< Bibelspørgsmål fra Dommerbogen

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Dommerbogen 1?

Svar: Dommerbogen viser først og fremmest, hvordan Guds folks ulydighed medfører straf, og hvordan lydighed derefter medfører velsignelse. Derudover er et nøgleudtryk i Dommerbogen, at »hver mand gjorde, hvad der var ret i hans egne øjne«, og Dommerbogen viser de kaotiske konsekvenser heraf. En sekundær funktion af Dommerbogen er at vise, hvor fordærvede mennesker er.

Spørgsmål: Hvad ligger der i ordet »dommer« i Dommerbogen?

Svar: Det hebraiske ord shopetim (Dommerbogen) betyder »ledende magthavere« ifølge Gleason Archer i Survey of Old Testament Introduction, s. 280. Det er den titel, der blev givet til de mennesker, der ledede og dømte Israel fra Josvas tid til Sauls tid, den første konge. Disse mænd – og en kvinde – tjente Gud i forskelligt omfang. I Josva-bogen lærte vi af karakteren og livet hos en mand, der, så vidt vi ved, aldrig gik på kompromis i sin vandring med Gud. Nu er livet mere kompliceret og ikke så velsignet for dem, der vandrer med Gud, men som mange gange gik på kompromis.

Spørgsmål: Findes der i Dommerbogen arkæologiske beviser fra andre lande på israelitternes tilstedeværelse i dommertiden?

Svar: Ja, stelen fra farao Merenpta/Merneptah (1229/1225 f.Kr.), søn af Ramses den Store, blev fundet af Petrie i Theben, Egypten. Denne stele (søjle) blev rejst i farao Merneptahs femte regeringsår. Den roser ham og opregner de nationer, som egypterne angreb eller erobrede. Den nævner hettitterne, Kanaan, Askalon, Gezer, Yanoam (i det nordlige Kanaan), Israel og horitternes land.

Spørgsmål: Hvilke perioder med undertrykkelse og fred var der i Dommerbogen?

Svar: Her er perioderne. Arkæologen John Garstang har fastslået, at de perioder med fred, der nævnes i Dommerbogen, skyldtes, at egypterne udøvede deres herredømme over kanaanitterne ved kysten.

Spørgsmål: I Dommerbogen, var de enkelte dommeres regeringsperioder og undertrykkelsesperioderne på hinanden følgende, eller fandt nogle af dem sted samtidigt?

A: Selvom Dommerbogen ikke udtrykkeligt nævner det, står der i 1. Kongebog 6:1, at der gik 480 år fra udvandringen fra Egypten til opførelsen af Salomos tempel. Dette ville betyde, at perioderne i Dommerbogen var på hinanden følgende og ikke overlappede hinanden. Se diskussionen om 2. Mosebog 5:2 for yderligere information, samt David Rohls afsnit i *Pharaohs and Kings: A Biblical Quest* (Crown Publishers 1995), s. 278-283, hvor der fremføres stærke argumenter for, at udvandringen fandt sted i 1447 f.Kr.

Spørgsmål: Da der er så meget, der er uopbyggeligt og lidet flatterende i Dommerbogen, betyder det så, at »man er tvunget til at stole på, at Dommerbogen er et mere nøjagtigt billede af den verdslige historie, end Josuabogen kan være«, som det står i Asimovs Guide to the Bible, s. 224?

Svar: Nej; der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Asimovs Guide to the Bible har ret i, at der her er meget, der er lidet flatterende for Israel, og dette vidner om forfatterens ærlige åbenhed. Lidt flatterende betyder imidlertid ikke lidet opbyggeligt. Vi skal lære af andres fejltagelser, og et af hovedpunkterne i Dommerbogen er netop den fejltagelse, at hver mand gør, hvad der er ret i hans egne øjne.

2. »Asimovs guide til Bibelen« afslører her en subjektiv, antibibelsk forudindtagethed. Da Dommerbogen er mindre positiv over for israelitterne, hvordan kan det så bevise sandheden, om den er mere positiv eller negativ? Hvis vi tog en bog og fjernede alle de negative dele, ville bogen måske slet ikke være sand! Hvis vi tog den samme bog og fjernede alle de positive dele, ville det så gøre resten fuldstændig sand? Selvom tilstedeværelsen af negative aspekter viser, at forfatteren ikke ønskede at fortie de negative dele, beviser omfanget af positive eller negative dele ikke, hvor nøjagtigt noget er gengivet.

Spørgsmål: Hvilke forkerte handlinger nævnes der i Dommerbogen?

Svar: Her er en liste over, hvad de gjorde.

Spørgsmål: Var der i Dommerbogen 1 opført tolv dommere, svarende til Israels tolv stammer?

Svar: Nej. Der står intet om, at de tolv dommere, der »herskede«, svarede til de tolv stammer. Desuden var der tretten dommere, ikke tolv, da Abimelek også »herskede over Israel« i Dommerbogen 9:22.

Spørgsmål: Havde israelitterne ret til at skære tommelfingrene og stortæerne af Adoni-Bezek i Dommerbogen 1:6-7?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Måske var dette passende retfærdighed. Adoni-Bezek havde så at sige masser af tommelfingre og stortæer til overs, da han selv havde skåret dem af på 70 konger.

2. Skriften siger faktisk ikke, om israelitterne gjorde ret i at gøre dette eller ej; den fortæller blot, at de gjorde det.

Spørgsmål: Hvordan kunne der i Dommerbogen 1:7 være 70 kongeriger i det lille område Kana’an?

Svar: Næsten hver eneste større by havde sin egen konge. Dette svarede til de mange uafhængige kongeriger i Grækenland seks hundrede år senere.

Spørgsmål: I Dommerbogen 1:8 erobrede israelitterne Jerusalem, så hvorfor måtte David senere erobre Jerusalem i 2. Samuelsbog 5:6-9?

Svar: De besejrede jebusitterne og satte ild til en del af byen. Dommerbogen 1:21 viser imidlertid, at byen forblev uerobret indtil Davids tid. Brevene fra Tell el-Amarna (1400–1370 f.Kr.) beviser også, at Jerusalem ikke blev erobret.

Spørgsmål: I Dommerbogen 1:10 – blev de tre anakitter dræbt af Juda, eller blev de fordrevet, som det står i Dommerbogen 1:20 og Josva 15:14?

Svar: »Fordrevet« kan betyde dræbt eller tvunget til at flygte. Josva 1:10 tyder på, at de tre personer blev dræbt. Det er sandsynligt, at ikke hele deres klan blev dræbt, men at nogle blev drevet ud. Drabet og tvang af de øvrige til at flygte kan enten have været én begivenhed, eller også kan tvangen til at flygte have været en efterfølgende begivenhed.

Spørgsmål: I Dommerbogen 1:16 og 4:11, var Moses’ svigerfamilie kenitter, eller var de midianitter, som 2. Mosebog 2:21 viser?

Svar: Moses giftede sig med Zippora, en midianit og en kusit (en etiopier). Først hvad der ikke er svaret, og derefter tre muligheder.

Det er ikke svaret: Kenitterne var kobbersmede, og »kenit« kan henvise til et håndværk, ikke et folk. Dette er dog usandsynligt, da kenitterne synes at være en særskilt stamme i Dommerbogen 4:17 og især 4. Mosebog 24:22.

Mulige svar:

1. Moses havde mindst én yderligere hustru, en kenit.

2. Moses’ svigerfar var midianit: de to henvisninger i Dommerbogen var skrivefejl.

3. Moses’ svigerfar var en midianit, der enten grundlagde eller var en del af keniternes understamme.

Spørgsmål: Hvordan erobrede israelitterne i Dommerbogen 1:18 Gaza, Askalon og Ekron, når disse byer var under filistrenes kontrol i Samsons tid?

A: Israelitterne erobrede dem i Josvas tid omkring 1400 f.Kr., men det var kun midlertidigt. Filisterne med deres jernvogne (eller vogne med hjul med jernfælge) havde generobret dem, da Samson dukkede op omkring 390 år senere.

En anden opfattelse, nemlig at de ikke erobrede disse byer, som Septuaginta siger, er sandsynligvis forkert ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 388-389.

Spørgsmål: Hvorfor kaldte de i Dommerbogen 1:19 disse vogne for jernvogne i stedet for blot vogne?

Svar: Arkæologien fortæller os, at der fandtes to typer stridsvogne i den antikke verden. De egyptiske stridsvogne var lette, tohjulede køretøjer, der kun kunne rumme to personer: en bueskytte og en kusk. De var hovedsageligt fremstillet af træ og læder og gav meget ringe beskyttelse mod pile. De andre nationers stridsvogne var tunge, vognlignende køretøjer med plads til tre til fire personer. De gav en vis beskyttelse mod pile. Disse stridsvogne var udstyret med langt mere metal.

Spørgsmål: I Dommerbogen 1:19 – viser det faktum, at israelitterne ikke var i stand til at fordrive kanaanæerne, at Gud ikke er almægtig? (både en ateist og muslimen Ahmad Deedat har rejst dette spørgsmål)

Svar: Nej. Folket led tilsyneladende et nederlag i slaget på sletterne. I stedet for at bede inderligt til Gud og kæmpe igen, gav de op. Nogle gange giver vi i dag for let op, når det bliver svært.

Gud var dog i stand til at besejre stridsvogne. Det krævede blot Barak og 10.000 israelitiske soldater at ødelægge 900 jernstridsvogne fra Hazor. (Selvfølgelig hjalp det også mere end en smule, at Gud sendte regn på netop det rigtige tidspunkt, hvilket forvandlede slagmarken til mudder).

Spørgsmål: Stod der i Dommerbogen 1:19, at den Almægtige Gud ikke kunne fordrive folket fra sletterne, eller at israelitterne ikke kunne fordrive dem? (Muslimen Ahmad Deedat bragte dette på bane.)

Svar: Det hebraiske sprog angiver ikke eksplicit pronomenet, men meningen er, at israelitterne, selv med Guds hjælp, ikke kunne fordrive folket i sletterne på det tidspunkt, fordi folket i sletterne havde jernvogne. Senere besejrede israelitterne dog kanaanæerne med jernvogne i Dommerbogenes tid, og David besejrede filisterne med jernvogne. Nogle gange, selv når vi er lydige mod Gud, har vi stadig brug for tålmodighed for at se resultaterne af at adlyde Ham.

Gud er den Almægtige, men når han vælger at bruge sit folk som middel til at fuldføre sin vilje, må vi nogle gange vente på at se den vellykkede afslutning.

Spørgsmål: I Dommerbogen 1:23-26 – hvornår var det i orden at opmuntre nogen til at forråde sin by og sit folk?

Svar: Selvom Dommerbogen ikke udtrykkeligt roser dette, var det i dette tilfælde i orden. Josefs hus førte krig mod de ugudelige kanaanitter. De fleste amerikanere under Anden Verdenskrig havde ingen problemer med at opmuntre japanere, italienere, tyskere og de besejrede franskmænd til at forråde aksemagterne.

Spørgsmål: I Dommerbogen 1:28 – drev Gud da ikke kanaanæerne fuldstændigt ud, eller blev de fuldstændigt tilintetgjort, som det står i Josva 10:40?

Svar: Kana'anitterne blev fordrevet fra de områder, som israelitterne beboede. Men både Josva og Dommerbogen er enige om, at mange andre kana'anitter ikke blev fordrevet.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Gud i Dommerbogen 2:1-3, at han ikke ville fordrive kanaanæerne, når han tidligere havde sagt, at han ville?

Svar: Gud ønskede oprindeligt ikke, at kanaanæerne skulle være en snare. Dommerbogen 2 angiver to grunde.

I Dommerbogen 2:2 ændrede Guds erklærede hensigter over for israelitterne sig, da de gik fra fuld lydighed til delvis lydighed, hvilket stadig er ulydighed. Gud lovede at fordrive kanaanitterne foran dem, men hvis de ikke ville kæmpe og have nogen kanaanitter »foran sig«, ville der ikke være nogen kanaanitter at fordrive »foran dem«.

Dommerbogen 2:21-23: Da de ville være delvist lydige, ville Gud bruge de afgudsdyrkende kanaanitter som en prøve for at afsløre, hvilke israelitter der ville tjene Gud.

I dag kan Gud bruge dine børns erindringer om forskellige syndige ting i dit hjem som en prøve for dem, for at se, om de virkelig vil følge Gud eller ej. På den anden side, hvis du ikke har disse ting, vil Gud måske betragte disse prøver som unødvendige.

Spørgsmål: I Dommerbogen 2:4-6, trak Gud da sit løfte om at hjælpe israelitterne tilbage, mens Josva stadig levede?

Svar: Sandsynligvis ja. Landet fik fred fra krig i Josva 11:23, før Josva og de andre ledere delte landet op. Selvom Dommerbogen 2:6 ikke nødvendigvis skal være kronologisk efter Dommerbogen 2:2-3, var det højst sandsynligt tilfældet.

Spørgsmål: Var »Ashtoreth« i Dommerbogen 2:13 et generisk ord for en semitisk gudinde?

Svar: Nej. Selvom navnet her står i flertal, henviser det til flere statuer af den samme gudinde, ikke til forskellige gudinder. Wycliffe Bible Dictionary (s. 700-707) har et omfattende afsnit om omkring 36 specifikke mellemøstlige guddomme, og Ashtarte var en specifik gudinde, der blev tilbedt af mange folkeslag på mange sprog. Hun var gudinden for sex, frugtbarhed i almindelighed og ofte krig. Hun blev kaldt »Ishtar« af babylonierne, »Inanna« af de tidligere sumerere, ttrt i Ugarit, ‘strt i Fønikien, Astarte på græsk og Attar (sydarabisk). Astarte/Ishtar kan muligvis også være beslægtet med den græske Afrodite og den romerske Venus.

Bemærk, at der også findes en anden gudinde ved navn »Asherah«, som også var kendt af sumererne, de sydlige arabere, befolkningen i Ugarit som Athiratu-yammi, af babylonierne som Ashratum og af egypterne som Abdi-Ashirta. I Wycliffe Bible Dictionary, s. 701, står der, at dette er en anden gudinde end Ashtarte/Ishtar.

Spørgsmål: Var »Ashtoreth« i Dommerbogen 2:13 en forvanskning af det korrekte navn, Ashtarte, fordi fromme israelitiske redaktører kombinerede vokalerne fra Bosheth (skam) med konsonanterne fra Ashtarte/Astarte?

Svar: Nogle forskere mener dette. De oprindelige hebraiske manuskripter til Det Gamle Testamente blev skrevet uden vokaltegn, så de vokaler, der blev brugt, var en senere tilføjelse.

Spørgsmål: I Dommerbogen 2:14-19 ser resten af Dommerbogen ud til at følge dette mønster, men hvorfor fandtes dette mønster?

Svar: Gud sendte undertrykkerne som en tugtelse for at bringe israelitterne tilbage til sig selv. Guds strategi og den dommer, Gud anvendte, var en succes, og de vendte tilbage. Så snart de fik det godt, glemte de at stole på Gud og skille sig af med deres afguder.

Nogle gange synes det langt lettere for nogen at omvende sig til Gud, når det går dårligt, end at holde ud med at leve et liv, der behager Gud.

Spørgsmål: Hvorfor kæmpede Gud i Dommerbogen 2:15 mod israelitterne i stedet for blot at ignorere dem?

Svar: Når israelitterne var oprørske, ignorerede Gud dem ikke blot, men han tugtede dem ved at lade dem lide nederlag, indtil de råbte til ham. Guds tugt af en gruppe mennesker kan omfatte døden.

Spørgsmål: Hvorfor førte hver dommers død i Dommerbogen 2:19 til, at folket vendte tilbage til afgudsdyrkelse?

Svar: Af samme grund som nogle mennesker vender sig bort i dag. Mennesker i mange religioner kan vende sig bort, når den leder, de sætter deres lid til, dør. Mennesker, der hævder at være kristne, men har sat deres lid til en kristen leder mere end til Gud, kan falde fra, når den kristne leder dør.

Spørgsmål: Hvordan tjente israelitterne Ba'al og Asera-skovene i Dommerbogen 3:7?

Svar: Ba'alim er flertalsformen af Ba'al, og Ba'al var både en kanaanitisk afgud og et generisk ord for guder.

Spørgsmål: Findes der i Dommerbogen 3:8 nogen arkæologiske beviser for, at Israel tjente Chushan-Rishathaim, kongen af Aram-Naharaim?

Svar: For det første står der ikke Babylon eller Assyrien (som var svage på dette tidspunkt), men Aram-Naharaim. Ifølge *Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 386, betyder Aram-Naharaim »Aram ved de to floder«. Med andre ord er det den del af Mesopotamien i det moderne Syrien, der ligger mellem floderne Tigris og Eufrat.

Spørgsmål: Var Kushan-Rishathaim i Dommerbogen 3:8 et rigtigt navn eller en hånlig betegnelse?

Svar: Det er meget sandsynligt. Israelitterne transskriberede navne fra andre sprog, og måske var Kushan en transskription. Uanset hvad betyder »Rishathaim« dobbelt ondskab, og det var sandsynligvis ikke hans rigtige navn. Kushan er mere sandsynligt en transskription af et navn end »kushit«, selvom det er muligt, at det betyder »kushit«.

Spørgsmål: I Dommerbogen 3:17-22, handlede Ehud ret i at myrde kong Eglon af Moab ved hjælp af svig?

Svar: Selvom Ehud ikke direkte fortalte en løgn, bedrog han alligevel kongen af Moab. I visse særlige situationer kan kristne være nødt til at vildlede og forårsage bedrag. For eksempel, hvis du levede under den kinesiske kulturrevolution eller under Røde Khmer-regimet i Cambodja, hvor regeringen dræbte intellektuelle. Hvis regeringen bad dig om at angive alle dine intellektuelle venner, ville du så være ivrig efter at afsløre dem, vel vidende hvad deres skæbne ville blive?

Spørgsmål: Hvordan kunne Shamgar i Dommerbogen 3:31 dræbe 600 mænd med en oksepind?

Svar: En oksepind var et tungt redskab. Det var sandsynligvis en 7-10 fod lang stok, skarp i den ene ende og med en mejsel i den anden ende. Den ville være et godt våben i hænderne på en stærk mand.

Spørgsmål: Er Dommerbogen 4 en senere (E-kilde) beretning om Baraks sejr, og Dommerbogen 5 en tidligere (ca. 1125 f.Kr., J-kilde), som det hævdes i Harper’s Bible Dictionary (Harper & Row 1961), s. 132?

Svar: Nej. Der foreligger ingen beviser for, hvordan man kan bevise, at den ene er ældre end den anden. JEPD-teorien, som mange spekulationer bygger på, er blevet diskrediteret. Et af de mange problemer med JEPD-»teorien« var, at dens tilhængere havde så store vanskeligheder med at blive enige om, hvilke dele der stammede fra hvilken kilde.

Spørgsmål: Var denne Jabin fra Hazor i Dommerbogen 4:2 den samme som i Josva 11:1?

A: Nej. Han var sandsynligvis en efterkommer af den Jabin, der levede 160 år tidligere i Josvas tid. Konger og faraoer blev ofte opkaldt efter deres forfædre.

Spørgsmål: Hvordan kunne byen Hazor i Dommerbogen 4:3 undertrykke Israel, når den allerede var blevet ødelagt tidligere i Josva 11:10-11?

Svar: Arkæologien fortæller os, at byen Hazor blev brændt ned i 1400 f.Kr., 1300 f.Kr. af egypterne og i 1230 f.Kr. Uanset hvor forudindtagede Bibelens kritikere måtte være, fortæller arkæologien historien meget præcist.

Spørgsmål: Hvad betyder navnene Debora og Barak i Dommerbogen 4:4,6?

Svar: Debora betyder »honningbi«, og som en bibellærer spøgtigt sagde, var hun en rigtig »honning« af en dommer. Barak betyder »lyn«.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Tabor-bjerget i Dommerbogen 4:6?

Svar: Tabor-bjerget er en kegleformet klippe på 1300 fod i højden, 1843 fod over havets overflade. Det ligger omkring 10 miles, eller 16 kilometer, fra Kishon, en sæsonflod. Det ville være vanskeligt for stridsvogne at køre op til toppen af Tabor-bjerget, så en hær på Tabor-bjerget ville være i sikkerhed for stridsvogne, indtil de kom ned for at angribe.

Spørgsmål: I Dommerbogen 4:7, er »jeg« her Debora eller Gud?

Svar: Debora formidler Guds budskab, så »jeg« henviser her til Gud, som Dommerbogen 4:14 viser.

Spørgsmål: Er omtalelsen af Efraims stamme og dens fremtrædende position i Dommerbogen 4:9 og andre steder i Dommerbogen et bevis på, at Dommerbogen blev skrevet, efter at det nordlige rige brød ud?

Svar: Nej. Ifølge nogle kritikere gælder det tilsyneladende, at hvis en del nævner Efraim, blev den skrevet i det nordlige rige; hvis den nævner Juda, blev den skrevet i det sydlige rige; og hvis en bog nævner begge, bestod den af to dele, skrevet forskellige steder.

For en upartisk iagttager er det ikke utænkeligt, at nogen i Juda i det mindste kunne nævne Efraim et par gange, og det er tænkeligt, at nogen i Efraim kunne nævne Juda. Det er heller ikke utænkeligt, at hvis bøgerne blev skrevet før kongeriget blev delt, ville der ikke være nogen fjendskab mellem de to.

Spørgsmål: Hvorfor var Barak i Dommerbogen 4:9 tilbageholdende med at lede Israel uden Debora?

Svar: Skriften siger det ikke udtrykkeligt, men vi kan se en mulig årsag. Da Debora kaldte på Barak, kunne det tyde på, at Debora havde været etableret som leder i nogen tid, og Barak var bekymret for, at israelitterne måske ikke ville følge ham uden Debora.

En anden grund kunne være, at Debora var dommer med ansvar for området omkring den magtfulde Efraim-stamme, og Barak ønskede Efraims støtte, før han gik videre.

Spørgsmål: Var der i Dommerbogen 4:9 og 9:54 noget galt i at falde for en kvindes hånd?

Svar: Nej, men der er to punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Indtil moderne tid var fysisk styrke meget vigtig i krigsførelse. Mænd er typisk stærkere end kvinder i overkroppen.

2. Selvom der ikke var noget galt i, at Sisera blev dræbt af en kvinde i stedet for en mand, ville de fleste kulturer i Mellemøsten (sandsynligvis også den kanaanitiske) betragte det som en mindre ærefyldt måde at dø på. Dette ville sikre, at Sisera ikke blev husket som en helt eller en stor kriger.

Som en sidebemærkning bad Abimelek i Dommerbogen 9:54 sin våbenbærer om at dræbe ham, så det ikke skulle siges, at han blev dræbt af en kvinde.

Spørgsmål: I Dommerbogen 4:9 og 4:18, handlede Jael rigtigt ved at dræbe Sisera?

Svar: Denne ikke-israelit vildledte ikke blot Sisera, hun løj direkte: »Du vil være i sikkerhed herinde«. Debora, Barak og israelitterne betragtede Jael som en helt for at have dræbt deres ærkefjende. Her er fem punkter at overveje:

Kenitterne rejste sammen med Israel i ørkenen. Indtil assyrerne kom, levede de som nomader i Palæstina. Forholdet mellem israelitterne og kenitterne var altid venskabeligt.

På sin egen måde og med sine egne midler tog hun initiativet til at hjælpe israelitterne.

Hvor meget, hvis overhovedet noget, hun vidste om Guds lov om falsk vidnesbyrd, ved vi ikke.

Hvis hun syndede ved at lyve, blev hun rost for at hjælpe Guds folk med den sandhed, hun havde.

Alternativt mener nogle, at hun ikke syndede. I krigstider er det i orden at lyve for fjenden, selv når fjenden ikke mistænker, at de ikke er på samme side.

I dag bruger folk undertiden tvivlsomme midler for at hjælpe kristne. Kristne bør dog ikke anvende ugudelige midler.

I bogen *When Critics Ask* (s. 147) nævnes følgende punkter:

1. Da Sisera, en bevæbnet kriger, allerede var kommet til Jaels telt (Dommerbogen 4:17), hvad skulle Jael så gøre? Hun kunne ikke besejre ham i kamp, og hun kunne ikke rigtig bede Sisera om at gå sin vej.

2. Sisera havde undertrykt Guds folk, og hvis han var undsluppet, ville han have undertrykt dem igen.

3. Jael kæmpede mod Guds fjender på sin måde, ligesom de mandlige krigere kæmpede på deres.

4. Uanset om Jaels metode var den bedste, roste Debora og Barak hendes handling under disse omstændigheder. Det betyder ikke, at alle bør bruge bedrag i krigsførelse.

Spørgsmål: Hvorfor var Baraks hær så lille i Dommerbogen 4:15?

Svar: Hæren bestod kun af omkring 10.000 fodsoldater. Svaret findes i Dommerbogen 5:8,9,15-18,23. Mange fra de andre stammer valgte ikke at deltage i kampen ved Baraks og Deboras side. Det er muligt, at mange israelitter havde indgået en fredsaftale med Jabin for at tjene under ham.

Spørgsmål: I Dommerbogen 4:15 var stridsvogne effektive krigsvåben – hvordan kunne 10.000 israelitiske fodsoldater da besejre en hær med 900 stridsvogne?

Svar: Svaret kan udledes af Dommerbogen 5:4-5, 20-21. Disse vers omtaler regnen og de oversvømmede floder. De tynde stridsvognshjul ville sætte sig fast i mudderet. Som yderligere bevis flygtede Sisera ikke i sin stridsvogn, som man kunne forvente, men han forlod sin stridsvogn og flygtede til fods.

Spørgsmål: Havde Heber, keniten, i Dommerbogen 4:17 et isoleret telt?

Svar: Selvom det er muligt, havde han sandsynligvis ikke et isoleret telt. Nomader slog ofte lejr i familiegrupper, og Heber havde sandsynligvis en lille klan.

Spørgsmål: Hvorfor dræbte Jael i Dommerbogen 4:18 Sisera med en hammer i stedet for et andet redskab?

A: Det var ofte skik, at kvinderne satte telte op, og de brugte hamre til det. Hun ville derfor være vant til at hamre.

Q: Hvorfor var Jaels telt et godt skjulested i Dommerbogen 4:18?

A: Baseret på det, vi ved om senere beduiners skikke, var det forbudt for en mand at træde ind i en kvindes telt, medmindre manden var hendes ægtemand, søn eller far.

Q: I Dommerbogen 4:19, da Jael gav Sisera mælk, er det så sandt, at »mælk« var en eufemisme for intime forhold, som det kategorisk hævdes i *Born Again Skeptics*, s. 166?

Svar: Nej. Jaels mand ville ikke tro det, især da Sisera kun bad om vand. Faktisk er jeg ikke klar over, hvor mælk fra en opbevaringsskindsæk skulle betyde noget sådant, bortset fra i tankerne hos en kritiker, der leder meget, meget ihærdigt efter beviser i Bibelen på, at ulovlig sex er i orden.

Spørgsmål: I Dommerbogen 4:21, lå Sisera ned, da han blev dræbt, eller faldt han (og stod dermed oprejst), da han blev dræbt, som Dommerbogen 5:27 antyder?

Svar: Sisera sov, da han blev dræbt. At »falde død om« i Dommerbogen 5:27 betyder enten blot, at han døde, eller at han bevægede sig og faldt, mens han døde.

Spørgsmål: I Dommerbogen 5, betragtes Deboras sang som en af de ældste dele af Bibelen?

Svar: Nej. Konservative bibelforskere deler ikke denne opfattelse, da der ikke findes noget belæg herfor.

Spørgsmål: Hvordan kunne midianitterne i Dommerbogen 6:1-6 være stærke nok til at erobre Israel, når Josva dræbte de midianitiske fyrster i Josva 13:21?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Midianitterne blev ikke fuldstændig udslettet i Josva 13:21. På samme måde led Tyskland et stort nederlag i Første Verdenskrig, men vendte tilbage endnu stærkere tyve år senere i Anden Verdenskrig.

2. I Dommerbogen 6:1-6 var midianitterne allieret med amalekitterne og andre.

3. Denne undertrykkelse fandt sted over 200 år efter, at Josva havde besejret midianitterne. Der kan ske meget på 200 år.

Spørgsmål: Hvordan forarmede midianitterne Israel i Dommerbogen 6:4-6?

Svar: En del af svaret findes i Dommerbogen 6:11. Midianitterne var ikke interesserede i et fastboende (ikke-nomadisk) liv. De ville have det korn og den rigdom, som israelitterne havde, og var ligeglade med, om de overlevede eller døde af sult. Årtusinder senere havde mongolerne en lignende holdning. De anså byer for at være spild af god græsningsjord, men de tillod de erobrede folk at blive boende der på grund af de skatter, de opkrævede.

Spørgsmål: Hvorfor var Gud i Dommerbogen 6:10 ikke tilfreds med, at de tilbad kanaaniternes guder, når han i Dommerbogen 2:3-4 sagde, at de ville blive en snare for israelitterne, medmindre han drev kanaanitterne bort, og at han ikke ville gøre det?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

At de blev tilbage, var ikke den oprindelige hensigt: At der skulle være kanaanitter tilbage i Kana'an var oprindeligt ikke en del af den plan, Gud havde åbenbaret for dem. Det var først, efter at de holdt op med at fordrive kanaanitterne, at Gud sagde, at de ikke ville blive fordrevet.

Afgudsdyrkelse var ikke den efterfølgende hensigt: Gud lod kanaanitterne blive der som en prøve for Israel for at se, om de ville forblive tro mod ham. Det faktum, at Gud tillod denne prøve, betyder på ingen måde, at Gud ønskede, at de skulle fejle prøven.

Spørgsmål: Hvorfor tærskede Gideon korn i en vinpresse i Dommerbogen 6:11?

Svar: Det blev gjort for at skjule det for midianitterne. Da det desuden blev tærsket i vinpressen, var det sandsynligvis en lille høst.

Spørgsmål: I Dommerbogen 6:12, var englen sarkastisk her, da han omtalte den skjulte Gideon som en mægtig mand af tapperhed/mod?

Svar: Sandsynligvis ikke. Det kunne være en af eller begge følgende årsager.

Opmuntring: Det ville opmuntre Gideon at vide, at han ville have modet til at være en mægtig mand.

Et tegn på fremtiden: Gideon var en tapper mand i Guds øjne. Gud ser os ikke kun, som vi er, men som vi vil blive.

Spørgsmål: I Dommerbogen 6:17, havde Gideon ret i at bede om et tegn?

Svar: Nogle gange er det godt ikke at se på tingene ud fra, hvad der er »rigtigt eller forkert« eller »tilladt kontra forbudt«, men snarere ud fra, hvad der er bedst. Det var sandsynligvis ikke det bedste at kræve et tegn; hvis Gideons tro havde været større, ville han ikke have haft brug for det.

Uanset hvor stor hans tro var, besvarede Gud hans bøn uden at bebrejde ham noget. Gud mødte nådigt Gideon der, hvor han var – hvad enten det var i en vinpresse eller midt i hans tvivl – og tog hånd om hans tvivl. Gud møder hver enkelt person der, hvor vedkommende er, og Gud er nådig også i dag.

Spørgsmål: Hvorfor fortæller Dommerbogen 6,22 os noget om Gideon?

Svar: To ting.

1. Gideon kendte i det mindste noget af Det Gamle Testamente, for han vidste, at ingen kunne se Guds ansigt og overleve.

2a. Måske troede han egentlig ikke, at dette var en af Guds engle, før efter miraklet.

2b. Alternativt troede Gideon det godt nok før, men han standsede ikke op for at tænke over eller overveje betydningen af Guds budskab før netop da.

Spørgsmål: Hvem er den engel, som Gideon så i Dommerbogen 6:22-23?

Svar: Der er to opfattelser.

De tidlige kristne havde en tendens til at betragte englenes fremtrædelser i Det Gamle Testamente som fremtrædelser af Jesus Kristus før inkarnationen.

Senere kristne har ofte en tendens til at se disse som Gud, der bruger en engels skikkelse til synligt at kommunikere med mennesker. Gud kunne bruge skikkelsen af en brændende busk over for Moses, og Gud kan bruge enhver skikkelse, han vælger.

Spørgsmål: Hvad var en Asjera-stang i Dommerbogen 6:28?

Svar: Asjera (ikke at forveksle med Astarte) var en gudinde i Sumer, Babylon og Sydarabien samt hovedgudinden i byen Tyrus. I Ugarit blev hun betragtet som Els hustru og Baals mor.

Spørgsmål: Hvorfor forsvarede Joas i Dommerbogen 6:31 Gideon, da han fældede Joas’ alter til Baal?

Svar: Måske var Joas oprørt over, at de mennesker, der tilbad ved »hans« alter, så anmassende mente, at de ejede alteret, hvilket kom til udtryk i deres opfattelse af, at det var dem, der skulle straffe den, der ødelagde det.

Uanset hvad var Joas’ ønske om at beskytte sin søn stærkere end hans kærlighed til Baal. Baal-altre blev ikke kun bygget af hengivenhed fra bygherrens side; de kunne også være meget indbringende. Desværre var det en lære, som Gideon hellere ikke skulle have kendt til, da han senere i sit liv udnyttede denne viden.

Spørgsmål: Hvorfor var de israelitiske mænd i Dommerbogen 6:34-35 alle ivrige efter at slutte sig til Gideons hær, når de var tilbageholdende med at gøre det i Baraks dage?

Svar: Antallet, der sluttede sig til Gideon, var 32.000 ifølge Dommerbogen 7:3, mens antallet, der sluttede sig til Barak, kun var 10.000 ifølge Dommerbogen 4:14. Skriften siger det ikke, men vi kan gisne om en række årsager.

Opmuntret af den tidligere erfaring med Barak følte de, at de igen kunne sejre over fjenden.

De var sikre på, at Gud var med dem, fordi de havde oplevet miraklet med, at englen fortærede offeret.

I desperation over, at midianitternes hær havde taget det meste af deres mad, foretrak de at kæmpe for deres frihed frem for at sulte ihjel.

Spørgsmål: Hvorfor lagde Gideon i Dommerbogen 6:36-40 uldklædet ud, efter at han allerede havde samlet hæren?

Svar: Gideon havde allerede vist tilstrækkelig beslutsomhed til at mobilisere israelitterne. Det er usandsynligt, at han lagde uldklædet ud for at bede om råd om strategi eller timing, da der ikke står, at Gideon bad Gud om yderligere oplysninger. Der er flere mulige forklaringer på, hvorfor Gideon lagde uldklædet ud.

1a Vankende tro: Måske begyndte Gideon at tvivle, og hans tro vaklede. Han burde ikke have spurgt, men Gud svarede ham nådigt. Som det fremgår af *Hard Sayings of the Bible*, s. 192–193, var dette et øjeblik af angst for Gideon, da han først sagde, at han ville tro, hvis uldtæppet var vådt. Derefter gik Gideon tilbage på det, han havde sagt, og ville tro, hvis uldtæppet var tørt.

1b. Bekræftelse: I *The Believers Bible Commentary*, s. 272, står der, at mange kristne misforstår historien om uldklædet. Da Gideon allerede havde samlet tropperne, bad han ikke om vejledning, men om bekræftelse. Gideon vidste, hvad han skulle gøre, men han søgte forsikring om succes.

2a. Gideon bad om dette udelukkende for sin egen skyld.

2b. Gideon bad først og fremmest for at opmuntre israelitterne.

Spørgsmål: Hvorfor blev de fleste af mændene sendt hjem i Dommerbogen 7:3?

Svar: Sejren over midianitterne ville ikke være særlig vanskelig, da alle israelitterne mødte op som én mand for at kæmpe sammen mod dem. Men Gud ønskede, at de skulle vide, at sejren kom fra Ham og ikke fra deres egen styrke og enhed.

Det ville naturligvis fuldstændig forvirre eventuelle midianitiske spejdere, der undrede sig over, hvor den store israelitiske hær havde slået lejr.

Da angrebet kom, var det normalt kun en meget lille del af soldaterne, der bar trompeter. Hvis der var 300 trompeter, kunne midianitterne let antage, at der var over 100 gange flere soldater. Bemærk, at disse trompeter var alle trompeterne fra den oprindelige israelitiske hær.

Spørgsmål: Hvad var betydningen af at have en »nylig opstillet vagt« i Dommerbogen 7:19?

Det betyder, at soldaternes nattevagt var ved at skifte vagt. På dette tidspunkt af natten ville der være flere soldater end normalt, der vandrede ind og ud af lejren, og risikoen for, at fjendens soldater ikke genkendte hinanden og begyndte at kæmpe, var derfor større. Hvis kampene brød ud, ville det have en »sneboldeffekt«, da forvirrede og søvnige midianitter, ammonitter og ismaelitter ville komme ud af deres telte, når de hørte israelitternes kampråb og så alle disse mørke skikkelser løbe rundt i lejren.

Hære, der kæmper indbyrdes, nævnes også i Ezekiel 38:18-21 og Zakarias 14:13-14.

Spørgsmål: Hvad var vagttidspunkterne i Dommerbogen 7:19?

Svar: Ifølge *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 394, var de tre vagter på Gideons tid fra kl. 18 til 22, fra kl. 22 til kl. 02 og fra kl. 02 til kl. 06.

Spørgsmål: Hvorfor nægtede Sukkot og Peniel at hjælpe Gideon i Dommerbogen 8:6-9?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, kan det skyldes en eller flere af følgende årsager.

Pragmatisme: Hvis Gideon vandt, ville de blive befriet. Hvis midianitterne vandt, ville det ikke gøre nogen forskel, om de forblev neutrale. De havde måske alligevel ikke selv nok soldater til at gøre en forskel.

Frygt: Da de var klar over midianitternes store antal, troede de ikke på, at Gideon kunne forblive sejrherre over midianitterne, og de valgte derfor at forholde sig neutrale.

Handelsmæssige årsager: Måske havde de indvilget i at betale tribut til midianitterne. Folk brokker sig måske, før de betaler tribut, men det ville få deres tribut til at virke meningsløs, hvis de betalte hele årets tribut og derefter gjorde oprør.

Uanset årsagerne var det klart, at de ikke havde særlig stor tillid til Gideons hær eller Herren, som havde udvalgt Gideon til at lede hæren.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller straffen af Sukkot og Peniel sig i Dommerbogen 8:6-9 fra straffen af Meroz i Dommerbogen 4:23?

Svar: Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Rigtigt eller forkert, måske var Gideon sandsynligvis ikke så forsonlig, som han kunne have været.

2. Meroz nægtede at hjælpe, men Skriften viser, at Meroz var trodsig over for Debora og Barak, ligesom Sukkot og Peniel var over for Gideon.

3. Sukkot og Peniel fulgte muligvis det mønster af neutralitet, som Meroz havde indledt, og dette mønster måtte brydes.

Desværre indtager nogle kristne i dag en »neutral holdning«, når vi alle som kristne burde »… stå fast i én ånd, med ét sind, idet vi kæmper side om side for evangeliets tro« (Filipperne 1:27b NET).

Spørgsmål: Hvorfor lod Gud i Dommerbogen 8:18-19 midianitterne dræbe Gideons brødre?

Svar: Det siger Skriften ikke. Men hvis Joas’ familie tilbad Baal, hvilken forpligtelse har Gud da til at beskytte afgudsdyrkere?

Vi kender ikke hele Guds råd, men én persons tro kan ikke erstatte en andens tro. Et spørgsmål, vi dog kan stille os, er: Hvorfor var Gideons brødre på Tabor i stedet for i hæren sammen med Gideon?

Spørgsmål: I Dommerbogen 8:24, besejrede Gideon da ismaelitterne, eller midianitterne, som der står i Dommerbogen 8:26 to vers senere?

Svar: Der er to svar, og begge kan være rigtige.

1. Ifølge bogen *Ancient Orient and Old Testament* af Kenneth Kitchen (IVP 1966), s. 123, blev udtrykkene ismaelitter og midianitter på dette tidspunkt ofte brugt synonymt.

2. Midianitterne og ismaelitterne var allierede. Der var således én samlet fjende, som israelitterne kæmpede imod.

Spørgsmål: Hvorfor nægtede Gideon i Dommerbogen 8:22-23 at herske over dem?

Svar: Måske var Gideon bange, eller også havde han en klog indsigt i, at han ikke var opgaven voksen. Det er dog mere sandsynligt, at »herske« her betød at blive konge. Da Gud ikke havde indsat en konge over Israel, kunne Gideon og nogle andre måske mene, at det ville være at tilrane sig Guds autoritet i Israel.

En forskel mellem en »konge« og en »dommer« var, at et kongedømme var arveligt, mens et dommerembede ikke var det. Israelitterne bad specifikt om, at både Gideon og hans søn skulle herske over dem, så det, de bad om, var en arvelig hersker.

Man kunne tro, at Gideon senere betragtede sig selv som en konge, for han gav en af sine sønner navnet Abimelek, og det navn betyder enten »kongens fader« eller »min fader er konge«. Abimelek var også navnet på to filistinske konger i tidligere tider.

Gideon modstod fristelsen til, at han og hans sønner skulle krones til konger i Dommerbogen 8:22-23, men Abimelech havde andre planer. Som kristne bør vi aldrig ønske at være konge over vores rige her på jorden.

Spørgsmål: Hvordan kunne Gideon, en mægtig Guds mand, i Dommerbogen 8:27 lave en sådan afgudsbillede?

Svar: Skriften siger det ikke, den beretter blot om denne triste kendsgerning. Gideon var kommet langt væk fra den tid i Dommerbogen 6,28-31, hvor han fældede en Asjera-stamme. Dette ville have været en kilde til forlegenhed for Gideon, hvis han havde tænkt klart over det. Først nogle ret ubetydelige grunde til, hvorfor han sandsynligvis gjorde dette, og derefter nogle vigtige lærestreger, vi kan drage.

Mulige forklaringer (men ikke retfærdiggørelser)

At hvile på laurbærrene: Gideon vidste, at han havde udført et mægtigt Guds værk. Måske følte han, at han fortjente lidt slæk med hensyn til synd. En lære, vi kan drage heraf, er, at når Gud gør store ting gennem os, kan der være en stærk fristelse til at forsøge at retfærdiggøre synd ved de gode ting, vi har gjort. Nogle kalder dette for »Robin Hood-syndromet«, da Robin Hood tilsyneladende troede på en variant af dette. At røve og stjæle var forkert, men hvis man gav en del af det uretmæssigt erhvervede bytte til de fattige, var det måske en bod, der opvejede det.

Kompromis: Gideons møde med englen viste, at han kendte noget til Bibelen. Alligevel havde hans far et afgudsalter. Da andre forsøgte at tilbede Gud og alligevel indgik kompromiser, gjorde Gideon det samme. Den eneste positive side var, at Gideon med Guds straf sandsynligvis ikke var et dårligt forbillede for sine børnebørn.

Udsolgt for profit: Gideon havde sandsynligvis lært af sin far Joash, at det kunne være meget indbringende at have et afgudsalter. Statuen var et afgudsbillede for andre, men måske var den statue ikke rigtig et afgudsbillede for Gideon. Måske var Gideons afgud penge. Hvor mange penge skal der til, før du ville skade mennesker, der søger Gud? Forhåbentlig vil du være klog nok til at indse, at ingen mængde penge på jorden er værd at sætte de rigdomme og belønninger på spil, som et menneske kan få i himlen.

Resumé: Vi ved ikke, hvorfor Gideon begik denne »uforklarlige« handling. Men den er ikke så uforklarlig, når vi ser de ugerninger, som mennesker begår i dag.

Lærdomme, vi kan drage: For vores egen del har vi et ansvar for at holde ud i at tjene Gud. Over for andre må vi indse, at mennesker kan tjene Gud trofast på et tidspunkt og senere vende sig bort.

Som en sidebemærkning er det interessant at sammenligne Gideons nedrivning af et alter med, at han senere rejste en afgudsstatue. Det er også interessant at sammenligne Gideons manglende glemsomhed over for sine dræbte brødre (8:18-21) med det, der skete med alle undtagen to af hans 72 sønner.

Spørgsmål: Hvordan kan Abimelek i Dommerbogen 9:5,45 være et forbillede for os? (Dette spørgsmål blev stillet af en ateist)

Svar: Ateisten må have været temmelig forvirret her, for Abimelek var ikke tænkt som et forbillede. Det faktum, at Den Hellige Skrift nævner Judas som den, der forrådte Jesus, betyder heller ikke, at Judas bør være et forbillede.

Abimelek var en enestående dommer, idet han aldrig blev udnævnt af Gud. Det er trist, at Gideon indledte sin karriere med at rive Baals alter ned, mens hans onde søn Abimelek modtog penge til at starte sin karriere fra et Baal-tempel. Abimeleks mor var en af Gideons medhustruer fra Sichem. Havde Gideon blot vidst, hvad hans egen søn ville gøre, ville han helt sikkert aldrig have taget den medhustru som sin anden kone. Havde vi blot Guds indsigt til at se konsekvenserne af vores handlinger (gode, dårlige og dovne), ville vi sandsynligvis være endnu mere ivrige efter at tjene Gud.

Se diskussionen om 2. Samuel 13:11-29 for mere information.

Spørgsmål: Hvad bør kristne gøre, hvis de er en del af en kristen organisation, der har en vantro eller ugudelig leder, som beskrevet i Dommerbogen 9:5,45?

Svar: Dette er et alvorligt problem, for i Åbenbaringen 2:20 blev menigheden i Thyatira skarpt irettesat af Jesus på grund af deres tolerance. Måske stolede de blot på, at Gud ville fjerne ugudelige ledere, mens Gud havde til hensigt, at de ikke skulle vige uden om deres eget ansvar. Efeserbrevet 4:3 siger, at vi har et ansvar for at bevare Åndens enhed. Vi har dog ikke noget ansvar for at skabe en enhed med ugudelige mennesker, som ikke findes. Vi bør ikke lade vores kirkebidrag gå til formål, der ikke behager Gud. Ligeledes irettesatte Paulus i 1. Korintherbrev 5 den pågældende menighed for ikke at have udstødt en umoralsk bror. Dette skete blot to kapitler efter, at Paulus havde opfordret dem til ikke at skabe splid, så at udstøde en person fra menigheden, som bør udstødes, skaber åbenbart ikke splid i henhold til den bibelske forståelse af enhed og splid.

Svaret består af tre dele.

A: Hvad man skal gøre: Der findes en enkel, men effektiv strategi til at håndtere ugudelige mennesker, splittende mennesker og mennesker, man måske er uenig med, selvom man måske selv er den, der tager fejl. Her er, hvad Jesus lærte i Matthæus 18:15-22.

A1. Hvis du har noget imod din bror, så gå hen og påpeg hans fejl under fire øjne, kun jer to.

A2. Hvis det ikke lykkes, så tag en eller to andre med for at drøfte det med ham.

A3. Hvis det ikke lykkes, så fortæl det til menigheden.

A4. Hvis det ikke lykkes, skal du behandle ham som en hedning (dvs. udelukke ham som menighedsmedlem).

A5. Endelig, i vers 21-22, hvis han omvender sig, så tilgiv ham.

Paulus siger i 1 Korintherbrevet 6:1-8, at vi ikke skal sagsøge andre troende. Det er bedre at blive forurettet end at sagsøge en anden ægte kristen.

B: Hvornår skal man gøre det: Det er bedre at »tabe både slaget og krigen« end at skabe splid om sekundære lærespørgsmål. For ikke-troende er splid imidlertid afgørende, når det gælder kristendommens primære læresætninger. Så hvad er de sekundære læresætninger, og hvad er de primære?

Selvom Bibelen ikke giver en systematisk, udtømmende liste, viser den nogle eksempler.

B1 Sekundære: Romerbrevet 14 siger, at kost, kødspisning og at betragte én dag som mere speciel end en anden specifikt er emner, vi ikke skal strides om, selvom Romerbrevet 14:16 siger, at vi kan tale for at forhindre, at det, vi anser for godt, bliver omtalt som ondt.

B2 Primær: På den anden side nævner 1. Korintherbrev 15:1-4 nogle læresætninger som værende af primær betydning, såsom at Jesus døde for vores synder, blev begravet og opstod fra de døde. Hvis nogen benægter disse læresætninger, er de ikke blot en troende, der er uenig med dig. De er snarere slet ikke troende, for Paulus siger specifikt, at deres tro er forgæves. Vi bør ikke have enhed med dem.

B3 Ting, der fortjener irettesættelse, men ikke nødvendigvis splittelse, er for eksempel den hykleri, der består i at nægte at spise sammen med ikke-jøder, når der er jøder til stede, som Galaterbrevet 2:11-16 viser. Vi bør offentligt modsætte os sådanne ting, selvom det betyder forlegenhed for en gudfrygtig menighedsleder.

C: Sidste udvej: Så hvis der er et problem med en grundlæggende læresætning, og fremgangsmåden i Mattæus 18:15-22 er blevet fulgt eller i det mindste forsøgt, og intet har virket, hvad så? Så ligger problemet ikke blot hos den ugudelige leder, men snarere hos organisationen eller kirkesamfundet.

C1. En situation som i 3. Johannesbrev 9-10: Måske kan organisationen reddes, og de ugudelige ledere kan smides ud. Apostlen Johannes stod over for en sådan situation i 3. Johannesbrev 9-10, og han gjorde offentligt opmærksom på Diotrephes. I dag arbejder mange konservative kristne i Den Lutherske Kirke – Missouri-synoden på at få mænd, der »tager Gud på ordet«, indsat som ledere.

C2. En Babylon-situation: På den anden side er organisationen måske ikke redbar, og ligesom Babylon i Åbenbaringen 18:4 har de ægte kristne et ansvar for at forlade den (og tage så mange andre med sig som muligt). Måske er det, hvis en organisation symbolsk set er »beruset af de helliges blod« (Åbenbaringen 17:6), et tegn på, at situationen måske kræver en anelse mere undersøgelse, før man konkluderer, at den kan reddes.

Spørgsmål: Hvad var Jotams pointe i Dommerbogen 9:7-21?

Svar: Jotham stillede måske spørgsmålstegn ved, om der overhovedet burde være en konge. Uanset hvad spurgte Jotham dem, om de virkelig ønskede, at en »tornbusk« skulle regere over dem, for at sikre sig, at det var det, de virkelig ønskede. Jotham »beviste« ikke egentlig, at de havde været uretfærdige over for Jerub-Baal (Gideon) og hans sønner. Han mindede dem blot om det, han vidste, de allerede var klar over. Derefter sagde han, at hvis de ikke havde handlet hæderligt, så måtte deres udvalgte konge Abimelek tilintetgøre dem, og måtte indbyggerne i Sichem og det nærliggende Bet-Millo tilintetgøre Abimelek.

Spørgsmål: Hvorfor var der i Dommerbogen 9:46 et afgudsbillede her ved navn »Baal-Berith eller El-Berith«?

Svar: Ordet Baal-Berith betyder »pagtens herre«, og El-Berith betyder »pagtens gud«. Det var trist, at dette afgudsdyrkende alter lå tæt på Sichem, for det var netop i nærheden af Sichem, at Gud indgik en pagt med Abram.

Måske var det bevidst, at der var et alter kaldet »Berith« i Sichem, for de tilbad at indgå pagter med guder i højere grad end udelukkende at tilbede den ene, sande Gud.

Det er ironisk, at de penge, som indbyggerne i Sichem betalte Abimelek for at få en lille hær og dræbe Gideons øvrige sønner, stammede fra templet for »pagtsherren«. Det er poetisk retfærdighed, at indbyggerne i Sichems sidste tilflugtssted var i Baal-Beriths tempel, og at de døde der på grund af den mand, de havde betalt penge til, og som dræbte Gideons øvrige sønner.

Spørgsmål: Findes der i Dommerbogen 9:46-49 noget udenbibelsk bevis for, at templet for el-Berith i Sichem blev brændt ned?

Svar: Ja; der er fundet beviser på branden, som dateres til omkring 1150 f.Kr. I Wycliffe Bible Dictionary, s. 1568-1569, står der, at fæstningstemplet havde mure, der var 7 til 7,5 fod tykke, var 53 fod bredt og 41 fod langt, med indgangen på den lange side. Der står: »Abimelechs ødelæggelse af Sichem ca. 1150 f.Kr. er rigeligt bekræftet.«

Spørgsmål: Hvorfor ønskede Abimelek i Dommerbogen 9:54 ikke, at folk skulle sige, at en kvinde dræbte ham?

Svar: Først og fremmest tænkte Abimelek på sit eftermæle – hvordan folk ville huske ham – og han ræsonnerede, at han ikke ville blive husket som en særlig god kriger, hvis en kvinde dræbte ham blot ved at kaste en sten. Der er dog noget ganske fascinerende ved Abimelek her.

Abimelek dræbte alle sine egne brødre og brød ikke blot aftalen med den by, der støttede ham, men dræbte også alle i byen. Da Abimelek så ligger for døden, har han tilstedeværelse af sind nok til at bekymre sig om, hvordan andre vil huske ham. Han var så forvirret med hensyn til, hvad han værdsatte, at han ikke havde den mindste anelse om, hvad andre ville tænke om ham.

Selvom hans største bekymring var, hvad andre ville tænke om ham, burde han i stedet have skælvet i hele kroppen over, hvad Gud tænkte om ham.

Spørgsmål: Hvorfor ville Gud i Dommerbogen 10:12-16 i første omgang ikke hjælpe israelitterne og forsvare dem?

Svar: Gud ville ikke hjælpe dem, før de først havde fjernet deres afguder. Gud var trofast her, som i alle tilfælde. Gud ville aldrig forsvare dem, så længe deres ulydige og afgudsdyrkende handlinger fortsatte. Da de omvendte sig, forsvarede Gud dem. Gud ændrede sig ikke, men da deres hjerte ændrede sig, ændrede Guds åbenbarede hensigter over for dem sig.

Spørgsmål: I Dommerbogen 11:14-28, hvem havde ret her: Jefta eller kongen af Ammon?

Svar: Jefta havde ret, og han fremførte et overbevisende argument i Dommerbogen 11:21-26. Kongen af Ammon hævdede, at israelitterne havde taget landet fra ammonitterne. Jefta sagde nej, fordi:

1. De erobrede det fra Sihon og Og, ikke fra ammonitterne.

2. Israelitterne kæmpede slet ikke mod ammonitterne.

3. For den sags skyld kæmpede ammonitterne heller ikke mod israelitterne.

4. Hverken i Josvas tid eller hundreder af år senere gjorde ammonitterne nogensinde krav på det land. Kongen af Ammon fremsatte et helt nyt krav.

Jefthas logiske og overbevisende argument havde slet ingen virkning på ammonitterne. Nogle gange har lige så gode argumenter ingen virkning på nutidens politiske lederes grådighed, men vi bør alligevel forsøge.

Spørgsmål: Hvordan kunne israelitterne i Dommerbogen 11:26 bo i Heshbon og Aroer i 300 år?

Svar: Selvom nogle har den fejlagtige opfattelse, at nogle af dommerne overlappede hinanden, har det ingen betydning for dette spørgsmål. Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

X 1. Det er muligt, at de israelitiske sendebud fra Jefta tog fejl med hensyn til de 300 år. Bibelen ville ufejlbarligt gengive, hvad de sagde. Det er dog mere sandsynligt, at de havde ret med hensyn til de 300 år.

2. Hvis israelitterne trådte ind i det forjættede land omkring 1407 f.Kr. og boede i Heshbon og Aroer lidt tidligere, ville det betyde, at Jeftas tid som dommer lå lidt før 1107 f.Kr.

3. Dette stemmer godt overens med de 480 år mellem udvandringen under Moses og Salomos tempel i 1. Kongebog 6:1 og de 450 år mellem Josvas erobring og Salomos død i Apostlenes Gerninger 13:20.

Spørgsmål: Hvordan kunne Jefta i Dommerbogen 11:29-30 afgive et overilet og tåbeligt løfte, når Guds Ånd var over ham?

Svar: At Helligånden kommer over en person, betyder ikke, at vedkommendes ord er ufejlbarlige, eller at vedkommende ikke stadig kan begå tåbelige fejl.

Nogle mennesker ser på Gud som en »ond fyr«, der er nødt til at påføre dig modgang og tage fra dig for at kompensere for det, han giver dig. Måske havde Jefta denne forkerte opfattelse, da han afgav dette løfte i Dommerbogen 11:30-31.

Spørgsmål: Dræbte Jefta virkelig sin egen datter som et tåbeligt offer i Dommerbogen 11:30-40?

Svar: Kristne har to forskellige synspunkter.

Ja: Jeftas løfte betød, at han ville dræbe sin datter. Jeftas opfyldelse af sit løfte var imod Guds vilje, da Han i De Ti Bud havde befalet israelitterne ikke at begå mord. Bøgerne *Now That’s A Good Question*, s. 574, og *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 260-261, fremfører den opfattelse, at Jefta virkelig ofrede sin datter, og at dette var syndigt i Guds øjne. I *1001 Bible Questions Answered*, s. 331, står der, at Jonatans Targum lærer, at Jefta gjorde det.

Andre kvinder tjente som tempeltjenere, og selvfølgelig valgte nogle mænd og kvinder i senere tider at forblive ugifte for bedre at kunne tjene Guds rige. Det ville forekomme mærkeligt at mindes hendes »elendighed« hvert år, når mange andre kvinder frivilligt har valgt at gøre netop det.

Ligesom Gideon levede Jefta et heroisk liv med en tragisk afslutning. I modsætning til Gideon ligger Jeftas tragedie dog ikke i, at han brød sit løfte til Gud, men i, at han holdt et tåbeligt løfte. I modsætning til Gideon, der var i stand til at formilde efraimitterne, gjorde denne dommer det ikke – eller kunne ikke – og dræbte 42.000 af dem. Ingen satte spørgsmålstegn ved Jeftas beslutsomhed om at holde sine løfter. Måske burde Jefta selv have gjort det.

Nej: Jeftas løfte betød, at hans datter skulle være viet til Gud som en ugift jomfru hele sit liv. I *The Complete Book of Bible Answers*, s. 49-50, påpeges det, at hun ikke havde to måneder til at sørge, fordi hun skulle dø, men at hun havde to måneder til at sørge, fordi hun aldrig ville få børn.

*Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 164, er overbevist om, at Jephthah ikke dræbte sin datter, fordi der i Dommerbogen 11:31 på hebraisk står »hvem som helst«, og dette ord bruges aldrig om dyr; derfor forventede Jephthah, at der ville komme et menneske ud, og han vidste, at menneskeofring var uacceptabelt. Det faktum, at hun var enebarn, er afgørende for hendes klagen, fordi hendes forældres slægt dermed ville uddø fuldstændigt. I *1001 Bible Questions Answered*, s. 331-334, nævnes det også, at der ikke er spor af blod i denne beretning.

I *When Critics Ask*, s. 148-149, gives der også fem grunde til, at dette ikke betød, at hun blev dræbt.

1. Jefta kendte loven mod menneskeofringer.

2. Der står aldrig, at han ofrede hende, og mennesker (såsom den førstefødte) blev i stedet forløst ved et dyreoffer i stedet for at blive ofret.

3. I den kultur ville det at vælge ikke at få børn blive betragtet som et stort offer.

4. Jeftas datter gik ikke ud i to måneder for at sørge over sin død, men for at sørge over, at hun aldrig ville få efterkommere.

5. Og vigtigst af alt: Hvis hun sørgede over sin jomfruelighed i to måneder, fordi hun skulle dø, kunne hun have giftet sig med en mand i de to måneder.

Se også *Bible Difficulties and Seeming Contradictions*, s. 151-153, for en analyse af, hvorfor Jefta ikke reelt dræbte sin datter. *The Complete Book of Bible Answers*, s. 49-50, og *Difficulties in the Bible*, s. 85-86, nævner, at selvom Bibelen aldrig siger, at Jefta indfriede sit løfte, er der intet i Bibelen, der roser eller forsvarer ham, hvis han gjorde det.

Spørgsmål: Hvorfor er Jeftas onde løfte i Dommerbogen 11:30-40 nedskrevet i Bibelen?

Svar: Selvom Skriften ikke siger det, er der fire punkter, vi kan se.

a) Det er sikkert, at alle personer i Bibelen sagde og gjorde mange ting, som Bibelen ikke har nedskrevet. Men af alle de detaljer, der blev udeladt om Jefta, besluttede Gud at medtage netop dette i stedet for andre.

b) Alle vil være enige i, at denne beretning gør os ubehagelige til mode, og jeg tror, det er helt bevidst. Jefta var en mand, der holdt sit ord, og en mand af ære (som han så det) – SELV NÅR DET BETYDTE ULYDIGHED MOD GUD. Jefta ofrede ikke til en eller anden hedensk afgud, men ofrede til den Ene, Sande Gud noget, som Gud aldrig havde sagt, at Han ønskede. Hvis vi tror, at Gud værdsætter vores offer og vores tjeneste for Ham mere end vores lydige kærlighed, eller hvis vi selv værdsætter vores offer og tjeneste for Ham mere end vores lydige kærlighed, så er der noget meget skævt ved vores forhold til Gud.

c) Jefta havde et mærkeligt og mangelfuldt syn på Gud. Det, der kom ud af hans hus, ville være det, der var gladest for at møde ham, og han følte, at Gud ikke ønskede hans lykke. Men selv i dag kan folk glemme, at Gud elsker os endnu mere, end vi elsker os selv, og at Gud ønsker det bedste for os, endnu mere end vi selv gør.

d) De foruroligende følelser i denne historie om overilet ulydighed mod Gud, der maskerede sig som et offer til Gud, kan måske få os til bedre at huske dette eksempel. Gud ønsker ikke vores penge, vores tjeneste eller vores offer så meget, som Gud ønsker, at vi er fuldstændigt hengivne og lydige over for Ham, som Mika 6:6-8 lærer os.

Spørgsmål: Var der i Dommerbogen 11:30-40 tale om en overtagelse af en før-israelitisk hedensk højtid?

Svar: Nej. Selvom der i Mellemøsten fandtes en skik, hvor kvinder græd over Tammuz (en mandlig gud), er der ingen beviser for, at dette var kilden til denne israelitiske skik. Desuden er der ingen beviser for, at denne israelitiske skik overlevede særlig længe.

Spørgsmål: Findes der i Dommerbogen 11:33 nogen arkæologiske beviser for Abel-Keramim?

Svar: Ja. Ifølge *Biblical Archaeology Review*, jan./feb., s. 33, kaldes stedet i dag Tell el-‘Umeiri. Det blev først beboet omkring 3000 f.Kr.

Spørgsmål: I Dommerbogen 12:1-6, havde Jefta ret i at dræbe efraimitterne?

Svar: Jephthah udviste bestemt ikke den samme diplomatiske tilgang som Gideon i en lignende situation. Men i modsætning til den tidligere situation havde efraimitterne her forpligtet sig til at dræbe Jephthah.

Det var ikke Guds perfekte vilje, at Guds folk skulle dræbe hinanden. Efraimitterne var her i uret, men måske kunne Jefta have undgået dette med mere diplomatisk håndtering.

Det er beklageligt, at når man udfører et stort arbejde for Gud, kan man ofte blive udsat for uretfærdig kritik fra uventet hold.

Spørgsmål: Hvad gjorde Ibzan, Elon og Abdon som dommere i Dommerbogen 12:8-13?

Svar: Selvom Skriften ikke beretter, hvad de gjorde, kan det være betydningsfuldt, hvad der ikke skete, mens de var dommere. Da Israel havde dem som ledere, forsøgte ingen nation at invadere Israel.

Spørgsmål: Kan historien om Samson i Dommerbogen 13-16 passe ind i den type solmyter, der var almindelige i oldtiden, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 248-251?

Svar: Nej. Asimov hævder to ting: at Samson var et billede på solmyterne (s. 248), og at naziræerne generelt var et billede på solmyterne, fordi deres lange hår [på en eller anden måde] symboliserer solens stråler (s. 249).

Samson var fra Bet-Sjemesj i Dan, hvilket betyder »solens hus«, og Asimovs Guide to the Bible, s. 251, hævder, at det filistinske navn Delila er tæt beslægtet med det hebraiske ord lilah, som betyder nat. Den liberale Harper’s Bible Dictionary, s. 134, siger imidlertid, at Delila betyder »kokette«, ikke nat. Strong’s Concordance angiver, at det betyder »svaghed«

Der kunne sandsynligvis fremlægges lige så mange beviser for, at Samson stammer fra aztekernes mytologi (via tidsrejse 2.500 år ind i fremtiden!), som fra påståede solmyter. Husk, at meget af den græske og romerske mytologi, som vi kender i dag, ikke eksisterede på dette tidspunkt.

Spørgsmål: Hvorfor fik Samson i Dommerbogen 13:5 ikke noget valg med hensyn til, om han skulle blive naziræer eller dommer?

Svar: Samson fik ikke noget valg med hensyn til, hvordan han blev født. På den anden side står der intet om, at Gud var forpligtet til at give Samson – eller nogen anden for den sags skyld – et valg med hensyn til, hvordan de blev født.

Uanset hvordan vi bliver født, og uanset hvilke privilegier, fordele og ulemper vi har, er det det, der tæller, at vi nærmer os Gud. Gud vil i sidste ende dømme alle retfærdigt ud fra det, de har fået.

Spørgsmål: I Dommerbogen 14:1-4, ønskede Gud, at Samson skulle gifte sig med den filistinske pige, og hvordan kom dette fra Herren?

Svar: Samson var ikke fuldt ud forpligtet til at adlyde Gud. Men Gud brugte alligevel Samsons længsel efter den filistinske pige. Gud satte Samson på jorden for at opfylde sit formål om at ødelægge de venskabelige forbindelser mellem israelitterne og filisterne. Samson var mange gange ulydig mod Gud, og det ville ikke være overraskende, at Samson ikke behagede Gud i den måde, hvorpå Han brugte ham. Uanset hvad bruger Gud både forkerte handlinger og gudfrygtige handlinger til at opfylde sine formål.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Dommerbogen 14:6,9 vigtigt, at Samson ikke fortalte sine forældre om løven og honningen?

Svar: Fordi Samson i Dommerbogen 14:18 straks vidste med sikkerhed, at ledsagerne havde fået svaret fra Samsons kone. Samson mistænkte ikke sin kone forhastet, men han kunne hurtigt drage en konklusion, fordi ingen anden kunne have fortalt dem det.

Spørgsmål: Hvorfor støttede Samsons kone filisterne i stedet for Samson i Dommerbogen 14:15-18?

Svar: Samsons kone var filister, og hun havde tilsyneladende større tillid til de 30 mænds styrke end til, at Samson ville redde hende. Hendes tillid til mændene hjalp dog hverken hende eller hendes far ret meget, da filisterne senere brændte dem begge ihjel i Dommerbogen 15:6.

Spørgsmål: I Dommerbogen 14:19, gjorde Samson ret i at dræbe tredive mennesker i byen Asdod (et spørgsmål stillet af en ateist)?

Svar: Der er to forskellige svar.

Nej. Samson var ofte ulydig mod Gud. De midler, Samson brugte til at kæmpe mod filisterne, var heller ikke særlig gode. Samson kunne have været langt mere effektiv som leder af en israelitisk hær i stedet for at dræbe tredive mænd på grund af en ubetydelig bryllupsstrid.

Ja. Samson befandt sig i krigstilstand mod filisterne, og han forsøgte at dræbe så mange krigere som muligt. På dette tidspunkt havde han ikke israelitternes opbakning i kampen mod filisterne.

Uanset hvad var Samsons primære formål, før han blev taget til fange (med Delilas hjælp), ikke at reducere filistrenes befolkningstal. Samson brød uigenkaldeligt de venskabelige forbindelser mellem filistrene og israelitterne. Derefter var der krig mellem dem indtil Davids tid.

I dag er det undertiden muligt, at nogle kristne spiller en lignende rolle; ikke for at dræbe mennesker, men for at bryde den religiøse enhed mellem kristne og ikke-kristne, som kristne slet ikke burde have haft enhed med i første omgang.

Spørgsmål: Lærer Dommerbogen 15:2, at hustruer blot kan gives væk, hvis ægtemændene ikke længere kan lide dem? (Dette spørgsmål blev stillet af en muslim.)

Svar: Nej. Dommerbogen 15:2 fortæller, hvad en vantro filister gjorde, ikke hvad en lydig israelit gjorde. Samsons svigerfar var en filister, der ikke fulgte Gud.

Da en muslim stillede dette spørgsmål, skal det nævnes, at islam er ret restriktiv, når det gælder skilsmisse for kvinder. En kvinde, der beder om skilsmisse uden alvorlige grunde, forbydes også at indånde Paradisets duft. Ibn-i-Majah, bind 3, bog 10, kap. 21, nr. 2055, s. 237. Tilsvarende gælder det, hvis en kvinde anmoder om skilsmisse uden en tungtvejende grund, jf. Abu Dawud, bind 2, bog 6, kap. 734, nr. 2218, s. 600.

For mændene er det derimod meget let. En mand kan i islam skille sig fra sin kone af enhver grund. Bukhari, bind 3, bog 49, kap. 4, nr. 859, s. 534, siger, at en mand kan skille sig på grund af »noget ubehageligt ved sin kone, såsom alderdom eller lignende«.

’Umar befalede sin søn ’Abd Allah at skille sig fra sin kone, men han nægtede, fordi han elskede hende. Så gik ’Umar til Muhammed, og Muhammed befalede ham at skille sig fra hende. Abu Dawud, bind 3, bog 36, kap. 1838, nr. 5119, s. 1422

”’Abdullah b. ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (fred og Allahs velsignelser være med ham) sagde: »Den mest foragtelige af de lovlige handlinger i Allahs øjne er skilsmisse.« Ibn-i-Majah, bind 3, bog 10, kap. 1, nr. 2018, s. 216

’Umar sagde, at Muhammed skiltes fra Hafsah (en skilsmisse, der kan tilbagekaldes) og derefter tog hende tilbage. Abu Dawud, bind 2, bog 6, kapitel 754, nr. 2276, s. 619

Muhammed beordrede sin adoptivsøn Zaid til at skille sig fra Zainab, og derefter giftede Muhammed sig med Zainab. Zaid havde intet valg, fordi Muhammed reciterede sura 33:36-38. Muslimer tror, at Koranen er uskabt og indskrevet på en tavle i himlen, men sura 33:36-38 nævner Zaid ved navn og siger, at han ikke skulle have noget valg med hensyn til at skille sig fra Zainab. Senere »plejede Zainab bint Jahsh at prale over for Profetens andre hustruer og sagde: ’Allah giftede mig (med Profeten) i himlen.’« Bukhari, bind 9, bog 93, kap. 22, nr. 517, s. 382. Se også bind 9, bog 93, kap. 22, nr. 516, 518, s. 381-383.

Som en sidebemærkning betyder »bin« søn på arabisk, og »bint« betyder datter.

En mand skal skille sig fra sin kone, hvis hans far befaler det. Ibn-i-Majah, bind 3, bog 10, kap. 36, nr. 2088–2089, s. 259–260

To muslimske mænd var gode venner, så den ene spurgte den anden, hvilken kone han skulle skille sig fra, så den anden kunne gifte sig med hende. Bukhari, bind 5, bog 58, kap. 3, nr. 125, s. 82

Så selvom muslimske mænd kan føle sig berettiget til at bytte koner med omtrent samme lethed, som folk bytter biler, skal man ikke forsøge at retfærdiggøre dette ud fra Bibelen.

Spørgsmål: Hvordan kunne Samson i Dommerbogen 15:4 fange 300 ræve?

Svar: Der er fem mulige måder, og svaret kunne være en kombination af dem.

1. Der står ikke, at Samson fangede dem alle på én gang. Det kan have foregået over en længere periode.

2. Måske var Samsons overlegne styrke også ledsaget af overlegen smidighed. Se When Critics Ask, s. 150, for mere om denne del af svaret.

3. Samson behøvede ikke at bruge sine egne hænder. Der står intet om, at han ikke kunne have brugt fælder til at fange nogle eller alle af dem.

4. Det hebraiske ord su’al kan betyde enten ræv eller sjakal. Samson kunne muligvis fange sjakaler lettere, fordi de jager i flok.

5. Samson kan have ledet en gruppe mænd til at fange dyrene i fælder.

Spørgsmål: I Dommerbogen 15:5, hvor meget er 1.100 sølvstykker ganget med fem?

Svar: I Dommerbogen 17:10 indvilligede en levit i at tjene som præst for (tilsyneladende kost og logi plus) kun ti sølvsekel om året. 5.500 sølvstykker var en stor sum penge for en enkelt person. Tilsyneladende frygtede filisterne Samson meget.

Spørgsmål: Hvorfor bandt de i Dommerbogen 15:12 Samson for at føre ham ned til filisterne?

Svar: Samson udgjorde helt klart en trussel mod status quo, og selvom israelitterne ikke anså status quo for at være ideel, foretrak de den kendte situation frem for, at den ændrede sig under Samsons ledelse.

Desuden var det mænd fra Juda, der overgav Samson til fjenden. Judas land bestod af mange områder, der ikke lå så tæt på filisterne, og de havde rigeligt med plads, mens danitterne boede meget trangt i deres land.

I dag bør kristne være tilbageholdende med at gå med til, at evangeliet bliver bundet under deres tilbedelse.

Spørgsmål: Hvordan kunne Samson i Dommerbogen 15:16, selv med sin store styrke, dræbe 1.000 trænede filistinske soldater, uden at de kastede et spyd og sårede Samson?

Svar: Ingen mængde naturlig styrke kan forklare dette og de andre bedrifter, Samson udførte (at løfte byporte osv.). Gud måtte være med Samson på en overnaturlig måde. Gud kunne have givet Samson ikke blot styrke, hurtighed og reflekser, men også forvirret filisterne og beskyttet Samson.

Spørgsmål: I Dommerbogen 16:18-21, lå Samsons styrke i hans hår?

Svar: Nej, styrken kom fra Gud. Hvis styrken lå i håret, ville alle professionelle atleter måske være stærkere, hvis de havde langt hår.

Alvorligt talt: Efter at Samson havde fortalt Delila sin hemmelighed, kunne han være temmelig sikker på, at hun ville klippe hans hår af, fordi hun havde prøvet alle de andre ting, han havde nævnt. Da Samson vågnede, står der i Dommerbogen 16:20: »Men han indså ikke, at Herren havde forladt ham.« (NET)

Spørgsmål: I Dommerbogen 16:26-27, kunne Samson komme i himlen, da han begik selvmord?

Svar: Ja. Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Der er kun én uforgivelig synd, nemlig blasfemi mod Helligånden. Selvmord er ikke en uforgivelig synd.

2. Som et eksempel på troende, der begik selvmord, fortæller Eusebius i sin »Kirkehistorie«, bind 8, nr. 2, kapitel 12, om en kvinde og hendes to smukke døtre, der druknede sig selv i floden frem for at blive legemligt besmittet af romerske soldater. Eusebius giver et andet eksempel i bog 8, kapitel 14, om Maxentius, der var ved at voldtage en smuk kristen kvinde. Hun bad om et par minutter alene for at forberede sig. Da han kom ind, havde hun stukket sig selv ihjel.

3. Man kan argumentere for, at Samson ikke skubbede søjlerne for at begå selvmord i sig selv, men at motivet var at dræbe filisterne. Hans død kan betragtes som en selvmordsmission snarere end selvmord, selvom han vidste, at han ville dø.

I bogen *Now That’s A Good Question*, s. 291-292, står der, at en psykologisk undersøgelse viste, at 90 % af de mennesker, der forsøgte at begå selvmord, senere sagde, at de ikke ville have forsøgt det, hvis de havde ventet 24 timer.

Spørgsmål: I Dommerbogen 16:26-27, velsignede Gud da Samson for at have begået selvmord?

Svar: Samson begik ikke selvmord, men udførte snarere en selvmordsmission. I dette særlige tilfælde, ligesom gennem hele hans liv, brugte Gud Samson, selvom Samson var ulydig og ofte befandt sig steder, hvor han aldrig burde have været. Se det forrige spørgsmål for yderligere diskussion.

I »The Believer’s Bible Commentary« s. 281 nævnes det som en ironi, at »fordi han så ofte omgikkes filisterne i sit liv og fandt deres kvinder uimodståelige, befinder Samson sig nu blandt filisterne i sin død, et lig blandt ligene i ruinerne af Dagons tempel. Adskillelse ville have givet ham en ædelere død.«

Spørgsmål: Hvorfor blev den tyvagtige søn i Dommerbogen 17:1-2 først forbandet og derefter velsignet?

Svar: Bibelen nævner denne lille historie uden på nogen måde at antyde, at Gud godkendte den afgudsdyrkende situation.

Moderen udtalte en forbandelse over den, der havde stjålet pengene, uden at indse, at det var hendes egen søn. Da hun fandt ud af, at det var ham, fortrød hun, at hun havde forbandet sin søn, og forsøgte i stedet at velsigne ham. I *Hard Sayings of the Bible*, s. 197-198, nævnes det, at forfatteren af Dommerbogen måske medtog dette for at vise, hvor forvirrede mennesker var dengang.

Men folk kan være lige så forvirrede i dag. En forælder kan elske et barn ømt, når vedkommende er ædru, og mishandle det samme barn, når vedkommende er fuld eller påvirket af stoffer. Forældre kan gøre sig store anstrengelser for at lære deres børn, hvor vigtigt det er at gøre det rigtige. Børnene forstår det bare ikke, når de ser forældrene lyve, køre for hurtigt og snyde.

Spørgsmål: Hvorfor afsatte de i Dommerbogen 17:2-3 pengene til Jehova for at lave et udskåret billede?

Svar: Det lyder tåbeligt, og det var faktisk endnu værre, end det lyder. Det ser ud til, at det, de ønskede, i prioriteret rækkefølge, var

1) At have et billede at tilbede

2) At tilbede Israels sande Gud

Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. At have et afgudsbillede, som folk kunne bringe offergaver til, var ofte en indbringende forretning.

2. For folk, der ikke vidste bedre, kunne det måske indbringe endnu flere penge at have et afgudsbillede af israelitternes Gud.

3. Mange mennesker har et ønske om at tilbede Gud – på deres egne betingelser og på deres egen måde. Gud er ikke interesseret i dette. Gud ønsker mennesker, der tilbeder og adlyder Gud på Hans betingelser, på Hans måde.

Spørgsmål: Hvorfor ville Mika i Dommerbogen 17:5 have et gudshus?

Svar: Det står ikke i Skriften, men vi kan se et par mulige årsager:

Religiøst: Mika respekterede Jehova, men måske ønskede han en »sikkerhedsforanstaltning« ved at ære flere guder. Han havde glemt, at den sande Gud afskyr afgudsdyrkelse.

Økonomisk: Folk kom til gudestatuerne for at give dem penge. Mikas afguder, plus præstens tilstedeværelse, kan have været en stor økonomisk mulighed for Mika.

Spørgsmål: Hvad var der galt med Mikas teologi i Dommerbogen 17:13, hvor han sagde: »… Nu ved jeg, at Herren vil give mig fremgang, fordi leviten er blevet min præst« (NRSV)?

Svar: Før du let afviser dette som et indlysende spørgsmål, så se den sidste del af svaret, hvor næsten identiske ting ikke er indlysende for mange mennesker i dag.

Afguder ærede hedenske guder. Mika troede, at det at have en afgud til den ene, sande Gud ville ære Ham, og at det at have en levit som præst ville ære Gud endnu mere. Da Mika tænkte på den måde (ved et eller andet logisk spring), må Gud også tænke på den måde. Det er lidt som at gøre noget for en person, som man bare »ved«, at vedkommende vil kunne lide, selvom man aldrig har talt med personen og faktisk ikke har nogen anelse om, hvad vedkommende ønsker sig. Det er lidt ligesom den lille dreng, der købte en legetøjsbil til sin mor i fødselsdagsgave, fordi han »vidste«, at hun ville kunne lide den.

Et kort blik på Det Gamle Testamente generelt og 2. Mosebog 20:4-6 i særdeleshed viser, at Gud afskyr brugen af afgudsbilleder i tilbedelsen. Selv hvis det er afgudsbilleder, der siges at forestille Ham, afskyr Gud dem, og det er derfor, det andet bud adskiller sig fra det første bud.

Desværre laver folk selv i dag billeder af Maria, forskellige helgener og Jesus til brug i tilbedelsen. Den virkelige Maria og de ægte helgener er sandsynligvis forfærdede over den ulydighed, der begås gennem billeder af dem. Selv om der er tale om et forsøg på at tilbede den sande Gud (og dermed ikke bryder det første bud), bryder det stadig det andet bud.

Spørgsmål: Er det i Dommerbogen 18:2 sandt, at Samsons bedrifter ikke alvorligt svækkede filisterne eller hjalp danitterne?

Svar: I Dommerbogen 16:31 står der, at Samson ved sin død dræbte 3.000 mænd og kvinder, hvilket var flere, end han dræbte i resten af sit liv. Han påførte filisterne en vis skade, da han dræbte mange af en hel generation af herskere. Men selvom det at dræbe 3.000 til 6.000 filister var en enorm bedrift for én mand, ville det kun være en lille sejr for en hærfører.

På den ene side er det korrekt, og der er en lære at drage her. Samson havde for travlt med at jagte et kærlighedsliv til at være lydig og være en rigtig leder for israelitterne, og han udrettede ikke meget.

På den anden side opnåede Samson alligevel én ting. Han satte en stopper for den periode med mere eller mindre venlige relationer mellem israelitterne og deres filistinske overherrer. Det blev dog overladt til Saul og David, der med deres gennemsnitlige fysiske styrke tjente Herren, at fuldføre det, som Samson ikke var i stand til at gøre alene med sin mirakuløse styrke, uden andre israelitter og uden at vandre lydigt på Guds veje.

Spørgsmål: I Dommerbogen 18:6,10 – velsignede Gud virkelig de danitiske spejdere her?

Svar: Der er ikke det mindste tegn på, at den levitiske »præst« tjente den sande Gud, og at hans ord var andet end ting, han fandt på for at behage sine tilhørere.

Ikke alle, der hævder at tale i Guds navn, gør det nødvendigvis. Set i bakspejlet var danitterne en af de første stammer, der faldt i afgudsdyrkelse under de arameiske invasioner, og det første område, der mærkede de assyriske og babylonske hære. Deres indledende lette succes var ikke deres endelige undergang værd.

Spørgsmål: Hvad var den levitiske mands motiver i Dommerbogen 18:20?

Svar: Skriften antyder, at det ikke havde noget at gøre med tilbedelse af den sande Gud. Ved at blive præst for en stamme i stedet for en husstand ville han opnå større anseelse, respekt og sandsynligvis flere penge.

Desværre er der i dag ikke kun sådanne mennesker i andre religioner, men der er også sådanne mennesker, der udgiver sig for at være kristne.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af verset i Dommerbogen 18:30-31?

Svar: Det er yderst betydningsfuldt. Det betyder, at indbyggerne i byen Dan aldrig angrede denne forbrydelse, og indtil assyrerne kom, fulgte de de daniters traditioner, der var gældende på den tid. Hvor trist.

Nogle gange, når kirkesamfund afviser Guds sandhed og Bibelen, vender de heller aldrig tilbage til at følge den sande Gud. I mange tilfælde er begrundelsen for at følge afgudsdyrkelse og andre synder ligesom sangen i musicalen »Fiddler on the Roof« – tradition. Faktisk erklærede en katolsk teolog ved navn Johann Faber (1478-1541) under debatterne med Martin Luther: »Hvis jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg hellere afvise Skriften end den [romersk-katolske] kirkes ærværdige vildfarelser.« (fra Manschrenk, s. 165). Når folk taler om at følge »ærværdige vildfarelser«, er de da mindre forvirrede end danitterne?

Spørgsmål: Var skandalen i Gibea i Dommerbogen 19-21 en fiktiv fortælling, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 279?

Svar: Nej. Der er to beviser på, at dette var sandt:

1. Beretningen om hændelsen i Dommerbogen. Ingen forfatter ville ønske at skrive denne historie, der er så lidet flatterende for både benjaminitterne og de øvrige israelitter, medmindre han følte sig forpligtet til at skrive sandheden.

2. Hvis dette ikke var sandt, ville Asimov eller andre være nødt til at finde en anden grund til, at Benjamins stamme var så meget mindre end de andre stammer.

Spørgsmål: Hvad kan vi lære af denne episode i Dommerbogen 19:1-21:25?

Svar: Der er en yderst interessant observation vedrørende denne borgerkrig: Hver eneste person, bortset fra de oprindelige mordere, kan forstås som havende følt sig berettiget til at gøre det, de anså for moralsk rigtigt, i det mindste set fra deres eget perspektiv.

1. Benjaminitterne kæmpede for det, de troede var rigtigt. De gik ud fra, at det at forsvare deres slægtninge og (måske) selv udøve retfærdighed var et højere moralsk gode end at lade nogen anden fratage deres slægtninge retten til at blive stillet for retten af benjaminitterne.

2. Manden følte sig berettiget til at skære sin medhustru i stykker. Hans ønske om at forsvare sin ære og udøve hævn kunne ses som vigtigere end enhver ære eller respekt, han havde for sin medhustrus krop.

3. Israelitterne kunne føle sig berettigede. Deres krav om, at benjaminitterne ikke måtte skade en eneste [anden] israelit, blev betragtet som en højere moralsk ret end folkemord på benjaminitterne, herunder kvinder og børn.

4. Israelitterne kunne føle sig berettigede til at udslette hele byen Jabesh-Gilead, bortset fra de jomfruelige kvinder. De mente jo, at det faktum, at mændene fra Jabesh-Gilead ikke havde valgt at slutte sig til de øvrige israelitter i denne blodfejde, berettigede drabet på mænd, kvinder og børn. Selvfølgelig havde jomfruerne en praktisk nytte som hustruer for benjaminitterne, så det (ved en eller anden mærkelig logisk strækning) ville retfærdiggøre, at man ikke dræbte dem, mens drabet på de andre kvinder og drenge blev anset for berettiget.

4. De overlevende benjaminitter og israelitterne følte sig sammen retfærdiggjort i at lade de overlevende benjaminitter bortføre ugifte israelitiske piger. Tilsyneladende var det vigtigere at skaffe flere hustruer til disse benjaminitiske oprørere end at respektere pigernes ønsker.

Endelig, da israelitterne var bundet af deres ed i Dommerbogen 21:5 om at dræbe enhver, der ikke mødte op, og deres ed i Dommerbogen 21:18, skulle man tro, at de ville lære en lektie og undlade at aflægge eder. Som 1. Samuel 14:24 viser i tilfældet med Jonatan, der spiste honning, lærte de dog ikke nødvendigvis deres lektie.

Spørgsmål: Hvorfor ønskede svigerfaderen i Dommerbogen 19:4-8 at udskyde sønnens hjemkomst?

Svar: Det står ikke i Skriften, men måske savnede svigerfaderen sin datter og vidste, at når hans svigersøn tog afsted, ville hans datter også tage afsted.

Spørgsmål: Hvorfor er denne historie om levitens medhustru med i Bibelen i Dommerbogen 19:12-24?

Svar: Dette er ganske rigtigt en historie om dyb fordærvelse, som det står i Hosea 9:9. Den blev ikke overset eller fortiet i denne faktuelle bog af tre meget forskellige, men hinanden supplerende årsager.

Sekulært: Det skete. Dommerbogen forklarer, som en sekulær historie ville gøre, hvorfor denne forfærdelige borgerkrig fandt sted, og hvorfor Benjamin, selv århundreder senere, altid var en så lille stamme.

Alle gør, som de selv finder det rigtigt: Dommerbogen 21:25 sammenfatter budskabet bag denne sande historie: Sådan kan det gå helt galt, når alle gør, som de selv finder det rigtigt. Hvis alle har deres egne standarder for rigtigt og forkert, som ikke er baseret på Bibelen, kan det gå meget galt for alle. Se også det næste spørgsmål.

En lektion i loyalitet: Man kan ikke bebrejde benjaminitterne for deres loyalitet, hvis loyalitet altid var en dyd. Man kan dog bebrejde dem, at deres loyalitet i dette tilfælde var en ond ting. Det kunne have set ud som om israelitternes loyalitet var rettet mod Gud og deres folk, men denne hændelse og krig viser, at deres loyalitet kun gjaldt deres egen stamme. I dag kan folk være loyale over for en god sag af mange forskellige grunde, og nogle af disse grunde er ikke bedre end den loyalitet, benjaminitterne udviste.

Spørgsmål: Hvorfor billiger Bibelen disse onde handlinger i Dommerbogen 19:22-30 og Dommerbogen 21:7-23? (En muslim nævnte dette.)

Svar: Bibelen billiger ikke dette. Den nævner snarere onde handlinger i de onde tider, hvor »hver gjorde, hvad der var ret i hans egne øjne«. Ville det, at Koranen nævner de onde handlinger, som folket i ’Ad og Madyan begik, bevise, at Koranen tager fejl?

Spørgsmål: I Dommerbogen 20:1 – betyder byen Dan her, at Dan var udvandret før denne tid?

Svar: Ikke nødvendigvis. Dommerbogen blev skrevet efter begge begivenheder, og den kunne have henvist til stedet ved det navn, som folk kender. To andre eksempler på dette er, at man siger, at Efesos ligger i Tyrkiet, og at det i 1. Mosebog 12:8 står, at Abraham var i Betel, selvom Betel først blev navnet på byen i Jakobs tid i 1. Mosebog 28:19.

Spørgsmål: Er det i Dommerbogen 20:47 rigtigt, at dette ikke kunne have fundet sted ved slutningen af Dommerbogen, da Benjamin-stammen på det tidspunkt var velstående, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 259?

Svar: Nej. Benjamin-stammen var velstående indtil denne borgerkrig. Asimov fremlægger ingen beviser, hverken arkæologiske eller andre, for at Benjamin-stammen var velstående ved slutningen af Dommerbogen. Derimod siger Saul i 1. Samuelsbog 9:21, at han stammer fra den mindste af Israels stammer.

Spørgsmål: Viser ødelæggelsen af Jabesh-Gilead i Dommerbogen 21:8, at dette ikke skete sent i Dommerbogen-perioden, da Jabesh-Gilead var en blomstrende by, som det hævdes i Asimovs Guide to the Bible, s. 259-260?

Svar: Nej. Her er, hvad Bibelen siger om Jabesh-Gilead. Saul befriede byen fra ammonitterne i 1. Samuelsbog 11:1-11. Efter at Saul var blevet dræbt, hentede mændene fra Jabesh-Gilead Sauls lig og begravede det. David roste dem for dette (2. Samuelsbog 2:4-7). 1. Krønikebog 10:11 giver den samme beretning. Arkæologen Glueck fandt det, der sandsynligvis er Jabesh-Gilead, og det havde bymure.

Det er interessant, at Asimov uden yderligere beviser kan konkludere, at Jabesh-Gilead var en blomstrende by, og at ingen ødelæggelse var mulig. Byer, især befæstede, kan med tiden genopstå, men at bruge ovenstående sparsomme beviser til at hævde, at Jabesh-Gilead var så blomstrende, at den aldrig kunne være blevet ødelagt, er forbløffende for en som Asimov, der ellers var omhyggelig i sine videnskabelige bestræbelser. Desværre begik Asimov en lignende fejl i sin vurdering af Hazor, og der findes rigeligt med arkæologiske beviser, der modsiger ham. Se de tre spørgsmål om Josva 11:10 for en nærmere diskussion af Hazors genopblomstring.

Spørgsmål: Hvad var Herrens årlige højtid i Silo i Dommerbogen 21:19?

Svar: Skriften siger ikke med sikkerhed, hvilken slags fest det var. Det kan dog have været festen til ære for Jeftas datter i Dommerbogen 11:39-40.

Spørgsmål: I Dommerbogen 21:20-21: Har andre nogensinde bortført piger, mens de dansede?

Svar: Ja. Senere, i Grækenland, stjal mænd fra byen Messenia piger fra Lakonien under en Artemis-fest, ifølge Boling, s. 294. Dette nævnes i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 3, s. 506.

Spørgsmål: Hvad er der galt med i Dommerbogen 21:25 og 5. Mosebog 12:8 at »gøre, hvad der er ret i ens egne øjne«, eller at lade alle gøre, som de finder det rigtigt?

Svar: Som den historie, der er nedskrevet i hele Dommerbogen, viser, er der masser af fejl ved det. Folk er alt for hurtige til at opstille deres egne standarder, som er ringere end Guds. Se de to foregående spørgsmål for mere om dette punkt. Derudover er folk hurtige til at tilpasse standarderne, så de passer til deres smag, synspunkter og ønsker.

Spørgsmål: Hvornår blev Dommerbogen skrevet?

Svar: Dommerbogen dækker begivenhederne fra omkring 1380 f.Kr. til 1050 f.Kr. I Dommerbogen 18:30 står der, at disse ting varede »indtil … landets fangenskab«. Der er tre opfattelser af, hvad dette henviser til.

Den assyriske fangenskab af alle de nordlige stammer i 722 f.Kr. I Wycliffe Bible Dictionary, s. 993, står der: »Tabeller, der er udarbejdet og offentliggjort af Donald J. Wiseman, har givet mere specifikke oplysninger til datering af de kaldæiske konger i perioden 626–566 f.Kr. Derfor accepteres datoerne for Samarias fald i 722 f.Kr. og Jerusalems fald i 587/586 f.Kr. som faste datoer med en afvigelse på omkring et år.«

Dans fangenskab, som fandt sted omkring 1000 f.Kr. I bogen *When Critics Ask*, s. 151, støttes denne opfattelse, fordi da Dan pludselig tilintetgjorde befolkningen i Laish, ramte en lignende ødelæggelse dem omkring 1000 f.Kr.

Merrill Unger mener, at der er tale om en senere tilføjelse foretaget af en redaktør, som nævnt i *A Survey of Old Testament Introduction* af Gleason Archer (Moody Press 1974), s. 281.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste håndskrifter fra Dommerbogen findes der stadig i dag?

Svar: Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) 3 separate eksemplarer. The Dead Sea Scrolls Today, s. 30. (1Q6, 4Q49, 4Q50) ifølge The Dead Sea Scrolls in English, 4. udg., s. xxxvii, og Wycliffe Bible Dictionary, s. 436-438.

1Q6 (dele af Dommerbogen 6:20-22; 8:1(?); 9:1-4, 4-6, 28-31, 40-43, 48-49 (1. århundrede f.Kr.)

4Q49 Dommerbogen 6:2-6,11-13 (50-25 f.Kr.) Dommerbogen 2:7-10 er ikke gået tabt, men mangler.

4Q50 tre fragmenter af Dommerbogen 19:5-7; 21:12-25

Samlet set er følgende 35,5 vers ud af i alt 618 vers i Dommerbogen (5,7 %) bevaret i Dødehavsrullerne.

Dommerbogen 6:2-6,11-13,20-22; 8:1?; 9:1-6,28-31,40-43,48-49; 19:5-7; 21:12-25.

Vaticanus (325–350 e.Kr.) indeholder hele Dommerbogen.

Sinaiticus (340-350 e.Kr.) indeholder Dommerbogen 2:20; 4:6-11:2.

Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) indeholder hele Dommerbogen.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Dommerbogen?

Svar: Forfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse, der henviste til eller hentydede til vers i Dommerbogen, er:

Den alexandrinske jøde Philo (20/15 f.Kr. til 50 e.Kr.) henviste til Dommerbogen 8:9 i værket »Om sprogforvirringen« 26 (128), hvor han – mærkeligt nok – sagde, at det var »af Moses«. »For, siger Moses, ’Gideon svor over for mændene fra Fanuel og sagde: Den dag, jeg vender tilbage sejrende i fred, vil jeg vælte dette tårn.’«

Meleto/Melito fra Sardis (170–177/180 e.Kr.) opregnede Dommerbogen blandt Det Gamle Testamentes bøger i sit brev til Onesimus, *Om påsken*, s. 72. Bevaret i Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 4, kap. 26.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) analyserer historien om Simson i Dommerbogen og omtaler kilden som »den hellige skrift«. Fragmenter fra Irenæus, fragment 40, s. 575. Han henviser også til Simson i fragment 41.

Irenæus’ fragment 27, s. 572, omtaler den lille dreng, der måtte føre Samson ved hånden, hvilket hentyder til Dommerbogen 16:26.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) diskuterer Gideon fra Dommerbogen 6 i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 17.3, s. 445.

Dette er alle de steder, hvor Irenæus henviser til Dommerbogen.

Klemens af Alexandria siger: »Som det fortælles i Josuabogen«, og senere »som det nævnes i Dommerbogen« i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 21, s. 325

Tertullian (198–220 e.Kr.): »Josva ved sin død. Og således gennem næsten alle dommernes og kongernes annaler« i *Scorpiace*, kap. 3, s. 636

Origenes (225–254 e.Kr.): »Nej, med hensyn til Belials sønner i Dommerbogen«; Origenes, *Mod Celsus*, bog 6, kap. 44, s. 593

Origenes (240 e.Kr.) henviser også til Debora og Barak i Dommerbogen. Kommentar til Høj sangen, prolog, s. 48

Afhandling om genbaptisme (ca. 248–258 e.Kr.), kap. 15, s. 676: »Desuden ser vi også i Dommerbogen og i Kongernes bøger, at Herrens Ånd enten hvilede over flere eller kom til dem, som over Gotoniel [Othniel], Gideon, Jefta, Simson, Saul, David og mange andre.«

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) henviser til Dommerbogen 2:11–13 og 4:1 som »i Dommerbogen«; Cyprianus’ afhandlinger, afhandling 12, kap. 1, s. 508

Methodius af Olympus og Patara (270–311/312 e.Kr.) nævner specifikt Det Gamle Testamente og Dommerbogen i »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 10, kap. 2, s. 348

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (ca. 328–339/340 e.Kr.) diskuterer forskellige forfatteres synspunkter på Det Gamle Testamentes kanon.

Athanasius (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Gamle Testamente i »Påskebrev 39«, kap. 4, s. 552.

Athanasius (339 e.Kr.) omtaler Dommerbogen 19:29 som »Dommerbogen« i »Circular Letter«, kap. 1, s. 92

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) henviser til Dommerbogen

Synopsis Scripturae Sacrae (350–370 e.Kr.)

Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner Dommerbogen 3:10 som værende i Dommerbogen, David i Kongernes Bøger, Salmerne, 2. Krønikebog 15:1 i Krønikebøgerne og Nehemias 9:20 som Esra (Esra og Nehemias udgjorde én bog). Katekeseforelæsninger, forelæsning 16.28, s. 122

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) nævner Dommerbogen og Salmerne. Om Helligånden, bog 1, kap. 16, s. 95

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) citerer Dommerbogen 13:18 i Brev 2, kap. 2.2, s. 28

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) henviser til Dommerbogen.

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Gamle Testamente, herunder Dommerbogen. *Panarion*

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Sulpicius/Sulpitius Severus (363–420 e.Kr.) nævner Dommerbogen i *History*, bog 1, kap. 24, s. 85

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Mosebøgerne, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel og Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggai, Zakarias, Malakias, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7-8, s. 99-101.

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.) henviser til Dommerbogen 21:5-10, bind 11, Kommentar til Apostlenes Gerninger, Prædiken 13, s. 86

Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) siger: »Herren siger«, og henviser til Dommerbogen 6:1 i Brev 46, kap. 18, s. 291

Augustinus af Hippo (338–430 e.Kr.) henviser til Dommerbogen 3:30 som skriftsted i »Guds by«, bog 17, kap. 14, s. 352

Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Theodoret af Cyrus (324–458 e.Kr.) henviser til Dommerbogen.

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Dommerbogen?

A: Her er nogle af forskellene i oversættelserne. For at give et indblik i forskellene mellem den hebraiske masoretiske tekst og den græske Septuaginta-oversættelse fokuserer det følgende på kapitel 16.

Dommerbogen 1:14 »Othniel, hun opfordrede ham« kontra »Othniel, han opfordrede hende« (Septuaginta og Vulgata). I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 3, s. 388, står der, at mens den græske oversættelse og Vulgata antog det feminine, viser Josva 15:18, at det i virkeligheden er det maskuline.

Dommerbogen 1:16 »keniten« kontra »Hobab, keniten« (Septuaginta)

Dommerbogen 1:18 »tog også« kontra »tog ikke« (Septuaginta)

Dommerbogen 1:27 »Bet-Sean« kontra »Bet-Sean, som er en by tilhørende skyterne« (Septuaginta)

Dommerbogen 2:3 »blive« kontra »være modstandere/fjender og blive« (Septuaginta, Targumerne, Vulgata)

Dommerbogen 2:9 »Timnat-Serah« (hebraisk) kontra »Timnat-Heres« (hebraisk i Josva 19:50 og 24:30)

Dommerbogen 3:26 »stenbilleder« kontra »stenbrud« (Targumer)

Dommerbogen 5:14 »i Amalek« kontra »ind i dalen« (Septuaginta)

Dommerbogen 5:15 »mine fyrster i Issakar« kontra »fyrsterne i Issakar« (Septuaginta, syrisk, Targumer, Vulgata)

Dommerbogen 5:28 »udbrød« kontra »så« (Septuaginta)

Dommerbogen 5:31 »de, der elsker ham« kontra »de, der elsker dig« (syrisk, Vulgata)

Dommerbogen 6:7-10 findes i den masoretiske tekst, men mangler i Dødehavsrullerne 4Q49. To hebraiske middelaldermanuskripter og Septuaginta udelader 6:7a.

Dommerbogen 8:4 »og forfulgte« kontra »og sultede« (Septuaginta)

Dommerbogen 9:29 »ham. Da sagde han til Abimelek« kontra »ham. Jeg ville sige til Abimelek« (Septuaginta)

Dommerbogen 9:38 »hvor er din mund nu« kontra »hvor er din pral nu« (Septuaginta) (Betydningen er i det væsentlige den samme)

Dommerbogen 9:44 »de tropper, der var med ham« mod »den troppe, der var med ham« ((nogle udgaver af Septuaginta, Vulgata)

Dommerbogen 11:12 »den ammonitiske konge« mod »midianitterne« (nogle udgaver af Septuaginta)

Dommerbogen 12:2 »kampen mod ammonitterne« kontra »kampen mod ammonitterne, der undertrykte os« (Septuaginta, Harcleansk syrisk)

Dommerbogen 12:7 »i byerne i Gilead« kontra »i byen Gilead« (nogle udgaver af Septuaginta)

Dommerbogen 13:19 »til ham og udførte mirakler, mens hans hustru Manoa så på« kontra »til ham, der udfører mirakler« (Septuaginta)

Dommerbogen 14:15 »fjerde dag« mod »syvende dag« (nogle udgaver af Septuaginta, syrisk, Vulgata) (The Expositor’s Bible Commentary, bind 3, s. 469, siger, at »fjerde« og »syvende« kun adskiller sig ved det første bogstav.)

Dommerbogen 15:5 »vinmarker og olivenlunde« mod »vinmarker og olivenlunde« (Septuaginta, Targumerne, Vulgata)

Dommerbogen 16:2 »Gaziterne: ’Samson er kommet hertil’« kontra »Gaziterne fik at vide: ’Samson er kommet hertil.’« (Septuaginta)

Dommerbogen 16:2 »lagde en fælde for ham« kontra »lå på lur efter ham«

Dommerbogen 16:3 »Hebron« kontra »Chebron«

Dommerbogen 16:4 »Soreks dal« kontra »alsorek«

Dommerbogen 16:4 osv. »Delila« kontra »Dalida«

Dommerbogen 16:5 »ydmyge ham« kontra »plage ham«

Dommerbogen 16:7 »syv grønne buestrenger, der ikke er tørret« kontra »syv fugtige snore, der ikke er ødelagt«

Dommerbogen 16:7 »skal blive som enhver anden mand« kontra »blive som en af de almindelige mænd«

Dommerbogen 16:9 »Og bagholdet sad på lur efter hende i et indre kammer« kontra »Og de, der lå på lur, forblev hos hende i kammeret«

Dommerbogen 16:10 »spillede mig et puds/bedrog mig« kontra »snydte mig«

Dommerbogen 16:12 »Og bagholdet sad i det inderste kammer. Og han rev dem af sine arme« kontra »og han brækkede dem af sine arme«

Dommerbogen 16:13 »spillede med mig/bedrog mig« kontra »bedrog mig«

Dommerbogen 16:13 »Sig mig« kontra »Sig mig, jeg beder dig«

Dommerbogen 16:13 „… med et væv“ kontra „med vævet, og du skal fastgøre dem med en nål i væggen, så vil jeg blive svag som enhver anden mand.“ (Septuaginta, findes ikke i nogen hebraisk udgave)

Dommerbogen 16:14 »og hun fastgjorde det med en nål … spind« kontra »Og det skete, da han sov, at Dalida tog de syv lokker fra hans hoved, vævede dem ind i spindet og fastgjorde dem med nålen i væggen … spind ud af væggen«

Dommerbogen 16:15 »Disse tre gange har du leget med/bedraget mig« kontra »Denne tredje gang har du bedraget mig«

Dommerbogen 16:17 »naziræer for Gud« kontra »Guds hellige«

Dommerbogen 16:18 »Kom, for denne gang vil han« kontra »Kom endnu en gang op, for han«

Dommerbogen 16:18 »sølv i deres hånd« kontra »penge i deres hænder«

Dommerbogen 16:19 »hun« kontra »Dalida«

Dommerbogen 16:19 »og begyndte at plage/undertrykke/pine ham« kontra »og hun begyndte at ydmyge ham« kontra »og han begyndte at svækkes/begyndte at blive svag« (nogle Septuaginta-udgaver)

Dommerbogen 16:21 »bronze« kontra »messing«

Dommerbogen 16:24 »priste deres gud« kontra »sang lovsange til deres gud«

Dommerbogen 16:24 »øgede antallet af vores sårede« kontra »øgede antallet af vores dræbte«

Dommerbogen 16:26 »Og de stillede ham mellem søjlerne.« kontra »og de slog ham med håndfladerne og stillede ham mellem søjlerne.«

Dommerbogen 16:28 »råbte til Jehova« kontra »græd for Herren«

Dommerbogen 16:28 »Herre Jehova« kontra »Herre, min Herre«

Dommerbogen 16:29 »to midterste søjler« kontra »to søjler«

Dommerbogen 16:31 »Zora og Eshtaol« kontra »Saraa og Esthaol«

Dommerbogen 18:7 »fra sidonierne« kontra »med arameerne/Syrien« (nogle Septuaginta-udgaver)

Eller Dommerbogen 18:7 »langt fra sidonierne og havde ingen forbindelser med nogen« kontra »langt fra sidonierne og havde ingen forbindelser med Aram« (Symmachus) (Dette er ifølge NRSV)

Dommerbogen 18:30 »søn af Manasse« (masoretisk) kontra »søn af Moses« (nogle gamle versioner, nogle Septuaginta-udgaver, Vulgata)

Dommerbogen 19:2 »hun var utro« wattizneh kontra »hun blev vred« (man troede sandsynligvis, det var wattiznah) (proto-lucianisk Septuaginta og Vulgata)

Dommerbogen 19:4 »hun førte ham« kontra »han nåede frem« (Septuaginta) (Dette er i henhold til NRSV)

Dommerbogen 19:18 »HERRENS hus« kontra »mit hus« (Septuaginta)

Dommerbogen 20:9 »Gibea, mod den ved lodtrækning« mod »Gibea, vi vil drage op mod den ved lodtrækning« (Septuaginta)

Dommerbogen 20:10 »Geba« (en variant af Gibea) kontra »Gibea« (et hebraisk manuskript)

Dommerbogen 20:15 »26.000« mod »25.000« (Septuaginta A) mod »23.000« (Septuaginta B)

Dommerbogen 20:33 »på sletten ved Geba« mod »vest for Geba« (Septuaginta, Vulgata)

Dommerbogen 20:42 »byer« mod »by« (Septuaginta)

Dommerbogen 20:43 (sandsynligvis hvilested) (menuhah) mod »fra Noua« (Septuaginta B)

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er desuden anvendt The Expositor's Bible Commentary samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.

Medmindre andet er angivet, stammer bibelcitaterne fra Berean Standard Bible (BSB), som er i det offentlige domæne. https://berean.bible/

www.biblequery.org