< Bibelspørgsmål fra Galaterbrevet

Spørgsmål: Hvad er forskellen på Paulus’ hilsen i Gal 1:1-6 sammenlignet med hans andre breve?

Svar: Paulus’ breve indledes altid varmt, som regel med nåde og fred. Paulus roser typisk sine brødre, de hellige eller medarbejdere og takker Gud for deres kærlighed, udholdenhed og tro, som de deler. Men det ser man intet af her. I Galaterbrevet 1:2 er der en bevidst mangel på den varme, der findes i de andre breve. Paulus byder ikke mange af galaterne velkommen, da de måske slet ikke er frelst, fordi de følger et falsk evangelium. I Galaterbrevet 1:6-9 virker Paulus meget oprevet over det, han har hørt om galaterne. Alt hans hårde arbejde i det sydlige Galatien, samt hans forfølgelse og steningen for Kristi skyld, ser ud til at være i fare for at blive fejet væk af Satan.

Spørgsmål: Er der i Gal 1:1-6:18 nogen passager, der ligner andre dele af Bibelen?

Svar: Ja. Selvom de nøjagtige ord er forskellige, er den logiske argumentation i Galaterbrevet 4:3-7 og Romerbrevet 8:2-17 ens. Faktisk er nogle gået så langt som til at sige, at Galaterbrevet fungerede som en slags forkortet version eller »udkast« til Romerbrevet. Dette er dog for forenklet, da Galaterbrevet også indeholder meget om jødiske lovfortolkere og loviskhed, som ikke findes i Romerbrevet.

Spørgsmål: I Gal 1:1 og ApG 13:30 – var det Gud Faderen, der oprejste Jesus fra de døde, var det Jesus selv, der oprejste sig, eller var det Helligånden, der oprejste Jesus?

Svar: Alle ovenstående er sande. Selv mennesker kan arbejde sammen i fællesskab. De tre i Treenigheden arbejdede endnu mere sammen i dette vidunderlige mirakel. Her er, hvad Skriften siger.

1. Faderen var medvirkende (1. Thessalonikerbrev1:10 ; Apostlenes Gerninger3:26 ).

2. Jesus var medvirkende til sin egen opstandelse (Johannes2:19 –21;10:18 ).

3. Helligånden var medvirkende (Romerne8:11 ).

4. Gud gjorde det. (Apostlenes Gerninger17:31 ;2:32 ;3:15 ; Hebræerbrevet 13:20).

5. Faderen og/eller Helligånden (2. Korintherbrev4:14 ).

Spørgsmål: Hvad er de falske evangelier, der er blevet forkyndt siden da, ifølge Gal 1:1-2?

Svar: Der er blevet forkyndt utallige falske evangelier, men de fleste af dem falder ind under en eller flere af tre kategorier.

De, der trækker fra: Det er i orden at ignorere visse dele af Det Nye Testamente eller Bibelen, især de dele, der anses for ubehagelige. Eller visse dele er blevet så radikalt fejlfortolket, at de er blevet gjort næsten fuldstændig meningsløse.

Tilføjere: For virkelig at være åndelig skal man følge den ene eller den anden form for loviskhed.

Fornyere: Ud over Bibelen skal man på samme niveau som Bibelen følge andre bøger eller lærdomme.

Spørgsmål: I Gal 1:2, hvornår og til hvem blev Galaterbrevet skrevet?

Svar: Kristne forskere er uenige om dette. Først lidt historisk baggrund, derefter to synspunkter, og til sidst hvilket synspunkt der forekommer mest sandsynligt. Hvem brevet blev skrevet til, indsnævrer i høj grad, hvornår det blev skrevet.

Den sydlige opfattelse: Paulus skrev til de menigheder, som han og Barnabas besøgte, dvs. i den sydlige del af den romerske provins Galatien. Når Paulus nævner Barnabas i Galaterbrevet, siger han intet for at præsentere ham, hvilket antyder, at de alle allerede vidste, hvem Barnabas var.

Dette ville gøre Galaterbrevet til det tidligste brev, Paulus skrev, omkring år 48-50 e.Kr., før Jerusalem-koncilet i Apostlenes Gerninger 15. I betragtning af problemet med judaisterne ville man tro, at Paulus ville have henvist til Jerusalem-koncilet, der fastslog, at ikke-jøder ikke behøvede at blive jøder, før de blev kristne. Svaret, ifølge den sydlige opfattelse, er, at rådsmødet i Jerusalem endnu ikke havde fundet sted. Denne opfattelse blev først fremført af Sir William Ramsay og er den dominerende opfattelse i dag.

Den nordlige opfattelse: Da Paulus skrev til »galaterne«, var det efterkommerne af de galatiske gallere, ikke den sydlige del, hvor der slet ikke var nogen »galater«. Dette ville betyde, at Paulus skrev til menigheder, som vi ikke har nogen optegnelser om, til et folk, han aldrig havde besøgt. Hvorfor skulle Paulus besøge dem, hvis han var på vej mod Europa, og han kun opholdt sig i Galatien på grund af en sygdom, som nævnes i Galaterbrevet 4:13? Dette ville betyde, at Galaterbrevet blev skrevet senere, omkring år 53-56 e.Kr. Denne opfattelse blev fremført af tyske forskere og i The New Geneva Study Bible, s. 1845.

Det mest sandsynlige svar: Det er ikke helt sikkert i nogen af retningerne, men den sydlige opfattelse har overvejende beviser. Men uanset hvad påvirkes den kristne lære og beviserne for bogens ægthed ikke.

Spørgsmål: Hvorfor er denne nuværende verden ond i Gal 1,4, når den faktisk er et godt og vidunderligt sted?

Svar: For det første er det bedste, denne verden har at byde på, fattigt og ubetydeligt sammenlignet med himlens vidunderlige ting. For det andet har denne verden, som Gud skabte, gode og vidunderlige sider. Men mennesker fra Sudan, Somalia, de tyske og japanske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig og Cambodja er ikke så naive som nogle amerikanere i dag. Faktisk er den første af de fire ædle sandheder i den buddhistiske religion, at livet er fuldt af smerte og lidelse. Bortset fra naturkatastroferne tror mange fundamentalistiske muslimer og hengivne kommunister oprigtigt, at det er deres pligt at invadere og dræbe mennesker, der ikke var i krig med dem.

Verden er bestemt ikke kun god og vidunderlig. Vi lever i en faldet skabelse (Rom8:19 -22), og mennesker bærer ondskab i sig (Rom3:23 ). Gud er ikke så interesseret i at forbedre verden eller gøre det behageligt for mennesker i den, men i at frelse mennesker fra den.

Spørgsmål: I Gal 1:6-7 kalder Paulus i det væsentlige mange galater for »kristne afhoppere«. Hvordan findes der kristne afhoppere i dag, og hvad bør vores holdning til dem være?

Svar: Det græske ord her, metatithemi, betyder IKKE blot at vende sig bort eller vende ryggen til. Det betyder »at overføre sin loyalitet, som hos soldater, der gør oprør, deserterer eller generelt skifter side«. I Apostlenes Gerninger 15:1f sammenfattede judaisterne deres budskab således: »Medmindre I bliver omskåret efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.«

For sådanne mennesker i dag bør vi stadig bede for dem, for en ægte kristen kan være en frafalden og derefter vende tilbage. Men vi bør ikke acceptere deres falske lære eller lade dem forgifte andre. Så smertefuldt det end lyder, bør vi heller ikke nære den illusion, at de vil komme i himlen, hvis de ikke vender tilbage til troen. Bemærk, at Paulus ikke blot siger, at han er uenig, eller endda at de forlader sandheden eller den sande tro. I stedet siger Paulus her, at de forlader Ham, det vil sige Gud.

Spørgsmål: Hvorfor er nogle i menigheden i Gal 1,6-7 så villige til at acceptere vildfarelse, ligesom galaterne var?

Svar: Der er mindst to grunde.

a) Mange kristne har ikke et klart overblik over, hvilke forskelle i læren der ligger inden for ortodoksiens rammer, og hvilke der er sjælefortabende kætterier. Andre har forsøgt at skelne mellem de to ved hjælp af noget vilkårlige kriterier. Grundlæggende set er det en helt anden sag, hvis nogen benægter en primær lære, der direkte undervises i Bibelen, end når kristne er uenige om underforståede lærdomme, slutninger og konsekvenser, som nogle kristne ser på én måde, og andre på en anden.

b) Mange kristne forstår ikke, at vi skal adskille os fra dem, der lærer sjælefortabende kætterier. Johannes siger i 2. Johannesbrev 10, at vi ikke engang skal invitere dem ind i vores hus eller hilse på dem. Men vi skal have enhed i Ånden med andre troende, der er uenige med os i sekundære spørgsmål.

Spørgsmål: Hvad er i Gal 1,6-7 nogle eksempler på kristne frafaldne i nyere tid?

Svar: Afvigere er dem, der har aflagt en trosbekendelse til den ortodokse kristendom og derefter vendt sig bort. I Det Nye Testamente var Simon Magus og Demas to, der for nogle fremstod som kristne, men forlod troen. I nyere tid kan man nævne Joseph Smith, Jr. (grundlæggeren af mormonismen), pastor Sun Myung Moon (grundlæggeren af Foreningskirken), Ted Turner, Charles Templeton (en berømt evangelist i 1940’erne og 50’erne, der blev ateist) og Martin Luther King, Jr., som benægtede Jesu legemlige opstandelse.

Der er mange kristne frafaldne, både berømte og ukendte, som ikke er med på denne liste. Men pointen er, at kristne frafaldne har været almindelige og vil fortsat være det.

Spørgsmål: Hvorfor tillader Gud i Gal 1,7, at hans evangelium forvrænges?

Svar: Der er to punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

Ikke gået tabt: Guds evangelium forvrænges ikke i den forstand, at det går tabt. Guds ord vil aldrig vige fra Guds folk, som det står i Esajas 59:21.

Nogle forvrængede versioner: Gud tillader dog, at nogle mennesker underviser i en forvrænget version af evangeliet. Selv i Jesu tid benægtede saddukæerne engle og de dødes opstandelse, som det fremgår af Matt 22:23-32 og ApG 23:8.

Spørgsmål: Viser Gal 1:8, at den tidlige kirke blev så frafalden, at [indsæt et navn her] var nødvendig for at genoprette kirken næsten 2.000 år senere?

Svar: Nej. Paulus taler kun til menigheden i Galatien, ikke til alle menigheder. For eksempel havde Jesus selv, efter at Galaterbrevet var skrevet, i Åbenbaringen 2:8-11 og 3:7-13 kun gode ting at sige om menighederne i Smyrna og Filadelfia. I bogen *When Cultists Ask*, s. 248, nævnes det, at mormonerne siger, at Gud var nødt til at genoprette menigheden gennem Joseph Smith. Rev. Moon lærte også, at der var behov for genoprettelse, ligesom andre gjorde.

Spørgsmål: I Gal 1:8,9 lyder Paulus ikke særlig kærlig, når han forbander folk. Bør vi følge Paulus’ eksempel her?

Svar: Paulus siger ikke, at de har en lille fejl her; Paulus mener det alvorligt, når han viser, hvor alvorligt deres falske evangelium er. Paulus forbander dem ikke, men han kalder dem forbandede. Desuden inkluderer Paulus endda sig selv og de hellige engle, idet han siger: »hvis vi eller en engel fra himlen…« Han ønsker, at andre klart skal erkende dem som forbandede og ikke følge, anbefale eller endog acceptere deres lære. I dag bør vi være forsigtige med ikke at give indtryk af, at vi som lærere anbefaler nogen, der forkynder et falsk evangelium, der sender mennesker til helvede.

Spørgsmål: Hvad er det præcis, Paulus i Gal 1:9 sagde, at han »allerede havde sagt«?

Svar: Der er to synspunkter:

1. Johannes Chrysostomos og andre siger, at Paulus bevidst gentager vers 8. (Kommentar til Galaterbrevet, s. 8)

2. Dr. Gross Alexander og andre hævder, at dette ikke kan være tilfældet, da det græske ord står i flertal og ikke i ental. Desuden markerer det græske ord en større tidsmæssig forskel. Se »The Nicene and post-Nicene Fathers, First Series«, bind 13, s. 8, for yderligere oplysninger.

Hvis vi antager, at den anden opfattelse er korrekt, er der en lære, vi kan drage her af netop dette meget mindre punkt. Græsk grammatik var kompleks, og selv græsk-talende kristne var ikke perfekte til at fortolke Bibelens grammatik.

Spørgsmål: Hvad med en person, der i Gal 1:10-24 siger, at han tror på Jesus, men afviser Paulus?

Svar: Paulus fastslår sin legitimitet som en, der kommer fra Gud. Paulus’ forsvar af sin kaldelse er fokus for kapitel 1 og et af de to hovedpunkter i første halvdel af Galaterbrevet. En person, der siger dette, enten a) afviser Guds udnævnelse af Paulus som apostel, eller b) erkender, at Paulus var en bedrager, og at hele den kristne kirke gennem tiderne fejlagtigt har betragtet Paulus’ ord som Skriften. Paulus er så direkte her, at han ikke giver os noget andet valg. Hvis du afviser Paulus som apostel, så sig venligst ikke, at du og jeg har den samme tro, for det har vi ikke.

Teologen C.H. Dodd skrev engang: »Nogle gange tror jeg, at Paulus tager fejl, og jeg har vovet at sige det.« (Brevet til romerne i Moffatt New Testament Commentary, 1932, s. xxxiv, xxxv). Citeret fra John R. W. Stotts The Message of Galatians, s. 15.

Se *Believer’s Bible Commentary*, s. 1875.

Spørgsmål: Hvorfor forsøger kristne i Gal 1,10 at behage mennesker? Hvorfor forsøgte selv Paulus at være alt for alle i 1 Kor 9,19-22?

Svar: 1 Kor9:23 , svarer, at Paulus forsøger at relatere til alle mennesker »for evangeliets skyld«. Paulus (og vi) forsøger at være imødekommende, relatere til mennesker og præsentere den tidløse sandhed på en måde, som mennesker i vores tid kan forholde sig til. Men Paulus (og vi) må ikke gå på kompromis med vores undervisning eller udøvelse af sandheden. Det er interessant, at Galaterbrevet handler om frihed, og Paulus understreger ofte, at han er Kristi slave.

Paulus’ ønske om at være alt for alle mennesker for evangeliets skyld blev af nogle fejltolket som om, at han blot forsøgte at behage alle.

Spørgsmål: Modsagde Paulus sig selv i Gal 1,11-12 og 1 Kor 15,3-8, som Jesus-seminaret hævdede?

Svar: Nej. I Galaterbrevet 1:11-12 siger Paulus, at han ikke modtog evangeliet fra noget menneske, men at han modtog evangeliet ved åbenbaring fra Jesus Kristus. I 1 Korintherbrevet 15:3-8 sagde Paulus: »For det, jeg har modtaget, har jeg videregivet til jer som det allerførste:…«. Bemærk, at 1 Kor 15:3-8 ikke specificerer, hvordan Paulus modtog evangeliet. Paulus modtog evangeliet fra Gud og videregav det til os.

Spørgsmål: Hvornår bør vi, som det fremgår af Gal 1,11-24, tage os tid til grundigt at forsvare vores kristne vidnesbyrd eller tjeneste?

Svar: Judaisterne fortalte andre, at de ikke skulle stole på Paulus, ved at så tvivl om hans legitimitet. Paulus forsvarede sin legitimitet og sin uafhængighed. Grunden til, at han ikke fokuserede på den jødiske lov, var bestemt ikke, at han på nogen måde var uvidende om den. I vers 1:11-24 var Paulus’ pointe, at han var en apostel udpeget af Jesus Kristus selv, ikke en »afledt apostel«, der stammede fra de andre apostle og var underordnet dem. På den anden side blev Paulus accepteret af dem.

Spørgsmål: Hvorfor lagde Paulus i Gal 1:14-16 så stor vægt på sin tidligere iver?

Svar: Ingen med så stor iver ville lade sig overtale af almindelige mennesker. Det ville kræve noget særligt, og Gud sørgede for det ved at lade Jesus selv vise sig for Paulus.

Spørgsmål: Lærer Gal 1:15-16 og Jer 1:5, at kætteriet om reinkarnation, eller i det mindste præeksistens, er sandt?

Svar: Nej. Hebræerbrevet 9:27-28 viser, at reinkarnation er falsk, og intet vers viser, at præeksistens er sandt. At Gud udvælger nogen fra fødslen eller endda før de blev undfanget, betyder, at Gud havde planlagt, at de skulle tjene Ham på en særlig måde. Salme 139:16 viser, at hver eneste dag i vores liv var skrevet i Guds bog, før en eneste af dem fandt sted. Med andre ord: Før vores første dag i tilværelsen havde Gud planlagt alt for os. Gud er ikke begrænset. Vi behøvede ikke at eksistere først, for at Gud kunne planlægge noget for os.

Det ville være en desperat fortolkning at sige, at eftersom Gud kendte til os, før vi blev født, så var Gud ikke i stand til at kende fremtiden om os, medmindre vi eksisterede på det tidspunkt.

Spørgsmål: Hvad er Paulus’ kronologi her i Gal 1:18 og 2:1?

Svar: I Galaterbrevet 1:18 siger Paulus, at han drog op til Jerusalem efter tre år. Johannes Chrysostomos mente, at Paulus tog derhen for at forkynde evangeliet for araberne, men det er mere sandsynligt, at Paulus tog derhen for at lære af Gud. Ligesom de andre apostle var sammen med Jesus i tre år, var Paulus i Arabien i tre år. Derefter, i Galaterbrevet 2:1, tog han efter 14 år igen til Jerusalem.

Det er uklart, om de 14 år regnes fra hans omvendelse (hvilket ville falde sammen med de tre år) eller efter de tre år. I »The Expositor’s Bible Commentary«, bind 10, s. 438, står der imidlertid, at det ser ud til, at Paulus regner de fjorten år fra sin omvendelse, men at det mest sandsynligt er ved afslutningen af de tre år.

I jødisk tankegang kan tre år dog være et helt år plus dele af to andre år, tre hele år eller noget derimellem. Så tre år ligger mellem lidt over et år og tre år. Tilsvarende ligger 14 år mellem lidt over tolv år og 14 år.

Paulus blev omvendt mellem år 32 og 35 e.Kr. og rejste til Arabien. (Den skeptiske »Asimov’s Guide to the Bible«, s. 1021, angiver år 32–36 e.Kr.) Paulus flygtede fra Damaskus i en kurv og rejste til Jerusalem for første gang i Apostlenes Gerninger 9:23–30, omkring år 35–36 e.Kr. Derefter vendte Paulus tilbage til Antiokia. Derefter begav Paulus sig ud på sin første missionsrejse, som begyndte omkring år 47 e.Kr. Der var en stor hungersnød, som historisk er dateret til år 46 e.Kr. Paulus vendte tilbage til Jerusalem for at aflevere pengene til dette formål (Apostlenes Gerninger 11:27-30). Paulus rejste derefter til Jerusalem til koncilet i Jerusalem (Apostlenes Gerninger 15:1-30) i år 49 e.Kr. Paulus rejste også til Jerusalem ved afslutningen af sin anden missionsrejse i Apostlenes Gerninger 18:22. Paulus’ sidste ophold i Jerusalem var, da han blev fængslet i Apostlenes Gerninger 21:15-23:24. Jøder rejste normalt til Jerusalem mindst én gang om året, så Paulus kan også have været i Jerusalem andre gange.

Spørgsmål: I Gal 1,21-22 – kendte menighederne i Judæa ikke Paulus, eller forfulgte Saulus menighederne i Judæa og Samaria (ApG 8,1-3) (Jesus, Interrupted, s. 56)?

Svar: De kendte helt sikkert rygtet om Saulus fra Tarsus, om end ikke hans ansigt. Men efter at han blev kristen (og skiftede navn til Paulus), var han ikke personligt kendt af menighederne i Judæa. Galaterbrevet1:22 siger IKKE, at menighederne i Judæa aldrig havde hørt om Saulus. I stedet siger den græske tekst: »Jeg var ukendt af ansigt« for menighederne i Judæa. En anden faktor, der nævnes i *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 156, er, at Paulus efter omkring 17 år »var ved at blive ukendt« for mange kristne.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Gal 2:2, at han frygtede, at han måske havde løbet sit løb forgæves?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Paulus var højst sandsynligt ikke bange for, at han forkyndte det forkerte evangelium, for han understregede i Galaterbrevet 1:11-12, at han havde modtaget det fra Gud.

Svaret: Paulus var bange for, at hans indsats, hans »løb« for at få mennesker til at komme til Kristus, ville blive gjort til intet, hvis han og apostlene ikke talte med én stemme. Paulus indså, at hvis de traf den forkerte beslutning, kunne det få virkelig forfærdelige konsekvenser. Paulus havde sandsynligvis taget Titus, en ikke-jøde, med som et »testeksempel« for personligt at vise frugten blandt ikke-jøderne.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved Paulus’ skrivestil her i Gal 2,3-5?

Svar: Paulus er en dygtig forfatter på græsk, men her er sætningerne usammenhængende, og som biskop Lightfoot sagde, er dette afsnit »et grammatisk forlis«. Tilsyneladende skrev Paulus i stærke følelser og temmelig hastigt.

Spørgsmål: I Gal 2,6: Hvornår bør vi lade os påvirke af, at nogen »synes at være noget«, og hvornår bør vi ikke gøre det?

A: Vi skal respektere autoriteter, når de handler inden for rammerne af deres retmæssige myndighed. Men vi skal ikke underkaste os falske autoriteter. Måske var Paulus uklar med hensyn til rollen for Jakob, Herrens bror, biskop i menigheden i Jerusalem, som tilsyneladende havde en lignende autoritet som apostlene, men som ikke var en apostel og ikke engang fulgte Jesus før efter hans opstandelse. Hvis folk stillede spørgsmålstegn ved Paulus’ autoritet, fordi han ikke var en af de tolv disciple, burde disse judaister også stille spørgsmålstegn ved Jakobs autoritet. Judaisterne kom fra »Jakobs parti«, men Skriften siger ikke, at de rent faktisk havde Jakobs opbakning, som det fremgår af *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 10, s. 447, og *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 162.

Paulus fremfører her to pointer samtidigt. For det første anerkendte disse autoriteter Paulus’ autoritet, og for det andet gav de ikke Paulus nogen beføjelser, som han ikke allerede havde.

Spørgsmål: I Gal 2,7 taler Paulus om »evangeliet for de uomskårne« og »evangeliet for de omskårne«. Hvad er forskellen mellem dem?

Svar: Omskæring og uomskæring henviser til to grupper af mennesker: jøder og ikke-jøder. Galaterbrevet 2,7 siger, at han blev betroet opgaven med at forkynde evangeliet for ikke-jøderne, ligesom Peter blev det for jøderne, men der tales kun om ét evangelium, ikke om flere evangelier.

Spørgsmål: Hvordan kunne apostlen Peter i Gal 2,11-14 være et dårligt eksempel?

Svar: Peter syndede, og han var fejlbarlig i sin tankegang og sit eksempel. Peter ændrede sandsynligvis ikke det, han troede på, men han ændrede sin adfærd for at behage disse judaister fra Jerusalem. Guds ord, herunder dem, der blev talt gennem apostlene, var fejlfri. Det betyder ikke, at hver eneste af apostlenes egne ord var fejlfri, eller at apostlene var syndfrie. Peter havde ikke brug for irettesættelse som en, der ikke vidste bedre. Han havde snarere brug for irettesættelse, fordi Peter helt sikkert vidste bedre på grund af det syn, Gud gav ham, og fordi Peter satte sig til bords med Cornelius og de andre ikke-jøder i Apostlenes Gerninger 10 og især i Apostlenes Gerninger 11:3-4. Peter spiste også sammen med ikke-jøder i Antiokia, men holdt hyklerisk op med det, da jødiske kristne kom fra Jerusalem.

Spørgsmål: I Gal 2,11-14 kunne man forsøge at argumentere for, at Paulus af hensyn til enheden blot stille og roligt burde have fulgt med i Peters hykleri i dette lille spørgsmål. Hvorfor ville det være forkert?

Svar: For det første var dette ikke et ubetydeligt spørgsmål; det indebar, at man ud over Kristus også måtte stole på at udføre jødiske ritualer som en forudsætning for frelsen.

Paulus ville sandsynligvis have fulgt med, hvis han havde ment, at enhed i Kristus var det højeste mål. Men det var det ikke for Paulus, og det bør det heller ikke være for os. Det var faktisk Peter, der først brød de troendes enhed her, ikke Paulus. Vi bør stræbe efter enhed i Ånden i henhold til Efeserbrevet 4:3, men at elske, adlyde og herliggøre Gud bør i stedet være vores højeste prioritet. At bevare enheden bør blot være et middel for os til at udføre de højeste prioriteter.

Der var faktisk ikke ét problem her, men tre. Det første var, at Peter adskilte sig fra de andre troende, fordi de var ikke-jøder. Det andet var hans hykleri ved kun at gøre det, når jødiske troende var til stede; hvad ville ikke-jøderne tænke om Peters fællesskab med dem, efter at de jødiske kristne var gået? Det tredje problem var, at Peter havde en så stor autoritetsposition, at dette ville synes at legitimere, at andre kristne handlede på denne måde, og andre ville også falde, herunder endda Barnabas.

Paulus forsøgte at indgå kompromiser med svage brødre, ikke med falske brødre. Men da Peter selv satte dette dårlige eksempel, kunne Paulus ikke gå på kompromis i denne sag. Ofte, når nogen synder, bør man først tale med vedkommende under fire øjne. Men da Peter gjorde dette offentligt, var Paulus nødt til at irettesætte Peter offentligt, i samme omfang som det dårlige eksempel fandt sted. Hvis Paulus ikke havde gjort noget, ville kristendommen enten være stagneret som en jødisk sekt, eller også ville der have været »to kristendomme« – en jødisk og en ikke-jødisk.

Spørgsmål: Hvilke kloge rationaliseringer har nogle fremført vedrørende dette afsnit i Gal 2:11-14?

Svar: Dette kaster ikke et godt lys på Peter/Kefas. Det viser, at han begik fejl og gjorde forkerte ting ligesom resten af os. Clemens af Alexandria foreslog, at dette måske var en anden Kefas end apostlen Peter. Der er dog intet, der tyder på, at Paulus ikke talte om apostlen. Den mærkelige lærer Origenes og senere Hieronymus mente, at dette blot var en iscenesat sammensværgelse mellem Peter og Paulus for at fremhæve nådens betydning. Augustin og andre tilbageviste dog denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Gal 2,11-14 håndtere situationer, hvor en respekteret kirkeleder siger eller gør ting, der er et dårligt vidnesbyrd om Kristus?

Svar: Først og fremmest skal man indse, at dette ikke er isolerede hændelser. Det skete her med Peter; det skete med biskoppen Zephyrinus af Rom fra år 198 til 217 e.Kr. Det skete med mange andre biskopper før og efter den tid, overalt i Vesteuropa i middelalderen, og det sker med romersk-katolske, protestantiske og karismatiske ledere i dag. Så dette er noget, vi ofte må forholde os til.

Dette kan ske a) på grund af ægte kristne, der er kommet på afveje, eller b) fordi de slet ikke var kristne. Som et eksempel på det sidste kan nævnes pave Formosus af Rom, som alle er enige om var en kætter. Syv måneder efter hans død blev hans lig gravet op og stillet for retten for kætteri. Forestil dig nu, at du var kristen på det tidspunkt, og prøv at forklare en ikke-troende, hvorfor det skete.

Grundlæggende skal vi understrege, at vi ser på Jesus som troens ophavsmand og fuldender (Hebræerbrevet 12:2), ikke på noget fejlbarligt menneske. Peter var ikke ufejlbarlig i sit eksempel, og det er andre ledere heller ikke. Peter havde forladt tanken om frelse gennem gerninger, men nu vendte han tilbage til den. Ja, det er skuffende, når en kristen falder, eller når kristne uklogt lader en ikke-kristen blive deres leder. Vi skal underordne os gode kristne ledere, selvom vi er klar over, at ingen af dem er perfekte. Men selvom de kan være til hjælp for os, bør vi vende os bort fra dem, der tilsyneladende leder Kristi kirke, men er ugudelige, som 2. Timoteus 3:1-5 påbyder os.

Spørgsmål: Hvis Peter engang var et dårligt eksempel i Gal 2,11-14, betyder det så, at en katolsk pave, der var et dårligt eksempel, ikke er uegnet som Peters efterfølger?

Svar: Jeg formoder, at nogen kunne argumentere for, at hvis en pave brændte kristne på bålet, var han ikke villig til at sætte sig ned og spise sammen med dem, men jeg mener, at de to situationer er fundamentalt forskellige. Der er en verden til forskel mellem ikke at sætte sig til bords med ægte kristne og at beordre dem brændt på bålet for forbrydelsen at læse Bibelen. Den utilsigtede synd, som Peters forvirring udgjorde, undskylder ikke et helt liv med åbenlys ondskab, mord, umoral, druk og et luksuriøst liv på andres offergaver. Desuden angrede Peter sin hykleri, hvilket de romersk-katolske paver ikke gjorde.

Pave Julius II (1503-1513) lod sine hære ødelægge og plyndre hele italienske byer for at udvide sit imperium, Pavestaten. Ifølge Austins *Topical History of Christianity*, s. 148, indtrådte der efter år 904 e.Kr. den såkaldte »pornokrati«, hvor prostituerede havde magtforhold og seksuel intimitet med forskellige paver, herunder paverne Sergius III, Anastasius III, Lando og Johannes XII. Folk købte pavestolen, som Gregor VI og Alexander VI gjorde. Mænd blev paver, fordi den forrige pave blev myrdet (Bonifatius VII, Leo V og Stefan VII blev alle dræbt). Der var perioder med to og endda (én gang) tre paver på samme tid (Ursinus og Damasus (366–384); Gregor VI, Benedikt IX og Sylvester III). Paver blev undertiden afsat mod deres vilje, hvilket gør begrebet pavens arvefølge meget spændende. Pave Stefan VII (896–897) lod pave Formosus’ lig grave op og dømte ham for kætteri ved en skueproces.

Nogle katolikker vil måske være enige i, at der er en mulighed for, at mindst én af de foregående paver ikke var i overensstemmelse med Guds vilje. Faktisk blev »pavelig succession«, hvis den nogensinde har eksisteret, gjort meningsløs i middelalderen på grund af manglen på pavelig succession.

På den ene side bør det påpeges, at hvis man kan finde en katolik, der er en fordærvet, ugudelig person, beviser det på ingen måde, at katolicismen er forkert. På den anden side er der noget meget galt, hvis millioner af katolikker loyalt adlyder de onde ønsker hos en sådan person, selv når de ved, at han er ugudelig.

Spørgsmål: Antyder Paulus i Gal 2,16-21, at den gammeltestamentlige lov var ond, som de gnostiske kættere lærte?

Svar: Overhovedet ikke. Som Johannes Chrysostomos (392-407 e.Kr.) udtrykte det: »Han siger ikke, at de havde forkastet loven som ond, men som svag.« Se diskussionen om 1 Joh 1,1 for mere om gnostikerne.

Spørgsmål: I Gal 2,16-21 og Gal 3,11: Da retfærdighed ikke kunne opnås gennem loven, hvordan kan det så være, at de, der læste Det Gamle Testamente, blev undervist i denne vildfarelse?

Svar: Det Gamle Testamente lærer ikke denne vildfarelse. Men mennesker har en uhyggelig evne til at fortolke tingene, så de betyder det, de ønsker, og til at tilføje noget til Guds ord. Nogle mennesker tog alt det, Gud sagde om sin barmhjertighed, og gjorde deres lydighed mod Guds lov – ikke mod Gud selv – til deres håb. Selv i dag kan nogle kristne være ude af balance og lægge mere vægt på visse gode aspekter af kristendommen, såsom åndelig oplevelse, bibelstudier, hjælp til de fattige eller religiøse ceremonier, end på Gud selv. Nogle kan elske religionen mere, end de elsker Gud.

Spørgsmål: Kan nogle kristne i Gal 3:1 blive fortryllet?

Svar: Nej, det er ikke det, Paulus siger. Paulus spørger hypotetisk, om de var det, fordi han var overrasket over, hvor hurtigt mange galater vendte sig mod et andet og falsk evangelium. Det græske ord for »hvem«, tis, er i ental, ikke flertal, og henviser derfor til Satan og IKKE til en gruppe mennesker. En tåbe i Bibelen er ikke en person, der er uintelligent eller uuddannet; det er en person, der er naiv over for eller ellers forhærdet mod åndelig visdom.

Det græske sprog har flere ord for »tåbelig«. Det ord, der bruges her, adskiller sig fra det, Jesus brugte i lignelserne. Ordet her er »anoetus«, som betyder en person, der kan tænke, men vælger ikke at gøre det.

Som en sidebemærkning kan man sige, at inden for islam er der én ting, som kristne og sunnimuslimer kan blive enige om, nemlig at Muhammed – i det mindste på et tidspunkt – var under en ond fortryllelse og sagde ting, der var usande. Du kan læse Bukhari-hadithen (bind 4, bog 53, kap. 33, nr. 400, s. 267; bind 4, bog 54, kap. 10, nr. 490, s. 317; og bind 8, bog 75, kap. 59, nr. 400, s. 266) for en fuldstændig redegørelse for, hvordan det siges, at Muhammed på et tidspunkt var fortryllet af en ond fortryllelse. Muslimer mener generelt, at Muhammed kom sig.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Gal 3:1, hvorpå folk kan blive afledt til noget mindre vigtigt i stedet for det, de burde fokusere på?

Svar: Folk er ofte bedre til at indsamle information end til at prioritere, hvad de bør gøre med den information. Når der skal træffes indkøbsbeslutninger for en virksomhed, ser det nogle gange ud til, at folk har en tendens til at vælge den sidste sælger, de talte med. Vi kan have alvorlige fordomme i vores beslutningstagning, afhængigt af hvor meget vi diskuterer et emne, og hvor nyligt vi har set på et bestemt aspekt. Vores opmærksomhed bliver alt for let afledt. I vores stille tid med Gud bør vi ikke kun studere Ordet og bede, men også meditere og reflektere. Holder vi virkelig de vigtigste ting som de vigtigste? Eller er vi, paradoksalt nok, bare for travle til at stoppe op og finde ud af, hvad vi burde gøre?

Spørgsmål: I Gal 3,2-3 ser det ud til, at der gennem historien har været en næsten overvældende trang hos mennesker til at tilføje noget til evangeliet. Hvorfor tror du, det er sådan?

Svar: Man kan godt mene, at evangeliet indeholder sandhed, men ikke tro, at det er fuldstændigt. Hvis du ikke tror, at der er mange måder, hvorpå folk forsøger at tilføje noget til evangeliet, så lad mig aflive den opfattelse. Forskellige mennesker har sagt, at vi derudover har brug for følgende.

Hele den jødiske lov (nogle i Hebrew Roots-bevægelsen)

Omskæring og andre dele af den jødiske lov (Syvendedagsadventisterne)

Vanddåb af mennesker i stedet for omskæring (Kristi Kirke)

Dåb (ved at sprænge vand) af biler, kæledyr og endda militære kampvogne (den russisk-ortodokse kirke)

En yderligere regelbog (Tyconius)

Yderligere skrifter (mormonerne, Foreningskirken)

Kombination med islam (C5-”kristne” og Chrislam i Nigeria)

Kombination med hinduismen (nogle indere i Kerala)

Kombination med græsk-romerske guder (hermetiske gnostikere)

Kombination med yderligere hemmelig lære (andre gnostikere)

En organisation, der fortæller os, hvad vi skal tro, fordi Bibelen kan være farlig (Jehovas Vidner)

Helgener, der går i forbøn for os

Voldelig revolution (befrielsesteologi)

Bøn til billeder eller statuer af helgener

Tro plus gerninger (romersk-katolicisme)

Ikoner (primært i de østortodokse kirker)

”Calvins værker var ikke hellig skrift, men det burde de have været”

Teologiens udvikling: Vi har brug for den teologiske udvikling gennem tiderne for virkelig at være en kristen, der er ”på højde med tiden”.

Folk har været meget kreative med hensyn til, hvad vi har brug for ud over evangeliet. Men kreativitet er ikke altid en god ting.

Der er sandsynligvis mange forskellige grunde til, at så mange mennesker har troet, at så mange forskellige ting er vigtige ud over evangeliet, men de fleste af dem kan samles i mindst én af fire kategorier: konvention, frygt, stolthed og begær.

Konvention: At vinde sportslige konkurrencer, få gode karakterer i skolen, lønforhøjelser på arbejdet og de fleste ting i livet har vi enten fortjent eller i det mindste tror vi, at vi har fortjent dem. Hvorfor skulle åndelige ting, som det er endnu vigtigere at gøre sig umage med, være anderledes? Hvis vi ikke fortjente det, hvorfor skulle folk så overhovedet prøve?

Frygt: De holder stadig fast i det, de ser som det »gode« i et konkurrerende verdenssyn eller en anden religion, og de er bange for at gå glip af noget, hvis de ikke også accepterer det. Man mener, at det er bedre at være på den sikre side og gøre denne anden ting ud over evangeliet, bare for at sikre sig, at alle baser er dækket.

Stolthed: Gud gjorde det godt ved at give os sit ord, men de kan – og mener, at de er nødt til – at forbedre det.

Begær: De ser (måske med rette), at livet i denne verden ville være så meget nemmere, hvis de kunne sige, at der også er noget andet ud over at være kristen. Forfølgelsen ville være mindre, forretningsmulighederne måske flere, og de har blot et ønske om også at fortsætte på deres gamle måde.

Spørgsmål: Hvilke måder forsøger folk på i Gal 3:3,21 at tilføje noget for at gøre tingene bedre, men ender med at ødelægge kernen i det, de forsøgte at forbedre?

Svar: Når man ændrer kernen, så den ikke længere er den samme kerne, har man udhulet evangeliet for bedre at kunne tilpasse sig andre ved at have et fundamentalt anderledes budskab.

På kinesisk findes der et slangudtryk for denne idé: »at sætte ben på en slange«, dvs. at være den første til at tegne en slange i en slangetegningskonkurrence og derefter i beruset tilstand sætte ben på den og dermed diskvalificere sin tegning.

Spørgsmål: Hvordan lærer folk i dag i Gal 3:3,21 i praksis, at Kristus døde forgæves?

Svar: Hvis man kan komme i himlen ved at være et godt menneske, så spildte Kristus sin tid. Selvfølgelig, hvis nogen kan definere, hvad en god person er, ud fra deres egne følelser, så bliver det ret vilkårligt, hvad en god person er. Men hvis man kan komme i himlen ved at følge et bestemt sæt regler, så var Kristi død på korset igen unødvendig. Var Kristus virkelig nødt til at dø for vores synder, og er det af afgørende betydning at tro på det? Hvis du tror det, så del det med andre, som om du virkelig tror på det.

Spørgsmål: Hvad er pointen med at nævne Abraham og Moses i Gal 3,8?

Svar: Som John R.W. Stott siger, betragtede Paulus hele Det Gamle Testamente som en bjergkæde, hvor Abraham og Moses er to af de højeste tinder. Men Mount Everest er Jesus Kristus. Abraham og det løfte, der blev givet ham, er den første tinde, og den bliver ikke ophævet af den anden store tinde, Moses og loven. Paulus har stor respekt for loven og ønsker at understrege, at der ikke kun er to tinder, men at der også er en tredje.

Spørgsmål: Hvordan er mennesker under loven forbandet i Gal 3:10,13?

Svar: 5. Mosebog 28:1-13 taler om velsignelserne for israelitterne, som kender loven og holder den. Men 5. Mosebog 28:15-68 taler om de mange forbandelser for israelitterne, som kender loven, men vender sig bort fra den.

Hvad angår at være forbandet, er det en passende beskrivelse af mennesker, der forsøger at leve op til en standard, de ikke kan overholde, aldrig indser det, og alligevel nægter at følge den eneste vej til himlen, nemlig den, der har overholdt den umulige standard for dem. »Under en forbandelse« synes at være en passende beskrivelse.

Spørgsmål: Hvordan hænger Gal 3:11; Rom 1:17; 3:28 sammen med Hab 2:4?

Svar: I Habakuk synes »retfærdige« at henvise til dem, der er i et ret forhold til Gud. I disse vers fra Det Nye Testamente kan »retfærdige« henvise til dem, der er blevet erklæret retfærdige og dermed er i et ret forhold til Gud.

Paulus citerede også fra Habakuk 1:5 i Antiokia i Pisidien i Apostlenes Gerninger 13:41, så Habakuk var helt sikkert i Paulus’ tanker.

Spørgsmål: I Gal 3:13, blev Jesus forbandet, eller blev han velsignet, som Sal 72:17 siger?

Svar: Begge aspekter er sande. Kristus blev velsignet af Gud Faderen, og Kristus påtog sig frivilligt Guds forbandelse for vores synder på korset. I Åbenbaringen 5:12 vil Kristus blive velsignet i himlen.

Spørgsmål: Tilbeder og følger kristne i Gal 3:13 en person, som de selv indrømmer var forbandet af Gud?

Svar: Ja, det gør vi, og vi undskylder ikke for det. Det er ikke blot, at Jesus var under en forbandelse, men snarere at Jesus valgte at være under en forbandelse, for din og min skyld. Jesus påtog sig frivilligt vores forbandelse, straf og skam ved at dø på korset for vores synder. Jesus blev ikke selv syndig, men menneskers synder blev lagt på ham.

Spørgsmål: I Gal 3:16 (og ApG 3:25) i modsætning til 1 Mos 12:7 osv. er »afkom« et kollektivt entalssubstantiv (ligesom ordet »efterkommere«), så hvorfor siger Paulus, at det kunne henvise til blot én?

Svar: På engelsk kan vi sige »people«, »offspring« eller »going to seed« uden at mene blot én enkelt. Pointen her er, at Paulus minder jøderne om, at deres skrifter (Det Gamle Testamente) lærte, at de løfter, der var givet til Abrahams efterkommere, ville komme gennem Messias, som både jøder og kristne anerkendte som én person.

Spørgsmål: Modtog Moses i Gal 3:17 loven først 430 år efter Abraham?

A: Israelitterne boede i Egypten i 430 år; de var slaver i Egypten i kun 400 år. Paulus mindede især de judaiserende læsere om, at Moses modtog loven umiddelbart efter denne periode på 430 år. Da det naturligvis var mere end 430 år, er det selvfølgelig korrekt at sige, at det var 430 år efter dette.

Q: Hvad siger Gal 3:17 om, at den abrahamitiske dispensation blev forældet af den mosaiske dispensation?

Svar: Uanset om man betragter historien ud fra dispensationer eller ej, beviser verset, at det tidspunkt, hvor den mosaiske lov blev givet, ikke ugyldiggjorde det, der tidligere var blevet lovet. Den mosaiske lov var ganske vist en ny dimension oven på Guds pagt med Abraham, men den gjorde ikke alt, hvad der var blevet sagt til Abraham, værdiløst. I dag er forholdet mellem den nye pagt, i Kristus, og den gamle pagt, under Moses, lidt anderledes. Mange ting under den gamle pagt er faktisk forbi, såsom dyreofringer, spiseforskrifter osv. Men hvem Gud er, har ikke ændret sig, og de forskrifter, der læres i Det Gamle Testamente, er stadig sande i dag.

Spørgsmål: Hvorfor angav Paulus ikke det nøjagtige antal år i Gal 3,17?

Svar: Inden jeg nævner to sandsynlige årsager, er det vigtigt at forklare forskellen mellem nøjagtighed og præcision. Hvis en spand indeholder nøjagtigt 1.056 kugler, og nogen siger, at der er 2.000 kugler eller kun 500 kugler, er begge udsagn unøjagtige (og falske). Hvis nogen siger, at der er tusind kugler, er det nøjagtigt (og sandt), men upræcist. Hvis nogen siger, at der er mere end 500 kugler, er det også korrekt og sandfærdigt, men ikke præcist og ikke udtømmende. Bibelen er fuldstændig sand i sine originale manuskripter, men den er ofte upræcis og ikke udtømmende. Her er to årsager, vi kan se til denne upræcision.

1) Gud så ikke noget behov for at oplyse Paulus (eller nogen anden) om det nøjagtige antal år mellem Abraham og udvandringen fra Egypten. Gud lod Bibelen skrive, så den er fuldstændig sand, og så den har al den præcision, vi har brug for til at forstå, hvad Gud ønskede at formidle om sig selv, mennesket, at blive frelst, at vokse i Kristus og at tjene Gud. Gud så tilsyneladende ikke noget behov for at lade Bibelen skrive med større præcision, end det var nødvendigt, og han så ikke noget behov for at lade den bevare med større præcision, end det var nødvendigt.

2) Paulus ønskede at anvende det mest konservative tal. Hvis judaisterne ønskede at forbedre nøjagtigheden, understreger det blot Paulus’ pointe om den lange tidsperiode.

Spørgsmål: Hvad gjorde loven egentlig for os i Gal 3:21?

Svar: Den rensede os ikke eller gjorde noget for at gøre os bedre; den viste os snarere, hvor dårlige vi er. Som Tony Evans siger, er loven som et spejl. Den viser os, at vi har brug for at rede vores hår, vaske vores ansigt og rette på vores tøj, men den kan ikke gøre nogen af disse ting for dig.

Spørgsmål: Er alle, der læser Galaterbrevet, Guds børn, jf. Gal 3,26? Er universalismen sand?

Svar: Nej. Evangeliet tilbydes alle, men de, der vælger at afvise Gud, er frie til at gøre det – og må tage konsekvenserne. Se diskussionen om Kolossenserbrevet 1:20.

Spørgsmål: I Gal 3:27 står der, at alle, der er døbt, har iklædt sig Kristus. Kommer alle, der er døbt, derfor i himlen? Hvad med Simon Magus i Apostlenes Gerninger 8:13,18-20?

Svar: Vanddåben frelser dig ikke; det er Kristus, der frelser dig. Gud befaler alle kristne at lade sig døbe med vand som et løfte om deres gode samvittighed over for Gud, som det står i 1. Petersbrev3:21 .

Spørgsmål: I Gal 3:28 står der, at der ikke er mand eller kvinde i Kristus. Hvorfor er der så forskellige roller i menigheden i 1 Tim2:11 -15 og 1 Kor14:34 -37?

Svar: Interessant nok er dette det ældste kendte historiske dokument, der siger, at mænd og kvinder er lige. Kristne er uenige om kvinders roller i kirken i dag, men alle bør være enige om tre punkter.

1. For Gud er der til enhver tid ingen forskel i værdi mellem mænd og kvinder, og der bør heller ikke være nogen forskel i værdi for os.

2. Alle kristne må være enige om, at ligeværd ikke beviser, at der aldrig bør være en forskel i rollefordelingen, for – i det mindste på det tidspunkt – skulle kvinder ikke have autoritet over mænd i kirken, som 1 Timoteus 2:11-13, 1 Korintherbrevet 11:3-9 og 1 Korintherbrevet 14:34-35 viser.

3. Hvis man begrænser et vers i Det Nye Testamente til at gælde »kun for den tid«, bør man have gode bibelske grunde til, hvorfor netop dette vers er begrænset til den tid, og ikke alle andre vers, som man tilfældigvis er uenig i.

Spørgsmål: Hvor alvorligt skal vi i Gal 3:28 tage påbudet om, at vi alle skal være ét i Kristus Jesus?

Svar: Galaterbrevet 3:28 synes at være det direkte modsatte af en bøn fra jødiske mænd: »Jeg takker Gud for, at du ikke har skabt mig som hedning, slave eller kvinde«. Selvfølgelig er det let at sige, at vi bør tage dette alvorligt. Men på den anden side kan der være en fristelse til at nedtone dette, når det måske synes mere frugtbart at vinde mennesker for Kristus. Dette er imidlertid forkert, for hvis en person ikke underkaster sig Guds autoritet, bør vi stille spørgsmålstegn ved, om vedkommende virkelig er frelst. Den berømte kristne missionær William Carey nægtede at døbe nogen, der hævdede at være kristen, men stadig fulgte det indiske kastesystem.

Spørgsmål: Hvordan så den græske kultur på kvinder og ægteskab i Gal 3:28?

Svar: Her er nogle citater fra græske forfattere hentet fra *The Great Quotations*, samlet af George Seldes.

»Ægteskabet er, for at sige det som det er, et onde, men et nødvendigt onde.« – Aristoteles (384–322 f.Kr.), citeret af Diogenes Laertius (s. 67)

»Man kan sige, at kvinden er en underordnet mand.« Menander (342?–291? f.Kr.) (s. 486)

Det er ikke godt at hente vores syn på ægteskabet hos hedenske græske forfattere.

Spørgsmål: Hvad er præcist de »elementer« eller »grundlæggende principper«, som folk var bundet af i Gal 4:3?

Svar: Ordet på græsk, stoicheia, er et generelt ord, der kan betyde elementer. Først hvad der ikke er svaret, og derefter to mulige svar.

Ikke svaret: onde ånder eller afguder. Da loven ikke er dårlig, har nogle ment, at dæmoner eller afguder var de »elementære ting«, der her er tale om. Versene fra Galaterbrevet 3:23 til 4:3 taler imidlertid om loven som vores opdrager, og versene fra 4:4 til 4:7 taler om loven. Det eneste vers, der her understøtter denne opfattelse, er Galaterbrevet 4:8, hvor der tales om, at de tjener uspecificerede ting, der ikke er guder. Dette kunne henvise til afguder, men så står der i Galaterbrevet 4:9, at galaterne overvejede at vende tilbage til disse ting, og de var i fare for at vende tilbage til at følge jødedommen, ikke afguder.

Ikke svaret: fysiske elementer. Mange grækere, herunder kristne, opfattede den fysiske verden som bestående af fire elementer: luft, jord, ild og vand, deraf Paulus’ brug af ordet »elementer«. Paulus taler faktisk om ting, de kendte fra verden, men der er intet, hverken her eller andre steder i Det Nye Testamente, der tyder på, at nogen havde et problem med at ære eller vende tilbage til »luft«, »jord«, »ild« eller »vand«.

Det konkrete svar: Loven. Hele Galaterbrevet frem til dette punkt har et gennemgående budskab: Giv ikke afkald på at stole på Kristus for i stedet at stole på loven. »Elementer« er her de grundlæggende principper, som jøder lærte om loven fra barndommen. Paulus siger ikke, at loven skal følges længere, og han siger heller ikke, at loven er dårlig. I stedet siger Paulus, at lovens rolle var som de regler, små børn havde brug for, før de voksede op. Loven blev givet af Gud, men farisæernes fokus på lovene – mere end på kærligheden til Gud – blev brugt af Satan til at binde mennesker.

Et generelt svar: En anden måde at omskrive »stoicheia« på ville næsten være »ABC’et«, bortset fra at dette ikke afspejler lovens disciplinære aspekt. Ud over loven, som jøderne havde lært fra barndommen, gælder dette den religiøse lære, som en person tidligere havde lært før sin genfødsel i Kristus, og som vedkommende stolede på eller satte sin lid til i stedet for eller i tillæg til Kristus. Måske kan dette endda omfatte falsk filosofi, som de havde lært tidligere, som Kolossenserbrevet 2:8 nævner. *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 601, går ind for denne opfattelse. Selvom dette vers kan gælde enhver tidligere religiøs »historie«, som en person havde, før vedkommende kom til Kristus, var den umiddelbare kontekst for tilhørerne i Galatien den jødiske lov.

Spørgsmål: I Gal 4:4 og Tit 1:3 står der, at Faderen sendte Jesus »i tidens fylde« – hvorfor blev Jesus så sendt netop på det tidspunkt og ikke tidligere eller senere?

Svar: Dette skriftsted siger blot, at Jesus blev sendt på det rette tidspunkt, uden at angive hvorfor – men det er alligevel sjovt at spekulere over det. Der er mindst fire faktorer, vi kan se.

Sprog: Fra omkring 200 f.Kr. til 250 e.Kr. talte man græsk i store dele af Det Romerske Imperium. Derefter talte man græsk i øst og latin i vest. Et sprog bidrog i høj grad til kristendommens udbredelse.

Fred: Dette var en periode præget af fred. Dette skete efter de mange krige mellem seleukiderne, ptolemæerne og perserne, som for det meste var ophørt omkring 141 f.Kr. Pompejus erobrede Fønikien i 64 f.Kr. Denne periode med relativ fred strakte sig fra før 161 e.Kr., da partherne invaderede Syrien, til 220 e.Kr., da goterne invaderede Lilleasien. I år 350 e.Kr. kæmpede nordeuropæerne, hunnerne og perserne mod Rom. Da der herskede relativ fred, var romerne i stand til at udrydde en stor del af det sørøveri, der ofte plagede Middelhavet, allerede i år 69 f.Kr., hvilket gjorde det muligt for folk i Paulus’ tid at have færre møder med sørøvere. Generelt var freden en stor hjælp for de kristne, når de rejste rundt for at udbrede evangeliet.

Veje: Romerne anlagde over 42.000 miles omfattende veje, der forbandt deres vidtstrakte imperium. Dette hjalp mennesker som Paulus med at rejse relativt sikkert og let til et stort antal steder.

Jødiske synagoger: På dette tidspunkt fandtes der jøder, der underviste i monoteisme, og jødiske synagoger fra Persien til Etiopien og til Lyon i Frankrig. Dette kunne gøre det lettere for ikke-jøder at forstå, at der kun var én Gud.

Endelig profetien: Messias ville komme under det fjerde rige, som er profeteret i Daniel 7:1-10.

Resultaterne var forbløffende. Inden for 300 år havde kristendommen fredeligt bredt sig til Etiopien, Indien, Georgien, England, Spanien og Nordafrika. De eneste to store verdensreligioner, der havde en hurtigere indledende udbredelse, var islam og kommunismen, og begge spredte sig hovedsageligt gennem militær erobring.

Spørgsmål: Hvad er de to ting, som Kristus forløste os fra i Gal 4:5 og 3:13?

Svar: Kristus forløste os fra forbandelsen ved at overtræde loven i Galaterbrevet 3:13. Men Kristus gjorde mere end det. Han forløste os også fra lovens slaveri i Galaterbrevet 4:5.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved ordet »Abba« i Gal 4:6-7?

Svar: Ordet her kan oversættes med »far«. Ingen almindelig slave, der ikke er en søn eller datter, ville nogensinde kalde sin herre for far. Dette ord blev brugt af Jesus i Markus 14:36 og senere af Paulus i Romerbrevet 8:15.

Spørgsmål: Hvorfor ønsker nogle mennesker i Gal 4:9,21 at være i trældom?

Svar: Det kan skyldes frygt, håb om belønning, at det er mere behageligt på den måde, eller i nogle tilfælde endda en afhængighed.

Spørgsmål: Hvorfor ændrede Paulus sin tone her i Gal 4:12-20?

Svar: Paulus har været streng og ubønhørlig gennem hele dette brev, men her taler han ømt til dem. Paulus appellerer til deres hjerter om at fortsætte på den samme vej, de var på. Man kunne læse frem til kapitel 4 og intellektuelt se, hvor forkert galaterne havde handlet. De kunne også læse Paulus’ advarsler om alvoren af deres fejltagelse. Men de kunne ikke have læst, hvor meget Paulus faktisk holdt af dem. Det viser Paulus her. Når vi er nødt til at irettesætte nogen, bør vi vise dem, hvorfor de tager fejl, og hvor alvorligt det er, at de tager fejl på et afgørende punkt. Men vi bør ikke forsømme at give udtryk for, hvor meget vi holder af dem. Men så, i Galaterbrevet 4:15-20, spørger Paulus i grunden, om de stadig har noget hjerte for ham, og hvorfor de var så ustadige.

Husk, at det var i det sydlige Galatien, nærmere bestemt Lystra, at folk ønskede at ofre til Paulus og Barnabas som guddommelige væsener i Apostlenes Gerninger 14:11-18, før Paulus og Barnabas standsede dem. De troende dér agtede Paulus og hans ord som Kristi ord; så hvordan kunne de ændre sig og nu føle sig som hans fjender?

Spørgsmål: I Gal 4:13: Da Paulus kunne helbrede andre, hvorfor var Paulus så selv syg?

Svar: Dette værdifulde vers viser, at helbredelseskraften lå hos Gud, ikke hos apostlen. Nogle sekteriske grupper, såsom Christian Science og nogle få mærkelige karismatiske grupper, lærer, at lydige, åndelige kristne aldrig bliver syge, og at kristne ikke bør tage medicin. Men det faktum, at Paulus her var syg, samt hans bekymring over Epafroditus’ livstruende sygdom i Filipperne 2:26-27 og hans anbefalinger af et middel mod Timotheus’ maveproblemer i 1 Timoteus 5:23 viser, at selv de mest lydige og åndelige kristne kan blive syge. Det betyder ikke nødvendigvis, at de mangler tro, eller at Gud straffer dem.

Johannes Chrysostomos (392-407 e.Kr.) giver i prædiken 1, v. 14, i værket »Om statuerne« et mere uddybende svar vedrørende situationer som Timotheus’ maveproblemer i 1 Timoteusbrev 5:23. Johannes Chrysostomos siger, at Gud tillader, at denne situation rammer kristne. Her følger en omskrivning af hans otte nummererede grunde.

1. For at forhindre dem i at blive stolte på grund af deres gode gerninger og mirakler.

2. For at andre ikke skal danne sig en for høj opfattelse af dem.

3. For at det skal stå klart, at det er Guds kraft, der åbenbares, ikke menneskenes kraft.

4. For at de gudfrygtige menneskers udholdenhed under deres prøvelser eller sygdom kan være et eksempel for andre.

5. For at vi, når vi ser gudfrygtige mennesker dø af sygdom, bliver mindet om alles opstandelse.

6. Når vi rammes af lidelse, kan vi finde trøst i, at andre før os har udholdt noget lignende.

7. Når vi bliver opfordret til at efterligne Paulus eller andre, skal vi ikke vige tilbage og tænke, at de er af en højere natur. De har samme natur og svagheder som andre mennesker i almindelighed.

8. Vi kan lære, at en gudfrygtig persons salighed ikke kommer fra hans helbredsmæssige omstændigheder.

Chrysostomos fortsætter derefter i mere end syv sider med at uddybe og bevise hvert af disse punkter ud fra Skriften.

Spørgsmål: Hvad mente Paulus i Gal 4,14 med, at de ikke foragtede hans prøvelse/sygdom?

Svar: Paulus led af en sygdom, da han var sammen med galaterne. Vi ved ikke, om det var et anfald af malaria, et øjenproblem eller noget andet. Paulus påpeger, at selvom han ikke var rask, da han var sammen med dem, så så de slet ikke ned på det.

Spørgsmål: Hvad er pointen med de fire sæt af to i Gal 4:22-31?

Svar: Paulus genfortæller først historien for at fremhæve en allegorisk pointe, der kan anvendes på os. Der er to sønner, to kvinder, to pagter og to byer. Ismael, Hagar, den gamle pagt og det gamle Jerusalem repræsenterer den gamle, slaveagtige lovens vej. Isak, Sara, den nye pagt og det nye Jerusalem repræsenterer den nye vej, som er baseret på løftet. Ligesom Ismael og Hagar ikke kunne blive hos Isak og Sara, som de gjorde nar ad og foragtede, kan et liv efter loven ikke forenes med et liv i Guds nådes løfte gennem troen.

Spørgsmål: I Gal 4:25, lå Sinai-bjerget i Arabien, eller lå det på Sinai-halvøen, som Toraen angiver?

Svar: Begge dele, idet man skal forstå, at »Arabien« her ikke er det moderne land Saudi-Arabien. Det er den romerske provins Arabien. Den romerske provins Arabien omfattede Sinai-halvøen, den nordvestlige del af det moderne Jordan og en lille del af Syrien. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at romerne aldrig erobrede områder i nærheden af Mekka eller Riyadh.

Spørgsmål: Hvorfor drager Paulus denne konklusion i Gal 4:30?

Svar: Hagar troede på Gud, men Hagar og Ismael var med deres foragt og hån uforenelige med Sara og Isak, det lovede barn. De måtte ifølge Sara forlade stedet. Abraham ønskede ikke, at de skulle forlade stedet, men Gud sagde til Abraham, at han skulle lytte til Sara i denne sag. På samme måde må tanken om, at man kan følge Kristus i nådens frihed og stadig være bundet af loven, bortfalde. Endelig siger Paulus, at de mennesker, der lærer, at man skal være i lovens trældom, også skal udstødes af menigheden.

Spørgsmål: Når Paulus i Gal 5,1 siger, at vi skal stå fast i friheden, hvad er så præcist det slaveri, vi skal holde os fra?

Svar: Dette er et overgangsvers; dette vers fungerer lige så godt som en sammenfatning af Galaterbrevet 4 og som indledning til Galaterbrevet 5:1-13. Der er tre mulige svar.

Synd: De, der synder, er slaver under synden, og vi er blevet frigjort fra den. Romerbrevet 6 går mere i detaljer om dette.

Moseloven: Selvom det foregående er korrekt, nævnes synd og kødet kun ét sted i Galaterbrevet 5:1-15: Galaterbrevet 5:13. I modsætning hertil nævnes loven/omskærelsen seks gange. Vi skal tjene Gud uden at være i trældom under loven. Jøderne talte om at »tage lovens åg på sig«.

Begge dele: I tankegangen om lov og synd gælder enten: »Jeg er sådan en synder, fordi jeg bryder loven«, eller »Jeg er sådan et godt menneske, fordi jeg overholder loven«. Uanset om man befinder sig på den ene eller den anden side af vippen, er fokus det samme: »jeg«. Vores fokus bør derimod være på den, der er vigtig: Gud, og ikke os selv. Vi lever hellige liv, fordi vi er i et kærligt forhold til Gud og ønsker at behage Ham, ikke blot fordi vi ønsker at undgå straf, få belønninger eller betragte os selv som bedre mennesker.

Vi lever hellige (om end ikke syndfrie) liv, fordi vi er fri fra syndens trældom og afhængighed og fri fra lovens åg. Lovens åg tjente et godt formål, nemlig at holde folk tilbage fra at synde. Men vi har ikke længere brug for Moseloven, og i stedet holdes vi tilbage fra at synde af Guds kærlighed.

Spørgsmål: Begrænser omskærelsen på en eller anden måde Kristi kraft eller værk i Gal 5,2?

Svar: Overhovedet ikke. Ligesom det at aldrig tro på Kristus betyder, at Kristi offer ikke har nogen værdi for en person, betyder det at stole på omskærelsen og afvise Kristus ligeledes, at Kristi offer ikke har nogen værdi for personen, og at vedkommende vil ende i helvede.

Spørgsmål: I Gal 5:2, hvad ville forskellen være mellem loviskhed og at følge Moseloven i både Det Gamle og Det Nye Testamente?

Svar: Hvad ville du kalde en person, der tog det meget alvorligt at følge Moseloven og fokuserede på at forsøge at behage Gud hovedsageligt ved at adlyde loven? – hvis vedkommende levede før Kristus, kunne man kalde vedkommende en gudfrygtig jøde.

Før Kristus skulle jøderne forsøge at følge Moseloven så fuldstændigt som muligt. En legalist dengang ville være en person, der var mere optaget af loven end af Gud. De elskede deres traditioner og lovoverholdelse mere, end de elskede Herren. Ligesom farisæerne satte de deres lid til deres egen retfærdighed i stedet for at have tro på den Gud, der tilgiver.

Efter at Kristus døde for vores synder, har definitionen af en legalist »ændret sig«. Den omfatter nu også en person, der sætter sin lid til loven og sine egne gerninger i stedet for – eller i tillæg til – Kristus. Du tror, at Kristi frelse gennem hans blod er afgørende – godt! Men tror du også, at den er fuldstændig, at Kristus fuldførte alt, hvad der skulle gøres? Hvis en person ikke gør det, har vedkommende et problem med »delt tillid«, hvor man stoler på, at Kristus frelste os delvist, og at der delvist er brug for noget andet.

Spørgsmål: I Gal 5:2-3 står der, at Kristus ikke gavner dem, der er omskåret. Kan Kristus da gavne de mange drengebørn, der omskæres i dag? Bør de også være gældere til loven?

Svar: Nej, af to grunde.

1. Galaterbrevet 5:2-3 taler kun om mænd, der lader sig omskære, ikke om drengebørn.

2. Den generelle betydning henviser til dem, der vælger at lade sig omskære med det formål at opfylde den gammeltestamentlige lov. De viser dermed, at de ikke stoler på, at Kristus frelser dem uafhængigt af loven.

Spørgsmål: Hvad ville du i Gal 5:2-4 sige til en person, der siger: »Jeg stoler fuldt ud på Kristi blod for min fuldstændige frelse, men jeg vil bare være helt sikker, så jeg vil også følge den jødiske lov«?

Svar: Dine ord modsiger hinanden. Du stoler ikke fuldt ud på Kristi blod for din fuldstændige frelse, ellers ville du ikke også stole på noget andet. Paulus havde skarpe ord til folk, der tænkte på den måde; Paulus siger, at det er enten/eller, det ene eller det andet. Omskæring er blot et eksempel på at gøre noget for at beskytte noget værdifuldt (frelsen), som ender med at ophæve det, man forsøgte at beskytte.

I Galaterbrevet 5:6 siger Paulus, at hverken omskæring eller manglende omskæring virkelig betyder noget. Paulus omskærede endda Timoteus i Apostlenes Gerninger 16:3. Det, Paulus derimod er så stærkt imod, er den teologi, der sætter sin lid til Kristus plus noget andet.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Gal 5,4 falde fra nåden?

Svar: Paulus henvender sig direkte til alvorligt forvirrede kristne, der er holdt op med at stole på Guds nåde i Kristus. Paulus taler også til ufrelste lovtroende. Hvordan skelner man mellem en alvorligt forvirret kristen og en ufrelst lovtroende? Ofte kan man ikke, men man kan advare dem uanset, hvilken kategori de tilhører.

Spørgsmål: Hvilke forskellige opfattelser har kristne af, hvad der menes her i Gal 5,4?

Svar: Først det græske, derefter fire synspunkter og til sidst en konklusion.

Det græske ord katergethete betyder »… enhver ødelæggelse af vækst og liv, fysisk eller åndelig, gavnlig eller skadelig«, ifølge Expositor’s Greek Testament, s. 184. Dette ord bruges også i Rom 7:2 om ophævelse ved døden af en hustrus forpligtelse over for sin mand og om åndelig død i Rom 7:6. Der er fire hovedopfattelser.

1. At miste frelsen sidestilles med at falde fra nåden. The Believer’s Bible Commentary, s. 1891, siger, at denne opfattelse er uholdbar, fordi den IKKE handler om mennesker, der falder i synd og vantro. Den handler snarere om moralske mennesker, der tror, at deres egne gerninger vil hjælpe dem med at opnå eller bevare deres frelse. Den ser det også som ironisk, at nogle, der ønsker at bruge dette vers til at understøtte tanken om at miste frelsen, er legalister, der ligner dem, som Paulus taler imod.

2. En troende, der forlader nåden til fordel for et lovisk system, men ikke mister frelsen. Dette er ikke at falde ud af frelsen og ind i vantro eller bevidst synd, men at falde fra nåden og ind i loviskhed. Det er en lammelse af det åndelige liv: afbrydelsen af foreningen med Kristus har en dæmpende virkning på hele den åndelige natur og resulterer i et begær efter lovisk retfærdiggørelse. Nogle mener dog, at denne opfattelse er forkert, fordi den ikke beskriver kristne, der søger helliggørelse, men ufrelste mennesker, der forsøger at blive retfærdiggjort ved loven.

3. Falske kristne, der søger at blive retfærdiggjort ved loven. The Believer’s Bible Commentary, s. 1891, tilslutter sig denne opfattelse og siger, at de måtte vælge mellem to frelsere: enten Kristus eller loven. Calvin mente, at de ikke forsøgte at vælge loven i stedet for Kristus, men loven i tillæg til Kristus, og at tro, at nogen del af frelsen sker ved gerninger, er ikke at tro, at den udelukkende sker ved nåde gennem tro.

2+3. Både tåbelige troende, der afviser nåden til fordel for loviskhed, og »tilsyneladende« kristne, der permanent vender ryggen til evangeliet og aldrig blev frelst.

I den præ-nikænske kirke diskuteres dette vers faktisk ikke. Johannes Chrysostomos underviser om dette vers og siger, at det nævner den strengeste af straffe, men uden at specificere mere end det.

Konklusion: På den ene side henvender Paulus sig i Galaterbrevet 5:4 til de samme mennesker som Guds sønner i 3:26; brødre, som han henvender sig til i Galaterbrevet 3:15; 4:12,28; 5:13; 6:1,18, og som løb et godt løb i Galaterbrevet 5:7.

Men på den anden side er Paulus bekymret for, at hans indsats var spildt på dem (Galaterbrevet4:11 ), og at de måske er blandt de evigt fordømte, der forkyndte et andet evangelium i Galaterbrevet 1:8,9.

Paulus vidste, ligesom vi, ikke, hvem de udvalgte var. Overvej dette eksempel: Hvis en person, der syntes at være en ægte kristen, falder i stor synd, er vedkommende da: en udvalgt person, der senere vil omvende sig, vende tilbage og holde ud, eller en forkastet person, der permanent har forladt den sandhed, vedkommende har hørt? Gud ved det; det gør vi ikke, og vi behøver ikke at vide det. Men vi har bestemt ingen sikkerhed for, at vedkommende er frelst, når vedkommende gør det. På samme måde: Hvis nogen falder i alvorlig læremæssig vildfarelse, som de lovisk orienterede galaterne gjorde, var alle dem, Paulus henvendte sig til, da ægte kristne, der var faldet i kætteri, men som vil vende tilbage, eller var de alle ufrelste, helvedebundne mennesker, der aldrig ville tro på nådens evangelium, eller kunne de være en blanding af hvede og ukrudt, og ikke engang Paulus vidste, hvem der var hvem, men Paulus’ opgave var ikke at dømme deres sjæle, men at advare dem om konsekvenserne, hvis de fortsatte i deres loviskhed. Så svaret er »2 + 3«.

Spørgsmål: Hvordan ligner det kristne liv et løb i Gal 5,7?

Svar: Det ligner et meget konkurrencepræget løb, men kristne konkurrerer ikke med hinanden. Vi forsøger snarere at løbe så hurtigt, vi kan, på trods af langsommere løbere eller biler, der skærer ind foran os og bremser os.

Spørgsmål: Hvorfor forkyndte Paulus korset i Gal5:11 og 2 Kor2:15 -16, når han vidste, at korset var en anstødssten for folk? Paulus ønskede ikke at lægge en anstødssten i vejen for nogen (2 Kor 6:3) eller gøre noget, der kunne hindre evangeliet (1 Kor 9:12).

A: Ligesom Paulus ønsker vi ikke at gøre noget, der får folk til at blive fornærmet på os personligt. Men når vi forkynder evangeliet, ønsker vi ikke at skjule eller nedtone de dele, som nogle mennesker finder stødende. Nogle bliver fornærmede over, at Gud følger deres mindste bevægelse, eller at de på egen hånd er utilstrækkelige og fiaskoer foran Guds domstol. Nogle bliver fornærmede over, at nogen skulle antyde, at de gør ting, der er så dårlige, at de har brug for frelse. Uanset om folk tager anstød eller ej, har de brug for at kende sandheden i evangeliet.

Spørgsmål: Hvorfor nævner Paulus i Gal 5,12, at mænd, der holder fast ved omskærelsen, kan kastrere sig selv?

Svar: Selvom det måske lyder mærkeligt for os, fandtes der i Lilleasien en gudinde ved navn Kybele, og hendes præster var alle mænd, der havde kastreret sig selv. Så selv de judaister, der lagde vægt på omskæring, var ikke så ihærdige omkring det som Kybeles præster.

Spørgsmål: Hvad menes der med »kødets lejlighed« i Gal 5,13?

Svar: Paulus siger, at man skal passe på, at man ikke under dække af den kristne frihed bruger den som en undskyldning for at synde. Vi har frihed fra synd, men ikke frihed til at synde. Det græske ord for lejlighed, aphorme, betyder et gunstigt sted at iværksætte et militært angreb. Så lad ikke Satan bruge en rationalisering af den kristne frihed til at give synden fodfæste i dit liv.

Spørgsmål: Hvad antyder Paulus her i Gal 5:14-15?

Svar: Galaterbrevet 5,1-13 og Galaterbrevet 5,14-15 virker som to noget adskilte emner, men faktisk antyder Paulus[en sammenhæng her. Lovtroende, der lægger større vægt på loven end på Gud, skaber splid og er hurtige til at skændes med andre. Hvis jeg mener, at åndelighed udelukkende handler om at adlyde alle de love, som jeg forstår dem, og du ikke følger alt, som jeg forstår det, så vil jeg have, at du følger programmet – mit program, altså!

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Gal 5:16 vandre/leve i Ånden? Betyder det, at jeg hvert sekund af dagen, uanset hvad jeg laver, skal bede til Gud, mens jeg gør det? Betyder det, at jeg altid skal tænke på Gud? Tale med Gud? Hvad betyder det at »vandre i Ånden«, som Paulus siger? Betyder det, at når jeg går hen til butikken, så siger jeg i mit hoved: »Gud, hvert skridt, jeg tager, er helt afhængigt af dig, og jeg priser dig for hvert åndedrag, jeg tager«? Jeg siger ikke, at det er fjollet eller absurd; jeg prøver bare at finde ud af, om det virkelig er det, der menes med at vandre i Ånden.

Hvis det er sandt, så er det virkelig, virkelig svært altid at vandre i Ånden – hvilket betyder, at jeg synder langt mere, end jeg troede, jeg gjorde. Tak, Gud velsigne dig. P.S. – Skrev jeg denne e-mail i Ånden, eftersom den handlede om Gud?

Svar: Hvis du søger at komme tættere på Gud, vil denne verdens syndige begær (pengegriskhed, begær, stolthed og andre begær) svinde bort. Som kristne skal vi bekæmpe det onde både indeni os og udenfor, som Romerbrevet 7:7-25 viser. Heldigvis er vi ikke overladt til os selv i denne kamp; Gud er der for at redde os (Rom7:24 -25) og endda udføre arbejdet i os (Filipperne2:12 -13).

I stedet for »vandre« kan det græske ord her, peripatite, oversættes med »blive ved med at vandre«. Så når du vandrer med Gud og ser en fristelse, der lokker dig til at stoppe, skal du bare blive ved med at vandre. At vandre i Ånden er ikke let, for »altid« er et meget krævende ord. Men jeg tror, du grundlæggende forstår, at det handler om at være bevidst om Gud i alt, hvad du gør.

Erfaring

Paulus siger i 1. Thessalonikerbrev 5:16-18, at man altid skal være glad, bede uophørligt og takke under alle omstændigheder.

»... og altid takke Gud Faderen for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.« (Efeserbrevet5:20 ) (Berean Standard Bible)

[Kærlighed] »tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.« 1. Korintherbrev 13:7-8a (Berean Standard Bible)

Du kan slå op i en konkordans og finde andre eksempler på, hvad vi er pålagt at gøre »altid«.

Jesus sagde, at han altid var med os i Matthæus 28:20.

Glæd jer altid i Herren i Filipperne 4:4.

Paulus’ eksempel

Paulus bad konstant for andre i 2. Thessalonikerbrev 1:11

Paulus takkede Gud hver gang, han tænkte på filipperne i Filipperne 1:3-4

Handlinger

Kolossenserbrevet3:17 »Og hvad I end gør, i ord eller handling, så gør alt i Herren Jesu navn og takker Gud Faderen gennem ham.« (Berean Standard Bible)

Vær altid rede til at svare ... 1. Petersbrev 3:15.

Jakob4:17 siger: »Den, der ved, hvad der er ret, men ikke gør det, begår synd.« (Berean Standard Bible)

Bibelen indeholder mange vers om udholdenhed, og vi bør heller ikke glemme denne vigtige kristne dyd.

Til sidst foreslår jeg, at man starter hver dag på den rigtige måde ved at vie den til Gud. Det lærte jeg for mange år siden på en ungdomslejr, hvor Josh McDowell var taler.

Spørgsmål: Nævnes utroskab og mord i Gal 5:19?

Svar: Selvom »ægteskabsbrud« passer ind på listen, findes det ikke i de tidligste manuskripter. »Mord«, phonoi, er næsten det samme græske ord som »misundelse«, phthonoi, blot et græsk bogstav kortere. Nogle græske manuskripter indeholder »mord«, mens andre ikke gør.

Spørgsmål: Kan kristne i Gal 5:19-21 gøre disse ting og komme i himlen?

Svar: Det er muligt for en ægte kristen at begå en af disse handlinger og derefter omvende sig. Men hvis en person regelmæssigt begår en af disse handlinger, ser det mistænkeligt ud, som om vedkommende vil komme i helvede og aldrig i første omgang blev evigt frelst. I Brasilien anslås det, at halvdelen af de mennesker, der hævder at være katolikker, også udøver en eller anden form for hekseri eller spiritisme, eller tror på at bruge penge på at betale en hekser for at forbanne nogen. Selvom en romersk-katolik kan være en ægte kristen, og en person, der udøver hekseri, kan være katolik, ser det ikke ud til, at disse katolikker er ægte kristne.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Gal 5:19,22 »kødets gerninger« og »Åndens frugt« og ikke »kødets frugt« og »Åndens gerninger«?

Svar: Gerninger udføres ved menneskelig indsats; frugt (ental, ikke flertal) er det, som Gud lader vokse i os. Uanset om man skal arbejde hårdt på kødets gerninger (flertal) (og nogle arbejder meget, meget hårdt), arbejder man hårdt for at forsøge at mindske konsekvenserne. At bære frugt indebærer at fjerne de hindringer for vækst, der måtte være i ens liv. The Believer’s Bible Commentary, s. 1894, giver analogien, at kødets gerninger kommer fra en fabrik, og Åndens frugt kommer fra en have.

Spørgsmål: Hvad er nogle af kendetegnene ved disse sytten opregnede kødelige gerninger i Gal 5,19-21?

Svar: De første fire handler om seksualitet, de næste to om religion, otte handler om relationer, og to handler om drikkeri. Hvis du ikke er i fred med Gud, er du ikke i fred med andre eller med dig selv.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved ordet »had« her i Gal 5,20?

Svar: Det græske ord, echtrai, er faktisk i flertal, så en bedre oversættelse er »had«. Når mennesker nærer et had mod en person, sandheden eller Gud, er det så normalt et enkeltstående had, eller dukker der andre former for had op kort tid efter? Hvis du ikke udrydder det had, du har, kan det avle andet had. Det eneste, vi bør hade, er synder. Vi skal ikke engang hade syndige mennesker.

Spørgsmål: Hvad er det i Gal 5,20, der kaldes vrede, når det gælder kødet?

Svar: Dette er et stærkt græsk ord, thymoi, som IKKE blot betyder vrede. Det betyder at miste besindelsen i et raserianfald. Når du ikke har kontrol, og din vrede styrer dig, så husk Jakob 1:20: menneskets vrede frembringer ikke Guds retfærdighed.

Spørgsmål: I Gal 5,20 virker tanken om, at splid og fraktioner/kætterier blot er intellektuelle uenigheder, meget fjernt fra det, Paulus har i tankerne her. Hvorfor tror du, at disse ting er placeret sammen med de andre, såsom afgudsdyrkelse, trolddom og mord?

Svar: Paulus opregnede ikke alle mulige kødets gerninger, kun de mere alvorlige, og tilsyneladende er splid og kætterier lige så alvorlige som de andre. Det kan undergrave nogle menneskers tro og ødelægge troen hos dem, der sætter deres lid til en person eller en organisation.

Spørgsmål: Hvad betyder det græske ord pharmakeia (trolddom/hekseri) helt præcist i Gal 5,20?

Svar: Dette ord har en bred vifte af betydninger. På den ene side kan det bety trolddom, hekseri, magi eller fortryllelse. På den anden side kan det også bety at bedøve, forgifte og endda udlevere god medicin, som vores engelske ord »pharmacist« (apotekere) betyder. Generelt advarer Paulus i dette afsnit mod frugterne af umoral, had og strid, narkotika og magi samt vilde fester. Man kunne næsten tro, at Paulus kendte til mange moderne film!

Spørgsmål: Hvad er det præcis, der nævnes som kødets sidste værk i Gal 5:21?

Svar: Nogle oversættelser bruger ordet »festligheder«, mens andre bruger »orgier«. Det kan henvise til vilde fester eller voldsom underholdning på forskellige niveauer. Grækerne og romerne holdt fester til ære for vinguden Bacchus/Dionysos, hvorfra vi har ordet »bacchanalier«. Bacchanalierne var så vilde, at det romerske senat forbød dem (i det mindste for en tid) i 186 f.Kr.

Spørgsmål: I Gal 5:22-23: Hvis ikke-troende viser Åndens frugt, kommer de så også i himlen?

Svar: Kun hvis det at gå med en uldtrøje gør dig til et får. At udføre nogle af de ydre gerninger uden den indre forvandling hjælper ikke.

Ikke-troende viser ikke Åndens frugt. De kan gøre nogle af disse gode ting og endda gøre dem ud fra prisværdige motiver. Men hvis Kristi Ånd ikke er i dem, og de ikke gør disse ting for Jesu skyld, så er deres handlinger ikke Åndens frugt, udført af kærlighed til den Gud, der gav os Bibelen.

Spørgsmål: Hvad er det vigtige ved verbet her i Gal 5,24?

Svar: Det er aktivt, ikke passivt. Med andre ord er korsfæstelsen af kødet med dets begær ikke noget, der gøres mod os. Det er snarere noget, vi selv gør. Som John R.W. Stott påpeger, var korsfæstelse i den antikke verden nådesløs, smertefuld og afgørende. Når vi selv korsfæster vores kød, er det på samme måde. Paulus bruger dette som passiv i Romerbrevet 6:6 og Galaterbrevet 2:20, men her understreger Paulus, hvad vi troende skal gøre.

Spørgsmål: Hvad ville du sige til en kristen, der mener, at vi i Gal 5,24-25 kun passivt skal lade Ånden gøre, hvad han vil i vores liv, og ikke selv tage initiativ eller træffe beslutninger?

Svar: Den kristne har halvt ret og halvt uret. Vi skal lade Helligånden gøre, hvad han vil i vores liv, og ikke lægge hindringer i vejen. Men Galaterbrevet 5:25 siger også, at vi skal vandre (eller marchere) i takt med Åndens ledelse. Dette betyder ikke, at vi skal træffe vores egne beslutninger for at tilfredsstille vores ambitioner, uafhængigt af hvad Gud ønsker, at vi skal gøre. Men vi skal tage initiativ og bevidst beslutte at træffe beslutninger i overensstemmelse med det, som Ånden leder os til.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Gal 5:26 at provokere nogen?

Svar: Det betyder ikke at blive vred eller på anden måde reagere kraftigt på nogen eller noget. Det betyder snarere at sige eller gøre noget for at få en anden til at blive vred eller reagere kraftigt. Det kan ske bevidst eller utilsigtet. Hvis noget er utilsigtet, betyder det dog ikke nødvendigvis, at det er uskyldigt. Det kan skyldes ligegyldighed eller mangel på omsorg og kærlighed over for den eller de andre personer. Man kan se det som at kaste en udfordring ud til kamp.

Spørgsmål: Hvad er i Gal 5:15,26 præcis forskellen mellem at tage en uenighed op til diskussion – som den anden part måske tror fuldt og fast på – og at overskride grænsen og skabe strid?

Svar: Sandsynligvis tror næsten alle, der uretmæssigt skaber splid, at de blot tager et uenighedspunkt op, så vær forsigtig, for hyppigheden af selvbedrag er meget høj. Der er mindst tre forskellige aspekter ved at skabe splid kontra at tage en uenighed op. At falde i et hvilket som helst af disse tre er at skabe splid.

Motiv – Siger eller gør du dette udelukkende, fordi du ønsker at behage Gud, og fordi du ønsker det bedste for dem og alle, der hører om dette? Eller er der også andre motiver, såsom at »sætte dem på plads« eller andre former for misundelse? Er der tale om at »hævne sig« eller andre former for hævn? Er der et »ved du, hvem jeg er«, hvor du viser, hvor klog eller erfaren du er, eller andre former for stolthed? Du skal sikre dig, at dine motiver er de rette, før du går hen og taler med en anden. Når nogen gør noget med dårlige motiver, kan andre ofte se disse dårlige motiver, før personen selv er klar over, at vedkommende »afslører« sine dårlige motiver.

Metode – Jesus gav et eksempel på en afmålt tilgang i Matthæus 18:15-17. Jesus havde også eksempler, hvor han »gav dem en skideballe« uden mellemliggende trin, såsom Korazin og Betsaida i Matthæus 11:21 og saddukæerne i Matthæus 22:23-32. Vil der opstå »kollateralskader« eller negative konsekvenser, som du ikke ønskede? Hvad kan du gøre for at målrette budskabet eller begrænse publikum for at mindske følgerne af »venlig ild« eller utilsigtede skader?

Omfang – Hvis du kan overbevise den anden part og de mennesker, der lytter til uenigheden, så er det fint – måske. Er du villig til at overveje, at de måske er uenige, fordi det er dig, der har det forkerte synspunkt? Det er måske ikke sandt, at det er dig, der har det forkerte synspunkt, men hvis du ikke engang er i stand til at stille spørgsmålet, er det et advarselssignal. Men lad os sige, at du er sikker på, at du har ret, og alligevel ændrer de ikke mening? Når du først har gjort dit synspunkt klart, hvad vil du så gøre? Vil du a) lade det ligge, da de jo ved det, b) tage to eller tre andre med dig eller bringe sagen foran hele menigheden, c) hvis ingen tager sandhedens side (som du ser den), vil du så forlade stedet og ryste støvet af dine fødder, mens du gør det, d) før du går, forsøge at redde så mange andre mennesker fra »ilden«, mens du kan, e) også arbejde for at advare verden om den vildfarelse, de har, og specifikt nævne personerne ved navn? Hvad bør du gøre?

Hver af disse fem reaktioner er det rigtige svar, afhængigt af den pågældende lære eller praksis. Reaktionerne c, d og e skaber splid. Der er tidspunkter, hvor vi skal skabe splid og kæmpe imod vildfarelse, der fører til sjælens undergang, men der er tidspunkter, hvor vi ikke bør gøre det. Romerbrevet 14:1-15:7 er nogle eksempler på, hvornår vi ikke bør gøre det. Galaterbrevet 1:6-10, 2. Johannesbrev 9-10 og 3. Johannesbrev 9-10 er eksempler på, hvornår vi bør stå fast på sandheden, selv når det kan skabe splid. Jesus forudsagde endda, at der ville opstå splid netop på grund af lydige kristne i Matthæus 10:21-23,34-37. Men vi bør ikke skabe den slags splid, som Gud ikke ønsker, at vi skal skabe.

Spørgsmål: Hvad er de tre grupper af Åndens frugter, der er nævnt i Gal 5:16, 22-23?

Svar: Tre aspekter ved at vandre i Ånden er at lade Gud få sin vilje, »åndelig åndedræt« eller at forblive i konstant fællesskab med ham, og at træffe hellige beslutninger.

1) Kærlighed, glæde og fred er relationer. Kærlighed, over for Gud og andre, er et rigtigt forhold, som det bør være. Glæde er tilfredshed og lykke i vores nuværende omstændigheder, både i de ting, vi kan lide, og de ting, vi ikke kan lide. Fred med Gud, andre og vores egen situation er en urokkelig ro, selv midt i stormene.

2) Tålmodighed, venlighed og godhed er holdninger, vi bør have over for hinanden. Tålmodighed, makrothumia på græsk, kan betyde at udvise tålmodighed over for andre. Venlighed indebærer at efterleve den venlighed over for andre, som Gud har vist os. Godhed har mange aspekter, og vi bør efterleve dem alle.

3) Det indre liv er trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det første ord betyder ikke at have tro eller at tro på noget. Det betyder at være en pålidelig person, som folk kan regne med vil gøre det, man siger, man vil gøre. I et samfund dengang, der værdsatte styrke, magt og undertiden hensynsløshed, var det modkulturelt at sige, at vi derimod skulle udmærke os i mildhed. Nogle steder i verden i dag gælder det samme. Selvbeherskelse synes ikke at være højt værdsat i dagens samfund, men den er nøglen til at udvikle andre aspekter af Åndens frugt.

De første tre dele af frugten er ting, vi skal opdage, de midterste tre er ting, vi skal beslutte at gøre, og de sidste tre er ting, hvor vi skal vælge at stole på Helligånden.

Spørgsmål: Hvad siger Gal 5,25 om at vandre her?

Svar: Dette græske ord, stoichumen, adskiller sig fra ordet for at vandre i Galaterbrevet 5:16, nemlig peripatite. Dette græske ord i Galaterbrevet 5:25 betyder at gå eller marchere i takt, som en soldat ville gøre. Vi ønsker, at Helligåndens vejledning generelt skal vise os, hvor Han ønsker, at vi skal være. Men dette vers understreger, at Helligånden også leder os i, hvordan vi kommer derhen, hvert eneste skridt på vejen.

Spørgsmål: Hvorfor bliver folk, som måske ikke var indbildske før, indbildske i Gal 5:26? Hvad kan vi gøre for at forhindre det hos os selv?

Svar: Der er mindst to aspekter ved dette. Det første er en altopslugende selvoptagethed. Nogle gange kan det skyldes, at man spørger: »Hvad får jeg ud af det?«, eller det kan være et forsøg på at holde trit med andre, eller blot at man lærer af andres dårlige eksempel. Den anden del er at tro, at man på en bestemt måde er bedre end en anden person eller end de fleste andre. Sandheden er, at hver og en af os sandsynligvis er bedre end en anden person på én måde. Det er dog ikke noget særligt, for hver af os er sandsynligvis også på en eller anden måde værre end den anden person. I bund og grund handler det om at overtræde Filipperne 2:3f, hvor vi skal værdsætte andre højere end os selv.

Mens nogle mennesker gerne vil omgås andre, der har den samme synd, er hovmod typisk det modsatte. En hovmodig person kan ofte ikke udstå en anden hovmodig person. Man misunder en anden, hvis man mener, at vedkommende er bedre end en selv på et område (og det betyder noget for en). Og man udviser hovmod over for en anden, hvis man er bedre end vedkommende på et vigtigt punkt – eller i det mindste vigtigt i ens egne øjne.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Paulus i Gal 6,1 taler om en troende, der er fanget i en synd, lige efter at han har talt om Åndens frugt?

Svar: Det kan virke som et pludseligt skift, men det giver faktisk mening. Et aspekt ved at lade Åndens frugt vokse er, at en troende har kraft; kraft til at overvinde sine afhængigheder.

Spørgsmål: Hvordan bør en menighed i Gal 6:1 genindsætte en faldet troende?

Svar: Personen bør ikke genoptages, før vedkommende har angret. Men når vedkommende har sagt, at han eller hun har angret, og det ser ud til at være tilfældet, bør vedkommende tages tilbage. Nogle gange vil en person, når han eller hun angrer, ikke begå den synd igen. Andre gange, især med visse afhængigheder, kan tendensen og lysten stadig være til stede, og forudsat at personen har til hensigt at leve et liv frit for den pågældende afhængighed, kan det være nødvendigt, at kristne går ved vedkommendes side, opmuntrer ham eller hende og holder ham eller hende ansvarlig, så de er der i de svage øjeblikke. Paulus siger især her, at vi skal gøre det med mildhed.

Forhåbentlig går en kristen, når vedkommende falder, i en god menighed, hvor der er gode mennesker, der kan hjælpe. Hvis man er fysisk syg, ønsker man ikke en dårlig læge. På samme måde ønsker man åndeligt set ikke nogen, der giver ubibelsk åndelig rådgivning.

Det græske ord for »at genoprette« her, katartizō, er det samme ord, der bruges, når man sætter et brækket ben på plads eller lapper et net. Ofte, men ikke altid, kræver et brækket ben ydre indgriben, en anden person, for at få det sat på plads igen. Derefter skal lemmet have en fastlægning omkring sig, en gipsbandage eller en skinne, så det ikke kommer ud af position. Man skal være forsigtig med det, mens det heler, så det ikke brækker igen. Til sidst fjernes skinnen eller gipsen, og knoglen er lige så stærk som før, eller nogle gange endda stærkere. Musklerne vil dog være svage, og gradvist skal muskelstyrken opbygges igen.

Spørgsmål: Skal vi i Gal 6:2 bære andres byrder, eller kun vores egne, som der står i Gal 6:5?

Svar: Det græske ord for »at bære«, bastazo, er det samme i begge vers, men ordet for »byrde« er forskelligt. I Galaterbrevet 6:2 er det græske ord »barē«, som betyder en knusende byrde. I Galaterbrevet 6:5 er ordet »phortion«, som kunne være en rygsæk, der bæres af en marcherende soldat. Dette vers antyder, at næsten alle har byrder, og det antyder også, at vi ikke altid skal bære vores egen byrde alene. Tony Evans sammenligner dette med en spotter, der hjælper med at løfte en vægt, hvis vægtløfteren har mere, end han i øjeblikket kan løfte.

Vi skal tage ansvar for vores egne handlinger. Men vi skal også hjælpe andre og lade andre hjælpe os. Vi har ansvaret for at bære vores egen byrde, men det er ofte lettere, hvis andre troende hjælper os. Og vi bør også være ivrige efter at hjælpe andre troende, hvad enten det er ved at opmuntre dem, opfordre dem til at stå imod djævelens fælder, med materiel støtte eller på andre måder.

Som det står i *To Walk and Not Grow Weary*, s. 17: »Ordet, der er oversat med ’bære’, har den iboende betydning af støtte. Desuden adskiller ordet ’byrde’ i vers 2 sig markant fra ordet ’last’ i vers 5. ’Last’ henviser blot til noget, der bæres, men ’byrde’ betegner virkningerne af noget, der presser på vores ressourcer.«

Spørgsmål: Hvad kan i Gal 6:2 forhindre kristne i at blive bedre til at bære hinandens byrder?

Svar: Der kan være mindst fem ting.

Den opfattede selvoptagethed hos den person, der kan hjælpe. Nogle gange tror en person, at vedkommende har langt vigtigere ting at gøre end at hjælpe en bestemt person. Ingen af os har tid til hver især at hjælpe alle i verden, så betyder det, at vi ikke skal hjælpe nogen? – selvfølgelig ikke. Men hvis alle hjælper nogle af de mennesker omkring sig, så kan alle samlet set få hjælp.

Frygt for at indrømme over for nogen, at man har brug for hjælp. Dette er lige så stolt som den forrige grund, men det er en helt anden form for stolthed. Man sammenligner måske ofte sig selv med andre, eller tror, at andre gør det mod en. Man vil ikke indrømme, at man kæmper med noget, eller at man ikke engang kæmper, men blot fejler på et område. Man tror måske, at folk ikke vil respektere en eller elske en, hvis de bare vidste det.

Falsk ydmyghed kan være ægte eller blot et røgslør, som en person bruger over for sig selv for at dække over den forrige grund. »Jeg burde være kommet over denne afhængighed, og det er jeg ikke, så jeg er nødt til at løse dette alene eller blot sammen med Herren. De andre har for mange vigtige ting at se til til at bruge tid på noget så ubetydeligt som mig.«

Kendt for at være elendig til at rådgive nogen. Da Job kæmpede, kom hans tre venner for at hjælpe ham, og på et tidspunkt sagde Job, at deres venlige hjælp var værdiløs. Der er forskellige tidspunkter for forskellige ting. Der er en tid til at irettesætte, og en tid til at vide, hvornår man ikke skal irettesætte, f.eks. når personen indrømmer, at han gør noget forkert og ønsker at omvende sig. Der er også tidspunkter, hvor man skal rette på, og tidspunkter, hvor man skal opmuntre.

Mangel på kærlighed hos den rådgivende. I det mindste manglede Jobs venner ikke kærlighed til ham, men det gjorde Jonas over for ninivitterne. Ikke alene skal vi elske vores brødre (1. Johannesbrev 4:11,20), men Filipperne 2:3 siger, at vi skal anse andre for vigtigere end os selv.

Spørgsmål: I Gal 6:2 siger Paulus, at vi er frie fra loven, så hvorfor skal vi da »opfylde Kristi lov«?

Svar: Vi er frie fra Moseloven, men vi er ikke frie til at synde. Vi er derimod under Kristi lov eller »herredømme«, som det hedder i Galaterbrevet 6:16. I Det Gamle Testamente må vi ikke have udskårne billeder, udøve afgudsdyrkelse, stjæle, begå ægteskabsbrud, afgive falsk vidnesbyrd, begå mord, begære andres ejendom og andre ting. Selvom vi er frie fra Moseloven, er vi med Kristi lov (som er at tjene i Ånden og ikke blot den nedskrevne lov) også pålagt ikke at gøre disse ting.

Spørgsmål: Viser Gal 6:2, at en hellig kan bære andres byrder, som den romersk-katolske kirke lærer?

Svar: Nej. Tilsyneladende var dette en opfattelse i Det Gamle Testamentes tid, og hvis nogen hellig kunne bære en andens synder, kunne Noah, Daniel og Job helt sikkert gøre det. Men Ezekiel14:14 ,20 og Jeremias 15:1 siger klart, at de kun kunne frelse sig selv, ikke andre, ved deres retfærdighed.

Spørgsmål: Hvorfor nævner Gal 6:6 penge i dette åndelige afsnit?

Svar: For det første viser dette, at det er i orden at være en kristen lærer, der modtager løn for sit tjeneste; der var lønnede lærere selv i Paulus’ tid. Selvom Paulus var teltmager, var andre apostle og lærere det ikke, og det var i orden for Paulus i 1 Korintherbrevet 9:3-15. Men vigtigere end det er, at dine penge følger derhen, hvor dit hjerte fører dig. Hvis du virkelig går op i evangelisering, opbygning af menigheden, mission eller andre ting, vil du ønske at donere klogt til disse formål.

I modsætning hertil betalte jøderne tempelskatten til deres præster og levitter. Hedningerne betalte også afgifter og indfriede løfter for at støtte deres templer. John R.W. Stott bemærker, at den romersk-katolske kirke historisk set forventede store donationer fra velhavende kirkegængere til at finansiere nogle gejstliges overdådige livsstil.

Spørgsmål: Viser Gal 6:7-8, at karmaloven og dermed reinkarnation er sand, som Unity School of [såkaldt] Christianity lærer?

Svar: Nej. Der står blot, at et menneske høster, hvad det sår. Ifølge Bibelen finder høsten for de vantro først og fremmest sted ved den sidste dom.

Spørgsmål: Hvilke to løgne modvirkes i den første del af Gal 6:7?

Svar: Gud lader sig ikke spotte, myktērizetai fra det græske muktērizō, som bogstaveligt betyder at hånle eller »vende næsen opad« mod noget eller nogen. Den første løgn er, at vores synd ikke betyder noget, fordi den ikke har konsekvenser. Den har måske ikke umiddelbare konsekvenser eller kun en midlertidig virkning, men den kan have langsigtede og permanent uoprettelige konsekvenser.

Den anden løgn er, at de gode ting, vi gør, ikke betyder noget, fordi vi ikke ser nogen frugt med det samme. En dreng, som jeg underviste i søndagsskolen fra 6. klasse til gymnasiet, med mellemrum i omkring seks år, mindede mig i sidste uge om, at det at undervise andre kan bære frugt. Han er nu seniorpræst i en PCA-kirke i Philadelphia. Men der er en hage ved Galaterbrevet 6:9: vi må ikke blive trætte af det og give op midtvejs og smide håndklædet i ringen.

Både på positive og negative måder vil Gud give dig frugten af det, du gør, tilbage. Imidlertid kan en masse god såning nogle gange blive ødelagt af synd. Og når vi omvender os fra den onde såning af synd, kan Gud nogle gange – men ikke altid – fjerne noget af frugten af den.

Mennesker kan måske narre sig selv til at tro, at de kan så ondskab uden at høste noget ondt, eller at de kan så lidt og forvente meget, men de kan ikke narre Gud.

Spørgsmål: Hvilke seks ting, positive eller negative, kan vi se i Gal 6:7,8f, når vi sår gode ting i disse vers?

Svar: Der er mindst seks ting.

1) Den rette mark: Sår du på Åndens mark eller på kødet mark?

2) Den rette afgrøde: Hvis du sår vild havre, forventer du så at få hvede? Det er ikke høstfolkene, der bestemmer, hvad afgrøden bliver, men dem, der sår. I Job 4:8 står der, at hvis nogen pløjer ondskab og trængsel, vil de høste det samme. I Hosea 8:7 står der, at hvis nogen sår vind, vil de høste storm.

3) Hav godt frø: Du får ikke meget hvede, hvis dit frø ikke er godt.

4) Så ikke kun gode ting sparsomt: Man får ikke meget hvede, hvis man kun sår sparsomt og nærig. Vi vil komme nærmere ind på dette senere.

5) Så med bevidsthed: Man får ikke en god høst, hvis man ubeslutsomt sår tilfældige frø. Dette vers viser, at man bevidst kan beslutte, hvad man vil så, og dermed høste det på et senere tidspunkt.

6) Det påvirker dig også indvendigt: Hver handling, du beslutter dig for at udføre, god som dårlig, har ikke kun ydre virkninger, men også en indre virkning på din karakter.

For at få en god høst skal du så det rigtige frø af god kvalitet og så rigeligt og vedholdende på Åndens mark.

»Så en tanke, og du høster en handling; så en handling, og du høster en vane; så en vane, og du høster en karakter; så en karakter, og du høster en skæbne.« (Ralph Waldo Emerson, omskrevet i John W. Lawrences The Seven Laws of the Harvest – Lov 2 (2023))

Spørgsmål: Hvad kan vi se i Gal 6,7-8a om at så dårlige ting i disse vers?

Svar: Her er mindst fem ting.

Man høster det samme, som man sår. I Job 4:8 står der, at de, der pløjer ulykke, høster det samme. I Salme 7:15-16 står der, at hvis man graver en grav, vil man falde i den grav, man har lavet. I Mattæus 26:52 står der, at de, der tager til sværd, dør ved sværdet, som det også fremgår af Hosea 10:13-14.

Så vind og høst storm (Hosea 8:7) – høsten bliver langt større end det, der er sået. Ordsprogene 22:8 siger, at hvis man sår uretfærdighed, høster man ulykke.

Det kan utilsigtet påvirke andre: Virkningerne på andre kan være både bevidste og utilsigtede. Hvis vi sår frø fra giftige planter, som f.eks. giftig vedbend eller natskygge, kan de skade eller dræbe os, hvis vi spiser dem. Men de kan også skade andre. Selv hvis plantens frø ved et uheld blandes sammen med gode frø, kan det stadig gøre hele afgrøden giftig.

Det kan ske gradvist: Man bliver ikke fra den ene dag til den anden narkoman, alkoholiker eller afhængig af porno eller spil. Det er en gradvis proces, en høst af det, der er blevet sået over tid. Normalt havde en person, der ender i en desperat situation, ingen anelse om, at det ville ende sådan, da vedkommende først begyndte at »eksperimentere«. Et dyr kan fanges, når en fælde hurtigt smækker i. Men dette er anderledes. Det er en langsomt virkende fælde, men lokkemaden er så fristende, at offeret bare sidder der, som et rådyr i billygterne, indtil fælden langsomt men effektivt lukker sig.

Ingen flugt uden at give afkald på synden: Til sidst ser den fangede person måske ingen udvej, selvom alle omkring vedkommende måske tror, at det ikke er noget problem bare at holde op. I Sydøstasien havde man en ny metode til at fange aber, enten som kæledyr eller til at spise. Man satte en lerkrukke med en hals i junglen og lagde noget slik i bunden af den. Aber elsker søde sager, og de stikker hånden ind, tager slikket og går videre. De bliver ved med at gøre dette, mens halsen gradvist bliver smallere. En dag stikker aben hånden ind, og når hånden først er knyttet til en knytnæve for at holde fast i slikket, kan aben ikke få den ud igen. For at aben kan undslippe, må den give slip på slikket, og det kan den ikke bringe sig til. Så aben giver afkald på sit frie liv – eller endda sit liv – udelukkende for intet andet end et enkelt stykke slik. Sådan kan synden også være.

Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler i Bibelen i Gal 6:7 og Jak 3:5-6 på mennesker, der høster de dårlige ting, de har sået?

Svar: Vi vil se bort fra eksempler på menneskelig retlig straf, såsom at Simeon og Levi blev spredt i Israel, og i stedet fokusere på ting med større rækkevidde.

Adam og Eva – Døden for menneskene

Kain dræbte Abel – jorden gav ikke sin afgrøde til ham.

Abraham, der ikke forlod hele sin familie, men tog Lot med sig – moabitterne og ammonitterne var konstant Israels fjender.

Abraham tvivlede på Guds løfte og fik Ismael – mange arabiske muslimer har Ismaels blod i sig.

Ismael, der håner eller mobber Isak, hvorefter han og hans mor bliver sendt bort.

Jakob narrede Esau, blev derefter selv narret af Laban og måtte igen se Esau i øjnene. I 1. Mosebog 27 må Jakob flygte, og Rebekka ville aldrig se ham igen, og Jakob ville blive bedraget af Laban.

Eli, der ikke opdragede sine sønner – De døde begge, og deres efterkommere blev forbandet.

David, der tæller israelitterne – pest

David begår ægteskabsbrud med Batseba og myrder Uria – 2. Samuelsbog 12:9-12. David på flugt fra Absalom.

Salomo elskede fremmede hustruer og byggede hedenske templer – halvdelen af kongeriget blev taget fra ham i hans søns tid.

Jekonja lyttede ikke til Guds ord gennem Jeremias – han fik ingen efterkommere, der nogensinde skulle sidde på tronen.

Generelt siger Jakob 3:5-6, at tungen er en ild, der kan sætte en skov i brand.

Spørgsmål: I Gal 6:7 og Jak 3:5-6, hvad er nogle eksempler i kirkens historie på troende, der har sået dårlige ting, som bærer frugt?

Svar: Der er en række eksempler.

Konstantin lukkede på ikke-voldelig vis hedenske templer og mange synagoger, så folk i stedet ville komme i kirken. Nogle siger, at den europæiske kristendom aldrig helt har kommet sig over det, Konstantin gjorde.

Konstantin gjorde kristendommen til den lovlige og foretrukne religion i Det Romerske Rige. Ud over det ovenstående led de omkring en million persiske kristne under Shapur II fra år 325 til 381 e.Kr., og deres antal faldt, da deres religion blev statsreligion i landets fjende.

60.000 kristne lakhmidiske arabere blev dræbt af den persiske kejser Shapur II efter deres tidligere angreb på Persien.

Zwingli samlede en hær for at besejre et katolsk kanton i Schweiz. Han vandt, men i et senere slag tabte hans tilhængere, og han blev dræbt.

Luther lærte andre at dræbe anabaptister, indtil han i sin sidste prædiken skiftede holdning. 72 år senere udbrød Trediveårskrigen mellem katolikker og lutheranere, som kostede omkring en fjerdedel af Tysklands befolkning livet.

Luther blev antisemitisk, da han indså, at jøderne ikke ville konvertere til lutheranismen. Fire århundreder efter at Luther havde prædiket, at man skulle dræbe og dolke dem, så de fleste tyskere med tolerance på, at nazisterne fik 6 millioner jøder til at forsvinde.

John Wesley nedtonede læren og de teologiske uenigheder for at fokusere på evangelisering. Den metodistiske kirke drejede hurtigt over mod kristen liberalisme.

Spørgsmål: Hvad får vi ud af at så godt i Gal 6:7-8?

Svar: I Ordsprogene 11:18 står der: »Men den, der sår retfærdighed, høster en sand belønning.« Dette er ikke blot evigt liv, men også andre belønninger. Belønningerne kan omfatte glæden ved at føre andre mennesker til Herren. I Hosea 10:12 står der: »Så retfærdighed for jer selv og høst frugten af kærlig hengivenhed; bryd jeres upløjede jord op. For det er tid til at søge Herren, indtil han kommer og sender retfærdighed over jer som regn.« (Berean Standard Bible)

Spørgsmål: Hvordan kan man i Gal 6:7 undgå at høste det, man ikke har sået?

Svar: I Jesu lignelse om de fire jordtyper kunne man også tænke på en femte jordtype: der spirede intet, fordi ingen såede noget frø. Det tager tid for planter at vokse, og når de først spirer, ser de ikke ud af meget. Der kunne være store gerninger for Gud, der blomstrer efter mange år, men som aldrig fandt sted, fordi ingen gjorde arbejdet med at så og passe frøet.

Jakob 5,7-8 fortæller os, at vi skal være tålmodige ligesom landmanden. Vær ikke som den lille dreng, der dyrkede en bønneplante til skolen. Den voksede aldrig ordentligt, fordi han hver dag gravede den op for at se, hvordan det gik med den. Husk, at vi høster i en anden sæson end den, hvor vi sår.

Spørgsmål: Hvad er de fem måder, hvorpå vi i Gal 6,6-8 og Matt 6,21-33 kan se, hvor vi sår?

Svar: Du kan sige én ting og være uvidende om, at det i virkeligheden er noget andet. For at tjekke det er der mindst fem måder, hvorpå du kan undersøge dit liv.

Dine kreditkortopgørelser og din checkbog. Ifølge Mattæus 6,19-20: Hvor lægger du dine penge? Dine penge kan betragtes som frø, uanset om de går til at støtte kirkens arbejde eller til andre ting.

Dit hjerte. Ifølge Mattæus 6,21: Hvilke håb og drømme har du, som du gerne vil se gå i opfyldelse?

Dine øjne. Ifølge Mattæus 6,22-23: Hvad ser du på hele tiden? Underholdning, nyhederne, aktiemarkedet eller noget andet, der optager store dele af din tid?

Din kalender. Ifølge Mattæus 6,24.33: Hvordan bruger du det meste af din tid? Bruger du den på at søge Guds rige, Mammon eller noget andet?

Dine tanker. Hvad tænker du på i de øjeblikke, hvor du ikke har noget særligt at tænke på? Er dine tanker gudfrygtige, hadefulde eller på anden måde ugudelige? Handler dine tanker udelukkende om bekymring og angst, som Matthæus 6,25-32.34 advarer os imod?

Spørgsmål: Hvordan hænger Gal 6:9 sammen med Gal 6:7-8?

Svar: Det handler ikke om at så i én dag, men om at fortsætte med at så hele såtiden igennem uden at blive træt. Hvis du bliver træt i såtiden og kun sår meget lidt frø, er det ligegyldigt, hvor hårdt du arbejder resten af året – du vil kun få en meget lille høst.

Spørgsmål: Hvordan høster vi i Gal 6:9, 2 Kor 9:6 og Præd 11:1-6 i forhold til det, vi sår?

Svar: Ordsprogene 11:24-26 forklarer det tydeligt. En person, der er gavmild og endda uddeler mere end nødvendigt, vil få en ekstra høst og blive rig (enten materielt eller åndeligt). Men den, der holder tilbage fra andre, vil ende i fattigdom. Vi skal tage det alvorligt, som der står i Ordsprogene 22:9 om at være gavmild over for andre.

Du kan gøre dig umage, holde ud og så og pleje frøet for at få en god høst. Eller du kan slet ikke gøre noget. Men der er også en tredje vej: blot sporadisk at så et lille frø og overbevise dig selv om, at du sår, når du i virkeligheden ikke gør ret meget. Noget, du sandsynligvis ikke ved om mig, er, at jeg omkring 1985, efter en samtale med min børsmægler, investerede 5.000 dollars i et firma ved navn Apple Computer. På trods af Apples og markedets op- og nedture er det i dag omkring 4 millioner dollars værd. Tænk, hvis jeg havde investeret 10 eller 15 tusind!

Nå, men efter en måned eller deromkring var kursen allerede steget en smule, og på råd fra min børsmægler solgte jeg aktierne. Senere rådede min børsmægler mig til at købe for 5.000 dollars igen, hvilket jeg gjorde. Da kursen så steg igen efter en måned eller to, solgte jeg dem igen. I stedet for at tjene 4 millioner dollars tjente jeg sandsynligvis omkring 4.000 dollars. Såede jeg? – Teknisk set ja. Men tog jeg det alvorligt at investere i netop den aktie? – nej. Udfører vi vores tjeneste på en lignende måde? Vi leger lidt med noget godt og overbeviser os selv om, at vi investerer, når vi i virkeligheden ikke gør ret meget. Hvordan ser det ud, når nogle mennesker tjener 300 eller 400 dollar om året, og en missionær lever blandt dem på deres indkomstniveau i årtier? Så betaler en gruppe mennesker omkring 1.200 dollar pr. person for at komme i 8 dage og udføre missionsarbejde. Det er fint at gøre kortvarige ting, men tro ikke, at det er en erstatning for langsigtet såning.

Jeg hørte engang om en erfaren, velbetalt, kristen kirurg, der overvejede at opgive sin praksis og tage til Afrika for at udføre operationer der. Men da hun regnede på det, indså hun, at hun kunne fortsætte med at udføre operationer i Amerika og med sin indkomst betale for, at tre afrikanske kirurger kunne udføre operationer. Så det var økonomisk bedre for hende at finansiere tre kirurger end at tage af sted selv. Der er altså forskel på at lege med at så, vedholdende såning og så, i kirurgens tilfælde, klog, vedholdende såning.

Spørgsmål: Hvordan sætter nogle troende i Gal 6,6-9 selvpålagte begrænsninger for at så godt?

Svar: Vi kan simpelthen blive for travle. Vi kan være for travle med at så andre ting, eller også spilde tiden på slet ikke at så noget. Som en præst sagde: »Lad ikke det at gøre gode ting forhindre dig i at gøre store ting.« Vi lader os alt for let distrahere af verden, politik, aktuelle begivenheder, nyheder, kommentarer, film og tusind andre underholdende ting til at have meget tid til at tjene Gud. Kristne har brug for at blive »mindre«; det vil sige mindre optaget af andre distraherende ting, så vi, når vi er tomme, kan blive fyldt til overflod med Ånden.

En anden vigtig måde, hvorpå vi både holder op med at så gode ting og endda begynder at så dårlige ting, er at lade manglende tilgivelse forblive i vores hjerte. I Mattæus 18,21-22, da Peter spurgte Jesus, hvor mange gange han skulle tilgive sin bror, svarede Jesus billedligt talt: »70 gange 7«.

Spørgsmål: Hvad er den tidsmæssige sammenhæng for disse vers i Gal 6:6,9-10?

Svar: Paulus blev forfulgt af jøder, der ønskede at dræbe ham. Paulus måtte her også håndtere judaiserende kristne, der gerne ville miskreditere ham. Paulus var i færd med at indsamle et stort offerbeløb, som skulle gives til menigheden i Jerusalem til hjælp mod hungersnøden. De ville gerne miskreditere Paulus’ indsamling, enten ved at så tvivl om det reelle behov, om hvordan midlerne ville blive brugt, eller om Paulus’ motiver. Det var ikke nødvendigt at overbevise andre om, at Paulus var grådig; de behøvede blot at så tilstrækkelig tvivl og usikkerhed til, at folk ville tøve med at give, og med kun et beskedent offer ville Paulus stå med ægget i ansigtet.

Spørgsmål: Hvad skal man gøre, hvis man i Gal 6,9 føler, at man er ved at blive træt af at så det gode?

Svar: Vær mere tålmodig, mens du løber dit maraton. Hold op med at se på dig selv; se i stedet op og se dig omkring. Først og fremmest skal du ikke bebrejde dig selv for det, for du er ikke alene. Paulus, der skriver dette, vidste selv udmærket, hvordan det føltes, som det fremgår af 2 Kor 1,8-11. Men ligesom Paulus, der stod over for mange trængsler for menighedens skyld, blot for at se, at menigheden i Korinth var i fare for potentielt at glide væk (2. Korintherbrev), så Paulus op og ud over sig selv. Resultaterne ligger i Guds hænder. Kraften til at tjene ligger i Guds hænder. Kærligheden, der motiverer dig til at tjene, ligger i Guds hænder.

Vi kan lide under udbrændthed, når vi forsøger at tjene Gud udelukkende på egen kraft og selv belyser vores vej (Esajas 50,11), bygger vores egne brudte cisterner til at opbevare vand (Jeremias 2:13), udkæmper kampe med vores egne våben (Mattæus 26:51-54) og endda er så sikre på, hvor kloge vi er, at vi giver Gud vores egne råd (Mattæus 16:22-23).

Din værdi i Guds arbejde på jorden ligger ikke i, hvem du er, men snarere i, hvordan Kristus skinner igennem dig. »Jeg er så åndelig, så vidende, så trofast og kærlig (og ydmyg også!), så se på mig, mig, mig« – i stedet for på Kristus. Det handler ikke om, hvor stor en troende du er (se på Ester og Mordekai), men snarere om, hvilken slags kanal for Gud du er. Effektiviteten i den kristne tjeneste ligger ikke i, hvad du gør, men i, hvad Gud gør gennem dig. Så gør blot tingene i Guds kraft, ikke i din egen (Jeremias 17:5-8), nær dig Ham i bøn (Lukas 18:1), og glæd dig over at se Guds resultater.

Endelig skal du se dig omkring og erkende, hvor presserende det er. I Johannes 4:35-36 og Lukas 10:2 står der, at markerne er hvide til høst. Vi behøver ikke at bede så meget om at få en høst, men snarere om, at der må komme flere høstarbejdere. Husk, at dit arbejde ikke er forgæves, som det står i 1. Korintherbrev 15:10,58.

Spørgsmål: Hvorfor advarer Paulus os i Gal 6:9 mod både at blive trætte og at miste modet/give op?

Svar: Når man sår, er det vigtigt ikke at gøre to forskellige ting: at blive træt og ikke miste modet (eller give op). Planterne er først klar til høst omkring fire måneder efter, at man har plantet dem. Man får kun høsten, hvis man venter »på den rette tid og ikke mister modet«. Man kunne næsten tro, at Paulus også talte til sig selv her, med de prøvelser, han gennemgik, hvor han blev stenet og efterladt for død på grund af det, der oprindeligt kun var en lille mængde frugt i Galatien.

I landbruget kan arbejderen blive fristet til at give op og stoppe for tidligt, eller også til ikke at dosere sine kræfter og besvime af heden.

Husk, som vi hele tiden får at vide, at alle problemer og konflikter løses inden for en time – KUN PÅ TV.

Som John Brown (s. 344) siger: »Kristne opfører sig ofte som børn, når det gælder denne høst. De vil gerne så og høste på samme dag.« (citeret fra John R.W. Stotts *The Message of Galatians*, s. 172).

Spørgsmål: Skal vi i Gal 6,10 gøre godt mod alle, eller skal vi ikke vise gæstfrihed over for falske lærere, som det står i 2 Joh 10-11?

Svar: Begge dele. At byde falske lærere velkommen i vores hjem giver både dem og andre det indtryk, at deres lære er acceptabel for os, og at vi mener, den er acceptabel for Gud. Vi ønsker ikke at vildlede folk på denne måde. Vi gør hverken falske lærere eller andre en tjeneste, når vi byder dem velkommen.

Spørgsmål: Hvorfor lagde Paulus i Gal 6:11 vægt på sine store bogstaver?

Svar: Der findes en række teorier, hvoraf nogle er langt ude. Her er én usandsynlig og to sandsynlige.

a) Paulus skrev bevidst bogstaverne større, end han behøvede, for at fremhæve noget. Men hvis dette var sandt, hvad var det så præcist, Paulus fremhævede?

b) Paulus skrev med større bogstaver end den professionelle skriver.

c) Måske havde Paulus dårligt syn eller var ved at blive blind. Hvis Paulus havde fået en øjensygdom, før han besøgte dem, kunne det være grunden til, at Paulus sagde, at galaterne »var rede til at rive deres øjne ud for hans skyld« i Galaterbrevet 4:15. The Expositor’s Greek Testament, bind 3, s. 190, fremfører denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvorfor skulle omskæring i Gal 6,12 være en måde at undgå forfølgelse på?

Svar: På Paulus’ tid (51-57 e.Kr.) ville det hjælpe en person med at undgå at blive forfulgt af jøderne.

Spørgsmål: Hvad betyder »at gøre et godt indtryk udadtil« i Gal 6:12?

Svar: På engelsk er det et neutralt udtryk, der kan betyde at gøre et godt indtryk oprigtigt af gode grunde eller uoprigtigt af dårlige grunde. Sådan er det ikke på græsk. På græsk betyder ordet euprosōpēsai at gøre et godt indtryk uoprigtigt, at vildlede nogen.

Spørgsmål: Skal vi i Gal6:14 og 1 Kor1:17 –2:2 rose os af korset? Mormoner, Jehovas Vidner og muslimer mener, at det er forkert at gøre det.

Svar: Da vores tro skal være den samme som apostlenes, bør vi gøre det. Paulus ville have været en meget dårlig mormon eller Jehovas Vidne i Galaterbrevet6:14 og 1 Korintherbrevet 1:17-2:2. For den sags skyld ville det samme gælde for Thomas, der kaldte Jesus »min Herre og min Gud« i Johannesevangeliet20:28 . Det samme ville gælde for Stefanus, der bad til Jesus i Apostlenes Gerninger 7:59. Det samme ville Johannes, der med egne øjne så mennesker og engle prise og herliggøre Jesus i himlen i Åbenbaringen 5:8-14; 7:9-10. For at fuldende det hele sagde Jesus, at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen, i Johannes 5:23.

Ignatius var en discipel af apostlen Johannes, der døde enten i år 107 eller 116 e.Kr. I Ignatius’ andet brev til efeserne står der i kapitel 13: »Min ånd bøjer sig i tilbedelse for korset, som er en anstødssten for dem, der ikke tror, men som for jer er til frelse og evigt liv.« (Ante-Nicene Fathers, bind 1, s. 102.) Lad os tro på og praktisere det, som Ignatius blev undervist i.

Spørgsmål: Hvem er »Guds Israel« i Gal 6,16?

Svar: Kristne har to synspunkter:

1. Siden Kristi død er Guds Israel kirken, uanset om en person er jøde eller ikke-jøde.

2. Dette henviser til det jødiske folk, enten dem, der endnu ikke tror på Kristus, men vil komme til at tro, eller dem, der allerede er kommet til Kristus.

I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 633-636, gives der græske grammatiske argumenter for begge synspunkter.

Spørgsmål: Hvad var det for mærker, Paulus havde i Gal 6:17?

Svar: Det siger Skriften ikke noget om. En forklaring er arrene og de fysiske skader fra de prygl, skibsforlis og forfølgelser, som Paulus måtte udholde. Ligesom en slave i den romerske verden kunne blive mærket med sin ejers navn, blev Paulus på en måde mærket med Kristi navn gennem de prygl og skader, hans krop pådrog sig.

En anden forklaring, nemlig at der var tale om »stigmata«, er ikke så sandsynlig, da den tidlige kirke tilsyneladende ikke var bekendt med dette begreb.

Spørgsmål: Kunne mærkerne på Paulus i Gal 6,17 have været »stigmata«?

Svar: -Sandsynligvis ikke. Stigmata er åbne sår, der er dukket op på hænderne og siden hos nogle katolske mystikere uden nogen kendt fysisk årsag. Padre Pio (1887-1968) var en af dem. Han døde senere en naturlig død, hvilket Padre Pio sagde var et offer for kirkens enhed.

Ifølge John R.W. Stotts *The Message of Galatians*, s. 181, har der været mindst 321 påstande om stigmata frem til begyndelsen af det tyvende århundrede.

Nogle mener, at stigmata er et psykologisk fænomen, mens andre mener, at det er et mirakuløst tegn fra Gud. Et vigtigt punkt vedrører hænderne. Det græske ord for »hånd« omfatter håndleddet, og vi ved i dag, at ved korsfæstelse blev sømmene slået ind i den øverste del af offerets håndled, hvor knoglen kunne holde sømmet fast. Hvis sømmene havde været i håndfladerne, ville de være blevet revet ud. Stigmata forekommer på håndfladerne.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Paulus skrev Galaterbrevet?

Svar: Der er mindst to grunde.

1. Paulus siger det i Galaterbrevet 6:11. Vi stoler på, at dette er korrekt, fordi ingen i den tidlige kirke nogensinde satte spørgsmålstegn ved det. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25; Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Se to spørgsmål senere for forfattere, der henviste til Galaterbrevet.

Spørgsmål: Hvilke beviser har vi for, at Galaterbrevet hører hjemme i Bibelen?

Svar: Der er mindst fire grunde.

1. Paulus skrev den, og han var en apostel. Peter bekræftede, at Paulus’ ord var Skriften i 2. Petersbrev 3:15-16.

2. Paulus sagde selv, at han var apostel i 1 Timoteus 1:1; 2:7, Romerbrevet 1:1; 1 Korintherbrevet 1:1; 9:1, 2 Korintherbrevet 1:1, 11:5; Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:1; Kolossenserbrevet 1:1; 1. Timoteusbrev 1:1; 2. Timoteusbrev 1:1; Titusbrevet 1:1.

3. Bevis fra den tidlige kirke. Se det næste spørgsmål for nogle af de forfattere, der henviste til vers i Galaterbrevet.

4. Tidlige håndskrifter af Galaterbrevet

Her er forfattere fra den tidlige kirke, der henviste til Galaterbrevet.

2. Clemens, kap. 2, s. 251 (120–140 e.Kr.) citerer både Esajas 54:1 og Galaterbrevet 4:27

Polykarps brev til filipperne (100–155 e.Kr.) citerer en fjerdedel af et vers fra Galaterbrevet: »Gud lader sig ikke spotte« (3 ud af 14 græske ord).

»Mathetes til Diognetus« (ca. 130–200 e.Kr.), kap. 4, s. 26, hentyder til Galaterbrevet 4:10: »at de holder øje med måneder og dage«

Den muratoriske kanon (ca. 190–217 e.Kr.) nævner, at Paulus i sine breve skrev til syv menigheder: Korintherne (2 breve), Efeserne, Filipperne, Kolosserne, Galaterne, Tessalonikerne (2 breve) og Romerne. Paulus skrev også brevet til Filemon, brevet til Titus og to breve til Timoteus.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Galaterbrevet 4:4–5 som et brev fra Paulus til galaterne. Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 16.3, s. 441

»De scilitanske martyrers lidelseshistorie« (180–202 e.Kr.) nævner Paulus’ skrifter uden at identificere nogen specifikke bøger.

Klemens af Alexandria citerer Galaterbrevet 3:19, 23, 24 som værende skrevet af Paulus i *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 1, kap. 27, s. 338

Tertullian (198–220 e.Kr.) citerer 1 Korintherbrevet 8:2 samt Galaterbrevet 1:7 og 5:7 som værende skrevet af apostlen i *Om foreskrifter mod kættere*, kap. 27, s. 256.

Tertullian (198–220 e.Kr.) nævner Paulus som forfatter til Galaterbrevet, Korintherbrevene, Filipperbrevet, Thessalonikerbrevene, Efeserbrevet og Romerbrevet, og Johannes som forfatter til Apokalypsen (Åbenbaringen) i *Mod Marcion*, bog 4, kap. 5, s. 350.

Tertullian (207 e.Kr.) sagde, at Paulus skrev til galaterne i »Mod Marcion«, bog 4, kapitel 5, s. 350. Det var en bog, »der stammer fra apostlene, og som er blevet bevaret som et helligt arv i apostlenes menigheder«.

Theodotus, der sandsynligvis var montanist (ca. 240 e.Kr.), henviser til Romerbrevet8:15 og Galaterbrevet 4:6 i kap. 19, s. 45

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer halvdelen af Galaterbrevet 1:1 som værende af Paulus i *Afhandling om Kristus og Antikrist*, kap. 8, s. 206. Han citerer Galaterbrevet 3:20, et fragment fra *Kommentarer til 4. Mosebog*, s. 169

Origenes (skrev 225–253/254 e.Kr.) henviser til Galaterbrevet2:12 som værende af Paulus i Brevet til galaterne. Origenes, »Mod Celsus«, bog 2, kap. 1, s. 429

Novatian (250/254–257 e.Kr.) citerede Galaterbrevet 1:1 og1:12 som værende af Paulus. »Afhandling om Treenigheden«, kap. 13, s. 622

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) henviser til »Paulus til galaterne« og fra »Galaterbrevet« i »Cyprianus’ afhandlinger«, afhandling 12, tredje bog, 3,9,64, blandt andre steder. Han citerer også Galaterbrevet 5:17-22 og siger, at dette er skrevet af apostlen Paulus, i Afhandling 4, kap. 16, s. 452.

Firmilian af Cæsarea til Cyprianus, Brev 74, kap. 12, s. 393 (256 e.Kr.), citerer halvdelen af Galaterbrevet 3:27

Det syvende koncil i Karthago, s. 566 (258 e.Kr.): Nemesianus af Thubunae citerer Galaterbrevet 5:19-21 som værende skrevet af apostlen.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) Adamantius siger, at Paulus skrev til galaterne: »Dialog om den sande tro« (808a), s. 44

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer Galaterbrevet 5:22,23 som værende fra apostlen. »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 10, s. 340

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer Galaterbrevet 1:8,9 som værende skrevet af »den velsignede Paulus« i »Breve om den arianske kætteri«, kap. 1.13, s. 296

Athanasius af Alexandria (ca. 318 e.Kr.)

Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.)

Efter Nicæa

Eusebius’ Kirkehistorie (323–326 e.Kr.), bog 3, kap. 3, s. 134 (underforstået). Han siger: »Paulus’ fjorten breve er velkendte og ubestridte.« Derefter siger han, at nogle bestrider, om Paulus skrev Hebræerbrevet eller ej. Han siger også i bog 3, kap. 25, s. 155, at Paulus’ breve er hellig skrift. Nicene and Post-Nicene Fathers, anden serie, bind 1, s. 155.

Asterius den sofist (efter 341 e.Kr.)

Aphrahat (337–345 e.Kr.) »Select Demonstrations«

Hegemonius (3. århundrede) citerer en del af Gal 4:3 som værende af apostlen Paulus. Disputation with Manes, kap. 13, s. 188. Han citerer også Galaterbrevet 1:6-8 i Disputation with Manes, kap. 36, s. 209

Eusebius af Emesa (ca. 359 e.Kr.)

Victorinus af Rom (efter 363 e.Kr.)

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.)

Synopsis Scripturae Sacrae (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ brev til galaterne som en del af Det Nye Testamente. Det citerer alt undtagen den sidste sætning i Galaterbrevet 1:1.

Marcellus af Ancyra (ca. 374 e.Kr.) henviser til Galaterbrevet 1:11

Den syriske salmedigter Efraim (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer Galaterbrevet 4:7 som værende af Paulus. Om Ånden, kap. 5.10, s. 7

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.)

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Gregor af Nazianzen (330–391 e.Kr.)

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.)

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.)

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.)

Didymus (398 e.Kr.)

Den skismatiske Lucifer af Cagliari, Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.)

Ammon (4. århundrede)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)

Rufinus’ kommentar til apostlenes trosbekendelse (374–406 e.Kr.)

Gaudentius (efter 406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) skrev en kommentar til Galaterbrevet, som vi har i dag.

Chromatius (407 e.Kr.)

Severian (efter 408 e.Kr.)

Niceta af Remesianus (414 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (218 biskopper) (393–419 e.Kr.)

Augustinus af Hippo (388–28. august 430 e.Kr.)

Den semi-pelagiske Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Nilus (ca. 430 e.Kr.) henviser til Galaterbrevet 6:10

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.)

Vincent af Lerins (ca. 434 e.Kr.)

Sokrates’ Kirkens historie (ca. 400–439 e.Kr.)

Alexandrinus-manuskriptet (A) (ca. 450 e.Kr.)

Hesychius af Jerusalem (efter 450 e.Kr.) henviser til Galaterbrevet 6:2 og ingen andre vers i Galaterbrevet

Kirkemødet i Chalcedon mod monofysitterne (451 e.Kr.)

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.)

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Pave Leo I af Rom (440–461 e.Kr.)

Prosper af Aquitaine (Cassians modstander) (426–465 e.Kr.)

Varimadum (445/480 e.Kr.)

Macarius/Symeon (4. eller 5. århundrede)

Speculum (5. århundrede)

Theodotus af Ancyra (5. århundrede e.Kr.)

Det 2. koncil i Konstantinopel (ca. 153) (maj 553 e.Kr.)

Proclus (412–485 e.Kr.)

Bevis for kættere og falske bøger

Kætteren Marcion ifølge Tertullian og Adamantius

Den manikæiske kætter Faustinus af Milevis/Milevum (4. århundrede)

Kætteren Priscillian (dræbt i 385 e.Kr.) henviser til Galaterbrevet 3:28

Donatisten Tyconius (efter 390 e.Kr.) henviser til Galaterbrevet 3:28 og andre vers.

Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.)

Nestorius’ *Bazaar of Heracleides* (451/452 e.Kr.)

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (425 e.Kr.)

Meget af dette er i henhold til Aland et al. fjerde reviderede udgave, Adamantius: Dialog om den sande tro på Gud, og Trinbøgerne: Det syriske Liber Graduum.

Spørgsmål: Hvordan ved vi i Galaterbrevet, at Skriften i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25; Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerede fra Galaterbrevet omkring 182 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 59 % af Galaterbrevet, idet de regnede brøkdele af vers som brøker. Det er 87,4 ud af i alt 149 vers.

Se det foregående spørgsmål for forfattere, der henviste til vers i Galaterbrevet.

3. De tidligste manuskripter, vi har af Galaterbrevet, viser, at der er små variationer mellem manuskripterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.

p46 Chester Beatty II (100–150 e.Kr.) indeholder 140 vers fra Galaterbrevet samt andre vers. Nærmere bestemt indeholder det Galaterbrevet 1:1–8;1:10 –2:9;2:12 –21; 3:2–29; 4:2–18;4:20-5:17 ;5:20 –6:8;6:10 –18 samt andre dele af Paulus’ breve og Hebræerbrevet. The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts indeholder et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står også på s. 197-198, at kvaliteten og de stichiometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver. Et ganske læsbart fotografi af siden fra Chester Beatty-papyrerne med Galaterbrevet 6:10-18 og begyndelsen af Filipperbrevet findes i *Paul: Apostle of the Heart Set Free*.

Første halvdel af det 3. århundrede – 1936 – Frederic G. Kenyon ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

2. århundrede, 200 e.Kr. – 1935 – Ulrich Wilcken ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

81–96 e.Kr. – 1988 – Young Kyu Kim ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave.

Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave.

Begyndelsen til midten af det 2. århundrede – 1999 – Den komplette tekst af de tidligste nytestamentlige manuskripter. Dette er delvist baseret på, at håndskriften ligner Papyrus Oxyrhynchus 8 (slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede) og Papyrus Oxyrhynchus 2337 (slutningen af det første århundrede) meget.

s. 51 (= Papyrus Oxyrhynchus 2157) Galaterbrevet 1:2-10,13,16-20 ca. 400 e.Kr.

ca. 400 e.Kr. – 1968 – The Text of the New Testament og – 1975 – Aland et al., tredje udgave, og – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Gotisk [Goth] 493–555 e.Kr.

Se www.BibleQuery.org/Galatians Manuscripts.html for mere information om tidlige manuskripter af Galaterbrevet.