress # 15-24973.) Se også *Pugio Fidei* af Raymundus Martini, udgivet af De Vosin i 1651, s. 148.
Den babylonske Talmud, Sanhedrin 98b: Rabbi Johanan skrev: »Verden blev skabt for Messias’ skyld. Hvad er denne Messias’ navn? Rabbi Shilas skole sagde: ’Hans navn er Shiloh, for der står skrevet: indtil Shiloh kommer.’« s. 147
Talmud: »[30 e.Kr.] Lidt mere end fyrre år før templets ødelæggelse blev beføjelsen til at afsige dødsdomme frataget jøderne.« Jerusalem-Talmud, Sanhedrin, folio 24, s. 147
Targum Onkelos siger: »Herskerretten skal ikke ophøre i Judas hus, ej heller den skriftkloge blandt hans børns børn, for evigt, indtil Messias kommer.« (The Messiah: An Aramaic Interpretation; The Messianic Exegesis of the Targum, Samson H. Levy (Cincinnati: Hebrew Union College Jewish Institute of Religion 1974) s. 2) s. 146
Targum Pseudo-Jonathan til 1. Mosebog 49:11a: »Konger og herskere skal ikke ophøre fra Judas hus … indtil Messias-kongen kommer« – ibid., s. 7
En yderligere jødisk kilde, der tyder på, at jøderne opfattede dette som en messiansk profeti, er Targum Jonathan til 1. Mosebog 49:10,11a. Justin Martyr (skrev ca. 138-165 e.Kr.) nævner dette som en henvisning til Kristus i sin Første Apologi, kap. 32.
Spørgsmål: Hvad betyder det hebraiske ord Shiloh helt præcist her i 1. Mosebog 49:10?
Svar: Den oprindelige hebraiske tekst havde ingen vokaler, og derfor hersker der en vis usikkerhed.
a) Det kunne være et navn, der henviser til en person: Shiloh
b) Det kunne betyde »hvem det tilhører« eller »hvad der tilhører ham« – siloh / selloh. Der er en vis støtte for dette i Septuaginta og den syriske Peshitta. Ezekiel 21:26-27 henviser til dette.
c) Det kunne betyde »hyldest til ham« – say loh. Dette ville være en parallel til verset efter dette.
d) Det kunne være stedet Shiloh.
e) Endelig findes der mange ordspil i Bibelen, så det kunne være mere end én af disse muligheder.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 49:10 står der om det kongelige scepter: »indtil Shiloh kommer.« Hvordan kan denne krigslignende profeti henvise til Jesus?
Svar: Jesus var åndeligt krigslysten, da han besejrede Satan ved sin første komme. Desuden vil Jesus være krigslysten og dræbe mange ved sin genkomst i Åbenbaringen 19:11-16.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 49:10 står der, at scepteret ikke ville vige fra Juda, før Messias kom. Hvorfor var der så ingen konger fra Juda efter eksilet bortset fra makkabæerne?
Svar: 1. Mosebog 49:10 garanterede ikke, at der ville være uafhængige konger. Der står kun, at der ville være en hersker, og Gedalja og mange andre fungerede som guvernører under Babylon, Persien og andre regeringer. Se *1001 Bible Questions Answered*, s. 28, for et anderledes, men supplerende svar.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 49:10 skulle Juda jo regere, indtil Messias kom – hvorfor var Saul så fra Benjamins stamme?
Svar: Der var ingen konge, da denne profeti blev givet. Saul blev afvist som konge, men da David (fra Juda) først blev konge, blev det anerkendt, at Juda var den kongelige slægt, indtil Messias kom. Jesus var fra Juda »juridisk set«, da Josef var hans juridiske far, og biologisk set, da Maria også var fra Juda.
Spørgsmål: Hvorfor profeterede Jakob i 1. Mosebog 49:14-15 om slaveri for Isaskar, mens 5. Mosebog 33:18-19 profeterer om velsignelse?
Svar: Begge profetier blev opfyldt. Isaskar fik stor velsignelse i form af deres frugtbare land. Men i assyrernes tid blev de slaver, og deres stamme forblev i den tilstand. Når vi tager Guds velsignelser for givet, kan de have en tendens til at gøre os dovne og tilbøjelige til at give efter for synden. Se Dommerbogen 8:27,33 for et andet trist eksempel med Gideon.
Spørgsmål: Hvad kan dette henvise til i 1. Mosebog 49:16-17?
Svar: Samson var fra Dan. Dan er den nordligste stamme lige siden Dommerbogen 18. Dan skulle have sørget for retfærdighed, men i stedet udøvede de afgudsdyrkelse i Dommerbogen 18:30. Jeremias 4:15-16 og 8:16 siger, at ulykken vil komme fra Dan.
Gilead, Dan og Aser undlod at støtte Debora og Barak i Dommerbogen 5:17.
I Åbenbaringen 7:5-8 er ingen af de 144.000 fra Dan-stammen. Nogle mener, at Antikrist måske er en jøde fra Dan-stammen.
Spørgsmål: Hvorfor tog det i 1. Mosebog 50:3 netop 40 dage at balsamere Jakobs lig, og ikke mere eller mindre?
Svar: Der er ingen grund til at forsøge at læse en allegorisk betydning ind her, når Bibelen giver årsagen. Første Mosebog 50:3 siger, at 40 dage var den tid, der var nødvendig til balsameringen. Tidsskriftet KMT: A Modern Journal of Ancient Egypt, bind 3, nr. 3, efterår 1993, s. 7, angiver, at eksperimenter med mumificering af rotter viser, at fyrre dage er den tid, der er nødvendig for at fuldføre tørringen af liget med natron-salte. Det nævnes også, at fyrre dage stadig er sørgeperioden i det moderne Egypten.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 50:13, blev Jakob begravet i den hule, som Abraham købte nær Mamre, eller blev nogle af patriarkerne begravet nær Sichem, som Apostlenes Gerninger 7:15-16 antyder?
Svar: Først tre punkter, der vedrører svaret, og derefter to mulige svar.
For det første var der tale om to forskellige steder, da afstanden mellem Mamre og Sichem var ca. 45 miles (72 kilometer).
Før udvandringen fra Egypten står der i 1. Mosebog 50:13, at Jakob blev begravet nær Mamre. I 1. Mosebog 50:24-26 står der, at Josefs lig blev balsameret og opbevaret i en kiste i Egypten i forventning om, at det senere skulle begraves i det forjættede land.
Efter udvandringen, over 477 år senere, blev Jakobs sønner begravet nær Sichem, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 7:15-16. Josva 24:32 tilføjer også, at Josefs knogler blev begravet på et stykke jord nær Sichem.
Her er to separate svar.
»De«: Apostlenes Gerninger 7:15 siger: »Og Jakob drog ned til Egypten og udåndede [dvs. døde], han og vore fædre.« (Green’s Literal Translation) »De« i Apostlenes Gerninger 7:16 henviser til Jakobs tolv sønner (vore fædre), som blev begravet efter udvandringen, og ikke til Jakob, som blev begravet over 477 år tidligere.
Stefans fejl: Hvis Stefan fejlagtigt havde »sammenblandet« disse to begivenheder til én, da han talte, er Apostlenes Gerninger 7:15-16 stadig ufejlbarlig. Apostlenes Gerninger 7:15-16 beretter ufejlbarligt om en ubetydelig fejl, som Stefan begik. Intet tyder på, at Stefan skulle være ufejlbarlig i alt, hvad han sagde. Men i betragtning af Stefans hidtidige udtalelser om andre ting i Apostlenes Gerninger 7 kunne man måske foretrække det første svar.
Men selv hvis det andet svar er det rigtige, er der en lære for os. Når troende i dag befinder sig i centrum af Guds vilje og taler til andre, som Gud ønsker, at vi skal, har Gud heller ikke lovet, at alle vores ord og læresætninger er ufejlbarlige. Men det er i orden. Gud virker i os på trods af vores fejl og endda gennem vores fejl for at bringe sin sandhed frem.
Uanset om Stefanus ikke anvendte moderne præcision med sine pronomen, eller om Stefanus tog fejl på et mindre historisk punkt, handler Guds budskab ikke om, hvorvidt Jakob var inkluderet i de »de«, der blev begravet i Sichem, eller ej. Guds budskab er, at Gud ledte israelitterne i et pagtsforhold med sig, og at Gud i tusinder af år brugte israelitterne til at skabe baggrunden for den største begivenhed gennem tiderne: Guds egen Søn, Jesus Kristus, kom til verden.
Spørgsmål: I 1. Mosebog 50:16, løj Josefs brødre, da de sagde, at Jakob havde befalet Josef ikke at gøre dem fortræd?
Svar: Bibelen siger ikke, om Jakob nogensinde udtrykkeligt befalede dette, så brødrene kan have løjet. På den anden side ønskede Jakob helt sikkert implicit, at Josef ikke skulle hævne sig på sine brødre. I dag hører vi mange ting fra mennesker uden at vide med sikkerhed, om personen fortæller hele sandheden eller ej. Vi skal stadig reagere klogt og på den måde, som Gud ønsker, at vi skal svare, selv når vi ikke kan bevise eller modbevise sandheden i det, der siges.
Spørgsmål: Hvordan kan vi i 1. Mosebog 50,19-20 træffe vores egne valg, når Gud »har til hensigt«, at vi træffer de valg, vi træffer?
Svar: Tre enkle punkter, der forklarer denne sammenhæng.
Gud tvinger aldrig mennesker til at synde eller får dem til at vælge det onde. Ifølge Jakob 1:13 frister Gud ingen.
Gud forudså deres valg og lod dem træffe disse valg. Charles Hodge omtaler dette begreb som »tilladende dekreter«.
Gud brugte deres onde valg som en del af sin plan. Faktisk er alt inkluderet i Guds plan, ifølge Efeserbrevet 1:11 og Ordsprogene 16:4. Louis Berkhof opfandt udtrykket »sammenfald« for dette begreb.
Spørgsmål: Hvorfor nævnes ordet »Elohim« 33 gange i de første 34 vers i Første Mosebog, efterfulgt af »Yahweh-Elohim« 20 gange i 45 vers og derefter »Yahweh« 10 gange i 25 vers (Evidence That Demands a Verdict, bind 2, s. 121)? Tyder dette på, at der er flere forfattere?
Svar: Dette var ikke en tilfældighed, men havde til formål bevidst først at udtrykke Guds universelle, transcendente natur, efterfulgt af Hans mere personlige aspekter. Der var en meget lignende situation i Koranen. Ordet »Allah« dominerer i de senere suraer fra Medina, mens »Herre« – ikke »Allah« – hovedsageligt bruges i de tidligere suraer fra Mekka. Her er min optælling i suraerne fra Medina: 4 (~211 gange), 9 (~152 gange), 24 (75 gange), 33, 48, 49, 57 (33 gange), 58 (37 gange), 59 (29 gange), 60–66. Her er min optælling af ordet »Herre« i de mekanske suraer, efterfulgt af det omtrentlige antal gange, ordet »Allah« forekommer: 15 (3 gange), 32 (1 gang), 50–53, 54–55 (0 gange), 56 (2 gange), 67 (4 gange), 68 (0 gange), 75 (0 gange), 78 (0 gange), 85-96 (9 gange), 100-109 (1 gang), 110-112 (6 gange), 113-114 (0 gange).
Ligeledes bruger Hebræerbrevet i Det Nye Testamente i kapitel 1 aldrig ordene »Kristus« eller »Jesus«, men omtaler ham kun som »Sønnen«. Men »Jesus« og »Kristus« bruges hyppigt i resten af Hebræerbrevet.
Dette viser ikke, at Koranen havde flere forfattere, eller at Hebræerbrevet havde flere forfattere, ligesom beviserne heller ikke viser, at Første Mosebog havde flere forfattere. Det viser snarere, at asymmetrisk brug af navne ikke var usædvanligt i mellemøstlig litteratur.
Spørgsmål: Hvornår blev Første Mosebog skrevet?
Svar: Tidlige jødiske og kristne skrifter siger enstemmigt, at Moses skrev den. Uanset om Moses selv holdt pennen, eller om en skriver under hans ledelse gjorde det, var det stadig i Moses’ tid.
Den liberale Julius Wellhausen sagde i 1885, at de blev skrevet under eller efter den babylonske eksilperiode (598-539 f.Kr.). Men det tror ingen, ikke engang liberale, på i dag.
I dag mener de liberale, at den blev skrevet århundreder efter Moses’ tid.
Spørgsmål: Hvordan ved vi i Første Mosebog, at det, vi har, er det, der oprindeligt blev skrevet?
Svar: Som kristne stoler vi på, at det Gamle Testamente, som Kristus bekræftede, er det Gamle Testamente, vi har. I øvrigt siger Koranen for muslimerne, at Jesus fik Toraen i sura 5:46. Vi har tidlige manuskripter fra Kristi tid, hvilket det næste spørgsmål omhandler. Der er dog endnu en række beviser. Philo af Alexandria var en jødisk lærd, der levede fra 15/20 f.Kr. til 50 e.Kr. Han skrev en kommentar til Første Mosebog og besvarede spørgsmål om Det Gamle Testamente. Han skrev på græsk, men det er bemærkelsesværdigt, at hans græske citater fra Det Gamle Testamente stemmer bedre overens med den hebraiske masoretiske tekst end med den græske Septuaginta. Han gik meget i detaljer med, hvad de forskellige vers betyder. Ud af i alt 1.533 vers i Første Mosebog henviste Philo til hele eller dele af 410 af dem. Her er de vers, han henviste til i Første Mosebog.
1:1-2,4,26,27,31; 2:1-10,13-25; 3:1-24; 4:1-12,14,25-26; 5:1, 3, 23-24, 29, 32; 6:1-12, 14-17; 7:1-2, 4-5, 10-11, 16-17, 19, 21-24; 8:1-18, 20-22; 9:1,3-8,10-11,13,18,20-28; 10:1,6,8; 11:1-2,4,6-8,10,29; 12:1-4,6-7; 13:1,9; 14:1,3,7,17,18,20-24; 15:1-3,5,20; 16:1-9,11-16; 17:1,6,8,10-22,24,26,27,32; 18:1,3,6,7,9-11,15-17,22,23,27,32,33; 19:4,11,20,20,32,33,35; 20:7,12; 21:1-2,5-7,11-12,14,19-20,33; 22:1-2,4,6,7,9,16,22,62-63,67; 25:5,8,11,17,21,23-25,27,29,33; 26:2,3,5,9,12,32-33; 27:1,20,28,30,33,36,40-43,45; 28:1-2,7,11-17,21-22; 29:4,13,26,31,35; 30:1,2,13,16,18,24,30,36,37,42;
31:3-5,10-14,20,27-28,33,35,43; 32:10,25,28-29,31; 33:5,11; 34:1,3; 35:2,4,16,18,25; 36:12; 37:2-3,7-9,12-13,15,33,36; 38:7,9,11,20,25; 39:1,3,7,21; 40:8-10,15-17,20; 41:17,28,45,49; 42:1,11,16,18,36; 43:9; 45:5,11,16,18,22,26,28; 46:1,4,27,33-34; 47:3,9,24; 48:1,5,13,15-16,22; 49:2,15-18,22,33; 50:7-8,19,24
Der er dog fire forskelle i hans vershenvisninger, alle i Første Mosebog.
Vers | Masoretisk hebraisk | Filons græsk |
1 Mos 4:13 | Min forbrydelse er større, end jeg kan bære. | Min forbrydelse er for stor til at blive tilgivet. (3 gange) |
1 Mos 5:22 | Henok levede 65 år før Metusalah og vandrede med Gud i 300 år | Henok levede 165 år før sin omvendelse og 200 år derefter. |
1 Mos 6:6 | Det angrede Gud, at han havde skabt mennesket på jorden | Gud overvejede det med bekymring, fordi han havde skabt mennesket på jorden; og han besluttede sig for følgende. |
1 Mos 10:9 | Han var en mægtig jæger for Herrens ansigt | begyndte at være en kæmpe på jorden |
Som det fremgår af den foregående liste, kommenterede han udførligt de tidligere kapitler i Første Mosebog og var mere kortfattet i de senere kapitler. Til de muslimer, der læser dette: I Første Mosebog 22 siger Philo, at det var Isak, ikke Ismael, der blev ofret, ligesom det fremgår af de eksemplarer af Første Mosebog, vi har i Det Gamle Testamente i dag.
Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Første Mosebog findes der stadig i dag?
Svar: Dødehavsrullerne: (før Kristus) 20 eksemplarer eller fragmenter, anslået til 15 eller 18 separate eksemplarer. Disse manuskripter kaldes:
1Q1 – fragmenter af Første Mosebog
2Q1 Første Mosebog
4Q1 Første Mosebog + Anden Mosebog
4Q2 Første Mosebog, identisk med den masoretiske tekst
4Q3 Første Mosebog 40-41
4Q4 Første Mosebog 1
4Q5 Første Mosebog, svarende til den masoretiske og den samaritanske tekst
4Q6 – Del af Første Mosebog 48
4Q7 fragmenter af Første Mosebog 1 og 2
4Q8a Første Mosebog 2:17-18
4Q8b Parafrase af Første Mosebog 12:4-5
4Q8c Titel på et Første Mosebog-manuskript
(4Q8a, b og c stammer fra tre forskellige manuskripter)
4Q9 Første Mosebog, svarende til den samaritanske tekst
4Q10 Første Mosebog 1-3
4Q11 Første Mosebog 50:26 til Anden Mosebog 36
4Q12 Første Mosebog 26 skrevet med palæo-hebraiske bogstaver
6Q1 et fragment af Første Mosebog 5
8Q1 To fragmenter af Første Mosebog 17:12-19 og 18:20-25.
Samlet set er følgende 265 af de 1.533 vers i Første Mosebog (17,3 %) bevaret i Dødehavsrullerne.
1 Mos 1:1-28; 2:1-3,6-7,14-19; 3:1-2,11-14; 4:2-11; 5:13-14; 6:13-21; 8:21; 10:6; 12:4-5; 17:12-19; 18:20-25; 19:27-28; 22:13-15; 23:17-19; 24:22-24; 26:21-28; 27:38-39,42-43; 32:4-5,30,33; 33:1,18-20; 34:1-3,5-10,17-21,30-31; 35:1,4-10,25-29; 36:1-17,19-27,35-37,43; 37:1-2,5-6,22-30; 39:11-23; 40:1,12-13,18-23; 41:1-11,15-18,23-27,29-44; 42:15-22,38; 43:1-2,5-14; 45:14-22,26-28; 46:7-11?; 47:13-14; 48:1-11,15-17,18-22; 49:1-8; 50:3,26?
Kommentar til Første Mosebog fra Dødehavsrullerne i hule 4
Septuaginta er en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente og apokryferne. Fragmentet, Rahlfs 814, Første Mosebog 14:12-15, stammer fra omtrent anden halvdel af det 2. århundrede e.Kr. (150-200 e.Kr.)
En græsk kopi af Første Mosebog, kaldet inv. 319, er fra før år 100 e.Kr.
På s. 7.2 nævnes det, at Første Mosebog 1:1-5 i Septuaginta var skrevet på s. 12 (Papyrus Amherst 3b). Dette er dateret til 264–282 e.Kr.
Wien-manuskriptet blev skrevet i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., og 24 sider af Første Mosebog er bevaret.
Andre græske manuskripter omfatter
Papyrus Oxyrhynchus 656 er et manuskript fra det 2. århundrede e.Kr., der indeholder Første Mosebog på græsk.
Papyrus Oxyrhynchus 1007 er et fragment fra det 3. århundrede e.Kr. Skriveren havde en usædvanlig fordobling af det indledende yod i Tetragrammaton.
Chester Beatty Papyrus 5 indeholder Første Mosebog 42:7-19. Det er dateret til 350-400 e.Kr.
Vaticanus (325–350 e.Kr.) indeholder Første Mosebog 46:29–50:26. Vaticanus indeholder resten af Det Gamle Testamente.
Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Første Mosebog bortset fra Første Mosebog 14:14-17; 15:1-5, 16-19; 16:6-9, som er beskadiget.
Sinaiticus (340–350 e.Kr.) 1. Mosebog 21:26–22:17; 22:21–23:16; 23:19–24:20; 24:23–24:46;
Samariterne udarbejdede deres egen udgave af Toraen i det 2. århundrede f.Kr., selvom de tidligste bevarede samaritanske udgaver stammer fra middelalderen.
Tidlige kristne manuskripter: Chester Beatty-papyrerne (2.–4. århundrede e.Kr.) indeholder Første Mosebog.
Den syrisk-peshitta-oversættelse af Første Mosebog stammer fra det 5. århundrede e.Kr.
En syrisk oversættelse af Septuaginta blev udført af biskop Paulus af Tella (616-617 e.Kr.), som vi stadig har i dag.
Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Første Mosebog?
Svar: Filon den jøde (15/20 f.Kr. til 50 e.Kr.) henviser til hele eller dele af 410 vers i Første Mosebog. Et af hans værker, der citerer udførligt fra Første Mosebog, er Allegorisk fortolkning, I.
29 kirkeforfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse henviste til Første Mosebog.
1. Clemensbrev (96–98 e.Kr.) citerer eller henviser til indholdet i 25 vers i Første Mosebog: 1 Mos 1:26–28; 2:23; 4:3–8 (Septuaginta); 5:24; 9:6; 12:1–3; 13:14-16; 15:5,6; 18:27; 19:24; 21:22; 22:17; 27:41; 37:6.
Justin Martyr (skrev ca. 138–165 e.Kr.) citerer eller henviser til 1 Mos 1:26,28; 2:3; 3:15,22; 6:16; 8:10,12; 9:24-27; 11:5,6; 15:6; 18:1,2,10,13,14,16,17,20-23,33; 19:1,10,16-25,27,28; 21:9-12; 26:4; 28:10-19; 31:10-13; 32:22-30; 35:6-10; 49:5,8-12,18.
Meleto/Melito af Sardis (170-177/180 e.Kr.) opregnede Første Mosebog blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus i *On Pascha*, s. 72. Dette er nedskrevet i Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 4, kap. 26.
Theophilus af Antiokia (168–182/8 e.Kr.) citerer ordret fra Første Mosebog 2:8–3:19 i et sammenhængende afsnit på 37 vers i *Theophilus til Autolycus*, bog 2, kap. 21, s. 102–103. Han citerer også fra Første Mosebog 2:4–5,7 i *Til Autolycus*, kap. 19, s. 102.
Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) skriver: »Desuden lærer vi det af Skriften selv«, og citerer kort efter 1. Mosebog 17:9–11. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 26.1, s. 480. Han citerer fra mange, mange passager i 1. Mosebog.
Theodotus, der sandsynligvis var montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer fra 1 Mos 1:1 som fra »Første Mosebog« i »Uddrag af Theodotus«, kap. 1, s. 43. Han citerer også 1. Mosebog 1:2 i kap. 7, s. 44, 1. Mosebog 1:3 i kap. 38, s. 48, og en del af 1. Mosebog 1:18 i kap. 56, s. 50.
Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.). Han citerer fra Første Mosebog og omtaler den som »Første Mosebog« i »Afhandling 12«, tredje bog, 20,32, blandt andre steder.
Blandt andre kirkeforfattere fra tiden før Nikæa, der citerede fra Første Mosebog, kan nævnes Barnabasbrevet, Meleto/Melito af Sardis, Athenagoras, Clemens af Alexandria, Tertullian, Hippolytus, Origenes, Novatian, Archelaus, Alexander af Alexandria og Methodius.
Efter Nikæa
Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Toraen, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel og Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggai, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7–8, s. 99–101.
Spørgsmål: Hvor præcise var Filons citater i Første Mosebog?
Svar: Her er nogle citater, som Philo bruger i rækkefølge i *Om skabelsen*:
»I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden« … »mørke lå over afgrundens overflade« … »kaldte det ’dag’«. … »Lad os skabe mennesket efter vores billede og i vores lighed.« … »de blev skabt som mand og kvinde« … »dette er bogen om skabelsen af himlen og jorden, da den fandt sted, på den dag, hvor Gud skabte himlen og jorden, og alt grønt urt, før det dukkede op på jorden, og alt græsset på marken, før det sprang op.« … »Og en kilde sprang op af jorden og vandede hele jordens overflade.« … »Gud skabte mennesket af ler fra jorden, og han blæste livets ånde ind i dets ansigt.« … »Gud førte alle dyrene til mennesket for at se, hvilke navne det ville give dem.« …
Her er citater, som han bruger i uregelmæssig rækkefølge i Allegorisk fortolkning, I og en lille del af II.
»Og himlen og jorden og hele deres verden var fuldendt.« … »Og på den sjette dag fuldendte Gud det værk, han havde skabt.« … »Gud fuldendte sine værker på den sjette dag.« … »Han lod de ting, han havde påbegyndt, hvile.« … »Derfor lod Gud på den syvende dag alt det værk, han havde skabt, hvile.« … »Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den.« … »Dette er beretningen om himlens og jordens tilblivelse, da de blev skabt.« … »På den dag skabte Gud himlen og jorden og alt det grønne urt på marken, før det dukkede op på jorden, og alt græsset på marken, før det sprang frem. For Gud lod det ikke regne på jorden, og der fandtes ingen menneske til at dyrke jorden.« … »Men en kilde sprang frem på jorden og vandede hele jordens overflade.« … »Og Gud skabte mennesket ved at tage en klump ler fra jorden og blæste livets ånde ind i dets ansigt; og mennesket blev en levende sjæl.« … »Og Gud plantede et paradis i Eden, mod øst; og der satte han det menneske, som han havde skabt.« … »Og det menneske, som han havde skabt,« … »Gud satte i paradiset.« … »Og Gud lod alle træer vokse op af jorden, som var en fryd for øjet og gode til føde, og livets træ lod han vokse op midt i paradiset, ligesom træet til kundskab om godt og ondt.« … »Og en flod udgår fra Eden for at vande paradiset. Derfra forgrener den sig i fire kilder: den ene hedder Pheison. Det er den, der omkranser hele landet Evilat. Der er det land, hvor der findes guld, og guldet i det land er af god kvalitet. Der findes også karbunkel og safir. Og den anden flods navn er Gihon; det er den, der omkranser hele landet Etiopien. Og den tredje flod er Tigris. Det er den flod, der løber foran assyrerne. Og den fjerde flod er Eufrat.” … “Og Herren Gud tog det menneske, han havde skabt, og satte ham i Paradiset for at dyrke og vogte det.” … “Og Herren Gud gav Adam dette bud og sagde: Af hvert træ i Paradiset må du frit spise; men af træet til kundskab om godt og ondt skal I ikke spise; men den dag, I spiser deraf, skal I dø.” (II) »Og Herren Gud sagde: »Det er ikke godt for mennesket at være alene; lad os skabe en hjælper, der passer til ham.« … »Og Gud sagde: Lad jorden frembringe levende væsener efter deres art, firfodede dyr, krybdyr og vilde dyr.« (Han fortsætter gennem Abraham).
En sammenligning af de to afsnit viser, at Philo ikke nødvendigvis brugte nøjagtig de samme ord, når han citerede det samme afsnit.
Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Første Mosebog?
Svar: Med hovedfokus på kapitel 1 er her nogle af oversættelsesforskellene i de 1.533 vers i Første Mosebog. Ifølge Anchor Bible Dictionary, bind 5, s. 934, stemmer den samaritanske Pentateuk overens med Septuaginta i modsætning til den masoretiske tekst i 1.900 læsninger. Medmindre andet er angivet, stammer den første sætning fra den masoretiske tekst (MT) og den anden fra Septuaginta (LXX).
1 Mos 1:1 »himlene« (MT) mod »himlen« (Septuaginta)
1 Mos 1:2 »formløs og tom« vs. »grimme og uindrettet« (Septuaginta) vs. »tom og intet« (Aquila) vs. »brak og utydelig« (Symmachus) vs. »øde uden mennesker eller dyr og uden nogen form for dyrkning af planter og træer« (Neophyti I’s Targum [parafrase]) kontra »tom og øde« (Vulgata)
1 Mos 1:2 »dybets overflade« vs. »dybet«
1 Mos 1:2 »vandets overflade« kontra »vand«
1 Mos 1:5 »dag« (MT, Septuaginta) kontra »dagtid« (Dødehavsrullerne 4QGen(g))
1 Mos 1:6 »vandene« mod »vand« (3 gange)
1 Mos 1:7 »Og således skete det« mod (mangler) (2 hebraiske ord, 3 græske ord)
1 Mos 1:8 »himlene« kontra »himlen«
1 Mos 1:9 »således skete det« mod »således skete det. Og vandet, som var under himlen, samlede sig på sine steder, og det tørre land kom til syne.« (17 græske ord)
1 Mos 1:11-12 »spæde skud« kontra »urter« (to gange)
1 Mos 1:14 »himlene, for at skille« mod »himlene, for at give lys på jorden, for at skille«
1 Mos 1:16 »herske« kontra »regulere« (to gange)
1 Mos 1:16 »og stjerner til at herske over natten« kontra »regulere natten, også stjernerne«.
1 Mos 1:20 »kryb« kontra »krybdyr« (reptilia på græsk)
(Bemærk, at i 1 Mos 1:20,21 har Greens bogstavelige oversættelse fejlagtigt angivet fugle, hvor der burde stå flyvende skabninger, da det samme hebraiske ord henviser til flagermus og vingede insekter i 3 Mos 11:19-22 og 5 Mos 14:18-20.)
1 Mos 1:21 »og alt, hvad der kryber« kontra »og ethvert levende krybdyr«
1 Mos 1:21-25 »det« kontra »de« (mange gange) (dette er et spidsfindigt grammatisk spørgsmål)
1 Mos 1:22 »formere sig« kontra »blive formere«
1 Mos 1:24 »kvæg og krybdyr« kontra »firfødte dyr og krybdyr«
1 Mos 1:26 »i vores billede, efter vores lighed« kontra »efter vores billede og lighed«
1 Mos 1:26 »vilde dyr og over hele jorden« (MT, Septuaginta) kontra »jordens vilde dyr« (syrisk)
1 Mos 1:26 »krybdyr, der kryber« kontra »reptiler, der kryber«
1 Mos 1:27 »i sit eget billede; i Guds billede« kontra »efter Guds billede«
1 Mos 1:28 »Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem« kontra »Og Gud velsignede dem og sagde«
1 Mos 1:30 »alt levende« kontra »alle vilde dyr«
1 Mos 2:1 »hele deres skare« kontra »hele deres verden«
1 Mos 4:8 »Abel« kontra »Abel, lad os gå ud på marken« (den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, Neophyti I-targum, syrisk, sammenlign Vulgata)
1 Mos 4:15 »Derfor« (MT, Targumer) kontra »Nej. Derfor« (Septuaginta, syrisk, Vulgata) (ingen ændring i betydningen)
Slægtsregistrene i 1. Mosebog 5 og 11:10-26 er lidt anderledes i den samaritanske Pentateuk (The Anchor Bible Dictionary, bind 5)
1 Mos 5:24 »vandrede med Gud« (MT) kontra »behagede Gud« (LXX, Hebr 11:5b)
1 Mos 6:4 »Guds sønner« (MT, nogle Septuaginta-udgaver) kontra »Guds engle« (nogle Septuaginta-udgaver) kontra »gudernes sønner« (oversættelse af jøden Aquila). Se Augustin af Hippos »Guds by« (413–426 e.Kr.), bog 15, kap. 23, s. 304
1 Mos 6:5 »HERREN« (MT, Targumerne) kontra »HERREN Gud« (Septuaginta) kontra »Gud« (Vulgata)
1 Mos 7:22 »livsåndens ånde« kontra »livets ånde« (Septuaginta, Vulgata)
1 Mos 9:25 Nogle Septuaginta- og arabiske GT-håndskrifter siger, at forbandelsen ikke gjaldt »Kana’an«, men »Ham, Kana’ans fader«.
1 Mos 10:4 »Dodanim« (de fleste masoretiske manuskripter) kontra »Rodanim« (nogle masoretiske manuskripter, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta)
1 Mos 10:23 »Mash« (MT) kontra »Meshech« (Septuaginta og 1 Krøn 1:17 i den masoretiske tekst)
I 1 Mos 11:12 er »Kainan« indsat mellem Arfaksad og Sela i Septuaginta såvel som i Lukas 3:36.
1 Mos 11:32 Terah døde i en alder af »205 år« (MT) mod »145 år« (Septuaginta, den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 14:1,9 »Arioch af Ellasar« (hebraiske manuskripter) mod »kong Arioch, kong Ellasar« – en omskrivning i Theophilus’ brev til Autolycus, bog 2, kap. 31, s. 107. Sumerisk arkæologi har fundet en »kong Ariochu af Larsa«.
1 Mos 14:23 »rem/sandal« (MT) kontra et ukendt ord i den samaritanske Pentateuk (1 bogstavs forskel, sandsynligvis en forvanskning)
1 Mos 18:22 »mændene blev stående foran Herren« kontra »Herren blev stående foran Abraham« (gammel hebraisk skrifttradition)
1 Mos 19:17 »han sagde« kontra »de sagde« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)
1 Mos 20:13; 31:53; 35:7 »Elohim« kontra »El« (den samaritanske Pentateuk). Også i 2 Mos 22:8.
1 Mos 21:9 »med Isak« kontra »med sin søn Isak« (Septuaginta, Vulgata)
1 Mos 22:2 »din søn, Isak, din eneste, som du elsker« kontra »Tag din søn, den elskede, som du har elsket, Isak«
1. Mosebog 22:13 »Vædder bag [ham]« (de fleste masoretiske tekster) kontra »Vædder« (nogle masoretiske tekster, den samaritanske Pentateuk, Septuaginta, syrisk)
1 Mos 23:1 »år, de år, Sara levede« kontra »år« (Septuaginta, Vulgata)
1 Mos 24:62 »fra at komme til« kontra »fra« (syriske targumer)
1 Mos 30:36 mangler i forhold til »at en engel viste sig for Jakob i en drøm og afslørede hans andel i Labans hjorde« (den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 30:11 »med/i lykke« (MT, Kethib, Septuaginta, Vulgata) kontra »en hær« (Qere, syrisk, Targumer) (Qere er visse aramæiske ord, der læses højt, og som adskiller sig fra de skrevne ord i den masoretiske tekst. Kethib (skrevet på aramæisk) er de skrevne ord i det hebraiske Gamle Testamente)
1 Mos 31:40 »brændende hede« (MT, Septuaginta) kontra »høsttid« (den samaritanske Pentateuk, åbenbart en forvanskning)
1 Mos 31:49 »Mizpa« kontra »vidnesøjler« (Septuaginta) kontra »søjlen ved Mizpa« (den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 33:4 »og [han] kyssede ham« (til stede, men markeret med prikker i den masoretiske tekst) kontra fraværende (Septuaginta)
1 Mos 36:2,14 »datter af« mod »søn af« [Zibeon/Sebegon] (Pentateuken, syrisk)
1 Mos 36:3 »Basemat« (MT, Septuaginta) kontra »Mahalat« (den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 36:16 »Korah/Core« (MT og Septuaginta) mod (udeladt) (den samaritanske Mosebog, 1 Krøn 1:36)
1 Mos 36:24 »vand« (MT, Vulgata) kontra »varme kilder« (Septuaginta)
1 Mos 36:39 »Hadar« (de fleste masoretiske tekster) mod »Barad« (Septuaginta) mod »Hadad« (nogle masoretiske tekster, den samaritanske Pentateuk, syrisk)
1 Mos 37:36 »medanitter« mod »midianitter« (Septuaginta, den samaritanske Pentateuk, Vulgata, syrisk)
1 Mos 41:22 »og jeg så« kontra »jeg faldt i søvn for anden gang, og jeg så« (Septuaginta, syrisk, Vulgata)
1 Mos 41:48 »føde for de syv år, der var i landet« kontra »føde for de syv år, hvor der var overflod i landet« (Septuaginta, den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 41:56 »åbnede alt, hvad der var i/blandt dem« kontra »alle forrådshusene« (Septuaginta, Vulgata, syrisk)
1 Mos 44:4 »godt?« kontra »godt? Hvorfor har I stjålet min sølvkop?« (Septuaginta, Vulgata)
1 Mos 46:13 »Puah« kontra »Phua« (Septuaginta) kontra »Puvah« (den samaritanske Pentateuk, syrisk, 1 Krøn 7:1)
1 Mos 46:13 »Iob« kontra »Jashub« (nogle udgaver af Septuaginta, den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 46:16 »Ziphion« mod »Zephon« (Septuaginta, den samaritanske Pentateuk, 4 Mos 26:15)
1 Mos 46:20 »ham« mod »ham, [nemlig] Manasse og Efraim. Og der blev født sønner til Manasse, som den syriske medhustru fødte ham, [nemlig] Makir. Og Makir avlede Gilead. Og sønnerne til Efraim, Manasses’ bror: Sutalaam og Taam. Og Sutalaams sønner: Edom.« (Septuaginta, sammenlign Dødehavsrullerne 4QExod(a))
1 Mos 46:23 »Hushim« mod »Hashum«
1 Mos 46:27 »i Egypten, to sjæle. Alle sjæle, der tilhørte Jakobs hus og kom ind i Egypten, var syvoghalvfjerds.« (MT) kontra »i Egypten var der ni sjæle; alle sjæle fra Jakobs hus, der kom med Josef ind i Egypten, var femoghalvfjerds sjæle.« (Septuaginta)
1 Mos 47:21 »han flyttede dem til byerne« kontra »han gjorde dem til slaver« (Septuaginta, den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 49:4 »besmittede det – han« mod »besmittede det – I« (Septuaginta, syrisk, Targumerne)
1 Mos 49:5 »Josef« kontra »dem«
1 Mos 49:7 »deres vrede er forbandet« mod »deres vrede er smuk« (Den samaritanske Pentateuk)
1 Mos 49:20 »fra Aser« mod »Aser« (Septuaginta, Vulgata, syrisk)
1 Mos 50:16 »de befalede Josef« mod »de henvendte sig til Josef« (Septuaginta, syrisk)
1 Mos 50:23 »på Josefs knæ« mod »i Josefs dage« (den samaritanske Pentateuk)
Brugen af Elohim og Jehova er forskelligt fordelt i Septuaginta i forhold til den masoretiske tekst. Julius Wellhausen betragtede dette som det svageste punkt i sin dokumentarhypotese.
Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens »Literal Translation«, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af »The Septuagint: Greek and English«. Der er desuden anvendt »The Expositor’s Bible Commentary«, »The Anchor Bible Dictionary«, bind 5, samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.
af Steven M. Morrison, PhD.