< Bibelspørgsmål fra Filemon
Spørgsmål: Hvilken værdi har det korte brev til Filemon i Bibelen?
Svar: I betragtning af at dette er et brev fra apostlen Paulus og blev accepteret som Skriften af den tidlige kirke, bør vi værdsætte Filemon som Guds ord, selvom vi (hypotetisk set) slet ikke kunne se nogen værdi i Filemon.
Alligevel kan vi se stor værdi i dette korte brev. Mens mange andre bøger omhandler lære og praksis, giver Filemon os et godt eksempel på en måde at forholde sig til medkristne på i følsomme spørgsmål.
Paulus siger, at denne slave, som tidligere havde været ubrugelig for Filemon, sidenhen var blevet nyttig både for Filemon og for Paulus. Den afgørende faktor bag denne forandring fra ubrugelighed til nytte var den åndelige forvandling, der fandt sted, da Onesimus tog imod Kristus som sin Frelser.
Filemonbrevet viser også, at selvom Gud dengang tolererede slaveri, var det ikke Hans fuldkomne vilje.
Endelig kan Filemon kaldes tilgivelsens bog. Filemon led et økonomisk tab ved at frigive Onesimus, og Onesimus blev ikke delvist eller betinget tilgivet, men fuldstændigt tilgivet. Paulus opfordrede Filemon til at tilgive, men befalede det ikke, fordi tilgivelse skal være frivillig.
Spørgsmål: Hvad er en oversigt over Filemonbrevet?
Svar: Her er en måde at se på Filemon-brevet på
Filemon 1-3 Hilsener fra Paulus
Filemon 4-7 Tak og bøn for Filemon
Filemon 8-17 Bøn for den bortløbne slave
Filemon 18-22 Paulus’ forhold til Onesimus
Filemon 23-25 Afsluttende hilsener og velsignelse
Spørgsmål: Hvad er der så usædvanligt ved Paulus’ hilsen i Filemon 1?
Svar: I sine andre breve nævner Paulus typisk sin autoritet som apostel, Kristi tjener osv., men Paulus siger intet af det i dette personlige, men offentlige brev til Filemon. I stedet siger Paulus blot, at han er fange. Paulus ved, hvordan det er at have nogen over sig.
Men hvem er Paulus fange hos? Han blev fængslet på grund af anklagerne fra de jødiske ledere. Han blev ført til Rom af romerske soldater og sat i et romersk fængsel. Men Paulus ser det ikke på den måde. Paulus siger i stedet, at han er fange hos Kristus Jesus. Den, der er ansvarlig for at fængsle ham og befri ham (eller lade være), er Kristus Jesus, og Jesus ønskede bevidst, at Paulus skulle lide som fange for at være et vidne for andre. Og Paulus har det fint med det.
Spørgsmål: Hvordan tog Herren Paulus til fange i Filemon 1 og 2 Timoteus 1:8?
Svar: Paulus blev ikke fængslet af Jesus; Paulus blev fængslet på grund af Jesus, som 2 Timoteus1:12 viser. De romere, der bevogtede ham, så det dog sikkert ikke på den måde. Paulus havde imidlertid et valg. Da Helligånden gennem profeten Agabus havde advaret ham om hans fængsling, kunne Paulus være flygtet, men Paulus valgte bevidst denne vej, som han vidste ville føre til hans fængsling.
Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved navnet Apphia i Filemon 2?
Svar: I den ioniske græske kultur i dette område er Apphia et klart ikke-græsk navn, der forekommer i frygiske inskriptioner.
Spørgsmål: Hvorfor henvender Paulus sig til Filemon på denne måde i Filemonbrevet 4-5?
Svar: Paulus roser Filemon, ikke for hans kærlighed til de hellige (de, der tror på Kristus), men snarere for hans kærlighed til alle de hellige, hvilket Filemon vil opdage, nu også omfatter Onesimus.
Filemon havde ry for at være en kærlig og gudfrygtig mand, og Paulus minder ham først om dette og roser ham for det, før han beder ham om at leve op til sit ry og gøre Paulus en tjeneste.
Spørgsmål: Hvorfor kaldte Paulus i Filemon 10, 2 Tim 1:2, Tit 1:4 og 1 Kor 4:17 Onesimus, Timoteus og Titus for sine sønner, når Jesus i Matt 23:9 sagde, at man ikke skal kalde nogen for sin far?
Svar: Filipperne2:22 viser, at Paulus kaldte Timoteus sin søn, ikke på grund af et biologisk slægtskab, men fordi Timoteus stod ham lige så nær som en søn i tjenesten for evangeliet.
Onesimus var lige så nyttig som en søn og lige så kær som en søn for Paulus, mens Paulus var i Rom.
Det er ikke en løgn at bruge en metafor, der ikke er bogstaveligt sand, når taleren og tilhørerne er klar over, at det er en metafor.
Spørgsmål: Findes der i Filemon 10 noget bevis for Onesimus uden for Bibelen?
Svar: Det kan der faktisk være. I Eusebius’ »Kirkehistorie« 3:36 nævnes et brev fra Ignatius til efeserne (kap. 1). Ignatius nævner Onesimus som præsten dér. Det siges dog ikke udtrykkeligt, at det var den samme Onesimus.
Spørgsmål: Hvorfor tolererer Paulus slaveri i Filemon 10-15?
Svar: Paulus talte om slaveri i 1. Korintherbrev 7:20-23. Paulus opfordrer indirekte Filemon til at frigive Onesimus. Hvad angår spørgsmålet om, hvorfor Paulus ikke forbyder slaveri fuldstændigt, henvises til diskussionen om Efeserbrevet 6:5-8 og Efeserbrevet 6:9.
Spørgsmål: Hvorfor kalder Paulus i Filemonbrevet 11 Onesimus for tidligere ubrugelig?
Svar: På græsk betyder navnet Onesimus »nyttig«. Paulus laver her et ordspil, da Onesimus var Filemons bortløbne slave. En slave, der er løbet væk, er ikke særlig nyttig.
Spørgsmål: Hvorfor er Paulus i Filemonbrevet 12 så sikker på Filemons lydighed, når han jo ikke egentlig har beordret Filemon til noget?
Svar: Paulus fortalte Filemon, at selvom han som apostel havde ret til at befale ham, valgte Paulus i stedet blot at opfordre Filemon til at frigive Onesimus. Det, Paulus var overbevist om, var altså Filemons lydighed mod Gud. Hvis Filemon indså, at han burde modtage, tilgive og frigive sin kristne bror, var Paulus overbevist om, at Filemon ville gøre det, der behagede Gud. I Jakobsbrevet4:17 står der: »Derfor er det synd for den, der ved, hvad der er godt, og ikke gør det.«
Spørgsmål: Hvad siger Paulus egentlig i Filemon 12-15?
Svar: Der er fire ting.
1. Paulus beder Filemon om noget, som han vil forklare i det fjerde punkt. (Filemon 8)
2. Onesimus blev Paulus’ søn i troen, en kristen. (Filemon 10)
3. Paulus sendte Onesimus tilbage til Filemon. (Filemon 12)
4. Paulus beder Filemon om at frigive Onesimus, den bortløbne slave, som Paulus har sendt tilbage til Filemon.
Mange gange stoler vi på Kristus, når vi forkynder evangeliet, men vi behøver ikke at stole på, at personen har taget imod det. Vi forkynder så godt, vi kan, og sætter så vores håb til Helligånden om resultater, da vi ikke med sikkerhed ved, om nogen virkelig følger Kristus eller ej. Men her måtte Paulus stole på, at Filemon virkelig var frelst, for at vide, hvordan han ville behandle Onesimus. Der kan være situationer, hvor vi må tage stilling til, om vi stoler på, at en person virkelig er kristen eller ej. Vi kan se på vedkommendes gerninger, men vi kan ikke altid kende motivationen bag dem. Forhåbentlig begår vi ingen fejl, når vi stoler på nogen eller lader være, men hvis vi gør, er det bedre at begå en fejl ved at stole på nogen end ved at være skeptisk.
Svar: De bogstavelige ord er »i kødet«, som det står i Jay P. Greens bogstavelige oversættelse. »I kødet« er, hvad ESV, KJV, NKJV, »NASB « 2020 og NRSV oversætter. Der er fire fortolkninger.
Personligt: »personligt og i Herren« (BSB)
Ven: »i kødet og i Herren« betyder, at Onesimus ville tjene ham på en fysisk måde og give ham fællesskab som troende. Det er sandsynligvis derfor, at NIV oversætter dette med »som et menneske«. (The Believer’s Bible Commentary s. 215) NET Bible siger: »menneskeligt set«.
Måske stadig en slave: »i kødet« henviser til et forhold mellem to mennesker, men det kunne også betyde, at herre-slave-forholdet fortsat bestod. (The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 773)
Biologisk bror: Filemon og Onesimus var fysiske brødre. Med andre ord havde Filemon gjort sin egen bror til slave. 1001 Bible Questions Answered, s. 314, fremfører denne opfattelse, men den deles dog sjældent.
Fælles for alle fortolkninger er, at der er tale om en genoprettelse af en form for naturligt forhold
Williams' oversættelse har her omskrevet det til: »både som tjener og som kristen«
Spørgsmål: Hvad er det væsentlige ved ordet »partner« her i Filemon 17?
Svar: Det betyder ikke blot »partner« i generel forstand, men mere specifikt en forretningspartner eller kollega.
Spørgsmål: Er dette i Filemon 17-18 et eksempel på læren om tilregnet retfærdighed?
Svar: I bogen *1001 Bible Questions Answered*, s. 67-68, står der ja. Ligesom vores synder blev tilregnet Kristi »konto«, tilbød Paulus at betale alt, hvad Onesimus skyldte Filemon.
Der er to ligheder mellem dette og Kristi forsoning.
1. Det er ikke uretfærdigt, at Paulus betaler Onesimus’ regninger. Paulus tilbød frivilligt at gøre det for ham, ligesom Kristus tilbød sig frivilligt for os.
2. Der findes ingen optegnelser om, hvorvidt Paulus betalte dette, eller om Onesimus betalte det, eller om Filemon eftergav eventuelle gældsforpligtelser. Tilsvarende gælder Kristi tilbud for alle, men betalingen gennemføres ikke for dem, der ikke ønsker at tage imod Kristus.
Forskelle: De fleste analogier er ikke perfekte, og det er denne heller ikke. Det var op til Filemon, om han ville tage imod Paulus’ tilbud. Onesimus havde ikke meget at sige her. I modsætning hertil bliver vi frelst af nåde »gennem tro«, og som Hebræerbrevet 4:2 viser, havde evangeliet ingen værdi for nogle, fordi det ikke var forenet med tro.
Spørgsmål: Ville Filemon eller andre kristne i Filemonbrevet 17-19 ikke være bekymrede for, at deres slaver måske ville spørge Paulus, hvornår de kunne stikke af til ham? Med andre ord: Hvad med den »glidebane«, hvor andre slaver opmuntres til at stikke af, og præcedensen med, at herrerne ikke straffer dem?
Svar: Det anslås, at mindst halvdelen af befolkningen i Det Romerske Rige var slaver. Tidligere havde romerne måttet kæmpe med et par slaveoprør, og de tog bortløbne slaver meget alvorligt. Ikke desto mindre skulle Filemon ikke bekymre sig om den »glidebane«; han skulle ikke gøre noget forkert for ikke at skabe en problematisk præcedens, og det skal vi heller ikke. Dette ville faktisk skabe en præcedens, ikke for slaver, men for kristne herrer til at være venlige mod deres slaver og til at se dyden i at frigive dem.
Spørgsmål: Hvilket teologisk princip læres her i Filemon 18?
Svar: Det er princippet om erstatning. Hvis en person har stjålet noget eller gjort noget forkert og bliver tilgivet, skal vedkommende stadig betale det stjålne tilbage. I det omfang det er muligt, skal vedkommende rette op på den uret, han eller hun har begået.
Spørgsmål: Hvornår skal vi i Filemon 18 betale erstatning for andre?
Svar: Hvis Onesimus havde stjålet penge – hvad enten det var for at rejse til Rom eller generelt – bør han betale dem tilbage. Man kunne også sige, at Onesimus »stjal« prisen for en slave fra Filemon. Men man bør yde erstatning, og Onesimus var sandsynligvis ikke i en situation, hvor han kunne betale det tilbage. Derfor tilbød Paulus at betale det tilbage for ham. Der kan være situationer i dag, hvor Gud ønsker, at vi skal betale erstatning til eller for andre, selvom vi ikke har noget juridisk eller moralsk ansvar for at gøre det. Ligesom Kristus døde for os, da skylden var vores, kan vi overveje at betale en andens gæld.
Men der er en balance her. Gud ønsker ikke, at vi skal være »medskyldige« for mennesker, der er afhængige eller ødselige. Paulus siger i 2. Tessalonikerbrev 3:10: »For allerede da vi var hos jer, gav vi jer dette påbud: ›Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke spise.‹« (BSB). Vi skal ikke blot give penge, men vi skal give klogt. Selvfølgelig kan vi undgå problemet med ikke at give klogt ved simpelthen aldrig at give noget som helst. Men det er en alt for forenklet løsning, og det ønsker Gud ikke.
Nogle mennesker er fattige, arbejder så hårdt, de kan – måske endda med tre job – og alligevel kan de ikke få enderne til at mødes. Andre er fattige på grund af udgifter til helbredsproblemer, enten for dem selv eller deres familie. Forestil jer, hvor stor en fornærmelse det er for disse mennesker at sige: »De er fattige, de må være dovne.« Vi skal være kloge, men vi skal også være gavmilde.
Nogle gange kan nogen bede os om at betale erstatning, fordi de mener, vi er forpligtet til det, selvom vi egentlig ikke mener, vi er ansvarlige for det; vi er ikke forpligtet i vores egen opfattelse. Bør vi alligevel bare betale erstatning? Nogle gange er svaret ja; for at være et godt vidne og et lys i verden.
Spørgsmål: I Filemon 19, hvor meget ville en person egentlig miste ved at frigive en slave?
Svar: På det tidspunkt kostede en ung, rask, uuddannet mandlig slave omkring 500 denarer, og en denar svarede til en almindelig arbejders dagsløn. Med andre ord drejer det sig om cirka halvandet års løn. Men vi ved ikke, hvilken slags slave Onesimus var. Mange slaver var højt kvalificerede og arbejdede som regnskabsførere, lærere, privatlærere og embedsmænd. Så Onesimus kan have været mere værd end det. Den romerske forfatter Cicero nævner i Q. Rosc. 28 en slave, der var købt for 3.000 denarer, var blevet uddannet og nu var 50.000 denarer værd. Desuden ved vi ikke, om Onesimus stjal fra Filemon, da han stak af; han måtte jo skaffe pengene til rejsen til Rom et eller andet sted fra.
Spørgsmål: Hvorfor minder Paulus i Filemonbrevet 19 Filemon om, at han skylder Paulus sin egen sjæl?
Svar: For Onesimus’ skyld er Paulus her ret hårdhændet. Paulus siger i virkeligheden: »Hvis du, Filemon, er taknemmelig over for mig for at have delt evangeliet med dig for at frelse din sjæl, så vis din taknemmelighed ved at frigive Onesimus fra slaveri.«
Spørgsmål: Var det forkert af Paulus at være så insisterende og hårdhændet i Filemon 19?
Svar: Nej. Paulus elskede både Filemon og Onesimus. Paulus vidste, at det var et økonomisk offer at frigive en slave, og selvom det var svært, burde Filemon gøre det. Nogle gange bør kristne være mere insisterende, når det drejer sig om gode ting, for andres skyld.
Spørgsmål: Hvorfor er Paulus sammen med Demas i Filemon 24 og Kolossenserbrevet 4:14, når Demas vendte sig bort, fordi han elskede denne verden, som det står i 2. Timoteusbrev 4:10?
Svar: Ligesom andre hjalp Demas først til i tjenesten og vendte sig senere bort. Kom Demas nogensinde tilbage, og blev han frelst? Vi kan håbe det, men vi har ingen optegnelser om det ene eller det andet.
Spørgsmål: Gjorde Filemon i Filemonbrevet, hvad Paulus bad ham om?
Svar: Det fremgår ikke af Filemonbrevet. Måske er det bevidst holdt åbent, fordi der vil være tidspunkter i vores liv, hvor vi, ligesom Filemon, ved, at Gud ønsker, at vi skal gøre noget, der strider direkte imod vores kultur eller vores naturlige impulser og ønsker.
På den anden side rev Filemon ikke brevet i stykker (da vi har det bevaret), så det er et tegn på, at han gjorde, hvad Paulus bad om.
Spørgsmål: Kender vi til andre, der skrev et brev på vegne af en bortløben slave?
Svar: Ja. Omkring 60 år senere skrev den hedenske guvernør Plinius den Yngre et brev til Sabinianus på vegne af en flygtet slave, der tilhørte Sabinianus. Dette nævnes i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 456.
Den romerske forfatter Cicero nævner tre bortløbne slaver i sine skrifter. Den ene blev holdt i fængsel. Nogle gange fik de bind for øjnene og blev tvunget til at gå i cirkler hele dagen for at dreje en møllesten, ligesom dyr ville gøre.
Spørgsmål: Hvornår blev Filemon skrevet?
Svar: Da brevet blev skrevet, mens Paulus var fange, og efter at Paulus havde rejst gennem området, er der to sandsynlige tidspunkter.
58-60 e.Kr., da Paulus var fange i Rom
56 e.Kr., da Paulus sad fængslet i Efesos.
En mindre sandsynlig mulighed er, da Paulus sad fængslet i Cæsarea.
Liberale forskere fra Tübingen-skolen i det 19. århundrede, såsom F.C. Baur, mente, at det blev skrevet af en anden i det 2. århundrede, men de forsøgte at benægte det angivne forfatterskab af dele af næsten alle bøger i Det Nye Testamente, så det er ingen overraskelse, at de også ville benægte, at Paulus skrev Filemonbrevet.
De fleste kristne mener, at det er den senere dato, men Onesimus kunne have søgt tilflugt i både Efesos og Rom.
Spørgsmål: Hvad er lighederne mellem Filemonbrevet og Kolosserbrevet?
Svar: Forskere er uenige om, hvorvidt de to breve blev skrevet på samme tid eller med et par års mellemrum. Men det ene var et brev til en menighed, og det andet et brev til en enkeltperson såvel som til en menighed (Filemon 2). Her er i hvert fald lighederne.
1) Kolossæ lå sammen med Hierapolis og Laodicea i Frygien, og Apphia var et frygisk navn.
2) »Nåde og fred til jer fra Gud, vores Fader« (Filemon 3 og Kolossenserbrevet 1:2b)
3) Begge siges at være skrevet af Paulus og Timoteus, selvom indholdet i Filemon tydeligvis kun stammer fra Paulus. Timoteus kunne dog have været en skriver for Paulus.
4) Begge henviser til Archippus (Kol4:17 Filem 2)
5) »troen på Kristus Jesus og den kærlighed, I har til alle de hellige« (Kol 1:4) og »troen på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige« (Filemon 5)
6) »Jeg, Paulus, skriver denne hilsen med egen hånd« (Kol 4:18a). »Jeg, Paulus, skriver dette med egen hånd« (Filemon 19)
7) De slutter med »Nåden være med jer« (Kol 4:18b) og »Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd« (Filemon 25)
Spørgsmål: Hvilke beviser har vi i Filemonbrevet for, at denne bog hører hjemme i Bibelen?
Svar: Ærligt talt, da Filemon er et så kort brev, har vi ikke så mange henvisninger til Filemon som til de andre breve. Her er tre grunde til, at vi ved, at det hører hjemme i Bibelen.
1. Paulus skrev den, og han var en apostel. Peter bekræftede i 2. Petersbrev 3:15-16, at Paulus’ ord var Skriften.
2. Paulus sagde selv, at han var apostel i 1 Timoteus 1:1; 2:7, Romerbrevet 1:1; 1 Korintherbrevet 1:1; 9:1, 2 Korintherbrevet 1:1, 11:5; Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:1; Kolossenserbrevet 1:1; 2 Timoteusbrevet 1:1; Titusbrevet 1:1.
3. Bevis fra den tidlige kirke
Den muratoriske kanon (170-210 e.Kr.) ANF bind 5, s. 603 nævner, at Paulus i sine breve skrev til syv menigheder: Korintherne (2 breve), Efeserne, Filipperne, Kolossenserne, Galaterne, Tessalonikerne (2 breve) og Romerne. Paulus skrev Filemon, Titus og to breve til Timoteus.
Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner, at Marcion ikke lagde »forfalskende hænder« på Filemon, selvom han ikke nævnte bogens navn. Tertullian, *Mod Marcion*, bog 5, kap. 21, s. 473 (underforstået)
Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer Filemon 14: »Paulus sagde med indsigt til Filemon i Brevet til Filemon om Onesimus: Således at dit gode ikke skal være af tvang, men af fri vilje.« Prædikener over Jeremias, prædiken 28, kap. 2, s. 224
Efter Nicæa
Eusebius af Cæsarea (326–339–340 e.Kr.) henviser til »medsoldater«, ligesom Filemon 2 gør, men dette er den nærmeste henvisning til Filemon, han har.
Hilarius af Poitiers (355–367/368) citerer første halvdel af Filemon 1: »Læs apostlene: Paulus, Kristi tjener, praler af sine lænker. Lad os se, om denne ’fange af Jesus Kristus’« Om Treenigheden, bog 4, kap. 39, s. 83
Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) henviser ikke til nogen specifikke vers i Filemonbrevet, men han opregner bøgerne i Det Nye Testamente i »Festbrev 39«, s. 552
*Synopsis Scripturae Sacrae* (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ brev til Filemon som en del af Det Nye Testamente. Det citerer hele Filemon 1.
Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.)
Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.)
Cyril af Jerusalem (ca. 348–386 e.Kr.) (underforstået)
Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.
Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.) henviser til Filemon 2,6,12,25
Amphilochius, Iambi ad Seleucum (394 e.Kr.)
Johannes Chrysostomos (396 e.Kr.) nedskrev tre prædikener om Filemon. I prædiken 1 siger han, at Paulus skrev dette brev til Filemon, en beundringsværdig mand.
Det syriske katalog fra St. Catherine’s (ca. 400 e.Kr.)
Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.) (underforstået)
Pave Innocens I af Rom (ca. 405 e.Kr.)
Rufinus (374–406 e.Kr.)
Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.) (underforstået)
Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Nye Testamente. Han nævner specifikt hvert af de fire evangelier, Paulus’ breve til de syv menigheder, Hebræerbrevet samt Paulus’ breve til Timoteus, Titus og Filemon. Hieronymus diskuterer derefter Apostlenes Gerninger. Herefter diskuterer han de syv breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Endelig diskuterer han Johannes’ Åbenbaring. Brev 53, kap. 9, s. 101-102.
Hieronymus (373–420 e.Kr.) henviser til Filemon 2,6,12
Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.)
Johannes Cassian (semipelagianismens fader) (419–430 e.Kr.)
Bevis for kættere og uægte bøger
Kætteren Marcion accepterede Filemon i sin kanon ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 453.
Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.) henviser til Filemon 2,6,12
Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.) henviser til Filemon 6,25
Vi har stadig alle disse i dag.
Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Filemon i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?
Svar: Der er mindst tre gode grunde.
1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.
2. Vidnesbyrd fra den tidlige kirke. Se det foregående spørgsmål for at få et overblik over nogle af de forfattere, der henviste til vers i Filemonbrevet.
3. De tidligste håndskrifter, vi har af Filemonbrevet, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.
p87 indeholder Filemon 13-15, 24 (delvist) og 25b med mangler (ca. 125 e.Kr.). Håndskriften er næsten identisk med p46.
I »The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts« på s. 608 står der, at de oprindelige redaktører daterede p87 til »det tidlige 3. århundrede«, fordi håndskriften er næsten identisk med p46, og p46 blev tidligere anset for at stamme fra det 3. århundrede. Da man nu ved, at p46 er ældre, er det blevet omdateret til midten til slutningen af det 2. århundrede. Et andet bevis er, at bogstaverne i både p46 og p87 er næsten identiske med Papyrus Oxyrhynchus 841 (andenhånds 120-130 e.Kr.). Et tredje bevis er, at p87 har »slående ligheder« med p52, der dateres til det tidlige 2. århundrede.
p61 Romerbrevet 16:23,25-27; 1. Korintherbrev 1:1-2, 2-6; 5:1-3, 5-6, 9-13; Filipperne 3:5-9, 12-16, Kolossenserbrevet 1:3-7, 9-13, 1. Thessalonikerbrev 1:2-3; Titusbrevet 3:1-5, 8-11, 14-15; Filemonbrevet 4-7. ca. 700 e.Kr.
ca. 700 e.Kr. – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.
Ca. 700 e.Kr. – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave.
Ca. 700 e.Kr. – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave.
Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.
Filemon er ikke bevaret i Vaticanus [B]
Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.
Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede
Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede
Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede
I Washington D.C., 5. århundrede (Filemon 2, andre?)
Claromontanus [D] 5./6. århundrede
I bogen The Text of the New Testament, s. 167, skrevet tilbage i 1968, står der, at der findes mindst 10 uncial-håndskrifter (med fire korrekturlæsere) og 42 minuskul-håndskrifter.
Se www.BibleQuery.org/Philemon Manuscripts.html for mere om tidlige manuskripter af Filemon.