< Bibelspørgsmål fra 2. Johannesbrev

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at apostlen Johannes skrev 2. Johannesbrev 1 og 3. Johannesbrev 1?

Svar: Bøgerne angiver ikke, hvem der har skrevet dem, men Johannes var i sit evangelium og 1. Johannesbrev tilbageholdende med at bruge sit navn. 2. og 3. Johannesbrev har en stil, der ligner 1. Johannesbrev og Johannesevangeliet.

Spørgsmål: Hvem er den udvalgte kvinde i 2 Joh 1, 5?

Svar: Der er to teorier om den udvalgte kvindes identitet.

En bestemt kvinde: En bestemt, men nu ukendt kvinde i den tidlige kirke.

Allegorisk: Kirken generelt. Kirken kaldes Kristi brud i Johannes 3:29; Åbenbaringen 21:2,9;22:17 ; og Efeserbrevet 5:25-33.

Da Johannes bruger flertalsformen »I« i 2. Johannesbrev 8 og opfordrer folk til at elske hinanden i 2. Johannesbrev 5, var brevet faktisk ikke kun rettet til en kvinde, men til en kvinde og hendes børn. En kvinde og hendes afkom nævnes også i Åbenbaringen 12:17.

Spørgsmål: Hvem henviser Johannes i 2 Joh 7 til, når han siger, at de nægter at bekende »Jesu Kristi komme i kødet«?

Svar: Der opstod senere to grupper af mennesker, der benægtede Jesu komme »i kødet«. De lærte, at Jesus var som et spøgelse, der kun syntes at have en fysisk krop.

De tidlige gnostikere troede, at frelsen skete gennem hemmelig, mystisk viden, at den fysiske verden var ond, og at Jesus var et spøgelse. Se diskussionen om 1. Johannesbrev 1, »Hvem var gnostikerne?«, for lidt mere information. For meget mere information, se Tertullianus’ *Mod Marcion* (204 sider, 207 e.Kr.), Hippolytus’ »Gendrivelse af alle kætterier« (222–235/6 e.Kr.), Irenæus’ »Mod kætterierne« (182–188 e.Kr.) og Clemens af Alexandrias »Stromata« (193–202 e.Kr.).

Doketisterne var en anden gruppe, der benægtede, at Jesus var kommet i kødet.

For begge grupper stammede denne opfattelse sandsynligvis fra den græske filosofi, som lærte, at materien var uren. Hvis Jesus var fuldkommen og syndfri, kunne han ikke have en krop af materie – sådan lød i hvert fald deres filosofi.

Spørgsmål: Er Antikrist en person i 2 Joh 7 og 1 Joh 2:18,22?

Svar: Ja. Selvom der også findes en antikrists ånd, er Antikrist en person, der vil hævde: »Jeg er Ham«, og vildlede mennesker som en falsk Kristus, som det fremgår af Mattæus 24:23-24. Antikrist er ikke Satan, men derimod et menneske, som Satan vil benytte sig af.

Spørgsmål: Er der i 2 Joh 7 og 1 Joh 2:18,22 tale om mange antikristne, eller er der kun én?

Svar: Der er kun én primær Antikrist ifølge Mattæus 24:4-5,26; Markus 13:6,14; Lukas 21:8; Daniel 9:26-27; 11:36-37; 2. Thessalonikerbrev 2:3-4 og Åbenbaringen 13:1-10. Der er dog mange mindre antikristne, som 1. Johannesbrev 2:18,22 og 2. Johannesbrev 7 viser. Der kan være en sammenhæng mellem, at nogen har antikrists ånd i sig (1. Johannesbrev 4:3), og det, som psykologer beskriver som et messiaskompleks.

Følgende personer har enten selv fremsat disse påstande, eller også har andre fremsat disse påstande om dem.

Her er en delvis liste over personer, som andre har kaldt Antikrist.

Spørgsmål: Hvordan kan kristne i 2 Joh 8 miste det, de har arbejdet for?

Svar: Selvom Gud kan tage materielle ejendele fra kristne, er jordiske ejendele ubetydelige sammenlignet med de himmelske belønninger, som Johannes taler om her. Vi arbejder ikke for vores frelse, men vi modtager belønninger i himlen for vores arbejde (1 Korintherbrevet3:13 -15). Vi kan miste disse ifølge 2 Johannesbrev 8.

Spørgsmål: Hvad er det egentlig, der løber foran, i 2 Joh 9, og hvordan hænger det sammen med ikke at forblive i Kristi lære?

Svar: Hvis dine ønsker og mål generelt stemmer overens med Guds, men du vil gøre tingene, som du vil, på din egen måde, følger du ikke Gud. Guds vilje indebærer ofte tålmodig venten, at elske andre ved at imødekomme dem og at arbejde sammen. I Kina findes der en fabel om to berusede mænd, der konkurrerede om, hvem der hurtigst kunne tegne en slange. Den ene mand var ved at vinde, men i forlængelsen tegnede han arme og ben på slangen, hvilket diskvalificerede ham. En vigtig del af at tegne – eller tjene – er at vide, hvornår man skal holde pause eller stoppe. At tjene Gud handler ikke kun om målet, men også om rejsen.

Spørgsmål: I 2 Joh 9, giver det at forblive i læren dig Faderen og Sønnen, eller viser det at forblive, at du allerede har Faderen og Sønnen?

Svar: 1. Johannesbrev 2:23 viser, at det er et tegn på, at vi har Faderen og Sønnen. Hvis det at forblive var en forudsætning for at have Faderen og Sønnen, ville ingen kristen have Faderen og Sønnen, før de døde.

Spørgsmål: Hvad henviser dette til i 2 Joh 10?

Svar: Der er to hovedopfattelser, der supplerer hinanden.

Gæstfrihed i hjemmet: Den mest udbredte opfattelse er, at disse falske lærere ikke bør være velkomne i vores hjem. Selvom kristne generelt skal være gæstfrie, må vores hjem og gæstfrihed ikke bidrage til at udbrede falsk lære.

Gæstfrihed i menigheden: Da menighederne primært mødtes i hjemmene, indtil kristendommen blev legaliseret, henviser dette til to ting:

1. Konkret at man ikke byder omrejsende falske lærere velkommen i husmenighederne, og

2. Mere generelt: at man ikke giver sekterister en platform til at forkynde falsk lære.

Selvfølgelig er der intet, der forhindrer, at begge synspunkter kan være sande.

Spørgsmål: Skal vi ifølge 2 Joh 10 nogensinde byde ikke-kristne velkommen i vores hjem?

Svar: Ja, kristne skal udøve gæstfrihed. Romerbrevet12:13 og 1. Timoteusbrev 5:10 opfordrer os til at udøve gæstfrihed uden at begrænse dette til kun at gælde for andre kristne. Imidlertid siger 2. Johannesbrev 9-11, at mennesker, der »løber foran« uden at forblive i Kristi lære, ikke skal modtages i hjemmene. To punkter:

1. Hvem er de? De, der løber foran, er dem, der intellektuelt har hørt Kristi lære, men ikke er blevet i den og nu lærer noget andet. Blandt disse mennesker er frafaldne fra kristendommen og mange sekterister.

2. Hvad skal vi gøre? Vi skal ikke modtage dem i vores hjem eller sågar hilse på dem. Selvom nogle oversættelser siger »dit hus« eller »dit hjem«, findes »dit« ikke i den græske tekst. Forbuddet gælder både for husmenigheder og vores egne hjem. Dette er i overensstemmelse med 1 Korintherbrev 5:11-13, hvor der står, at vi ikke skal omgås nogen, der hævder at være en bror, men lever et ugudeligt liv.

Se også det foregående spørgsmål.

Spørgsmål: Skal vi ifølge 2. Johannesbrev 10 nogensinde byde sekterister velkommen i vores hjem?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

Nej: Mange, herunder en tidligere Jehovas Vidne ved navn William Schnell, siger, at lydighed mod dette vers betyder, at man aldrig må lukke dem ind. At lukke dem ind indebærer et ønske om at lære af dem. William Schnell skrev dette i *How to Witness to a Jehovah’s Witness*.

Ja, under visse omstændigheder: Pointen med verset var, at vi aldrig må give dem det indtryk, at vi respekterer deres sjælefortabende kætteri. Med det formål at dele evangeliet med dem er det i orden, så længe vi gør det klart, at vi ikke støtter eller godkender deres synspunkter.

Spørgsmål: Siger 2 Joh 10, at vi ikke skal lukke falske lærere ind i vores hjem, eller skal vi elske vores fjender, som der står i Mattæus5:44 ?

Svar: Begge dele. At give nogen det indtryk, at deres sjælefortabende vildfarelse er i orden, er en af de mest kærlighedsløse ting, man kan gøre mod den pågældende person. At elske nogen betyder ikke blot at opføre sig blidt uanset omstændighederne, men indebærer undertiden også at bekymre sig nok om vedkommende til at udvise hård kærlighed.

Spørgsmål: Hvordan kan man i 2. Johannesbrev 11 hjælpe kættere?

Svar: Man kan yde økonomisk støtte, husly og anden materiel hjælp til kættere. For eksempel gav det liberale Verdensrådet for Kirker penge til Robert Mugabes guerillagruppe i Rhodesia (nu Zimbabwe). Disse guerillakrigere forfulgte missionærer fra kirker, der var medlemmer af Verdensrådet for Kirker.

Man kan også give kættere sin godkendelse. For eksempel skrev den demokratiske vicepræsident Walter Mondale: »At vide, at Deres menighed er dybt engageret i de store sociale og forfatningsmæssige spørgsmål i vores land, er en stor inspiration for mig«, i et anbefalingsbrev til pastor Jim Jones (senere berygtet for Jonestown-tragedien), der blev offentliggjort den 2. december 1978.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 2. Johannesbrev, om det, vi har i dag, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Her er de forfattere, der henviste til vers i 2. Johannesbrev.

Irenæus (182-188 e.Kr.) citerer 2. Johannesbrev 10-11 som værende skrevet af Johannes, Herrens discipel, i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 1, kap. 16.3, s. 342.

Irenæus (182-188 e.Kr.) citerer 2. Johannesbrev 7-8a som værende skrevet af Herrens discipel i hans brev. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16.8, s. 443. Han bytter om på to sætninger, men bortset fra det er formuleringen nøjagtig, og denne formulering findes kun i 2. Johannesbrev 7-8a.

(omstridt) Origenes (225–254 e.Kr.): »Hvad skal vi sige om ham, der hvilede ved Jesu bryst, nemlig Johannes, som efterlod ét evangelium, skønt han bekendte, at han kunne skrive så mange, at verden ikke ville kunne rumme dem? Men han skrev også Åbenbaringen, idet han blev pålagt at tie og ikke nedskrive de syv tordens røster. Men han efterlod også et brev på ganske få linjer. Antag også et andet og et tredje, da ikke alle anser disse for at være ægte; men de to tilsammen udgør ikke hundrede linjer.” Kommentar til Johannes, bog 5, nr. 3, s. 346-347

Den muratoriske kanon (170-210 e.Kr.) ANF, bind 5, s. 603, nævner de to breve fra Johannes.

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) behandler indgående spørgsmål vedrørende 2. og 3. Johannesbrev samt spørgsmålet om, hvorvidt Åbenbaringen stammer fra den samme Johannes som Evangeliet og 1. Johannesbrev. Fragment 1, kap. 4–5, i Eusebius’ »Kirkehistorie« (319–339/340 e.Kr.), bog 7, kap. 25, s. 309–310.

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (319–339/340 e.Kr.) diskuterer udførligt Dionysius af Alexandrias synspunkter på spørgsmål vedrørende 2. og 3. Johannesbrev samt på, om Åbenbaringen er skrevet af den samme Johannes som evangeliet og 1. Johannesbrev. Eusebius’ »Kirkehistorie«, bog 7, kap. 25, s. 309–310.

Athanasius (367 e.Kr.) henviser ikke til nogen specifikke vers i 1., 2. og 3. Johannesbrev, men han opregner bøgerne i Det Nye Testamente i »Festbrev« 39, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner de tre Johannesbreve som en del af Det Nye Testamente. Den citerer 2. Johannesbrev 1a.

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) (underforstået) nævner de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Kateketiske forelæsninger, forelæsning 4, kap. 36, s. 27–28

Didymus den Blinde (398 e.Kr.) henviser til 2. Johannesbrev 9

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.) henviser til 2. Johannesbrev 8

Hieronymus (373–420 e.Kr.) citerer hele 2. Johannesbrev 1 som værende skrevet af Johannes. Hieronymus’ breve, brev 146, kap. 1, s. 288

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) henviser til 2. Johannesbrev 3

Johannes af Damaskus (706–749 e.Kr.) »...syv katolske breve, nemlig et af Jakob, to af Peter, tre af Johannes, et af Judas...« Forklaring af den ortodokse tro, bog 4, kap. 17, s. 90

Bevis for kættere og forfalskede bøger

Ingen

3. De tidligste håndskrifter, vi har af 2. Johannesbrev, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

s. 74 (=Bodmer 17) Apostlenes Gerninger 1:2-5,7-11,13-15,18-19,22-25; 2:2-4; 2:6-3:26; 4:2-6,8-27; 4:29-27:25; 27:27-28:31; Jakobsbrevet 1:1-6,8-19,21-23,25,27; 2:1-3,5-15,18-22,25-26; 3:1,5-6,10-12,14,17-18; 4:8,11-14; 5:1-3,7-9,12-14,19-20; 1. Petersbrev 1:1-2,7-8,13,19-20,25; 2:6-7,11-12,18,24; 3:4-5; 2. Petersbrev 2:21; 3:4,11,16; 1 Johannes 1:1,6; 2:1-2,7,13-14,18-19,25-26; 3:1-2,8,14,19-20; 4:1,6-7,12,16-17; 5:3-4,9-10,17; 2. Johannesbrev 1,6-7,13; 3. Johannesbrev 6,12; Judasbrevet 3,7,12,18,24 (7. århundrede)

7. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente indeholder Jakob 2:4 og 1. Petersbrev 1:12

7. århundrede – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave

6. århundrede – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave

Uncial 0232 ca. 300 e.Kr. ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* (Aland anser den for at stamme fra det 5. eller 6. århundrede) 2. Johannesbrev 1-9

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele 2. Johannesbrev.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/2 John Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af 2. Johannesbrev.