< Bibelspørgsmål fra Kolossenserbrevet

Spørgsmål: Hvad er hovedpointen i Kolosserbrevet?

Svar: Til en gudfrygtig menighed, der var infiltreret af folk med en »overdrevent fancy« teologi, der fik folk til at fokusere på engle, filosofi osv. i stedet for på Gud, var Paulus’ budskab meget enkelt og kunne koges ned til ét hovedpunkt, om end med mange rige forgreninger: Kristus er alt, hvad du har brug for; hvis du lever i Kristus, bør du være død for andre ting. Andre religiøse ting kan være hyggelige eller interessante, men hvis de træder i stedet for din hengivenhed til Gud, bliver de til skade for dig.

Det er faktisk ret svært at finde »det« vers, der bedst sammenfatter Kolossenserbrevet, fordi der er så mange gode valgmuligheder. Nogle af disse er Kolossenserbrevet 1:17-18; 2:3; 2:6; 2:8-10; 3:1-3; 3:11; 3:17. Personligt er mine to favoritter Kolossenserbrevet 2:8-10 og 3:1-3.

Spørgsmål: Hvordan ser en oversigt over Kolosserbrevet ud?

Svar: Her er en ret detaljeret oversigt.

Siden du har taget imod Kristus, skal du fortsætte i Kristi evangelium

I. Indledning

…A. Hilsener Kol 1:1-2

……1. Fra Paulus og Timoteus Kol 1:1

……2. Hilsener til de hellige og trofaste i Kolossæ Kol 1:2

…B. Tak til Gud for dem Kol 1:3-8

……1. Deres tro og kærlighed, der udspringer af håb Kol 1:3-6a

……2. Evangeliet bærer frugt i dem Kol 1:6b-8

…C. Bøn til Gud for dem Kol 1:9-14

……1. Fyldt med viden og at de må leve et liv, der behager Gud og bærer frugt i Hans kraft Kol 1:9-11

……2. At de også må være taknemmelige over for Gud Kol 1:12-14. (Overgang: Kol 1:13b-14)

II. At forstå Kristi overhøjhed Kol 1:15-23

…A. Hvordan Kristus er alt, hvad du behøver Kol 1:15-18

……1. Guds billede og Herre over hele skabelsen Kol 1:15-17

……2. Kirkens hoved og den førstefødte Kol 1:18

…B. Hvorfor Kristus er alt, hvad du behøver Kol 1:19-23

……1. Guds fylde bor i Kristus Kol 1:19

……2. Kristus har forsonet dig Kol 1:20-22

…C. Men kun hvis du bliver ved Kol1:23 (Overgang: Paulus, en tjener for dette evangelium Kol 1:23b)

……1. Bliv ved med at tro og håbe på evangeliet Kol 1:23a

……2. Dette evangelium har I allerede hørt, og det er blevet forkyndt af Paulus. Kol 1:23b

Bliv ved med at følge Kristus, så I ikke bliver taget til fange

III. Paulus’ kamp og arbejde for dem Kol 1:24-2:7

…A. Hvad Paulus gør for dem Kol1:24 -29

……1. Glæde over Paulus’ lidelser Kol 1:24

……2. Tjeneren, der forkynder mysteriet Kol 1:25-29

…B. Hvorfor Paulus kæmpede (Kol 2:1-5)

……1. Hvad Paulus kæmper for Kol 2:1-3

……2. Hvad Paulus kæmper imod Kol 2:4-5

…C. Bliv ved med at være forankret og opbygget i Kristus Kol 2:6-7

……1. Bliv ved med at leve i Kristus Kol 2:6

……2. Forankret og opbygget i den tro, de har lært, og i taknemmelighed Kol 2:7

IV. Stå fast i Kristus mod gamle vildfarelser Kol 2:8-3:4

…A. Stol ikke på menneskelige midler, men på Kristus

……1. Ikke menneskelig filosofi, men Kristi fylde Kol 2:8-10

……2. Ikke menneskelig omskæring, men dåb ved Kristus Kol 2:11-12

…B. Ikke at forblive i synder eller ritualer, men i Kristus

……1. Ikke døde i synder, men levende i Kristus ved korsets sejr Kol2:13 -15

……2. Ikke skyggen af gamle ritualer, men Kristi virkelighed Kol 2:16-17

…C. Ingen glæde ved engle eller regler, men Kristus

……1. Ikke falsk ydmyghed og engletilbedelse, Kol 2:18-19

……2. Vi døde med Kristus, så ingen asketiske regler Kol 2:20-23

Da vi er døde og oprejst med Kristus, skal vi leve i Kristus

V. Nyt liv i Kristus Kol 3:1-4:6

…A. Det indre liv: død for os selv, levende i Kristus Kol 3:1-3:17

……1. Lad de jordiske ting dø Kol 3:1-9

……2. Vores liv er iklædt Kristus Kol 3:10-17

…B. Forhold i familien og på arbejdspladsen Kol 3:18-4:7

……1. Ægteskab og familie Kol 3:18-21

……2. Tjenere og herrer Kol 3:22-4:1

…C. Kommunikation Kol 4:2-6

……1. Hengivenhed til bøn Kol 4:2-4

……2. Klog tale til andre Kol 4:5-6

VI. Afsluttende hilsener Kol 4:7-18

…A. Hilsener fra Paulus og venner Kol 4:7-15

……1. Tykikus og Onesimus er på vej Kol 4:7-9

……2. Paulus og seks andre sender hilsener Kol 4:10-15

…B. Paulus’ anvisninger og velsignelse Kol 4:16-18

……1. Udveksle breve med laodicenerne Kol 4:16

……2. Arkipus, gør dit arbejde Kol 4:17

…C. Paulus’ afsluttende ord Kol 4:18

……1. Paulus’ egen håndskrift i lænker. Kol 4:18a

……2. Nåden være med dem. Kol 4:18b

Spørgsmål: Hvilket forhold er der i Kolossensbrevet til Efeserbrevet?

Svar: Der er to ligheder og én væsentlig forskel.

Tidsmæssigt »… var der sikkert ikke lang tid imellem de to breve«, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 11, s. 166.

Indholdsmæssigt har omkring en fjerdedel af materialet i Kolosserbrevet ligheder med indholdet i Efeserbrevet.

Alligevel retter Paulus ingen irettesættelse mod efeserne, men i Kolosserbrevet kæmper han imod en synkretistisk judaistisk/ebionitisk loviskhed, askese og tilbedelse af engle. Nogle ser argumenter mod proto-gnosticismen. Tidlige kirkeforfattere sporer nogle af oprindelserne til den senere gnosticisme tilbage til Simon fra Samaria i Apostlenes Gerninger 8:9-25. Proto-gnosticismen adskiller sig fra den egentlige gnosticisme ved, at proto-gnosticismen ikke afviste Det Gamle Testamente som stammende fra en anden gud.

Spørgsmål: Argumenterer Paulus i Kolosserbrevet imod proto-gnosticismen?

Svar: Nej, men lad os først forstå spørgsmålet.

De gnostiske religioner udgjorde en familie af over 30 hedenske græsk-kristne synkretismer, der var imod Det Gamle Testamente. De forskellige gnostiske sekter var enige om følgende: De troede, at Det Gamle Testamentes Gud var ondskabsfuld eller tåbelig, at den materielle verden var skabt ond/mørk/lavere end den esoteriske åndelige verden, de havde omfattende panteoner af græske og nyopfundne guddommelige væsener, og kun de besad den hemmelige viden, der var nødvendig for at forene sig med de guddommelige væsener og undslippe den materielle verden. Nogle var asketiske, og andre var libertinske. Proto-gnosticismen adskilte sig fra den egentlige gnosticisme ved, at proto-gnosticismen ikke afviste Det Gamle Testamente som stammende fra en anden gud. Tidlige kirkeforfattere spurgte nogle af proto-gnosticismens rødder tilbage til Simon fra Samaria i Apostlenes Gerninger 8:9-25.

Nogle mener, at der kan være argumenter imod proto-gnosticismen, fordi Kolossenserbrevet taler imod 1) tilbedelse af engle, 2) at mindske Kristi forrang, 3) at Kristus ikke er den eneste mellemmand, 4) særlige ritualer, 5) askese og 6) hemmelig viden. Desuden var Marcion, gnosticismens fader, en frygier fra Pontus, nord for Kolossæ. Se *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 166, *The NIV Study Bible*, s. 1811, *Believer’s Bible Commentary*, s. 1986-1987.

Jeg er dog uenig, fordi disse seks elementer, som der advares imod i Kolossenserbrevet, også var til stede i jødiske sekter og/eller blandt judaisterne/ebionitterne. For det andet, og lige så vigtigt, afviste Marcion ganske vist mange bøger i Det Nye Testamente, men han accepterede Paulus’ Kolossenserbrev, så Marcion så tilsyneladende ikke nogen eksplicitte antignostiske lærdomme i det.

Spørgsmål: Hvad ved vi om byen Kolossæ?

Svar: Kolossæ var en storby 100 miles øst for Efesos ved floden Lycus. Den ligger kun omkring 12 miles fra Hierapolis og Laodicea. Disse tre byer havde mineralforekomster og frodige græsgange, men var udsat for jordskælv. Da den græske indflydelse bredte sig mod øst efter Alexander den Store af Makedoniens erobringer, forblev området en etnisk forpost for frygere og lydere, selvom der også boede grækere der. I det 2. århundrede f.Kr. tvang den seleukidiske kejser Antiochus III mange jøder til at bosætte sig i Kolossæ.

Spørgsmål: I Kol 1,3 står der, at der er en Gud og Fader til Jesus – hvordan kan Jesus så være Gud?

Svar: Dette er egentlig to spørgsmål, der er stillet som ét. For det første: Hvordan kan Jesus være Gud? Og for det andet: Hvordan kan Jesus være underordnet Faderen? Lad os her kun tage fat på den første del; den næste del besvares i det næste spørgsmål.

I Bibelen kan »Gud/gud« betyde en falsk afgud eller den ene sande Gud. Men når det betyder den ene sande Gud, kan det have fire betydninger. Det kan henvise udelukkende til Gud Faderen, udelukkende til Jesus, Gud Sønnen, og i Apostlenes Gerninger udelukkende til Helligånden. Den fjerde betydning er, at det kan henvise til alle tre i Treenigheden. For eksempel i Johannes 1:1, hvor Ordet (Jesus) var »hos Gud«, henviser ordet »Gud« her til Gud Faderen, men senere i samme vers, hvor der står, at Ordet »var Gud«, er det den ene Gud i Treenigheden.

Hebræerbrevet 1:9 viser også flere betydninger af ordet »Gud«, når der står: »Derfor har Gud, din Gud, salvet dig.« Læren om Treenigheden lærer, at der er tre forskellige personer – Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden – og kun én Gud i Treenigheden.

I Kolossenserbrevet 1:3 forstår vi altså, at ordet »Gud« her kun henviser til Gud Faderen.

Spørgsmål: Hvordan er Faderen i Kol 1:3 nu Jesu Gud?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Da Jesus blev inkarneret som menneske på jorden, »tømte han sig selv« frivilligt for en stor del af sin herlighed, før han kom til jorden, som det fremgår af Filipperne 2:7 og Johannes 17:5. Mens han var på jorden, var Jesus underdanig over for Faderen i sin rolle som hans Gud. Men i Johannes 17:5, da Jesus bad Faderen om at give ham den herlighed tilbage, han havde haft, før verden blev til, besvarede Faderen formodentlig denne bøn positivt, så hvordan Jesus ydmygede sig selv, mens han var på jorden, er et irrelevant spørgsmål i denne sammenhæng.

1 Korintherbrevet 15:23-28 viser, at i endetiden, efter tusindårsriget, vil Sønnen »blive underlagt« Faderen, som har lagt alt under hans fødder. Så selv nu har Sønnen en rolle under Faderen.

Men betyder det, at Sønnen er »mindre end« Faderen? – Nej. Faderen, Sønnen og Helligånden er ligestillede i natur, herlighed og ære. Men de har åbenbart forskellige roller: For eksempel var det Sønnen, der bad til Faderen i Getsemane Have, ikke omvendt. Det var ikke Helligånden, men Sønnen, der på korset sagde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« i Matthæus 27:46 og Markus 15:34. Det kunne ikke være Faderen, der sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« i Lukas 23:34.

Men ligesom de adskiller sig i rolle, adskiller de sig også i rang. Det var Faderen, der sendte Sønnen, ikke omvendt. Det var Faderen og Sønnen, der sendte Ånden, ikke omvendt.

Der er intet på jorden, der er nøjagtigt som Treenigheden. Men noget, vi kan se, der har en vis lighed, er forholdet mellem en far og en søn. En søn er »ligestillet« med sin far: i sin natur og i lovens øjne. Hvis en far var større end sin søn, og hans far større end ham, og så videre, så måtte hans tip-tip-tip-oldefar have været supermand! Nej, vi er alle ligestillede i vores natur. Men i far-søn-forholdet er der en forskel i rolle, og der er en forskel i rang.

Som en historisk bemærkning kan nævnes, at en af de gamle kristne teologer, der så dette klart, var Tertullian (skrev 200-240 e.Kr.). En anden af de gamle kristne teologer, der benægtede, at der var nogen rangforskel, var Ambrosius af Milano (370-390 e.Kr.). Begge troede på Treenigheden, og begge deres synspunkter er i overensstemmelse med apostlenes trosbekendelse og den nikænske trosbekendelse. Men inden for den fælles tro på Treenigheden findes denne sekundære forskel.

Spørgsmål: Hvordan kunne Paulus i Kol 1,3 altid bede for mennesker, han aldrig havde mødt?

Svar: Hver dag, når han mindedes dem, bad Paulus for dem. Som det så billedrigt udtrykkes i *The Tony Evans Bible Commentary* s. 1252: »Du har ikke brug for en mikrobølgeovnsoplevelse med Gud; du har brug for en langtidskogende grydeoplevelse med ham. Lad det simre i hans nærvær, og påvirk andres liv med den indflydelse, Herren har på dig.«

Spørgsmål: Bibelkritikeren Bart Ehrman skriver: »Kolossenserbrevet 1:3-8 er én lang sætning på græsk; det er en kæmpe sætning, og ganske ulig den slags sætninger, Paulus typisk skrev.« (Jesus, Interrupted, s. 126).

Svar: Kolossenserbrevet adskiller sig ikke meget fra Paulus’ andre breve. Historisk set var der ingen, der tvivlede på, at Paulus var forfatteren af Kolossenserbrevet, indtil Meyerhoff i 1838, ifølge *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 488. Det undrer mig, hvorfor Ehrman ikke giver noget grundlag for sammenligning. Jeg har angivet et eksempel nedenfor. Da nogle få mener, at Hebræerbrevet muligvis er skrevet af Paulus, har jeg også medtaget det. Der er enighed om, at Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger er skrevet af samme forfatter, så disse er medtaget udelukkende til sammenligning.

Ehrman er enig i, at de bøger, der er skrevet med kursiv, højst sandsynligt er skrevet af Paulus. Den ”kæmpe sætning” på 102 ord i Kolossenserbrevet 1:3-8 er ikke blot kortere end andre vers i Kolossenserbrevet, men også kortere end mange andre vers i bøger, som Ehrman er enig i, at Paulus skrev. Den længste sætning i hver bog og hvilke bøger han mener er skrevet af Paulus, virker tilfældige.

Så hvad kan man sige om forfatterskabet ud fra længden af disse sætninger? Hvis man kun ser på en eller to bøger, kan man stort set sige, hvad man vil. Men hvis man ser på alle bøgerne, siger disse tal intet om forfatterskabet.

Ehrmans indvending kommer ikke fra en eller anden fyr, der ikke ved bedre; to forskellige muslimer har fortalt mig, at Ehrman er den største nytestamentlige forsker i dag. Jeg forstår bare ikke, hvordan en person, der hævdes at være en nytestamentlig forsker, kan fremføre dette argument baseret på længden af den længste sætning, medmindre han ikke betragtede dataene som en objektiv forsker.

Spørgsmål: Hvem er Epafras i Kol 1:7 og Filem 23?

Svar: Det er en forkortet form af Epafroditus. Epafroditus var imidlertid et almindeligt navn, så det kan være den samme person som i Filipperne 2:25-30 og 4:18 eller en anden person.

Epaphras forkyndte trofast evangeliet for kolosserne, som han havde lært af Paulus. Paulus roser ham og roser de trofaste kolossere. Men nogle senere dele af brevet tyder på, at nogle kolossere måske spekulerede på, om Epaphras virkelig havde fortalt dem »hele historien«, eller om der var andre grundlæggende ting, de havde brug for at lære, som de falske lærere måske havde fortalt dem.

Endelig: Hvordan vidste Paulus noget om nogle af problemerne i en menighed, han aldrig havde besøgt? Måske besøgte Epafras Paulus og fortalte ham det.

Spørgsmål: Hvor skal sætningsskiftene være i Kol 1,9-20?

Svar: De tidlige græske manuskripter havde ingen tegnsætning, hvilket gør det sværere at afgøre. Men ifølge det græske Nye Testamente af Aland m.fl., fjerde reviderede udgave, og Nestle-Aland UBS 28. udgave, udgør Kolossenserbrevet 1:9-11a én sætning, og 11b-20 udgør en anden. Ifølge den tredje udgave udgør Kolossenserbrevet 1:9-17 imidlertid én sætning, og 1:18-20 udgør en anden sætning. Den femte reviderede udgave betragter 1:9-20 som én sætning. En hjælpsom læser siger, at Kolossenserbrevet 1:9-20 sandsynligvis bør betragtes som én sætning på grund af to beviser:

a) Der er intet selvstændigt finit verbum i 11b-20, og

b) Leedys NT-diagrammer i Bibleworks-softwaren viser også Kolossenserbrevet 1:9-20 som én sætning.

Det, der komplicerer sagen, er nogle få teologers synspunkt om, at Paulus muligvis har hentet en del af dette fra en allerede eksisterende salme, som de tidlige kristne kendte, hvilket Dick Lucas i sin bog *The Message of Colossians and Philemon Revised Edition*, s. 28, nævner i forbifarten.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Kol 1:10 leve et liv, der er Herren værdigt, når vi er frelst ved nåde?

Svar: At blive frelst er ikke afslutningen på vores forhold til Gud; det er kun begyndelsen. Som troende opfordres vi ikke blot, men påbydes at leve et helligt liv (1. Petersbrev 1:15-16). Vi påbydes ikke dette for at blive frelst og komme ind i et forhold til Gud, men vi påbydes det og får kraften til at gøre det, fordi vi er født på ny ind i et forhold til Gud.

Spørgsmål: Hvordan ser en kristen ud i Kol 1,11, som ikke er styrket med al kraft i Kristus?

Svar: Den person kan tro, bede og gøre gudfrygtige ting, men kraften, tålmodigheden, langmodigheden og glæden mangler. Måske forsøger vedkommende at leve det kristne liv af egen kraft i stedet for ved Kristi kraft. Man skal være i stand til at »give slip og lade Gud tage over«.

Spørgsmål: Hvordan er vi i Kol 1,12 kvalificerede til at få del i himlens arv?

Svar: Som troende forstår vi alle, at vi af os selv ikke er værdige til nogensinde at komme i himlen. Bare én synd, når som helst i vores liv, ville holde os ude, bortset fra Guds nåde. Men hvad vi måske ikke er klar over, er, at vi ikke kun er uværdige til at komme i himlen af os selv, men at vi også er uegnede til at komme derhen af os selv.

I *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1993, udtrykkes det godt: »Faktisk ville ufrelste mennesker, hvis de på en eller anden måde kunne føres til himlen, ikke nyde det, men snarere befinde sig i den dybeste elendighed. For at kunne værdsætte himlen skal man være egnet til den. Selv som troende på Herren Jesus er vi i os selv slet ikke egnede til himlen … Når Gud frelser nogen, skænker han straks den pågældende person egnethed til himlen. Den egnethed er Kristus. Intet kan forbedre det.” Så selv den person, der tog imod Kristus og blev dræbt kort tid efter, vil stadig være egnet til at komme i himlen.

Spørgsmål: I Kol 1:15-18 og Hebr 1:6: Hvis Jesus er uskabt og ikke et skabt væsen, hvordan kan Jesus så være »den førstefødte af alle skabte«? (Jehovas Vidner bringer dette op)

Svar: Det græske ord her, prototokos, betyder den fremtrædende. Vi er Kristi brødre og søstre, men Kristus er den fremtrædende førstefødte.

I bibelsk tid betød »førstefødt« ikke kun den første, der blev født, men også den førstefødtes arv og førstefødselsret. I bogen »Jehovas Vidner besvaret vers for vers« (s. 97-98) påpeges det, at Salme 89:27 som et eksempel på, at »førstefødt« ikke betyder det første barn, der blev født, siger, at David vil blive udnævnt til hans førstefødte, selvom David var den yngste af Isais børn.

Som det står i *When Critics Ask*, s. 485, er Kristus ikke den førstefødte i skabelsen, men den førstefødte over skabelsen. Kristus er ikke den første, der blev født på jorden (folk fra Det Gamle Testamente gik forud for ham), men Kristus er den førstefødte i opstandelsen og arving til alt.

Dette spørgsmål blev også besvaret af Athanasius af Alexandria omkring år 330 e.Kr. Han sagde, at da Kristus både er den Enbårne og den førstefødte, henviser disse udtryk til forskellige aspekter af Kristus. Efter at have skelnet mellem »skabt« og »født« viser Athanasius af Alexandria, at »den enbårne« henviser til, at Jesus stammer fra Faderen, mens »den førstefødte« henviser til både hans forrang over menneskeheden og hans forrang blandt alle, der er født på ny. For den fulde tekst af Athanasius’ detaljerede argumentation, se »Fire afhandlinger mod arianerne«, afhandling II, kap. 21, afsnit 57-60.

Allerede før Athanasius besvarede Hippolytus af Rom (222–235/6 e.Kr.) imidlertid dette spørgsmål i sin kommentar til Lukas 2,7. Han siger: »Og hvis De tillader, siger vi, at Ordet var Guds førstefødte, som kom ned fra himlen til den velsignede Maria og blev gjort til en førstefødt mand i hendes skød, for at Guds førstefødte kunne åbenbares i forening med en førstefødt mand.«

Spørgsmål: Hvilke kilder viser i Kol 1:15,18, at det græske ord prototokos har en betydning ud over biologisk førstefødt eller først skabt?

Svar: Jeg spurgte en professor ved Dallas Seminary, og de moderne græske leksika, der angiver, at prototokos (Strong’s Concordance 4416) kan betyde »første i rang« eller noget andet end blot den biologisk førstefødte eller den først skabte, er Bauer-Arndt-Gingrich-Danker og Liddell-Scott-Jones.

I Det Gamle Testamente i Jeremias 31:9 siger Gud: »Efraim er min førstefødte.« I Første Mosebog 48:17-19 blev Manasse imidlertid født før Efraim, men Efraim modtog den førstefødtes velsignelse fra Jakob. Salme 89:27 siger, at David vil blive udnævnt til hans førstefødte, selvom David var den yngste af Isais børn.

Nogle steder skrev de tidlige kristne ikke prototokos som udelukkende betegnende den biologisk førstefødte. Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.) kap. 13, s. 145, hvor der henvises til Manasse og Efraim, og 1. Clemensbrev (96–98 e.Kr.) kap. 4, bind 1, s. 6, hvor der henvises til den førstefødte af Abels får.

Dette specifikke græske ord betyder specifikt IKKE den biologisk førstefødte eller den først skabte i Polykarps brev til filipperne (100–155 e.Kr.), kap. 7, s. 35. ”’For den, der ikke bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er antikrist’; og den, der ikke bekender korsets vidnesbyrd, er af djævelen; og den, der fordrejer Herrens ord til sine egne lyster og siger, at der hverken er en opstandelse eller en dom, han er Satans førstefødte.”

Desuden skriver Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.): »Og Polycarp selv svarede Marcion, der en gang mødte ham og sagde: ’Kender du mig?’ ’Ja, jeg kender dig, Satans førstefødte.’ Så stor var den afsky, som apostlene og deres disciple nærede mod selv den mindste verbale kommunikation med nogen, der forvrængede sandheden.« Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 3.4, s. 416

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) siger: »Der står: ’Ingen er steget op til himlen, undtagen Ham, der steg ned fra himlen’. Udtrykket ’er steget op’ henviser til en fortid. Der står ikke, at ingen vil stige op, men ’ingen er steget op’. Det viser derfor tydeligt, at ingen var steget op før Kristus. Dette er, som apostlen siger, ’den førstefødte’; og igen: ’de første frugter af dem, der er sovet ind’. Yderligere siger han: ’de første frugter, Kristus; derefter dem, der tilhører Kristus’. Dialog om den sande tro, femte del, 855b, s. 157

Athanasius af Alexandria (326-373 e.Kr.) »som Paulus et andet sted kalder ham ’den førstefødte af hele skabningen’ (Kol1:15 ). Men ved at kalde ham den førstefødte viser han, at han ikke er et skabt væsen, men Faderens afkom. For det ville være i strid med hans guddommelighed, hvis han blev kaldt et skabt væsen. For alle ting blev skabt af Faderen gennem Sønnen, men Sønnen alene blev evigt født af Faderen, hvorfor Gud, Ordet, er ’den førstefødte af hele skabningen’, uforanderlig fra det uforanderlige. Imidlertid er det legeme, som han bar for vores skyld, et skabt væsen.” Trosbekendelse, kap. 3, s. 85

Johannes Chrysostomos (død 407 e.Kr.) har en omfattende drøftelse af, hvordan Kristus er den førstefødte. Efter at have skelnet mellem, at Kristus kaldes »den førstefødte«, men ikke »den først skabte«, siger han, at en betydning er »den førstefødte fra de døde« (Kol 1:18; Rom 8:29), hvilket henviser til den første opstandelse. »Således også ordet ’førstefødt’ i betydningen af et fundament. Men dette viser ikke, at skabningerne er af samme væsen som Ham; men at alle ting er gennem Ham, og i Ham opretholdes.« Prædikener over Kolossensbrevet, prædiken 3, s. 270-271

Spørgsmål: Viser den teologisk avancerede og veludviklede skrivestil i Kol 1,15-20 [på en eller anden måde], at Paulus ikke var forfatteren af Kolosserbrevet? (Bart Ehrman hævder dette på s. 127)

Svar: Nej. Ehrman hævder, at nogle breve var skrevet af Paulus, og andre ikke. Selvom Kolossenserbrevet 1:15-20 er meget dybsindigt, ligner de fleste af de 18 begreber og formuleringer her meget andre ting, som Paulus skrev, eller i det mindste andre vers i Bibelen.

Andre steder i Kolosserbrevet findes følgende lignende begreber.

Der er også andre.

Spørgsmål: Bliver nogen i Kol 1:16 til en engel, efter at han eller hun er død?

Svar: Nej. De, der kommer i himlen, bliver ikke engle, men vi skal dømme englene ifølge 1 Korintherbrevet 6:3. Vi skal sidde sammen med Kristus på hans trone, som det står i Efeserbrevet 2:6.

Nogle vil måske ønske, at de var blevet født som engle i stedet for som mennesker. Som engle ville de have glæden ved at tjene Gud og være i himlen og ikke skulle opleve synd, lidelse og død. Men i modsætning til englene er vi fysisk involveret i kampen på jorden gennem vores ord, liv og bønner, når vi forkynder evangeliet. Vi kan få børn, og 1 Korintherbrevet 6:2-3 viser, at de troende i himlen vil være højere end englene.

Spørgsmål: Havde Gud i Kol 1,16 brug for engle til at skabe verden?

Svar: Nej. Det faktum, at han brugte dem, betyder ikke, at Gud havde brug for dem.

Spørgsmål: Er der forskellige rangordener blandt englene i Kol 1,16?

Svar: Ja, selvom Bibelen ikke beskriver alle rangordener og ansvarsområder i detaljer. Vi kender til serafer i Esajas 6:2,3, keruber i Ezekiel 1:5-21; 10:1-22; og de fire levende væsener i Åbenbaringen 4:6-9. Disse er sandsynligvis alle det samme. Vi kender også til ærkeenglen Michael i Judasbrevet 9, Åbenbaringen 12:7 og Daniel 12:1. Gabriel fungerede som budbringer i Daniel 9:21 og Lukas 1:26.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved det græske sprog i Kolossenserbrevet 1:17-22?

Svar: Kristus er (nutid) den førstefødte af hele skabelsen. Ved sin opstandelse blev Kristus (aorist) den førstefødte i kirken. Det græske ord for »at bo« her, katoikēsai, betyder mere præcist »at bo permanent«, i modsætning til den opfattelse, at Gud kun midlertidigt var i Kristus. I Kolossenserbrevet 1:22 er den græske formulering her ikke af særlig god litterær stil – sandsynligvis bevidst for at lægge ekstra, ekstra vægt på det. Det kunne oversættes med »Kristi kød-legeme af kød«, hvilket på en overflødig måde understreger Kristi legeme af kød.

Spørgsmål: I Kol 1:20, Ef 1:10 og 2 Kor 5:19, bliver dæmonerne også forsonet?

Svar: Nej. I Filipperne 2:10 skelner Gud mellem »i himlen«, »på jorden« og »under jorden«. Kolossenserbrevet nævner ikke forsoning af dem, der er »under jorden«. Hvis dæmoner er en del af det rige, der betegnes som »under jorden«, har de allerede truffet deres valg med fuld viden, da de faldt. Hebræerbrevet2:16 viser, at Jesus sonede for menneskene, og at han ikke hjalp engle eller faldne engle.

Spørgsmål: I Kol 1:20, Ef 1:10 og 2 Kor 5:19, hvor Gud forsonede alle ting i himlen og på jorden, vil alle mennesker da blive frelst, som kætteriet universalisme lærer?

Svar: Nej. Gud forsonede alle ting med sig selv, men ikke alle ting har forsonet sig med Gud. Alle mennesker kan »frelses«, men ikke alle forener det, de hører, med tro, som Hebræerbrevet 4:2 viser. Romerbrevet 4:2-5,16 og Efeserbrevet 2:8-9 viser, at vi retfærdiggøres ved tro.

Frelse er ikke blot tilgivelse eller endog retfærdiggørelse. Frelse er liv, og Johannes 5:39,40 viser, at verden ikke vil komme til Kristus for at få liv.

Helvede er evig straf i Matthæus 25:41,46. Djævelen og andre vil blive pint for evigt i Åbenbaringen 20:10. Helvede er evig fortabelse i 2. Thessalonikerbrev 1:9.

Spørgsmål: Hvad er det egentlig, der forsones her i Kolossenserbrevet 1:20?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter svaret.

Ikke svaret: Der står ikke »under jorden« eller »Hades«, men kun i himlen og på jorden. Selv det, der er under jorden, skal bøje sig og underkastes Kristus (Filipperne 2:10-11), og selvom det kunne betragtes som en ufrivillig forsoning, er det ikke en frivillig forsoning fra de »under jorden«s side. Hebræerbrevet 2:16 siger, at Jesus sonede for menneskene, men det er ikke engle, han hjælper. Straffen er evig ifølge Matthæus 25:41,46, og djævelen og andre vil blive pint for evigt der i Åbenbaringen 20:10. Helvede er evig fortabelse i 2. Thessalonikerbrev 1:9.

Svaret består af to dele: generelt og specifikt.

Generelt vil alt i universet i sidste ende frivilligt blive forsonet med Gud. De, der befinder sig i ildsøen, er dog ikke en del af dette univers. Selv ting og væsener, der aldrig faldt fra eller brød med Gud, vil nu være under Kristus, som vil herske over alt. Men udtrykket »alle ting« indebærer mere end én type ting. Lad os derfor se nærmere på, hvad der konkret skal rettes op på.

Konkret antyder Skriften en række ting.

De frelste var engang fortabte og fremmedgjorte fra Gud, og de er nu forsonet med ham.

Selve skabelsen blev sat under trældom, da mennesket faldt. Hvorfor skulle det syndige, faldne menneske leve i en perfekt verden? Men selve skabelsen, selvom den nu er brudt, vil blive genoprettet ifølge Romerbrevet 8:19-21. Jorden blev forbandet af Gud, efter at Adam og Eva syndede i 1. Mosebog 3:17.

Selv stjernerne er ikke rene i Guds øjne, ifølge Bildad i Job 25:5.

I himlen vil tingene skulle renses, ifølge Hebræerbrevet 9:23. Måske skyldes dette, at Satan havde adgang til himlen, som det fremgår af Job 1:6,7 og Åbenbaringen 12:10.

Vi skal dømme engle ifølge 1 Korintherbrevet 6:3. Det er dog ikke klart, om vi blot skal bedømme, hvor godt de har udført deres arbejde.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af det, Paulus siger i Kolossenserbrevet 1:21-23?

Svar: Der er tre dele: hvad I engang var, hvad I nu er, og hvordan I skal fortsætte.

Spørgsmål: I Kol 1:22: Gav Kristus som en del af forløsningen permanent afkald på at have en fysisk krop, som Jehovas Vidner, Rev. Moon og andre kættere har lært?

Svar: Nej. At forene os gennem Kristi fysiske legems død betyder ikke, at Kristus ikke fik legemet tilbage ved sin opstandelse. Hvis du tror på Jesus, må du være enig i, at Jesu fysiske legeme blev oprejst på grund af følgende vers.

1. I Johannes 2:19-22 står der: »Jesus svarede: ’Nedriv dette tempel, og på tre dage vil jeg rejse det op igen.’ … Men Jesus talte om sit legemes tempel.«

2. I Johannes 20:25-29, da Jesus bad Thomas om at lægge sin finger og sine hænder på ham, var det enten

2a) at Jesus »spillede et puds på Thomas«, med andre ord bedrog Thomas, eller

2b) var dette virkelig Jesu fysiske legeme.

3. I Lukas 24:39 sagde Jesus: »Se på mine hænder og mine fødder. Det er mig selv. Rør ved mig og se – for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.«

Apostlene lærte os om det, de selv havde oplevet på første hånd, om det, de selv havde set og endda rørt ved (1. Johannesbrev 1:1-4). Hvis du tilhører en religion, der benægter det, som både Jesus og hans apostle sagde om dette, må du beslutte, om du vil følge din religions gud, eller om du vil følge Jesu og apostlenes Gud. Jeg håber, du vælger rigtigt.

Spørgsmål: Lærer Kol 1,23, at mennesker, der ikke forbliver i troen, vil miste deres frelse?

Svar: Der er fire punkter, man skal overveje i svaret.

Gud kender de udvalgte: Her på jorden kan mange fremstå som kristne, men allerede før skabelsen vidste Gud, hvem der ville komme i himlen, og Gud vil aldrig blive overrasket. At sige, at Gud med sikkerhed vidste, at en person ville komme i himlen, og at denne person så alligevel ikke kommer derhen, er en selvmodsigelse.

Falsk omvendelse: En person kan narre andre til at tro, at han eller hun er kristen. Endnu værre er det, at mennesker kan narre sig selv, som Mattæus 7:21-23 viser.

Behovet for at prøve os selv: Forsikringen om frelse ville ikke være til nogen nytte, hvis falsk omvendelse var fuldstændig umulig at opdage. Men den er ikke umulig at opdage. Paulus formaner os til at prøve os selv for at se, om vi er i troen, i 2. Korintherbrev 13,5-6.

Frafald: Nogle gange forlader folk den kristne tro – for aldrig at vende tilbage. Men 1. Johannesbrev 2:19 siger, at de gik ud fra os, fordi de aldrig har været af os. Hebræerbrevet 3:10f siger også, at de frafaldne i Det Gamle Testamente »ikke har kendt« Guds veje.

Derudover er ægte kristne uenige om princippet »én gang frelst, altid frelst«. Enten

a) har de, der ikke forbliver i troen, mistet den, eller

b) har de, der ikke bliver ved, aldrig rigtig haft den.

Spørgsmål: Hvordan kunne Paulus i Kol 1,24 forsøge at »udfylde det, der mangler i Kristi lidelser«?

Svar: To ord at huske: konsekvens og tilnærmende sprogbrug.

Konsekvens: Den eneste måde, man kan fortolke hans ord forkert på, er ved at ignorere, hvad han sagde andre steder. Næsten ingen, hverken dengang eller nu, kunne forestille sig, at Paulus forsøgte at træde i stedet for det kors, han forkyndte, eller at han nogensinde betragtede sig selv som en anden messias. I Kolossenserbrevet 2 forsøgte nogle af kolosserne imidlertid at udfylde det, de opfattede som manglende i Kristus, ved hjælp af loven, engletilbedelse og ritualer. I Kolossenserbrevet 1 udfyldte Paulus det, der manglede i deres forståelse af, at Kristi lidelser var tilstrækkelige. Paulus gjorde dette ikke kun gennem sine ord i Kolossenserbrevet 1:15-23, men også gennem sit liv og sin udholdenhed i lidelsen, hvilket både bekræftede hans ord og demonstrerede Jesu tilstrækkelighed.

Omtrentligt sprog: Paulus talte præcist nok til alle, der ønskede at forstå ham. Paulus mente ikke, at han indtog Kristi plads, da han forsøgte at »frelse nogle« i 1. Korintherbrev 9:22, og Paulus sagde, at Timoteus kunne frelse sine tilhørere i 1. Timoteusbrev 4:16, og Jakob sagde, at vi kunne frelse andre i Jakobsbrevet 5:20.

Spørgsmål: Hvad prædikede Paulus primært i Kol 1,28 og 1 Kor 2,2?

Svar: Vi bør stræbe efter at vokse i viden (Kolossenserbrevet 1:10), men viden bør ikke være et mål i sig selv. Det er IKKE primært, at Paulus forkyndte en anden filosofi eller lære end de kætterske lærere, selvom Paulus også gjorde det. Men i modsætning til dem forkyndte Paulus primært en Person. Når vi forkynder evangeliet, forkynder vi da primært fakta, en filosofi eller en Person?

Spørgsmål: Hvorfor underviser Paulus i Kolossenserbrevet 1:28 alle mænd og ikke kvinderne?

Svar: Ligesom de engelske og hebraiske ord for »mand« kan det græske ord for menneske, anthropos, betegne både mænd og kvinder. Galaterbrevet 3:28 siger specifikt, at der i Kristus ikke er mand eller kvinde.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Kol 1,29 stræbe („kæmpe“) med Guds virkende kraft, som Paulus gjorde?

A: Vi forbliver i Ham ved at tilbringe tid sammen med Ham gennem bøn, fordybelse i Ham og bibelstudier. Vi hviler i Gud, og vi længes efter at arbejde hårdt for Ham. Vi lader os ikke distrahere af at stræbe efter andre ting. Vi forsøger ikke at arbejde for Ham udelukkende på egen kraft. Vi bliver ikke så optaget – selv ikke i Guds kraft – at vi tror, at aktivitet kan erstatte intimitet.

Q: Hvad betyder »bedrage« her i Kol 2,4?

Svar: På græsk findes der forskellige ord for forskellige måder at bedrage på. Det specifikke græske ord, der her bruges for »bedrage«, er paralogizetai. Det betyder at regne forkert eller at ræsonnere ved siden af pointen. I slutningen af Kolossenserbrevet 2,4 siger Paulus specifikt, at han ikke mener fraværet af enhver form for ræsonnement eller argumenter, men snarere dårligt ræsonnement. Det eneste græske ord, der oversættes med »glat retorik«, betyder »overbevisende retorik« eller, for at bruge moderne engelsk slang, »glat snak«. Der kan være både intellektuelle synder og synder af hjertet. Wuests udvidede oversættelse gengiver dette som »at vildlede jer ved falsk ræsonnement«.

Kolossenserbrevet 2:8 påbyder os at prøve den lære, vi hører eller læser. Som Dick Lucas skriver i *The Message of Colossians & Philemon Revised Edition*: »Vi skal undersøge al lære for sandheden i dens indhold snarere end for det tiltalende ved dens indpakning.« Nogle gange, hvis en person bliver vildledt, kan skylden i det mindste delvist ligge hos vedkommende selv.

Spørgsmål: Hvordan var Paulus i ånden sammen med andre i Kol 2:5 og 1 Kor 5:3, da Paulus jo ikke var til stede overalt?

Svar: Paulus kunne vide det, fordi Gud kunne undervise ham gennem hans ånd. Ifølge Efeserbrevet 4:3 er kristne forenet med et særligt bånd i Ånden.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af ordet »tider« i Kol 2,7?

Svar: De første tre hovedverber, »forankret«, »opbygget« og »grundfæstet«, er alle i passiv. Med andre ord er dette ting, som Gud gør ved os. »Forankret« er i perfektum, hvilket antyder en handling, der er fuldført én gang for alle. Udtrykket »fyldt med taknemmelighed« er i aktiv og angiver vores reaktion på det, Gud har gjort. Mange mennesker er primært drevet af grådighed, begær, frygt eller et ønske om at blive betragtet som et bedre menneske i egne og andres øjne. Kristne bør imidlertid have taksigelse over for Gud som deres primære drivkraft. Vi bør have en holdning præget af taknemmelighed.

Desuden har ordet »forankret« på græsk to betydninger. Ligesom på engelsk kan det betyde, at planter er godt forankrede. Men en anden betydning er, at en bygning er »forankret« i den forstand, at den har et godt fundament. Hvordan kan man se, om et træ eller en bygning er godt forankret? Det kan man ikke se, når solen skinner. Men når stormen eller orkanen kommer, vil det, der er godt forankret, stå fast; og det, der ikke er det, kan blive blæst væk.

Spørgsmål: Hvorfor er filosofi, der bygger på menneskelige traditioner og denne verdens principper, ond i Kol 2,8?

Svar: Først og fremmest: Hvad er filosofi egentlig? Filosofi betyder kærlighed til visdom, og det kan være en sund kærlighed eller en besættende afgudsdyrkelse. Filosofier er ikke kun formelle vestlige eller asiatiske filosofier, men også den måde, hvorpå mennesker tænker om tingene, hvad enten det er formelt eller uformelt. Måske er et bedre navn for dem verdenssyn, som ganske enkelt er menneskers mentale modeller af livet, kosmos, mennesker og/eller etik. En model er imidlertid blot en model; den er ikke livet selv. I matematisk modellering er en god model for den statiske adfærd i et kemisk anlæg eller et andet system ofte ikke en god model for den dynamiske adfærd, og omvendt. En model af livet, selvom den var god nok til at være nyttig til visse formål, garanterer således ikke en altomfattende nytteværdi til alle formål. Når din filosofi træder i stedet for livet, kan filosofien blive en afgud – og endda et dårligt valg af en sådan. På samme måde kan selv en teologi blive en afgud, hvis den bliver vigtigere end Guds ord. Vi kan og bør hjælpe andre med at blive befriet fra mental trældom under grusomme afguder, men lad os sørge for, at vi ikke også har afguder i vores egne sind.

Mange filosoffer, selv verdslige filosoffer, tilbeder dog ikke deres filosofi. Ikke desto mindre er enhver filosofi om »denne verden«, der hævder at kunne forstå livet uden at have brug for Gud, ond. Der findes både løgne over for sig selv og løgne over for andre. Der findes både sindets synder og tungens synder. Tag for eksempel Jean-Paul Sartre, der sagde: »Livet er en tom boble på intethedens hav.« Nu kunne Sartre måske have en pointe, hvis der ikke fandtes nogen Gud. Men Gud er meningen med vores liv, og derfor fører Sartre os i diametralt forkert retning.

Ironisk, filosofisk ræsonnement kan være ganske tiltrækkende. Tag for eksempel filosofen David Hume. Han skrev: »Hvis vi tager et hvilket som helst bind i hånden – om teologi eller skolemetafysik, for eksempel – så lad os spørge: Indeholder det nogen abstrakt ræsonnement vedrørende mængde eller tal? Nej. Indeholder den nogen eksperimentelle begrundelser vedrørende kendsgerninger og eksistens? Nej. Kast den da i ilden: for den indeholder intet andet end sofisteri og illusion.” Få andre ateistiske filosoffer har haft den åbenhed og ærlighed at fortælle folk, at deres egne skrifter var værdiløse og burde brændes – bortset fra at David Hume sandsynligvis ikke var klar over, at han fordømte sine egne værker. For, således ræsonnerer jeg, da Humes værker ikke er matematisk ræsonnement eller eksperimentel videnskab (i det mindste ifølge mine egne personlige definitioner), kan jeg konkludere, at Hume siger, at man skal brænde hans egne værker.

Et andet eksempel er Immanuel Kant, der forsøgte at definere det gode uafhængigt af Gud. Kant kom frem til, at det gode er det, der gøres ud fra en pligtfølelse. Ifølge den analogi gjorde nazistiske tyske soldater, der torturerede og myrdede jøder ud fra deres pligtfølelse, og kommunister, der dræbte selv kvinder og børn ud fra deres pligtfølelse, alle sammen noget godt. Hvis jeg på en eller anden måde følte, at det var min pligt at forsøge at ødelægge alle Kants værker, så ville Kant, således som jeg ser det, være enig i, at jeg gjorde noget godt.

Sekulære ateistiske filosoffer og jeg kan faktisk nok blive enige om én ting: måske bør jeg beholde mit daglige arbejde, for det er ikke særlig umagen værd for mig at vie mit liv til at filosofere!

Et sidste punkt. Kolossenserbrevet 2:8 kunne antyde, at vi ikke bør undervise i tom og vildledende filosofi (NIV), men det er ikke helt, hvad der står. Vi bør snarere sikre os, at ingen andre kan tage os til fange (et græsk ord for at blive taget til fange i kamp) gennem tom og vildledende filosofi. Kolossenserbrevet 2:8 siger, at der er en fare her, og at vi har ansvaret for at undgå denne fare. Jeg har ikke læst Humes værker (som han rådede til) eller Kants værker. Hvorfor lede efter sandheden der, hvor Gud siger, at der er fare? Hvorfor melde sig ind i en menighed, hvor ledelsen underviser i ting, der strider mod evangeliet?

Spørgsmål: Hvad er kontrasten her i Kol 2,8-9, og hvordan kan en kristen blive bortført/taget til fange?

Svar: Paulus sætter den menneskelige filosofis tomhed i kontrast til Kristi fylde. Den tomme menneskelige filosofi kan trænge ind i menigheden ved at forklæde sig som kristen eller ved at fremstå som forenelig med den kristne tro.

Som kristne vil vi måske gerne tro, at vi nu er fri for at blive vildledt til at gå i en forkert retning, men Paulus’ formaning antyder, at dette desværre ikke er tilfældet. Og hvis en kristen er stolt af sit åndelige liv eller sin viden, kan det være endnu lettere. En kristen kan blive åndeligt bortført ved først at følge en tom filosofi som et »ekstra« efter at have fulgt Kristus. Men vi behøver ikke at »gå uden for« troen for at finde flere sandheder i falske religioner og gudfornægtende filosofier. Men for en kristen, der gør det, kan den tomme filosofi blive lige så vigtig for vedkommende som at følge Kristus. Så kan den blive vigtigere for vedkommende end at følge Kristus. En enkel test, du kan stille dig selv: Hvis Gud ønskede, at du skulle vende ryggen til alt, hvad du gør, og alt, hvad du tror på, bortset fra Gud og det, han har sagt i sit ord, hvor modvillig ville du så være til at gøre det?

Spørgsmål: Hvordan har vi som troende fuldkommenhed/fylde i Kristus i Kol 2,9-10?

Svar: At Kristus er hovedet betyder, at han er herskeren, og at kirken er en levende organisme. Vi har ikke brug for noget andet. Meget af Kolosserbrevet handler ikke om, hvad man skal begynde at gøre, men snarere om, hvad man skal holde op med at gøre. Som Peter Drucker sagde: »Vi bruger meget tid på at lære ledere, hvad de skal gøre. Vi bruger ikke nok tid på at lære ledere, hvad de skal holde op med. Halvdelen af de ledere, jeg har mødt, har ikke brug for at lære, hvad de skal gøre. De har brug for at lære, hvad de skal holde op med.« Citeret fra Marshall Goldsmith, *What Got You Here Won’t Get You There*, s. 36.

Spørgsmål: Viser Kol 2,10, at Gud har et fysisk billede ligesom os?

Svar: Nej. Kolossenserbrevet1:15 , 17 taler om »billedet af den usynlige Gud«. Gud har dog et faktisk fysisk billede, fordi Jesus i dag har en fysisk, herliggjort krop, som det fremgår af Johannes 20:25-29; 2:19-22 og Lukas 24:39. Hebræerbrevet 13:8 siger, at Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid.

Spørgsmål: Hvordan har vi som troende fuldt fællesskab med Kristus i Kol 2:11-12?

Svar: Vi har ikke blot et delvist fællesskab, men et fuldt ud forhold. Vi kan henvende os til ham ikke blot nogle gange, når tingene går dårligt, men hele tiden, uanset om det går godt eller dårligt.

Spørgsmål: I Kol 2,11-12 står der, at dåben er en form for omskæring. Bør spædbørn derfor døbes?

Svar: Dåben er et ydre tegn på »omskærelsen, som Kristus har udført«, foretaget, da vi var døde i vores synder med en syndig natur. Ægte kristne er uenige om spædbarnsdåb.

For spædbarnsdåb: Ligesom omskæring af jødiske drengebørn var et tegn på deres deltagelse i det synlige udtryk for Guds folk på jorden, er dåben det samme. ”Spædbørn” indebærer, at deres samtykke ikke var påkrævet, og ”drenge” indebærer, at det ikke var til personlig vinding, men til det fælles udtryk for troen. Siden Ambrose af Milanos (ca. 378 e.Kr.) og Augustin af Hippos (388-430 e.Kr.) tid har kirken uafbrudt praktiseret spædbarnsdåb.

R.C. Sproul skriver i *Now That’s a Good Question*, s. 341-342, i forbindelse med en person, der blev døbt som spædbarn og senere som voksen: »Jeg vil sige, at en gentagelse af handlingen [dåben] ville være en dårligt skjult fornærmelse mod Guds integritet, selvom jeg fuldt ud erkender, at ikke én ud af en million, der gennemgår en anden dåb, har til hensigt at gøre det til en fornærmelse.«

Argument for troendes dåb: Kolossenserbrevet 2:12 og Romerbrevet 6:3-7 viser, at dåben er et synligt udtryk for vores identifikation med Kristi begravelse og opstandelse. Selvom spædbørn, der dør, stadig kan blive frelst ved Guds nåde, er dåben et tegn på vores løfte over for Gud (1. Petersbrev 3:21) og på modtagelsen af Helligånden. Ligesom jødiske drenge blev omskåret umiddelbart efter, at de blev en del af det jødiske folk (ved naturlig fødsel), bør kristne døbes umiddelbart efter, at de bliver en del af Guds folk, kirken, ved den åndelige fødsel. Justin Martyr (skrev ca. 138-165 e.Kr., Første Apologi, kapitel 61) beretter, at man i den tidlige kirke døbte »dem, der er overbevist og tror«, og umiddelbart efter at have omtalt spædbørn siger han ikke, at spædbørnene døbes, men at dåben gælder »den, der vælger at blive født på ny og har omvendt sig fra sine synder«. Justin kalder de troende for »børn af valg og viden«.

En ebionitisk kætter i »Clementine Homily« 17, kap. 7, siger: »Han sendte os til de uvidende hedninger for at døbe dem til syndernes forladelse og befalede os først at undervise dem.« (anonym forfatter, 1.–4. århundrede)

Til alle: Hvis den ultimative grund til dåben er at adlyde Jesus, bør ægte kristne ikke adskille sig fra andre kristne, der oprigtigt forsøger at adlyde Jesus.

For mere om spædbarnsdåb, se diskussionen om 1 Korintherbrev 1:16; 7:14 og *Christian Theology* af Millard Erickson (Baker 1985), s. 1089-1105.

Spørgsmål: Kan mennesker, der er døde i synd, i Kol 2,13 og Ef 2,1.5 have større handlefrihed end døde dyr?

Svar: Uden Guds nåde søger ingen Gud, ifølge Salmerne 14:1-3; 53:1-3 og Romerbrevet 3:10-12. Alligevel har mange gennem Guds nåde søgt Gud, ifølge Salmerne 9:10;22:26 ; 24:6; 27:4,8; 40:16; 105:3,4; 119:2,30,45,94,173. Gud virker ikke kun på mennesker, efter at de er blevet født på ny, men det er også nødvendigt, at Gud virker i menneskers liv, før de kommer til Ham for at blive født på ny, som Johannes 6:44; 15:5 viser.

Hele verden er »bundet af synden« i Galaterbrevet 3:22. Ud over at være åndeligt døde er vi også juridisk døde med en dom om evig død. Charles Spurgeon gav denne analogi med dømte forbrydere i pjecen »Free Will – a Slave« (s. 3): »Selvom der måske går en måned, før han føres til skafottet for at udstå lovens dom, betragter loven ham alligevel som en død mand.«

Spørgsmål: Hvordan har vi som troende frihed i Kristus i Kolossenserbrevet 2:13-15?

Svar: Vi har ikke frihed til at synde; snarere har vi frihed fra synden. Vi har frihed fra verden, frihed fra loven og frihed fra kødet. Vi lever for at herliggøre Gud, hvilket indebærer at gøre det, der behager Ham, og undlade det, der mishager Ham.

Spørgsmål: Hvad mente Paulus helt præcist i Kol 2,14 med »den gæld, der var tilskrevet os i de forordninger, der stod imod os«?

Svar: Det græske udtryk for »at slette« betyder bogstaveligt talt »at udslette«, som at slette eller rive skriften i stykker. Kristne forskere har to opfattelser af, hvad dette præcist er.

Guds lov, nedskrevet af Moses. Denne udslettes, når vi er i Kristus. Vi tjener på den nye måde i Ånden og adlyder Kristi lov, ikke den gamle måde med den nedskrevne lov (Rom 7:6; Hebr 7:18-19; 8:6-8,13). The Believer’s Bible Commentary, s. 2004, har denne opfattelse.

Vores egen erkendelse af vores skyld. Selv for mennesker, der aldrig har kendt den mosaiske lov, vidner deres egen samvittighed om, at de har gjort onde ting og ikke fortjener at komme til en perfekt verden uden synd.

Måske kan svaret findes ved at læse Paulus’ egen uddybende drøftelse af vores stilling foran Gud uden Kristus i Romerbrevet 2:1-3:20. Dette ville betyde, at svaret er begge dele.

Spørgsmål: Hvad får folk i Kol 2,16 til at lægge vægt på det uvæsentlige og se bort fra det væsentlige?

Svar: Moseloven indeholdt ingen forbud mod drikkevarer, så Paulus taler her om askese, ikke blot om at overholde Moseloven. Mange mennesker finder en form for »trøst« i at kunne vise andre, at de er meget religiøse eller åndelige på grund af mad og drikke. Nogle spiser ikke svinekød, oksekød eller rødt kød om fredagen, eller kød, eller kød og fisk; fordi det får dem til at føle sig mere åndelige.

Hvad ville du tænke, hvis jeg fortalte dig, at jeg personligt ikke spiser blomkål, udelukkende for at vise andre, hvor åndelig jeg er? Men hvis det er latterligt at vise åndelighed ved ikke at spise blomkål – som ikke nævnes i Bibelen – hvorfor skulle det så ikke være mere åndeligt at undlade at spise kød eller fisk, når det ikke står i de hinduistiske Vedaer, Upanishaderne, Koranen, Bibelen eller nogen anden bog, der af nogen betragtes som hellig skrift? Hvis du ønsker at følge Gud bedre og behage Gud mere, så brug din tid og energi på at gøre det, som Gud har sagt, at han ønsker, at vi skal gøre, og hold op med at gøre det, som Gud forbyder os at gøre. Begynd ikke at finde på dine egne ting ud af det blå med påstanden om, at du følger Gud mere åndeligt.

Spørgsmål: Hvordan lægger nogle mennesker i dag så stor vægt på mad og drikke, som der står om i Kol 2,16?

Svar: Mormonerne må ikke drikke stimulerende drikkevarer, såsom kaffe, te eller koffeinholdige læskedrikke. Romersk-katolikker spiser ofte ikke kød (undtagen fisk) om fredagen. Romersk-katolikker giver ofte afkald på noget i fastetiden og fejrer Mardi Gras med alle dens udskejelser lige før fastetiden begynder. Mange baptister mener, at det er forkert at drikke alkohol. Naturligvis står intet af dette udtrykkeligt i Bibelen. I Det Gamle Testamente står der, at Guds folk dengang ikke måtte spise svinekød, rejer, skaldyr, kamel eller blod. Muslimer spiser hverken svinekød eller blod. Mange hinduer spiser ikke oksekød. Den jainistiske religion lærer, at det er mere åndeligt at afstå fra at spise noget som helst, så vidt man kan. Derfor sulter nogle angiveligt »fromme« jainister sig selv ihjel.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Kol 2,18, at man ikke skal tilbede engle?

Svar: Gennem tiderne har mange mennesker haft en indskreven overbevisning om, at de bør tilbede nogen eller noget. I Kolossæ tilbad nogle af indbyggerne engle. Da engle anerkendes som Guds skabninger, forsøgte de sandsynligvis at tilbede englene såvel som Gud. Selvom de utvivlsomt havde deres grunde (det var ikke hengivenhed eller tilbedelse, kun ærbødighed osv.), sagde Paulus ganske enkelt, at det hele var forkert.

I visse jødiske apokryfe skrifter blev der lagt lige så stor vægt på at møde englene i himlen som på Gud. Jødiske apokryfe skrifter, såsom Jubileer 2:2, 1. Henok 43:1-2; 80:6; 2. Henok 4:1-2, siger, at hvert element havde sin egen engel, der herskede over det. I den gnostiske litteratur handler mange af teksterne om lavere æoner/halvguder og om, hvordan de interagerer med hinanden og det højeste væsen, som var imod skabelsen af den fysiske verden. I mahayana-buddhismen lægges der stor vægt på bodhisattvaer, som afstår fra eller udsætter deres indtræden i nirvana for at hjælpe andre, der beder til dem. I visse former for shiitisk islam lægges der vægt på muslimske »helgener« og den fortjeneste, der ligger i at besøge deres grave. Også i Mellemøsten findes den yezidiske religion, der hævder at følge et væsen, der var ondt og i oprør mod Gud, men som angrede og nu følger Gud – eller i det mindste er det, hvad han fortalte dem, og det tror de på. Så de følger dette væsen, »Påfuglen«, i stedet for blot Gud. I romersk-katolicismen og den østortodokse kirke tilbeder man ikke engle, men man beder til Maria og andre »helgener« som mellemled for at opnå nåde fra deres »fortjenstforråd«, når man i stedet burde bede udelukkende til Gud.

Det græske ord for »diskvalificere«, katabrabeueto, kan betyde »fordømme« eller »afgøre imod« ifølge New International Bible Commentary, s. 1457. Det kan henvise til en dommer, der diskvalificerer nogen i en sportslig sammenhæng. Så udtrykket kan også oversættes som »lad ikke nogen være jeres dommer« ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 11, s. 205.

Man kan konkludere, at der i den faldne menneskehed over hele verden findes et stærkt ønske om at tilbede mellemvæsener.

Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler på stolthed, der maskerer sig som ydmyghed, i Kol 2,18-23?

Svar: Nogle østortodokse og romersk-katolikker beder til Maria og afdøde helgener, fordi de føler, at de er for ydmyge til at bede til Jesus eller Faderen.

Spørgsmål: Hvordan er kristne døde i Kristus i Kol 2:20; 3:3?

Svar: Vi skal være døde, hvad angår at leve for os selv. Ligesom Kristus bogstaveligt talt døde i denne verden, symboliserer dåben vores død i forhold til at leve for os selv, med vores egne veje, visdom, ambitioner og ønsker.

Spørgsmål: Hvorfor er nogle religiøse mennesker i Kol 2:21 så tilbøjelige til at tilføje noget til Guds ord?

A: Ordsprogene 30:6 advarer os mod at tilføje noget til Guds ord, for at vi ikke skal blive fundet skyldige i at lyve. 1. Korintherbrev 4:6 advarer os mod at gå ud over det, der står skrevet. Ikke desto mindre er mange religiøse mennesker alligevel ivrige efter at fortolke ud over det, der står skrevet. Tanken om at tilføje »rør ikke« til det, Gud har befalet, går helt tilbage til slangens fristelse af Eva i 1. Mosebog 3:3.

En måde, hvorpå romersk-katolikker og østortodokse tilføjer noget til Guds ord, er det, som romersk-katolske teologer kalder den »trebenede skammel« bestående af Skriften, paver og kirkemøder. De tillægger disse samme værdi som Skriften. Østortodokse har sagt, at en gudfrygtig helgens ord er lige så sande som Skriften. For begge grupper er det i deres øjne ikke nok blot at have Skriften. Også nogle protestanter kan komme på kant med dette gennem deres egne traditioner. En anden måde er det, der kaldes »lærens udvikling«. Tanken her er, at Skriften gav os den lære, vi havde brug for, i en rudimentær form. Det var teologernes ædle opgave gennem tiderne at forfine, præcisere og udvikle den lære, vi har brug for at kende. De ændrede deres opgave fra at forklare Skriften til at opbygge deres egen overbygning oven på Skriften. I modsætning hertil står den opfattelse, jeg kalder »biblicisme«. Enhver lære, der ikke undervises i Skriften, kan være forkert eller rigtig. Men selvom den er rigtig, så betyder den ikke rigtig så meget, hvis den ikke var vigtig nok til, at Gud valgte at undervise om den i Skriften. Hvis din lære ikke stemmer overens med det, Skriften siger, så tøv ikke med at smide »avnerne« væk.

En romersk-katolsk læser udfordrede mig engang (høfligt) på dette punkt. Han spurgte, hvilke beviser vi har for, at de tidlige kristne, efter at Det Nye Testamente var skrevet, betragtede Skriften som autoritativ i deres liv (i modsætning til blot at være god at læse)? Det tog mig et stykke tid at samle alle beviserne, og jeg delte spørgsmålet op i to dele: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Efter at have undersøgt sagen fandt jeg 41 kirkeforfattere fra før det nikænske koncil, der talte om Skriften som vores autoritet. 38 forfattere fra før det nikænske koncil talte om Det Gamle Testamente som Guds ord, 28 lærte, at Det Nye Testamente er Guds ord, og 35 lærte, at Paulus’ ord er autoritative. Faktisk bruges de to ord »Det Gamle Testamente« af 18 forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet, hvilket implicit henviser til et Nyt Testamente. De to ord »Det Nye Testamente« bruges af 16 forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet. De havde lige så stor kærlighed, lydighed, omsorg og interesse for Skriften som evangelikale har i dag. Du kan læse detaljerne om al forskningen på (og .docx) under opslagene Sc1, Sc2, Sc3, Otc26, Ntc19.

Spørgsmål: Hvorfor er vores hjerte/følelse nøglen her i Kol 3:1?

Svar: Først og fremmest bør »hvis« i nogle oversættelser for en troende bedre oversættes med »da«. Hengivenhed er det, vi længes efter, eller det, vi ønsker at undgå. Vi må rive dårlige tilbøjeligheder og dårlige vaner ud af vores sind. Tilsvarende siger 2. Korintherbrev 4:18, at vi skal rette vores blik mod det, der er ovenfor, for vores tilbøjelighed vil følge efter. Som Ordsprogene 23:7 siger: »For som han tænker i sit hjerte, sådan er han« (NKJV). Hvis der ikke sker nogen forandring i vores tilbøjelighed, vil der heller ikke ske nogen forandring i vores adfærd.

Som Paulus lærer os, skal vi huske, at vi er døde, at vores liv er skjult med Kristus, og at vi er oprejst med Kristus.

Spørgsmål: Kol 3,5 lyder som om, det er vores ansvar. Da vi er svage og syndige, hvordan kan vi så gøre det, vi er blevet pålagt?

Svar: At være svag og syndig er blot en undskyldning for en, der er fyldt med Helligånden.

Spørgsmål: I Kol 3:8, mere specifikt, hvis du er tilbøjelig til en af disse synder, hvordan skal du så præcist »dræbe« det, der måske føles naturligt for dig?

Svar: Udtrykket »lægge til side« betyder noget i retning af at lægge tøj til side, så en analogi kan måske være nyttig her. Det er kun »naturligt«, at vores tøj bliver mere og mere snavset og ildelugtende, når vi går med det i måneder uden at skifte eller vaske det. Hvordan kan man bekæmpe det, der er »naturligt«? Du kan skifte tøj, vaske det og vaske dig selv. Vi kan komme til Kristus hver dag gennem bøn, bibelstudier og meditation. Når vi bliver i Kristus, kan vi få den åndelige styrke til at skifte vores tøj og lade Helligånden helliggøre os. Vi kan være villige til – eller endda se frem til – at Helligånden yderligere helliggør vores hjerte, så vi bedre kan elske det, der behager Gud, og hade at gøre det, som Gud hader.

Ordet for »grådighed« her, pleonexia, betyder at ønske mere, og det indebærer den overbevisning, at alt og alle eksisterer til din egen fordel.

Et par nyttige hjælpemidler er at føre en dagbog over, hvordan det går med dig, som en påmindelse. Du kan også overveje at have en kristen »ansvarspartner«, der både a) holder af dig, præcis som du er, og b) holder nok af dig til, at vedkommende ikke vil lade dig blive, hvor du er, når du burde bevæge dig videre for at blive mere lig Kristus.

Er det dig, der styrer din mund, din mave og dine vaner, eller er det dem, der styrer dig?

Spørgsmål: Hvordan »skifter vi tøj« og tilføjer disse ting, som der står i Kol 3,12?

Svar: Du skal ønske at lykkes i det kristne liv for at lykkes. Der er ingen erstatning for vedvarende øvelse; når du gør det, Gud ønsker, at du skal gøre, vil det blive lettere. Indse, at nogle dele af dit liv på en måde vil »forsvinde«, og at du ønsker, at disse dele skal forsvinde.

Spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt for os at tilgive andre, som der står i Kol 3,13?

Svar: Nag hører ikke hjemme i en kristens hjerte. Som Tony Evans siger: At nægte at tilgive er at brænde en bro, du er nødt til at krydse. Du er nødt til at krydse den, og det er meget sværere at svømme over, når du bare kunne have gået over den bro, du netop har brændt.

At tilgive betyder at give slip på det, de har gjort. Det betyder at give slip på de forpligtelser, de skylder dig – eller som du tror, de skylder dig – for det, de har gjort.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Kol 3,15 stadig dyrke fred i vores hjerte i hektiske og stressende situationer?

Svar: Lad os først få noget på det rene. Kolossenserbrevet 3:15 siger ikke, at der ikke vil være hektiske eller stressende situationer, og Kolossenserbrevet 3:15 siger heller ikke, at vi kun skal have fred, når tingene ikke er hektiske eller stressende. Vi skal have denne fred hele tiden, selv i hektiske og stressende situationer. Som hæftet »Mit hjerte – Kristi hjem« lærer os, skal vi lade Kristus være herre over hvert eneste rum i vores hjem, dvs. vores hjerte. Overlad alt til ham, og resultatet er hans ansvar.

Spørgsmål: Indikerer Kol 3:16, at vi ikke skal bruge musikinstrumenter?

Svar: Faktisk tyder det på det modsatte. Medlemmer af Kristi Kirke påpeger, at ordene i dette vers henviser til sang, og sang kræver ikke musikalsk akkompagnement.

Medlemmer af Kristi Kirke mener ofte, at hvis der ikke findes et eksempel på noget i Det Nye Testamente, så bør det ikke gøres. Men hvis der ikke er noget eksempel på, at folk vasker hænder før de spiser, og Jesus ikke vaskede sine hænder før han spiste i Lukas 11:38-41, er det så forbudt for nutidens kristne at vaske hænder før de spiser? – selvfølgelig ikke.

Men tilbage til hovedpointen: Kolossenserbrevet3:16 nævner brugen af salmer. Anvisningerne i mange salmer omfattede brug af musikinstrumenter. Nogle af disse er Salme 4, 5, 6, 54, 55, 61, 67 og 76. Der kan også være andre, men vi er usikre på de musikalske udtryk. Kolossenserbrevet 3:16 siger, at man skal bruge salmer, når man synger. Prøv at bruge denne salme: »… Jeg vil synge og spille med hele mit væsen. Vågn op, harpe og lyre! Jeg vil vække daggryet.« (Salme 108:1-2 BSB) Jeg formoder dog, at medlemmerne af Kristi Kirke ikke bør lytte til det, de synger. ;-)

Salmer, der nævner harper, er Salme 33:2; 43:4; 49:4; 57:8; 71:22; 81:2; 92:3; 98:5; 108:2; 147:7; 149:3; 150:3.

Her er nogle andre beviser på, at musikinstrumenter er i orden.

Habakuk 3 var en sang, der skulle synges og akkompagneres på et strengeinstrument, ifølge Habakuk 3:19.

Guds profeter i Det Gamle Testamente profeterede med lyre, tamburin, fløjte og harpe i 1. Samuel 10:5.

Profetinden Mirjam priste Gud med en tamburin i 2. Mosebog 15:20.

David spillede på en lyre og tilbad Gud ifølge 1. Samuel 18:10 samt Salmerne 4-6.

Under David spillede mange på trompeter, cymbaler og andre instrumenter i 1 Krønikebog 16:5, 6, 42.

I Salomos tempel brugte nogle harper til at takke og prise Herren i 2 Krønikebog 5:12-13.

I Nehemias tempel indviede de det med cymbaler, harper og lyre i Nehemias 12:27.

I Åbenbaringen 5:8; 14:2; 15:2 brugte Guds tilbedere harper.

Sammenfatning: Det, som David og andre profeter gjorde for at behage Gud i Det Gamle Testamentes tid, og det, som de fire levende væsener og Guds folk vil gøre i den himmelske tilbedelse, er ikke imod Guds vilje i dag. Gud selv giver sit folk harper til at prise ham med i Åbenbaringen 15:2. Hvis du er en ægte troende, må du vænne dig til det.

Se dog også det næste spørgsmål for to svar, som folk, der tilhører Kristi Kirke, måske vil give.

Spørgsmål: I Kol 3:16 – i lyset af beviserne for brugen af instrumenter i det foregående spørgsmål – hvordan ville en person i Kristi Kirke svare?

A: Der er to mulige svar.

Kun i gudstjenesten: Mange (sandsynligvis næsten alle) i Kristi Kirke er ikke imod musikinstrumenter under alle omstændigheder, og de er heller ikke imod musikinstrumenter til at tilbede Gud. De er kun imod musikinstrumenter i kirkebygningen og/eller under gudstjenesten. Jeg har hørt om en præst i Kristi Kirke, der engang debatterede med en anden kristen om brugen af mekaniske instrumenter til musik, og som senere blev set nyde at lytte til en kristen radiostation i sin bil. Han var ikke hyklerisk, da det tilsyneladende kun var under gudstjenesten, at han var imod musikinstrumenter.

Der findes imidlertid ingen skriftsteder, der skelner mellem en gudstjeneste og en tilbedelsesgudstjeneste. Faktisk findes der ingen skriftsteder, der siger, at det i nogen form for tilbedelsesgudstjeneste er i orden at synge, men ikke at bruge musikinstrumenter.

Det Nye Testamente: Nogle vil måske hævde, at musikinstrumenter kun var tilladt i Det Gamle Testamente, da Det Nye Testamente ikke giver eksempler på tilbedelse med musikinstrumenter her på jorden.

Det Nye Testamente siger dog ikke, at dette blev afskaffet, og det er det da heller ikke, hvis folk stadig vil bruge harper i himlen i fremtiden.

Alle kan være enige om tre punkter.

1. Det er i orden at prise Gud og synge uden musikinstrumenter.

2. Selvom de syv engle havde trompeter i Åbenbaringen, var de syv trompeter ikke beregnet til at spille musik.

3. Hvis en persons fokus under en gudstjeneste er på noget andet end Gud, såsom at lytte til enten instrumentalmusik eller sang, så skal vedkommende ændre sit fokus, så det er rettet mod Gud.

Spørgsmål: Hvad synes du om Kristi Kirke i Kol 3:16; hvor bibelsk er den?

Svar: Kristi Kirker er meget heterogene. Jeg har tjent i tværkonfessionelle kristne studenterfællesskaber på universitetsområdet sammen med vidunderlige brødre og søstre fra Kristi Kirke. Desværre afviger de fra Bibelens lære på nogle punkter, såsom musikinstrumenter, vanddåb osv. Men både medlemmer af Kristi Kirke og ikke-medlemmer kunne være enige om, at Han, der forenede os, var større end det, der skiltes os ad. Ingen af disse forskelle er dog det primære problem her. Det primære problem her vedrører en anden gruppe mennesker, som også kaldes Kristi Kirke.

Den første gruppe siger (for det meste), at man ikke bør have mekaniske musikinstrumenter i kirken. Den anden gruppe siger også, at mekaniske musikinstrumenter i kirken er et tegn på Antikrist og sender folk til helvede. Den første gruppe tror, at Gud udfører et fornyende værk under vanddåben. Den anden gruppe tror også, at alle, der er uenige med dem i deres fortolkning, kommer i helvede.

Den første gruppe har en meget »arminiansk« indstilling og tror ikke på frelsesvished. Den anden gruppe har jeg personligt hørt tale meget rosende om Pelagius, og de benægter, at mennesker er født syndige. Prædestination synes at være et skældsord for dem.

Medlemmerne af den første gruppe er kristne brødre og søstre, der har nogle fejltagelser. Medlemmerne af den anden gruppe synes at være meget tæt på at erstatte Kristi frelsende blod med deres egne doktrinære fortolkninger.

Ud over disse to brede kategorier af Church of Christ findes der en tredje gruppe, kaldet Boston Church of Christ (= Church of Christ International). Disse mennesker mener, at resten af Church of Christ (såvel som alle andre trossamfund) tager fejl og er falske grupper, der ikke ærer Gud. I modsætning til de to første grupper har Boston Church of Christ også sekteriske praksisser, såsom at de troende skal bekende hver eneste synd over for de ældste, som indtaster disse i en database og muligvis kan bruge dem mod et medlem, hvis vedkommende forsøger at forlade menigheden.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Kol 3:17 gøre alt, selv verdslige ting, i Herren Jesu navn?

Svar: Alt, hvad vi gør, bør vi gøre, som om vi gør det for Gud. Det kan omfatte fire måder: at være afhængig af Herren, at anerkende Jesu autoritet, at arbejde lige så hårdt som for Herren, og at arbejde, som Gud vil have dig til, som et vidne. Når du er på arbejde, og ingen kigger, arbejder du så stadig hårdt til gavn for virksomheden?

En kristen havde et skilt hængende over køkkenvasken, hvor man vasker op, hvor der stod: »Gudstjeneste afholdes her tre gange dagligt.« (The Believer’s Bible Commentary, s. 1950)

Spørgsmål: I Kol 3,18 står der, at i et ordentligt, gudfrygtigt ægteskab skal hustruer underordne sig deres mænd på en måde, som mænd ikke skal underordne sig deres hustruer, da Ef 5,21 siger, at alle skal underordne sig hinanden?

Svar: Man skal indse, at ægtemænd og hustruer er ligestillede foran Gud. Men ligesom Faderen og Sønnen kan være ligestillede, og alligevel underordnede Sønnen sig Faderen, er ægtemanden og hustruen ligestillede, og alligevel underordner hustruen sig ægtemanden, som det fremgår af *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 683, og Dick Lucas’ *The Message of Colossians & Philemon*, revideret udgave, s. 136.

Hvis I er uenige, så tal om det. Men hvis I stadig ikke kan blive enige, må manden træffe en beslutning.

Hvad hvis hustruen ikke adlyder? Bibelen siger aldrig, at manden skal tvinge hustruen eller få hende til at adlyde. Manden bør bringe det for Herren. Hvis du er mere ivrig efter at handle på egen hånd end efter at bede, så er det et problem i enhver situation.

Hustruer skal underordne sig deres mænd, ligesom Sara underordnede sig Abraham i 1. Petersbrev 3:5. Underordn jer kun i Herren. Mænd er ikke diktatorer, og hustruer er ikke ejendom. Faktisk fremgår det af Ordsprogene 31:10-31, at kvinder spiller en vigtig rolle i køb af ejendom og i deres egne økonomiske beslutninger.

I modsætning hertil er hustruer og slavepiger i islam som ejendom.

Når man får en kvinde, en tjener eller kvæg, skal man tage fat i dens pande og bede til Allah. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1918, s. 157

Om kvinder generelt sagde Muhammed følgende: »En slave er hyrde for sin herres ejendom, og en hustru er hyrde for sin mands hus og børn.« Abu Dawud, bind 2, nr. 2922, s. 827. Bemærk, at huset og børnene her tilhører manden.

Yahya fortalte mig fra Malik fra Zayd ibn Aslam, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Når du gifter dig med en kvinde eller køber en slavepige, skal du tage fat i hendes pandehår og bede om baraka [velsignelse]. Når du køber en kamel, skal du tage fat i toppen af dens pukkel og søge tilflugt hos Allah mod Shaytan.« Muwatta’ Malik 28.22.52

Spørgsmål: Hvad har alle disse vers i Kol 3:18-22 til fælles?

Svar: Det er gensidige par. Paulus taler ikke om hustruen uden manden, barnet uden forældrene og slaven uden herren. Når du tænker, at andre mennesker har et ansvar over for dig, og at du ikke har noget ansvar over for dem, er dine tanker langt fra det, Paulus har i tankerne her.

Spørgsmål: Hvad er i Kol 3,18-22 de rette og forkerte måder at vise respekt over for en anden på?

Svar: Selv hvis nogen ikke har autoritet over dig, så hvis de befaler eller ønsker noget, og det ikke er ulovligt, umoralsk eller imod Gud, hvorfor så ikke gøre, hvad de beder om? Hvis de selvfølgelig befaler eller ønsker, at du skal gøre noget, der strider mod det, der behager Gud, så kan du som et lydigt Guds barn ikke gøre det. Gud bruger ofte mennesker med autoritet over os til at vejlede os, og vi bør ofte følge deres vejledning – men ikke altid.

Lad os se på et eksempel og se, hvordan svaret på dette spørgsmål nogle gange ikke er så enkelt. Lad os for eksempel sige, at en ægtemand eller et forældre befaler dig aldrig at gå til eller lytte til gudstjenester. Da Gud i Hebræerbrevet 10,25 befaler os ikke at forsømme at samles, skal du stadig adlyde Hebræerbrevet 10,25. Bør du blidt, men åbent meddele, at du er nødt til at være ulydig mod det og alligevel mødes med andre troende, eller skal du gøre det i hemmelighed? Måske, hvis dit liv står på spil, så i hemmelighed. Hvad hvis de forbyder dig at gå i en bestemt kirke, men du kan gå i en anden kirke? Så skal du overveje et par ting. Først og fremmest: Hvis den anden kirke, de vil have dig til at gå i, ikke tager det alvorligt at følge Guds ord, så skal du være ulydig mod det. Du skal også spørge om grunden til, at de forbyder dig at gå i en bestemt kirke. Det kan være af en god grund, hvis den pågældende kirke for eksempel er involveret i grov ulydighed mod Gud. Men hvis det er, fordi de er uenige i en sekundær eller ubetydelig læresætning, eller på grund af en smålig, uforsonet fornærmelse, så kommer anmodningen ikke fra Gud. Når du imidlertid trodser en andens befaling til dig, fordi du er nødt til at adlyde Gud, kan du ofte komme til at lide under konsekvenser eller stridigheder. Men glæd dig, for Gud ser den forfølgelse, du gennemgår for Hans skyld.

Lad os som et andet eksempel sige, at en chef på din arbejdsplads enten latterliggør eller behandler en af dine venner respektløst, uanset om vedkommende er til stede eller ej. Du bør ikke le med på den nedværdigende humor, men skal du så bare tie stille, eller skal du forsvare din ven, selv med risiko for at gøre din overordnede vred eller i det mindste irritere ham? Hvordan skal du gøre det?

Spørgsmål: I Kol 3:18-22 – som modsætning til dette vers – hvilke forkerte måder kan man forsøge at tilrane sig en andens autoritet på?

Svar: At nedgøre deres autoritet bag deres ryg eller foran dem. Det kan nogle gange være godt at stille spørgsmål, men man skal ikke blive ved med at stille spørgsmål, især ikke foran andre. Man bør rådgive dem, når de skal træffe en beslutning, men hvis det er deres beslutning, og de har truffet den, så skal man ikke hele tiden sætte spørgsmålstegn ved den eller undergrave den.

Spørgsmål: I Kol 3:20 og Mt 10:37 står der, at børn skal adlyde deres forældre.

Svar: Børn skal ære deres forældre (2. Mosebog20:12 ; 5. Mosebog5:16 ) og adlyde deres forældre (Kolossenserbrevet3:20 ; 2. Mosebog 21:17; 3. Mosebog 20:9) i Herren (Efeserbrevet 6:1), men de skal ikke elske deres forældre eller nogen anden mere, end de elsker Gud (Mattæus10:37 ). Som en analogi bør du adlyde lovene i din delstat, undtagen når de er i strid med dit lands love. På samme måde bør du adlyde dine forældre, undtagen når de er i strid med det, Gud har sagt.

Et perfekt eksempel er Jesus og hans mor. Da Jesu forældre vendte tilbage til templet og fandt Jesus der, forklarede Jesus roligt sin handling i Lukas 2:41-50. Jesus bøjede sig for Marias anmodning om at forvandle vand til vin, selvom det endnu ikke var hans tid, jf. Johannes 2:1-11. Men da Jesu mor og brødre kom for at hente ham, nægtede Jesus at følge med dem, jf. Markus 3:31-35.

Spørgsmål: Hvordan skal vi opdrage vores små børn, jf. Kol 3,20?

Svar: Vores eksempel kan være mindst lige så vigtigt som det, vi siger. Forældre bør være enige i deres opdragelse. Det er svært for et barn, når den ene forælder siger, at noget er forkert, og den anden forælder undergraver den første forælder.

Vi bør ikke straffe børn i vrede, uretfærdigt eller uden at forklare årsagen. Det er helt i orden at sige til et barn: »Jeg vil straffe dig for dette, men ikke lige nu. Jeg vil først falde til ro.« Gør aldrig ting, der kan skade et barn permanent, såsom at give det en lussing, slå det i hovedet eller ryste det voldsomt.

Gør ikke dine børn fortvivlede eller modløse.

Spørgsmål: Hvilke roller har forældre over for deres voksne børn i Kol 3,20?

Svar: Det, der er befalinger over for yngre børn, bliver mere til vejledning og anbefalinger for voksne børn. Forældre bør indse, at barnet på et eller flere områder vil vide mere end forældrene, og forældrene bør være glade for det. Men voksne kan stadig begå tåbelige fejl. Forhåbentlig vil de stadig lytte til dig takket være de kloge ord og den tillid, du har opbygget gennem årene.

Spørgsmål: Hvordan bør voksne børn ære deres forældre ifølge Kol 3,20?

Svar: Tænk i termer af fortid, nutid og fremtid.

Fortiden: På et eller andet tidspunkt vil du opdage, at du nu ved mere end dem på visse områder, end de nogensinde har gjort. Du er måske nu bedre i stand til at beskytte både dem og dig selv, end de er i stand til at beskytte sig selv og dig. Ikke desto mindre bør du vise taknemmelighed for, at de har investeret deres liv i dig, passet på dig og beskyttet dig, forsørget dig og delt den visdom, de havde. Du har sikkert indset, at de ikke var perfekte forældre, og det bliver du heller ikke. Men vis dem respekt for, at de gjorde deres bedste.

Nutiden: Både privat og offentligt bør du udtrykke taknemmelighed for den rolle, de spillede, og vise dem respekt. En af de ting, som mange forældre ønsker sig mest af deres voksne børn, er lidt af deres tid. Du har måske en travl hverdag, men du bør alligevel prioritere at besøge eller tale med dine forældre.

Fremtid: På et tidspunkt vil dine forældre sandsynligvis have brug for mere hjælp, visdom og måske økonomisk støtte, end de selv har. Ligesom de tog sig af dig, da du var ung, kan du gengælde tjenesten, når de bliver gamle. Husk også, at dine egne børn ser på og lærer af det eksempel, du sætter ved at tage dig af dine forældre.

Spørgsmål: Hvorfor skal slaver adlyde deres herrer, som det står i Kol 3,22?

Svar: Det Nye Testamente anbefalede ikke slaveri, men det fordømte det heller ikke. Selv når omstændighederne ikke var gode – som f.eks. når en kristen havde en uretfærdig herre og måtte udholde uretfærdig lidelse, jf. 1. Petersbrev 2:18-19 – skulle de kristne alligevel udholde disse dårlige forhold. Det ville som regel gå bedre for de kristne i dette liv, og det ville være et vidnesbyrd for andre om, at Kristus lever i dem.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Kol 3,22 behandle dem, der er under os på arbejdspladsen?

Svar: Behandl dem, der er under dig, med værdighed og respekt. Betal dem rettidigt for det, de udfører, og hold dine løfter over for dem. Den gyldne regel – gør mod andre, som du ønsker, at de skal gøre mod dig – vil bringe dig langt. Hvilke gode egenskaber har du set hos tidligere chefer, du har haft? Hvordan blev du, eller hvordan burde du være blevet, behandlet retfærdigt af dine tidligere chefer? Behandl dine underordnede på samme måde. Indrøm dine fejl. Vær ikke overrasket over, at dine underordnede begår fejl – medmindre din virksomhed altså kun ansætter perfekte mennesker. Du kan påpege fejlene og drøfte, hvordan man kan lære at undgå at begå lignende fejl i fremtiden. Men du bør ikke give indtryk af, at du aldrig vil glemme den fejl – altså hvis du ønsker, at de skal blive ved med at arbejde for dig. Giv ikke indtryk af, at du kun vil vide de dårlige ting for at bruge dem imod dem i en medarbejdersamtale, mens du glemmer alle de gode ting.

Gør aldrig nar af dem, der er under dig, uanset om de er til stede eller ej.

Endelig skal du, når det gælder de medarbejdere, du arbejder sammen med hver dag, overveje, at de måske har noget vigtigt at lære dig. Du har måske blinde vinkler, måder hvorpå du skal ændre dig og forbedre dig, som du måske ikke er klar over. Bed dem om feedback på, hvordan du kan blive bedre til det, du gør.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Kol 3,22 ære og respektere dem, der står over os på arbejdspladsen?

Svar: Vis dem, at du respekterer dem, eller i det mindste deres stilling. Men vær ikke blot en, der vil behage alle. Det er fint at give komplimenter og opmuntring, men sig ikke ting, der ikke er sande eller uoprigtige. Når du er uenig i deres tilgang, har du et ansvar for at foreslå dem, hvad du ser som den bedste fremgangsmåde, i det mindste én gang. Men hvis de ikke ønsker at følge det, er der ingen grund til at plage dem med det. De har allerede truffet deres beslutning og må leve med den. Det er fint at sende e-mails og dokumentere tingene, så du har noget at støtte dig til senere. Chefen har ret til at fortælle dig, hvad du skal gøre, men han har ikke ret til at gøre dig til syndebuk. Som en leder havde skrevet på et skilt over sit kontor (på en humoristisk måde): »Jeg siger ikke, at det er din skyld. Jeg siger, at jeg giver dig skylden.” Men på den anden side bør vi tage ansvar og indrømme de fejl, vi har begået, eller de forkerte beslutninger, vi har truffet.

Chefer er mennesker, og de kan også blive modløse og har brug for opmuntring. De kan også skifte mening, fordi ydre omstændigheder ændrer sig, som man ikke kunne forudse. Chefer kan også skifte mening, selvom intet har ændret sig, bortset fra at de måske har lært noget. Som en softwarearkitekt plejede at sige: »Jeg forbeholder mig retten til at blive klogere.« Det er i orden at nævne det én gang for at sikre sig den nye retning, der modsiger den gamle, men man skal ikke blive ved med at hamre på det. Vi er heller ikke perfekte.

Spørgsmål: Hvordan behandler man retfærdigt en person, der er under en, på arbejdspladsen, i kirken, i militæret eller i et politisk embede, jf. Kol 4,1?

Svar: Der er mindst tre aspekter ved at behandle en underordnet »retfærdigt og rimeligt«.

At holde sit ord: Hvis en person har indvilget i at arbejde for dig på bestemte vilkår og med en bestemt løn, og vedkommende har givet afkald på andre potentielle jobmuligheder, vil du så holde fast ved det, der blev aftalt? Eller vil du, nu hvor vedkommende ikke længere er i en så god position til at skifte til et andet sted, ændre vilkårene og/eller lønnen til din fordel? Hvis du er en potentiel medarbejder, og du mundtligt eller skriftligt har indvilget i at arbejde for et bestemt beløb, vil du så, hvis der dukker et bedre tilbud op, bryde dit ord, vende tilbage og true med at bryde dit ord, medmindre de giver dig mere, eller vil du være en person, der holder ord?

Den gyldne regel: I Matthæus 7:12 står der, at man skal behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet. Hvis du var i din medarbejders situation og havde en god chef, hvordan ville den gode og retfærdige chef så behandle dig? Vær den gode chef!

Ingen favorisering: Er du mere eller mindre tilgivende over for nogle af dine underordnede, der begår en fejl, end over for andre af dine underordnede? Værdsætter du nogle medarbejderes hårde arbejde og bidrag mere end andres, blot på grund af hvem medarbejderen er? Du vil sandsynligvis tildele forskellige medarbejdere forskellige opgaver baseret på deres færdigheder og erfaring, men giver du konsekvent nogle medarbejdere de »lækre« opgaver, der næsten garanteret vil udvikle dem og få dem til at fremstå i et godt lys, mens andre medarbejdere får opgaver, hvor deres bidrag vil blive glemt, uanset hvor godt de udfører dem? Er du måske, ubevidst, med til at sætte nogle medarbejdere op til at mislykkes? Gud befaler os i Jakob 2:1 ikke at udvise partiskhed. Konteksten i Jakob handler om en person, der kommer ind i menigheden, men anvendelsen er universel. 3. Mosebog 19:15 siger, at man ikke skal udvise favorisering over for hverken de rige eller de fattige, og selvom vi ikke længere er under Moselovens regler, gælder dette bud stadig.

Ønsker du, at de mennesker, der er under dig, skal være motiverede til at arbejde hårdt? Så hold op med at forsømme disse tre ting.

Spørgsmål: Hvordan hænger kapitel 4 i Kolossenserbrevet 4:2-18 sammen med Kolossenserbrevet 3:18-25?

Svar: Kolossenserbrevet 3:1-17 fortæller os, hvordan vi skal leve et autentisk, behageligt og modent kristent liv i et personligt forhold til Kristus. Kolossenserbrevet 3:18-4:1 fortæller os, hvordan vi skal lægge vores relationer i Guds hænder. Men Kolossenserbrevet 4:2-18 er ikke blot en kort hilsen og en afslutning, men Paulus giver os snarere eksempler på, hvordan relationer har »turboladet« hans tjeneste gennem hans »partnerskaber i evangeliet« med andre troende.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Kol 4,2 at være »vågen« i bønnen?

Svar: Efeserbrevet 6,11-17 opfordrer os til at iføre os Guds fulde rustning, og derefter opfordrer Efeserbrevet 6,18 os til at bede. Har du nogensinde hørt om den dygtige soldat, der var veludrustet, men som kun mødte op til kamp, når han havde lyst til det? – Det har jeg heller ikke.

At være vågen i bønnen betyder, at vi skal passe på ikke at blive trætte i bønnen og falde i »åndelig døsighed«. Vi skal have disciplinen til at holde ud i bønnen for Guds rige, andres behov og vores egne. I lignelsen om den uretfærdige dommer i Lukas 18,1-8 giver Jesus et eksempel på den vedholdenhed, vi skal udvise. Hvis vedholdenhed virker over for en uretfærdig dommer, hvor meget mere vil den da virke hos vores gode Fader? Men i slutningen af lignelsen sætter Jesus ikke spørgsmålstegn ved Faderens vilje, men snarere ved vores tro på at holde ud. Når Gud ser dig bede, ser han da en »standhaftighed« i dig? Epaphras arbejdede altid i bøn for dem i Kolossenserbrevet 4:12, så hvorfor kan de ikke også deltage i dette arbejde? Kolossenserbrevet 4:2-3 tyder på, at Paulus ikke ville hvile, før han havde udnyttet enhver lejlighed – ved ord, handling eller bøn – til at forkynde evangeliet, og det bør de heller ikke.

Spørgsmål: I Kol 4,3 var Paulus så åndelig, så vis og så arbejdsom – hvorfor skulle en som ham da se noget behov for at bede kolosserne om bøn?

Svar: Paulus beder her specifikt om, at døre må blive åbnet for evangeliet. Paulus indså tydeligt, at hans eget trofaste åndelige liv, hans hengivenhed, visdom, tro og hårde arbejde ikke ville skabe de muligheder for evangeliet, som Paulus søgte; det kunne kun Gud gøre. Gud ville gøre det gennem vores bønner. Det skyldtes ikke, at Paulus følte sig utilstrækkelig, men snarere hans erkendelse af, hvor vigtig bønnen var for Gud – ellers ville hans arbejde være ineffektivt. Mærkeligt nok ser man derimod ikke Paulus bede folk om at bede for, at han måtte komme ud af fængslet, bortset fra en kort og indirekte henvisning: »Husk mine lænker« i Kolossenserbrevet 4:18. Det er næsten, som om Paulus tænker: »At jeg bliver smidt i fængsel, betyder ikke så meget for effektiviteten af min tjeneste, men at I undlader at bede for mig, gør det.« Hvis bøn – både hans egen og andres – var så afgørende for Paulus’ arbejde, hvor stor betydning tillægger du så bønnen for din tjeneste?

Spørgsmål: Hvilke måder er der, bevidst eller ubevidst, hvorpå vi i Kol 4,5 kan undlade at opføre os klogt i nærværelse af ikke-kristne?

Svar: Vi kan skjule, at vi er kristne, vi kan gå på kompromis med vores vidnesbyrd, og vi kan provokere andre uden grund.

At skjule: Hvad angår at skjule, at vi er kristne, sad jeg engang, da jeg var universitetsstuderende med et sommerjob, i kantinen sammen med en, jeg ikke kendte, og vi kom i snak. Jeg nævnte mine langsigtede drømme og mit ønske om at blive missionær. Han sagde straks: »Aha! Jeg troede, du var mormon.« Jeg rettede hurtigt op på det, men jeg havde ikke talt om Jesus og hvad han betød for mig.

Jeg læste om en mand, der en dag mødte på arbejde og meddelte, at han var blevet kristen. En kristen kollega lykønskede ham, og den nye kristne så underligt på den ældre kristne. Han sagde: »Ved du, at du er grunden til, at jeg udskød at blive kristen i en årrække?« Den ældre kristne blev overrasket og spurgte hvorfor. Den nye kristne sagde, at han også altid virkede tilfreds og havde styr på sit liv. Jeg vidste ikke, at du var kristen, og jeg tænkte, at hvis du kunne have styr på dit liv uden at være kristen, så behøvede jeg heller ikke at blive det.”

At gå på kompromis med vores vidnesbyrd kan indebære direkte ulydighed mod Gud eller at udskyde vores lydighed mod Gud af hensyn til vores job, venner eller familie.

Ved at tale let om kristendommen, vores engagement eller vores kirkegang.

Bruger du al din tid på tåbelig snak og vittigheder, så vores venner ikke tror, at vi har en eneste seriøs fiber i kroppen? Der er tidspunkter, hvor vi er nødt til at være seriøse over for dem, når vi deler evangeliet.

At provokere andre: Evangeliet er uundgåeligt stødende for nogle, og det skal vi ikke bekymre os om. Men vi bør undgå unødigt at fornærme eller irritere ikke-kristne naboer.

Spørgsmål: Hvordan skal vores tale i Kol 4,6 være præget af nåde, krydret med salt og i stand til at svare alle?

Svar: Vores tale bør være nådefyldt, ikke stødende, provokerende eller bitter. Men vi bør også søge måder at vidne om Guds nåde på. Salt konserverer, giver smag og vækker tørst. Vi bør kun føre en sund tale, fri for bandeord, bagvaskelse, sladder og strid. Vi bør tale ud fra vores eget liv for at vise dem glæden ved at være frelst. Endelig bør vi tale for at gøre dem tørstige efter at lære mere om Kristus, vores levende vand. Er din tale værdifuld? Er det, du er ved at sige, værd at sige, og er det nødvendigt at sige det?

Vi skal finde en balance mellem at dele evangeliet modigt og at udvise takt og diskretion. Den rette balance afhænger af situationen og tilhørerne. Nogle gange, især på en arbejdsplads, er der en grænse for, hvor meget direkte evangelisering man kan udøve, især når man er på arbejde. Men man kan tale på en gudfrygtig måde og besvare spørgsmål om det håb, man har, når de opstår. Eller som det står i Dick Lucas’ *The Message of Colossians & Philemon Revised Edition*, s. 152: »Grib de muligheder, der byder sig, for at dele evangeliet, i stedet for at skabe dem.«

Spørgsmål: I Kol 4,7 – blev Kolossenserbrevet skrevet på samme tid som Efeserbrevet, 2. Timoteusbrev og Titusbrevet?

Svar: Både Efeserbrevet6:21 og Kolossenserbrevet 4:7 siger, at Tykikus vil fortælle dem det personligt. I 2. Timoteusbrev 4:12 siger Paulus, at han sendte Tykikus til Efesos. I Titus 3:12 siger Paulus, at han vil sende Artemas eller Tychikus til Titus. Tychikus var bæreren af disse breve, og Tychikus havde sandsynligvis ingen anelse om, at folk ville kende ham i over 2.000 år på grund af de pergamentstykker, han bar med sig.

I Titus 3:12 var Paulus imidlertid på fri fod, mens de øvrige henvisninger stammer fra den tid, hvor Paulus sad i fængsel, så der var mindst to rejser. Da der var mindst to rejser, kunne der have været tre eller flere. Uanset hvordan det forholder sig, har det ingen indflydelse på den kristne lære eller brevenes skriftlige autoritet (kaldet kanonisk status).

Spørgsmål: Hvorfor fremhævede Paulus ikke sig selv her i Kol 4:9 ved at fortælle sine læsere, at Onesimus var løbet væk, og at Paulus havde overtalt ham til at vende tilbage?

Svar: Paulus nævnte kun hans navn og at Onesimus var trofast. Kolossenserne vidste allerede, hvem Onesimus, en af dem, var. Paulus havde ikke behov for at fortælle dem, hvem Onesimus var, fremhæve sig selv eller sige, at Onesimus var løbet væk. Paulus så ingen grund til at bringe noget negativt om Onesimus på bane, ligesom vi ikke bør bringe negative ting om andre på bane, medmindre der er en god grund til det. Som det udtrykkes i *The Expositor’s Greek Testament*, bind 3, s. 545: »En sådan udeladelse her er karakteristisk for Paulus’ taktfuldhed.« Og forresten: Når nogen gør sig store anstrengelser for at fremhæve sig selv, er det som regel indlysende for alle – eller i det mindste for alle undtagen dem selv – at det er netop det, de gør.

Spørgsmål: Hvorfor beder Paulus i Kol 4,10 kolosserne om at tage imod Markus, når han ikke bad dem om at tage imod nogen andre?

Svar: Det var indlysende, at de skulle byde alle, der tjente Herren, velkommen, men der kunne være et spørgsmål i deres sind vedrørende Markus. Mange var sandsynligvis godt klar over, at Markus tidligere havde forladt sin plads og Paulus’ tjeneste. I stedet for at gå i detaljer om Markus for dem, der ikke allerede kendte til hans svigt, taler Paulus indirekte, så de, der var indviet i sagen, kunne forstå, at Markus var vendt tilbage, havde forsonet sig med Paulus, og at deres forhold og partnerskab i evangeliet var blevet genoprettet.

Spørgsmål: Hvad er det triste punkt, som Paulus fremhæver her i Kol 4,11?

Svar: Paulus havde som princip at gå til den jødiske synagoge og først forkynde for jøderne og derefter for hedningerne. Men trods hans særlige opmærksomhed på jøderne var disse de eneste jøder, der var blandt hans medarbejdere. Nogle gange, når vi tror, vi har en tjeneste »helt på plads« – eller i det mindste tror vi det – bærer det, vi troede ville være vigtigt, kun ringe frugt, mens det, vi ikke overvejede så nøje, bærer mere frugt.

Spørgsmål: I Kol 4,16 – er brevet fra Laodicea en forsvunden bog i Bibelen?

Svar: Nej, af to grunde.

1) For det første ville det ikke nødvendigvis være en del af Bibelen, for selv hvis der virkelig var en forsvunden bog, er Gud ikke »tvunget« til at bevare bøger, som Han ikke ønskede at bevare. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at der fandtes et forfalsket brev til laodicenerne, men det blev skrevet i det fjerde århundrede og blev allerede dengang erkendt som en forfalskning.

2) For det andet: fandtes der en forsvunden bog, eller er dette det brev, vi kender som Brevet til efeserne?

2a) Dette kunne formodentlig være et brev, der ikke er blevet bevaret, som det fremgår af *The New International Bible Commentary*, s. 1459, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 11, s. 226.

2b) Paulus siger ikke i Kolossenserbrevet, at han skrev et brev til laodicenerne, men snarere, at et af Paulus’ breve var i omløb og var ankommet fra Laodicea. Efesos lå ca. 100 miles (160 km) fra byen Kolossæ, og Laodicea lå mellem de to, 10-12 miles (16-19 km) vest og lidt syd for Kolossæ. Så dette brev var et rundskrivelse, som vi kender som Brevet til efeserne.

Spørgsmål: Hvordan fortæller du som kristen chef eller tilsynsmand i Kol 4,17 en underordnet, at vedkommende skal være mere opmærksom på at udføre sit arbejde?

Svar: Archippus i Filemon 1-2 var sandsynligvis søn af Filemon og Apphia. Det kan have henvist til, at de tre tog den bortløbne slave Onesimus tilbage. På den anden side kan det også have henvist til andre opgaver i tjenesten ud over at tage Onesimus tilbage.

Når man skal fortælle nogen, at de skal udføre deres arbejde bedre, hvad enten det er i tjenesten eller på arbejdspladsen, kan der være mindst fem trin.

1) Det første er at overveje den bedste tilgang til at nå frem til personen, i betragtning af problemets alvor.

2) Det andet kan være at bekræfte, at man respekterer vedkommende, værdsætter vedkommendes arbejde og de gode ting, vedkommende har gjort.

3) Det tredje er at rette vedkommendes opmærksomhed mod det, der virkelig skal ændres. Dette kan omfatte konsekvenserne for organisationen, hvis vedkommende ikke ændrer sig eller gentager handlingen, samt konsekvenserne for vedkommende selv.

4) Det fjerde trin er at bevare forholdet, så vedkommende forstår, at du stadig holder af og respekterer vedkommende, og at du håber, at dette, når det er blevet rettet, blot vil forsvinde ind i fortiden.

5) Endelig kan det være en god idé at dokumentere datoen, hvad du sagde, hvad de sagde, hvad der blev aftalt, de konkrete handlinger, der skal udføres, samt en tidsramme for, hvornår disse handlinger skal være gennemført.

Spørgsmål: I Kolossenserbrevet, hvorfor bør denne bog være med i Bibelen?

Svar: Der er mindst tre grunde.

1. Paulus skrev den, og han var en apostel. Peter bekræftede, at Paulus’ ord var Skriften i 2. Petersbrev 3:15-16.

2. Paulus sagde selv, at han var en apostel i Romerbrevet 1:1; 1. Korintherbrev 1:1; 9:1, 2. Korintherbrev 1:1, 11:5; Galaterbrevet 1:1, Efeserbrevet 1:1; Kolossenserbrevet 1:1; 1. Timoteusbrev 1:1; 2:7; 2. Timoteusbrev 1:1; Titusbrevet 1:1.

3. Bevis fra den tidlige kirke. Se det næste spørgsmål for forfattere, der henviste til vers i Kolossenserbrevet.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at det, vi har i dag af Kolossenserbrevet, er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Der er mindst tre gode grunde.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25; Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerede fra Kolosserbrevet omkring 105 gange, uden at medregne hentydninger. De citerede 69,4 % af Kolosserbrevet, idet brøkdele af vers blev talt som brøker. Det svarer til 65,97 ud af i alt 95 vers.

Her er de 17 forfattere fra tiden før Nikæa-koncilet, som vi ved henviste til vers i Kolosserbrevet.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) hentyder til Kolossenserbrevet 1:18 1. Klemensbrev, kap. 24, bind 1, s. 11; bind 9, s. 236

Barnabasbrevet, kap. 12, s. 145, henviser til Kolossenserbrevet 1:16.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 3:5 som stammende fra apostlen i brevet til kolosserne. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 5, kap. 12.3, s. 538

Den muratoriske kanon (ca. 190–217 e.Kr.) nævner Paulus’ brev til kolosserne samt Paulus’ øvrige 12 breve.

Klemens af Alexandria siger: »Og et andet sted siger han [apostlen]: ›Til erkendelse af hele Guds mysterium i Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult.‹« (Kolossenserbrevet 2:2b-3) *Stromata* (193–202 e.Kr.), bog 5, kap. 12, s. 463

Tertullian (198-220 e.Kr.) omskriver Kolossenserbrevet 1:21 som »apostlen … hans brev til kolosserne« i *Om kødets opstandelse*, kap. 23, s. 561

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 1:19 (nogle få ord i en anden rækkefølge) i *Gendrivelsen af alle kætterier*, bog 8, kap. 6

Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 1:15 som værende af Paulus i *de Principiis*, bog 1, kap. 5, s. 247

Novatian (250–257 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 1:16 som værende af »apostlen« i *Afhandling om Treenigheden*, kap. 13, s. 622

Novatian (250–257 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 1:15 som værende af »den samme apostel«; *Afhandling om Treenigheden*, kap. 21, s. 632

Cyprianus var biskop i Karthago fra 248 indtil sit martyrium i 258 e.Kr. Han citerer fra »brevet til kolossenserne« i »Cyprianus’ afhandlinger«, afhandling 12, tredje bog, 11.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 1:21-22 som værende skrevet af Paulus. »Dialog om den sande tro«, femte del, e, s. 151

Theonas af Alexandria (ca. 300 e.Kr.) citerer frit halvdelen af Kolossensbrevet 4:6. »Brev til Lucianus, den øverste kammerherre«, kap. 8, s. 161

Methodius (270–311/312 e.Kr.) hentyder til Kolossenserbrevet 1:15 som værende af Paulus. »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 3, kap. 3, s. 317. Paulus nævnes helt i slutningen af kapitel 2 og helt i begyndelsen af kapitel 4.

Methodius (270–311/312 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 3:4 ifølge *Det græske Nye Testamente*, 4. reviderede udgave af Aland m.fl. Jeg har dog ikke kunnet bekræfte dette i de skrifter af Methodius, jeg har til rådighed.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 4:10-11 som »Paulus’ brev til kolosserne«

Victorinus, biskop af Pettau (Poetovio, i det moderne Slovenien) (martyrdød i 304 e.Kr.), nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 345. Han opregner Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevene og citerer 1. Timoteusbrev 3:15 i kap. 16, s. 345. Han fortsætter med at citere 1. Korintherbrev 15:53 på s. 346.

Methodius (270–311/312 e.Kr.) henviser til Kolossensbrevet 1:15: »For hvordan kan han betragtes som ’den førstefødte af alt skabt’?« *De ti jomfruers festmåltid*, bog 3, kap. 3, s. 317

Athanasius af Alexandria (318 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 1:15-18 i *Mod hedningerne*, kap. 41, s. 26

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer 1. Korintherbrev 2:9 som stammende fra apostlen Paulus og Kolossenserbrevet 1:16,17 som stammende fra Paulus i »Epistles on the Arian Heresy«, brev 1, kap. 5, s. 293

Efter Nicæa

Eusebius af Cæsarea (318–339/340 e.Kr.)

Hegemonius (4. århundrede) citerer Kolossenserbrevet1:23 og 2:6-9 og henviser til Kolossenserbrevet 1:24 i »Disputation with Manes«, kap. 35, s. 209

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i »Festbrev 39«, s. 552

Victorinus af Rom (efter år 363 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 1:14

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 2:2-3 som værende skrevet af Paulus. I *Om Treenigheden*, bog 9, kap. 62, s. 177

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ brev til kolosserne som en del af Det Nye Testamente. Det citerer Kolosserbrevet 1:1–2a.

Efraim/Ephrem den Syriske, salmedigter (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 2:19 som »Kolossenserne«. I »Om Ånden«, kap. 5.9, s. 6

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) opregner i kanon 60, s. 159, bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, fastslår, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter 384 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 1:2-3,7,12,14,20,22; 2:7,8,13,18,23; 3:4,6,13,16,17,21; 3:3,8,12

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet på s. 19

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.)

Den donatistiske skismatiker Tyconius (efter 390 e.Kr.) henviser til Kolosserbrevet 3:6

Pacian af Barcelona (342–379/392 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos skrev i 396 e.Kr. 12 prædikener om Kolosserbrevet, som vi stadig har i dag. Han sagde, at det var skrevet af Paulus.

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) citerer Kolossenserbrevet 1:16 som værende skrevet af Paulus i *Mod Eunomius*, bog 1, kap. 22, s. 63–64. Han henviser også til Kolossenserbrevet 1:14.

Didymus (398 e.Kr.) henviser til Kolosserbrevet 1:12

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.)

Gaudentius (efter 406 e.Kr.)

Chromatius (407 e.Kr.)

Severian (efter 408 e.Kr.)

Hieronymus (373–420 e.Kr.)

Augustinus fra Hippo (388–430 e.Kr.) siger, at Paulus (Om syndernes forladelse og dåben), bog 1, kap. 43, s. 31 (bind 5), skrev brevene til romerne, 1. Korintherbrev og 2. Korintherbrev (kap. 44, s. 32), Galaterbrevet (kap. 45, s. 32), Efeserbrevet (kap. 46, s. 33), Kolossenserbrevet (kap. 47, s. 33), 1. Timoteusbrev og 2. Timoteusbrev (kap. 48, s. 33), Titusbrevet (kap. 49, s. 33) samt Hebræerbrevet (hvilket nogle betvivler) (kap. 50, s. 34)

Den semi-pelagiske Johannes Cassian (419-430 e.Kr.) citerer Kolossensbrevet 1:16 som værende af Paulus i »De syv bøger«, bog 6.21, s. 601

Nilus (ca. 430 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 3:13

Paulinus af Nola (431 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 1:12

*Speculum* (5. århundrede) henviser til Kolossenserbrevet 1:12

Cyril af Alexandria (444 e.Kr.)

Quodvultdeus (ca. 453 e.Kr.)

Varimadum (445/480 e.Kr.) henviser til Kolosserbrevet 1:12

Theodoret af Cyrus (biskop og historiker) (423–458 e.Kr.)

Blandt kættere og falske skrifter

Kætteren Priscillian (d. 385 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 2:13

Kætteren Marcion ifølge Tertullian

Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.) henviser til Kolossenserbrevet 3:4

Den pelagianske kætter Theodor af Mopsuestia (428 e.Kr.)

3. De tidligste manuskripter, vi har af Kolosserbrevet, viser, at der er små variationer mellem manuskripterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl.

p46 Chester Beatty II (100–150 e.Kr.) indeholder 79 vers fra Kolosserbrevet. Nærmere bestemt indeholder det Kolosserbrevet 1:1-2,5-13,16-24;1:27-2:19 ;2:23-3:11 ;3:13 -24; 4:3-12,16-18 samt andre dele af Paulus’ breve og Hebræerbrevet. I *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står desuden på s. 197-198, at kvaliteten og de stichometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver.

Første halvdel af det 3. århundrede – 1936 – Frederic G. Kenyon ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

2. århundrede, 200 e.Kr. – 1935 – Ulrich Wilcken ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

81–96 e.Kr. – 1988 – Young Kyu Kim ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave.

Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave.

Begyndelsen til midten af det 2. århundrede – 1999 – Den komplette tekst af de tidligste nytestamentlige manuskripter. Dette er delvist baseret på, at håndskriften ligner Papyrus Oxyrhynchus 8 (slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede) og Papyrus Oxyrhynchus 2337 (slutningen af det første århundrede) meget.

s. 61 Romerbrevet 16:23,25-27; 1. Korintherbrev 1:1-2, 2-6; 5:1-3, 5-6, 9-13; Filipperne 3:5-9, 12-16, Kolossenserbrevet 1:3-7, 9-13, 1. Thessalonikerbrev 1:2-3; Titusbrevet 3:1-5, 8-11, 14-15; Filemonbrevet 4-7. ca. 700 e.Kr.

ca. 700 e.Kr. – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

Ca. 700 e.Kr. – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave.

Ca. 700 e.Kr. – 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave.

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340–350 e.Kr.

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Gotisk 493–555 e.Kr.

Se for mere information om tidlige manuskripter af Kolossenserbrevet.