< Spørgsmål til Bibelen fra Efeserbrevet

Spørgsmål: Hvornår blev Efeserbrevet skrevet (Ef 1:1)?

Svar: Ifølge Efeserbrevet 3:1, 4:1 og 6:20 var Paulus fange på det tidspunkt, hvor brevet blev skrevet. Paulus kunne have skrevet det, mens han var fange i Cæsarea i årene 57-59 e.Kr., eller mens han var fange i Rom i årene 60-62 e.Kr.

Spørgsmål: I Efeserbrevet 1:1, var brevet til efeserne virkelig skrevet til efeserne?

Svar: Det var helt sikkert rettet til menighederne i området, men nogle tidlige håndskrifter indeholder ikke ordene »i Efesos«.

Bevis for, at »i Efesos« blev tilføjet senere:

1. p46 Chester Beatty II fra 100–150 e.Kr. har ingen huller og ingen plads til disse to ord. Dette manuskript indeholder også Galaterbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 1. og 2. Korintherbrev, og i hvert tilfælde fremgår byen, hvor den skal. (Selvom det indeholder dele af Romerbrevet, var Romerbrevet 1–4 ikke til stede.)

2. De alexandrinske manuskripter Vaticanus (325–350 e.Kr.) og Sinaiticus (340–350 e.Kr.) havde begge ikke denne tilføjelse. I begge tilfælde blev den skrevet ind senere af en korrekturlæser.

3. Tidlige forfattere, der ikke har »i Efesos«, er Tertullian (skrev 207 e.Kr.) og Origenes (225–253/254 e.Kr.).

4. I den nutidige »Handbook for Solving Bible Difficulties« (s. 294) nævnes det, at hvis Paulus havde skrevet brevet udelukkende til efeserne, ville man have forventet personlige hilsener til de mennesker, han havde boet sammen med i tre år, men der er ingen.

5. Tilsvarende ser det i Efeserbrevet 1:15 ud til, at Paulus taler om en region, ikke blot den by, hvor han havde boet i tre år.

6. Origenes og Hieronymus sagde, at »i Efesos« ikke forekom i de bedste håndskrifter, de havde, selvom Hieronymus, da han opregnede kirkens skrifter, sagde, at Paulus skrev ét brev til efeserne (Hieronymus og Gennadius (ca. 485–492 e.Kr.), kapitel 5). Tertullian sagde også, at Marcion-tilhængerne anså dette brev for at være rettet til laodicenerne.

Blandt dem, der tilsluttede sig den cirkulære teori, var Theodore Beza og ærkebiskop James Ussher.

Bevis for, at »i Efesos« var den oprindelige formulering:

1. Den tidlige forfatter Ignatius skriver i sit brev til efeserne fra 110–117 e.Kr. i kapitel 12, at Paulus nævner efeserne i sit brev.

2. Hvad angår ordene »i Efesos«, er disse ord i både Sinaiticus og Vaticanus tilføjet i manuskriptet af en anden hånd.

3. Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.), Claromontanus (5./6. århundrede) og det byzantinske lektionarium indeholder »i Efesos«.

4. Kirkeskribenten Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) har det med i sin kommentar. Chrysostomos’ kommentarer indeholder direkte citater fra Skriften.

5. Et rundskrivelse synes at stride mod Tykikus’ mission, nemlig at bringe brevet til Efesos, som beskrevet i Efeserbrevet 6:21-22. Tykikus bragte også et andet brev til kolosserne, som beskrevet i Kolosserbrevet 4:7-9.

6. Der findes ingen andre cirkulære breve, som vi kender til fra den tidlige kirke, der ikke nævner navnet på en by eller en person.

7. Dette ville have været det eneste kendte cirkulære brev, som Paulus ville have skrevet.

Konklusion: Enten blev »i Efesos« fjernet fra nogle håndskrifter, såsom Chester Beatty II, før år 100–150 e.Kr., eller også blev det tilføjet til nogle håndskrifter før ca. år 117 e.Kr. Dette er et eksempel på en meget tidlig variant i Skriften, hvor vi ikke er sikre på nogen af delene.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over Efeserbrevet i Ef 1:1?

Svar: Næsten alle er enige om, at bogen er opdelt i to dele: kapitel 1–3 og 4–6. Derudover er der stor uenighed. Her er et oversigtsskema.

Ef 1-3 Vores stilling i Jesus Kristus

- Ef 1: Guds viljes mysterium

- - Ef 1:1-2 Hilsener

- - Ef 1:3-14 Vores stilling i de himmelske steder

- - Ef 1:15-23 Du skal vide, hvordan alt har ændret sig for dig

- Ef 2 Hemmeligheden om at leve i Kristus

- Ef 3 Hemmeligheden om jøder og hedninger sammen i Kristus

Ef 4-6 Vores liv i Jesus Kristus

- Ef 4 Lev på en måde, der er værdig til den kaldelse, I har modtaget

- Ef 5:1-20 Vær Guds efterfølgere

- Ef 5:21-6:9 Underord jer hinanden

- Ef 6:10-20 Tag Guds rustning på

Ef 6:21-24 Budbringeren Tykikus og farvel

Spørgsmål: Er Faderen i Ef 1:3,17 og 1 Pet 1:3 Jesu Gud?

Svar: Inden for Treenigheden, ja. Hebræerbrevet 1:9 viser flere betydninger af ordet »Gud«, når der står: »Derfor har Gud, din Gud, salvet dig« (BSB). Man må skelne mellem natur og rolle. Alle tre er Gud i Treenigheden, men inden for Treenigheden har Faderen den fremtrædende rolle som Gud for Jesus. Sønnen er ikke underordnet Faderen, men hans rolle er underordnet Faderen.

Spørgsmål: Da Bart Ehrman hævder, at Efeserbrevet 1:3-14 udgør én enkelt sætning på græsk, ligesom Kolossenserbrevet 1:3-8, tyder sætningernes længde da på, at disse ikke blev skrevet af Paulus, der generelt skrev korte sætninger? (Bart Ehrman hævdede dette i *Jesus, Interrupted*, s. 126)

Svar: Nej. Ikke alene er Ehrman uenig i den generelle opfattelse af, hvor sætningsskiftene skal placeres, men sætningerne er heller ikke meget længere end de sætninger, som Ehrman selv mener med stor sandsynlighed er skrevet af Paulus. Der er fire punkter, der taler imod denne påstand.

1) Tidlige græske manuskripter havde ingen tegnsætning, så man kan kun gætte på, hvad der var et punktum i forhold til et semikolon eller et komma.

2) Selv hvis Gud skulle åbenbare »guddommeligt inspireret tegnsætning« for os, ville det stadig være en misvisende statistik, for den længste sætning ville ikke kun afhænge af bogens længde, men også af emnet. Skrev Paulus for eksempel mere dyb teologi i begyndelsen af sine bøger og flere korte hilsener i slutningen, og var forholdet mellem teologi i begyndelsen, anvendelse i midten og hilsener i slutningen forskelligt fra bog til bog?

3) Ef 1:3-6, 1:7-10, 1:11-12 og 1:13-14 udgør ikke én, men fire sætninger, ifølge Aland et al.s *The Greek New Testament*, 4. reviderede udgave (1998). Nestle-Aland *Novum Testamentum Graece* (1993) siger det samme. Ehrman angav aldrig kilden til, hvorfor han mente, at det kun var én sætning. Men 23 år tidligere, i den 3. udgave fra 1975 af Aland et al.s *The Greek New Testament*, blev de vist som én sætning, så jeg formoder, at han brugte den meget ældre udgave. Men igen: Det oprindelige græske sprog havde ingen tegnsætning, så at bygge et argument på, hvor folk i slutningen af det 20. århundrede mente, at punktummerne skulle placeres – før de skiftede mening – er i bedste fald et spinkelt argument.

4) I modsætning til det tredje punkt er Ehrman, Aland et al. (4. reviderede udgave), Aland et al. (3. udgave) og Nestle-Aland alle enige om, at Kolossenserbrevet 1:3-8 udgør én sætning. Den består af 156 ord. Ehrman skriver: »Kolossenserbrevet 1:3-8 er én lang sætning på græsk; det er en kæmpe sætning, og ganske ulig den slags sætninger, Paulus typisk skrev. Efeserbrevet 1:3-14 er endnu længere, tolv vers – slet ikke typisk for Paulus.« (Jesus, Interrupted, s. 126). Ehrman giver intet sammenligningsgrundlag, men jeg har angivet et nedenfor.

Ehrman er enig i, at de bøger, der er skrevet med kursiv, højst sandsynligt er skrevet af Paulus. Den ”kæmpe sætning” på 102 ord i Kolossenserbrevet 1:3-8 er ikke blot kortere end andre sætninger i Kolossenserbrevet, men også kortere end mange andre sætninger i de bøger, som Ehrman mener, Paulus har skrevet. Den længste sætning i hver bog og hvilke bøger han mener er skrevet af Paulus, virker tilfældige.

Spørgsmål: Hvordan er vi udvalgt af Gud i Efeserbrevet 1:4?

Svar: Nogle mener, at Gud forudvidste alt, før han traf nogen valg eller forudbestemte noget. Andre mener, at Gud forudbestemte alt, før han gjorde brug af sin forudviden. Der er kun to vers, hvor Guds forudviden og forudbestemmelse/udvælgelse af os forekommer i samme vers.

Romerne 8:29 »For dem, som Gud på forhånd kendte, dem har han også forudbestemt« (BSB)

1. Petersbrev 1:2 »udvalgt i henhold til Gud Faderens forudviden« (BSB)

I disse vers kommer forudviden før forudbestemmelse/udvælgelse.

Med Jesu korsfæstelse vendes rækkefølgen om.

Apostlenes Gerninger 2:23 »Han [Jesus] blev overgivet efter Guds fastlagte plan og forudviden« (BSB)

Der er dog intet vers i Bibelen, der siger, at Gud nødvendigvis måtte have det ene, før han havde det andet.

Sammenfattende kan Gud udvælge os, som Han vil. Vi ved, at Gud har åbenbaret, at Han er retfærdig, gavmild og ikke gør noget uden en eller anden grund. Men Gud synes ikke at føle sig forpligtet til at fortælle os alle Sine grunde.

Spørgsmål: Er alt i Ef 1:4-5 forudbestemt?

Svar: Alt, hvad der eksisterer, er forudbestemt, selv den kendsgerning, at Gud giver os friheden til at træffe valg uden Guds fuldstændige kontrol. Intet sker, undtagen det, som Gud kender, tillader, og som er en del af Hans plan. Gud tillader dog mennesker at gøre ting, som Han specifikt ikke ønskede (se de onde ting, der nævnes i Jeremias 5:28; 8:19; 12:8; Ezekiel 8:6).

Som Francis Schaeffer sagde i *The Church at the End of the Twentieth Century*: »Vi kan prise Gud, og både Det Gamle og Det Nye Testamente siger, at vi endda kan gøre Gud trist. Det er noget helt enestående.« (Hymns for the People of God nr. 364) Se også det næste spørgsmål for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Skal kristne ifølge Ef 1,4-5 tro på forudbestemmelse?

Svar: En gang fortalte en ret moden kristen mig, at han ikke troede på forudbestemmelse. Jeg vidste tilfældigvis, at han læste sin Bibel regelmæssigt, selvom jeg må indrømme, at jeg havde mine tvivl, efter at han kom med den tåbelige udtalelse.

Efeserbrevet 1:5 og andre vers viser, at troen på forudbestemmelse ikke er et valg for en kristen, ligesom troen på, at Gud er hellig, heller ikke er et valg. Nu kan folk tro på forskellige sandheder og vildfarelser om forudbestemmelse, men selve ordet er klart i Bibelen. Gud ved ikke blot alt om alle, før vi blev født, men Gud valgte vores skæbne, før nogen blev født. Prædestination er ikke en »calvinistisk« lære. Det er snarere en bibelsk lære. Uanset om en kristen kalder sig selv calvinist, ikke-calvinist eller arminianer, bør troen på, at en alvidende Gud valgte os, før vi blev født, være en del af ens teologi.

Spørgsmål: Hvordan passer Guds forudbestemmelse ind i Ef 1,4-5?

Svar: Her er et par ting, som Skriften har åbenbaret.

1. Gud kan gøre, som det behager ham. Han er suveræn over hver eneste detalje, idet intet sker uden for det, som Gud tillader (Job 1:12; Jakob 4:15).

2. Gud kan gøre, som han vil. Han styrer direkte og udtrykkeligt alle begivenheder, som han ønsker (Esajas 14:24,27; 43:13; 55:11; Johannes 10:26; Hebræerne 6:17).

3. Gud kan gøre, som Han vil. Han har ikke valgt at styre visse begivenheder direkte og udtrykkeligt (Jeremias 5:29; 8:19; 12:8; Ezekiel 8:6).

4. Gud kan gøre, som Han vil. Hver eneste begivenhed, selv dem, der tillades og ikke styres, er vævet ind i Hans endelige hensigt (Efeserbrevet 1:11; Ordsprogene 16:4,33; Romerbrevet 11:36; 1. Korintherbrev 8:6; Åbenbaringen 4:11).

Spørgsmål: Hvilke misforståelser findes der i Efeserbrevet 1:4-5 om forudbestemmelse?

Svar: Når der i Efeserbrevet 1:4-5 står, at Gud har forudbestemt os, så må vi – hvis vi tror på Skriftens autoritet – tro, at Gud har forudbestemt os. Vi har også fri vilje, korrekt defineret. Måske har du dog svært ved at forholde dig til forudbestemmelse, fordi der undervises i nogle misforståelser om emnet. Lad mig dele fire emner, der måske kan hjælpe.

Gud kender alt om fremtiden med sikkerhed, men hans viden begrænser ikke vores frie vilje eller mindsker vores viden. Vi kan ikke sige: »Gud vidste, at jeg ville gøre det, så jeg havde ikke noget valg, jeg var nødt til at gøre det.« I Apostlenes Gerninger 2:23 blev Jesus Kristus overgivet til jøderne efter Guds forudbestemte hensigt og forudviden, men alligevel var de, der korsfæstede Jesus, skyldige i synd (Johannes 19:11). Her er et eksempel. Vi kan læse en bog om, hvordan George Washington krydsede Delaware-floden for over 200 år siden. Vores næsten sikre viden fra bogen tvang ikke George Washington til at gøre dette. Antag, at vi kunne rejse tilbage i en tidsmaskine til for 400 år siden og tage bogen med os. Vi har stadig ikke gjort noget, der tvang George Washington til at gøre noget som helst. Gud eksisterer uden for tiden (Titus 1:2) såvel som inden for den, og hans forudviden tvang os ikke til at gøre noget.

Guds forudviden om os går forud for hans forudbestemmelse/udvælgelse i de to vers, der nævner begge dele sammen (Romerne 8:29; 1. Petersbrev 1:2). Calvinister har en tendens til at vende rækkefølgen om. Gud udvælger alle, han udvælger, og derefter forudkender han. Arminianere har en tendens til at sige, at Gud udvalgte før tidens begyndelse på grundlag af sin forudviden. Men hvis Gud virkelig befinder sig uden for tiden, kan begge dele foregå samtidigt.

Den Almægtige Guds suverænitet negerer ikke vores frie vilje, selvom kalvinister ofte hævder det modsatte. Der skete nogle ting, som »ikke faldt Gud ind«, såsom ofringen af spædbørn i Jeremias 32:35, og der døde mennesker, som ikke burde være døde, i Ezekiel 13:19. Der sker nogle ting, der gør Gud trist. Men på den anden side virker alt sammen i overensstemmelse med Guds plan (Efeserbrevet 1:11). Hvordan forener man disse to tanker? Gennem begrebet »delegeret suverænitet«. Gud kunne have haft fuldstændig kontrol over alt, på en sådan måde, at intet kunne mishage Ham, og vi alle ville være robotter. Men Gud, som kan gøre alt, valgte tilsyneladende at delegere sin suverænitet, for en tid og inden for visse grænser, således at vi har evnen til at vælge at adlyde eller være ulydige mod Gud. Gud værdsatte tilsyneladende mennesket, skabt i hans billede, så højt, at han skabte mennesker, så de frit kunne vælge at elske Gud. Gud værdsætter dette så højt, at han tillader mennesker at afvise ham og lide under konsekvenserne af deres valg.

Hvad er fri vilje? Martin Luther skrev en hel bog, *Om viljens trældom*, hvor han hævdede, at fri vilje var en falsk lære. Her tog Luther fejl, fordi han drev tingene til ubibelske yderligheder. Vi er født med en vilje, der er slavebundet af synden (hvilket Luther ville være enig i), men vi har fri handlefrihed til alligevel at råbe om hjælp. Vi har fri vilje, og en narkoman har også stadig fri vilje. Den narkoman har måske ikke styrken til at bryde fri af sin afhængighed, men han kan snuble ind på et afvænningscenter, falde på jorden og sige: »Hjælp mig«. Nogle skelner mellem en moralsk neutral, ubundet fri vilje (hvilket er ubibelsk) og det, vi har, og kalder det sidste for handlefrihed. Andre, især kristne i den tidlige kirke, brugte udtrykket »fri vilje« til at henvise til det bibelske begreb.

Sammenfattende kan man sige, at Gud forudbestemmer os, og at vi også har fri vilje, når man forstår det korrekt. Før tiden begyndte, var Guds valg af, hvem der skulle komme i himlen, hverken blindt eller vilkårligt, men hver eneste dag i vores liv var nedskrevet i Guds bog (Salme 139:16), da Han udvalgte os.

Spørgsmål: I Ef 1,4-5 står der, at vi er forudbestemt til frelse i henhold til Guds velbehag og vilje. Hvordan forholder det sig så med Guds velbehag og vilje for dem, der er forudbestemt til helvede?

Svar: Situationen kan sammenlignes med dengang, hvor George Washingtons ven blev dømt til at blive hængt for forræderi. Washington elskede sin ven og ønskede ikke at se ham dø. Alligevel ønskede George Washington også, at retfærdigheden skete fyldest. Washington gjorde intet forsøg på at gribe ind over for den mands retfærdige dom for hans valg.

Spørgsmål: I Ef 1:4-13 forudså Gud, før tiden begyndte, hvem der ville blive frelst, og hvem der ikke ville. Hvorfor har han så behov for at forudbestemme os til at blive »adopteret som hans sønner gennem Jesus Kristus«, hvilket virker lidt overflødigt? Det, jeg mener, er, at eftersom han ved, at det vil ske (fordi han eksisterer uden for tiden), er der ingen grund til at forudbestemme det. Ville situationerne ikke alligevel have fundet sted, hvis han ikke havde forudbestemt det? Hvorfor er forudviden ikke tilstrækkeligt? Måske stammer min forvirring fra min forståelse af ordet forudbestemmelse. Forhåbentlig kan du forstå, hvor jeg har svært ved at forstå dette begreb.

Svar: Guds forudbestemmelse af os har mindst tre aspekter.

1. I sidste ende er det Gud, der bestemmer, hvem der bliver frelst, ikke os.

2. Gud lader alle ting virke sammen til det gode for de forudbestemte (se Romerbrevet 8:28). Med andre ord er vores liv en »forberedelsesproces« til himlen.

3. Gud forbereder også en plads til os i himlen. Jesus sagde, at der i sin Faders hus er mange boliger. Der vil ikke være nogen tomme boliger i himlen, og ingen i himlen vil mangle en plads, som Gud har forberedt til dem.

Nogen kom med denne analogi. Måske har portene til himlen to inskriptioner. På ydersiden står der: »Enhver, der vil«, og på indersiden står der: »Velkommen, I, der blev udvalgt fra verdens grundlæggelse.«

Så på den ene side skal man ikke være som mange kalvinister, der siger, at eftersom Gud træffer valget, er vores rolle blot passiv, som en marionet. På den anden side skal man ikke være som nogle arminianere og tro, at eftersom vi træffer valget, er Guds rolle blot en passiv dommer. Helligånden virker aktivt i menneskers liv, og Faderen drager mennesker til sig, ellers ville ingen nogensinde blive frelst.

Der findes et teologisk udtryk for, at menneskers vilje vælger noget, og at Gud alligevel vælger at bruge deres valg. Det kaldes »samtidighed«. Man kan diskutere, om Gud forudkender alt og kun forudbestemmer på baggrund af denne forudkendelse, eller om Gud først forudbestemmer alt og først derefter forudkender det. De to steder, hvor begge udtryk bruges om mennesker, kommer forudkendelsen først. Der er dog ingen grund til at sige, at Gud er begrænset til at gøre det ene før det andet; begge dele kunne have fundet sted på samme »tidspunkt« set fra en tidløs Guds perspektiv.

Spørgsmål: Hvad er nogle nyttige calvinistiske indsigter om den frie vilje i Ef 1,4-5?

Svar: Selvom jeg ikke er kalvinist, kan jeg sætte pris på nogle af de begreber, som visse kalvinister har fremført. Det skal dog nævnes, at andre kalvinister måske er uenige i disse.

Mysteriet: Loraine Boettner forklarer: Vi har handlefrihed (men ikke fri vilje), ligesom guldfisk kan svømme frit i et akvarium. »Prædestination og handlefrihed er de to søjler i et stort tempel, og de mødes højt over skyerne, hvor det menneskelige blik ikke kan trænge ind. Eller man kan også sige, at prædestination og handlefrihed er parallelle linjer; og mens den calvinistiske teolog måske ikke er i stand til at forene dem, kan den arminianske teolog ikke få dem til at krydse hinanden.« (s. 222)

Tilladende dekreter: Charles Hodge fra Princeton Theological Seminary sagde: »Gud bestemmer aldrig at gøre eller at få andre til at gøre det, han forbyder. Han kan, som vi ser, at han gør, bestemme at tillade det, han forbyder. Han tillader mennesker at synde, selvom synd er forbudt.« (Curt Daniels afhandling, s. 230). I *Chosen by God*, s. 97, skriver R.C. Sproul: »[Gud] forordnede syndefaldet i den forstand, at han valgte at tillade det, men ikke i den forstand, at han valgte at tvinge det frem.«

Medvirken: Louis Berkhof siger: »Medvirken kan defineres som den guddommelige magts samarbejde med alle underordnede kræfter i overensstemmelse med de på forhånd fastlagte virkningslove, hvilket får dem til at handle og til at handle præcis, som de gør.« Curt Daniel (s. 201) tilføjer: »Han virker i, med og under naturens kræfter.«

Afhængige bestemmelser: Gud har ikke udtrykkeligt bestemt alt uafhængigt. Som W. D. Smith og Charles Hodge nævner: Selvom udøvelsen af det gode kan fremkalde onde reaktioner fra onde mennesker, kan disse onde reaktioner ikke tilregnes Gud, selvom Gud også tager højde for dem i sin plan. Ligesom en kosmisk filmskaber har Gud udtrykkeligt bestemt en række specifikke begivenheder og ladet filmen rulle. Efter at have set en række »optagelser« igennem, forudbestemte han den optagelse, der behagede ham mest. Hvis vi er i stand til at slette og redigere videobånd, som det passer os, kan Gud da ikke gøre det samme?

Interaktion: Ved at kombinere ovenstående forklaringer fremkommer følgende som en ikke-calvinistisk løsning på spørgsmålet om suverænitet og frihed. Vi kan ikke håbe på at vide alt om Guds værk (ligesom Boettners mysterium), men vi kan lære, hvad der afsløres i balancen mellem Skriftens overordnede hovedlinjer, uden at benægte detaljerne i de enkelte vers. Gud havde en forudbestemt vilje (som i Pinks forudbestemmelser), en tilladende vilje (som i Hodges forudbestemmelser) og en befalende vilje (dvs. at alle skal adlyde Gud). Guds vilje er i mange henseender i samspil med vores vilje (som i Berkhofs samstemmighed) i det omfang, Gud ønsker det. Måske er det mest forunderlige ved Guds forordninger en vis grad af frihed med det tilhørende ansvar. Selvom Gud ikke direkte ønsker, forordner eller vil det onde, tillader han det onde (ligesom afhængige forordninger) som en »eksistentiel parasit«, en del af hans plan for at opfylde sine formål, som omfatter mennesker, der frit vælger at elske ham.

Alle kalvinister bør tage sig til hjerte, hvad den kalvinistiske Francis Schaeffer sagde i *The Church at the End of the Twentieth Century*: »Vi kan herliggøre Gud, og både Det Gamle og Det Nye Testamente siger, at vi endda kan gøre Gud trist. Det er fantastisk.« (Hymns for the People of God nr. 364.)

Som Jesus sagde i Mattæus 23:37: »Jerusalem, Jerusalem, du, som dræber profeterne og stenet dem, der er sendt til dig, hvor ofte har jeg ikke ønsket at samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men du ville ikke!« (BSB) Gud kan blive bedrøvet af vores vilje.

Spørgsmål: Hvorfor lægger Bibelen i Efeserbrevet 1:7 så stor vægt på blod?

Svar: Fordi Jesu blod er så vigtigt. Hans blod er så dyrebart for os, fordi Jesus ved at udgyde sit røde blod på korset for vores synder banede vejen for, at mennesker kan komme til himlen.

Spørgsmål: Hvordan virker alle ting i Efeserbrevet 1:11 og Ordsprogene 16:4,33 sammen i overensstemmelse med formålet med Guds vilje?

Svar: Selvom alle kan se, hvordan Gud kan bruge gode ting til sin ære, undskylder Gud sig ikke for også at bruge onde ting. Se svaret i 1. Mosebog 45:8 for mere information om dette. Her er nogle af de måder, hvorpå Gud kan bruge det onde.

1. Til at udføre en bestemt, ydre opgave (1. Mosebog 45:8; Apostlenes Gerninger 2:23)

2. For at frembringe en indre forandring i hjertet (Dommerbogen 3:7-8 osv.)

3. Som en advarsel til andre (Lukas 13:1-5)

4. Som et middel til at udrydde andet ondt (Habakuk 1)

5. For at forædle vores tro (1. Petersbrev 1:6-7)

6. For at hjælpe os med at dø fra synden (1. Petersbrev 4:1)

7. For at prøve vores tro og udvikle udholdenhed (Jakobsbrevet 1:2-4)

8. Ikke for vores egen skyld, men for andres (Kolossensbrevet 1:24)

9. For at være et tegn for de vantro (Filipperne 1:28; Johannes 9:1)

10. Det hører bare med til at være kristen (2. Timoteus 3:12; Filipperne 1:29)

11. For at vise Satan og andre kvaliteten af vores liv (Job)

12. Nogle gange kan vi ikke se andre grunde end, at vores udholdenhed ærer Gud (se Job 1:8-12; 2:2-6).

Spørgsmål: I Ef 1:13 står der, at vi blev indlemmet i Kristus, da vi hørte evangeliet. Hvordan blev vi så indlemmet før tidernes begyndelse, som Ef 1:4 lærer, og i fremtiden, som Ef 1:14 og Hebr 9:28 viser?

Svar: Bibelen antyder, at Gud både er tidløs og befinder sig inden for tiden. For en tidløs Gud er svaret alle tre: fortid, nutid og fremtid.

Chuck Swindoll har skrevet et fremragende bibelstudiebog om frelse, hvor disse aspekter diskuteres.

Aspekter vedrørende forudviden og forudbestemmelse i fortiden: Før tiden begyndte, kendte Gud slutningen fra begyndelsen og alle vores dage (Salme 139:16; Esajas 44:7; Efeserbrevet 1:4; Titusbrevet 1:2).

Nuværende begivenhedsaspekter: Da vi hørte sandhedens ord og påkaldte Herren (Romerne 10:9-10), blev vi en ny skabelse (2. Korintherbrev 5:17). Hebræerbrevet 4:2 og Apostlenes Gerninger 10:44 viser også de nuværende aspekter.

Nuværende, fortsatte aspekter: Når vi i vores liv udlever den frelse, der er i os, er Gud i færd med at forvandle vores liv (Filipperne 2:12-13; 1. Petersbrev 2:2; Hebræerbrevet 3:14; 4:11; 6:11).

Fremtidige håbsaspekter: Vi længes efter fuldendelsen af vores frelse (Hebræerbrevet 9:15,28; Romerbrevet 8:23-25; 1. Petersbrev 1:4-5,9,13; 1. Korintherbrev 15:50-53; 2. Korintherbrev 5:5).

Spørgsmål: I Ef 1:14 og 2 Kor 1:22 står der, at vi er garanteret og beseglet med Helligånden, så hvorfor falder nogle mennesker fra?

Svar: Det er ikke let at være kristen. Der er en række årsager til, at mennesker kan falde fra.

1. Nogle var slet ikke rigtige kristne til at begynde med (1. Johannesbrev 2:18-19; Apostlenes Gerninger 8:19-23).

1a. De kan narre andre (Mattæus 7:15; 24:11).

1b. De kan endda narre sig selv med en falsk omvendelse (Mattæus 7:21-23; Hebræerne 3:10-12).

2. Nogle ægte kristne falder fra, men vender tilbage. Ægte kristne vil holde ud.

3. Ægte kristne er uenige om, hvorvidt en ægte kristen kan falde fra, aldrig vende tilbage og gå fortabt i helvede for evigt. Vers, som nogle bruger for at vise, at kristne kan falde fra, omfatter Hebræerbrevet 6:4-9; 10:26-32; 2. Petersbrev 2:17-22. Vers, som nogle troende bruger for at vise, at ægte kristne altid vil holde ud og aldrig miste deres frelse, er 1. Johannesbrev 5:13-14; Romerbrevet 8:29-39; Johannes 10:28-29.

Spørgsmål: I Efeserbrevet 1:14, henviser »den erhvervede ejendom« her primært til vores besiddelse af frelsen eller til Guds besiddelse af os?

Svar: Kristne kan være uenige om dette, og lad os se på sammenhængen for at vurdere styrken i begge synspunkter.

Vores ejendom: Efeserbrevet 1 taler om vores stilling i Kristus, og Efeserbrevet 1:11,14 taler om vores arv i form af forløsning. 1. Petersbrev 1:3-4 henviser til vores levende håb og den arv, der er forbeholdt os i himlen. Selvom vi også ser Guds folk/ejendom i 1. Petersbrev 2:9-10, understreger resten af Efeserbrevet 1 det, vi har i Kristus, så det opregner vores ejendele.

Hans ejendom: Man kunne faktisk sige, at Efeserbrevet 1 ikke blot understreger, hvad vi har i Kristus, men snarere hvem vi er i Kristus. Selvom man kan sige, at vi »ejer« vores frelse i himlen gennem fortjenesten af det, Kristus har gjort for os, er det mere trøstende at vide, at vi »ejes« af Gud som hans indkøbte ejendom, og at Gud tager sig af det, han ejer. John R.W. Stotts *The Message of Ephesians*, s. 46-47, tilslutter sig denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvad er et »løfte/en garanti« i Ef 1,14?

Svar: Det græske ord for »pant/garanti«, arrabon, stammer sandsynligvis oprindeligt fra fønikiske handelsfolk og betød en kontrakt, et depositum eller en forskudsbetaling. Udtrykket blev også brugt om en forlovelsesring. Man kan tænke på Helligånden i os som vores »forlovelsesring«, der lover os den endelige frelse og Lammets bryllupsmåltid.

Spørgsmål: Hvordan ville en kristens liv se ud i Ef 1,15, hvis vedkommende havde stor tro, men kun lidt kærlighed?

A: Han ville måske tale sandheden, men på en måde, der ikke er hjælpsom eller endda er ødelæggende. Uden kærlighed ville det være som at tale sandheden uden at bekymre sig om det. Nogle gange kan irettesættelse forveksles med det, men ved en korrekt irettesættelse bekymrer man sig om, at vedkommende omvender sig, og det giver man udtryk for. Kærlighed kan være blid og medfølende; kærlighed kan også være hård kærlighed. Men én ting, som kærlighed ikke er, er apati. Jona talte sandheden uden kærlighed, og Gud viste ham, at Jona endda elskede en plante mere, end han bekymrede sig om alle disse mennesker.

Spørgsmål: Hvordan ville en kristens liv se ud, hvis vedkommende havde stor kærlighed, men enten kun lidt tro eller kun kendte lidt til troen, som beskrevet i Ef 1,15?

Svar: De ville udvise empati og medfølelse, men i sidste ende have meget lidt at byde på i form af gode råd eller vejledning.

Spørgsmål: I Ef 1,16-18 – beder Paulus primært om noget, som hans læsere allerede har, eller om en ny velsignelse?

Svar: På en måde begge dele, men ikke helt det ene eller det andet. Paulus’ læsere er troende, så de har allerede en vis viden om Gud og en oplyst forståelse. Men Paulus beder stadig om noget nyt. Paulus beder om, at deres viden og forståelse må blive uddybet, langt ud over det, de allerede har.

Spørgsmål: Hvorfor havde efeserne i Ef 1,17 brug for at få visdommens og åbenbaringens Ånd, når alle troende ifølge Rom 8,9-11 allerede har Ånden i sig?

Svar: Alle ægte kristne har Helligånden, men Gud befaler alligevel ægte kristne at blive fyldt med Helligånden. En del af dette indebærer at blive fyldt med visdom og åbenbaring.

Spørgsmål: I Ef 1,18: Er arven her vores arv i Kristus, eller de hellige som Guds arv?

Svar: Selvom begge dele er sande, viser en sammenligning af dette vers med Efeserbrevet 1:11,14, at vores arv er den primære betydning her. Bibelen omtaler mange steder vores velsignelser som vores »arv« som Guds sønner. Men vi er Guds folk, udvalgt fra verden. Forestil dig et barn fra en meget velhavende familie, som måske stadig skal lære at spare sine småpenge foreløbig, men som ved, at når han bliver myndig, vil han arve en stor formue. Du er det barn! Men din arv er ikke blot nogle stykker papir, kæledyrssten eller metalstykker, men ægte rigdomme i himlen.

En måde, hvorpå en troende kan se på dette, er, at hun eller han har Helligånden. Men en anden måde at se på det er, at Helligånden har dem.

Spørgsmål: Hvad synes du om teologen Rudolf Bultmanns udtalelse i Ef 1,20, hvor han siger, at »Kristus er opstået i kerygmaet«, dvs. kun i troen og forkyndelsen hos hans disciple?

Svar: Rudolf Bultmann var en kætter, der var på vej til helvede, og han var ikke engang særlig god til at skjule det. 1 Korintherbrev 15:1-8 viser, at hvis nogen ikke tror på, at Kristus opstod fra de døde på en synlig måde, er det, de tror på, forgæves. Paulus siger altså, at en person, der tror på denne måde, har en forgæves tro, dvs. at den ikke vil gavne dem noget.

Spørgsmål: Hvordan kan Jesus i Ef 1:20, Hebr 8:1; 10:12; ApG 2:25; 7:56 osv. sidde ved Guds højre hånd?

Svar: »Ved højre hånd« var et udtryk, der betegnede pladsen for den æresgæst, der havde den højeste ære, som Salme 110:1 viser.

Spørgsmål: I Ef 1:21-22 står der, at Kristus er over alt – er Kristus da også over Gud Faderen?

Svar: 1 Korintherbrevet 15:26-28 besvarer dette ved at understrege, at Kristus er over alt, men »alt« omfatter tydeligvis ikke Gud selv.

Spørgsmål: Hvad betyder »fylde« her i Efeserbrevet 1:23?

Svar: Det græske ord for »fuldhed«, pleroma, var et almindeligt ord, der kunne bruges til at beskrive en skål fuld af vand, et skib fyldt med sin last eller et skib med fuld besætning. Det er lidt ligesom, at et hus ikke er »fuldt«, hvis ikke alle børnene er hjemme. I denne sammenhæng kan det være aktivt, i den forstand at vi udgør Kristi ejendom i himlen, eller passivt, dvs. at Kristus udfylder kirken. Da der her er tale om en grammatisk tvetydighed, kan det være begge dele.

Spørgsmål: I Ef 1,23, hvor kirken er Kristi legeme og Kristi fylde, bør kristne da æres på samme måde som i den katolske messe, hvor man ærer nadverens elementer?

Svar: Nej. Almindelige mennesker skal ikke tilbedes, ligesom brød og vin ikke skal tilbedes. Tilbed kun Gud.

Spørgsmål: Hvad er forskellen her i Ef 2,1 mellem overtrædelser og synder?

Svar: Det er synonymer for det samme: overtrædelser mod Gud. Men de to græske ord her fremhæver forskellige aspekter. En overtrædelse (paraptoma) kan være et snub, et forkert skridt, der overskrider en grænse eller fører væk fra den rette vej. Det græske ord for forseelse spiller også en fremtrædende rolle i Kolossenserbrevet 2:13. En synd (hamartia) betyder en fejl, hvor man rammer ved siden af målet eller kommer til kort, ligesom en pil, der rammer ved siden af målet.

Spørgsmål: Hvordan er vi i Efeserbrevet 2:1,5 »døde« i vores overtrædelser?

Svar: Disse vers er en slags retsmedicinsk rapport. Men ligesom skinnende diamanter ser bedst ud på en mørk fløjlsbaggrund, fremstår Guds nåde klarere, når den står i kontrast til vores tidligere, døde tilstand. Alle var døde på mindst tre måder: retligt, åndeligt og, i mindre grad, fysisk forfald.

Retsligt: Vi er allerede døde på samme måde, som en dømt forbryder, der skal henrettes den næste dag, er så godt som død. Se også spørgsmålet om Kolossenserbrevet 2:13.

Åndeligt: Selvom ikke-troende stadig kan gøre nogle relativt gode ting (Mattæus 7:10-11; Lukas 6:32-34), er vores åndelige død så fuldstændig, at ingen overhovedet kan komme til Gud, medmindre Faderen drager ham (Johannes 6:44), og Helligånden virker i den ikke-troendes liv (Johannes 16:8-11). De har intet syn til at se Kristi herlighed. Ligesom de døde ikke kan tale med de levende, har de åndeligt døde ingen kommunikation med Gud. Desuden er Kristus, når vi er kristne, stadig nødvendig for at opretholde vores frelse (Judas 24; Romerbrevet 8:29-39). Pris Gud for hans vedvarende værk!

Fysisk forfald: I Haleys bog *Alleged Discrepancies of the Bible* (s. 393) nævnes en tredje mulighed. Vi lider alle af dødelighedens »sygdom«, og hver gang vores krop kommer sig efter en sygdom, er det blot en udsættelse af døden.

Det betyder dog ikke, at vi ikke har følelser eller vilje. I Efeserbrevet 2:2 er det græske ord for »leve/vandre« peripateo, hvilket bogstaveligt betyder »at vandre omkring«.

Se *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 34; *When Critics Ask*, s. 475-476; *The Tony Evans Bible Commentary*, s. 1221; John R. W. Stotts *The Message of Ephesians*, s. 72; *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 622; og *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 283 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvem er luftens hersker i Ef 2,2, og hvorfor hersker han?

A: Luftens hersker er Satan. Siden menneskets fald har Satan været denne verdens fyrste (Johannes 16:11). Han er dog ikke kongen. Satan er denne tidsalders gud (2. Korintherbrev 4:4) og luftens hersker. Hele verden er under den ondes herredømme (1. Johannesbrev 5:19). Som det udtrykkes i Barnabasbrevet (100 e.Kr.): »[Gud] er sandelig Herre i al evighed, men [Satan] er fyrsten i denne tid af uretfærdighed.« (kapitel 18).

Spørgsmål: Hvorfor var vi alle genstand for vrede i Ef 2:3?

Svar: Først to grunde til, at vi alle var genstand for Guds vrede, og derefter to præciseringer.

De to grunde er, hvad vi gjorde, og hvad vi er.

Hvad vi gjorde: Romerbrevet 3:23 siger, at alle har syndet og mangler Guds herlighed.

Hvad vi er: Romerbrevet 3:10-20 siger, at alle vender sig bort, og at alle er værdiløse. Uden Gud gør ingen det gode.

Der er også to ting, der ikke pådrager de vantro yderligere vrede.

Forfædrenes synd: Børn er ikke skyldige i forældrenes (eller forfædrenes) synd ifølge Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16. Børn kan stadig lide under forbandelser og dårlige konsekvenser, men ingen, der lider i helvede, vil kunne sige: »En del af dette er ikke min skyld: Jeg blev uretmæssigt anklaget.«

Desværre findes der et teologisk synspunkt kaldet traducianisme, der hævder, at en person bærer skylden for sine forældres synder, sine bedsteforældres synder og alle sine forfædres synder. To grupper, der tror på traducianismen, er lutheranerne og de ortodokse. I Hitlers Tyskland blev jøder beskyldt for at være »Kristusmordere«. Alle ved, at det jødiske folk, der levede dengang, ikke dræbte Kristus, men implikationen var, at eftersom deres forfædre udleverede Jesus til romerne, var de også skyldige. (Men det er mærkeligt, at de kun beskyldte jøder for at være Kristusmordere og ikke også italienerne!)

Utilsigtet synd: Synd regnes ikke med, hvor der ikke er nogen lov (Romerne 4:15; 5:13). Uvidenhed om loven gør os dog ikke altid uskyldige. Tværtimod: Når vi opdager, at vi utilsigtet har overtrådt loven, og vi ikke fortryder det, beviser vi dermed, at vi ville have overtrådt Guds lov bevidst, hvis vi havde vidst det.

Ikke-augustiniske kristne tror IKKE, at Gud er ekstremt vred på hvert eneste barn, der nogensinde er født, og ønsker at torturere fortabte babyer i helvede alene af den grund, at Han valgte at skabe dem med en syndig natur som Adams efterkommere.

Men når nogen indser, at de er syndige og ikke ønsker at ændre sig, er de skyldige i ikke at ønske, at Gud skal forandre dem. De holdes ikke ansvarlige for at være født med en syndig natur, men de kan holdes ansvarlige for ikke at ønske at blive forandret ud af den oprindelige tilstand.

Spørgsmål: Var alle genstand for vrede i Ef 2,3, eller er det kun nogle, der er genstand for vrede, som i Rom 9,22-23?

Svar: Det næste vers, Efeserbrevet 2:4, besvarer dette. Alle (herunder Paulus) var oprindeligt genstand for [nuværende og fremtidige modtagere af] Guds vrede. Men mange er blevet forvandlet og er i Guds øjne ikke længere genstand for hans vrede. Den første betydning er alle mennesker i tiden før de kom til Kristus. Den anden betydning er i en forudbestemt forstand, at de fortabte vil forblive genstand for vrede, men de udvalgte er/vil være genstand for barmhjertighed.

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem nåde og barmhjertighed i Efeserbrevet 2:4-5?

Svar: Barmhjertighed er, at man ikke får den straf, man fortjener. Nåde er at modtage en velsignelse, man ikke fortjener. I menneskehedens faldne tilstand er det desværre alt for let for os at tage ting for givet. Hele tonen i dette afsnit ændrer sig med blot to ord på græsk: »Men Gud«. BSB oversætter vers 4 som »Men på grund af sin store kærlighed til os er Gud, som er rig på barmhjertighed« (BSB). Situationen kan være håbløs for os på egen hånd, … men Gud!

Spørgsmål: Hvad siger Ef 2,5 om tanken om, at et menneske kan blive ved med at forbedre sig og forandre sig, indtil det bliver frelst? Hvorfor tror nogle mennesker på det?

Svar: Når man er død, er det kun opstandelsen, der kan gøre en forskel. Ellers, hvorfor tager man ikke de procedurer, man følger på et hospital – såsom at give patienter medicin, udføre operationer osv. – og anvender dem i et lighus? Der er plads til gradvist at blive mere gudfrygtig og hellig, hvilket kaldes helliggørelse, men det kræver Helligånden, og det sker, efter at vi er blevet frelst.

Andre religioner forsøger at fortælle dig, hvordan du kommer til Gud. Men kristendommen fortæller, hvad Gud har gjort for at komme til dig.

Spørgsmål: I Ef 2,5-8, bliver vi frelst alene ved nåde, eller ved tro plus gerninger som i Jak 2,14-24?

Svar: Sproget i Efeserbrevet 2:8-10 er præcist: »For af nåde er I frelst ved tro, og det kommer ikke fra jer selv; det er Guds gave, ikke af gerninger, for at ingen skal kunne rose sig. For vi er Guds værk, skabt i Kristus Jesus til at gøre gode gerninger…« (BSB). Bemærk følgende punkter.

1. Det er ved [Guds] nåde – ikke os.

2. Gennem tro – ikke vores egne fortjenester eller fra os selv

3. Guds gave – ikke vores gerninger.

4. Vi blev skabt [og frelst] til at udføre gode gerninger.

Som en indisk kristen sagde: Vi bliver ikke frelst ved at tjene, men frelst for at tjene.

Den hurtigste måde at forklare dette på er: Efeserbrevet 2 viser, at vi bliver frelst ved nåde alene gennem sand tro, og Jakobbrevet 2 viser, at sand tro aldrig står alene, men kommer til udtryk gennem vores gerninger. Galaterbrevet 5:6 siger, at det eneste, der betyder noget, er »tro, der kommer til udtryk gennem kærlighed«.

En anden måde at se på dette er at spørge: »Er du blevet taget i besiddelse?« Hvis ikke, hvorfor så ikke? Ægte tro betyder, at vores liv nu er skjult med Kristus i Gud (Kolossenserbrevet 3:3). Hvis dit liv ikke tilhører Kristus, har du ikke en frelsende tro.

Spørgsmål: Hvordan hænger nåde, tro og gerninger sammen i Efeserbrevet 2,5-8?

Svar: Man kan se nogle af de centrale aspekter ved frelsen ved at spørge: hvem, hvad, hvordan, til hvad og hvorfor. Kommentatoren Zerwick kalder Efeserbrevet 2:1-10 for »det kortere brev til romerne« på grund af den store lighed i indholdet.

Hvem: Gud frelste os

Mere præcist: ikke os eller Gud + os (Efeserbrevet 2:8; 2. Timoteusbrev 1:9)

Hvad: Frelst ved Guds nåde gennem vores tro. (Hebræerbrevet 4:2; Efeserbrevet 2:8) Nærmere bestemt ikke gennem vores gerninger eller noget, vi kan prale af (Efeserbrevet 2:8-9).

Hvordan givet: Guds nåde blev givet gennem Jesu død på korset for at sone for os (Hebræerbrevet 2:17; 1. Johannesbrev 2:2) og for at være løsesum for vores synder (Mattæus 20:28; Markus 10:45; 1. Timoteusbrev 2:6; Hebræerbrevet 9:15)

Hvordan den modtages: Guds nåde skal forenes med vores tro (Hebræerbrevet 4:2; Romerbrevet 10:10). Men selv vores tro er intet at prale af, for også den er givet af Gud gennem Helligånden (Efeserbrevet 2:8; Johannes 16:8-11).

Til hvad: for at udføre gode gerninger (Efeserbrevet 2:10), og fordi Gud elsker os (Johannes 3:16), og fordi Han ønsker at vise os Sin godhed (Efeserbrevet 2:7)

Hvorfor: Der er mange grunde, heriblandt: for at vise sin godhed (Efeserbrevet 2:7), fordi vi er hans værk (Efeserbrevet 2:10), fordi han elsker verden (Johannes 3:16); på grund af hans egen hensigt og nåde, ikke på grund af noget, vi har gjort (2. Timoteusbrev 1:9)

Spørgsmål: Hvad er de vigtigste aspekter af frelsen i Efeserbrevet 2:5-8?

Svar: Her er en måde at se på frelsen på.

1. Gud giver os ufortjent nåde (Efeserbrevet 2:8-10; Titusbrevet 3:4,7).

2. Vi skal tro og omvende os (Efeserbrevet 1:13; Romerbrevet 10:9-11).

3. Guds Ånd bor i os (Rom 8:9-11; Joh 14:15-18; 1 Joh 3:24; Ef 2:22; Tit 3:6).

4. Tro uden et forvandlet livs gerninger er død (Jakobsbrevet 2:14-20; 1. Johannesbrev 2:6-15; 1. Johannesbrev 3:5,6,9; Titusbrevet 2:11,14; 1. Korintherbrev 6:9-11,19).

5. Gud bevarer sine udvalgte (Johannes 10:28-29; Romerne 8:28-29; Efeserne 1:13-14).

Spørgsmål: Henviser løftet i Ef 2,6 om at sidde sammen med Kristus på hans trone til at regere sammen med Kristus på jorden i tusind år, eller til evigheden derefter?

Svar: Det kan henvise til begge dele. Men Efeserbrevet 2:6 siger, at vi vil sidde sammen med Kristus »i de himmelske riger«, så den primære betydning er sandsynligvis evig. Uanset hvad skal vi prise Gud for, at vi vil være sammen med Kristus for evigt.

Spørgsmål: I Ef 2:8, hvad henviser pronomenet »det« i »det er Guds gave« til?

Svar: Nogle siger »nåde«, og andre siger »tro«. Men begge disse ord er grammatisk set feminine, og »det« er grammatisk set intetkøn, så det er sandsynligt, at »det« henviser til den forudgående sætning, som handler om hele begrebet frelse.

Spørgsmål: I Ef 2,12-13: Var alle, der ikke var israelitter i Det Gamle Testamentes tid, dømt til helvede uden nogen chance for at blive frelst?

Svar: Når du kommer til himlen, kan du stille det spørgsmål til en ikke-jødisk person ved navn Abraham – eller Noah, Metusalem, Enoch, Job eller Isak. De var ikke israelitter, og de viser, at Gud kan åbenbare sig, som det behager ham. Selv efter at loven blev givet til Moses, var Rahab og Ruth ikke-israelitter, der alligevel blev frelst og konverterede til jødedommen. Men alle, der bliver frelst – selv i Det Gamle Testamentes tid – bliver frelst gennem Jesus Kristus (1 Korintherbrev 10:4; 1 Johannesbrev 2:2; Hebræerbrevet 2:9; 1 Timoteusbrev 2:6). Så længe et menneske afviser den sande Jesus som Vejen, viser Johannes 8:24 og Apostlenes Gerninger 2:37-40, at vedkommende ikke har nogen anden vej til frelse. Men Noah, Enoch og andre blev »frelst i Kristus«, selvom de ikke kendte hans navn, mens de levede på jorden.

Spørgsmål: Hvilke fem ting manglede hedningerne her i Ef 2:12?

Svar: Som vantro hedninger var de 1) adskilt fra Kristus, 2) fremmedgjorte fra Israels samfund (politeias), 3) fremmede (xenoi) for løftets pagter, 4) uden håb og 5) uden Gud (atheoi) i verden. De befandt sig i en temmelig dyster situation.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Ef 2,14 mellem, at Jesus »skaber fred«, og at Jesus »er fred«?

Svar: Selvom begge dele er sande, er der en forskel. Man siger, at »olie og vand ikke kan blandes«. Men de blandes faktisk ganske godt, hvis der er et emulgator til stede. (Sæbe er en simpel form for emulgator.) Ligesom et emulgator skaber Jesus altså fred ved grundigt at blande to grupper sammen, der var fuldstændig adskilt fra hinanden. Men i modsætning til en almindelig fredsmager gjorde Jesus ikke det ved at appellere til de ting, vi har til fælles. Det er Jesus selv, der er grundlaget for, at vi kommer sammen. »Enhed« er ikke nødvendigvis en god ting, hvis man forener sig med noget eller nogen, man ikke burde forene sig med. Og vi stræber ikke efter ensartethed, da vi har forskellige personligheder og gaver, og det er en god ting, at vi supplerer hinanden. Tværtimod er enhed i Ånden i Kristus ikke blot noget, vi opfordres til, men noget, vi er pålagt at gøre. Tænk på os ikke som om vi alle har én farve, men som et lysprisme eller et farvet glas, der reflekterer forskellige farver, når vi fremhæver Kristus.

Som Johannes Chrysostomos sagde, er det ikke som om Kristus smeltede to metaller sammen og skabte én skulptur ud af de to. Det er snarere som om Kristus smeltede sølv og bly sammen og ud af dem skabte en skulptur af guld! Johannes Chrysostomos’ prædikener over Efeserbrevet, prædiken 5, i Nicene and Post-Nicene Fathers, First Series, bind 13, s. 71.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af, at skillemuren er revet ned i Ef 2,14?

Svar: Det lyder, som om Kristus gennemførte et ombygningsprojekt. I stedet for adskillelsen mellem jøder og ikke-jøder (hedninger) forener Gud nu alle troende som brødre. Enhver påstand om stolthed eller overlegenhed baseret på etnisk eller kulturel baggrund eller troens herkomst er nu brudt ned og bør anerkendes som sådan. Den japanske, amerikanske, arabiske, jødiske, engelske eller russiske kristne er ikke blot lige så meget kristen som alle andre – der findes ingen »andenklasses kristne« – men vi er brødre og søstre for hinanden og bør nyde fællesskabet med hinanden i Herren. Men ligesom vi ikke har noget grundlag for at føle stolthed eller hovmod over for andre, har vi heller ikke noget grundlag for at føle os underlegne i forhold til andre. Der findes ingen »indre cirkel« af insidere mod outsidere i kirken.

Der var en fysisk mur uden for gårdspladserne ved templet i Jerusalem med en indskrift, der lød: »Ingen fremmed må trænge ind inden for den barrikade, der omgiver helligdommen og indhegningen. Enhver, der bliver taget i at gøre det, har selv skylden for sin efterfølgende død.« Paulus havde måske dette i tankerne, da han sagde, at i kirken er muren helt væk, som det står i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 40. Selvom *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 625-626, og *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 294, er uenige heri. Josefus bruger det samme ord for denne mur, og den mur stod stadig. For øvrigt var det indre forhæng, der adskilte det Allerhelligste, et forhæng og ikke en mur.

Jakobsbrevet 2:1-9 understreger meget kraftigt, at vi ikke skal udvise partiskhed i menigheden. Men der er forskellige opfattelser af, hvordan vi skal gøre dette.

”Hvem bryder sig om det”-synspunktet: Jeg forstår, at der er en opdeling mellem forskellige typer mennesker i jeres menighed: dem, der kan lide asparges, og dem, der ikke kan. Men hvem bryder sig om det? På samme måde bør vi ikke lægge vægt på en persons etniske baggrund, ligesom vi ikke bør vurdere folk til medlemskab eller lederskab delvist ud fra, om de kan lide asparges.

Synspunktet »Pas på, at ingen bliver forsømt«: Desværre er vi ikke perfekte her på jorden. Selv i en stor, voksende menighed som i Apostlenes Gerninger 6,1 kan der opstå den uheldige situation, hvor en gruppe bliver forsømt. Derfor bør menighedsledere være opmærksomme på at sikre, at alle inddrages, i alle tjenester og på alle niveauer. Dette vil skabe større enhed og et stærkere vidnesbyrd over for verden, når verden ser, at vi er ét, som Jesus bad om i Johannes 17,21.

Konklusion: Den første måde er ideel. Men vi er ikke perfekte kristne, og hvis de første kristne i Apostlenes Gerninger havde brug for at følge den anden måde, så har vi det også. Og jeg er glad for, at jeg ikke er en andenklasses kristen, fordi jeg ikke kan lide asparges!

Spørgsmål: Hvad vedrører afskaffelsen af fjendskabet i Ef 2,15?

Svar: Fjendskab er det, som fjender har over for hinanden. I stedet for de mosaiske bud, der adskilte jøder og ikke-jøder, ligger alt det bag os, og vi står foran Gud på grundlag af Kristi fuldbragte værk. Dette er ikke så meget en skabelse, men en »gen-skabelse«, der skaber ét legeme ud af to grupper.

Spørgsmål: Hvordan skabte Jesus i Ef 2,15 ét ud af to?

Svar: I stedet for at der i Guds øjne er jøder og ikke-jøder, er der nu kun kristne i hans kirke.

Spørgsmål: Hvem er »begge« her i Ef 2,16-18?

Svar: »Begge« henviser her til jøder og ikke-jøder, som alle har samme adgang til Gud gennem Jesus Kristus. Dette kunne give anledning til problemer set ud fra et juridisk perspektiv. Alle romere var forpligtet til at tilbede de romerske guder, med undtagelse af jøderne. Men hvis de ikke-jødiske kristne ikke skulle betragtes som omvendte jøder, ville det være et problem. Uanset hvad skulle de dog accepteres i ét legeme.

Spørgsmål: I Ef 2,20-21 står der, at kirken er bygget på apostlene og profeterne. Har vi så brug for apostle og profeter i dag?

Svar: Kristus er kirkens eneste sande hoved. Vores viden om Gud bygger på profeternes lære i Det Gamle Testamente og apostlenes (og deres skriftkloge) lære i Det Nye Testamente. Vi har ikke brug for dem i sig selv, men vi har brug for deres ord i dag. Derfor er Skriften så vigtig for kristne.

Spørgsmål: I Ef 2,20-21 står der, at Jesus er hjørnestenen. Har vi så brug for en mand, der repræsenterer Jesus Kristus og leder Guds kirke i dag?

Svar: Der er potentielt mange grunde til, at nogle mennesker måske vil sige, at vi har brug for en stedfortræder på jorden. Det ville være godt for at mindske følgende negative ting:

1. Kætteri

2. At slutte sig til åndeligt falske religioner

3. Tilbedelse af andre end Gud

4. Intellektuel stagnation (Kopernikus, Galileo)

5. Drab og tortur af ægte kristne

6. Drab og tortur af mennesker i almindelighed

7. Legitimering af ugudelige herskere

8. Tilføjede menneskelige læresætninger, der udgiver sig for at være guddommelige

Det ville være en god idé også at forbedre følgende:

1. At være et lysende moralsk forbillede for verden

2. At tilskynde til mere studium af skrifterne

3. Kristen enhed (herunder ikke at forfølge kristne)

Vesteuropæiske kristne forsøgte dette i tusind år; eksperimentet blev kaldt ”den romersk-katolske kirke”, og det var en sørgelig fiasko ved middelalderens begyndelse. I stedet for at mindske disse ting, forstærkede det dem. En god ting ved den katolske kirkes erfaring er dette: vi kan lære af fortidens fejltagelser og se farerne ved at forlade den enkelhed, der ligger i at følge Kristus, som 2. Korintherbrev 11:2-4 lærer os.

En skeptiker kunne måske hævde (med et glimt i øjet), at hele den romersk-katolske kirke blot var et påfund for bevidst at opfylde 1 Timoteus 4,1-5. Jeg overlader det til en katolik at besvare denne falske anklage.

Spørgsmål: Hvor kan den sande kirke findes i Efeserbrevet 2:21?

Svar: Den sande kirke er ikke nødvendigvis der, hvor verden leder. Så længe man leder efter den »blotte menneskelige leder«, der er hovedet for den sande kirke, vil man ikke se den. Den sande kirke ledes af Jesus Kristus som hjørnestenen (Efeserbrevet 2:20). Den sande kirke er ikke bygget af sten eller mursten, men af troende (1. Petersbrev 2:5). Den sande kirke består således af ægte kristne fra alle trosretninger, der har sat deres tro på Jesus Kristus. Når vi taler om den sande kirke, kan vi tale om »den sejrende kirke« (det vil sige de troende, der nu er i himlen) og »den stridende kirke« (det vil sige de troende, der stadig kæmper for troen her på jorden).

Desværre kan kristne nogle gange blive så fokuserede på deres trosretning, at de mister dette af syne. Når jeg får mistanke om, at en kristen måske er sådan, spørger jeg ham, hvilken trosretning han tilhører. Når han svarer »XYZ«, siger jeg til ham: »Vidste du, at der ikke er nogen XYZ’ere i himlen? Der er heller ingen baptister i himlen, og jeg går tilfældigvis i en baptistkirke. I stedet er der kristne, der er ’XYZ’ere’ i himlen, og der er kristne, der er baptister i himlen, men vi er kun i himlen gennem Jesus og ikke gennem nogen organisation.«

Løgnen om, at organisationen er vigtigere end et personligt forhold til Kristus, er et redskab, som sekter som mormonerne og Jehovas Vidner bruger til at omvende kirkegængere til deres falske evangelium.

På den anden side siger jeg ikke, at det ikke betyder noget at samles og organisere sig. Hebræerbrevet 10:25 påbyder os ikke at forsømme at samles.

Der er dog nogle konsekvenser af det, jeg lige har sagt. Folk kan være temmelig forvirrede teologisk set, men så længe de har ret i de væsentligste ting (som 1. Korintherbrev 15:1-4 advarer os om) og kender Jesus, skal alle kristne »tage imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer…« (Romerne 15:7, BSB). Ægte kristne kan have forvirrede synspunkter om sabbatten (Romerne 14:5) eller om kost (Romerne 14:2-3). De kan begå endnu mere alvorlige handlinger, såsom at tolerere en umoralsk person i deres midte (Åbenbaringen 2:20) eller en mand, der lever sammen med sin fars kone (1. Korintherbrev 5:1). De kan være viklet ind i meget alvorlige problemer med loviskhed (Galaterbrevet 3:1). Men selv ulydige kristne, der er under Guds disciplin, er stadig kristne.

Hvad angår de mange ting, som kristne er enige om, kan du klikke på »A Common Christian Confession« www.Biblequery.org/Doctrine/DoctrinalStatements/ACommonChristianConfession.html for at se en oversigt.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Ef 3,1, at han var en fange af Kristus Jesus i stedet for en fange af Rom?

Svar: Paulus kunne se de romerske soldater, der bevogtede ham, lige ved siden af sig og indse, at den umiddelbare årsag til hans fængsling var Roms ondskab. Men Paulus så det større billede og indså, at det endelige mål med at udholde sin fængsling var til ære for Jesus Kristus, vores Frelser. Når du står over for ubehagelige omstændigheder – hvad enten det skyldes forfølgelse eller blot det at holde ud under det, som denne faldne verden kaster i vejen for dig – fokuserer du da på den umiddelbare årsag, eller sætter du det endelige mål, nemlig at ære Jesus, i centrum?

Spørgsmål: Hvorfor brugte Paulus i Ef 3,3.9 ordet »mysterium«, når der fandtes hedenske mysteriereligioner?

Svar: Dette har intet at gøre med mysteriereligioner. Et »mysterium« kan her forstås som noget særligt, en hemmelighed, der skal opleves, ikke blot høres offentligt. Paulus »genvandt« denne betydning, som afgudsreligionerne brugte, og han anvendte sandsynligvis dette udtryk bevidst som en kontrast til den tåbelighed, de lærte.

Spørgsmål: Hvad er mysteriet her i Ef 3:3,9?

Svar: Et »mysterium« var på græsk noget, der endnu ikke var blevet åbenbaret. Efeserbrevet 3:10-11 besvarer dette. At Jesus Kristus grundlagde kirken var mysteriet, som ikke var kendt i Det Gamle Testamentes tid, som det fremgår af Kolossenserbrevet 1:26. »Mysterium« betyder her en hemmelighed, der ikke blev åbenbaret før denne tid.

Spørgsmål: I Ef 3:4-6: Da folk i tidligere generationer ikke havde mulighed for at høre om Kristus, kunne nogen da blive frelst i Det Gamle Testamentes tid?

Svar: Ja. På det mest grundlæggende plan er det ikke noget, vi hører, tror på eller gør, der frelser os; det er ikke engang evangeliet, der frelser os. Det er Gud, der frelser os. Gud kan frelse enhver, han ønsker, men vi ved, at Gud er barmhjertig, men alligevel retfærdig og hellig.

Spørgsmål: Hvordan kan Paulus i Ef 3,8 være den mindste af alle apostlene?

Svar: Paulus gav to grunde til, at han mente det.

1. Han blev født usædvanligt sent (1 Kor 15:8)

2. Og hvad der er endnu vigtigere: Paulus plejede at forfølge Guds menighed (1 Kor 15:9; 1 Tim 1:13). Han gik dog længst af alle: fra morder til missionær.

Spørgsmål: I Ef 3,8: Da Kristi rigdomme er uudgrundelige, hvorfor ønsker Paulus så, at vi skal kende omfanget af Kristi kærlighed i Ef 3,17-19?

Svar: Efeserbrevet 3:18-20 besvarer dette. Kristi rigdom er umådelig, men vi har den glædelige (og uendelige) opgave at opleve, hvor stor Guds kærlighed til os egentlig er.

Det græske ord er interessant her; det betyder bogstaveligt talt »ikke sporbart ved fodspor«. Vi kan ikke spore præcis, hvorfor eller hvor stor Guds kærlighed til os er, men vi kan glæde os over, at han elsker os.

Spørgsmål: Betyder ordet i Ef 3,9 her »forvaltning« eller »fællesskab«?

Svar: Det græske ord, oikonomia, som vores ord »økonomi« stammer fra, har en bred vifte af betydninger. Det betyder forvaltning med den oprindelige konnotation af en hustru eller en forvalter, der styrer en familie eller et hushold. Det kan henvise til, hvordan tingene forvaltes, dvs. et forvalterembede. I kirken kan man også tænke på det som at forvalte relationer.

Spørgsmål: I Ef 3:15, bør der stå »fra hvem enhver familie«, »fra hvem hele hans familie« eller »fra hvem alt faderskab«?

Svar: Den græske grammatik er usædvanlig her. Ordet »Hans« findes ikke i den græske tekst, så de andre oversættelser ligger sandsynligvis tættere på dette vers. Det græske ord pater betyder far, og det græske ord patria betyder familie, selvom det også kan betyde faderskab. Paulus lavede her et ordspil. Den mere præcise betydning er »far … familie«, men for at bevare ordspillet har nogle oversættere valgt »Far … faderskab«. Se *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 631, *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 312-313, og *The Message of Ephesians*, s. 133-134 for yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er egentlig Paulus’ bøn for de efesiske troende her i Ef 3,16-19?

Svar: De har allerede Kristus i sig. Paulus beder derfor om, at Gud må give dem styrke mod modstand, at Kristus må være i centrum af deres liv, at de må være forankret i kærlighed, og at de må forstå Guds kærligheds uendelighed.

I Efeserbrevet 3:16 står der i BSB »ud af sin herligheds rigdom« (BSB), men det græske præpositionsudtryk betyder her mere bogstaveligt »i overensstemmelse med«. Paulus bad ikke blot Gud om at styrke dem ud af Hans rigdom, som en rig mand kunne donere et par dollars fra sin velpolstrede bankkonto. I stedet beder Paulus Gud om at styrke dem »i overensstemmelse med« Hans rigdom, ligesom en rig mand måske giver et beløb, der står i forhold til det, han ejer. Deres frelse skete øjeblikkeligt, men deres helliggørelse er en gradvis proces.

Er du færdig med at vokse i Kristus? – Jeg håber oprigtigt, at du indser, at det rigtige svar er »nej«, og at du stadig vokser.

Spørgsmål: Hvad er bredden, længden, dybden og højden af Kristi kærlighed i Ef 3,18?

Svar: Hvad er grænserne for Kristi kærlighed, hvis der overhovedet er nogen? Måske tænkte Paulus på følgende. Bredden er mennesker over hele verden. Længden, eller varigheden, er for evigt, fra evighed til evighed. Dybden omfatter ikke kun de levende, men også de døde. Højden strækker sig til himlen.

Gud er slet ikke nærig med det, han giver, men nogle gange er vi som troende nærig med det, vi ønsker at modtage.

Spørgsmål: Hvad betyder de tre forskellige græske ord, der vedrører kraft, her i Ef 3,19?

Svar: De fremhæver forskellige aspekter af Guds kraft.

Magt (dynameos), som vi får ordene dynamisk og dynamit fra, understreger Guds energiske virke. Det kunne også være ”dynamisk, levende kraft”.

At styrke (krataiothenai, fra kratos) er at blive opmuntret, eller den kraft, vi får for at være stærke nok til at overvinde modstand.

At forstå (exischysete, fra ischys) kan betyde at have magt til at gribe, holde fast, opfatte eller forstå. Med andre ord: videnens kraft.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Ef 3,19 få Guds »fylde«?

Svar: Det handler ikke om, hvad vi er fyldt med, men snarere om, hvem vi er fyldt med. Det betyder ikke, at vi kan begribe uendeligheden, men at vi kan forstå, at Helligånden selv er i os for at give vores liv kraft. Det græske ord her, »eis«, angiver et mål, såsom at begribe Guds fylde, ikke at vi rummer hele Guds uendelige fylde.

Spørgsmål: Hvordan kan Guds enorme kraft i Ef 3,20 komme til udtryk gennem små kristne?

Svar: Som Tony Evans siger, kan en brandhane sprøjte enorme mængder vand ud. Det skyldes ikke de 3 til 5 gallon vand, som brandhanen indeholder, men snarere det, der strømmer gennem brandhanen. På samme måde er det ikke, at vi har så stor kraft i os selv, men snarere Guds kraft, der strømmer gennem os.

Men Paulus’ bøn er stadig en vidtrækkende anmodning: at Guds fulde kraft må strømme gennem os.

Spørgsmål: Hvad betyder »at vandre på en værdig måde« her i Ef 4,1?

Svar: Det græske ord for »værdig« her, axios, betyder »ligevægt/balance« eller »at løfte den anden side af vægten«, snarere end fortjeneste. Verbet her er peripateo, som bogstaveligt betyder »at gå« eller, i australsk slang, en »walkabout«. Så din »gang« i livet bør have samme vægt som det, du siger om dig selv, når du kalder dig kristen.

Spørgsmål: Hvad er i Ef 4,1-2 nogle nyttige egenskaber for at bevare enheden her?

Svar: Der er tre dele i svaret.

Hvordan kan du »udholde« at være i enhed med en anden troende? Det kan være en udfordring at opretholde enhed med en person, der har det modsatte af disse egenskaber. En central del er den sidste egenskab, som oversættes med »at udholde hinanden« eller »langmodighed«. Langmodighed indebærer også, at du har dine følelser under kontrol, snarere end at dine følelser styrer dig. Husk, at Gud har udholdt dig, dine synder og det, at du i så mange år har fortalt Ham, at du ikke kan gøre visse ting. Da Gud elsker dig og har udholdt dig, bør du være i stand til at elske og udholde andre troendes mangler.

Hvor let er det for andre at udvise tålmodighed over for dig? Men du bør spørge dig selv, om det er let for nogen at komme godt ud af det med dig. Har du de fire væsentlige egenskaber, der gør, at folk kan komme godt ud af det med dig: ydmyghed (tapeinophrosyne), mildhed (eller sagtmodighed) (praotes/prautetos), tålmodighed (makrothymias) og tålmodighed over for andre? Nogle gange kan vi erkende, at vi har vores egne ambitioner, ting, vi er stolte af, og småting, der irriterer os, som vi må »undertrykke« for at adlyde disse vers og blive en person, der er lettere at omgås. Gud kan måske sætte en person ind i en andens liv for at lære vedkommende tålmodighed, men forhåbentlig er du ikke den person! I den græske kultur blev ydmyghed betragtet som en last, der kun var en slave værdig.

Hvad er du villig til at give afkald på? Paulus, som fortæller os dette, gav afkald på meget (sikkerhed, frihed, stilling, anseelse, helbred og et længere liv) for at udføre sin tjeneste i menigheden. På et tidspunkt led Paulus af alvorlig depression, som beskrevet i 2 Korintherbrev 1:8-10. Hvor meget ville du være villig til at give afkald på for ikke blot at arbejde sammen med andre, men at arbejde for andre, uden nogen fordel for dig selv og uden nogen jordisk belønning eller ros? Ofte er det ikke uden en vis pris at arbejde sammen med andre; det indebærer, at vi må give afkald på vores egne ambitioner og stolthed.

Spørgsmål: Taler Paulus i Ef 4,3 om enhed inden for én organisation, som romersk-katolikker, græsk-ortodokse, mormoner, den lokale menighed, International Churches of Christ og andre alle lærer?

Svar: Lad os først og fremmest se bort fra det faktum, at disse grupper ikke kan opnå enhed indbyrdes. Dette specifikke vers taler om »enhed i Ånden«, ikke enhed i en organisation. Det nævner syv ting, der er »ét«, herunder ét legeme, men ikke én organisation. Det siger også, at vi skal bevare Åndens enhed, ikke forsøge at skabe vores egen. Så netop dette vers beviser ikke noget om organisationer. Faktisk er det også muligt, at en organisation kan være en afgud. Hvad angår det bredere spørgsmål om, hvorvidt organisatorisk enhed er ønskværdig, se det næste spørgsmål.

Spørgsmål: Er organisatorisk enhed i Ef 4,3 noget, som troende bør stræbe efter?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

Nej. Nogle protestanter siger, at det enten ikke er vigtigt, eller at det er farligt, når det bliver vigtigere end at følge Gud i sandhed, som historien desværre, men entydigt, har vist.

Ja. Katolikker, ortodokse, den lokale menighed og andre protestanter siger, at organisatorisk enhed er ønskværdig.

Uanset hvad bør alle seriøse bibelstuderende kunne blive enige om følgende:

1. Bibelen nævner enhed i Ånden og enhed blandt Jesu disciple, men den siger aldrig, at man skal have enhed med dem, der afviser, benægter eller åbenlyst forvrænger troen.

2. Selvom ingen kristen er perfekt, hverken i hellighed eller lære, skal vi holde øje med ulve og adskille os fra kættere.

3. Generelt set er det undertiden svært at opnå meningsfuld enhed med mennesker, der forsøger at dræbe dig eller brænde dig på bålet.

4. Vi bør stræbe efter at fjerne alt, hvad der skaber splid blandt kristne, og acceptere hinanden, ligesom Kristus har accepteret os (Romerne 15:7).

5. Enhed, der ikke er centreret om Jesus Kristus, er ikke en ønskværdig enhed, og den bør vi undgå.

Spørgsmål: I Ef 4:4 står der, at der kun er ét legeme – hvorfor er der så mange menigheder?

Svar: Der er mindst fire hovedårsager.

1. Ligesom der findes små forskelle mellem de forskellige sunni-muslimske retninger, mahayana-buddhister, vedantiske hinduer, de to bahá'í-sekter og andre religioner, er kristne også uenige om sekundære spørgsmål. For eksempel var Paulus og Barnabas uenige om, hvorvidt de skulle tage Johannes Markus med sig. Senere blev de dog forsonet (ApG 15:36-41; Kolossenserne 4:10; 2 Timoteus 4:11).

2. Tilføjelser: Gennem årene har mange opført sig som farisæerne i Markus 7:6-8 ved at ønske at tilføje deres egne indviklede traditioner til kristendommen. Generelt hævder mange, at man bør følge Bibelen samt deres tradition, som sidestilles med Guds ord. Bibelsk kristendom handler ganske enkelt om at følge det, Gud siger i Bibelen, og om at anerkende menneskelige traditioner som netop menneskeskabte.

3. At trække fra kristendommen er forudsagt i 2. Timoteus 3:5, hvor der står, at i de sidste dage vil nogle have en ydre fromhed, men fornægte dens kraft. En række »liberale« kirker trækker fra Guds lære ved at hævde, at Gud ikke kan udføre fysiske mirakler, og at der ikke findes nogen himmel og helvede, samtidig med at de stadig foregiver at være kristne.

4. Forvrængning: Som forudsagt i Apostlenes Gerninger 20:29-30 findes der åndelige »ulve«, der gennem vildledning trækker disciple væk efter sig for at starte deres egen menneskeskabte religion, mens de stadig hævder at følge Jesus. Mange af dem har deres egen bog ud over Bibelen. Disse onde ting blev profeteret at finde sted i 1. Timoteusbrev 4:1-5, 2. Petersbrev 2:1-3 og Judasbrevet 8-19.

Spørgsmål: I Efeserbrevet 4:5, er der tale om vanddåb eller Helligåndsdåb?

Svar: Nogle mener, at det har en dobbelt betydning. Men hvis Paulus mente begge dele, ville det ikke rigtig være én dåb.

Det er dog usandsynligt, at der henvises til Helligåndsdåben, da der er tre afsnit, der omhandler Helligånden, Sønnen og Faderen, og dette står i det afsnit, der omhandler Sønnen.

Spørgsmål: Hvis Gud i Ef 4:6 og Ef 1:23 fylder alt på alle måder, er pantheismen så sand, som hævder, at alt er en del af Gud?

Svar: Nej. Mens Salme 139,7-12 viser, at Guds Ånd er overalt, går panteismen videre end det og hævder, at alt er en del af den Gud, der tilbedes, såsom mennesker, sten og endda hundelort. For eksempel er en bunke affald ikke Gud, og siderne i en ateists pamflet, der benægter Guds eksistens, er ikke Gud. Vi skal ikke tilbede de skabte ting i stedet for Skaberen (Romerne 1:23,25). Tværtimod, som Kolossenserbrevet 1:17 viser, holdes alle ting sammen af Kristus.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Efeserbrevet 4:8, at Gud »gav« gaver til mennesker, når Salme 68:18 siger, at Gud »modtog« gaver fra mennesker?

Svar: Kristne har to forskellige synspunkter.

Kopieringsfejl: »Giver« kan have været det oprindelige ord i Salme 68:18. Mens »modtager« står i den masoretiske tekst og den græske Septuaginta, står »giver« i de aramæiske targumer og den syrisk-arameiske Peshitta. Desuden taler hele salmen, bortset fra muligvis netop dette ene vers, om, hvad Gud giver til andre.

Fra en aramæisk targum: En anden opfattelse er, at Paulus normalt indleder sine bibelcitater med »Der står skrevet«, men Efeserbrevet 4:7-8 adskiller sig herfra med »Der står«. Dette stemmer meget nøje overens med den mundtlige tradition i den aramæiske targum over Salmernes Bog og den syrisk-arameiske Peshitta. De tidlige rabbinere anvendte dette vers på Moses og sagde, at han modtog loven for at give den videre til folket. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 11, s. 57, og Evangelical Commentary on the Bible, s. 1027, for yderligere oplysninger.

Samlet resumé: Paulus citerede ikke noget vers, men omskrev hele Salme 68. Se The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 634, for yderligere oplysninger om denne opfattelse.

Uanset hvad bemærker Johannes Chrysostomos (Prædikener over Efeserbrevet, ca. 396 e.Kr.), at der i det væsentlige ikke var nogen forskel her. Gud både giver og modtager ting fra mennesker. At betragte frelsen som, at Gud påtager sig byrden af vores skyld, eller at han skænker os tilgivelse, er blot at se på to sider af den samme sag.

Spørgsmål: I Ef 4,9 og ApG 2,27: Gik Jesus til helvede efter sin død, eller gjorde han ikke?

Svar: Selvom sætningen »Jesus steg ned i helvede« blev indsat i Apostlenes Trosbekendelse (Aquileia-versionen fra år 390 e.Kr.), siger Bibelen ikke eksplicit noget om det ene eller det andet. Her er, hvad Bibelen siger.

Efeserbrevet 4:9: »Han steg ned til jordens dybeste dybder«

Salme 16:10 nævner »Sheol«, hvilket betyder graven.

Apostlenes Gerninger 2:27-28 citerer Salme 16:10: Jesus ville ikke blive overladt til graven (Hades)

1. Petersbrev 3:19: Jesus forkyndte for ånderne i fængslet

Ifølge jødisk religiøs tænkning, som genfindes i 1. Enoks Bog, kapitel 22, og andre skrifter, gik de døde til to steder: de retfærdige til paradiset og de uretfærdige til fængslet.

1. Petersbrev 4:6 nævner, at evangeliet blev forkyndt for de døde. (NIV har »nu døde«, men »nu« står ikke i den græske tekst).

Spørgsmål: Kunne Ef 4:9 betyde, at Jesus kom ned til jorden i stedet for at stige ned i graven?

Svar: Der er tre fortolkninger, som er forenelige med sammenhængen i teksten.

Nedsteg til jorden (genitiv af apposition)

Nedsteg til døden (genitiv af sammenligning)

Nedsteg til de nedre dele, der hører til jorden (genitiv af besiddelse)

Spørgsmål: Betyder Ef 4,11 i dette tilfælde »pastor-lærer« som én rolle, eller pastorer og lærere som to roller?

A: I denne liste adskiller det græske ord kai præster og lærere. Dette græske ord betyder ”og/endda”, og i dette afsnit kan det forstås på begge måder, ligesom på dansk. Nu underviser præster jo (Titus 1:9; 1 Timoteus 3:2; 5:17), så der er tale om en kombineret rolle. Det egentlige spørgsmål er derfor, om Bibelen støtter en rolle for lærere, der ikke er præster. Svaret er et klart ”ja” af mindst fem grunde:

Stefanus vidnede for jøderne og underviste dem med en indgående viden om Skriften, selvom Apostlenes Gerninger siger, at han kun var diakon.

a) Paulus roste læreren Apollos, selvom Apollos ikke var præst.

b) Barnabas, Timoteus og andre underviste og forkyndte Ordet, selv når de ikke var præster.

c) En ældste skulle være i stand til at undervise (1. Timoteus 3:2), hvilket antyder, at de underviste, før de blev ældste.

d) Faktisk påbyder Kolossenserbrevet 3:16 de kristne generelt at undervise og formane hinanden.

Spørgsmål: I Efeserbrevet 4:11 står der, at der i dag er præster og lærere – er der så også profeter og apostle i dag?

Svar: Efeserbrevet 4:11 henviser til vigtige embeder i menigheden uden at afgrænse, hvilke der strækker sig til nutiden, og hvilke der ikke gør. Nej, der er ikke mennesker i dag, der udøver det nytestamentlige embede som apostel eller det gammeltestamentlige embede som profet.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Efeserbrevet 4:11 mellem et naturligt talent og en åndelig gave?

Svar: Først og fremmest er der en vis overlapning på nogle områder. En person, der har et meget medfølende hjerte for andre, kan også have den åndelige gave at hjælpe. En person, der har den åndelige gave til viden, kan være intelligent og veluddannet, selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Undervurder ikke naturlige talenter, for menigheden drager stor nytte af disse, hvad enten det drejer sig om at tale offentligt eller vigtige funktioner bag kulisserne som f.eks. regnskab. Men åndelige gaver rækker ud over vores naturlige evner, og Gud har givet hver troende mindst én åndelig gave, ifølge 1. Korintherbrev 12:7, selvom det er muligt, at din gave ikke er nævnt der. (Nej, at klage og finde fejl betragtes ikke som åndelige gaver!) Når det gælder visse åndelige gaver, kan andre troende måske ryste på hovedet og spørge: »Hvordan kan de dog, rent naturligt set, gøre det!« Gud kan give et ord, som en person skal sige, og personen vidste det ikke engang selv; de lærer også af det, der kommer ud af deres egen mund. Hvordan kan en person have udholdenheden til at blive ved med at elske og vise omsorg, selv på trods af kedsomhed, menneskelig forfølgelse eller åndelig modstand? Nogle gange er det enkle svar: rent naturligt set gør de det ikke. Det er Guds kraft, der strømmer gennem dem, som ubegrænset vand gennem en lille brandhane.

Spørgsmål: Hvordan identificerer menigheden i Ef 4,11-13, hvem der har hvilke gaver, og hvem der bør have hvilke roller?

A: Enhed betyder ikke ensartethed. Som kristne har vi forskellige gaver, og det priser vi Gud for! Men at identificere gaver hos mennesker kan være et almindeligt, men ofte overset problem i mange menigheder i dag. En af årsagerne kan være en ufuldstændig opfattelse af, hvad ægte discipelskab er. Discipelskab kan opfattes som at tage unge eller ”brudte” kristne og modne dem i troens viden og udøvelse samt beskytte dem mod forkert lære, så de bliver modne kristne. Den opfattelse er sand, men ufuldstændig. Det indebærer også, at yngre troende opdager deres gaver og Guds specifikke formål for dem lige nu. Selvfølgelig bør de være åbne over for, at Gud kan udvikle gaver, give dem flere gaver senere og ændre deres tjeneste. God discipelskab indebærer derfor at hjælpe en troende med at finde den tjeneste, Gud har kaldet dem til nu, og at hjælpe dem med at blive integreret i tjenesten. Den yngre troendes tjeneste ligner måske slet ikke discipelgiverens tjeneste. Det er helt i orden; der kan være et tidspunkt, hvor discipelgiveren skal overdrage dem til en anden.

Vidste du, at næsten ethvert amerikansk high school-footballhold kan slå ethvert professionelt footballhold, herunder 2023-Super Bowl-mesterne Kansas City Chiefs, på én betingelse? På det professionelle hold skal man gøre de offensive guards til wide receivers, den hurtigste kickoff-returner til center, vanddrengen til quarterback, den defensive sekundære linje til lineman, trænerne til running backs og holdets maskot til kicker og middle linebacker. Så i kirken, ligesom i sport, er det vigtigt at have folk på de pladser, hvor de har de rette gaver.

Mange mennesker er optaget af at kende deres åndelige gaver og (forhåbentlig) af at bruge dem i kirken. Men bør vi ikke have den samme interesse i at kende – og hjælpe andre med at kende – andres åndelige gaver og bruge dem i kirken? Så spørgsmålet bør ikke være: »Har du en kristen tjeneste?« Spørgsmålet bør være: »Hvad er din kristne tjeneste?«

Som en præst spøgtigt sagde, behøver ingen at bekymre sig om ikke at have et job, for kirken har masser og masser af ledige stillinger. De fleste af dem er dog ulønnede. Så alle i kirken – pensionister, yngre mennesker, teenagere – bør have en tjeneste, og kirkerne bør gøre mere for, at hvert medlem kan yde sit bidrag. En menighed bør ikke være som en beskrivelse af en amerikansk fodboldkamp: 22 mennesker, der har desperat brug for hvile, og 50.000 mennesker, der har desperat brug for motion! Måske er en menighed sådan, når en præst har et mangelfuldt syn på lederskab; han mener, at de fleste medlemmer ikke behøver at tjene, fordi han og hans lille stab vil klare det hele.

Når en præst føler sig udbrændt, kan en af årsagerne være, at han tjener Gud på den forkerte måde. Han forsøger at gøre for meget på egen hånd og udfører det, som medlemmerne burde gøre. Som et eksempel modtog en præst en dag et panisk opkald fra et kirkemedlem. Medlemmet sagde, at han havde talt med en af sine naboer om Kristus mange gange, og at naboen endelig havde besluttet sig for at tage imod Kristus. Så kunne præsten ikke komme forbi med det samme og bede sammen med ham? Præsten sagde, at han ville komme med det samme, og lagde så på. Men så overbeviste Helligånden præsten, og han ringede tilbage. Præsten sagde til manden: »Jeg kommer ikke. Du skal føre ham til Kristus.«

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Efeserbrevet 4,14-15 mellem en kristen, der er et »spædbarn«, og en, der er moden?

Svar: Selvom et spædbarn kan gøre mange ting, har det ikke den visdom eller fysiske evne, der skal til for at undgå problemer og holde sig væk fra stikkontakter, varme komfurer, trafik og andre farlige ting. Nogle kristne, herunder også nogle, der ikke er så unge, har ingen anelse om, at det er vigtigt, at de holder sig væk fra kættersk eller på anden måde falsk lære, synd samt venskaber og medlemskaber, der trækker dem væk fra Gud. Selv når en kristen indser dette, har vedkommende brug for at blive undervist i, hvordan man genkender de lærdomme og situationer, som man bør holde sig væk fra. I Bibelen bliver vi opfordret til at modstå djævelen (Jakobsbrevet 4:7; 1. Petersbrev 5:9), men vi bliver også opfordret til at flygte fra forskellige fristelser (1. Korintherbrev 6:18; 1. Korintherbrev 10:14; 2. Timoteusbrev 2:22), men at Gud kan give os styrke til at modstå fristelsen, når vi ikke selv kan (1. Korintherbrev 10:13).

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Ef 4,15 mellem »at tale sandheden«, »at tale i kærlighed« og »at tale sandheden i kærlighed«?

Svar: At tale sandheden kan være hårdt, uden at man forsøger at nå ud til lytteren. På en måde er det ikke så meget det, du siger, der betyder noget, som det, de hører. At tale i kærlighed kan være at sige det, der følelsesmæssigt virker bedst, men det kan betyde, at man udelader ubehagelige sandheder, som de har brug for at vide. At tale sandheden i kærlighed betyder at fortælle personen alt, hvad de har brug for at vide, om end måske på det rette tidspunkt. Men det gøres på en måde, der viser, at du holder af dem.

Generelt kan det være sværere at tale sandheden i kærlighed, nemlig at formidle det, de har brug for at høre (behageligt eller ubehageligt), på den rigtige måde. Du skal være opmærksom på både din tone og dine ord. Det er også bedst at vide, hvor en person står, før du retter på vedkommende eller irettesætter vedkommende.

Spørgsmål: Hvordan er vi alle i Ef 4,16 som led og ledbånd, der vokser?

Svar: Der er to punkter i svaret.

Vi har alle vigtige roller i Guds kirke, selvom de måske ikke har et navn og kan virke ubetydelige. I menneskekroppen virker håndled måske ikke vigtige, men uden et håndled er din hånd afskåret. Hvilket led i din krop ville du være villig til at undvære? – sandsynligvis ingen. Vi bør heller ikke nøjes med at undvære noget i menigheden. Hvis en gruppe mennesker ikke gør noget for Gud, og en række behov i menigheden ikke bliver opfyldt, ser det ud til, at der er to problemer. Men måske kan de to problemer løse hinanden.

Alle delene modtager deres ordrer fra hovedet. Uanset om din tjeneste er en del af en lokal menighed eller ej, skal vi modtage vores ordrer fra Jesus Kristus, legemets hoved. Hvis du tror, du kan opnå mere ved at tage etiske genveje eller generelt gøre ting, som du ved, at Gud ikke ønsker, at du skal gøre, så handler du ikke rigtig som en del af legemet; hvis du ikke er villig til at lade dig styre af hovedet, Jesus Kristus. Vi har et udtryk for celler, der vokser sundt, men nægter at tage imod ordrer fra hovedet – vi kalder det kræft.

Spørgsmål: Hvordan kan nogle mennesker i Ef 4,17 og Rom 1,21 vandre i deres tankers forgæveshed?

Svar: Ordet for forgæveshed her, mataioteti, bruges kun i Det Nye Testamente her og i Rom 1:21; 8:20 (om skabelsen) og 2. Petersbrev 2:18 (om ord). Det betyder ubrugelig, forgæves, værdiløs, selvom det undertiden også bruges om afgudsdyrkelse, som også er sådanne ting.

Forestil dig at tænke, leve, planlægge og søge noget, der er fuldstændig tomt, værdiløst og i sidste ende formålsløst. Det er ikke svært at forestille sig; en møll gør det, når den kredser om en flamme. Når et menneske begærer og planlægger synd, der kan skade det, adskiller det sig ikke rigtig så meget fra den møll.

Forestil dig personen i fængsel, i mange år, efter at have begået det, de havde planlagt skulle være det perfekte forbrydelse. Den faldne menneskehed har ikke blot en syndig vilje og forblændede begær, men også et forblændet intellekt. »Forfængelighed i deres sind« i King James-versionen er også et godt udtryk, fordi det understreger både det nytteløse i deres tænkning og deres stolte følelse af, at deres tænkning er vigtig, på samme tid.

Spørgsmål: I Ef 4,17, på hvilke måder tror du, at Gud vil sige til nogle kristne, ligesom til ikke-troende: »I har fokuseret for meget på ting, der ikke betyder noget«?

Svar: Hvis du fører en dagbog (eller endnu bedre, begynder at føre en), så læg følgende tidsforbrug sammen i løbet af en måned.

a. Tid brugt på at bede, tænke på Gud og hans ord samt studere Guds ord.

b. Tid brugt på at surfe på internettet samt lytte til og læse nyheder.

c. Tid brugt på at se sport.

d. Tid brugt på at tænke på din yndlingsaktivitet.

e. Tid brugt på at tænke på arbejde uden for arbejdstiden.

f. Tid brugt på at tænke på økonomi og investeringer, herunder fast ejendom.

Hvilken af disse vil virke langt vigtigere end de andre, når du kommer til himlen?

g. Og når du nu er i gang, så tæl også den tid, du bruger på relationer til familie og venner. Forhåbentlig er den ikke så meget mindre end de andre. Det ville være virkelig trist, hvis du på baggrund af den tid, du bruger, sagde: »Mit tætteste personlige forhold er åbenbart til YouTube!«

I nogle dele af landet tror jeg, at folk – i modsætning til hvad statistikkerne viser – er meget religiøse – deres religion er deres sportshold!

Spørgsmål: I Ef 4,18, skal der så stå »blindhed« eller »hårdhed«?

Svar: Det græske ord, porosis, kan henvise til marmor eller et forkalket led. På engelsk stammer ordet osteoporose fra dette. Man kunne tænke på det som »forstenet«. En kristen kommentator, Armitage Robinson, argumenterer dog for, at da det ikke betyder, at personen bevidst har valgt at blive forhærdet, er det snarere en sløvning af sanserne, og derfor mener han, at »blindhed« er en bedre oversættelse. Men »forhærdet« passer bedre til det græske, så længe man forstår, at det ikke er en pludselig, bevidst handling, men et gradvist tab af opfattelsesevne og evne til forandring.

Spørgsmål: Hvad betyder »udøvelsen af enhver form for urenhed« (BSB) i Ef 4:19?

Svar: Det kan betyde at drive forretning på eller drage økonomisk fordel af enhver form for laster.

Spørgsmål: Hvad siger Paulus i Ef 4:25-5:2 om disse otte onde ting?

Svar: Hver af dem står i kontrast til en modsatrettet dyd. Nogle af disse er holdninger i hjertet, andre er handlinger, og andre igen er vaner. Med Helligåndens kraft skal vi rense os for disse holdninger i hjertet, holde op med at udføre disse onde handlinger og bryde disse dårlige vaner. Men problemet er, at tingene har en tendens til at vende tilbage. Erstat de dårlige holdninger med gode, de onde handlinger med gode og de dårlige vaner med gode vaner.

Spørgsmål: Er det i Ef 4,26 en synd for os at blive vrede, eftersom Jesus og Paulus blev vrede?

A: I mange tilfælde er det ikke en synd at blive vred. Efeserbrevet 4:26 viser imidlertid, at det er en synd at forblive vred og bære nag. Hvis solen går ned, mens du stadig er vred, har du været vred for længe.

Q: Er det i Efeserbrevet 4:26 en synd at forblive vred? Gud synes jo at forblive vred på menneskene og dæmonerne i ildsøen.

A: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Vi skal ikke forblive vrede, blive jaloux, modtage tilbedelse eller kaldes Gud, men Gud er ikke tvunget til at gøre det, som Han befaler Sine tjenere at gøre.

2. Gud er uendelig, og han kan føle forskellige ting på samme tid. Han kan være vred på en ond person og samtidig glæde sig over et af sine børn. Han kan gøre disse ting på samme tid, fordi han er Gud.

3. Skriften siger ikke, om Gud vil forblive vred for evigt eller ej. Gud vil måske i sidste ende slet ikke bekymre sig om dem, der vælger at leve uden Ham.

Spørgsmål: Hvad er i Ef 4,26-27 forskellen mellem at være vred og synde og at være vred uden at synde?

Svar: Vrede bliver til synd, når man bærer nag, nægter at tilgive, ønsker hævn, mister kontrollen over sine følelser eller bliver vred over noget, man ikke burde være vred over. Jesus, Paulus og Moses blev af og til vrede over Guds anliggender.

Kristen vrede er ikke bare noget, der sker, og som vi bør undskylde for. John R.W. Stott siger tværtimod, at et problem i kirken ikke er, at der er for meget kristen vrede, men snarere at der er for lidt af den. Når liv ødelægges og tages fra os, og vi ikke bliver vrede over det, hvad siger det så om vores kærlighed til andre mennesker?

Spørgsmål: Hvorfor arbejder kristne i Efeserbrevet 4:28 i jobs, hvor de ikke arbejder med deres hænder?

Svar: Dette udtryk betyder at tjene til livets ophold på ærlig vis. Udover egentlig kriminel aktivitet opbyggede mange på den tid betydelige formuer gennem bestikkelse og korrupte politiske og forretningsmæssige praksisser, der ofte var lovlige, men ikke retfærdige. (Måske var den tid ikke så forskellig fra vores egen.) Men ligesom Jesus elskede toldopkræveren ved navn Matthæus, ønsker Jesus, at korrupte mennesker i dag skal omvende sig fra deres synder, komme til Jesus og betale deres ofre tilbage.

Spørgsmål: Hvad menes der med »onde ord« i Ef 4,29?

Svar: Ordet for »ondt« her er ikke det typiske ord for ondt. På græsk er det »sapros«, som bruges om rådne frugter eller en rådden plante. Rådnet, fordærvet, ødelagt eller ondt er alle gode oversættelser af tanken her.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Ef 4,29 vigtigt, at kristne ikke forbander?

Svar: Simpelthen fordi Bibelen siger, at man ikke skal gøre det. Jakob 3,10-12 siger, at det ikke bør være sådan, at forbandelser kommer fra den samme mund som lovprisning af Gud. Selvom det er sandt, at Peter bandede, da han fornægtede Kristus, græd Peter bagefter og angrede sin synd.

Spørgsmål: Hvad sætter Paulus i kontrast i disse to vers i Ef 4,31-32?

Svar: Bitterhed, vrede og harme er følelsesmæssige tilstande, hvorfra ond tale udspringer. Ondskab er et samlebegreb for alt dette. Vrede (thymos) og harme (orge) ligner hinanden, men nævnes begge som særskilte synder. Vrede er et eksplosivt udbrud, hvor man mister besindelsen, mens harme kan være et ulmende, hævngerrig had. Man kan forestille sig vrede som magma, der ophober sig i en vulkan og siver ud, mens vrede snarere ligner et vulkanudbrud.

Q: I Ef 5:1, i hvilket omfang skal vi blot være efterlignere?

Svar: Er du en efterligner, der kun forsøger at gøre, hvad en anden har gjort? – Det håber jeg. Ligesom et barn efterligner sine forældre, bør vi efterligne Gud (Efeserbrevet 5:1). Et barn bør forsøge at bevare sine forældres ære. Vi er også efterlignere af Kristus (Joh 15:12; 1 Joh 3:16), efterlignere af det gode (3 Joh 11), efterlignere af vores ledere (Hebr 13:7) og efterlignere af Paulus (1 Kor 4:16; 11:1; Fil 3:17; 4:9; 1. Thessalonikerbrev 1:6; 2. Thessalonikerbrev 3:7,9). På den anden side kan vi på en god måde handle på eget initiativ, af egen vilje eller efter eget ønske, som 2. Korintherbrev 8:17 og 9:7 viser.

Som en sidebemærkning hævder nogle, at eftersom Gud er så stor og uendelig, og mennesker er så små, kan vi stort set intet vide om Gud. Men tager man dette for vidt, ville det undskylde vores manglende lydighed mod dette vers ved at benægte, at vi har evnen til at gøre det. Vi kan ikke vide alt om Gud; men den Almægtige og alvidende Gud har valgt at vise os så meget om sig selv – og har evnen til det – at vi kan være Guds efterfølgere.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Ef 5,2 at vandre i kærlighed, og hvad er alternativerne til at vandre i kærlighed?

Svar: Mange mennesker har slet ingen anelse om, hvad det vil sige at vandre i kærlighed, fordi de er så langt fra at gøre det. Når du går gennem livet, uanset om du går, kører bil eller gør noget andet, hvad er så det vigtigste, du tænker på? Er det, hvordan du kan tjene flere penge, hvordan du kan få mere glæde, eller hvordan du kan nå et eller andet mål? Jeg håber, at dit primære fokus ikke er noget af det ovenstående. Det er fint nok at tænke lidt på disse ting, men din primære, ”første” tanke bør være, hvordan du kan elske og velsigne andre, samt dit kærlige forhold til Gud. Alt for ofte forsøger vi at leve i overensstemmelse med kulturelle krav. Som kristne vil vi ikke passe helt ind i kulturen, og det bør vi heller ikke forsøge.

Paulus giver os et godt tip til, hvordan vi kan fokusere på dette. Ligesom Kristus først og fremmest kom for at være et offer for os, bør vi betragte vores liv som et offer til Gud. I stedet for at spørge, hvor mange penge du tjener, eller hvor meget sjov du har, så spørg, hvor behageligt dit offer (dvs. dit liv) er for Gud.

Som kristne bliver vi nogle gange så optaget af andre ting, at vi måske er frelst, men ikke vandrer i kærlighed. I Åbenbaringen 2:4 formaner Jesus menigheden i Efesos (og indirekte os) til ikke at svigte vores første kærlighed. Apostlen Johannes siger i 1. Johannesbrev 2:5-6, at Guds kærlighed skal fuldendes i os, og derfor bør vi vandre, som Jesus gjorde. Her siger Paulus også, hvor vigtigt det er for os, ikke blot at tro som kristne, men at vandre i kærlighed.

Spørgsmål: Hvad betyder »ikke engang et antydning af seksuel umoral« (BSB) i Ef 5,3?

Svar: Det omfatter selvfølgelig seksuel umoral, men specifikt skal man undgå at bringe sig selv i en situation eller et venskab, hvor det kan se ud, som om man opfører sig umoralsk. Dette kan også henvise til uanstændige vittigheder og påklædning. Når man kan sige noget sjovt, men lidt upassende, ønsker Gud, at man ikke skal være sjov. 1. Thessalonikerbrev 5,22 siger også, at man skal undgå det, der ligner det onde.

Spørgsmål: I Ef 5:7, bør dette græske ord være »omgås« eller »deltager«?

Svar: Det græske ord i Efeserbrevet 5:7, summetochoi, betyder ikke, at du aldrig må være i nærheden af dem. Det betyder, at du ikke skal deltage i, være med i eller have nogen andel i det, de gør. Hvad så med at investere i et firma, der fremmer umoralske eller på anden måde syndige ting? Selv om du ikke selv gør disse ting, er det forkert, at du drager fordel af, at de har succes med det, de gør.

Spørgsmål: Hvordan kan kristne i Efeserbrevet 5:11 på syndig vis have fællesskab med mørkets frugtesløse gerninger?

Svar: Hvis man direkte deltager i mørkets gerninger, er det selvfølgelig forkert. Men hvis man muliggør, støtter eller drager fordel af mørkets frugtesløse gerninger, skal man også holde op med det. En gruppe, der har plaget nogle kirker, især visse konservative kirker, som en parasit, er frimureriet. På de lavere niveauer fremstår det blot som en social organisation, der udfører velgørende arbejde. Men på de højere niveauer, hvor de tilbeder et væsen ved navn Baphomet og hævder, at mange af de store religioner alle tilbeder den samme gud, er de en religiøs organisation, der strider mod kristendommen. Da jeg gik i gymnasiet, vidste jeg intet om dette. Jeg blev inviteret til at melde mig ind i DeMolay, som dybest set er en frimurerorganisation for gymnasiedrenge. Men inden jeg tog af sted, fandt jeg ud af, at sorte drenge ikke måtte komme med. Jeg syntes, det var meget mærkeligt, og jeg havde ikke lyst til at besøge eller melde mig ind i en sådan organisation. Men uanset frimurerne: Hvis der findes en organisation, der udelukker mennesker på grund af deres hudfarve eller etniske baggrund, har man som kristen ingen grund til at melde sig ind i eller støtte den. Så hvis din kirke ønsker at være åben over for lokalsamfundet, og et lokalt frimurerloge ønsker at holde møde der, bør kirken ikke tillade det.

Nogle forsøger at kombinere kristendommen med ikke-kristne ting. For eksempel sagde Camilo Torres Restrepo, en leder inden for befrielsesteologien: »Hvis Jesus levede i dag, ville han være en guerillakæmper.«

På en negativ måde har nogle ikke-kristne besluttet, at de ikke vil investere i nogen virksomhed, der ikke støtter deres sociale dagsorden. Blackstone-gruppen blev grundlagt i 1985 som et alternativt investeringsselskab. På finance.yahoo.com havde den den 30. september 2023 en markedsværdi på 130 milliarder dollar. Den er blevet ranglistet som den 175. største virksomhed i verden. Mange virksomheder er ivrige efter at støtte en bestemt antikristen social dagsorden, ikke fordi USA tvinger dem til det, men snarere fordi Blackstone og andre måske trækker deres investeringer ud af dem, hvis de ikke gør det.

Spørgsmål: I Ef 5,11, i hvilket omfang er vi kaldet til at afsløre mørkets frugtesløse gerninger i stedet for blot at tie om dem?

Svar: Først og fremmest skal vi indse, at vi ikke vil være populære, når vi afslører mørkets gerninger, og at vi kan komme til at lide forfølgelse. Men vi bør afsløre mørkets gerninger, når de kan friste andre, eller når folk hævder, at de er moralsk acceptable. Vi bør advare andre troende mod at blive involveret i dem. Der er tidspunkter, hvor ren tavshed er en synd.

Ifølge Marx er religion i denne verden præget af udnyttelse et udtryk for lidelse og samtidig også en protest mod den virkelige lidelse. Med andre ord overlever religionen på grund af de undertrykkende samfundsforhold. Når disse undertrykkende og udnyttende forhold ophører, vil religionen blive overflødig. Samtidig betragtede Marx religionen som en form for protest fra arbejderklassens side mod deres dårlige økonomiske forhold og deres fremmedgørelse. Se Raines, John. 2002. »Introduction«. Marx on Religion (Marx, Karl). Philadelphia: Temple University Press. s. 5-6.

Spørgsmål: I Ef 5,11 står der, at kristne ikke skal have noget at gøre med mørkets gerninger. Bør kristne advokater da forsvare klienter, som de ved er skyldige?

Svar: Generelt er det svært at tjene til livets ophold som strafferetsadvokat, hvis man aldrig lyver, aldrig forvrænger sandheden, opfordrer sine klienter til aldrig at lyve og nægter at forsvare klienter, man ved lyver. Det er netop det, en kristen ville være nødt til at gøre for at være strafferetsadvokat.

Men som det påpeges i *Now That’s a Good Question*, s. 525–527, har selv personer, der tilstår sig skyldige, brug for en retfærdig retssag og kan argumentere for en mildere straf. Ikke desto mindre bør alle kristne være enige om, at det at lyve og antyde, at nogen er uskyldig, når man med rimelig sikkerhed ved, at vedkommende er skyldig, er noget, ingen kristen bør gøre.

Spørgsmål: Hvilke slags ting bør vi ifølge Ef 5,12 slet ikke tale om?

Svar: Det er i orden at nævne, at noget foregår på et overordnet plan, og at det er forkert at gøre det. Vi bør dog undgå »GSD« (Gross Sin Detail), hvor vi omtaler synden på en måde, der kan være fristende for en person, der er tilbøjelig til netop den synd. Desuden bør vi ikke nævne nogen »gode råd« om, hvordan man kan slippe af sted med en synd. Så for eksempel hørte jeg fra nogen om en måde at snyde et firma på, som er fuldstændig umulig at opdage. Vil du høre, hvad det er? – Beklager, jeg har besluttet aldrig at fortælle det til nogen.

Spørgsmål: I Ef 5,14 – hvor blev dette vers tidligere nævnt?

Svar: Disse nøjagtige ord blev ikke sagt i Det Gamle Testamente, selvom dele af det er ekkoer af Esajas 60:1 og 26:19. Vi har ikke noget skriftligt vidnesbyrd om, hvor dette tidligere blev sagt. Dette poetiske vers kunne stamme fra en profeti, et ord fra Jesus, der ikke er nedskrevet i evangelierne, eller en tidlig kristen salme. Paulus gik ud fra, at hans umiddelbare læsere ville genkende det.

Spørgsmål: I Ef 5,16: Hvordan er dagene onde?

Svar: Paulus henviser ikke til dagslyset, men siger, at tiderne er onde. Hvis man forestiller sig samfundet som et hav, er der en »undervandsstrøm«, der vil trække en ned, hvis man ikke er forsigtig. Ofringer til hedenske guder, umoral, bestikkelse og korruption samt udnyttelse af andre blev ikke blot praktiseret, men anset for at være socialt acceptabelt og helt normalt.

Den kristne forfatter Hieronymus (393 e.Kr.) beretter, at den romerske admiral Duilius fik at vide af andre, at han havde dårlig ånde. Han irettesatte sin kone, Billia, for aldrig at have fortalt ham det. Hun sagde til ham, at hun ikke havde sagt det, fordi hun troede, at alle mænd havde dårlig ånde. Han var så glad, fordi hun uforvarende viste, at hun altid havde været ham tro. Romerne fremhævede hende som et eksempel på stor kyskhed. Forestil dig at leve i et samfund, hvor én kvinde virkelig skilte sig ud fra de andre af netop den grund. Mod Jovinianus, bog 1, kap. 46, s. 382

I dag har strømmen måske ændret sig en smule, men den er der stadig. Vi, vores ægtefæller og vores børn kan alt for let blive revet med af den, hvis vi ikke bevidst lever på en måde, der går imod kulturen.

Spørgsmål: Hvilke vaner eller andre ting kan vi indføre for at udnytte vores tid bedst muligt, som det står i Ef 5,16?

Svar: Før vi gør noget som helst, må vi først indse, hvor dyrebar den gave er, vi har fået, nemlig »tiden«. Gør plads til de ting, du ønsker at bruge mere tid på, ved at stoppe med andre ting, der er en dårligere udnyttelse af din tid.

Som John R. W. Stott siger i *The Message of Ephesians*, s. 201-203: »Jonathan Edwards skrev inden sin tyvende fødselsdag i *Resolutions*: ’Beslutning: Aldrig at spilde et eneste øjeblik, men at udnytte det på den mest frugtbare måde, jeg overhovedet kan.

Spørgsmål: I Ef 5,17 taler Paulus til de troende, så hvordan kan nogle ægte troende være ukloge?

Svar: Det græske ord her, aphrones, betyder »fornuftsløs«, og det græske ord for »ufornuftig« i Efeserbrevet 5,15 er asophoi, som kan betyde »tåbelig«. De er lidt forskellige, selvom de overlapper hinanden. »Fornuftsløs« betyder grundlæggende, at man er uvidende, uden nogen anelse om sine omgivelser eller om, hvad der venter en. Tåbelig kan betyde det, eller også at man tror, man ser klart, hvad der venter en, men tager helt fejl. Der er et lille barns tåbelighed, og der er en tåbelighed, man har lært, og der er en tåbelighed, der kun opstår gennem hyppig øvelse.

Troende, ikke blot mennesker i almindelighed, har brug for at holde sig tæt på Gud og i hans ord for at undgå at falde i tåbelighed.

Spørgsmål: Ef 5,18 indeholder to bud, ikke blot ét, så hvordan hænger det andet bud sammen med det første?

Svar: Den første befaling er negativ: »Bliv ikke beruset.« Den anden, positive befaling, er en erstatning for den tid, du bruger på at håndtere beruselse.

Hvorfor bliver folk berusede? Der kan være forskellige årsager, og årsagen til, at nogen begynder at gå ad beruselsens vej, kan være anderledes end det, der holder dem fast i alkoholmisbruget. Folk kan drikke sig fulde for at dulme deres smerte, enten fysisk eller i form af smertefulde minder. Folk kan drikke sig fulde af kedsomhed eller forsøge at glemme tomheden i deres liv og det, de opfatter som livets meningsløshed. Folk kan drikke sig fulde på grund af glæden ved at drikke sammen med venner – eller i det mindste dem, de opfatter som venner. Folk kan drikke sig fulde for at få den stimulans eller den spænding, de oplever. Efter langvarigt alkoholforbrug kan folk drikke sig fulde på grund af det begær, deres krop har opbygget efter alkohol. De ser ikke noget forkert eller dårligt i at drikke sig fulde. De ser heller ikke noget dårligt i levercirrose, demens eller for tidlig aldring, når de har drukket nok.

Men at være fyldt af Ånden er noget helt andet end at være fyldt af alkohol; for det første kan man ikke bare indtage en masse væske for automatisk at opnå det. Det er bevidst, det kræver disciplin at bede og nærme sig Gud og »med glæde« sige nej til ting, der ser behagelige og fristende ud, fordi man har et højere kald; Gud vil have dig for sig selv. Som John R.W. Stott i *The Message of Ephesians*, s. 204-205, nævner, siger dr. Martyn Lloyd-Jones: »Hvis det var muligt at placere Helligånden i en lærebog om farmakologi, ville jeg placere ham under stimulanser, for det er der, han hører hjemme. Han stimulerer virkelig … Han stimulerer alle vores evner … sindet og intellektet … hjertet … og viljen …« (Lloyd-Jones, *Life in the Spirit*, s. 20-21.)

Ingen ægte kristen ville sige nej til at opleve Helligånden; men problemet opstår, når kristne vil have begge dele: både Ånden og synden. Det handler ikke om at sige »ja også« til Ånden, men om at sige »nej« til andre ting og »kun ja« til Ånden.

Ligesom det at være under indflydelse af alkohol påvirker dine beslutninger, din dømmekraft, din selvkontrol og dine ønsker, påvirker det at være under indflydelse af Ånden ligeledes dine beslutninger, din dømmekraft, din selvkontrol og dine ønsker. Apostlene var under indflydelse af Helligånden i Apostlenes Gerninger 2:13, og det blev forvekslet med at være under indflydelse af alkohol.

Spørgsmål: Hvad er der egentlig galt med at drikke sig fuld i Ef 5,18?

Svar: Der er én grund, og den alene er tilstrækkelig: Gud befaler os ikke at drikke os fulde. Folk drikker sig normalt fulde for fornøjelsens skyld, for at drukne deres sorger, eller når de er afhængige, fordi de har det så dårligt, når de ikke får deres drik. En kristen bør ikke miste kontrollen eller få sin selvkontrol svækket. Ud over den skade, det påfører kroppen, kan det skade relationer, påvirke ens evne til at beholde et job og påvirke ens økonomi. Et problem med en beruset person er, at vedkommende tror, at han eller hun kan kontrollere alkoholen, men uden at vide det, er det alkoholen, der kontrollerer vedkommende.

Jeg tog engang en ikke-kristen ven, der ofte drak sig fuld, med til et bibelstudie (som ikke havde noget med Efeserbrevet at gøre). Jeg ved ikke, hvornår han sidst havde slået op i en bibel, men da han for første gang slog op i bibelen der, var det netop dette vers, han læste. Desværre kom han ikke tilbage til bibelstudiet, fordi han sagde, det var »alt for uhyggeligt«!

På en lidt lettere tone står der i *The Communicator’s Commentary*, 1. og 2. Kongebog, s. 262, at en populær prædikant sagde: »Nogle af jer tror, I kan drukne jeres problemer i alkohol. Jeg vil have jer til at huske: ’Problemer kan svømme!’«

Spørgsmål: Henviser Ef 5,18 til en engangsfyldelse eller en vedvarende fyldelse med Ånden?

Svar: Den græske nutid her viser, at det ikke er en engangsfyldning, men en gentagen fyldning.

Det står også i flertal, så det gælder for alle troende, ikke kun enkelte personer. Det er i passiv, så »Fyld jer selv med Helligånden« ville være en dårlig oversættelse. »Bliv fyldt« eller »lad Helligånden fylde jer« ville afspejle den passive form. Endelig er det ikke et mål, vi skal stræbe efter at nå; det er en befaling, som vi forventes at efterkomme.

Spørgsmål: Hvilket løfte skal vi afgive her i Ef 5,20?

A: For alt, hvad der sker for dig, skal du takke Gud for det og for, hvordan Han kan bruge det i dit liv. Det betyder ikke, at alt, hvad der kommer din vej, er godt; nogle ting er onde. Du skal ikke takke Gud for det onde, men du kan stadig takke Gud for, hvordan Han kan bruge det. Selv hverdagsting, som at spise, være intim med din ægtefælle eller være sund nok til at motionere – tak Gud hver gang.

Q: Hvordan kan vi i Ef 5,21 bedre leve som forbilleder på at underordne os hinanden ud af ærbødighed for Kristus?

Svar: Først og fremmest må vi holde op med at bekymre os om, hvorvidt vi står over andre »i en ledende stilling« eller ej. At være ligeglad med at fremme vores rolle eller position er i de fleste samfund i dag i modstrid med den rådende kultur. Vi må være tilfredse med, at der er nogen, der står over os på et bestemt område. Vi må overvinde vores frygt for, at de måske vil behandle os dårligt, manipulere os eller udnytte os.

Endelig skal vi, når en anden underordner sig os, behandle vedkommende, som vi selv ønsker at blive behandlet. Autoritet er ikke underkastelse. Vi skal passe på ikke at behandle vedkommende dårligt, manipulere eller udnytte vedkommende. Vi skal give vedkommende frihed til at gøre, hvad vedkommende ønsker, inden for rammerne af målet, og frihed til at vælge, hvordan det skal gøres, inden for rammerne af samarbejdet med andre.

Spørgsmål: Hvorfor taler Paulus så meget om ægteskabet i Ef 5,22–6,4?

Svar: Paulus taler meget om ansvar og om at være et godt forbillede for ægteskab og familie. Tænk over dette: Ægteskabet er ikke til for en persons lykke. Det er en sidegevinst ved ægteskabet, men det primære formål med ægteskabet – ligesom det primære formål med resten af vores liv – er at herliggøre Gud. Vis verden, hvordan man kan være lykkelig, mens man herliggør Gud. Men man kan ikke lade som om man er lykkelig for evigt; folk vil gennemskue det. Du bør lære at være fuldstændig tilfreds, lykkelig og taknemmelig i dit ægteskab.

Interessant nok sagde de stoiske filosoffer, at ægtemænd også skulle elske deres hustruer, men de brugte kun det græske ord phileo, der betyder broderlig kærlighed. Paulus siger, at ægtemænd skal elske deres hustruer, og han bruger ordet agape, altså opofrende kærlighed.

Spørgsmål: Hvorfor skal hustruer adlyde deres ægtemænd i Ef 5,22?

Svar: Der er to supplerende svar.

1. Hvis en hustru ønsker at være lydig mod Gud, vil hun adlyde det, der her befales. Hustruer bør adlyde deres ægtemænd, selvom ægtemanden ikke er kristen. Hustruer skal dog være ulydige mod deres ægtemænd, når der er en konflikt mellem det, ægtemanden ønsker, og det, Gud ønsker. I så fald bør de følge Gud, den højere autoritet.

2. At hustruer adlyder deres ægtemænd er ikke hele historien i et kristent ægteskab. Ægtemænd skal elske deres hustruer, som Kristus elskede menigheden (Ef 5,25). Alle er pålagt at underordne sig hinanden i Kristus, ifølge Ef 5,21.

Spørgsmål: Er det sandt, at Bibelen i Efeserbrevet 5:22 aldrig udtrykkeligt siger, at hustruer skal elske deres ægtemænd?

Svar: Dette er en falsk påstand, jeg har hørt. Bibelen siger i Titus 2:4, at kvinder skal læres at elske deres ægtemænd.

Spørgsmål: Hvad er det mest usædvanlige ved denne metafor i Efeserbrevet 5:22?

Svar: Det er en mærkelig metafor her; Kristus er sin egen ægteskabsformidler. Kristus gjorde specifikt fem ting for sin brud. Han elskede hende, gav sig selv for hende for at hellige hende, rensede hende og fremstillede hende for sig selv.

Spørgsmål: Hvordan skal ægtemænd elske deres hustruer i Efeserbrevet 5:28?

Svar: I modsætning til hvad nogle måske tror, siger det græske IKKE blot, at ægtemænd skal elske deres hustruer, ligesom de elsker sig selv. Tværtimod er den første del endnu stærkere. Ægtemanden skal betragte hustruen som en del af sin egen krop. Efeserbrevet 5:29-31 bekræfter også dette.

Spørgsmål: Hvorfor skal hustruer i Ef 5,33 respektere deres ægtemænd?

Svar: De bør gøre det, om ikke af anden grund, så fordi Gud befaler det. Vi kan dog se en række grunde til, at det er godt for os, at Gud har givet dette bud. Som ægtemand sætter jeg pris på hendes respekt. Børn kan have lettere ved at adlyde og respektere deres far, når deres mor respekterer ham. Derfor er det vigtigt, at ægtemænd og hustruer ikke kritiserer hinanden foran børnene.

Desuden observerer børn jeres holdninger og adfærd og efterligner dem, når I ikke er opmærksomme på det, på måder, I ikke forventer. En gang overhørte jeg mine børn lege »familie«. Den ene skulle spille rollen som storesøster, en anden skulle være lillesøster, en skulle være mor, og en skulle være kæresten.

Som en sidebemærkning anerkendte det græsk-romerske samfund også, at hustruer havde en forpligtelse over for deres ægtemænd, men ikke at ægtemænd havde nogen forpligtelser over for deres hustruer, ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 76. Så Paulus siger noget »mærkeligt« her i forhold til, hvad nye kristne allerede ved.

Spørgsmål: I Ef 6,1 står der, at børn skal adlyde deres forældre, men hvad hvis deres forældre siger, at de skal forlade den kristne tro?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Også ikke-troende forældre: Efeserbrevet 6:1 siger ikke, at man kun skal adlyde sine forældre, hvis de er kristne, men at man skal adlyde sine forældre uanset deres tro.

Kun i Herren: I Efeserbrevet 6:1 præciserede Paulus udsagnet ved at sige, at man skal adlyde sine forældre i Herren. Vi bør adlyde al forældremyndighed og statslig autoritet, i det omfang den ikke strider mod Guds ord.

Som en historisk bemærkning kan det nævnes, at dette svar i grunden blev givet af Johannes Chrysostomos i hans prædikener over Efeserbrevet ca. år 396 e.Kr.

Spørgsmål: Hvad er aldersgrænsen for det græske ord for »børn« i Efeserbrevet 6:1,4?

Svar: Der er ingen aldersgrænse, da det græske ord bogstaveligt betyder »afkom« og ikke »små børn«.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Ef 6,2, at dette var »det første bud«, når det faktisk var det femte af de ti bud?

Svar: I udtrykket »det første bud« findes ordet »det« ikke i den græske tekst. »Første« kan betyde »primært«, og dette var et af de primære bud. Wuests udvidede oversættelse gengiver dette udtryk som »som er et bud af en sådan art, at det er det første bud…« Naturligvis er dette bud også det første, som små børn lærer.

Spørgsmål: I Ef 6,3, bør verset oversættes som »i landet« eller »på jorden«?

Svar: Paulus citerer fra passager i 2. Mosebog 20:12 og 5. Mosebog 5:16. I den hebraiske og græske tekst (herunder den græske Septuaginta) i alle tre vers kan ordet betyde enten »jord« eller »land«.

Imidlertid siger både 2. Mosebog 20:12 og 5. Mosebog 5:16: »…så dine dage må blive lange i det land, som Herren din Gud giver dig« (BSB). Konteksten er altså »Kana’ans land« og ikke »jorden«. Da Paulus siger, at han citerer det forrige bud, er begge betydninger tilladte, men den primære betydning var »land«.

Spørgsmål: Hvad er det egentlig, der loves i Ef 6:3, 2 Mos 20:12 og 5 Mos 5:16?

Svar: Kristne kan se, at dette løfte er sandt på ikke blot én, men fire måder. Selvom man måske ikke er enige om, hvilken der er den primære betydning, er alle fire betydninger sande.

Som samfund: Som svaret på det forrige spørgsmål viser, blev løftet i Det Gamle Testamente oprindeligt givet, så folket kunne leve længe i Kana'ans land uden at blive forvist. Dette kan generaliseres som et »samfundsmæssigt« princip. Ser man på store dele af den vestlige historie, må børn lære af deres forældre, for at kristendommen kan forblive stærk i et land.

Et andet eksempel på et kollektivt løfte er 2. Krønikebog 7:14: »Hvis mit folk, som er kaldet ved mit navn, ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender sig fra deres onde veje, så vil jeg høre dem fra himlen, tilgive deres synd og helbrede deres land« (BSB).

Individuelt: Som Paulus lærer, gælder både dette bud og dette løfte for os i dag. Efeserbrevet 6:3 lover ikke, at kristne vil leve længere end andre, men med Guds beskyttelse vil kristne børn leve længere på jorden, end de ellers ville have gjort. Selv en person, der døde i en alder af 25 år, har levet længere, end hvis vedkommende var død i en alder af 20 år. Vi bor måske ikke i Israels land, men vi ønsker at leve i det land, hvor vi i Guds øjne hører til.

Et andet eksempel på et individuelt løfte er Matthæus 19:29-30, hvor alle, der har forladt huse eller familie for Jesu skyld, vil arve hundrede gange så meget og arve det evige liv.

Livskvalitet: Alle tre vers lover ikke blot et langt liv, men også at man skal leve godt. Selv det græske ord for »langlivet« er interessant: »makrochronious«, som bogstaveligt talt betyder »langvarig«. Der er en vittighed om en person, der mødte en ældre, beruset mand, der vaklede af sted, foroverbøjet, med rynker og leverpletter. Hun spurgte: »Hvordan kan det være, gamle mand, at du kan drikke så meget og alligevel leve så længe?« Den berusede svarede: »Gamle mand! Jeg er da kun 30 år gammel!« Gud beskytter os ikke blot, men når vi lever et rent liv uden stoffer, beruselse og ulovlig sex, vil det ofte forlænge vores levetid her på jorden.

Et andet eksempel på et løfte om livskvalitet findes i 2. Mosebog 23:26, hvor Gud lover de lydige israelitter, at sygdom og aborter vil blive fjernet fra dem, og at Gud vil »opfylde antallet af jeres dage« (BSB), hvilket lyder meget lig løftet i Efeserbrevet 6:3.

I forbindelse med tusindårsriget: I Åbenbaringen 20:4 vil de kristne naturligvis genopstå og regere sammen med Kristus i 1.000 år, inden de øvrige døde vender tilbage.

Andre eksempler på løfter, der muligvis vedrører tusindårsriget, er: Israels opstandelse i Ezekiel 37 og templet i Ezekiel 40-47, herunder det vand, der strømmer ud af det i Ezekiel 47.

Spørgsmål: Hvordan forholder man sig i Efeserbrevet 6:3 og følgende til et lille barn – eller endda en voksen – der som barn ikke modtog nogen disciplin eller korrektion?

Svar: Vi bør forsøge at være en velsignelse. Vi er en levende Bibel (2. Korintherbrev 3:2-3), så vi bør vise dem sandheden. Bed Gud om vejledning til, hvordan du skal bede for dem. Gør ting, der viser, at du respekterer dem. Fastlæg regler såsom »vi kan være enige om at være uenige«.

Men dette kan være svært, og de kan være uudholdelige at være sammen med. Du kan måske føle en vis medlidenhed med den mangelfulde opvækst, de har fået fra deres forældre. Men på en eller anden måde skal du forsøge at få dem til at indse, at de er nødt til at ændre sig og være villige til at acceptere korrektion og irettesættelse.

Spørgsmål: Bør fædre ifølge Ef 6,4 nogensinde gøre deres børn vrede?

Svar: Nogle gange ja. Men fædre bør ikke drive deres børn til vanvid, og Kolossenserbrevet 3:21 siger ligeledes, at fædre ikke bør gøre deres børn bitre. Men vigtigere end blot at disciplinere dine børn er det, at du også udtrykker, at du elsker dem, respekterer dem og er glad for, at de er der. Gudfrygtige forældre har ikke ret til at opføre sig urimeligt over for deres børn. De bør ikke gøre deres børn vrede uden en god grund, såsom at disciplinere dem. Legemsstraf (smæk) er i orden og undertiden nødvendig, som Ordsprogene 13:24, 22:15 og 23:13-14 viser.

Spørgsmål: I Efeserbrevet 6:4 – bør mødre også være opmærksomme her?

Svar: Ifølge både *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 82, og Gene Getz i en prædiken den 16. januar 2000 henviste det græske ord for fædre ofte generelt til forældre. The New Geneva Study Bible, s. 1870, siger også, at dette henviser til forældre. Ligeledes siger The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 642, at det er fædrene, der henvendes til her, fordi »de repræsenterer familiens overhoved, på hvem ansvaret for børnenes opdragelse hviler«.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Ef 6,4, hvorpå forældre kan gøre deres børn bitre, vrede eller opbragte?

Svar: Det græske ord parorgizete bruges kun her, Romerbrevet 10:19, jf. Kolossenserbrevet 3:21. Det betyder bogstaveligt talt »at provokere til vrede«. I *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 81, står der, at dette vers var virkelig revolutionerende, da det blev sagt i et samfund, hvor faderens autoritet var absolut, og hvor der ikke blev taget hensyn til barnets følelser.

Du bør disciplinere dem for deres eget bedste, ikke ud fra dine egne følelser. Behandl dem, som om de er lige så vigtige for Gud som du selv, for det er de. Du må ikke mobbe, nedgøre eller modløse dem. Medmindre de er klar over, at du disciplinerer dem, bør du vise dem den samme respekt, høflighed og mangel på mobning, som du ville vise en voksen ven.

Her er en liste over nogle måder, hvorpå forældre kan irritere deres børn, som Gene Getz fremlagde i en prædiken den 16. januar 2000.

Fysisk mishandling, herunder at miste besindelsen eller straffe dem, mens din vrede er ude af kontrol

Psykisk mishandling, herunder at gøre dem forlegne

At forsømme dem, med andre ord at irritere deres børn ved det, de ikke gør.

At undlade at forsøge at forstå dem. At vise ingen interesse for deres liv, uddannelse, sport eller fødselsdage.

Hykleri. Forældre forventer undertiden en adfærd fra deres børn, som de ikke selv udviser.

Forvent for meget af dem

Sæt dem under et præstationspres

At tvinge dem til at acceptere vores mål og idealer vil ikke fungere. Det skal være deres egne mål og idealer.

Når vi ikke er villige til at indrømme vores fejl.

Andre måder er:

At opstille smålige regler – at forbyde barnet at gøre vilkårlige ting, der hverken er dårlige eller farlige, og som de andre børn må.

At have favoritter

At manipulere dem – at fortælle dem, at de aldrig vil blive til noget.

At stille krav, der enten er urimelige eller urimelige for dem, uden at forklare hvorfor.

Spørgsmål: Støtter Bibelen slaveri i Efeserbrevet 6:5-7?

Svar: Bibelen anerkendte, at nogle kristne var slaver, og den tillod kristne at eje slaver. Den opfordrede dog til frihed for slaver i 1 Korintherbrev 7:21,23. I modsætning til slaveri i den Nye Verden og den muslimske verden måtte man ikke bortføre og sælge mennesker som slaver (2. Mosebog 21:16); slaver måtte ikke mishandles (2. Mosebog 21:26-27), og bortløbne slaver måtte ikke returneres til deres herrer (5. Mosebog 23:15-16).

Bibelen tolererede både, at en kristen var slave, og at en kristen ejede en slave, da slaveri var uadskilleligt fra datidens kultur. Kristne herrer måtte dog ikke behandle slaver på samme måde, som ikke-kristne slaveejere behandlede slaver. I Det Nye Testamente måtte herrer aldrig true slaver (Efeserbrevet 6:9), og herrer skulle behandle slaver retfærdigt og rimeligt (Kolossenserbrevet 4:1).

Spørgsmål: I Ef 6,5-8 skulle kristne slaver stadig adlyde deres herrer, selvom de var onde. I hvilket omfang skal vi da adlyde og respektere vores chef på arbejdspladsen, hvis han eller hun er ond?

Svar: Ja. Det kan sammenlignes med, at et barn skal adlyde sine forældre i Herren, selvom forældrene ikke er kristne. Bibelen har mere at sige til slaver end til konger. Der var relativt få konger, og afhængigt af perioden udgjorde slaver højst mellem halvdelen og to tredjedele af befolkningen i det romerske imperium.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi ifølge Ef 6,7 gøre vores bedste, når ingen ser på?

Svar: Nogen definerede engang karakter som »hvem du er, når ingen ser på«. Men folk ser dig mere, end du tror. Måske bør det udtryk rettes til »karakter er, hvem du er, når du tror, at ingen ser på«.

Selvfølgelig holder Gud altid øje med os. Nogen sagde engang, at som kristen kan man gøre, hvad man vil. Husk dog, at Gud altid ser på, at engle ser på, at dæmoner ser på, og måske ser afdøde hellige også på, og at du skal aflægge regnskab for Kristus for alt, hvad du har gjort. Så når du ved, at du bliver iagttaget af alle disse mennesker og skal aflægge regnskab, så ja, gør da bare, hvad du vil!

En kristen ekspedient blev engang bedt af en kunde om at give ham mere, end han havde betalt for, idet kunden forsikrede ham om, at hans arbejdsgiver ikke kiggede. Men den kristne svarede: »Min Herre ser altid på!« (The Believer’s Bible Commentary, s. 1951)

Husk, at vi tjener Gud og mennesker efter bedste evne, uanset om vi ser, at nogen kigger, eller ej.

Spørgsmål: Hvorfor bad Gud ikke herrerne i Ef 6,9 og 1 Pet 2,18 om at frigive alle deres slaver?

Svar: Hvor skulle slaverne tage hen? Lige efter en periode med hyppige krige var måske to tredjedele af befolkningen i det romerske imperium slaver, som ville have svært ved at tjene til livets ophold på ærlig vis som frie mennesker. På den tid ville det være bedre at have en kristen herre, der indså, at Gud var deres fælles herre, end at blive frigivet uden nogen færdigheder eller støtte. En kristen herre ville ikke mishandle slaverne, udnytte dem seksuelt eller på anden måde, men behandle dem som ligemænd foran Gud. Se også det foregående spørgsmål.

Spørgsmål: Hvad ved vi om en romersk soldats rustning i Ef 6,10-18?

A: Paulus blev bevogtet af en romersk soldat, så han kunne sandsynligvis bare kigge over og se, hvad en romersk soldat havde ved sig. En romersk soldat i kamp ville altid have et pilum, en slags spyd, men en soldat, der bevogtede en fange, ville ikke have et.

En ting, der ikke nævnes her, men som stærkt antydes, er, at vi har brug for beskyttelse mod djævelens angreb. Hvis selv modne kristne har brug for beskyttelse, hvor meget mere har vores børn og unge kristne så ikke også brug for at blive beskyttet? Hvis en kristen nogensinde siger, at børn bare skal opdrages neutralt, og at de selv skal finde deres egen vej til Gud, så tvivler jeg på, om vedkommende nogensinde har læst Efeserbrevet 6:10-18.

Et andet punkt er, at det ikke er soldatens eget udstyr, som han selv har fremstillet. Det er udleveret af Gud. Det er ikke sådan, at soldaten har brug for noget af dette udstyr; soldaten har brug for det komplette sæt af dette udstyr.

Romerske soldater var tungt rustede for at forsvare en stilling mod alt, hvad der kom i vejen for dem. De måtte forsvare sig mod direkte angreb fra sværd, spyd, knive, stridskøller osv. samt mod angreb, de ikke så komme, som f.eks. pile. Historikeren Polybius (6.23.2) gav en detaljeret beskrivelse af en infanterist. Hele rustningen, kaldet panoplia – hvorfra vi har ordet panoply – var vigtig, så der ikke var nogen ubeskyttede steder, som en bueskytte kunne ramme.

Her er de seks rustningsdele, inddelt i to kategorier med tre i hver. De første tre tog et stykke tid at tage på, og de skulle bæres hele tiden. De sidste tre dele kunne en soldat hurtigt tage på lige før kampen. En hjelm er varm og tung, så den blev også kun taget på før kampen.

Brystpladen, eller thorax, fik tilnavnet »hjertets beskytter«. Den var af bronze og dækkede både for- og bagsiden, selvom nogle officerer i stedet havde den lettere kædepost. Tro og kærlighed kaldes en brystplade i 1. Thessalonikerbrev 5:8.

Bæltet, eller »zone«, holdt rustningen på plads, og derfra hang skeden, der rummede sværdet. At løsne bæltet betød at gå af vagt ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 87.

Skjoldene i den romerske hær var lange og rektangulære. Romerske soldater kæmpede bedst side om side for at danne en mur af skjolde, som de kaldte en testudo, ordet for skildpadde. De var ca. 4 x 2,5 fod eller 1,2 x 0,75 meter. Efter belejringen af Dyrachium fandt en soldat ved navn Sceva 220 spyd, der sad fast i hans skjold.

Hjelmen, eller perikephalaia, der betyder »hovedbeklædning«, var af bronze med læderbeslag. Frelsens hjelm nævnes også som noget, Gud bærer, i Esajas 59:17. Hjelmen kaldes frelsens håb i 1. Thessalonikerbrev 5:8. Rækkefølgen er vigtig her. Skjoldet var fastgjort til soldaten med et skjoldhåndtag, og skjoldet måtte fastgøres, før hjelmen kunne tages på.

Støvler var vigtige for romerne for ikke at miste fodfæstet. Soldaterne havde specielle støvler kaldet caligae. Den jødiske historiker Josefus (Jødernes krig 6.1.8) fortæller, at de havde korte, skarpe søm i sålen for at bevare fodfæstet. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 11, s. 87-88, står der, at årsagen til, at Alexander den Stores og Roms hære kunne marchere hurtigt over lange afstande på ujævnt terræn, skyldtes deres støvler.

Sværd: Den romerske infanterist havde tre angrebsvåben, men mærkeligt nok nævner Paulus kun ét af dem. Der var et spyd, eller pilum, et thrakisk bredsværd, eller rhomphaia, og gladius, eller kort sværd, som er det, Paulus nævner. Gladius var det foretrukne våben til nærkamp.

Den eneste ulempe ved al denne rustning er, at det tog et stykke tid at tage den på. Hvis nogen udførte et overraskelsesangreb, og soldaterne ikke var klar, ville det tage et stykke tid, før de kunne kæmpe. Derfor er vi så at sige endda nødt til at sove med vores rustning på.

Spørgsmål: Hvordan ligner menigheden en militærbase i Ef 6,10-18?

Svar: Med al den fokus på mode og modeller kan man tænke på Efeserbrevet 6:10-18 som en slags »kristen modeshow« eller vores åndelige garderobe, med vægt på »krigs«-delen.

En menighed kan sammenlignes med et hospital for de syge, der skal redde de døende, en ambassade, en forelæsningssal og en skole til læring, et fællesskabsrum for medbrødre og -søstre i Herren eller en musikkoncert eller underholdning. Alle disse ting er aspekter af en lokal menighed, men Paulus nævner intet af det her, fordi Paulus nævner et vigtigere aspekt. En menighed er en militærbase i krigstid, i fjendtligt territorium. Vi skal herliggøre Gud, bruge bønnen som et angrebsvåben og redde fortabte mennesker ved at dele evangeliet. Åh, og forresten, vi bør udruste og hjælpe andre til at gøre det samme. Men det nytter ikke meget at udruste andre, hvis vi ikke selv tjener som Guds soldater.

Vores kamp er ikke fysisk og ikke med voldelige våben, men snarere en åndelig kamp mod sataniske kræfter. Nogle gange kan vi fejlagtigt antage, at kampen er mod mennesker, vi kan se. Men kampen er snarere mod åndelige kræfter, vi ikke kan se.

Vi skal kæmpe, som en soldat, for at vinde mennesker for Herren. Hvis du ikke kæmper, eller slet ikke arbejder hårdt på det, hvor god en soldat for Kristus er du så?

Spørgsmål: Hvordan adler en kristen, der er stærk i Herren, sig anderledes i Ef 6,10 end en, der ikke er stærk i Herren?

Svar: En kristen, der er stærk i Herren, vil typisk udmærke sig på mindst fire områder.

De nærmer sig Gud med fuld tillid og et oprigtigt hjerte, som det står i Hebræerbrevet 10,22-23. De er ivrige efter at dele deres liv, og alle kan se deres glød, når de udtrykker deres kærlighed til Gud ved at leve deres tro ud.

De stoler på Gud. De sætter deres lid til Gud, tænker på Gud og er ikke så tilbøjelige til at falde for fristelser, fordi deres tanker hviler på Ham. De er villige til at give afkald på andre ting, hvad enten de er gode eller dårlige, for Guds skyld, som det fremgår af Filipperne 3:7-10.

De kan udholde ikke blot fristelser, men også svære tider og tab. De er som løbere, der løber et løb, som det står i Hebræerbrevet 12,2-7.

De er ikke så optaget af sig selv, men bekymrer sig oprigtigt og inderligt om andre. De anser andres velfærd for vigtigere end deres egen, som det står i Filipperne 2:3.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Efeserbrevet 6:12 mellem »denne verdens mørkets magter« og »de onde åndelige kræfter i de himmelske riger« (BSB)?

Svar: De er alle onde kræfter og kan være det samme, men disse to beskrivelser viser forskellige aspekter. Mørkets magter i denne verden henviser til onde ideer, kræfter og mennesker, der kan have magt og autoritet over forskellige institutioner såsom regeringen, skoler, virksomheder og medierne. De onde åndelige kræfter i de himmelske riger henviser ikke til jordisk magt, men både direkte dæmoniske kræfter og onde religiøse påvirkninger, både uden for og inden for kirkerne.

Det græske ord for verdens herskere kan også oversættes som kosmiske herskere. Det er kosmokratores, og ordet blev brugt i græske orfiske hymner til Zeus som himmelske kræfter, der styrede menneskers skæbne.

Spørgsmål: Hvem eller hvad kæmper vi egentlig imod i Ef 6,12?

Svar: Det er vigtigt, at vi forstår, at vores kamp ikke blot er mod menneskelig uvidenhed, svaghed og fordomme. Det handler ikke blot om, at allerede gode mennesker har brug for at blive informeret, hjulpet og vist den rette vej. Tværtimod er hele verden under den ondes herredømme (1. Johannesbrev 5:19) og fjendtlig over for Gud (Romerne 8:7).

Vores kamp er usædvanlig, fordi Gud kalder os til at gøre ting, der ville være fuldstændig ineffektive, hvis vi skulle gøre dem af egen kraft. Gud forventer snarere, at vi gør ting, der er umulige på egen hånd, men mulige med Gud.

Spørgsmål: Hvorfor er det egentlig vigtigt, ifølge Ef 6,13, at være stærk i Herren og bære Guds rustning?

Svar: Dette er ikke noget valgfrit, der blot er ”rart at have”, men en afgørende del af vores sikkerhed og personlige effektivitet af tre grunde:

Hvem er imod os: Djævelen og de mørke kræfter kan være stærke, intelligente og listige, charmerende på en afvæbnende måde, men alligevel blodtørstige, grusomme og hensynsløse, og vi har brug for beskyttelse mod både direkte angreb og subtile angreb.

Vores mission: Vi skal stå imod djævelens list (Efeserbrevet 6:11), vi skal kæmpe mod denne verdens mørkets magter (Efeserbrevet 6:12) og stå fast på den onde dag (Efeserbrevet 6:13-14).

Når vi skal stå fast: Som kristne skal vi med Guds hjælp og ære forvente altid at kunne stå fast, men især når det bliver svært på den onde dag (Efeserbrevet 6:13).

Ligesom en soldat bør være tilbageholdende med at kæmpe uden sin rustning og sine våben, og ligesom en atlet bør være tilbageholdende med at konkurrere uden sine beskyttelsesudstyr og andet sportsudstyr, bør en kristen være lige så tilbageholdende med at leve og kæmpe for troen uden sin åndelige rustning.

Spørgsmål: I Ef 6,14, er sandhedens bælte da Guds sandhed, vores sandfærdighed eller vores evne til at skelne sandheden?

Svar: Det græske ord for sandhed her (aletheia) kan, ligesom det engelske ord »truth«, betyde begge dele. Men ud fra sammenhængen er der tre opfattelser:

Den troendes integritet og trofasthed, ikke evangeliets fakta, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 643. *NIV Study Bible*, s. 1799, siger, at det er vores karakter. *The Evangelical Commentary on the Bible*, s. 1032, siger, at det er vores ærlighed over for andre mennesker. *The New International Bible Commentary*, s. 1438, siger, at det er vores oprigtighed og personlige integritet.

Guds ords sandhed og vores tillid, der udspringer af visheden om det. The New Geneva Study Bible, s. 1871.

De to første: *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 87

Johannes Chrysostomos har i sin kommentar til Efeserbrevet en hel prædiken (23) om netop dette vers. Han fokuserer primært på det første aspekt, nemlig vores sandfærdige, hellige livsførelse. Men på s. 164 spørger han også, hvordan vi kan omgorde vores lænder med sandhed, og siger billedligt: »Den, der søger sandhedens lære, skal aldrig falde til jorden.«

Alle tre: The Believer’s Bible Commentary, s. 1952, siger: »Vi skal naturligvis være trofaste i at holde fast ved sandheden i Guds ord, men det er også nødvendigt, at sandheden holder fast i os. Vi skal anvende den i vores dagligdag. Når vi prøver alt ved sandheden, finder vi styrke og beskyttelse i kampen.«

Sammenfattende: Vi bør være omgjordet med alle aspekter af sandheden: Vi bør ikke blot tro på sandhedens kilde – Gud – men lade den slå rod i vores liv for at forvandle os, så vi dermed bliver i stand til at skelne mellem, hvad der er sandt og falsk i denne verden.

Spørgsmål: Hvordan kommer vores beredskab i Ef 6,15 fra fredens evangelium?

Svar: Beredskab kan komme fra at studere Guds ord, lære og have fællesskab med andre troende, men det er ikke det, der nævnes her. Dette beredskab kommer fra vores håb og begejstring over den gode nyhed for os og for alle, der vil tro.

Spørgsmål: Hvorfor har vi i Ef 6,16 brug for et skjold ud over den øvrige rustning?

Svar: Det er godt at have beskyttelse mod angreb i flere lag. Hvis de kommer forbi det ene lag, er der stadig et andet. De kan ikke komme forbi rustningen, hvis skjoldet standser dem. Et romersk skjold var normalt rektangulært, 2 fod gange 4 fod, og lavet af metal beklædt med læder. Det kunne veje 12 pund eller måske så meget som 15 pund. Nogle gange slog de fjenden med deres skjolde for at få dem til at miste fodfæstet. Selv hvis du allerede har sandhedens bælte og retfærdighedens brynje, skal du stadig slukke den ondes brændende pile med troens skjold. Hebræerbrevet 11 giver mange gode eksempler på tro. NIV Study Bible, s. 1799, tilføjer, at romerske skjolde var af metal, men beklædt med læder. Læderet kunne gennemvædes med vand for at slukke de brændende pile, selvom det ville øge vægten. Den græske historiker Herodot fortæller, at pile blev dyppet i tjære og sat i brand. Pompejus brugte tjæredyppede brændende pile i et søslag mod Marcus Antonius. Octavian (Augustus) brugte brændende pile i søslaget ved Actium. Vi kender ikke til noget sted, hvor der blev brugt forgiftede pile.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at sværdet nævnes sidst i Ef 6,17?

Svar: Før man drager ud med sværdet, skal man have forsvaret på plads.

Spørgsmål: Hvordan skal Paulus og vi være frygtløse i Ef 6,19-20?

Svar: De græske ord for frygtløs, en parrhesia og parrhesiasomai, kan betyde »med frimodighed«. Det betyder ikke »med lukkede øjne« eller uden at tage højde for risiciene, men snarere at vi alligevel gør Guds vilje på trods af de risici, vi kender, og dem, vi ikke kender.

Spørgsmål: Hvad siger Ef 6,19 om det romersk-katolske begreb »nådens forråd«?

Svar: Nådeforsyninger er en romersk-katolsk forestilling om, at helgener – og især Maria, Jesu mor – besidder ekstra nåde, som de kan skænke til dem, der beder til dem. Men i Efeserbrevet 6:19 beder Paulus ikke om at uddele ekstra nåde til andre, men beder i stedet om, at de beder til Gud om at styrke Paulus. Det er også interessant, at Paulus er fængslet (sandsynligvis i husarrest), da han skriver Efeserbrevet. Hans vigtigste bøn er ikke om tidlig løsladelse eller om sin egen sikkerhed, men han ser sit største behov som behovet for at tale frimodigt.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved ordet »lænker« i Efeserbrevet 6:20?

Svar: Det er en dobbeltbetydning. Rige mennesker, herunder kvinder og ambassadører, bar små dekorative guldkæder; vi ville kalde dem halskæder og armbånd. Det samme ord kan også betyde en fanges lænker. Det, som romerne ville betragte som en fanges lænker, tænkte Paulus måske på som dekorative kæder, synlige i himlen.

Spørgsmål: Hvorfor er der i Ef 6,21-24 så tæt parallel til Kol 4,7-8?

Svar: Paulus skrev begge breve næsten samtidig, og Tykikus bragte sandsynligvis begge til deres menigheder. Paulus havde sandsynligvis travlt med at færdiggøre dem, inden Tykikus rejste. Hvis en senere person havde forfalsket Efeserbrevet og/eller Kolossenserbrevet i Paulus’ navn, ville vedkommende have sørget for ikke at gøre dem så ens.

Spørgsmål: Hvad er lighederne mellem Efeserbrevet og Paulus’ andre breve?

Svar: Her er nogle ligheder og forskelle i forhold til Paulus’ andre breve. For at underbygge vores argument vil vi også sammenligne disse bøger med Jakobsbrevet, 1. og 2. Petersbrev, 1.–3. Johannesbrev og Judasbrevet, som alle er breve, der vides ikke at være skrevet af Paulus.

(ikke fuldstændig)

Spørgsmål: Skrev Paulus Efeserbrevet?

Svar: Alle var enige om, at Paulus skrev Efeserbrevet, indtil faderen til den kristne liberalisme, Friedrich Schleiermacher (1768-1834), benægtede det. Det hævdes at være anderledes på grund af lange sætninger, unikke ord og ligheder med Kolosserbrevet, som de også benægter er skrevet af Paulus. Efeserbrevet indeholder 39 (eller 42) unikke ord, der ikke findes i de bøger, de anerkender som værende skrevet af Paulus. Romerbrevet indeholder imidlertid 100, 1. Korintherbrev 180, 2. Korintherbrev 95, Galaterbrevet 33 og Filipperbrevet 41.

Spørgsmål: Hvilke beviser har vi i Efeserbrevet for, at denne bog bør være med i Bibelen?

Svar: Der er mindst fire gode grunde.

1. Paulus skrev den, og han var en apostel. Peter bekræftede, at Paulus’ ord var Skriften i 2. Petersbrev 3:15-16.

2. Paulus sagde selv, at han var en apostel i 1 Timoteus 1:1; 2:7, Romerbrevet 1:1; 1 Korintherbrevet 1:1; 9:1, 2 Korintherbrevet 1:1, 11:5; Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:1; Kolossenserbrevet 1:1; 1. Timoteusbrev 1:1; 2. Timoteusbrev 1:1; Titusbrevet 1:1.

3. Citater og henvisninger fra tidlige kristne forfattere

Ignatius’ brev til efeserne (110–117 e.Kr.) kap. 1 citerer Efeserbrevet 5:2, og i kap. 12 siger han, at Paulus nævner efeserne i sit brev. Ignatius’ brev til Polykarp kap. 5 citerer Efeserbrevet 5:25.

Polykarpus’ brev til filipperne (biskop fra 100–155 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 2:8–9 og 4:26 sammen med en række andre vers uden at angive kilden, bortset fra at sige, at citaterne fra Salme 4:5 og Efeserbrevet 4:26 er »forkyndt i disse skrifter«.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer adskillige steder. Et sted citerer han Efeserbrevet 5:30 som stammende fra Paulus’ brev til efeserne i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 5, kap. 2.2, s. 528

Fra kætteren Marcion (før 170 e.Kr.) har vi ifølge Tertullian og Epifanius hans citater fra Efeserbrevet 1:1,18; 3:9; 4:6; 5:14; 6:1,12,19

»De scillitanske martyrers lidelseshistorie« (180–202 e.Kr.) nævner, at kristne var i besiddelse af Paulus’ skrifter, uden at specificere, hvilke breve der var tale om.

Den muratoriske kanon (190–217 e.Kr.) nævner, at Paulus i sine breve skrev til syv menigheder: Korintherne (2 breve), Efeserne, Filipperne, Kolossenserne, Galaterne, Tessalonikerne (2 breve) og Romerne. Paulus skrev Filemon, Titus og to breve til Timoteus.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) nævner, at apostlen skrev til efeserne og citerede Efeserbrevet 4:13–15. I værket *Instructor*, bog 1, kap. 5, s. 213

Tertullian skrev i år 207 e.Kr., at det var apostlen Paulus, i *Om kødets opstandelse*, kap. 40. Tertullian sagde, at Paulus skrev Efeserbrevet 2:20 i *Fem bøger mod Marcion*, bog 4, kap. 38, s. 415.

Theodotus (sandsynligvis montanist) (ca. 240 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet. Udvalg fra de profetiske skrifter, kap. 20, s. 45

De gnostiske naassenere (før 235/6 e.Kr.) henviser ifølge Hippolytus til Efeserbrevet 5:14 i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 2, s. 51

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 5:14 som Skriften i *Gendrivelse af alle kætterier*, bog 5, kap. 2, s. 51.

Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 6:12 som skrevet af Paulus til efeserne i *De Principiis*, bog 3, kap. 4, s. 332

Novatian (250/254–257 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 4:10 og siger, at det er skrevet af Paulus i *Treatise Concerning the Trinity*, kap. 17, s. 627

»Afhandling mod Novatian« (254–256 e.Kr.), kap. 17, s. 663, citerer Efeserbrevet 5:6,7 som værende skrevet af apostlen

Cyprianus, biskop af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.), citerer fra »Paulus’ brev til efeserne« i »Afhandling 12«, bog 3, 7, 70, 72, 117.

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus (256 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 4:5-6 i »Cyprianus’ breve«, brev 74, kap. 24, s. 396.

På det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) på s. 571 omskriver Victor af Assuri Efeserbrevet 4:5 som »der står skrevet«.

Gregor Thaumaturgus (240-265 e.Kr.) omskriver Efeserbrevet 5:5-13 med ordene: »Skriften siger« i »Canonical Epistle«, kap. 2, s. 18.

Adamantius (= Adamantius Judaeus) (ca. 300 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 2:11-13 som stammende fra apostlen til efeserne. Dialog om den sande tro på Gud, anden del, s. 99. Han henviser også til Efeserbrevet 1:5 som værende skrevet af apostlen, ligesom Efeserbrevet 1:6-7 og 2:17-18.

Victorinus af Petau, Østrig (martyrdød 304 e.Kr.) opregner Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevene.

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) citerer fra Ef 2:8–9 som værende af apostlen i »Fragment 2 om Guddommen«, s. 280.

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 5:28–30 som værende af Paulus. »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 3, kap. 2, s. 317.

Athanasius af Alexandria (318 e.Kr., før Nikæa) citerer Efeserbrevet 3:18 som værende af Paulus. »Ordet blev kød«, kap. 16, s. 45.

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) citerer halvdelen af Efeserbrevet 4:26 som: »Gud har påbudt os, at vi ikke skal lade solen gå ned over vores vrede.« »De guddommelige institutter«, bog 6, kap. 18, s. 185

Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 6:12m (ikke 11, 15 eller 3 ord) som »den hellige Skrift« i *Forberedelse til evangeliet*, kap. 16, s. 22

Eusebius’ *Kirkehistorie* (323–326 e.Kr.), bog 3, kap. 3, s. 134 (underforstået). Han siger: »Paulus’ fjorten breve er velkendte og ubestridte.« Derefter siger han, at nogle bestrider, om Paulus skrev Hebræerbrevet eller ej. Han siger også i bog 3, kap. 25, s. 155, at Paulus’ breve er Skriften. Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series, bind 1, s. 155.

Efter Nicæa

Eustathius (323–337 e.Kr.)

Asterius den sofist (efter 341 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 6:12

Aphrahat den Syriske (337–345 e.Kr.) »Udvalgte bevisførelser«

Hegemonius (4. århundrede) citerer halvdelen af Ef 3:8 som værende af Paulus i Disputation with Manes, kap. 34, s. 207.

Ammon (4. århundrede e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 6:12

Marius’ svar til Candidus den arianske (359–362 e.Kr.)

Victorinus af Rom (efter 363 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (= Basilius af Ancyra) (357–378/379 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 4:15,16 som »Efeserbrevet« i »Om Ånden«, kap. 5.9, s. 61. Basilius citerer også Efeserbrevet 3:9 som skrevet af Paulus i »Om Ånden«, kap. 11, s. 7

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i »Festbrev 39«, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ brev til efeserne som en del af Det Nye Testamente. Det citerer hele Efeserbrevet 1:1.

Den skismatiske Lucifer af Cagliari (370/371 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:9; 5:9; 5:15

Marcellus af Ancyra (ca. 374 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:6

Titus af Bostra (før år 378 e.Kr.)

Den syriske salmedigter Efraim (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:32

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer Efeserbrevet 2:10 som apostelens ord i forelæsning 2.1, s. 8

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.)

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 3:18 som »Paulus … folket i Efesos«. Se også Den Store Katekismus, kap. 32, s. 150

Johannes Chrysostomos skrev i 396 e.Kr. 23 prædikener om Efeserbrevet, som vi stadig har i dag. Han sagde, at det var skrevet af Paulus.

Didymus (398 e.Kr.)

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 5:9,15

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Severian (efter 408 e.Kr.)

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.) citerer halvdelen af Efeserbrevet 4:7 som stammende fra apostlen. »Forsvar mod pelagianerne«, kap. 17, s. 137

Hieronymus (373–420 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.)

Chromatius af Aquileia (død 407 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:29

Nilus (ca. 430 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:32

Makarios/Symeon (4. eller 5. århundrede)

Maximinus (4. til 5. århundrede e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:6

Augustinus af Hippo (388–28. august 430 e.Kr.) siger, at Paulus (Om syndernes forladelse og dåben), bog 1, kap. 43, s. 31 (bind 5), skrev breve til romerne, 1. Korintherbrev og 2. Korintherbrev (kap. 44, s. 32), Galaterbrevet (kap. 45, s. 32), Efeserbrevet (kap. 46, s. 33), Kolossenserbrevet (kap. 47, s. 33), 1. Timoteusbrev og 2. Timoteusbrev (kap. 48, s. 33), Titusbrevet (kap. 49, s. 33), Hebræerbrevet (betvivlet af nogle) (kap. 50, s. 34), Johannes, der citerer Åbenbaringen 5:9 (kap. 51, s. 34), Apostlenes Gerninger (kap. 52, s. 34)

Johannes Cassian (410-430 e.Kr.) citerer Ef 4:28 som Efeserbrevet i Johannes Cassians »Institutes«, bog 10.17, s. 272

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.)

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Theodotus af Ancyra (5. århundrede e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (-450 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 5:19; 6:12

Hesychius af Jerusalem (efter 450 e.Kr.)

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 5:14

Theodoret af Cyrrhus (ca. 466 e.Kr.)

Varimadum (445/480 e.Kr.)

Speculum (5. århundrede) henviser til Efeserbrevet 4:19; 5:2

Theodotus af Ancyra (5. århundrede e.Kr.)

Proclus (412–485 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 4:32

Bevis for kættere og falske skrifter

Kætteren Marcion ifølge Tertullian og Epifanius af Salamis

Naassenerne henviste til Efeserbrevet 5:12 ifølge Hippolytus

Eksegese om sjælen (gnostisk) citerer fra Efeserbrevet som skrevet af Paulus.

Kætteren Priscillian (dræbt i 385 e.Kr.) henviser til Efeserbrevet 6:12

Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.)

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (428 e.Kr.)

Noget af dette er ifølge Aland et al. fjerde reviderede udgave, Adamantius: Dialog om den sande tro på Gud og Trinbogen: Den syrisk Liber Graduum.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i Efeserbrevet, at Skriften i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Mindst 74 manuskripter og tidlige kirkeforfattere citerede eller henviste til vers i Efeserbrevet. Vi har mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25; Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerede fra Efeserbrevet omkring 208 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 66 % af Efeserbrevet, når man tæller brøkdele af vers som brøker. Det er 102,85 ud af i alt 155 vers.

Se det foregående spørgsmål for nogle af de forfattere, der henviste til vers i Efeserbrevet.

3. De tidligste håndskrifter, vi har af Efeserbrevet, viser, at der er små usikkerheder i håndskrifterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.

p46 Chester Beatty II fra 100-150 e.Kr. indeholder 150 vers fra Efeserbrevet. Nærmere bestemt indeholder det Efeserbrevet 1:1-2:7; 2:10-5:6; 5:8-6:6; 6:8-18,20-24 samt andre dele af Paulus’ breve og Hebræerbrevet. Et fotografi af den første side af Efeserbrevet findes i *A General Introduction to the Bible* s. 389, *Wycliffe Bible Dictionary* s. 532 og *Eerdmans’ Bible Dictionary* s. 340. I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står også på s. 197-198, at kvaliteten og de stichiometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver.

Første halvdel af det 3. århundrede – 1936 – Frederic G. Kenyon ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

2. århundrede, 200 e.Kr. – 1935 – Ulrich Wilken ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

81–96 e.Kr. – 1988 – Young Kyu Kim ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave.

Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave.

Tidligt til midten af det 2. århundrede – 1999 – *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*. Dette er delvist baseret på, at håndskriften ligner Papyrus Oxyrhynchus 8 (slutningen af det 1. eller begyndelsen af det 2. århundrede) og Papyrus Oxyrhynchus 2337 (slutningen af det 1. århundrede) meget.

s. 49 + s. 64 (midten af det 3. århundrede) Efeserbrevet 4:16-29; 4:31-5:13 I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en del af s. 49 på s. 346. Der står også, at s. 49 og s. 65 blev skrevet af den samme skriver.

Slutningen af det 3. århundrede – 1968 – *The Text of the New Testament*.

p92 Efeserbrevet 1:11-13,19-21; 2. Thessalonikerbrev 1:4-5,11-12 (ca. 300 e.Kr.) I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en del af p92 på s. 614. Der står også, at dette dateres til slutningen af det 3. eller begyndelsen af det 4. århundrede, fordi håndskriften ligner P. Bodmer IX, P. Cairo Isid. 2 og P. Rylands III 389 ret meget.

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

I (Washington D.C.) 5. århundrede Ef 3:20; 4:9,29; 5:22; 6:12; 6:19-20, andre?

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Fayyumisk koptisk [Fay] 3./4. århundrede

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Claromontanus 5./6. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Georgisk [Geo] fra det 5. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

Latin Vulgata [Vg] 4. og 5. århundrede

Peshitta-syrisk [Syr P] 400–450 e.Kr.

p13 London/Firenze 3./4. århundrede

Philoxenisk syrisk [Syr Ph] 507/508 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/Ephesians Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af Efeserbrevet.