< Bibelforespørgsel fra nytestamentlige manuskripter

Spørgsmål: Hvor kan vi selv se de enkelte nytestamentlige manuskripter?

Svar: En af de bedste bøger til at læse den egentlige græske tekst samt til diskussion af teksten er *The Text of the Earliest New Testament Greek Manuscripts (A Corrected Enlarged Edition…)*, redigeret af Philip W. Comfort og David P. Barrett. Tyndale House Publishers, Inc. 1999, 2001.

Hvis du befinder dig i Dublin, Irland, kan du besøge Chester Beatty Library eller Bodmer Library i Genève, Schweiz.

Hvis du ønsker at se de manuskriptvariationer, der er opført for et bestemt vers, er *The Greek New Testament: fourth revised edition* af Kurt Aland, Matthew Black, Carlo M. Martini, Bruce M. Metzger og Allen Wikgren en god kilde. United Bible Societies 1988.

Spørgsmål: Hvordan kan vi vide, at Det Nye Testamente er oversat pålideligt?

Svar: Vi har ikke originalerne, men vi har mindst 178 græske manuskripter fra før slutningen af det 5. århundrede, og hvis nogen bevidst skulle forvrænge noget på engelsk (som Jehovas Vidner har gjort), kan vi alle se præcis, hvor de har forvrænget det. Men det er ikke hele historien.

Man kunne rejse spørgsmålet om, hvordan vi ved, at vi har en korrekt forståelse af det græske sprog. Der er tre uafhængige måder, hvorpå vi ved det.

1. Vi har omfattende henvisninger til Det Gamle og Det Nye Testamente på græsk og latin blandt kirkens forfattere. De citerer omkring 64 % af Det Nye Testamente. De gentog ikke blot, hvad der stod i Det Nye Testamente, men de fortolkede og forklarede det også, og vi kan se, hvordan de forstod det græske.
2. Vi har mange ikke-religiøse græske håndskrifter, og vi kan se, hvordan de fleste ord i Det Nye Testamente blev brugt i dagligsproget. For eksempel kunne man sige, at et skib blev »døbt«, hvis det sank.

3. Vi har bibler oversat fra græsk til andre sprog, herunder koptisk, armensk, georgisk og latin. En af de mere interessante er den gotiske. Denne blev faktisk udarbejdet af en ariansk kætter, Ulfilas. Da han var arianer, kunne man tro, at han ville have et motiv til enten at ændre betydningen eller i det mindste bruge græske varianter, der havde en betydning, der var mere gunstig for hans teologi, men betydningen af hans oversættelse er identisk med den græske Bibel med én bemærkelsesværdig undtagelse. Han oversatte slet ikke 1. og 2. Kongebog, fordi han mente, at goterne allerede var for krigerske.

Spørgsmål: Hvordan kan en ufuldkommen bog stamme fra en fuldkommen Gud? Når man læser Skriften igennem, er der et stort antal fodnoter, der siger, at vi ikke kan være sikre på, om visse passager bør medtages. Kristne får at vide, at disse problemer skyldes påståede »kopieringsfejl«, og at Bibelens »originale skrifter« er fuldkomne. Men hvordan kan nogen vide det? Vi har jo ikke de originale skrifter!

Svar: Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; 59:21; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35. Gud er fuldkommen og en sandhedens Gud. Alt, hvad Gud sagde i de originale manuskripter, var sandt. Kopieringsfejl påvirker ikke sandheden i det, der oprindeligt blev sagt, og kopieringsfejl viser ikke, at en ufuldkommen bog stammer fra en fuldkommen Gud. Når nogen, som f.eks. jeg, siger, at Bibelen er ufejlbarlig, mener de, at Bibelen er uden fejl i de originale manuskripter og uden væsentlige fejl (ufejlbarlig) i dag.

Jeg tror dog, at en del af det, du egentlig spørger om, er, hvordan vi kan stole på budskabet i en bog, der indeholder kopieringsfejl. Ifølge mine undersøgelser er vi sikre på 97 % af ordene i Det Nye Testamente, men det efterlader stadig omkring 3.928 ord, hvor slutningen af Markus (166 ord) udgør det største område med usikkerhed. Jeg tror, at vi kan være sikre på den betydning, Gud tilsigtede, fordi disse usikkerheder ikke ændrer betydningen væsentligt. (Forresten nævnes hver eneste lære i slutningen af Markus-evangeliet andetsteds, bortset fra det med at drikke gift.) Jeg har intet problem med, at slutningen af Markus-evangeliet siger, at Gud er i stand til at beskytte sit lydige folk, når de drikker gift, for Gud kan beskytte mennesker mod gift, ligesom Han kan beskytte os mod alt. Men Bibelen siger også i Matthæus 4:7 og andre steder, at vi ikke skal sætte Gud på prøve. Gud er ikke forpligtet til at beskytte mennesker, der tåbeligt sætter Ham på prøve. Så kort sagt tror jeg ikke, at en alvidende, almægtig og allestedsnærværende sandhedens Gud har tilladt, at Hans ord er blevet forvrænget.

Selvom de 3 % ikke er særlig meget, kan vi alligevel undre os over, hvorfor Gud overhovedet tillod denne afvigelse på 3 %. Jeg vil foreslå, at Gud måske gjorde det bevidst. Måske gjorde han det for at gøre det klart, at det ikke er de enkelte ord, der er vigtige, men meningen og hovedbudskabet i det, der blev sagt. Farisæerne var stolte af at kende de enkelte ord i Det Gamle Testamente, men alligevel ledte de ikke efter Messias; i stedet for at tage sig af de fattige plyndrede de enker, og de elskede penge og prestige frem for Gud og mennesker. Desværre er det alt for let at gøre det samme i dag, og dette kan være en påmindelse om, at hvis du tror, målet blot er at kende ordene, så viser disse 3 %, at dit mål aldrig vil blive fuldstændigt realiseret, og at du leder det forkerte sted.

Spørgsmål: Hvornår er den tidligste dato, hvor der blev citeret mindst ét vers fra hver bog i Det Nye Testamente?

Svar: Allerede i år 188 e.Kr. blev der citeret fra hver eneste bog undtagen tre: Filemon, 3. Johannesbrev og Judasbrevet.

Origenes (225–254 e.Kr.) var den første, der vides at have citeret fra Filemonbrevet. Han citerer de sidste 11/20 græske ord i Filemon 14 som »Paulus … sagde til Filemon« i »Homilier over Jeremias«, homili 20, kap. 2.2, s. 224.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) var den første, der vides at have citeret fra Judasbrevet. Han citerede Judasbrevet 5–6 i sin helhed i *The Instructor*, bog 3, kap. 8, s. 282.

Mens Origenes (225–254 e.Kr.) og Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) hver især henviste til 3. Johannesbrev, blev det ikke citeret af nogen forfatter før efter år 350 e.Kr.

Sinaiticus (340–350 e.Kr.) indeholder dog 3. Johannesbrev.

Spørgsmål: Hvilke vers har vi en kopi af eller et citat fra omkring år 350 e.Kr., enten i manuskripter eller i citater?

Svar: På tidspunktet for Vaticanus og Sinaiticus, omkring år 350 e.Kr., har vi citater af hvert eneste vers undtagen: Markus 15:18a (4 ud af 8 ord), Markus 16:11,16-20 (dele af Markus 16:9,10,12-15), Apostlenes Gerninger 8:37 (ikke 11, men 3, ikke 9 ord, dvs. alle undtagen 3 ord), Apostlenes Gerninger 15:34; Apostlenes Gerninger 28:29, Johannes 7:53-8:11. Det er hele eller dele af hvert vers undtagen 20. Naturligvis blev tilføjelsen i 1. Johannesbrev 5:7-8 heller ikke fundet, fordi den blev tilføjet senere.

Spørgsmål: Er noget sandt, blot fordi nogen skriver det ned? Kristne lærer ofte, at »manuskriptbeviset« beviser Bibelens sandhed. Mere specifikt får kristne at vide, at der findes tusindvis af kopier af manuskripter af skrifterne, og at dette på en eller anden måde gør Bibelen pålidelig. Men hvordan? Enhver kunne skrive noget ned og fremstille tusindvis af kopier af det, de har skrevet. Gør det på en eller anden måde det, de har skrevet ned, sandt? Selvfølgelig ikke!

Svar: Din bemærkning er 100 % berettiget. For at fastslå vores Bibels sandhed i dag skal man

a) fastslå, at den oprindeligt var Guds ord, og

b) fastslå, at den er blevet bevaret uden væsentlige fejl.

Derfor er de manuskriptbeviser, som kristne taler om (b), nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Manuskripter er vigtige for at fastslå b), men de tager ikke stilling til a). Når jeg underviser om Bibelens pålidelighed i søndagsskolen, mener jeg, at det er vigtigt at påpege begge aspekter.

Spørgsmål: Hvordan dateres gamle manuskripter?

Svar: Nogle, såsom John Rylands-fragmentet (117–138 e.Kr.), blev dateret ud fra håndskriften. Andre er nemme at datere, fordi forfatteren enten skrev datoen for udfærdigelsen eller nævnte en berømt begivenhed (såsom begyndelsen på en konges regeringsperiode). Mange manuskripter dateres ud fra håndskriftens stil sammenlignet med dokumenter med en kendt datering (såsom begravelser i Pompeji). I nogle få tilfælde kender man datoen for, hvornår et manuskript blev rettet, og derfor må manuskriptet naturligvis være ældre end det.

På engelsk er håndskriften fra tiden omkring den amerikanske revolution, håndskriften fra Abraham Lincolns tid og 100 år senere meget forskellig. Den grammatik og de ord, man kunne bruge, er også forskellige. På samme måde kan måden, hvorpå græske bogstaver og grammatiske tegn er formet, undertiden daterer et manuskript med en nøjagtighed på op til 50 år.

Skrivere gik over fra at skrive på ruller til at skrive i bøger i begyndelsen af det 2. århundrede. Magdalen-manuskriptet af Matthæus 26:7-8,10,14-15,22-23,31-33 (3 fragmenter, hver med for- og bagside) var skrevet med store bogstaver og var en del af en bog. Håndskriften ligner i høj grad den, der findes i manuskripter, der blev begravet i Pompeji og Herculaneum. Forskere er uenige om dette manuskript, hvor nogle daterer det så tidligt som til år 50-60 e.Kr., men vi vil holde os til »bogbeviset« og følge Philip Comfort, der daterer det til begyndelsen af det 2. århundrede (år 100 e.Kr.).

I nogle få tilfælde har der dog været falske spor. Måder at skrive visse bogstaver på, som man troede kunne bevise, at et manuskript stammede fra efter en bestemt dato, er blevet fundet i tidligere manuskripter, der senere er blevet opdaget, og som har kendte dateringer. Ældre nytestamentlige forskere havde en tendens til at være ret konservative med deres resultater, så dateringer angivet i bøger fra begyndelsen og midten af det 20. århundrede er som regel enten korrekte eller lidt for sene.

Spørgsmål: Hvad er der mangelfuldt ved mange kristnes viden om nytestamentlige manuskripter?

Svar: Mange kristne (mig selv inklusive) har undervist i noget, der er lidt forældet, og som lyder således.

117–138 e.Kr. John Rylands (stadig korrekt)

150–200 e.Kr. Bodmer II (p66) (92 % af Johannesevangeliet)

ca. 200 e.Kr. Chester Beatty (s. 45, s. 46, s. 47) (det meste af Det Nye Testamente)

325–350 e.Kr. Vaticanus (B) Det meste af Det Gamle Testamente og Matthæus 1–Hebræerbrevet9:15 (stadig korrekt)

340–350 e.Kr. Sinaiticus (Aleph) Størstedelen af Bibelen (stadig korrekt)

Et par andre manuskripter er dateret 25 til 75 år senere, end de burde være.

En ulempe ved denne tilgang er, at der i de sidste halvtreds år er fundet så mange andre tidlige bibelmanuskripter. En anden ulempe er, at der er fundet mange andre ikke-bibelske manuskripter, som får os til at daterer nogle af manuskripterne endnu tidligere.

Der er uenighed om dateringen af Bodmer II. Comfort angiver midten af det 2. århundrede, Hunger angiver 100-150 e.Kr., og Turner angiver 200-250 e.Kr. Comfort giver en effektiv tilbagevisning af Turners argumenter i *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 367-368, og han er mere forsigtig end Hunger. Det betyder altså, at Bodmer II stammer fra 125–175 e.Kr.

Chester Beatty II (s. 46) er dateret til 81–96 e.Kr. af Young Kyu Kim. Comfort daterer det til begyndelsen til midten af det 2. århundrede. Kenyon daterede det i 1936 til 200–250 e.Kr., hovedsageligt på baggrund af de stichometriske noter. (Comfort siger, at skribenten var fremragende og åbenbart en professionel.) Wilcken daterede det i 1935 til år 200 e.Kr., men han undersøgte kun ét blad. Comfort giver imidlertid omfattende sammenligninger med andre manuskripter, og selvom han ikke kan udelukke Kims datering, daterer han Chester Beatty II til år 100–150 e.Kr.

Andre bemærkelsesværdige fakta er, at p4 (af Lukas) tidligere blev dateret til det 4. århundrede, men nu til midten af det 2. århundrede. p104 (af Matthæus) er blevet dateret til slutningen af det 1. århundrede til slutningen af det 2. århundrede, men det er mere sandsynligt, at det stammer fra begyndelsen til midten af det 2. århundrede, omtrent det samme som John Rylands-fragmentet af Johannes 18:31-33,37-38.

Spørgsmål: Hvad er et resumé af de græske manuskripter til Det Nye Testamente?

Svar: Her følger en oversigt over udelukkende de græske manuskripter til Det Nye Testamente eller tosprogede manuskripter, hvor den ene side er på græsk.

Datoerne er hentet fra The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts (Comfort 1999), Manuscripts of the Greek Bible (Metzger 1981), The Greek New Testament 4th Revised Edition (Aland et al. 1993), http://textus-receptus.com/wiki/List_of_New_Testament_uncials samt nogle fra Wikipedia, f.eks. https://en.wikipedia.org/wiki/Category:6th-century_biblical_manuscripts.

Spørgsmål: Hvad er nogle detaljer om de tidligste fragmentariske og komplette manuskripter af Det Nye Testamente?

Svar: Vi har bevaret 41 manuskripter fra Det Nye Testamente, der stammer helt tilbage til år 300 e.Kr. Her følger en kronologisk liste over dem samt senere manuskripter. Nogle af disse manuskripter blev oprindeligt dateret for 70 år siden, men senere fund af lignende papyrer har vist, at nogle af disse dateringer var for konservative (for sene). Dateringerne stammer primært fra *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* (Comfort 1999) og sekundært fra *Manuscripts of the Greek Bible* (Metzger 1981) og *The Greek New Testament*, 4. reviderede udgave (Aland et al. 1993).

Spørgsmål: Når der findes forskellige versioner af et bibelvers, hvordan vurderer vi så, hvilken der mest sandsynligt er den oprindelige?

Svar: Lad os først se på fire typer fejl, derefter de kriterier, som mange bruger, og til sidst den relative vægtning af kriterierne.

Fire typer fejl

Jeg tæller omkring 3.928 varierende ord i Det Nye Testamente, hvor vi ikke er sikre på, hvilken læsning der er korrekt. Det betyder, at vi er sikre på 97 % af ordene. Generelt antages disse at stamme fra fire kilder.

Utilsigtede stavefejl: Ofte laver kopister simple, små stavefejl eller gentager lejlighedsvis en linje. De fleste af disse følger intet mønster og er lette at rette ved at sammenligne med de andre manuskripter. En undtagelse fra denne regel er, at vi ikke er helt sikre på, hvordan man staver til »Iskariot«, som i Judas Iskariot. Af alle de ord, vi er usikre på i Det Nye Testamente, er ca. 1/3 (1.121 ord) enkeltordsvarianter, og 329 ord er dobbeltordsvarianter. Disse falder ind under både denne kategori og de to følgende kategorier.

Bevidste små rettelser: Ofte forsøgte kopister at rette stavning eller små grammatiske fejl. Oversættere til et andet sprog forsøgte at gengive betydningen nøjagtigt. Nogle gange tog de fejl.

Udglatning: Nogle gange kan den græske grammatik eller formulering være lidt klodset, eller ordvalget er måske ikke det bedste (efter kopistens mening), så kopisten forsøgte at rette det for bedre at fremhæve betydningen. Mange manuskripter angiver i forskellige vers »Jesus Kristus«, mens andre angiver »Kristus Jesus«.

Store ændringer: Der er 38 steder med 10 eller flere ordændringer. En af de største afvigelser er slutningen af Markusevangeliet. Vaticanus-håndskriften (325–350 e.Kr.) mangler slutningen af Markusevangeliet, men har et tomt mellemrum på det sted. Vaticanus har kun tomme mellemrum mellem nogle få bøger, såsom Malakias og Matthæus. Sinaiticus (340–350 e.Kr.) har også et tomt mellemrum på det sted, men den har et tomt mellemrum mellem næsten alle bøger.

Følgende andre vers mangler i Sinaiticus, men findes i Vaticanus: Mt 24:35; Lukas10:32 ;17:35 ; Johannes 9:38;16:15 ;21:25 ; og 1 Korinther 13:2. Følgende vers mangler i Vaticanus, men findes i Sinaiticus: Mt 12:47; Luk 23:17. Men B udelader Lukas 23:34. Hverken Vaticanus eller Sinaiticus indeholder: Mt17:21 ,18:11 ,23:17 ; Mk7:16 ,9:44 , 46,11:26 ,15:28 ; Luk 9:55-56,17:36 og Joh 5:4.

Se http://www.ecclesia.org/truth/vaticanus.html for yderligere oplysninger.

Kriterier for en variants »styrke«

Disse kriterier gælder ikke kun for bibelske manuskripter, men for alle gamle manuskripter.

Tidligere manuskripter: Generelt vil et manuskript, der er skrevet tættere på begivenheden, blive anset for at have større sandsynlighed for at være mere pålideligt end et manuskript, der er skrevet meget senere.

Antal manuskripter: Generelt vil en variant, der forekommer i et stort antal manuskripter, have større vægt end en variant, der kun forekommer i få manuskripter, forudsat at manuskripterne er af samme alder.

Kætterske læsninger: Uden nødvendigvis at have til hensigt det har kættere ydet værdifulde bidrag til kirken og bibelmanuskripterne. Når en kættersk kilde angiver, at et manuskript er på en bestemt måde, og de ikke har noget incitament til at være partiske i den retning – eller endda et muligt incitament til at være partiske i den modsatte retning – er det et stærkt bevis på, at kætteren ikke var bekendt med et bibelmanuskript, der understøttede hans synspunkt.

Læsebesvær (Lectio difficilior potior): Selvom det er meget usandsynligt, at en kopist ville forsøge at gøre teksten sværere at læse, er det let at tro, at hvis en skriver ikke kopierede teksten på samme måde, forsøgte han at gøre den lettere at læse. Derfor antager dette princip, at den sværere læsning ligger tættere på det uredigerede original. For eksempel i 1 Kor14:38 , hvor den ene variant er »ignored« (Sinaiticus, Alexandrinus m.fl.) mod »ignorant« (p46 m.fl.). Man formoder, at »ignored« er den sværere og mere stødende læsning, så mange vil tænke, at »ignored« sandsynligvis er den korrekte betydning, selvom p46 er ældre end de andre manuskripter.

Et andet eksempel: I Mt 16,2-3 sammenligner Jesus kendskabet til tidene med at vide, at når himlen er rød, vil det regne. Dette vejrfænomen gælder i Palæstina, men ikke i Egypten. Manuskripter fra Egypten, såsom Vaticanus og Sinaiticus, indeholder ikke disse vers. Det er let at fremsætte den hypotese, at da denne læsning var sværere for egyptiske læsere, ville egyptiske kopister have foretaget denne store (30 ord) ændring.

Relativ vægtning af kriterierne

Forskere er uenige om disse kriteriernes betydning. Her følger nogle »vejledende principper«, som nogle anvender, sammen med en modargumentation.

Manuskriptfamilie: Mange forskere har konkluderet, at den byzantinske familie med sit store antal manuskripter, selvom den er senere, generelt er mere nøjagtig. Oversætterne af NKJV synes at foretrække denne. Mange andre forskere, såsom Westcott og Hort, mener, at de tidligere, men færre alexandrinske manuskripter (såsom Vaticanus og Sinaiticus) er de mere nøjagtige. Andre, såsom NIV-oversætterne, er »eklektiske« og hævder ikke udelukkende at foretrække den ene eller den anden familie. Generelt gælder det, at når der er varianter, vil den alexandrinske familie oftest have ordet eller sætningen fraværende (eller fjernet, afhængigt af ens perspektiv), mens den byzantinske familie vil have ordet eller sætningen til stede (eller tilføjet, afhængigt af ens perspektiv). Et enkelt manuskript, Bezae Cantabrigiensis (5. århundrede e.Kr.), indeholder ofte begge varianter på én gang!

Tidlige manuskripter: Det er ikke sandt, at alle mener, at de tidlige manuskripter altid er de bedste. Senere manuskripter blev ofte udført af professionelle skrivere (det kan vi se på håndskriften) og sandsynligvis udarbejdet med mere grundig undersøgelse af de forskellige læsemåder. Nogle af de allerførste manuskripter kan være blevet udført i hast af almindelige kristne og indeholde mange skrivefejl.

At stole på tidligere lærdes bidrag og fejl: Origenes fra Alexandria udførte et monumentalt stykke arbejde med at indsamle varianterne af forskellige vers, hvilket skulle hjælpe med at afgøre, hvilke der var mest nøjagtige. Desværre er hans værk, Hexapla, med alle dets symboler og noter, gået tabt. Vi er dog sikre på, at resultaterne af hans arbejde var kendt af den alexandrinske kirke og sandsynligvis blev brugt til at skabe mere nøjagtige manuskripter. Hvis man mener, at Origenes’ arbejde og beslutninger sandsynligvis for det meste var gode, vil man have en tendens til at stole mere på den alexandrinske manuskriptfamilie. Hvis man mener, at han måske har taget fejl på mange punkter, og man ønsker at se på manuskripter uden hans forudindtagelse, vil man måske stole mere på byzantinske, latinske, syrisk-arameiske eller andre manuskripter.

Læsebesvær: Nogle anvender kriteriet om læsebesvær. Dette bygger på den antagelse, at senere kopister ville rette fejl og gøre teksten lettere at læse, så den version, der er sværest at læse, vil være den tidligste, når alle andre beviser er ens.

Hvilken varianttype og hvilket manuskript: Hvis et manuskript ligner andre manuskripter i en bestemt manuskriptfamilie meget, vil de varianter i det pågældende manuskript, der adskiller sig fra andre manuskripter i samme familie, af nogle betragtes som mere betydningsfulde.

Validering: En statistisk metode går ud på at opdele dataene i trænings- og testsæt. Man beregner vægtninger for træningssættet og bruger dem derefter til at forudsige testdataene som et mål for, hvor god vægtningen er. Dette kan anvendes på manuskripter.

Forsigtig: Nogle gange får man et andet svar, når man fokuserer på et andet spørgsmål. Hvis man spørger: »Hvilket manuskript er mest sandsynligt det originale?«, får man måske en »vinder«, der er 60 % sikker. Men hvis man spørger: »Kan vi fastslå, hvilken variant der er den originale, og i så fald hvilken?«, vil man måske sige, at det er uafklaret, medmindre sikkerheden er på mindst 96 %.

Spørgsmål: Hvad er beviserne (for og imod) for, at p4 stammer fra det samme manuskript som p64 og p67?

Svar: Dette fremgår af Philip Comfort i *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 38-39.

Bevis for samme manuskript

S1. Alle bogstaver undtagen tre, som kunne sammenlignes i alle tre manuskripter, er identiske. Fire bogstaver kunne ikke sammenlignes. Sigma, epsilon og alfa er ret ens i alle manuskripter, men ikke helt identiske. I nogle tilfælde i p4 er den nederste del mindre buet end i andre. I p64 og p67 er alle disse bogstaver altid mindre buede.

S2. Siderne er meget ens; de har alle samme bredde, samme antal spalter (2), ca. 36 linjer pr. spalte og 15-17 bogstaver pr. linje.

S3. De tre manuskripter har fælles træk med hensyn til tegnsætning og afsnitsinddeling.

S4. s. 64 og s. 4 blev købt i samme by.

S5. I mange manuskripter fra slutningen af det 2. og begyndelsen af det 3. århundrede blev der anvendt »hellige forkortelser« for Gud, Herre, Jesus, Kristus og Ånd. Det var også tilfældet i disse tre, men de havde desuden »hellige forkortelser« for Søn, Fader, menneske, kors og korsfæste.

S6. Sammen med p4 findes et andet lille fragment, skrevet af en senere forfatter, som er en del af en titelside med titlen »Evangeliet ifølge Matthæus«. Comfort, s. 43-44, siger, at det var almindeligt, at skrivere tilføjede en titel fra år 175-200 e.Kr. Dette afklarer ikke, om p4 er det samme manuskript som p64/p67, men det bekræfter en tidlig datering af p4.

S7. Omdømmet hos Colin Roberts (der daterede John Rylands-manuskriptet), Joseph van Haelst, C.H. Roberts og Philip Comfort.

Bevis fra forskellige manuskripter

D1. Papyrus p4 har finere og tyndere penstrøg end p64/p67. En anden stylus og/eller blæk i hænderne på den samme skriver kunne forårsage denne forskel.

D2. Papyrerne p64/p67 er i gennemsnit lysere end p4, selvom dele af p4 har samme lyshed som p64/p67. Forskelle i bevaringsforholdene ville kunne forklare dette. Uanset hvad er p4 ikke ensartet, og dele af det svarer til p64/p67.

D3. Alands omdømme. I 1965 foreslog Kurt Aland, at p4 var den samme kodeks som p64/p67, men senere opførte han dem som separate. Philip Comfort skriver på s. 36, at han ikke kender til nogen begrundelse, som Aland gav for ændringen.

Spørgsmål: Hvor mange manuskripter fra Det Nye Testamente (inklusive fragmenter) findes der i dag?

Svar: Her er tallene fra forskellige forskere for alene de græske manuskripter (komplette manuskripter, små fragmenter og alt derimellem). En af grundene til, at tallene varierer, er, at der er blevet opdaget en række nye manuskripter siden 1975. Desuden betegner nogle flere manuskripter som ét, mens andre betegner ét manuskript som bestående af flere stykker.

Manuskripterne på andre sprog, herunder 89+ italiske (gammelt latin), fire Vulgata-familier, 8 syriske familier, 8 koptiske familier, aramæisk, armensk, 2 georgiske familier, 3 etiopiske familier, slavisk, 5 gotiske manuskripter, arabisk og persisk, bringer det samlede antal op på over 11.000 manuskripter.

Den komplette tekst af de tidligste nytestamentlige manuskripter (copyright 1999), s. 627, går op til manuskript p104.

Nogle vil måske hævde, at der i virkeligheden er fire papyrer færre, da p. 45 + p. 46 + p. 47 tilsyneladende er skrevet af den samme skriver. p. 64 + p. 67 stammer tilsyneladende også fra den samme skriver. p. 20 + p. 27 er muligvis skrevet af den samme skriver.

Til sammenligning står der i *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 5, at forskere har katalogiseret 55.000 græske manuskripter om alle mulige emner. Dermed udgør bibelmanuskripter næsten 10 % af alle græske manuskripter. Homers *Iliaden* har det næststørste antal eksemplarer med 1.757 manuskripter.

Der er for øvrigt modstridende oplysninger om, hvornår Homer levede. Den antikke græske historiker Aristarchos angiver 1044 f.Kr., autoriteterne hos Philostratos angiver 1159 f.Kr., og i pseudo-Herodots *Homers liv* angives det som 1102 f.Kr. Derimod hævdede historikeren Theopompos, at Homer levede så sent som 685 f.Kr. Herodot siger, at det ikke var tidligere end omkring 730 f.Kr. Udvandringen fandt sted omkring 1447 f.Kr. Se *Encyclopaedia Britannica*, bind 11 (1956), s. 689 under »Homer«. Der står, at *Iliaden* og *Odysseen* blev opført i Athen hvert fjerde år, og at der kun findes 10 papyrusskrifter af Homer fra før 150 f.Kr.

Spørgsmål: Hvor mange flersprogede manuskripter findes der i dag af Det Nye Testamente?

Svar: Det ældste bevarede tosprogede manuskript er Bezae Cantabrigiensis. Her er en liste over tosprogede manuskripter.

Græsk og latin (20 manuskripter) D (Bezae Cantabrigiensis), D (Claromontanus), E, F, G, andre

Græsk og arabisk (16 manuskripter) (0136, 0137, 211, 609, l6, l225, l311, l762, l804, l937, l1023, l1343, l1344, l1746, l1733, l1774)

Græsk og armensk (1 manuskript) (256)

Græsk og koptisk (52 manuskripter) (p6, p41, p42, p62, T, 070, 086, 0100, 0110, 0113, 0124, 0125, 0129, 0139, 0164, andre)

Græsk og slavisk (3 manuskripter) (525, 2136, 2137)

Græsk og tyrkisk (1 håndskrift) (håndskrift 1325)

Der kendes tre tresprogede manuskripter:

Græsk, koptisk og arabisk (2 håndskrifter) (l1993, l1605)

Græsk, latin og arabisk (håndskrift 460)

Se Manuskripter af den græske bibel, s. 56, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Kort sagt, hvornår blev disse manuskripter skrevet?

Svar: Lukas-manuskriptet i Paris (s. 4), der indeholder dele af Lukas 1 til 6, dateres af Philip Comfort til omkring år 100 e.Kr. Lukas-evangeliet blev naturligvis skrevet før Apostlenes Gerninger. Mere om dette findes i bogen af Thiede, Carsten P. og Matthew d’Ancona, *Eyewitness to Jesus: Amazing New Manuscript Evidence About the Origin of the Gospels* (NY: Doubleday, 1996, 206 s.). Mens Thiede og d’Ancona imidlertid daterer dette til »ikke meget senere end år 68 e.Kr.«, er Philip Comfort mere forsigtig og daterer det til år 100 e.Kr. Aland et al.s *The Greek New Testament*, fjerde reviderede udgave (1998), daterede dette til det fjerde århundrede.

Det tidligste fragment af Johannesevangeliet, kaldet John Rylands-papyrussen, blev skrevet mellem 117 og 138 e.Kr. Det næste var Chester Beatty II-papyrussen, fra 150–200 e.Kr. (eller 200–225 e.Kr.). Det næste var Bodmer II-papyrussen, skrevet omkring år 125–175 e.Kr. (tidligere antaget at være år 150–200 e.Kr.). Alene disse to manuskripter indeholder 40 % af Det Nye Testamente ifølge både min egen undersøgelse og bogen *The Qur’an and the Bible*, s. 148.

Der var i alt 4 bevarede manuskripter omkring år 200 e.Kr., yderligere 30 manuskripter før år 300 e.Kr., 8 manuskripter omkring år 300 e.Kr., yderligere 28 manuskripter før år 400 e.Kr., 16 manuskripter omkring år 400 e.Kr. og yderligere 38 manuskripter før år 500 e.Kr. Se *The Text of the New Testament: An Introduction to the Critical Editions and to the Theory and Practice of Modern Textual Criticism* af Aland og Aland, s. 52, og *A General Introduction to the Bible*, s. 387, for oversigter over alle håndskrifter frem til år 1600 e.Kr.

José O’Callaghan fandt i hule 7 ved Qumran fragmenter af en papyrus dateret til år 50 e.Kr., som muligvis er fragmenter af Markusevangeliet. Imidlertid står der i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 8, s. 608, at dette »i vid udstrækning er blevet afvist af nytestamentlige forskere (jf. EBC 1:420-421, note 1). Det bevismateriale, O’Callaghan fremlægger, er alt for fragmentarisk til at være pålideligt.”

Spørgsmål: Hvad angår Det Nye Testamente sammenlignet med andre antikke værker, hvor mange variationer findes der i manuskripterne?

Svar: Vi er sikre på over 97 % af ordene i Det Nye Testamente. Homers *Iliaden* er det næstmest pålideligt bevarede dokument. Den har 1.757 manuskripter og er 95 % nøjagtig. Den består af 15.600 vers, hvoraf ca. 764 vers er tvivlsomme. Det hinduistiske Mahabharata har 250.000 linjer og er ifølge Bruce Metzger ca. 90 % nøjagtigt. Det har over 26.000 linjer med tekstuelle forvanskninger.

Spørgsmål: Hvad er, sammenlignet med Det Nye Testamente, nogle af datoerne for andre tidlige dokumenter og antallet af eksemplarer?

Svar: Her er antallet af bevarede (eksisterende) manuskripter af andre antikke værker.

Du kan se disse på: https://biblequery.org/Bible/BibleReliability/ExistingNTManuscripts.html (og .docx)

For en meget detaljeret liste over yderligere forfattere, se også https://www.tertullian.org/rpearse/manuscripts/greek_classics.htm

Kilder: https://www.toughquestionsanswered.org/2012/12/11/how-do-other-ancient-texts-compare-to-the-new-testament/ og https://truediscipleship.com/manuscript-evidence-for-the-superior-new-testament-reliability/ samt The Origin of the Bible. Bemærk, at nogle tidligere referencer angiver lavere tal for Demosthenes, Herodot, Homer, Julius Cæsar, Platon, Tacitus og Thukydid, da der efterfølgende er blevet opdaget flere manuskripter.

Spørgsmål: Hvad er en sammenfatning af manuskriptvariationerne i Det Nye Testamente?

Svar: Vi er stort set sikre på ca. 97 % af ordene i Det Nye Testamente. (Andre kan have lidt andre tal, hvis de udelukker nogle variationer som helt sikkert forkerte.) Her følger en oversigt bog for bog. Se slutningen af afsnittet om den enkelte bog for detaljer.

Dette findes online på https://www.biblequery.org/ntmss.html. Du kan se de enkelte varianter, der udgør dette tal, på www.biblequery.org/[bookname]%20Manuscripts.html, hvor du erstatter [bookname] med bogens navn.

Spørgsmål: Hvorfor adskiller den angivne procentdel af varianter (97 %) sig fra et andet tal, nemlig 99,5 %?

Svar: Aland et al.s The Greek New Testament angiver ikke blot manuskriptvariationer, men giver også et skøn over tekstens sikkerhed. I fjerde udgave, s. 3, betyder bogstaverne:

A – »angiver, at teksten er sikker«

B – »angiver, at teksten er næsten sikker«

C – »angiver, at komitéen havde svært ved at beslutte, hvilken variant der skulle indsættes i teksten«

D – »forekommer kun sjældent og angiver, at komitéen havde store vanskeligheder med at nå frem til en beslutning.«

Bemærk, at bogstaverne i 3. udgave på s. xii-xiii har lidt andre betydninger.

A – »stort set sikkert«

B – »en vis grad af tvivl«

C – »betydelig tvivl«

D – »meget høj grad af tvivl«

Man når frem til tallet 97 % ved at medtage alle kategorier, og tallet 99,5 % ved kun at medtage kategorierne C og D. Tallet 99,5 % omfatter for eksempel ikke mange græske tekstvarianter, som var de primære valg for de bibelforskere, der oversatte NKJV, herunder den længere afslutning på Markusevangeliet og perikopen om den utro kvinde. Hvad mig selv angår, vil jeg hellere end at forsøge at sige, hvilken gruppe af forskere der har ret, blot gøre opmærksom på, hvor pålidelige forskere er usikre eller uenige. Derfor har jeg medtaget dem i tallet 97 % i stedet for tallet 99,5 %. Tallet 97 % omfatter alle varianter undtagen dem, hvor konklusionen er meget indlysende.

Spørgsmål: Hvad er kendetegnene ved de typografiske fejl i Det Nye Testamente?

Svar: Følgende tabel er udarbejdet på baggrund af de mulige væsentlige manuskriptvariationer, der er anført i slutningen af gennemgangen af hver bog.

Følgende tabel viser forskelle, der primært skyldes trykfejl, stavning, grammatik og ordændringer. Bemærk det relativt høje antal ændringer af enkeltord.

Dette findes online på https://www.biblequery.org/ntmss.html

Dermed findes over halvdelen af de ord i Det Nye Testamente, hvor der er varianter, på steder med kun én til tre ordvariationer. Det er interessant, at andelen af ord, der er udsat for usikre typografiske fejl, er meget ens i variationerne med 1, 2 og 3 ord. Markusevangeliet og de øvrige bøger i Det Nye Testamente har flere usikre typografiske fejl, sandsynligvis fordi der er bevaret færre manuskripter af dem. Ifølge en kort samtale, jeg havde med Daniel Wallace, er variationen i de gamle manuskripter desuden ikke større end variationen mellem moderne oversættelser, såsom New King James og New International Version.

Spørgsmål: Hvordan nåede du frem til tallet 97 % for usikkerheder i manuskripterne?

Svar: Jeg fandt, at det samlede antal græske ord i Det Nye Testamente er 137.986 ifølge både Aland et al. 3. udgave og Aland et al. 4. udgave. Dette inkluderer de omstridte ord, der stod i parentes. Det inkluderer den længere slutning af Markus, ikke den kortere slutning.

Det samlede antal ord med manuskriptvariationer, jeg har fundet, er 3.928 ord på 1.291 steder. Disse blev fastslået ved at gennemgå Aland et al., 3. udgave, Aland et al., 4. reviderede udgave, Metzgers *A Textual Commentary on the Greek New Testament*, Barry samt fodnoter fra *NASB *, NIV, NKJV og NRSV.

Jeg udelukkede mindst 441 ord på 82 steder, som er anført nedenfor, fordi de fleste af følgende kriterier var opfyldt:

1. Der var ingen uoverensstemmelse mellem de alexandrinske og byzantinske manuskriptfamilier,

2. De tidligste manuskripter var enige,

3. Aland et al. i 3. eller 4. reviderede udgave betegner det som »A – så godt som sikkert«,

4. Varianten forekom kun i ét manuskript eller ellers kun i nogle sene manuskripter.

Jeg gik ud fra følgende antagelser:

1. Jeg lagde generelt større vægt på tidlige manuskripter,

2. Jeg lagde mindre vægt på kirkelige skrifter, når der var forskelle på et eller to ord, fordi de kunne være omskrevne,

3. Jeg udelukkede hverken den alexandrinske eller den byzantinske manuskriptfamilie.

Dette efterlod 3.928 usikre ord ud af i alt 137.986 ord, eller 3.928 / 137.986 = 3 %.

Spørgsmål: Hvad mener andre om usikkerheden omkring ord i Det Nye Testamente?

Svar: Før man sammenligner tal, er det vigtigt at bemærke, at forskellige tal fortæller forskellige ting.

Mine 97 % gælder alle manuskriptvariationer, der med en rimelig sandsynlighed er den korrekte læsning. Dette gælder uanset hvor ubetydelig ændringen i stavning eller betydning måtte være.

I *The Baker Encyclopedia of Christian Apologetics* og *A General Introduction to the Bible*, s. 474, står der, at Westcott og Horts tal ville udgøre 98,33 %.

Bruce Metzger anslog 99,5 % for alle manuskriptvariationer, der medfører en ændring i betydningen. Mit skøn er 98,8 % for alle manuskriptvariationer, der er usikre og medfører en ændring i betydningen.

Keith Elliott og Ian Moir skriver i *Manuscripts and the Text of the New Testament*, s. 8: »De fleste moderne tekstkritikere er enige om hovedparten af teksten (måske omkring 95 procent af den). Det er de resterende cirka 5 procent, hvor der opstår uenighed, og hvor man kan finde forskellige konklusioner.«

Ifølge *A General Introduction to the Bible*, s. 474, anslog Ezra Abbot tallet til ca. 95 % / 99,75 %. Variant- og konkurrerende læsninger giver tallet 95 %. Fjerner man de variationer, der ikke udgør nogen mærkbar forskel i tekstens betydning, får man tallet 99,75 %. Igen får jeg med de samme kriterier 98,8 %.

Hvad angår alle variationer i alle manuskripter, angiver *A General Introduction to the Bible*, s. 468, at disse forekommer 10.000 steder i Det Nye Testamente. Hvis én variant forekommer i 20 manuskripter, skal man gange den ene variant med 20, og hvis man gør det samme for alle varianter, angiver *A General Introduction to the Bible*, s. 468, at denne tællemetode giver 200.000 steder i manuskripterne. Det er interessant, at både i samtaler med mormonske missionærer og ved læsning af fodnoter fra muslimske forfattere er det eneste tal, jeg har set for variationer i bibelske manuskripter, 200.000, uden nogen forklaring på, at der ikke er tale om 200.000 variationer, men om variationer ganget med antallet af manuskripter, der indeholder variationerne. Når nogen gentager dette tal uden at vide, hvad det betyder, så spørg dem, hvordan de tror, det kan være sandt, da der er færre end 140.000 ord i hele Det Nye Testamente.

Spørgsmål: Hvor stor er usikkerheden i de forskellige læsninger i Det Nye Testamente?

Svar: Aland et al. (3. udgave), Aland et al. (4. reviderede udgave) og Green har forskellige opfattelser af nogle ord. Aland et al. (3. udgave) viser manuskriptvariationer på 1.333 steder og inddeler variationerne i 4 kategorier. »A« betyder »stort set sikkert«, »B« betyder »en vis grad af tvivl«, »C« betyder »betydelig grad af tvivl«, og »D« betyder »meget høj grad af tvivl«. »Det tilsyneladende store antal C-beslutninger skyldes, at mange læsninger i A- og B-klasserne ikke har fået medtaget varianter i apparatet, fordi de ikke var vigtige for formålet med denne udgave. Langt den største del af teksten repræsenterer det, man kan kalde en A-grad af sikkerhed.” (s. xiii) Hvis jeg har talt rigtigt, er der i den tredje udgave 121 (9 %) A, 468 (35 %) B, 603 (45 %) C og 141 (11 %) D i hele Det Nye Testamente. Sandsynligheden for, at en variation tilhører et bestemt bogstav, synes ret ensartet på tværs af bøgerne, bortset fra at Åbenbaringen har 71 af de 92 anførte variationer som C.

Spørgsmål: Hvilke manuskripter er generelt de mest pålidelige?

Svar: Alle manuskripterne indeholder stort set de samme ord, med en forskel på kun 3 % (ca. 3.928 ord). Nogle kristne forskere diskuterer dog heftigt forskellene i disse 3 %, og der er primært tre forskellige synspunkter.

De alexandrinske manuskripter er de ældste, og nogle anser dem for de mest pålidelige (med undtagelse af Johannes-7:53-8:11 ). Aland m.fl., NIV-oversætterne og et flertal af nutidens forskere tilslutter sig denne opfattelse. En kirkeforfatter ved navn Origenes (225-254 e.Kr.) studerede indgående mange bibeltekster, som vi ikke har adgang til i dag, og hans arbejde har utvivlsomt påvirket den alexandrinske manuskriptfamilie. Clemens af Alexandria (193-217/220 e.Kr.) var en endnu tidligere forfatter, der i vid udstrækning citerede fra den alexandrinske manuskriptfamilie.

Tidlige manuskripter fra den alexandrinske familie er p45 i Apostlenes Gerninger, p46, p66, p75, en del af det sahidiske manuskript samt to tidlige manuskripter, Sinaiticus og Vaticanus, skrevet på dyrt pergament (hjorteskind). Disse to kan have været de »officielle eksemplarer«, som Konstantin beordrede skrevet umiddelbart efter, at kristendommen blev legaliseret, eller de kan være kasserede eksemplarer. Disse stammer fra omkring år 325-350 e.Kr. To tidlige forfattere, der anvendte denne tekst, er Clemens af Alexandria og, delvist, Origenes. Ifølge *The Text of the New Testament*, s. 216, har »de fleste forskere forladt Horts optimistiske opfattelse af, at *Codex Vaticanus* (B) indeholder den oprindelige tekst næsten uændret bortset fra nogle få skrivefejl«.

Senere alexandrinske manuskripter er Ephraemi Rescriptus, L, T, Freer-evangelierne (i Lukas 1:1–8:12 og Johannes), X, Z, Delta i Markus, Xi, Psi, 33, 81, 104, 326, 579, 892, 1241 og bohairisk koptisk. Alexandrinus og Ephraemi Rescriptus er alexandrinske i alt undtagen evangelierne. For Apostlenes Gerninger i den senere alexandrinske tradition har vi p50 (284–305 e.Kr.).

For Paulus’ breve har vi H, I, 1739.

For de øvrige bogstaver har vi p20, p23, 1739.

For Åbenbaringen har vi 1006, 1611, 1854, 2053, 2344.

Denne liste er i overensstemmelse med The Text of the New Testament, s. 216.

De byzantinske manuskripter er de mest talrige, og nogle mener, at de er de mest pålidelige. I Østen blev de manuskripter, der blev skrevet, gradvist »standardiseret«, og der findes mellem 1.761 og 2.209 separate manuskripter af det byzantinske lektionarium. Disse stammer fra omkring år 850 e.Kr. til 1576 e.Kr. Dette synspunkt vinder indpas blandt forskere, da manuskripterne typisk stemmer overens med citater fra Johannes Chrysostomos, hvilket fører denne tradition tilbage til år 392–407 e.Kr. Sammenligninger: Hvad angår større ændringer, er der mindst 54 ordændringer mellem de alexandrinske og byzantinske manuskriptfamilier, og 577 ord, der mangler i de alexandrinske, men findes i de byzantinske. Dette udgør ca. 0,5 % (631 ord). Med andre ord skyldes 20 % af alle tekstvariationer forskelle mellem den alexandrinske og den byzantinske tradition.

Textus Receptus (TR), også kaldet den modtagne tekst, anses af nogle for at være den mest pålidelige. Den udgør det primære grundlag for de katolske bibler og KJV-biblerne. I Vesten blev de manuskripter, der blev skrevet, mere og mere standardiserede. Denne latinske standard kaldes »Textus Receptus«. King James-versionen følger Textus Receptus, bortset fra at den tilføjer 1. Johannesbrev 5:7-8. Jay P. Green, Sr. bruger primært Textus Receptus i sin parallelle bibel fra græsk/hebraisk til engelsk.

Man kan finde berettigelse for hver af de tre synspunkter i forskellige passager. Det ville være dejligt at finde »den ene familie«, der har alle de korrekte læsninger, men måske er sandheden, at alle familier har et par forkerte læsninger.

En vanvittig opfattelse, som nogle mennesker har i dag, er, at »Guds inspirerede ord« ikke er den betydning, som ordene formidler, og heller ikke det græske og hebraiske, men derimod de engelske ord i King James-versionen. Alle andre versioner betegnes som »New Age-versioner«. Nogle kalder dette for »King James Only«-synspunktet, og disse mennesker kaldes »onlyites«. Vær dog opmærksom på, at ikke alle forskere, der mener, at King James-versionen er den mest nøjagtige engelske oversættelse, nødvendigvis tilslutter sig dette skøre synspunkt.

1 Johannes 5:7-8 blev tilføjet til King James-versionen, fordi det fandtes i den tredje udgave af det græske Nye Testamente af Erasmus. Erasmus udelod det i sine to første udgaver, selvom den katolske kirke ønskede det medtaget, fordi han ikke ville medtage det, medmindre de kunne vise ham et eneste græsk manuskript, der indeholdt det. Han medtog det i den tredje udgave, fordi de viste ham et græsk manuskript. Uden at han vidste det, var dette manuskript netop blevet skrevet året før. Han medtog det fra og med sin tredje udgave.

Men inden du beslutter dig for at vie hele dit liv til at studere disse 3 % afvigelser, skal du huske 2. Timoteus 2:14 og 1. Timoteus 6:4, hvor Paulus påbyder Timoteus at undgå at skændes om ord.

Hvorfor findes disse forskelle? En af de vigtigste årsager er, at de græske kopister sandsynligvis ikke anså det for deres primære opgave at kopiere hvert eneste ord nøjagtigt. Deres hovedformål var at formidle Guds budskab så nøjagtigt og præcist som muligt. Nogle gjorde det ved at lave en ordret kopi, andre ved at rette stavning og grammatik, forbedre formuleringerne og gøre betydningen mere præcis, og nogle ved at omskrive teksten.

Spørgsmål: Hvad er nogle af de ældste bibeltekster i den alexandrinske manuskriptfamilie?

Svar: De ældste alexandrinske manuskripter er Vaticanus (325–350 e.Kr.), Sinaiticus (340–350 e.Kr.), p20 (3. århundrede), p23 Urbana (3. århundrede), p45 + p46 (= Chester Beatty I og II), p47, p50 (284–305 e.Kr.), p52, p66 (125–175 e.Kr.) (= Bodmer II) og Ephraemi Rescriptus (400–500 e.Kr.). Det er omdiskuteret, om s. 4, s. 8 og s. 13 hører til denne familie. s. 75 (tidligt 3. århundrede) kaldes proto-alexandrinsk. P.Antinoopolis 2.54 indeholder Matthæus 6:10-12, og s. 104 indeholder Matthæus 21:34-37, 43, 45(?). Der findes også en række koptiske og etiopiske manuskripter, der er oversat fra alexandrinske manuskripter. De koptiske manuskripter er selv underinddelt i bohairisk, sahidisk, fayyumisk, mellemegyptisk og andre. I Metzgers *A Textual Commentary on the New Testament*, s. 15, står der, at sahidisk koptisk kun delvist er alexandrinsk tekst. I *The Origin of the Bible*, s. 302, står der, at sahidisk sandsynligvis først blev nedskrevet omkring år 200 e.Kr. Bemærk, at manuskriptet *Alexandrinus*, som lyder, som om det burde være alexandrinsk, faktisk betragtes som en byzantinsk tekst i evangelierne.

Blandt de tidlige kirkeforfattere citerer Clemens af Alexandria og Origenes (delvist) fra alexandrinske tekster.

Spørgsmål: Hvad er de vigtigste byzantinske tekster?

Svar: Disse omfatter manuskriptet Alexandrinus i evangelierne, Freer-evangelierne (Matthæus og Lukas8:13-24:53 ) og det byzantinske lektionarium. Den gotiske oversættelse er byzantinsk. Den primære og tidligste kilde til byzantinsk tekst er prædikenerne af Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.), som i vid udstrækning citerede Skriften.

Spørgsmål: Hvad er nogle af forskellene mellem den alexandrinske manuskriptfamilie og den byzantinske?

Svar: I Det Gamle Testamente mangler 2. Mosebog 28:23-28 i Vaticanus og Alexandrinus. 2. Mosebog er ikke bevaret i Sinaiticus. Disse vers findes i den Complutensiske Septuaginta såvel som i den hebraiske masoretiske tekst. Dødehavsrullen 4Q22 (=4QPaleoExodusm) indeholder fragmenter af 28:22-24, 26-28, 30-43. Se The Septuagint Version: Greek and English af Sir Lancelot C.L. Brenton, s. 1131-1132 for yderligere oplysninger.

Hvad angår Det Nye Testamente, har de alexandrinske manuskripter mindst 33 vers færre end den byzantinske familie, hvilket svarer til 577 ord færre. Der er også mindst 54 ordændringer. Hvis man var overbevist om, at de tidligste alexandrinske manuskripter var fuldstændig korrekte, ville følgende vers ikke være med i Bibelen: Mt 12:47; 17:21; 18:11; 23:14; Mark 9:44, 46; 11:26; 15:28; 16:9-20; Luk 23:24; Joh 5:4; Joh 7:53-8:11. Manuskripterne Bodmer 14, 15 og Vaticanus indeholder ikke Luk23:17 , mens Sinaiticus har det.

Det var ikke først i nyere tid, at man begyndte at studere variationer i bibelmanuskripter. En usædvanlig kristen fra Alexandria ved navn Origenes var tilsyneladende den første, der meget systematisk gennemgik forskellige manuskripter og afgør, hvilken læsning der mest sandsynligt var den oprindelige. Origenes havde adgang til et stort antal manuskripter, som i dag er gået tabt for os, og man antager, at alle de alexandrinske manuskripter er påvirket af hans arbejde. (I dag diskuterer kristne, om hans indflydelse er en god eller en dårlig ting.) Her er et lille udvalg af variationer i manuskripterne, hvor de alexandrinske manuskripter generelt siger det samme, mens de byzantinske manuskripter siger noget andet.

Mt18:11 („For Menneskesønnen kom for at frelse de fortabte.“) mangler i Sinaiticus, Vaticanus, sahidisk koptisk, bohairisk koptisk, Origenes (225–254 e.Kr.), Eusebius og Hieronymus. Disse 9 ord er medtaget i det byzantinske lektionarium, syrisk, armensk, Diatessaron (ca. 172 e.Kr.) og Chrysostomos (392-407 e.Kr.).

Mark10:34 står der »efter tre dage« i Sinaiticus, Vaticanus, Ephraemi Rescriptus, Bezae Cantabrigiensis, sahidisk koptisk og bohairisk koptisk. Der står »På den tredje dag« i Alexandrinus, det byzantinske lektionarium, gotisk, armensk, etiopisk, georgisk og Origenes (225–254 e.Kr.).

Mark11:26 : »Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres Fader i himlen heller ikke tilgive jeres overtrædelser.« mangler i Sinaiticus, Alexandrinus, bohairisk koptisk og sahidisk koptisk. (17 ord)

Mark 16:9-20 Følgende kilder indeholder ikke den længere slutning.

ca. 360 e.Kr.    Eusebius’ Spørgsmål til Marianus I

193–217/220 e.Kr. Clemens af Alexandria

225-254 e.Kr.    Origenes

407 e.Kr.    Hieronymus, Brev 120

Mindst 6 andre gamle manuskripter

        Syrisk

Et armensk manuskript fra 900–1000 e.Kr. nævner det, men angiver, at det blev tilføjet af Aristion, som Papias omtaler

325–350 e.Kr.    Vaticanus: der er et tomt mellemrum her. Vaticanus har kun tomme mellemrum mellem nogle få bøger, såsom Malakias og Matthæus.

340–350 e.Kr.    Sinaiticus har også et tomt mellemrum der, men det har et tomt mellemrum mellem næsten alle bøger.

Følgende manuskripter har den længere slutning

182–188 e.Kr.    Irenæus, Mod kætterierne 3:11

110–155 e.Kr. (discipel af Polycarp, discipel af Johannes)

ca. 172 e.Kr.    Tatians Diatessaron

200 e.Kr.    Tertullian: Afhandling om sjælen

        Mindst 38 gamle bibelske tekster

120–150 e.Kr.    Didache

Ca. 700 e.Kr. og frem    Den byzantinske tekstfamilie

5. århundrede    Freer-evangelierne

400–600 e.Kr.     Codex Bezae-manuskriptet

De senere alexandrinske manuskripter har det også.

ca. 450 e.Kr.    Alexandrinus

400–500 e.Kr.     Ephraemi Rescriptus-manuskriptet

3.-4. århundrede Bohairisk koptisk

3.–4. århundrede Sahidisk koptisk

Joh 5:4 (“For fra tid til anden steg en engel ned i bassinet og rørte ved vandet. Så snart det var omrørt, blev den første, der gik ned i dammen, helbredt for sin sygdom.”) mangler i p66 (150-200 e.Kr.), p75, Sinaiticus, Vaticanus, sahidisk koptisk, bohairisk koptisk samt de oprindelige eksemplarer af Ephraemi Rescriptus, Alexandrinus og Diatessaron. Kirkeskribenten Nonnus (431 e.Kr.) har ikke dette. De tidligste kopier med disse 29 ord er de armenske og georgiske versioner (begge fra det 5. århundrede) samt senere rettelser til Alexandrinus, Ephraemi Rescriptus og Freer-evangelierne. De tidlige kirkeforfattere Tertullian (198–220 e.Kr.), Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.), Didymus, Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) og Cyril henviser imidlertid til dette i deres omskrevne gengivelser.

Joh7:53-8:11 kaldes »perikopen om den utro kvinde«. Sinaiticus, Vaticanus, p56, p75, den sahidiske koptiske udgave og den gotiske udgave indeholder den ikke. Diatessaron (ca. 172 e.Kr.), Clemens af Rom (96–98 e.Kr.), Tertullian (192–220 e.Kr.), Origenes (225–254 e.Kr.) og Chrysostomos indeholder den heller ikke. De øvrige vigtige manuskripter indeholder den. Aland m.fl. siger: »Alexandrinus og Ephraemi Rescriptus havde tilsyneladende dette, selvom deres bevaringsgrad gør dette usikkert.« Aland m.fl. vurderer, at det er »stort set sikkert«, at dette afsnit mangler i det oprindelige manuskript, i overensstemmelse med den alexandrinske familie, som – med undtagelse af den bohairiske koptiske tekst – ikke indeholder det. Hvis man altså baserer sig på den alexandrinske manuskriptfamilie, må man gøre det i erkendelse af, at denne familie mangler hele dette afsnit. Selv om den byzantinske familie har dette afsnit, har Johannes Chrysostomos det naturligvis ikke. (Perikopen om den utro kvinde og slutningen af Markusevangeliet er de to største ikke-trivielle manuskriptvariationer i Det Nye Testamente.)

Joh 10:34 »loven« findes i Bodmer II (125–175 e.Kr.), Bodmer 14 og 15 (tidligt 3. århundrede), Sinaiticus, Vaticanus, Alexandrinus, den byzantinske lektionær, sahidisk koptisk, bohairisk koptisk, gotisk, armensk og Athanasius (326–373 e.Kr.). Der står »jeres lov« i Chester Beatty-papyrerne fra år 200 e.Kr., Sinaiticus (korrigeret), Cantabrigiensis, Tertullian (197–220 e.Kr.) og Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.).

Ef 1:1 Ordene »i Efesos« mangler i Chester Beatty II (200 e.Kr.), den oprindelige Vaticanus, den oprindelige Sinaiticus samt hos de tidlige kristne forfattere Tertullian (198–220 e.Kr.) og Origenes (225–254 e.Kr.). En korrekturlæser tilføjede senere ordene til Sinaiticus og Vaticanus. Alexandrinus har også disse ord, ligesom det byzantinske lektionarium og Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.).

1 Kor11:24 »brudt for jer« i modsætning til »brudt« mangler i Chester Beatty II (200 e.Kr.), Vaticanus, Sinaiticus, Ephraemi Rescriptus (originalen), Alexandrinus og Athanasius (326–373 e.Kr.). ”Brudt” forekommer som en senere rettelse i Sinaiticus, Ephraemi Rescriptus (3. korrekturlæser), den gotiske, den byzantinske lektionær og Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.).

Der er uenighed om Mk 1:2, hvor det byzantinske lektionarium og den armenske udgave siger »i profeterne«, ligesom Alexandrinus, den syriske, den bohairiske koptiske, den etiopiske, Irenæus og andre manuskripter. »I Esajas« nævnes i de fleste andre manuskripter, herunder Sinaiticus, Vaticanus, det sahidiske koptiske, det gotiske, Bezae Cantabrigiensis osv.

Uanset hvad mangler både den alexandrinske og den byzantinske manuskriptfamilie 1 Joh 5:7-8. Det første bevarede græske manuskript, der indeholder dette, blev først skrevet i det 10. århundrede, selvom kætteren Priscillian (380 e.Kr.) havde hørt om det.

Spørgsmål: Hvorfor lægger folk mindre vægt på de »vestlige tekster«?

Svar: »Vestlig tekst« er en betegnelse for manuskripter, primært i Europa, som ikke passer ind i den alexandrinske eller byzantinske familie. Nogle stiller spørgsmålstegn ved, om det er korrekt at tale om en vestlig tekst, da manuskripterne ikke har særlig stor »affinitet« med hinanden, bortset fra at når de alexandrinske og byzantinske tekster adskiller sig, har de en tendens til at medtage begge læsninger. Ifølge Bruce Metzgers *A Textual Commentary on the Greek New Testament*, s. 6, er problemerne med den vestlige tekst mest markante i Apostlenes Gerninger, hvor den vestlige tekst er 10 % længere.

Spørgsmål: Hvad ved vi om citater fra Klemens af Alexandria i Det Nye Testamente?

A: Clemens havde et indgående kendskab til Skriften, som han brugte i vid udstrækning. Hans største værk, *Stromata*, blev imidlertid ifølge *Ante-Nicene Fathers*, bind 2, s. 168, sandsynligvis først udgivet i år 194 e.Kr. og færdiggjort, før Clemens forlod Alexandria i år 202 e.Kr. Den sidste dato, der nævnes i værket, er år 192 e.Kr. På side 169 står der: »Klemens’ citater fra Skriften stammer fra Septuaginta-oversættelsen, ofte unøjagtigt fra hukommelsen, undertiden fra en anden tekst end den, vi besidder, ofte med sproglige tilpasninger; og det er ikke sjældent, at forskellige tekster er blandet sammen.« Ved vurderingen af variantformer i Det Nye Testamente bør Klemens’ citater derfor tillægges mindre vægt end andre håndskrifter.

Spørgsmål: Hvilke rettelser findes der i p46-manuskriptet?

Svar: Det blev sandsynligvis ikke kopieret af en professionel skriver, og en eller to personer kom senere forbi og rettede det. Her er nogle eksempler fra 1. Korintherbrev 13-16 på simple bogstavfejl, som ikke er medregnet i de tidligere lister.

1 Kor 13:5 mu blev tilføjet efter »til«.

1 Kor13:12 : »prosopon« ændret til »prosupon« ved at tilføje et »u« (omega) over linjen.

1 Kor 14:9 auloumenon til laloumenon ved at strege au over og tilføje la over linjen.

1 Kor 14:9 tilføjet genu efter tuchoi.

1 Kor14:20 : "tai" ændret til "tais" ved at tilføje et "s" over linjen.

1 Kor 15:2 der blev sat prikker over katecheiv, hvilket betyder, at korrekturlæseren mente, at dette skulle slettes.

1 Kor15:17 : estai blev ændret til easte

1 Kor15:24 : korrekturlæseren satte en streg gennem »i«, hvor han burde have sat en streg gennem »a«

1 Kor 15:34 amartanute til amartanete

1 Kor 16:1 ei til eis

1 Kor 16:7 pardu til parodu

Når jeg sammenlignede manuskripter for væsentlige varianter, brugte jeg den oprindelige læsning (i modsætning til senere rettelser) i alle manuskripterne.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Vaticanus-manuskriptet?

Svar: Vaticanus (325-350 e.Kr.) er det ældste eksisterende medlem af den alexandrinske manuskriptfamilie. Det forkortes ofte til »B« eller kaldes uncial 03. Det stammer fra 325–350 e.Kr. ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 253, og ca. 325–350 e.Kr. ifølge A General Introduction to the Bible, s. 393.

Hvad der er bevaret: Vaticanus har kun bevaret versene 46:29–50:26 i Første Mosebog samt resten af Det Gamle Testamente bortset fra 2. Kongebog 2:5–7 og 1–13 samt Salme 105:27–137:6. Den manglende del i Salmerne blev tilføjet i det 15. århundrede. Ligesom i Sinaiticus følger Hebræerbrevet efter 2. Thessalonikerbrev.

Nogle apokryfe bøger findes i Vaticanus, som i de fleste græske bibler. Vaticanus indeholder ikke 1.-4. Makkabæerbog eller Manasses bøn.

Det Nye Testamente er bevaret i sin helhed indtil Hebræerbrevet 9:15. Derefter gik nogle blade tabt. Der mangler 1. og 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Åbenbaringen. Aland henviser til Vaticanus i Jakobsbrevet, og New International Greek Testament Commentary om Jakobsbrevet, s. 60, angiver, at Vaticanus indeholder det fulde Jakobsbrev.

Fysisk udseende: Den blev skrevet med brunt blæk på dyrt pergament, hvor hvert blad er 27–28 centimeter i kvadrat. Der var tre spalter pr. side og 40–44 linjer pr. spalte. I dag befinder den sig i Vatikanstaten midt i Rom.

Rækkefølgen af Det Gamle Testamentes bøger: Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Josva, Dommerbogen, Rut, 1.-2. Samuel, 1.-2. Kongebog, 1.-2. Krønikebog, 1. Esdras, 2. Esdras (= Esra-Nehemias)

Salmerne (med Salme 151), Ordsprogene, Prædikeren, Høj sangen, Job, Salomos visdom, Ecclesiasticus (=Sirach, =Sirachs visdom), Ester, Judith, Tobit, Hosea, Amos, Mika, Joel, Obadja, Jonas, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Baruk, Klagesangene, Jeremias' brev, Ezekiel, Daniel (med Azarias' bøn og de tre unges sang, Susanna samt Bel og dragen). Se *The Journey from Texts to Translations*, s. 50, for yderligere oplysninger.

Rækkefølgen af bøgerne i Det Nye Testamente: Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Apostlenes Gerninger, Jakob, 1. Petersbrev, 2. Petersbrev, 1. Johannesbrev, 2. Johannesbrev, 3. Johannesbrev, Judasbrevet, Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, Hebræerbrevet, (følgende mangler, men den formodede rækkefølge er) 1. Timoteusbrev, 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet, Åbenbaringen. Se *The Journey from Texts to Translations*, s. 60, for yderligere oplysninger.

Skrivere og korrekturlæsere: Én skriver skrev Det Gamle Testamente, og en anden skrev Det Nye Testamente. Der var to korrekturlæsere. En person korrigerede manuskriptet omkring år 350 e.Kr., kort efter at det var blevet skrevet. Den anden korrekturlæser levede i det tiende eller ellevte århundrede. En morsom anekdote er, at den ene korrekturlæser foretog en ændring i Hebræerbrevet 1:3. En senere korrekturlæser ændrede den tilbage og skrev i margenen: »Tåbe og skurk, kan du ikke lade den gamle tekst være i fred og lade være med at ændre den!« Det viste sig, at den oprindelige tekst ikke var korrekt.

Særlige træk ved Vaticanus: Det følger generelt de andre manuskripter i den alexandrinske familie. Det indeholder ikke Johannes7:53-8:11 , Lukas 22:43-44 og Lukas 23:34. Ligesom Sinaiticus har det et tomt mellemrum for den længere slutning af Markus. Vaticanus indeholder hele Romerbrevet (minus16:24 ) i samme rækkefølge som nutidens bibler. Intet gammelt manuskript udelader 1. Petersbrev 5:3 (9 ord) bortset fra Vaticanus.

Joh16:28 : »fra/af Faderen« findes i Vaticanus. Mange andre manuskripter har »kom frem fra Faderen«, herunder p5 (200–250 e.Kr.), p22, Sinaiticus, Alexandrinus, Ephraemi Rescriptus, det byzantinske lektionarium og Diatessaron (ca. 172 e.Kr.).

Som en sidebemærkning findes der et Codex Vaticanus 354 (S)-manuskript af evangelierne. Det er dog et helt andet manuskript, dateret til år 949 e.Kr., som tilfældigvis også har navnet Vaticanus i sig.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Sinaiticus-manuskriptet?

A: Sinaiticus (340–350 e.Kr.) er det næstældste bevarede eksemplar i den alexandrinske manuskriptfamilie. Det forkortes ofte til ”Aleph” eller kaldes uncial 01. Det stammer fra år 340 e.Kr. ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 253, og ca. 340 e.Kr. ifølge A General Introduction to the Bible, s. 393. Det kan ses online på www.codexsinaiticus.org/en/.

Hvad der er bevaret: Den har bevaret halvdelen af Septuaginta-udgaven af Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt indeholder den 1. Mosebog 23:19–24:46 (med mangler); 4. Mosebog 5:26–7:20 (med mangler), 1. Krønikebog 9:27–19:17, Esra-Nehemias som én bog fra Esra 9:6 og frem, Ester, Esajas, Jeremias og Klagesangene til 2:22, Joel til og med Malakias, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Høj sangen og Job.

Apokryferne findes i Sinaiticus: nærmere bestemt Tobit, Judith, 1. og 4. Makkabæerbog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

Det Nye Testamente er bevaret i sin helhed, bortset fra at skribenterne ikke medtog Johannes-7:53-8:11 , og der er et tomt mellemrum i stedet for Markus 16:9-20. Sinaiticus indeholder hele Romerbrevet (minus16:24 ) i samme rækkefølge som i nutidens bibler. Rækkefølgen af bøgerne i Det Nye Testamente er de fire evangelier, Paulus’ breve, Hebræerbrevet, Apostlenes Gerninger, de katolske breve, Åbenbaringen, Barnabasbrevet og Hermas’ Hyrde, ifølge Metzgers *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 76.

Der findes to andre bøger i Sinaiticus: Barnabasbrevet og en del af »Hermas’ hyrde«.

Fysisk udseende: Den havde oprindeligt mindst 730 blade. I dag har vi 390 blade plus fragmenter af yderligere 3 blade. (Et blad består af to sider.) Der er fire spalter pr. side og 48 linjer pr. spalte. Den er skrevet på dyrt pergament. Der var ingen mellemrum mellem ordene og næsten ingen tegnsætning. Citater fra Det Gamle Testamente er markeret som citater. I dag befinder den sig i London, Storbritannien.

Rækkefølgen af Det Gamle Testamentes bøger: Første Mosebog, (Anden Mosebog og Tredje Mosebog er gået tabt), Fjerde Mosebog, (Fjerde Mosebog til Anden Kongebog mangler), Første og Anden Krønikebog, 1 Esdras, 2 Esdras (= Esra-Nehemias), Ester, Tobit, Judith, 1, 4 Makkabæerbøgerne, Esajas, Jeremias, Klagesangene, (Ezekiel, Daniel, Hosea, Amos og Mika er gået tabt), Joel, Obadja, Jonas, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Salmerne (inklusive 151), Ordsprogene, Prædikeren, Høj sangen, Salomos visdom, Ecclesiasticus (=Sirach, =Sirachs visdom), Job.

Rækkefølgen af bøgerne i Det Nye Testamente: Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, Hebræerbrevet, 1. Timoteusbrev, 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet, Apostlenes Gerninger, Jakobsbrevet, 1. Petersbrev, 2. Petersbrev, 1. Johannesbrev, 2. Johannesbrev, 3. Johannesbrev, Judasbrevet, Åbenbaringen, Barnabasbrevet, Hermas’ Hyrde.

Skrivere og korrekturlæsere: Tre skrivere kopierede Sinaiticus. Skriver A, der kopierede de fleste af Det Gamle Testamentes historiske og poetiske bøger, næsten hele Det Nye Testamente og Barnabasbrevet, stavede bedre end B, men langt fra så godt som D. B kopierede profeterne og Hermas’ Hyrde og stavede dårligt. D havde en næsten perfekt stavning. Han kopierede Tobit og Judith, den første halvdel af 4. Makkabæerbog og de første 2/3 af Salmerne. Han kopierede tilsyneladende 6 sider af Det Nye Testamente.

Særlige træk ved Sinaiticus: Ifølge Herman Hoskier er der følgende antal steder med forskelle mellem Sinaiticus og Textus Receptus i evangelierne: Matthæus 656+, Markus 567+, Lukas 791+, Johannes 1022+, hvilket giver i alt 3036+ steder med forskelle i evangelierne.

Sinaiticus er usædvanlig på grund af sine afslutninger på evangelierne. Ligesom Vaticanus har Sinaiticus et tomt mellemrum for den længere afslutning på Markus-evangeliet. De var altså klar over, at der fandtes en længere afslutning, men valgte ikke at kopiere den.

Derudover har ultraviolette lamper vist, at skribenten afsluttede Johannesevangeliet ved 21:24, indsatte to dekorative linjer (kaldet coronis) og skrev, at det er fuldendt. Derefter blev pergamentet vasket for at fjerne linjerne og den sidste bemærkning, og den samme skriver skrev vers 25, tilføjede coronis og skrev, at det er færdigt. Dette fremgår af *The Text of the New Testament*, s. 45-46, skrevet af Bruce Metzger i 1968. Vi betragter derfor Sinaiticus-versionen af Johannesevangeliet som afsluttet ved21:25 , fordi den samme skriver skrev den.

Ifølge D.A. Waite var 8.972 ord berørt i evangelierne i forhold til Textus Receptus. 3.455 ord blev udeladt, 839 blev tilføjet, 1.114 blev erstattet, 2.299 blev omplaceret, og 1.265 blev ændret. Den har flere ændringer end Vaticanus. Waite kan naturligvis ikke bevise, at der blev tilføjet eller udeladt ord, kun at de var med eller manglede.

Luk11:23 : »spreder mig« findes i den originale Sinaiticus, den bohairiske koptiske tekst og Ephraemi Rescriptus. Alle de andre vigtige manuskripter har »spreder«.

Joh1:34 Ordet »den udvalgte« findes i p5 (198–220 e.Kr.), den originale Sinaiticus, sahidisk koptisk og nogle få andre manuskripter. ”Sønnen” findes i den korrigerede Sinaiticus, Alexandrinus, Vaticanus, Cantabrigiensis, det byzantinske lektionarium, den bohairiske koptiske tekst, den armenske tekst, Origenes (225–254 e.Kr.) og Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.).

Spørgsmål: Hvad ved vi om Alexandrinus-manuskriptet?

Svar: Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.) er lidt senere end Vaticanus og Sinaiticus. Det forkortes ofte til »A« eller kaldes Uncial 02. Det dateres til ca. 425 e.Kr. ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 253, og til ca. 450 e.Kr. ifølge A General Introduction to the Bible, s. 393.

Hvad er bevaret: Det har bevaret hele Første Mosebog bortset fra 1. Mos. 14:14-17; 15:1-5, 16-19; 16:6-9, som er beskadiget. De tolv små profeter står umiddelbart før Esajas. Den indeholder resten af Det Gamle Testamente bortset fra 1. Samuelsbog 12:17-14:9 og Salmerne 49:20-79:11.

I Det Nye Testamente har Alexandrinus bevaret Matthæus 25:7 til slutningen, Markus, Lukas, Johannes (undtagen6:50-8:52 ), Romerbrevet (minus16:24 ), 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev (undtagen4:13 -12:6), resten af Det Nye Testamente, 1. Clemensbrev og 2. Clemensbrev indtil 12:4. Salmerne af Salomo er opført i indholdsfortegnelsen, men er gået tabt.

Alexandrinus indeholder hele Romerbrevet (undtagen16:24 ) i rækkefølgen 1:1-14:23;16:25 -27; 15:1-16:23;16:25 -27 (The Wycliffe Exegetical Commentary: Romans 1-8, s. 6). Det indeholder16:25 -27 to gange. Det indeholder hele Jakobbrevet.

Apokryferne findes i Alexandrinus: tilføjelser til Daniel, Tobit, Judith, 1 Esdras, 1-4 Makkabæerbøgerne, Sirak.

Andre bøger, der er skrevet i slutningen af manuskriptet, var Salmerne af Salomo samt 1. og 2. Clemensbrev, hvor nogle dele af 2. Clemensbrev mangler.

Fysisk udseende: Bladene måler 32,1 cm x 26,4 cm. Det er skrevet på dyrt pergament med brunt blæk. Der er to spalter pr. side og 46-52 linjer pr. spalte. Der er ingen mellemrum mellem ordene, og citater fra Det Gamle Testamente er markeret. Det er skrevet med store, firkantede uncialbogstaver uden tegnsætning. Det befinder sig i øjeblikket i London, Storbritannien.

Rækkefølgen af bøgerne i Det Gamle Testamente: Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Josva, Dommerbogen, Rut, 1. og 2. Samuelsbog, 1. og 2. Kongebog, 1. og 2. Krønikebog, Hosea, Amos, Mika, Joel, Obadja, Jonas, Nahum, Habakuk, Zefanja, Haggaj, Zakarias, Malaki, Esajas, Jeremias, Baruk, Klagesangene, Jeremias' brev, Ezekiel, Daniel (med Azarias' bøn og de tre unges sang, Susanna samt Bel og dragen)

Rækkefølgen af bøgerne i Det Nye Testamente: Matthæus (nogle mangler), Markus, Lukas, Johannes (nogle mangler), Apostlenes Gerninger, Jakob, 1. Petersbrev, 2. Petersbrev, 1. Johannesbrev, 2. Johannesbrev, 3. Johannesbrev, Judasbrevet, Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev (nogle mangler), Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, Hebræerbrevet, 1. Timoteusbrev, 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet, Åbenbaringen, 1. Clemensbrev (nogle mangler), 2. Clemensbrev (nogle mangler), Salmerne af Salomo (kun indholdsfortegnelse). Se *The Journey from Texts to Translations*, s. 60, for yderligere oplysninger.

Skrivere og korrekturlæsere: To til fem skrivere har skrevet dette manuskript, og der er foretaget talrige rettelser, både af den skriver, der oprindeligt skrev ordene, og af andre. Den korrigerede version ligner i høj grad Textus Receptus.

Kendetegn ved Alexandrinus: Nogle vil sige, at det fremstår som et alexandrinsk manuskript med byzantinsk indflydelse. Andre vil sige, at det repræsenterer en tredje familie, den vestlige familie, som er en kombination af de alexandrinske og byzantinske tekster. Det indeholder ikke Lukas 22:43f, og Johannes7:53-8:11 mangler.

2 Tim2:22 Alexandrinus har »kærlig«, mens andre manuskripter har »kaldende«.

Filemon 12: Alexandrinus og den korrigerede Sinaiticus står næsten alene med formuleringen »som jeg sendte tilbage til jeres«, i modsætning til andre manuskripter, der siger »som jeg sendte tilbage til jer« eller lignende.

Filemon 25: Alexandrinus har ikke »amen« i slutningen. Sinaiticus, det byzantinske lektionarium og p87 fra ca. 125 e.Kr. har »amen« i slutningen.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Ephraemi Rescriptus [C]-manuskriptet?

Svar: Ephraemi Rescriptus (400–500 e.Kr. eller 400–450 e.Kr. eller ca. 345 e.Kr.) betragtes hverken som et tidligt eller et sent manuskript. Det forkortes ofte til »C« eller kaldes også uncial 04.

Det blev skrevet i det 5. århundrede (400–500 e.Kr.) ifølge Aland et al. eller 400–450 e.Kr. ifølge forskellige hjemmesider. Det blev skrevet ca. 345 e.Kr. ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 253, og A General Introduction to the Bible, s. 393.

Hvad der er bevaret: Den har bevaret Jakob 1:1–4:2 samt evangelierne, Apostlenes Gerninger, brevene og Åbenbaringen. Ephraemi Rescriptus indeholder hele Romerbrevet (minus16:24 ) i samme rækkefølge som nutidens bibler. Den indeholdt sandsynligvis hele Det Nye Testamente, og i det mindste en del af hver bog i Det Nye Testamente er bevaret, bortset fra 2. Thessalonikerbrev og 2. Johannesbrev. En stor del af Det Gamle Testamente er gået tabt. Den har kun bevaret hele eller dele af Job, Ordsprogene, Prædikeren og Høj sangen.

Hvad angår de apokryfe bøger, er der bevaret i det mindste dele af Siraks Bog og Salomos Visdom.

Særlige kendetegn ved Ephraemi Rescriptus: Den har 616 i stedet for 666 i Åbenbaringen. Wycliffe Bible Dictionary, s. 253, siger, at manuskriptet er »en sammensætning af alle de vigtigste typer, men det stemmer ofte overens med den byzantinske«. A General Introduction to the Bible, s. 394, siger også, at det er en sammensætning af forskellige typer, men at det ofte stemmer overens med den byzantinske familie. »Neron Caesar« ville kun svare til 666, hvis man ændrede C’et til et Q. »Nero Caesar« giver dog 616. Irenæus nævner skiftet fra 666 til 616 som en vildledende kætteri i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 5, kap. 30.3, s. 559.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Bezae Cantabrigiensis (D)-manuskriptet?

Svar: I modsætning til Vaticanus, Sinaiticus, Alexandrinus, den latinske Vulgata og nutidens bibler har Bezae Cantabrigiensis evangelierne i en anden rækkefølge.

Rækkefølgen af Det Nye Testamente: Bezae har kun bevaret følgende rækkefølge: Matthæus, Johannes, Lukas, Markus, Apostlenes Gerninger og 3. Johannesbrev.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Freer-evangelierne (W)?

Svar: Freer-evangelierne kaldes også Codex Washingtonianus. De stammer fra det fjerde eller tidlige 5. århundrede (300–450 e.Kr.) eller fra det fjerde til det 5. århundrede (Aland m.fl.).

Hvad er bevaret: Det Gamle Testamente er gået tabt bortset fra dele af Femte Mosebog, Josva og Salmerne. I Det Nye Testamente er de fire evangelier, 1. og 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. og 2. Thessalonikerbrev, 1. og 2. Timoteusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Hebræerbrevet bevaret. (Romerne er det eneste af Paulus’ breve, der ikke er bevaret her.)

Rækkefølgen af Det Nye Testamentes bøger: Evangelierne er i rækkefølge Matthæus, Johannes, Lukas og Markus. Markus har den længere slutning.

Kendetegn ved Freer-evangelierne: Efter Markus16:14 står der: »Og de undskyldte sig og sagde: ’Denne tidsalder med lovløshed og vantro er under Satans herredømme, som ikke tillader, at Guds sandhed og kraft sejrer over åndernes urene ting. »Derfor skal du nu åbenbare din retfærdighed« – således talte de om Kristus. Og Kristus svarede dem: »Tiden for Satans magt er fuldendt, men andre frygtelige ting nærmer sig. Og for dem, der har syndet, blev jeg overgivet til døden, for at de må vende tilbage til den uforgængelige herlighed af retfærdighed, som er i himlen.«« (A General Introduction to the Bible, s. 400)

Spørgsmål: Hvad er kendetegnene ved de tre koptiske oversættelsesfamilier af Det Nye Testamente?

Svar: De tre vigtigste koptiske oversættelsesgrupper er den sahidiske, den bohairiske og den fayyumiske, og de blev næsten helt sikkert oversat fra håndskrifter i den alexandrinske gruppe. Der er ingen særlige oversættelser opført i Aland. De forskellige koptiske oversættelsesgrupper er ikke altid enige indbyrdes. For eksempel

Mt12:47 Inkluderer vers 47: »Nogen sagde til ham: ’Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.’«
(Sinaiticus, Ephraemi Rescriptus, bohairisk koptisk) mod vers 47 mangler (korrigeret Sinaiticus, Vaticanus, sahidisk koptisk) (17 ord)

En fjerde, mindre familie er den akhmimiske. Den indeholder dele af Mt 9; Lk 12-13, 17-18, Gal 5-6; Jak 5. En lignende familie, kaldet sub-akhmimisk, indeholder dele af Joh 2:12-20:20.

Spørgsmål: Hvad ved vi om de gamle syrisk-arameiske manuskripter?

Svar: Der findes to gamle versioner: den sinaitiske syrisk (4. århundrede) og den curetoniske syrisk (5. århundrede).

Det sinaitiske syrisk (SyrS) manuskript blev fundet i 1897. Det er svært at læse, da det blev overskrevet i det 8. århundrede. 142 af de 166 blade er bevaret. De bevarede blade indeholder Mt 1:1-6:10, 7:3-12:4, 12:6-25, 12:29-16:15, 18:11-20:24, 21:20-25:15, 25:17-20, 25:25-26, 25:32-28:7, Markus 1:12-44, 2:21-4:17, 5:1-26, 6:5-16:8 (uden afslutning), Lukas 1:36-5:28, 6:12-24:52, Joh 1:25-47, 2:16-4:37, 5:6-25, 5:46-18:31, 19:40-slutningen. Den betragtes som en »vestlig tekst« med færre særheder end D.

Den curetoniske syrisk (SyrC) blev opdaget i 1842. Den indeholder Mt 1:1-8:22; 10:32-23:25; Mk 16:17-20; Luk 2:48-3:16; 7:33-15:21; 17:24-24:44; Joh 1:1-42; 3:6-7:37; 14:10-29 (beskadiget). Den har visse ligheder med den sinaitiske syriske udgave.

Spørgsmål: Hvad ved vi om den syrisk-peshitta-oversættelse af Bibelen?

Svar: Peshitta betyder »enkel«, og Det Gamle Testamente blev oversat inden udgangen af det 2. århundrede e.Kr. Peshitta indeholder ikke 2. Petersbrev, 2.-3. Johannesbrev, Judasbrevet eller Åbenbaringen. Det Nye Testamente blev oversat i de sidste årtier af det 4. århundrede (375–400 e.Kr.) ifølge Eerdmans’ Bible Dictionary, s. 817. Aland m.fl. angiver en datering til 400–450 e.Kr., men Eerdmans’ Bible Dictionary, s. 978, siger: »Peshitta, som man engang mente var et værk fra begyndelsen af det 5. århundrede af biskop Rabbula af Edessa, synes nu at være blevet færdiggjort i slutningen af det 4. århundrede på grundlag af tidligere syrisk-arameiske versioner.« Den mere moderne datering er altså 375–400 e.Kr.

Spørgsmål: Hvad ved vi om den armenske oversættelse af Bibelen?

Svar: Kristendommen kom tilArmenia under en tidligere forfølger, kong TiridatesIII (ca. 287–314 e.Kr.). Han blev omvendt af Gregor den Oplyser i slutningen af det 3. århundrede. Thaddaeus og Bartholomæus kan have været iArmenia før da. Dionysius, biskop afAlexandria (død ca. 264 e.Kr.), skrev til dem iArmenia . Ifølge biskop Koriun (død ca. 450 e.Kr.) var Mesrop Mashtotz (ca. 361–439 e.Kr.) en tidligere soldat og kristen missionær, der skabte det armenske alfabet i 406 e.Kr. og oversatte Bibelen til armensk. Der findes over 1.244 armenske håndskrifter af Det Nye Testamente.

Andre bøger: Ud over de bibelske bøger indeholder nogle armenske håndskrifter »Historien om Josef og Asenath«, »4. Esra« og »De tolv patriarkers testamente«. I Det Nye Testamente findes »Korinterbrevet til Paulus« og »Paulus’ tredje brev til korinterne«.

Bøgernes rækkefølge: Efter Apostlenes Gerninger følger Hebræerbrevet, Jakobsbrevet, 1. og 2. Petersbrev, 1., 2. og 3. Johannesbrev samt Judasbrevet. Åbenbaringen blev først medtaget omkring år 1000 e.Kr.

Særlige kendetegn:

Mt 1:7-8 stavningen af »Asa« (det byzantinske lektionarium, syrisk) kontra »Asaf« (p1, [tilsyneladende] Sinaiticus, Vaticanus, Ephraemi Rescriptus, sahidisk koptisk, bohairisk koptisk, mellemegyptisk koptisk, armensk, etiopisk, georgisk) (1 bogstavs forskel)

I Matthæus 26:28

forekommer »ny« i Alexandrinus (ca. 450 e.Kr.), Ephraemi Rescriptus (5. århundrede), Bezae Cantabrigiensis, Freer-evangelierne, sahidisk koptisk (3./4. århundrede), bohairisk koptisk (3./4. århundrede), det byzantinske lektionarium, f1-familien, f13-familien (11. århundrede), armensk, etiopisk osv.

”Ny” findes ikke i p37 (midten af det 3. århundrede), Sinaiticus (340–350 e.Kr.), Vaticanus (325–350 e.Kr.) osv.

I Markus 14:24

”Ny” findes i Alexandrinus, sahidisk koptisk, Diatessaron, det byzantinske lektionarium, f1-familien, f13-familien, armensk, etiopisk osv.

”Ny” mangler i Sinaiticus, Vaticanus, Ephraemi Rescriptus, Bezae Cantabrigiensis, Freer-evangelierne, bohairisk koptisk osv.

Mark7:25 »Havde en uren ånd« kontra »blev presset/klemt af en uren ånd« (kun armensk)

Joh 5:7 »mens jeg kommer« kontra »mens jeg slæber mig frem« (kun armensk, så medregnes ikke i de samlede tal).

Åbenbaringen21:12 »og navnene« (Alexandrinus) vs. »og navne« (byzantinsk lektionarium) vs. »og« (Sinaiticus, armensk) (2 ord)

Åbenbaringen22:14 : »dem, der vasker deres klæder« (Sinaiticus, Alexandrinus, Vulgata, sahidisk koptisk, etiopisk) kontra »dem, der gør hans bud« (byzantinsk lektionar, italisk, filoxenisk syrisk, bohairisk koptisk, Tertullian, Cyprian, armensk)

Spørgsmål: Hvad ved vi om den georgiske oversættelse af Bibelen?

Svar: Bibelen blev oversat til georgisk i det 5. århundrede e.Kr. Kristendommen blev indført i Georgien af en slavekvinde ved navn Nino, som blev taget til fange af Bakur, kongen af Georgien, i kejser Konstantins tid. Ifølge armensk tradition stammer den georgiske oversættelse fra Mesrop, en kristen fra Armenien. Andre mener, at den i stedet kan være oversat fra syrisk. Det antages dog også, at den blev sammenlignet med byzantinske tekster.

Georgisk er det vigtigste kartveliske sprog, som ikke er beslægtet med armensk eller andre større sprog. Den ældste georgiske samling af de fire evangelier (Geo1) kaldes Adysh-manuskriptet (897 e.Kr.). Der findes også geoA og geoB, som danner grundlaget for geo2.

Nogle særlige træk:

Mt1:25 »en søn« (Sinaiticus, Vaticanus, syrisk, mellemegyptisk koptisk, georgisk) kontra »en førstefødt søn« kontra »den enbårne søn« (Ephraemi Rescriptus, Freer-evangelierne, det byzantinske lektionarium, armensk, etiopisk, Diatessaron) (4 ord). Bemærk, at dette adskiller sig fra den armenske oversættelse.

Spørgsmål: Hvad er den tidligste arabiske oversættelse af Bibelen?

Svar: Den arabiske kodeks 151 fra Sinai-bjerget blev oversat i år 867 e.Kr. Den indeholder kommentarer fra oversætteren samt lektionariumsnoter. Den blev fundet i St. Katharinas kloster på Sinai-bjerget i 1800-tallet. Kodeks 151 bruger ordet »Allah« om Gud. For mere information se http://www.arabicbible.com/bible/codex_151.htm.

Spørgsmål: Hvad ved vi om de øvrige papyrusmanuskripter?

Svar: Der er 88 af dem, mærket p1 til p88.

p20 + p27 (3. århundrede) p20 indeholder Jakob 2:19-3:2; 3:4-9 og andre bøger. Håndskriften ligner meget den på p27, hvilket kan betyde, at den samme skriver har skrevet begge.

p23 Urbana (3. århundrede) Jakob 1:10-12, 15-18 og andre ikke-paulinske breve

p45 + p46 + p47 er sandsynligvis skrevet af den samme skriver. Sammen kaldes de henholdsvis Chester Beatty-papyri I, II ogIII . Se spørgsmålet om Chester Beatty-papyri nedenfor for mere information om disse papyri.

s. 54 (5.-6. århundrede) Jakob 2:16-18, 21-26; 3:2-4 og andre bøger

p52 er det ældste manuskript, kaldet John Rylands-papyrussen, og er dateret til 117-138 e.Kr. Det blev fundet i Egypten. Dette viser, at Johannesevangeliet ikke blot var skrevet på det tidspunkt, men også var blevet udbredt til Egypten på det tidspunkt. Det er beskrevet på begge sider og indeholder Johannes 18:31-33 og 37-38.

p66 blev sandsynligvis skrevet omkring 125-175 e.Kr. (tidligere antaget at være 150-200 e.Kr.). Det kaldes Bodmer II-papyrussen. Se spørgsmålet om p66 for yderligere oplysninger.

Se Wycliffe Bible Dictionary, s. 248-257, og A General Introduction to the Bible, s. 387-391, for en nærmere drøftelse af de tidligste manuskripter fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Papyrus Oxyrhynchus 2 (s. 1)?

Svar: Dette manuskript stammer fra midten af det 3. århundrede og er fundet i Oxyrhynchus i Egypten. Det indeholder Matthæus 1:1-9, 12, 14-20 samt muligvis2:14 . Det er meget fragmentarisk. Sidetallene er angivet med græske bogstaver. Der er mange ligheder mellem dette manuskript og s. 69 samt Vaticanus.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Papyrus Oxyrhynchus 657 +PSI 1292 (p13)?

Svar: Dette manuskript stammer fra år 225-250 e.Kr. og er fundet i Oxyrhynchus, Egypten. Det indeholder Hebræerbrevet 2:14-5:5; 10:8-22;10:29-11:13 ;11:28-12:17 . Det har sidetal angivet med græske bogstaver. Det blev fundet sammen med et manuskript fra det 2. århundrede, Papyrus Oxyrhynchus 656, en kopi af Første Mosebog. Denne papyrus har sidetal, der viser, at der var forudgående sider, som sandsynligvis indeholdt tidligere dele af Det Nye Testamente. Der er mange ligheder mellem p13 og p46.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Papyrus Oxyrhynchus 1229 (p23)?

Svar: Dette manuskript er dateret til ca. år 200 e.Kr. og stammer fra Oxyrhynchus i Egypten. Det indeholder Jakob 1:10-12, 15-18. Det har sidetal angivet med græske bogstaver. Skriveren foretrak tilsyneladende at kopiere nøjagtigt (inklusive grammatiske fejl) frem for at rette de grammatiske fejl.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Papyrus Oxyrhynchus 1598 (s. 30)?

Svar: Det stammer fra det tidlige 3. århundrede. Der er kun bevaret tre sider med tekster fra 1. Thessalonikerbrev 4:12-13, 16-17; 5:3, 8-10, 12-18, 25-28; 2. Thessalonikerbrev 1:1-2; 2:1, 9-11. To af siderne har sidetal angivet med græske bogstaver. Da sidetallene er 207 og 208, indeholdt den tilsyneladende oprindeligt meget mere.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Papyrus Michigan Inventory 1571 (s. 38)?

A: Den dateres til slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede, og der er kun bevaret én side, der indeholder Apostlenes Gerninger18:27 -19:6, 12-16. Den har et sidetal (59) angivet med græske bogstaver („nu“ og „theta“). Philip Comfort konkluderer derfor, at den oprindeligt kun indeholdt Apostlenes Gerninger.

Q: Hvad ved vi om Papyrus Oxyrhynchus 1780 (s. 39)?

Svar: Dette fragmentariske manuskript indeholder Johannes 8:14-22 og er skrevet i første halvdel af det tredje århundrede. Det har sidetal på de lige sider (74), hvilket ifølge Philip Comfort tyder på, at det oprindeligt kun indeholdt Johannesevangeliet. Det blev fundet i Oxyrhynchus i Egypten og stemmer 100 % overens med Vaticanus, hvilket gør det til en del af den alexandrinske manuskriptfamilie.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Chester Beatty-papyrerne I, II ogIII (s. 45 + s. 46 + s. 47)?

Svar: Der findes faktisk tre Chester Beatty-manuskripter: p45, der indeholder evangelierne og Apostlenes Gerninger (3. århundrede), p46, der indeholder Paulus’ breve (ca. 200 e.Kr.), og p47, der indeholder Åbenbaringen (slutningen af det 3. århundrede). De kan alle stamme fra samme tid. I det mindste har p45 og p46 sidetal angivet med græske bogstaver.

Hvad der er bevaret: På de bevarede sider har vi det meste af Paulus’ breve (men ikke 1. og 2. Timoteusbrev eller Titusbrevet) samt andre bøger fra Det Nye Testamente. De første syv sider er gået tabt, og den første bevarede side begynder med Romerbrevet 5:17. Derefter følger bøgerne i denne rækkefølge: Hebræerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og 1. Thessalonikerbrev.

Fysisk udseende: Bøgerne var tilsyneladende sorteret efter længde. Papyrus p46 bestod oprindeligt af 104 blade, hvoraf 56 i dag findes på et museum i Dublin, Irland, og 30 blade befinder sig i Ann Arbor. Vi kender til de manglende sider, fordi siderne var forsynet med sidetal.

Skrivere: Der var kun én skriver og ingen korrekturlæsere.

Særlige kendetegn ved Chester Beatty-papyri: Et af de særlige træk ved p46 er, at Romerbrevet 16:5-27 er placeret i slutningen af kapitel 15.

Hvad angår Åbenbaringen, indeholder p47 numeriske værdier efter nogle af ordene i Åbenbaringen (Theomatics II, s. 27-28).

Bruce Metzger siger om papyrus p47: »Generelt stemmer teksten i P-47 oftere overens med den i Codex Sinaiticus end med nogen anden, selvom den ofte udviser en bemærkelsesværdig uafhængighed.« Del Washburn skriver i Theomatics II, s. 632, at dette viser, at p47 er meget fejlbehæftet.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Bodmer II-papyrussen (p. 66)?

Svar: Dette er den tredje ældste samling af bevarede papyrer. Martin daterede den oprindeligt til år 200 e.Kr., Hunger sagde 100–150 e.Kr., The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts, s. 366, angiver midten af det 2. århundrede, og Aland et al.s The Greek New Testament, 4. reviderede udgave, siger »omkring 200«. Turner daterede den til 200–250 e.Kr., delvis på grund af de store afvigelser. Der er dog sidenhen også fundet store afvigelser i manuskripter fra det 2. århundrede. Comfort giver et godt modargument til Turners begrundelser og angiver, at det stammer fra midten af det 2. århundrede (125–175 e.Kr.). Papyrus p66 blev fundet i Egypten mellem Theben og Panopolis tæt på Nag Hammadi. Det siges enten at være et alexandrinsk manuskript eller en blanding af alexandrinske og vestlige typer. Det har dog omkring 20 afvigelser fra de læsninger, der findes i alle vestlige typer.

Hvad der er bevaret: p66 indeholder Johannes 1:1-6:11; 6:35b-14:26, 29-30; 15:2-26; 16:2-4, 6-7; 16:10-20:20, 22-23; 20:25-21:9, 12, 17. I bogen *The Archaeology of the New Testament* (Finnegan), s. 381, fremgår det, at side 137 er meget fragmentarisk og indeholder en del af Johannes 19:16.

Fysisk udseende: p66 har 78 blade, der måler 14,2 centimeter gange 16,2 centimeter. Den har 15-25 linjer pr. side, og sidetallene er angivet med græske bogstaver. Typisk har skribenten, hvor ordene »kors« og »korsfæste« forekommer, forkortet dem ved at skrive bogstaverne chi og rho oven på hinanden. I dag befinder p66 sig i Cologny-Genève, Schweiz.

Kendetegn ved Bodmer II-papyrussen: Nogle ser en doketisk tendens i p66.

Joh1:18 står der »den enbårne Gud« og ikke »den enbårne søn«

Joh3:13 mangler »Menneskesønnen, som er i himlen«

Joh7:53-8:11 : Dette er det ældste eksisterende manuskript, hvor historien om den utro kvinde mangler.

Joh9:35 siger »Guds søn« i stedet for »Menneskesønnen«

Joh 19:5 mangler »Og han sagde til dem: 'Se, det er mennesket'«

Spørgsmål: Hvad ved vi om Bodmer-papyrussen p72?

Svar: p72 blev skrevet omkring år 300 e.Kr. Det var tilsyneladende en privat kopi, som nogen havde bestilt fire skrivere til at skrive. Den ligner den sahidiske alexandrinske type og har sidetal med græske bogstaver.

Hvad der er bevaret: Bøgerne i rækkefølge er: Marias fødsel, den apokryfe »Paulus’ brev til korintherne«, Salomos ellevte ode, Judasbrevet, Melitos prædiken om påsken, et fragment af en hymne, Phileas’ forsvarstale, Salme 33, Salme 34, 1. Petersbrev og 2. Petersbrev.

Fysisk udseende: Den måler 6 x 5 ¾ tommer (15 ¼ x 14,5 cm).

Spørgsmål: Hvad ved vi om Bodmer-papyrerne 14/15, s. 75?

Svar: p75 (Bodmer 14/15) blev skrevet mellem år 175 og 225 e.Kr. Comfort og Barrett angiver ca. år 175 e.Kr. Ligesom p66, Sinaiticus, Vaticanus og Alexandrinus indeholder den græske tekst ingen tegnsætning, ifølge Bruce Metzgers *A Textual Commentary on the Greek New Testament*, s. 167. Der blev dog tilsyneladende tilføjet tegnsætning senere i p75 og Sinaiticus.

Indhold: p75 indeholder det meste af Lukas og Johannes. Nærmere bestemt indeholder den Lukas 3:18-22; 3:33-4:2; 4:34-5:10; 5:37-6:4; 6:10-7:32; 7:35-39, 41-43; 7:46-9:2; 9:4-17:15; 17:19-18:18; 22:4-24:53. Den indeholder desuden Johannes 1:1-11:45, 48-57; 12:3-13:1; 13:8-9; 14:8-29; 15:7-8. (Lukas 1:1-3:17 mangler på grund af tabet af otte blade.) Johannes7:53-8:11 har aldrig været til stede.

Fysisk udseende: p75 har 102 bevarede blade (ud af oprindeligt 144), der måler 10 ¼ gange 5 1/3 tommer (26 gange 13,5 cm). På mange, men ikke alle, steder blev »kors« og »korsfæste« forkortet med bogstaverne chi og rho skrevet oven på hinanden, ifølge The Archaeology of the New Testament (Finnegan) s. 382, 383.

Særlige kendetegn ved Bodmer-papyrerne 14/15: Ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 494–496, havde skribenten en tendens til at udelade pronomen. På græsk kan man stadig udlede subjektet ud fra verbets endelser. Bortset fra det så den professionelle kristne skriver ud til at kopiere teksten ret nøje. Han brugte tilsyneladende Apostlenes Gerninger 12:20 til at foretage en ændring i Lukas14:32 samt et par andre harmoniseringer.

Statistik over Bodmer-papyrerne 14/15: Ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*, s. 496, er de 87 % identiske med *Vaticanus* (92 % identiske i Johannesevangeliet). *Vaticanus* og Bodmer-papyrerne 14/15 har 35 væsentlige læsninger, der kun findes i disse to manuskripter, samt fælles stavefejl.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Uncial 0189?

Svar: Dette er det ældste bevarede pergamentmanuskript af Det Nye Testamente, dateret til slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede. Det består af en fragmentarisk side, der indeholder Apostlenes Gerninger 5:3-21. Det har et sidetal (15) angivet med græske bogstaver.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Papyrus Antinoopolis 12 (Uncial 0232)?

A: Det dateres til ca. år 300 e.Kr. og indeholder 2. Johannesbrev 1-9. Det blev fundet i Antinoopolis i Egypten og har sidetal (164 og 165) angivet med græske bogstaver.

Spørgsmål: Hvad ved vi om Bezae Cantabrigiensis (også kaldet Codex Bezae)?

Svar: Dette er det ældste kendte tosprogede manuskript, med græsk på venstre side og latin på højre. Bezae Cantabrigiensis var en vestlig tekst, der blev kopieret ca. 450–550 e.Kr. Den forkortes ofte til »D« eller kaldes uncial 05.

Hvad er bevaret: Det har bevaret det meste af de fire evangelier og dele af Apostlenes Gerninger. 3. Johannesbrev 11–15 er kun bevaret på latin. På græsk mangler Matthæus 1:1–20;6:20 –9:2; 27:2–12; Johannes1:16-3:26 ; Apostlenes Gerninger8:29-10:14 ; 21:2–10; 15–18;22:10 –20;22:29 –28:31. I den latinske udgave mangler Matthæus 1:1-11; 6:8-8:27; 26:65-27:1; Johannes 1:1-3:16; Apostlenes Gerninger 8:20-10:4; 20:31-21:2; 21:7-10; 22:2-10; 22:20-28:31.

Fysisk udseende: Der er 510 blade, som måler 25,8 til 26,7 cm gange 17 til 22,9 cm. (De fleste andre større manuskripter er mere ensartede i størrelsen.) Det er skrevet på dyrt pergament med brunt blæk. Der er én kolonne pr. side og 33 linjer pr. kolonne. Der er ingen mellemrum mellem ordene, og citater fra Det Gamle Testamente er ikke markeret. Det befinder sig i øjeblikket i London, Storbritannien.

Skrivere og korrekturlæsere: Der er ni korrekturlæsere, som levede fra det 6. til det 12. århundrede.

Særlige kendetegn ved Bezae Cantabrigiensis: Det har den længere slutning på Markusevangeliet. Metzger siger: »Tekstmæssigt indeholder intet kendt nytestamenteligt manuskript så mange særlige læsninger, hovedsageligt i form af frie tilføjelser (og lejlighedsvise udeladelser) af ord, sætninger og endda begivenheder.« i *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 89. Bruce Metzger skriver i *A Textual Commentary on the Greek New Testament*, 2. udg. (1971), s. 356, at *Bezae Cantabrigiensis* var meget glad for det græske ord *tote*.

Udeladelser: De 86 ord, der er vist nedenfor, mangler primært netop i Bezae Cantabrigiensis.

Mt5:32 : »og den, der er skilt/forladt, og gifter sig, begår ægteskabsbrud« mangler i denne og i mange italienske manuskripter samt hos Augustin. (6 ord)

Mt9:34 mangler i Bezae Cantabrigiensis og Diatessaron (12 ord).

Mk3:18 »Lebbaeus« mod »Thaddaeus« i de fleste andre manuskripter

Luk12:21 mangler her: »det er ham, der samler sig skatter, men ikke er rig over for Gud« (9 ord)

Luk 22:17-20 mangler dele af 19b-20 (ca. 38 ord)

Luk 24:12 mangler. (21 ord)

ApG1:26 I stedet for ”elleve apostle” står der i dette manuskript og hos Eusebius ”tolv apostle”.

ApG 19:9 har »Tyrannus fra11:00 om morgenen til4:00 om eftermiddagen« i stedet for »Tyrannus« kontra »en vis Tyrannus« (6 ord mere)

Tilføjelser:

Apostlenes Gerninger12:23 : »blev ædt af orme« i modsætning til en tilføjelse, der kun findes i den syrisk-arameiske udgave, i modsætning til en tilføjelse, der kun findes i Bezae Cantabrigiensis og den italiske udgave

Apostlenes Gerninger13:43 : Bezae Cantabrigiensis, Italic og nogle syriske tekster tilføjer 11 ord efter »Gud«. (Middelegyptisk koptisk tilføjer 8 ord efter »Gud«.)

Apostlenes Gerninger 15:2 »det så ud til, at Paulus og Barnabas og visse andre blandt dem drog op« kontra erstatning af en sætning på 10 ord med en sætning på 24 ord (6 ord til fælles) (også i Italic, nogle syriske tekster og mellemegyptisk koptisk) (tæller ikke med i de samlede tal)

Apostlenes Gerninger15:12 : En sætning på 10 ord er erstattet med en sætning på 25 ord (2 ord til fælles) (kun i Bezae Cantabrigiensis, den kursiverede udgave, nogle syriske tekster og den mellemægyptiske koptiske udgave)

Apostlenes Gerninger15:41 tilføjede 5 ord

Apostlenes Gerninger16:39 erstattede en sætning på 10 ord med en sætning på 36 ord (3 ord til fælles)

Apostlenes Gerninger16:35 erstattede en sætning på 3 ord med en sætning på 18 ord (2 ord til fælles)

Apostlenes Gerninger16:35 tilføjede 3 ord.

Apostlenes Gerninger 19:1 erstattede en sætning på 17 ord med en sætning på 27 ord. Dette findes også i p38 (ca. 300 e.Kr.) samt i nogle syrisk-sprogede tekster.

Ud over Bezae Cantabrigiensis findes disse i nogle syrisk-sprogede tekster (5. århundrede).

Spørgsmål: Hvad ved vi om Codex Claromontanus?

Svar: Dette manuskript blev skrevet i det 6. århundrede og supplerer Bezae Cantabrigiensis.

Hvad der er bevaret: Det indeholder meget af det, der mangler i Bezae Cantabrigiensis. Det indeholder alle Paulus’ breve og Hebræerbrevet, bortset fra følgende. Romerne 1:1-7, 27-30 og 1 Korintherbrevet 14:13-22 er gået tabt på græsk, og 1 Korintherbrevet 14:8-18 samt Hebræerbrevet 13:21-23 mangler på latin. Den græske tekst er velskrevet, men den latinske oversættelse er ikke særlig god.

Fysisk udseende: Der er 533 sider, der måler 7 x 9 tommer (18 x 23 cm). Den er skrevet i én kolonne på pergament.

Spørgsmål: Hvad ved vi om det byzantinske lektionarium?

A: Det byzantinske lektionarium består af omkring 1.761 til 2.209 græske håndskrifter, der generelt stemmer overens med hinanden. Lektionarier var samlinger af læsninger fra evangelierne og Apostlenes Gerninger. Det byzantinske lektionarium er ikke altid ensartet. I Johannes 8:4 står der for eksempel i nogle versioner »sagde til ham«, mens der i andre står »sagde for at friste ham«.

Den første bevarede byzantinske lektionær blev skrevet før år 400 e.Kr. Der fandtes en anden før år 500 e.Kr., yderligere 3 før år 600 e.Kr., 5 flere før år 700 e.Kr., 22 før år 800 e.Kr., 123 før år 900 e.Kr. og 147 før år 1000 e.Kr. De øvrige strækker sig frem til år 1800 e.Kr., hvoraf hovedparten, ca. 1.496, blev skrevet mellem år 1000 e.Kr. og 1400 e.Kr. Se *The Text of the New Testament: An Introduction to the Critical Editions and to the Theory and Practice of Modern Textual Criticism* af Aland og Aland, s. 82, for en oversigt over lektionarierne opdelt efter århundrede.

Spørgsmål: Hvorfor er der så mange små variationer i manuskripterne?

Svar: Først nogle alternative hypotetiske scenarier, og derefter en spekulation om svaret.

1. FORESTIL DIG: Der er fundet manuskripter, der indeholder hele Det Nye Testamente, i en lille hule i Israel. Radiocarbon-datering viser, at de stammer fra år 90 e.Kr. +/- 100 år. I slutningen af hvert manuskript er der en kort note, der siger, at dette var det originale manuskript af den oprindelige forfatter.

Gud er almægtig, og han kunne have sørget for, at det skete på denne måde, hvis han havde ønsket det.

2. FORESTIL DIG: I løbet af de seneste par år er der fundet hundredvis af komplette manuskripter af Apostlenes Gerninger, dateret til mellem år 100 og 300 e.Kr. Der er ikke to, der er ens, og ingen af dem har mere end 20 % til fælles med nogen anden kopi af Apostlenes Gerninger.

Gud kunne have ladet sit ord i Det Nye Testamente gå tabt, hvis han havde ønsket det.

3. FORESTIL DIG: Det er blevet opdaget, at de kristne ledere i år 325 e.Kr. indsamlede alle tilgængelige eksemplarer af Det Nye Testamente og brændte de fleste af dem. Derefter udsendte de en »standardiseret« udgave. Imidlertid overlevede nogle få tidlige eksemplarer, og de religiøse lederes vidnesbyrd fra før dette tidspunkt om længden af de forskellige kapitler viser sig at være pinligt for dem, der mener, at den standardiserede udgave var den eneste.

Gud kunne have ladet dette ske, hvis han havde ønsket det. Hvis datoen blev rykket ca. 400 år frem, og man erstattede ordene »Det Nye Testamente« med »Koranen«, ville det være det, man ville være nødt til at tro, hvis man var en muslim, der studerede Koranens historie.

Den faktiske situation er, at vi har så mange eksemplarer af Det Nye Testamente, at der ikke er nogen tvivl om, hvad de siger om nogen kristen lære. Vi har så mange eksemplarer – for ikke at nævne alle citaterne og parafraserne fra de tidlige kirkeskribenter – at vi kender hele Bibelens betydning. Mange eksemplarer indeholder dog tekstuelle kopieringsfejl, og vi er sikre på omkring 97 % af ordene i Det Nye Testamente. På den ene side er dette en meget høj procentdel. På den anden side kunne den være højere. Måske er der en lære at drage her, nemlig at Gud var yderst optaget af at bevare 100 % af betydningen i Det Nye Testamente, men ikke lige så optaget af de enkelte ord.

Vi har ikke så mange eksemplarer af Det Gamle Testamente, men Jesus bekræftede det Gamle Testamente fra sin tid, og vi har eksemplarer af Det Gamle Testamente fra hans tid.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved den armenske oversættelse af Det Nye Testamente?

Svar: Den første armenske oversættelse blev udført i det 5. århundrede e.Kr. Man troede tidligere, at den var udført af biskop Mesrob/Mesrop (død 439 e.Kr.). Vi mener dog nu, at den blev udført af Sahak/Sahok den Store (390–439 e.Kr.). Nogle mener, at den blev oversat fra græsk, men Mesrobs nevø og discipel siger, at Sahak oversatte den fra syrisk. I *A General Introduction to the Bible*, s. 519-520, påpeges det, at de armenske håndskrifter blev revideret før det 8. århundrede på baggrund af græske håndskrifter, der blev bragt fra Konstantinopel efter koncilet i Efesos. I dag har vi kun de reviderede versioner, og de ældste håndskrifter stammer fra det 9. århundrede. Ifølge *A Textual Commentary on the Greek New Testament*, 2. udgave, s. 102, findes der omkring 100 armenske manuskripter.

Den armenske oversættelse indeholder alle bøgerne i Det Nye Testamente og følger både den byzantinske og den caesareiske manuskriptfamilie. Her er nogle af de karakteristiske læsninger i den armenske tekst.

Joh7:53-8:11 Ifølge *The Greek New Testament*, 4. udgave, s. 347, har nogle tidlige armenske manuskripter »Joh7:53-8:11 «, mens andre tidlige ikke har det. Den standardarmenske tekst har »Joh7:53-8:11 « efter »Joh21:25 «.

Joh 8:8 »skrev på jorden« (de fleste andre manuskripter) kontra »skrev på jorden hver enkelt af deres synder« (5 ord). De manuskripter, der har den anden læsning, er de armenske og meget senere manuskripter, der stammer fra det 9. århundrede og frem.

Joh21:25 Den armenske oversættelse (5. århundrede) og »f1«-manuskriptfamilien tilføjer her »7:53 to 8:11 « i stedet for »efter Johannes7:52 «. Aland siger dog, at dette ikke er »Arm«, men »Arm(mss)«, hvilket betyder, at det var en gammel version eller en tidlig kirkeskribent, der adskilte sig fra den redigerede armenske tekst.

Rom 8:1 slutter med »Jesus« kontra »Jesus, som ikke vandrer efter kødet« kontra »Jesus, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden«

De fleste manuskripter har blot »Jesus«. I *1001 Bible Questions Answered*, s. 18, står der, at der ikke er uenighed om dette blandt tekstkritikere; det bør blot være »Jesus«.

Den anden variant findes i den armenske tekst, Gothic 493–555 e.Kr. og Alexandrinus ca. 450 e.Kr.

Den tredje variant findes i det byzantinske lektionarium,

Sinaiticus (korrigeret) efter år 340 e.Kr. og Claromontanus (korrigeret) fra det 6. århundrede.

Anvendelighed: Den armenske oversættelse understøtter Bibelens pålidelighed fra omkring det 5. århundrede og frem. Den sene datering begrænser dog dens anvendelighed til at finde den præcise græske originaltekst.

Spørgsmål: Hvad er det særlige ved den gotiske oversættelse af Det Nye Testamente?

Svar: Den gotiske bibel blev oversat af Ulfilas (eller en af hans medarbejdere) omkring år 350 e.Kr. Goterne var et magtfuldt og krigersk folk. Disse gotere, kaldet moesogoter, havde bosat sig i Moesia siden år 250 e.Kr., og under deres leder Fritigern besejrede de den romerske kejser Valens nær Adrianopel i år 378 e.Kr. Et eksemplar af den gotiske bibel findes i dag i Uppsala, Sverige, og mere end halvdelen af evangelierne er bevaret. Ulfilas, en græsk-talende goter, var goternes anden biskop og arianer. Trods dette var hans oversættelse vellykket. Den eneste særhed, jeg har fundet, er i Romerbrevet 8:1, hvor den er identisk med den armenske og Alexandrinus-udgaven.

Det er vigtigt at erkende, at Ulfilas var en ariansk kætter. Her er en person, hvis teologi blev fordømt på koncilet i Nicæa, og som ikke havde nogen grund til at ophøje Kristus eller følge de ortodokse kristne. Da den desuden var på gotisk, ville græsk- og latinsktalende kristne ikke kopiere eller revidere den, da de ikke kendte gotisk. Alligevel var hans gotiske oversættelse så objektiv, at det er umuligt at se ud fra oversættelsen, at den ikke er udført af en ortodoks kristen. Til dem, der hævder, at Bibelen blev manipuleret af kristne, der havde en teologisk dagsorden, er svaret Ulfilas og den gotiske oversættelses objektivitet.

Manuskripter: Der er bevaret 5 gotiske manuskripter. Codex Argenteus stammer fra ca. 520 e.Kr.

Præcision: Hvad angår tekstvariationer, har den gotiske oversættelse meget få. I *A General Introduction to the Bible*, s. 518-519, står der: »Oversættelsen følger nøje, næsten bogstaveligt, den græske tekst af den byzantinske type og giver tekstkritikeren kun få oplysninger.« I dag har vi fem fragmentariske eksemplarer af den gotiske oversættelse fra år 493-555 e.Kr., herunder en gotisk-latinsk version.

I bogen »Teksten i Det Gamle Testamente« (af Ernst Würthwein) står der på side 206: »Som regel citeres den [den gotiske udgave] kun i forbifarten, fordi det generelle præg af dens tekstgrundlag er ret præcist kendt; til sin oversættelse benyttede Wulfilas [Ulfilas] sig af et manuskript af den sene byzantinske tekst, der kun adskiller sig lidt fra det, vi finder i det græske manuskript.«

Spørgsmål: Hvad ved vi om Diatessaron?

Svar: Diatessaron (ca. 172 e.Kr.) betyder på engelsk »gennem [de] fire«. Det er en sammenskrivning af evangelierne, som Tatian skrev på enten syrisk eller græsk. Tatian levede fra 110 til 177 e.Kr. Han var en assyrisk kristen, der studerede under Justin Martyr (død 165 e.Kr.). Desværre blev Tatian senere kætter og sluttede sig til enkratitterne.

Enkratitterne (som betyder »herrer over sig selv«) var en asketisk (og vegetarisk) gnostisk kult, der opstod omkring år 166 e.Kr. I sit Diatessaron udelod Tatian de vers, der viste, at Jesus var et menneske. Han udelod således slægtsregistrene og andre vers. Diatessaron citerer omkring 79 % af de fire evangelier.

Det tidligste bevarede fragment af »Diatessaron« er det eneste, der er bevaret på græsk. Det blev brugt i byen Dura-Europos ved Eufrat, før perserne ødelagde byen i år 256 e.Kr. Vi har en syrisk kopi og tre arabiske kopier, hvoraf den tidligste stammer fra det 6. århundrede. I 1957 opdagede arkæologer en kommentar til Diatessaron skrevet af Ephraem Syrus (375 e.Kr.). Bortset fra gnostikerne var det kun nogle få i den syriske kirke, der satte pris på Diatessaron. En syrisk biskop beordrede, at hundredvis af eksemplarer skulle destrueres, og det er derfor, der kun er bevaret få i dag.

Forsigtighed ved henvisning til Diatessaron: På grund af de få bevarede eksemplars sene datering er Diatessaron ikke en særlig nyttig kilde til at fastslå evangeliernes præcise ordlyd. Desuden er det meste af teksten bevaret på arabisk, og arabiske tempusformer er mindre præcise end de græske.

Dette kætterske vidnesbyrds store værdi: Men selv Diatessaron er et meget nyttigt vidnesbyrd i en anden henseende. På den ene side har man en gnostisk kætter, der ikke har nogen betænkeligheder ved at udelade hele passager fra sin harmonisering, som ikke passer ham, nemlig de passager, der understreger Jesu menneskelighed. Måske blev dette anset for mere acceptabelt, fordi han ikke blot kopierede ét evangelium, men udarbejdede en sammenskrivning af dem alle, og han tilføjede ikke noget materiale. På den anden side er de 79 % af evangelierne, som Tatian citerede, blevet bevaret som et selvstændigt værk. Når vi ser på dette værk, ser vi en meget tæt overensstemmelse med de græske skrifter, der er bevaret i dag.

Tatian, den kætter, der ikke havde noget imod at udelade hele afsnit, kunne have haft et motiv til at medtage eventuelle store forskelle, der angiveligt fandtes i fortællingerne om Jesus. Men det, der står skrevet i Diatessaron, er ganske enkelt citaterne fra de fire evangelier, minus ca. 20 %, der fremhævede Jesu menneskelighed.

De væsentligste forskelle er ubetydelige, men man kan se, hvordan Tatianus’ asketiske synspunkter har præget dem. Der står, at Johannes Døberen spiste mælk og honning i stedet for græshopper og vild honning, og der nævnes intet om Maria og Josefs ægteskab.

Detaljer: Her er de dele af vers, der mangler i hvert kapitel af Diatessaron. Disse tal er beregnet ud fra »Ante-Nicene Fathers«, bind 9, s. 34–138, og nogle fra Metzgers »A Textual Commentary on the Greek New Testament«.

Spørgsmål: Hvilken rækkefølge havde bøgerne i Det Nye Testamente i manuskripterne?

Svar: I de håndskrifter, hvor evangelierne er bevaret, kommer de som regel først, i rækkefølgen Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. En undtagelse herfra er det curetoniske syriske manuskript, hvor Lukas og Johannes er byttet om.

Her er rækkefølgen af bøgerne i forskellige manuskripter.

p30 har 1. og 2. Thessalonikerbrev i rækkefølge.

p45 har Matthæus, Markus, Lukas og Johannes i rækkefølge.

p46 har Romerbrevet, Hebræerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet og 1. Thessalonikerbrev i rækkefølge.

p72 har 1. og 2. Petersbrev som siderne 1–46. Judasbrevet findes på siderne 62–68.

p75 indeholder Lukas og Johannes.

Sinaiticus har bøgerne i følgende rækkefølge: De fire evangelier, Paulus’ breve, Hebræerbrevet, Apostlenes Gerninger, de katolske breve, Åbenbaringen, Brevet til Barnabas og Hermas’ Hyrde. Både Vaticanus og Sinaiticus har 2. Thessalonikerbrev lige før Hebræerbrevet. Alexandrinus havde efter Det Nye Testamente 1. og 2. Clemensbrev, selvom en del af 2. Clemensbrev nu mangler. Indholdsfortegnelsen angiver også, at Salmerne af Salomo fulgte efter 2. Clemensbrev.

Spørgsmål: Hvorfor har langt størstedelen af manuskripterne ingen tegnsætning?

Svar: Tegnsætning er nyttigt for at fortælle læseren, hvornår han skal holde pause og trække vejret, fordi en del af tanken er afsluttet. Ifølge bogen *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 31-32, er det almindeligt antaget, at Aristofanes af Byzantium opfandt vejrtræknings- og accenttegn. Han brugte en prik nederst (der lignede et punktum), en prik i midten og en prik øverst. En anden indførte kommaet omkring det 9. århundrede, og spørgsmålstegnet (;) dukkede op omkring det 8. eller 9. århundrede.

Spørgsmål: Da de fleste græske manuskripter skrev ordene uden mellemrum imellem, hvor skaber dette så tvetydigheder?

Svar: På grund af strukturen i de græske sprogendelser medfører dette kun få tvetydigheder ifølge *Manuscripts of the Greek Bible*, s. 31. Tvetydige steder er Romerbrevet 7:14; 1. Timoteusbrev 3:16 og den græske oversættelse (men ikke den oprindelige hebraiske tekst) af 3. Mosebog 5:4.