Spørgsmål: Hvad betyder det, at Bibelen er »ufejlbarlig«?
Svar: Det betyder ikke, at den er helt uden fejl, men at den ikke indeholder væsentlige fejl i lære eller praksis. Man kan stadig være en ægte kristen, som C.S. Lewis var, selvom man tror, at Bibelen er ufejlbarlig, men fejlagtigt mener, at den ikke er fejlfri.
Spørgsmål: Når folk siger, at Bibelen er »fejlfri«, hvad betyder det så?
Svar: Når konservative kristne siger, at Bibelen er fejlfri, mener de, at den er uden fejl i de originale manuskripter. I senere kopier tillod Gud, at der opstod kopieringsfejl. Alle, der siger, at Bibelen er fejlfri, siger også, at Bibelen er ufejlbarlig. Men ikke alle, der siger, at Bibelen er ufejlbarlig, siger, at den er fejlfri.
Se *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 45-48, for en letforståelig gennemgang af, hvordan den oprindelige tekst er fejlfri, og den moderne tekst, selvom den stadig er pålidelig, kun er ufejlbarlig. Andre bøger, der giver lignende beskrivelser af ufejlbarlighed, er *1001 Bible Questions Answered*, s. 17, *When Critics Ask*, s. 23-24, *The Complete Book of Bible Answers*, s. 13, 25, *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 7, 16, og *Difficulties in the Bible*, s. 21-22. I *General Introduction to the Bible*, s. 43, påpeges det, at opfattelsen af »fejlfri autografer og fejlbehæftede kopier« også blev anlagt af Jean Calvin og Augustin af Hippo (354–430 e.Kr.).
Her følger nogle detaljerede udsagn om ufejlbarlighed fra *Chicago Statement on Biblical Hermeneutics*, hentet fra *General Introduction to the Bible*, s. 444.
»Artikel XIII: VI BEKRÆFTER, at kendskab til de litterære kategorier – både formelle og stilistiske – i de forskellige dele af Skriften er afgørende for en korrekt eksegese, og derfor værdsætter vi genrekritik som en af de mange discipliner inden for bibelstudiet.
VI AFVISER, at genrekategorier, der benægter historiskhed, med rette kan påtvinges bibelske fortællinger, der præsenterer sig selv som faktuelle.
Artikel XV: VI BEKRÆFTER nødvendigheden af at fortolke Bibelen i henhold til dens bogstavelige eller normale betydning. Den bogstavelige betydning er den grammatisk-historiske betydning, det vil sige den betydning, som forfatteren udtrykte. Fortolkning i henhold til den bogstavelige betydning vil tage højde for alle retoriske figurer og litterære former, der findes i teksten.
VI AFVISER legitimiteten af enhver tilgang til Skriften, der tillægger den en betydning, som den bogstavelige betydning ikke understøtter.
Artikel XVI: VI BEKRÆFTER, at legitime kritiske metoder bør anvendes til at fastlægge den kanoniske tekst og dens betydning.
VI AFVISER legitimiteten af at tillade, at nogen form for bibelsk kritik sætter spørgsmålstegn ved sandheden eller integriteten af forfatterens udtrykte betydning eller ved nogen anden bibelsk lære.”
For en detaljeret definition af ufejlbarlighed i 19 artikler kan man se Chicago-erklæringen om bibelsk ufejlbarlighed, offentliggjort i *Inerrancy*, s. 493-502. Artikel X bekræfter, at kun autograferne var ufejlbarlige. Artikel XIX bekræfter, at en person IKKE behøver at tro på ufejlbarlighed for at være en ægte kristen.
Spørgsmål: Hvis »fejlfrihed« ikke har noget imod at sige, at der er sneget sig små kopieringsfejl ind, og at de originale manuskripter ikke længere eksisterer, ville det så ikke være lige så enkelt at sige, at fejlene fandtes i originalerne?
A: Konservative kristne tror ikke på det, fordi vi anser Bibelen for at være Guds ord, og fordi Gud ikke begik nogen fejl, da Hans ord oprindeligt blev nedskrevet.
Q: Hvad adskiller konkret ”ufejlbarlighed” fra ”overdrevet bogstavelighed”?
A: Ufejlbarlighed tillader følgende forbehold:
Antropomorfe udtryk, såsom 2. Mosebog 8:19; 13:14; 15:8,12,16; 5. Mosebog 7:19; Salme 91:4; Hebræerbrevet 4:13
Afskrivningsfejl, såsom i 4. Mosebog 3:28; 1. Kongebog 4:26; 2. Krønikebog 18:12; 22:2,5; 36:9
Sproglige udtryk, såsom 2. Mosebog 33:11; 5. Mosebog 32:50.
Tilnærmelser, såsom afrundede tal
Skrivning ud fra et referenceramme, såsom Johannes, der skrev det, han hørte og så i Åbenbaringen
Den menneskelige forfatters stil blev brugt af Gud i forfattelsen.
Se diskussionen om 2. Petersbrev 1:21 for mere om Skriftens inspiration.
Spørgsmål: Hvad er den officielle katolske holdning til Bibelens ufejlbarlighed?
Svar: Selvom mange katolikker har forskellige synspunkter, er dette kirkens officielle holdning.
Catholic Apologetics Today siger følgende.
»Kirken har altid fastholdt, at der slet ikke er nogen fejl i Skriften. Således skrev Pius XII (Divino afflante Spiritu): ’I vores tid erklærede Det Første Vatikankoncil, for at afvise falske lærer om inspiration, at netop disse bøger [i Skriften] skal betragtes som ’hellige og kanoniske’ af kirken, ’ikke kun fordi de indeholder en fejlfri åbenbaring, men fordi de, da de er skrevet ved Helligåndens inspiration, har Gud som forfatter og som sådan er blevet overleveret til Kirken.’ Men da visse katolske forfattere, i strid med denne højtidelige definition af den katolske lære … vovede at begrænse Den Hellige Skrifts sandhed til spørgsmål om tro og moral … tilbageviste vores forgænger af udødelig erindring, Leo XIII, i en encyklika, Providentissimus Deus … med rette og på behørig vis disse vildfarelser.» (kursiv i originalen)
Den katolske kirkes katekismus (Imprimi Potest) fra 1994 erklærer følgende.
104 »I den Hellige Skrift finder Kirken stadigt sin næring og sin styrke, for den modtager den ikke som et menneskeligt ord, ’men som det, den virkelig er, nemlig Guds ord.’«
107 »De inspirerede bøger lærer sandheden. Da alt, hvad de inspirerede forfattere eller de hellige forfattere bekræfter, derfor skal betragtes som bekræftet af Helligånden, må vi erkende, at Skriftens bøger fast, trofast og uden fejl lærer den sandhed, som Gud for vores frelses skyld ønskede at betro til den Hellige Skrift.«
Sammenfattende: Den officielle katolske holdning til Skriftens ufejlbarlighed er identisk med den evangeliske/fundamentalistiske opfattelse af Skriften med følgende undtagelser.
1. Den katolske kirke accepterer de moderne katolske apokryfer, som er yderligere bøger og afsnit i det katolske Gamle Testamente.
2. Den katolske holdning udtaler sig tilsyneladende ikke om, at Skriften er ufejlbarlig i de originale manuskripter, men at Gud tillod ubetydelige kopieringsfejl i nogle af de manuskripter, vi har.
3. Den katolske kirke har forskellige opfattelser af, hvordan Skriften skal fortolkes, især i lyset af den katolske kirkes tradition.
Spørgsmål: Hvornår blev udtrykket »fejlfri« først brugt?
Svar: Ifølge en artikel af Paul D. Feinberg i *Inerrancy* (redigeret af Norman Geisler), s. 292, brugte Boethius, der levede i slutningen af det 5. og begyndelsen af det 6. århundrede, udtrykket i betydningen »fravær af fejl«. Ifølge Oxford English Dictionary blev udtrykket første gang brugt på engelsk i 1837 med betydningen »fri for fejl, ufejlbarlig«. Ordet »inerrancy« blev brugt som et navneord omtrent på samme tid.
Spørgsmål: Hvilke beviser har vi for, at Gud er en Fader (enten for Jesus eller for de kristne) eller har en Søn?
Svar: I Det Gamle Testamente var forestillingen om, at Gud er en Fader, ganske udbredt. 2. Samuel 7:14; 1. Krønikebog 17:11-14; 22:10; 28:6; Salme 2:7; Ordsprogene 3:12; Esajas 63:16; Jeremias 3:19; 31:9; Hosea 11:1; Malakias 1:6; 2:10. I Ordsprogene 30:4f (BSB) står der: »Hvad er hans navn, og hvad er hans Søns navn – det ved du jo sikkert!«
I de 27 bøger i Det Nye Testamente nævner hver eneste bog, bortset fra 3. Johannesbrev, enten at Gud er en Fader, at Jesus er Guds Søn, eller at vi er Guds sønner. For eksempel lærte Jesus os i Mattæus 6:9 at bede: »Vor Fader i himlen…«. I Åbenbaringen 21:7 har vi det dyrebare løfte: »Den, der sejrer, skal arve alt, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.« (BSB)
Spørgsmål: Hvad hørte og lærte de første kristne om, at Gud er en Fader eller har en Søn?
Svar: De første tilhængere af Jesus, kort efter at Det Nye Testamente blev skrevet, skrev også om dette. Her er henvisninger fra ni forfattere fra før år 200 e.Kr.
Første Clemensbrev (96-98 e.Kr.) kap. 23 (søn) kap. 36
Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.) kap. 5 (Guds Søn) kap. 14
Om Polycarps martyrium (ca. 169 e.Kr.) 1. sætning, kap. 14 osv.
Ignatius’ brev til efeserne (før år 116 e.Kr.) kap. 2, kap. 3
Fragmenter af Papias (før 155 e.Kr.) fragment 5 (2 gange)
Til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.) kap. 10
Justin Martyrs første forsvarstale, kap. 13 (søn), kap. 15 (2 gange) (150 e.Kr.)
Athenagoras’ forsvar for de kristne (177 e.Kr.) kap. 10 (2 gange)
Theophilus til Autolycus (168–181/188 e.Kr.) bog 1, kap. 4, bog 2, kap. 22 (2 gange)
Hvordan kunne så mange kristne tro, at Gud var en Fader? Det kunne kun være, at a) de lærte det af Jesus, b) de lærte det af Jesu apostle, c) de lærte det af det, der fremgik klart af Det Gamle Testamente, eller d) alle ovenstående.
En tanke til muslimer: Kan man betragte Gud som en Fader eller tilbede Jesus som Gud i Treenigheden og alligevel komme i paradiset? Selvfølgelig svarer Bibelen ja, men lad os se på dette spørgsmål fra et islamisk perspektiv. Fra Jesu tid og frem troede de, der troede på Jesus som Guds profet, at han var Gud. Enten ønskede Gud, at alle, der forsøgte at følge Jesu ord, skulle ende i helvedesilden, eller også vildledte han ikke ondskabsfuldt alle, der ønskede at tro på Jesus. Hvis Jesus lærte sandheden (som muslimer er enige om, at han gjorde), tror du så, at Gud ønskede/tillod, at viden om, at profeten Jesus var fra Gud, skulle lære alle indtil Muhammeds tid løgne – løgne, der ville sende dem til helvede? Det er svært at tro på en så lunefuld, ondskabsfuld gud, men på den anden side har folk, uden rigtig at tænke over det, troet på mærkeligere ting.
Spørgsmål: Kan jeg komme i himlen uden at acceptere Jesus Kristus som min Herre og Frelser?
Svar: Nej, du kan ikke komme i himlen, hvis du nægter at tage imod Jesus som din Herre og Frelser. Her er fire punkter, du bør overveje i forbindelse med svaret.
Retfærdighed: Gud er god, hellig, retfærdig og retfærdig over for alle (Hebræerbrevet 6:10). Gud dømmer mennesker ud fra den viden, de har (Romerne 4:15; 5:13). Abraham kendte ikke Jesu navn, men han fulgte alligevel Gud og blev frelst gennem Jesus. (Johannes 8:56; Hebræerbrevet 9)
Den eneste vej: Vi kan ikke komme til himlen på grundlag af vores egen retfærdighed; vi har brug for Guds barmhjertighed og nåde gennem Jesus. Jesus er ikke blot en vej til Gud, men den eneste vej til Gud. (Johannes 14:6; 15:5; Apostlenes Gerninger 4:12)
Afviser man Jesus som Guds Søn, afviser man himlen: Selv til et meget religiøst folk, de jødiske farisæere, sagde Jesus, at hvis man afviser ham, vil man sandelig dø i sine synder. (Johannes 8:24)
Gud søger: Gud ønsker ikke, at nogen skal gå fortabt (2. Petersbrev 3:9), men ligesom Jeremias græd over sit folk (Jeremias 13:17; 14:17), og ligesom Jesus græd over Jerusalem (Lukas 19:41-44), og ligesom Peter bønfaldt sine tilhørere (Apostlenes Gerninger 2:40), søger Gud med ikke mindre længsel efter sine egne.
Spørgsmål: Hvor stammer kapitlerne og versene i Bibelen fra?
Svar: De moderne kapitler og vers blev indført af Stephen Langton, ærkebiskop af Canterbury, der døde i 1228. Det første græske Nye Testamente, der blev udgivet med disse kapitler og vers, udkom i 1551 hos en trykker i Paris, Robert Stephens, som også udgav Vulgata med kapitler og vers i 1555. Den engelske Genève-bibel var den første med kapitler og vers i 1560.
Spørgsmål: Hvorfor er I så negative over for islam?
Svar: Vi elsker muslimer og ønsker dem alt det bedste, nemlig at de må leve i glæde i himlen for evigt. Vi er kritiske over for islam for deres egen skyld. Vi er dog langt fra så negative over for islam som muslimerne selv. Når troende i en moské i Pakistan bliver skudt ned, blot fordi de er shiitter, er det negativt. Da Tamerlan, der byggede en moské, lavede en bunke af 70.000 kranier fra de muslimer, der boede i Isfahan, er det ret negativt.
Kristne bør ikke være negative over for muslimer (eller nogen andre) på tre måder.
1. Vi forbander aldrig muslimer, som Muhammed forbande os. Mod slutningen af sit liv sagde Muhammed: »Må Allah forbande jøderne og de kristne, for de byggede deres tilbedelsessteder ved deres profeters grave.« (Bukhari, bind 1, bog 8, kap. 55, nr. 427, s. 255). Bemærk, at han ikke skelnede mellem sande og hykleriske kristne; han forbande dem alle sammen.
2. Vi ønsker ikke at sige noget, der er »æreskrænkende« (= falsk + negativt). For eksempel at jøderne var onde, fordi de tilbad Ezra (‘Uzair), Allahs søn, som Koranen siger i sura 9:30.
3. Muhammed sagde, at man skulle »satirere hedningerne i vers«, ifølge Bukhari, bind 8, bog 72, kap. 91, nr. 174, s. 113.
Så vi kan i det mindste være enige med moderne muslimer (håber jeg) om, at det ikke er Guds vilje, at man er så negativ.
Hvad os angår, så brugte Jesus over 1/3 af alle sine nedskrevne ord på enten at irettesætte, advare bestemte mennesker, advare generelt eller rette på falske ting. Han var også opmuntrende, og det er vi også. Vi spørger ikke kun: »Hvad ville Jesus gøre?«, men vi bør også spørge: »Hvad ville Jesus ønske, at vi skulle sige?« Ja, vi er »advarslere« ligesom Jeremias, Johannes Døberen, Paulus og endda Jesus, men vi vil gerne have, at I ved, at vi også elsker jer. Vi ville aldrig ønske at såre jer, selvom muslimer sårer kristne, og vi ønsker kun det bedste for jer.
Spørgsmål: Hvorfor angriber I kristne [angiveligt] muslimer?
Svar: Vi holder af muslimer; vi angriber dem ikke. Her er tre punkter, I bør overveje i svaret: bosnierne, Jesus og landsbyboerne.
Bosnierne: Da serberne hensynsløst massakrerede bosniske muslimer, tog amerikanere (af alle trosretninger) afstand fra det. Serberne opfattede måske USA som værende imod dem, men vi var ikke imod det serbiske folk. Vi gik ind for at beskytte de undertrykte, og vi var imod de grusomheder, som nogle (men ikke alle) serbere begik. På samme måde har vi intet imod afghanerne, som vores nødhjælpsforsendelser til dem viser, men da vores egne civile blev angrebet, reagerede vi for at forsøge at beskytte os selv mod, at dette skulle ske igen.
Jesus sagde, at vi skulle vende den anden kind til, og det gør vi som enkeltpersoner. Men på regeringsniveau siger Romerbrevet 13:4, at staten ikke bærer sværdet forgæves. Den vestlige kultur er ikke kristen, selvom kristendommen har haft stor indflydelse på den. Den vestlige kultur har ikke altid ret, men vi har en pligt til at tage afstand fra det, der er forkert. Der er andre uretfærdigheder end at myrde mennesker. At behandle kvinder som andenklasses borgere, der ikke må arbejde, hvis vidnesbyrd kun tæller halvt så meget som en mands, og som sjældent bør være uden for hjemmet, er en anden uretfærdighed. Gud bliver hånet, når det sker i hans navn.
I dag er landsbyboere i Indonesien og Sudan blevet slagtet af muslimer, simpelthen fordi de er kristne. Vil du fortælle mig, hvorfor mange muslimer over hele verden mener, at de bør gøre dette, og alligevel anser enhver fredelig, rationel kritik af islamiske skikke for et angreb på dem?
Spørgsmål: Hvorfor førte de kristne korstog mod muslimerne?
Svar: Jesus var Fredsfyrsten, og han sagde aldrig, at man skulle dræbe nogen, fordi de havde en anden religion. De »kristne« korstog var ikke en del af den kristendom, der beskrives i Bibelen. Korstogene (eller de kristne jihad-kampagner) var en forkert praksis, som europæerne lærte af de islamiske jihad-kampagner.
Spørgsmål: Hvordan beder kristne?
A: Bibelen indeholder mange bønner, vi kan bruge som eksempler, men Jesus lærte specifikt sine disciple, hvordan de skulle bede, i Matthæus 6:9-13. Kristne betragter bøn som en samtale med Gud; derfor er det kun få kristne bønner, der læres udenad. Kristne bønner slutter ofte med sætninger som »i Jesu navn«, for det er gennem Jesu offer, at vi har adgang til at bede til Faderen. (Johannes 16:26)
Kristne skal bede til Gud uafbrudt, som det befales i 1. Thessalonikerbrev 5:17; Efeserbrevet 6:18; Filipperbrevet 4:4,6; Hebræerbrevet 13:15; og som det fremgår af eksemplerne i Romerbrevet 1:9-10, Kolossenserbrevet 1:9 og 1. Thessalonikerbrev 1:2-3; 3:10.
Dette adskiller sig fra islam, hvor der er bestemte tidspunkter, hvor bøn er forbudt, ifølge Bukhari, bind 2, bog 21, kap. 38, nr. 283, s. 158. I Fiqh us-Sunnah, bind 2, s. 11, står der: »’Umar så ham og sagde til ham: ’Sæt dig ned, Bogens Folk blev tilintetgjort, fordi de ikke skelnede mellem deres bønner.’ Profeten sagde: ’Godt sagt, Ibn al-Khattab.’”
Spørgsmål: I de ikke-bibelske skriftruller fra Det Døde Hav – kunne den retfærdige lærer være en profeti om Muhammed, Jesus, Johannes Døberen eller en anden?
Svar: Nej, for den, de kaldte den retfærdige lærer, var kommet, før disse skriftruller blev skrevet, ifølge beviserne i selve skriftrullerne. Her er de relevante uddrag fra *The Dead Sea Scrolls Translated: The Qumran Texts in English* af Florentino Garcia Martinez.
Den retfærdige lærer kom 390 + 20 år efter eksilet. Eksilet fandt sted i 586 f.Kr., så det ville være i makkabæernes tid, længe før Kristi tid.
»For da de var utro og forlod ham, skjulte han [Gud] sit ansigt for Israel og for sit helligdom og overgav dem til sværdet. Men da han mindedes den allerførste pagt, frelste han en rest for Israel og overgav dem ikke til undergang. Og i vredeens stund, tre hundrede og halvfems år efter at have overgivet dem i hænderne på Nebukadnezar, kongen af Babylon, besøgte han dem og lod der spire frem fra Israel og fra Aron en skud af plantningen, for at de kunne tage hans land i besiddelse og blive mætte af de gode ting fra hans jord. Og de indså deres synd og vidste, at de var skyldige mennesker; men de var som blinde og som dem, der famler efter vejen i over tyve år. Og Gud vurderede deres gerninger, fordi de søgte ham med et fuldkomment hjerte, og han rejste en Retfærdighedens Lærer for dem for at lede dem på vejen til sit hjerte.” Damaskus-dokumentet, kopier fra Genizah (CD-A), kol. 1, linje 3-11, s. 33
Det samme nævnes i afskriften af Damaskus-dokumentet 4Q268 (=4QD(c)), linje 13-17, s. 48, og 4Q266 (=4QD(a)), fragment 2, linje 7-14, s. 49. Bemærk, at mens to manuskripter (A og B) stammer fra en jødisk Genizah i Kairo og er dateret til efter år 900 e.Kr., stammer to andre manuskripter fra omkring Kristi tid blandt Dødehavsrullerne.
Som en sidebemærkning nævnes Retfærdighedens Lærer fremtrædende i Habakkuk-pesheren (1QpHab), kol. 1, linje 13, s. 198; kol. 2, linje 2, s. 198; kol. 5, linje 10, s. 199; kol. 7, linje 4, s. 200; kol. 8, linje 3, s. 200; kol. 9, linje 9-10, s. 201; kol. 11, linje 5, s. 201.
Derudover findes der en meget kort omtale af Retfærdighedens Lærer i »Psalms Pesher« (4Q173, fragment 1, s. 206).
Konklusioner:
Retfærdighedens Lærer var grundlæggeren af Qumran-samfundet (s. liii).
I indledningen står der også, at forskellige diskrediterede teorier har hævdet, at Retfærdighedens Lærer var Jesus, eller ellers Johannes Døberen, eller ellers apostlen Jakob. Der tilføjes: »Fælles for alle disse teorier er imidlertid en benægtelse af de konklusioner, som den arkæologiske undersøgelse er nået frem til, nemlig at alle manuskripterne blev deponeret i hulerne (og dermed også skrevet) før ødelæggelsen af Khirbet Qumran i år 68 e.Kr. Frem for alt benægter disse teorier konklusionerne fra den palæografiske analyse af manuskripterne.« (s. xlvii)
Florentino Garcia Martinez er leder af Qumran-instituttet ved Universitetet i Groningen i Nederlandene.
Spørgsmål: Hvilke passager og ord i Bibelen er på aramæisk?
Svar: I Det Gamle Testamente er Daniel 2:4b-7:28, hvor emnet om de ikke-jødiske nationer behandles, på aramæisk. Esra 4:8-6:18; 7:12-26 er på aramæisk. Jeremias 10:11 er på aramæisk. Navnet Jegar Sahadutha i Første Mosebog 31:47 er på aramæisk.
I Det Nye Testamente er Jesu ord på aramæisk nedskrevet i Matthæus 27:46a. Johannes 19:13 siger, at stedet med stenbelægningen hed Gabbatha på aramæisk. I Markus 5:41 talte Jesus til den lille pige Talitha koum på aramæisk.
Spørgsmål: Kunne den [påståede] »præstelige Messias« i de ikke-bibelske Dødehavsruller være Jesus, og den [påståede] »kongelige Messias« være en profeti om Muhammed, som en muslim har hævdet?
Svar: Nej. For det første findes der ingen »præstelig Messias« og ingen »kongelig Messias« i Dødehavsrullerne. I stedet omtaler nogle Dødehavsruller én Messias, mens andre omtaler to Messiaser: en Messias fra Arons slægt og en Messias fra Israels slægt. Hvilken af Israels stammer stammede Muhammed fra? Da Muhammed ikke stammede fra nogen af Israels stammer, kan man ikke sige, at han kunne være nogen af dem.
Omtale af de to messiaser, Arons og Israels, i »Fællesskabets regel« 1Q, regel kol. 9, s. 13-14
Reglerne skal følges gennem den onde tid, indtil Arons Messias opstår. »Damaskus-dokumentet« CD-A, kol. 12, linje 23, s. 43
Omtale af Arons og Israels Messias (ental) i *Damaskus-dokumentet* CD-A, kol. 9, linje 10-11, s. 45; kol. 19, linje 10-11, s. 46; kol. 20, linje 1, s. 46
Omtale af Arons og Israels Messias (ental). 4Q266, fragment 18, kol. 3, linje 12, s. 56
Desuden er Arons Messias den samme som Retfærdighedens Lærer. »Dens fortolkning vedrører Præsten, Retfærdighedens Lærer, som Gud udvalgte til at stå foran ham, for han indsatte ham til at grundlægge menigheden [af sine udvalgte] for ham,« Salmernes Pesher 4Q171, kol. 3, linje 13-16, s. 205
Menighedens Regel (1Q28a), kol. 2, s. 127, siger mange ting om Messias. »når [Gud] avler Messias med dem« (linje 11; »[Gud]« står i Florentinos bog). »Derefter skal Israels Messias træde ind, og foran ham skal lederne [af Israels stammer, hver] sidde i henhold til sin værdighed« (linje 14–15).
Drak Muhammed vin? »Og [når] de samles ved fællesskabets bord [eller for at drikke] den nye vin, og fællesskabets bord er dækket [og] den nye vin [er blandet] til at drikke, [skal ingen række] sin hånd ud mod førstegrøden af brødet og den [nye vin] før præsten, for [han er den, der velsigner] førstegrøden af brødet og den nye vin [og rækker] sin hånd ud mod brødet foran dem. Bagefter skal Israels Messias række sin hånd ud mod brødet.“ linjer 17-20.
Konklusion: Arons Messias er Retfærdighedens Lærer (Salmerne Pesher 4Q171 kol. 3, linjer 13-16, s. 205), så det er ikke Kristus. Der er ingen kongelig Messias, kun en Messias fra Israel, og Muhammed er ikke fra Israel.
Spørgsmål: Hvorfor besvare så mange spørgsmål?
Svar: Dette er lige så meget et personligt spørgsmål som et spørgsmål om Bibelen, men her er svaret alligevel.
Bortset fra svar som »galskab«, »intet bedre at lave« og »for meget tid til overs«, så jeg et behov for dette, bad om det og påbegyndte dette projekt. Det stammer fra et fire-siders uddelingsark, jeg havde, da jeg underviste på et kursus om Bibelens ufejlbarlighed på et »Christian Life Retreat« i Forest Glen i foråret 1997. I dette hæfte troede jeg, at jeg havde besvaret alle de vigtige spørgsmål om Første Mosebog.
Under alle omstændigheder har en række kristne, hvoraf mange har langt bedre kompetencer end jeg, allerede skrevet en række gode bøger om at besvare bibelske spørgsmål. Men selvom de besvarede 300, 500 eller 800 spørgsmål ret godt, var de ikke udtømmende. Desuden forelå svarene ikke i elektronisk format, og ophavsretsbestemmelserne var ikke sådan, at kristne kunne kopiere og videreformidle svarene, som de ønskede. Her er grundene til, at jeg mener, det er vigtigt at have svar på alle disse spørgsmål.
1. Petersbrev 3:15 »Hellig Kristus som Herre i jeres hjerter. Vær altid rede til at svare enhver, der spørger jer om grunden til det håb, der er i jer. Men svar med mildhed og respekt.« Skeptiske ikke-troende hævder, at Bibelen er forkert eller selvmodsigende, og troende har brug for et sted, hvor de kan finde et svar.
2. Tessalonikerbrev 2:15 »Derfor, brødre, stå fast og hold fast ved de traditioner, vi har lært jer, enten mundtligt eller skriftligt.« Kristne kan selv have spørgsmål om læresætninger og ord.
Ordsprogene 30:5 »Hvert Guds ord er fejlfrit; han er et skjold for dem, der søger tilflugt hos ham.« (BSB). Selvom man stadig kan være en ægte kristen og tro, at Bibelen indeholdt fejl i de originale manuskripter, mener jeg, at det er vigtigt at erkende, at den er ufejlbarlig. Det ser dog ud til, at når en kristen hævder, at Bibelen er fejlfri, bør vedkommende være i stand til at finde svar på næsten enhver indvending, man måtte fremsætte. Det er netop det, dette værk forsøger at gøre.
Disse svar er måske ikke altid de bedste, og derfor er der angivet henvisninger til svarene i forskellige kristne bøger, som ofte er mere uddybende. Hvis du mener, at svaret her ikke er tilstrækkeligt eller kunne forbedres, vil vi sætte pris på eventuelle forslag, du måtte have.