< Bibelspørgsmål fra apokryferne

Spørgsmål: Hvor stammer udtrykket »apokryfer« fra?

Svar: Da Hieronymus oversatte Bibelen til latin, fandtes disse bøger i det græske Septuaginta-Gamle Testamente, men ikke i det hebraiske. Tidligt i sit liv accepterede Hieronymus hele Septuaginta som guddommeligt inspireret, men senere accepterede han kun de hebraiske originaler som sådan for Det Gamle Testamente, og Augustin (Brev 71, s. 327, 403 e.Kr.) opfordrede Hieronymus til at oversætte hele Septuaginta. Hieronymus skabte udtrykket »apokryfer« ud fra det græske ord for »skjult« for at skelne disse fra både »ægte skrifter« og andre religiøse skrifter.

Spørgsmål: Hvad er apokryferne egentlig?

Svar: Der findes forskellige samlinger af apokryfe bøger. Det er bøger og tilføjelser til bøger, som både jøder og protestantiske kristne (samt et lille antal katolikker) mener ikke er en del af Det Gamle Testamente. Katolikker og ortodokse kristne hævder generelt, at de er en del af Det Gamle Testamente, selvom de ofte anses for at have en lavere status. Der findes faktisk mindst fire lister over apokryfe bøger: 11 bøger, der i dag accepteres af den katolske kirke, og 14 bøger, der accepteres af den ortodokse kirke, den oprindelige (1611) King James-bibel samt den katolske kirke gennem det meste af sin historie. Her er listen med fejl og antallet af sider på engelsk.

Hvis man selv vil læse mange af disse, kan man besøge den (nedlagte) webside wesley.nnc.edu/noncan/acts.htm.

Jeremiasbrevet er vedlagt Baruch og betragtes som det 6. kapitel i Baruch i den katolske bibel og den oprindelige King James-udgave. I den reviderede standardudgave er det et separat brev.

Bemærk, at både katolikker og protestanter er enige om, at de apokryfe bøger indeholder fejl. 1 Esdras fandtes i nogle, men ikke alle eksemplarer af Septuaginta. Blandt Dødehavsrullerne fandtes der både hebraiske og græske Septuaginta-eksemplarer af Det Gamle Testamente, men kun to apokryfe bøger. (Sirak og Tobit.) Da de tidligste komplette eksemplarer af Septuaginta stammer fra det fjerde århundrede, påpeges det i *When Cultists Ask*, s. 287, at det ikke er sikkert, hvornår før det fjerde århundrede de apokryfe bøger blev indføjet i Septuaginta.

Spørgsmål: Hvor mange forskellige samlinger af apokryfe bøger findes der blandt kirkerne?

Svar: Der findes mindst fire forskellige samlinger af apokryfer.

Katolsk: 1. og 2. Makkabæerbog, Baruch, tilføjelser til Daniel, Ecclesiasticus (Sirach), tilføjelser til Ester, Judith, Jeremias’ brev i Baruch, Tobit, Salomos visdom.

Slavisk-ortodokse: De samme som de katolske apokryfer plus 2. Esdras, 3. Esdras, 3. Makkabæerbog, Manasses bøn og Salme 151.

Græsk-ortodokse: De samme som de katolske apokryfer plus Manasses bøn, Salme 151, 1. Esdras samt 3. og 4. Makkabæerbog (4. Makkabæerbog i appendikset).

Historisk koptisk: 1., 2. og 3. Makkabæerbog, Baruch, tilføjelser til Daniel, Ecclesiasticus (Sirach), tilføjelser til Ester, Judith, Jeremias' brev, Salme 151, Tobit og Salomos visdom. Under Cyril V (1874-1927) afviste den koptiske kirke imidlertid disse bøger som en del af Bibelen. Se The Coptic Encyclopedia, bind 1, s. 161, for yderligere oplysninger.

Protestanterne har derimod det samme Gamle Testamente som jøderne, bortset fra rækkefølgen og opdelingen af bøgerne. Alle ovennævnte kirker er enige om bøgerne i det protestantiske/jødiske Gamle Testamente.

Spørgsmål: Hvor stammer de apokryfe bøger fra?

Svar: De apokryfe bøger i Septuaginta dukkede først op, efter at Det Gamle Testamente var blevet oversat til græsk omkring 200–100 f.Kr. Denne oversættelse, kaldet Septuaginta, var vellykket for Mosebøgerne, men ikke lige så vellykket for nogle af de profetiske bøger. Jøder i Palæstina betragtede dem aldrig som hellig skrift. Græsk-talende jøder og kristne uden for Palæstina antog, at de var hellig skrift, da de indgik i Septuaginta.

Da den tidlige kristne munk Hieronymus oversatte Det Gamle Testamente fra hebraisk til latin, måtte han tage stilling til et spørgsmål: »Skulle han medtage disse bøger eller ej?« I sin ungdom mente han, at han skulle, men senere i livet accepterede han kun de hebraiske originaler som Det Gamle Testamente.

I år 90 e.Kr. udelukkede det jødiske råd, der mødtes i byen Jamnia, alt fra Det Gamle Testamente undtagen de skrifter, som jøder og protestanter accepterer i dag. I Jamnia var der en vis diskussion om Ruth, Ester, Høj sangen og Prædikeren, men alle disse blev accepteret. Blandt kristne var der ingen enighed om apokryferne, indtil Augustin forsvarede dem på koncilet i Karthago i år 397 e.Kr. Disse skrifter indgik i de bibler, som kristne brugte i over 1.100 år. Selv King James-bibelen fra 1611 indeholdt dem oprindeligt. Efter puritanske protester blev de udelukket fra 1644 og frem.

For mere om Det Gamle Testamentes kanon og de apokryfe skrifter, se Today’s Handbook, s. 36-42.

Spørgsmål: Hvilke er de tidligste eksemplarer, vi har af de apokryfe bøger?

Svar: Blandt Dødehavsrullerne findes fragmenter af 5 ruller af Tobit (4 på aramæisk og 1 på hebraisk) og 2, der indeholder Sirak. En skriftrulle fra Masada indeholder Sirak 39:27–44:17c på hebraisk ifølge *Responses to 101 Questions on the Dead Sea Scrolls*, s. 25. Der står også, at Dødehavsrullerne i hule 4 indeholdt fragmenter.

Vaticanus (325–350 e.Kr.) indeholder de apokryfe bøger undtagen Makkabæerbøgerne. Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Apokryferne, herunder 3. og 4. Makkabæerbog (en tidlig version, ikke blot den moderne katolske udgave). Sinaiticus (340-350 e.Kr.) indeholder Tobit, Judith, 1. og 4. Makkabæerbog, Visdommens Bog og Sirak.

Spørgsmål: Hvor meget af Tobit findes der i Dødehavsrullerne i hule 4?

A: Når man samler versene fra de fem forskellige ruller, der er anført i *The Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 424–425, er de bevarede vers Tobit 1:17,19–22; 2:1–3,10–11; 3:3,4?,5–15,17; 4:2–9,21; 5:1, 2, 9, 12-14, 19-22; 6:1-19; 7:1-11, 13; 8:17-19, 21; 9:1-4; 10:7-9; 11:10-14; 12:1,18-22; 13:1-4,13-14,18; 14:1-7,10.

Se *The Meaning of the Dead Sea Scrolls*, s. 424-425, for de enkelte manuskripter, samt et fotografi af Tobit 6:12-7:10 i 4Q197 på s. 184.

Spørgsmål: Hvor meget af Ecclesiasticus (Sirach) blev fundet blandt Dødehavsrullerne og ved Masada?

Svar: I Qumran fandtes der i hule 2 en skriftrulle med Sirach 1:19-20 eller 6:14-15 (identifikationen er usikker) samt 6:20-31.

Ved Masada blev der fundet Ecclesiasticus 39:27-28c,29-32; 40:10-19,28-30; 41:1-22; 42:1-25; 43:1-25 (uden 26-28), 29-30; 44:1-17; 51:1-11,23 (13-20,30 i Septuaginta).

Spørgsmål: Hvornår anerkendte den katolske kirke officielt de 11 apokryfe bøger?

Svar: Da nogle katolske teologer og alle protestantiske reformatorer udelukkede de apokryfe bøger fra Bibelen, greb det katolske koncil i Trient i år 1546 e.Kr. ind. Ud over at bruge sin autoritet til at fordømme Luther til helvede anerkendte koncilet officielt alle bøgerne fra koncilet i Karthago som en del af Bibelen – med undtagelse af Manasses’ bøn samt 1. og 2. Esdras. (I nogle katolske bibler kaldes Esra og Nehemias for 1. og 2. Esdras, hvilket betyder, at 1. og 2. Esdras bliver til 3. og 4. Esdras.) Dermed er de katolske apokryfer i dag tre bøger kortere end de apokryfer, der har været gældende gennem det meste af historien, og end de apokryfer, der findes i de østortodokse kirker i dag.

Spørgsmål: Hvad er den anglikanske og den episkopale kirkes officielle holdning til apokryferne?

Svar: De indtager en mellemposition mellem den protestantiske og den katolske/ortodokse holdning. Ifølge artikel VI i De 39 artikler fra Den engelske kirke læses disse bøger »som eksempel på livsførelse og opdragelse«, men kirken »anvender dem ikke til at fastlægge nogen lære«.

Spørgsmål: Hvad er de lutherske kirkers officielle holdning til apokryferne?

Svar: Ifølge en luthersk hjemmeside, www.lcms.org, »betragtede Martin Luther de apokryfe skrifter som ’nyttige historiske’ skrifter, som kristne bør være fortrolige med, og som endda fra tid til anden bør læses under den offentlige gudstjeneste. Men hverken Luther eller den lutherske kirke har nogensinde betragtet disse skrifter som kanoniske – dvs. som en del af Guds inspirerede og ufejlbarlige ord – da de ikke opfylder de kriterier, der kan udledes af selve Skriften, for hvad der udgør de bøger, der hører til den kanoniske samling.”

Spørgsmål: Hvorfor siger nogle mennesker, at de apokryfe bøger hører hjemme i Bibelen?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. De apokryfe bøger indgik i Septuaginta-oversættelsen af Det Gamle Testamente. De apokryfe bøger i Septuaginta blev anerkendt ved koncilet i Karthago i år 397 e.Kr. og ved det katolske koncil i Trente i 1546. Den katolske og den ortodokse kirke har betragtet dem som hellig skrift.

Modargument: Hvis Tridentinerkoncilet havde ret i at erklære den tidligere tradition for forkert vedrørende de tre ekstra bøger, kan traditionen også tage fejl med hensyn til de øvrige. Tridentinerkoncilet mødtes faktisk i to byer: Trient og Bologna. Da byldepesten tilsyneladende fulgte i kølvandet på det, ville mange se Trient som en grund til IKKE at acceptere det.

2. Mange tidlige kristne ledere underviste i den som hellig skrift. Nogle af dem er: Ambrosius, Augustin, Clemens af Alexandria, Clemens af Rom (Holofernes fra Judasbog i 1. Clemens, kap. 55), Hippolytus, Irenæus, Lactantius, Origenes, Patrick, Sulpicius Severus, Tertullian, Cyprianus og Theodotus. Tager alle disse mænd fejl?

Modargument: Mange tidlige kristne ledere troede ikke, at det var hellig skrift. Nogle af dem er: Ambrosius, Amphilochius, Athanasius, Cyril af Jerusalem, Gregor af Nazianzus, Hieronymus og Julius Africanus (i det mindste hvad angår Susanna). Også jøderne Josefus og Philo afviste den. Mange andre, såsom Justin Martyr, skrev omfattende værker, men citerede den aldrig en eneste gang. Ambrosius var modstridende. Selv mange af dem, der var for den, såsom Augustin, mente, at den var inspireret i mindre grad.

3. Da Guds sande ord består, og apokryferne har været med i nogle bibler uafbrudt i 2.100 år, har ingen af apokryfernes unikke læresætninger (bønner for de døde osv.) forvansket Guds ord. Da Guds åbenbaring ville være væsentligt anderledes, hvis disse læresætninger blev udeladt i stedet for medtaget, og da Guds ord ikke kan forvanskes (væsentligt ændres), må disse læresætninger og de apokryfe skrifter derfor være sande.

Modargument: Apokryferne var tilføjelser til Bibelen, ikke forvanskninger af Bibelen. Forskellen ved apokryferne har altid været kendt. At Guds ord består, betyder, at Hans sandhed altid vil være til stede; kultmedlemmer laver hele tiden forfalskede eksemplarer af Bibelen.

Konklusion: Når kirken taler, er tænkningen færdig. Da både den katolske og den ortodokse kirke siger, at forskellige apokryfe bøger er hellig skrift, hvem er vi så, at vi med vores private synspunkter skal stille spørgsmålstegn ved den sande kirke?

Spørgsmål: Hvilke forfattere fra den tidlige kirke citerede hvilke apokryfe bøger?

Svar: Her er en liste over, hvad jeg har fundet.

Cr 1. Clemens (af Rom) (16 sider) 96-98 e.Kr.

Ba Barnabasbrevet (13 sider) ca. 70–130 e.Kr.

Pa Papias, Johannes' discipel (3 sider) 110–113 e.Kr.

Ig Ignatius (21 sider) ca. 110–117 e.Kr.

Di Didache (6 sider) ca. 60–120 e.Kr.

Dg Brevet til Diognetus (6 sider) ca. 130–200 e.Kr.

Po Polycarp, Johannes’ discipel (4 sider) ca. 150 e.Kr.

JM Justin Martyr (119 sider) ca. 138–165 e.Kr.

He Hermas’ hyrde (47 sider) ca. 115–155 e.Kr.

Th Theophilus [Antiokia] (33 sider) 168–181/188 e.Kr.

Me Melito af Sardis (11 sider) 170–177 e.Kr.

Ae Athenagoras (34 sider) ca. 177 e.Kr.

Ir Irenæus af Lyon (264 sider) 182-188 e.Kr.

Te Tertullian [Rom] (854 sider) 198–220 e.Kr.

CA Klemens af Alexandria (424 sider) 193–217/220 e.Kr.

Hi Hippolyt (233 sider) 225–235/6 e.Kr.

Eller Origenes (622 sider) 230–254 e.Kr.

JA Julius Africanus [Neh, Dan ved navn, hentyder til Ex] 232–245 e.Kr.

Nv Novatian (39 sider) 250–257 e.Kr.

an Afhandling mod Novatian (7 sider) ca. 255 e.Kr.

og Afhandling om genbaptisme (11 sider)

Jf. Cyprian og venner (270 sider) ca. 246–258 e.Kr.

W = Bøger eller citater nævnt ved navn eller forfatter

G = Nævnt som Guds ord + citeret

B = Nævnt som skriftsted eller citeret + »der står skrevet«

m = Blandet

Q = citat af 1 eller flere vers. ½ = citat af ½ vers

A = Hentydning. – = ingen henvisning X = udeladt

Spørgsmål: Hvilke apokryfe bøger citerede Cyprianus helt konkret?

Svar: Cyprianus var biskop i Karthago fra ca. 246 indtil sit martyrium i 258 e.Kr. Cyprianus angiver i sine citater næsten altid den bog, hvorfra citatet stammer. I Afhandling 12, Bog 3, citerer han (i de angivne kapitler) fra »Makkabæerbøgerne« (1. og 2. Makkabæerbog) (4,15,53), Ecclesiasticus (6,12,20,35,51,61,96,109,110), Tobias (62), tillæggene til Daniel (20) og Salomos Visdom (15,56,59). Alene i Afhandling 12 citerede Cyprianus også direkte fra hver eneste bog i Det Nye Testamente undtagen Markus, 2. Thessalonikerbrev, Filemon, Hebræerbrevet, Jakob, 2. og 3. Johannesbrev samt Judasbrevet.

Spørgsmål: Hvorfor siger nogle, at apokryferne ikke hører hjemme i Bibelen?

Svar: Der er mindst seks grunde.

1. Der er omkring 260 citater fra Det Gamle Testamente og omkring 370 hentydninger i Det Nye Testamente, men der er ikke et eneste citat fra apokryferne. (Det Nye Testamente citerer dog græske digtere og pseudepigrafer.) Alene ud fra citaterne ville græske digtere således have flere beviser for at være hellig skrift end apokryferne. Alle ville acceptere apokryferne som hellig skrift, hvis Jesus sagde det. Det gjorde han aldrig.

Modargument: Det Nye Testamente citerer heller ikke fra bøgerne Ester, Prædikeren eller Salomos Høj sang.

2. Det jødiske råd i Jamnia i år 90 e.Kr. udelukkede apokryferne. Jesus kritiserede aldrig farisæerne for ikke at tro på apokryferne.

Modargument: Det var jøder, ikke kristne, der mødtes i Jamnia.

3. Mange kristne i middelalderen og under reformationen troede heller ikke, at det var hellig skrift. Nogle af dem er: Pave Gregor den Store (1. Makkabæerbog), kardinal Cajetan (1469-1534), en fremtrædende katolsk teolog, John Wycliffe, John Calvin, Martin Luther og Ulrich Zwingli. Hvis apokryferne er hellig skrift, så tog alle disse fejl på dette punkt.

Modargument: Zwingli accepterede ikke Åbenbaringen som hellig skrift. Da Luther sammenlignede den læremæssige værdi (ikke kanonisk status) af Jakobsbrevet, sagde han: »…dette er de bøger, der viser dig Kristus og lærer dig alt, hvad der er nødvendigt og velsignet for dig at vide, selvom du aldrig skulle se eller høre nogen anden lærebog. Derfor er Jakobsbrevet et fuldstændigt ubetydeligt brev sammenlignet med dem, for det indeholder intet af evangelisk art.«

4. Historien om Susanna, der er tilføjet til Daniels Bog, bygger på to ordspil. Ordene »holm-træ« og »savede over« lyder ens, og »rive« og »mastik-træ« lyder også ens. Ordene lyder dog kun ens på græsk, IKKE på hebraisk. Dette blev altså forfattet af græskttalende, og jøderne talte ikke græsk før flere århundreder efter Daniels død. Julius Africanus (ca. 240 e.Kr.) troede i første omgang, at apokryferne var Guds ord. Derefter bemærkede han dette og ændrede sin opfattelse, idet han skrev et brev til Origenes om dette.

Modargument: Vi ved ikke, hvad et »holm-træ« eller et »mastikatræ« er, og måske ville græskttalende heller ikke genkende dette. Måske bevarede oversætterne navnene som ordspil i stedet for at bruge navne på træer, som grækerne alligevel måske ikke ville genkende.

5. Apokryferne lærer som Guds ord ting, der ikke findes andre steder. For eksempel:

En engel ved navn Uriel i 2 Esdras

Almisser frelser fra døden og renser enhver synd bort. Tobit 12:9 og Tobit 14:12.

En god sjæl tilfaldt Salomo. Visdommen 8:19-20

Kroppen tynger sjælen. Visdommen 9:15

Den, der ærer sin far, soner sine synder. Sirak 3:3

Gud var ikke uvidende om, at nogle havde en ond oprindelse. Visdom 12:10

Derfor gav Gud dem en chance for at omvende sig, men den benyttede de sig ikke af.

»Til ingen har han [Gud] givet magt til at forkynde hans gerninger; …« Sirak 18:4

Brug aldrig svig (Sirak 7:13) i modsætning til at bedrage folk for Guds skyld (Judit 9:10, 13).

Skilt dig fra din kone, hvis hun ikke adlyder dig. Sirak 25:26

»For fra klæder kommer møllen, og fra en kvinde kommer kvindens ondskab. Bedre er en mands ondskab end en kvinde, der gør godt; og det er en kvinde, der bringer skam og vanære.« Sirak 42:13-14

»Vin er som livet for mennesker, hvis man drikker den med måde. Hvad er livet for en mand uden vin? Den er skabt for at glæde mennesker.« Sirak 31:27

»Forkæl et barn, og det vil skræmme dig; leg med det, og det vil give dig sorg.« Sirak 30:9

»Tal, I, der er ældre, for det sømmer sig, at I gør det, men med præcis viden, og afbryd ikke musikken.« Sirak 32:3

»Min søn, lev ikke som en tigger; det er bedre at dø end at tigge.« (og så videre) Sirak 40:28-30.

Jeremias beder for jøderne, selvom han er død. 2 Makkabæerbog 15:12-16

Vi bør bede for de døde. 2 Makkabæerbog 12:44

Jeremias bragte tabernaklet og arken til en hule i bjerget, hvorfra Moses så Kana’an. 2 Makkabæerbog 2:1-16

At indsamle penge og sende dem til Jerusalem som et syndoffer for de afdødes synder. 2 Makkabæerbog 12:39-46

Døde mennesker, der er frelst, men som skal befries fra deres synd (skærsilden?). 2 Makkabæerbog 12:42, 46

Modargument: En katolik vil måske sige, at alle kristne bør tro på disse ting.

6. Da Guds ord er sandt, og apokryferne indeholder følgende beviselige usandheder, er apokryferne ikke Guds ufejlbarlige ord.

Tobias (=Tobit) brugte magi (hjertet, leveren og galden fra en fisk) til at drive en dæmon bort. Bibelen siger, at vi ikke skal bruge magi. En af Guds engle lyver og hævder at være Azarias, søn af Ananias.

(a) I Tobit 1:4-5, 1:11-13 og 14:1-3 står der, at Tobit var vidne til de nordlige stammers oprør (931 f.Kr.) og blev deporteret til Ninive sammen med Naftali (740 f.Kr.), men alligevel levede han kun 102 år.

(b) I Tobit 1:14 var byen Rages en del af Medien og aldrig en del af det assyriske imperium.

(c) I Tobit 6:1 drog de fra Ninive til Tigris-floden og derefter mod øst til Rage (Ragae). Ninive ligger ved Tigris-floden, så de behøvede ikke at tage til floden for at drage mod øst.

(d) Nebukadnezar og Ahasverus ødelagde ikke Ninive, men det var den babylonske Nabopolassar og den mediske Kyaksares, der ødelagde byen i 612 f.Kr. (Tobit 14:15).

(e) Sanherib var ikke søn af Salmanassar, men af Sargon II (Tobit 1:15).

»Bel og dragen« (tilføjet til Daniel) nævner den samtidige profet Habakuk i Judæa. Habakuk levede imidlertid flere årtier tidligere.

Judit: Det er uklart, hvor Juditbogen blev skrevet. Der er mindst fjorten fejl i bogen, der omfatter usandheder om befolkningen og geografien i Assyrien, Babylon og Persien samt endda grove fejl vedrørende Israels geografi.

(a) Nebukadnezar var konge af Babylon, ikke af Ninive.

(b) Han var ikke konge over assyrerne, men over babylonierne.

(c) Han plyndrede aldrig byerne Ekbatana eller Ragae.

(d) Assyrerne og babylonierne var ikke overvejende afhængige af deres kavaleri.

(e) De babylonske og assyriske herskere ønskede, at folket skulle tilbede deres guder, men ikke dem selv (i modsætning til de senere romere og persere).

(f) Jøderne var ikke vendt tilbage fra eksil i assyrernes eller babyloniernes tid.

(g) Moabitterne og ammonitterne var efterkommere af Lot; de var ikke kanaanitter.

(h) General Holofernes og hans omfattende felttog i Palæstina er ukendt i historien og arkæologien.

(i) Ingen har nogensinde fundet en by med tårne ved navn Betulia på Esdraelon-sletten nær Dothan, der var i stand til at modstå 132.000 soldater.

(j) Balbaim er aldrig blevet fundet.

(k) Cyamon er heller aldrig blevet fundet.

Selv den katolske New Jerusalem Bible siger i sin indledning: »Især Judiths Bog udviser en slags ligegyldighed over for historie og geografi.«

Tilføjelser til Ester: (a) Mordekai blev taget til fange af Nebukadnezar (597 f.Kr.), men alligevel befandt han sig ved Artaxerxes’ hof i kongens 2. regeringsår (~130 år senere). Dette strider mod den egentlige del af Ester.

(b) Haman var en agagit (Esther 3:1), ikke en makedonier (Tilføjelser til Ester 16:10).

Sirak: (a) Husk ikke de døde (Sirak 38:21-23) kontra bed for de døde (2. Makkabæerbog 12:44).

Baruch: (a) Baruch var ikke rigtig i Babylon. Baruch 1:1-2 kontra Jeremias 43:5-7.

(b) I Baruk 6:2 står der, at jøderne skulle tjene Babylon i syv generationer. I Jeremias 25:11 og 29:10 står der 70 år.

Tilføjelser til Daniel: (a) Babylonierne tilbad og fodrede sandsynligvis ikke et levende dinosaur-lignende væsen. (Tilføjelser til Daniel 14:23-27)

1. og 2. Makkabæerbog: (a) I 2. Makkabæerbog 8:20 udryddede 8.000 jøder og 4.000 makedonere ikke 120.000 galatere i Babylonien.

(b) Mindre historiske uoverensstemmelser mellem 1. og 2. Makkabæerbog.

Gensvar: Selv den katolske encyklopædi indrømmer, at den indeholder fejl i detaljerne.

Konklusion: Forfatterne af Sirak (prolog) og 2 Makkabæerbog (2:23-32; 15:38-39) antyder, at de ikke var inspirerede.

Modargument: En forfatter er måske ikke klar over, at han var inspireret.

Konklusion: Når vi skal vælge mellem et menneskeligt synspunkt og Guds sandhed, følger vi Gud. Vi, som tilsammen udgør den sande kirke, må ikke ophøre med at anerkende og følge Guds sandhed.