< Bibelspørgsmål fra 1. Timoteus

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i 1. Timoteusbrev?

Svar: De seks korte kapitler i 1. Timoteusbrev kan læses på tre helt forskellige niveauer.

Adfærd: Hvert kapitel viser, at dette først og fremmest kan være en bog om, hvordan kristne bør handle, både individuelt og i fællesskab, under Kristus.

Lederskab: Fem kapitler underviser specifikt om de vigtigste punkter i menighedsledelse, og hvordan man lærer menigheden at leve som Kristus.

Kristi eksempel: Fem kapitler lægger særlig vægt på, hvad Kristus gjorde, og dermed på, hvordan vi bør være og handle i lyset af dette.

Men uanset hvilket tema du mener er den røde tråd, er 1. Timoteusbrev som et reb med tre tråde, der ikke så let går i stykker.

Vil du gennem din undervisning og dit eksempel for de yngre mennesker holde fast i rebet mod fremtiden? Den store missionær William Carey sagde, at han kun ville rejse til Indien, hvis menigheden derhjemme »holdt fast i rebet« og støttede ham i bøn og økonomisk. Men de yngre mennesker vil måske ikke kun rejse til steder, hvor vi ikke vil rejse hen, men til et sted, hvor vi ikke kan rejse hen på jorden: langt ud i fremtiden. Kristi legeme og dets ledere skal sammen støtte, oplære og beskytte de yngre troende, mens de begiver sig ud på deres rejse mod fremtiden og drager hen, hvor vi ikke kan komme. Lad os derfor studere disse tre tråde i 1. Timoteusbrev og se på, hvordan de bør flette sig sammen i vores discipelgørelse af andre.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over 1. Timoteusbrev?

Svar: Her er en oversigt, der lægger vægt på lederskab.

1 Falske ledere kontra ægte lederskab

2 Tilbedelse af Gud

3 Ledere i Guds kirke

4 Lederskab: Forsvar af Guds kirke

5 Lederskab: At være sammen med de troende

6 Lederskab: At udfordre de troende

Spørgsmål: Hvorfor kalder Paulus Timoteus sin søn i 1 Tim 1:2?

Svar: Timoteus var ikke Paulus’ biologiske søn, men denne kærlige metafor udtrykte det tætte forhold mellem den yngre og den ældre medarbejder for Kristus.

Spørgsmål: På hvilket tidspunkt i 1 Tim 1:3 opholdt Timoteus sig i Efesos, mens Paulus håbede at komme til Timoteus inden længe (1 Tim 3:14)?

Svar: De to breve til Timoteus og brevet til Titus kaldes almindeligvis Paulus’ »pastorale breve«. De pastorale breve blev skrevet efter begivenhederne i Apostlenes Gerninger. Det betyder, at de enten blev skrevet efter Paulus’ husarrest i Rom eller muligvis under hans husarrest i Rom. Paulus blev højst sandsynligt ikke henrettet umiddelbart efter afslutningen af sin husarrest i Rom, for ellers ville Lukas, som var Paulus’ rejseledsager, have nævnt det.

1. Timoteusbrev blev sandsynligvis skrevet i årene 62-65 e.Kr., og 2. Timoteusbrev blev sandsynligvis skrevet omkring år 67 e.Kr.

Spørgsmål: Hvad er formålet med at give kætterne påbud i 1 Tim 1:3?

Svar: Selv om de ikke vil adlyde, vil i det mindste kætternes tilhørere og menighedens medlemmer se, at du tager afstand fra dem. Desuden vil de måske omvende sig, når du formelt advarer dem. Men hvis de ikke omvender sig, vil Gud måske dømme dem på grundlag af dine ord.

Spørgsmål: Hvilke myter taler Paulus om i 1 Tim 1:4?

Svar: Dette vers gælder myter generelt. Disse omfattede sandsynligvis de jødiske fabler, som Paulus i Titus 1:14 påbød Titus at holde folk fra at lægge mærke til. Desuden fandtes der allerede på Paulus’ tid falske religioner, herunder nogle meget fantasifulde græske mysteriemyter, og måske havde Paulus også disse i tankerne.

Spørgsmål: Kan vi i 1 Tim 1:4 og Tit 3:9 se bort fra det, Bibelen siger om slægtsregistre?

Svar: Der står ikke, at man ikke skal læse eller ignorere slægtsregistre, men der står, at man ikke skal bruge sin tid på dem. Koncentrer dig om at omsætte det, Bibelen siger om at leve i tilbedelse af Gud, tjene Ham og hjælpe andre, til praksis.

Spørgsmål: I 1 Tim 1:4 (KJV), skal ordet efter »gudfrygtig/Guds« have en »-ing«-endelse, såsom »working«, eller være et navneord, såsom »work«?

Svar: NASB, NIV, NKJV og Green’s Literal Translation har alle et navneord på dette sted. NRSV oversætter det som »træning« med en fodnote, der angiver, at det kunne være »plan«. Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 731, angiver »plan«. Expositor’s Bible Dictionary, bind 11, s. 351, angiver, at KJV er baseret på en ringere læsning.

Williams-oversættelsen er den mest usædvanlige her. Den siger: »uendelige slægtstræer, for sådanne ting fører til stridigheder snarere end at stimulere vores forvalterskab over for Gud gennem troen.«

Spørgsmål: Hvorfor er nogle religiøse lærere i 1 Tim 1:7 så overmodige?

Svar: En af grundene kan være, at de føler, de ikke er ansvarlige over for nogen. De føler, at de befinder sig i en position, hvor de aldrig kan blive stillet til regnskab. I nogle organisationer er den øverste leder kun ansvarlig over for Gud, og sådanne ledere vil normalt ikke se, at Gud holder dem ansvarlige for noget – før dommedagen. De tager ikke højde for, at Gud vil holde dem ansvarlige, fordi de ikke længere har nogen ærefrygt for Gud.

En anden grund er, at mange mennesker følger Jesus, fordi Jesu lære passer til det, de selv ønsker. For eksempel forkyndte Jesus et nyt rige, og det faldt virkelig i god jord hos revolutionære, der ønskede at vælte romerne. Men da det stod klart, at Jesus ikke havde til hensigt at starte et oprør, blev folk desillusionerede, og nogle vendte sig imod ham. I dag følger nogle mennesker Jesus på grund af det, de kan lide; og de vil holde op med at følge ham, hvis de ser noget, de ikke kan lide. Det er ikke lydighed. Men en leder tænker måske, at så længe han fremhæver de populære ting, som folk kan lide, er hans position som leder sikker.

Spørgsmål: I 1 Tim 1,8-10, hvilket formål tjener loven for disse mennesker?

Svar: Loven tjener til at påpege, hvor langt de – og vi – er fra at opfylde alle Guds krav på egen hånd. Loven driver os mod Guds nåde.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved ordet »velsignet« i 1 Tim 1,11 og 1 Tim 6,15?

A: I Det Nye Testamente kaldes Gud ofte velsignet med et græsk ord, der indebærer at blive tilbedt. Mennesker kaldes ofte »velsignede« med dette græske ord, makarios, som ganske enkelt betyder lykkelig. Kun i 1 Timoteus 1:11 og 6:15 kaldes Gud makarios. Gud bliver lovprist og tilbedt, ja, men bortset fra det er Gud i sig selv et lykkeligt væsen.

Spørgsmål: I 1 Tim 1:13, tilgiver Gud kun mennesker for de dårlige ting, de har gjort i uvidenhed?

Svar: Nej. Paulus modtog nåde for det, han gjorde i uvidenhed, men blandt dem, der modtog nåde for bevidste synder, er David og Peter.

Spørgsmål: Hvordan var Paulus i 1 Tim 1:16 »den første« i Guds nåde?

Svar: Det græske ord protos kan bety både leder, den fremmeste eller den tidligere såvel som den første. Det græske ord protostates betyder hovedmand.

Spørgsmål: I 1 Tim 1:17: Hvis der kun er én »vis« Gud, er der så andre guder, der ikke er særlig intelligente?

Svar: Selvfølgelig. I 1 Korintherbrevet 8:1-7 taler Paulus om de mange uintelligente og livløse afguder.

Spørgsmål: Hvordan ved man, hvem man skal bruge sin tid på, jf. 1 Tim 1,18?

Svar: Det er klart, at du bør holde dig væk fra dem, der ikke ønsker at kende sandheden, men kun vil forfølge dig eller lære af dig om andre mennesker, de kan forfølge. Hvis du har tid til alle, er det fint, men ofte er det ikke tilfældet. Når du ikke kan investere i alle, skal du ikke kun fokusere på de mennesker, der ønsker at lære, men på de mennesker, der ønsker at lære, forandre sig og vokse. For det andet: Hvilke mennesker vil du efter din egen vurdering kunne gøre mest gavn for? Og hvad endnu vigtigere er: Da din vurdering kan være fejlagtig, så bed til Gud om god dømmekraft til at forstå, hvem Han ønsker, at du skal investere din tid i.

Paulus kunne have investeret tid i et utal af mennesker, og selvom Paulus prædikede for mange, investerede han sin tid i blot nogle få, herunder Timoteus. Naturligvis var meget af det praktisk oplæring, da Timoteus fulgte Paulus rundt og hjalp ham. Jesus havde mange mennesker, der fulgte ham, ikke kun de tolv. Da Jesus udvalgte sine disciple, så det ikke ud til, at han foretrak folk på grund af eller på trods af deres rigdom, lærdom eller forbindelser. Matthæus var sandsynligvis velhavende og havde gode forbindelser, men det var de fleste af de andre ikke. Men disciplene havde tro på Jesus og ville gøre, hvad han sagde, de skulle gøre. På samme måde var Timoteus ikke blot en elev, der sugede viden til sig; Timoteus udførte arbejdet sammen med Paulus og prædikede og underviste endda i Thessaloniki og andre steder, når Paulus ikke var til stede.

Spørgsmål: Hvorfor skal Timoteus i 1 Tim 1,18 adlyde Paulus, når kristne jo skal adlyde Gud?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Kristne skal adlyde deres ledere, som det står i Hebræerbrevet 13:17. Vi skal underordne os vores ældste, som det står i 1. Petersbrev 5:5.

2. Menigheden er bygget på apostlenes og profeternes grundvold, som det står i Efeserbrevet 2:20.

3. Al lydighed skal være »i Herren«. Med andre ord: Hvis forældre, lærere, regeringsledere, kirkeledere eller andre, som vi skal adlyde, befaler noget, der strider mod det, Gud har sagt i Skriften, skal vi adlyde Gud frem for mennesker, som Peter viste i Apostlenes Gerninger 4:19-21.

Spørgsmål: Hvordan forliser nogle mennesker deres tro i 1 Tim 1,19?

Svar: Et skib var dengang i bund og grund en samling af omhyggeligt udformede dele, der var sat sammen med stor dygtighed til et bestemt formål, så det kunne flyde og sejle på mange indbringende rejser. Materialet i et skibsvrag er i grunden det samme som i et skib. De fleste dele er der stadig, men da nogle dele ikke længere er på det rette sted, kan skibet ikke længere flyde, endsige sejle. Det duer ikke længere til noget, bortset fra at noget af tømmeret måske stadig kan bruges som brænde. Imidlertid kan skibe, der er forlist på lavt vand, nogle gange hæves, repareres og sejle igen.

Nogle mennesker kan have de rigtige elementer i tro og praksis, sat godt sammen, og kan vidne om evangeliet. Men hvis deres tro derefter forliser på grund af synd eller falsk lære, er de ikke til nogen nytte. Nogle mennesker kan være kristne, der er faldet fra Jesus, og de har brug for at vende tilbage. Andre har måske aldrig været sande kristne, men selvom det, de forsøgte at gøre, endte i et forlis, kan de omvende sig og blive ægte kristne nu.

Spørgsmål: Hvordan bliver mennesker som Hymenæus og Alexander i 1 Tim 1,20 »overgivet til Satan«?

Svar: Dette udtryk kan henvise til både troende og ikke-troende. For troende kan det betyde, at de blev udstødt af menigheden for at blive »tugtede«, så de ikke skulle spotte. For ikke-troende kan det betyde, at eftersom de kæmpede imod den sandhed, de havde hørt, bad Paulus om, at Gud ville bruge Satan til at tugte dem, så de måtte omvende sig og senere tro på den sandhed, de havde afvist.

Spørgsmål: Hvorfor beder vi i 1 Tim 2:1 for alle mennesker, når Gud jo allerede ved, hvem der kommer i himlen?

Svar: Selvom vi bør bede for hver enkelt person, fordi vi ikke ved, hvem der kommer i himlen, er der også en større grund. Gud befaler det, og Guds sikre viden om, hvem der kommer i himlen, betyder ikke, at de ikke har nogen mulighed eller noget ansvar. Se også diskussionen om 1 Timoteus 4:10 for yderligere information.

Spørgsmål: Skal vi i 1 Tim 2,2 bede for alle politiske ledere, selv de onde? Skal vi bede for deres bedste?

A: Ja. Da Paulus skrev dette, var det romerske imperium, lige fra kejseren og nedad, fyldt med korruption. Vi beder for alle politiske ledere, uanset hvor dårlige de måtte være, af mindst tre grunde.

1. For at der ikke skal være hindringer for, at kristne kan »føre et roligt og stille liv i al gudsfrygt og værdighed«, som der står i 1 Timoteus 2:2.

2. Bed om, at Gud fortsat vil virke gennem både det gode og det onde, som de politiske ledere gør, så Gud kan føre mennesker ind i sit rige.

3. Lad os bede for alle mennesker, selv de onde politiske ledere, om at det bedst mulige må ske for dem, at de må omvende sig fra deres veje, vende sig til Kristus og dele himlens glæder med os for evigt.

Spørgsmål: I 1 Tim 2,4-6 står der, at Jesus døde for alle – hvorfor bliver så ikke alle frelst, som kætteriet universalismen lærer?

Svar: Som det står i Hebræerbrevet 4,2, var det budskab, de hørte, »uden værdi for dem, da de ikke delte den tro, som de, der forstod det, havde«. Gud har magten til at frelse alle mennesker, og Gud tilbyder evangeliet frit. Intet vers siger, at nogle kommer i helvede uden at have haft en mulighed. Men mennesker kan være som farisæerne og de skriftkloge i Lukas 7:30, som »afviste Guds hensigt for sig selv«. Der var tidspunkter, hvor Jesus var dybt bedrøvet over deres vantro (Mattæus 23:37-39), men Gud tillader, at deres endelige valg bliver deres endelige skæbne. Naturligvis er universalismen en kætteri, som ægte kristne ikke skal tro på.

Spørgsmål: Hvordan fortolker ikke-calvinister og calvinister dette afsnit i 1 Tim 2:4-6?

Svar: Undskyld det lange citat, men jeg ville sikre mig, at der ikke gik noget af sammenhængen tabt.

Calvinist: Loraine Boettner skriver i *The Reformed Doctrine of Predestination* (s. 294-296): »Hvis ordene i 1 Tim 2:4, at Gud ’vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden’, forstås i den arminianske forstand, følger det enten, at Gud bliver skuffet over sine ønsker, eller at alle mennesker uden undtagelse bliver frelst. Desuden er den lære, der tillægger Guddommen skuffelse, i modstrid med den gruppe af skriftsteder, der lærer om Guds suverænitet.... Det er sandt, at nogle vers, taget for sig selv, synes at antyde den arminianske [ikke-calvinistiske] holdning. Dette ville imidlertid reducere Bibelen til en masse modsigelser; for der findes andre vers, der lærer om forudbestemmelse, uformåenhed, udvælgelse, udholdenhed osv., og som på ingen legitim måde kan fortolkes i overensstemmelse med arminianismen. ... Hvis vi derfor finder et skriftsted, der i sig selv kan fortolkes på to måder, hvoraf den ene harmonerer med resten af Skriften, mens den anden ikke gør det, er vi forpligtet til at acceptere den førstnævnte.” Boettner (s. 294-296)

Ikke-calvinist: Både ikke-calvinister og amyraldiske calvinister kan citere Boettners nøjagtigt samme ord efter de tre prikker, blot ved at bytte om på ordene »arminianisme« og »prædestination« og ændre rækkefølgen af sætningerne. Bemærk, at Boettner siger, at en suveræn Gud ikke kan blive skuffet, og at andre vers tydeligt viser, at alle ville være nødt til at blive frelst, hvis frelsen blev tilbudt alle. Læs nu følgende:

»O Jerusalem, Jerusalem, du, som dræber profeterne og stenet dem, der er sendt til dig, hvor ofte har jeg ikke ønsket at samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men du ville ikke!« (Mattæus 23:37)

»Men farisæerne og de skriftkloge afviste Guds hensigt for sig selv, fordi de ikke var blevet døbt af Johannes.« (Lukas 7:30)

»Han selv [Jesus] er soningsofferet for vore synder, og ikke kun for vore, men også for hele verdens synder.« (1. Johannesbrev 2:2)

Konklusion: Vi bør alle være enige i Boettners ord: »Det er et anerkendt fortolkningsprincip, at de mere uklare passager skal fortolkes i lyset af de klarere passager, og ikke omvendt.«

Spørgsmål: Hvorfor har kristne kvinder i 1 Tim 2:9 undertiden frisurer og dyre smykker?

Svar: Det er godt at passe rimeligt på sit hår, men dyre og ekstravagante frisurer er ikke, hvad Gud ønsker.

De fleste kristne kvinder bærer ikke dyre smykker. Hvis en kristen kvinde er pralende, bærer dyre smykker og bruger uforholdsmæssigt meget tid på sit hår, kan hun stadig være en ægte kristen, men hun bør holde op med denne praksis. I den græske tid bar nogle kvinder meget ekstravagant tøj. Ifølge Johannes Chrysostomos’ prædikener over 1 Timoteus (ca. 397 e.Kr.) står dette vers i kontrast til efterligningen af skuespillere og prostituerede.

Spørgsmål: Hvorfor lærer Bibelen i 1 Tim 2:11-14 og 1 Tim 3:1-7, at kvinder dengang (og sandsynligvis også nu) ikke måtte undervise eller have autoritet?

Svar: Selvom forskellige kirker er uenige om kvindernes rolle i kirken, er her otte punkter, som alle bibelske kristne bør være enige om.

1. Paulus accepterede, at kvinder stadig kunne indtage fremtrædende stillinger i menigheden. Nogle vigtige kvinder, han nævnte, var Febe (Romerne 16:1,2), Priscilla, der sammen med sin mand korrigerede Apollos (Apostlenes Gerninger 18:26), Euodia og Syntyche, der kæmpede ved Paulus’ side for evangeliet (Filipperne 4:2-3), og muligvis Chloe (1 Korinther 1:11).

2. Kvinder kan og bør undervise kvinder og børn, og kvinder kan have autoritet over kvinder og børn i menigheden. (Titus 2:3-5)

3. Uden for menigheden har kvinder været lydige mod Gud ved at være ledere. Debora var en vigtig verdslig leder i Dommerbogen 4:4-5. Debora var ikke i en midlertidig stilling: hun var allerede profetinde og dommer, før hun brugte sin autoritet til at fortælle Barak, at Gud havde befalet ham at besejre Sisera.

4. Kvinder kunne stadig forkynde Guds ord i profeti. I Det Gamle Testamentes tid var ikke kun Debora profetinde, men også Mirjam (2. Mosebog 15:20-21) og Hulda (2. Krønikebog 34:22-28). I Det Nye Testamente profeterede Anna (Lukas 2:36-38), Filippus’ fire døtre (Apostlenes Gerninger 21:9) og kvinder generelt i 1. Korintherbrev 11:5.

5. Bibelen giver aldrig nogen begrundelser, der tyder på, at kvinder er fysisk svagere, mindre intelligente, mere følelsesmæssigt skrøbelige eller underordnede mænd. Faktisk var nogle af Israels mandlige ledere, såsom Abimelek (Dommerbogen 9:52-53) og Rehabeam (1. Kongebog 12:3-16), hverken gudfrygtige eller særlig intelligente.

6. Den eneste grund, Bibelen angiver, er, at det er sådan, Gud foretrækker det. Guds grunde har at gøre med, at Eva var den første, der blev forført i Edens Have, ikke med alle kvinder.

7. Hvis Gud hypotetisk set sagde, at han ønskede, at kvinder – eller endda børn – skulle have autoritet over mænd i menigheden, skulle vi adlyde. Men hvis Gud ønskede, at kun mænd skulle have autoritet, må vi, der adlyder Gud, gøre, hvad han ønsker.

8. I alle spørgsmål, ikke kun dette, bør vi adlyde Gud, uanset om vi får alle begrundelserne eller ej.

Spørgsmål: Hvordan forholder 1 Tim 2:11-14 og 1 Tim 3:1-7 sig til islam?

Svar: Koranen siger i sura 4:34, at man skal »slå« eller »piske« sin kone, hvis hun er ulydig. Det arabiske ord for »slå« eller »piske« er det samme ord, der bruges om at slå en voldelig forbryder eller en kamel. Muhammed selv slog engang bevidst Aisha »på brystet, hvilket forårsagede mig smerte«, ifølge Sahih Muslim, bind 2, 2127. Hvis en hustru er god, men en mand er forsømmelig, siger Koranen aldrig, at hustruen skal slå sin mand eller finde sin far, bror eller en anden mand til at slå sin mand.

Har denne befaling noget at gøre med følgende ord fra Profeten i Bukhari-hadith, bind 2, bog 18, kap. 8, nr. 161, s. 91-92; bind 1, bog 6, kap. 8, nr. 301, s. 181, og med citat fra bind 1, bog 2, kap. 21, nr. 28, s. 29; »Profeten sagde: ’Jeg fik vist helvedesilden, og at størstedelen af dens beboere var kvinder.’« (De fleste af disse kvinder var utaknemmelige over for deres ægtemænd.)

Hvorfor tror du, at der er flere kvinder i helvede? Er det fordi, der ikke er så stor en tilskyndelse for dem til at komme i paradiset? Bukhari Hadith, bind 6, bog 60, kap. 294, nr. 402, s. 374 og forudgående, siger: »Allahs udtalelse: Smukke, yndefulde kvinder, der er spærret inde [dvs. lænket] i pavilloner. Fortalt af Qaisi: Allahs Apostel sagde: ’I Paradiset findes der en pavillon lavet af en enkelt hul perle, der er tres mil bred; i hvert hjørne er der hustruer, som ikke kan se dem i de andre hjørner; og de troende vil besøge dem og nyde deres selskab.’”

»Abu Huraira berettede: Allahs Apostel sagde: ’Behandl kvinder pænt, for en kvinde er skabt af et ribben, og den mest buede del af ribbenet er den øverste del; så hvis I forsøger at rette det ud, vil det knække; men hvis I lader det være, som det er, vil det forblive krumt. Så behandl kvinderne pænt.’” Bukhari Hadith, bind 4, bog 55, kap. 1, nr. 548, s. 346.

»Fortalt af Abu Sai’id Al-Khudri: Profeten sagde: ’Er en kvindes vidnesbyrd ikke lig med halvdelen af en mands?’ Kvinderne svarede: ’Ja.’ Han sagde: ’Dette skyldes manglen ved kvindens forstand.’” Bukhari Hadith, bind 3, bog 48, kap. 12, nr. 826, s. 502.

»Han [Muhammed] sagde: ’Aldrig vil et folk, der gør en kvinde til sin hersker, opnå succes.’« Bukhari Hadith, bind 9, bog 88, kap. 18, nr. 220, s. 171. Så når muslimer henviser til 1 Timoteus 2:11-14 og 1 Timoteus 3:1-7 for at hævde, at fordi kvinder ikke kan være ældste i Bibelen, anser Bibelen dem for at være mindre værdifulde, kan du med et glimt i øjet sige, at du gerne vil diskutere det med deres kvindelige imam.

Spørgsmål: Betyder 1 Tim 2:12, at kvinder slet ikke måtte undervise, eller at de ikke måtte undervise mænd?

Svar: Paulus sagde kun, at kvinder ikke skulle undervise mænd, for i Titus 2,3-4 opfordrede Paulus de ældre kvinder til at lære de yngre kvinder og børnene gode ting.

Spørgsmål: Lærer 1 Tim 2:13-14, at kvinder har ringere dømmekraft, som en ateist (Capella) hævder?

Svar: Nej. Man skal have god dømmekraft for at være en god dommer. I Det Gamle Testamente, som Paulus kendte meget godt, var Debora en god dommer i Israel.

Hvad angår kvindens værdi i forhold til mandens, siger den samme forfatter, Paulus, i Galaterbrevet 3:26-28, at der hverken er mand eller kvinde i Kristus, men at vi alle er Guds børn. I den græske kultur blev døtre ikke værdsat lige så højt som sønner, så hvis Paulus der havde sagt, at vi alle er Guds »børn«, kunne der i den kultur have været tvivl om, hvorvidt mænd og kvinder virkelig er lige. Paulus fjernede imidlertid al tvivl ved at sige, at begge er Guds »sønner«.

Spørgsmål: I 1 Tim 2,5 har jeg et spørgsmål vedrørende den katolske lære om, at Maria og de hellige fungerer som »formidlere« for os. Et katolsk argument til støtte for denne teori er, at Moses gjorde dette for at beskytte Israels folk mod Guds vrede, da folket ikke troede på Gud. Moses bad Gud om at tilgive israelitterne, og Gud imødekom denne bøn (4 Mos 14,1-20). Katolikker kan bruge dette til at underbygge deres teori om, at vi kan bruge andre, såsom Maria eller visse helgener, til at gå i forbøn eller mægle hos Gud på vores vegne. Men i 1 Timoteus 2,5 fastslår Paulus klart, at der er »én« mægler, nemlig Jesus. Min forvirring skyldes altså, at disse skriftsteder kan understøtte begge teorier – så hvordan kan vi vælge den ene frem for den anden?

Svar: Normalt vil ethvert argument, man kan forestille sig, have et modargument. Lad mig derfor først udvide dit spørgsmål, så det ikke kun handler om Maria, men om den bibelske afklaring af modstridende synspunkter generelt. Derefter vil jeg anvende de generelle principper på det, du spurgte om.

Først og fremmest har en befaling, en erklæring eller et andet klart udtryk i Skriften forrang frem for vores fortolkning eller de analogier, vi selv skaber ud fra Skriften. Da 1. Timoteusbrev 2,5 siger, at der er én mellemmand, ville 1. Timoteusbrev 2,5 være en løgn, hvis der i virkeligheden er to mellemmænd. På den anden side, hvis der virkelig kun er én mellemmand, ville dette ikke gøre udsagnene i Det Gamle Testamente til en løgn, fordi a) det ikke specifikt blev sagt, at Moses var en mellemmand, b) Moses’ indtræden i folketes sted kun vedrørte deres fysiske straf, ikke hele personen, c) selvom Moses var et forbillede på Kristus, blev den rolle, Moses havde, afløst af Kristus, og d) Moses står ikke engang i folketes sted længere.

For det andet er det en god idé at se, om man får det samme svar, hvis man vender spørgsmålet om. For eksempel: I stedet for at spørge: »Hvem i Det Gamle Testamente ville komme tættest på at have den form for mæglerrolle, som katolikkerne hævder, at Maria havde?«, så spørg: »Hvem i Det Nye Testamente er mest logisk set opfyldelsen af den rolle, Moses havde i Det Gamle Testamente?« Svaret er ganske klart: Jesus og ikke Maria.

For det tredje bør vi spørge: »Er vi ved at opfinde en helt ny lære?« og også: »Hvordan forstod de tidlige kristne disse vers?« Ikke at de tidlige kristne var perfekte, men mange af dem talte bibelsk græsk fra de var tre år gamle og drømte på græsk, og det ville være latterligt for os at forsøge at fortælle dem, at det græske ord betød noget, når de alle var enige om, at det betød noget helt andet. Der findes absolut ingen kristne forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet, der lærte, at Maria var medformidler, medforløser, formidlerinde, forløserinde eller noget andet ord, som den katolske kirke har fundet på. Men følgende forfattere fra den tidlige kirke bekræftede alle, at Jesus var vores formidler. Ingen af dem nævnte Maria som formidler.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) (uddrag) »Således, mine elskede, finder vi vores Frelser, nemlig Jesus Kristus, ypperstepræsten for alle vores ofre, forsvareren og hjælperen i vores svaghed. Gennem ham ser vi op mod himlens højder. … Gennem ham har Herren villet, at vi skal smage på den udødelige viden.” 1. Clemens, kap. 36, bind 1, s. 14–15 (også bind 9, s. 240)

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) (uddrag) citerer Esajas 53 og siger om Jesus: »Ved hans sår er vi helbredt. Han var et offer for synden. Jesus selv vil bære vores synder.« 1. Klemensbrev, kap. 16, bind 1, s. 9 (også bind 9, s. 234)

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.): »Lad os se fast på Kristi blod og se, hvor dyrebart dette blod [Jesu blod] er for Gud, som, efter at være blevet udgydt for vores frelse, har stillet omvendelsens nåde til rådighed for hele verden.« 1. Klemensbrev, kap. 7, bind 1, s. 7 (også bind 9, s. 231)

Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) »På grund af den kærlighed, han nærede til os, gav Jesus Kristus, vor Herre, sit blod for os efter Guds vilje; sit kød for vores kød og sin sjæl for vores sjæle.« 1. Klemens, kap. 49, s. 18

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) drøfter, hvorfor Kristus måtte være fuldt ud menneske såvel som Gud for at påtage sig rollen som »mægler«. Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 18.7, s. 448

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) nævner, at afkommet [Jesus] er en mægler. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 7.2, s. 420

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) siger, at Jesus »forenede mennesket med Gud gennem sig selv«. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 4.2, s. 417

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) omtaler Jesus som Mægleren, der udfører Faderens vilje, Guds Søn og menneskenes Frelser. *The Instructor*, bog 3, kap. 1, s. 271

Tertullian (ca. 213 e.Kr.) siger, at apostlen kalder Kristus »Mægleren mellem Gud og mennesket«. *Mod Praxeas*, kap. 27, s. 624

Tertullian (198-220 e.Kr.) kalder Jesus »Mægleren mellem Gud og mennesket«. *Om kødets opstandelse*, kap. 51, s. 584

Hippolytus, biskop af Portus (222–235/6 e.Kr.), taler om Kristus som mægleren mellem Gud og mennesket i sin »Kommentar til 4. Mosebog«, s. 169.

Origenes (ca. 227–240 e.Kr.) omtaler Jesus som mægleren, ypperstepræsten, Parakleten og døren. Origenes’ »Kommentar til Johannesevangeliet«, bog 2, kap. 28, s. 343

Novatian (250/254–256/7 e.Kr.): »Hvis Kristus kun er menneske, hvorfor påkaldes da et menneske i bønner som mellemmand?« i »Om Treenigheden«, kap. 14, s. 623. Han diskuterer også inkarnationen i »Om Treenigheden«, kap. 10, s. 619.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.): »Han er iklædt kød; Gud er forenet med mennesket. Dette er vores Gud, dette er Kristus, som, som mellemmand mellem de to, iklæder sig mennesket, for at han kan føre dem til Faderen.« Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 6, kap. 11, s. 468

Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) siger, at Jesus er vores talsmand hos Faderen. *The Canonical Epistle*, kanon 11, s. 276

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.): »En mellemmand kom – det vil sige Gud i kødet – for at kødet kunne følge ham, og for at han kunne redde mennesket fra døden, som har herredømme over kødet.« De guddommelige institutter, bog 4, kap. 25, s. 126.

Spørgsmål: I 1 Tim 2,15 står der, at kvinder »skal frelses gennem fødsel af børn« – hvad så med gudfrygtige, men barnløse kvinder?

Svar: Paulus mente åbenbart ikke, at kvinder kommer i himlen ved at få børn, ellers ville han ikke have anbefalet cølibat i 1 Korintherbrevet 7:8,25-28. Paulus kendte til Filippus’ fire ugifte døtre, der profeterede i Apostlenes Gerninger 21:9. Som bevis på, at kirken historisk set har fortolket dette vers således, at barnløse kvinder er i orden, kan man læse Johannes Chrysostomos’ Prædikener om Timoteus (ca. 397 e.Kr.).

Spørgsmål: Hvad betyder »Kvinder vil dog blive frelst gennem fødsel« i 1 Tim 2,15?

Svar: Gud kan fysisk bevare kvinder gennem den vanskelige periode, som fødslen udgør. Jeg har spøgefuldt sagt til min kone, at det at få et barn er en så dyr, smertefuld, besværlig og farlig proces, at kvinder før den moderne medicin simpelthen ikke må have fået nogen børn!

Alvorligt talt er dette et komplekst vers, fordi Paulus bruger det specifikke tilfælde med Eva som et eksempel for samtidig at korrigere og opmuntre alle kvinder. Kristne har mange forskellige synspunkter. Her er en fortolkning, der løst er hentet fra den græsk-talende eksegetiske prædikant Johannes Chrysostomos’ (ca. 397 e.Kr.) prædiken nr. 9 om Timoteus (s. 436).

1. Selvom Eva var den, der forførte Adam, spillede hun alligevel en efterfølgende rolle i Guds plan som »alle levendes moder« (1. Mosebog 3:20). Blandt Evas efterkommere var Kristus, som frelste hende. [1. Mosebog 3:15, ikke Chrysostomos]

2. Af grunde, der har med Eva at gøre, ønsker Gud ikke, at kvinder skal undervise eller have autoritet over mænd (1. Timoteusbrev 2:11-14).

3. Kvinder har en særlig og unik rolle i at føde børn (1 Timoteus 2:15a). Ifølge Johannes Chrysostomos henviser udtrykket »frelst« ikke til Eva eller nogen bestemt kvinde, men til kvindernes rolle generelt.

4. Kvinder skal ikke blot føde børn fysisk, men også leve et trofast, kærligt og helligt liv med selvbeherskelse. Som Chrysostomos påpeger, nævner Efeserbrevet 6:4, at det er et stort ansvar for forældre at opdrage deres børn i Herren.

5. Mens nogle fejlagtigt kunne fortolke dette vers som om, at alle kvinder har pådraget sig Evas synd, påpegede Johannes Chrysostomos, at dette er en fejlagtig ræsonnement.

Se NIV Study Bible, New Geneva Study Bible og The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 736, for en nærmere drøftelse.

Spørgsmål: Bør mænd i 1 Tim 3,1 stræbe efter at blive »biskopper«, da biskopper underviser, og Jakob 3,1 siger, at ikke mange bør stræbe efter at blive lærere?

Svar: Det græske ord i 1 Timoteus 3:1 er »tilsynsmand«. 1 Timoteus 3:1 siger ikke, at ukvalificerede mænd bør stræbe efter at blive tilsynsmænd, men at hvis en mand stræber efter at blive tilsynsmand, stræber han efter et værdigt mål. Selvom nogle måske ser ned på fuldtidsarbejde i den kristne tjeneste, viser Bibelen, at vi bør holde det i høj ære.

Spørgsmål: Forbyder 1 Tim 3:1-7 kvinder at være tilsynsmænd?

Svar: Ægte kristne har forskellige synspunkter.

Ja) Selvom der blev talt om mandlige ældste, deres hustruer og deres børn, var begrebet kvindelige ældste fraværende i 1 Timoteus 3:1-7. Dette begreb var dog ikke fraværende i Paulus’ tanker, for 1 Timoteus 2:11-14 lærer udtrykkeligt, at kvinder ikke må undervise mænd eller have autoritet over mænd.

Kun på det tidspunkt) Nogle ægte kristne mener, at dette kun gjaldt på det tidspunkt.

Nej) Nogle mener, at Galaterbrevet 3:28, der handler om mænds og kvinders ligeværd, også gælder for deres roller i menigheden. 1. Timoteusbrev 3:11 kunne henvise til diakonernes hustruer eller til kvindelige diakoner. O’Brien nævner i *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 374-375, også, at både Priscilla og Aquila underviste Apollos i Apostlenes Gerninger 18:26.

Ja, igen) Der gives imidlertid ingen tidsmæssig eller kulturel begrundelse for, hvorfor 1 Timoteus 3:1-7 – og ikke andre påbud – kan ignoreres i vores tid. Den begrundelse, der blev givet vedrørende Adam og Eva, er lige så gyldig nu som dengang. Se også spørgsmålet om 1 Timoteus 2:11-14 for yderligere information.

Spørgsmål: Skal ældste og diakoner i 1 Tim 3:2,12 og Tit 1:6 være gift med mindst én, én eller højst én hustru (uanset om tidligere ægteskaber medregnes eller ej)?

A: For at være præcis betyder det græske udtryk bogstaveligt talt »en mand, der kun har én kvinde«. Alle er enige om, at promiskuøse mænd, fraskilte og gengifte mænd samt mænd, der praktiserer polygami, var udelukket fra at blive ældste (undskyld, mormoner). At gifte sig igen er ikke en synd, som Ruts Bog viser. Kristne er generelt enige med Johannes Chrysostomos’ prædikener om Timoteus (ca. 397 e.Kr.) og De Hellige Apostles Forfatninger 3:17 (ca. 4. århundrede) i, at ugifte ældste og diakoner er i orden. I *Bible Difficulties and Seeming Contradictions*, s. 54, står der også, at dette henviser til et monogamt forhold.

Spørgsmål: Hvad bør der stå i 1 Tim 3:3 (KJV)?

Svar: Her er forskellige oversættelser.

»… ikke grådig efter beskidt vinding [penge]; men tålmodig, ikke stridbar, ikke begærlig« (KJV)

»… ikke grådig efter penge, men mild, ikke stridbar, ikke begærlig;« (NKJV)

„…men mild, ikke stridbar, fri for kærlighed til penge.“ (NET Bible)

„… ikke grådig efter uretfærdig vinding – men mild, ikke stridbar, ikke pengegrisk“ (Green’s Literal Translation)

»… men mild, ikke stridbar, ikke pengegrisk« (NIV)

»… men mild, ikke stridbar, fri for pengegriskhed« (uNASB)

»… ikke afhængig af vin, ikke voldelig, men mild, fredelig og fri for pengegriskhed.« (BSB)

»mild og ikke stridbar, ikke grådig« (Williams)

Det græske Nye Testamente af Aland et al. viser ingen variationer mellem de tidlige græske manuskripter.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 1 Tim 3:3 at være pengegrisk?

Svar: Man behøver ikke at stjæle, røve eller være uærlig for at være pengegrisk. Man kan være fattig såvel som rig og stadig være pengegrisk. Man kan være rig og ikke være pengegrisk, men snarere betragte penge som blot et redskab, man kan give væk til Guds rige.

Som en person fortalte mig om sin chef: Nogle mennesker elsker mennesker og bruger penge, men han elskede penge og brugte mennesker. Tænker du mest på mennesker og relationer, eller mest på, hvordan du kan tjene (eller spare) flere penge? At investere i fast ejendom, aktiemarkedet eller andre ting er ikke dårligt i sig selv. Men pas på, at det ikke opsluger al din fritid, dine tanker og dit hjerte. I stedet for at spørge, hvor meget du har tjent på huse, aktier osv., så spørg, hvor meget du har tjent pr. times indsats. Hvis du for eksempel tjente 8.000 dollars på en investering på 100.000 dollars (og 8 % er et meget godt afkast), men du var nødt til at følge med i aktierne i 10 til 12 timer om ugen, kunne du måske have klaret dig næsten lige så godt – med langt mindre risiko – ved i stedet at tage et deltidsjob til mindsteløn.

I Matthæus 7:24-27 og Lukas 6:47-49 fortæller Jesus lignelsen om huset bygget på klippen kontra huset på sandet. At have masser af penge til at bygge et ekstravagant hus på sandet er simpelthen tragisk.

Spørgsmål: Skal en mand ifølge 1 Tim 3:4 have børn, før han kan blive tilsynsmand?

Svar: Nej: Der er tre punkter, man skal overveje i svaret.

1. Man kan være barnløs, ligesom Paulus og formodentlig Timoteus.

2. Hvis en tilsynsmand har børn, bør de opdrages godt. Se det næste spørgsmål for flere detaljer.

3. At opdrage børn kan give værdifuld erfaring i at lede en menighed bestående af mænd, kvinder og børn. Læs Johannes Chrysostomos’ prædikener om Timoteus for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 1 Tim 3:4-5,12b, at en tilsynsmand skal lede sin egen familie og sine børn på en god måde?

Svar: Tilsynsmanden skal bevidst opdrage sine børn i troen. Gik de små børn i kirke, lærte de troen at kende, bad forældrene sammen med dem og studerede de Bibelen sammen med dem osv. På et andet plan: Hvilket eksempel så børnene hos deres forældre? Voksede børnene op med at elske Gud eller med at hade kirken? Hvis det sidste er tilfældet, hvorfor så?

Et centralt spørgsmål, som nogle kristne er uenige om, er, om man kan fortsætte med at være tilsynsmand, hvis et af ens børn forlader troen? Efter min mening er svaret ja, fordi barnets valg om at forlade troen var dets eget valg og ikke afhængigt af forældrene. Jesus underviste tolv disciple, men én forlod ham og forrådte ham. Betyder det, at Jesus var en dårlig discipel? Selvfølgelig ikke. Jeg har kendt gudfrygtige forældre med meget gudfrygtige børn (ikke voksne), bortset fra at ét barn i familien vendte sig fuldstændigt bort fra Gud.

Spørgsmål: Hvad menes der i 1 Tim 3:6 med »den samme fordømmelse som djævelen«?

Svar: Djævelen faldt i høj grad på grund af stolthed. På samme måde kan en person, der engang tjente Gud godt, falde fra på grund af stolthed over sig selv eller sin stilling, især hvis vedkommende er nyomvendt. Desværre er det, når en leder falder fra på grund af stolthed, ofte et dårligt eksempel for både troende og ikke-troende, der kender til situationen.

Spørgsmål: Hvad menes der i 1 Tim 3:7 med »djævelens snare«?

Svar: En snare eller fælde er generelt noget, der pludseligt fanger eller dræber ved overraskelse. Her er snaren, når nogen føler sig helt på toppen, er stolt af det og bliver overmodig, lige før vedkommende falder hårdt.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 1 Tim 3:8 og Titus 2:2, at diakoner og ældre mænd skal være »alvorlige« eller »værdige«?

Svar: Det græske ord semnos betyder ærværdig, hæderlig, alvorlig, ærlig eller oprigtig. Læs Johannes Chrysostomos’ prædikener om Timoteus for en tre-siders diskussion af 1 Timoteus 3:8-13.

Spørgsmål: Hvilke måder kan en kvinde eller en mand på i 1 Tim 3,11 vise, at de ikke er troværdige?

Svar: Der er forskellige måder, hvorpå mennesker kan være upålidelige, selvom de ikke altid lyver. Gør de, hvad de siger? Sladrer de, eller undlader de at holde ting hemmelige, som de ved, de burde holde hemmelige? Hvis de tager noget, der ikke er deres, når de er sikre på, at de kan slippe af sted med det, er de kun »betinget pålidelige«, afhængigt af om de tror, de kan slippe af sted med det. Og »betinget troværdig« er slet ikke troværdigt; selv kriminelle er betinget troværdige. Integritet er det, man er og gør, når man tror, at ingen ser på. Men Gud ser altid på.

Spørgsmål: Kan kvinder være diakoner i 1 Tim 3,11-13?

Svar: Udtrykket i 1 Timoteus 3,11 kan oversættes enten som »diakonisser« eller »diakonernes hustruer«. Der er tre synspunkter blandt ægte kristne.

a) Diakonisser: Det betyder ikke blot diakonernes hustruer, for så ville diakonernes hustruer have en særlig rolle, mens de ældstes hustruer ikke ville have nogen rolle. På tidspunktet for koncilet i Chalcedon i år 451 e.Kr. var diakonisser et embede i kirken. Diakonisser skulle være mindst 40 år gamle og leve i cølibat, ifølge *The First Seven Ecumenical Councils (325-787)*, s. 189.

b) Diakonernes hustruer: Det betyder ikke diakonisser, for ellers ville passagens opbygning være usædvanlig.

3:1-7    Ældste, deres børn og hustruer

3:8-10    Det samme gælder diakoner, uden oplysninger specifikt om mænd

3:11    Ligeledes diakonisser

3:12-13 Diakoner igen, herunder oplysninger, der specifikt gælder mænd

c) Begge dele: Johannes Chrysostomos (ca. 397 e.Kr.) siger i prædiken nr. 11 om Timoteus: »Han taler om dem, der har rang af diakonisser. ›Diakonerne skal være mænd med én hustru.‹ Dette må derfor forstås som gældende for diakonisser.« Diakonernes hustruer havde således et særligt embede som diakonisser.

Spørgsmål: Hvad lærer 1 Tim 3,14-15 os?

Svar: I 1 Timoteus 3,14-15 siger Paulus, at han skriver til Timoteus, så folk (ikke kun Timoteus) ved, hvordan de skal opføre sig i menigheden, hvis Paulus bliver forsinket. Der er en række punkter her:

Dette er autoritative instrukser til menigheden fra Paulus. Det er ikke blot forslag til livet, men befalinger fra Gud.

En husstand består normalt af en eller begge forældre og børn. Menigheden er Guds husstand, da vi er Guds børn, og Gud er vores Fader.
Menigheden tilhører hverken de ældste eller de øvrige troende. Menigheden er den levende Guds ejendom.

Udtrykket »sandhedens søjle og grundvold« henviser i dette vers til menigheden, ikke til Gud. Sandhedens kilde er imidlertid i sidste ende hverken menigheden eller Bibelen, men Gud selv. Det er noget irriterende, at nogle romersk-katolikker fejlagtigt hævder, at vi bør være taknemmelige over for den katolske kirke for at have givet os Bibelen. Vi står i gæld til den tidlige kirke (ikke den romersk-katolske kirke) for at have anerkendt Guds Ord, men det er Gud, der gav os Bibelen, ikke kirken. Det centrale problem er at sætte sin lid til kirken for frelsen og ikke til Gud og Hans Ord.
Kirken spiller dog stadig en vigtig rolle. Hvad gør en søjle egentlig? Den bærer både resten af bygningen op, og den er også et sted, hvor man kan hænge beskeder op. Grundstenene skal stå urokkeligt og bære hele vægten af det, der ligger oven på dem. De troende har fungeret på denne måde gennem tiderne, fra de tidlige kristne martyrer til de tidlige kirkeforfattere, som vi kan lære af, til de stille valdensere i Italien, til de senere store missionsbevægelser og så videre. Men hvis en bestemt kirke ikke længere er en søjle og et fundament for sandheden, hvad nytte gør den så som kirke? Måske er det derfor, Jesus truede med at fjerne nogle lysestager i Åbenbaringen 2-3. Paulus’ bygningsmetafor er et ekko af Efeserbrevet 2:19b-22 (BSB): »...men medborgere med de hellige og medlemmer af Guds husstand, bygget på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus selv som hjørnestenen. I ham er hele bygningen samlet og vokser til et helligt tempel i Herren. Og i ham bliver også I sammenbygget til en bolig for Gud i hans Ånd.” 2. Korintherbrev 6:16 bekræfter også, at vi (kristne) er den levende Guds tempel. Denne metafor læres dog ikke kun af Paulus. 1. Petersbrev 2:5 (BSB) siger: »Også I bliver som levende sten bygget sammen til et åndeligt hus for at være et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som er Guds velbehagelige gennem Jesus Kristus.« Disse vers gør det klart, at en kirke hverken er en bygning eller en menneskelig organisation, men et fællesskab og et samhørighedsbånd blandt troende.
Men hvem er så præsterne? I 1. Petersbrev 2:9 (BSB) står der: »Men I er et udvalgt folk, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk, som Gud har gjort til sin ejendom.« Så vi er alle præster. Præster repræsenterer Gud over for andre mennesker, og vi er Kristi ambassadører i 2. Korintherbrev 5:20.

Spørgsmål: Betyder det i 1 Tim 3:16, at Jesus »er blevet åbenbaret i kødet« og »er blevet retfærdiggjort ved Ånden«, at han ikke blev oprejst fysisk fra de døde?

Svar: Selvfølgelig ikke, ellers ville Paulus ikke have skrevet 1. Korintherbrev 15. I 1. Timoteusbrev 3:16 understregede Paulus, at Jesus ikke blot syntes at komme som et spøgelse, men faktisk var til stede i kød og blod, på trods af de vildfarelser, som de senere kætterske gnostikere og doketister forkyndte. Jesu retfærdiggørelse skete gennem hans opstandelse ved Helligånden.

Spørgsmål: Beviser 1 Tim 4,1-2, at den sande kristendom gik tabt på jorden, som nogle sekter hævder?

Svar: Nej. Der står, at nogle vil vende sig bort fra troen, men der står ikke, at alle vil gøre det. For eksempel var der selv fra år 1000 til 1500 e.Kr., da den officielle katolske kirke var yderst korrupt, en gruppe i det nordlige Italien, det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien kaldet valdenserne, som fulgte Guds Skrift frem for menneskelige traditioner.

Spørgsmål: I 1 Tim 4:3 står der, at kristne ikke skal forbyde ægteskab, så hvorfor går Paulus ind for at leve i cølibat i 1 Kor 7:1,25-28?

Svar: Paulus anbefaler at leve i cølibat, men påbyder det ikke. Umiddelbart efter at have anbefalet det understreger Paulus igen i 1 Kor 7,28, at ægteskab er tilladt for alle.

Spørgsmål: Hvad er i 1 Tim 4:7 nogle af de »vanærende, tåbelige myter«, som burde være blevet afvist dengang? Hvad er nogle af dem, vi bør afvise i dag?

Svar: Der findes forskellige former for overtro i forskellige kulturer. I den europæiske kultur betragtes tallet 13 som uheldigt, og nogle er bange for, at sorte katte krydser deres vej. I den kinesiske kultur frygter man ingen af disse ting, men nogle bygninger har ikke en fjerde etage, fordi tallet 4 betragtes som uheldigt, da det lyder lig ordet for »at dø«. Jeg ved ikke, hvad folk skal gøre midtvejs mellem Kina og Europa – noget midt imellem? Skal de sige, at 8½ er uheldigt? I islam siger haditherne, at man skal spise og drikke med højre hånd, fordi Satan spiser med sin venstre (Ibn-i-Majah, bind 4, bog 29, nr. 3266-3268, s. 433). Ifølge Muwatta’ Malik 48.7.15 skal man, når man tager sandaler på, sætte højre fod i først og tage den ud sidst.

Men tåbelige myter er ikke kun hedenske overtro; de har også sneget sig ind i nogle kirker. For eksempel findes dette ikke i de græsk-ortodokse eller protestantiske kirker, men i de romersk-katolske kirker lærer transsubstantiationslæren, at når brødet og vinen er indviet til nadveren, er det ikke længere fysisk brød og vin; det ser blot ud, som om det stadig var brød og vin.

I århundrederne efter år 325 e.Kr. blev der skrevet mange pseudepigrafiske bøger om forskellige apostles gerninger. De er måske blevet skrevet for at tilfredsstille folks nysgerrighed om, hvad apostlene ellers gjorde, men de tjener ikke noget formål med hensyn til sandheden.

Ordsprogene 30:5-6 påbyder os ikke at tilføje noget til Guds ord. Del gerne jeres meninger og spekulationer, hvis I føler behov for det, men synd ikke ved at sige »Gud sagde…« om ting, som Gud faktisk ikke har sagt.

Spørgsmål: I 1 Tim 4:8 står der: »Kropslig træning har kun begrænset værdi«, så bør vi da forsømme kropslig træning?

Svar: Nej, det er ikke det, Paulus mener. Grækerne lagde så at sige stor vægt på fysisk træning og atletik i olympisk omfang. Hvor mærkeligt må det ikke forekomme for englene, at nogle lægger vægt på fysisk træning og dens fordele i omkring 70 år, men fuldstændig svigter i udøvelsen af gudsfrygt, med dens fordele for de millioner af år i evigheden.

Spørgsmål: I 1 Tim 4:10 står der, at Gud er »alle menneskers Frelser, især for dem, der tror«; hvorfor tror så ikke alle og kommer i himlen, som universalismen lærer?

Svar: De fleste mener, at Guds valg i forbindelse med forudbestemmelsen er tæt forbundet med Guds forudviden. De eneste to steder i Skriften, hvor begge ord bruges sammen, kommer forudviden først. Da Gud gjorde nogle ting før tidens begyndelse i Titus 1,2, kan Gud altså handle uden for tiden. Hvis Guds forudbestemmelse er en tidløs handling, er det en alt for stor forenkling at forsøge at diskutere, om Gud valgte alt, før han vidste noget, eller vidste alt, før han valgte noget.

Guds valg og forudviden udelukker ikke vores evne til at træffe valg. Hvis jeg for eksempel læser om Pompejus i en historiebog, tvinger min næsten sikre viden ham ikke til at handle, som han gør. Hvis jeg kunne rejse tilbage i en tidsmaskine til før hans tid og tage historiebogen med mig, ville jeg heller ikke begrænse Pompejus’ valgmuligheder. På samme måde begrænser Guds viden ikke vores valg.

I den tidlige kirkehistorie anvendte Origenes (225-253/254 e.Kr.) 1 Timoteus 4:10 og 1 Johannes 2:1-2 til at omfatte ikke blot slaver, kvinder og børn, men alle mennesker, uanset om de var kloge eller enkle. (Mod Celsus, bog 3, kap. 49, s. 484)

Spørgsmål: Hvordan lader Gud i 1 Tim 4,1 mennesker »forlade troen«?

Svar: På to måder.

1) Kristne kan falde i synd og vildfarelse og senere vende tilbage, som Jakob 5:19-20 og Judas 23 viser.

2) Mennesker kan være blandt de kristne, falde fra og gå fortabt i helvede, som 1. Johannesbrev 2:18-19 og Matthæus 7:21-23 viser.

Hvad angår hvorfor Gud tillader dette, se svaret til Johannes 5:4; Apostlenes Gerninger 14:12 osv.

Spørgsmål: I 1 Tim 4:15 – da Timoteus lærte af Paulus, og Timoteus nu tjener trofast – hvorfor skal Timoteus så være flittig i disse anliggender?

Svar: En kristen leder kan blive påvirket i negativ retning af andre, og en leder som Timoteus befinder sig også i en position med stor indflydelse. En kristen på jorden bliver aldrig så moden, at han eller hun ikke længere behøver at bekymre sig om fristelsen til ikke fuldt ud at adlyde Gud.

Spørgsmål: Da 1 Tim 4:15 og mange salmer opfordrer til at »meditere«, bør kristne da praktisere meditationsformer, såsom transcendental meditation?

A: Nej. I KJV står der i 1. Timoteusbrev 4:15 faktisk: »Tænk over disse ting«, hvilket henviser til de ting, Paulus tidligere har talt om. (BSB oversætter det med: »Vær flittig i disse anliggender og fordyb dig i dem.«) Der står ikke, at man skal tænke over værdiløse svindelnumre og ugudelige ting.

En morsom artikel i Omni Magazine, s. 129 (ca. 1985), fortæller, hvordan man inden for Transcendental Meditation (TM) hævder, at der findes tusindvis af individualiserede mantraer. Sandheden er ifølge tidligere TM-instruktører, at der kun er omkring 16 mantraer, og at de tildeles ud fra den alder, hvor en person tilmeldte sig TM. For eksempel er mantraet for folk, der tilmeldte sig i aldersgruppen 55-59 år, »SHAM«. Artiklen konkluderer: »Hvad er al denne hemmelighedskræmmeri til for? Enhver 55- til 59-årig, der har dyrket TM, har fået et meget godt vink.«

Andre vers, der beskriver, hvordan kristne skal meditere over Gud og hans lov, er: Josva 1:8; Salmerne 1:2; 63:6; 77:12; 119:15, 23, 48, 78, 148; 143:5.

Spørgsmål: Hvordan kan Timoteus i 1 Tim 4:16 frelse andre?

Svar: Det græske ord her, sozo, kan både betyde at redde og at frelse. Timoteus kan ikke frelse andre, men han kan bringe det gode budskab om frelse til sine tilhørere. Se diskussionen om Kolossenserbrevet 1:24 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvem er de ældste her i 1 Tim 5:1: menighedsledere eller ældre mennesker?

Svar: Selvom det græske ord episcopos betyder tilsynsmand, er det ikke det ord, der bruges her. Det er ordet presbyteros, som kan betyde en ældre mand eller en leder i menigheden. I denne sammenhæng betyder det højst sandsynligt ældre mænd.

Spørgsmål: I 1 Tim 5:1-2 – da Jesus i Matt 23:9 sagde, at man ikke skal kalde nogen for far – hvorfor siger Paulus så, at man skal behandle ældre mænd som fædre?

Svar: Paulus sagde, at man skal behandle dem som fædre, ikke kalde dem fædre. I den forbindelse tilføjer Paulus straks, at man skal behandle ældre kvinder som mødre. Med andre ord skal man ikke adlyde ældre mænd, som et barn skal adlyde sine forældre, men man skal behandle ældre mænd og kvinder, som man ville behandle sin egen far og mor.

Spørgsmål: Hvordan skal vi især hjælpe enker, jf. 1 Tim 5,3, 2 Mos 22,22 og Jak 1,27?

Svar: Skriften giver ikke et eksplicit svar, men man kan se mindst tre anvendelser.

1. Dengang var enker ofte meget fattige, hvis de ikke havde en mand til at forsørge dem økonomisk. Ligesom forældreløse børn i Jakob 1:27 havde enker brug for hjælp til at dække deres materielle behov.

2. I dag, ligesom dengang, er det vigtigt, at vi viser vores kærlighed til enker og forældreløse i de vanskeligheder, de måtte støde på. Som Paulus viser i 2 Korintherbrevet 1:4-11, kan vi være stærke i stor trængsel ved Guds trøst. Nogle gange kan vi være de redskaber, Gud bruger til at hjælpe med at tage sig af og trøste andre.

3. Venskab: at tilbringe tid sammen med dem, ikke blot at elske dem på afstand.

Spørgsmål: Hvorfor er det i 1 Tim 5,8 værre at undlade at hjælpe vores egen familie end at opføre sig som en ikke-troende?

Svar: Selv hedninge hjælper deres egne familier. Hvis kristne nægtede at hjælpe deres egne familier i nød, ville de udvise mindre kærlighed end selv hedninge gør. 1. Timoteusbrev 5:4 nævner, at dette omfatter tanken om at gengælde sine forældre for det, de har gjort for en.

Spørgsmål: Er det i 1 Tim 5:10 og Joh 13:1-8 vigtigt at vaske hinandens fødder i dag?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

a) Nogle, såsom mennonitterne, mener, at det er et særligt udtryk og en vigtig praksis, som andre desværre forsømmer.

b) Andre mener, at det var et særligt udtryk for omsorg i den tid, da man gik i sandaler og på jordveje. Vi bør tilpasse denne lære til vores tid, og pointen er, at særlige udtryk for omsorg er lige så vigtige i vores tid.

Uanset hvad er det fint at afholde en særlig fodvaskningsgudstjeneste i kirken.

Spørgsmål: Hvad betyder det i 1 Tim 5,9-13, at en enke skal »opføres på listen«?

Svar: Det betyder, at hun skal opføres på listen over enker. Dette var en liste over enker, som blev forsørget af menigheden, og som viet sig til Gud. Dette hverken støtter eller kritiserer imidlertid begrebet nonner, da disse kvinder var enker, der var blevet »opført på listen«, ikke ugifte nonner.

Spørgsmål: Er det i 1 Tim 5:14 og 1 Kor 7:8-9,39 i orden at gifte sig igen, efter at en ægtefælle er død?

Svar: Bibelen er tydelig på, at det er i orden at gifte sig igen efter en ægtemands eller ægtes død. Se 1 Timoteus 5:14 og Romerbrevet 7:3; 1 Korintherbrevet 7:8-9 og 1 Korintherbrevet 7:39. I Det Gamle Testamente giftede Abigail sig med David, efter at hendes mand var død, og det var en enkes pligt at gifte sig igen, hvis hendes mand døde uden at efterlade børn. Hele Rut-bogen viser, at det at gifte sig igen efter en ægtefælles død ikke blot er »tilladt«, men faktisk kan behage Gud. Nogle kulturer ser måske ned på det og giver genægteskab en »andenklasses status«, måske ved at sætte spørgsmålstegn ved kærligheden til den afdøde ægtefælle. I modsætning hertil er der i Bibelen ingen synd, skam eller forlegenhed forbundet med at gifte sig igen; 1 Timoteus 5:14 tillader det ikke blot, men anbefaler det. I sit brev til sin kone fortalte Tertullian hende, at det er i orden at gifte sig igen efter en ægtefælles død, selvom han bad hende om ikke at gøre det.

Spørgsmål: I 1 Tim 5,17 siger Paulus, at ældste, der leder effektivt, er værdige til dobbelt ære. Hvad betyder »dobbelt ære« i denne sammenhæng?

Svar: Der er to supplerende svar: et kort svar og nogle punkter at overveje.

Kort sagt: Det græske ord for ære (time) betyder både respekt og penge, der udbetales, såsom et honorar på dansk. Man kan fortolke dette som dobbelt så meget respekt eller dobbelt så mange penge, der gives til enker. Ud over at det græske ord har to betydninger, omhandler versene omkring dette både økonomisk støtte (1 Tim 5:16,18) og tillid og ære (1 Tim 5:19).

Fem kommentarer og to studiebibler siger alle det samme: dette vers omfatter begge betydninger. Se The Expositor’s Bible Commentary, s. 380; The Believer’s Bible Commentary, s. 2096-2097; Evangelical Commentary on the Bible, s. 1108; The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 744; New International Bible Commentary, s. 1482-1483; The NIV Study Bible, s. 1840; og The New Geneva Study Bible, s. 1914.

Tre punkter til eftertanke: »Ældste« henviser her ikke til frivillige ledere, men til dem, der har givet afkald på deres egen karriere for at lede på fuld tid.

1. Ansvaret for at betale de ældste: Selvom nogle kristne arbejdere, ligesom Paulus, valgte ikke at modtage løn, fastslår dette, at det ikke blot var passende at betale menighedens ældste, men at det var menighedens ansvar at betale dem. »Værdig til dobbelt ære« viser, at det at betale dem var mindst lige så vigtigt som at give penge til enkerne. Hvis du ikke bekymrer dig om, hvorvidt du vil modtage din løn hver lønperiode for dit arbejde, bør de ældste heller ikke skulle bekymre sig om deres.

2. De ældste modtog en beskeden løn: Hvis enkerne fik det, der var nødvendigt for at klare sig rimeligt, ville de ældste få mere, men intet tyder på, at de fik store lønninger. At betale ublu summer kan tilskynde uåndelige mennesker til at søge denne karriere for pengenes skyld. Jeg kender personligt en mand, der blev præst i en liberal menighed udelukkende fordi lønnen var rimelig, og han sagde, at han ikke behøvede at arbejde for hårdt.

3. De ældste bør æres højt: Mange enker var enker, fordi deres ægtemænd var blevet martyrer for Kristus. De ældste i menigheden skulle æres endnu mere, end de blev. Viser vi i dag menighedens gudfrygtige ledere den ære, vi bør? Vi skal bedømme det, de siger, ud fra Skriften, og ældste, der falder i synd, skal irettesættes offentligt, men gudfrygtige ældste bør holdes i ære og omtales med ære. Kritiser ikke ældste for deres præferencer, deres stil eller ting, der ikke er syndige.

Spørgsmål: Skal vores menighedsledere i 1 Tim 5,17 »styre os«?

Svar: Ja på én måde, og nej på tre andre måder.

1. Ja, vi skal acceptere lederskabet fra dem, der fører tilsyn med menigheden. De er til dels ansvarlige for vores åndelige liv, og vi skal gøre deres arbejde lettere, som det står i Hebræerbrevet 13:17. De har myndighed til at irettesætte os (Titus 2:15). Vi skal ikke være dem, der foragter autoritet (2. Petersbrev 2:10).

2. Nej, vi skal ikke lade ledere »herske over« os (1. Petersbrev 5:2-3). De skal ikke tilføje noget til Guds ord (Ordsprogene 30:5-6) eller gå ud over det, der står skrevet i 1. Korintherbrev 4:6.

3. Nej, vi skal ikke acceptere autoriteten fra hvem som helst. Vi skal ikke følge falske lærere eller finde os i nogen, der:

3a) Påstår at være kristen, men er umoralsk, grådig, afgudsdyrker, bagvasker, drukkenbolt eller svindler. (1. Korintherbrev 5:9-13, Judasbrevet 3-4)

3b) benægter Jesu komme i kødet eller ikke har Kristus. (1. Johannesbrev 4:1-3; 2. Johannesbrev 7-11)

3c) Ikke tror, at Paulus’ skrifter, om kvinder eller generelt, er Herrens befaling. (1. Korintherbrev 14:37-38)

3d) Har »en form for gudsfrygt«, men fornægter »dens kraft« eller adlyder ikke Kristus på forskellige måder. (2. Timoteus 3:1-5)

3e) Er en ulv i fåreklæder af en af de ovenstående grunde (Mattæus 7:16, Apostlenes Gerninger 20:29-31) [Hvis vi skal passe på dem, er det logisk, at det ikke er rigtigt for os at støtte dem som ledere.]

4. Nej, det er ikke for kvinder at have autoritet over mænd i menigheden, som 1. Timoteus 2:12-3:7 lærer. (Vi skal underordne os kvinder med autoritet i andre stillinger, såsom i regeringen i Romerbrevet 13:1-7 og Dommerbogen 4:4-6).

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved Paulus’ udtalelse i 1 Tim 5:18?

Svar: Paulus citerer først fra et sted i Det Gamle Testamente (5. Mosebog 25:4) og derefter fra en af Jesu lære (Lukas 10:7) og kalder ganske enkelt begge dele for Skriften. Paulus så ikke »to skrifter«, men kun én samlet Skrift. Se *The Complete Book of Bible Answers*, s. 27-30, for mere om dette sted og den kanoniske samling af Skriften.

Paulus skrev 1 Timoteus i årene 62–65 e.Kr., og man mener, at Lukas skrev sit evangelium omkring år 63 e.Kr. (New Geneva Study Bible), 59–60 e.Kr. (The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 199) eller enten 59–63 e.Kr. eller i 70’erne til 80’erne (The NIV Study Bible). Lukas var Paulus’ rejseledsager, så enten:

1) Paulus anerkendte det, Lukas skrev, som Skriften inden for et par år efter, at Lukas havde nedskrevet det.

2) henviste Paulus til denne lære fra Jesus, før Lukas nedskrev den.

Spørgsmål: I 1 Tim 5:22, hvor det fremgår, at hver enkelt dømmes for sine egne synder, som Ezek 18:4,20 og 5 Mos 24:16 viser, hvordan kan man så være medskyldig i en anden mands synder?

Svar: Det er let. Hver enkelt dømmes kun for sine egne synder. Men hvis du billiger andres synder og lærer folk, at en synd er i orden i Guds øjne, så er det din egen synd at vælge at være medskyldig i en anden persons synd.

Hvis du indsætter en person, der lever i synd, som ældste, diakon eller anden leder, og du gjorde det uden at undersøge vedkommende, så deler du i hans synd.

Spørgsmål: Er det i 1 Tim 5:23 i orden at drikke alkohol?

Svar: Nogle få kristne mener, at det er syndigt at drikke al alkohol. Andre ægte kristne er uenige. Her er seks punkter, der skitserer den anden opfattelse.

1. At drikke vin er ikke en synd, da Jesus drak det i Lukas 7:34 og forvandlede vand til vin i Johannes 2:1-11. Vin glæder menneskets hjerte i Salme 104:15. Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) nævner dette i *Om lovene* 1:1-7 og siger også, at det er i orden at drikke vin.

2. Det var alkoholholdig vin, ikke blot druesaft.

2a) Johannes 2:10: »efter at gæsterne var blevet berusede.«

2b) Uafkølet druesaft, der har stået i seks måneder eller et år, indeholder alkohol.

2c) I 1. Timoteusbrev 5:23 ville druesaft ikke hjælpe mod maveproblemer. Paulus gav et godt råd: Alkohol bremser i høj grad bakterievæksten.

2d) I 1 Korintherbrevet 11:21, hvor korintherne indtog Herrens nadver på en uretmæssig måde, hvordan kunne de da blive berusede, medmindre det var alkoholholdigt?

2e) I Markus 2:22 og Lukas 5:37-39: Ville Jesus have brugt lignelsen om vinen i vinskindene, hvis han ønskede at være et forbillede for ikke at drikke?

I bogen »Difficulties in the Bible« (s. 147-149) påpeges det imidlertid, at der ikke står, at den mirakuløse vin var berusende.

3. Vi bør aldrig drikke os fulde, som det fremgår klart af Efeserbrevet 5:18, 1. Thessalonikerbrev 5:7; Ordsprogene 20:1; 23:20-21; og Esajas 28:3,7. Den eneste undtagelse er, at det kan være tilladt at være beruset for dem, der er tæt på døden eller i stor kval, som Ordsprogene 31:6 angiver.

4. Vi bør ikke få andre til at snuble.

5. Mange kristne (herunder mig selv) drikker ikke alkohol, idet de betragter drikkeri som tilladt, men ikke anbefalet. (Kristne gør ofte ting af kærlighed til Gud, selv når der ikke er noget strengt bud.) I vores samfund kan drikkeri være en fristelse for os selv og andre til at drikke sig fulde, og vi ser ikke behovet for denne distraktion. Det generer os dog ikke at se andre kristne drikke alkohol.

6. At beslutte ikke at drikke, til Guds ære, blev gjort af andre, såsom naziræerne (4. Mosebog 6:1-21), rekabitterne (Jeremias 35) og Johannes Døberen (Lukas 7:33).

I *The Complete Book of Bible Answers*, s. 359-360, står der, at vin ofte blev drukket i en blanding af én del vin til tyve dele vand, og nogle gange én del vin til én del vand. Grækerne betragtede folk, der drak ufortyndet vin, som barbarer.

Spørgsmål: Hvorfor bad Paulus i 1 Tim 5:23 Timoteus om at drikke lidt vin for at kurere hans maveplager i stedet for blot at helbrede ham?

Svar: Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) holdt en hel prædiken om dette emne. Han kendte det nytestamentlige (koine) græsk bedre end nogen i dag, og i sin prædiken om 1 Timoteus 5:21-23 siger han: »Han [Paulus] tillader ham [Timoteus] dog ikke at give sig hen til vin i overmål, men kun så meget, som var til gavn for helbredet og ikke for luksus.« For en sammenfatning og for mere information om spørgsmålet om, hvorfor de gudfrygtige bliver syge, se diskussionen om Galaterbrevet 4:13.

Spørgsmål: Hvorfor helbreder Gud ikke bare alle i 1 Tim 5,23?

A: Alle vil blive helbredt – i himlen. For det første kan man ikke sige, at sygdom blot er et udtryk for manglende tro. Gud helbredte ikke Timoteus for hans hyppige maveproblemer (1. Timoteusbrev 5:23), Epafroditus var tæt på at dø i Filipperne 2:26-27, Paulus var syg, mens han forkyndte i Galaterbrevet 4:13-14, og den store Elisa døde af en sygdom i 2. Kongebog 13:14. Jesus sagde, at mandens blindhed i Johannes 9:1-3 ikke skyldtes hans synd eller hans forældres synd.

Sygdom kan være en tugt fra Gud for ulydighed og oprør (Apostlenes Gerninger 13:11; Åbenbaringen 2:22), men selv når det ikke er tilfældet, er det en anledning til at reflektere over vores lydighed mod Gud. Smerte kan være »Guds megafon« (som C.S. Lewis sagde) for at fange vores opmærksomhed. Så sygdom og andre lidelser kan være en god tugt for os.

Det gælder dog ikke for al sygdom og lidelse. Selv efter at Paulus havde bedt inderligt tre gange, nægtede Gud at fjerne Paulus’ torn i 2. Korintherbrev 12,7-10. Paulus lærte, at uanset hvad hans torn var, ville den forhindre ham i at blive hovmodig. Desuden lærte Paulus, at når vi er svage, så er Gud stærk i os – og det gælder for os alle.

Nogle gange kender vi ikke den specifikke årsag til, at vi er syge. Når vi læser Jobs Bog, er det let at glemme, at selvom vi altid kan kigge på slutningen, havde Job ingen anelse om, hvorfor han led, mens han gennemgik det. Ligesom Job kan vi dog stole på, at vores standhaftighed i lidelsen, selv uretfærdig lidelse, kan herliggøre Gud. Vi kan også huske Romerbrevet 8:28, hvor der står, at Gud virker alt [selv de dårlige ting] sammen til det gode for dem, der elsker ham, og som er kaldet efter hans hensigt.

Generelt lever vi faldne mennesker i skabelsens forfaldne, tidligere fuldkommenhed (Romerne 8:20-22). Dette er dog kun midlertidigt, for i Åbenbaringen 21:4 står der, at i den nye himmel og den nye jord vil der ikke længere være død eller sorg eller gråd eller smerte, for de tidligere ting er forbi.

Spørgsmål: Hvorfor tillader Bibelen slaveri i 1 Tim 6:1-2?

Svar: Nogle ting i Bibelen, såsom at drikke, flerkoneri, livslang slaveri og skilsmisse i Det Gamle Testamentes tid, var tilladt, men ikke anbefalet.

Forældre forbyder ofte deres børn at gøre visse ting, såsom at tage stoffer. Men de tillader – selvom de fraråder det – andre ting, såsom at bruge penge på en uforstandig måde. Mange ser på Gud på en lignende måde. Som kristne bør vi ikke stræbe efter blot at holde os inden for Guds grænser, men forsøge at ramme midten af målet, som er Guds vilje for os. Se også »Believer’s Bible Commentary«, s. 2140, og diskussionen om Efeserbrevet 6:5-8 og Efeserbrevet 6:9.

Spørgsmål: Hvordan kan man i 1 Tim 6,5 blive berøvet sandheden?

Svar: Der er to lidt forskellige synspunkter.

Fattige på sandheden eller aldrig modtaget den: De blev forhindret i overhovedet at få sandheden fra starten. »Fattige på sandheden« (KJV, NKJV, Believer’s Bible Commentary s. 2099, Clemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) Stromata, bog 1, kap. 98, s. 309; Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) Prædikener over 1. Timoteusbrev, prædiken 17, s. 468). BSB lyder tilsvarende »blottet for sandheden«.

»apesterumenon: privat. Apostereu udtrykker forestillingen om, at en person fratages noget, som han har ret til. Se henvisning. Dette kommer til udtryk i R.V. med »berøvet«. Sandheden var engang deres; de har selv frataget sig den. A.V. med »blottet for« antager ikke, at de nogensinde har haft den.« The Expositor’s Greek New Testament, bind 4, s. 142.

Berøvet eller taget fra dem: De havde sandheden, men den blev taget fra dem. »Berøvet sandheden« (NIV, The Bible Knowledge Commentary: New Testament s. 746, New International Bible Commentary s. 1483, Evangelical Commentary on the Bible s. 1108)

»White siger, at apostereo ’formidler forestillingen om en person, der fratages noget, som han har ret til … sandheden var engang deres; de har selv berøvet sig selv arven. A.V., ’berøvet’, antager ikke, at de nogensinde har haft den (EGT, 4:142).« Expositor’s Bible Commentary, bind 11, s. 384

Ved hjælp af parallelisme sætter Paulus i 1 Timoteus 6:3-5 »sund/rask« i kontrast til »korrupt/syg« og »berøvet/frarøvet« i kontrast til »gevinst«.

Svaret: Begge dele er delvist sande, idet hver opfattelse kun tegner halvdelen af billedet.

Lukas 8:5,12 viser, hvordan Satan kan tage sandheden fra nogle, der er som jorden på stien. Men selvom frøet rørte ved jordoverfladen på stien, trængte det aldrig ned i jorden.

I Jonas 2:8 står der: »De, der klamrer sig til værdiløse afguder, svigter Hans kærlige hengivenhed.«

Hebræerbrevet 6:4-6 advarer mod mennesker, der smager på Guds ords godhed, falder fra (hvilket betyder, at de ikke tidligere var faldet fra) og ikke kan bringes tilbage til omvendelse. Men selvom de smagte på godheden, står der ikke, at de nogensinde slugte den, eller at den trængte ind i dem.

Spørgsmål: Hvorfor holder nogle kristne i 1 Tim 6:7 dyre begravelser og mindehøjtideligheder?

Svar: Som en kristen engang sagde: Man ser aldrig en U-Haul-trailer bag en ligvogn. Det er fint at afholde en lille fejring af den afdødes liv og glæden i himlen. En ekstravagant begravelse er imidlertid spild af penge på en person, der ikke er der.

Spørgsmål: Hvilke miljømæssige eller kulturelle faktorer i 1 Tim 6,8 får os til at være utilfredse, når vi har nok mad og tøj?

Svar: Vi kan se, at formålet med det meste reklame er at gøre os utilfredse med det, vi har, og få os til at ønske os mere. Gruppetryk fra mennesker omkring os, der er påvirket af reklamer og har købt luksusbiler, dyrere tøj osv., kan også påvirke os. Men disse ydre faktorer gør os ikke direkte utilfredse. De forstærker snarere den grådighed, misundelse og begærlighed indeni os, der får os til at føle os utilfredse med at have nok og med Guds forsyn til os.

Som forældre kan vi nogle gange ubevidst nære vores børns begær efter materielle ting, når vi køber sko til 180 dollars og andre ting til dem, som ikke kræver, at der bruges så mange penge på dem. Naturligvis lærer børn ikke kun af det, vi fortæller dem eller tillader dem, men også af vores eget eksempel.

Spørgsmål: Bør kristne ifølge 1 Tim 6,9 og Jak 5,1-6 [ikke være imod / ønske / begære] at blive rige?

Svar: Rigdom i sig selv er ikke ond; Abraham, som både Paulus og Jakob fremhævede som et eksempel på en gudfrygtig mand, var meget velhavende. Der er dog tre punkter, man skal være opmærksom på.

1. Begæret efter rigdom er både ondt og en kilde til ondt. Vi bør være fuldt ud tilfredse med at være kristne med beskedne midler. Hvis en kristen er velhavende, og Gud ændrer situationen, så vedkommende mister sin rigdom, bør vedkommende stadig være tilfreds under alle omstændigheder (Filipperne 4:12).

2. Enhver kristen, der har rigdom, bør være på vagt over for fristelsen til at ville holde fast i den rigdom og værdsætte den lige så meget, som han eller hun værdsætter Gud og andre mennesker. I øvrigt har de fleste mennesker i Nordamerika, Singapore, Japan og Vesteuropa rigdom sammenlignet med den gennemsnitlige økonomiske standard i verden.

3. Mennesker, der ikke har rigdom, er heller ikke fri for grådighed. Nogle gange tror folk, at de kun kan være lykkelige, hvis de er rige, og at de vil være lykkelige, hvis de er det.

Spørgsmål: Hvordan kan kærligheden til penge i 1 Tim 6,10 være en eller selve roden til alt ondt?

Svar: For det første skal man bemærke, at der ikke står »penge«, men »kærligheden til penge«. For det andet tror ingen virkelig, at Paulus faktisk mente, at kærligheden til penge var årsagen til Satans fald, Adams fald eller synder som fejhed, stolthed og begær. Kærligheden til penge er roden til alle former for ondskab. Den græske tekst siger bogstaveligt talt: »Roden til al ondskab er kærligheden til penge«, og derfor kan der også være andre rødder til ondskab. Som det står i Prædikeren 5:10: »Den, der elsker penge, bliver aldrig mæt af penge.« Jesus sagde i Lukas 16:13, at ingen kan tjene både Gud og penge. Hebræerbrevet 13:5-6 opfordrer os også til at holde os fri fra kærligheden til penge. En måde at elske penge på er at sætte sin fremtid i hænderne på penge.

Det er interessant, at det græske sprog har en række ord for det onde, og det ord, Paulus her bruger om det onde, understreger værdiløshed.

For mange vestlige kristne, der ikke er afhængige af stoffer, alkohol, pornografi og sex, er de to største fristelser materialisme og at gå på kompromis med troens væsentlige punkter.

Spørgsmål: Hvordan fortolkede de tidlige kristne verset i 1 Tim 6,10?

Svar: De tidlige kirkeforfattere må have ment, at sandheden bag dette vers var særlig vigtig, for de citerede eller omskrev dette vers hyppigt. Her er en ufuldstændig liste over nogle af de personer, der udtalte sig om dette vers.

Polycarp (100-155 e.Kr.) citerer ganske enkelt den første halvdel af dette vers i sit brev til filipperne. Polycarps brev til filipperne, kap. 4, s. 34

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer dette vers og nævner, at pengegriskhed er roden til alt ondt, og sætter dette i forbindelse med begærlighed. *The Instructor*, bog 2, kap. 3, s. 248

Tertullian (198–220 e.Kr.): »Grådighed, ’roden til alt ondt’, hvorved nogle, der er blevet fanget i dens snare, ’har lidt skibbrud i troen’«. Om afgudsdyrkelse, kap. 11, s. 67. Se også Om tålmodighed, kap. 7, s. 711.

Novatian (250–258 e.Kr.) har en meget interessant fortolkning i *Om jødisk kød*, kap. 6, s. 649. Det, som det onde tager fra en, giver pengene mulighed for at genoprette, så syndens vej kan betrædes på ny. For eksempel tager druk eller brug af prostituerede en persons penge, men flere penge sætter manden i stand til at fortsætte med at synde.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer dette vers, hvor han erstatter »penge« med »grådighed«. Han nævner, at når man frygter, at ens rigdom måske bliver formindsket, indser man ikke, at man selv bliver formindsket, når man elsker mammon mere end sin egen sjæl. »Treatise 8«, kap. 10, s. 479

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i 1 Tim 6,11 fly fra grådighed (og andre fristelser), når vi ifølge Jak 4,7 skal modstå djævelen og ifølge Ef 6,13–14 stå imod det onde? Selv 1 Tim 6,12 siger, at vi skal kæmpe, hvilket antyder, at vi ikke skal flygte.

Svar: Vi skal modstå djævelen, men vi skal fly fristelsen. En god analogi er den måde, det romerske infanteri kæmpede på. De kæmpede i små, rektangulære enheder kaldet manipler, der var opstillet i et skakternet mønster af mænd og mellemrum. Der var tre linjer af manipler. Når en maniple blev træt eller led store tab, trak den sig lidt tilbage, og en anden maniple rykkede frem. Når vi kæmper i den åndelige kamp, skal vi kæmpe sammen, rykke frem og omgruppere os i harmoni for at hjælpe vores brødre og blive hjulpet af dem.

Spørgsmål: Hvordan kæmper vi i dag den gode troskamp, som der tales om i 1 Tim 6,12a?

Svar: For det første skal vi holde øjnene rettet mod målet. Kæmp i bøn og pris Gud. Lad jer ikke tynge af andre ting. Kæmp faktisk; lad være med bare at sove.

Jeg løber altid fra min hund i et kapløb mod en pæl, selvom min hund løber meget hurtigere end mig. Ser du, min hund stopper altid før pælen for at snuse til ting, fordi han ikke er klar over, at det er et kapløb (som jeg tror, det er). På samme måde kommer vi ikke langt, når vi glemmer, at vi er i et kapløb eller en konkurrence. Der er en forskel mellem hastighed og fart. Hastighed er, hvor hurtigt du bevæger dig, selvom det er i cirkler. Fart er, hvor hurtigt du bevæger dig i en bestemt retning.

Når vi nu taler om at løbe, kan jeg løbe fra en olympisk atlet – så længe han eller hun skal løbe med en vægt på hundrede pund. På samme måde kan vi, når vi stræber efter at tjene Kristus, bevæge os alt for langsomt, når vi er tynget af verdslige bekymringer eller en vedvarende synd.

Endelig forventes det, at vi gør noget for at tjene Herren. Bøn er meget vigtig i vores troskamp. Det er vigtigt at bruge Guds ord; det var sådan, Jesus svarede Satan. Desuden kom der engle og tjente ham efter Jesu fristelser. På samme måde bør vi tjene andre. Vi bør ikke kæmpe som enkeltpersoner, men som en gruppe, kirken, på samme måde som romerske hærenheder kæmpede i manipler og den »tredobbelte linje«. Der var et berømt slag mellem romerne og germanerne i Teutoburgskoven i år 9 e.Kr., hvor slagmarken var tæt skov. Så det var stort set én-mod-én-kamp det meste af tiden. Tre legioner, omkring 14.000 romerske soldater under general Varus, blev alle dræbt. Dette står i kontrast til Gallien, hvor Julius Cæsar med en relativt lille romersk hær besejrede galliske hære, der var to til tre gange så store. Kristne arbejder bedre sammen for Gud.

Spørgsmål: I 1 Tim 6:16 og Rom 2:7 står der, at kun Gud er udødelig – hvordan kan vi så være udødelige?

Svar: Kun Gud er iboende udødelig fra begyndelsen. Vores afledte udødelige liv er et evigt liv, der indledes og opretholdes af Gud. Johannes 15,1-8 illustrerer begrebet afledt liv ved at vise, at vi er grene, og Jesus er vinstokken. Se også Kolossenserbrevet 1,17, Kolossenserbrevet 3,3-4 og When Critics Ask, s. 439-440, 501.

Spørgsmål: I 1 Tim 6:16, bor Gud da i et utilnærmeligt lys, eller bor han i mørke, som det står i 1 Kong 8:12?

Svar: Lys og mørke kan være bogstavelige, men i nogle passager er de metaforer, hvor lyset repræsenterer hellighed og mørket repræsenterer mysterium.

Gud er lys, og i ham er der slet intet mørke (1. Johannesbrev 1:5). Men sammenlignet med Gud forekommer alt andet som mørke. Gud kan få omgivelserne til at være oplyste, og Gud kan få omgivelserne til at være mørke. Gud talte ud af mørket på Sinai-bjerget i 5. Mosebog 4:11; 5:23 og Hebræerbrevet 12:18.

Hvis dette er et problem for dig, kan du med fordel læse 2. Samuelsbog 22:10-13 og Salme 18:11-12, hvor lys og mørke forekommer i samme afsnit. David synger, at mørket var Guds baldakin og under hans fødder, og alligevel lyste lynene frem fra lyset af Guds nærvær. Salme 97:2 er et andet eksempel på både mørke og lys omkring Gud.

Spørgsmål: Er det i 1 Tim 6:17-18 i orden for kristne at tjene (og beholde) mange penge?

Svar: Penge er noget neutralt, der kan blive til noget godt eller ondt for os. Her er tre punkter at overveje.

1. »Hold jeres liv fri for pengegriskhed og vær tilfredse med det, I har«, befales det i Hebræerbrevet 13:5. Andre vers om pengegriskhed er:

1 Timoteus 6,17-18. 2 Timoteus 3,2 advarer mod at være pengegrisk. Vi skal ikke tjene penge eller slide os selv op for at blive rige (Mattæus 6:24-34; Ordsprogene 23:4; 1. Timoteus 6:9-10). Vi skal ikke begære det, andre har (2. Mosebog 20:17; 5. Mosebog 5:21; og Romerbrevet 7:7-12). Vi skal ikke sætte vores lid til rigdom, men til Gud (Ordsprogene 11:4,28; 18:10-11; og Lukas 12:15-21). Se let på din rigdom og vær ikke bange for at miste den (Hebræerne 10:34; Apostlenes Gerninger 4:32-37).

2. Alligevel giver Gud os nogle materielle goder at nyde ifølge 1. Timoteusbrev 6:17. Både Abraham og Job var meget velhavende mænd, både efter nutidige og gamle standarder. Gud giver rigdom, ifølge Ordsprogene 10:22 og 5. Mosebog 8:18.

3. Giv generøst til andre:

3a. Vi skal være venlige og medfølende over for andre (Kolossenserbrevet 3:12; 1. Korintherbrev 13:4; Efeserbrevet 4:32; Ordsprogene 11:16-17; 1. Thessalonikerbrev 5:15). Dette gælder ikke kun med ord, men også materielt (Jakobsbrevet 2:14-17; Apostlenes Gerninger 4:34-35; Matthæus 19:21).

3b. Vi skal ære Gud med vores rigdom (Ordsprogene 3:9-10) og arbejde hårdt for at kunne give til andre (Ordsprogene 31:11-27).

3c. Mange vers understreger, at vi skal hjælpe de fattige (Esajas 1:17; 58:6-10; Jeremias 5:28; 22:16; Galaterbrevet 2:10; Salme 41:1; Ordsprogene 14:21; 24:11-12; 29:7; Efeserbrevet 4:28).

3d. Vi har pligt til at forsørge vores egne familier (1. Timoteus 5:8; Ordsprogene 31:15) og indfri vores gæld og forpligtelser (Salme 37:21; Romerne 13:8; Jakob 5:4).

3e. Vi skal give generøst til Guds arbejde (Ordsprogene 3:9,10; 11:24; 1. Korintherbrev 16:2; 2. Korintherbrev 8:1-8; 9:6-11).

3f. Vi bør især hjælpe enker og forældreløse (Jakobsbrevet 1:27; 5. Mosebog 15:11; Salme 68:5) samt de syge, sultne, nøgne og fængslede (Mattæus 25:34-46; Zakarias 7:9-10).

3g. Den eneste undtagelse er, at vi ikke skal give til mennesker, der nægter at arbejde (2. Thessalonikerbrev 3:6-15).

Resumé: Som det står i *When Critics Ask* på side 502: »Der er intet galt i at besidde rigdom – der er noget galt i at lade sig besætte af rigdom.«

Spørgsmål: Hvordan skulle Timoteus i 1 Tim 6,20 værne om det, der var betroet ham, og hvordan skal vi gøre det?

Svar: For sin egen del blev Timoteus i 1 Timoteus 4,16a pålagt at være meget opmærksom på sit liv og sin undervisning og at holde fast ved disse ting.

Men som leder skulle Timoteus også gøre dette for sine tilhøreres skyld, som det står i 1 Timoteus 4:16b.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 1 Tim, at Paulus skrev 1 Timoteus?

Svar: I 1. Timoteusbrev 1:1 står der, at det blev skrevet af Paulus, og den tidlige kirke satte aldrig spørgsmålstegn ved dette. Det blev sandsynligvis skrevet efter de begivenheder, der nævnes i Apostlenes Gerninger.

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.): »Om denne Linus nævner Paulus i brevene til Timoteus.« Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 3.3, s. 416

Den muratoriske kanon (ca. 190–217 e.Kr.), kap. 3, s. 603, nævner, at Paulus i sine breve skrev til syv menigheder: Korintherne (2 breve), Efeserne, Filipperne, Kolosserne, Galaterne, Tessalonikerne (2 breve) og Romerne. Han skrev også til Filemon, til Titus og to breve til Timoteus.

Klemens af Alexandria (202 e.Kr.) citerer 1. Timoteusbrev 6:20,21 som skrevet til Timoteus. Derefter siger han: »Overbevist af denne udtalelse afviser kætterne Timoteusbrevene.« *Stromata*, bog 2, kap. 11, s. 359

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) siger, at 1 Timoteus 6,16 er skrevet af Paulus, og at 1 Johannes 4,16 er skrevet af Johannes. Klemens af Alexandria, fragment 3, s. 575

Tertullian sagde, at Paulus skrev til romerne, galaterne, filipperne, tessalonikerne og efeserne i Tertullian, *Mod Marcion*, bog 4, kap. 5, s. 350 (207 e.Kr.). Han siger, at Det Nye Testamente var en bog, »der stammer fra apostlene, og som er blevet bevaret som et helligt deponeret skat i apostlenes menigheder.«

Tertullian (198–220 e.Kr.): »for Paulus rettede endog dette udtryk til Timoteus: ›O Timoteus, bevar det, der er betroet dig‹; og igen: ›Bevar det gode, som er betroet dig.‹« *Prescription Against Heretics*, kap. 25, s. 255

Tertullian (198-220 e.Kr.) »Det er klart, at netop denne apostel [Paulus] overgav Hymenæus og Alexander til Satan, ’for at de måtte blive rettet til, så de ikke længere bespotter’, som han skriver til sin Timoteus [1 Timoteus 1:20].« Om beskedenhed, kap. 13, s. 87

Tertullian (198-220 e.Kr.) »Men hvordan kunne Paulus, en apostel, … Da han endelig var kommet meget tæt på at opnå sit ønske og glædede sig meget over det, han så foran sig, skriver han med disse ord til Timoteus: ’For jeg er allerede ved at blive ofret, og tiden for min bortgang er nær. Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldført mit løb, jeg har bevaret troen; der er lagt en krone til side for mig, som Herren vil give mig på den dag‘“ [2. Timoteusbrev 4:6-8] Scorpiace, kap. 13, s. 646-647

Hippolytus (222–235/236 e.Kr.) »Men personer af denne art anses snarere for at være kynikere end kristne, i og med at de ikke lytter til de ord, der er rettet mod dem gennem apostlen Paulus. Han forudsagde nemlig de nyheder, som senere skulle indføres uden virkning af visse (kættere), og udtalte således: ’Ånden siger udtrykkeligt: I de sidste tider vil visse vige fra den sunde lære og give agt på forførende ånder og dæmoners læresætninger, idet de i hykleri udbreder løgne, og deres samvittighed er brændt med et glødende jern; de forbyder at gifte sig og påbyder at afholde sig fra kød, som Gud har skabt for at blive nydt med taksigelse af de troende og dem, der kender sandheden; for alt, hvad Gud har skabt, er godt, og intet skal afvises, som modtages med taksigelse; for det er helliget ved Guds ord og bøn.» (1. Timoteus 4:1-5) »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 8, kap. 13, s. 124

Origenes (225-253/254 e.Kr.) citerer første halvdel af 1 Timoteus 1:7 og omtaler anden halvdel som »nævnt af Paulus«. Kommentar til Matthæus, bog 12, kap. 41, s. 472

Origenes (233/234 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 2:8 som stammende fra Paulus i 1 Timoteus. Bøn, kap. 9.1, s. 38

Novatian (250/254–257 e.Kr.) »siger apostlen Paulus: ’Fra verdens skabelse ses tydeligt, idet det forstås gennem de skabte ting, nemlig hans evige kraft og guddommelighed; således at det menneskelige sind, der lærer det skjulte ud fra det åbenbare, ud fra storheden af de værker, det skal skue, med sindets øjne kan betragte Arkitektens storhed.’ [henvisning til Romerbrevet 1:20a] Om ham siger den samme apostel: ’Ære og herlighed til den evige, udødelige, usynlige Konge, den eneste Gud.’ [1. Timoteusbrev 1:17]” Om Treenigheden, kap. 3, s. 614

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) (underforstået, da der er tale om et andet brev) »Om netop dette siger Paulus i det andet brev til Timoteus: ’Nu bliver jeg ofret, og tiden for min hjemtagelse er nær. Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldført mit løb, jeg har bevaret troen. Nu venter der mig retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige Dommer, vil give mig på den dag; og ikke kun mig, men også alle dem, der elsker hans komme.“ [2. Timoteusbrev 4:6-8] Cyprians afhandlinger, afhandling 12, tredje del, kap. 16, s. 539

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer fra »Paulus’ første brev til Timoteus« i Afhandling 12, tredje bog, 74, 75, 76, 77.

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) »I hele verden lærte Paulus, at alle menighederne er inddelt i syv, at de kaldes syv, og at den katolske kirke er én. Og først og fremmest, ja, for at han selv også kunne opretholde mønsteret med de syv menigheder, overskred han ikke dette antal. Men han skrev til romerne, til korintherne, til galaterne, til efeserne, til tessalonikerne, til filipperne og til kolosserne; derefter skrev han til enkelte personer, for ikke at overskride antallet af syv menigheder. Og idet han i kortfattet form sammenfatter sin forkyndelse, siger han således til Timoteus: »For at du må vide, hvordan du bør føre dig i den levende Guds menighed.« [1/2 af 1 Timoteus 3:15] Kommentar til Åbenbaringen fra første kapitel, s. 345

Vi har stadig kopier af dem alle i dag.

Spørgsmål: Er der i 1 Tim. stilistiske forskelle mellem resten af Paulus’ breve og 1. og 2. Timoteusbrev samt Titusbrevet? (fra Asimovs Guide to the Bible, s. 1143)

Svar: Der er faktisk mange ligheder. Eventuelle stilistiske forskelle kan forklares ved, at Paulus skrev

a) et personligt brev, ikke et brev til en menighed,

b) på et senere tidspunkt i sit liv,

c) hvor han drøfter forskellige emner (personlige spørgsmål vedrørende præstegerningen kontra fælles spørgsmål, der vedrører hele menigheden)

Et noget usædvanligt tankemønster er analogien mellem vredeens kar og barmhjertighedens genstande/kar i Romerbrevet 9:22-23 og 2. Timoteusbrev 2:20-21.

I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 728, nævnes det, at metoden med at »tælle ord« for at finde lignende ord ikke er statistisk gyldig, medmindre stikprøven er stor nok. Hvis man anvender den samme teknik på andre bøger, kunne man angiveligt med lige så stor gyldighed »bevise«, at Paulus heller ikke skrev nogen af sine andre breve.

Spørgsmål: Hvilke vers i 1 Timoteus citerede eller diskuterede Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.)?

Svar: Af de 113 vers i 1. Timoteus henviste Johannes Chrysostomos til 89 vers, svarende til 79 %. Med andre ord henviste han til alle vers undtagen 24 (21 %). Antallet af vers i kapitlerne i 1. Timoteusbrev er: kapitel 1: 20 vers, kapitel 2: 15 vers, kapitel 3: 16 vers, kapitel 4: 16 vers, kapitel 5: 25 vers, kapitel 6: 21 vers.

Her er de vers i 1. Timoteusbrev, som Chrysostomos henviste til:

1:1-7, 9, 11-16, 18-19; 2:1-4, 6-15; 3:1-16 (alle); 4:1-3, 7, 11-16; 5:2, 5, 6, 8-18, 20-23; 6:1-13, 15, 17

Her er de vers i 1. Timoteusbrev, som Chrysostomos ikke henviste til:

1:8, 10, 17, 20; 2:5; 4:4-6, 8-10; 5:1, 3, 4, 7, 19, 24, 25; 6:14, 16, 18-21

Johannes Chrysostomos lærte desværre den ubibelske opfattelse, at de hellige fungerer som mellemmænd mellem os og Gud. 1 Timoteus 2:5 modsiger dette ved at sige, at der er én mellemmand mellem Gud og mennesker, nemlig mennesket Kristus Jesus. Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvordan Johannes Chrysostomos forklarede 1 Timoteus 2:5 i sine skrifter, er svaret, at han aldrig skrev om dette vers.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag af 1 Tim, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerede fra 1. Timoteusbrev omkring 108 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 51 % af 1. Timoteusbrev, idet de medregnede delvise vers som brøkdele. Det er 58,1 ud af i alt 113 vers.

Her er de forfattere, der henviste til vers i 1. Timoteusbrev:

Ikke rigtig. Clemens af Rom (96-98 e.Kr.) (delvist) siger, at man ikke skal handle ud fra partiskhed, ligesom 1. Timoteusbrev 5:21 gør, men dette er for generelt til at tælle som en hentydning. 1. Clemens, bind 1, kap. 21, s. 11

Ignatius (ca. 110–117 e.Kr.) citerer en fjerdedel af 1. Timoteusbrev 1:1: »Jesus Kristus, som er vores håb«; Ignatius’ Brev til magnesierne, kap. 1, s. 64

Til Diognetus (ca. 130 e.Kr.), kap. 11, s. 29, hentyder til 1 Timoteus 3:16

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 12, s. 145, henviser til 1 Timoteus 3:16

Polycarp (100–155 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 6:7: »Da vi altså ved, at ’ligesom vi ikke bragte noget med ind i verden, så kan vi heller ikke føre noget ud af den’« (11 ud af 12 ord) Polycarps brev til filipperne, kap. 4, s. 34

Polycarp (100–155 e.Kr.) citerer første halvdel af 1 Timoteus 6:10: »Men kærligheden til penge er roden til alt ondt.« (8 ud af 21 ord) Polycarps brev til filipperne, kap. 4, s. 34

Athenagoras (177 e.Kr.) citerer en del af 1 Timoteus 2:1-2. »En bøn for de kristne«, kap. 32, s. 148

Theophilus af Antiokia (168–181/188 e.Kr.) citerer 1. Timoteusbrev 2:2b. Theophilus til Autolycus, bog 3, kap. 14, s. 115

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.): »Om denne Linus nævner Paulus i brevene til Timoteus.« Irenæus, »Mod kætterierne«, bog 3, kap. 3.3, s. 416

Irenæus af Lyon (182-188 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 6:4,5 som værende af Paulus. Irenæus, Fragment 36, s. 574

Den muratoriske kanon (ca. 190–217 e.Kr.) ANF, bind 5, s. 603 nævner Paulus’ to breve til Timoteus samt Paulus’ øvrige 11 breve.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 4:8 og siger, at det stammer fra Paulus, i *Exhortation to the Heathen*, kap. 9, s. 196

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) siger, at 1 Timoteus 6:16 er skrevet af Paulus. Klemens af Alexandria, Fragment 3, s. 575

Tertullian (198-220 e.Kr.): »For Paulus rettede endog dette udtryk til Timoteus: ›O Timoteus, bevar det, der er betroet dig‹; og igen: ›Bevar det gode, som er betroet dig.‹« *Prescription Against Heretics*, kap. 25, s. 255

Tertullian (198-220 e.Kr.): »Det er klart, at netop denne apostel [Paulus] overgav Hymenæus og Alexander til Satan, ’for at de måtte blive rettet til, så de ikke længere bespotter’, som han skriver til sin Timotheus [1 Timoteus 1:20].« Om beskedenhed, kap. 13, s. 87

Tertullian (198–220 e.Kr.) »Men hvordan kunne Paulus, en apostel, … Da han endelig var kommet meget tæt på at opnå sit ønske og glædede sig meget over det, han så foran sig, skriver han med disse ord til Timoteus: ›For jeg er allerede ved at blive ofret, og tiden for min bortgang er nær. Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldført mit løb, jeg har bevaret troen; der er lagt en krone til side for mig, som Herren vil give mig på den dag‘“ [2. Timoteusbrev 4:6-8] Scorpiace, kap. 13, s. 646-647

Tertullian (207/208 e.Kr.) spørger Marcion, hvorfor han afviser apostelens to breve til Timoteus og det ene til Titus som hellig skrift. »Fem bøger mod Marcion«, bog 5, kap. 21, s. 473.

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 4:1–5 som værende af Paulus. »Gendrivelse af alle kætterier«, bog 8, kap. 13, s. 124

Origenes (225–253/254 e.Kr.) nævner Brevet til Timoteus (1. Timoteusbrev). Origenes’ »Mod Celsus«, bog 1, kap. 64, s. 425

Novatian (250–257 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 1:17 som værende skrevet af apostlen Paulus. *Om Treenigheden*, kap. 3, s. 614

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner, at Paulus skrev Efeserbrevet, Første Timoteusbrev og Titusbrevet i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 12, tredje bog – *Vidnesbyrd*, kap. 70–78, s. 552.

Pontius (efter år 258 e.Kr.) henviser til 1 Timoteusbrev 3:6 som værende skrevet af apostlen. »Apostelens brev siger, at nybegyndere bør forbigås, ellers vil deres uunderviste uerfarenhed på grund af den hedenske sløvhed, der stadig klæber sig til deres ubevidste sind, på nogen måde synde mod Gud.« »Cyprians liv og lidelse«, kap. 2, s. 268

Hymenaeus’ brev (= De seks biskoppers brev) (ca. 268 e.Kr.)

Malchion (270 e.Kr.) (hentydning) hentyder til 1 Timoteus 6:5 Mod Paulus af Samosata, kap. 2, s. 169

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 1:13 som værende af apostlen Paulus.

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) opregner Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevet og citerer halvdelen af 1 Timoteus 3:15 i »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring« fra første kapitel, nr. 16, s. 345

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 4:11–12 som henvisende til Timoteus. »Canonical Epistle«, kanon 14, s. 279

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 2:4 som værende af apostlen. »De ti jomfruers fest«, kap. 7, s. 316

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 4:1 som værende af Paulus. Breve om den arianske kætteri, brev 2, kap. 4, s. 298

Efter Nicæa

Eusebius’ Kirkens historie (323–326 e.Kr.)

Hegemonius (ca. 351 e.Kr.) citerer en del af 1 Timoteus 1:19 som »der står skrevet« Disputation med Manes, kap. 31, s. 204, og citerer 1 Timoteus 4:1-4 Disputation med Manes, kap. 35, s. 209

Victorinus af Rom (efter 363 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 4:16

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

Zeno (4. århundrede) henviser til 1 Timoteus 1:4

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ to breve til Timoteus som en del af Det Nye Testamente. Det citerer 1 Timoteusbrev 1:1–2a.

Den skismatiske Lucifer af Cagliari (370/371 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 2:1; 6:5

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 5:21 som »Paulus i sin formaning til Timoteus«. Om Helligånden, kap. 13.29, s. 18

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 6:7,9

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Apollinaris af Laodicea (ca. 390 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) citerer 1 Timoteusbrev 5:22 som værende skrevet af apostlen Paulus. Brev 3, kap. 19.2, s. 61

Diodorus (før år 394 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–396 e.Kr.) siger, at 1 Timoteus 4:4 er skrevet af Paulus i *Mod Eunomius*, bog 37, s. 86

Didymus den blinde (398 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 4:1-2 som værende af Paulus. Kommentar til Zakarias 13, s. 309

Evagrius af Pontus (ca. 399 e.Kr.)

Asterius af Emesa (ca. 400 e.Kr.)

Hyperechius (4./5. århundrede) henviser til 1 Timoteus 6:9

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Gaudentius (efter 406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (ca. 397 e.Kr.) nedskrev 18 prædikener om 1. Timoteusbrev, som vi stadig har i dag. I prædiken nr. 1 sagde han, at det var skrevet af apostlen Paulus.

Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) henviste til 89 vers (79 %) af 1. Timoteusbrev, altså alle undtagen 24 vers. Han holdt 18 prædikener om 1. Timoteusbrev.

Chromatius (407 e.Kr.)

Severian (efter år 408 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Nye Testamente. Han nævner specifikt hvert af de fire evangelier, Paulus’ breve til de syv menigheder, Hebræerbrevet samt Paulus’ breve til Timoteus, Titus og Filemon. Hieronymus diskuterer derefter Apostlenes Gerninger. Herefter diskuterer han de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Endelig diskuterer han Johannes’ Åbenbaring. Brev 53, kap. 9, s. 101–102.

Niceta af Remesianus (366–ca. 415 e.Kr.)

Sozomen (370/380–425 e.Kr.) henviser til 1. Timoteusbrev 5:9 og siger, at det er skrevet af Paulus. Sozomens »Kirkehistorie«, bog 7, kap. 16, s. 387

Augustinus af Hippo (388–28. august 430 e.Kr.) nævner, at apostlen skrev 1 Timoteus 2:2 i *Guds by*, bog 19, kap. 26, s. 419

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) citerer 1 Timoteus 4:14 og 2 Timoteus 1:6 som »Til Timoteus« i *Den tredje konference med abbeden Chaeremon*, kap. 12, s. 429

Paulinus af Nola (431 e.Kr.) henviser til 1 Timoteusbrev 6:9

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (-450 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 6:7,9

*Speculum* (5. århundrede) henviser til 1 Timoteus 6:9

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 6:17

Varimadum (445/480 e.Kr.)

Blandt kættere og falske skrifter

Kætteren Pelagius (416-418 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 1:4,15,17; 3:16; 4:10; 6:7,9,13,17,19,21

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

De apostoliske forfatninger (usikkert tidspunkt, ca. 380 e.Kr.) henviser til 1 Timoteus 5:18

Den pelagianske kætter Julian af Eclanum (ca. 454 e.Kr.)

3. De tidligste manuskripter, vi har af 1 Timoteus, viser, at der er små variationer mellem manuskripterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

1. Timoteusbrev blev ikke bevaret i Vaticanus [B]

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Italic [Ital] 4. til 13. århundrede

Latin Vulgata [Vg] 4. og 5. århundrede

Peshitta-syrisk [Syr P] 400–450 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Freerianus [I] (Washington, D.C.) 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Claromontanus [D] 5./6. århundrede

Philoxenisk syrisk [Syr Ph] 507/508 e.Kr.

Harclean-syrisk [Syr H] 616 e.Kr.

Gotisk 493–555 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/1 Timothy Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af 1. Timoteusbrev.