< Bibelspørgsmål fra Haggai

Spørgsmål: Hvad ved vi om denne profet og hans bog i Haggai?

Svar: Der vides intet om Haggai bortset fra det, der nævnes i bogen, nemlig at hans navn betyder »festlig« eller »fest«, og at han og Zakarias nævnes i Esra 5:1 og 6:14. Da Haggais navn betyder »festlig«, blev Haggai måske født på en jødisk helligdag. Der er hentydninger til Haggai i Zakarias 8:9 og Hebræerbrevet 12:26.

Kun omkring 50.000 jøder vendte tilbage i 538 f.Kr. De begyndte at bygge templet i et par år og standsede derefter. Og nu, 18 år senere, var templet stadig ikke blevet bygget. Det første budskab, på nymånefesten (4. Mosebog 10:10), opmuntrede Guds folk, som havde mistet deres vision. I Haggai vil vi lære nogle ting om Gud og mennesker, men at undervise i sandheden er ikke bogens hovedpointe. Hovedpointen er, at folket – og vi – skal forandre os.

Haggai og Zakarias var samtidige, og det er interessant at sammenligne disse to profeters stilarter. Haggais stil er generelt enkel, velordnet og direkte sammenlignet med den symbolske og inspirerende Zakarias. Men Gud bruger forskellige former for stil. H.A. Ironside kalder i *The Minor Prophets*, s. 221, Haggai og Zakarias for »polerede pile fra Herrens kogger, hvis mission det var at kalde hjerterne hos disse så privilegerede tilbage til sig selv.«

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Haggai?

Svar: Haggai er en bog om »når det ikke er det bedste«. Der er to vigtige underpunkter. For det første var folket flittige med at bygge deres huse, men de havde forsømt at bygge Guds tempel. I modsætning til profeterne før eksilet irettesætter Haggai i sit budskab dem ikke for forfærdelige ting, de gør forkert. Han irettesætter dem for ikke at gøre det rigtige. De var optaget af denne verdens bekymringer, mens de forsømte det gode.

For det andet bør de ikke være skuffede over, at 50.000 fattige jøder ikke kunne bygge et lige så flot tempel som det, Salomo byggede med sit guld og sine omkring 2,5 millioner undersåtter. Vi bør være tilfredse, hvis vi adlyder Gud i overensstemmelse med hans vilje, og ikke se på blotte ydre prydelser.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over bogen Hagga?

Svar: Haggai kan studeres på tre niveauer: a) opførelsen af Guds hus, b) at vende tilbage til Gud, eller c) når tingene ikke er, som de skal være. Kapitel 1 fokuserer på, når Guds folk ikke giver deres bedste, og det andet kapitel viser, at vi skal forblive opmuntrede, når resultaterne ikke ser ud til at være de bedste.

Haggai er den næstkorteste bog i Det Gamle Testamente (efter Obadja), og oversigten er meget ligetil. Haggai gav fire budskaber.

Hag 1:1-15 Første budskab – Hold op med at udsætte det og bygg Guds hus nu (29. august 520 f.Kr.)

Hag 1:1-11 Tænk på Guds tugt af sit udsættende folk

Hag 1:12-15 Guds rest reagerede med lydighed

Hag 2:1-9 Herligheden i Guds hus (17. oktober 520 f.Kr.)

Hag 2:1-4 Ja, templet ser ikke så godt ud som det plejede

Hag 2:5-9 Guds Ånd forbliver, men endnu en gang vil Gud ryste himlene og jorden

Hag 2:10-19 Gud kan endda velsigne det, der er besmittet (18. december 520 f.Kr.)

Hag 2:10-15 Hellighed smitter ikke; urenhed gør; der er intet naturligt håb for dette folk

Hag 2:16-19 Guds højtidelige løfte om at vende dette sammen med sit folk

Hag 2:20-23 At vende forbandelser (18. december 520 f.Kr.)

Hag 2:20-22 Omvæltning af fremmede nationer

Hag 2:23 Zerubbabel, efterkommer af Jojakin og signetringen

Spørgsmål: I Hag 1:1, hvornår blev Haggai skrevet?

Svar: Ifølge det, der står skrevet i Haggai 1, må det være 520 f.Kr. Præcis datering er et kendetegn ved babylonske og persiske skrifter, såsom den babylonske krønike, som præcist daterer hver eneste begivenhed. Haggai levede under babylonsk og persisk herredømme og daterer derfor begivenhederne efter den babylonske kalender, ikke efter den gammeltestamentlige kalender, som en, der havde levet sit liv under deres herredømme. Haggai er også usædvanlig ved at nævne prægede mønter, som Darius lærte om fra kongeriget Lydien.

Spørgsmål: Hvilke verdensbegivenheder fandt sted i denne periode, som nævnes i Hag 1:1?

Svar: 538 f.Kr. Omkring 50.000 jøder fik lov til at vende hjem, da Kyros erobrede Babylonien.

538 f.Kr. Jøderne arbejdede på templet i to år og standsede derefter.

-530 f.Kr. Kyros døde i kamp.

530–522 f.Kr. regerede Kambyses II over Persien. Han var en tyran, der forvaltede imperiet dårligt. Der herskede fred i det persiske imperium (pax Persiaca) bortset fra det oprørske Egypten, som Kambyses marcherede mod Palæstina i spidsen for sin hær for at undertrykke.

522–521 f.Kr. Cambyses døde under mystiske omstændigheder, og der udbrød et oprør i Persien. Artaxerxes var en bedrager, der regerede i 7 måneder. Han kaldes i dag af grækerne og historikere for Pseudo-Smerdis. Det var ham, der skrev brevet i Esra 4:7–23, som standsede byggeriet.

522/521–486 f.Kr. Darius I Hystaspis blev konge, efter at han havde dræbt bedrageren. Han kæmpede mod skyterne og grækerne, og han blev besejret ved Marathon i 490 f.Kr.

520 f.Kr. Haggai og Zakarias fremsatte deres første profetier

519–518 f.Kr. Den persiske hær marcherer gennem Palæstina og erobrer Egypten

486–465/464 f.Kr. Xerxes I (myrdet) (den samme som Ahasverus i Esra 4:6 og Ester). Ester var hans dronning.

464–424 f.Kr. Artaxerxes I. Han blev af perserne kaldt Artaxerxes I for at slette mindet om bedrageren Artaxerxes. Nehemias var hans mundskænk.

445 f.Kr. Nehemias kom til Jerusalem for at opføre bymuren

Spørgsmål: Var det i Hag 1:2 folkets apati, der forhindrede opførelsen af templet, eller var det modstand fra udlandet, som det fremgår af Esra 4:7-23?

Svar: Begge dele spillede en rolle. Her er rækkefølgen af begivenhederne.

1. I 538 f.Kr. udstedte Kyros et dekret, der tillod jøderne at vende hjem og opføre deres tempel.

2. I 536 f.Kr. begyndte jøderne at lægge fundamentet til templet.

3. Judas fjender (samaritanerne, ammonitterne, araberne og andre) skrev et brev til kongen (med titlen Artaxerxes, men som moderne historikere kalder Pseudo-Smerdis, 522–521 f.Kr.). Han udstedte et dekret, der standsede byggeriet.

4. I 520 f.Kr. (Esra 5:1) brugte Gud Haggai til at irettesætte folket for ikke at genopbygge. Jøderne begyndte derefter at genopbygge.

5. Fjenderne satte spørgsmålstegn ved deres ret til at genopbygge.

6. Jøderne henviste i et brev til kong Darius til det tidligere dekret fra kong Kyros, og efter en eftersøgning blev dette dekret fundet. Ester 1:19 og Daniel 6:8 siger, at de persiske kongers love ikke kunne ophæves.

7. Templet blev endelig færdiggjort omkring 516 f.Kr.

Spørgsmål: I Hag 1:2 forsømte de at bygge Guds hus, og vi kan i dag forsømme Guds hus. 1. Petersbrev 2:5 siger, at Guds hus ikke er en bygning, men os, hans kirke. Hvordan kan vi forsømme Guds hus?

Svar: Selvom jeg ikke tror, at mange kristne nogensinde ville gøre dette bevidst, kan vi gøre det utilsigtet. En måde er at miste vores iver efter at opbygge noget som helst. Men en anden, måske mere almindelig måde, er at blive så fokuseret på noget andet – hvad enten det er musik, at opføre bygninger eller endda viden – at det at adlyde Gud ikke længere er vores højeste prioritet.

Spørgsmål: Hvad gjorde folket forkert i Hag 1:1-3?

Svar: Det var ikke, at de gjorde onde ting, men de lod deres egne bekymringer og ambitioner komme i første række i stedet for at tjene Gud, som Haggai 1:4 viser.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Guds folks entusiasme undertiden aftager, som det fremgår af Hag 1,2-4?

Svar: Der kan være mindst fire grunde.

De har mistet troen på, at Gud virker i dem, så de kan nå dette mål.

Deres kærlighed til Gud og andre, som motiverer dem til at fortsætte, er blevet dæmpet. De føler ikke, at det er indsatsen, det hårde arbejde eller ofrene værd at arbejde hen imod det mål.

De har opgivet håbet og er modløse over deres fremskridt. De kan ikke se, at de nogensinde vil nå det mål, de mener, de skal nå.

De har mistet deres vision: De har ændret sig og ønsker nu at arbejde mod et andet mål, måske for at tilfredsstille deres egen ambition.

Spørgsmål: Hvorfor udsætter folk generelt tingene i Hag 1:2-4? Hvorfor udsætter folk at gøre Guds vilje?

Svar: At udsætte handlinger er ikke det samme som at nægte at gøre noget; det retfærdiggøres snarere som at udskyde det til et bedre tidspunkt. Ofte er der noget, der forekommer mere fornøjeligt eller mindre besværligt at gøre lige nu, og det står i vejen for at udføre vigtige ting. Mange ting i dag er »presserende« i den forstand, at de har en deadline. Men nogle ting er meget vigtige, men ikke presserende, fordi de ikke har en deadline. Hæftet *The Tyranny of the Urgent* viser, hvordan det presserende er det vigtiges fjende.

En anden form for udsættelse er »analyselammelse« eller at udskyde en beslutning, især en beslutning, der er ubehagelig at træffe. I den ene ende af skalaen er det ikke godt at træffe forhastede beslutninger uden tilstrækkelige eller slet ingen data at basere beslutningen på. I den anden ende af skalaen rationaliseres udsættelse ofte med udsagnet: »Jeg har ikke alle data«. Typisk vil man aldrig have alle data! Men hvis man har nok data, således at yderligere data sandsynligvis ikke vil ændre beslutningen, så bør man beslutte sig nu.

I Mattæus 6:33 står der, at man først skal søge Guds rige. Nogle gange gør folk ikke det, Gud ønsker, at de skal gøre, fordi de føler, at de har noget vigtigere at tage sig til. Men intet er egentlig vigtigere end at tjene Gud.

Spørgsmål: Hvilke undskyldninger kan kristne i Hag 1:2-4 give for at udsætte at vie sig fuldt ud til Gud?

A: Her er ti begrundelser.

Jeg betaler allerede tiende. (men se Lukas 21:1-4; 2. Korintherbrev 8:2-3)

Det er måske ikke altid så sjovt. (men se 2. Korintherbrev 1:8-9; Filipperne 3:14; 1. Korintherbrev 3:12-15; og 1. Korintherbrev 9:23-25)

Hvis jeg gav alt til Gud, ville min familie sulte. (men se 1. Timoteus 5:8; Ordsprogene 31:21-25)

Jeg kommer måske ikke så langt i min karriere. (se Hebræerbrevet 11:24-26; 11:37; 1. Timoteusbrev 6:9-10)

Det ville måske ikke være sikkert for mig. (se 1. Kongebog 19:10; Abram og den elamitiske invasion)

Jeg vil gerne have en vis sikkerhed for, at min familie vil være i sikkerhed. (se Ezekiel 24:18; Job 1:2-3 vs. 42:12-13)

Før jeg lærte Gud at kende, var jeg kommet for langt væk fra retfærdigheden til, at Gud kunne bruge mig. (Paulus)

Efter at jeg har lært Gud at kende, er jeg kommet for langt væk fra Guds vilje. (se Jonas, Peter; 2. Korintherbrev 2:5-10)

I øjeblikket er jeg selv ikke så perfekt. (se 2. Korintherbrev 12:7-10)

Gud giver mig kun det, jeg har brug for, og jeg har spildt en del af det, han gav mig. (se 2. Mosebog 34:1)

Ær Gud på en særlig måde i denne uge. Find noget, som du ved, at Gud ønsker, du skal gøre, men som du udskyder, og begynd at gøre det nu. Eller find i stedet en vane, som Gud ønsker, du skal holde op med, men som du udskyder, og hold op med den nu.

Spørgsmål: Hvordan hænger Hag 1:2-4 og Jak 4:17 sammen?

Svar: Jakob 4:17 siger, at hvis en person ved, hvad Gud ønsker, at vedkommende skal gøre, og ikke gør det, så er det synd. Her er nogle grunde til, at folk generelt udsætter ting.

De siger, at de er for trætte

For mange andre ting

Hvis man ikke kan gøre det ordentligt, så lad være med at gøre det overhovedet

Arbejder bedre under pres

Manglende fortrolighed, uden for vores komfortzone

Kan ikke se deadline

Giv dig selv lov, tag initiativet (Ingen på jorden gav Haggai lov til at tale – bortset fra Haggai selv)

Kan ikke se de umiddelbare konsekvenser

Intet ansvar

Vi vil simpelthen ikke. Vi ser ikke tilstrækkelig glæde eller fordel

Mangel på selvdisciplin, hvilket vil sige at gøre det, man ved er bedst, uanset om man har lyst til det eller ej.

Frygt for manglende succes

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Gud i Hag 1:3-4 først straffede og først senere forklarede, når han ofte gør det modsatte?

Svar: Normalt advarer Gud et trodsigt eller uvidende folk og straffer dem derefter, hvis de ikke omvender sig. Men der er to former for ulydighed: trods og udsættelse. Folket vidste allerede, hvad de skulle gøre; de var ikke trodsige eller direkte uvillige til at gøre det, men de blev bare ved med at udsætte det, mens de arbejdede på deres egne projekter. Gud påførte dem dårlige konsekvenser, fordi de allerede vidste, hvad de burde gøre. Gud sørgede for, at straffen stod i forhold til ulydigheden. De havde for travlt med at arbejde på deres egne ting til at have tid til Gud, så Gud sørgede for, at deres egne ting ikke ville blive særlig succesrige.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Haggaj 1:5,7; 2:15,18 (to gange) nøje overveje vores veje?

Svar: Vi kan begynde med at bede Gud om at vise os vores skjulte fejl og minde os om de ikke-så-skjulte. Vi kan gøre status over, om vores ønsker, tanker og planer fører os og vores familie tættere på Gud og mod at blive mere Kristuslignende – eller væk fra ham. Vi kan spørge os selv, om der er vigtige ting, vi lader være med at gøre, for at prioritere ubetydelige ting. Generelt kan vi nøje overveje vores tid, hvor vi er på vej hen, vores prioriteter, penge og fornøjelser – eller hvor vores hjerte er.

Spørgsmål: Hvorfor vælger Gud i Hag 1:5-7,11,16-17 nogle gange ikke at velsigne sit eget folk?

Svar: Svaret på dette spørgsmål er den vigtigste lære i Haggais Bog. Når Guds folk ikke ærer ham, som de burde, og de ikke er fuldt ud lydige, vil Gud skabe omstændigheder, der skal tilskynde dem til lydighed. Vi gør ofte det samme med vores børn som en form for disciplin. Disciplin er ikke altid fysisk afstraffelse. Den form for disciplin, som Gud bruger her, kaldes undertiden »disciplin gennem logiske konsekvenser«.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved strukturen i dette afsnit i Hag 1:9-11?

Svar: Dette er et litterært greb, der kaldes et chiasme.

Hag 1:9a-b Gud disciplinerede dem

-- Hag 1:9c-e Fordi Guds hus ligger i ruiner

-- Hag 1:10a På grund af jer

Hag 1:10b-11 Gud straffede dem

Q: Hvorfor nævner Hag 1:10,11 dug i stedet for regn?

Svar: I sommerens vækstsæson, fra april til oktober, faldt der ingen regn i Israel. Men der var normalt rigeligt med dug fra vindene, der kom ind fra Middelhavet. Dugen var derfor afgørende for sommerafgrøderne. Gud sendte en tørke (horeb) uden dug, fordi Hans tempel forblev en ruin (hareb). Han brugte et ordspil for at indprente årsagen til straffen i folks bevidsthed. I Jakob 5:16-18 står der, at en retfærdig mands bøn har stor virkning, og der gives først eksemplet med Elias, der bad om, at der ikke skulle komme regn, og senere om, at der skulle komme regn. Disse menneskers bøn om regn havde ingen virkning, fordi de ikke var fuldt ud hengivne til Gud. I Jakob 1:7-8 står der, at en tvetydig mand ikke skal tro, at han vil modtage noget fra Herren.

Spørgsmål: Hag 1:13; 2:4 siger: »Jeg er med jer, siger Herren.« Haggai 2:5 og 2:19 giver også det samme løfte om velsignelse. Hvordan kan dette være den bedste velsignelse af alle?

Svar: Elias kendte svaret i 1. Kongebog 19:11-13. Gud viste ham forskellige kræfter i naturen, men Elias vidste, at Guds nærvær ikke lå i dem; og Elias holdt ud i forventning om Guds nærvær. Når vi ikke nøjes med prangende ydre ting, men holder ud i forventning om Guds nærvær, vil Gud være der for os. Løftet om, at Gud vil være med os på en meget nær og personlig måde, er det bedste løfte af alle.

Spørgsmål: Hvordan vækker Gud en persons ånd i Hag 1:14?

Svar: Gud bryder de bånd, der holdt deres ånd nede. Han genopretter deres tro, giver dem et nyt hjerte fyldt med kærlighed, løfter deres håb og giver dem en vision. Gud bruger både positiv og negativ forstærkning, alt efter behov.

I Haggais tid begyndte de at bygge efter 23 dage. Dette gav dem tid til at organisere sig og afslutte høsten af figner, druer og granatæbler. De følte måske ikke, at de havde nok ressourcer, men Esra 6:8,9 siger, at kong Darius endda gav dem penge! Esra 6:15 siger, at det stod færdigt omkring 4 år senere.

Spørgsmål: I Hag 1:14, hvornår er det i orden at modtage penge fra ikke-troende til Guds arbejde, i modsætning til at man ifølge 3 Joh 7 ikke må modtage penge fra ikke-troende?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Haggai profeterede i Det Gamle Testamentes tid, og 3. Johannesbrev blev skrevet under den Nye Pagt. Der er dog ingen eksplicit indikation på, at disse forskrifter udgjorde en ændring.

Svaret: Den babylonske regering ødelagde templet og tog guldet og rigdommene fra templet. Den persiske regering gav det tilbage, der oprindeligt tilhørte jøderne.

Spørgsmål: Hvad er det betydningsfulde ved, at der i Hag 2,2 tales til »resten af folket« i stedet for blot til folket?

Svar: Der var over 1,5 millioner israelitter i Salomos tid, men på dette tidspunkt vendte kun 50.000 jøder hjem. De havde markant færre mennesker og langt færre ressourcer til at bygge et tempel. Et centralt punkt er, hvordan deres holdning ville være, når templet afspejlede dette.

»Resten« henviser ikke til et udvalgt samfund, men snarere til den ubetydelige del af befolkningen, der vendte tilbage fra Babylon.

Spørgsmål: Hvordan kan et ønske om succes paradoksalt nok nogle gange føre til fiasko på grund af udsættelse, som beskrevet i Hag 2:1-4?

Svar: Nogle gange udsætter folk ting, fordi de hellere vil lade være med at prøve overhovedet end at risikere at mislykkes. Helt ærligt vil nogle af de ting, som Gud ønsker, at vi skal gøre, stadig være en fiasko – i det mindste i verdens øjne – selvom vi gør dem rigtigt, ydmygt og lydigt og stoler på Gud.

Folkene på Haggais tid opgav deres egne vurderinger af, hvornår tiden var gunstig for succes, og på Haggais opfordring begyndte de alligevel at bygge. Tidspunktet for det andet budskab, den 17. oktober 520 f.Kr., på den syvende dag af Løvhyttefesten, er betydningsfuldt på to måder. For det første var det præcis 440 år tidligere, i 960 f.Kr., at Salomo indviede det tempel, han havde bygget, jf. 1. Kongebog 6:38; 8:2. For det andet var det en måned senere, så de allerede kunne se nogle resultater. I Esra 3:10-13 står der, at mens nogle jublede, græd andre. Nogle af de ældre hjemvendte huskede sandsynligvis det tidligere tempel.

Om det nye tempel ville blive en »succes« eller ej, afhang af, om man bedømte det ud fra verdslige standarder eller Guds.

Spørgsmål: Hvordan reagerer folk i Hag 2,1-4, når tingene ikke kommer til at blive lige så gode, som de engang var?

Svar: I Esra 3,10-13 står der, at nogle af folket glædede sig, mens andre græd. Hvis man kommer i kirken blot for »forestillingens« skyld, vil man før eller senere enten blive skuffet eller måske ende et sted, hvor alt kun er for syns skyld. Det er bedre at være ægte end spektakulær.

Spørgsmål: Viser Hag 2:1-4 nogen skuffelse fra Guds side over, at dette tempel ikke var så smukt som Salomos?

Svar: Overhovedet ikke. Husk, at Salomo også byggede afguds-templer, og disse mennesker ville ikke bygge nogen afguds-templer. At bygge et enkelt og rent tempel til Gud er bedre end at bygge et virkelig spektakulært tempel til Gud, men samtidig også bygge et afguds-tempel.

Spørgsmål: I Hag 2:1-4 er det nogle gange naturligt at sammenligne forskellige tjenester, men hvornår bør vi lade være, og hvordan bør vi gøre det?

Svar: I Jeremias 45 var skribenten Baruk trofast i Jeremias’ tjeneste. Jeremias var en indflydelsesrig profet i de følgende århundreder, men i hans egen tid har vi ingen beretning om, at en eneste person omvendte sig. Vi dømmer ikke ud fra resultater, indtægter eller prangende fremtoning.

Men vi kan og bør se på, om de er sunde i lære og praksis, og om de gør det, som Gud har kaldet kristne til at gøre.

Spørgsmål: I Hag 2,1-4 manglede dette tempel ikke noget, men det havde ikke de smukke udsmykninger som Salomos tempel. Hvordan kan nogle kristne, der stoler på »udsmykninger« for at henlede opmærksomheden på evangeliet, miste fokus på selve evangeliet?

Svar: Trossamfund og kristne organisationer kan have to slags formål. Den første slags er de formål, som Gud havde til hensigt for gruppen. Den anden slags er yderligere formål, som mennesker har tilføjet. Folk i Salomos tid kunne være sikre på, at Herren var den sande Gud, fordi Jerusalem havde det største tempel, den bedste indretning og mest guld af alle templer i omegnen. Alt dette er falske grunde til at være sikker. Det var et ædelt mål at »udsmykke« templet, men dette nye tempel skulle være »usmykket« uden guld, storslået højde og andre prydelser. Når vi ser på de gigantiske, smukt arkitektonisk udformede katedraler i Europa fra tiden før missionstiden i det 18. århundrede, kan man undre sig over, hvad der ellers kunne være opnået, hvis pengene og indsatsen i stedet var gået til at opbygge Guds sande kirke, dvs. at nå flere mennesker gennem evangelisation og discipelskab.

Vi tror måske, at vi har brug for udsmykninger for bedre at kunne tjene Gud, og det ville vi også, hvis vi skulle tjene i vores egen kraft. Men vi kan intet gøre uden Kristus (Joh 15:5). Som Paulus lærte i 2 Kor 12:10b: »For når jeg er svag, da er jeg stærk.« (BSB)

Spørgsmål: Hvorfor er det i Hag 2:4 vigtigt at sige til en præst ved navn Josva, at han skal være stærk, og hvad har dette at gøre med udvandringen fra Egypten i Hag 2:5? Hvordan er denne »befaling« egentlig et dyrebart løfte?

Svar: Gud bruger den samme formulering, som han sagde til Josva i Josvas Bog. Vi kan blive opmuntret ved at huske, hvad Gud har gjort for os og sit folk i fortiden. På overfladen befalede Gud ham blot at være stærk, men indirekte sagde Gud, at han kunne gøre ham modig ligesom den gamle Josua, Moses og Aron, der befriede israelitterne fra slaveri i Egypten og besejrede Faraos hær på egen hånd uden hjælp fra nogen anden – det vil sige bortset fra Gud.

Som en sidebemærkning om ypperstepræsten Josua: Hans far, Jehozadak, blev deporteret til Babylon (1. Krønikebog 6:15).

Spørgsmål: I Hag 2:5 og Es 41:10 sagde Gud til folket, at de ikke skulle frygte. Hvad er det, de måske frygter?

Svar: Selvom der er mange specifikke ting, de kunne have frygtet, er der mindst tre kategorier.

Frygt for de omkringboende folk: Samaritanerne, ammonitterne og araberne var ikke glade for, at de genopbyggede muren i Nehemias tid, og de ville heller ikke have ønsket templet i Haggais tid.

Frygt for, at Gud ikke ville tage dem tilbage: Folket havde været så ulydige for over 70 år siden, at Gud forviste dem til Babylon. Kun en meget lille andel vendte tilbage. De havde måske nogle tvivl om, hvorvidt Gud stadig ville have dem. Guds løfte om at være med dem i Haggai 1:13; 2:4 og Esajas 41:10 ville være dyrebart for dem. Hvis en kristen falder fra i dag, kan han eller hun måske spekulere på, om Gud nogensinde vil tage dem tilbage. Det løfte, der blev givet dengang, gælder stadig i dag. Faktisk er det, hvis nogen omvender sig, fordi Helligånden overbeviser dem om at omvende sig, for at Gud kan tage dem tilbage.

Frygt for ringe styrke i urolige tider: Gud sagde til jøderne, at han endnu en gang ville ryste himlen og jorden, havet og det tørre land, i Haggaj 2:6. »Endnu en gang« minder om 2. Mosebog 19:18, hvor Gud rystede alt i Moses’ tid. I Esajas 41:10 står der: »Frygt ikke, for jeg er med dig; vær ikke bange, for jeg er din Gud. Jeg vil styrke dig; jeg vil helt sikkert hjælpe dig; jeg vil støtte dig med min højre hånd af retfærdighed.« (BSB)

Spørgsmål: I Hag 2:6-7, hvornår blev himlen og jorden rystet?

Svar: Da Kristus døde på korset, blev solen formørket (Mattæus 27:45-46; Markus 15:33; Lukas 23:45), og der var et jordskælv (Mattæus 27:51-52). Den ikke-kristne palæstinensiske historiker Thallus (52 e.Kr.) berettede også, at der var mørke under Jesu korsfæstelse.

Ud over et fysisk jordskælv rystede Jesu død, hans besøg hos de døde og hans opstandelse helt sikkert alt i de åndelige riger.

Spørgsmål: Hvem er »den, som alle nationer længes efter« i Hag 2:7?

Svar: Først lidt hebraisk grammatik, og derefter tre synspunkter.

Det hebraiske ord for »den begærede« (hemdat) er ental femininum, og »vil komme« (ba’u) er flertal. Imidlertid er flertalsformen af »den begærede« (hamudat), som har de samme vokaler. Det hebraiske sprog blev oprindeligt skrevet uden vokaler.

Selvom »begæret« er ental femininum, henviser en lignende konstruktion til Saul som Israels begærede i 1. Samuel 9:20 og til den mandlige afgud Tammuz som »den, der er begæret af kvinder« i Daniel 11:37. I flertalsform er Daniel den højt agtede i Daniel 9:23 og 10:11,19.

Her er de tre synspunkter.

1. Den Begærede er Messias: De tidlige kristne fortolkede det på denne måde. Da den feminine form kan henvise til Saul, Tammuz og Daniel, som nævnt tidligere, er der intet, der forhindrer, at dette henviser til Kristus. Dette passer perfekt til konteksten i Haggaj. Det siger, at selvom dette tempel ikke ser så flot ud som det forrige, vil det være bedre, fordi Jesus vil træde ind i dette nye tempel. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at templet på Jesu tid blev kaldt »Herodes’ tempel«, ikke fordi Herodes byggede et nyt tempel, men fordi han betalte for at istandsætte dette tempel.

2. Den eftertragtede er nationernes rigdom/skat: Denne fortolkning følges på grund af det entalige, feminine navneord. BSB tilslutter sig denne opfattelse: »de vil komme med alle deres skatte.«

3. Folket skal komme til den, som alle nationer længes efter: Dette er også en gyldig mulighed.

Spørgsmål: Tror du, at »den, som nationerne længes efter« i Hag 2,7 er messiansk eller ej?

Svar: Forskere har forskellige synspunkter.

Ja: Nogle jødiske rabbinere og Hieronymus (Brev 53, kap. 8, s. 101, 394 e.Kr.) fortolkede dette som messiansk.

Nej: »Den, som alle nationer længes efter« er sandsynligvis ikke messiansk ifølge andre kommentarer.

Begge dele: »Vil komme« er et ord i flertal, så dette kunne være flertalsudtryk for ønsker/skatte, men det kunne også være bevidst tvetydigt og henvise til både skatte og Messias.

Spørgsmål: I Hag 2:7, hvornår vil dette hus blive fyldt med herlighed?

Svar: Dette henviser til Gud Sønnen, Jesus, der trådte ind i templet, da han vandrede på denne jord, eller ellers under tusindårsriget.

Spørgsmål: I Hag 2:9, hvorfor tror du, at Gud sagde om Jerusalem: »Jeg vil skabe fred« (shalom)?

Svar: Jerusalem har altid været centrum for konflikt. Men Messias, Fredsfyrsten, ville skabe fred mellem Gud og mennesket i Jerusalem ved korset.

Spørgsmål: Hvordan var templets herlighed i Hag 2:3, 7, 9 større end herligheden i Salomos tempel?

Svar: Jesus kom til dette tempel. Nogle er mere optaget af »herlige« materielle ting som guld, mens Gud synes at være mere optaget af mennesker end af materielle ting.

Spørgsmål: Hvordan brugte Herodes den Store dette i Hag 2:9?

Svar: Herodes den Store nævnte, at templet på det tidspunkt var 60 fod kortere end Salomos og dermed ikke lige så godt. Han sagde dette i sin tale for at overtale jøderne til at lade ham genopbygge templet til dets tidligere tilstand, så templet (og han selv) ville få mere herlighed. (Josephus, Antiquities of the Jews, bog 15, kap. 11.1, s. 334.)

Men det var ikke det, Gud mente, da han sagde, at dette tempel ville få større herlighed end Salomos. I dag kan uåndelige forsøg på at gøre en tjeneste succesfuld faktisk være en forfalskning af tjenestens sande formål.

Spørgsmål: Hvad er pointen her i Hag 2:11-14 om det rene og det urene?

Svar: Man kan opfatte renhed som ubesmittethed og urenhed som forurening. Når en indviet genstand rører ved en almindelig genstand, bliver de ikke begge indviet. Men når en forurenet genstand rører ved en almindelig genstand, bliver de begge forurenet. Så sagde Gud til Haggai, at hele nationen i hans øjne var forurenet. Der er mindst tre anvendelser, vi kan lære af dette afsnit.

1. Man kan ikke gøre lige mange gode og dårlige ting og forvente, at det udligner hinanden i Guds øjne. Nogle kalder denne fejlagtige opfattelse for »Robin Hood-syndromet«, da Robin Hood ifølge legenden mente, at en dårlig handling (som f.eks. at røve nogen) ville blive opvejet af en god handling (som f.eks. at give en del af byttet til de fattige).

2. Vi kan besmitte, men kun Gud kan rense. Besmittelse spreder sig. Prædikeren 10:1 sammenligner dette med en død flue i parfume. Hellige ting eller mennesker skaber ikke mere hellige ting eller mennesker. Det er Gud, der gør ting og mennesker hellige.

3. Gud griber ofte kollektivt ind mod en nation eller et folk. Selvom der måske er nogle få retfærdige mennesker i en nation, straffer Gud undertiden hele nationen på grund af flertallets synder. Det betyder ikke, at de retfærdige er skyldige, men i dette liv bliver de alligevel ramt af konsekvenserne af andres synder.

Spørgsmål: I Hag 2:15, blev dette tempel bygget omkring 520 f.Kr., eller blev det bygget omkring 536 f.Kr., som nævnt i Esra 3:8-13, eller blev det bygget i Darius’ tid (521-486 f.Kr.), som nævnt i Esra 4:24?

Svar: Alle ovenstående udsagn er sande. Arbejdet blev påbegyndt, da jøderne først vendte tilbage i 538 f.Kr. Der blev imidlertid udstedt et dekret, der standsede arbejdet. Arbejdet blev genoptaget omkring 18 år senere i 520 f.Kr.

Se diskussionen om Haggai 1:1 for kronologien over kongerne og diskussionen om Haggai 1:2 for rækkefølgen af begivenhederne vedrørende templet.

Spørgsmål: I Hag 2:15 er den hebraiske formulering usædvanlig og siger bogstaveligt talt: »fra denne dag og fremover«. Hvordan skal vores liv være »fra denne dag og fremover«?

Svar: Folket befandt sig sandsynligvis i en åndelig nedgang, for kun en rest var vendt tilbage, og templet ville helt klart ikke blive lige så godt som før. De var også i en økonomisk nedgang. Men Gud lovede dem, at han ville være med dem, og at han ville velsigne dem fra denne dag »og fremover«.

Som en præst ville sige: Når nogen spørger, hvordan du har det, kan du svare: »Bedre end i går, mindre end i morgen.« Vi bør leve i forventning om, at vi hver dag vil vokse og blive mere lig Kristus, fyldt med Guds glæde, fred og udholdenhed.

Spørgsmål: Hvorfor understreger Gud i Hag 2,10-19, at urenhed er smitsom, mens hellighed ikke er det?

Svar: Som Donald Campbell sagde: »Arbejde og tilbedelse helliggør ikke synd, men synd forurener arbejde og tilbedelse.« Believer’s Bible Commentary, s. 1155. Hvis Gud ønskede at opmuntre folket til at vende tilbage til ham, lyder det umiddelbart som om, det ville opnå det stik modsatte. I stedet for at fortælle dem, at de befinder sig blandt hellige ting, og at de derfor gradvist kan blive mere hellige, fortæller Gud dem, at det faktum, at noget er helligt, IKKE gør de ting, der omgiver det, hellige.

Det, Gud gør, er at fortælle dem, at der ikke bør være noget håb i nogen naturlig, »gradvis« proces. Det eneste, der kommer ud af det, er, at alt bliver besmittet og ødelagt. Men ved at lægge det åbent frem viser det, at det er Gud, og Gud alene, der i sin nåde virker suverænt, som vil bringe sin hellighed og herlighed til det sted i Haggaj 2:5-10. Hvad angår ting, der bliver ødelagt, enten økonomisk eller åndeligt, lover Gud derefter, at selvom de havde været under Guds strenge hånd i Haggai 1:5-11, ville Gud fra det tidspunkt (faktisk »opad« på hebraisk) oversvømme dem med velsignelser, ifølge Haggai 2:15-19.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af en signetring i Hag 2:23?

Svar: Der er flere indbyrdes forbundne betydninger.

Generelt symboliserede en signetring kongens autoritet. Farao tog sin signetring af og gav den til Josef i 1. Mosebog 41:42.

Guddommelig autoritet til at regere. Messias ville have en signetring.

Løftet om, at Messias ville komme

Helligånden garanterer vores fremtidige arv (NIV Study Bible s. 1404). Se Efeserbrevet 1:13-14.

Ophævelse af forbandelsen over Jojakin: Jojakin fik at vide, at selvom han var en signetring på Guds højre hånd, ville Gud trække ham af i Jeremias 22:24-25. Zerubbabel får ikke blot en signetring, men siges at være som Guds signetring.

Spørgsmål: I Hag 2:23, ophæver Gud ved at sætte signetringen tilbage på Zerubbabel den forbandelse, der blev udtalt mod Jekonias afkom, og ved at tage signetringen af i Jer 22:24-30?

Svar: Forbandelsen blev ikke fuldstændigt ophævet og fjernet, men den blev vendt og mildnet. Først hvad nogle jødiske forfattere siger, og derefter svaret.

Midrash Rabba siger: »… de lavede kalven og fortjente at blive udryddet, og jeg ville have troet, at Han ville forbande og tilintetgøre dem, men så snart de havde omvendt sig, blev faren afværget, og Herren omvendte sig fra det onde (ib. XXXII, 14). Og således mange steder. For eksempel sagde Han om Jekonja: »For ingen af hans efterkommere skal have fremgang« (Jer. XXII, 30), og der står: »Jeg vil vælte kongerigernes trone, og jeg vil ødelægge nationernes kongeriges styrke...« »På den dag, siger Herren, hærskarenes Gud, vil jeg tage dig, o Zerubbabel, min tjener, Shealtiels søn, siger Herren, og gøre dig til et segl« (Hag. II, 22 f.). Således blev det, som Han havde sagt til hans forfader, ophævet, nemlig: »Så sandt jeg lever, siger Herren: Selv om Konja, søn af Jojakim, Judas konge, var signetringen på min højre hånd, ville jeg alligevel rive dig derfra« (Jer. XXII, 24).
(Numbers Rabbah XX:20)«

Midrash Pesikta Rabbati siger: »R. Joshua ben Levi argumenterede imidlertid således: Omvendelse ophæver hele dommen, og bøn ophæver halvdelen af dommen. Man ser, at det var således med Jekonja, Judas konge. For den Hellige, velsignet være Han, svor i Sin vrede: »Så sandt jeg lever, siger Herren: Selv om Konja, søn af Jojakim, Judas konge, var seglet på en hånd, så ville jeg alligevel rive dig derfra – bemærk, som R. Meir sagde, at det var ved Sin højre hånd, at Gud svor – ved Min højre hånd« (Jer. 22:24). Og hvad blev der bestemt mod Jekonja? At han skulle dø barnløs. Som der står: »Skriv om denne mand, at han er barnløs« (Jer. 22:30). Men så snart han bekendte sin anger, ophævede den Hellige, velsignet være Han, denne bestemmelse, som det fremgår af Skriftens henvisning til »Jekonjas sønner – det samme er Assir – hans søn Shealtiel osv.« (1 Krøn 3:17). Og Skriften siger videre: »På den dag … vil jeg tage dig, o Zerubbabel … Shealtiels søn … og gøre dig til et segl« (Haggaj 2:23). Se altså, hvordan anger kan ophæve hele dommen!” (Pesikta Rabbati, Piska)

Svaret: En forbandelse kan mildnes uden at blive ophævet. Her er hvordan.

David blev lovet, at Messias ville være hans biologiske efterkommer: Jesus var det gennem Maria

Jekonja blev forbandet i Jeremias 22:24-30, så ingen af hans efterkommere nogensinde skulle sidde på Davids trone. Ingen gjorde det som konge. Josef nedstammede fra Jekonja, men Jesus, som er vores konge, nedstammede ikke biologisk fra Josef.

Ved fødslen ville ingen fra Jekonias hus arve Davids trone

Gennem adoption arvede Jesus, der blev adopteret af Josef, Davids trone.

Der er meget, vi skal tage i betragtning her. Ved fødslen er ingen af os Guds børn med nogen ret til at være i Hans rige. Gennem adoption bliver vi Guds børn og en del af Hans rige.

Nogle gange står vi over for en forbandelse eller en dårlig konsekvens på grund af vores syndige handlinger. Men hvis vi omvender os og underkaster os Gud, vil Gud måske ikke ophæve forbandelsen eller konsekvensen, men han kan vende forbandelsen og gøre den til en velsignelse.

Spørgsmål: Hvordan blev Serubabel i Hag 2:23 udvalgt til fremtiden?

Svar: Zerubbabel var den guvernør, under hvem dette tempel skulle genopbygges. Men der ligger mere bag dette end blot den ære. Mattæus 1:12-13,16 viser, at Zerubbabels efterkommer, Josef, skulle være Messias’ juridiske far.

Som en sidebemærkning er navnet Zerubbabel et bekræftet akkadisk navn, zer babili, der betyder »efterkommer af Babylon«.

Spørgsmål: Hvilke litterære virkemidler brugte Haggai?

Svar: Haggai brugte ikke mange; hans budskab er klart og direkte i modsætning til Zakarias, Salomo og Esajas. Her er dog, hvad han brugte.

Rim: Haggai 1:6 hammistakker, mistakker

Haggai 1:10 »al-ken«, »alekem«

Haggai 2:6 »ahat«, »me’at«

Chiasme: Haggai 1:9-11

Antitese: Haggai 1:6 »I tjener løn for at lægge den i en pose, der er hullet igennem.«

Dialogform som hos Malaki. Haggai 1:4,5,9; 2:11-13

Gentagelse i teksten: »Så siger Hærskarers HERRE« eller lignende 26 gange i 38 vers

Ånd 3 gange Haggai 1:14

Par på 2 eller 4 (men ikke 3, 5 eller flere):

Haggai 1:11 mark og bjerge, vin og olie, mennesker og kvæg.

Haggai 2:2 Zerubbabel og Josua

Haggai 2:6 himmel og jord, hav og fastland.

Haggai 2:21 himlene og jorden.

Haggai 2:22 kongelige troner og nationernes riger

Haggai 2:22 stridsvogne og deres kuskere, heste og deres ryttere.

Spørgsmål: Hvilke af de tidligste manuskripter fra Haggai findes der stadig i dag?

Svar: Dødehavsrullerne: (ca. 1 f.Kr.) Der findes én kopi (i to dele) af Haggai blandt Dødehavsrullerne.

4Q77 (=4QXIIb) indeholder Haggai 1:1-2; 2:2-4

4Q80 (=4QXIIe) indeholder Haggai 2:18-21

Nahal Hever er en hule nær Engedi, hvor der findes et fragment af de mindre profeter på græsk (8 Hev XIIgr). Det blev skrevet mellem 50 f.Kr. og 50 e.Kr. Det blev skjult under Bar Kokhba-oprøret mod Rom. Det er en revision af Septuaginta, udført i Judæa, og næsten identisk med den masoretiske tekst.

Wadi Murabb’at-rullen (Mur XII) var en »rulle af de tolv« fra ca. 132 e.Kr. Den indeholder Haggai 1:1,12-15; 2:1-8,10,12-23 samt andre mindre profeter. I Haggai er den identisk med den masoretiske tekst bortset fra to ord.

Samlet set er følgende vers fra Haggai bevaret i Dødehavsrullerne, Nahal Hever og Wadi Murabb’at: 1:1-2, 12-15; 2:1-8, 10, 12-23. Med andre ord mindst en del af hvert vers undtagen 1:3-11; 2:9, 11.

Kristne bibelhåndskrifter fra omkring år 350 e.Kr. indeholder Det Gamle Testamente, herunder Haggai. To af disse er Vaticanus (325-350 e.Kr.) og Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.), hvor de tolv mindre profeters bøger var placeret før Esajas. Haggai er fuldstændig i både Vaticanus og Alexandrinus.

Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder også hele Haggais bog.

Spørgsmål: Hvilke tidlige forfattere henviste til Haggai?

Svar: Bibelen henviser til Haggai i Esra 5:1 og 6:14, og Hebræerbrevet 12:26 omskriver Haggai 2:6. Der er en generel hentydning til Haggai i Zakarias 8:9.

Septuaginta hævder, at Salme 138, 146, 147, 147:12 og 148 er skrevet af Haggai og Zakarias.

Den latinske gallikanske salmebog (389 e.Kr.), som blev brugt af Karl den Stores vigtigste lærde, Alcuin af York, angiver Salme 111, 112, 146 og 147 som værende af Haggai og Zakarias.

I apokryferne henviser 1 Esdras 6:1; 7:3; 2 Esdras 1:40 til Haggai, og Sirach (=Ecclesiasticus) 49:11 citerer en del af Haggai 2:23

De præ-nikænske forfattere, der henviste til eller hentydede til vers i Haggai, er:

X Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.), kap. 16, s. 147, hævdes at henvise til Haggai 2:10, men det er en så vag hentydning, at den ikke tages i betragtning her.

Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) (implicit) nævner »Det Gamle Testamente« og opregner bøgerne. Han opregner ikke de tolv mindre profeter hver for sig, men kalder dem »De Tolv«. Fragment 4 fra *Book of Extracts*, bind 8, s. 759

Klemens af Alexandria citerer Haggaj 1:6 som »skriften«. *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 3, kap. 6, s. 391. Han citerer også Haggaj 1:6 i *The Instructor*, bog 2, kap. 3, s. 248

Klemens af Alexandria (193–205 e.Kr.): »Jeremias og Ambacum [Habakuk] profeterede stadig i Zedekias’ tid. I det femte år af hans regeringstid profeterede Ezekiel i Babylon; efter ham Nahum, derefter Daniel. Efter ham profeterede Haggai og Zakarias igen i Darius den Førstes tid i to år; og derefter englen blandt de tolv.” *Stromata*, bog 1, kap. 21, s. 328

Tertullian (198–220 e.Kr.) henviser til den »universelle rystelse« af hele verden i Haggaj 2:6 og Hebræerbrevet 12:26,27. I »Om monogami«, kap. 16, s. 72

Origenes (225–254 e.Kr.) citerer Haggaj 2:6 som stammende fra Haggaj i Origenes’ *Mod Celsus*, bog 7, kap. 30, s. 623

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer Haggaj 1:12 som værende af Haggaj i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 12, tredje bog, kap. 20, s. 541.

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) citerer Haggaj 1:9 som værende fra profeten i *Cyprianus’ afhandlinger*, afhandling 5, kap. 6, s. 459. Dette er de eneste to henvisninger til Haggaj i Cyprianus’ bevarede skrifter.

Efter Nikæa (325 e.Kr.)

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) (Underforstået, da han nævner de tolv profeter) »Der er altså i Det Gamle Testamente i alt toogtyve bøger; … derefter profeterne, hvor de tolv regnes som én bog…« Athanasius’ påskebrev 39, kap. 4, s. 552.

Efraem den Syriske (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner profetbøgerne, både de tolv og de øvrige. Mika 3:8 som i Mika, Joel 2:28 som i Joel, Haggai 2:4 som i Haggai, Zakarias 1:6 som i Zakarias. Kateketiske forelæsninger, forelæsning 16.29, s. 122

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Den syrisk-arameiske »Trinbog« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.) henviser til Haggai 1:6 i Memra 7, s. 78

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (-407 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.) diskuterer bøgerne i Det Gamle Testamente. Han diskuterer specifikt Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Mosebøgerne, Job, Jesus, søn af Nave [Josva], Dommerbogen, Rut, Samuel, Kongerne (2 bøger), de tolv profeter, Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jonas, Mika, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggai, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Ester, Esra, Nehemias, Brev 53, kap. 7-8, s. 99-101.

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Augustinus af Hippo (388–28. august 430 e.Kr.)

Den semi-pelagiske Johannes Cassian (419–430 e.Kr.)

Spørgsmål: Hvad er nogle af oversættelsesforskellene mellem den hebraiske tekst og den græske Septuaginta i Hag?

Svar: Den første sætning er den masoretiske tekst, den anden er Septuaginta, medmindre andet er angivet. Der er kun to små forskelle i 2:1 og 2:3 mellem den masoretiske tekst og Wadi Murabb’at.

Hag 1:1 »ved« kontra »ved hånden af«

Hag 1:2 »kommer« (bo’) (masoretisk) kontra »er kommet« (ba’) Septuaginta

Hag 1:1 »Judas guvernør« kontra »af Judas stamme«

Hag 1:8 »bringe« mod »skære« (det hebraiske ord, som Septuaginta baserede dette på, adskiller sig kun med ét bogstav)

Hag 1:9 »se« kontra »at være«

Hag 1:9 »Jeg blæste på det« kontra »Jeg blæste det væk«

Hag 1:9 »Hvorfor« kontra »Derfor«

Hag 1:11 »tørke i landet« kontra »sværd over landet«

Hag 1:11 »jeres hænder« kontra »deres hænder«

Hag 1:12 »Da« kontra »Og«

Hag 1:12 »deres Gud« kontra »til dem«

Hag 1:13 »talte budskabet« kontra »talte blandt budbringerne«

Hag 1:14 »resten af folket« kontra »resten af hele folket«

Hag 1:14 »kom« kontra »gik ind«

Hag 2:1 »gennem« (beyad) (masoretisk) kontra »til« (‘el) i Murabb’at-rullen (An Exegetical Commentary, s. 17, og Benoit et al., Les Grottes de Murabba’at, 184.)

Hag 2:2 »resten« kontra »hele resten«

Hag 2:3 (‘oto) (masoretisk) kontra (‘itto) i Wadi Murabb’at-rullen.

Hag 2:4 »vær stærk, o Josva/Jesus« mod »styrk dig selv, o Josva/Jesus«

Hag 2:4 »Vær stærke … I, landets folk« kontra »Styrk jer selv, … I, landets folk«

Hag 2:5 »Det ord, som jeg indgik en pagt med jer om, da I drog ud af Egypten, således også min Ånd« kontra »min Ånd«

Hag 2:6 »endnu en gang« kontra »endnu/stadig en gang« (Se An Exegetical Commentary on Haggai, Zechariah, Malachi, s. 41-42.)

Hag 2:9 »Den Almægtige Herre« kontra »Den Almægtige Herre: og/endda sjælefred, som en arv / for at frelse hver og en / alle dem, der lagde grundstenene til at opføre dette tempel.«

Hag 2:14 »og således er hvert værk« kontra »og således er alle værkerne«

Hag 2:14 »besmittet« kontra »besmittet på grund af deres tidlige byrder / hurtigt opnåede gevinster; de vil lide for deres arbejde/slid, og I (flertal) hadede / har hadet dem, der udøver retfærdighed ved byporten / i portene.«

Hag 2:22 »kongerigets trone« kontra »kongernes troner«

Hag 2:22 »sin brors sværd« kontra »sværdet, der strider mod sin bror«

Hag 2:23 »Zerubbabel, min tjener, søn af Shealtiel« kontra »Zerubbabel, søn af Salathiel, min tjener«

Hag 2:23 »segl« kontra »stempel«

Litteraturliste til dette spørgsmål: Den hebraiske oversættelse stammer fra Jay P. Greens Literal Translation, og Septuaginta-oversættelsen stammer fra Sir Lancelot C.L. Brentons oversættelse af The Septuagint: Greek and English. Der er desuden anvendt The Expositor's Bible Commentary samt fodnoterne i NASB-, NIV-, NKJV- og NRSV-biblene.

Medmindre andet er angivet, er bibelcitaterne hentet fra *The Holy Bible, Berean Standard Bible* (BSB), som er frigivet til det offentlige domæne: https://berean.bible