Spørgsmål: Hvorfor hedder denne bog på engelsk Leviticus?
Svar: Det engelske navn stammer fra det latinske udtryk for »relateret til levitterne«. Det hebraiske navn er hentet fra den første sætning: »Og Han [Gud] kaldte.«
Spørgsmål: Hvad er hovedformålet med, at denne bog findes i Bibelen i dag?
Svar: Da både Jesus og den tidlige kirke alle accepterede Tredje Mosebog som Guds ord, bør vi værdsætte denne bog i Toraen som hellig skrift, uanset om vi forstår pointen eller ej.
Faktisk er der så mange lærdomme om hellighed, man kan drage af at studere Leviticus, at man næsten kunne omdøbe den til »billedlige lektioner i hellighed«.
Spørgsmål: Hvilke forskellige måder er der at forstå Tredje Mosebog på?
Svar: Der er mindst fem niveauer, hvorpå man kan betragte Tredje Mosebog.
Et mysterium: Gud er yderst nådig og forstående, men nogle forsøger at se Gud udelukkende som nåde, uden at forstå, hvorfor Guds nåde er nødvendig. Gud er hellig, og uden at vi selv er hellige, vil ingen se Herren (Hebræerbrevet 12:14). Uden at forstå dette centrale aspekt af Guds karakter og den karakter, vi selv har, vil Tredje Mosebog forblive en »lukket bog« med få spor af, hvorfor den findes.
Regler for at behage Gud: På et grundlæggende niveau ser nogle kun et sæt ceremonielle og personlige regler, som israelitterne skulle følge. Det er det, og Gud tog disse regler alvorligt, men det er også meget mere end det.
Gammel visdom om livet: Folk har set på Tredje Mosebog og fundet stor visdom om, hvordan man holder sig sund, især i et uhygiejnisk miljø uden meget vand til rengøring. Dyr og mennesker blev ofte smittet med de parasitter, der fandtes i det rå kød, de spiste. Generelt var det forbudt at spise dyr, der havde ædt døde dyr, insekter og andre dyr. Mens egyptiske herskere undertiden giftede sig med deres søstre, var ægteskab inden for den nærmeste familie specifikt forbudt i Tredje Mosebog. Specifikke bestemmelser om hudsygdomme var ikke blot kloge, men også yderst vigtige, når mange mennesker levede tæt sammen i et klima med begrænsede vandressourcer til vask. For andre regler ser vi imidlertid ingen praktisk, jordisk begrundelse. Måske var der slet ingen. Måske var den eneste grund en påmindelse til folket om, at også de skulle være adskilt og hellige for Gud. Tredje Mosebog er en vis bog, men den handler mindre om sunde vaner end om at illustrere hellighed.
Generelle lærdomme om hellighed: Hellighed, hvad enten det er Guds hellighed eller vores hellige liv, er ikke let at forstå; måske er det derfor, Gud brugte en hel bog på at forklare det. Israelitterne, der kom ud af Egypten, kom fra en kultur, der havde mindre ærbødighed for deres afguder end de fleste. Når egypterne bad deres statuer om hjælp, og hvis hjælpen ikke kom, piskede de af og til statuen. Men Tredje Mosebog viser, at den sande Gud er »adskilt« fra livets almindelighed. De kunne ikke bare bringe ofre til Gud; de kunne kun ofre på den foreskrevne måde. Hvad angår fødsel, spisning og religiøse ceremonier, var der kun én måde, nemlig Guds måde. 3. Mosebog 22 er et helt kapitel, der viser, hvordan man kunne give afkald på noget for at bringe et offer, og alligevel kunne det være uacceptabelt. I dag, når vi ønsker at tjene Gud på vores egen måde, under vores egne betingelser, bør vi være opmærksomme på, at selvom vi måske bringer ofre, er vores bestræbelser måske ikke acceptable, hvis vi ikke har nogen forståelse af hellighed. Vi er hver især kaldet til at være hellige (1. Petersbrev 1:15-16), og vi er kaldet til at være et helligt folk (1. Petersbrev 2:9). Når vi lever hellige liv, der afspejler Guds hellighed, kan vi selv være eksempler på hellighed (2. Korintherbrev 1:12), breve fra Kristus skrevet med Guds Hellige Ånd (2. Korintherbrev 3:3).
Specifikke motiver og mønstre i vores tjeneste for Gud: Bibelen rummer så megen visdom, at modne kristne må være opmærksomme på balancen: fokuserer vi på ét aspekt af at kende, elske og tjene Gud på bekostning af andre aspekter? Tredje Mosebog belyser en række forskellige måder at tjene Gud på, og en voksende kristen kan værdsætte, blive næret af og lære at prise Gud gennem dem alle.
Spørgsmål: Hvad er en oversigt over 3. Mosebog?
Svar: Tredje Mosebog er den midterste bog i Mosebøgerne og kan inddeles i fem dele.
I. Fem slags ofre til Gud (3 Mos 1-7)
A. Brændofferet (‘Olah) – en forpligtelse til fuldstændig overgivelse (3 Mos 1:1-17)
1. En ung tyr (3 Mos 1:1-9)
2. En vædder eller en ged (3 Mos 1:10-13)
3. En due eller en turteldue (3 Mos 1:14-17)
B. Kornsoffer (Minchah) – mindeoffer til Guds ære (3 Mos 2:1-16)
1. Ubagt mel, olie og røgelse (3 Mos 2:1-3)
2. Bagt mel med olie (3 Mos 2:4-10)
Bemærk: Ingen gær, men salt (3 Mos 2:11-13)
3. Førstefrugter af malet korn, olie og røgelse (3 Mos 2:14-16)
C. Freds-/fællesskabsoffer (Zebach Shalamim) – Taknemmelighed, løfter og frivillige gaver (3 Mos 3:1-16)
1. Han- eller ko (3 Mos 3:1-5)
2. Et lam eller en ged, han eller hun (3 Mos 3:6-16)
a. Lam (3 Mos 3:6-11)
b. Ged (3 Mos 3:12-16)
Bemærk: Man må aldrig spise fedt eller blod (3 Mos 3:17)
D. Syndoffer (Chattat) – Bekendelse og forsoning (3 Mos 4:1-5:13)
1. En salvet præsts synd: en ung tyr (3 Mos 4:1-12)
2. Menighedens synd: en ung tyr (3 Mos 4:13-21)
3. En leders synd: en buk (3 Mos 4:22-26)
4. Uforsætlige individuelle synder: en ged eller et lam (3 Mos 4:27-35)
5. At undlade at tale, at røre ved urenhed, uovervejede eder: et lam eller en ged (3 Mos 5:1-6)
6. Hensyn til de fattige: to duer, duer eller mel (3 Mos 5:7-13)
E. Skyldoffer (‘Asham) – Tilgivelse for synder mod det hellige: vædder (3 Mos 5:14-6:7)
1. Utilsigtede synder mod Guds hellige ting (3 Mos 5:14-16)
2. Utilsigtet synd mod Guds bud (3 Mos 5:17-19)
3. At bedrage en næste og erstatning på +1/5 (3 Mos 6:1-7)
II. Om at være præst (3 Mos 8-10)
A. Indvielse af præster (3 Mos 8)
1. Forberedelse til indvielsen (3 Mos 8:1-13)
2. Tyreofringen (3 Mos 8:14-17)
3. Det første vædderoffer (3 Mos 8:18-21)
4. Det andet vædderoffer (3 Mos 8:22-30)
5. Maden og ventetiden (3 Mos 8:31-36)
B. Præsternes tjeneste (3 Mos 9)
1. Private instrukser (3 Mos 9:1-4)
2. Offentlig tjeneste (3 Mos 9:5-22)
3. Guds velbehag (3 Mos 9:23-24)
C. Præsternes fejltagelser (3 Mos 10)
1. Bevidst at tjene på sin egen måde (3 Mos 10:1-3)
2. At fortsætte, selvom andre har fejlet (3 Mos 10:4-15)
3. Holdning til utilsigtede fejltagelser (3. Mos. 10:16-20)
III. Hellige love for enkeltpersoner (3 Mos 11-20)
A. Vores kost (3 Mos 11)
1. Landdyr (3 Mos 11:1-8)
2. Havdyr (3 Mos 11:9-12)
3. Flyvende dyr (3 Mos 11:13-23)
4. Urene dyr (3 Mos 11:24-44)
B. Fødsel (3. Mos. 12)
C. Hudsygdomme og skimmel (3 Mos 13-14)
1. Hudsygdomme (3 Mos 13:1-46)
2. Skimmel (3 Mos 13:47-59)
3. Renselse fra hudsygdom (3 Mos 14:1-32)
4. Renselse fra skimmel (3. Mos. 14:34-54)
D. Udflåd (3. Mos. 15)
E. Yom Kippur (Forsoningsdagen) (3 Mos 16)
F. Det er forbudt at spise blod (3 Mos 17)
G. Ulovlige seksuelle forhold (3 Mos 18)
1. Ulovlige seksuelle forhold (3 Mos 18:1-20)
2. Ingen børneofringer til Molek (3 Mos 18:21)
3. Ingen homoseksualitet (3 Mos 18:22)
4. Ingen seksuelle forhold med dyr (3 Mos 18:23)
5. Vær ikke som de folk, der omgiver jer (3 Mos 18:24-30)
H. Love vedrørende andre (3 Mos 19)
I. Molek, spiritisme og umoral (3 Mos 20)
1. Ingen børneofringer til Molek (3 Mos 20:1-5)
2. Vær ikke spiritist, men vær hellig (3 Mos 20:6-8)
3. Forældre må ikke forbandes (3 Mos 20:9)
4. Utroskab, herunder med svigerfamilie (3 Mos 20:10-12)
5. Ingen homoseksualitet (3 Mos 20:13)
6. Ulovlige seksuelle forhold (3 Mos 20:14-21)
a. Ingen seksuelle forhold med dyr (3 Mos 20:15-16)
7. Velsignelser og forbandelser (3 Mos 20:22-26)
8. Henrettelse af spiritister (3 Mos 20:27)
IV. Hellige love for præsterne (3 Mos 21-22)
1. Præster og deres familier (3 Mos 21)
2. Uacceptabelt hos præster og folk (3 Mos 22)
V. Hellighed er også et fællesskab (3 Mos 23-27)
A. Højtider og helligdage for Herren (3 Mos 23)
1. Sabbatten (3 Mos 23:3)
2. Påsken og de usyrede brød (3 Mos 23:4-8)
3. Førstefrugtsfesten (3 Mos 23:9-14)
4. Ugefesten (3 Mos 23:15-22)
5. Hornblæsningsfesten (3 Mos 23:23-25)
6. Forsoningsdagen (3 Mos 23:26-32)
7. Løvhyttefesten (3 Mos 23:33-44)
B. Vores vedvarende hellighed (3 Mos 24:1-9)
C. Stening for blasfemi (3 Mos 24:10-23)
D. Særlige sabbat- og jubelår (3 Mos 25)
1. Sabbatsåret (3 Mos 25:1-7)
2. Jubelåret på det 50. år (3 Mos 25:8-17)
3. Overflod i sabbatårene (3 Mos 25:18-23)
4. Indløsning i jubelår (3 Mos 25:24-54)
E. Lovens konsekvenser (3 Mos 26)
1. Belønning for lydighed (3 Mos 26:1-13)
2. Straf for ulydighed (3 Mos 26:14-39)
3. Accept af deres omvendelse (3 Mos 26:40-46)
F. Indvielse og forløsning til Herren (3 Mos 27)
Spørgsmål: Hvad kan vi i dag lære af brændofferet i 3 Mos 1?
Svar: Brændofferet var et fuldstændigt offer: ingen måtte spise eller på anden måde bruge nogen del af det. Men kunne nogen bytte med Gud?
Lad os sige, at en ung tyr vejede 1.000 pund. Man kunne forsøge at argumentere for, at eftersom hver eneste del af dyret var en velduftende offergave for Gud, kunne man jo bare spise tyren og give Gud 1.000 pund haler fra andre tyre. Men det var ikke det, Gud krævede. Han krævede hele dyret, ikke blot resterne. I dag er nogle glade for at tjene Gud med deres »rester«: deres overskydende penge, uudviklede talenter og den tid, de har til overs, når de ikke har noget bedre at lave. Men det er ikke det, Gud kræver. Gud kræver fuldstændig hengivenhed.
Lad os sige, at nogen virkelig ønskede at imponere Gud, så de spiste de sejere dele af nogle tyre og gav Gud 1.000 pund af de bedste dele fra fem tyre. Men det var heller ikke det, Gud krævede. Han krævede ikke, at du arbejdede dig ihjel for at købe fem tyre, men Han krævede hele én tyr. Faktisk kan nogle dele af vores tjeneste, som vi måske anser for mindre værdifulde, men som vi alligevel er mest tilbageholdende med at give afkald på, være netop de dele, som Gud anser for de mest dyrebare. Gud krævede kun ét dyr, men han krævede hele ét dyr. I dag er der måske andre mennesker med flere gaver, talenter og penge, og Gud kræver ikke, at vi afgiver til ham det, som andre har, og som vi ikke har. Men vores Herre kræver, at vi giver ham hele vores liv.
Som kristne ofrer vi i dag ikke tyre, får, geder eller fugle. I stedet for at bringe døde ofre siger Romerbrevet 12:1, at vi skal ofre vores legemer som levende ofre til Gud. Der er ingen forhandling med Gud. Men hvorfor skulle vi ønske at gøre det? Gud har i sin nåde givet os så meget, både i dette liv og i evigheden, at det at give ham alt, hvad vi har, faktisk er uendeligt lille i forhold til det, han har lovet os.
Spørgsmål: Viser alle disse detaljerede ofringer i 3. Mosebog 1-7, at dette blev skrevet i det 5. århundrede f.Kr., da de ville have haft tid til at udvikle tempeltjenesten og udtænke alt dette, som Julius Wellhausen hævdede?
A: Slet ikke. Wellhausens påstand forudsætter, at folk ikke var kloge nok til at have sofistikerede offersystemer før denne tid. Men i det 15. århundrede f.Kr. indeholder de ugaritiske Ras Shamra-tavler udtryk som »brandoffer«, »fredsoffer«, »syndoffer«, »skyldoffer« og muligvis endda et »løfteoffer«. De nævner også kogning af et gedekid i dets moders mælk.
Spørgsmål: Hvorfor krævede 3. Mosebog 1:3, 5, 10; 5:15; 22:19, at der skulle bruges han- og ikke hun-dyr til et brændoffer?
Svar: Skriften siger blot, at det var det, Gud ønskede. Både han- og hun-dyr var acceptable til ofringer i 3. Mosebog 3:1, og kun et hunlam var egnet i 3. Mosebog 4:32. Som en sidebemærkning bruges ordet forsoning, kipper, næsten 50 gange i 3. Mosebog og omkring 50 gange mere i resten af Det Gamle Testamente ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 2, s. 538.
Spørgsmål: Hvorfor måtte ofrene i 3. Mosebog 2:11 ikke indeholde surdej (gær) eller honning?
Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Men da jeg som 12-årig var en spirende kemiker, lærte jeg, hvor dårligt brændende sukker lugter, og honning består hovedsageligt af sukker. I Bibelen symboliserer gær ofte ting, der vokser, såsom traditioner og farisæernes lære.
Spørgsmål: Hvorfor angives der i 3. Mosebog 1:14 ikke specifikt, at det kun skal være hanfugle?
Svar: Det står ikke i Skriften. En mulig årsag er, at det er svært at afgøre kønnet på mange vilde fugle.
Spørgsmål: Hvorfor må præsten ikke skære fuglen over i to i 3. Mosebog 1:17 og 5:8?
Svar: Skriften siger blot, at Gud ønsker det på denne måde. I 1. Mosebog 15:10 skulle Abraham heller ikke skære fuglene i to ved sit offer.
Spørgsmål: Hvorfor skal der i 3. Mosebog 2:13 lægges salt på ofrene?
Svar: Skriften siger blot, at det var Guds vilje. Her er dog nogle mulige årsager.
1. Salt var en værdifuld vare i den antikke verden.
2. Præsterne og levitterne spiste nogle af ofrene, og de havde også brug for salt. (3. Mosebog 6:16-18,26; 7:6-9)
Spørgsmål: I 3 Mos 3:2, blev blodet fra offeret sprængt på alteret, eller blev det udgydt som i 5 Mos 12:27?
Svar: Der er to synspunkter.
Hældt kontra udgydt: Den første opfattelse, som Haleys Alleged Discrepancies of the Bible, s. 219-220, og When Critics Ask, s. 89, tilskriver den middelalderlige jødiske lærde Maimonides, bemærker, at verberne er »hældt/sprængt« kontra »udgydt«. Dermed blev en lille smule af blodet sprængt på alteret, og resten blev udgydt på jorden.
En senere tid: Tre punkter, der skal tages i betragtning:
3. Mosebog 3:2 nævner specifikt ofre, der blev slagtet ved mødeteltet, som kun blev brugt, før de kom ind i det forjættede land.
Femte Mosebog 12:1, 18, 27 nævner udtrykkeligt ofringer på det udvalgte sted, efter at de var kommet ind i det forjættede land. Femte Mosebog 12:8 fastslår specifikt, at nogle af ofringsbestemmelserne ville ændre sig, når de kom ind i Kana’an.
Hvorfor? Skriften siger ikke, hvorfor Gud ønskede denne ændring, men vi kan spekulere. Alle skulle ofre deres spisedyr ved Mødeteltet, som lå på åben mark. At udgyde alt blodet der kunne medføre logistiske problemer. Senere giver 5. Mosebog 12:21-22 tilladelse til at slagte dyr væk fra tilbedelsens centrum, efter at de var kommet ind i Kana'an. Da der blev slagtet færre dyr, og der sandsynligvis var truffet foranstaltninger vedrørende blodet på det faste sted, kunne blodet nu udgydes.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 4 står der, at Jesus måtte dø for at sone for vores synder – hvad så med det syndoffer, der sonede for synder i Det Gamle Testamente?
Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. Ofrene i Det Gamle Testamente dækkede kun over synden og fjernede ikke synden.
2. Syndofferne i Det Gamle Testamente var kun for utilsigtede og uovervejede syndige handlinger og en uren tilstand. Der var intet offer for forsætlig synd. (4. Mosebog 15:22-30; 35:31)
Spørgsmål: Hvordan kan en retfærdig Gud i 3. Mosebog 4:13 dømme mennesker skyldige i utilsigtet synd?
Svar: Skriften giver os tre punkter om utilsigtet synd.
1. Når nogen begår en synd utilsigtet, betyder det heller ikke, at vedkommende var uskyldig. Det kunne være, at da en person opdagede, at han eller hun havde syndet, var vedkommende glad for at have gjort det. For at vise, at det ikke var tilfældet, bragte personen et offer. (5. Mosebog 21:1-9)
2. Både Bibelen og moderne lovgivning anerkender, at visse utilsigtede handlinger stadig er kriminelle. Drab ved uagtsomhed og hensynsløs fare for andres liv fortjener straf, selvom gerningsmanden ikke ønskede offerets død (4. Mosebog 35:22-28). Straffen for drab ved uagtsomhed var at blive tvunget til at opholde sig i en tilflugtsby, indtil den siddende ypperstepræst døde.
3. Uanset om handlingen var forsætlig eller ej, siger Romerbrevet 4:15 og 5:13, at utilsigtet synd stadig er synd, hvis den person, der begik synden, ikke havde mulighed for at vide, at den var ond, men synd regnes ikke, hvor der ikke er nogen lov.
Spørgsmål: Skulle menigheden i 3. Mosebog 4:14 blot ofre en ung tyr som syndoffer, eller både en ung tyr og en ung ged som i 4. Mosebog 15:24?
Svar: Konteksten i begge tilfælde er hele menigheden, men
a) 3. Mosebog 4:14 vedrører tiden under udvandringen
b) 4. Mosebog 15:24 gælder fra den tid og frem til alle kommende generationer.
Her kan vi se en lære om Guds nådige omgang med mennesker. Det mindre offer i 3. Mosebog var, da loven stadig var relativt ny for dem, og det større offer i 4. Mosebog var, efter at de allerede burde have lært det. Tilsyneladende skelner Gud ikke blot mellem, om nogen handlede forkert med vilje eller uforvarende, men for uforvarende synder skelner Gud også mellem, hvor lang tid nogen har haft til at lære, hvad der var rigtigt.
Bøgerne *When Critics Ask*, s. 105, og *Haley’s Alleged Discrepancies of the Bible*, s. 242, giver et noget anderledes svar. 3. Mosebog 4:14 handler specifikt om at »begå« noget forkert, altså »handlingssynder«. 4. Mosebog 15:24 handler specifikt om at undlade at overholde et bud, altså »undladelsessynder«.
Spørgsmål: Hvad betyder 3. Mosebog 5:1?
Svar: Når der offentligt indkaldes vidner, og en person forholder sig tavs om det, vedkommende har set, er det en synd. Den næste sætning, der siger, at vedkommende vil blive holdt ansvarlig, kan have alvorlige konsekvenser. Hvis en uskyldig person fejlagtigt henrettes, fordi et vidne undlod at tale, er vidnet formodentlig skyldig i mord.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 5:13, 9:7, 16:16, 24, 32-33 og 17:11; 23:28 – var det præsten, der sørgede for forsoning for folket, eller var det Kristus, der gjorde det i Hebræerbrevet 10:1-4?
Svar: Ofrene i Det Gamle Testamente sonede synder i den forstand, at de dækkede over synden, men fjernede den ikke. Hebræerbrevet 9:9-10 siger, at disse ydre handlinger ikke rensede den tilbedendes samvittighed indvendigt. De var kun gældende, indtil Kristus kom.
For dem, der er uenige, skal I huske, at Johannes Døberen i Johannes 1:29-31 sagde i Jesu nærvær: »Se, Guds Lam, som fjerner verdens synd!« Jesus korrigerede ikke Johannes. Peter sagde noget lignende i 1. Petersbrev 1:19. En af de følgende fire ting må være sand:
1. Johannes tog fejl, da han sagde dette
2. Johannes havde ret
3. Johannes havde ret, men betydningen var en anden, eller
4. Johannesevangeliet er forvansket på dette centrale punkt.
Hvis 1, så var Jesus uagtsom ved ikke at rette ham, og Gud var uagtsom ved ikke at rette Johannes, Jesu apostel.
Hvis 2, så bør vi tro på det, der står.
Hvis 3, så lyder det som en bevidst usandhed (løgn), for i 1400 år vidste israelitterne præcis, hvad der menes med et af Guds offerlam.
Hvis 4, så må det have været ukendt for de tidlige kristne, for ingen af dem sagde, at det var det. Det kan ikke være blevet forvansket efter år 150-200 e.Kr., fordi vi har mange manuskripter, der indeholder Johannes 1, hvoraf det ældste, der stadig eksisterer, er Bodmer-papyret II, dateret til år 150-200 e.Kr. Vi har også teksten til dette vers nedskrevet af Origenes (225-254 e.Kr.) og Chrysostomos (ca. 407 e.Kr.). Hvis den var blevet forvansket, må Gud have ønsket eller i det mindste tilladt, at alle sine tilhængere blev narret i al denne tid.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 5:15, blev offeret bragt til Gud eller til præsterne, som det står i 3. Mosebog 5:18?
Svar: Da israelitterne ikke selv kunne komme ind i himlen, og da præsterne repræsenterede Gud, var det at bringe det direkte til præsterne den måde, Gud havde fastsat til at frembære ofre til Ham. I Haleys bog *Alleged Discrepancies of the Bible* (s. 245) står der blot, at præsten fungerede som Guds stedfortræder. Se *When Critics Ask* (s. 89) for stort set det samme svar.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 5:16, når nogen uforvarende syndede i forbindelse med ofrene, hvorfor skulle man så tilføje en »femtedel« som straf?
Svar: Det siger Skriften faktisk ikke noget om. Personens fejl var ikke forsætlig, men personen burde have kendt loven bedre. En femtedel blev også tilføjet som erstatning, hvis nogen havde erhvervet ejendom ved at lyve eller snyde, jf. 3. Mosebog 6:5.
Spørgsmål: Hvorfor må ilden aldrig slukke i 3. Mosebog 6:13?
Svar: Det står ikke i Skriften. Det kunne dog symbolisere både behovet for et vedvarende offer og muligheden for at kunne ofre til Gud når som helst.
Spørgsmål: Hvorfor blev dyrene i 3. Mosebog 7:1-2 og 8:17 slagtet uden for lejren, eller hvorfor blev asken i 3. Mosebog 6:11 båret uden for lejren?
Svar: Det siger Skriften ikke noget om. Dog blev kroppene og asken fjernet fra det sted, hvor folk spiste, sov og boede. Hebræerbrevet 13:11-13 nævner, at Jesus blev korsfæstet uden for byporten (i vanære), ligesom dyrenes kroppe blev brændt uden for lejren.
Spørgsmål: Skal hele fredsofferet i 3 Mos 7:15 spises samme dag, eller kan en del af det også spises den følgende dag, som det står i 3 Mos 7:16-17 og 3 Mos 19:6?
Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. 3. Mosebog 7:16 skelner mellem to slags fredsofre: takofre og frivillige ofre, der bringes af egen fri vilje.
2. Fredsofferet til taksigelse skal spises i sin helhed samme dag, som det står i 3. Mosebog 7:15.
3. Fredsofferet, der er frivilligt eller af egen fri vilje, kan også spises den følgende dag, som både 3. Mosebog 7:16-19 og 3. Mosebog 19:6 siger.
Spørgsmål: Hvorfor måtte de i 3. Mosebog 7:23-25 ikke spise fedtet i kødet, og hvad med usynlige fedtstykker i kødet?
Svar: Skriften siger ikke, hvorfor Gud befalede det. Men vi ved i dag, at store mængder fedt, især mættet fedt i rødt kød, ikke er sundt for mennesker. Selvom noget fedt er uundgåeligt, er det langt fra det samme at spise mikroskopiske mængder som at spise rent svinefedt.
Spørgsmål: Hvorfor måtte israelitterne ikke spise blod i 3. Mosebog 7:26-27 og 3. Mosebog 17:10-14?
Svar: Faktisk blev dette først påbudt i 1. Mosebog 9:4, ikke for israelitterne, men for alle. Desuden påbød den tidlige kirke i Apostlenes Gerninger 15:20 alle at undlade at spise blod.
Svaret findes i 1. Mosebog 9:4 og 3. Mosebog 17:11,14. Livet er i blodet, og det er gennem blodet, at der sker forsoning for os. I Det Gamle Testamentes tid dækkede blodet over folks synder (Hebræerbrevet 9:22), indtil Kristi blod blev udgydt for os.
Spørgsmål: Hvorfor skulle de brænde fedtet i 3. Mosebog 7:30-31, 3. Mosebog 8:16,20 og 3. Mosebog 16:25?
Svar: Skriften siger, at det var en behagelig duft i 3. Mosebog 8:28. Ligesom fedt, der drypper ned i en grill, dufter godt og afgiver røg, havde afbrændingen af fedtet i ofrene sandsynligvis en lignende virkning.
Spørgsmål: I 3 Mos 7:36 og 3 Mos 16:31,34: Da lovbestemmelserne om ofrene var evigt gældende for israelitterne, hvorfor ophørte de jødiske kristne så med dem i ApG 15:1-29?
Svar: Faktisk blev ofrene ikke bragt til Gud af folket, men af præsten. I dag er det det samme. Vi har brug for et offer, der bringes til Gud af vores præst. Det har vi i vores ypperstepræst, Kristus Jesus, som Johannes 1:29 antyder, og som Hebræerbrevet 8-10 og 1. Johannesbrev 2:2 viser.
Spørgsmål: Hvad var Urim og Tummim i 3. Mosebog 8:8, 5. Mosebog 33:8, Esra 2:63 og Nehemias 7:65?
Svar: Formål: På det tidspunkt var Urim og Tummim et middel, hvorved ypperstepræsten kunne afgøre Guds vilje i en sag (2. Mosebog 28:30; 4. Mosebog 27:21). Gud forblev undertiden tavs gennem Urim og Tummim (1. Samuel 28:6).
Beskrivelse: Det var en del af brystskjoldet med tolv sten i, én for hver af Israels tolv stammer.
Sådan fungerede det: Det havde ingen iboende kraft i sig selv, men fungerede kun, fordi Gud valgte at bruge det til at kommunikere. Hvordan fungerede det? Det ved vi ikke. Den jødiske historiker Josefus, der skrev ca. 93-94 e.Kr., mente, at Gud fik stenene til at lyse op, når det var passende.
Spørgsmål: Hvordan kunne de i 3. Mosebog 9:12-13 dræbe og lægge brændofferet på alteret, når det allerede var brændt?
Svar: Brændofre er kvæg, får eller geder, der skal slagtes og brændes, selv før de brændes.
Spørgsmål: Hvorfor dræbte Gud i 3. Mosebog 10:1-2 og 4. Mosebog 3:4 Arons sønner Nadab og Abihu, som bragte uautoriseret ild til Gud?
Svar: Gud tager tilbedelsen af sig selv meget alvorligt. At de havde den frækhed at afvise Guds nøjagtige måde at tilbede på og bevidst gøre det, de ikke havde tilladelse til, blev straffet som et eksempel for andre. Hebræerbrevet 12:18-23 fortæller os, at tingene er anderledes nu. Mens de tilbad på et bjerg, hvor der var brændende ild, kommer vi i dag, siden Jesu opstandelse, med tillid til en glædesfyldt forsamling.
Spørgsmål: Hvorfor kunne Aron i 3. Mosebog 10,6 ikke sørge over sine egne børn?
Svar: I 3. Mosebog 21:1-4 står der, at præster kunne blive urene på grund af deres egne børn. Men i 3. Mosebog 21:10-12 står der, at en ypperstepræst slet ikke måtte blive uren, ikke engang ved sin egen fars eller mors død.
Spørgsmål: Hvorfor var Moses vred på Aron i 3. Mosebog 10,16-20, og hvorfor blev Moses tilfreds?
Svar: Da Gud dræbte to af Arons sønner på grund af ukorrekte ofre, var Moses sandsynligvis både vred på Aron og bange for, at han selv kunne lide samme skæbne. Men da det stod klart for Moses, at Arons fejl var utilsigtet, og at Aron var ked af det, var Moses, som kendte Guds hjerte, ikke bekymret.
Spørgsmål: Hvad er et resumé af spiseforskrifterne i 3. Mosebog 11 og 5. Mosebog 14?
Svar: Her er et kort resumé.
Intet fedt – 3. Mosebog 7:23-25
Intet blod – 1. Mosebog 9:4; 3. Mosebog 7:26-27; 17:10-14; 19:26
Nogle planteædende dyr med kløvede klove, der også drøvtygger, er tilladt. Kameler, klippegryfter, kaniner og svin er ikke tilladt. – 3. Mosebog 11:3-8; 5. Mosebog 14:6-8. Som en sidebemærkning bærer svin bændelorme, trikiner, erysipelas og tyfus.
Kun fisk, ingen skaldyr, medmindre de har både finner og skæl. Ingen krabber, hummere, rejer, ål, hajer eller delfiner (3. Mosebog 11:9-12; 5. Mosebog 14:9-10). Som en sidebemærkning kan det nævnes, at de forbudte dyr generelt var ådselædere.
Ingen ørne, høge, gribbe, glenter, ugler, skarver, svaner, pelikaner, storke eller flagermus (3. Mosebog 11:13-19; 5. Mosebog 14:11-18). Som en sidebemærkning kan det nævnes, at mange af disse fugle var ådselædere, og dem, der ikke var det, levede af rotter, mus og andre ådselædere.
Få insekter, kun nogle græshopper, græshopper og biller. Ingen chokoladeovertrukne myrer eller kakerlakker (3. Mosebog 11:20-23; 5. Mosebog 14:19). Så du kan fortælle din kone, at du springer kakerlakkerne over til aftensmaden i aften. ;-)
Diverse: ingen rotter, væsler, skildpadder, firben, snegle eller muldvarpe (3. Mosebog 11:26-31).
Spørgsmål: Kunne Moses i 3. Mosebog 11 og 5. Mosebog 14 have lært sine sundhedsprincipper fra egypterne?
Svar: Ikke en chance. De egyptiske sundhedspraksisser var veldokumenterede og er bevaret den dag i dag. Der findes talrige henvisninger til de helbredende kræfter i ormeblod, magisk vand, flueekskrementer og gødning, men de er (heldigvis) fraværende i Det Gamle Testamente. Der er ingen omtale i egyptiske tekster af de hygiejniske praksisser, der beskrives i Det Gamle Testamente.
Egypterne havde dog en vis avanceret viden, med 48 forskellige former for kirurgi. Der er heller ingen beviser for dette i Bibelen.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 11 og 5. Mosebog 14 – var det da og er det i dag tilladt for jøder at jage dyr?
Svar: Nogle jøder mener i dag, at det ikke er tilladt. Deres begrundelse er, at det er grusomt at jage dyr, man ikke spiser, og at jøder ikke bør spise selv kosher-jagtede dyr, fordi deres blod ikke er blevet tappet ordentligt.
Det er dog ikke, hvad Guds ord siger. Der er intet forbud mod jagt til føde eller som sport. I Moseloven står der i 3. Mosebog 17:13, at man må jage dyr og fugle, så længe man sørger for at tømme dem for blod. At tømme et dyr for blod i marken er ganske vist ikke så grundigt som den kosher-proces, jøder følger i dag, men at tømme dyret for blod, som en jæger ville gøre det, er alt, hvad Gud krævede.
Spørgsmål: Hvordan kan det i 3. Mosebog 11 og 5. Mosebog 14 være, at de måtte spise fugle, der flyver? Fugle, der flyver, har kun mørkt kød, hvilket skyldes en højere procentdel af blod i kødet.
Svar: Pointen med forbuddet mod blod var at »tømme blodet«, dvs. det blod, der flød ud af kroppen. Det handlede ikke om at fjerne alle mikroskopiske spor af blod.
Spørgsmål: Hvorfor måtte de i 3. Mosebog 11:3-8 og 5. Mosebog 14 ikke spise dyr, der drøvtyggede, men ikke havde kløvede klove?
Svar: Skriften siger blot, at det var, hvad Gud befalede. Gud beskrev ikke kun specifikt de dyr, de kendte, men han gav også generelle regler for dyr, som de måske endnu ikke var bekendt med.
Spørgsmål: Hvorfor står der i 3. Mosebog 11:6 og 5. Mosebog 14:7, at klippegern (hyraxer) og harer (kaniner) drøvtygger, når zoologer med sikkerhed ved, at de ikke gør det?
Svar: Det hebraiske ord stemmer overens med de gamle klassifikationer af dyr, ikke de moderne. Det engelske udtryk »at tygge drøv« henviser til dyr, der kaldes drøvtyggere, med flere maver til fordøjelse af planter. Den første mave indleder fordøjelsen, hvorefter maden delvist gylpes op og sendes videre til en anden mave. Et dyr kan ikke tygge drøv, hvis dets fordøjelsessystem ikke understøtter det. Fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
Ikke drøvtyggere: Kaniner og harer har ikke et fordøjelsessystem, der understøtter det, vi i dag kalder at tygge drøv.
Ligner drøvtyggere: Da kaniner og harer bevæger kæberne sidelæns ligesom drøvtyggere, og de spiser den samme føde, ser det ud, som om de tygger drøv. Selv naturforskeren Linné troede i første omgang, at de var drøvtyggere.
Gud kommunikerer forståeligt: Guds hensigt var at formidle praktiske regler til israelitterne, som de kunne følge, med ord og begreber, de kunne forstå, og israelitterne klassificerede konyer og kaniner som dyr, der »bringer det, der er slugt, op igen«.
Ved at bruge deres egne udtryk: Gud brugte deres eget sprog, deres egne udtryk og beskrivelser til at kommunikere med dem. Enhver hebræer, der levede før moderne tid, ville forstå, at dyr, der »tygger drøv«, også omfattede kaniner og vildkaniner. At anvende et andet og moderne klassifikationssystem på Moses’ skrifter på en anakronistisk måde er at påtvinge gamle ord en moderne betydning.
Se *When Critics Ask*, s. 89-90, *Hard Sayings of the Bible*, s. 158-160, *Bible Difficulties and Seeming Contradictions*, s. 89-90, *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 126, *The Wycliffe Bible Dictionary*, s. 78, og Stephen Caesar, »Zoology in the Pentateuch: Three Alleged Errors,” *Science, Scholarship and Scripture* i *The Christian News*, 2. juli 2001, s. 26, for stort set det samme svar.
Spørgsmål: Hvorfor måtte de i 3. Mosebog 11:9-10, 31 spise fisk med finner og skæl, men ikke andre fisk, blæksprutter og rejer?
Svar: Skriften siger det ikke, men en mulig årsag kunne være, at Gud ikke ønskede, at de skulle pådrage sig sygdomme ved forkert tilberedning af bundlevende fisk. Det faktum, at Moseloven forbød bundlevende fisk, blev bemærket så tidligt som i år 100 e.Kr. i Barnabasbrevet, kap. 10, s. 143-144.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 11:11 og 2. Mosebog 35:7 står der, at delfinkroppe var en vederstyggelighed – hvorfor befalede Gud så, at tabernaklet skulle dækkes med dem?
Svar: Bibelen siger aldrig, at delfiner i sig selv var vederstyggelige dyr. Den siger kun, at det var vederstyggeligt at spise delfiner, og at det var en vederstyggelighed at bruge deres skind til almindeligt brug.
Dette var ikke et almindeligt anvendt hebraisk ord, så der hersker en vis usikkerhed her. Den almindelige delfin levede i Middelhavet. Imidlertid siger Wycliffe Bible Dictionary, s. 97, at dyret her var dugongen (eller søkoen). Dugonger svømmede undertiden langs Rødehavets kyster. BSB oversætter dette med »fint læder« med en fodnote om, at det muligvis er skind fra store vandlevende pattedyr, og i *Can Archaeology Prove the Old Testament?* s. 31 tilføjes det også, at dugonger er talrige i dette område, og at arabere i dag fremstiller sandaler af deres skind. I Ezekiel 16:10 bruges det samme hebraiske ord i forbindelse med »læder« til sandaler.
Spørgsmål: Hvorfor nævnes der tyve fugle i 3. Mosebog 11:13-19, når der i 5. Mosebog 14:11-18 nævnes enogtyve fugle?
Svar: De to lister indeholder de samme fugle med følgende undtagelser:
3. Mosebog 11:13-19 5. Mosebog 14:11-18
Enhver art af sort glente Sort glente
Enhver form for falk
Begge lister nævner enhver form for høg. Selvom moderne zoologer klassificerer falker som en type høg, er det teknisk set irrelevant, da man ikke kan påtvinge moderne klassifikationer på gamle lister i et andet sprog og en anden kultur. Det centrale punkt er, at de gamle hebræere tilsyneladende også betragtede falker som en type høg.
Et andet svar, som findes i Haleys Alleged Discrepancies of the Bible, s. 391, er, at »falken« er en tilfældig skrivefejl. Han siger dette, fordi »grib/falk« (daah) på hebraisk kun adskiller sig med ét bogstav fra »glede« (raah), og »grib« mangler i den samaritanske Pentateuk, Septuaginta og mange hebraiske manuskripter.
Spørgsmål: Er det forkert at sige, at der i 3. Mosebog 11,20-21 er tale om firfodede insekter (både en ateist og en muslim har stillet dette spørgsmål)?
A: Det hebraiske udtryk »på fire« betyder, at dyret ikke går oprejst. En hund, der har fået et ben amputeret, går altså stadig »på fire«. Hebræerne havde tilsyneladende ikke ordet »parallelt«. Når man tænker over det, hvordan ville man så – selv på engelsk eller kinesisk – kort forklare nogen, hvordan fire-, seks- og flerbenede dyr alle går på samme måde, uden at bruge ordet »parallelt«?
Q: Hvorfor er kvinder [angiveligt] syndige efter fødslen i 3. Mosebog 12:1-8? (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim.)
Svar: Skriften siger ikke syndige, kun urene. Når nogen i en levitisk familie døde, befalede Gud dem at begrave liget, og de ville være urene indtil aftenen. At blive uren er noget andet end at være syndig, hvilket bevises af, at Gud befalede dem at blive urene i visse situationer.
Spørgsmål: Hvorfor er en mor uren efter at have født børn i 3. Mosebog 12:1-5?
Svar: Det står der ikke i Skriften. Men at være uren ville fritage hende fra de daglige gøremål, og den afslappende tid ville være godt for hende.
Spørgsmål: Hvorfor er en nybagt mor i 3. Mosebog 12:1-5 uren i 7 dage, hvis hun har født en søn, og i 14 dage, hvis hun har født en datter?
Svar: Det står ikke i Skriften. At være uren betyder dog ikke at være syndig. En sandsynlig årsag er, at drengebørn blev omskåret på den ottende dag, og ved at forkorte perioden for drenge kunne moderen være til stede ved omskæringsceremonien.
Spørgsmål: Hvorfor bragte nybagte mødre i 3. Mosebog 12,5-7 et brændoffer og et syndoffer for at have fået børn, når Salme 128,3 siger, at moderskabet er en velsignelse?
Svar: Moderskabet er en velsignelse. Men ligesom næsten alt andet, vi gør, er det også besmittet af synd. Selv de børn, der fødes, har en syndig natur.
Spørgsmål: Hvorfor havde symptomerne på spedalskhed dengang i 3. Mosebog 13 ikke de samme kendetegn, som vi kender fra spedalskhed i dag?
Svar: Det hebraiske ord dækkede over en lang række hudsygdomme og ikke kun det, vi kalder spedalskhed eller Hansens sygdom.
Som en sidebemærkning kan man forestille sig, hvor vigtig hudhygiejne må have været i den antikke verden, hvor folk ikke havde mulighed for at bade ofte.
Spørgsmål: Hvilke sygdomme i 3. Mosebog 13 kunne dengang betragtes som spedalskhed?
Svar: Wycliffe Bible Dictionary, s. 462, giver følgende liste:
Ægte spedalskhed (Hansens sygdom), syfilis, kopper, fnat, favus, ringorm i hovedbunden, systemiske svampeinfektioner, bylder og furunkler, pemphigus, dermatitis herpetiformis og hudkræft. Denne liste stammer fra artiklen »Leprosy in Ancient Hebraic Times« af Harold M. Spinka, M.D. Den blev offentliggjort i Journal of the American Scientific Affiliation i marts 1959.
Spørgsmål: Hvad er »gnagende spedalskhed« i 3. Mosebog 13:51-52?
Svar: Mange hudsygdomme fra dengang er blevet udryddet i moderne tid. Det hebraiske udtryk betyder tilsyneladende en form for skimmel eller spedalskhed, som vi ikke kender i dag.
Spørgsmål: Hvordan kan tøj og huse i 3. Mosebog 13:47-59 og 14:33-53 »blive syge« og have spedalskhed?
Svar: Tøj kan sprede hudsygdomme. Svamp og mug kan vokse både på tøj og på mennesker, og tøj kan også være bærer af sygdomme.
Spørgsmål: Hvorfor skulle man i 3. Mosebog 14:12 bringe et skyldoffer og et syndoffer, når man var blevet helbredt for en sygdom?
Svar: Skriften siger det ikke udtrykkeligt, men
1. Et offer var altid en del af en ceremoniel renselse.
2. Der nævnes intet om, at personen var »skyldig« eller »mere syndig« end andre, fordi han eller hun havde denne sygdom.
Der er en åndelig anvendelse, vi kan lære her. Ud over det faktum, at Gud tilgiver de troende alle deres synder, har vi stadig brug for renselse for vores syndige natur.
Spørgsmål: Hvorfor skal der i 3. Mosebog 14:14,17 smøres blod og olie på det højre øre, den højre tommelfinger og den højre storetå?
Svar: Skriften siger det ikke specifikt, men det er sandsynligvis for at knytte den, der bringer offeret, til selve offeret. Andre eksempler på brug af det højre øre, den højre tommelfinger og den højre stortå findes i 3. Mosebog 8:23-24 og 2. Mosebog 29:20.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 15:16 står der, at folk var urene efter samleje indtil aftenen – betyder det, at samleje inden for ægteskabet på nogen måde er syndigt?
Svar: Nej. Urenhed betyder ikke ulydighed mod Gud, men større forsigtighed på grund af sundhedsmæssige risici. For eksempel skulle man, når en nær slægtning døde, begrave den pågældende, og (uden at være ulydig) var man uren indtil aftenen. Lovene om renhed var meget vigtige i en ørkenkultur med begrænsede vandressourcer.
Et eksempel på en præst, der blev uren, fordi han adlød Guds vilje, findes i 4. Mosebog 19:8.
Spørgsmål: Hvorfor er kvinder [angiveligt] syndige under deres menstruation i 3. Mosebog 15:19-30,33? (En muslim hævdede dette.)
Svar: De er ikke syndige, kun urene. Når nogen i en levitisk familie døde, befalede Gud dem at begrave liget, og de ville være urene indtil aftenen. At blive uren er ikke det samme som at være syndig, hvilket bevises af, at Gud befalede dem at blive urene i visse situationer.
Da dette var et anliggende for denne muslim, vil han måske gerne kommentere dette ud fra shariaen: at pudse næse og menstruere er Satans handlinger (Ibn-i-Majah, bind 2, nr. 969, s. 87).
Han bør spørge muslimske lærde, hvorfor muslimske kvinder har forbud mod at bede i deres menstruationsperiode. Her er nogle kilder fra shariaen, som han kan bruge til at spørge dem.
En sort hund eller en kvinde, eller en hund og en menstruerende kvinde afbryder bønnen. Abu Dawud, bind 1, nr. 702, 703, s. 181; Ibn-i-Majah, bind 2, nr. 949–953, s. 78–80
En menstruerende kvinde må ikke recitere Koranen. Abu Dawud, bind 1, fodnote 111, s. 56
Spørgsmål: Hvorfor gav Gud Aron lidt spillerum i 3. Mosebog 16:1-2, når Gud ikke viste Arons to sønner, Nadab og Abihu, nogen nåde?
Svar: Sammenhængen viser, at Aron begik sin fejl ud af uvidenhed, og Romerbrevet 4:15 og Romerbrevet 5:13 viser, at Gud ikke regner de synder, vi begår ud af uskyldig uvidenhed, som overtrædelser.
Spørgsmål: Hvem er Azazel i 3. Mosebog 16:8, og hvilket forhold har han til syndebukken?
Svar: Den skeptiske bog *Asimov’s Guide to the Bible*, s. 158-159, hævder, at dette var bevis på en tidligere, mere primitiv jødisk mytologi. Her er tre punkter til et kristent svar.
1. Nej, der er slet ingen beviser for denne påståede primitive jødiske mytologi. De beviser, vi har for israelitternes afgudsdyrkelse, tyder på, at det hele er lånt fra de omkringliggende folkeslag.
2. Kristne indrømmer åbent, at mange israelitter fra de tidligste tider havde afgudsdyrkende, mytologiske skikke. Man behøver blot at læse om det gyldne kalv ved Sinai-bjerget eller de konstante formaninger mod afgudsdyrkelse for at se, at Det Gamle Testamente ærligt indrømmer denne ugudelighed, selvom Bibelen ikke går i for mange detaljer.
3. Asimovs påstand bygger på den forudsætning, at ritualerne i Det Gamle Testamente ikke kan være givet af en transcendent Gud. Asimov antager snarere, at kilden må have været afgudsdyrkende skikke, og ved hjælp af en cirkulær argumentation bruger han eksemplet med Azazel til at bevise sin pointe. Asimovs fejl er, at mens han bruger sammenligningen af Azazel med en hypotetisk afgudsdyrkende israelitisk praksis for at vise, at dette ritual ikke blev givet af en transcendent Gud, er der intet bevis for, at afgudsdyrkende israelitter havde en praksis, der lignede Azazel.
Spørgsmål: Hvorfor indførte Gud i 3. Mosebog 16:10, 22 og 26 begrebet syndebuk?
Svar: Det bibelske begreb om en syndebuk adskiller sig fra den moderne betydning. Den moderne betydning henviser til en person, der får skylden for noget, som vedkommende ikke var ansvarlig for.
I Bibelen blev syndebukken sat fri for at leve i ørkenen, og gedens skuld blev symbolsk lagt på den. I bibelsk forstand er Jesus vores syndebuk.
Tanken om, at en syndebuk skulle være et symbol på Satan, var en jødisk tradition, der opstod langt senere.
Spørgsmål: Hvorfor skulle alt i 3. Mosebog 16 foregå netop på denne måde?
Svar: Man kunne skrive en hel bog om årsagerne, og det gjorde Gud – nærmere bestemt i Hebræerbrevet. Se især Hebræerbrevet 7-10 og 13.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 17:3-4,9, kunne folk dræbe et hvilket som helst dyr uden at det var et offer?
Svar: På tidspunktet for udvandringen fra Egypten, nej. Årsagen til dette var, at Gud ikke blot ønsker, at vi skal tilbede Ham, men at vi udelukkende skal tilbede Ham og ikke tilbede eller ofre til andre guder, som 3. Mosebog 17:7 viser.
Imidlertid fastslår 5. Mosebog 12:20-23 udtrykkeligt, at dette ville ændre sig, når de kom ind i Kana'an.
Spørgsmål: Var dæmonerne her (se‘irim) i 3. Mosebog 17:7 vilde gedeguder, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 159?
Svar: Ifølge Greens bogstavelige oversættelse betyder det hebraiske udtryk her »ofre til geder«. De blev altså fristet til at bringe ofre til gedeguder, som Asimov udtrykker det.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 17:13, blev blodet drænet og dækket med jord, eller blev blodet udgydt som vand, som 5. Mosebog 12:24 siger?
Svar: Begge dele er korrekte. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.
1. At hælde blodet ud og dræne det er i det væsentlige det samme.
2. Konteksten i Femte Mosebog handler om at spise kød generelt, især i hjemmet, hvor folk holder deres hus rent. Der blev derfor ikke givet nærmere detaljer om, hvordan blodet skulle bortskaffes på en måde, der holdt huset rent.
3. Tredje Mosebog nævner specifikt jagt i marken. Selvom en jæger måske kunne være fristet til blot at lade blodet ligge på jorden, tilføjer Tredje Mosebog 17:13 specifikt, at jægeren skal »rydde op efter sig selv« og dække blodet til med jord.
Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af de levitiske ægteskabslove i 3. Mosebog 18:1-17 og 20:12,14?
Svar: Her er begrænsningerne vedrørende ægteskab, som fremgår af Hellighedskodeksen i 3. Mosebog 17-25.
Mænds synspunkt Kvindens synspunkt
Datter (nært slægtskab) Søn (nært slægtskab)
Mor (nært slægtskab) Far (nær slægtning)
Mor/stedmor Søn/stedsøn
Fuld-/halv-/stedsøster Hel-/halv-/stedsbror
Barnebarn Bedstefar
Forældres søster Søskendes søn
Fars brors kone Mandsbrors søn
Svigerdatter Svigerfar
Brors kone Mandsbror
Svigermor Svigersøn
Den levende kones søster Den levende søsters mand
Uden begrænsninger:
Søskendes datter Forældres bror
Kones brors datter Faderens søsters mand
Morens brors kone Søsters søn
Forældrenes brors datter Forældrenes brors søn
Brors datter Fars bror
Morens brors kone Mands søsters søn
Asymmetri: Restriktionerne er »asymmetriske« med hensyn til følgende. En kvinde kan gifte sig med sin søsters søn, men ikke med sin brors søn. En mand kan gifte sig med sin mors brors [tidligere] kone, men ikke med sin fars brors [tidligere] kone.
Spørgsmål: Kan man i 3. Mosebog 18:5 blive frelst ved at holde loven, når Det Nye Testamente lærer, at kun Kristus kan frelse os?
Svar: Sandheden i 3. Mosebog 18:5 er blot én brik i mosaikken af Guds lov, barmhjertighed og nåde. Her er nogle af de andre brikker, der passer sammen med 3. Mosebog 18:5.
1. Hypotetisk set ville en person ikke have brug for Guds barmhjertighed, hvis vedkommende overholdt loven fuldkomment.
2. Vedkommende (og vi) bør forsøge at leve et syndfrit liv og adlyde Gud fuldkomment.
3. Men det er vi ikke i stand til. Ingen er uden synd (Ordsprogene 20:9; Salme 14:2-3; 19:12).
4. Når vi først indser dette, bør vi vende os mod Gud og værdsætte hans barmhjertighed og nåde.
5. Gud lovede de mennesker, der fulgte ham i Det Gamle Testamente, at de (på en eller anden måde) ville blive frelst, hvis de forpligtede sig til Gud og hans lov. Mange andre vers ud over 3. Mosebog 18:5 viser dette.
6. Gud åbenbarede det eneste middel, han valgte til at tilgive både deres og vores synder i Jesus Kristus.
7. Selvom vi lever efter Kristi opstandelse, gælder 3. Mosebog 18:5 for os i dag i en sekundær forstand. Gud befaler alle mennesker at tro på og adlyde Jesus (2. Thessalonikerbrev 1:8). Hvis nogen tror på og adlyder Gud, vil de få evigt liv.
Se *Hard Sayings of the Bible*, s. 160-161, og *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 67, for et andet svar.
Spørgsmål: Hvorfor var det i 3. Mosebog 18:16 og 20:21 forbudt for en mand at gifte sig med sin brors hustru, når 5. Mosebog 25:5-10 påbød ham at gifte sig med sin brors hustru?
A: I 3. Mosebog 18:16-18 står der, at man ikke må gifte sig med sin brors hustru, så længe han lever. Påbudet om at gifte sig med sin brors hustru i 5. Mosebog 25:5-10 har til formål at føre hans navn videre, efter at broren er død.
Q: Hvorfor omtales incest i Bibelen i 3. Mosebog 18:8-18; 20:11-14,17-21? (En muslim bragte dette emne på bane.)
Svar: Dette ubehagelige emne måtte tages op; den egyptiske kongefamilie og senere perserne praktiserede regelmæssigt incest.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 18:19 og 20:18: Bør ægtemænd og hustruer have samleje, mens hustruen har sin menstruation?
Svar: Dette vers viser, at de ifølge Moseloven ikke bør gøre det.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 18:22,24 og 3. Mosebog 20:13: Er homoseksualitet stadig forkert, eller er det noget, der har ændret sig – ligesom at spise svinekød – eller noget, der er uændret – ligesom forbuddet mod spædbarnsofre?
Svar: Det er stadig forkert. Ikke alene er der ingen omtale i Det Nye Testamente af, at dette skulle have ændret sig, men vi har også bekræftelse fra Romerbrevet 1:26-27 og 1. Korintherbrev 6:9 på, at dette stadig er syndigt.
3. Mosebog 18:22 kommer lige efter et vers, der forbyder spædbarnsofre, og før det vers, der forbyder sodomi, så Gud ser måske på de tre ting på samme måde. 3. Mosebog 20:13 kommer to vers før de to vers, der forbyder sodomi. Se også diskussionen om Romerbrevet 1:26-27 og 1. Korintherbrev 6:9.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 18:22-24 og 3. Mosebog 20:13, blev homoseksualitet og dyresex fordømt udelukkende fordi der ikke kunne avles børn?
Svar: Nej, det var ikke den begrundelse, Gud gav. Begrundelsen fremgår tydeligt af 3. Mosebog 18:22-23. Ligesom sex med et dyr er en perversion, er sex mellem to mænd afskyeligt for Gud og blev i den tid straffet med døden.
Spørgsmål: Hvem er den næste, som jøderne skulle elske, ifølge 3. Mosebog 19:18?
Svar: 3. Mosebog 19:18 siger, at det omfattede alle fra deres eget folk. Formodentlig omfattede det også fremmede (rejsende og midlertidigt bosatte) i landet, men ikke kanaanæerne.
Spørgsmål: Hvorfor skal en kvindelig slave, der har haft sex, straffes i 3. Mosebog 19:20?
Svar: Moseloven straffede ikke nogen kvinde, hverken slave eller fri, der blev voldtaget. Men hvis en kvinde ikke var blevet voldtaget, eller hvis hun befandt sig i en by og ikke råbte om hjælp, skulle en fri kvinde dræbes. En slavekvinde blev, i betragtning af hendes omstændigheder, ikke dræbt. Se det næste spørgsmål for hendes straf.
Dette står i skarp kontrast til den senere romerske lov, hvor en slavepige kunne straffes ved at få skåret næsen af for den »forbrydelse« at have tildækket sig beskedent foran sin herre. Moseloven står også i skarp kontrast til islamisk lov, hvor sex med kvindelige slaver og fanger var tilladt og ingen steder blev frarådet. De blev kaldt »kvinder, som vores højre hånd besidder«. For dokumentation herom i sunnitisk islamisk lov, læs Bukhari Hadith, bind 3, bog 34, kap. 113 efter nr. 436, s. 239-240.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 19:20, blev kvinden pisket?
Svar: Der er usikkerhed omkring det hebraiske ord. Her er nogle af oversættelserne.
King James-versionen: »hun skal piskes; de skal ikke dræbes…«
New King James-versionen: »For dette skal der være piskning; men de skal ikke dræbes…«
NIV: »Der skal være en passende straf. Men de skal ikke dømmes til døden…«
NASB: »Der skal være straf; de skal dog ikke dømmes til døden…«
Berean Standard Bible: »Der skal være en passende straf. Men de skal ikke henrettes…«
Jay P. Greens Interlinear Bible: »Der skal foretages en undersøgelse; de skal ikke dømmes til døden…«
Oversættelserne falder i to grupper: enten er det hebraiske ord piskning, eller også er det undersøgelse/straf. Det er klart, at kvinden modtog en eller anden form for straf. Det er dog kun den 400 år gamle King James-udgave, der siger, at det kun var kvinden, der blev pisket.
Spørgsmål: Hvorfor blev fortryllelse, magi og spiritister forbudt i 3. Mosebog 19:26,31; 20:6,27?
Svar: Disse skriftsteder nævner, at
A. Hvis du henvender dig til et medium, vil du blive besmittet af et medium (3. Mosebog 19:31)
B. Hvis du henvender dig til dem, prostituerer du dig (åndeligt) til dem. (3. Mosebog 20:6)
Andre grunde til, at de er forkerte, er:
1. Folk søger deres visdom i stedet for Guds
2. Folk stoler på deres magt i stedet for på Gud
3. Folk er hengivne til magi og spiritister i stedet for Gud.
4. Folk ærer og tilbeder undertiden disse ting i stedet for Gud.
Selv hvis du ikke gør alle fire af disse ting, vil det at gøre blot én af dem betyde, at A og B gælder for dig. Kristne bør ikke opsøge spåkoner af nogen art, heller ikke for sjov på en markedsplads.
Spørgsmål: Hvorfor var Gud i 3. Mosebog 19:27 bekymret over frisurer?
Svar: Det står der ikke i Skriften. Håret er iøjnefaldende, og at undlade at klippe håret i hjørnerne ville her være en måde at identificere jødiske mænd på. Bemærk, at i denne kultur kunne selv ikke-naziritter have langt hår. Se også diskussionen om 1 Korintherbrev 11:14.
Spørgsmål: Betyder det i 3. Mosebog 19:28, at man ikke bør få en tatovering?
Svar: Dette er en del af Moseloven. Men Det Nye Testamente siger, at vi er Guds tempel, og vi ønsker ikke at male graffiti på væggene i Guds tempel. Åbenbaringen 13:16-18 siger, at de fleste mennesker, bortset fra de troende, vil få et mærke på deres højre hånd eller pande, der repræsenterer 666, dyrets tal. Det eneste argument, der kan fremføres for at have tatoveringer, er, at nogle koptere i Egypten i dag tatoverer et kors tydeligt på deres nyfødte børn. Dette skyldes, at muslimske fundamentalister ellers har tendens til at stjæle deres børn og opdrage dem som muslimer.
Spørgsmål: Hvorfor blev så mange forbrydelser i 3. Mosebog 20 straffet med dødsstraf?
Svar: Tilsyneladende var disse handlinger alvorlige nok til at fortjene henrettelse i Guds øjne. I stedet for at forsøge at tilpasse Gud til vores egne forudfattede forestillinger, lad os lære, hvad Gud lærte, og derefter søge efter begrundelserne herfor. Forbrydelser, der fortjener dødsstraf, falder i tre kategorier:
At tage et menneskeliv: forsætligt mord og uforsætlig drab, hvis gerningsmanden ikke flygter til en tilflugtsby. En vigtig forskel mellem den gammeltestamentlige lov og andre love er, at det ikke spillede nogen rolle, om offeret var slave eller fri. At en person henrettes for at have taget et menneskeliv er en passende straf for at have taget et menneskeliv.
Seksuelle synder: De fleste seksuelle synder – utroskab, homoseksualitet, incest, sodomi – straffes med døden. Mange seksuelle synder er vanedannende, og de forsøger at inddrage andre i deres synd. For samfundets bedste på den tid blev de henrettet.
Åben trods: Tilbedelse af andre guder, spådom osv. er trods mod Gud for Guds udvalgte folk, jøderne. Naturligvis kunne en jøde forlade folket, assimilere sig i et andet land og gøre, hvad han ønskede. Men for jøder, der levede som det udvalgte folk, tolererede Gud ikke trods mod sig selv. Han tolererede heller ikke trods mod forældre, såsom åbent at forbande dem (3. Mosebog 20:9).
Det Gamle Testamente havde færre forbrydelser, der blev straffet med dødsstraf, end andre lovsamlinger. Mange andre lovsamlinger ville henrette tyve.
I modsætning til den gammeltestamentlige lov er den islamiske sharia-lov anderledes. Hvis en fri mand og en slave sammen dræber en slave, henrettes slaven, og den frie mand skal kun betale halvdelen af blodpengene. Her er citatet: »Malik sagde om en voksen og et barn, når de sammen myrder en mand. ’Den voksne dræbes, og barnet betaler halvdelen af den fulde blodpenge.’ Malik sagde: ’Sådan er det også med en fri mand og en slave, når de myrder en slave. Slaven dræbes, og den frie mand betaler halvdelen af hans værdi.’” Muwatta Malik 43.3.3
Spørgsmål: Henviser »Molech« i 3. Mosebog 20:2 virkelig til »melech« (konge), og er dette et forbud mod folkets gud, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 162?
A: Nej. Navnet Molech kan muligvis stamme fra ordet for »konge«. Det var dog en bestemt afgud, som ammonitterne tilbad. Der findes beviser for, at en gud ved navn Muluk var kendt i bystaten Mari omkring 1700 f.Kr.
Q: Hvorfor måtte en præst ifølge 3. Mosebog 21:1-4 kun sørge over forældre, brødre og søstre, der boede i samme hus, men ikke over andre?
A: Tilsyneladende blev det anset for vigtigere, at en præst var rituelt ren til at udføre sine pligter, end at han blev rituelt uren på grund af andre end sine nærmeste familiemedlemmer.
Spørgsmål: Hvorfor kunne ypperstepræsten i 3. Mosebog 21:11 ikke blive rituelt uren, selv ikke i forbindelse med sine egne forældres begravelse?
Svar: Højpræstens embede var tilsyneladende så vigtigt, at dette ikke var tilladt.
Spørgsmål: Hvorfor ser det i 3. Mosebog 21:18-23 ud til, at Gud ikke bryder sig om de mindre dygtige, og hvorfor forbyder han dem med et fysisk handicap at blive ypperstepræster?
Svar: Hvis Gud havde ønsket det, stod det ham frit for kun at vælge korte mennesker, høje mennesker, mørkhårede mennesker, venstrehåndede eller enhver anden slags mennesker, han ønskede. Hvis Gud valgte mennesker, der ikke havde fysiske mangler, og ikke så noget behov for at fortælle os sine grunde, er det Guds privilegium.
Vi kan gisne om, at årsagen måske har at gøre med, at præsten fungerer som et »forbillede« for folket, når ofrene bringes. Selvfølgelig skulle dyreofferet også være uden fejl, som 3. Mosebog 22:20-25 viser.
Spørgsmål: Hvorfor måtte de i 3. Mosebog 22:28 ikke slagte både mor og unge som offer på samme dag?
Svar: Det står ikke i Skriften. Måske hænger det sammen med 2. Mosebog 23:19: »Du må ikke koge en gedekid i sin mors mælk.«
Spørgsmål: Er det i 3. Mosebog 23:6 sandt, at »brugen af usyret brød i ritualer utvivlsomt er meget gammel og går langt tilbage til før udvandringen fra Egypten«?
Svar: Vi har ingen optegnelser om, at dette blev udført før udvandringen. Hvis Asimov finder det betydningsfuldt, at vi ikke har nogen optegnelser om Forsoningsdagen (Yom Kippur) før eksilet (se diskussionen om 3. Mosebog 23:26-32), hvorfor mener han så, at brugen af usyret brød var meget gammel?
En anden kunne (med lige så lidt belæg) hævde det modsatte, nemlig at Forsoningsdagen fandtes før udvandringen, og at brugen af usyret brød først opstod efter eksilet. Naturligvis kunne alle de skriftsteder, der nævner usyret brød, afvises som »tilføjelser, der tilsyneladende er skrevet efter eksilet, da usyret brød tyder på en senere datering«.
Jeg gætter på, at Asimov har hentet dette fra *Anchor Bible Dictionary*, bind 6, s. 756 og især s. 759-760 under »Theories of Origin«. Denne liberale bog fremlægger imidlertid ingen beviser for, at dette blev fejret uden for Bibelen. Tilsyneladende stammer denne teori fra Julius Wellhausen i det 19. århundrede.
Hvad mig angår, så vælger jeg at følge beviserne, da de eneste beviser viser, at israelitterne praktiserede begge dele her.
Spørgsmål: Er det sandt, at der i 3. Mosebog 23:26-32, 3. Mosebog 16:1-34 og 4. Mosebog 29:7-11 ikke findes nogen beretning om, at Forsoningsdagen blev fejret før tiden efter eksilet, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 158?
Svar: Asimov fremlægger heller ingen optegnelser om, at den blev fejret i den post-eksiliske tid i Det Gamle Testamente, men det er ikke pointen. Man ville ikke forvente mange optegnelser om tempelritualer, hvor der står: »Vi udførte det, som vi skulle.« Tilsvarende findes der ingen historiske optegnelser om, at der blev indsamlet brænde til templet, men vi ved, at gibeonitterne, som var brændesamlerne, udførte deres opgave både før og efter eksilet. Ligeledes har vi ingen optegnelser fra tiden før eksilet om nogen tempelritualer ud over det, der allerede står skrevet i Bibelen.
I jubelåret blev der blæst i trompet på Forsoningsdagen i henhold til 3. Mosebog 25:8-9. Fejringen af jubelåret omfatter således fejringen af Forsoningsdagen.
Det ville forekomme mærkeligt, hvis Moses havde nedskrevet ritualerne for Forsoningsdagen i 3. Mosebog 16:1-34; 23:26-32 og 4. Mosebog 29:7-11 for straks derefter ikke at følge dem.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 23:32, var forsoningsdagens fest på den niende dag eller den tiende dag, som 3. Mosebog 16:29 [angiveligt] siger?
Svar: Den begyndte om aftenen den niende dag og fortsatte gennem den tiende dag. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.
1. 3. Mosebog 23:32 siger netop, at tiden var fra aftenen på den niende dag til aftenen på den tiende dag.
2. Folk udførte generelt ikke noget arbejde efter mørkets frembrud.
3. 3. Mosebog 16:29 siger kun, at man ikke må udføre noget arbejde på den tiende dag.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 23:42-43, boede israelitterne, der kom ud af Egypten, i hytter eller i telte, som det står i 2. Mosebog 16:16; 33:8 og 4. Mosebog 11:10?
Svar: Et svar er, at det hebraiske ord for hytte, cukkah, er et generelt ord, der kan betyde hytte eller telt. Det er dog sandsynligvis ikke det rigtige svar, da der findes en mere rimelig forklaring.
Her er de vigtigste punkter i svaret.
1. I ørkenen boede israelitterne i over 40 år i holdbare telte, ikke blot hastigt opførte hytter, som 2. Mosebog 16:16; 33:8 og 4. Mosebog 11:10 beviser, og som Josva 7:22 viser.
2. Tilbage i Egypten beviser 2. Mosebog 12:7,22-23, at de boede i huse (hytter), fordi de alle under påsken skulle smøre blodet på dørkarme i deres huse.
3. Israelitterne havde kun én dag til at pakke og gøre sig klar, jf. 2. Mosebog 11:4-12:14. 2. Mosebog 12:11 minder os om, at deres udvandring skete i stor hast.
4. Derfor havde de, selvom de rejste telte i ørkenen, ikke disse telte, da de forlod Egypten.
5. Bemærk, at 3. Mosebog 23:42-43 ikke mindes, at israelitterne boede i hytter i over 40 år, men at de boede i hytter på det tidspunkt, hvor de blev ført ud af Egypten.
6. Det ville være let for nogen at overse denne forskel mellem at bo i telte i over 40 år og at bo i hytter i starten, medmindre de skrev om det, de selv havde oplevet.
Spørgsmål: Hvorfor ville Gud i 3. Mosebog 24:3 have, at en lampe med olivenolie skulle brænde uafbrudt dag og nat, selv når ingen mennesker kunne se den?
Svar: Folk ville stadig vide, at den aldrig slukkede. Måske var det for at symbolisere, at Gud aldrig sover, at han aldrig holder op med at våge over verden, og at han aldrig holder op med at våge over os.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 24:10-22, var det ekstremt at stene en blasfemisk søn til døde?
Svar: Nej. Der var ikke blot tale om groft sprog, men om at bespotte Guds hellige navn med en forbandelse. Dette var mere end blot at misbruge Guds navn, men en trods mod Guds lov under det teokratiske styre. Naturligvis lever vi ikke under et sådant styre i dag, og hvis nogen skulle gøre det, bør vi ikke forsøge at skade vedkommende.
Spørgsmål: Hvorfor måtte de i 3. Mosebog 25:35 og 2. Mosebog 22:25 ikke opkræve renter af deres eget folk, når de ifølge 5. Mosebog 23:20 godt måtte opkræve renter af udlændinge?
Svar: 5. Mosebog 23:20 viser, at det er i orden at opkræve renter af udlændinge af kommercielle årsager. En gudfrygtig person ville dog stadig ikke opkræve urimelige renter i henhold til Ordsprogene 28:8 og Ezekiel 18:8. Ikke desto mindre bør hjælp til en ven eller en medisraelit ikke være af kommercielle årsager. De blev påbudt at give til de fattige israelitter og ikke unddrage sig deres ansvar ved i stedet at tjene penge på lån til de fattige.
Spørgsmål: I 3. Mosebog 25:35 og 2. Mosebog 22:25 kunne de opkræve renter af udlændinge, men ikke af deres eget folk. Er dette i strid med de mange vers, der siger, at visse love skulle være de samme for israelitterne og udlændinge?
Svar: Versene nedenfor viser, at store dele af den religiøse og civile lov var den samme for både de indfødte og ikke-israelitterne. Der er dog intet vers, der siger, at lovene skulle være de samme, når det gjaldt at låne penge ud. Her er alle de relevante vers.
2. Mosebog 12:49 og 4. Mosebog 9:14 omhandler påskelovene for ikke-israelitter, der frivilligt ønsker at fejre påsken.
I 3. Mosebog 24:16 og 4. Mosebog 15:29-30 står der, at lovene er de samme for ceremonielle synder og blasfemi.
3. Mosebog 16:29 henviser til sabbatslovene. Det ville stille israelitterne i en ugunstig markedsmæssig situation, hvis udlændinge kunne sælge på sabbatten, mens gudfrygtige israelitter ikke måtte.
3. Mosebog 19:33 siger, at de ikke må mishandle ikke-israelitiske fremmede i deres land.
3. Mosebog 24:22 siger, at lovene om drab og legemsbeskadigelse skal være de samme for indfødte og fremmede.
Spørgsmål: Hvorfor godkender 3. Mosebog 25:46 og 2. Mosebog 21:2-21 slaveri?
Svar: Slaveri i Bibelen svarede til kontraktbundne tjenere. Alle hebraiske slaver skulle frigives hvert syvende år ifølge 2. Mosebog 21:2-5. Når slaven blev frigivet, skulle den tidligere herre forsyne ham eller hende generøst af det, herren havde, ifølge 5. Mosebog 15:13-15. Den eneste undtagelse fra frigivelsen af en hebraisk slave var, hvis slaven elskede sin herre så meget, at han eller hun valgte at forblive slave hele livet, jf. 2. Mosebog 21:5-6. Hebræerne frigav imidlertid ikke altid deres slaver, som det fremgår af Jeremias 34:8-22; Gud irettesatte dem for dette. Følgende blev slaver:
Tyve, der ikke kunne betale folk tilbage (2. Mosebog 22:3)
Kvinder, der blev solgt af deres forældre som medhustruer (2. Mosebog 21:7-11)
Mennesker, der solgte sig selv som slaver, hvis de sultede
Spørgsmål: Afskydte Gud Israel i 3. Mosebog 26:30, eller var de hans øjesten i Zakarias 2:8, og afskydte han dem ikke i 3. Mosebog 26:44?
Svar: Gud betragtede de udvalgte israelitter som dyrebare i hans øjne, som hans øjesten. Gud betragtede de ulydige israelitter, der afviste Guds lov, som afskyelige og værdiløse (Jeremias 2:5; 12:8). På samme måde døde Kristus som et sonoffer for hele verden (1. Johannesbrev 2:2), men over for dem, der afviser Kristus, tøver Gud ikke med at fortælle os om omfanget af sin vrede. Se *When Critics Ask*, s. 94, for en nærmere forklaring af det samme svar.
Spørgsmål: Viser 3. Mosebog 27:1-8, at mænd er mere værdifulde end kvinder?
Svar: Nej. Første Mosebog 1:27 viser, at både mænd og kvinder er skabt i Guds billede, og Galaterbrevet 3:26-28 viser, at mænd og kvinder, jøder og ikke-jøder, alle er lige værdifulde som Guds børn. Men 3. Mosebog 27:1-8 viser, at mænd på den tid havde en højere økonomisk værdi end kvinder eller børn.
3. Mosebog 27:1-8 omhandler at afgive et løfte om den monetære værdi af noget til Herren. Således var værdien af en mand over tres år for eksempel mindre end for en kvinde under tres år.
Spørgsmål: Godkender det i 3. Mosebog 27:28-29 at ofre mennesker til Herren med henblik på henrettelse?
Svar: Nej, for henrettelse er ikke menneskeofring. Drab på mordere og andre forbrydere fandt sted, fordi Gud befalede det for at opretholde orden. Konteksten i 3. Mosebog 23-27 omhandler love og har intet at gøre med dyreofringer, endsige menneskeofringer. Bibelen godkender aldrig noget, der ligner menneskeofring, med to undtagelser. Gud satte Abraham på prøve for at se, om han ville ofre Isak, selvom der ikke fandt nogen menneskeofring sted, og Jesus døde frivilligt for os.
Spørgsmål: Skal kristne i dag betale tiende, som det står i 3. Mosebog 27:30-33, 4. Mosebog 18:21-32; 5. Mosebog 12:5-14; 14:22-29; 26:12-15 og Malakias 3:10?
Svar: Nej. Vi skal stadig give materielt til Guds arbejde i dag (2. Korintherbrev 8-9). Det er dog ikke en nøjagtig tiende, for i Romerbrevet 7:6 står der: »Men nu, da vi er døde fra det, der bandt os, er vi blevet frigjort fra loven, så vi tjener på den nye måde ved Ånden og ikke på den gamle måde ved den skrevne lov.« (BSB)
Hele vores liv bør være viet til Gud, så vi kan give mere end en tiende. Men da Det Gamle Testamente foreskrev en tiende, og vi har en højere standard end Det Gamle Testamente, kan tiende siges at udgøre den nedre grænse for gavmildhed. Men 2 Korintherbrev 9:7 siger, at vi skal give med glæde, ikke under tvang.
Spørgsmål: Hvordan ved vi i 3. Mosebog fra den jødiske filosof Philo, at det, vi har, er det, der oprindeligt blev skrevet?
Svar: Som kristne stoler vi på, at det Gamle Testamente, som Kristus bekræftede, er det Gamle Testamente, vi bør have. I øvrigt siger Koranen for muslimer, at Jesus fik Toraen i sura 5:46. Vi har tidlige manuskripter fra Kristi tid, hvilket det næste spørgsmål omhandler. Der findes dog endnu en bevislinje. Filo af Alexandria var en jødisk lærd, der levede fra 15/20 f.Kr. til 50 e.Kr. Han skrev på græsk, men det er bemærkelsesværdigt, at hans græske citater fra Det Gamle Testamente stemmer bedre overens med den hebraiske masoretiske tekst end med den græske Septuaginta. Han gik meget i detaljer med, hvad de forskellige vers betyder. Her er de vers, han henviste til i Tredje Mosebog.
1:3,9,13; 2:1,11,13; 3:12,16,17; 4:22,31; 5:2,4,5,20,21; 6:9,13,20; 7:5,34; 8:29-36; 9:1-14,24; 10:1-3,6,8,9,16; 11:3,4,9,10,20-22,42,43; 13:3,11,12,14; 14:35,36; 15:31; 16:7,10,17,20; 17:11; 18:1,6,7; 19:13,4,9,11,13,14,16,23-25,32,35,36; 20:18; 21:11,17; 22:4,6,10,12; 23:1,2,10,27; 24:2,15; 25:4,8,9,10,23,31; 26:3,8,10,12,36; 27:3,32,33
Se »The Works of Philo: Complete and Unabridged new updated version« for yderligere oplysninger.
Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Tredje Mosebog?
Svar: Forfattere fra tiden før det nikænske koncil, der citerede eller hentydede til vers i Tredje Mosebog, er:
Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.)
Justin Martyr (ca. 138–165 e.Kr.)
Meleto/Melito fra Sardis (170–177/180 e.Kr.) nævnte Tredje Mosebog blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus. Det er usædvanligt, at han bytter om på rækkefølgen af Fjerde Mosebog og Tredje Mosebog. I *Pascha*, s. 72. Dette er bevaret i Eusebius’ *Kirkehistorie* 4.26.
Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerede et halvt vers
Klemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.)
Tertullian (198-220 e.Kr.) »… da den præstelige lov blev udarbejdet gennem Moses i Tredje Mosebog, finder vi, at den foreskriver …« Et svar til jøderne, kap. 5, s. 156
Origenes (225–254 e.Kr.)
Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.)
Anatolius af Alexandria (270–280 e.Kr.)
Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.)
Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.)
Efter Nicæa henviste også andre forfattere til Tredje Mosebog.
Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han omtaler specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Toraen, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel, Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra og Nehemias. Brev 53, kap. 7-8, s. 99-101.
Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra 3. Mosebog findes der stadig i dag?
Svar: Dødehavsrullerne: (fra 250 f.Kr. og frem) 13 eksemplarer ifølge *The Dead Sea Scrolls Today*, s. 30, og *The Encyclopedia of the Dead Sea Scrolls*, bind 1, s. 488. *The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English*, 2. udgave, angiver mindst 12 originaler. I *The Wycliffe Bible Dictionary*, s. 436–438, angives der at være 8 eksemplarer. Ifølge *The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English*, 2. udg., s. 474, dateres fragmentet 4Q17, der indeholder 2. Mosebog 38 til 3. Mosebog 2, til 250 f.Kr. Dets indhold er næsten identisk med den masoretiske tekst. Eksemplarerne benævnes som følger:
1Q3 indeholder 21 fragmenter, som stammer fra 3 eller 4 originale manuskripter.
2Q5 (3. Mosebog 11:22-29 på palæo-hebraisk)
4Q23 3. Mosebog 26:2-16 på græsk. (150-1 f.Kr. på grund af tidlig hasmonæisk formel håndskrift) (15 tekstmæssige forskelle i forhold til Septuaginta)
4Q24 indeholder 30 fragmenter, men de stammer sandsynligvis alle fra det samme originalmanuskript. 1. århundrede f.Kr.
4Q25 kun 6 eller 9 fragmenter bevaret fra kapitel 1, 3-5 og 8.
4Q26 har fire fragmenter (30 f.Kr. til 20 e.Kr., tidlig herodisk skrift)
4Q26a: ni fragmenter fra kapitel 3, 19–22
4Q26b: ét fragment fra 3. Mosebog 7:19-26
4Q119 (Septuaginta)
4Q120 (Septuaginta)
6Q2 (3. Mosebog 8)
11Q1
11Q2 indeholder to fragmenter, der sandsynligvis stammer fra samme original. (fragmenter fra kapitel 7-10, 14-15, 25) (ca. 50 e.Kr. på grund af en »sen herodisk håndskrift«)
Septuaginta fra Dødehavsrullerne: I Wycliffe Bible Dictionary, s. 436–438, står der, at den ældste kendte eksisterende kopi af Septuaginta er en tekst fra 3. Mosebog fra hule 4 blandt Dødehavsrullerne; den er dateret til 100 f.Kr.
Samlet set er følgende 487 ud af 859 vers i Tredje Mosebog (56,7 %) bevaret i Dødehavsrullerne.
3 Mos 1:1-17; 2:1-16; 3:1-14,16-17; 4:1-8,12-14,18-19,23-28,30; 5:6,8-10,12-13,16-24; 6:ingen; 7:19-26; 8:12-13,26-28,31,33-34; 9:1-10,12-13,15,22-24; 10:1-2,9-20; 11:1-40; 12:ingen; 13:3-9,32-33,39-43,58-59; 14:16-34,40-57; 15:1-5,10-11,19-24; 16:1-15,15-29,34; 17:1-11; 18:16-21,27-30; 19:1-8,30-37; 20:1-6,20-24,27; 21:1-4,6-12,17-24; 22:1-33; 23:1-8,10-29,40; 24:2-23; 25:28-36,45-49,51-52; 26:2-33; 27:5-22,30-31? Se The Meaning of the Dead Sea Scrolls, s. 423, for flere detaljer.
Masada havde to bevarede eksemplarer af Tredje Mosebog:
Mas1a (3. Mosebog 4:3-9) (50-1 f.Kr.)
Mas1b 45 fragmenter af Tredje Mosebog 8:31-11:40 (25-75 e.Kr.) (identisk med den masoretiske tekst).
Der er fundet aramæiske oversættelser, kaldet targumer, af Tredje Mosebog blandt Dødehavsrullerne som 4Q156. To små aramæiske fragmenter stammer fra det 2. århundrede f.Kr.
Græske manuskripter omfatter Vaticanus (325–350 e.Kr.) (hele Tredje Mosebog) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) (hele Tredje Mosebog). Se General Introduction to the Bible, s. 391–394.
Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder 3. Mosebog 20:27–22:30.
Samariterne udarbejdede deres egen udgave af Toraen i det 2. århundrede f.Kr., selvom de tidligste bevarede samaritanske eksemplarer stammer fra middelalderen. »The Dead Sea Scrolls Today«, s. 125-126.
En syrisk oversættelse af Septuaginta blev udført af biskop Paul af Tella (616–617 e.Kr.), som vi stadig har i dag, ifølge »Manuskripter af den græske Bibel«, s. 35 (fodnote).
De tidlige kirkeforfattere anerkendte Tredje Mosebog som en del af Bibelen.
Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske og den græske Septuaginta i Tredje Mosebog?
Svar: Her er et par af dem, men først nogle generelle sproglige oversættelsesproblemer.
Den hebraiske masoretiske tekst Den græske Septuaginta
forsamlingens tabernakel | vidnesbyrdets tabernakel |
brændoffer | helbrændoffer |
urenhed | adskillelse på grund af urenhed |
afskyvækkende | en vederstyggelighed |
modbydelige handlinger | afskyvækkende handlinger |
osv.
Tredje Mosebog har i alt 859 vers. Nedenfor er nogle få fragmenter af vers med variationer i håndskrifterne. Dette dækker ikke hele Tredje Mosebog, men fokuserer primært på kapitel 16-18. Medmindre andet er angivet, er den første sætning den masoretiske tekst (MT) og den anden Septuaginta (LXX).
3 Mos 1:16 afgrøde og dens »*«. Det er uklart, om »*« står for »indhold«, »fjer« eller et andet ord.
3 Mos 1:1-11 synes at mangle i 4Q24
3 Mos 4:7 »skal hælde« mod »skal hælde« – stavet forkert i Masada-teksten Mas1a
3 Mos 4:19 »den brede hale og det, der dækker, og nyrerne« kontra »den brede hale, fedtet, der dækker indvoldene, de to nyrer og fedtet på dem« (NRSV-fodnote)
3 Mos 7:21 »afskyeligt dyr« kontra »sværmende dyr«
3 Mos 7:29-38 findes ikke i Septuaginta.
3 Mos 9:19 »den brede hale, det, der dækker, og nyrerne« mod »dem« (Septuaginta)
3 Mos 11:13-19 »grib« (21 fugle) mod ikke nævnt (20 fugle) i Septuaginta og den samaritanske Pentateuk
3 Mos 11:26 »har klove og drøvtygger ikke« kontra »har klove og drøvtygger« (Septuaginta, 2Q5)
3 Mos 14:24 Den oprindelige skriver udelod dette vers, og det blev tilføjet over linjen i 4Q23.
3 Mos 14:45 Den oprindelige skriver udelod dette vers, og det blev tilføjet over linjen i 4Q23.
3 Mos 14:31 »så meget som den pågældende har råd til« kontra »hvad en person har råd til, én« i Septuaginta og de syrisk oversættelser. (NRSV-fodnote)
3 Mos 15:31 »adskille Israels sønner / børn fra deres urenhed« i modsætning til »få Israels børn / sønner til at tage sig i agt for deres urenheder«
3 Mos 16:1 Septuaginta tilføjer efter »døde«: »ved at bringe fremmed ild«
3 Mos 16:10 2 gange »syndebuk« kontra »fuldstændig fjernelse«
3 Mos 16:12 »røgelse« kontra »duftende røgelse«
3 Mos 16:13 »vidnesbyrdet« kontra »vidnesbyrdets tavler«
3 Mos 16:20 »når han er færdig« kontra »han skal gøre færdig«
3 Mos 16:25 »han skal brænde fedtet fra syndofferet som røgelse« mod »han skal ofre fedtet som syndoffer«
3 Mos 16:34 »Og han gjorde, som Jehova havde påbudt Moses« kontra »som Herren påbød Moses«
3 Mos 17:2 »Til Aron og hans sønner og til …« (MT, den samaritanske Pentateuk) kontra »Til Aron og til …« (11Q2)
3 Mos 17:3 »af Israel« kontra »af Israel eller af de fremmede/fremmede, der opholder sig/bor blandt jer«
3 Mos 17:3 mangler (MT) vs. »der opholder sig i Israel« (4Q26) vs. »der opholder sig blandt jer« (Septuaginta)
3 Mos 17:4 »som et offer til Jehova foran Jehovas tabernakel« kontra »for at ofre det som en gave til Herren (kuriou) foran Herrens tabernakel«
3 Mos 17:6 »Brænd fedtet som røgelse til en velduftende duft« vs. »ofre fedtet til en velduftende duft«
3 Mos 17:7 »ofre deres ofre til geder« mod »ofre til tomme [guder]«
3 Mos 17:8 »fremmede, der opholder sig iblandt jer« kontra »sønner af de proselytter, der bor iblandt jer«
3 Mos 18:5 »Jeg er Jehova« kontra »Jeg er Herren (Kuriou), jeres Gud«
3 Mos 18:11 »din fars hustrus datter, som din far har avlet, hun [er] din søster« kontra »din fars hustrus datter; hun er din søster af samme far«
3 Mos 18:14 »hun er din tante« kontra »hun er din slægtning«
3 Mos 18:17 »er kød« kontra »er dit kød« (Septuaginta)
3 Mos 18:21 »udlev med dem til Molek« kontra »tjene en hersker« [måske vidste Septuaginta-oversætterne ikke, hvordan de skulle gengive afguden »Molek« på græsk]
3 Mos 18:21 »besmitte din Guds navn« kontra »vanhellige mit hellige navn«
3. Mos 18:23 2 gange »dyr« mod »firfodet dyr«
3 Mos 18:23 »skammelig blanding« kontra »en vederstyggelighed«
3 Mos 18:25 »Jeg vil straffe det for dets misgerning, og landet udspyr sine indbyggere« mod »Jeg har gengældt dem for deres misgerning på grund af det, og landet er tynget af dem, der bor på det.«
3 Mos 18:27 »Landets folk begik« (MT, den samaritanske Pentateuk) kontra »I, landets folk, begik [og han var forarget over dem og sagde til jer: y] skal arve deres la’n’« (11Q2)
3 Mos 18:28 »udspy« kontra »plaget«
3 Mos 19:2 »I er hellige« kontra »Vær hellige«
3 Mos 19:36 »fra de retfærdiges ører, retfærdighedens sten« (MT, Septuaginta, den samaritanske Pentateuk) kontra »retfærdighedens sten« 4Q26a
3 Mos 22:9 »skyld for det og dø i det« vs. »skyld og dø i helligdommen« (Vulgata)
3 Mos 22:22 »En vorte eller eksem eller et fugtigt hududslæt« (MT, den samaritanske Pentateuk) kontra »Et fugtigt hududslæt eller eksem eller en vorte« (11Q2)
3 Mos 26:31 »jeres helligdom« mod »jeres helligdomme« (Den samaritanske Pentateuk) (The Anchor Bible Dictionary, bind 5)
Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er desuden anvendt The Expositor’s Bible Commentary, The Anchor Bible Dictionary, bind 5, samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.