< Bibelspørgsmål fra 2. Petersbrev

Spørgsmål: Hvad er oversigten over denne bog i 2. Petersbrev 1:1?

Svar: 2. Petersbrev kan let opdeles i tre dele:

2. Petersbrev 1: Kend din frelse

2. Petersbrev 2: Kend din modstander

2. Petersbrev 3: Kend din profeti

Spørgsmål: Hvorfor er der i 2. Petersbrev 1:1 ligheder mellem 2. Petersbrev og Judasbrevet? (For eksempel 2. Petersbrev2:17 , og Judasbrevet 13, samt 2. Petersbrev 2:1-18 og Judasbrevet 4-16)

Svar: De behandlede lignende emner, og måske drøftede Judas og Peter disse ting sammen. Desuden lagde Helligånden en lignende byrde på dem begge. Det er endvidere muligt, at Judas havde læst 2. Petersbrev, eller at Peter havde læst Judasbrevet. Nogle gange fremhæver forskelle lighederne yderligere; for eksempel diskuterer 2. Petersbrev 1 vores frelse, hvilket Judasbrevet ikke gør, men Judas siger, at han hellere ville have diskuteret vores fælles frelse, men at de ting, han skrev om, var mere presserende.

Et dybere spørgsmål er: Hvordan blev Bibelen egentlig inspireret? Mekanisk diktat ville være teorien om, at Gud mundtligt fortalte de menneskelige forfattere hvert bogstav i hvert ord, de skulle skrive ned. Bibelen hævder ikke at være mekanisk dikteret. I stedet udvalgte Gud de mennesker, der skulle skrive Bibelen, og gav dem de oplevelser og den viden, der var nødvendig. I nogle, men ikke alle tilfælde, gav Gud dem de nøjagtige ord, de skulle bruge. I alle tilfælde tror de, der anser Bibelen for at være ufejlbarlig, at der ikke kom nogen ord med i de originale manuskripter, som Gud ikke havde til hensigt skulle være der. Se spørgsmålet om 2. Petersbrev 1:21 for en nærmere drøftelse af Skriftens inspiration.

Spørgsmål: Hvorfor er stilen i 1. Petersbrev og 2. Petersbrev forskellig i 2. Petersbrev 1:1?

Svar: Der er to grunde.

1. Petersbrev blev nedskrevet af en skriver: I 1. Petersbrev 5:12 angiver Peter, at han dikterede dette brev til en skriver ved navn Silvanus (Silas), som sandsynligvis anvendte en mere poleret græsk grammatik. Hieronymus (ca. 404 e.Kr.) påpegede først dette spørgsmål og forklarede det ved at sige, at 1. Petersbrev blev nedskrevet af skriveren Silvanus.

Forskellige emner: 1. Petersbrev handler primært om at holde ud under pres som Guds hellige folk, mens 2. Petersbrev advarer mod falske lærere. Selvom emnerne i de to breve er forskellige, er der dog subtile ligheder i indholdet. For eksempel er det i hele Bibelen kun Peter (1. Petersbrev3:20 , og 2. Petersbrev 2:5), der tæller præcis otte sjæle, der blev frelst i Noas ark.

Spørgsmål: Hvordan er vores tro dyrebar i 2. Petersbrev 1:1?

Svar: Vores tro er dyrebar for os nu, for den er kilden til vores håb og glæde samt styrke til at leve i dag, til at gøre det, vi ved, vi skal gøre, og til at afstå fra det, vi ved, vi ikke skal gøre. Vores tro er dyrebar for os i fremtiden, da vores frelse gennem troen (Efeserbrevet 2:8) giver os evigt liv. Andre troendes tro er dyrebar for os, når vi ser deres karakter og glæder os over Gud på grund af deres liv og frelse. Vores tro er dyrebar for Gud, fordi den herliggør Ham, og Hebræerbrevet 11:6 siger, at den er en forudsætning for, at vi kan behage Gud.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 1:1 fandt en ateist det meget mærkeligt, at det vigtigste, Gud beder os om, er at tro på Ham. Hvorfor skulle Han bekymre sig om det? Hvad var det, ateisten ikke forstod?

Svar: Tro er meget mere end blot at tro på bestemte fakta eller teorier. Tro er at betro vores liv til Gud. I mindre skala har vi tro på, at vores ægtefælle elsker os, selv når vi ikke holder øje med vedkommende, og tro på, at det er vores ønske at fortsætte med at elske vores ægtefælle, i medgang såvel som modgang.

Spørgsmål: Hvordan giver Gud os i 2. Petersbrev 1:3 alt, hvad vi har brug for til livet og gudsfrygt?

Svar: Gud har givet os al den viden, vi har brug for, for at komme til Kristus og leve et liv i lydighed, der behager vores Herre. Men Gud har også givet os sin Hellige Ånd, som bor i os, for at lede os ind i al sandhed. Den Hellige Ånd styrker os og trøster os, som Jesus lærte, at han ville gøre i Johannes 14:15-16, 25-26.

Ikke alene er det muligt, at Gud ikke giver os alt, hvad vi ønsker os, men han giver os næsten aldrig alt, hvad vi ønsker os. Som nogen engang sagde, lyder en streng på et strengeinstrument meget bedre, når den er spændt. En helt løs streng kan slet ikke spille musik. På samme måde bliver vi måske aldrig fuldt ud tilfredse med livet her på jorden – og det bør vi heller ikke være. Vi er blot på gennemrejse på vejen mod vores endelige mål, himlen.

Spørgsmål: Hvad mener du i 2. Petersbrev 1:4 er de mest dyrebare løfter, Gud har givet os?

Svar: Mange troende vil sige frelsen gennem Jesu død på korset for vores synder, for uden den er vi fortabte uden håb om evigt liv. Men sikken et evigt liv det er! Vores frelse handler ikke blot om at leve et nogenlunde godt liv for evigt på jorden eller et eller andet sted på egen hånd, men om at leve for evigt i evig salighed sammen med Gud. Andre vil derfor sige, at det er det evige liv i Kristus, hvor vores frelse er det første skridt. Det største løfte er altså begge dele: begyndelsen på en uendelig glæde og storheden i selve den uendelige glæde.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 1:4 står der, at vi har del i den guddommelige natur – bliver vi da til guder?

Svar: Nej. Vi bliver ikke almægtige, skaber ikke engle, modtager ikke retmæssigt tilbedelse eller har mange andre af Guds egenskaber. Dette vers betyder, at Gud giver os og fortsat opretholder i os visse aspekter af den guddommelige natur, såsom evigt liv, hellighed og evnen til at bo hos Ham.

Spørgsmål: Hvordan får vi del i den guddommelige natur i 2. Petersbrev 1:4?

Svar: Jesus har kaldt os brødre og søstre (Markus 3:35), og vi sidder sammen med Kristus på hans trone (Efeserbrevet 2:6). Vi bliver hverken små guder eller den ene, sande Gud selv, men vi får del i den guddommelige natur, fordi Kristus lever i os gennem sin Hellige Ånd (Johannes 14:23; 1. Johannes 4:12,15; Romerne 8:9-11; 1. Korinther 6:19).

Spørgsmål: Hvordan forvrider verden mennesker i 2. Petersbrev 1:4?

Svar: Verden forvrider vores sind, idet mennesker tror på løgne og ikke længere kan skelne mellem sandhed og falskhed. Vi har alle en samvittighed, der fungerer som en grundlæggende vejledning i, hvad der er rigtigt og forkert, og verden bedøver menneskers samvittighed. Verden forvrider vores hjerte, idet vi ikke længere længes efter det rette, og vi ikke længere ønsker den bedste vej.

Som en metafor kan man tænke på en narkoman i det mest alvorlige stadium af afhængighed. Først synes han, at stoffet er spændende, derefter rationaliserer han, at det slet ikke skader ham, og til sidst, selvom han tydeligt kan se, at det har ødelagt hans liv, er han ikke engang ligeglad længere.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 1:6 er en af hemmelighederne bag selvbeherskelse, at den til dels kommer fra viden. Hvordan kommer selvbeherskelse fra viden?

Svar: Naturligvis fortæller viden dig, hvad du bør og ikke bør gøre, men det er ikke det, der henvises til her, for selvkontrol handler ikke om at finde ud af, hvad man skal gøre, men om at vælge at være selvdisciplineret og gøre det, man ved er rigtigt. Viden giver indsigt. Med viden kan du se konsekvenserne af at udvise selvkontrol, og du kan ofte se de potentielle konsekvenser af ikke at udvise selvkontrol. Nogle gange, når du fristes til at være uærlig eller begå en anden synd, kan du beslutte ikke at synde af den eneste grund, at du ikke ønsker det. Du ønsker det ikke, fordi du kan se konsekvenserne af at gøre det, både i andres liv og i dit eget.

Spørgsmål: Hvordan hænger udholdenhed sammen med selvbeherskelse i 2. Petersbrev 1:6?

Svar: Hvis man sammenligner det kristne liv med et løb, ligner det mere et maraton end en kort sprint. Selvbeherskelse er ikke særlig nyttig, hvis den ikke varer ved. Det er godt at sige: »Jeg vil ikke synde i dag«, men hvis du i virkeligheden mener: »Jeg vil tage det op igen i morgen«, er det ikke lige så godt som at sige: »Jeg vil aldrig nogensinde begå denne synd igen.« At udskyde et potentielt nederlag er ikke lige så godt som at vinde sejr over en synd.

Spørgsmål: Hvordan kommer gudsfrygt af udholdenhed i 2. Petersbrev 1:6?

Svar: Gudsfrygt forudsætter standhaftighed. Hvis en person måske er ærlig, måske er ren eller måske afholder sig fra en eller anden synd, er det slet ikke nær så godt som at være en person, man kan regne med til at gøre disse ting.

Spørgsmål: Hvordan kommer broderlig kærlighed i 2. Petersbrev 1:7 af ægte gudsfrygt? Hvorfor fører nogle former for religiøsitet slet ikke til broderlig kærlighed?

Svar: Gud ønsker, at vi skal elske andre, som vi elsker os selv. Hvis vi mener det alvorligt med at være gudfrygtige, betyder det, at vi skal adlyde Guds bud, og Gud befaler os at elske andre. Nu har vi måske ikke kærligheden til at gøre det i os selv. Men når Guds kærlighed strømmer gennem os, kan vi elske andre.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 1:7 kan man se, hvordan kærlighed fører til broderlig kærlighed, men hvordan fører broderlig kærlighed til kærlighed?

Svar: Hvis vi bevidst vælger at udvise venlighed over for andre, gør det det lettere for os at elske dem. På en måde svarer det at vælge at være venlig over for dem til at vælge at elske dem.

Spørgsmål: Hvordan kan mennesker i 2. Petersbrev 1:9 glemme, at de er blevet renset for deres tidligere synder?

Svar: Hvordan kan små børn glemme, at de lige har været i bad, og så gå ud og lege i snavset? Det kan de. Desværre kan vi som Guds børn være lige så tåbelige.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i 2. Petersbrev 1:10 sikre os vores udvælgelse?

Svar: En persons udvælgelse (eller manglende udvælgelse) kan ikke gøres mere sikker i en tidløs Guds øjne. Den kan dog gøres mere sikker i vores øjne.

Da lydighed mod Jesus er et kendetegn på en frelst person, er dette kendetegn (i det mindste for en tid) ikke til stede, hvis en troende ikke lever et liv i lydighed mod Kristus, og der er et berettiget spørgsmål om, hvorvidt denne person virkelig er frelst eller ej. De kommer måske ikke i himlen, som 2. Petersbrev 2:19-22 viser. Eller også er de måske en ulydig kristen. Denne tvetydighed findes dog ikke for en person, der lever lydigt i Kristus.

Spørgsmål: Hvordan kan en rig og overflodig modtagelse i 2. Petersbrev 1:11 forenes med de kristnes brændende og smertefulde lidelser i skærsilden?

Svar: Det er ikke særlig foreneligt. Skærsilden er en katolsk lære, der fuldstændig mangler i Bibelen, og der er ingen grund til, at vi skal tro på dette. Se diskussionen om 1 Korintherbrev 3:13-15 for mere information.

Spørgsmål: Hvorfor har vi i 2. Petersbrev 1:12-15 brug for »påmindelser« i vores kristne liv?

Svar: Peter så et behov for at bruge meget tid på at minde sin menighed dengang om ting, de havde hørt før. Vi har brug for den samme slags påmindelser i dag. Vi har brug for påmindelser af et par forskellige grunde. Vores hukommelse kan være glemsom over for nogle af de oplysninger, vi har lært, men det er ikke hovedårsagen. Oftere er det sådan, at selvom vi måske husker fakta, har vi brug for igen at overveje betydningen og virkningen af det, vi blev undervist i. Vi ønsker ikke at svigte vores første kærlighed, som menigheden i Efesos gjorde i Åbenbaringen 2:4-5. Endelig har vi brug for påmindelser om målet for at styrke os i vores beslutsomhed om at gøre det rette.

Spørgsmål: Hvorfor er det i 2. Petersbrev 1:16 og 1. Johannesbrev 1:1-2 så vigtigt, at apostlene var øjenvidner?

Svar: Ifølge Efeserbrevet 2:20 er apostlene og profeterne grundlaget for vores tro, med Kristus som hjørnestenen. Det er vigtigt, at de så Jesus med egne øjne.

Spørgsmål: Hvornår sagde Faderen dette til Jesus, så Peter kunne høre det, i 2. Petersbrev 1:17?

Svar: Faderen sagde dette ved Jesu dåb i Mattæus 3:17 og ved forvandlingen i Mattæus 17:5. Det er også muligt, at Peter hørte dette på andre tidspunkter, som ikke er nedskrevet i Skriften.

Spørgsmål: Antyder 2. Petersbrev1:19 , at nogle skriftsteder er mere sikre end andre?

Svar: Nej. Noget, der er fuldstændig sandt, kan ikke gøres mere sandt. Imidlertid kan yderligere øjenvidner gøre noget mere sikkert i folks øjne ved at fremlægge flere beviser. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 726-727, nævnes det også, at »gjort mere sikkert« (NIV’s ordlyd; BSB har »bekræftet uden tvivl«) ikke nødvendigvis er den bedste oversættelse, fordi dette er et græsk idiom, der betyder »vi sætter meget fast (eller fastere) tillid til…«.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 1:20-21 står der, at Skriften ikke er til privat fortolkning, så hvorfor virker folk så ivrige efter at fortolke den privat?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Privat fortolkning bør ikke forveksles med individuel studering. Alle troende skal individuelt studere Guds ord. Vi skal prøve det, vi hører, mod Skriften, som de ædle bereanere gjorde i Apostlenes Gerninger 17:11-12.

2. Men vi har alle brug for de andre troende i menigheden for at lære af hinanden og rette hinanden. I Ordsprogene 27:17 står der, at ligesom jern skærper jern, så skærper en mand en anden.

3. De, der bevidst isolerer sig fra andre troende, falder undertiden i den fælde, at de afviser Skriftens klare betydning til fordel for uhyre indviklede fortolkninger, som var fuldstændig fremmede for alle de indfødte, græsk-talende kristne i Det Nye Testamente. Hvis din teologi kræver, at du antager, at Gud tilsyneladende ikke formåede at formidle den centrale betydning til nogen kristen før år 400 e.Kr., var den centrale fortolkning måske slet ikke så central alligevel.

Spørgsmål: Viser 2. Petersbrev 1:20-21, at kirken bør stå for al fortolkning?

Svar: Nej. Tænk på den katolske kirkes fortid; her er nogle af dens læresætninger.

De retfærdiggjorde tortur, selv af ægte kristne.

Alle intime forhold, selv inden for ægteskabet, er syndige.

Dræb dem, der ikke underkaster sig kirken.

Betal penge til kirken, når du synder (aflad).

I nadveren bør lægfolk ikke drikke af kalken, kun præsterne.

Folk bør dræbes, hvis de ikke er gejstlige og ejer en bibel.

Geistlige, der gifter sig, skal dræbes.

Geistlige, der har kærester og børn, skal betale en afgift, og så er det i orden.

2. Petersbrev 1:20-21 omhandler to emner: profeter og Helligånden. Det handler om at profetere, ikke om at læse eller fortolke Bibelen.

Spørgsmål: Hvordan blev forfatterne af Bibelen i 2. Petersbrev 1:21 præcist drevet af Helligånden?

Svar: Ordet for »ledt« bruges i Apostlenes Gerninger 27:15,17 (»drevet« i BSB) om et skib, der drives af vinden. Her er fire punkter vedrørende Bibelens inspiration.

1. Guds ord gennem mennesker

1a. Det meste af åbenbaringen sker gennem de idéer og tanker, som Herren særligt har udvalgt hos mennesker. Åbenbaringen 1:19 giver et eksempel herpå. Intet af det var dog blot menneskers ord (2. Petersbrev 1:19-21).

1b. Nogle åbenbaringer var direkte ord, som f.eks. i Johannes12:28 , Esajas 6; 2. Mosebog 3:4,5 osv.

1c. Gud benyttede de menneskelige forfatteres individuelle stil i deres skrivning. Intet blev skrevet som Guds ord, som Gud ikke ønskede skrevet, eller som ikke var sandt.

1d. Bibelen er ikke en bog med hemmelige koder. Ordens betydninger er ikke de moderne definitioner, vi har lyst til at give dem, men de normative betydninger, som blev forstået af modersmålstalende på det pågældende tidspunkt.

2. Guds evne til at kommunikere med os

2a. Vi kan ikke forstå alt om en uendelig Gud, der er transcendent og »anderledes« end os. Ikke desto mindre har vi et ansvar for at lære og forstå det, som Gud har åbenbaret for os.

2b. Gud kommunikerer på måder, vi forstår. Han er fri til at røre os med poesi, forklare ting for os med analogier og forenkle ting med antropomorfe udtryk. Gud kan bruge idiomer, som f.eks. »solnedgang«, og Gud kan bruge vores kategorier af ting, som f.eks. at klassificere en kanin under den hebraiske klassifikation af drøvtyggende dyr, fordi en kanin ser ud til at gøre det.

2c. Guds Ord indeholder både propositional sandhed og en fremstilling af Ham selv. Det indeholder både positivt sprog om, hvad der er sandt, og negativt sprog om, hvad der er falsk.

2d. De menneskelige forfattere kunne henvise til ikke-bibelske kilder, såsom jødiske historiebøger (Jasher-bogen i Josva10:13 ; 2. Samuel1:18 osv.) og endda græske digtere, når de talte om det, der er sandt (Apostlenes Gerninger17:23 ,28; Titus1:12 ).

3. Guds ord er fuldstændig sandt

3a. Hele Skriften er fra Gud. Guds ord er fuldstændig sandt om alt, hvad det taler om. Sandheden er ikke selvmodsigende. Skriften indeholder ikke blot Guds ord, den er Guds ord (Romerne 3:1-2; Johannes 10:35; Ordsprogene 30:5-6; 2. Timoteus 3:15; 2. Samuel 22:31; Salme 33:4; Salme 119:151).

3b. Skriften er ikke blot nøjagtig, men den har også den præcision, der kræves for, at vi kan forstå Guds mening. Præcisionen strækker sig endda ned til tempusformer og antal ord, som i Salme 82:6 og Matthæus 22:32. Skriften bruger dog ofte tilnærmelser, især hvad angår tid og mængde.

3c. Gud lyver ikke. Men det er ikke at lyve, hvis han ikke fortæller os alt om et emne. For eksempel: Hvis der var mindst tre kvinder ved Jesu grav i Markus 16:1, er Matthæus 28:1 stadig sandt, selvom der kun nævnes to af kvinderne. Det Nye Testamente indeholder det nøjagtige indhold af Jesu lære, men ikke altid de nøjagtige ord (Matthæus22:37 ; Matthæus 13:22; Markus 12:30; Markus4:19 ).

3d. Skriften er fuldstændig, idet den fortæller os alt, hvad vi har brug for at vide for at blive frelst og vokse i troen. Skriften er ikke en encyklopædi, og den hævder heller ikke at fortælle os alt om alt.

3e. Gud tillod nogle overførselsfejl, men Hans Ord består for evigt (Esajas 59:21; Esajas 40:8; Salme 119:89). Hans Ord er bevaret ufejlbarligt (uden væsentlige fejl) helt frem til i dag (Esajas 55:11; 1. Petersbrev1:23 -25; Salme 119:89,91,144,160).

4. Vores reaktion

4a. Vi bør værdsætte og elske Skriften som noget dyrebart for os (Salme 56:10; Salme 119:72,97,105,120). Vi skal ikke tilbede Skriften, men prise Gud, som har givet os Skriften (Salme 119:12). Vi bør glæde os over Guds lov (Salme 119:16,35,47) og »bæve« for Guds ord (Esajas 66:5). Vores håb ligger i Guds ord (Salme 119:74,81).

4b. Vi er klar over, at vi bliver frelst ved Jesus, ikke ved at studere Skriften (Johannes 5:39-40; Jakob 1:22-25; 1. Korintherbrev 13:2).

4c. Værdsæt Skriften (Apostlenes Gerninger 13:48; Kolossenserbrevet 3:16) til undervisning, irettesættelse, korrektion og oplæring i retfærdighed (2. Timoteusbrev 3:16-17) og som hjælp i fristelse (Salme 119:10).

4d. Vi bør flittigt læse og studere Skriften (Apostlenes Gerninger 17:11; Åbenbaringen 1:3). Vi bør fortolke den ærligt og præcist, ikke fordreje eller fejlfortolke den (2. Petersbrev 3:16). Vi må ikke tilføje noget til eller gå ud over Guds Ord (Ordsprogene 30:5-6; 1. Korintherbrev 4:6-7; 5. Mosebog 4:2; Åbenbaringen 22:18-19; Prædikeren 12:12; Markus 7:13).

4e. Nogle af Det Gamle Testamentes bud er blevet opfyldt og skal ikke længere overholdes, såsom at spise svinekød, at bringe ofre osv. (Apostlenes Gerninger 10:9-16; 15:1,5-29; Markus 7:19; Galaterbrevet 5:2-4; Hebræerbrevet 9:9-10; 10:18).

4f. Skriften er ikke blot forslag til livet, men den har autoritet i vores liv (Salme 119:33-34; Johannes 8:37; Johannes 12:48-50; Johannes 14:23). Vi bør tro på alt, hvad Gud lærer, og adlyde alle Guds bud (Johannes 14:23-24).

For mormonske læsere adskiller dette sig fra den mormonske lære om Mormons Bogs inspiration. Joseph Smith skal angiveligt have oversat Mormons Bog på overnaturlig vis, ord for ord og bogstav for bogstav, ved at se gennem en seersten i en sort hat.

For muslimske læsere adskiller en kristens opfattelse af Bibelens inspiration sig fra en muslims opfattelse af Koranens inspiration. De fleste muslimer tror, at Koranen her på jorden er en nøjagtig, »mekanisk dikteret« kopi af en Koran på tavler i himlen.

Se afsnittet om Bibelen for at læse om forskellen mellem ufejlbarlighed og hyperbogstavelighed.

Spørgsmål: Hvilken slags falske lærere advarede Peter dem mod i 2. Petersbrev 2:1? Var de frelste mennesker (2. Petersbrev 2:1b, 3b)?

Svar: Peter beskriver disse mennesker mere detaljeret i 2. Petersbrev 2:10-22. Han siger, at de er »født til at blive fanget og tilintetgjort« (vers 12), at »det mørkeste mørke er forbeholdt dem« (vers 17), og at »det ville have været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej end at have kendt den og derefter vende sig bort fra det hellige bud, der blev overleveret til dem« (vers 21). Så det er åbenbart, at de falske lærere, som Peter talte om, er bestemt til helvede. Kristne, der tror, at man kan miste sin frelse, mener, at disse var mennesker, der engang var frelst, men som mistede deres frelse og nu er på vej til helvede (medmindre de omvender sig). Kristne, der tror på »én gang frelst, altid frelst«, siger, at selvom disse falske lærere havde kendt retfærdighedens vej (vers 21), var de aldrig blevet frelst i første omgang.

Spørgsmål: Siger Peter i 2. Petersbrev 2:1, at vi bør være overraskede over disse falske lærere?

Svar: 2. Petersbrev 2 giver os så mange historiske eksempler, at vi ikke bør blive overraskede over, at der blot er tale om yderligere eksempler. Ligesom der dengang var onde mennesker blandt de gudfrygtige troende, så er der også i dag onde mennesker blandt de gudfrygtige troende. Faktisk befinder nogle af dem sig inden for kirken og forkynder onde ting.

Q: Hvem er den »Herre«, der har købt dem, i 2. Petersbrev 2:1?

A: Det græske ord despotes forekommer kun ti gange i Det Nye Testamente. Fem gange henviser det til husets herre, tre gange til Gud Faderen (Luk2:29 ; ApG4:24 (despota); Åb6:10 ), og én gang her i 2. Petersbrev 2:1. Den sidste forekomst henviser til Jesus Kristus i Judasbrevet 4, hvor der står: »den eneste Herre [Gud] og Herre over os, Jesus Kristus, som de fornægter.«

Hyperkalvinister (såsom John Gill) og nogle andre kalvinister understreger, at »Herre« her ikke blot er Kristus, men enten Faderen eller den treenige Gud. De siger, at dette ikke henviser til noget forsoningsværk, men til Guds »køb« af israelitterne i Anden Mosebog gennem den egyptiske hærs drukning. Clark er en kommentator, der har denne opfattelse.

Ikke-kalvinister og nogle andre kalvinister siger, at »Herre« her henviser til Kristus, ligesom det er tilfældet i Judasbrevet 4. Kommentatoren Blum siger, at det er Kristus på grund af identiteten af »dem«, og at substantivet »folket« er for fjernt i forhold til det forudgående substantiv »de falske lærere«. Kommentatoren Edmond Hiebert skriver i *Second Peter and Jude*, at det er Kristus. Kommentatoren Alford erklærer i *The Greek Testament*, at »ingen påstand om universel forløsning kan være tydeligere end denne«.

Den kalvinistiske *New Geneva Study Bible* (s. 1981) har en interessant opfattelse, der er det stik modsatte af Alfords. Den accepterer, at dette henviser til Kristus, men siger, at »Peters hensigt her er at fremhæve de falske læreres ansvar snarere end at fremføre en teori om forsoningen. Med deres påstand om at være forløst af Kristus bringer deres ’ødelæggende veje’ (v. 2) en særlig vanære over Kristus og hans offer for synden.”

Uanset hvad må alle indrømme, at Gud, i det mindste i en vis henseende, har »købt« nogle af de fortabte for sig selv. Spørgsmålet er altså ikke, om Gud på nogen måde køber de fortabte, men snarere hvordan.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 2:1 og Judasbrevet 5: Døde Kristus for dem? Hvis ja, hvordan?

Svar: Jesus døde nådigt på korset for at give alle en mulighed for at blive frelst. »For af nåde er I frelst ved tro, og det kommer ikke fra jer selv; det er Guds gave…« (Efeserbrevet 2:8). Men ikke alle vil have tro. I Hebræerbrevet 4:2 står der: »For også vi har modtaget det glade budskab ligesom de; men det budskab, de hørte, gav dem ingen nytte, da de ikke delte den tro, som de havde, der forstod det.«

Fempunkts-calvinisterne vil være uenige og sige, at Jesus ikke døde for dem, der aldrig ville acceptere det, og at de ikke havde nogen mulighed for at undslippe helvede. Hvorfor skulle Gud, som er almægtig og hersker over alt, tillade, at der findes »tabte sager«, eller forsøg på at bringe mennesker til sig, som ikke lykkedes?

Svaret ligger i Jesu sorgfulde udbrud: »Jerusalem, Jerusalem, du, som dræber profeterne og stenet dem, der er sendt til dig! Hvor ofte har jeg ikke ønsket at samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men du ville ikke!« (Mattæus 23:37).

Gud har kontrol over alt; han kan endda vælge at kontrollere sig selv. Gudskelov for det, ellers kunne alt det syndige blive tilintetgjort i dette øjeblik. Calvinister vil måske sige, at der ikke findes håbløse sager, men med ordene fra en ikke-calvinist ved navn Jonas: »De, der klamrer sig til værdiløse afguder, svigter hans kærlige hengivenhed.« (Jonas 2:8) Der må være noget, de har svigtet.

Hvordan kunne nogen afvise Guds hensigt, og hvordan kunne Guds hensigt blive forpurret? Ingen kunne gå imod den almægtige Guds hensigt – medmindre Gud valgte at tillade det. En anden ikke-calvinist, Lukas, skrev: »Men farisæerne og de skriftkloge afviste Guds hensigt for sig selv, fordi de ikke var blevet døbt af Johannes.« (Lukas 7:30).

Det er ikke sådan, at Gud ønskede, at mennesker skulle afvise Ham og gå fortabt, men Gud er i stand til at tillade det, hvis Han ønsker det – og det gjorde Han. I Ezekiel 33:11 står der: »Sig til dem: ›Så sandt som jeg lever, siger Herren Gud, jeg har ingen glæde af den ugudeliges død, men snarere af, at den ugudelige skal vende om fra sine veje og leve.…‹«

»Dette er godt og behageligt i Guds, vor Frelsers, øjne, som ønsker, at alle skal blive frelst og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud, og der er én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det vidnesbyrd, der blev givet på det rette tidspunkt.« (1. Timoteus 2:3-6)

Jesus døde ikke blot for en del af verden i 1. Johannesbrev 2:2, men enten vildledte dette vers alle de græsk-talende tidlige kristne, eller også døde Jesus for hele verden. Der er også et særligt, konkret aspekt ved Kristi forsoning, men vi må se de to ting side om side, da Jesus »er alles Frelser, især for dem, der tror.« (1. Timoteusbrev 4:10)

1 Johannes 2:2 »Han er selv forsoningsofferet for vore synder, og ikke kun for vore, men også for hele verdens synder.«

Romerne 5:18 »Ligesom én overtrædelse førte til fordømmelse for alle mennesker, så førte én retfærdig handling også til retfærdiggørelse og liv for alle mennesker.« Hvis det andet »alle« ikke betyder alle mennesker, hvorfor betyder det første »alle« så alle mennesker? Ordene er de samme på græsk og i de tidlige kristnes forståelse.

(Bibelcitaterne er fra BSB)

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 2:2 står der, at nogle mennesker søger sandheden – hvorfor tillader Gud da, at sandhedens vej bliver bespottet?

Svar: Gud giver os tilstrækkelig frihed til, at vi kan misbruge den og skade os selv. Gud giver os endda tilstrækkelig frihed til også at skade andre.

1. I det mindste en del af Guds sandhed kan altid findes (Rom1:19 -20; Salme 19:1-3).

2. Gud er ivrig efter at åbenbare mere sandhed for dem, der søger ham (Mattæus7:11 ; Romerbrevet 2:7).

3. Gud er retfærdig, og han dømmer mennesker ud fra det, de ved (Rom4:15 ;5:13 , 5. Mosebog1:39 ).

4. Men for dem, der ikke søger Gud, tøver Gud ikke med at lade dem tro på en løgn og være forvirrede i fuldstændig dårskab (Romerne 11:8-10).

Spørgsmål: Hvorfor er det, at mennesker i 2. Petersbrev 2:3 er fascineret af opdigtede historier?

Svar: Folk ønsker at høre fascinerende historier, og en historie er mere fascinerende, hvis den faktisk er sand. Så ved et logisk spring synes det at være en del af den menneskelige natur, at folk nogle gange ønsker, at de mest fascinerende historier skal være sande, og derfor er de mere tilbøjelige til at betragte dem som sande. Uanset om det drejer sig om de gamle hinduers og gnostikernes historier eller om mormonismen eller scientologien i dag, har folk fundet på fascinerende historier, som mange har troet på.

Spørgsmål: Er de faldne engle i 2. Petersbrev 2:4 og Judasbrevet 6 bundet, eller er de frie, som det står i Åbenbaringen 16:14 og andre vers?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Nogle dæmoner er bundet.

2. Andre blev frigivet, som det fremgår af Matthæus12:22 ;17:14 -18; og Apostlenes Gerninger 16:16-18.

3. Nogle dæmoner var frie, men frygtede at blive bundet af Jesu ord i Lukas 8:28-32.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 2:5 frelste Gud kun otte ”sjæle” i arken – hvad så med havdyrene, der har ”sjæle” i Åbenbaringen 16:3?

Svar: Selvom det græske ord er det samme, er sammenhængen anderledes. I 2. Petersbrev 2:5 handler sammenhængen om menneskelige sjæle. Det græske ord kan også betyde liv, som i Åbenbaringen 16:3. Så kun mennesker har menneskelige sjæle, der har brug for frelse, som i 2. Petersbrev 2:5, men dyr har også liv, som i Åbenbaringen 16:3.

Spørgsmål: Hvordan kunne Lot i 2. Petersbrev 2:7-8 være en retfærdig mand, i betragtning af hvad han gjorde i 1. Mosebog 19:30-38?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Lot blev narret til at begå incest, fordi han havde drukket for meget, lige efter at han havde mistet sin kone.

2. De uretfærdiges vedvarende opfordringer og fristelser kan trække selv en retfærdig mand ned.

3. Lots synd fandt sted efter de begivenheder, der henvises til i 2. Petersbrev 2:7-8.

Spørgsmål: Hvordan kan det i 2. Petersbrev 2:8 være rimeligt, at en retfærdig sjæl bliver pint af andres ugudelige handlinger? Hvorfor burde det ikke være sådan?

Svar: Lot forsøgte at leve et retfærdigt liv blandt et yderst ugudeligt folk. Det bekymrede ham ikke blot ydre set, men bragte ham også i fysisk fare, da de to besøgende kom. Endnu værre var det, at hans kones ulydighed førte til hendes død. Endnu værre var det, at de ugudelige mennesker omkring ham påvirkede hans karakter, idet han blev beruset. Og værst af alt var det, at det ikke blot påvirkede hans egen karakter, men også hans børns karakter. Der kommer et punkt, hvor man bør spørge sig selv, om Gud virkelig ønsker, at man skal bo der.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 2:9 begik Lot incest – hvordan kunne Lot så være et eksempel på, hvordan Gud frelste de gudfrygtige fra fristelsen?

Svar: Lot er et nyttigt eksempel på både, hvad Gud gør, og hvad Gud ikke gør. Lot levede et gudfrygtigt liv. Gud frelste hver enkelt i hans familie, bortset fra at Lots hustru så sig tilbage og blev forvandlet til en saltstøtte. Men Lots døtre begik incest med ham, efter at Lot havde drukket for meget. Gud frelste Lot, men Gud fjernede aldrig Lots ansvar for at våge over sit liv og stræbe efter gudsfrygt.

Et andet uheldigt eksempel på en gudfrygtig mand, Guds store frelse og mandens senere frafald var Gideon i Dommerbogen 8:24-28.

Spørgsmål: Hvad er i 2. Petersbrev 2:9-10 forskellen mellem de »ugudelige« og dem, der især følger den syndige naturens fordærvede begær og foragter autoritet?

Svar: At følge den syndige naturens fordærvede begær og at foragte autoritet er to mere ekstreme former for uretfærdighed.

Der er en forskel mellem passiv uretfærdighed og aktiv uretfærdighed. Der er en forskel mellem mennesker, der ofte falder, når en fristelse byder sig, og mennesker, der aktivt søger efter måder at falde på. Nogle gange virker folk »evigt kede af« deres synd, men de bliver ved med at begå den. Andre lader ikke engang som om, de er kede af det, men gør blot det, der føles naturligt for dem. Og atter andre synes at være trodsigt stolte af deres synd. Hvad nytter det at være »den bedste drikker« i en drikkekonkurrence eller at have flest »scores« af mennesker, man har sovet med (og derefter forladt)? Der findes film, der forherliger, hvor dygtige tyve nogle mennesker er, eller hvor dygtige lejemordere de er. Måske ville der være færre, der »forherliger« deres egen synd, hvis der var færre, der blev »forherliget« og var imponerede over deres syndige handlinger.

Spørgsmål: Hvordan ville folk i 2. Petersbrev 2:10 og Judasbrevet 8-10 bagvaske himmelske væsener?

Svar: Der er forskellige aspekter ved bagvaskelse. Bagvaskelse kan betyde at finde på løgne om noget. Ligner engle søde små babyer med vinger? Hvad med Michael og den engel, der tilintetgjorde den assyriske hær? Har alle dæmoner horn og høtyve? Faktisk siger Bibelen, at Lucifer var meget smuk af udseende. Senere havde gnostikerne meget udførlige fiktioner, som de fandt på om engle og halvguddommelige væsener. Vi bør ikke finde på ting om engle eller om dæmoner.

Bagvaskelse kan betyde at latterliggøre eller tage let på noget. Jeg tror ikke, at Job nogensinde ville drømme om at tage let på Satan.

Bagvaskelse i 2. Petersbrev 2:10 og Judasbrevet 8-10 betyder at fremsætte en anklage mod nogen på egen hånd. Så selv Michael irettesatte ikke Satan direkte, men sagde: »Herren irettesætter dig!«

Spørgsmål: Hvilken autoritet henvises der til her i 2. Petersbrev 2:10?

Svar: Ordet for autoritet kan henvise til Guds autoritet, kirkens ledere, regeringsledere, forældre eller blot autoritet generelt. Ofte har mennesker, der foragter én form for autoritet, svært ved at underkaste sig nogen form for autoritet overhovedet. Intet tyder på, at Peter kun henviser til én bestemt form for autoritet og ikke en anden.

Som 2. Petersbrev2:10 antyder, kan foragt for autoritet og fordærvede begær gå hånd i hånd. I *The Believer’s Bible Commentary* s. 2297 står der: »Det er ingen hemmelighed, at falske religiøse ledere, der udgiver sig for at være Kristi tjenere, ofte er kendetegnet ved lave moralske standarder. De hengiver sig ikke blot selv til ulovlige seksuelle aktiviteter, men de går også åbent ind for libertinisme. Den episkopale kapellan ved en pigeskole i Baltimore, Maryland, skrev: ’Vi bør alle slappe af og holde op med at føle skyld over vores seksuelle aktiviteter, tanker og begær. Og det mener jeg, uanset om disse tanker er heteroseksuelle, homoseksuelle eller autoseksuelle … Sex er sjovt … og det betyder, at der ikke er nogen love forbundet med det, som man bør eller ikke bør gøre. Der er så at sige ingen spilleregler.’” (citeret fra Pageant Magazine, oktober 1965.)

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 2:10-11, hvor bruges det græske ord for »herlige/mægtige« ellers?

Svar: Det bruges i en lang række sammenhænge. Her er nogle af dem.

Guds Shekinah-herlighed: Luk 2:9; ApG 7:55

Guds herlighed, eller at vi herliggør Gud: Matt 24:30; Mark 13:26; Luk 2:14; 19:38; 21:27; Joh 7:18; 11:4; Rom 1:23; 3:7,23; 4:20; 15:7; 16:27; 1 Kor 10:31; 2 Kor 1:20; 4:6; 4:15; 8:19; Gal 1:5; Ef 3:21; Fil 1:11; 4:19; Kol 1:17; 1 Tim 1:17; Tit 2:13; Hebr 1:3; 1 Pet 4:13,14; 2 Pet 1:17; Åb 4:9,11; 19:7; Jer 13:16 (Septuaginta); 1 Sam 6:5 (Septuaginta)

Ære være Herren: 2 Tim 4:18

At prise Gud: Åb 11:13; 14:7; forskellige former for doxa i Moses’ sang i 2 Mos 15:1-6 i Septuaginta

Giv Gud ære [ved at fortælle sandheden]: Joh 9:24; Jos7:19 a i Septuaginta

Ære Gud: Den apokryfe bog 4 Makkabæerbog 1:12

At undlade at give Gud ære: ApG 12:23; Åb 16:9

Guds nådes majestæt: Rom9:23 ; Ef1:12 ,14,18;3:16 ; 1 Tim 1:11; 2 Pet 1:3; Ef 1:6

Kraftige gerninger: Joh11:40 ; Rom 6:4 (= Es 12:2; 45:24 Sept.)

Faderen: Joh 8:49; Ef 1:17; Fil2:11 ; 4:20

Faderen, der herliggør Kristus: Joh 8:54

Kristi majestæt: Mk10:37 ; Mt16:27 ; Mk 8:38; Lk9:26 ; 24:26; Joh 17:5,22,24; 1 Tim3:16 ; Hebr 2:7,9;13:21 ; 1 Pet1:11 ,21; Fil3:21 ; Åbenbaringen 5:12

Faderen/Gud herliggjorde Sønnen: Joh 11:4; 2 Pet 1:17

Jesus har større ære end Moses: Hebr 3:3

Kristus ved forvandlingen: Luk 9:32

Da englene viste sig: Luk 9:31; Åbenbaringen 18:1

Mennesker er Kristi herlighed: 2 Kor 8:23

Vi skal herliggøre Kristus: 2. Petersbrev 3:18

Gud roser os: Joh 5:44

Når en person ærer/priser en anden: Luk 14:10; Joh 5:44

Ikke at søge ros fra mennesker: 1 Thess 2:6

Moses’ ansigt: 2 Kor 3:7

Til vores ære: 1 Kor 2:7; 2 Kor 6:8; Ef 3:13

Thessalonikerne var Paulus’ ære: 1 Thess 2:20

Vi vil modtage en herlighedskrone: 1 Pet 5:4

Deres ære ligger i deres skam: Fil 3:19

At skaffe sig ære: Joh7:18 ;8:50 ,54

Tvetydigt: Elskede menneskers herlighed mere end Guds herlighed. Joh 12:43

Solen, månen og stjernerne: ApG 22:11; 1 Kor 15:40

Andre steder: 1 Pet 1:17

Ifølge Thayers leksikon spænder ordet doxa i klassisk græsk i betydning fra ens private mening/fantasi til offentlig berømmelse.

I den apokryfe bog 4 Makkabæerbog 5:17 betyder det mening, vurdering eller synspunkt, ifølge Thayers græske leksikon over Det Nye Testamente, s. 155.

Thayers leksikon fortsætter med at sige, at selvom det ikke betyder pragt eller glans i græsk litteratur, blev det brugt som sådan i Bibelen som en oversættelse af det hebraiske ord.

Som du kan se, er herlighed et meget vigtigt begreb i Bibelen. 2 Korintherbrevet3:18 siger, at vi skal afspejle Herrens herlighed. Du fokuserer måske på, hvor meget du elsker andre for Guds skyld, hvor meget du ved, og hvor meget du gør, men fokuserer du også på, hvordan du afspejler Guds herlighed?

Spørgsmål: Hvem er de herlige/mægtige i 2. Petersbrev 2:10-11?

Svar: Det græske ord doxas betyder bogstaveligt talt »herligheder« (Strong’s 1391). I klassisk græsk blev det brugt om at have en mening, en høj mening eller ære. Ifølge Moulton og Milligans *Vocabulary of the Greek New Testament*, s. 168, blev det brugt om solen, til at beskrive kvinder og skibe samt i en astrologisk papyrus. Græsk-talende kristne brugte dette ord om Guds herlighed eller majestæt, om engle og om, at Gud herliggør os i Det Nye Testamente og i Septuaginta-oversættelsen af Det Gamle Testamente.

Der er ligheder mellem 2. Petersbrev og Judasbrevet. I Judasbrevet 8 står der, at disse ugudelige mænd afviser autoritet og bagtaler himmelske væsener (doxa, det samme græske ord). I Judasbrevet 9 gives der derefter eksemplet med, at Michael ikke direkte irettesætter Satan, men i stedet siger: »Herren irettesætter dig!«

To konklusioner: Lighederne med Judasbrevet viser, at der er tale om bagvaskelse af himmelske væsener. Der er dog intet i ordet, der udelukker, at det også kan gælde bagvaskelse af andre »højtstående personer«, hvad enten det drejer sig om kirkelige eller statslige ledere.

Spørgsmål: Hvordan ligner nogle mennesker vilde dyr i 2. Petersbrev 2:12?

Svar: Nogle dyr er kun i stand til at tænke på sikkerhed, at spise, at parre sig, nydelse samt kamp og dominans. Nogle mennesker er meget lig dem.

Spørgsmål: Hvordan ville du i 2. Petersbrev 2:13 forklare en ikke-troende, hvorfor det ikke er godt at leve for at feste?

Svar: Som det spørges i Jeremias 5:31b: »Hvad vil du gøre til sidst?« Hvad nu, hvis du var taget til den »ultimative« fest for nogle år siden? Hvordan ville det gøre dig mere lykkelig i dag? Søg glæde, der varer ved, ikke midlertidig nydelse, der bliver til smerte.

Spørgsmål: Hvad siger Bibelen ellers i 2. Petersbrev 2:14 om øjne og ægteskabsbrud? Hvordan hænger de sammen?

Svar: Ofte kommer fristelser til utroskab gennem øjnene. Måske er det derfor, Jesus i Mattæus 5,27-30 metaforisk nævnte at rive sit øje ud frem for at begå utroskab. Job sagde, at han »indgik en pagt med [sine] øjne« om ikke at stirre begærligt på en jomfru (Job 31,1).

Spørgsmål: Hvordan kan mennesker, selv troende i dag, i 2. Petersbrev 2:15 vige fra den rette vej og følge Bileams, Beors søns, vej?

Svar: Bileam afviste aldrig Gud direkte; snarere gik han på kompromis for pengenes skyld. Penge er ikke noget dårligt, og det er ikke dårligt at tjene penge. Men netop derfor er det ofte alt for let at retfærdiggøre, at man går på kompromis med sin tro af kærlighed til penge, som Bileam gjorde.

Spørgsmål: Hvordan kunne en sand Guds profet som Bileam, søn af Beor, i 2. Petersbrev 2:16 være gal?

Svar: Bileam var ikke gal i betydningen sindssyg, men Bileam var gal i den forstand, at han gjorde tåbelige ting og forsøgte at overskride grænserne for, hvad Gud tillod, for at tjene nogle penge. Det er vanvid at forsøge at overskride grænserne for Guds vilje for pengenes, nydelsens eller tryghedens skyld, men folk gør det stadig i dag.

Spørgsmål: Hvordan er nogle lærere i 2. Petersbrev 2:17-19 som kilder uden vand? Har dette noget at gøre med Ordsprogene 25:14?

Svar: En kilde ser både indbydende ud og har vand, man kan bruge. Men uden vand fremstår kilden som en illusion af at være nyttig, uden at være det. Nogle gange forekommer lærere for visse at være gode, men de underviser ikke i sandheden, kun i deres egne meninger. Andre lærere har måske viden, men deres undervisning har intet liv, fordi de ikke deler Kristi levende vand.

Spørgsmål: Lærer 2. Petersbrev 2:19-22, at mennesker kan miste deres frelse?

A: Det græske ord for »viden« betyder her »genkendelse« eller »anerkendelse«. Nogle kristne bruger dette til at vise, at troende kan miste deres frelse. Andre kristne er uenige, fordi søer og hunde symboliserer urene dyr. Læg mærke til, at søen kun blev vasket udvendigt, og at hverken søen eller hunden nogensinde ændrede sig fra at være en sø og en hund.

Alle kristne kan være enige om, at der er nogle i menigheden, der for andre, i det mindste i en periode, fremstår som kristne, men som vil ende i helvede, når de dør. I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 87, påpeges det, at dette er en alvorlig advarsel til dem, der kender vejen til frelse og alligevel afviser den. Se også diskussionen om Hebræerbrevet 6:4-8.

I *Hard Sayings of the Bible*, s. 729-730, diskuteres det, hvordan mennesker kan falde fra troen, ende i en værre tilstand og komme i helvede, og at disse mennesker var »omvendte«, selvom der ikke står, at de var født på ny.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev2:19 -22 – lad mig her spille djævelens advokat – hvis en gris lever i promiskuitet, eller en hund dræber andre hunde, og det ikke fornærmer Gud, hvorfor fornærmer det så Gud, når mennesker gør det samme?

Svar: Selv en gris eller en hund glemmer ikke, hvad den er, men nogle mennesker glemmer tilsyneladende, at de er skabt til noget bedre end blot at leve som et dyr.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 3:1, hvad er egentlig formålet med, at Gud giver os profetier?

Svar: Vi kan se mindst tre grunde til, at Gud har velsignet os med sine profetiske ord.

a) Nogle gange er der specifikke ting, vi skal gøre, når vi ser en profetisk situation. For eksempel bliver vi, hvad angår det Babylon, der omtales i Åbenbaringen, befalet at »komme ud af/flygte fra Babylon«. Da Messias kom, skulle jøderne genkende og følge ham.

b) Når der sker forfærdelige, onde ting, fortæller Gud os det ofte på forhånd, så vi kan se, at ja, Gud vidste besked om dette, og at selv disse ting ikke vil forpurre Guds plan. Et par eksempler herpå findes i Daniel 7:28 og Daniel 11.

c) For at styrke vores tro, når vi ser Gud opfylde det, han har lovet.

Spørgsmål: Hvad er påstanden i 2. Petersbrev 3:1-2?

Svar: Peter hævder, at hans ord og de andre apostles ord står på lige fod med Det Gamle Testamentes autoritet. Peter bekræfter også udtrykkeligt Paulus’ skrifter som Skriften i 2. Petersbrev 3:15-16.

Spørgsmål: Hvad er en spotter helt præcist i 2. Petersbrev 3:3?

Svar: Først hvad en spotter ikke er, og derefter hvad den er.

Alle er skeptiske over for visse ting – eller burde i det mindste være det. Det er ikke godt at være godtroende over for noget som helst; vi bør snarere være skeptiske over for ting, hvor der enten ikke er noget bevis, eller hvor der er mange beviser på det modsatte.

Men en spotter er åbenlyst skeptisk over for ting, hvor han enten ikke har undersøgt beviserne eller har ignoreret beviserne for noget. Ofte fremstår en spotter tåbelig, fordi han åbenlyst latterliggør noget, som andre ved er sandt.

Spørgsmål: Hvordan hænger spot og det at følge sine egne onde lyster ofte sammen i 2. Petersbrev 3:3?

Svar: Mange gange er den egentlige, om end uudtalte, årsag til spot at skabe en retfærdiggørelse for at følge deres egne lyster i stedet for Gud. Hvis de ikke tror på Gud, vil de ikke føle sig skyldige over ikke at følge Ham.

Spørgsmål: Henviser 2. Petersbrev 3:4-7 til uniformitarisme?

Svar: Måske. Uniformitarisme er det populære sekulære geologiske synspunkt, der går ud på, at nutidige processer plus tid er alt, hvad der behøves for at forklare alle fortidige begivenheder i jordens historie.

Imidlertid er den uniformitaristiske opfattelse i dag ved at miste terræn. Flere og flere geologer tilslutter sig en anden opfattelse, som Stephen Jay Gould var fortaler for, kaldet punktuel ligevægt, fordi de geologiske beviser understøtter denne bedre. Selvom Gould var en overbevist ateist, understøtter nogle af de beviser, der taler for punktuel ligevægt frem for uniformitarisme, også kreationismen (enten den gamle jord- eller den unge jord-teori).

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at verden i 2. Petersbrev 3:5-8 blev ødelagt af en oversvømmelse og ild?

Svar: Den blev ødelagt af Noas syndflod i 1. Mosebog 6-8. Men Gud lovede i 1. Mosebog 9:11 ikke at ødelægge jorden med en syndflod igen. Så Gud lovede ikke at bruge en syndflod til at ødelægge jorden i fremtiden.

Spørgsmål: Betyder »ødelæggelse« eller »fortabelse« i 2. Petersbrev 3:7, at de vantro bliver udslettet?

Svar: Nej. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Helvede er evig straf i Mattæus 25:41,46. Satan og andre vil blive pint for evigt i Åbenbaringen 20:10.

2. Der tales om at gå til grunde i Lukas 13:3; Johannes3:15 , 16,10:28 og andre steder. Der tales om evig tilintetgørelse i 2. Thessalonikerbrev 1:9, og de vantro vil blive tilintetgjort i 1. Korintherbrev 6:13; 2. Thessalonikerbrev 2:8; Åbenbaringen 11:18 og andre vers.

3. Intet vers i Bibelen siger, at mennesker udslettes.

Hvordan kan både 1 og 2 være sande? Det kan være på to mulige måder, eller det kan være begge dele.

1. Ruiner: Mange jordiske ting kan blive ødelagt og alligevel fortsat eksistere. Disse udgør grove eksempler på, hvordan mennesker kan blive ødelagt og alligevel eksistere for evigt. Biler kan blive ødelagt og derefter sendt til skrotpladsen. Et hus kan blive ødelagt af en brand, og de forkullede rester kan derefter jævnes med jorden og køres væk. Endelig eksisterer de ugudelige stadig, selv efter at deres kroppe er blevet ødelagt.

2. Asymptoter: Noget kan være i færd med at blive gjort ikke-eksisterende, og alligevel kan det stadig være evigt, fordi processen varer evigt. Lad os for eksempel sige, at størrelsen af en ting hvert år mindskes med halvdelen. Hvor mange år vil der gå, indtil størrelsen er nøjagtigt nul? Svaret er et uendeligt antal år. Jeg har ikke set noget i Bibelen, der hverken understøtter eller modsiger denne spekulation om asymptoter.

Nogle, der underviser i det, der i det væsentlige er den asymptotiske opfattelse, præsenterer den som et alternativ til den traditionelle opfattelse (ruiner). Disse opfattelser supplerer imidlertid hinanden, og at påvise rimeligheden i den asymptotiske opfattelse forringer på ingen måde den traditionelle opfattelse.

Se *When Critics Ask*, s. 493-494, *When Cultists Ask*, s. 297, og det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Hvordan bliver jorden ødelagt i 2. Petersbrev 3:7,10-12, Åbenbaringen 21:1 og Zefania 1:2-3, når Prædikeren 1:4 siger, at jorden vil bestå for evigt?

Svar: For at besvare dette skal vi se på, hvordan jorden blev ødelagt af syndfloden. I 1. Mosebog 9:11 står der, at syndfloden »ødelagde« jorden. Grundlaget og klipperne var stadig der, men alt liv og alt andet blev udslettet fra jordens overflade af syndfloden. Så da jorden blev ødelagt i Noas tid, ophørte den ikke med at eksistere, men overfladen blev renset.

Det hebraiske ord for »jord« havde en bred vifte af betydninger, ligesom ordet for »jord« på dansk. »Jord« kan betyde jordbund, landet, denne verden eller det, der findes på denne verden. Gud har valgt at lade det, der ligger under overfladen, bestå for evigt, men Gud vil rense overfladen, som Han siger i Zefanja 1:2-3. Den nye jord i Åbenbaringen 21:1 vil bygge på det, der er tilbage af den gamle jord.

Spørgsmål: Hvad betyder de 1.000 år i 2. Petersbrev 3:8?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

1. Nogle betragter det næsten som en ligning: 1 dag i Første Mosebog = 1.000 af vores år. I Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kapitel 15, s. 146, står der: »Læg mærke til, mine børn, betydningen af dette udtryk: ’Han fuldendte det på seks dage. Dette indebærer, at Herren vil fuldføre alle ting på seks tusind år, for en dag er hos Ham tusind år. Og Han selv vidner og siger: ’Se, i dag vil være som tusind år.’ Derfor, mine børn, på seks dage, det vil sige på seks tusind år, vil alle ting være fuldført. Og Han hvilede på den syvende dag.”

2. Andre tolker ordet »som« og det faktum, at 1 er som 1.000 og 1.000 er som 1, således at det blot betyder, at det, Gud kalder en af sine dage, kan være meget lang eller meget kort sammenlignet med vores tidsbegreb. Et eksempel på, at det hebraiske ord yom betyder mere end 24 timer, er, da det i 5. Mosebog 9:1 blev forudsagt, at de skulle krydse Jordanfloden. Desuden er »Herrens dag« i både Det Gamle og Det Nye Testamente en periode på mere end 24 timer.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at det i 2. Petersbrev 3:8-9 tog Gud så lang tid efter verdens skabelse at sende Jesus Kristus første gang?

Svar: Det korte svar er, at Jesus kom præcis, da han gjorde det, fordi det var det tidspunkt, Gud i Daniel 9:20-27 profeterede, at Jesus ville komme. Det rejser dog spørgsmålet om, hvorfor Gud ikke i stedet havde profeteret et andet tidspunkt og ladet Jesus komme på det tidspunkt?

I Romerbrevet 5:6 står der: »For på det rette tidspunkt … døde Kristus for de ugudelige.« Skriften giver ikke et direkte svar på, hvorfor dette var det rette tidspunkt, men det er sjovt at spekulere over det.

Mindst 60 % af befolkningen efter: Vi gætter på, at der har været over 32 milliarder, eller 100-117 milliarder, mennesker, der nogensinde har levet på jorden. Mindst 60 % af dem har levet efter Kristi tid.

Retfærdigt over for dem før: Gud bedømmer mennesker ud fra den sandhed, de har; synd regnes ikke med, hvor der ikke er lov (Romerne 4:15;5:13 ). Så mennesker, der levede før Kristus, såsom Abraham, David osv., kunne blive frelst gennem Kristus, selvom Kristus endnu ikke var kommet.

En mere fredelig tid: Kristi tid var en periode med relativ fred sammenlignet med tiden før med de romerske erobringer og tiden efter med krige mellem romerne og parterne samt de europæiske barbarers invasion af Romerriget. Se www.BibleQuery.org/History/Calamities/Wars.html for mere om datidens krige, hvis du er interesseret.

Det bedste tidspunkt for udbredelse: I romertiden var en af de vigtigste årsager til kristendommens hurtige udbredelse de fremragende veje, som romerne anlagde, og som muliggjorde omfattende og hurtig rejseaktivitet. Hvis Jesus var kommet før denne tid, ville det have været langt sværere at udbrede evangeliet til forskellige lande.

Bevarelse af kilder: Hvis det havde været meget tidligere, ville vi måske have haft langt færre manuskripter, der bekræfter Det Nye Testamentes pålidelighed. Hvis det havde været århundreder senere, ville vi måske have haft flere, men alligevel har vi over 10.000 græske manuskripter og fragmenter af Det Nye Testamente. Det tidligste er for øvrigt John Rylands-papyrussen, dateret til 110–138 e.Kr. Her er andre manuskripter, vi har.

Alene ved at bruge de håndskrifter, vi stadig har, og som blev skrevet før Marcus Aurelius' forfølgelse i 177 e.Kr., har vi 97 % af Johannesevangeliet (855/878 vers) og 70 % af Paulusbrevene og Hebræerbrevet.

Eusebius’ »Kirkehistorie« (323–326 e.Kr.), bog 1, kap. 2, s. 84, giver et anderledes, men supplerende svar. Han siger ganske enkelt, at evangeliet ikke blev forkyndt tidligere, fordi det syndige menneske endnu ikke var parat til det. »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 84

Spørgsmål: Hvorfor tager det så lang tid for Gud at sende Jesus for anden gang, som det fremgår af 2. Petersbrev 3:8-9?

Svar: Gud udsætter det i sin nåde. Vi kender ikke alle de faktorer, som Gud tog i betragtning, da han fastlagde tidsplanen. I Apostlenes Gerninger 1:7 står der, at det ikke tilkommer os at kende de tider eller tidspunkter, som Faderen har fastsat i sin egen myndighed. Men i 2. Petersbrev 3:8-9 står der, at Gud ikke ønskede, at nogen skulle gå fortabt, som ville have taget imod ham; derfor er Guds udsættelse et udtryk for nåde.

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 3:10, kommer en tyv forventet eller uventet? Når en tyv kommer, er det så praktisk talt usynligt eller synligt?

Svar: En tyv kommer uventet, og hans komme er ikke synligt. Men når tyven er væk, er resultatet helt sikkert synligt. Herrens dag vil ligeledes være uventet, men når Jesus kommer, vil alle øjne se ham (Åbenbaringen 1:7). Hans komme vil foregå på samme måde, som Jesus forlod os, nemlig på skyer (Apostlenes Gerninger 1:9-11).

Spørgsmål: Hvordan præcis skal kendskabet til profetierne i 2. Petersbrev 3:11 opmuntre os til at leve et helligt og gudfrygtigt liv?

Svar: Vi ved, at Gud ser og ved alt. Vi ved, at mennesker skal stå til regnskab for hvert eneste tomt ord, de taler (Mattæus 12:36-37). Som troende skal vi stå til regnskab foran Kristi domstol (2. Korintherbrev 5:10). Vi ved, at de syndige glæder, vi måtte have i en kort periode, ikke kan måle sig med den evige glæde hos Gud.

Spørgsmål: Hvordan kan de troende i 2. Petersbrev 3:11-12 synes at »fremskynde« Kristi genkomst?

Svar: Kristne er blevet opfordret til at bede om, at Guds rige må komme, lige siden Jesus gav os Fadervor (som nogle også kalder »Vores Fader«). Jesus bad os ikke om at bede en lille bøn »bare for sjov«, men vores bønner virker.

Det er fantastisk at tænke på, at den Almægtige Gud har valgt vores bøn som et af de redskaber, han bruger til at fuldføre sin vilje.

Da 2. Petersbrev 3:9 desuden siger, at Gud bevidst udsætter det, så ingen skal gå fortabt, som ellers ville blive frelst, er det også en måde at fremskynde Kristi genkomst på, når vi fortæller hele verden om det gode budskab om Jesus Kristus.

Spørgsmål: Hvordan forvrænger de uvidende og ustabile Skriften i 2. Petersbrev 3:16? Hvad er nogle eksempler på, at vantro og kættere forvrænger Skriften?

Svar: Bemærk først, at Peter ikke brugte ordene dum eller uintelligent her. En person kan stadig være ret klog og intelligent og alligevel være uvidende. I sidste ende handler det om eksegese kontra eisegese. Eksegese er at forsøge at udlede den betydning, som Skriften forsøger at formidle. Eisegese er at læse den betydning ind i Skriften, som man selv ønsker, den skal have. Satan ønsker at benægte Skriften, men hvis han ikke kan opnå det, ønsker han at så tvivl om Skriften. Og hvis han ikke kan gøre det, ønsker han at fordreje Skriften. At fordreje Skriften kan være at bekræfte det, der er falsk, eller det kan være at så tvivl om, at vi nogensinde kan vide præcis, hvad den betød.

I Ordsprogene 30:5-6 står der, at vi skal passe på ikke at tilføje noget til Skriften. Når vi sætter vores ræsonnementer og fortolkninger på samme niveau som Skriften, overtræder vi Ordsprogene 30:5-6. Dette gælder, selvom vores ræsonnementer og fortolkninger er korrekte.

Eksempler på forvrængning af Skriften er som følger.

Rev. Moon, der benægter, at Kristus bogstaveligt talt vil komme i skyerne, fortolker alle sådanne henvisninger som om, at skyerne er grupper af mennesker, da Hebræerbrevet 12:1 siger, at vi [ikke Jesus] er omgivet af en så stor skare af vidner [ikke blot en sky].

Jehovas Vidner, der benægter bevidsthed efter døden, fortolker i Lukas 16:19-31 den rige mands lidelser, som ignorerede Lazarus, blot som »farisæerklassen, der føler sig ydmyget af den trofaste tjenerklasse«.

Divine Light Mission lærer, at eftersom Kristus vender tilbage i skyerne, og Guru Maharajah fløj til Amerika i et fly, der fløj gennem skyerne, opfyldte han derfor dette vers.

Mormonerne, der tror, at Gud er en herliggjort mand, fortolker undertiden 4. Mosebog 23:19: »Gud er ikke en mand, at han skulle lyve« (KJV) som »Gud er ikke den slags mand, at han skulle lyve.«

Disse tidligere fortolkninger her har en »mærkelig logik«. Da den bogstavelige betydning af Guds ord strider mod deres teologi, må de erstatte den bogstavelige betydning med en anden betydning.

En anden form for forvrængning af Skriften er at lære, at vi ikke kan kende betydningen af et bestemt afsnit, når vi i virkeligheden både kan og kender den. Vi bør ikke tøve med at bekræfte det, vi ved er sandt. Man kan ikke bare udvælge nogle vers og ignorere andre. For eksempel har evangelikale, Rev. Moon, Jehovas Vidner, muslimer, New Age-tilhængere, liberale og så mange andre fremført så mange forskellige synspunkter på Jesu opstandelse, at vi »derfor« ikke kan vide, hvad Bibelen mente, da den siger, at Jesus opstod fra de døde. Så i stedet for at tro på det forkerte, lad os bare ikke tro på noget som helst om det. En anden måde at se på det samme emne er at spørge: Hvor mange forskellige løgne skal Satan finde på, før du siger til Satan: »Okay, jeg kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg vil ikke længere tro på noget af det, Gud siger om det.« Kristne behøver aldrig at lytte til Satan, og vi bør være ligeglade med, hvor mange løgne der fortælles om et skriftsted, eller hvor meget tvivl Satan skaber. Det var klart og indlysende, hvad »opstandelse« betød for både forfatterne af Bibelen og de tidlige kristne, og på baggrund af 1. Korintherbrev 15 må vi erkende, at de, der benægter Jesu fysiske opstandelse, står uden for hjorden og – medmindre de senere omvender sig – ikke har del i Guds frelse.

Nogle tegn på, at Skriften fordrejes, er:

1) Hvis man kræver, at verset skal have en »dybere betydning«, der strider mod den klare betydning, som alle ville forstå, at forfatteren havde til hensigt. Hvis dette blev tolereret, ville hvert vers, der befaler eller siger noget, som en person ikke bryder sig om, måske have en påstået »ægte betydning«, der strider mod det, Gud klart siger. Når nogen leder for ihærdigt efter en dyb betydning, og den strider mod den klare betydning, så er den påståede dybere betydning forkert.

2) Tilsvarende gælder det at overfortolke Skriften allegorisk: Nogle skriftsteder beskrives i Skriften som allegoriske, men de fleste er det ikke.

3) Du er nødt til at hævde, at det græske eller hebraiske har en bestemt betydning, som ingen, der har græsk eller hebraisk som modersmål, ville genkende. Hvis du er nødt til at tillægge ord mærkelige eller usædvanlige betydninger, som den almindelige læser slet ikke ville have set, så fordrejer du Skriften ved at omdefinere den.

4) Hvis den betydning, du ønsker at tillægge et skriftsted, strider mod andre skriftsteder og den generelle tone i resten af Bibelen.

5) Hvis du er mere optaget af at bortforklare et skriftsted end at forklare det. Derimod er det bedre, hvis din teologi ikke blot bortforklarer et skriftsted, men forudsætter, at det pågældende skriftsted er sandt. Hvis din fortolkning gør visse skriftsteder meningsløse, så er din fortolkning forkert.

6) I ekstreme tilfælde betyder din fortolkning, at Gud i næsten 2.000 år har holdt en særlig, hemmelig betydning skjult for alle troende, som han nu har åbenbaret for dig.

Selv ægte kristne kan af og til ubevidst fordreje Skriften. James Sire har skrevet en fremragende bog om dette emne, der ganske enkelt hedder *Scripture Twisting* (IVP). Vi bør bede Helligånden om vejledning, når vi studerer Skriften.

Spørgsmål: Hvad er i 2. Petersbrev 3:16 nogle eksempler på, at ægte troende forvrænger Skriften?

Svar: Her er nogle historiske eksempler, som alle kristne i dag bør være enige om er forkerte. Formålet med at nævne dette er ikke at se ned på de mennesker, der har begået disse fejl, men at sikre, at vi ikke begår andre fejl af samme grund.

Manglende opmærksomhed på detaljer: Justin Martyr (138-165 e.Kr.) sagde, at ypperstepræsten havde 12 klokker nederst på sin kappe. Faktisk var der 12 ædelstene i efoden, men et ubestemt antal klokker nederst på hans kappe. »Dialog med Trypho den jøde«, kap. 42, s. 215

Forveksling af navne: Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) nævner mordet på Mefiboset, hvor han burde have sagt Ish-Boset. Kommentar til Filipperbrevet, prædiken 5, vers 3, s. 206

Forveksling af, hvad Skriften siger, at en ikke-troende sagde, med hvad Gud siger: Irenæus (182–188 e.Kr.) siger, at Jesus var næsten 50 år, da han påbegyndte sin tjeneste. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 2, kap. 22.6, s. 392

Manglende hensyntagen til andre skriftsteder: »Hermas’ hyrde« (ca. 115–155 e.Kr.) siger i bog 2, bud 10, kap. 2, s. 27, at sorg fordriver Helligånden, fordi Helligånden er en munter ånd. Hvad med omvendelse og Klagesangene? Bliver Helligånden virkelig fordrevet fra kristne, hver gang vi sørger?

Overdrevet allegorisk fortolkning af skrifterne: Novatian (250/4–256/7 e.Kr.) siger, at Det Gamle Testamentes bud om ikke at spise kamel betyder, at det fordømmer et liv, der er fordrejet af forbrydelser. I *On Jewish Meats*, kap. 3, s. 647

Virkelig overdreven allegorisk fortolkning af Skriften: Clemens af Alexandria (193–202 e.Kr.): »Nu er ypperstepræstens kappe symbolet på den sanselige verden. De syv planeter repræsenteres af fem sten og de to karbunkler, der symboliserer Saturn og Månen. Den førstnævnte er sydvestlig, fugtig, jordisk og tung; den sidstnævnte er luftagtig, hvorfor hun af nogle kaldes Artemis, som om hun var Aerotomos (den, der skærer gennem luften); og luften er overskyet.” *Stromata*, bog 4, kap. 6, s. 453

Fejlfortolkning af de oversatte ord: Theodotus, den formodede montanist (ca. 240 e.Kr.): »Skal ’Gud satte sit tabernakel i solen’ forstås således? Gud ’satte i solen’, det vil sige i den Gud, der er ved hans side, som i evangeliet: ’Eli, Eli’ i stedet for ’min Gud, min Gud’.« Fodnoten siger, at Theodotus forvekslede Eli, Eli med Helios, Helios. Uddrag fra Theodotus, kap. 57, s. 50, 5:2,8

At indskrænke ud over, hvad Skriften siger: Den anabaptistiske Conrad Grebel (1498–1526 e.Kr.) mente, at der ikke måtte synges i kirken. Kolossenserbrevet 3:16 siger: »... mens I synger salmer, hymner og åndelige sange med taknemmelighed i jeres hjerter til Gud.« Conrad fortolkede imidlertid »i jeres hjerter« således, at man ikke skulle synge højt.

Ud fra det, som Skriften beskedent angiver, kan man udlede, at Athanasius (326–373 e.Kr.) lærte, at Jeremias og Johannes Døberen blev født uden en syndig natur.

At projicere dine følelser over på Gud: Gud er fri for al vrede, ifølge Clemens af Rom (96-98 e.Kr.) (1. Clemensbrev, kap. 19, s. 10) og »Til Diognetus« (ca. 130-200 e.Kr.), kap. 8, s. 28.

At sidestille dine synspunkter med Skriften: Cyprianus af Karthago (ca. 248–256 e.Kr.) (Cyprianus’ breve, brev 58.2, s. 353), Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.), Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) og Prosper af Aquitaine (ca. 390–455) (Om syndernes forladelse 5:25,26–28–29 og Om dåben, kap. 26–30, 33–35) lærte alle, at døbte spædbørn, der dør, helt sikkert kommer i himlen, og at udøbte spædbørn, der dør, helt sikkert kommer i helvede.

At inddrage sine egne åndelige synspunkter i Skriften: Origenes (225–254 e.Kr.) troede på sjælens præeksistens i *De Principiis*. (Han troede dog ikke på reinkarnation.)

At inddrage sin egen opfattelse af naturen i Skriften: Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) lærte, at jorden er flad. Det er tåbeligt at tro, at den er en kugle, og at der er mennesker på antipoderne, der går med hovedet nedad. *De Divini Institutio*, bog 3, kap. 24, s. 94.

At tilføje overtro til Guds ord: Den lutherske Philip Melanchthon (1497–1560) troede på nytten af astrologi og håndlæsning. (Luther afviste dog disse ting.)

At indføje sine fordomme i Guds ord: Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) betegner mænd som stærke og mere robuste, og kvinder som svagere og mere skrøbelige. »De guddommelige institutter«, bog 1, kap. 16, s. 29. Athanasius (318 e.Kr.) skrev: »For selv kvinder, som det ikke er sikkert at inddrage i drøftelser om offentlige anliggender, tilbeder og tjener de med den ære, der tilkommer Gud, såsom dem, der blev pålagt af Theseus, som nævnt ovenfor,« Athanasius, *Mod hedningerne*, kap. 10.2, s. 9. Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) var antisemitisk; han skrev et helt værk mod jøderne. Det var ikke blot kritisk over for den jødiske religion, men rettet mod jøderne selv.

Mangel på tilgivelse: Novatian (250/254–256/257 e.Kr.) startede et skisma inden for kirken. Novatianisterne troede ligesom andre kristne, bortset fra at hvis en person nogensinde fornægtede troen, selv under tvang, lærte novatianisterne, at vedkommende havde mistet sin frelse for evigt og aldrig kunne få den tilbage.

Mangel på næstekærlighed: Martin Luther mente, at alle anabaptister burde dræbes. (Han ændrede dog sin holdning i den sidste prædiken, han holdt.) Augustin støttede tortur af kættere, såsom Priscillian.

Men ægte kristne kan stadig begå fejl af samme omfang som ovenstående. Vi skal både have den rette lære og være i harmoni med Ånden. Som en moderne kristen forfatter bemærkede: »Hvis du har læren uden Ånden, visner du; hvis du har Ånden uden læren, eksploderer du; og hvis du har begge dele, vokser du.«

Spørgsmål: Hvordan kan ægte troende i 2. Petersbrev 3:17 lade sig rive med af de lovløses vildfarelse?

Svar: Det er trist at sige, men det kan ske. Jeg kender personligt en kristen, der konverterede til mormonismen. Han forlod senere trossamfundet og vendte tilbage til kristendommen.

Jeg har også læst historien om en kvinde, der forlod kristendommen og konverterede til islam. Efter 15 år som muslim sagde hun: »I går indså jeg noget, som jeg har forsøgt at ignorere, hovedsageligt af stolthed. Jeg har altid været kristen, selvom jeg konverterede til islam. Der har altid været en del af mig, der simpelthen ikke kunne tro, som andre muslimer gjorde. En lille stemme, der sagde: ’Ville Gud ønske, at mennesker blev stenet til
?’, ‘Ville Gud ønske, at kvinder blev udpeget til at bære tørklæde?’, ‘Hvis islam er bedre, hvorfor behandler de så hinanden så dårligt?’ I går følte jeg
en længsel efter kristendommens forløsning og ægte medfølelse.”

Så 2. Petersbrev giver ægte troende en streng advarsel om at være på vagt; det kan ske for os. At falde fra deres sikre stilling kan ikke kun henvise til tab af belønning, men også til tab af frelsesvished. Men hvis vi har en vedvarende tro, vil vi vende tilbage til Gud.

Spørgsmål: Hvorfor skal ægte kristne, som allerede er frelst, være på vagt i 2. Petersbrev 3:17?

Svar: Gud befaler os i 2. Korintherbrev 13,5-7 at prøve os selv for at sikre os, at vi faktisk er frelst. Desuden skal vi bede Gud om at prøve os for at vise os, om vi gør noget, der er stødende for Gud, som det står i Salme 139,24.

Spørgsmål: Hvordan kan troende i 2. Petersbrev 3:17 falde fra deres sikre stilling?

Svar: Nogle kristne mener, at ægte troende kan miste deres frelse; andre troende mener ikke det. Men uanset hvad vil det, der beskrives i Matthæus 7,22-23, ske, uanset om man kalder det at miste sin frelse eller en falsk omvendelse. Vi bliver påbudt at prøve os selv for at se, om vi er i troen, i 2. Korintherbrev 13,5-7.

Selv ægte kristne kan i en periode blive vildledt. Jeg kendte en mormon, der forlod mormonismen og kom til Kristus. Senere vendte han tilbage til mormonismen. Derefter talte nogle andre tidligere mormonske kristne med ham, og han forlod den igen og vendte tilbage til Kristus.

Selv ægte kristne kan falde i synd. Men de kan vende tilbage, som det fremgår af 1. Korintherbrev 5,1-5 og 2. Korintherbrev 2,5-11.

Desuden kan kristne miste deres belønning, som 1 Korintherbrev 3:5-15 og 2 Johannesbrev 8 viser. Vi ønsker ikke at stå skamfulde foran Kristus på grund af det, vi har gjort (1 Johannesbrev 2:28).

Spørgsmål: I 2. Petersbrev 3:18 står der, at nåden allerede er blevet givet os i Jesus ved korset – hvordan kan vi så vokse i nåden?

Svar: Vi kan vokse i nåde på mange måder, og her er nogle af dem.

1. Vi kan vokse ved at vise Guds nåde i vores liv. Vores økonomiske gaver er handlinger af nåde (2. Korintherbrev 8:6), og vi skal udøve den frelse, der er i os, som beskrevet i Filipperne2:12 -13.

2. Vi kan vokse i vores viden om og tillid til Guds nåde. I 2. Timoteus 2:1 opfordres Timoteus til at være stærk i den nåde, der er i Kristus Jesus.

3. Guds nåde kan nå ud til flere og flere mennesker i vores område (2. Korinther4:15 ).

4. Vi vil modtage Guds nådes uforlignelige rigdomme i henhold til Efeserbrevet 2:6-7.

Spørgsmål: Hvornår blev 2. Petersbrev skrevet?

Svar: Da 2. Petersbrev 1:13-15 siger, at Gud viste Peter, at hans død var nær, er den enkleste forklaring, at det blev skrevet kort før hans død i år 67-68 e.Kr. »The Bible Knowledge Commentary: New Testament« giver følgende støtte:

Firmilian (256 e.Kr.) henviser til Peters advarsel mod falske lærere.

Methodius af Olympus og Patara (270-311/312 e.Kr.) citerer 2. Petersbrev 3:8 som stammende fra Peter i *Om opstandelsen*.

Fra et ikke-kristent perspektiv hedder det i Asimovs Guide to the Bible (s. 1165): »Det er muligt, at 2. Petersbrev, ligesom 1. Petersbrev og Jakobsbrevet, kan dateres til Domitians forfølgelse« (der begyndte i år 90 e.Kr.). Forskellige kommentatorer fremfører dette argument, fordi:

a. Brevet omtaler Paulus’ breve, som om de allerede var samlet eller i det mindste skrevet.

b. Fokus tyder på, at de kristne var udsat for forfølgelse.

c. 2. Petersbrev ligner Judasbrevet, så måske blev de to skrevet tæt på hinanden i tid.

Da Paulus’ breve imidlertid blev skrevet før Peters død, den meget voldsomme forfølgelse begyndte tre til fire år før Peters død, og Judasbrevet let kunne være skrevet før Peters død, er der intet problem i at sige, at 2. Petersbrev blev skrevet før år 67-68 e.Kr. Se også diskussionen om, hvornår 1. Petersbrev blev skrevet.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 2. Petersbrev, at bogen er skrevet af Peter, især da stilen og det græske sprog i 1. Petersbrev og 2. Petersbrev er forskellige?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. Det står i 2. Petersbrev 1:1, og den tidlige kirke accepterede dette. Den eneste undtagelse er Origenes, der sagde, at det andet brev fra Peter var tvivlsomt. Efter Nikæa-koncilet siger Eusebius, at 2. Petersbrev er omstridt.

2. Stilen (men ikke den græske grammatik) i de to breve er forskellig, fordi emnerne er forskellige. Som Gleason Archer (Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 425-426) påpeger, beviser en sammenligning af ordlister ikke mere, at de stammer fra forskellige forfattere, end ordlister ville »bevise«, at John Miltons digte var skrevet af en anden person end forfatteren af Paradise Lost, og alle anerkender, at Milton skrev dem alle.

3. Den græske grammatik i 2. Petersbrev er mere uslebent, fordi Silas, som det fremgår af 1. Petersbrev5:12 , hjalp Peter med at nedskrive 1. Petersbrev. Vi ved dog ikke, om Peter fortalte Silas, hvad han skulle skrive, på aramæisk eller græsk.

Spørgsmål: Hvordan kunne Peter skrive 2. Petersbrev, når han [angiveligt] ikke kunne græsk (Bart Ehrman fremfører dette argument)?

Svar: Ehrman antager, at Peter ikke kunne kende græsk, fordi han både etnisk og kulturelt var en jøde i Palæstina, der praktiserede jødisk kultur. Men Peters egne forældre gav en af deres sønner et græsk navn! Mens Peters fødenavn var Simon (som er hebraisk og aramæisk), blev hans bror kaldt Andreas, hvilket betyder »mandig« på græsk. Desuden var de fra Betsaida, som lå tæt på grænsen mellem Galilæa og de græsk-talende regioner på den østlige halvdel af bredden af Galilæasøen. Filip, endnu et græsk navn, var også fra Betsaida. Det giver lige så meget mening som at gætte på, at en amerikansk statsborger, der er født og opvokset i grænsebyen El Paso i Texas, med en bror ved navn Manuel eller Jose, ikke kunne kende noget spansk, fordi han var amerikaner.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i 2. Petersbrev, om det, vi har i dag, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Her er de forfattere, der henviste til 2. Petersbrev eller vers deri.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:5 i 1. Klemensbrev, kap. 7, bind 1, s. 7, bind 9, s. 231

Justin Martyr henviser til både Salme 90:4 og 2. Petersbrev 3:8, når han siger: »Herrens dag er som tusind år.«

Barnabasbrevet, kap. 15, s. 146 (100–150 e.Kr.), Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.) og Irenæus (182–188 e.Kr.) siger, at en dag hos Herren er som tusind år (2. Petersbrev 3:8). Disse henvisninger kan dog både vedrøre Salme 90:4 og 2. Petersbrev 3:8. 2. Petersbrev er den mindst bevidnede bog i Det Nye Testamente.

2. Clemens (120–140 e.Kr.), kap. 2, s. 517, hentyder til 2. Petersbrev 3:9: »For det er sandelig en stor og beundringsværdig ting at befæste, ikke det, der står fast, men det, der falder. Således ønskede også Kristus at frelse det, der var ved at gå til grunde, …«

2. Clemens (120-140 e.Kr.), kap. 16, s. 522, henviser til 2. Petersbrev: »Men I ved, at dommens dag allerede nu ’kommer som en brændende ovn’, og nogle ’af himlene skal smelte’, og hele jorden skal blive som bly, der smelter i ilden, og da skal menneskenes skjulte og åbenbare gerninger komme til syne.«

Irenæus (182-188 e.Kr.) citerer 1/3 af 2. Petersbrev 3:8m: »En dag hos Herren er som tusind år«. Netop denne formulering findes kun i 2. Petersbrev 3:8m og Salme 90:4. Irenæus, *Mod kætterierne*, s. 551. Han citerer det samme i *Mod kætterierne*, s. 557.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at den muratoriske kanon (ca. 170 e.Kr.) ikke omfattede Jakobsbrevet, Hebræerbrevet, 1. og 2. Petersbrev eller Johannes’ tredje brev.

Klemens af Alexandria citerer den midterste del af 2. Petersbrev 2:5 i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 21, s. 331: »Noah forkyndte omvendelse«. Denne tanke, som Clemens tilsyneladende antager, at hans læsere havde hørt før, findes ikke i Skriften bortset fra hentydningen i 2. Petersbrev 2:5. (3 ord, herunder ét langt ord, ud af 15 ord)

Hippolyt (222–235/236 e.Kr.) citerer ¼ af 2. Petersbrev 2:22: »men efter kort tid vil de igen svælge i det samme sump.« *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 9, kap. 1, s. 125

Hippolytus (222–235/236 e.Kr.) hentyder til 2. Petersbrev 1:18,19. *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 10, kap. 24, s. 151

Hippolytus (222–235/236 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 1:21. *Afhandling om Kristus og Antikrist*, kap. 2, s. 204

X Origenes (225-254 e.Kr.) siger, at Peter efterlod »kun ét brev, hvis ægthed er anerkendt. Lad os antage, at han efterlod et andet; for dette er tvivlsomt.« Origenes’ »Kommentar til Johannes«, fra det femte bog, kap. 3, s. 346

Origenes (225–254 e.Kr.) siger: »vores Herre Jesus Kristus, som er ’det sande lys’ og ’opstår i vore hjerter’«. »Opstår i vore hjerter« er en hentydning til 2. Petersbrev 1:19.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner »Petersbrevet« og citerer 2. Petersbrev 2:11,12 i »Cyprianus’ afhandlinger«, afhandling 12 – den tredje bog, »Vidnesbyrd«, kap. 11, s. 536.

Firmilian (256 e.Kr.) henviser til Peters advarsel mod falske lærere, hvilket er en hentydning til 2. Petersbrev.

Adamantius (300 e.Kr.) citerer 2. Petersbrev 3:15b som stammende fra Peter: »... som apostlen Peter skrev: ’i henhold til den visdom, der er givet min bror Paulus’«.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer 2. Petersbrev 2:19b med skriftlig autoritet. Han siger, at han citerer et skriftsted, når han siger: »Den, som hver enkelt lader sig overvinde af, er han også slave under.«

Methodius fra Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.) citerer 2. Petersbrev 3:8 som stammende fra Peter i værket »Om opstandelsen«.

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev2:22 : »Kyrenæerne siger, at dyd i sig selv skal roses af denne grund, fordi den frembringer nydelse. Sandt nok, siger den beskidte hund eller svinet, der vælter sig i mudderet.« *De guddommelige institutter*, bog 3, kap. 8, s. 75

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:22: »De fordyber sig i modbydelige begær, ligesom soen, der vælter sig i mudderet; for de smører sig ind i mudder, som tilbeder guder, det vil sige, som tilbeder mudder og jord.« *De guddommelige institutter*, bog 4, kap. 17, s. 119

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 3:8, som også er Salme 90:4. De guddommelige institutter, bog 7, kap. 14, s. 211

Mange angav Herrens dag som 1.000 år.

Efter Nikæa

Kirkemødet i Nicæa (maj–juni 325 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:22 (hunde og søer) i kanon 12, s. 27.

? Eusebius’ »Kirkehistorie« (323–326 e.Kr.), bog 3, kap. 3, s. 133–135, diskuterer bøgerne i Det Nye Testamente. Han siger, at 1. Petersbrev er ægte. Han siger, at Paulus’ 14 breve er velkendte, selvom menigheden i Rom tvivlede på, at Paulus havde skrevet Hebræerbrevet. Han siger, at 2. Petersbrev er omstridt. De såkaldte »Paulus’ Gerninger«, [Hyrden] Hermas, »Petrus’ Gerninger«, »Petrus’ Evangelium«, »Petrus’ Forkyndelse« og »Petrus’ Apokalypse« er ikke ægte. »Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series«, bind 1, s. 133–135

Firmicus (4. århundrede) henviser til 2. Petersbrev 2:11

Athanasius (367 e.Kr.) henviser ikke til nogen specifikke vers i 2. Petersbrev, men han opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner to af Peters breve som en del af Det Nye Testamente. Den citerer hele 2. Petersbrev 1:1.

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.): »Og igen, selvom han er klar over, at han er delagtig i den guddommelige natur, som den hellige apostel Peter siger i sit andet brev, må han dog ikke måle den guddommelige natur efter sin egen begrænsede natur, …« I »Om Treenigheden«, bog 1, kap. 18, s. 45

Efraem den Syriske (373 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) (implicit) nævner de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Kateketiske forelæsninger, forelæsning 4, kap. 36, s. 27–28

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 1:19 i forelæsning 10.15, s. 61

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 1:21: »Således er også Helligånden én, som virkede gennem profeterne.«

Det tredje koncil i Karthago (397 e.Kr.)

Den skismatiske Lucifer af Cagliari (370/371 e.Kr.)

Didymus den Blinde (398 e.Kr.)

Julius Firmicus Maternus (4. århundrede) De hedenske religioners vildfarelse

Hieronymus (404 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 1:4;2:13 ; 3:10

Hieronymus siger: »Apostlene Jakob, Peter, Johannes og Judas har udgivet syv breve, der på én gang er åndelige og præcise, korte og lange – korte i ord, men omfattende i indhold, så der sandelig er få, der ikke føler sig i mørket, når de læser dem.« Brev 53 (Til Paulinus) bind 6, s. 102.

Hieronymus bemærkede dog, at stilen i 1. Petersbrev og 2. Petersbrev er forskellig. Han sagde, at det skyldtes, at Silvanus nedskrev 1. Petersbrev som skriver.

Augustinus af Hippo (416–430 e.Kr.) nævner 2. Petersbrev 1:4 som værende skrevet af apostlen Peter i *Om Pelagius’ handlinger*, kap. 42, s. 202 (bind 5). Han henviser også til 2. Petersbrev 1:2, 17, 21; 2:4, 15, 20; 3:9, 11, 18

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:19 i *Johannes Cassians institutter*, bog 5.8, s. 238

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:4; 3:11

*Speculum* (5. århundrede) henviser til 2. Petersbrev 1:2 (3), 5;2:11 , 13; 3:9, 10, 11

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 1:21; 2:4

Varimadum (445/480 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 1:21

Johannes af Damaskus (706–749 e.Kr.) »...syv katolske breve, nemlig et fra Jakob, to fra Peter, tre fra Johannes, et fra Judas...« Forklaring af den ortodokse tro, bog 4, kap. 17, s. 90

Bevis for kættere og forfalskede bøger

Kætteren Priscillian henviser til 2. Petersbrev 2:2

Pseudo-Hippolytus (efter 235/236 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 3:3 som værende af Peter. Afsnit 10, s. 244

Pseudo-Cyprian (efter 358 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:13

Pseudo-Methodius (efter 312 e.Kr.) har et citat, der kan være halvdelen af 1. Petersbrev 2:6, Salme 118:22 eller Esajas 28:16. Tale om Simeon og Anna, kap. 6, s. 387

Kætteren Pelagius (416-418 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 2:20; 3:9,10,11

Den pelagianske kætter Julian af Eclanum (ca. 454 e.Kr.) henviser til 2. Petersbrev 3:11

3. De tidligste håndskrifter, vi har af 2. Petersbrev, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk væsentlige fejl.

p72 Bodmer 7 & 8 Papyri 1. Petersbrev 1:1-5:14, 2. Petersbrev 1:1-3:18 og Judasbrevet 1-25. ca. 300 e.Kr. Et fotografi af en del af dette manuskript (der viser 2. Petersbrev1:16 -2:2) findes i The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts, s. 468. Her står der, at håndskriften er skrevet »i en dokumentarisk skrift«.

p74 (=Bodmer 17) Apostlenes Gerninger 1:2-5,7-11,13-15,18-19,22-25; 2:2-4; 2:6-3:26; 4:2-6,8-27; 4:29-27:25; 27:27-28:31; Jakobsbrevet 1:1-6,8-19,21-23,25,27; 2:1-3,5-15; 18-22, 25-26; 3:1,5-6,10-12,14,17-18; 4:8,11-14; 5:1-3,7-9,12-14,19-20; 1. Petersbrev 1:1-2,7-8,13,19-20,25; 2:6-7,11-12,18,24; 3:4-5; 2. Petersbrev 2:21; 3:4,11,16; 1 Johannes 1:1,6; 2:1-2,7,13-14,18-19,25-26; 3:1-2,8,14,19-20; 4:1,6-7,12,16-17; 5:3-4,9-10,17; 2. Johannesbrev 1,6-7,13; 3. Johannesbrev 6,12; Judasbrevet 3,7,12,18,24 (7. århundrede)

7. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente indeholder Jakob 2:4 og 1. Petersbrev 1:12

7. århundrede – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave

6. århundrede – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave

Vaticanus [B] (325–350 e.Kr.), Sinaiticus [Si] (340–350 e.Kr.) og Alexandrinus [A] (ca. 450 e.Kr.) indeholder alle 2. Petersbrev.

Clementine Vulgata fra det 4. til det 5. århundrede henviser til 2. Petersbrev 1:1; 2:14

Wordsworth-White-Vulgata fra det 4. til det 5. århundrede henviser til 2. Petersbrev 1:1-2; 3:9

Stuttgart-Vulgata fra det 4. til det 5. århundrede henviser til 2. Petersbrev 1:1-2; 3:9

048 5. århundrede

0209 (7. århundrede)

Italic (h) 5. århundrede

Kursiv (j) 5. århundrede

Kursiv (q) 6./7. århundrede

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Peshitta-syrisk [SyrP] Over 350 manuskripter, hvoraf de tidligste er fra 411-435 e.Kr. (2. Petersbrev3:18 ifølge Bruce Metzger i A Textual Commentary on the New Testament, s. 633.)

Harclean-syrisk [SyrH] 3./4. århundrede eller 616 e.Kr. henviser til 2. Petersbrev 1:3-5,10,17,19,21; 2:4,6,9-13,15,20; 3:9-11,18

Philoxenisk syrisk [SyrPh] fra 507/508 e.Kr. henviser til 2. Petersbrev 1:3,10,14,17; 2:4,6,11-13,15,17,20; 3:9-11,18

Palæstinensisk syrisk [SyrPal] fra det 6. århundrede henviser til 2. Petersbrev 1:1-5,10;3:10 -11,18

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Gotisk 493-555 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/2 Peter Manuscripts.html for mere om tidlige manuskripter af 2. Petersbrev.