< Bibelspørgsmål fra Romerbrevet

Spørgsmål: Hvorfor skrev Paulus Romerbrevet?

Svar: Paulus havde som regel mødt (eller grundlagt) de menigheder, han skrev til, men Romerbrevet er en undtagelse. Paulus kendte utvivlsomt nogle få personer, men han havde aldrig været i Rom. I sidste ende skrev Paulus Romerbrevet, fordi Gud ønskede, at han skulle gøre det. Men Paulus tjente som apostel ikke blot for de menigheder, han havde grundlagt, men han var Kristi apostel for alle troende. Romerbrevet anses generelt for at være den mest logiske og velstrukturerede bog skrevet af en velstruktureret forfatter, der generelt skrev logisk.

Paulus ønskede at skrive til dem, inden han besøgte dem, og i detaljer redegøre for, hvad evangeliet er, hvorfor vi har brug for det, og hvordan det virker. Han ønskede også at forklare frelsen i sammenhæng med jøder og ikke-jøder.

Spørgsmål: Hvad er en oversigt over Romerbrevet?

Svar: Her er en oversigt.

Rom 1:1-17 Paulus’ presserende budskab

Rom1:18-3:20 : Vores fordømmelse

- Rom1:18 : Guds vrede mod alvorlig, eskalerende og dødbringende synd

- Rom 2-3:20 Både jøder og ikke-jøder er uden undskyldning og ansvarlige for deres skyld

Rom3:21 -5 Vores retfærdiggørelse

- Rom 3:21-31 Kristus retfærdiggjorde os, ikke vores gerninger

- Rom 4 Abraham: Retfærdiggjort ved tro

- Rom 5 Kristi død gav os retfærdiggørelsen

Rom 6-8 Vores helliggørelse

- Rom 6 Vi er blevet erklæret døde for synden

- Rom 7 Vores fortsatte kamp for helliggørelse

- Rom 8 Den Hellige Ånd: kraft til et helligt liv

Rom 9-11 Guds suveræne valg af Israel og os

- Rom 9 Guds tidligere valg af Israel

- Rom 10 Guds valg i dag

- Rom 11 Guds fremtidige valg af Israel opfyldt

Rom 12-16 At leve vores frelse ud

- Rom 12 Et helliget liv i tjeneste for Gud og andre

- Rom 13 Et underdanigt liv

- Rom 14 Tag imod dem, der er svage i troen

- - Uden at dømme dem eller bringe dem til at snuble, men som Kristus ville gøre

- Rom 15:14-16:27 Paulus’ fremtidige planer og påskønnelse af andre

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem et epistel og et brev i Rom?

Svar: Et epistel, fra det græske ord epistole, er en type brev, der var beregnet til at blive læst og cirkuleret offentligt.

Spørgsmål: Hvornår døde Paulus i Rom?

Svar: Det er almindeligt anerkendt, at Paulus døde under Nero, hvilket vil sige under forfølgelsen i år 67 e.Kr. Han skrev således alt inden for cirka 34 år efter Jesu død.

Vi kender ikke Paulus’ nøjagtige alder, men i Apostlenes Gerninger 7:58 var Saulus fra Tarsus en ung mand, og i Filemonbrevet 9 var Paulus en gammel mand.

Spørgsmål: I Rom 1,4 blev Jesus erklæret for Guds Søn – var han da Guds Søn allerede før?

A: Ja. Man kan være noget, før man officielt bliver udnævnt til det over for omverdenen. Jesus er Guds Søn på to forskellige måder.

Før tiden begyndte, blev Jesus avlet (ikke skabt) af Faderen. Der har aldrig været et tidspunkt, hvor Jesus ikke var Guds Søn.

På jorden blev Jesus undfanget på aseksuel vis af jomfru Maria. Genetisk materiale, der ikke stammede fra Maria (Y-kromosomet osv.), blev mirakuløst skabt af Gud Faderen.

Så selvom Jesus altid har været Guds Søn, ventede Gud, indtil Jesus blev født på jorden, med at bekendtgøre dette for menneskeheden.

Er Jesus altså ligestillet med Gud Faderen eller underordnet Gud Faderen? Lad os først tage en omvej og besvare et enklere spørgsmål; derefter vil vi bruge det svar til at vende tilbage til dette spørgsmål. Er din lille søn på jorden ligestillet med dig eller underordnet dig? Hvis du siger, at han ikke er ligestillet med dig, er det det forkerte svar af to grunde. Hvis der skete en naturkatastrofe, og kun én af jer kunne overleve, ville du så vælge at redde dig selv, fordi din søn ikke er så vigtig som (du tror), du er? Hvis din søn er mindre end dig, er din far så efter samme logik større end dig? Var hans far større end ham? Og hans far? Var din tip-tip-oldefar så supermand? Nej, din søn er på ingen måde mindre end eller ikke lig med dig. Men adlyder din søn dig (i det mindste forhåbentlig det meste af tiden)? Eller adlyder du og underkaster dig din søn? Jeg er sikker på, at det er det første og ikke det andet. Du og din søn har forskellige roller, i det mindste indtil han bliver voksen og får børn. På samme måde er Faderen, Sønnen og Helligånden ligestillede i natur, herlighed og ære. Men de adskiller sig i rolle og rang. På jorden underkastede Jesus sig (Hebræerbrevet 5:7) og lærte lydighed (Hebræerbrevet 5:8). Men selv nu kan Faderen betegnes som »Jesus Kristi Gud« i Efeserbrevet 1:3. (Desværre ville nogle kristne, såsom Augustin af Hippo og Ambrosius af Milano, være uenige i det sidste punkt.)

Spørgsmål: I Rom 1:7 og 1 Kor 1:3 kan det græske ord »kai« betyde både »selv« og »og« – betyder det så, at Jesus er Gud Faderen, som sabellianerne, modalisterne og nogle (men ikke alle) enhedspentekostaler lærer?

Svar: Nej. Lad os se objektivt på dette.

1. Alle er enige om, at »og« er den primære betydning af det græske ord kai, men det betyder undertiden »også«.

2. Man kan ikke bevise enhedslæren, treenighedslæren eller nogen anden lære på grundlag af et ord, der kan oversættes på begge måder.

3. I dette kapitel i Romerbrevet skelnes der mellem Jesus og Gud Faderen i Romerbrevet 1:9. Jesus er ikke en forældreløs, og han er heller ikke en faderløs søn.

4. Jesus adskilles også fra Faderen mange steder i Skriften, herunder, men ikke begrænset til, Efeserbrevet 1:3,17; Matthæus 3:16-17; 12:18; Markus 10:38-40; Lukas 3:21-22; Johannes 1:1,33; 6:38; 14:16,26,28,31; 5:26; 6:28; 7:5; Apostlenes Gerninger 5:31-32; 1. Korintherbrev 11:3; 15:25-28; Hebræerbrevet 1:9; 5:7-8. Ved Jesu dåb udførte Jesus ikke et ventriloquistnummer.

Sabellianismen synes ikke at have haft en bred tilhængerskare, bortset fra en kort periode i Rom. Her er nogle eksempler på, hvad de præ-nikænske kristne lærte, nemlig at Faderen og Sønnen er forskellige, men at de ikke lærte, at de er adskilte.

Athenagoras (177 e.Kr.) siger, at Faderen, Sønnen og Helligånden er adskilte i enhed. A Plea for Christians, kap. 12, s. 134

Athenagoras (177 e.Kr.): »Også Helligånden selv, som virker i profeterne, hævder vi er en udstråling fra Gud, der strømmer ud fra Ham og vender tilbage igen som en solstråle. Hvem ville da ikke blive forbløffet over at høre, at mennesker, der taler om Gud Faderen, om Gud Sønnen og om Den Hellige Ånd, og som forkynder både deres magt i forening og deres adskillelse i rækkefølge, kaldes ateister? Vores lære om det guddommelige væsen er heller ikke begrænset til disse punkter; men vi anerkender også en mangfoldighed af engle og tjenere, …« A Plea for Christians, kap. 10, s. 133

Theophilus (168-181/188 e.Kr.) (uddrag) »Gud, som altså havde sit eget Ord indeni sit indre, avlede Ham og udsendte Ham sammen med sin egen visdom før alle ting. Han havde dette Ord som hjælper i de ting, der blev skabt af Ham, og ved Ham skabte Han alle ting.« Theophilus til Autolycus, bog 2, kap. 10, s. 98

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) siger: »Ordet, nemlig Sønnen, var altid hos Faderen; og også den Visdom, som er Ånden, var til stede hos Ham, før hele skabelsen.« Han fortsætter derefter med at citere Ordsprogene 3:19,20 og så videre, hvorved han viser, at Helligånden er den tredje person. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 4, kap. 20.3, s. 488

Tertullian (ca. 213 e.Kr.): »Og hvis vi citerer et andet sted: »Således siger Herren til min Herre Kristus«, må den Herre, der taler til Kristi Fader, være et særskilt væsen. Desuden, når apostlen i sit brev beder: »Må vor Herre Jesu Kristi Gud give jer visdommens og kundskabens ånd«, må Han være en anden (end Kristus), som er Jesu Kristi Gud, den, der skænker de åndelige gaver. Og én gang for alle, for at vi ikke skal gennemgå hvert eneste skriftsted, må Han, »som oprejste Kristus fra de døde og også skal oprejse vore dødelige legemer«, som livgiveren helt sikkert være forskellig fra den døde Fader eller endog fra den oprejste Fader, hvis Kristus, som døde, er Faderen.« Mod Praxeas, kap. 28, s. 625

Hippolytus (222-235/6 e.Kr.) skrev et helt værk mod Noetus, som »påstod, at Kristus var Faderen selv, og at Faderen selv blev født, led og døde.« Mod kætteriet hos en vis Noetus, kap. 1, s. 223

Hippolytus (222–235/236 e.Kr.) »Han [Jesus] sagde ikke: ’Jeg og Faderen er én, men er én.’ For ordet ’er’ bruges ikke om én person, men henviser til to personer og én kraft.« og citerer 1 Korintherbrevet 15:23–28. Mod Noetus’ kætteri, kap. 7, s. 226

Origenes (225–253/254 e.Kr.) »Der er nu mange, der oprigtigt bekymrer sig om religionen, og som her kommer i stor forvirring. De frygter, at de måske forkynder to guder, og deres frygt driver dem ind i læresætninger, der er falske og onde. Enten benægter de, at Sønnen har en særskilt natur for sig selv ud over Faderens, og gør Ham, som de kalder Sønnen, til Gud i alt undtagen navnet, eller også benægter de Sønnens guddommelighed, giver Ham en separat eksistens for sig selv og lader Hans væsenssfære falde uden for Faderens, således at de kan adskilles fra hinanden.“ Kommentar til Johannes, bog 2, kap. 2, s. 323

Novatian (250/4–256/7 e.Kr.) (implicit) omtalte Sabellius’ kætteri som helligbrud, idet han troede, at Kristus ikke er Sønnen, men Faderen. Afhandling om Treenigheden, kap. 12, s. 621–622

Dionysius af Alexandria (246–265 e.Kr.) »Den plante, der springer ud af roden, er noget adskilt fra det, hvorfra den vokser op; og dog er den af samme natur som den. Og floden, der strømmer fra kilden, er noget andet end kilden. For vi kan hverken kalde floden en kilde eller kilden en flod. Ikke desto mindre erkender vi, at de begge er ét i henhold til naturen og også ét i substans; og vi indrømmer, at kilden kan opfattes som fader, og at floden er det, der er avlet af kilden.” Om den ene substans, s. 120

Lucian af Antiokia (ca. 300–311 e.Kr.): »klart af Faderen, som virkelig er en Fader, og af en Søn, som virkelig er en Søn, og af Helligånden, som virkelig er Helligånden; disse navne er ikke tildelt vagt eller tilfældigt, men angiver nøjagtigt de nævnte personers særlige personlighed, rækkefølge og herlighed, således at de i personlighed er tre, men i harmoni én.« Lucian af Antiochias trosbekendelse i *The Creeds of Christendom* af Philip Schaff, bind 2, s. 27

Methodius (270–311/312 e.Kr.) »For Faderens, Sønnens og Helligåndens rige er ét, ligesom deres væsen er ét og deres herredømme ét. Derfor tilbeder vi også med én og samme tilbedelse den ene Guddom i tre Personer, som eksisterer uden begyndelse, er uskabt, uden ende, og som ingen kan efterfølge. For hverken vil Faderen nogensinde ophøre med at være Faderen, eller Sønnen med at være Sønnen og Kongen, eller Helligånden med at være det, han er i væsen og personlighed. For intet i Treenigheden vil lide nogen form for forringelse, hverken med hensyn til evighed, fællesskab eller suverænitet. For det er ikke af den grund, at Guds Søn kaldes konge, fordi han for vores skyld blev menneske,” Tale om Salmerne, kap. 5, s. 397. (jf. også »De ti jomfruers festmåltid«, diskurs 8, kap. 10, s. 338 og kap. 11, s. 339)

Spørgsmål: Hvordan blev de romerske kristnes tro kendt i hele verden i Rom 1,8?

Svar: Dette har samme betydning som 1. Thessalonikerbrev 1:8. I betragtning af Rom bys størrelse og indflydelse er det ikke en overdrivelse at sige, at den romerske menighed spillede en stor rolle i mange menneskers første indtryk af kristendommen.

Spørgsmål: Er Paulus ikke lidt indbildsk, når han i Rom 1:11 og Rom 15:29 fortæller romerne, at han ønsker at komme for at give dem en åndelig gave?

Svar: Hvis Paulus havde været en almindelig mand, måske. Men da Paulus var en af Kristi apostle, var han både ærlig og sandfærdig uden at overdrive. Det er i orden at fortælle nogen, at man kan være til gavn for dem, hvis det er sandheden.

Spørgsmål: Hvorfor blev Paulus i Rom 1:13-14 forhindret i at besøge romerne tidligere?

Svar: Paulus siger ikke, at det skyldtes modstand fra Satan, som han gør i 1. Thessalonikerbrev 2:18. I stedet havde Paulus meget tjeneste at udføre der, hvor han var, i det østlige Lilleasien og Grækenland. Han måtte også finde en måde at komme dertil på. Nogle gange er det i orden, hvis en frugtbar tjeneste et sted forsinker ens rejse til et andet sted.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Rom 1:18 være sandt, at Gud aldrig bliver vred?

Svar: Lad os spørge indbyggerne i Sodoma og Gomorra! At Gud aldrig bliver vred, er ønsketænkning, der strider mod Skriften. Desværre går denne fejl, hvor vi foretrækker vores egne tanker frem for at tro på, hvad Skriften siger, helt tilbage til Brevet til Diognetus (ca. 130–200 e.Kr.). Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) og Origenes (225–253/254 e.Kr.) er inkonsekvente på dette punkt. Imidlertid accepterede 19 tidlige kristne forfattere, at Gud har vrede: Ignatius af Antiokia, Justin Martyr, Melito af Sardis, Theophilus af Antiokia, Irenæus af Lyon, Klemens af Alexandria, Tertullian, Hippolytus, Commodianus, Novatian, »Afhandlingen mod Novatian«, Cyprianus af Karthago, Gregor Thaumaturgus, Victorinus af Petau, Peter af Alexandria, Methodius, Lactantius, Alexander af Alexandria og Eusebius af Cæsarea (318–325 e.Kr.). Ifølge *The Wycliffe Exegetical Commentary: Romerbrevet 1–8*, s. 94, oversatte kætteren Marcion i sin afskrift af Romerbrevet »vrede« i stedet for »Guds vrede«.

Spørgsmål: Når Guds vrede åbenbares i Rom 1,18, betyder det så, at Guds vrede åbenbares i det øjeblik, evangeliet forkyndes, som Karl Barth lærte, eller er denne forkyndelse en påmindelse om handlinger, der er åbenbaret i historien?

Svar: Det er den anden fortolkning. Mennesker oplevede Guds vrede allerede i Det Gamle Testamentes tid, før evangeliet blev forkyndt.

Spørgsmål: Hvordan kan mennesker i Rom 1,18 holde fast ved sandheden i uretfærdighed?

Svar: Det er alt for let for mennesker at være enige, i det mindste delvist, om sandheden om, hvad der er rigtigt og bedst for andre, uden selv at leve efter den. Det græske ord for gudløshed her, asabeian, betyder mere end blot ikke at tro på Gud. Det betyder mangel på ærbødighed over for Gud, så det henviser også til dem, der intellektuelt tror på Gud, men ikke lever i overensstemmelse hermed. I dag kalder nogle mennesker det for »praktisk ateisme«. De siger måske ikke, at de er ateister, men de lever, som om de var det.

Spørgsmål: Hvordan undertrykte mennesker sandheden i Rom 1:18?

Svar: Nogle mennesker er, uden at det er deres egen skyld, uvidende om visse vigtige ting, men det er ikke det, der tales om her. Ikke al uvidenhed er uskyldig. Nogle mennesker er uvidende om sandheden om noget, fordi de vidste, hvor de kunne få oplysningerne, og de bevidst valgte ikke at finde ud af det eller ikke at tro på det, uanset beviserne. Som et mellemøstligt ordsprog siger: »Man kan ikke vække en, der lader som om han sover.« Folk undertrykker sandheden om, at abort tager et uskyldigt liv, ikke fordi de ikke kan se det, men fordi de ikke vil. Vi ser hele tiden i dag, hvordan folk undertrykker sandheden i politik.

Her er et konkret og åbenlyst eksempel på, hvordan regeringen undertrykte sandheden i oldtiden. Romerne havde mange hedenske hellige institutioner, som de troede, de havde af forskellige guddommelige eller mirakuløse årsager. Mange af dem blev grundlagt af den tidlige romerske konge Numa Pompilius. Den romerske historiker Varro beretter, at en romersk landmand ved navn Terentius, mens han pløjede i nærheden af Pompilius’ grav, fandt nogle bøger tilhørende Pompilius, hvori årsagerne til de hellige institutioner var nedskrevet. Han afleverede dem til senatet, som, efter at have set de egentlige årsager til institutionerne, beordrede prætoren til at brænde bøgerne. Du kan læse om dette i Augustinus af Hippos »Guds by« (413-426 e.Kr.), bog 7, kap. 34, s. 141-142. Når folk brænder de tidligste eksemplarer af bøger om deres egen religion, som de angiveligt tror på, må man undre sig over deres engagement i sandheden.

Spørgsmål: Hvordan forklarer du i Rom 1,18-23 over for ikke-troende, at mennesker har en forpligtelse over for Gud?

Svar: Uanset om vi er børn eller voksne, har vi forpligtelser over for vores forældre. I skolen har vi en forpligtelse til at adlyde læreren. Når vi kører bil, har vi en forpligtelse til at overholde lovene og adlyde en politibetjents anvisninger. Med alle disse forpligtelser, som de fleste mennesker – bortset fra dem, der sidder i fængsel – accepterer, hvorfor skulle vi så tro, at vi ikke har nogen forpligtelse over for vores skaber?

Gud gav os liv, luft og næring og beder os om at anerkende og tilbede Ham. For dem, der ikke ønsker at tilbede den sande Gud, vil Gud efter døden sende dem ud i deres eget univers, adskilt fra Ham. Gud er selvfølgelig kilden til al godhed og kærlighed. Det andet univers er Ildsøen.

Spørgsmål: Hvordan kan alle kende Gud gennem naturen, som det står i Rom1:19 -20?

Svar: Der er fem punkter, man skal overveje i svaret.

1. Vi kan lære mange ting om Gud gennem naturen. For eksempel kan intet skabt væsen skabe sig selv. Der findes en Skaber, som er større end de skabte væsener. Vi kan også se Guds majestæt, magt og skønhed i skabelsen, selvom skabelsen er faldet.

2. Mennesker kan finde på deres egne mærkelige fortolkninger af fakta. For eksempel hævdede teorien om spontan generation, et »videnskabeligt faktum« i middelalderen, at fluer kunne opstå fra rådnende kød, og at liv kunne opstå spontant ud af ikke-liv.

3. Mange vigtige ting om Gud kan vi ikke kende gennem naturen, såsom Treenigheden, Jesu død på korset og Jesu genkomst.

4. Selvom naturen ikke er tilstrækkelig til at formidle hele frelsesevangeliet, er den tilstrækkelig til at lære mennesker, at der findes en Gud, og at de skal søge ham.

5. Hvis nogen afviser den sandhed, de kender om den Højeste Gud, har Gud ikke nødvendigvis forpligtet sig til at give dem mere sandhed.

Spørgsmål: I Rom1:19 -20, kommer alle ikke-kristne i helvede?

Svar: Der er kun ét korrekt svar, men der er to aspekter ved det: nej og ja.

Nej, af fire grunde

N1. Nej, fordi nogle mennesker, der endnu ikke er kristne, vil blive kristne i fremtiden og komme i himlen. Det bibelske udtryk for dem, der i sidste ende vil være i himlen, er »de udvalgte«.

N2. Nej, fordi der i Det Gamle Testamente var mange gudfrygtige jøder, der overholdt loven, og som døde i forventning om Messias’ komme, uden at kende Messias (Efeserbrevet 3:4-6; 1. Petersbrev 1:10-11; 2. Petersbrev 1:19; ~Hebræerbrevet 11:39-40). De døde før Kristus, men er i himlen.

N3. Nej, for Gud åbenbarede sig gennem Abraham, selvom Abraham ikke havde loven. Gud er i stand til at handle »uden for rammerne« af vores forudfattede meninger og til at føre mennesker til sig selv gennem Kristus, som han selv vælger. Vi kan være sikre på, at alle, der døde uden nogensinde at have hørt om Kristus – hvad enten det er spædbørn, mennesker med alvorlige mentale handicap eller mennesker, der lever i dyb uvidenhed – vil blive dømt retfærdigt af Gud, som også er barmhjertig. (Se Romerbrevet4:15 ;5:12 ; ~Johannes 9:41)

N4. Nogle kristne mener, at Kristus forkyndte for dem, der allerede var døde, baseret på 1. Petersbrev 3:19-20 og 1. Petersbrev 4:6. Clemens af Alexandria skrev i »Stromata« (193-202 e.Kr.), bog 6, kap. 6, s. 490, at for dem, der var retfærdige i henhold til Guds lov, manglede kun troen. For dem, der ikke havde loven, men var retfærdige i henhold til deres filosofi, var der behov for både tro og omvendelse fra afgudsdyrkelse. »Straks, da sandheden blev åbenbaret, angrede de også deres tidligere [afgudsdyrkende] adfærd.« Se også *Stromata*, bog 6, kap. 6, s. 492. Irenæus af Lyon (*Irenæus mod kætterierne*, bog 4, kap. 27.1, s. 499), Hippolytus (fragment fra kommentaren til Salme 19 eller 20, s. 170. Se også kap. 7.14, s. 189) og Origenes (Origenes’ »Mod Celsus«, bog 2, kap. 43, s. 448) lærte ligeledes, at Kristus prædikede for de døde for at omvende nogle af dem.

Andre kristne er dog uenige i dette.

Ja, af fire grunde

Y1. Alle, der er, var eller nogensinde vil blive frelst, bliver frelst gennem den eneste mellemmand og frelser, Jesus Kristus (ApG4:12 ; Joh 10:7-8; Joh 10:26-28).

Y2. Alle har brug for Jesus. Jesus sagde endda til de religiøse jødiske farisæere, at hvis de ikke troede på ham, ville de sandelig dø i deres synder (Joh. 8:24). Jesus advarede dem om, at deres afvisning af Gud ville sende dem til helvede (Matt.23:33 –36).

Y3. Selv spædbørn, der døde, før de bevidst begik nogen overtrædelse, har stadig brug for Jesus til at helliggøre dem og rense dem for deres syndige natur. Selvom de ikke traf syndige valg og aldrig havde til hensigt at gøre noget forkert, har de stadig en egoistisk, syndig natur og har brug for forvandling gennem Jesus, før de kommer i himlen.

Y4. Da Jesus frelser alle, der skal frelses, vil alle, der kommer i himlen, før eller senere tro på Kristus (Romerne 14:10-11; Filipperne 2:9-11; Johannes 6:37,45).

Hvad angår punkt Y3, var der engang en kristen, der var uenig med mig i dette og sagde, at hvis de ikke kan træffe en beslutning for Jesus, så kan de ikke komme i himlen. Men vi må se på det mest grundlæggende plan: Hvad er den ene »ting«, der frelser os? I sidste ende er det ikke vores beslutning, der frelser os, for det er ikke engang »os«, der frelser os. På det mest grundlæggende plan er det Gud, der frelser os. Han frelser alle de frelste gennem Jesus, men vi ved ikke præcist, hvordan han vil gøre det for spædbørn, dem, der levede før Kristus, osv. Det, vi ved, er, at han er Gud!

Spørgsmål: I Rom 1,20: I hvilket omfang kan mennesker lære Guds sandhed og evangeliet ved at betragte skabelsen?

Svar: Vi kan lære tre ting, men ikke en fjerde.

1. Eksistensen af en eller anden form for Skaber (personlig eller upersonlig) ud fra skabelsens eksistens.

2. Guds usynlige egenskaber, hans evige kraft og guddommelige natur (Rom1:20 ).

3. En vis forståelse af Guds moralske lov (Rom2:14 –16).

Fra skabelsen kan mennesker ikke lære om Kristi mysterium. (Efeserbrevet 3:4-6,9;6:19 ; Kolossenserbrevet 1:26-27; 2:2; 4:3; Romerbrevet 16:25-26; 1. Petersbrev 1:10-12).

Spørgsmål: Kan man i Rom 1:20 muligvis blive frelst alene ved at tro på det, man kan lære af skabelsen?

Svar: I virkeligheden er der ingen, der kan. Uden Gud er der ingen, der søger Gud, som det står i Romerbrevet 3:9-20.

Hypotetisk set indeholder spørgsmålet en falsk forudsætning. Spørgsmålet antager, at Gud er passiv, og at hvis nogen søgte ham, ville Gud blot sidde der og ikke ønske at trække dem ind i sandheden. Faktisk ønsker Gud sandsynligvis, at mennesker skal tro på sandheden, mere end mennesker selv ønsker at tro på sandheden.

Spørgsmål: I Rom 1:24, 26, 28 står der, at Gud ikke bryder sig om ugudelighed, så hvorfor ønskede Gud at overgive ugudelige mennesker til endnu større ugudelighed?

Svar: Gud bryder sig ikke om ugudelighed, men hvis nogen ønsker at være ugudelig, lader Gud dem gå i den retning, de ønsker. Romerbrevet 1 viser, at en af syndens konsekvenser er ønsket om værre synd. Enten længes man efter at synde mere, eller også hungrer og tørster man efter retfærdighed, som Jesus roste i Mattæus 5,6. For øvrigt bør kristne aldrig holde op med at hungre og tørste efter mere retfærdighed.

Spørgsmål: I Rom 1:24, 26 og 28 står der tre gange: »Gud overgav dem«. Hvordan overgiver Gud mennesker, og er der forskellige niveauer?

Svar: Nogle dygtige kunstnere kan nøjes med at tegne et par streger, og man ved allerede, hvad der er tegnet. På samme måde tegner Paulus en kort skitse af menneskers hjerter. Gud overgav dem successivt til urenhed, modbydelige lyster og fornedrende tankegang. Den syndige verden er vendt på hovedet. Dyr er blevet vigtigere end mennesker, kønsrollerne er vendt på hovedet, og det forkerte er blevet det rigtige, i det mindste i verdens øjne. Dette samme udtryk blev brugt i Det Gamle Testamente, hvor Israels fjender blev overgivet til Israel i 2. Mosebog 23:31 og 5. Mosebog 7:23. Endnu mere sigende er det, at det også bruges, når Gud overgav det oprørske Israel til dets fjender i 3. Mosebog 26:25; 5. Mosebog 28:25; Josva 7:7; og Dommerbogen 2:14; 6:1,13.

At Gud overgiver dem, er ikke blot, at Gud passivt trækker sin velsignelse tilbage, som Johannes Chrysostomos lærte, men også, at han aktivt bringer fjender, som Habakuk 1 viser.

Spørgsmål: I Rom 1:24, 26, 28, overgav Gud dem da for at de selv eller andre kunne blive rettet, eller for at de skulle straffes?

Svar: Det behøver ikke kun at være én af delene. For dem, der har ører til at høre, kan det være til korrektion. De vise kan lære af andres fejltagelser. Men for de tåbelige, der ikke lytter til korrektion, tjener det kun som straf, der kan føre til yderligere straf. Man kan forestille sig disse synder som høje metalstænger, fastgjort til tagets træspån, der under et tordenvejr tiltrækker Guds vrede.

Spørgsmål: I Rom 1:25 står der på græsk ikke »for en løgn«, men »løgnen«. Hvad er løgnen egentlig?

Svar: Det er ikke nogen af de enkelte synder, der nævnes, men snarere helheden af »løgnen«, nemlig at de ikke behøver at tage hensyn til Gud, og at de ikke har nogen forpligtelse til at adlyde Gud.

Spørgsmål: Betyder Rom1:26 -27 kun, at man ikke kan ændre sig til at blive homoseksuel, men at det er i orden at udleve sin homoseksualitet, hvis man er født som homoseksuel?

A: Nej. I Romerbrevet 1:26-27 står der, at både mænd og kvinder begår en alvorlig synd ved at udskifte naturlige forhold med unaturlige homoseksuelle forhold. Nogle har nu fremført, at det kun er selve »udskiftningen«, der er ond, og at det er i orden at være homoseksuel, hvis man er født sådan. Men sådan kan det ikke være. Ikke alene lægges der i dette vers vægt på, at selve forholdet er »skammeligt«, men ordet »udskiftning«, metallaso, er det samme græske ord, der bruges om at udskifte Guds sandhed med en løgn. Så problemet er ikke blot »udskiftningen«, men de »uanstændige handlinger med andre mænd«, som det står i Romerbrevet1:27 . Da 3. Mosebog 18:22,24;20:13 og 1. Korintherbrev 6:9-10 viser, at udøvelsen af homoseksualitet er ond, er det naturligvis aldrig i orden at befinde sig i en ond tilstand. Dette gælder, uanset om umoralen er homoseksuel eller heteroseksuel; pointen er, at vi alle er født med en syndig natur og har brug for at blive født på ny for at blive hellige. Se også diskussionen om 3. Mosebog 18:22,24;20:13 og 1. Korintherbrev 6:9-10. Som en sidebemærkning kan det græske udtryk »skammelige begær« også oversættes som »skændige lidenskaber« ifølge The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 443, eller »æreløse lidenskaber« ifølge Wuests oversættelse.

Paulus var jøde, og andre jødiske forfattere, der skrev på græsk, bruger dette græske udtryk »unaturlig omgang« (para physin) om homoseksualitet i Filons *Special Laws* 3:39 og Josefus’ *Mod Apion* 2.273.

Her er en jødisk tekst, der har en vis lighed med Paulus’ skrift: »Solen, månen og stjernerne ændrer ikke deres orden; således skal I heller ikke ændre Guds lov i jeres uordnede handlinger. Hedningerne kom på afveje og forlod Herren og ændrede deres orden og adlød træstammer og sten, bedragende ånder. Men sådan skal I ikke være, mine børn, idet I i himmelhvælvet, på jorden, i havet og i alle skabte ting erkender Herren, som skabte alle ting, for at I ikke skal blive som Sodoma, som ændrede naturens orden.” (Naftalis testamente 3:2-4). Citeret fra *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 10, s. 27

Tertullian fortolker i *de Corona*, kap. 6, s. 96, Romerbrevet 1:26 således, at mænd og kvinder indbyrdes forvandlede den naturlige brug til den unaturlige »som en straffende gengældelse for deres vildfarelse«.

Spørgsmål: Om Rom 1:26-27 skriver skeptikeren Bart Ehrman: »Når man overvejer, hvilke dele af Bibelen der har noget at sige i en moderne sammenhæng, er det vigtigt at huske på det historiske synspunkt, at de bibelske forfattere alle levede i en anden verden end vores og afspejlede de antagelser og overbevisninger, der herskede i deres verden. Deres verden, for at tage et særligt overbevisende eksempel, kendte ikke til det, vi betragter som homoseksualitet. For at sige det på en anden måde: Homoseksualitet eksisterede ikke i den verden. Hvorfor? Ikke fordi mænd ikke havde sex med mænd (det gjorde de) eller kvinder med kvinder (det gjorde de), men fordi der ikke fandtes nogen opfattelse af seksuel orientering i den verden – eller i nogen verden – før begrebet seksuel orientering udviklede sig blandt vestlige tænkere i det nittende og tyvende århundrede.” (Jesus, Interrupted, s. 280)

Ehrman bruger de to foregående eksempler til at generalisere. »Det samme gælder for alle Bibelens lære – om kvinder, om samleje mellem personer af samme køn, om sex uden for ægteskabet, om dødsstraf, om krig, om rigdom, om slaveri, om sygdom, om … ja, om alt.« (Jesus, Interrupted, s. 281)

A: Wow! Tilsyneladende har Ehrman ikke læst Det Gamle Testamente i meget lang tid, især 3. Mosebog 20:13. Han mener vel ikke, at 3. Mosebog 20 blev »udviklet blandt vestlige tænkere i det 19. og 20. århundrede«! I stedet for det 19. århundrede var det faktisk det 15. århundrede – f.Kr.!

Hvad senere hedenske folk gjorde mange århundreder senere, havde ingen indflydelse på opfattelsen af, at samkønnede forhold var onde for en jøde (såsom Saulus fra Tarsus eller endda Jesus), fordi de kunne læse Det Gamle Testamente. Forresten: Længe før de vestlige tænkere fra det 19. århundrede eksisterede, skrev mindst 11 tidlige kristne forfattere specifikt imod homoseksualitet før år 325 e.Kr. Du kan se disse på www.BibleQuery.org/History/ChurchHistory/WhatEarlyChristiansTaught.html. Efter min mening er Ehrman simpelthen »forbløffende« her.

Spørgsmål: Hvordan overgiver Gud i Rom1:26 -27 mennesker til deres hjertes begær?

Svar: En af syndens straffe er et øget begær efter at synde. En konsekvens af synden er, at den udgør en ond cirkel. Man kan forestille sig en uomvendt synd som et astronomisk »sort hul«, der suger alt omkring sig ind. Åbenbaringen22:11 og Daniel12:10 antyder også, at både det gode og det onde vil formere sig.

Spørgsmål: Hvordan »opfinder« nogle i Rom 1:30 »måder at gøre ondt på«?

Svar: At gøre ondt er ikke begrænset til de ting, der er nævnt i Bibelen, men omfatter også at handle imod Guds vilje og de gode ting i Bibelen. »Gør mod andre…« kontra at udtænke nye måder at bedrage folk på, enten med små svindelnumre, med investeringer eller som en embedsmand med skæve love. En anden måde er at udtænke nye måder at skade nogens omdømme på eller at torturere folk, så man kan vise det i film. Hvis der laves en ny film, der viser en ny form for rædsel, vil du så se den? Hvis du er Guds barn, hvorfor så?

Der findes en fabel om de ugudeliges hjerte, der hedder »Frøen og skorpionen«. Den er blevet tilskrevet Æsop, men var faktisk ukendt, indtil den dukkede op i to russiske romaner i 1933 og 1940. I denne fabel skal en frø og en skorpion krydse en flod. Skorpionen kan ikke svømme, så den beder frøen om at få lov at ride på dens ryg. Frøen er tilbageholdende, for hvis skorpionen stikker ham, vil han drukne. Skorpionen forklarer, at han ikke vil stikke frøen, for hvis han gør det, drukner de begge to. Så frøen går med til det og begynder at krydse floden. Halvvejs over stikker skorpionen frøen. Da lammelsen breder sig i frøen, spørger den skorpionen, hvorfor den gjorde det, for nu vil de begge dø. Skorpionen siger, at den ikke kunne lade være; det ligger i dens natur. Ondskab kan ikke kun skade andre, men er ofte også selvdestruktiv.

Spørgsmål: Hvorfor skifter tonen i Rom 2,1-11?

Svar: Paulus forudser sine læseres reaktioner. Romerbrevet 1 understreger, hvad »de« gjorde; »de« er onde mennesker, der ikke engang ville forsøge at følge Gud. I stedet for at læseren skal føle, at dette kun gælder for de andre mennesker, skifter Paulus pronomenet til »du« i Romerbrevet 2:1, 3, 17. Dette er en »diatribe« eller en hypotetisk tovejsdiskussion med læseren.

Dette viser, at alle alvorligt kommer til kort, i det mindste uden Kristus. Men som en prædikant sagde: Man må vise folk, at de er fortabte, før man kan vise dem, at de har brug for en Frelser. Paulus redegør systematisk for vores håbløshed og når sit stærkeste punkt i Romerbrevet 3:23. Derefter viser Paulus os håbet i Kristus, da vi var håbløse.

Spørgsmål: Hvad lærer Rom 2,2-11 os om Guds dom?

Svar: Det lærer os fem ting.

1. Den er i overensstemmelse med sandheden – Romerbrevet 2:2

2. Den er uundgåelig, medmindre en person bliver tilgivet. Romerbrevet 2:3

3. Den udsættes ofte. Romerbrevet 2:4

4. Hvor streng den er, afhænger af, hvor meget skyld der er ophobet. Romerbrevet 2:5

5. Det er i overensstemmelse med ens gerninger. Romerbrevet 2:6-11

Spørgsmål: Hvad menes der med stædighed i Rom 2:5?

Svar: Det græske ord, skeroteta, er oprindelsen til vores engelske ord »sclerosis«. Så i stedet for aterosklerose, åreforkalkning, er dette en forhårdning af sjælen.

Spørgsmål: Vil hele Guds dom i Rom 2:5 finde sted på én dag?

Svar: »Dag« henviser her ikke til 24 timer. Det henviser til det tidspunkt, hvor Gud vil dømme. Der vil være flere domme: en dom ved bema-stolen for de troende og en dom ved den store hvide trone for alle.

Spørgsmål: Er Rom 2:6 en del af afsnittet Rom 2:1-5 eller 2:7-11?

Svar: Grammatisk set kunne man tro, at det er Romerbrevet 2:1-5 på grund af pronomenet »den, der«.

Organisatorisk hører det dog sammen med Romerbrevet 2:7-11, fordi jøder ofte skrev og tænkte i chiasmer, og dette er et chiasme. Ordet chiasme stammer fra navnet på det græske bogstav Chi, der ligner et x. Et chiasme er en symmetrisk opbygning af tankegangen, og Det Gamle Testamente er fuldt af dem. Her er dette chiasme.

A1. Rom 2:6 Gud vil dømme alle retfærdigt

- B1. Rom 2:7 De, der gør godt, vil få evigt liv

- - C1. Rom 2:8 De, der gør ondt, vil lide vrede

- - C2. Rom 2:9 Vrede over dem, der gør ondt

- B2. Rom 2:10 Herlighed til dem, der gør godt

A2. Rom 2:11 Gud dømmer upartisk

Spørgsmål: Er gode gerninger i Rom 2:6-7 en betingelse for frelse?

Svar: Nej, der tales her om belønning for gode gerninger, ikke om at blive frelst ved gode gerninger. Der er tre punkter, man bør overveje i svaret.

1. Alle bør kunne være enige om, at gode gerninger har en vis sammenhæng med det evige liv; de to bør gå hånd i hånd.

2. I dette afsnit findes der intet begreb om, at Kristi offer er ufuldstændigt eller utilstrækkeligt. Der findes heller ikke noget begreb om, at mennesker fortjener evigt liv.

3. Da gerninger ikke er en forudsætning for frelsen, men alligevel hænger sammen med den, hvordan hænger de så sammen? Gerninger er forbundet med frelsen som et udtryk for, et resultat af frelsen, som både Efeserbrevet 2:9-10 og Jakobsbrevet 2:18-26 viser. De er et tegn på frelsen, ligesom et hjerteslag er et tegn på, at en person er i live.

Spørgsmål: Vil dommen i Rom 2,6 være forskellig for forskellige mennesker?

Svar: Ja, på en række måder.

For de vantro vil straffen for nogle være strengere end for andre, som det fremgår af Mattæus-10:15 ;11:22 -24 og Markus 12:40.

For de troende vil der være forskellige belønninger i himlen, som det fremgår af Mattæus 5:12;10:42 ; 6:19-21; Lukas 6:23; 1. Korintherbrev 3:12-15 og Åbenbaringen 22:12.

Generelt siger Jesus i Matthæus 5:7, at de, der viser barmhjertighed, vil blive vist barmhjertighed.

Spørgsmål: Får vi i Rom 2:7 det udødelige liv nu eller senere?

Svar: Vi får det evige livs fulde fylde senere, men vi modtager det sikre løfte om det nu. Se diskussionen om 1 Timoteus 6:16 for mere information. En kristen har udødelighed fra det øjeblik, hun eller han først tror.

Spørgsmål: I Rom 2:11 står der, at Gud ikke ser på personen; hvorfor skelnede han så mellem jøder og ikke-jøder (Rom 3:1-2), især moabitterne?

Svar: Vi må først skelne mellem evig retfærdighed og jordiske situationer og forbandelser. Bibelen lærer os, at Gud på mange måder ikke ser til personen individuelt (f.eks. med hensyn til frelse), men at Gud på andre måder ser til personen og dennes nationalitet. Bemærk, at der findes eksempler på begge sider i de samme bøger, så denne kontrast var ikke en tilfældig »fejl« begået af forskellige forfattere, men en bevidst hensigt fra Paulus’ side.

Gud ser ikke på personen i dommen og for dem, der søger eller afviser Ham:

For der er ingen personlig favorisering hos Gud (eller Gud udviser ikke favorisering) i Romerbrevet2:11 og Apostlenes Gerninger10:34 -35 (Peter taler). Alle har samme værdi for Gud (Galaterbrevet3:28 ). Gud frelser alle, der påkalder ham (Romerbrevet10:11 -12). Frelsen er den samme for jøder og ikke-jøder (Apostlenes Gerninger17:26 -27)

Gud dømmer efter gerninger på grundlag af Romerbrevet 2:6; Salme 62:12; Prædikeren 12:14; Hosea 12:2; Ordsprogene 24:12 (LXX); (delvist) Matthæus 16:27; 2. Korintherbrev 11:15; 2. Timoteusbrev 4:14. I jødiske skrifter: Mishna ‘Abot 3:15.

Gud begunstiger nogle: Skriften hævder aldrig, at Gud har ladet alle blive født under lige omstændigheder. Iagttagelser af livet bekræfter dette. Aron blev indsat som præst, og hans handlinger på Sinai-bjerget viser, at han ikke nødvendigvis var mere fortjent. Alle i enhver kultur har mulighed for at lære nok om Gud gennem skabelsen til, at de kan søge at vide mere. Jesus lovede i Matthæus 7:7-12, at de, der beder, søger og banker på, vil modtage, finde og få døren åbnet for sig.

Sammenfattende kan man sige,

1. I dette liv har nogle mennesker bedre omstændigheder end andre.

2. Gud dømmer alle retfærdigt, og han tager alle faktorer i betragtning.

3. Uanset en persons omstændigheder har ingen nogen undskyldning for ikke at handle i overensstemmelse med den sandhed, de allerede har nu.

Spørgsmål: I Rom 2,12: Vil alle, der aldrig har hørt om den gamle pagts lov eller Kristus, ende i helvede uden nogen chance for at blive frelst?

Svar: Nej. Job var ikke nødvendigvis jøde, og Gud åbenbarede sig for Job. Hverken Abraham eller nogen andre frem til Moses havde loven i Det Gamle Testamente. I sidste ende er det ikke lydighed mod evangeliet, der frelser, og det er heller ikke selve evangeliet, der frelser. Det er Gud, der frelser gennem Jesus, og han kan gøre, som han vil.

Spørgsmål: Hvordan kan ikke-jøder i Rom 2:14 være en lov for sig selv?

Svar: Ifølge *The Wycliffe Exegetical Commentary Romans 1-8*, s. 153, havde de stoiske filosoffer den opfattelse, at loven var forankret i naturen. Men her i Romerbrevet betyder det ikke, at mennesker kan opfinde lige den lov og moral, de ønsker at følge.

Det betyder derimod

1) Alle har en vis fornemmelse af sandheden, i naturen og i deres samvittighed (Rom1:19 -20;2:14 -16).

2) Alle har et ansvar for at følge al den sandhed, de kender (Romerne 2:15).

3) Alle, der forsøger at følge den sandhed, de kender, vil komme til kort (Romerne 3:23) og være bevidste om det.

4) Gud er retfærdig; synd regnes ikke med, hvor der ikke er nogen lov (Rom4:15 ;5:13 ).

5) Imidlertid er visse former for uvidenhed ikke uskyldig uvidenhed (Rom1:21 –22,25).

Spørgsmål: I Rom 2:14-15; ApG 23:1; 24:16; 1 Kor 8:7,10,12; 1 Tim 1:5,19, 3:9, 4:2; 2 Tim 1:3; Tit 1:15; Hebr 9:14, 10:22; 13:18, hvad siger Bibelen om menneskers samvittighed?

A: Der står faktisk ikke, at loven er skrevet i deres hjerter, men snarere lovens virkning. Man kan appellere til folks samvittighed, når man vidner. Folk har en generel forestilling om rigtigt og forkert – men hvorfor, hvis der ikke findes nogen Gud? Ville du gerne komme til en himmel, hvor alle – uanset om de har angret eller ej – befinder sig?

Q: I Rom 2:16, Sal 44:21; 139; Jer 23:24; Joh 21:17; 1 Kor 14:25; Es 44:7; Luk 12:6 – hvordan dømmer Gud menneskers hemmeligheder?

Svar: Selvfølgelig er Gud overalt, og Gud ved alt, men disse vers siger også noget, der går ud over det. Der er intet, du kan gøre, som er skjult for Gud, og som ikke vil blive afsløret under dommen. Som kristen kan du gøre, hvad du vil, men husk, at alt, hvad du gør – selv i det skjulte – ser Gud, englene ser det måske, selv dæmoner ser det måske, og muligvis også mennesker i himlen. Så husk det, og gør, hvad du vil. Som en kristen har sagt: »Hvis det glæder dig at behage Gud, kan du gøre, som du vil.«

Spørgsmål: Har Paulus i Rom 2:16 »sit eget evangelium«, som han forkynder?

Svar: Der er kun ét sandt evangelium (Galaterbrevet 1:8), men det var også Paulus’, ligesom det er vores.

Spørgsmål: I Rom 2,17-20 tog jøderne noget godt fra Gud, nemlig loven, og satte det i stedet for Gud. Hvilke andre måder kan mennesker på at tage noget godt fra Gud og sætte det i stedet for Gud?

Svar: Da israelitterne, der vandrede i ørkenen, blev bidt af slanger, befalede Gud Moses at rejse en kobberslange, og når folk så på den, skulle de leve. Senere, i Hiskia’s tid, kaldte de den Nehushtan og brændte røgelse for den, så Hiskia lod den ødelægge i 2. Kongebog 18:4. Jøderne i Jeremias’ tid satte deres lid til templet, som beskrevet i Jeremias 7:1-15. Siden da har folk sat deres lid til kendskabet til Skrifterne og til deres ledere. Siden år 325 e.Kr. har folk også sat deres lid til dollaren, deres kirke, deres gerninger, relikvier samt deres ofre og offergaver til Gud. De har sat deres lid til at hjælpe de fattige eller forkynde evangeliet som erstatning for at ære Gud gennem deres livsførsel.

Vores tryghed ligger i Gud. Der er ingen tryghed i loven, i omskærelsen eller i nogen af disse andre ting. Selvom Jesus kaldte farisæerne for blinde vejledere i Matthæus 15:14, pralede de stadig af at være vejledere for de blinde.

Spørgsmål: Hvad er i Rom 2,19 forskellen mellem at være en vejleder for de blinde og et lys for dem, der er i mørket, og hvordan skal de troende være begge dele?

Svar: Når du er en vejleder for en blind person, fortæller du dem, hvilken vej de skal gå, og hjælper dem med at undgå specifikke farer, forhindringer og at falde. Dette kan være en aktiv rolle. Når du er et lys for dem, der er i mørket, er du generelt et forbillede, så de kan følge lyset fra din lanterne og til sidst komme ud af mørket. I en hule stiller du selvfølgelig ikke lanternen ét sted og står et andet. Lygten er hos dig, og de ser stien ud fra, hvor du befinder dig. De ser måske ikke detaljerne eller faldgruberne undervejs, men de ser den retning, de ønsker at gå i – ikke så meget ud fra det, du siger, men ud fra den person, de ser, at du er. Som troende skal vores liv være et vidnesbyrd, men dette er to forskellige aspekter af vores vidnesbyrd.

Engang tog en kristen veninde en gruppetaxa og sagde, at hun var universitetsstuderende for at få studierabatten, selvom hun allerede var færdig med studiet. Jeg er ikke sikker på, at hun overhovedet var klar over, at hun gjorde noget forkert – før jeg irettesatte hende for det. Det er at være en vejleder for de blinde. Når du deltager i en firmafest, hvor mange bliver fulde, og du selv forbliver ædru, selvom alkoholen er gratis, og de ved, at du er kristen, siger du ikke noget specifikt, men du er et lys.

Spørgsmål: Hvad er i Rom 2:20 forskellen mellem at være en vejleder for de uforstandige og en lærer for de uerfarne, og hvordan skal troende være begge dele?

Svar: For at citere Mark Twain er en tåbe en, der »ved for mange ting, der ikke er sande«. Tåber har brug for korrektion for at aflære de falske ting, de har lært, og endnu vigtigere for at skelne mellem de falske og de sande ting, de har lært. Et spædbarn eller et barn ved, at det har brug for at lære, og du skal undervise det i sandheden, nede på dets niveau.

Et persisk ordsprog lyder således: Den, der ved, men ikke ved, at han ved, sover; væk ham. Den, der ikke ved, men ved, at han ikke ved, er et barn; lær ham det. Den, der ikke ved, og ikke ved, at han ikke ved, er en tåbe; undgå ham. Den, der ved, og ved, at han ved, er en vis mand; følg ham.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Rom 2:21-23 så let for folk at lære andre ting, men ikke selv at følge disse samme ting?

Svar: I Mattæus 7,3-5 og Lukas 6,41-42 står der, at folk er så ivrige efter at fjerne splinten i andres øje, når de selv har en bjælke i deres eget øje. Med vores syndige natur og vores naturlige, faldne stolthed fokuserer vi – bevidst eller ubevidst – på vores dyder og nedtoner vores synder og fejl, og ofte fokuserer vi på andres synder og fejl. Men hvis vi i det mindste indser, at vi selv har denne tendens, er vi allerede et skridt foran. Det næste skridt er at bede Gud om at vise dig dine fejl, også de skjulte. David sagde i Salme 19:12-13a: »Hvem kan skelne sine egne fejl? Rens mig for mine skjulte fejl. Bevar også din tjener fra forsætlige synder; må de ikke herske over mig.«

Spørgsmål: I Rom 2,21-25, før vi ser ned på disse jøder for at være inkonsekvente, er vi som kristne nogle gange også inkonsekvente og hykleriske. Hvad kunne du sige for at hjælpe en kristen, der er hyklerisk?

Svar: Du narrer ikke Gud; faktisk narrer du ingen. Selv om du og din synd ikke bliver afsløret nu, kan det ske senere. I stedet for at bekymre dig om det hele tiden, skal du bare lade være med at synde i første omgang. Du bør stræbe efter at være et godt eksempel for andre. Se ikke på den kortsigtede fornøjelse, men på den langsigtede situation, som din synd vil bringe dig i. Som man sår, så høster man.

Se i bakspejlet på dit liv, og se efter den godhed og barmhjertighed, som Gud har vist dig. Vil du i fremtiden, når du ser tilbage, være tilfreds med det, du ser? Når du står foran dommen ved Kristi domstol, vil du så virkelig forklare ham, hvorfor du gjorde, hvad du gjorde, når du vidste bedre?

For at få hjælp i din kamp skal du finde en ansvarspartner. Mød hinanden ansigt til ansigt, via telefon eller elektronisk en gang om ugen eller oftere, bed sammen, og fortæl den anden person ærligt, hvordan det går med dig i Herren.

Spørgsmål: Hvordan blev Guds navn i Rom 2,24 bespottet blandt hedningerne gennem jøderne og på grund af de troende generelt?

Svar: Jøderne var Guds udvalgte folk, men gennem deres ulydighed, ugudelighed og afvisning af Messias opførte de sig ikke som Guds folk. De onde handlinger begået af dem, der blev betragtet som Guds folk, vanærede Gud i andres øjne.

Ikke-troende ved, at jøderne (og de troende generelt) følger Skaberen og Skrifterne. Men når de ser på nogle troendes livsstil, deres »tyveri« (i handel og på andre områder) og deres »pragmatisme« over for onde religiøse ting, spørger de: »Hvad er forskellen?« og ser ingen overbevisende grund til at tro på ting, som selv nogle troende opfører sig, som om de ikke tror på.

I dag er enhver kristen, der er kendt af andre som kristen, et vidne for Gud. Spørgsmålet er altså ikke, om du er et vidne eller ej, men om du er et godt vidne eller et dårligt vidne. Som det står i *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 10, s. 34, skal etiketten på flasken stemme overens med indholdet.

Den græske Epiktet kritiserer skarpt nogle stoikere for ikke at leve op til det, de prædikede, og på samme måde irettesætter Paulus jøder, der ikke adlyder det, de intellektuelt tror på.

Spørgsmål: Hvorfor er denne blasfemi vigtig i Rom 2:24? Med andre ord: Hvem hører og ser denne blasfemi?

Svar: Romerbrevet2:24 siger, at hedningerne (ikke-jøderne) ser jødernes blasfemi. Det har betydning på tre måder.

1. Det har en tendens til at drive folk væk fra Gud, når de ser dem, der kaldes Guds folk, bespotte Guds navn.

2. Gud siger, at han er en jaloux Gud. En del af det er, at Gud ikke bryder sig om, at hans navn og omdømme bliver bagtalt og vanæret.

3. Det kan få unge troende til at snuble, da de måske troede, at en bestemt synd var alvorlig, men når de ser mere modne kristne begå den, kan de konkludere, at den måske alligevel ikke er så alvorlig.

Spørgsmål: I Rom 2:25 og Fil 3:2-5: Hvordan ved vi, bortset fra Bibelen, at jøderne på Paulus’ tid satte for stor lid til omskærelsen?

Svar: Man troede, at »ingen, der er omskåret, vil komme ned i Gehenna« (Exodus Rabbi 19 [81c]); se også Tanch. B. 60(b), 8; Genesis R. 9 [30(a)]. I Genesis R 48 står der skrevet, at Abraham stod lige uden for porten til Gehenna for at sikre, at ingen omskåret mand kom derhen.

Spørgsmål: Var Paulus imod jøderne i Rom 2:25-29?

Svar: Nej. Nogle hævder det, men dette vers viser det modsatte.

For det første er Paulus imod hykleriske jøder.

For det andet siger Paulus, at der er mennesker, der følger sandheden, men som ikke er omskåret som jøder.

Endelig fremhæver Paulus her det at være en ægte jøde som den højeste standard. Paulus roser altså de ægte jøder, der følger Guds lov uden hykleri.

Spørgsmål: Hvorfor nævner Paulus i Rom 2:27, at selv moralske ikke-jøder vil dømme jøder, der ikke overholder loven?

A: En af grundene er sandsynligvis, at jøderne troede, at de retfærdige ville dømme de uretfærdige, jf. 1. Enoch 91:12; 98:12; Abrahams Apokalypse 29:19-21; Visdommens Bog 3:8. Men Jesus sagde, at selv indbyggerne i Ninive (som omvendte sig i Jonas’ tid) og dronningen af Saba ville rejse sig i dommen mod de jøder, der afviste Jesu ord i Matthæus 12:41-42 og Lukas 11:31-32.

Spørgsmål: Hvorfor nævnte Paulus i Rom 2:27, at selv moralske ikke-jøder ville dømme jøder, der ikke overholdt loven?

Svar: En sandsynlig årsag er, at jøderne troede, at de retfærdige ville dømme de uretfærdige, jf. 1. Enok 91:12; 98:12; Abrahams Apokalypse 29:19-21; Visdommens Bog 3:8. Men Jesus sagde, at selv indbyggerne i Ninive (som omvendte sig i Jonas’ tid) og dronningen af Saba ville rejse sig i dommen mod de jøder, der afviste Jesu ord i Mattæus 12:41-42 og Lukas 11:31-32.

Spørgsmål: Hvad betyder det helt præcist i Rom 3:2 at være betroet Guds ord?

Svar: At være betroet betyder ikke blot at modtage dem, men også at bevare og videregive dem.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Rom 3:4, at »Gud skal være sand, og ethvert menneske en løgner«?

Svar: Det retfærdiggør ikke nogens løgn. Det betyder snarere, at Gud stadig er sand, selvom hver eneste person på jorden skulle mene noget andet. At Gud er sand, er en absolut sandhed. Efeserbrevet 4:25 siger, at vi skal aflægge falskhed og tale sandt.

Spørgsmål: Hvordan fremhæver/viser menneskers uretfærdighed Guds retfærdighed i Rom 3:5?

Svar: Retfærdighed og uretfærdighed er ikke ligestillede og modsætninger. Uretfærdighed er snarere en mangel på eller en forvrængning af Guds retfærdighed. Som bevis herpå erkender mennesker ofte, selv i deres uretfærdighed, at de er uretfærdige, og de foretrækker retfærdighed – i det mindste hos andre.

Spørgsmål: I Rom 3,7: Ærer menneskers løgne Gud?

Svar: Menneskers løgne herliggør aldrig direkte Gud. Romerbrevet 3:7 fortæller imidlertid om det forbløffende faktum, at trods menneskers løgne og bedrag anerkender mennesker generelt stadig Gud og hans moralske lov.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi ifølge Rom 3,8 ikke gøre det onde, for at der kan komme noget godt ud af det? (Den russiske Khlysty-kult og den onde libertiner Grigori Rasputin lærte dette.)

Svar: Hvis dette var sandt, ville Satan have forårsaget mere godt end nogen anden. Gud bruger ganske vist ofte det onde til det gode. Det retfærdiggør dog ikke, at mennesker gør ondt, eller forhindrer folk, der levede som Rasputin, i at lide konsekvenserne i Ildsøen for deres ondskab. Se diskussionen om Romerbrevet 6:1,15 for mere information.

Da han blev spurgt, hvorfor han sagde, at synd er uundværlig for Gud, svarede Rasputin: ”’Selvfølgelig, lille fader,’ sagde han, ’vores Frelser og de hellige fædre har fordømt synden, da den er den Onde Enes værk. Men hvordan kan du uddrive det onde, lille fader, bortset fra ved oprigtig omvendelse? Og hvordan kan du omvende dig oprigtigt, hvis du ikke har syndet? … Væk med dine Skrifter!’ tordnede han. ’Skrifterne! Sandelig, jeg advarer dig, lille fader, hold op med dette forgæves og nytteløse arbejde, så du kan stå foran Herren. Tag livet, som det er, for det alene er givet dig af Gud. Og lad mig sige dig dette: Grubl ikke evigt over, hvorfra synden kommer, over hvor mange bønner et menneske skal bede om dagen, og hvor længe det skal faste for at undslippe synden! Synd, hvis synden stadig lurer i dig; kun på denne måde kan du overvinde den! Synd, så vil du omvende dig og drive det onde bort fra dig. Så længe du bærer synden hemmeligt i dig og frygtsomt dækker over den med faste, bøn og evig diskussion af Skrifterne, så længe vil I forblive hyklere og uduelige, og sådanne er hadede af Herren. Skidtet skal uddrives, hører du, lille fader? Først da vil din duft være Herren til behag?” (Rasputin: Den hellige djævel, s. 54-55)

Læg mærke til hans perverse logik.

1) Da dette er dårligt, bør du omvende dig fra synden.

2) Du kan ikke omvende dig fra synd, medmindre du har syndet.

3) For at overvinde synden i dig skal du derfor først begå synd!

Folk er kloge nok til at finde på en eller anden undskyldning for at retfærdiggøre næsten enhver ond handling, i det mindste i deres eget sind, hvis de virkelig prøver hårdt.

Spørgsmål: I Rom 3:11, Sal 14:2-3 og Sal 53:3 står der, at ingen søger Gud – hvordan kunne David så søge Gud i Sal 27:8, 105:4; 31:1, 34:4; 28:1-2, 42:1-2 og 120:1?

Svar: Romerbrevet3:11 citerer faktisk David i Salme 14:2. Der er fem punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Mange, herunder David, søger oprigtigt Gud (Jeremias 29:13; 5. Mosebog 4:29)

2. Ingen, heller ikke David, søger Gud af egen kraft.

3. Gud elskede os, før vi elskede ham (1. Johannes4:19 ), og Gud søgte os, før vi søgte ham. Ingen kan komme til Jesus, medmindre Faderen drager ham (Johannes 6:44).

4. Selv vores tro og vores søgen efter Gud er en gave fra Gud.

5. En af Helligåndens centrale opgaver er at overbevise verden om skyld med hensyn til synd, retfærdighed og dom (Johannes 16:8-11). Dermed har Gud givet alle et vidnesbyrd. Formentlig har alle fået gaven af i det mindste en vis evne til at søge Ham. Nogle ægte kristne er dog uenige i dette sidste punkt.

Johannes Chrysostomos (392-407 e.Kr.) sagde følgende i sin kommentar til Galaterbrevet, kap. 2, vers 20, s. 23, da han henviste til Salme 63:1: »Desuden lærer dette sprog, at hver enkelt med rette skylder Kristus en lige så stor taknemmelighedsgæld, som om han var kommet udelukkende for hans skyld, for han ville ikke have nægtet denne sin nedlatenhed, selv om det kun var for én, således at målet for hans kærlighed til hver enkelt er lige så stort som til hele verden. Sandelig blev offeret bragt for hele menneskeheden og var tilstrækkeligt til at frelse alle, men det er kun de troende, der nyder velsignelsen.« Johannes Chrysostomos nævner, at nadveren blev forberedt for alle i Lukas14:16 , men da gæsterne ikke kom, kaldte han andre ind. (Dette er fra *The Nicene and Post-Nicene Fathers*, første serie, bind 13, s. 23.)

Spørgsmål: I Rom3:13 -19 – henviser disse passager fra Det Gamle Testamente til nogle onde mennesker eller til alle mennesker?

Svar: De henviser til os alle, i større eller mindre grad. Et af de citerede afsnit, Salme 14:1-3, siger udtrykkeligt, at det henviser til alle. Derudover siger Jakob2:10 , at den, der overholder hele loven undtagen ét punkt, stadig er skyldig i at have overtrådt loven.

Spørgsmål: Var loven i Rom 3:20 en fiasko?

Svar: Din opfattelse afhænger af, hvad du mener, den var beregnet til.

Hvis nogens håb var, at de kunne følge loven fuldt ud og derved alene stå ret for Gud, så ja. Men Paulus siger noget andet; i 1. Timoteusbrev 1:8 sagde han, at loven ikke var skabt for de retfærdige, men for de uretfærdige. Den var en »lærer«, der skulle oplære os i retfærdighed. En velhavende familie kunne ansætte en pædagog til deres søn. En pædagog var en kombination af lærer, privatlærer og streng disciplinær. Romerbrevet 3:20 siger ligeledes, at formålet med loven var at gøre os bevidste om synd.

Loven gjorde ikke mennesker onde. Den var snarere et røntgenbillede, der afslørede, hvad der var indeni os. Vi ville ikke vide, at en skæv linje kunne være lige, hvis vi ikke havde set en lige linje.

Spørgsmål: I Rom 3:21-26 kan nogle bibelsteder udløse en vækkelse eller endda forandre en hel by. Men i dag skal vi se på et afsnit, der forandrede det halve kontinent. I sin bibel kaldte Martin Luther dette for »hovedpunktet og det allermest centrale sted i brevet og i hele Bibelen«. Hvordan tror du, at dette satte gang i den lutherske reformation?

Svar: Det meste af religion handler om at gøre det, man skal, for at sikre sig en plads i himlen, nirvana eller endda at smelte sammen med en kosmisk flamme. I den romersk-katolske kirke (men ikke i den østlige ortodoksi) handlede det om at begrænse sin tid i det smertefulde skærsild. Men Luther opdagede gennem Paulus, at ægte kristendom ikke handlede om at »gøre«, men om at »være gjort«. Det handler ikke om, hvad vi gør, men om, hvad Kristus allerede har gjort for os. Alle de ekstra bodsøvelser, som præsterne sagde, at Gud ville have dem til at udføre, når de syndede, var i virkeligheden distraherende og tog fokus væk fra Kristi fuldbragte værk. Da Martin Luther og andre så dette i et nyt lys, er jeg sikker på, at de måtte stoppe op og trække vejret dybt. Dette var verdensomvæltende.

Spørgsmål: I Rom 3,22, er det vores tro på Jesus eller Jesu tro?

A: Det er vores tro på Jesus, som det fremgår af »Evangelical Commentary on the Bible«, s. 933, »The Expositor’s Commentary on the Bible«, bind 10, s. 41, og »The Wycliffe Exegetical Bible Commentary: Romerbrevet 1-8«, s. 224-225. Men det er Guds retfærdighed, som det fremgår af Romerbrevet 3:21, 22, 25 og 26.

Q: Hvad er forskellen i Rom 3:23 mellem »synder« (flertal) og »synd« (ental)?

Svar: I Romerbrevet er »synder« handlinger, tanker eller ord, der strider mod Guds vilje, eller handlinger eller ord, som vi burde have udført, men undlod at gøre. »Synd« er den drivende kraft bag disse onde handlinger. »Synder« med »s« forekommer kun i Romerbrevet 3:25; 4:7; 7:5 og 11:27. Tilsvarende forekommer »sinned« kun i Romerbrevet 2:12 (to gange), 3:23; 5:12,14,16. »Sin« uden »s« bruges 43 steder i Romerbrevet, begyndende med 3:9: »Hedningerne, at de alle er under synd«

Spørgsmål: I Rom3:23 -24 – hvis alle, der er retfærdiggjort, er de samme som alle, der har syndet, kommer alle da til himlen, som universalisterne lærer?

Svar: Nej, universalisme er en kætteri. Den universelle fordømmelse af både jøder og ikke-jøder og det universelle tilbud om retfærdighed gennem tro til både jøder og ikke-jøder betyder ikke, at hver eneste person accepterer tilbuddet. Se diskussionen om Kolossenserbrevet 1:20 for svaret og yderligere information.

Spørgsmål: Hvad er de seks måder, hvorpå vi retfærdiggøres, i Rom 3:24?

Svar: Her er de seks måder.

Vi retfærdiggøres ved nåde gennem forløsningen i Kristus Jesus i Romerbrevet 3:24.

Vi retfærdiggøres ved tro i Romerbrevet 5:1.

Vi retfærdiggøres ved blodet i Rom 5:9.

Vi retfærdiggøres ved kraft i Rom 4:24-25.

Vi retfærdiggøres af Gud i Romerbrevet 8:33.

Vi retfærdiggøres ved gerninger i Jakob 2:24, hvilket betyder, at gerninger er beviset på og frugten af vores retfærdiggørelse.

Spørgsmål: Hvad ville du i Rom 3:24 sige til en person, der mente, at mennesker i tidligere tider eller andre steder, der blev frelst, blev frelst uden Kristus?

Svar: Hvis dette var sandt, var Kristi død på korset ikke nødvendig, men blot en mulighed. Da Jesus bad i Getsemane Have og spurgte Gud Faderen, om der var en anden udvej, hvorfor sagde Gud da ikke: »Selvfølgelig, du behøver ikke at gennemføre dette«?

Spørgsmål: I Rom 3:25, i hvilket omfang er Kristi død en fjernelse af Guds vrede, og i hvilket omfang er den en fjernelse af vores skyld?

Svar: De hører sammen som tændstikker og ild. Det fjerner det faktum, at vi er under Guds vrede, fordi det fjerner vores skyld gennem Jesu Kristi offer.

Spørgsmål: Betyder Rom 3:25, at Kristus frelste os fra vores synder, indtil vi blev født på ny, og at vi derefter er overladt til os selv?

Svar: Nej. Tanken om, at »hvis det skal ske, er det op til mig«, er ikke bibelsk. Mange medlemmer af Church of Christ tror, at man mister sin frelse hver gang man synder, men at man vinder den tilbage, når man omvender sig. Mærkeligt nok tror de ikke, at man skal døbes igen for at blive frelst igen. Som en person uden for Kristi Kirke spøgtigt udtrykte det, tror de på at blive vasket én gang, og derefter bliver de renset.

Spørgsmål: I Rom 3:25 står der, at Kristi død er en forsoning for alle vores tidligere synder. Hvis en kristen så bevidst synder, kommer han eller hun da i helvede, som Hebr 10:26-31 kunne antyde?

Svar: Nej. Gud gav os ikke blot frelsen, men Gud opretholder også vores frelse, som 1. Johannesbrev 1:8-10 og 1. Johannesbrev 2:2 viser. Gud fuldender vores frelse ved at besegle os til frelse i Efeserbrevet 1:11-14.

Spørgsmål: Taler Paulus i Rom 3:27-28 om gerninger i henhold til Moseloven eller om gode gerninger generelt?

Svar: For det første er der kun én lov, nemlig Guds lov. Selvom Paulus har de bud for øje, som jøderne lærte (Rom3:21 ), glemte Paulus ikke de dele af Guds lov, som hedningerne havde, da han specifikt nævner dem i Rom3:29 -30.

Lad os et øjeblik antage, at det, som nogle fejlagtigt har sagt, er sandt, nemlig at Paulus kun taler om, at Moseloven ikke kan bidrage til at fortjene frelse, og at det derfor er muligt, at gode gerninger delvist kan fortjene frelse. Men Moseloven sagde ikke kun, hvilke dårlige ting de ikke måtte gøre, men den specificerede også de gode ting, de skulle gøre. Hvis det, som nogle fejlagtigt har sagt, var sandt, ville de bud, som Gud gav, ikke kunne hjælpe dem med at fortjene frelse, men andre bud, som Gud ikke gav (på grund af glemsomhed, ondskab eller en eller anden grund), ville kunne gøre det.

Det grundlæggende problem her er, at der kun er én Gud, og at mennesker enten forsøger at adlyde eller at være ulydige mod ham. Ikke alene viser dette vers ikke, at gode gerninger kan fortjene frelse, men Efeserbrevet 2:8-9 beviser, at de ikke kan.

For bedre at forstå forholdet mellem en tro, der udtrykker sig i handling, og det at man ikke retfærdiggøres ved gerninger, se det næste kapitel i Bibelen, Romerbrevet 4.

Spørgsmål: Hvordan bliver et menneske i Rom 3:28 »retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger«, når Jakob2:24 siger: »Ved gerninger bliver et menneske retfærdiggjort, og ikke ved tro alene«?

Svar: Vi bliver frelst af nåde alene gennem troen, men sand tro står ikke alene, men ledsages af gerninger. Svaret fremgår af en analogi: »Det er nemlig umuligt at adskille gerninger fra troen, ligesom det er umuligt at adskille varme og lys fra ilden.« Dette citat stammer fra Martin Luther. Hvis du og dine venner sad omkring et lejrbål og tilberedte jeres mad, ville en »campist« ved navn Paulus måske påpege, at det ikke er lyset fra ilden, der tilbereder maden, men varmen. Han ville også tilføje, at det heller ikke hjælper det mindste at lyse med lommelygten på lejrbålet. En anden »campist« ved navn Jakob ville sige, at man ikke kan se, om ilden stadig er der til at tilberede maden, undtagen ved lyset. Han ville sige, at hvis der ikke var noget lys, så foregik der heller ingen madlavning.

Se diskussionen om Jakob 2:14-25 for et mere uddybende svar.

Spørgsmål: Hvordan var Abraham Paulus’ fader efter kødet i Rom 4:1?

Svar: Abraham blev, ligesom os, retfærdiggjort ved tro i 1. Mosebog 15:6. Ordet for »far« blev også brugt om »forfader«, og da Paulus var jøde, var Abraham hans forfader. Dette er den eneste gang, ordet »forfader« bruges i Det Nye Testamente, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 452. Der står også på s. 453, at rabbinerne lærte, at Abraham havde et overskud af fortjeneste, som stod til rådighed for hans efterkommere.

Spørgsmål: Hvordan passer Rom 4 ind efter Rom 3?

Svar: Romerbrevet 3 hævder, at der findes en retfærdighed fra Gud uafhængigt af lovens gerninger. Romerbrevet 4 giver et bibelsk eksempel: Abraham.

Spørgsmål: I Rom 4:3, 4, 5, 6, 8, 9, 10, 11 bruger Paulus ordet »tilregnes«. Hvordan tilregnes retfærdigheden os?

Svar: Gud er retfærdig, og hvis han skal straffe nogen synd, må han for at være retfærdig straffe al synd. Jesu død på korset opfyldte Guds krav om retfærdighed for vores synd. Den tilregnes os, når vi tror; tilregningen »vokser« ikke, efterhånden som vi udfører gode gerninger, og den bliver heller ikke »opfyldt«, når vi dør. Romerbrevet 5 går nærmere ind på denne tilregning.

Spørgsmål: Hvilke kontraster nævnes der i Rom 4:4-5:15 mellem Adams fald og Kristi offer?

Svar: Der er tre kontraster.

1. Det ene er et resultat, og det andet er en gave (Romerne 4:4-5).

2. Gaven adskilte sig i omfang fra overtrædelsen (Rom5:15 ). Gaven mere end opvejede overtrædelsens mangel.

3. De adskilte sig i art. Gaven bragte retfærdiggørelse og liv, mens overtrædelsen bragte fordømmelse og død (Rom5:16 -17).

Spørgsmål: I Rom 4:8,22: Hvis Gud ikke tilregnede Abraham synd, var Gud da retfærdig over for dem, som Han tilregner synd?

Svar: Ja. Romerbrevet 4:23-24 siger, at det ikke var et enkeltstående tilfælde, at Abraham blev tilregnet retfærdighed i stedet for synd. Det samme gælder for os, hvis vi tror på Gud. Men de, der stoler på deres egen retfærdighed i stedet for Guds, vil blive dømt på grundlag af det, de har gjort og ikke har gjort, som det fremgår af Åbenbaringen 20:12 og Matthæus 25:32-46.

Spørgsmål: Hvorfor er det i Rom 4:10 vigtigt, at Abraham blev erklæret retfærdig, før han blev omskåret?

Svar: Hvis det var sket bagefter, kunne man måske tro, at Abraham havde fortjent sin retfærdiggørelse gennem de gerninger, han havde udført. Men på denne måde havde Abraham ikke udført nogen gerninger for at fortjene retfærdiggørelsen. Abraham troede blot, og han blev først omskåret fjorten år senere.

For det andet var Abraham ikke omskåret, da han blev retfærdiggjort, og derfor kan han også være troens fader for de uomskårne.

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem synd og overtrædelse i Rom 4:15?

Svar: Synd er at handle i strid med det, Gud har befalet. Overtrædelse er bevidst at synde mod det, Gud har befalet. Al overtrædelse er synd, men uskyldig, ubevidst synd er ikke en overtrædelse.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi i Rom 4:16 have tro i stedet for vished?

Svar: Tænk over det: Engle har ikke tro som os, de har viden. Der er ingen frelse gennem Kristus for de faldne engle, som vidste, hvad de gav afkald på, ifølge Hebræerbrevet 2:16.

Vi har ikke fri vilje på samme måde som engle og dæmoner har. De har sikker viden, vi har tro. Gud kunne have valgt at komme til jorden hvert år, bevise uden den mindste tvivl, at han ville dømme alle, og derefter bede alle om frit at vælge at acceptere eller afvise ham. Det ville ikke virke som et særligt stort valg. Det er derimod let for en at vælge ikke at undersøge disse ting, forblive i usikkerhed og tvivl og gå sin egen vej.

Gud kunne have skabt væsener, der valgte at følge ham, fordi de med sikkerhed vidste, hvordan alting hang sammen. Det gjorde Gud, og de kaldes engle. Gud skabte os, de faldne mennesker. På trods af vores syndige natur og på trods af, at vi ikke har sikker viden, har Gud givet os mulighed for at vælge at komme til ham.

Spørgsmål: Hvordan var Abraham i Rom 4:17,18 fader til mange nationer?

Svar: Abraham var stamfader til israelitterne, edomitterne og midianitterne, men det er ikke hovedpointen i dette vers. I stedet var Abraham fader til alle, der tror (Rom4:11 ), både jøder og ikke-jøder fra alle nationer.

Spørgsmål: Hvordan var Abrahams tro i Rom 4:18 både mod håbet og i håbet?

Svar: Abraham var hverken blind, tåbelig eller godtroende. For en mand på 100 år og en kone på 90 var der naturligvis intet håb om at få børn. Hvis de var ufrugtbare før, ville det ikke forbedre situationen at nå 100-års-mærket. Der var simpelthen ingen chance. Men Gud har ikke brug for tilfældigheder, og det vidste Abraham. Hvis Gud lovede en søn fra Sara og ham selv, så ville Sara og han forblive i live, indtil den søn var født. Abraham havde mistet håbet i deres kroppe og i naturen, som enhver fornuftig person burde have gjort. Men samtidig bevarede Abraham håbet i Gud, som er den Almægtige. Man kan se begge disse aspekter hos Abraham i 1. Mosebog 17:17, hvor Abraham lo af håbløshed, da Gud fortalte ham, at Sara og han ville få en søn. Man kan se noget lignende hos Sara i 1. Mosebog 18:12.

En form for tro siger: »Alt kan jeg gennem Kristus, der giver mig styrke« (Fil 4,13). Det er en stor tro at have, men det er ikke den form for tro, Abraham havde her. Sara og Abraham kunne ikke se, hvordan de kunne gøre noget på egen hånd, selv ikke med Gud. Men Gud kunne skabe en vej, hvor der ikke var nogen vej.

Spørgsmål: Hvad er det i Rom 4,18, der forhindrer os i at have en stor tro som Abraham?

Svar: Der er mindst fire vigtige ting, vi måske bør overveje.

a) Vi har måske ikke plads indeni os til en så stor tro; vi er allerede for det meste fyldt op af et smigrende syn på vores egne evner. Abraham vidste, at han var nødt til at stole på Gud, og Abraham ønskede ikke at blive, hvor han var, når Gud ville have ham til at gå.

b) Det krævede modige skridt for Abraham at efterlade tingene og følge Gud. Vi bør se på, hvor Gud ønsker, at vi skal tage modige skridt – ikke for at udsætte os for fare uden grund, men for at adlyde Ham.

c) Men Abraham faldt mange gange på sin trosvandring. Han frygtede Farao, frygtede Abimelek og ønskede at tage en genvej med Hagar. Men Abraham rejste sig og fortsatte med at vandre.

d) Abraham så fremad mod det sted, han var på vej hen. Han dvælede ikke ved, hvor han havde været, eller endda hvor han var nu, men ved, hvor han ønskede at være, og efterlod et arv som en velsignelse for mange nationer.

Spørgsmål: Hvordan giver Abrahams eksempel os håb i Rom 4,23-25?

Svar: Vi ser håb i tre forskellige aspekter.

Analogt hermed kunne Gud ændre på det, selvom Abrahams fysiske krop var død og ikke længere kunne få børn. Selvom mennesker er døde i synd, kan Gud give dem liv.

Som eksempel retfærdiggjorde Gud Abraham før nogen gerninger og regnede Abrahams tro som retfærdighed. Gud retfærdiggør ligeledes os før nogen gerninger og regner vores tro som retfærdighed.

Hvad angår situationen, blev Abraham retfærdiggjort fjorten år før han blev omskåret. Løftet om retfærdiggørelse ved tro gælder både jøder og ikke-jøder.

Hvis Guds virke i vores liv udelukkende afhang af os, ville jeg være bange. Men det afhænger snarere af, at Gud virker i os (Filipperne 2:13), og vi kan have tillid til Ham, hvis vi blot stoler på, at Han udfører sit gode værk.

Spørgsmål: Hvordan beskriver Rom 5,1-10, at frelsens udveksling finder sted?

Svar: Der nævnes ni aspekter.

1. Retfærdiggjort ved tro (5:1).

2. Fred med Gud (ikke blot en følelse af fred) (5:1)

3. Adgang ved tro (5:2) til denne nåde (5:2).

4. Guds kærlighed udgydes i vores hjerter ved Helligånden (5:5).

5. Da vi var magtesløse, døde Kristus for de ugudelige (5:6).

6. Gud viste sin kærlighed (5:8).

7. Mens vi var syndere, døde Kristus for os, de ugudelige (5:8).

8. Retfærdiggjort ved Kristi blod (5:9).

9. Forsonet ved Guds Søn Jesu død (5:10 ).

Som det fremgår af New International Bible Commentary, s. 1324, er retfærdiggørelsen ikke blot en lære, der skal defineres og forsvares, men en velsignelsens kalk, som vi kan nyde.

Spørgsmål: Er frelsen i Rom 5:2, 9-10 ved nåde eller ved tro?

Svar: Oprindelsen, kraften, den tilstrækkelige styrke og virkningen skyldes Guds nåde ved at sende Jesus til at dø for vores synder. Se Efeserbrevet 2:5, 8, 9. Gud valgte at formidle denne gave gennem vores tro på Jesus. Ordet her, »at indføre« eller »at have adgang«, kan henvise til en introduktion til kongedømmet.

Spørgsmål: Henviser Rom 5:3 til lidelser for Kristi skyld eller til lidelser generelt?

Svar: Intet begrænser ordet »trængsel« her til blot lidelser for at være kristen. Mange kristne oplever trængsler på grund af helbredsproblemer, brudte relationer eller tab af kære.

Spørgsmål: I Rom 5:6: Var vi alle virkelig uden styrke, før Kristus døde for os?

Svar: I alle væsentlige henseender, ja. Se Romerbrevet 3:9-20 for en mere detaljeret beskrivelse af Paulus.

Spørgsmål: Hvad er forskellen i Rom 5,7 mellem en retfærdig mand og en god mand?

Svar: En retfærdig mand overholder loven, og måske ikke mere end det. En god mand er også en retfærdig mand, men elsker desuden Gud og sine medmennesker. Få mennesker ville dø for en retfærdig eremit, selvom man måske ville være villig til at dø for en, man tror holder af en. Men Kristus gjorde ingen af delene. Han døde ikke for »gode mennesker« eller dem, der var »næsten gode nok«. Kristus døde derimod for de ugudelige.

Spørgsmål: Hvordan bliver vi i Rom 5,9 frelst fra Guds vrede?

Svar: Der er tre punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Vi var ikke fri for Guds vrede fra fødslen, for på et tidspunkt var selv de udvalgte (dem, der er bestemt til himlen) genstand for vrede, jf. Efeserbrevet 2:3. (Charles Spurgeon fremfører det samme argument i »For Whom Did Christ Die?«, Metropolitan Tabernacle Pulpit, bind 20, nr. 1191, s. 11)

2. Vi er fri for Guds vrede ved den sidste dom.

3. Gud kan dog stadig tugte os (Hebræerbrevet 12:5-11), og vi kan stadig lide under menneskers vrede (Romerne8:36 ).

Spørgsmål: Hvad er Paulus’ pointe med udtrykket »endnu mere« i Rom 5:9, 10, 15, 17 og 21?

Svar: Romerbrevet 5:9 »endnu mere« befrielse fra Guds vrede

Romerne 5:10 »endnu mere« bevarelse ved hans opstandne liv

Romerne 5:15 »endnu mere« nådens gave

Rom 5:17 »endnu mere« den troendes herredømme i livet.

Rom 5:21 »endnu mere« overflod af nåde.

Q: Hvilke resultater nævnes i Rom 5:9-21 på grund af Kristus?

Svar: Dette er faktisk et komplekst emne. Her er de nævnte resultater.

1. Retfærdiggjort ved hans blod. Frelst fra Guds vrede gennem ham. (Romerne 5:9)

2. Forsonet med Gud gennem hans Søns død (Romerne 5:10). Forsoning betyder skabelse eller genoprettelse af et forhold. Mennesker, der tidligere var fjender eller fremmedgjorte, er nu venner.

3. Frelst gennem hans liv (Romerne 5:10).

4. Guds gave og nåde strømmede ud over de mange (Romerne 5:15).

5. Retfærdiggørelse er blevet skabt (Romerne 5:16).

6. Nåden og retfærdighedens gave hersker i livet (Romerne 5:17).

7. Den retfærdighed, der bringer liv til alle mennesker (Romerne 5:18).

8. Mange vil blive retfærdige (Romerne 5:19).

9. For at nåden kan herske gennem retfærdighed til evigt liv (Romerne 5:21).

Spørgsmål: I Rom 5:10, blev de kristne forsonet ved Kristi død eller ved hans liv, og hvad er den forskel, Paulus forsøger at vise?

Svar: Paulus forsøger at vise, at Jesus gjorde mere end én ting for os. Ved sin død betalte Jesus prisen for vores synd. Ved at opstå igen giver han os liv gennem sit opstandne liv og er blevet vores liv. Endelig, hvis vi retfærdiggøres ved nåde gennem tro, vil beviset være tydeligt gennem vores gode gerninger.

Spørgsmål: Hvad henviser »Derfor / På grund af dette« til i Rom 5:12?

Svar: Dette henviser direkte til det, der tidligere er blevet sagt om retfærdiggørelse i Romerbrevet 5:1-11. Da hvert kapitel i Romerbrevet bygger på de foregående dele, kan man se, at det indirekte henviser til hele det forudgående Romerbrev.

Spørgsmål: Viser Rom5:12 , at vi før fødslen kun er potentielle mennesker og ikke egentlige mennesker? (således at abort ville være i orden)

Svar: Nej, der er mange gode vers i Bibelen, der taler for livet, men dette er ikke et af dem. Dette vers henviser ikke til tiden mellem undfangelse og fødsel, men til Adams tid før vores undfangelse. Se også diskussionen om Hebræerbrevet 7:9-10

Spørgsmål: Hvordan var Adams forbandelse over os i Rom5:12 -19 en »forbillede« på Kristi tilregning af retfærdighed?

Svar: Alle kristne er enige om følgende.

1. Alle mennesker modtog døden, forfald, den syndige natur og forbandelser på grund af det, Adam gjorde. Adam og Eva modtog straks den åndelige død, og deres fysiske kroppe begyndte straks at dø, selvom de ikke døde fysisk før næsten tusind år senere.

2. Jesus bar straffen for vores synder.

3. De udvalgte modtager evigt liv, retfærdighed, helliggørelse og velsignelser fra Kristus.

Kristne er uenige om følgende:

Nogle ægte kristne siger, at for Adam til os, os til Kristus og Kristus til de troende er tilregningens natur den samme. (Charles Hodge i Systematic Theology, s. 194, og hans Commentary on the Epistle to the Romans, s. 142-190). Nogle går så vidt som til at lære, at hvis Gud ikke havde erklæret alle mennesker, inklusive spædbørn, skyldige og værdige til Guds vrede for det, Adam gjorde, så ville Gud ikke have »ret« til at tilregne Kristi retfærdighed til alle de udvalgte. Alle dør, selv spædbørn, hvilket dermed beviser, at de bærer Adams forbandelse og skyld.

Der er imidlertid mindst tre centrale uoverensstemmelser i denne opfattelse.

1. Hvis alle mennesker »fortjente« Adams skyld, så ville Kristus – hvis tilregningen er den samme, som Hodge siger – »fortjene« vores skyld. Og fortjente Jesus Evas skyld?

2. Hvis de fortabte påtog sig Adams skyld, så havde Adam ikke længere skylden, ellers straffer Gud faktisk to gange for den samme skyld.

3. Dyreunger dør også. Naturen bar forbandelsen over Adams synd, men døden beviser ikke mere, at menneskebørn er skyldige i Adams synd, end at hvalpe er skyldige i Adams synd.

Mange andre ægte kristne er stærkt uenige i, at vi bærer Adams skyld. Jesus var ikke skyldig i nogen synd, ikke engang vores. I stedet valgte Jesus at bære konsekvenserne af vores skyld ved at dø på korset og stige ned i graven. Mens Jesus bar vores synd (Hebræerbrevet9:28 ), og Han, som ikke havde nogen synd, blev til synd for os (2. Korintherbrev5:21 ), forblev Jesus stadig uden synd (Hebræerbrevet4:15 , 1. Petersbrev2:22 ), og i Ham er der ingen synd (1. Johannesbrev 3:5).

Selvom vi måske er uenige, er der måske noget, alle kristne kan være enige om: Vi stod som skyldige syndere for vores egne synder. Vi er lige så meget skyldige syndere for Adams synd, som Kristus er en skyldig synder for vores synd.

Spørgsmål: Hvordan adskiller forbandelsen sig fra den tilregnede retfærdighed i Rom5:12 -21?

Svar: Charles Hodges opfattelse af, at tilregningens natur er den samme for både Adam og Kristus, er ikke korrekt af mindst otte grunde.

1. Kristus bar vores straf, og vi modtager hans retfærdighed i en stor gensidig udveksling. Derimod var syndefaldet en ensidig overførsel; Adam bar intet fra os.

2. Vores skyld blev fjernet af Kristus, men Adams skyld blev på ingen måde formindsket af os.

3. Det onde kom ind i os, men det onde kom ikke ind i Kristus.

4. Vi modtog forfald og en syndig natur fra Adam, men Kristus modtog hverken forfald, en syndig natur, skyld eller bebrejdelse.

5. Tilregningen af Kristi retfærdighed formidles gennem vores tro, men der er ingen tro eller endog mangel på tro involveret i Adams synd. (Douglas Moo, Kommentar til Romerbrevet 1-8, s. 338-339.)

6. Kristus valgte at sone for os; Adam valgte ikke frivilligt at overføre noget til sine efterkommere.

7. Kristi retfærdighed gives os med vores samtykke med Kristus. Adams forbandelse (og nogle mener også skyld) var ufrivillig fra vores side.

8. Kristi retfærdighed blev ikke »overført« gennem forældrene. Nogle kristne har det, der kaldes en traducianistisk teologi; de mener, at Adams skyld overføres gennem forældrene eller i hvert fald gennem faderen.

Medmindre nogen skulle benægte disse otte forskelle (og jeg tror ikke engang Charles Hodge ville gøre det), er det inkonsekvent at sige, at tilregningens natur er den samme.

Spørgsmål: Hvordan hænger Kristi forsoning sammen med Adams fald i Rom5:12 -21?

Svar: Alle kristne er enige om, at forsoningen hænger sammen med Adams fald på følgende to måder.

1. Ligesom vi har arvet den syndige natur fra Adam, bliver vi helliget for at blive lig Kristus.

2. Desuden, da vi blev født fremmedgjorte fra Gud på grund af Adam, bliver vi genfødt som Guds børn i Kristus.

Ikke alle kristne er nødvendigvis enige i de følgende fire måder.

3. I NIV Study Bible, s. 1713, står der, at Romerbrevet5:18 »ikke betyder, at alle til sidst vil blive frelst, men at frelsen er tilgængelig for alle. For at være virksom skal Guds nådegave modtages (se v. 17).«

4. Vi har modtaget forbandelser fra Adam og nåde fra Kristus, men Jesus er ikke mere skyldig i vores synder, end vi er i Adams.

5. Hvis Gud ikke tilregnede os Adams skyld, kunne Gud heller ikke tilregne os Kristi retfærdighed.

6. Hvis Gud ikke straffer de fortabte med ekstra pinsler i helvede, ville Jesus ikke kunne vælge at påtage sig vores straf.

Spørgsmål: Hvad nævnes der i Rom5:12 -19 som omfanget af henholdsvis Adams fald og Kristi offer?

Svar: Kristne diskuterer undertiden, om Kristi forsoning er af betydning for alle (universel) eller kun for nogle (partikulær). Begge sider kan se deres foretrukne aspekt her.

Adams synd: Alle (5:12 , 18) og de mange (5:15, 19).

Jesu retfærdiggørelse: samme rækkevidde. Alle (5:18 ) og de mange (5:15,19).

Adam var forbilledet (typen) med kontraster (5:14 ); fordømmelse og retfærdiggørelse er meget symmetriske i dette afsnit.

Se også 1 Korintherbrevet 15:21-22,45-49.

Spørgsmål: Hvad er forbindelserne mellem os og Adam i Rom5:12 -21?

Svar: Skriften siger det ikke, men her er nogle mulige synspunkter. Hvert synspunkt omfatter det foregående.

1. Mennesker lider i dette liv på grund af det, Adam gjorde.

2. Vi har alle gjort det samme. Adam er et eksempel på os.

3. Vi har arvet synden, det vil sige en syndig natur.

4. Gud besluttede, at vi skulle arve skylden fra den, som Gud udvalgte (Adam) til at være vores repræsentant.

5. Børn (herunder jødiske og kroatiske børn) arver skylden for deres forfædres forbrydelser. (1/3 af den traducianske opfattelse)

Spørgsmål: Hvordan syndede alle i Adam i Rom 5,12?

Svar: Adam og Eva syndede uden først at have haft en syndig natur. Vi synder alle, fordi vi har Adams syndige natur. Derudover er kristne uenige om dette. Her er nogle synspunkter.

Det påviste resultat: Fordi vi alle synder, viser dette resultat, at døden og synden kom over alle mennesker, der er født gennem Adam.

Kun deltagelse i forbandelsen: På grund af årsagen (Adam) er resultatet, at vi (menneskeheden) alle bærer dødens forbandelse og en syndig natur. (Rom 5:14)

Deltagelse i både skyld og forbandelse: På grund af årsagen (Adam) er resultatet, at vi (menneskeheden) alle har syndet ved at deltage med Adam, og at vi også alle bærer dødens forbandelse og en syndig natur.

Spørgsmål: I Rom 5:12-14, hvis Gud fordømte os med Adams skyld, hvorfor så?

Svar: Ægte kristne er uenige herom, og der er tre hovedopfattelser.

1. Adams skyld blev ikke tilregnet os, kun hans natur og forbandelser.

2. Ligesom Gud er tvunget til at straffe synd på grund af kravene om retfærdighed og hellighed i hans natur, er Gud tvunget af retfærdighedens krav til at tilregne os Adams skyld.

3. Gud behøvede ikke at tilregne os Adams skyld for at opfylde retfærdighedens krav, men han gjorde det alligevel af andre grunde.

3a. Hvis Gud ikke havde gjort os ansvarlige for Adams skyld, kunne han ikke retfærdigt have »gjort« Kristus til et offer for vores synder.

Spørgsmål: Hvad er arvesynden i Rom5:12 -18?

Svar: Arvesynden er et begreb, der består af to dele:

1. Vi har alle arvet en syndig natur og er fra fødslen fremmedgjort fra Gud.

2. Vi bærer alle skyld, ikke kun for vores egne synder, men også for Adams synd.

Kristne er enige i det første punkt, men de fleste kristne mener, at det andet punkt er forkert. Blandt de første, der forkyndte det andet punkt, var Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) og Augustin af Hippo. Begge var blandt de første kristne, der støttede forfølgelsen af ikke-kristne. I *The New Dictionary of Christian Ethics and Pastoral Theology*, s. 641–643, står der om arvesynden: »Mere alvorligt er det, at der er en uforenelighed mellem begrebet skyld og begrebet arv. Vores sprogbrug om menneskers skyld synes kun at give mening i sammenhæng med beslutninger og handlinger, som vi selv på en eller anden måde er involveret i.«

Spørgsmål: Hvordan tilregnes Adams skyld os (hvis overhovedet) i Rom5:12 -18?

Svar: Romerbrevet 5:12-18 siger ikke præcist hvordan. Kristne er meget uenige om svaret på dette spørgsmål. Her er nogle udsagn, og man kan tro på mere end ét af dem.

1. Vi arver Adams natur, men Adams skyld er aldrig på nogen måde blevet tilregnet os.

2. Alle havde Adams skyld, men i Kristus blev Adams skyld tilgivet og fjernet for 100 % af alle mennesker. (Teorien om forudgående nåde)

3. Adams skyld er tilgivet og fjernet for alle, som i det foregående, men den pålægges på ny for dem, der afviser Kristus (Millard Ericksons synspunkt).

4. Alle bar Adams skyld, men i Kristus er Adams skyld tilgivet og fjernet for de udvalgte.

5. Spædbørn kan muligvis ende i ildsøen udelukkende på grund af Adams skyld, uden at de selv bærer nogen personlig skyld.

6. Mennesker i ildsøen kan tilskrive en del af deres lidelse Adams synd.

7. På grund af vores tilregning blev Adams egen skyld formindsket.

8. Adams skyld blev ikke formindsket, og Gud regnede skylden med to gange.

9. Adams skyld tilregnes os, men ikke på nogen meningsfuld måde.

Både kalvinister og ikke-kalvinister kan her være enige med den kalvinistiske New Geneva Study Bible, s. 1775. Den siger, at alle syndede i Adams synd, men fastslår, at Romerbrevet 5:12-21 ikke siger, hvordan.

Spørgsmål: Hvem er nogle af de kristne, der mener, at Adams skyld slet ikke blev tilregnet os, jf. Rom5:12 -19?

Svar: Ingen af de kirkelige forfattere fra tiden før det nikænske trosbekendelse talte nogensinde om, at vi bærer skylden for Adams synd, selvom de citerede fra Romerbrevet 5.

Athanasius af Alexandria mente, at vi har arvet en syndig natur: »Men Athanasius af Alexandria antyder aldrig, at vi deler i Adams faktiske skyld, dvs. hans moralske skyld, ...« (Kelly, Early Christian Doctrines, s. 346-347)

»Helwys’ forståelse af prædestination er, bortset måske fra læren om menneskehedens fald i Adam, antikalvinistisk – faktisk typisk hollandsk baptistisk. Enhver tilregning af Adams synd eller den naturlige følge af Adams fald ophæves med hensyn til frelsen, da nåden skænkes alle, så de kan vælge for eller imod Gud.« (Calvin Augustine Pater i *Karlstadt as the Father of Baptist Movements, the Resurgence of Lay Protestantism*, s. 267-268)

Er det givet alle at vælge for eller imod Gud med hensyn til frelsen? Svaret på dette spørgsmål er en af de vigtigste måder at skelne en kalvinist fra en ikke-kalvinist på.

Spørgsmål: Hvem er nogle af de kristne i Rom5:12 -19, der mener, at Adams skyld blev tilregnet os?

Svar: Augustin af Hippo (388–430 e.Kr.) (Han troede også, at alle udøbte spædbørn kommer i helvede.)

Spørgsmål: Findes der i Rom5:12 -19 andre synspunkter blandt ægte kristne om, hvorvidt vi bærer Adams skyld eller ej?

Svar: Der er tre andre synspunkter.

1. Alle bærer Adams skyld, men Kristus skænkede »forudgående nåde«, som ophæver Adams skyld for alle.

2. Adams skyld tilregnes først, efter at vi har valgt at synde

3. Vi bærer skylden for Adams synd, og vi bærer også skylden for vores forfædres synd.

Spørgsmål: Findes der i Rom 5:12 nogen ikke-bibelske jødiske skrifter, der ligner dette afsnit?

Svar: Ja. Jødiske skrifter, der ligner Romerbrevet5:12 , er 4 Esra 7:118 (= 2 Esra 7:118), Sirak 25:25 og 2 Baruk 23:4; 48:42; 54:19.

Ifølge *Hard Sayings of the Bible*, s. 548, står der følgende i 2 Esdras:

»[Adam] overtrådte … Du bestemte, at døden skulle ramme ham og hans efterkommere …

For den første Adam, tynget af et ondt hjerte, overtrådte loven og blev overvundet, ligesom alle hans efterkommere også blev det. Således blev sygdommen permanent.” (2 Esdras 3:7, 21-22)

»O Adam, hvad har du gjort? For selvom det var dig, der syndede, var faldet ikke alene dit, men også vores, der er dine efterkommere.« (2 Esdras 7:118).

Bemærk, at dette taler om konsekvenserne for os: vi er faldne, syge og har døden. Der står ikke, at vi er skyldige i Adams synd.

Spørgsmål: Hvordan fejloversatte Augustin af Hippo og den latinske Vulgata dette afsnit i Rom 5:12?

Svar: Romerbrevet5:12 blev misforstået af Augustin (v. 5, s. 302), ifølge M. Erickson (s. 636), C. Daniel (s. 242) og J.N.D. Kelly (s. 354), da den latinske Vulgata siger »i hvem« (in quo), mens den græske tekst siger »fordi«.

Spørgsmål: I Rom 5:12, beskyldte eller »ramte« Gud alle for Adams skyld såvel som for deres egen?

Svar: Fra begyndelsen af middelalderen og frem har den katolske, den reformerte og mange lutherske kirker lært, at vi bærer Adams skyld såvel som vores egen. Som nogle reformerte kristne har bekræftet, da jeg spurgte dem, skyldes kun en del af menneskers lidelser i helvede det, de selv har gjort. En del af lidelserne skyldes heller ikke noget, de har gjort, men de straffes af Gud for det, Adam gjorde.

Dette begreb var imidlertid fraværende i den tidlige kirke (indtil Ambrosius og Augustin) og fraværende hos dem, der talte den græske koine-dialekt, som var sproget i Det Nye Testamente.

Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.): »Og igen: medmindre menneskeheden har evnen til at undgå det onde og vælge det gode ved fri vilje, kan den ikke holdes ansvarlig for sine handlinger...« (Justins første forsvarstale, kap. 43, s. 177) »De ovenfor citerede ord udtalte David 1500 år før Kristus... Men for at ingen på grund af det, vi har sagt, skal tro, at vi hævder, at alt, hvad der sker, sker af en skæbnesvanger nødvendighed, fordi det er forudsagt som noget, der på forhånd er kendt, forklarer vi også dette.“ (Justinus Martyrs Første Apologi, kap. 43, 44, s. 177)

Athenagoras (177 e.Kr.) »Ligesom det er tilfældet med mennesker, der har valgfrihed med hensyn til både dyd og last (for I ville hverken ære det gode eller straffe det onde, medmindre last og dyd lå i deres egen magt)« *Et forsvar for de kristne*, kap. 24, s. 142

Basilius af Kappadokien (357–379 e.Kr.) Prolegomena: »På den anden side er det ikke Gud, men os selv, der er årsagen til helvedes lidelser. Syndens oprindelse og rod ligger i det, der er under vores egen kontrol og vores frie vilje.« (Prolegomena i Nicene & Post-Nicene Church Fathers, anden serie, bind 8, s. lviii)

Spørgsmål: Betyder alle menneskers fysiske død i Rom 5,15, at vi alle er skyldige i Adams synd, selv spædbørn?

Svar: Nej. Hvis den fysiske død var et bevis på skyld i forbindelse med Adam, ville dyr også være skyldige i Adams synd, fordi de dør fysisk. Den fysiske død for Adams efterkommere er en forbandelse og en konsekvens af Adams og Evas synd, men den beviser ikke, at Gud dømmer os skyldige for andres synder. Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16 viser, at et menneske ikke dør for sin fars synd, men kun for sin egen.

Spørgsmål: I Rom 5:16,18, gennem hvilken proces blev fordømmelsen resultatet af én synd?

Svar: Kristne er uenige om dette. Her er seks muligheder, og man kan tro på en kombination af dem.

1. Ikke specificeret. En fodnote i New Geneva Study Bible på s. 1775 siger: »Paulus forklarer ikke, hvordan hele menneskeheden var involveret i Adams synd, men fastslår blot kendsgerningen. Alle syndede i Adams synd.«

2. Børn (eksempel: AIDS-babyer) kan i dette liv arve konsekvenserne af synder, selvom de ikke selv var de skyldige.

3. Vigtigere end punkt 2: Gud fordømte hver enkelt af os (os og Adam) på grund af det, hver enkelt af os har gjort.

4. Ud over punkt 2 og 3 har vi arvet Adams faldne, syndige og adskilte natur, og denne natur garanterer, at vi vil synde og blive fordømt.

5. Ud over punkt 2-4, fordi Gud erklærede mennesker skyldige for handlinger, de ikke havde begået. (Det er således slet ikke i strid med Guds retfærdighed at sende udøbte spædbørn og fostre til evig tortur i helvede, selvom de aldrig har begået nogen syndige handlinger eller overtrådt nogen lov. Selvom de ikke var bevidste om synderne og blev anklaget for andres forbrydelser, er Gud stadig retfærdig med en guddommelig, uforståelig retfærdighed.) (Synspunktet om det føderale overhoved) Se Encyclopedia of Bible Difficulties, s. 388-390, for mere om synspunktet om det føderale overhoved.

6. Ud over punkterne 2-5 dømmes børn foran mennesker og Gud for deres forældres og forfædres forbrydelser, da deres sjæle blev skabt ud fra forældrenes sjæle. (1/3 af den traducianske opfattelse)

Spørgsmål: Hvordan blev de mange gjort til syndere i Rom 5,19?

Svar: Som i det forrige spørgsmål er kristne uenige om dette. Igen er der seks muligheder, og man kan tro på en kombination af dem.

1. Dette skriftsted siger ikke udtrykkeligt, hvordan.

2. Vi blev gjort dødelige, og døren blev åbnet for synden.

3. Vigtigere end punkt 2 er, at ligesom Gud dømte Adam for det, han gjorde, dømmer Gud hver enkelt af os for det, vi har gjort, på samme måde.

4. Ud over punkt 2 og 3 er vi ikke kun syndere, fordi vi synder, men vi synder også, fordi vi er syndere; med andre ord har vi en syndig natur.

5. Ud over punkt 2-4 er vi ansvarlige for det, vi ikke personligt er skyldige i (Boettner s. 77-78), eller for synder, vi ikke personligt har begået (ibid. s. 238).

6. Ud over punkt 2-5 bør enhver, der er født af en forræder, en ægteskabsbryder eller en synder, straffes som en forræder, en ægteskabsbryder eller en synder. (1/3 af den traducianske opfattelse, som er i strid med Ezekiel 18 og 5. Mosebog 24:16.)

Spørgsmål: Hvis alle i Rom 5:19 er gjort til syndere i Adam, og alle er gjort retfærdige i Kristus, betyder det så, at alle bliver frelst, som kætteriet universalismen lærer?

Svar: Nej. Det første »alle« er alle, der er i Adam. Det andet »alle« er alle, der er i Kristus. Ikke alle er i Kristus. Sekten »Guds Børn« lærte dette. Ægte kristne (i det mindste efter Rufinus) er enige om, at universalismen er forkert, men ikke-calvinister og calvinister har to meget forskellige grunde til dette.

Ikke-calvinister omfatter »4-punkts-calvinister«, lutheranere, »calminianere«, arminianere og andre. De siger, at Kristus tilbød forsoningen for alle. Et almindeligt eksempel er dette: Lad os sige, at en mand havde en gæld på en million dollar, som han ikke kunne betale. En generøs, velhavende ven åbnede en bankkonto i mandens navn med en million dollar på kontoen og bad manden om at hæve en million dollar og betale gælden. Antag, at manden ikke troede på den velhavende ven, eller at han hævede pengene og ødslede dem væk. Så ville manden stadig være ansvarlig for sin gæld, trods den velhavende vens generøsitet.

Ifølge Skriften er dette konklusionen af tre læresætninger fra Skriften.

N1. Kristus sonede for alle (1 Timoteus 2:5-6; 1 Johannes 2:2; Romerne11:32 ; 1 Timoteus4:10 ), og Gud tilbyder og befaler lydighed mod evangeliet for alle (2 Thessalonikerbrev 1:8; Titus 2:11).

N2. Nogle vil ende i ildsøen (Åbenbaringen19:20 ;20:10 -15; 21:8; Mattæus 13:24-43; 25:31-46).

N3. Mennesker vil være i helvede i al evighed (Mattæus 18:8; 25:41,46;3:12 , Judas 7; 2. Thessalonikerbrev 1:9; Åbenbaringen 20:10; 14:9-11).

Calvinister, muligvis med undtagelse af amyraldiske calvinister, lærer, at det første »alle« i Romerbrevet 5:18 har et andet omfang end det andet »alle« i 5:18, og at det første »mange« i Romerbrevet 5:19 har et andet omfang end det andet »mange« i 5:19. Måske er kernepunktet i den radikale kalvinisme ikke den definitive forsoning, men snarere en benægtelse af den universelle forsoning, nemlig at Kristus ikke døde for alle. Mange blev skabt uden mulighed for at undslippe den anden døds flammer.

Hvorfor skulle nogle kalvinister tænke på denne måde? Jeg mener, at en af de to hovedårsager til, at de tænker sådan, er en misforståelse af Guds suverænitet. En anden årsag er en forkert definition af menneskets fordærvelse på en sådan måde, at den begrænser Gud til at være ude af stand til eller uvillig til at virke i alle mennesker.

Misforståelse af Guds suverænitet: Nogle kalvinister har, hvad jeg mener er, en korrekt opfattelse af Guds suverænitet. Gud, som kan gøre, hvad han vil, kan vælge at delegere en del af sin suverænitet i en begrænset periode. Gud kan tillade, at der sker ting, såsom synd, der gør hans hjerte bedrøvet. Mange kalvinister er imidlertid ikke nået frem til denne forståelse. I stedet tænker de følgende.

#1. Mange bibelvers taler om Guds særlige kærlighed og nåde over for de udvalgte, og mange ikke-kalvinister lægger ikke mærke til disse vers. (To centrale eksempler er Romerbrevet 9:6-23 og Romerbrevet 11:3-23)

#2. Mange bibelvers taler om Guds forudbestemte, uafværgelige plan, der omfatter alt og alle, selv de ugudelige. (Eksempler herpå er Efeserbrevet 1:11; Ordsprogene 16:4)

#3. På grund af en stærk fokusering på de to foregående sandheder nedtoner mange (men ikke alle) kalvinister de vers, hvor Gud viser, at mennesker har reelle valgmuligheder (Josva 24:22-23), og at Gud har givet mennesker friheden til at såre Hans hjerte (Jeremias 9:1; Matthæus 23:37-39 osv.)

Hvorfor tænker kalvinisterne sådan? Jeg mener, det skyldes to hovedårsager.

Calvinistisk fejl nr. 1 (Absolut fremtidig vished udelukker reelle valgmuligheder). Det er svært for mennesker at forstå, at Gud er større end tiden. Når mennesker ikke forstår dette, er det at bede dem om virkelig at forstå, at mennesker har reelle valgmuligheder, og at Gud med absolut vished ved, hvad vi kalder fremtiden, som at bede elever i 7. klasse om at forstå differentialregning; det vil virke alt for forvirrende.

Mange gode kristne nøjes med at holde fast i disse to sandheder samtidig, uden at kunne forstå, hvordan de hænger sammen, men stadig i troen på, at begge er sande. Andre kommer ud i teologiske vanskeligheder, der ligner fatalisme, ved at opgive sandheden om, at vi har valgmuligheder, og dermed gøre os til robotter. Atter andre kommer ud i teologiske vanskeligheder med en opfattelse af en begrænset Gud ved at opgive sandheden om, at Gud kender fremtiden med absolut sikkerhed.

Calvinistisk fejl nr. 2 (ingen fortabte sager). En anden grund til, at kalvinister mener, at kalvinismen er sand, fremgår tydeligt af en kalvinistisk bog, *Putting Amazing Back into Grace*, af Michael Horton. Han har et kapitel med titlen »Ingen håbløse sager«. Da Gud er almægtig, alvidende og suveræn, og intet sker, undtagen det, som Gud tillader, hævder Horton, at Gud ikke kan gøre noget forgæves, eller at der ikke kan ske noget, som Gud i den større forstand ikke ønsker.

Jesus beklagede imidlertid jødernes afvisning af ham i Matthæus 23:37-39.

Farisæerne »afviste Guds hensigt med dem« i Lukas-7:30 .

Paulus opfordrede kirkegængerne til ikke at modtage Guds nåde forgæves i 2. Korintherbrev 6:1.

Jesus græd over sit folk. Hvorfor græde, hvis Gud ikke ønskede, at de skulle handle anderledes?

Endelig må det nævnes, at ikke alle kalvinister går ind for, at »ingen er en tabt sag«. Den afdøde Francis Schaeffer, en schweizisk kalvinist, sagde i *The Church at the End of the Twentieth Century*: »Vi kan herliggøre Gud, og både Det Gamle og Det Nye Testamente siger, at vi endda kan gøre Gud trist. Det er fantastisk.« (Hymns for the People of God nr. 364) Hvis andre kan indse, ligesom Francis Schaeffer gjorde, præcis hvad Gud gjorde, da han gjorde det muligt for mennesker at gøre ham bedrøvet, vil vores ærefrygt for Guds forbløffende nåde blive så meget større.

Spørgsmål: I Rom 5,19 – da universalismen modbevises i andre vers – på hvilken måde blev da alle, der blev gjort til syndere, retfærdiggjort?

Svar: Kristne er uenige om dette. Her er nogle af synspunkterne.

1. Grundlag for potentiel retfærdiggørelse for alle.

2. Alle de udvalgte er faktisk retfærdiggjort, og alle syndere betyder udvalgte syndere.

3. Upræcis formulering for at illustrere parallellen: Kristus påvirker sine egne lige så sikkert, som Adam påvirker sine egne.

Spørgsmål: I Rom 5:19: Er det synden, der gør os til syndere, eller er det det at være synder, der får os til at synde?

A: Kristne er undertiden uenige om dette punkt, men det korrekte svar er begge dele. En synder er en, der er adskilt fra Gud. At synde gør os til syndere, men allerede ved fødslen blev vi født i en oprindelig tilstand, hvor vi var adskilt fra Gud. Vi er altså først og fremmest født som syndere af natur, og når vi derefter synder, bliver vi syndere gennem vores handlinger.

Spørgsmål: Hvordan var det i Rom 5:20 lovens formål at forøge synden?

Svar: Romerbrevet4:15 og Romerbrevet 5:12 besvarer dette og viser, at Gud ikke regner synd for overtrædelse, hvor der ikke er nogen lov. Med andre ord regner Gud ikke utilsigtet synd, før personen er klar over, at det er en synd. Romerbrevet 7:7-13 går mere i detaljer og konkluderer med at sige, at loven blev givet for at synden kunne erkendes som synd.

Ordet »tilføjet« kan bedre oversættes med »kom ind ved siden af«. Det er det samme verbum, der bruges i Galaterbrevet 2:4 om falske brødre, der kom ind ved siden af de sande troende.

Spørgsmål: Hvordan hænger Rom 6 sammen med Romerbrevet 5?

Svar: Romerbrevet 5 talte om to personer, den gamle mand – Adam – og den nye mand – Kristus. Romerbrevet 6 gør dette personligt og anvender det på vores liv. Romerbrevet 5 slutter triumferende med, at hvor synden voksede, der voksede nåden endnu mere. Romerbrevet 6 afbalancerer dette ved at forklare, hvorfor vi ikke bare kan fortsætte med at synde, nu hvor vi har nåden.

Spørgsmål: Hvilke fem nøglebegreber sammenlignes og kontrasteres i Rom 6?

Svar: Vores skæbne: (vores gamle menneske fører til døden, og det nye liv i Kristus i os), kraften i os (syndens slaver, frie som Kristi slaver). Paulus har allerede talt om mennesker før og efter Kristus, synd og nyt liv samt lov og nåde, men kapitel 6 viser, hvordan disse ting hænger sammen.

Her er hyppigheden af ord i dette kapitel.

I/jer/vi/os/vores (42 gange),

synd/at synde (17 gange),

og dø/døde/død (16 gange),

leve/liv (8 gange),

Kristus/Jesus (6 gange),

slaver/herredømme/regering (11X) (slave/at gøre til slave (8X))

Andre ord er:

frihed (4X)

nåde (3X)

lov (2X)

Forenet i Kristus (2X)

Spørgsmål: Hvad kan du i Rom 6:1 sige til en ikke-kristen, der hævder, at kristne tror, de kan gøre, hvad de vil, fordi de har en ”brandforsikring”?

Svar: Der er fire grunde til ikke at gøre det, forudsat at vedkommende er en ægte troende, der skal til himlen.

Romerne 6:1-11 siger, at man ikke kan, fordi man positionelt er forenet med Kristus.

Rom 6,12-14 siger, at du ikke behøver det, fordi Guds nåde erfaringsmæssigt har brudt syndens herredømme over dig.

Romerne 6:15-19 siger, at man ikke må, fordi man bestemt ikke ønsker, at synden skal herske over en.

Romerne 6:20–23 siger, at man hellere ikke bør gøre det, fordi syndens løn i sidste ende er døden.

Spørgsmål: Hvad kan du sige til en antinomistisk kristen med udgangspunkt i Rom 6:1?

Svar: Der er en forskel på at leve under nåden og at misbruge nåden. Hvis du er forælder til et barn, der opfører sig dårligt i et indkøbscenter, ville du tage barnet med hjem før tid. Hvis vi opfører os dårligt, kan vores himmelske Fader også tage os med hjem før tid. Det var netop, hvad Grigori Rasputin og den russiske Khlysty-kult troede.

Vi må forstå, at vi er blevet genfødt til noget bedre end dette. En gang blev Augustin af Hippo mødt af en kvinde, der havde været hans elskerinde, før han kom til Kristus. Augustin gik hurtigt væk. Hun råbte efter ham: »Augustin, det er mig, det er mig!« Han svarede over skulderen: »Ja, det ved jeg, men det er ikke længere mig!«

Spørgsmål: Hvorfor skal vi ifølge Rom 6,1 og 15 ikke synde, for at nåden kan blive rigelig?

Svar: Det svarer lidt til at stille følgende spørgsmål: Eftersom vi er taknemmelige for, at en læge opererer for at redde vores liv efter en bilulykke, bør vi så forsøge at komme ud for så mange ulykker som muligt?

Som John MacArthur, Jr. sagde: »Hvorfor skulle vi antage, at mennesker, der lever i et uafbrudt mønster af ægteskabsbrud, utugt, homoseksualitet, svig og alle tænkelige former for åbenlys udskejelse, virkelig er født på ny?«

Spørgsmål: Hvad siger Rom 6,1-4 om en overgang til et nyt rige?

Svar: Ligesom en vandåndende haletudse bliver til en luftåndende frø og aldrig vender tilbage, går vi fra at styrte mod døden til at leve et nyt liv. Det er ikke blot, at det »gamle jeg« og min syndige natur blev korsfæstet med Kristus, men snarere at hele mig blev korsfæstet med Kristus, fordi det var nødvendigt.

Spørgsmål: Hvad er lighederne og forskellene mellem Paulus’ to argumenter i Rom 6,1-14 og Rom 6,15-23?

Svar: Begge dele har en indledning og en afslutning. De begynder begge med at nævne nåden og går derefter ind på dens forskellige aspekter. Den første del slutter med, at vi ikke er under loven, men under nåden, mens den anden del slutter med døden og den [nådige] gave, som er det evige liv.

Den første del, Rom 6,1-14, understreger, at vi er forenet med Kristus i hans død, begravelse og opstandelse, samt vores død for synden og det nye liv i Kristus. Den siger intet om at være slaver.

Den anden del, Romerbrevet 6:15-23, understreger, at alle er enten syndens slaver eller Guds slaver. Der står intet om at være forenet med Kristus.

Den første del bør komme først, fordi den er den grundlæggende årsag til den anden. Den første del understreger vores identitet, og den anden understreger Guds befaling til os.

Spørgsmål: Hvad siger Rom 6,4 om dåben?

Svar: At blive begravet med Kristus i dåben giver ikke meget mening ved sprængning, kun ved nedsænkning.

Spørgsmål: Er der i Rom 6:5-7 tale om Kristi opstandelse eller de troendes opstandelse?

Svar: Paulus tænker her på Kristi opstandelse. Ligesom Kristus blev oprejst til liv (datid), har vi nu et nyt liv. Vi vil også blive oprejst fysisk, men endetiden nævnes ikke specifikt her.

Spørgsmål: Hvordan er vi i Rom 6,5-7 forenet med Jesus i døden og det nye liv?

Svar: Romerbrevet 6 er en dybere forklaring på, hvordan Gud udvirker sin frelse i os, som beskrevet i Filipperne 2,12-13. Nogle opfatter Paulus’ skrifter om frelsen som en »retslig« retfærdiggørelse, mens andre ser det som en »deltagende« helliggørelse, men sandheden er, at Paulus lægger vægt på begge dele. Vi er ikke begravet i vores egen grav, men snarere metaforisk begravet sammen med Kristus i hans. Der er mindst tre måder at se på dette.

Et brud med det gamle liv, en overgang til et nyt rige og en genfødsel til et nyt liv.

At give afkald på en gammel herre og underkaste sig en ny herre.

At vende sig bort fra en gammel skæbne og omfavne en ny skæbne.

Spørgsmål: I Rom 6:5-7; Gal 2:20; Kol 3:9; Ef 4:22; hvordan bliver vores gamle jeg korsfæstet i Kristus?

Svar: Der står ikke »vores gamle syndige natur«, men snarere »vores gamle jeg«, hvilket betyder os alle sammen. Vi har ønsker, mål, ambitioner, træffer beslutninger og vælger, hvordan vi vil bruge vores tid og penge. At være korsfæstet med Kristus påvirker hvert eneste af disse områder.

I »The Evangelical Commentary on the Bible« (s. 937) betragtes dette som en »uundgåelig spænding« mellem vores autentiske jeg og vores uautentiske jeg. At komme til Kristus betyder ikke, at kampen er ovre; det betyder snarere, at man først nu går ind i den.

Spørgsmål: I Rom 6:5; 8 og 1 Kor 15: var de troende døde med Kristus, men endnu ikke oprejst med ham, eller var de allerede oprejst med Kristus i Kol2:13 og Ef 2:5-6?

Svar: Positionsmæssigt er vi allerede oprejst til liv gennem Kristus i vores ånd, og vores legemer vil i fremtiden blive fysisk oprejst med Kristus. Ud over de vers i spørgsmålet, der nævner dette, er følgende yderligere vers, som Paulus underviste for at illustrere begge sider.

Rom6:11 siger: »Så skal også I regne jer for døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.«

Romerne 8:10-11 viser begge aspekter tydeligt: »Men hvis Kristus er i jer, er jeres legeme dødt på grund af synden, men jeres ånd er [nutid] levende på grund af retfærdigheden. Og hvis Ånden fra Ham, der oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, vil Han, som oprejste Kristus Jesus fra de døde, [fremtid] også give liv til jeres dødelige legemer gennem Sin Ånd, som bor i jer.«

Ligeledes viser Kolossenserbrevet 3:1-4 også begge aspekter. »Da I nu er oprejst [perfektum] med Kristus, så stræb efter det, der er ovenfor, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Sæt jeres sind på det, der er ovenfor, ikke på det jordiske. For I er døde, og jeres liv er nu [nutid] skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, som er jeres liv, åbenbares, da skal også I åbenbares [fremtid] med ham i herlighed.«

Romerne 6:5; 8 og 1. Korintherbrev benægter ikke, at vi allerede er oprejst med Kristus i vores ånd og positionelt. De bekræfter snarere, at det ikke blot er en åndelig opstandelse, men også en fremtidig fysisk opstandelse. Tilsvarende benægter Kolossenserbrevet 2:13 og Efeserbrevet 2:5-6 ikke en fremtidig fysisk opstandelse; de bekræfter snarere, at det ikke blot er en fremtidig begivenhed, men også et nuværende liv i ånden.

(Bibelcitaterne er fra BSB.)

Spørgsmål: Hvad er »syndens legeme« egentlig i Rom 6:6?

Svar: I sammenligningen og kontrasten mellem det gamle og det nye liv beskriver dette to aspekter af vores gamle liv. Før Kristus er vi i vores legeme ivrige efter at synde og lever for synden. For det andet er vi i vores legeme slaver under vores herre: synden. Siden vi er kommet til Kristus, er det fysiske legeme det samme, men det, der giver legemet liv og motiverer det, er nu anderledes.

Spørgsmål: I Rom 6:7 står der, at kristne er døde i Kristus og befriet fra synden. Hvorfor synder kristne så stadig?

Svar: Selvom kristne vil opleve at være uden synd i himlen, er det ikke det, dette vers henviser til. Romerbrevet 6:7 siger ikke, at kristne er uden synd, men kun at de er fri fra at være slaver under syndens trældom.

Men ligesom en slave måske ikke har hørt eller troet på budskabet om, at han er befriet, opfører kristne sig nogle gange, som om de stadig var slaver under synden. Hvis en kristen nogensinde sagde: »Jeg er nødt til at synde, jeg har ikke noget valg«, ville den kristne tale usandt. Selvom vi allerede har et nyt liv i Kristus, ser Gud gennem Paulus et behov for at give os en befaling her, som vi har valget mellem at adlyde eller ikke adlyde. Selvom Gud har erklæret, at synden ikke længere har magten, må vi aktivt vælge at afsætte den i vores liv.

Alle kristne er enige om, at vi er fri fra synd på to måder, men teologerne er uenige om den primære hensigt med netop dette vers.

Vi er fri fra syndens juridiske straf

»Vi er retfærdiggjort« New International Bible Commentary s. 1328

»Her er for eksempel manden, der er dømt til at dø i den elektriske stol for at have myrdet en politibetjent. Så snart han dør, er han befriet (bogstaveligt talt ’retfærdiggjort’) fra den synd. Straffen er betalt, og sagen er afsluttet.« Believer’s Bible Commentary, s. 1702. (Fed skrift er i originalen.)

The Bible Knowledge Commentary: New Testament, s. 463, siger: »Den næste sætning (Rom. 6:6b-7) forklarer i realiteten den første sætning (v. 6a). I sin ufornyede tilstand var en troende slave under synden. Men hans ’gamle menneske’ blev korsfæstet (identificeret) med Kristus, og det er grundlaget for befrielsen fra slaveri under synden. Enhver, der er død, er blevet befriet fra synden. Ordene ’er blevet befriet’ er en fri oversættelse af dedikaiotai, bogstaveligt talt ’er blevet retfærdiggjort eller erklæret retfærdig’. Perfektum i dette vers beskriver en handling i fortiden med en vedvarende virkning eller kraft. Synden har ikke længere den juridiske ret til at påtvinge en troende sit herredømme og sin kontrol, for han er død med Kristus.” (Fed skrift er i originalen.)

The Expositor’s Greek New Testament, bind 2, s. 633: »Døden frigør mennesker fra alle krav, især (for at komme til det foreliggende tilfælde) frigør den os, der er døde med Kristus, fra syndens krav – vores gamle herre – om stadig at herske over os.«

Vi er fri fra syndens trældom

Douglas Moo diskuterer tre opfattelser af denne sætning: fri fra den juridiske straf, at dø med Kristus og fri fra trældommen, og han siger, at den tredje opfattelse er den korrekte. »Døden bryder syndens greb om et menneske.« Douglas Moo i *The Wycliffe Exegetical Commentary*, s. 394 (med henvisning til kommentatorerne Godet, Michel og Kasemann).

»Befriet fra [syndens] lænker og magt« (NIV Study Bible, s. 1714)

»I vores forhold til Kristus er vi fri fra syndens trældom; alligevel er det muligt selv for den kristne at ’lade synden herske’ (Rom 6:12).« Hard Sayings of the Bible, s. 553. (Kursiv i originalen)

»I Kristus er de troende potentielt herrer over døden og synden« Evangelical Commentary on the Bible, s. 937

»Frie fra syndens greb. Dens herredømme er brudt.« The Expositor’s Bible Commentary, bind 10, s. 70.

Spørgsmål: Hvordan betragter vi os selv som døde for synden i Rom 6,11?

Svar: Der er tre aspekter.

Fuldt ud betalt i fortiden: Vores synder blev naglet til korset ved, at Kristus døde for os. Vi erklæres hellige, da vores gæld er fuldt ud betalt.

Nyt liv i nutiden: I dag er vi befriet fra syndens herredømme, og vi bliver helliget, så vi bliver mere hellige dag for dag. Vi skal ikke blot kæmpe mod synden i vores liv; vi skal være sejrherrer og overvinde synden i vores liv. Hvis du som kristen nogensinde siger: »Jeg er bare en synder, jeg kan ikke gøre for det«, så har du glemt den kraft, der er i dig.

Syndfri i fremtiden: En dag, i himlen, vil vi være fuldstændig syndfri. De syndige begær, planer og afhængigheder vil alle være væk. Men vi bør forsøge at begynde at leve på den måde allerede i dag.

Spørgsmål: Hvordan ville du i Rom 6,14 forklare en syvendedagsadventist, at vi ikke er under loven, men under nåden?

Svar: Det er ikke Sinai-bjerget, der skaber hellige i Kristus, men Golgata. Spørg dem først, om de tror, at vi ikke er under loven, men under nåden. Hvis de er uenige, så citér Romerbrevet 6:14 og spørg, om de tror, at Paulus’ brev er Guds ord eller ej? Hvis de siger, at det er det, så sig, at vi kan diskutere, hvordan vi ikke er under loven, men under nåden, men at sige, at vi stadig er under loven, er ikke en mulighed for en bibeltroende kristen.

Syvendedagsadventisterne vil måske mistænke dig for at bruge »nåde« som en undskyldning for at gøre, hvad du vil, og synde. De vil måske også (med rette) mistænke dig for at have lagt den gamle skrevne lov til side. Det har du, fordi du tjener på den nye måde ved Ånden, ikke på den gamle måde ved den skrevne lov (Romerne 7:6). Se også 2 Korintherbrev 3:3, hvor vi ikke længere følger den lov, som Gud skrev på sten, men i stedet den lov, som Gud skrev på vores hjertes kød. Romerbrevet 9:32 advarer mod at være som jøderne, der ikke søgte retfærdighed ved tro, men ved lovens gerninger. Kristus ophævede den skrevne lov i Kolossenserbrevet 2:14. Den nye pagt har gjort den gamle forældet, ifølge Hebræerbrevet 8:13.

Spørgsmål: Hvordan bliver vi i praksis befriet fra synden i Rom 6:18,22?

Svar: Vi er allerede nu befriet fra syndens herredømme og magt. Hvis du som kristen nogensinde siger: »Jeg er bare en synder, jeg kan ikke gøre for det«, så har du glemt den kraft, der er i dig.

Spørgsmål: Når Paulus i Rom 6:19 taler »på menneskelig vis«, forenkler han så tingene her?

Svar: Ja. NIV oversætter dette med: »Jeg udtrykker det i menneskelige termer.« Paulus er ved at give en enkel, antropomorf analogi i termer, de kan forstå. Alle er enten slaver under en herre ved navn »Synd« eller slaver under en herre ved navn »Lydighed«.

Et forenklet billede af sandheden er stadig sandt, så længe det anerkendes som en forenkling og ikke som et spejlbillede af virkeligheden.

Spørgsmål: Hvilke former for syndens frugter har mennesker i Rom 6:21, som de bør skamme sig over?

Svar: Her er en måde at tænke på dem på.

Selviskhed og spildt tid, hvor man ignorerer Gud og andre

Had og det at såre andre, både kære og andre

Afhængighed og trang til at opleve kortvarig nydelse

Materialisme og misbrug af penge, indflydelse og ressourcer

Energi og indsats spildt på at forfølge det ovenstående.

Spørgsmål: Hvad er fordelene ved hellighed i Rom 6:22?

Svar: Der er både nuværende og fremtidige aspekter.

Nuværende: Vi er befriet fra syndens slaveri i Rom 6:17-19

Vi vil stadig synde (1. Johannesbrev 1:8), men vi behøver ikke at fortsætte i nogen synd (1. Johannesbrev 3:6,9).

Synden hersker ikke længere i os i Rom 6:12,14.

Vi kan nu stå uden skam ifølge Rom 6:21 og Ef 5:12.

Vi behøver ikke længere at skjule det, vi gør, i det skjulte, jf. Efeserbrevet 5:12.

Vi har Guds fred i alle situationer, som det står i Filipperne 4:6-7.

Vi er ikke længere blinde, jf. Efeserbrevet 4:18

Når vi har »mistet følelsen« på grund af synden, kan den vende tilbage, som det fremgår af Efeserbrevet 4:19.

Vi er nu klogere og mindre tåbelige, som det fremgår af Efeserbrevet 5:15

En fordel, der ofte overses, er, at når vi først holder op med vedvarende syndig adfærd, får vi mere tid, som det står i Efeserbrevet 5:15-16. Hvis en person, der bruger alle sine weekender på at feste eller drikke sig fuld og derefter sove tømmermændene ud, holder op med det, har vedkommende nu frie weekender, som han eller hun ikke plejede at have.

Vi lever et mere taknemmeligt liv i Efeserbrevet 5:20.

Vi er frie til at stræbe efter retfærdighed. Når vi er hellige, ligner vi Gud mere, som det fremgår af 1. Petersbrev 1:15-16.

Vi forandrer os, da vi i øjeblikket bliver fornyet i henhold til Efeserbrevet 4:23.

Vi holder op med at blive mere og mere fordærvede i Efeserbrevet 4:22

Fremtiden: Det er de rene af hjerte, der skal se Gud i Matthæus 5:8.

Vi er gået over fra døden til livet i 1. Johannesbrev 3:14 og Romerbrevet 6:13

Vi har en arv i himmelriget i Efeserbrevet 5:5

Vi vil være hellige i himlen, for der er intet uhelligt i himlen. De, der har »vasket deres klæder«, vil være i den nye himmel og den nye jord i Åbenbaringen 22:14-15.

Spørgsmål: Hvad er et diagram over de fire aspekter?

Svar: Her er et diagram.

Forestil dig, at nogen kun fokuserede på én eller to kanter af firkanten. Hvordan ville deres teologi se ud?

Nederst til venstre: Hvis vedkommende fokuserede på viljens trældom og på, at vi er nødt til at lade vores syndige, egoistiske begær korsfæste, uden at tage højde for, at vi nu er frie og forenet med Kristus, ville vedkommende måske miste begrebet om, at vi nu er fri for synd. Vedkommende ville måske glemme, at forventningen er, at vi nu er fri for synd og ikke fortsætter med at synde. Det betyder ikke, at vi aldrig vil synde igen, men ingen synd bør have magt over vores liv. Gør den det, har vi ikke et normalt kristent liv.

Øverst til venstre: Hvis de fokuserede på, at den gamle natur skal korsfæstes, og at vi skal være frie til at leve et helligt liv, uden at tage højde for omfanget af en fortabt persons trældom under synden og behovet for Kristi kraft i os, så risikerer de at overse, at et menneske ikke kan klare det på egen hånd. Det er næsten, som om en moralsk neutral person skal høre sandheden og derefter selv gå ud og blive hellig helt på egen hånd. Det er ikke sådan, at Gud kan hjælpe os med at blive hellige, men snarere at vi er nødt til at have Gud, der virker i os, for at blive hellige.

Øverst til højre: Hvis de fokuserede på, at vi er frie til at leve et helligt liv, fordi Kristus lever i os, ville de måske ikke forstå, hvor stor syndens magt er, som en kristen skal overvinde. Selv som troende, der er fuldt ud dedikeret til at elske og adlyde Gud, kæmper vi stadig en kamp i vores hjerte. Vi skal vinde kampen med Kristus i os, men vi må ikke undervurdere kampens alvor.

Nederst til højre: Hvis de fokuserede på, hvor meget vi er bundet af synden, og på at Kristus lever i os, uden eller med kun ringe forventning om, at vi skal korsfæstes i Kristus og leve et helligt liv, så kunne de måske tro, at de kan opleve glæden ved at være i Guds vilje uden at omvende sig og holde op med at synde.

Spørgsmål: I Rom 6,22 – hvor meget bør vi i evangelisationen understrege, at kristne er Guds tjenere?

Svar: Når en person bliver kristen, bør det ikke komme som en overraskelse for vedkommende. Hvis vi taler om at tage imod Kristus som din Frelser, men undlader at tale om at tage imod ham som din Herre, har vi kun givet en del af budskabet. Jesus omtales som Herre i forkyndelsen af evangeliet i Apostlenes Gerninger 10:36; 16:31; 17:24-31; 22:10,19-20. Selvom Apostlenes Gerninger 13:16-41 ikke omtaler slaver og Herre, taler det om omvendelse i Apostlenes Gerninger 13:24. På den anden side nåede Paulus i nogle korte taler endnu ikke frem til den del, som f.eks. i Apostlenes Gerninger 24:10-22.

Spørgsmål: Hvordan vil du sammenfatte dette kapitel i Rom 6:23?

Svar: Der er to herrer (synden og Gud), to metoder (løn og gratis gave) og to skæbner (døden og det evige liv).

Spørgsmål: I Rom 7:5, hvorfor virker »ikke« ofte som en opfordring til at gøre det?

Svar: Sådan fungerer vores syndige natur ofte. Det græske ord for »mulighed« var oprindeligt et militært udtryk, der betød en fæstning eller en operationsbase. En del af at have en syndig natur er at ønske at være egoistisk på bekostning af at tjene Gud. Men en anden del er at ønske at gøre oprør mod det.

Spørgsmål: I Rom 7:6, er den mosaiske lov i denne illustration »død«?

Svar: På en måde, ja. I Mattæus 5,17 står der, at Kristus ikke kom for at ophæve loven, men for at opfylde den. Han sagde i Mattæus 5,18, at intet af loven ville forgå, før alt var opfyldt. Ved sin korsfæstelse tog Kristus lovens krav og naglede dem billedligt talt fast på korset i Kolossenserbrevet 2,14. På den anden side er det i denne sammenhæng, i Romerbrevet 7:4,6, os, der er døde for loven.

Spørgsmål: Hvordan tjener vi i Rom 7:6b på den nye måde ved Ånden og ikke på den gamle måde ved bogstaven, når Jesus i Luk 16:16-17 sagde, at ikke en eneste jota [detalje] ville forsvinde fra loven?

Svar: Loven er ikke blevet ændret, hverken af Jesus eller nogen anden. Men Jesus opfyldte loven fuldstændigt for os, og nu tjener vi på den nye måde ved Ånden, ikke på den gamle måde ved den skrevne lov. Jesus sagde i Lukas 16:16, at loven og profeterne var gældende indtil Johannes. Den gamle pagt er forældet ifølge Hebræerbrevet 8:13. Paulus sagde, at bogstaven dræber, men Ånden giver liv i 2. Korintherbrev 3:6.

Dette adskiller sig fra det muslimske begreb om ophævelse. Ord, der blev givet gennem Muhammed, kunne tilsyneladende efter behag »ophæve« tidligere ord fra Muhammed, Jesus eller enhver anden profet. Jesus ophævede ikke loven; han opfyldte den for os, og nu tjener vi på en anden måde.

For eksempel forbød Det Gamle Testamente at spise kamelkød, rejer og svinekød. Da Jesus erklærede al mad for ren (Markus 7:19 ), ændrede han ikke loven i Det Gamle Testamente, men lod os tjene på en ny måde.

Som en sidebemærkning påpeger muslimer af og til, at kristne ikke overholder Det Gamle Testamentes spiselove. Det gør muslimer dog heller ikke, fordi de anser det for i orden, at Muhammed spiste kamelkød. Kristne kritiserer heller ikke muslimer (eller nogen andre) for at spise kamelkød. Pointen er, at hvis muslimer skulle kritisere Jesus eller kristne for at undervise i noget, der erstatter loven, ville enhver begrundelse, de gav, højst sandsynligt også være en kritik af Muhammed for at spise kamelkød og hævde at ophæve visse ting.

Spørgsmål: Hvordan kunne Paulus i Rom 7:9 leve uden loven?

Svar: Romerbrevet 4:15 og 5:13 siger, at synd, selvom den stadig eksisterer, ikke regnes med, hvor der ikke er nogen lov. Paulus følte sig fri for skyld, indtil han kendte loven. En person havde juridisk set ingen skyld for bevidst at have overtrådt en lov (moralsk eller på anden måde), hvis vedkommende var i uskyldig uvidenhed om loven. Selvfølgelig havde selv mennesker, der ikke var bekendt med jødedommen, samvittighedens lov indskrevet i deres hjerter. Paulus talte ikke om et bestemt tidspunkt i sit eget liv, men snarere om tilstanden i ethvert menneskes liv.

Spørgsmål: Hvordan dræbte loven ham i Rom 7:9-11?

Svar: Det er ikke loven i sig selv, men snarere synden ved at overtræde loven. Paulus tænker måske på 3. Mosebog 18,5, hvor livet loves dem, der adlyder loven, og døden dem, der overtræder den.

Spørgsmål: Hvad er præcist »syndens vildledning« i Rom 7,11?

A: Synd mishager Gud, synd er ond, skader dig selv, synd skader andre, synd smitter, og synd vokser, men der er et andet aspekt ved synden. Synd bedrager, og den bedrager på to måder. For det første får synden dig til at tro, at det, du gør, ikke er forkert, eller i det mindste ikke et særligt alvorligt fejltrin. Tror folk, der begærer noget, at deres begær er forkert? – Normalt ikke. For det andet rationaliserer synden for at retfærdiggøre sine handlinger. De tænker: Ja, det var forkert, hvad jeg gjorde mod den person, men … de havde fortjent det. Ja, det var forkert at plyndre en butik, men forretningen var en del af det etablerede system. Ja, noget blev ødelagt, men det betyder ikke noget, for forsikringen dækker det. Ja, jeg gør måske noget forkert, men andre gør det også, og jeg er ikke værre end dem.

Spørgsmål: I Rom 7:14-24 kritiserer Paulus ikke loven, men hvad siger han så egentlig om loven?

Svar: Loven er forældet for os, der er i Kristus. Mærkeligt nok siger dette ikke, at loven er forældet for dem, der ikke er i Kristus. Hvis de afviser Kristus, er loven det eneste, de har til at frelse dem, og Paulus siger i Romerbrevet 3:20, at ikke en eneste person vil blive retfærdiggjort ved loven.

Spørgsmål: Er det i Rom7:14 -24 tale om en førkristen eller en efterkristen oplevelse?

Svar: På et praktisk plan har kristne oplevet denne kamp i Romerbrevet 7:14-24 både før og efter, at de kom til Kristus.

Før de kom til Kristus: Nogle ikke-kristne forsøger at kæmpe mod deres syndige natur; andre er helt holdt op med at kæmpe og har overgivet sig. Det er sandt, at visse sekter og visse former for adfærdspsykologi har fået folk til at opgive visse onde vaner, såsom narkotika, men dette er kun små taktiske sejre, mens krigen mod vores syndige natur fortsætter.

Efter at være kommet til Kristus: Efter at være blevet kristne har vi stadig vores gamle kødelige natur. Men nu har vi Kristus, som giver os motivation og håb, og Helligånden indeni os, som hjælper os med at sejre. Problemet er ikke blot de ydre syndige handlinger, vi begår. Problemet er langt større. Vores hjerter og sind er fordærvede indvendigt, og Gud giver os ikke blot tilgivelse, men også renselse og en forvandlingsproces, der skal gøre os mere Kristuslignende. Augustin, Calvin, Luther og andre reformatorer delte denne opfattelse.

Begge dele: Paulus ønskede ikke at præcisere det, fordi det kan henvise til begge dele. Han bruger både datid og nutid i dette afsnit. Nogle ikke-troende har slet ingen kamp med synden: De har det helt fint med at synde, så meget de vil. Andre ikke-troende kæmper hårdt for at forsøge at leve et godt liv. Atter andre begår ikke grove synder – uden at kæmpe med det – og føler, at de allerede lever et godt liv. Nogle skifter mellem de tre kategorier. Tænk på en ikke-troende, der kæmper med rygning, fedme eller noget andet, og som derefter overvinder det. Nogle kristne befinder sig i kategorien »de, der kæmper«, og andre i kategorien »de, der overvinder«. Vi bør stræbe efter at skifte over i kategorien »de, der overvinder«.

Spørgsmål: Fandtes der i Rom 7,14-24 nogen jødisk lære, der lignede denne?

Svar: Ja, den ligner på ét punkt, men er ganske anderledes på et andet. Ifølge W.D. Davies i *Paul and Rabbinic Judaism* (1948), s. 20-27, lærte rabbinerne, at der var to drifter i mennesker: én god og én ond. Den onde blev mere aktiv, når man blev voksen. Den gode blev vækket, når man blev en søn af loven. Paulus taler her om to drifter, men afviser det, rabbinerne siger om at have magt til at gøre det gode gennem loven.

Spørgsmål: Hvorfor sagde Paulus i Rom 7,18, at der ikke bor noget godt i hans syndige kød?

Svar: Fordi der ikke er noget. Mennesker har et ønske om at være selvstændige som små guder. Vi bør se ti gange så meget på Jesus, som vi ser på os selv.

På den anden side er vi ikke »fuldstændig fordærvede«, så dårlige som vi overhovedet kan være. Selv ateister kan give til velgørenhed og hjælpe andre mennesker. Men vi er »fuldstændig fordærvede« i den forstand, at vi er så dårligt stillet, at vi ikke engang kan komme til Gud, uden at Gud først kommer til os.

Q: Hvad er det, der er interessant ved denne overgang i Rom 8:1 og Rom 7:25b?

Svar: Paulus bruger ofte det græske ord for »derfor«, når han går over til et nyt tankegang. I dette tilfælde brugte Paulus imidlertid »derfor« i Rom 7,25b og igen i Rom 8,1, som om der var tale om en virkelig skarp skelnen i tankegangen. Det første »derfor« opsummerede det foregående afsnit, og det andet viser konsekvenserne af det foregående.

Spørgsmål: Hvordan frigør livets lov i Kristus os i Rom 8:2 fra syndens og dødens lov, når en lov jo er en lov?

Svar: En lov kan træde i stedet for en anden lov. For eksempel, når jeg kaster en genstand op i luften, falder den IKKE ned igen. Måske skyldes det, at det, jeg kastede, var en levende undulat. Som det står i »Believer’s Bible Commentary« s. 1708-1709, forsvandt tyngdekraften aldrig; fuglens livets lov erstattede tyngdekraften. Den lov, vi fik, var ikke dårlig, men svækket af vores menneskelige kød var den ude af stand til at give os liv.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved formuleringen i Rom 8:3?

Svar: Både på græsk og engelsk synes hovedverbet, som åbenbart er »Gud gjorde«, at mangle. Det er tilføjet med kursiv i nogle oversættelser. Paulus indledte sin tanke på én måde og skiftede så tilsyneladende midt i sætningen. Dette kaldes et anacoluthon eller en »brudt konstruktion«. Det er usædvanligt både på græsk og engelsk. Paulus’ græsk var faktisk ret godt, men han blev tilsyneladende lidt opstemt her.

Spørgsmål: Er vores kød i Rom 8:3 dårligt?

Svar: Det blev skabt godt, men er faldet. Det græske ord her er »syndigt kød« (sarx), ikke »syndig menneske«, som der står i NIV. Jesus havde det samme kød som os, og det var ikke dårligt. Men når vi ikke holder vores kødelige begær i skak, bliver vores kød syndigt for os. Jesus var virkelig i kødet, men Jesus var kun i »lignelsen« af syndigt kød.

Spørgsmål: Hvilke fire kendetegn nævner Paulus i Rom 8:6-7 for at være kødeligt sindet?

Svar: Her er kendetegnene.

a) Død. Dette er ikke blot fysisk død, men at forblive i åndelig død.

b) Fjendskab mod Gud. Det vil sige at være imod alt, hvad Gud befaler.

c) Er ikke og kan ikke være underlagt Guds lov. Uvillig til at være under Guds lov.

d) Kan ikke behage Gud. Hvis man ikke ønsker at være underlagt Gud og er i fjendskab med Gud, så behager selv små gode handlinger ikke Gud.

I engelsk historie findes fortællingen om Robin Hood, der stjal fra de rige (hvilket er dårligt) og gav til de fattige (hvilket er godt), idet tanken var, at det dårlige og det gode på en måde udlignede hinanden. Dette er fuldstændig ubibelsk; hvis man ”sidder på hegnet” og ikke er åndeligt indstillet, behager man ikke Gud, selv ikke ved at ”fodre de fattige”.

Spørgsmål: I Rom 8:7, bør vi søge en åndelig betydning i Bibelen i stedet for den bogstavelige betydning?

Svar: Vi bør være forsigtige med at antage, at der er nogen modsætning mellem den bogstavelige betydning og en »åndelig betydning«. Der findes forskellige forståelsesniveauer, og der er mange dybe sandheder i Bibelen, men de forskellige sandheder supplerer hinanden, ellers er de ikke alle sande.

Vi kan gå ud fra, at Gud havde til hensigt, at hans ord skulle forstås af hans børn. Når nogen siger, at de har brug for hemmelig eller særlig viden for at forstå ting, som Gud ikke lod andre kristne forstå, så er deres »særlige forståelse« mistænkelig og ligner snarere deres egen fantasi.

Når en forælder, en premierminister eller en general giver en ordre, ønsker de, at den udføres, som de havde til hensigt, og ikke omfortolkes til det modsatte af, hvad de sagde. I stedet for at spørge, om vi skal fortolke Bibelen »bogstaveligt« kontra »åndeligt« kontra »direkte« kontra »allegorisk«, bør vi ganske enkelt ønske at fortolke Bibelen på den måde, som Gud og de menneskelige forfattere havde til hensigt.

Spørgsmål: Kan man i Rom 8:9-11,14-15 være en ægte kristen uden at have Helligånden boende i sig?

Svar: Disse vers siger nej. En gang hævdede et Jehovas Vidne over for mig, at hun ikke havde Helligånden boende i sig, da Jehovas Vidner typisk lærer, at kun de 144.000 har Helligånden i sig. Jeg viste hende Romerbrevet 8:9-11, og hun var næsten i tårer. Selvom jeg gerne ville fortælle jer, at hun derefter ønskede at blive kristen og have Helligånden i sig, var det ikke det, der skete. Ugen efter kom hun tilbage til mit kontor og fortalte mig, at hun alligevel troede, at Helligånden var i hende.

Spørgsmål: I Rom 8:9-11,14-15: Hvis Helligånden skal være i én for at være en Guds søn, og at tale i tunger er et tegn på Helligånden, er alle, der ikke taler i tunger, da ikke frelst, som de pentekostale enhedskirker lærer?

Svar: Nej. At tale i tunger er ikke det eneste tegn på Helligånden, og det er ikke engang det primære tegn, som Galaterbrevet 5:22-24 og 1. Korintherbrev 13:1 viser. Galaterbrevet 5:22-24 opregner Åndens frugt (ikke frugter). 1 Korintherbrevet 12:29-31 viser, at ikke alle taler i tunger, ligesom ikke alle udfører mirakler, og ikke alle er lærere. 1 Korintherbrevet 12:31-14:1 viser, at det mest centrale er kærlighed, og Johannes 14:15,21 viser, at en væsentlig frugt i en kristens liv er lydighed mod Jesu ord.

Spørgsmål: I Rom 8:9-11,15 står der, at hvis Helligånden skal være i en person, ellers hører denne person ikke til Kristus. Betyder det så, at a) alle spædbørn, der dør, kommer i helvede, fordi Helligånden ikke er i dem, eller b) er Helligånden i alle spædbørn, eller c) noget andet?

Svar: Svaret er »andet«, da Skriften ikke lærer hverken a) eller b). Der er tre punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Med undtagelse af Jesus og Johannes Døberen (Luk1:40 -44) har spædbørn ikke Helligånden. Vi fødes adskilt fra Gud (Efeserbrevet 2:3).

2. Gud har i sit ord vist, at alle, der bliver frelst, vil blive frelst gennem Kristus (Johannes 14:6; Hebræerbrevet9:15 ;10:10 ,14,19).

3. Men ligesom Gud var fri til at frelse mennesker i Det Gamle Testamentes tid før evangeliet og endda før loven, kan Gud frelse, som Han ønsker, gennem Kristus.

Resumé: Lad os være forsigtige med at forsøge at sætte begrænsninger for, hvordan Gud skal virke. Det er sandt, at Gud ikke vil handle i strid med det, han har åbenbaret i Skriften, men vi må passe på ikke at gå ud over det, der står skrevet, som 1 Korintherbrev 4:6 og Ordsprogene 30:5-6 minder os om.

Spørgsmål: Hvorfor kaldes Helligånden i Rom 8:9 for Kristi Ånd?

Svar: Han er Kristi Ånd af mindst tre grunde.

1. Inden for Treenigheden blev Helligånden udsendt af Faderen og Jesus.

2. Inden for Treenigheden repræsenterer Helligånden Jesus i vores liv.

3. En dybere forståelse af Treenigheden viser, at Treenighedens personer bor i hinanden, måske på samme måde som Ånden bor i os.

Spørgsmål: I Rom 8,10, betyder »krop« kontra »ånd« da syndigt kød kontra vores ånd, eller os alle sammen kontra Helligånden?

Svar: Kristne lærere er uenige, og Paulus bruger undertiden ordet ”krop” om vores syndige natur og undertiden om os alle sammen. Paulus bruger ordet ”Ånd/ånd” 21 gange i Romerbrevet 8 (17 gange i vers 1-17), og mindst 18 af disse henviser til Helligånden. Paulus bruger ordet »kød« ti gange i Romerbrevet 8:1-17, men ingen gange i Romerbrevet 8:18-39. Paulus bruger dog ikke ordet »herlighed« i Romerbrevet 8:1-16, mens han bruger det fire gange i Romerbrevet 8:17-39.

Det syndige kød kontra vores ånd: Dette er en græsk måde at se tingene på, og de fleste kommentatorer er enige om, at det var dette, Paulus havde i tankerne.

Os alle sammen kontra Helligånden: Dette er en hebraisk måde at se tingene på. Mange tidlige kristne og The Expositor’s Bible Commentary, bind 10, s. 90, deler denne opfattelse.

Spørgsmål: Hvordan dræber vi i Rom 8:12-13 legemets gerninger?

Svar: Denne proces, som vi gennemfører i dette liv, kaldes »dødning af kødet« ifølge *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 10, s. 91-92, og *The Wycliffe Exegetical Commentary: Romerne 1-8*, s. 529.

Spørgsmål: Hvordan er Gud vores Fader i Rom8:15 og Ef3:14 -15?

Svar: I *Now That’s a Good Question*, s. 13-14, nævnes det, at en tysk forsker opdagede, at i alle de bibelske og ikke-bibelske jødiske skrifter i Italien frem til det 10. århundrede e.Kr. var der ikke et eneste tilfælde, hvor en jøde (uden for Bibelen) henvendte sig til Gud i første person som »Fader«. … O Gud, du er vores Fader. Jesus gjorde det, og Paulus opmuntrede os til også at gøre det.

I Det Gamle Testamente tiltales Gud i første person som »Fader« i Esajas 63:16 (to gange) og Esajas 64:8. Gud minder sit folk om, at de kaldte ham »Min Fader« i Jeremias 3:4. Mange andre steder (Salme 68:5; Esajas 9:6; Jeremias 3:19; 31:9; Malakias 1:6; 2:10 osv.) kaldes Gud en Fader, men det er ikke i første person.

Spørgsmål: Er alle mennesker Guds børn i dette afsnit i Rom 8:16,17?

Svar: Nej. Mens Mormonkirken har lært, at alle mennesker er Guds åndebørn (og hans mange gudinde-hustruer), siger Romerbrevet8:15 specifikt, at vi er Guds børn ved adoption. Selvom det er sandt, at hvert menneske, dyr, plante og dæmon er en del af Guds skabelse, henviser Romerbrevet 8 kun til dem, der er født på ny.

Spørgsmål: Hvem er det egentlig, der skal herliggøres i Rom 8:17?

Svar: Det er ikke en udvalgt gruppe af mennesker, men snarere alle troende.

Spørgsmål: Kan vi i Rom 8:17 blive ophøjede guder, som mormonismen lærer?

Svar: Nej. Dette er en meget gammel vildfarelse, der længe gik forud for mormonismen. Adam og Eva blev fristet med denne vildfarelse i 1. Mosebog 3:4. Satan selv ønskede at blive som Gud i Esajas 14:12-15.

Som David sagde i Salme 23:6: »… og jeg skal bo i Herrens hus for evigt.« Derfor vil mormonske mænd ikke få deres egne planeter eller deres eget harem af gudinde-koner. En mormon sagde engang til mig: »Jeg tror, at Gud har begået mange fejl, og når jeg bliver en gud, vil jeg gøre det bedre.« Målet for en kristen – at tjene Gud for evigt i himlen – og målet for mange mormoner er altså meget forskelligt.

Spørgsmål: I Rom8:19 -22 og Rom5:12 -14 – fandt dyrs død sted før syndefaldet?

Svar: Mikrober døde; hvordan skulle fisk ellers kunne spise plankton? Så hvor langt op i livets kompleksitet nåede døden før syndefaldet? Kristne har to synspunkter på dette.

Ja. Disse vers i Romerbrevet henviser kun til menneskets død, så Bibelen siger ikke noget om det. Fossile fund tyder på, at store og små dyr blev spist før menneskets syndefald.

Nej. Disse vers henviser til døden blandt alle dyr, der har selvbevidsthed. Mens planter, mikrober og lavere dyr uden »nephesh-liv« (dvs. selvbevidsthed) døde før syndefaldet, døde højere dyr ikke før syndefaldet.

Spørgsmål: Hvorfor tillader Gud i Rom8:19 -22 ondskab i en faldet verden?

Svar: Både dagbladet og Bibelen viser, at verden rummer både ondt og godt. Ifølge Johannes 9:1-3 blev manden ikke født blind på grund af sin egen synd eller sine forældres synd. I Lukas 13:1-5 fortjente de myrdede galilæere og dem, som tårnet i Siloam faldt ned over, måske disse ting, men de fortjente dem ikke mere end alle andre.

Romerne 8:19-22 viser, at Gud efter syndefaldet underkastede skabningen forfaldet. Det forfaldne menneske fik ikke lov til at leve i en uforfalden skabning. Vi har naturkatastrofer, midlertidig uretfærdighed og menneskets umenneskelighed over for medmennesket. Siden syndefaldet står der i 1. Johannesbrev5:19 , at hele verden er under den ondes indflydelse. Denne tidsalders gud er Satan i 2 Korintherbrevet 4:4. Satan er denne verdens fyrste i Johannes 12:31;14:30 ,16:11 ; Efeserbrevet6:12 ; og Kolossenserbrevet 1:13. Se også diskussionen om Efeserbrevet 2:2 for yderligere information.

Spørgsmål: Omfatter en kristens frihed i Rom 8:21 friheden til at gøre lige, hvad vi vil?

Svar: En sekt kaldet Guds Børn, også kaldet Kærlighedens Familie, lærte, at de skulle have seksuel frihed uden for ægteskabet.

Tilsyneladende var dette også et problem i Det Nye Testamente, for Paulus behandler dette spørgsmål i 1. Korintherbrev 5:9-11 og Romerbrevet 6:1.

1 Korintherbrev 5:9-11 siger, at vi ikke engang bør spise sammen med mennesker, der kalder sig kristne og gør disse ting.

Romerne 6:1 viser, at det er umuligt at have denne holdning og leve i Kristus.

Et gådefuldt spørgsmål, jeg har hørt, lyder således: »Hvad er det mindste, man kan gøre og stadig være kristen?« Svaret er: »Hvis du stadig tænker i de baner, har du ikke gjort det endnu.«

Spørgsmål: I Rom 8:23, sukker de troende, fordi vi har Åndens første frugter, eller på trods af at vi har Åndens første frugter?

Svar: Grammatikken præciserer det ikke, og det mest sandsynlige svar er begge dele. Har du nogensinde fået en lille smagsprøve på noget lækkert, og så kunne du ikke vente, indtil du kunne få det hele? At have Ånden er sådan. Vi får en lille smagsprøve på Herrens glæde i Ånden, og vi kan ikke vente, indtil vi har den fuldt ud.

Spørgsmål: I Rom 8:23, er vi da adopteret som Guds sønner, eller er vi født på ny, som det står i Joh 3:16, og er det i nutid eller fremtid?

Svar: Begge metaforer udtrykker sandheden. En adopteret søn har alle de samme rettigheder som en biologisk søn. Vi er alle, mænd som kvinder, Guds børn allerede nu. Både de fødte og de adopterede sønner modtager familiearven, men indtil videre har vi kun modtaget en lille brøkdel af det, vi vil få som Guds børn.

Spørgsmål: Er Helligånden i Rom 8:26 vores mægler, eller er Kristus vores mægler, som det står i 1 Tim 2:5?

A: Helligånden går i forbøn for os i bøn. Det græske ord for »hjælper«, synantilambanetai, henviser til, at én person hjælper en anden med at bære en tung byrde. Helligånden gik ikke i forbøn for os på korset eller som ypperstepræst, da det kun var Jesus, der gjorde det.

Q: Hvordan kan alt i Rom 8:28 virke sammen til det gode for dem, der er kaldet?

A: Om millioner af år, eller uanset hvordan tiden tælles i himlen, kan vi se tilbage på, hvordan Gud brugte alt i vores liv, selv de onde ting, til at lære os noget, få os til at vokse og forædle os.

Spørgsmål: I Rom 8:28-39 læste min veninde Charles Stanleys bog om evig sikkerhed højt for mig, og da hun kom til afsnittet om Guds ubetingede kærlighed, modsatte hun sig det ved at spørge, hvor i Bibelen der står, at Guds kærlighed er ubetinget? Hun tilhører kirkesamfundet »Church of Christ«, og hendes opfattelse er, at en betingelse for at blive frelst er vanddåben – og derfor afhænger Guds kærlighed og frelse for os af, at man er døbt. Hvordan skulle jeg have svaret hende?

Svar: Charles Stanley har meget godt materiale om Bibelen og frelsen, og han har ret.

Salme 145:17 siger, at Gud er kærlig over for alt, hvad han har skabt, hvilket inkluderer den barmhjertighed, han har vist selv over for de evigt fortabte.

Men Bibelen lærer aldrig, at Gud er »altkærlig«, for det er retfærdighed og vrede, ikke kærlighed over for Satan og dæmonerne, der sender dem til ildsøen. Ikke alle mennesker kommer i himlen, kun de udvalgte, som Gud på forhånd kendte og forudbestemte.

Men Gud har en særlig kærlighed til nogle, kaldet de udvalgte (dem, der er bestemt til himlen). Alligevel lærer Romerbrevet 8:28-39, at intet kan skille os (dem, der er kaldet) fra Guds kærlighed. For de udvalgte, hvor meget mere ubetinget kan det så være?

Var det vores kærlighed, der »udløste« Guds kærlighed til os, eller var det Guds kærlighed, der udløste vores kærlighed til ham? 1. Johannesbrev 4:10,19 viser, at Gud først elskede os. I Johannes 6,65 sagde Jesus: »Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, medmindre Faderen har givet [tiltrukket/gjort det muligt] ham det.« Calvinister og ikke-calvinister er uenige om, hvorvidt det gælder alle eller nogle:

5-punkts-calvinister: Faderen har kun gjort det muligt for nogle. Jesus døde altså ikke for nogle, og de afviste aldrig Jesu frelse for dem, fordi Gud slet ikke havde noget ønske om at give dem nogen mulighed i første omgang. Gud har ingen fortabte sjæle.

Alle andre: Faderen har på forhånd gjort det muligt for alle, men nogle vælger at forkaste det, der blev tilbudt dem. Gud Sønnen følte stor sorg over de fortabte i Jerusalem (Mattæus 23:37-39).

Uanset hvad forstår mange medlemmer af »Kristi Kirke« dog simpelthen ikke Efeserbrevet 2:4,8-10. Vores gerninger har 0 % indflydelse på, om vi bliver frelst. Vi bliver frelst ved nåde GENNEM TRO, ... IKKE GERNINGER. Troen er her specifikt udelukket som en gerning, og vanddåben er en gerning, der er et tegn på vores tro, men vi bliver frelst ved Guds nåde, ikke ved vand. Når du skal vælge mellem det, som medlemmet af Kristi Kirke sagde, og det, som apostlen Paulus sagde, så hold dig til apostlen Paulus.

Spørgsmål: Kan nogen, som Gud på forhånd kendte, i Rom 8:29 komme i helvede?

Svar: Nej. Ordet »forudkendte« betyder her, at Gud forudkendte, at de ville komme i himlen. Dette spørgsmål indeholder en logisk fejl. Da Gud står uden for tiden, svarer dette spørgsmål til at spørge: »Kan nogen, der har været i Toledo, aldrig have været i Toledo?«

Spørgsmål: Er forudbestemmelsen i Rom 8:29 og Ef 1:4 blot en calvinistisk lære?

Svar: Nej. Disse vers viser, at det er en bibelsk lære for alle kristne, både ikke-calvinister og calvinister. Calvinister kan have nogle fejltagelser vedrørende forudbestemmelse, men nogle calvinister har også nyttige indsigter.

Gud ved med sikkerhed alt om fremtiden, men Hans viden fjerner ikke vores frie vilje eller mindsker vores ansvar. Vi kan ikke sige: »Gud vidste, at jeg ville gøre det, så jeg havde ikke noget valg, jeg var nødt til at gøre det.« I ApG 2,23 blev Jesus Kristus overgivet til jøderne efter Guds forudbestemte hensigt og forudviden, men alligevel var de, der korsfæstede Jesus, skyldige i synd (Joh19:11 ). Her er et eksempel. Vi kan læse en bog om, hvordan George Washington krydsede Delaware-floden for over 200 år siden. Vores næsten sikre viden fra bogen tvang ikke George Washington til at gøre dette. Antag, at vi kunne rejse tilbage i en tidsmaskine til for 400 år siden og tage bogen med os. Vi har stadig ikke gjort noget, der tvang George Washington til at gøre noget som helst.

Gud eksisterer uden for tiden (Titus 1:2) såvel som inden for den, og Hans forudviden tvang os ikke til at gøre noget.

Guds forudviden om os går forud for hans forudbestemmelse/udvælgelse i de to vers, der nævner begge dele sammen (Rom8:29 ; 1. Petersbrev 1:2). Calvinister har en tendens til at vende rækkefølgen om. Gud udvælger alle, han udvælger, og derefter forudkender han. Arminianere (ikke armenere) har en tendens til at sige, at Gud udvalgte før tidens begyndelse på grundlag af sin forudviden. Men hvis Gud virkelig befinder sig uden for tiden, kan begge dele foregå samtidigt.

Den Almægtige Guds suverænitet negerer ikke vores frie vilje, selvom kalvinister typisk hævder det modsatte. Der skete nogle ting, som »ikke faldt Gud ind«, såsom ofringen af spædbørn i Jeremias 32:35, og der døde mennesker, som ikke burde være døde, i Ezekiel 13:19. Der sker nogle ting, der gør Gud trist. Men på den anden side virker alt sammen i overensstemmelse med Guds plan (Efeserbrevet1:11 ). Hvordan forener man disse to tanker? Gennem begrebet »delegeret suverænitet«. Gud kunne have fuldstændig kontrol over alt, på en sådan måde, at intet kunne mishage Ham, og vi alle ville være robotter. Men Gud, som kan gøre alt, valgte tilsyneladende at delegere Sin suverænitet, for en tid og inden for visse grænser, således at vi har evnen til at vælge at adlyde eller være ulydige mod Gud. Gud satte tilsyneladende stor pris på mennesket, skabt i Hans billede, så mennesker frit kunne vælge at elske Herren. Gud værdsætter dette så højt, at Han tillader mennesker at afvise Ham og lide under konsekvenserne af deres valg.

Hvad er fri vilje? Martin Luther skrev en hel bog, *Om viljens trældom*, hvor han hævdede, at fri vilje var en falsk lære. Her tog Luther fejl, fordi han drev tingene ud i ubibelske yderligheder. Vi er født med en vilje, der er slavebundet af synden (hvilket Luther ville være enig i), men vi har fri handlefrihed til alligevel at råbe om hjælp. Vi har fri vilje, og det har en narkoman også. Den narkoman har måske ikke styrken til at bryde fri af sin afhængighed, men han kan snuble ind på et afvænningscenter, falde på jorden og sige: »Hjælp mig«. Nogle skelner mellem en moralsk neutral, ubundet fri vilje (hvilket er ubibelsk) og det, vi har, og kalder det sidste for handlefrihed. Andre, især kristne i den tidlige kirke, bruger udtrykket »fri vilje« om det bibelske begreb.

Sammenfattende kan man sige, at Gud forudbestemmer os, og at vi også har fri vilje, når man forstår det korrekt. Før tiden begyndte, var Guds udvælgelse af, hvem der skulle komme i himlen, hverken blind eller vilkårlig, men hver eneste dag i vores liv var skrevet i Guds bog (Salme 139:16), da Han udvalgte os.

Spørgsmål: Lærer Rom 8:29-30 den kætterske lære om universalisme, at alle bliver frelst?

Svar: Nej. Romerbrevet 8:29-30 siger, at alle, der var forudkendt og forudbestemt, vil blive herliggjort. Der er intet i disse vers, der tyder på, at alle mennesker er forudkendt og forudbestemt til frelse.

Her er, hvad den falske religion, Rev. Moons Foreningskirke, lærer i deres bog, Det Guddommelige Princip (5. udg. 1977), efterfulgt af, hvad Bibelen lærer.

»Det Guddommelige Princip«, s. 190: »Det endelige formål med Guds genoprettelsesplan er at frelse hele menneskeheden. Derfor er det Guds hensigt at afskaffe helvede fuldstændigt, når den periode, der er nødvendig for fuldstændig betaling af al soning, er udløbet.«

»Det Guddommelige Princip«, s. 191: »Når de sidste dage kommer, vil selv onde ånder stige ned til jordiske mennesker på samme niveau og ved at samarbejde med dem tage del i opfyldelsen af Guds vilje. Endelig, efter en passende periode, vil skabelsens forenede formål blive opnået.«

Det Guddommelige Princip, s. 200: »Selvom tidspunktet for deres frelse kan variere, er alle faldne mennesker forudbestemt til at blive frelst.«

Bibelen: De vantros straf er evig og uendelig. (Mattæus 18:8, 25:41,46, Judas 7). Det er en uudslukkelig ild (Esajas 66:24, Mattæus3:12 , Lukas3:17 ).

Rev 14:11 Der står: »Og røgen fra deres pine stiger op i al evighed. Dag og nat er der ingen hvile for dem, der tilbeder dyret og dets billede...«

Spørgsmål: I Rom 8:30, hvor stor en procentdel af de mennesker, der opfylder et trin, går videre til det næste trin?

A: 100 %. Alle, der er forudbestemt, bliver kaldet. Alle, der bliver kaldet, bliver faktisk retfærdiggjort. Alle, der bliver retfærdiggjort, bliver herliggjort.

Q: I Rom 8:30 står der, at vi en dag skal blive herliggjorte skabninger i himlen. Hvordan skal vi så leve på den måde allerede nu, uden at være arrogante?

A: Da vi en dag vil være syndfrie og uden ondskab, bør vi forsøge at leve sådan allerede nu. Hvis vi gør det og er så ydmyge som muligt, skal vi være klar over, at nogle måske alligevel vil kalde os arrogante. (Det er så arrogant, at du tror, du er så god, at du ikke vil gå ud og drikke dig fuld sammen med mig.) Men vi bør virkelig ikke være arrogante, for Gud siger, at vi skal være ydmyge. En anden grund er, at vi egentlig ikke har noget at være arrogante over. Hvad har du af godt, der ikke var en gave fra Gud?

Spørgsmål: I Rom 8:32, står ordet »andet« på græsk, som det gør i Jehovas Vidners oversættelse »Den Nye Verden« (revideret 1970 e.Kr., s. 1227)?

Svar: Nej, det er det ikke. »New World Translation« tilføjer ordet »andre« i kursiv på steder som f.eks. fire gange i Kolossenserbrevet 1:16-20. Kursivskriften viser, at det ikke står i den græske tekst. Ordet „andet“ står dog heller ikke i Romerbrevet8:32 eller Filipperne 2:9 på græsk, og Vagttårnet har undladt at sætte det i kursiv. De har også tilføjet „andet“ i Apostlenes Gerninger 10:36 og sat det i firkantede parenteser.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved Paulus’ ord om højde og dybde i Rom 8:39?

Svar: Den præcise betydning var stjernelignende objekter over horisonten og stjernelignende objekter under horisonten. En anden måde at se på det på er, at vi ikke behøver at bekymre os om noget i himlen eller helvede, eller endda om overtroen omkring astrologi og skæbnen, der adskiller os fra Guds kærlighed.

Spørgsmål: Er det i Rom 8:39 muligt at miste sin frelse?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette. Se diskussionen om Hebræerbrevet 6:4-12 og Efeserbrevet 1:14 for mere information.

Spørgsmål: I Rom 9:1-4, bør vi da føle sorg over de fortabte?

Svar: Ja. Paulus var helt sikkert dybt bedrøvet over disse mennesker. Ligeledes kaldes Jeremias den grædende profet på grund af den sorg, han følte for de fortabte, som det fremgår af Jeremias 9:1-2 og andre steder. Jesus følte stor sorg over dem i Jerusalem, der afviste ham, som det fremgår af Matthæus 23:37-39. Hvis vi skal følge profeternes, apostlenes og Jesu eksempel, og vi ikke føler sorg eller beklagelse over de fortabte, så er der noget galt med os.

Jøderne havde både blod og adfærd, men de havde ikke tro på den kommende Messias, og de så heller ikke noget behov for tro. Mange af jøderne var stolte af, at de anstrengte sig så meget, men de ville ikke acceptere, at det var ved nåde, ikke ved deres gerninger. En interessant kontrast er Paulus’ synspunkt: sorg over disse mennesker, og de ufrelste jøders synspunkt: Paulus var en forræder.

Der er en vittighed, hvor en mand spurgte en dame i en baptistkirke, hvordan det gik med deres præst. Damen sagde: »Åh, vi fyrede ham for et stykke tid siden, fordi han sagde, at alle, der afviser Jesus, kommer i helvede.« Manden var chokeret, for det er jo netop det, kristne – inklusive baptister – siger. Så spurgte han: »Hvad siger jeres nye præst?« Damen svarede: »Åh, han siger, at alle, der afviser Jesus, også skal i helvede.« Manden spurgte: »Hvad er så forskellen?« Damen sagde, at den første præst sagde det med glæde i stemmen, mens den anden præst sagde det med en tåre i øjet.

Spørgsmål: I Rom 9:4f,6-9: Da Guds løfter er sikre, hvorfor var de så uden virkning for nogle?

Svar: Guds løfter er gode, men man skal se på løftets rækkevidde. Nogle gange gælder det kun for nogle, såsom Isak og ikke Ismael og midianitterne, Jakob og ikke Esau osv. Nogle gange er rækkevidden betinget, såsom at Israels børn, der forlod Gud for at tilbede Ba'al, forsvandt og kom uden for løftet. Guds frelse er sikker og evig for alle, der tager imod den.

Spørgsmål: I Rom 9:8-9,27 og Rom11:13 -17,26 – kommer alle jøder i himlen, eller ej?

Svar: Nej. Nogle få har tænkt dette på baggrund af disse to afsnit i Romerbrevet. Romerbrevet 8-9 understreger imidlertid, at det er løftets børn, ikke de biologiske afkom, der kommer i himlen. Romerbrevet9:27 understreger, at kun en rest af det biologiske Israel vil blive frelst. Romerbrevet 11:13-17,26 taler både om Guds »åbne invitation« til nutidens jøder og om deres fremtidige masseomvendelse, hvor de tager imod Guds invitation.

Desuden sagde Jesus til de religiøse jøder i Johannes8:24 , at hvis de ikke tror på, at Jesus er Messias, vil de sandelig dø i deres synder. I Matthæus 23:33 spørger Jesus lovlærerne og farisæerne, hvordan de nogensinde skal undgå at blive dømt til helvede. Galaterbrevet 5:2 viser også, at Kristus ikke har nogen værdi for dem, der sætter deres lid til omskærelsen.

Se diskussionen om Jeremias 31:37 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål: Hvorfor hadede Gud Esau i Rom9:13 og Mal 1:2-3? Var det retfærdigt?

Svar: Ifølge R.C. Sproul i *Now That’s a Good Question*, s. 570: »Først og fremmest har vi her at gøre med et hebraisk idiom. Det er den hebraiske taleform, vi kalder antithetisk parallelisme, hvorved Skriften taler i direkte modsætninger. For at forstå det må vi indse, at uanset hvad Gud mener med at hade Esau, så betyder det det stik modsatte af, hvad det betyder at elske Jakob. … i den [gammeltestamentlige] sammenhæng, hvor netop denne tekst forekommer, betyder det, når Bibelen siger, at Gud elsker Jakob, at han gør Jakob til modtager af sin særlige nåde og barmhjertighed. Han giver Jakob en gave, som han ikke giver til Esau. Han viser Jakob barmhjertighed. Han tilbageholder den samme barmhjertighed fra Esau, fordi han ikke skylder Esau barmhjertighed, og han forbeholder sig retten [til at tilbageholde den]. … Den jødiske person beskriver forskellen ved at bruge modstridende udtryk.”

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem retfærdighed og rimelighed i Rom 9,14? Er Gud begge dele?

Svar: Bibelen siger, at Gud er retfærdig; den siger ikke, at Gud er rimelig. Retfærdighed er at give mennesker det, de fortjener. Men nogle gange trumfer Guds nåde og barmhjertighed Guds retfærdighed. Gud giver os gode ting, som vi ikke fortjener, og han giver os ikke de dårlige ting, som vi fortjener, fordi Jesus døde på korset for os. Guds retfærdighed opfyldes dog stadig, fordi Jesus påtog sig straffen for vores synder. Retfærdighed betyder at give alle nøjagtigt det samme og nøjagtigt de samme muligheder. Bibelen og livet viser, at Gud ikke er retfærdig, og at han heller ikke behøver at være det. Var Gud retfærdig over for Jakob og Esau? Nogle mennesker siger: »Ja og nej«. Jeg har et helt andet svar: »Nej og ja«. Gud var IKKE retfærdig over for Jakob. Jakob troede på Gud, men han var en løgnagtig, svigagtig skurk, som Gud, hvis han havde været retfærdig, ville have forladt. På den anden side var Esau gudløs ifølge Hebræerbrevet 12:16; Esau ville ikke have noget med Gud at gøre, og Gud havde intet med Esau at gøre, bortset fra at Esau havde økonomisk fremgang.

Spørgsmål: Hvorfor kan vi i Rom 9:18 ikke bebrejde Gud for at have forhærdet Faraos hjerte?

Svar: Syv gange sagde Gud, at han forhærdede Faraos hjerte. Men syv gange sagde Gud, at Farao selv forhærdede sit hjerte. Først må vi forstå begrebet »forhærdning«, før vi ser på, hvordan Gud forhærdede Faraos hjerte.

Når et ugudeligt menneskes hjerte forhærdes, bliver vedkommende endnu mere fastlåst i sin ugudelighed. På den anden side sagde Gud, at han forhærdede profeterne Ezekiel og Jeremias, og de blev forhærdet på en god måde. I Ezekiel 3:8-9 står der: »Men jeg [Gud] vil gøre dig lige så urokkelig og forhærdet som de er. Jeg vil gøre din pande som den hårdeste sten...«

I Jeremias1:18 ;15:20 gjorde Gud Jeremias som en mur, der ville stå imod alle.

»Hærdning« betyder altså ikke altid noget ondt, men at gøre en mere fast i sine vaner, ligesom ler hærdes.

At Gud sendte plagerne, kan have blødgjort nogle menneskers hjerter, men det havde den virkning, at det forhærdede Faraos hjerte. Hvor meget forhærdede Gud Faraos hjerte uden at bruge ydre påvirkninger såsom plager? Det siger Skriften ikke noget om. Uanset hvad bevægede Guds værk Faraos hjerte i den retning, Farao allerede ønskede, at det skulle gå. Når plager kommer ind i vores liv, kan de være en opfordring til at forhærde vores hjerte mod Gud eller til at styrke vores beslutsomhed for Gud og imod synd.

Her er, hvad en forfatter fra den tidlige kirke lærte om dette.

Tertullian (198-220 e.Kr.): »Gud forhærder Faraos hjerte. Han fortjente imidlertid at blive påvirket til sin undergang, da han allerede havde fornægtet Gud, allerede i sin stolthed så ofte havde afvist Hans sendebud, pålagt Hans folk tunge byrder og (for at opsummere det hele) var egypter.« Fem bøger mod Marcion, bog 2, kap. 14, s. 308

Origenes (225-254 e.Kr.) sagde i realiteten, at ligesom den samme varme fra den samme sol både hærder ler og smelter voks, så hærder Guds Ånds virke de oprørske og blødgør de angrende. Origenes’ *De Principiis* (både på græsk og latin), bog 3, kap. 1.11, s. 311.

Spørgsmål: Hvem havde i Rom 9:18 hvilket ansvar for forhærdelsen af Faraos hjerte såvel som andre menneskers?

Svar: Der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

A. Gud er ansvarlig:

A1. Alt, hvad der sker, er tilladt af Gud. Med andre ord sker der intet, undtagen det, som Gud tillader (Jakob4:15 ; Job1:12 ; 2:6; Salme 103:19).

A2. Alt, hvad Gud bestemmer, sker med sikkerhed. (Esajas 43:13; Esajas 55:10-11; Romerne 11:29). Gud lovede (dvs. bestemte), at israelitterne skulle forlade Egypten efter at have været slaver i 400 år (1. Mosebog15:13 -14).

A3. Gud skabte Farao og lod ham leve.

A4. Gud handlede gennem historien og lod Farao være konge i Egypten på det tidspunkt.

A5. Gud sendte specifikt plagerne til Egypten.

A6. I sidste ende var, er og vil alt, selv ting, der »ikke faldt Gud ind« (Jeremias 19:5; 32:35), være vævet sammen i Guds plan (Efeserbrevet1:11 ; Romerbrevet8:28 ; Ordsprogene 16:4).

B. Gud er ikke ansvarlig for ting, som Gud tillod, men ikke direkte forårsagede, såsom det onde.

B1. Nogle ting vækker stor vrede hos Gud (Jeremias 5:29;8:19 ; 12:8; Ezekiel 8:6).

B2. Nogle ting knuser Guds hjerte (Jeremias 4:19-22; 9:1; Lukas 19:41-44; Matthæus 23:37-39).

C. Farao var ansvarlig:

C1. Farao blev ikke tvunget. Faktisk ville plagerne for de fleste mennesker have været en »opmuntring« til at vælge det rette.

C2. Farao traf sine egne valg.

D. Begge var fælles ansvarlige:

D1. Farao forhærdede også sit eget hjerte, og Faraos egen forhærdning blev nævnt, før Gud forhærdede Faraos hjerte.

Spørgsmål: Hvordan kan Gud i Rom9:19 -22 og Rom 11:8,10 holde os ansvarlige for det, han gør os til?

Svar: Måske kan en illustration hjælpe. Lad os sige, at vi blev født og levede hele vores liv ombord på et skib. Antag, at dette skib var ved at synke, og at der var en redningsbåd til rådighed, så vi kunne komme væk fra skibet. Hvis vi bliver på skibet og drukner, er vi ansvarlige for vores egen død. Vi var ikke ansvarlige for at være født på skibet, men vi var ansvarlige for ikke at vælge at forlade det synkende skib. Det ville ikke blot være upassende, men også tragisk og meningsløst, hvis en person gav omstændighederne omkring sin fødsel skylden for sit eget valg om at afvise tilbuddet om redningsbåden.

Vi havde altså ingen indflydelse på eller ansvar for, hvordan vi blev født, og for det faktum, at vi har en syndig natur. Men mennesker er ansvarlige for ikke at vælge at komme til Gud for at få deres syndige natur renset og deres synder tilgivet.

Spørgsmål: Hvorfor kalder Guds ord i Rom 9:19 disse spørgsmål upassende?

Svar: Der gives her to forskellige grunde.

Holdning: Intet spørgsmål er godt, hvis holdningen er at svare Gud igen (vers 20). I stedet for at forsøge at lære Guds veje søger spørgsmålene at tvinge Gud til at retfærdiggøre sig selv.

Indhold: Selv når de stilles med en ærbødig holdning, er spørgsmålene stadig ikke passende, fordi de bygger på nogle falske antagelser. Vi må indse to sandheder:

1. Gud har ret til at skabe os, som Han ønsker (vers 21).

2. Desuden viser vers 21-23, at Gud ikke skabte de udvalgte og de forkastede forskelligt; vi er alle født skabt af den samme »ler«. Forskellen ligger ikke i vores oprindelse, men i vores bestemmelsessted. For mange mennesker vil »budskabet ikke blive forenet med tro« (Hebræerbrevet 4:2), og Gud vil udøse sin retfærdige vrede over dem.

Spørgsmål: Har mennesker i Rom 9:19 fri vilje?

Svar: Ja, ifølge den korrekte definition.

Nej, intet uden for Guds ønskede og forudbestemte vilje. Hvis du med fri vilje mener, at mennesket kan handle fuldstændigt uden for Guds grænser, viden eller kontrol, så har ingen, ikke engang Adam eller Satan, fri vilje. Men det er sjældent det, der menes med fri vilje.

Ja, vi gør ting uden for Guds ønskede vilje.

Fri vilje betyder ofte, at Gud har valgt at give os evnen til virkelig at træffe valg og til at gøre ting uden for det, Gud ønsker. Gud kender alle vores valg, men det er os, der har truffet dem. Vores vilje er »fri« i den forstand, at den ikke er tvunget af Gud. Vi er ikke marionetter eller robotter. Vores frie vilje er dog ikke fuldstændig »fri«, fordi den er bundet af synd. Den narkoman, der længes efter stoffer, har fri vilje til at holde helt op fra den ene dag til den anden, men hans vilje er i trældom.

Ikke-calvinistiske kristne siger, at vi har fri vilje, herunder at alle har et vist ansvar og en evne til at reagere på Gud. Calvinistiske kristne siger, at vi ikke har det. Nogle kalvinister siger, at troende har fri vilje, men ikke-troende har det ikke. Den store prædikant (og kalvinist) fra det 19. århundrede, Charles Spurgeon, sagde, at vi havde »fri vilje«, men at den var slave under vores syndige natur, hvilket faktisk ligner det, som ikke-kalvinisterne siger.

Andre kalvinister siger imidlertid i realiteten, at selvom mennesker har »fri handlefrihed«, har de ikke fri vilje – ikke blot fordi Gud valgte ikke at give os den, men fordi Gud angiveligt ikke kunne give os den og stadig være suveræn.

Den kalvinistiske teolog Loraine Boettner (s. 222) siger: »Desuden, hvis vi anerkender fri vilje i den forstand, at den absolutte bestemmelse af begivenhederne ligger i menneskets hænder, kan vi lige så godt skrive det med stort F og stort W; for da er mennesket blevet som Gud – den første årsag, en oprindelig kilde til handlinger – og vi har lige så mange halvguder, som vi har frie viljer. Medmindre Guds suverænitet opgives, kan vi ikke tillade mennesket denne uafhængighed.”

Boettner blander faktisk kategorier her. Hvis Boettner sagde, at »vi ikke kan anerkende fri vilje i den forstand, at mennesket kunne gøre ting uden for det, som Gud har tilladt«, så burde alle kristne være enige med Boettner. Men hvis Gud har valgt midlertidigt at have »delegeret suverænitet«, hvor Gud har bestemt, at visse ting, såsom en persons evige skæbne, vil ske på den ene eller den anden måde baseret på personens reaktion på Guds virke i vedkommendes liv, og Gud ikke har tvunget denne reaktion frem, så tager Boettner fejl, medmindre man læser så meget ind i Boettners ord »absolut«, at udsagnet bliver en logisk tautologi, som alle kunne være enige i.

En mere bibelsk omtale af menneskets frihed, som både ikke-calvinister og mange calvinister kan være enige i, indgik i et foredrag holdt af R.C. Sproul i Austin omMarch 9, 1991 .March 9, 1991 .

»Jeg tror ikke, at vi som kristne er nødt til at opgive det meget vigtige begreb om menneskelig frihed og ansvar – ikke et eneste sekund. Og det ville være meget smertefuldt for mig at skulle give afkald på tanken om menneskelig frihed. Men, mine kære, det kunne jeg leve med. Hvis jeg skulle give afkald på tanken om, at Gud er suveræn, ville jeg have forladt kristendommen. Jeg har opgivet håbet, fordi jeg nu erkender, at jeg lever i et univers, der ikke er underlagt den guddommelige forsyns myndighed.” R.C. Sproul siger altså, at Guds suverænitet er vigtigere for ham end menneskets frihed, men han mener, at begge dele er sande. Igen taler Sproul ikke om en total, absolut frihed, men han lærer om en ægte frihed.

Sammenfattende: Alle bør være enige om, at enhver har et ansvar for at adlyde Gud, men i sig selv har ingen magten til at adlyde på grund af vores syndige natur. Mange, men ikke alle, reformerte kristne siger, at Gud aldrig gav de ikke-udvalgte muligheden, valget eller evnen til at reagere på Gud på nogen måde. Som en reformeret person udtrykte det: Man er enten en robot for Gud eller en robot for Satan.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at nogle moderate reformerte teologer (Spurgeon, Packer, Bunyan osv.) hævder, at Gud giver alle et oprigtigt tilbud om evangeliet. Andre (Pink, Gill, Hoeksema) hævder, at Gud ikke tilbyder evangeliet til alle. Atter andre hævder, at vi kan tilbyde evangeliet oprigtigt til alle, da vi ikke ved, hvem de udvalgte er, men at Gud ikke kan give et oprigtigt tilbud.

Se venligst det næste spørgsmål for bibelsk belæg for »fri vilje/fri handlefrihed« i den forstand, at selvom vores vilje er bundet af synd, har alle evnen til at træffe ægte valg og reagere på Gud.

Spørgsmål: Er mennesker i Rom 9:19 som robotter eller marionetter, eller har Gud besluttet at give alle evnen til at træffe ægte valg og reagere på Gud?

Svar: Josva 24,22-23 viser, at enten kan mennesker træffe valg, eller også er Gud tilfreds med, at hans folk vildledes til at tro, at de vælger at indgå en pagt med ham.

Gud har givet mennesker friheden til at knuse hans hjerte (Jeremias 9:1; Mattæus 23:37-39 osv.). Mens nogle kalvinister hævder, at dette blot er antropomorfismer, og at Gud ikke virkelig føler sådan, åbner dette en hel Pandoras æske. Hypotetisk set: Hvis alle versene i Bibelen om, at Gud føler hjertesorg og skuffelse, ikke skal tages bogstaveligt, så gælder det måske også for alle versene om Guds vrede og harme samt antropomorfismerne, og Gud har i virkeligheden ikke vrede. Måske ville alle versene om Guds kærlighed også være antropomorfismer, og Gud har heller ikke rigtig nogen følelse af omsorg eller bekymring for os. Derfor har enten de vers, der beskriver Guds følelser, en betydning, eller også har Gud spildt en masse blæk i Bibelen unødigt, når Han blot kunne have angivet konsekvenserne og sagt, at Han var en slags simpel computer.

Se diskussionen om 1. Mosebog 50:19-20; 5. Mosebog 1:39 og Josva 24:21-24 for mere information om menneskers evne til at træffe valg.

Se det næste svar for en mere uddybende diskussion om menneskets evne til at træffe valg.

Spørgsmål: I Rom 9:19, hvis mennesker ikke er som robotter eller marionetter, hvad siger Bibelen så om menneskets evne til at træffe valg?

Svar: Undskyld, at jeg insisterer på dette punkt, men mange kalvinister overser, at Gud giver mennesker et reelt, ægte valg med hensyn til at søge Ham. Først to punkter om Gud og derefter nogle punkter om mennesker.

FADREN OG JESUS: Faderen udvalgte, kaldte og sendte Jesus for at være vores Frelser. Dette fremgår af Mattæus 12:18; 1. Petersbrev 2:6; Hebræerbrevet 5:4; 3:2; Lukas 23:35; og Esajas 48:15; 49:1,6.

Faderens valg, viden og plan udelukkede imidlertid ikke det faktum, at Kristus selv stadig frit valgte at komme og adlyde, jf. Johannes 10:18; Lukas 22:42 og Hebræerbrevet 10:9.

MENNESKER: Alle mennesker er syndige og fordærvede. Uden Guds indgriben vil ingen søge Gud, jf. Romerbrevet3:11 , som omskriver Davids ord i Salme 14:2 og Salme 53:2.

Alligevel hævdede David selv, at han søgte Gud i Salme 63:1 og Salme 27:4,8.

Desuden har mange andre med Guds hjælp valgt at tjene Herren.

Josva 24:22 »I er vidner mod jer selv på, at I har valgt at tjene HERREN,« sagde han om Israel

Mattæus-6:33 : »Søg først Guds rige«

Mange søger Gud 1 Krønikebog 16:10,11; 2 Krønikebog 15:12; 30:19; Esra 6:21; Salme 34:10; 69:32; 70:4; Ordsprogene 28:5; Zakarias 8:21,22; Malakias 3:1

Sæt jeres hjerte på at søge Gud 2 Krønikebog 11:16

1 Krønikebog22:19 ; 28:8,9; 2 Krønikebog7:14 ;12:14 ; 14:4; 15:2;15:13 ; 19:3

2 Krønikebog 20:3,4; 31:21; 34:3; Hosea 3:5

Salme 9:10 og Esajas 45:19 er et løfte om ikke at svigte dem, der søger Gud

Salme22:26 : De, der søger Herren, vil prise ham.

Salme 24:6 Sådan er den generation, der søger ham.

Salme 40:16; 105:3,4; 119:2,45 Alle, der søger dig, skal juble og glæde sig

Salme 119:94 Jeg har søgt dine bud

Ordsprogene 1:28b-29 De vil lede, men ikke finde, fordi de ikke frygtede Herren

Ordsprogene8:17 : De, der søger visdom, finder den

Esajas 51:1 I, der søger Herren

Esajas 55:6 Søg Herren, mens han kan findes; påkald ham...

Jeremias 29:13 I vil søge og finde, når I søger af hele jeres hjerte

Jeremias 50:4 Israel og Juda vil søge Gud

Hosea10:12 »... For det er tid til at søge Herren«

Amos 5:4,6;5:14 Søg Herren, så I kan leve

Desuden kan mennesker med Guds hjælp vælge at gøre Guds vilje.

Johannes7:17 Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han vide, om Min lære er fra Gud, eller om Jeg taler på egen hånd.

Jonas 2:8 »De, der klamrer sig til værdiløse afguder, svigter hans kærlige hengivenhed«

Salme 83:16 Gud handler, for at mennesker kan søge ham

Salme 119:30 »Jeg har valgt sandhedens vej;«

Salme 119:173 »for jeg har valgt dine bud«

Esajas 7:15 »Inden han er gammel nok til at skelne mellem godt og ondt, skal han spise ostemasse og honning.«

Esajas 56:4 »Til de eunukker, der holder mine sabbatter, som vælger det, der behager mig...«

Ordsprogene 8:10,16:16 Vi er pålagt at vælge visdommens undervisning frem for udvalgt sølv

Johannes5:35 Johannes var en lampe, der brændte og gav lys, og I var i en periode villige til at nyde hans lys

Johannes7:17 »Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han vide...«

Apostlenes Gerninger20:21 »... omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus«

Efeserbrevet1:13 Og i ham, efter at have hørt og troet på sandhedens ord…

5. Mosebog 30:19 Vælg nu [israelitter] livet, så I og jeres børn kan leve

Romerne11:32 For Gud har overgivet alle til ulydighed, for at han kan vise barmhjertighed mod alle. (ordet »alle«, pantas, er det samme i begge tilfælde)

2. Thessalonikerbrev2:10 de fortabte, som er vildledt, fordi de nægter at elske sandheden og dermed blive frelst.

Titus2:11 »For Guds nåde er åbenbaret og bringer frelse til alle.«

1. Petersbrev1:22 : »Da I har renset jeres sjæle ved lydighed mod sandheden...«

2. Petersbrev1:10 »stræb efter at gøre jeres kald og udvælgelse sikkert.«

I modsætning hertil er mennesker ansvarlige for ikke at søge deres Gud.

Esajas 9:12-13; Hosea 7:10 Gud er vred, fordi folket ikke er vendt tilbage til ham eller har søgt ham. Er Gud vred over det, han har forbudt dem at gøre, og vred over det, han ikke har valgt at give dem mulighed for at gøre?

Jeremias 30:15 På grund af jeres store skyld og mange synder straffede Gud jer

Salme 10:4 De ugudelige søger ikke Gud. (Hvad ville meningen med dette vers være, hvis gudfrygtige mennesker som David heller ikke søgte Gud?)

Ordsprogene1:29 Fordi de hadede viden og ikke valgte at frygte Herren.

SAMMENFATNING: Da Guds kald ikke fjernede Jesu valg, og Bibelen siger, at vi med Guds hjælp kan vælge Gud, fjerner Guds kald således ikke vores valg.

Spørgsmål: I Rom 9:19, kunne det være muligt, at ikke-kristne ikke har fri vilje, men at kristne har fri vilje?

Svar: Nej, men det er et interessant forslag, som en af mine calvinistiske venner engang fortalte mig. Jeg har dog ikke hørt dette fra andre calvinister. Her er fire punkter, der skal overvejes, hvorfor dette er forkert.

Gud er suveræn i den forstand, at han ved alt, hvad der vil ske, herunder hvert eneste valg, vi vil træffe. Han styrer også, ned til mindste detalje, alt, hvad han ønsker at styre, og ikke et eneste atom bevæger sig, medmindre Gud tillader det. Men Gud kan også holde sig selv tilbage. Han kan vælge midlertidigt og inden for visse grænser at »delegere sin suverænitet«, således at vi kan træffe valg, hvor vi – og ikke Gud – er ansvarlige for konsekvenserne.

Hvad er fri vilje? Hvis man definerede fri vilje som den del af os, der er fuldstændig uafhængig, som selv Gud ikke er i stand til at kontrollere, så findes denne form for fri vilje ikke. De tidlige kristne forfattere skrev imidlertid om fri vilje som vores evne til at træffe valg, og at Gud endda tillader os at træffe valg, der mishager Ham og har alvorlige konsekvenser. Vores frie vilje er imidlertid bundet af synd, ligesom den frie vilje hos en alkoholiker eller stofmisbruger er bundet af deres synder. De har måske ikke i sig selv kraften til at bryde fri af deres afhængighed, men de kan snuble ind i en kirke eller et afvænningscenter og råbe om hjælp.

Mange kalvinister benægter, at mennesker har fri vilje i nogen som helst forstand af ordet; de benægter, at mennesker kan træffe valg. Det er næsten, som om vi er robotter. Nogle kalvinister benægter, at vi har fri vilje, fordi Gud er suveræn. Andre kalvinister, ligesom Martin Luther, benægter, at vi har fri vilje, fordi vi er faldne og bundet af synd. Dette spørgsmål antyder, at kalvinisterne benægter den frie vilje af den anden grund.

Ikke-kalvinister kan være enige i, at Gud er suveræn, og at menneskets vilje er bundet af synd. Imidlertid gør ingen af disse grunde vores tilsyneladende valg til en hån, og de gør heller ikke menneskets ansvar for det, som det ikke engang er i stand til at reagere på, til et usammenhængende mysterium.

Spørgsmål: Hvordan er Gud i Rom 9,20-21 som en pottemager, og vi som leret?

Svar: Paulus henviser til billedet i Jeremias 18,6; Esajas 29,16; 45,9. I 1. Mosebog 2,7, da Gud skabte mennesket, har ordet for »skabte« samme rod som ordet for »pottemager«. Gud kan gøre med skabelsen, hvad han vil, og vi har en forpligtelse til at følge vores Skaber. Naturligvis forbliver ler, der ikke er berørt af pottemageren, blot en uformelig masse uden kunstnerisk værdi.

Som Charles R. Erdman sagde: »Guds suverænitet udøves aldrig ved at fordømme mennesker, der burde frelses, men har snarere resulteret i frelse for mennesker, der burde gå fortabt.« Paulus’ brev til romerne, s. 109. (fra Believer’s Bible Commentary, s. 1719.)

Spørgsmål: Hvad gør Paulus her i Rom 9:25-33?

Svar: Paulus underbygger sin pointe ved at citere skriftsteder det ene efter det andet. Dette viser, at der ikke er tale om en enkelt sidebemærkning i et vers, men snarere om en rød tråd i Skriften. Der findes et udtryk for at citere det ene skriftsted lige efter det andet; det kaldes en catena. Både forfatterne i Det Nye Testamente (især Paulus) anvendte catenas, og mindst 29 forfattere fra den tidlige kirke, før Det Første Nikænske Koncil, anvendte catenas, så de var et almindeligt udtryksmiddel.

Spørgsmål: Hvordan og hvorfor gjorde Gud i Rom 9:32-33 Jesus til en snublesten for jøderne?

Svar: Selvom dette afsnit ikke siger hvorfor, kan vi observere et par ting. Jesus sagde, at man skulle være som et lille barn for at komme til ham i Mattæus 18:3-5 og 19:14. Små børn er normalt ikke imponerede over deres egen viden eller visdom og er ikke stolte af at vide mere end andre. De ønsker blot ydmygt at være tæt på en, der elsker dem og hjælper dem i deres svaghed. Gud glæder sig ikke over vores styrke, men snarere over, hvordan hans styrke kan skinne igennem vores svaghed. Gud sagde til Paulus i 2. Korintherbrev 12:9b-10: »… for min kraft fuldendes i svaghed.« »Derfor vil jeg så meget hellere rose mig af mine svagheder, for at Kristi kraft kan hvile på mig. Derfor glæder jeg mig for Kristi skyld over svagheder, over fornærmelser, over trængsler, over forfølgelser, over vanskeligheder. For når jeg er svag, da er jeg stærk.« Ikke alle er villige til at have den holdning.

Spørgsmål: Hvad er det usædvanlige ved ordet for »snuble« i Rom 9:33?

Svar: Dette ord betyder ikke at snuble. Dets betydning ligger snarere tættere på at falde ned fra en klippe.

Spørgsmål: Hvad er i Rom 10,1-4 eksempler på, at en persons religiøse iver står i vejen for, at vedkommende lærer Gud at kende?

Svar: Religion i sig selv, selv god religion, kan være en afgud. Men så er der også giftig religion, som ikke er god. Når religionen siger, at man skal brænde en nyblandet enke ihjel eller dræbe mennesker, der ikke kæmper imod dig, fordi de ikke vil acceptere din religion, så er den religion giftig. I Johannes 16:2 står der: »De vil udstøde jer af synagogerne. Faktisk kommer der en tid, hvor enhver, der dræber jer, vil tro, at han gør Gud en tjeneste.”

Spørgsmål: Hvordan kunne Gud i Rom 10:3 retfærdigt straffe israelitterne for uvidenhed?

Svar: Der findes intet eksempel i Skriften på, at Gud straffer nogen for uskyldig uvidenhed. Men al uvidenhed er ikke nødvendigvis uskyldig. For eksempel straffer gode forældre ikke et spædbarn for uvidenhed, men en god lærer straffer en elev for uvidenhed, hvis vedkommende undlader at læse lektieopgaven. Jøderne har, ligesom vi i dag, en »lektieopgave« i at kende Guds ord.

Spørgsmål: Hvordan er Kristus i Rom 10,4 lovens ende?

A: Selvom Kristus selv fuldstændigt overholdt loven, ville det ikke være lovens ende.

Kristus er lovens ende på flere måder.

1. Som ypperstepræst opfyldte Kristus loven for os. En gang for alle bragte han offeret for os (Hebræerbrevet 9:13-14).

2. Formålet med loven er at føre os til Kristus. Hebræerbrevet 10:1 siger, at loven var en skygge af det, der skulle komme.

3. Kristus er lovens ende eller mål. Ofrene i Det Gamle Testamente »tildækkede« synden (Hebræerbrevet 9:9-10; 10:2-4), indtil Kristus fuldstændigt fjernede synden.

Ordet »ende« eller »afslutning« (telos) fremhæves på græsk, fordi det er sætningens første ord.

Spørgsmål: Gælder loven stadig fuldt ud for dem, der ikke tror, i Rom 10:4?

A: Dette henviser til Moseloven. Romerbrevet 10:4 præciserer ikke, at dette »kun gælder for dem, der tror«. Derfor skal ikke-troende hedninger ikke tænke på at følge Moseloven, men snarere på Kristus og hans bud. Moseloven er altså ophørt for alle, men loven om ret og uret, som er indskrevet i menneskers hjerter, er der stadig.

Q: I Rom 10:5, lever vi ved at holde loven, eller bringer loven døden, som Rom 8:2 siger?

Svar: En analogi kan måske hjælpe her. Om menneskelige love bringer liv eller død, afhænger af dit perspektiv. Et potentielt offer for en forbrydelse og en morder, der er dømt til henrettelse, har forskellige perspektiver.

Hvis man overholdt loven fuldstændigt, ville det bringe liv. Men at bryde den lov, man er i stand til at kende, medfører dom og død.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved Paulus’ eksempel i Rom 10,7?

Svar: Paulus tilpassede dette citat fra 5. Mosebog 30:13, hvor der står: »Hvem vil krydse havet?«, til at sige: »Hvem vil stige ned i afgrunden?« Vi behøver ikke at stige ned i afgrunden for at opnå frelse (hvilket alligevel ville være umuligt for os), fordi Kristus allerede har gjort det for os.

Spørgsmål: I Rom 10:9-10, er det så nok blot at sige »Jesus er Herre« for at komme i himlen?

Svar: Nej, det er ikke det, dette vers lærer. I Apostlenes Gerninger8:13 »troede« Simon Magus, men alligevel sagde Peter, at han ville gå fortabt i Apostlenes Gerninger 8:18-20. Det græske ord for »tro« i Apostlenes Gerninger 8:13, episteuse, er ikke det almindelige ord, der bruges i Bibelen for »tro«. Det almindelige ord, pestuvo, betyder at stole på og have en frelsende tro på. Det ord, der bruges i Apostlenes Gerninger 8:13, betyder intellektuel tilslutning.

Spørgsmål: Kan man i Rom 10,9 blive frelst ved at stole på Jesus som Frelser, men ikke som Herre?

Svar: Nej, intet i Skriften giver det håb. Romerbrevet 10:9 siger, at vi skal kalde Jesus »Herre« eller »Mester«. Bare det at sige, at Jesus er en Frelser, men at Jesus ikke er min Herre, betyder ikke, at man har modtaget Jesu frelse.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Rom 10,11: »aldrig blive til skamme«, når der henvises til Es 28,16, hvor der i den masoretiske tekst står: »aldrig blive modløs«?

Svar: Romerbrevet10:11 svarer til Septuaginta-oversættelsens »skal på ingen måde blive til skamme«, ikke den masoretiske tekst. Også mange andre steder ligger citaterne i Det Nye Testamente tættere på Septuaginta end på den masoretiske tekst.

Ordet for »forfærdet« i Esajas 28:16 i den masoretiske tekst er chuwah (Strong’s Concordance 2363), som bogstaveligt betyder »skynde sig«. Dette giver mening, hvis man forstår »skal skynde sig« som i at skynde sig væk fra slaget i nederlag. Det henviser dog også til følelser, såsom at være »stærkt foruroliget« i Job 20:2. Så den masoretiske tekst og Septuaginta har en lignende betydning her, men Septuaginta er lidt mere præcis og lettere at forstå for en, der ikke taler hebraisk.

Spørgsmål: Hvad er grundlaget for i Rom 10:11 at sige, at en livløs klippe repræsenterer en person?

Svar: Gud er metaforisk en snublesten i Esajas 8:14; 1. Petersbrev 2:8. »En snublesten og en klippe, der giver anledning til anstød.« Salme 118:22 siger: »Den sten, som bygmestrene forkastede, er blevet hjørnestenen.« Salmisten underviser os ikke om bygninger; dette er en metafor, der passer naturligt til Messias.

Spørgsmål: Er det i Rom 10:12 sandt, at »identiteten af ’Herren’ ikke kan fastslås med sikkerhed ud fra sammenhængen«, som Jehovas Vidner har lært (Vagttårnet 1.2.1977, s. 95)?

Svar: Nej. 1 Korintherbrev 12:4-6 og mange andre vers viser, at det er Jesus Kristus.

Spørgsmål: Skal man i Rom 10:13 specifikt påkalde navnet »Jehova« for at blive frelst, som Jehovas Vidner lærer?

Svar: Nej. Man skal snarere påkalde den sande og levende Gud. De gamle israelitter havde selv ikke ordet »Jehova«, da de ikke havde »J«-lyden. Så fordi »J«-lyden manglede, tilbad alle de hellige i Det Gamle Testamente ikke den sande Gud? Det er selvfølgelig tåbeligt. Gud er interesseret i vores hjerte og de ord og handlinger, der udspringer fra vores hjerte, ikke i udtalen.

Spørgsmål: Kan man i Rom 10,13 tage imod Jesus som Frelser, men ikke som Herre?

Svar: Nej. Desværre har nogle lært, at man kun behøver at tage imod Jesus som Frelser, og at det at tage imod ham som Herre er en anden del. En variant hævder, at herredømmet er valgfrit. En anden variant, som fremføres i *The Complete Book of Bible Answers* s. 190, siger ikke, at det er valgfrit, men at underkastelse under Jesus som Herre ikke er en beslutning, der skal træffes før frelsen, og som man kan bede ikke-kristne om at tage, sådan som det [tilsyneladende] er tilfældet med at tage imod Jesus som Frelser. At tage imod Jesus som Herre sker gradvist, efterhånden som en kristen vandrer med ham.

I *Now That’s a Good Question*, s. 122-123, påpeger R.C. Sproul, at det at blive frelst uden at acceptere Jesus som Herre er en forvrængning af det sande evangelium, kaldet antinomisme. Calvinister hævder at se denne antinomistiske lære hos mænd som Zane Hodges og Charles Ryrie.

Jesus tilbageviser imidlertid antinomianismen i Mattæus 7:21-28 og Johannes 14:21-24. Kort sagt vil de, der elsker Jesus, adlyde hans lære, og de, der ikke elsker Jesus, vil ikke adlyde hans lære. Desuden siger Paulus i Kolossenserbrevet 2:6: »ligesom I har modtaget Kristus Jesus som Herre«. I dette afsnit taler Bibelen ikke til dem, der forsøger at acceptere Jesus som Frelser og ikke som Herre.

Spørgsmål: Hvis alle, der påkalder Herren, vil blive frelst, som der står i Rom 10,13, hvordan ved du så, om du var oprigtig, da du påkaldte Gud for at blive frelst?

Svar: Lad os stille et enklere spørgsmål som en analogi. Hvordan ved du, at du havde til hensigt at spise frokost i går?

1. Spiste du maden ved et uheld i stedet for med vilje?

2. Vidste du ikke, at du ville spise frokost, før du rent faktisk spiste din frokost?

3. Var der nogen, der tvang dig til at spise maden, i stedet for at det var noget, du frit ønskede at gøre?

Hvis du spiste frokost i går, og svaret på de tre foregående spørgsmål var »nej«, så havde du til hensigt at spise frokost.

På samme måde er det ikke noget kompliceret at påkalde Herren, som f.eks. at bestå en prøve. Hvis du bevidst påkaldte Jesus, vidste du, hvad du gjorde, du blev ikke tvunget, og du ønskede frit at gøre det; så hvis du påkaldte Jesus for at blive frelst, så påkaldte du virkelig Jesus for at blive frelst.

Spørgsmål: I Rom 10,14-15 står der, at hvis vi ikke gør vores pligt og forkynder evangeliet, vil vores ulydighed så føre til, at mennesker kommer i helvede?

Svar: Nej. Gud er både almægtig og suveræn, og Gud vil skabe en vej for alle de udvalgte, så de kan komme til ham. Vi kan dog dele glæden og det privilegium, det er at være et redskab, som Gud bruger til at virkeliggøre sin vilje.

Spørgsmål: I Rom10:14 -15: Kan nogen komme i himlen, hvis de aldrig har hørt evangeliet?

Svar: Det har der været. Som bevis fulgte Enoch, Abraham, Job og de troende i Det Gamle Testamente det, som Gud åbenbarede for dem, men de hørte ikke det, der for dem var mysteriet om Det Nye Testamentes evangelium. Husk, at det i sidste ende er Gud, der frelser, ikke evangeliet og ikke vores reaktion på evangeliet. Se også det næste spørgsmål for mere information.

Spørgsmål: I Rom10:14 -15: Kan nogen komme i himlen, hvis de aldrig har hørt evangeliet, efter at Jesus opstod fra de døde?

Svar: Ægte kristne er uenige om dette.

Nogle siger nej. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de ikke havde nogen mulighed. Hvis en person, der aldrig har hørt evangeliet, følger den sandhed, vedkommende kender, og reagerer på Helligåndens virke i sit liv, kan Gud flytte himmel og jord for at bringe vedkommende sandheden. Gud kan på en providentiel måde sørge for, at en kristen kommer og deler Kristi evangelium med vedkommende. Et eksempel på dette i Apostlenes Gerninger 10:2, 22, 31 var en gudfrygtig romer ved navn Kornelius, som var retfærdig, bad og gav almisser. Gud sendte en engel for at sige til Kornelius, at han skulle sende bud efter Peter.

Andre er stærkt uenige. Mens 2. Thessalonikerbrev 1:8 siger, at mennesker, der ikke adlyder Jesu evangelium, vil blive straffet med evig fortabelse, siger Romerbrevet 4:15 og5:12 , at synd ikke regnes med, hvor der ikke er nogen lov. Selvom Skriften ikke lærer, at nogen får en ny chance efter døden, ser nogle en mulighed for, at mennesker kan høre evangeliet og få en første chance efter døden og/eller under tusindårsriget. Se diskussionen om 1. Petersbrev3:19 (to spørgsmål) og 1. Petersbrev 4:6 om, at Jesus forkynder evangeliet for de døde. Se diskussionen om Åbenbaringen 20 om mulige muligheder under tusindårsriget. Endelig, da det i sidste ende er Gud, der frelser mennesker, kunne Han få spædbørn eller hvem som helst til at komme i himlen uden at have hørt evangeliet, hvis Han ønskede det.

Afgørende for argumentet er Romerbrevet 10:14, hvor der står, at mennesker ikke kan påkalde Gud uden at tro, de kan ikke tro uden at høre, og de kan ikke høre uden en forkynder. Hvis det var en parallel, ville Romerbrevet10:13 sige, at ingen kan blive frelst uden at påkalde Gud; men Romerbrevet10:13 er ikke en parallel. Der står snarere blot, at »hver den, der påkalder Herrens navn, skal blive frelst«.

Romerne 10:13-14 giver ikke en stærkere grund til at sige, at hver eneste voksen, der aldrig har vidst, hvordan man påkalder Herren, kommer i helvede, end det er at sige, at hvert eneste spædbarn, der aldrig har vidst, hvordan man påkalder Herren, kommer i helvede.

Spørgsmål: Hvordan kunne jøderne i Rom 10:18 ikke forstå det, når netop de af alle mennesker havde den største viden om Gud?

Svar: Det var ikke, fordi de ikke havde informationen, og det var heller ikke, fordi de ikke var intelligente nok. De havde snarere et andet paradigme, nemlig at det var alt, hvad der var nødvendigt, at holde loven, og de havde ikke plads til sandheden, fordi den ikke passede ind i deres paradigme.

Spørgsmål: Hvordan har Gud i Rom 10:19 gjort jøderne misundelige på dem, der ikke er et folk?

Svar: Jøderne tog Gud for givet. De tog også for givet, at de alene var udvalgt af Gud. Gud ville vise dem, at de ikke havde noget at prale af. Selvom de kunne misunde andre nationers politiske magt, er den primære betydning her religiøs. Der er mange ikke-jøder, der kendte Det Gamle Testamente bedre end de fleste jøder. De er mere optaget af at behage Gud end de fleste jøder. En troende jøde vil måske se noget forkert i udøvelsen af jødedommen her.

Her er, hvad Irenæus af Lyon (ca. 160–202 e.Kr.) sagde om dette. Han citerer 11 ud af 20 ord fra Romerbrevet 10:19f: »Desuden siger Moses i Femte Mosebog, at hedningerne skal være ’hovedet’, og det vantro folk ’halen’.« Og igen siger han: ’I har vakt min jalousi med dem, der ikke er guder, og vredet mig med jeres afguder; og jeg vil vække jeres jalousi med det, der ikke er noget folk, og med et tåbeligt folk vil jeg vrede jer. For de forlod den Gud, der er, og tilbad og tjente de guder, der ikke er; og de dræbte Guds profeter og ’profeterede for Ba’al’, som var kanaaniternes afgud. Og Guds Søn, som er, foragtede og fordømte de, men de valgte røveren Barabbas, som var blevet anholdt for mord; og den evige Konge fornægtede de, og de anerkendte den verdslige kejser som deres konge. (Så) behagede det Gud at give deres arv til de tåbelige hedninger, ja, til dem, der ikke tilhørte Guds samfund og ikke vidste, hvad Gud er.” Demonstration of Apostolic Preaching, kap. 95.

Spørgsmål: Hvorfor lød Gud (og Paulus) i Rom 10:21 og 11:7 skuffede over, at jøderne som gruppe ikke tog imod Jesus, når Gud jo på forhånd vidste, at de ville være ulydige?

Svar: Gud er uden for tiden og inden for tiden. Deres ulydighed var deres egen skyld, og Gud vidste, at det ville ske, allerede før jorden overhovedet blev skabt. Men Gud føler stadig noget, når det sker. Rom 10,21 er et hjerteskærende billede: den almægtige Gud i universet, som kan rive stjerner i stykker, rækker blidt og tålmodigt sine arme ud mod disse mennesker, og som nation vender de ham ryggen og kommer ikke til ham – i hvert fald ikke endnu.

Spørgsmål: I Rom 11:1,11 var denne situation ikke permanent. Hvornår virker en dårlig situation permanent, når den i virkeligheden ikke er det?

Svar: Afvisningen af jøderne var delvis, foreløbig og midlertidig. For den gennemsnitlige iagttager ville den dog på det tidspunkt forekomme permanent. Sådan kan tingene også se ud i dag.

Ubehagelige situationer: Noget kan virke permanent, når vi virkelig håber, at det ikke er det, og vi ikke kan se nogen mulighed for et lys for enden af tunnelen. Som nogen engang sagde: »Jeg så et lys for enden af tunnelen, men det var kun et tog.«

Behagelige situationer: Noget kan virke permanent, når vi ønsker, at det er det, og falder i fælden ved at tro, at det bliver sådan, bare fordi vi håber det.

Men vi kan i det mindste erkende, at vi har en tendens til at tro, at nogle ting er mere permanente, end de er. Det bør vi afbalancere ved at huske, at vi ikke kan vide, hvad morgendagen vil bringe (Jakobsbrevet 4:14). Derfor bør vi kun holde let fast i denne verdens ting og erkende, at hver ny dag, for os og vores kære, er en gave.

Spørgsmål: Var det Gud, Paulus eller begge, der i Rom 11,14 forsøgte at vække jødernes misundelse?

Svar: Det græske ord i Romerbrevet 11:14 lyder »jeg«, så det var helt sikkert Paulus.

Ikke svaret: Det var kun Paulus ifølge »Believer’s Bible Commentary«, s. 1725.

Svaret: Det var ikke kun Paulus, men også Gud, som Paulus erkender, når han citerer 5. Mosebog 32:21 i Romerbrevet 10:19.

At vække jalousi er en interessant strategi. Når folk ikke længere vil lytte, og de er vedvarende, konsekvent og hårdnakket døve, så tal med en anden, der har deres viden, og de vil måske undre sig over, hvad de går glip af.

Spørgsmål: Hvordan kan kristne i Rom 11:16 nu være Guds udvalgte folk, når oliventræet i Det Gamle Testamente var et symbol på israelitterne?

Svar: Oliventræet var ikke symbolet på det etniske israelitter; de troede blot fejlagtigt, at det var det, idet de værdsatte deres afstamning højere end at stå ret for Gud.

Spørgsmål: Hvad er oliventræets hovedstamme i Rom 11:16?

Svar: Først hvad der ikke er svaret, og derefter to synspunkter på svaret.

Det er ikke svaret. Den repræsenterer ikke Israel, da de hedninger, der kom ind, ikke blev omskåret og ikke overholdt den jødiske lov.

Abrahams åndelige slægt: herunder patriarkerne, ifølge *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 484-485.

Guds privilegerede linje, eller »status som begunstiget nation«, ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 1725-1726.

Guds udvalgte folk

Spørgsmål: Hvad ved vi om dyrkningen af oliventræer i Rom11:17 -24?

Svar: Oliventræer var meget værdifulde, men de krævede meget arbejde. I krigstid måtte israelitterne ikke fælde oliventræer, jf. 5. Mosebog 20:19-20. Hvis oliventræerne blev fældet, ville det mindske landets fødevareforsyning i mindst 20 år. Dette forklarer også, hvorfor fældning af oliventræer var en katastrofe i Habakuk3:17 og 5. Mosebog 28:40.

I »Wycliffe Bible Dictionary«, s. 1366–1367, findes der et omfattende afsnit om olivendyrkning. Afslutningsvis står der: »Oliventræer dyrkes fra stiklinger, der podes på en gammel stamme eller et vildt træ, når skuddene eller rodskuddene er omkring tre fod lange. Der kan også spire nye skud fra rødderne eller stubben af et gammelt modertræ (Salme 128:3; Esajas 11:1). Der er ingen frugt i tre til fire år, og ingen rigelig høst før efter 17 til 18 år. I al denne tid kræver træet omhyggelig pleje; jorden skal pløjes og gødes hvert forår og vandes trofast. … Hvis det passes ordentligt, vil et fuldvoksent træ producere et halvt ton olie om året og fortsætte med det, indtil det når en utrolig høj alder.” The New International Bible Dictionary, s. 802, og Encyclopedia Britannica 1972, bind 16, s. 936, indeholder fotografier af oliventræer, der er 1.000 år gamle. Hvis jeg var et træ, ville jeg gerne være et oliventræ – robust, modstandsdygtigt over for skadedyr og leve i tusind år!

Spørgsmål: I Rom11:17 –24 – hvorfor skulle man podde vilde olivengrene på et dyrket oliventræ?

Svar: Normalt ville man gerne gøre det omvendt. Man ville have et vildt frugttræ med dets hårdføre egenskaber kombineret med forædlede grene, der producerer frugt med behagelige egenskaber. Der er fem punkter, man skal tage i betragtning i svaret.

1. Paulus gav et eksempel. Han forsøgte ikke at instruere folk i, hvordan man dyrker oliven, men gav et eksempel på, hvordan hedningerne blev podet ind. Som det udtrykkes i *The Wycliffe Bible Dictionary* s. 726: »Denne bevidste omvendelse fremhæver det maleriske billedsprog, der formidler den evige sandhed om det nationale Israels forkastelse og sammensætningen af det sande Israel – alle troende.« Se også *New International Dictionary of the Bible*, s. 402, for en lignende beskrivelse.

2. Mange planter bliver slet ikke podet. Normalt ville man kun fjerne en indfødt gren, hvis den var svag, angrebet af insekter eller syg. Paulus siger specifikt i Romerbrevet 11:20, at disse grene blev brudt af på grund af vantro.

3. Analogien om, at israelitterne var et oliventræ, var allerede velkendt for dem fra Jeremias 11:16 og Hosea 14:6. Set i et kronologisk perspektiv, hvor roden er forfædrene i et stamtræ, var det altså hedningerne, der blev podet ind, ikke omvendt.

4. Hvis Paulus havde sagt, at jøderne var den vilde rod, og hedningerne de dyrkede grene, ville hedningerne måske tro, at Gud podede dem ind, fordi Gud havde brug for nogle ønskværdige egenskaber hos dem, i stedet for at det udelukkende var af nåde. Desuden var det ikke hedningerne, der var blevet domesticeret, men jøderne.

5. Hvis man anvendte analogien, hvor hedningerne var den vilde rod og israelitterne de dyrkede grene, ville det være endnu mere forkert. Hedningerne blev podet ind i Guds udvalgte folk, og bestemt ikke omvendt.

I »The New Geneva Study Bible« s. 1787 hævdes det, at vilde grene undertiden blev podet ind i tamme planter for at give dem ny livskraft. Tilsyneladende ville oliventræet ikke vokse så meget, hvis alle grenene var tamme. Imidlertid siger *Today’s Handbook for Solving Bible Difficulties*, s. 152-153, *The Believer’s Bible Commentary*, s. 1726, og *The New International Bible Dictionary*, s. 402, at ingen planteforædler ville gøre dette, og de er enige om, at Paulus brugte denne rækkefølge for at undervise om udpodningen af Israel og indpodningen af hedningerne, ikke om havebrug. Paulus antyder måske også dette i Romerbrevet 11:24, hvor han siger, at podning af den vilde gren på den domesticerede rod var »i strid med naturen«.

I *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 484, står der, at podning af en vild gren på en tam rod ikke var normen, selvom det forekom.

Konklusion: Paulus fortæller os specifikt, hvorfor det var israelitterne, der udgjorde roden i denne analogi. I Romerbrevet 11:18 opfordrer Paulus dem til at huske, at de (hedningerne) ikke bærer roden, men at roden derimod bærer dem.

Spørgsmål: Hvad var i Rom 11:20 nogle af hindringerne for, at jøderne kunne bære frugt for Gud?

Svar: De var vantro. Derudover havde de

Mangel på kærlighed til de fortabte (ligesom Jona)

Afgudsdyrkelse og andre synder frem til eksilet (Hosea9:10 ).

De fandt ingen glæde i Guds ord (Jeremias6:10 ).

Glemte behovet for at holde ud (Hebræerbrevet10:23 , 32-35).

Optaget af denne verdens bekymringer, som i den tredje jord (Mattæus 13:23).

Reducerede Guds ord til blot et sæt regler for livet

Glemte påbuddene om at opdrage sine børn (5. Mosebog 6:4-7).

Derfor blev jøderne forhærdede, porosis på græsk.

Spørgsmål: Hvordan kan Gud i Rom 11:22 være både god og streng uden at være selvmodsigende?

Svar: Det græske ord kan betyde både streng og hård. Her på jorden kan en politibetjent være venlig ved at hjælpe en fremmed, der har brug for hjælp. Den samme politibetjent kan være streng ved at skyde en morder, der forsøger at dræbe nogen. Hvis et menneske kan være både venligt og strengt, bør du bestemt ikke have noget problem med at forstå, at Gud kan være på samme måde – at han kan vise barmhjertighed og alligevel forblive tro mod sin hellige natur. Se diskussionen om Romerbrevet 13:10 for mere om, hvordan en kristen kan være politibetjent.

Spørgsmål: Hvad betyder »hedningernes fulde antal« i Rom 11:25?

Svar: Det betyder, at Israel blev forkastet som Guds folk, indtil de hedninger, der vil tro, er kommet ind i Guds rige.

Spørgsmål: Kommer alle israelitter i himlen, som der står i Rom 11:26?

Svar: Nej, ifølge Johannes 8:24 og Matthæus 23:33. Se diskussionen om Romerbrevet 9:8-9,27 for svaret.

Spørgsmål: Vil Gud i Rom11:26 -27 stadig opfylde nogle løfter i fremtiden for Israels biologiske efterkommere?

Svar: Dette er en af de centrale forskelle mellem kristne, der er pagtsteologer, og kristne, der er dispensationalister.

Pagtteologer siger nej. Alle fremtidige løfter vil blive opfyldt, ikke over for det fysiske Israel, men over for det åndelige Israel, det vil sige kirken, der består af alle sande troende af alle nationaliteter. Dette kaldes erstatningsteologi.

Dispensationalisterne siger ja. Mange løfter vil blive opfyldt over for det åndelige Israel, men det fysiske Israel vil stadig arve Palæstina for evigt. De 144.000 i Åbenbaringen 7 og 14 stammer fra Israels stammer.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Rom 11,32, at Gud har underlagt alle mennesker ulydighed?

Svar: Gud har ikke blot fraveget sin retfærdighedsstandard eller sænket sin standard for fuldkommenhed i himlen. I stedet har Gud vist barmhjertighed over for deres ulydighed gennem Jesu blod på korset.

Dette kan også hænge sammen med, at Gud skabte mindst fem slags væsener:

Ikke-moralske: dyr

Syndfrie og forbliver syndfrie: engle af forskellige ordener

Fra syndfri til faldet: dæmoner

Fra faldne til syndfri: de udvalgte

Faldne og forbliver faldne: de fortabte

Rom11:32 viser, at alle mennesker, bortset fra Adam, Eva og Jesus, hører til de to sidste kategorier.

Spørgsmål: Hvorfor siger Paulus »Derfor« her i Rom 12:1?

Svar: »Derfor« betyder her på grund af al Guds barmhjertighed i de foregående kapitler. Det henviser til alle de foregående kapitler i Romerbrevet, ikke kun kapitel 9-11.

Paulus opdeler mange af sine breve i to dele, en læremæssig del og en praktisk del. Eller som A. M. Hunter siger: »en troende side og en adfærdsmæssig side«, som det fremgår af New International Bible Commentary, s. 1338. De er omtrent lige lange i Efeserbrevet og Kolossenserbrevet, men i Romerbrevet er den læremæssige del mere end dobbelt så lang.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved tempusformerne i de græske ord »tilpasset« og »forvandlet« i Rom 12,1?

Svar: At sammenfatte dette som »Lad jer ikke tilpasse, men lad jer forvandle« er helt forkert. Disse verber er passive og ikke aktive. Der står altså ikke »lad jer ikke tilpasse«, men snarere »lad jer ikke blive tilpasset«. Det samme gælder for »forvandlet«. Så teknisk set befaler Gud os ikke her at gøre noget, men snarere – paradoksalt nok – befaler Gud os at lade noget ske med os. Det er altså ikke sådan, at mennesker eksplicit forsøger at tilpasse sig verden; men de bliver tilpasset, mens de følger den vej, de har valgt. Ligeledes bliver vi ikke befalet at forvandle os, fordi vi ikke kan forvandle os selv. Vi bliver aktivt påbudt at »blive forvandlet«, hvilket er et biprodukt af, at vi fornyer vores sind gennem Helligånden. I Salme 40,8 sagde David, at Guds lov var i hans hjerte. Guds ord bør også være i vores.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Rom 12,1 ofres for Gud?

Svar: Romerbrevet 12,1 siger ikke, at vi skal være et dødt eller brændt offer, men snarere et levende offer. Naturligvis kan et levende offer have en tendens til at ville kravle ned fra alteret, og det bør vi ikke gøre.

Der er en historie, der går sådan her: En dag gik en høne og en gris gennem landet og så en masse sultne mennesker. Hønen sagde: »Jeg ved, hvad vi kan gøre: Lad os lave morgenmad til dem!« Grisen sagde: »Det er let for dig at sige, men for mig er det en total forpligtelse.« Nu kalder Gud os ikke til at være høns, men Gud kalder os til at have en fuldstændig hengivenhed for at bringe frelse til denne verden. Den fuldstændige hengivenhed består ikke i at dø i tjenesten for Gud (selvom det for nogle mennesker er tilfældet), men i at vi alle lever for Gud.

Spørgsmål: I Rom 12,1-2, hvad er forskellen mellem at vandre og at arbejde for Gud, og hvad handler dette om?

Svar: Vers 1 og 2 handler teknisk set ikke om at »gøre«; det kommer senere, fra og med vers 3. Vers 1 og 2 handler om frivilligt at tilbyde jer selv, så der kan ske en »forandring af jeres væsen«. Er I villige til at lade Gud forandre og omforme jer? Nogle mennesker er ikke det, fordi de er for tilfredse med, hvor de er nu.

Spørgsmål: I Rom 12:2, hvor mange gange skal vi forvandles?

Svar: Kun én gang, men det er en vedvarende proces fra det øjeblik, vi først kom til tro, til den dag, vi forlader denne jord.

Spørgsmål: Hvilke måder er der i Rom 12:3, hvorpå mennesker kan tænke højere om sig selv, end de burde?

Svar: I verden kan mennesker tænke højere om deres intelligens, penge, økonomiske dygtighed, atletiske eller musikalske evner, tiltrækningskraft, herkomst eller status i samfundet, end de burde. Alt det gode, du har, er en gave fra Gud. Det kan også forsvinde når som helst.

Især for kristne fandtes der en god kristen bog ved navn *The Seven Deadly Virtues* af Todd E. Outcalt. Et af bogens pointer er, at enhver dyd, enhver god ting, bliver dødelig, når den blandes med stolthed. Din tro, din bibelkundskab, ja, selv din kærlighed kan fremstå grimt for både Gud og andre, når den blandes med stolthed over netop den dyd.

I den tidlige kirke var der måske nogle, der mente, at de var bedre end andre kristne, fordi de var jøder. Nogle veluddannede grækere var måske stolte af deres visdom, og nogle – dengang som nu – følte sig måske mere indflydelsesrige på grund af deres rigdom, eller andre mente måske, at de var mere indflydelsesrige, som det fremgår af Jakob 2,2-5.

Selv Paulus var tilsyneladende klar over denne fristelse, for han sagde i 2 Korintherbrev 12,7-10, at Gud gav ham en »Satans engel« til at plage ham, for at Paulus ikke skulle blive indbildsk. Selv Paulus kæmpede med dette.

Spørgsmål: I Rom 12,3 er det modsatte af dette at tænke, at alt, hvad vi har, er intet eller ikke er noget værd, og Bibelen siger heller ikke, at vi skal have den holdning. Hvilken holdning bør vi have?

Svar: Romerbrevet 12,3 siger, at vi skal have »sund dømmekraft«.

Disse ting kan hjælpe os med at forankre os i et sundt skøn.

Det er fint at stræbe efter at vinde et løb eller en præmie (Filipperne 3:14). At indse, at man er bedre til nogle ting end andre mennesker, er ikke at være arrogant, men kan blot være at erkende sandheden. Men man skal også indse, at uanset hvad man er rigtig god til, så er der – medmindre man er den allerbedste i hele verden til netop den ting – nogen, der er bedre end en selv til det.

Vores liv her er flygtigt, og vi skal alligevel snart forlade dette sted. Se Job 14:1-2; Salme 62:9; 103:13-16; Esajas 40:6,7; (delvist 1 Korintherbrev 7:31); Jakob 1:10-11; 1 Peter 1:23-24. Der findes en organisation, der hjælper Alzheimer-patienter, kaldet »Still Me«, som minder familierne om, at Alzheimer-patienten måske har mistet nogle kognitive evner, men som en patient sagde: »Jeg er stadig mig selv!«

Som skyer og vind uden regn er den mand, der praler af gaver, han aldrig har givet (Ordsprogene 25:14 BSB). Det betyder ikke noget, hvilke talenter du har, hvis du ikke gør noget med dem.

Vores gaver er ikke til os selv, men til andre. I Filipperne 2:17 står der, at Paulus »blev udgydt som et drikkoffer« for andre kristne.

Vi skal bruge vores gaver sammen med andre, ikke kun hver for sig, som Romerbrevet 12:5-8 og 1. Korintherbrev 12:12-27 viser.

Vores evner og talenter er ikke det, du er. Ved du meget om et emne, er du klog eller god til en bestemt ting? Der kan komme en dag, hvor du lægger det fra dig og efterlader det for altid og får noget bedre, når du kommer i himlen. Men du vil ikke lægge det fra dig med sorg, medmindre du fejlagtigt tror, at disse midlertidige, mindre ting er alt, hvad du er.

Elsk uden hykleri (Romerne 12:9). En anden persons talenter og evner er ikke, hvem vedkommende er. Giftede du dig med nogen på grund af deres penge? – hvad ville der ske, hvis de mistede deres penge? Giftede du dig med nogen på grund af deres udseende? – ville du forlade dem, hvis de kom ud for en ulykke eller på anden måde mistede deres udseende? Jeg kendte en fyr i gymnasiet, der havde en kæreste og en rigtig flot bil. Men da han kørte sin bil i stykker, slog hun op med ham. Hun var ikke forelsket i ham, kun i hans bil. Elsker vi andre på grund af deres talenter eller evner, eller på grund af hvad de kan gøre for os?

Spørgsmål: Hvorfor er listen over gaver i Rom 12,6-8 anderledes end listerne i 1 Kor 12,7-11, 1 Kor 13,8 og Ef 4,7-13?

Svar: Det er godt, at de opregnede gaver er forskellige. Hvis de ikke var det, kunne nogen måske tro, at listen var en udtømmende oversigt over gaver, og at der ikke fandtes nogen gaver, der ikke stod på listen. Disse lister er givet som eksempler på kategorier af gaver. Gud står frit for at give yderligere gaver og endda yderligere kategorier af gaver, som Han ønsker det, og som menigheden har behov for.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Rom 12,8b at vise barmhjertighed?

Svar: Det betyder ikke at skænke tilgivelse, men snarere at hjælpe dem, der er i nød.

Spørgsmål: Skal kristne ifølge Rom 12:9 have noget had, og i så fald hvordan?

Svar: Vi skal ikke hade mennesker, men vi skal hade det onde og det, det gør ved mennesker. 1 Joh 3,10; 4,7-8 siger, at vi ikke virkelig er troende, hvis vi ikke har kærlighed til vores bror. Men er de mennesker, vi skal elske, kun troende? Nej, Jesus blev spurgt, hvem vi skal elske, og han svarede med lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Luk 10,25-37.

Som Augustin af Hippo sagde: »Had synden, men elsk synderen«. Lad ikke vores had til det onde smitte af på had til personen.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Rom 12,11 dyrke en iver, der ikke svigter?

A: Gud har tilsyneladende givet de troende et ansvar for at passe på, at vi ikke bliver lunkne i vores tro. Ordet for iver her, zeontes, kan også henvise til at koge. De troende bliver som regel ikke lunkne helt pludseligt. Oftest er det en gradvis, dag for dag nedbrydning af vores hengivenhed og tid med Gud, som erstattes af andre ting.

Q: Hvad siger Bibelen i Rom 12:13; 1 Tim 5:10 og Matt 25:35-45 om at udøve gæstfrihed?

Svar: Det græske ord her, philoxenos, betyder bogstaveligt talt »kærlighed til fremmede«. Det har en bredere betydning end blot at gøre venlige ting for mennesker, man ikke kender, men også at elske mennesker, man ikke kender, på ægte vis. Her er, hvad Bibelen generelt befaler, og derefter nogle præciseringer af dette bud.

Positivt bud: Romerbrevet12:13 og 1. Timoteusbrev 5:10 opfordrer os til at udvise gæstfrihed; dette gælder både over for kristne og ikke-kristne. I Mattæus 25:35-45 sagde Jesus, at hvis man gav mad, drikke, husly, tøj eller omsorg til de fattige, fremmede, syge eller fanger, var det som om man gjorde det for ham. Hebræerbrevet 13:2 siger også, at nogle ubevidst har taget imod engle.

Negative eksempler: I Job 31:32 nævnes det som en synd at undlade at udvise gæstfrihed over for en fremmed. Blandt andre synder udviste Sodoma og Gomorra ikke gæstfrihed i Ezekiel 16:49; de var faktisk ret uvenlige over for fremmede.

Forbehold: 2. Johannesbrev 9-11 siger, at man ikke skal vise gæstfrihed over for kættere. Desuden siger 1. Korintherbrev 5:11, at vi ikke skal omgås nogen, der kalder sig en bror, men som lever et ugudeligt liv.

Den tidlige kirkeskribent Clemens af Rom (96-98 e.Kr.) må have ment, at gæstfrihed var vigtig, for han nævner fire eksempler.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Rom 12:14 at velsigne dem, der forfølger os, og hvilken form for forfølgelse nævnte Paulus specifikt?

Svar: Paulus specificerede ikke nogen bestemt form for forfølgelse, så det kan være forfølgelse på grund af vores tro eller af andre årsager. Det betyder som minimum følgende:

Hævn jer ikke, og gengæld ikke ondt med ondt. Dette fremhæves i Skriften. Romerbrevet 12:19,17; 3. Mosebog 19:18; 1. Petersbrev 3:9; (underforstået) Matthæus 5:38-46; Lukas 6:27-36

Gør gode ting for dem. Gengæld det onde med velsignelse, som der står i 1. Petersbrev 3:9. Gør gode ting, såsom at give dem mad, som det står i Romerbrevet 12:20.

Had dem ikke. Vi skal elske alle. 1. Johannesbrev 3:15 siger, at den, der hader sin bror, ikke har det evige liv i sig.

Elsk dem. Hold ikke blot op med at hade dem og bliv apatisk, men elsk dem faktisk. 1. Johannesbrev 3:10-11,14 siger strengt, at det at elske hinanden er noget, vi skal gøre. I sidste ende er kærlighed et valg, ikke en følelse.

Bed for dem, at det bedst mulige må ske for dem; at de må lære Herren at kende. Mattæus 5:44; Lukas 6:27-28; Apostlenes Gerninger 7:60; Lukas 23:34.

Bekæmp det onde – med det gode: Vi skal bekæmpe det onde, men paradoksalt nok siger Romerbrevet 12:21, at vi skal bekæmpe det onde med det gode, ikke med tilsvarende ondskab. Det er på en måde det modsatte af »bekæmp ild med ild«.

Husk, at de skaffer dig en belønning i himlen. I Mattæus 5:10 står der: »Salige er de, der forfølges for retfærdighedens skyld, for dem tilhører himmelriget.« (BSB) Se også Lukas 6:23.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Rom 12:15 glæde os med dem, der glæder sig, og sørge med dem, der sørger?

Svar: Det første skridt til at glæde sig og sørge med dem, uden hykleri, er at bekymre sig om dem.

At glæde sig med dem: Hvis en af dine venner bliver forfremmet eller oplever noget godt, er du så glad på deres vegne, selvom du ikke får nogen fordel ud af det? Eller æder misundelsen den glæde, du burde føle for din ven? Uden Gud bliver mennesker triste, når der sker gode ting for andre, fordi de er misundelige. Men 1. Korintherbrev 13:4 siger, at kærligheden ikke misundes. Eller folk kan føle glæde, når der sker dårlige ting for andre, hvilket på tysk kaldes »schadenfreude«. Måske var det det, Jona søgte, da han sad uden for Ninive. Men 1. Korintherbrev 13:6 siger, at kærligheden ikke glæder sig over uretfærdighed, men glæder sig over sandheden. For dem, der forfølger kristne, bør vi både bede for og ønske, at det bedste, der overhovedet er muligt, må ske for dem; at de må komme til at kende Herren Jesus Kristus som deres personlige Frelser, komme i himlen, når de har gjort det, og at vi kan leve sammen med dem i himlen for evigt. Vi kender allerede én sådan person, som vi skal bo sammen med i himlen: Saulus fra Tarsus, også kendt som apostlen Paulus.

At sørge sammen med dem: Forestil dig en person, der kan glæde sig med dem, der glæder sig, men ikke kan sørge med dem, der sørger. De kan nyde de gode stunder, men i stedet for at være der og lytte i de dårlige stunder, trækker de sig måske tilbage, laver bare sjov med det eller siger bare til personen, at vedkommende skal være stærk, uden nogen form for empati. Nogle gange, når nogen oplever et tab, og du ikke bare kan »ordne det«, kan de få lidt trøst af din tilstedeværelse og af, at du tager dig tid til blot at være sammen med dem, fordi du værdsætter dem. Nogle gange har de måske brug for og ønsker råd, men andre gange har de ikke. Uanset hvad, så vis, at du holder af dem, ved at bruge tid sammen med dem.

Spørgsmål: Hvorfor står der i Rom 12,16, at vi skal leve i harmoni med hinanden, når der allerede i Rom 12,9-10 står, at vi skal elske, være hengivne over for og ære hinanden?

Svar: Det kunne vi spørge Euodia og Syntyche om i Filipperne 4,2, og vi kunne spørge Syzygus/medarbejderen, som Paulus betroede den vidunderligt vigtige opgave at hjælpe disse kvinder med at komme overens. Jesus sagde, at folk vil kende os som kristne på vores kærlighed i Johannes 13,34-35, og at vi er ét i Johannes 17,20-21.

Udviser vi enhed med andre troende fra forskellige baggrunde, samfundslag, kirkesamfund og med forskelle i troen på sekundære spørgsmål? Vi bør huske, at Kristus, som forener os, er større end disse ting, der kan splitte os.

Spørgsmål: Hvorfor vil nogen måske i Rom 12,16 ikke omgås mennesker i en lavere stilling, og hvorfor bør vi gøre det?

Svar: Nogle gange vil man måske undgå nogen, der anses for at have en lavere stilling, på grund af hovmod, men oftere kan det skyldes, at man er bange for, hvad andre i en højere stilling vil tænke. For eksempel omgikkes Peter ikke-jøder og spiste sammen med dem, men når andre jøder kom, gjorde Peter det ikke, jf. Galaterbrevet 2:11-16. Da Peter gjorde dette offentligt, kritiserede Paulus ham offentligt for hans hykleri.

Men hvis du omgikkes mennesker, der angiveligt havde en lavere status, ville du måske opdage noget. Vi er alle skabt i Guds billede, og i øjnene af Ham, der tæller – nemlig Gud – er de ikke rigtig i en lavere position end dig. Hvis noget, så er det måske faktisk dig, der er i den lavere position, hvis du er stolt, og de ikke er det.

Spørgsmål: Hvad er i Rom 12:17 de accepterede metoder i samfundet til at gengælde ondt med ondt?

Svar: Romerbrevet 12,17 siger, at der ikke findes nogen accepterede metoder for kristne. Men samfundet generelt anser det måske for i orden at tale bag andres ryg, bagvaske og lyve for at ødelægge deres omdømme, sørge for, at deres arbejde ikke giver noget resultat, eller lave ondskabsfulde drillerier mod dem eller deres bil. Hver gang du stiller dig selv spørgsmålet »hvordan kan jeg hævne mig på dem«, glider du ind i synd. Romerbrevet 12:19 siger, at Gud alligevel er bedre i stand til at hævne sig på dem end du er. Så af alle de ting, vi skal bekymre os om i livet, er hvordan man hævner sig på nogen, ikke en af dem.

George Washington Carver sagde engang: »Jeg vil aldrig lade en anden mand ødelægge mit liv ved at få mig til at hade ham.«

Spørgsmål: Hvad er i Rom 12:18 nogle måder at leve i fred med andre på, så vidt det er muligt?

Svar: Gør du en ekstra indsats for at udbedre stridigheder eller dårlige følelser mellem dig og en anden? Er du en fredsmager, som Jesus opfordrer os til at være i Mattæus 5:9? Vi skal være barmhjertige, som det står i Mattæus 5:7.

Nogle gange bør vi være uenige af vigtige grunde, og det er i orden. Men vær aldrig uenig blot for at være stridbar.

Men ud over at undgå stridigheder, så spørg dig selv: Er dine naboer glade for at bo tæt på dig? Er din ægtefælle og dine børn glade for at bo sammen med dig? Føler dine kolleger sig velsignede, fordi de arbejder sammen med dig? Måske gør du ikke noget åbenlyst fjendtligt, men gør du ting, der er venlige?

Spørgsmål: Hvordan skal vi adlyde myndighederne ifølge Rom 13:1-6 og 1 Pet2:13 -14?

Svar: Vi skal adlyde og ære deres love både i ånd og bogstav. Vi skal hverken gøre ondt eller give indtryk af at gøre ondt (2 Korinther8:20 -21; 1 Thessaloniker5:22 ). En nations love går dog forud for en provins’ love, og Guds love går forud for nationernes love. Vi skal ikke adlyde nogen af et lands love, der strider mod Guds lov. Vi skal ikke tale ondt om folkets hersker i Apostlenes Gerninger 23:5 og 2. Mosebog 22:28. 2. Mosebog 22:28 henviser også til verdslige ledere.

Spørgsmål: I Rom 13:1-2 siger Gud til os: »Alle skal underordne sig de herskende myndigheder, for der er ingen myndighed undtagen den, der kommer fra Gud. De myndigheder, der findes, er indsat af Gud. Derfor modsætter den, der modsætter sig myndigheden, sig det, som Gud har indsat, og de, der gør det, vil påkalde dom over sig selv.« Betyder det, at regeringer som dem under Hitler, Stalin, Pol Pot osv. var udpeget af Gud, og at folket ikke skulle modsætte sig dem? Det har jeg meget svært ved at tro på. Hvis du kunne forklare mig dette, ville jeg være meget taknemmelig.

Svar: Lad mig først give dig et kort svar og derefter et langt svar.

Kort sagt: Nej, vi skal aldrig adlyde befalinger, der strider mod Guds befalinger (såsom »du må ikke dræbe« osv.). Stalin, Pol Pot, Hitler osv. var onde mænd, som Gud tillod at regere. Men husk, at Bibelen nævner denne verdens »fyrste«, og det er Satan. Men selvom disse mænd er onde, skal vi respektere den statslige myndighed, i det omfang den ikke strider mod Guds myndighed.

De tidlige kristne kæmpede med dette, fordi den romerske regering under trusler om tortur og død beordrede dem til at bringe ofre til kejseren og tilbede kejseren eller de romerske guder. De forstod, at de skulle adlyde alle romerske love, undtagen når de stod i konflikt med den højere lov, Guds lov. De udtrykte det sådan, at der var »lovlige« love og »ulovlige« love, hvilket på græsk er en slags ordspil i lyset af døden. Så selvom de skulle være ulydige mod love, der påbød at ofre til andre guder, vidste de, at de stadig måtte adlyde de andre love, der var i overensstemmelse med – eller i det mindste ikke i strid med – Guds lov.

Lad os forestille os, at vi levede i 1940’erne i Nazityskland. Hitler var uden tvivl en ond mand, og enhver ordre om at udlevere jøder til myndighederne skulle vi trodse. Men vi ville stadig være nødt til at overholde færdselslovene og (desværre) betale indkomstskat.

Det bliver mere kompliceret, hvis vi blev indkaldt til militærtjeneste. Jeg har læst, at det var ret indlysende for den gennemsnitlige tysker, at mange jøder blev sendt ind i lejrene, ingen kom ud igen, og luften omkring lejrene stank af menneskekød. Hvis vi var nødt til at melde os til hæren, ville vi være nødt til at indse, at vi befandt os i den onde hær, og enten overgive os til de allierede ved første lejlighed eller – endnu bedre – blive fængselsvagt og lade jøder undslippe. Der var en nazistisk officer ved navn Oskar Schindler, som var den eneste nazistiske soldat, der er hædret i Israel. Han vidste af første hånd, hvad der foregik i koncentrationslejrene, og han arbejdede for at redde så mange jøder som muligt. Der findes en berømt film om ham, der hedder »Schindlers liste«. Det, der ikke er så kendt, er, at der var et andet medlem af det nazistiske parti, der arbejdede i Kina, ved navn John Rabe, som på samme måde gjorde alt, hvad han kunne, for at redde kinesernes liv i Nanjing og andre steder.

Spørgsmål: I Rom 13:1-2,4 spørger skeptikeren Bart Ehrman, om kristne skulle adlyde de herskende [romerske] myndigheder, eller om de romerske myndigheder vil være ugudelige og onde i Åbenbaringen 17:18 (Jesus, Interrupted, s. 97-98).

Svar: Jeg spurgte min 14-årige datter om dette, og hun kunne tydeligt se svaret: Begge dele er sande. Paulus levede under en af de mest foragtelige og onde romerske kejsere gennem tiderne: Nero. Paulus vidste i sin egen tid, hvor ond den romerske kejser kunne være; han behøvede ikke at vente, indtil Åbenbaringen blev skrevet (næsten 50 år efter hans martyrium), for at vide, at de herskende myndigheder kunne være meget onde. Alligevel lærte Paulus os stadig at adlyde de styrende myndigheder. De tidlige kristne adlød de styrende myndigheder, undtagen når deres befalinger stred mod Guds højere befalinger.

Spørgsmål: Hvornår bør kristne i Rom 13,1-6 udøve civil ulydighed?

Svar: Kristne skal generelt adlyde landets love. Men ligesom en føderal lov går forud for en delstatslov, går Guds lov forud for menneskers love. Så hvis en lov strider mod det, Gud har befalet, skal vi først adlyde Guds lov. Under Anden Verdenskrig brød nogle kristne, såsom familien ten Boom, loven og skjulte jøder for myndighederne. De handlede rigtigt ved at beskytte undertrykte mennesker mod en ond lov.

Spørgsmål: Hvordan kunne de hedenske og korrupte romerske embedsmænd i Rom 13:7 være Guds tjenere?

Svar: Den romerske regering var på Paulus’ tid yderst korrupt. Mænd opbyggede enorme formuer blot ved at være guvernører i provinser som f.eks. Sicilien. Disse mennesker var ikke Guds tjenere, hverken ved et bevidst valg eller i kraft af deres moral. De var snarere Guds tjenere i den ene (og eneste) forstand, at da de udgjorde den faktiske regering, skulle de kristne adlyde dem, så længe deres love ikke stod i modstrid med Guds. Generelt var de tidlige kristne meget lovlydige, bortset fra at de nægtede at tilbede kejseren ud over Kristus. Af denne grund blev titusinder af dem martyrer.

Spørgsmål: Hvorfor har kristne gæld ifølge Rom 13,8?

Svar: Romerbrevet 13:8 siger ikke, at man aldrig må have gæld, men snarere at man ikke skal lade nogen gæld stå udestående, bortset fra kærligheden til hinanden. Med andre ord siger den første del af dette vers, at vi godt kan have gæld, men at vi bør betale vores gæld. Nogle gange kan mærkelige og usædvanlige love fritage nogen fra den juridiske forpligtelse til at betale en gyldig gæld. Uanset mærkelige menneskelige love skal vi dog stadig adlyde Gud.

Dette betyder ikke, at man aldrig må have gæld, men snarere at man skal betale det, man skylder, ifølge *Believer’s Bible Commentary*, s. 1732, og *The Bible Knowledge Commentary: New Testament*, s. 491.

Spørgsmål: I Rom 13:9-10, sammenfatter »du skal elske din næste som dig selv« virkelig hele loven? Hvad med også at elske Gud, som det står i Markus 12:29-30?

Svar: Paulus nævnte her fire af de ti bud. Faktisk kan de sidste fem og et halvt bud sammenfattes som »du skal elske din næste som dig selv«. Man kan sammenfatte de første fire og et halvt bud som »du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke«. Et punkt er altså, at »du skal elske din næste som dig selv« sammenfatter alle love vedrørende forholdet til andre mennesker.

Et andet punkt er, at det er svært at have styrken til virkelig at elske sin næste åndeligt, følelsesmæssigt, økonomisk og på alle andre måder, hvis man ikke først elsker Gud.

Spørgsmål: I Rom 13:10 står der, at vi ikke skal nære ond vilje mod vores næste. Kan en kristen så være politibetjent og anholde folk?

Svar: Ja. Af kærlighed til andre mennesker, for samfundets skyld og for at håndhæve love mod lovovertrædere kan en kristen politibetjent anholde folk og bruge magt, hvis det er nødvendigt. Det skal dog ske uden had, ondskab, vrede eller ond vilje mod lovovertræderen. En god politibetjent bør aldrig have den holdning, at han selv står over loven, eller at andre skal behandle ham særligt.

For et godt eksempel på, hvordan det er at være en kristen politibetjent, der patruljerer i »Australiens heroinhovedstad«, se Creation ex Nihilo, bind 3, nr. 3, juni-august 1998, s. 14-16.

Spørgsmål: Hvad er betydningen af dette afsnit i Rom13:11 -14?

A: Folk kan vælge at leve, som de vil. Men i Romerbrevet14:12 står der, at de vil blive stillet til regnskab for, hvordan de har levet. Da vi ikke ved, hvornår livets ende på jorden vil indtræffe for os, nævner Romerbrevet 13:11-12, hvor vigtigt det er at vågne op til de aktuelle realiteter.

Som en sidebemærkning sagde Augustin af Hippo (388-430 e.Kr.), at han blev bragt i knæ af Romerbrevet 13:11-14. Inden han blev kristen, boede Augustin sammen med sin kæreste, med hvem han havde en søn.

Spørgsmål: Hvad menes der helt præcist med »tvivlsomme ting« i Rom 14,1?

Svar: Der står bogstaveligt talt: »men ikke til stridigheder om meninger«. Paulus definerede ikke præcist de tvivlsomme ting, som kristne er uenige om, så jeg går ud fra, at vi også kan være uenige om det! Paulus beskriver kun disse tvivlsomme ting ved hjælp af to eksempler. Han taler om en kristens kostvaner og om at betragte en bestemt dag (f.eks. enten sabbatten eller søndagen – han specificerede det ikke) som mere vigtig end en anden dag. Gode kristne kan være uenige om disse ting, og i stedet for at besvare disse spørgsmål, som apostlen kunne have gjort, bruger han dem til at vise, hvordan kristne bør enes på trods af deres uenigheder om »tvivlsomme ting«. Tvivlsomme ting er ting, der ikke udtrykkeligt er beskrevet i Skriften, og som ikke er afgørende at have ret i for at blive frelst. Det er ikke sådan, at alle tvivlsomme ting er ubetydelige, men snarere at de ikke er lige så vigtige som de ting, der klart læres.

Spørgsmål: Hvordan kunne der være jøder i Rom i Rom 14:1-5?

Svar: Jøderne blev forvist fra Rom i 139 f.Kr. og igen af kejser Tiberius i år 19 e.Kr. Senere forviste kejser Claudius alle jøder fra Rom i år 49 e.Kr., men de vendte tilbage efter Claudius’ død i år 54/55 e.Kr. Ligesom de andre menigheder havde den romerske menighed sandsynligvis jødiske troende, men formentlig ikke en så høj andel som i andre menigheder.

Spørgsmål: I Rom 14:2, 14, 17, 20-21 afholder katolske og ortodokse kristne sig fra kød, der ikke stammer fra fisk, i fastetiden. Bør alle kristne gøre det samme for at undgå at være en anstødssten for svagere brødre? Ligeledes: Da nogle kristne mener, at man aldrig bør drikke alkohol, bør alle kristne da afholde sig fra det?

Svar: Her er et resumé af, hvad du bør gøre.

1. Lev efter det, du mener er rigtigt, men se ikke ned på dem, der lever anderledes.

2. Lad ikke det, du tror på, blive omtalt som forkert, hvis det ikke er i strid med Bibelen. (Se Kolossenserbrevet 2:16-20)

3. Hvis en person minder dig om dette emne, så nævn, at det er i orden at gøre det, men fortæl dem, at hvis det er sådan, de tror, vil du ikke gøre det i deres nærvær.

Det er vigtigt at gøre punkt 2 og 3 sammen. Hvis du blot undlader at gøre det på det tidspunkt, kan de få det indtryk, at du er enig i ikke at gøre det igen. Hvis de finder ud af, at du gjorde det igen, da de ikke var til stede, vil det fremstå som hykleri. Så undlad at gøre det i deres nærvær, men gør det klart, at du stadig mener, det er rigtigt, og at du ikke antyder, at du vil undlade at gøre det helt og holdent.

Spørgsmål: I Rom 14:5, er det så nu i orden at arbejde på lørdag eller søndag, eller ej?

Svar: Ægte kristne, både dengang og nu, er uenige. Se diskussionen om 2. Mosebog 20:8 for svaret. Paulus sagde i 1. Korintherbrev 16:2, at man skulle indsamle penge på ugens første dag. De tidlige kristne holdt gudstjeneste om søndagen, ifølge

følgende:

Ignatius’ brev til magnesierne, kap. 9, s. 62 (106-117 e.Kr.): »Hvis altså de, der er opvokset i den gamle orden, er kommet i besiddelse af et nyt håb og ikke længere holder sabbatten, men lever i overholdelse af Herrens dag, på hvilken også vores liv er sprunget frem igen ved Ham og ved Hans død«

Ignatius’ brev til efeserne, kap. 5, s. 51 (107/116 e.Kr.) »Den, der derfor ikke samles med menigheden, har allerede herved åbenbaret sin hovmod og dømt sig selv.«

Didache (=De tolv apostles lære) (ca. 60–120 e.Kr.) kap. 14, s. 381 (underforstået) »Men hver Herrens dag skal I samles og bryde brødet og takke, efter at I har bekendt jeres overtrædelser, for at jeres offer må være rent.«

Barnabasbrevet (ca. 70–130 e.Kr.) kap. 10, s. 143 (underforstået) siger, at kristne holder den »ottende dag« [dvs. søndag], fordi det er den dag, hvor Jesus opstod fra de døde. Han steg senere op til himmelen.

Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.): »Men søndag er den dag, hvor vi alle holder vores fælles forsamling, fordi det er den første dag, hvor Gud, efter at have forandret mørket og materien, skabte verden; og Jesus Kristus, vores Frelser, opstod fra de døde på samme dag. For han blev korsfæstet dagen før Saturns dag (lørdag); og dagen efter Saturns dag, som er solens dag, viste han sig for sine apostle og disciple og underviste dem i disse ting, som vi også har forelagt dig [kejser Hadrian] til overvejelse.” Justin Martyrs Første Apologi, kap. 67, s. 188

Dionysius af Korinth (170 e.Kr.) (uddrag) »Vi har tilbragt denne hellige Herrens dag, hvor vi læste Deres brev, og ved den stadige læsning heraf vil vi kunne drage formaning, ligesom vi gjorde ved læsningen af det forrige, De sendte os skrevet gennem Clemens.« fragment 2, bind 8, s. 765

Irenæus af Lyon (180–188 e.Kr.) (gengivet) nævnes i det eponyme værk Spørgsmål og svar til ortodoksien: »Denne [skik] med ikke at bøje knæet om søndagen er et symbol på opstandelsen, gennem hvilken vi ved Kristi nåde er blevet befriet fra synder og fra døden, som er blevet dræbt under Ham. Denne skik stammer fra apostolisk tid, som den salige Irenæus, martyren og biskoppen af Lyon, erklærer i sin afhandling »Om påsken«, hvor han også nævner pinse; på denne [højtid] bøjer vi ikke knæ, fordi den har samme betydning som Herrens dag, af den grund, der allerede er anført vedrørende den.” (Fodnoten angiver, at søndag her sandsynligvis henviser til påskesøndag.) ANF bind 1, Fragmenter af Irenæus, fragment 7, s. 569-570.

Klemens af Alexandria (193–202 e.Kr.) (uddrag, Herrens dag er den ottende dag) »Og om Herrens dag taler Platon profetisk i det tiende bog af *Staten* med disse ord: ’Og når der er gået syv dage for hver af dem på engen, skal de på den ottende dag bryde op og ankomme på fire dage.’« *Stromata*, bog 5, kap. 14, s. 466

Tertullian (200–220/240 e.Kr.) siger, at mens de jødiske højtider var sabbatten og renselsesdagen, gjorde de kristne søndagen til deres hviledag/højtidsdag. Ad Nationes, bog 2, kap. 13, s. 123

Origenes (225–253/254 e.Kr.): »Men hvis det fremgår klart af de hellige skrifter, at Gud lod manna regne ned fra himlen på Herrens dag og ikke lod noget regne ned på sabbatsdagen, så lad jøderne forstå, at fra den tid blev vores Herrens dag sat højere end den sande sabbat.« Prædikener over Anden Mosebog (oversat af Rufinus, der oversatte meget frit) Prædiken 7, kap. 5, s. 308

Cyprianus af Karthago (ca. 253–258 e.Kr.) (uddrag) »For hvad angår overholdelsen af den ottende dag i den jødiske omskæring af kødet, blev der på forhånd givet et sakramente i skygge og i skik; men da Kristus kom, blev det opfyldt i sandhed. For da den ottende dag, det vil sige den første dag efter sabbatten, skulle være den dag, hvor Herren skulle opstå igen og give os liv og åndens omskæring, gik den ottende dag, det vil sige den første dag efter sabbatten og Herrens dag, forud i billedet; hvilket billede ophørte, da sandheden efterhånden kom, og den åndelige omskæring blev givet os.” Cyprians breve, brev 58, kap. 4, s. 354

Anatolius af Alexandria (270-280 e.Kr.) (uddrag) »Herrens opstandelse, som fandt sted på Herrens dag, vil føre os til at fejre den efter det samme princip; dog bør dette ske på en sådan måde, at påskens begyndelse …« Påskekanon, kap. 16, bind 6, s. 151

Victorinus af Petau (martyrdød i år 304 e.Kr.): »Også på denne dag holder vi, i anledning af Herren Jesus Kristi lidelse, enten en andagt til Gud eller en faste. På den syvende dag hvilede Han fra alle Sine gerninger og velsignede den og helligede den. Den forudgående dag plejer vi at faste strengt, for at vi på Herrens dag kan gå til vores brød med taksigelse. Og lad forberedelsesdagen blive en streng faste, for at vi ikke skal synes at holde nogen sabbat sammen med jøderne, hvilket Kristus selv, sabbatens Herre, gennem sine profeter siger, at »hans sjæl afskyr«; en sabbat, som han i sit legeme ophævede, skønt han ikke desto mindre tidligere selv havde befalet Moses, at omskæringen ikke måtte udskydes til den ottende dag, en dag, der meget ofte falder på en sabbat, som vi læser skrevet i evangeliet.” Om verdens skabelse, s. 341-342

Kirkemødet i Elvira (306–307 e.Kr.) (21 ubestridte kanoner) »Hvis nogen, der bor i byen, ikke deltager i gudstjenesterne i tre søndage, skal denne person udelukkes i en kort periode for at gøre skammen offentlig.« Kanon 21.

Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) diskuterer den fjerde dag og at Jesus led for os på den sjette dag [fredag]. Derefter siger han: »Men Herrens dag fejrer vi som en glædens dag, fordi Han på den dag opstod igen, og på denne dag har vi indført det som skik ikke engang at bøje knæet.« Det kanoniske brev, kanon 15, s. 278

Methodius (270–311/312 e.Kr.) (uddrag, nævner den ottende dag): »Hans egen Søn for at åbenbare for profeterne sit eget fremtidige fremtræden i verden i kødet, hvor glæden og kendskabet til den åndelige ottende dag skal forkyndes, … før Kirken blev forenet med Ordet, modtog det guddommelige frø og forudsagde omskæringen på den åndelige ottende dag.«

Blandt kættere og falske skrifter

Kætteren Bardaisan/Bardesan (154–224–232 e.Kr.) siger, at vi [kristne] mødes på ugens første dag. »Bogen om lovene i forskellige lande«, s. 733

Efter Det Første Nikæa-koncil (325 e.Kr.)

Hegemonius (4. århundrede) (uddrag) diskuterer, hvordan Kristus afløste sabbatten som sabbatens Herre. »Disputationen med Manes«, kap. 42, s. 216

De hellige apostles forfatninger (ca. 375/390 e.Kr.) »Men hold sabbatten og Herrens dag hellig; for den første er mindet om skabelsen, og den sidste om opstandelsen.« Bog 7, afsnit 2.23, s. 469

De hellige apostles forfatninger (ca. 375/390 e.Kr.) »Men saml jer hver dag, om morgenen og om aftenen, og syng salmer og bed i Herrens hus: om morgenen skal I recitere den 62. salme, og om aftenen den 140., men især på sabbatsdagen. Og på dagen for vor Herres opstandelse, som er Herrens dag, skal I samles endnu mere flittigt og sende lovprisninger til Gud, som skabte universet gennem Jesus, …“ bog 2, kap. 8.59, s. 423

Afvigelser fra dette blev nævnt af Justin Martyr (skrev ca. 138–165 e.Kr.) (Dialog med Trypho, kap. 47), der kalder sabbatsholdere for »svagere brødre«, og Eusebius af Cæsarea (324 e.Kr.) nævner de ebionitiske kættere som sabbatsholdere.

Spørgsmål: Henviste Paulus her til sabbatten i Rom 14:5?

Svar: Det gælder både sabbatten og de jødiske helligdage. Kristne har to synspunkter. Paulus specificerede hverken en gammeltestamentlig højtid eller sabbatten eksplicit. Paulus brugte det meget generiske udtryk »særlige dage« for at dække begge dele.

I modsætning hertil mener redaktørerne af den calvinistiske New Geneva Study Bible, s. 1791, at Paulus kun henviste til jødiske helligdage. Der står: »Hvis sabbatten var i tankerne, ville det have været mere naturligt at sige: ’Den ene anser sabbatten for at være vigtigere end de andre dage.’«

Det er et diskutabelt spørgsmål at pålægge formuleringen i Romerbrevet 14:5 begrænsninger, for andre steder (Kolossenserbrevet2:16 ) siger Paulus specifikt, at vi ikke skal dømme andre »med hensyn til en højtid, en nymåne eller sabbatter«. Paulus omtalte således troende med forskellige synspunkter og det at undlade at dømme andre, hvad angår både højtider og sabbatter.

Spørgsmål: Hvad mener du, i lyset af Rom 14:5, om Eric Liddell, hovedpersonen i filmen Chariots of Fire, der nægtede at deltage i OL i sin bedste disciplin, fordi det var på en søndag?

Svar: Eric havde en personlig overbevisning om, at han behagede Gud ved at helligholde søndagen og ikke udføre arbejde på søndagen. At deltage i et løb ville blive betragtet som arbejde. Bibelen siger imidlertid aldrig, at man ikke må arbejde på søndagen. I Det Gamle Testamente skulle israelitterne ikke udføre arbejde på lørdagen, ikke på søndagen.

Spørgsmål: I Rom 14:5, da Paulus havde den perfekte lejlighed til at afklare spørgsmålet om sabbatten, hvorfor afstod han da fra at gøre det?

Svar: Fordi det punkt, Paulus forsøgte at fremhæve, var vigtigere end vores syn på sabbatten. Selvom Paulus faktisk indirekte gav svaret vedrørende mad (Rom14:14 , 17, 20), er hovedpointen i dette afsnit ikke mad eller sabbatten, men følgende:

1. Lydige kristne vil være uenige om ikke-væsentlige spørgsmål, og det er i orden. Vi må ikke se ned på dem, der har andre synspunkter. (Romerne 14:1-4,10-13)

2. Lad ikke det, du anser for godt, blive omtalt som ondt. (Romerne 14:16-17)

3. Vær ikke en anstødssten for andre. Selv om du ved, at det er i orden, kan det stadig være en synd for svagere brødre, der ikke gør det ud fra tro. (Romerne 14:13-15,20-21,23)

Se også diskussionen om 1 Korintherbrevet 8:9-13 for mere information.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Rom 14:15 at »spise« ødelægge en medkristen?

Svar: Maden skader ikke en medkristen fysisk, men Paulus taler om, hvordan selve handlingen at spise kan ødelægge en medkristens tro. Hvis en kristen mener, at det er forkert at spise noget, og en anden kristen frister den første til at handle imod sin samvittighed, kan det skade den første kristnes tro.

Spørgsmål: Hvordan skal vi i Rom 14:16 undgå, at det, der er godt, bliver omtalt som ondt?

Svar: Nogle gange vil man måske undlade at gøre visse ting på et bestemt tidspunkt for at undgå at fornærme nogen. For eksempel vil man måske undlade at spise svinekød foran jøder eller muslimer, fordi det kan virke fornærmende. Man vil måske aldrig lægge en bibel på jorden foran kristne fra Mellemøsten, fordi de vil opfatte det som en mangel på respekt for Bibelen. Men det ville virke hyklerisk ikke at gøre disse ting, når de er til stede, og så opdager de, at man gør disse ting, når de ikke er der. Det ville være lidt ligesom Peters hykleri i Galaterbrevet 2:11-18.

Den bedste måde at håndtere dette på er at kombinere ønsket om ikke at fornærme nogen med Romerbrevet 14:16. Fortæl dem, at disse ting er i orden, og at du gør dem, men at du ikke gør dem i deres nærvær – som en tjener – for ikke at fornærme dem. Når det gælder sekundære læremæssige spørgsmål, mener du måske ikke, at det aktuelle tidspunkt og sted er det bedste til at debattere noget. Fortæl dem kort, at du mener, at en bestemt lære er sand og god at tro på, men at du ikke behøver at gå ind i en debat om det lige her og nu.

Spørgsmål: Hvad er i Rom 14:19 nogle måder, hvorpå vi aktivt kan arbejde for at fremme fred og harmoni i menigheden?

Svar: Se dig først omkring og find ud af, hvor der er behov for bedre harmoni. Nogle gange er det en enkelt person, som de fleste andre har svært ved at komme overens med. Andre gange er det to fraktioner, der ikke stoler på eller ikke kan lide hinanden. Nogle gange handler det om de stærke mod de svagere brødre. Paulus appellerer hovedsageligt til de stærkere brødre om at være hensynsfulde over for de svagere.

Spørgsmål: I Rom 14:20-21 lærte en C5-lignende troende (de ønsker undertiden ikke at blive kaldt kristne), at kristne, selv i Amerika, ikke bør spise svinekød, fordi det er stødende for nogle muslimer, selvom de spiser skaldyr og kamel, hvilket strider mod jødernes kost i Det Gamle Testamente. At spise oksekød er stødende for nogle hinduer. Jainisterne lærer, at man ikke bør spise efter solnedgang. Pythagoræerne lærte, at man ikke bør spise bønner. Hvad ville du sige til disse ting?

A: Hvis man fulgte alle skikke i hver eneste religion, ville livet blive sværere; især hvis skikke i én religion strider mod skikke i en anden religion. Fire punkter, man bør overveje i svaret.

1) Som kristne har vi friheden til at spise lige det kød (eller de bønner), vi vil, når vi vil.

2) Vi bør ikke lade det passere, når folk siger, at det er forkert at spise bestemte fødevarer eller på bestemte tidspunkter.

3) Af hensyn til en anden persons samvittighed bør vi dog undgå at gøre det, som de anser for stødende, i deres nærvær.

4) Men hvis vi bliver spurgt, bør vi ikke lyve og sige, at vi spiser det.

Spørgsmål: Hvordan adskiller en kristen, der ønsker at behage Gud og sig selv uden at bekymre sig meget om andre, sig i Rom 15:1-3 fra en, der lever for først at behage Gud og derefter andre?

Svar: Den første type ville slet ikke bekymre sig om svaret på det foregående spørgsmål. Nogle gange kan kristne have en »lone ranger«-mentalitet, hvor det kun er dem, der har fællesskab med Gud, og de bekymrer sig ikke om andre. En kristen kan hengive sig til det, vedkommende ved er i orden for sig selv, uden at erkende eller bekymre sig om, at det måske kan være en anstødssten for en anden. En kristen i den første kategori ville være optaget af, om vedkommende vokser, bliver næret og opmuntret, om menigheden hjælper vedkommende, og om vedkommende bliver mere lig Kristus. Alt det er godt. Men en kristen i den anden kategori ville være endnu mere optaget af, om andre omkring vedkommende vokser, om andre bliver næret og opmuntret, hvordan vedkommende kan hjælpe menigheden, og om andre bliver mere lig Kristus.

Spørgsmål: Skal vi i Rom 15:2 forsøge at behage andre, eller skal vi behage Gud og ikke være folkeplejere, som det står i Ef 6:6; Kol 3:22; 1 Thess 2:4 og Gal 1:10?

Svar: Vi skal først og fremmest behage Gud. Vers, der viser, at vi skal behage Gud (og ikke blot gennemgå bevægelserne for at adlyde ham), er Hebræerbrevet 11:6; 13:21; 1. Thessalonikerbrev 2:4; 1. Johannesbrev 3:12; Efeserbrevet 5:10; 6:6; Kolossenserbrevet 3:20; 3:22 og Prædikeren 7:26.

Du skal ikke først og fremmest behage andre: At behage andre bør ikke være vores højeste mål; det bør derimod være at behage Gud. Jesus sagde udtrykkeligt, at at elske din næste som dig selv var det andet bud, ikke det første, i Markus 12:28-31; Matthæus 22:37-40; Lukas 10:27-28.

Gud befaler os at elske og behage andre – efter Ham. Vi skal først og fremmest behage Gud, og vi kan behage Ham ved at adlyde Hans bud, herunder 1. Johannesbrev 5:2 og 2. Johannesbrev 5-6. Jesus sagde, at det næststørste bud er at elske andre, som vi elsker os selv. Det omfatter helt sikkert også at behage dem (med én undtagelse, der nævnes i det næste punkt). Så hvis vi ønsker at behage Gud, vil vi elske andre og behage dem.

Gør andre glade for deres eget bedste: Romerbrevet 15:2 tilføjer »for deres eget bedste«. Når der er ting, der måske kan glæde nogen, men som er syndige eller på anden måde skadelige for dem, skal du ikke gøre disse ting. Faktisk kan vi nogle gange, netop fordi vi elsker en person, gøre ting, der måske ikke glæder dem. Det strider selvfølgelig imod blot at gøre andre glade for enhver pris, men det er i overensstemmelse med at elske andre og behage Gud.

Spørgsmål: Hvad er i Rom 15:2 nogle gode måder, hvorpå vi kan være mere behagelige for andre?

Svar: Der er en række ting, man skal gøre, men også en række ting, man skal holde op med at gøre.

Gør ikke ting, der får folk til at føle sig nedgjort. Det betyder ikke blot, at man ikke skal nedgøre andre; det betyder også, at man skal forsøge at undgå at gøre ting, der – selvom de ikke er gjort for at nedgøre andre – vil have den bivirkning, at de føler sig nedgjort.

Se ikke ned på andre, og giv ikke indtryk af, at du gør det. Vis, at du respekterer dem, værdsætter dem og ærer dem. Behandl andre som vigtigere end jer selv, som der står i Filipperne 2:3.

Vær en tjener – først for Gud, men derefter for andre.

Vis empati over for den anden person, og prøv at forstå, hvordan livet ser ud set gennem dennes øjne. Måske kan du ikke forstå det fuldt ud, afhængigt af hvad vedkommende har været igennem, men du kan stadig prøve.

Nyder du at være sammen med den anden person, som Paulus nævner i Romerbrevet 15:24,32? Hvis ja, så vis, at du kan lide at være sammen med den anden person.

Adlyd: Gud har givet os et udtrykkeligt bud om, at vi skal elske Guds børn, i 1. Johannesbrev 5:2 og 2. Johannesbrev 5-6.

Spørgsmål: I Rom 15:4 giver Skriften os sandhed, men hvordan har Skriften også givet os tålmodighed, trøst og håb?

Svar: Når Guds sandhed bliver i os og forvandler vores liv, bør vi blive mere tålmodige, finde mere trøst og få mere håb, efterhånden som vi vokser i kendskabet til Gud.

Spørgsmål: Hvad betyder det i Rom 15,7 at tage imod andre troende, som Kristus har taget imod os?

A: Vi var ikke (og er stadig ikke) syndfrie og perfekte. Vi troede sandsynligvis ikke – og tror stadig ikke – 100 % korrekt på hver eneste læresætning. Og alligevel accepterede Jesus, som levede et syndfrit liv og kender alle mysterier og al viden, os stadig som sit folk. Hvor meget mere bør vi da acceptere andre troende, som Kristus har accepteret, trods deres mangler. Forestil dig at tænke: »Jeg ved, at Gud tilgiver os, men jeg ved ikke, hvordan det er med andre troende, for deres standard er højere end Guds.« Vi bør være tålmodige over for andre og være taknemmelige for, hvor tålmodig Gud har været over for os.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Rom 15:14 formane andre troende på en måde, så de er mere tilbøjelige til at lytte og acceptere det?

Svar: Først og fremmest er det den person, der modtager formaningen, der har ansvaret for, om vedkommende rent faktisk accepterer den korrektion og irettesættelse, som vedkommende bør acceptere. Hvis nogen formaner dig på en dårlig måde, men deres formaning er korrekt, bør du alligevel følge den. Ikke desto mindre er der, som den person, der giver formaningen, nogle ting, vi kan gøre for at gøre det lettere for dem at acceptere den.

I skal ikke irettesætte dem som en overordnet person, der irettesætter en underordnet, men henvende jer til dem som en medtroende. Sørg for at understrege, hvad der var forkert, hvor alvorligt det er, og hvor presserende det er at ændre sig nu. Fremhæv, at I ikke hader dem, men stadig elsker dem, selv efter at de har gjort dette, men at I hader det, de har gjort.

En metode, der kan virke i nogle tilfælde, er »profeten Natans«-tilgangen. Spørg dem, hvad den bedste måde er, eller hvordan de ville håndtere en situation, der ligner deres egen. Du kunne spørge, hvad de ville sige til en person for at få vedkommende til at lytte og ændre sig. Forklar derefter, at du har en ven i netop den situation: dem selv. Og gentag det samme til dem med andre ord. Du kan læse, hvordan Nathan gjorde noget lignende over for David i 2. Samuel 12:1-15.

Spørgsmål: I Rom 15,18 – hvornår bør man undlade at fortælle om de store ting, Gud har udrettet gennem en?

Svar: Generelt er det godt at fortælle om, hvad Gud har gjort. Du bør dog ikke gøre det under omstændigheder eller på en måde, der virker pralende eller drager opmærksomheden mod dig selv. Du bør være forsigtig med selv ved et uheld at gøre det på en måde, der viser, at du er en mere effektiv/nyttig/velsignet Guds tjener end nogen anden.

Spørgsmål: Hvad mente Paulus i Rom 15:20 med, at man ikke skal bygge på en andens fundament, og hvorfor var det godt at undgå det?

Svar: På den ene side bør vi samarbejde med andre troende, supplere hinanden og erkende, at arbejdet er Herrens, ikke vores. Men hvad Paulus mente her, er, at vi ikke bør arbejde på en konkurrencepræget måde med andre troende eller forsøge at få folk, der primært lytter til en anden god troende, til at lytte til os i stedet. Paulus diskuterer balancen i dette i 1 Korintherbrev 3:4-7. Troende spiller forskellige toner, når nogle spiller i harmoni, men vi bør alle spille den samme sang.

Spørgsmål: I Rom 15,23, efter at Gud har ført dig til et sted eller en situation, hvordan ved du så, at tiden er kommet, hvor du »ikke længere har noget at gøre her«?

Svar: Markerne er modne til høst. Der er mange gode steder at tage hen for at gøre disciple og forkynde ordet, men af alle de gode steder, hvor er det bedste sted, som Gud ønsker, at du skal være, og hvornår ændrer det sig?

Hvis du ikke ser en høst med det samme, så bed til Gud. Måske er det tid til at gå videre til et andet sted. Eller måske ønsker Gud, at du skal holde ud længere der og så ordets frø, og så vil høsten komme her senere.

Måske ser du en god høst, og der er masser af høstarbejdere. Det kan være, at det, ligesom for Paulus, er på tide at gå videre til steder, hvor der ikke er nogen, nu hvor andre kan overtage denne tjeneste.

Nogle gange må man vente på midlerne til at gøre noget. Måske var en af grundene til, at Paulus her redegjorde for sine planer om at rejse til Spanien, at han håbede på økonomisk støtte fra den romerske menighed til rejsen.

Gud kan måske plante et ønske i dit hjerte om at forkynde Guds ord på et bestemt sted lige nu.

Endelig kan det være, at de nye kristne er ved at udvikle sig, og at din tilstedeværelse – med al din erfaring – forhindrer dem i at træde frem og påtage sig det ansvar og den erfaring, de har brug for i de roller, de skal vokse ind i.

I sidste ende findes der ingen faste regler, og du må bede om Guds vejledning.

Spørgsmål: I Rom 15:24,28 – rejste Paulus nogensinde til Spanien?

Svar: Paulus skrev Romerbrevet på vej til Jerusalem (Romerbrevet15:25 ), så hvis han gjorde det, må det have været efter at Romerbrevet var skrevet. Her er beviset for, at han gjorde det.

a) Paulus havde til hensigt at tage dertil i Romerbrevet15:24 ,28.

b) Eusebius antydede, at Paulus rejste dertil i Eusebius’ »Kirkehistorie« 2:22:2-3.

c) 1. Clemensbrev (96-98 e.Kr.) 5 (ANF bind 1, s. 6, samt ANF bind 9, s. 230-231) siger om Paulus: »Da han havde nået grænserne mod vest, afgav han sit vidnesbyrd for herskerne og forlod således denne verden.« Det ville være mærkeligt, hvis »vestens ydergrænser« var Rom, da Clemens skrev fra Rom.

d) Paulus handlede i overensstemmelse med 1. Clemens kap. 5, s. 6, den muratoriske kanon kap. 2, linje 34-39, s. 603, og den apokryfe Peters handlinger (4. århundrede?) kap. 1-3. Jeg ville ikke tillægge Peters handlinger særlig stor vægt, men jeg ville være tilbøjelig til at stole på de to andre kilder.

Spørgsmål: Hvad er »evangeliets om Kristi velsignelse i sin fulde fylde« i Rom 15,29?

Svar: Dette kan henvise både til Paulus’ liv og hans ord. Han kommer til dem med et liv, der af hele sit hjerte er fyldt med Kristi velsignelser. Gennem sine ord vil han forkynde og undervise i hele evangeliet, ikke blot en del af det.

Spørgsmål: Hvad er Paulus’ fire bønneanmodninger i Rom 15,30-32, og hvorfor er de vigtige?

Svar: Ligner disse dine bønneanmodninger? Paulus beder specifikt om bøn

1) At blive frelst fra de vantro i Judæa. Dette blev ikke besvaret med et ”ja”.

2) At hans tjeneste for de hellige i Jerusalem må være velbehagelig. Paulus beder om, at han må opfylde deres behov, som han siger i Romerbrevet 1:10-11.

3) At Paulus måtte komme til dem med glæde efter Guds vilje. Dette handler om mere end blot, at Paulus skal sige de rigtige ord. Det indebærer, at hele Paulus’ person skal være et redskab for evangeliet.

4) Paulus og de må sammen blive opmuntret. Det var åbenbart vigtigt for Paulus, at de troende havde en opmuntret ånd. Paulus beder om, at fredens Gud må være med dem i Romerbrevet 15:33.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at Paulus i Rom 15,30-32 ikke bad om flere ting, såsom personlig sikkerhed eller trøst?

Svar: De første kristne bad ikke om fysisk sikkerhed og komfort i Apostlenes Gerninger 4,25-31, og den efterfølgende rystelse tydede på, at Gud var meget tilfreds med deres bøn.

Tilsyneladende følte Paulus, at hans fysiske sikkerhed og trøst ikke var lige så vigtige som de andre ting. Paulus vidste, at Gud ville tage sig af ham, og at han ikke ville dø, før Gud tillod det. Paulus var ikke fokuseret på det; han var fokuseret på at forkynde evangeliet frimodigt.

Paulus bad dog om at blive frelst fra de vantro i Romerbrevet 15:31.

Spørgsmål: Hvordan kan vi i Rom 15,32 blive bedre til at »forfriske« andre?

Svar: Vær en tjener. Undersøg først dit hjerte. Tænk på, at en del af grunden til, at Gud holder dig her på jorden, er, at du skal være en kristen vanddreng eller vandpige, der giver lidt forfriskning til de vigtige hellige, der udfører hans arbejde. Filipperne 2,3 siger, at I skal anse andre for vigtigere end jer selv. Vis empati over for andre; sæt jer så at sige i deres sted.

Men pas på, at din ”opmuntring” ikke i virkeligheden er en subtil form for modløshed. For eksempel, når du siger til nogen: ”Du klarer det så godt, når enhver normal person ville se en masse, de med rette kunne klage over” – har du så virkelig opmuntret dem, eller har du modløst dem?

Opmuntr dem til at holde ud, forblive standhaftige og hvile i Herren. Du skal ikke bare »klage på deres vegne« og kalde det opmuntring.

Spørgsmål: Hvordan kan det i Rom 15:33 være, at Herren er en fredens Gud, når der i 2 Mos 15:3 står, at Gud er en kriger?

Svar: Bibelen siger aldrig, at Gud kun er en fredsmager, eller at Gud er fred. I stedet nævner Bibelen, at Gud både har vrede og er en fredens Gud. På samme måde som en kriger kan skabe og beskytte andres fred, kan Gud skabe fred.

Spørgsmål: I Rom 16 – tyder denne lange liste over mennesker i en by, som Paulus ikke havde besøgt, på, at dette brev ikke egentlig var skrevet til romerne (Asimovs Guide to the Bible, s. 1097), eller at Rom 16 ikke egentlig var en del af Romerbrevet (Asimovs Guide to the Bible, s. 1093)?

Svar: Nej. Af de mere end 28 personer, som Paulus nævnte, var én fra Asien, tre var Paulus’ slægtninge, og nogle var medarbejdere, som Paulus kendte fra Korinth og andre steder. Desuden står der intet om, at Paulus havde mødt hver eneste af disse personer personligt; nogle kan have været medarbejdere, som Paulus havde hørt om fra andre og ønskede at rose. *The Evangelical Commentary on the Bible*, s. 955, og *The Expositor’s Bible Commentary*, bind 10, s. 162, tilføjer, at det ikke var usædvanligt, at folk rejste meget i det romerske imperiums handelsverden.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved Febe i Rom 16,1-2?

Svar: Enten sendte Paulus hende som sin udsending, eller også vidste Paulus, at hun rejste i tjenestens tjeneste.

Vi ved dog ikke her, om Paulus direkte sendte hende til Rom, eller – hvilket er mere sandsynligt – om Paulus blot lod hende medbringe brevet, fordi hun alligevel var på vej til Rom. Det græske ord for tjener her, diakonon, er det samme ord, der bruges om diakoner i Filipperne 1:1 og 1. Timoteus 3:8, 10, 12. Det bruges også i Romerbrevet 15:8 og 1. Korintherbrev 3:5.

Phoebe stammer fra det græske ord for »lys« og er et kælenavn for guden Apollon. Det var et hedensk navn, men det var i orden at beholde et hedensk navn som kristen.

Spørgsmål: Hvorfor mødtes de kristne i deres hus i Rom 16:5?

Svar: Alle menigheder mødtes i huse på denne tid. De søgte til katakomberne og hemmelige steder, da forfølgelsen begyndte. Kirkebygninger dukkede først op i slutningen af det 2. århundrede. Aquila og Priscilla, der begge var teltmagere, havde tilsyneladende råd til et hus, der var stort nok til, at en gruppe troende kunne mødes i det i Rom. Da de boede i Korinth, havde de også en menighed i deres hus.

Spørgsmål: Var Andronikus og Junia i Rom 16:7 apostle, eftersom de var kendte blandt apostlene?

Svar: Nej. Det betyder, at Andronikus og Junia blev lagt særlig mærke til af apostlene. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at de aldrig overhovedet blev nævnt af kirkens forfattere frem til år 325 e.Kr. Der hersker en vis uklarhed om Junias køn. Imidlertid siger »Evangelical Commentary on the Bible« s. 956, at beviserne taler for, at Junia var en kvinde; hvis Junia er en mand, ville dette være det eneste sted i hele den græske litteratur, hvor det var et mandenavn.

Spørgsmål: Hvorfor blev »husstandene« hilset i Rom 16:10?

Svar: Det græske udtryk her betyder »tilhører«, så dette henviste sandsynligvis ikke primært til en hustru og børn. En velhavende husstand ville have mange slaver, og dette henviste til slaverne.

Spørgsmål: Hvad er det interessante ved navnene Tryfena, Tryfosa og Urbanus i Rom 16:9,12?

A: Disse kvinders navne betyder »yndefuld« og »luksuriøs«, hvilket ikke ligefrem er beskrivende for hårdtarbejdende kvinder. De kan have været af adelig herkomst snarere end fra lavere samfundsklasser eller slaver. Men Paulus siger, at uanset deres navne var de hårdtarbejdende kvinder. Ligeledes er Urbanus et mandenavn, der betyder »raffineret« eller »elegant«, og det må have været rart at blive betjent af en arbejder, hvis navn betød »elegant«. På den anden side var Hermas, Hermes og Ampliatus almindelige slavenavne. I kirken har man »højtstående« velhavende mennesker, fattigere mennesker og endda slaver, der alle arbejder sammen i enhed som ligemænd, ét i Herren.

Spørgsmål: Er denne Rufus i Rom 16:13 den samme Rufus som i Markus 15:21, der var søn af Simon fra Kyrene, som bar Jesu kors?

Svar: Det kunne det være, men ikke nødvendigvis. Rufus, der betyder »rød«, var et almindeligt navn.

Spørgsmål: Hvordan blev Jesus Kristus holdt hemmelig indtil sin komme i Rom 16:25 og 1 Pet 1:10-12, når så mange profetier i Det Gamle Testamente henviser til Messias?

Svar: Ligesom man kan nævne en hemmelighed som et mysterium uden at forklare den, nævner Det Gamle Testamente ofte mysteriet om profetien om den kommende Messias uden at forklare Jesu inkarnation.

Spørgsmål: Hvorfor advarer Paulus i Rom 16:17-18 folk så mange gange mod falske eller ugudelige lærere?

Svar: Det kan være en kombination af det, han så hos menneskerne, det, han så i deres modtagelighed, og profetien i Apostlenes Gerninger 20:29-31. Paulus profeterede også om dette i 1. Timoteusbrev 4:1-3 og 2. Timoteusbrev 4:3-4. Ordet for »forhindring« her, skandala, betyder ikke store blokke, men snarere fælder eller snarer. De mennesker, der bliver vildledt, er på græsk »akakon«, hvilket betyder intetanende eller uskyldige. Ordet »uskyldig« i forbindelse med det, der er ondt, er et beslægtet ord, »akeraios« på græsk, som kan betyde uformindsket eller uforfalsket.

Paulus’ berettigede bekymring for, at menigheden skal værne sig mod falske lærere, er imidlertid ikke blevet mindre med tiden. Selvom nogle har nedgjort troende, der vogter over hjorden, som »kætterjægere«, er det vigtigt at beskytte hjorden mod åndelige ulve.

Spørgsmål: Hvordan tjener splittende mennesker deres egen »mave« eller lyster i Rom 16,17-18?

Svar: Mennesker skaber ofte splid af egne årsager, om end det ikke nødvendigvis er kloge eller fornuftige årsager.

Det kan handle om dem selv: De kan skabe splid eller være ubehagelige, fordi det giver dem en følelse af egenbetydning og nærer deres stolthed. De kan føle, at de yder et bidrag ved at være vagthunden eller ved ikke at lade nogen slippe let af sted med noget. På en mærkelig måde kan de være besværlige og derefter føle, at de storsindet yder et bidrag, når de endelig giver efter og tillader det.

Det kan handle om penge: De får måske flere salg eller muligheder, hvis de trækker en anden ned. Eller de tror, at deres chef måske bliver gladere for dem, hvis de »manipulerer« en person for at få vedkommende til at fremstå i et dårligt lys.

Det kan handle om den anden person: De skaber splid ved at forsøge at trække en anden ned, selvom det også trækker dem selv lidt ned i andres øjne. Nogle modsatte sig Paulus af den grund i Filipperne 1:15-16.

Det kan handle om noget: Hvis de er enige og går med til noget, kan det medføre et økonomisk tab for dem.

Det kan handle om deres publikum: De tror, det får dem til at fremstå godt i andres øjne, og nogle gange er det også tilfældet. De kan tro, det får dem til at fremstå som hårde, kloge eller som en god leder. Sammenfattende tror de, at de kan øge deres anseelse i andres øjne ved at vise sig som en styrke, man skal regne med.

Spørgsmål: Hvilke arkæologiske beviser findes der for Erastus i Rom 16:23?

Svar: I Rom 16:23 hilser Paulus på Erastus, bykassereren i den by, Paulus skrev fra (Korinth). Dette kan være den samme Erastus som i 2 Tim 4:20 og ApG 19:22.

I 1929 blev der ved udgravninger i Korinth fundet følgende indskrift på en genbrugt brosten: »Erastus, forvalter af offentlige bygninger, lagde denne brosten for egen regning.«

Spørgsmål: Hvornår blev Romerbrevet skrevet?

Svar: Sandsynligvis i løbet af vinteren 56/57 e.Kr.

Spørgsmål: Hvordan ved vi, at Rom-brevet virkelig blev skrevet af Paulus?

Svar: På flere måder:

Romarbrevet siger det selv, og den tidlige kirke stillede aldrig spørgsmålstegn ved dette.

Den muratoriske kanon (170-210 e.Kr.) kap. 3 (ANF bind 5) s. 603 nævner, at Paulus i sine breve skrev til syv menigheder: Korintherne (2 breve), Efeserne, Filipperne, Kolosserne, Galaterne, Tessalonikerne (2 breve) og Romerne. Paulus skrev også til Filemon, Titus og to breve til Timoteus.

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:1–4 som skrevet af Paulus til romerne. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16.3, s. 441. Ligeledes Romerbrevet 8:36 som skrevet af Paulus i hans brev til romerne i Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 2, kap. 22.2, s. 390

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) »Når Paulus derfor fremhæver den menneskelige svaghed, siger han: ’For jeg ved, at der ikke bor noget godt i mit kød’, hvilket viser, at det ’gode’ ved vores frelse ikke kommer fra os selv, men fra Gud. Og igen: ’Elendigt menneske, som jeg er! Hvem skal frelse mig fra denne dødens krop?’ [Romerne 7:24] Derefter introducerer han Befrieren [ved at sige:] ’Vores Herre Jesu Kristi nåde.’” Irenæus, Mod kætterierne, bog 3, kap. 20.3, s. 450

Tertullian (207/208 e.Kr.) nævner Paulus som forfatter til Galaterbrevet, Korintherbrevene, Filipperbrevet, Tessalonikerbrevene, Efeserbrevet og Romerbrevet i *Fem bøger mod Marcion*, bog 4, kap. 5, s. 350.

Tertullian (198–220 e.Kr.): »Men hvordan kan Paulus, … Som også i hans brev til romerne: ’Og ikke blot det, men vi roser os også af trængsler, idet vi er sikre på, at trængsel virker tålmodighed, og tålmodighed erfaring, og erfaring håb; og håbet skammer os ikke.’ [Romerne 5:3-5a] Og igen: ’Og hvis vi er børn, så er vi også arvinger, ja, Guds arvinger og medarvinger med Kristus, forudsat at vi lider med ham, for at vi også kan blive herliggjort sammen med ham. For jeg mener, at denne tids lidelser ikke kan sammenlignes med den herlighed, der skal åbenbares i os.’ Og derfor siger han senere: »Hvem skal skille os fra Guds kærlighed? Skal trængsel eller angst eller hungersnød eller nøgenhed eller fare eller sværd? (Som der står skrevet: For din skyld bliver vi dræbt hele dagen; vi er blevet regnet for slagtedyr.) Nej, i alt dette er vi mere end sejrende gennem ham, der elskede os. For vi er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken magt eller højde eller dybde eller noget andet skabt væsen skal kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.« [Romerne 8:17-39] Scorpiace, kap. 13, s. 646

Hippolytus (222-235/6 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:17 som værende af Paulus i Afhandling om Kristus og Antikrist, kap. 64, s. 218. Se også Mod Noetus’ kætteri, kap. 4, s. 225

Origenes (225–253/254 e.Kr.) »Men Paulus, som elsker sandheden, siger om visse vise mænd blandt grækerne, når deres udsagn er sande, at ’selvom de kendte Gud, priste de ham ikke som Gud og var heller ikke taknemmelige’. Og han vidner om, at de kendte Gud, og siger også, at dette ikke skete for dem uden guddommelig tilladelse, med disse ord: ’For Gud åbenbarede det for dem’; hvilket, tror jeg, er en svag hentydning til dem, der stiger op fra det sanselige til det intellektuelle, når han tilføjer: ’For Guds usynlige egenskaber, nemlig hans evige kraft og guddommelighed, har siden verdens skabelse været tydeligt synlige og kan forstås ud fra de skabte ting, så de er uden undskyldning: fordi de, da de kendte Gud, ikke ærede ham som Gud og ikke takkede ham.’” [Romerne 1:19-21a] Origenes, Mod Celsus, bog 3, kap. 47, s. 483

Novatian (250-257 e.Kr.) nævner Romerbrevet 1:20 som værende af apostlen Paulus. Afhandling om Treenigheden, kap. 3, s. 614

Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) nævner »Paulus’ brev til romerne« i »Cyprianus’ afhandlinger – Vidnesbyrd«, kap. 45, s. 546.

På det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) (uddrag) citerer Paulus af Obba halvdelen af to vers, Romerbrevet 3:3b–4a, som værende fra apostlen, s. 570

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer Romerbrevet 7:12 som stammende fra Paulus i *Dialog om den sande tro*, anden del, kap. 20, s. 105. Se også samme værk, første del, kap. 21, s. 64

Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin »Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring«, s. 345. Han opregnede Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevet, Filipperbrevet, Kolosserbrevet og Timoteusbrevet og citerer 1. Timoteusbrev 3:15 i kap. 16, s. 345. Han fortsætter med at citere 1. Korintherbrev 15:53 på s. 346

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer Romerbrevet 8:19–21 som »Paulus vidner klart«. »Afhandling om opstandelsen«, del 1, kap. 8, s. 365

Spørgsmål: Hvordan ved vi i Romerbrevet, at Skriften i dag er en pålidelig bevarelse af det, der oprindeligt blev skrevet?

Svar: Generelt set citerer de bibelske håndskrifter og de tidlige kristne forfattere 84,5 % af Romerbrevet fra før år 325 e.Kr. Det er alle undtagen 65,6 vers ud af 433 vers. Se https://www.biblequery.org/Bible/BibleCanon/EarlyChristianNTQuotes.xlsx for mere information. Når man ser nærmere på det, er der tre supplerende svar.

1. Gud lovede at bevare sit ord i Esajas 55:10-11; Esajas 59:21; Esajas 40:6-8; 1. Petersbrev 1:24-25 og Matthæus 24:35.

2. Bevis fra den tidlige kirke. Forfattere fra den tidlige kirke frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerede fra Romerbrevet omkring 497 gange, uden at medregne hentydninger. Disse 21 forfattere citerede 57 % af Romerbrevet, idet brøkdele af vers blev talt som brøker. Det er 246,0 ud af i alt 433 vers. Se https://www.biblequery.org/Bible/BibleCanon/EarlyChristianNTQuotes.xlsx for alle detaljer.

Her er de fornikænske forfattere, der henviste til vers i Romerbrevet, efterfulgt af forfatterne efter denne periode.

Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:32f (9 ud af 23 ord) i 1. Klemensbrev, kap. 34, bind 1, s. 14; bind 9, s. 239

Polycarp (ca. 150 e.Kr.) Romerbrevet 14:10b,12 1 ½ citat fra Polycarps brev til filipperne, kap. 6, s. 34

(I »The Ante-Nicene Fathers«, bind 1, s. 591, findes der i appendikset fire henvisninger i Justin Martyrs værker, men efter min mening er disse ikke klare nok til at kunne regnes som henvisninger.)

Theophilus af Antiokia (skrev 168–181/188 e.Kr.) citerer Romerbrevet 2:7 og 2:8,9 i *Theophilus til Autolycus*, bog 1, kap. 14, s. 93. Han citerer en del af Romerbrevet 13:7,8 i *Theophilus til Autolycus*, bog 3, kap. 14, s. 115. Dette er de eneste steder, hvor han henviser til Romerbrevet.

Kristne i Wien og Lugdunum (177 e.Kr.) ANF bind 8, s. 778 citerer 15 ud af 17 ord fra Romerbrevet 8:18

Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:1–4 som skrevet af Paulus til romerne. Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 16.3, s. 441. Han henviser også til Romerbrevet8:36 som skrevet af Paulus i hans brev til romerne i Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 2, kap. 22.2, s. 390

»De scillitanske martyrers lidelseshistorie« (180–202 e.Kr.), s. 285 (uddrag, Paulus): »Hvad er der i din kiste?« Speratus svarede: »Bøger og breve fra Paulus, en retfærdig mand.«

Den muratoriske kanon (170–210 e.Kr.), ANF, bind 5, s. 603, nævner, at Paulus skrev til syv menigheder i sine breve: Korintherne (2 breve), Efeserne, Filipperne, Kolosserne, Galaterne, Tessalonikerne (2 breve) og Romerne. Paulus skrev til Filemon, Titus og to breve til Timoteus.

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) citerer Romerbrevet 16:19 fra apostlen i Brevet til romerne. I værket *The Instructor*, bog 1, kap. 5, s. 214

Tertullian (198–220 e.Kr.) siger: »Apostlen formaner romerne« og citerer Romerbrevet 13:1 i *Scorpiace*, kap. 14, s. 647.

Hippolytus (222–235/6 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:17 som værende af Paulus i *Afhandling om Kristus og Antikrist*, kap. 64, s. 218

Commodianus (ca. 240 e.Kr.) (uddrag) taler om Salomo og apostlen Paulus. »Instructions of Commodianus«, kap. 31, s. 209

Theodotus, sandsynligvis montanist (ca. 240 e.Kr.), citerer en fjerdedel af Romerbrevet 8:15, hvilket også er en fjerdedel af Galaterbrevet 4:6, i sit brev, kap. 19, s. 45

Origenes (225–253/254 e.Kr.) citerer Romerbrevet 9:16 som »hos Paulus« [både i den latinske og den græske udgave]. Origenes’ »Mod Celsus«, bog 3, kap. 1, s. 307

Novatian (257 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 1:20 som værende fra apostlen Paulus. »Afhandling om Treenigheden«, kap. 3, s. 614

Afhandlingen »Mod Novatian« (254–256 e.Kr.), kap. 12, s. 661, citerer Romerbrevet 14:4 som værende fra apostlen. Den citerer dele af Romerbrevet 2:11 i kap. 16, s. 662.

Cyprianus (ca. 246–258 e.Kr.) citerer blandt andet fra »Paulus’ brev til romerne« i Afhandling 12, tredje bog, 17.

Moyses m.fl. til Cyprianus (250–251 e.Kr.) citerer Romerbrevet 8:35 som stammende fra apostlen. Cyprianus’ breve, brev 25, kap. 4, s. 303

På det syvende koncil i Karthago (258 e.Kr.) på s. 570 citerer Paulus af Obba halvdelen af to vers, Romerbrevet 3:3 (fuldt citat); 3:4a (11/26 ord citeret), som stammende fra apostlen.

Dionysius af Alexandria (ca. 246–265 e.Kr.) henviser til 1/3 af Romerbrevet 14:23 som stammende fra apostlen. Brev til biskoppen Basilides, kanon 4, s. 96.

Adamantius (ca. 300 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 2:16. Han citerer også Romerbrevet 6:13 som stammende fra apostlen og citerer Romerbrevet 7:12 som stammende fra Paulus

Victorinus, biskop af Petau i Østrig (martyrdød 304 e.Kr.) Nævner Det Gamle og Det Nye Testamente i sin kommentar til Den salige Johannes’ Åbenbaring, s. 345. Han opregnede Paulus’ breve som Romerbrevet, Korintherbrevene, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Thessalonikerbrevene, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Timoteusbrevene og citerer 1. Timoteusbrev 3:15 i kap. 16, s. 345. Han fortsætter med at citere 1. Korintherbrev 15:53 på s. 346

Peter af Alexandria (306,285–311) Romerbrevet 10:8–10. »De kanoniske breve«, kanon 5, s. 271. Han citerer halvdelen af Romerbrevet 2:11 i »De kanoniske breve«, kanon 7, s. 272.

Methodius (270–311/312 e.Kr.) citerer Romerbrevet 8:19–21 som »Paulus vidner klart«. Afhandling om opstandelsen, del 1, kap. 8, s. 365

Athanasius af Alexandria (ca. 318 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:26f (13/22 ord citeret); 1:27a (24/35 ord citeret) »som Paulus sagde, Kristi hellige tjener«; *Mod hedningerne*, kap. 26, s. 17

Lactantius (ca. 303–ca. 325 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 1:22 i »De guddommelige institutter«, bog 2, kap. 3, s. 44. Han henviser til Romerbrevet 1:21–23 i »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 1, s. 101

Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) citerer Romerbrevet 8:32 som stammende fra den hellige Paulus. »Epistles on the Arian Heresy«, brev 1, kap. 8, s. 294

Eusebius af Cæsarea (318–339/340)

Fra Nicæa til Efesos (325 e.Kr.–431 e.Kr.)

Aphrahat/Aphraates (337–345 e.Kr.) henviser til Romerbrevet som hellig skrift. Udvalgte bevisførelser

Hegemonius (4. århundrede), der citerer Archelaus (262–278 e.Kr.), citerer Romerbrevet 5:14 som hellig skrift i en disput med Manes. Disput med Manes, kap. 29, s. 202

Philo af Karpasien (4. århundrede) henviser til Romerbrevet 10:15

Serapion (efter 362 e.Kr.)

Marius’ svar til den arianske Candidus (359–362 e.Kr.)

Victorinus af Rom (efter 363 e.Kr.)

Athanasius af Alexandria (367 e.Kr.) opregner bøgerne i Det Nye Testamente i Festbrev 39, s. 552

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:2–4 som værende skrevet af Paulus. I »Om Treenigheden«, bog 7, kap. 25, s. 129

Hilarius af Poitiers (355–367/368 e.Kr.) citerer Romerbrevet 6:10–11: »Igen skriver han [den velsignede apostel] til romerne« i værket »Om Treenigheden«, bog 9, kap. 13, s. 159

»Synopsis Scripturae Sacrae« (350–370 e.Kr. eller det 5. århundrede) nævner Paulus’ brev til romerne som en del af Det Nye Testamente. Det citerer hele Romerbrevet 1:1.

Cheltenham-kanon (= Mommsen-kataloget) (ca. 360–370 e.Kr.)

Titus af Bostra (før 378 e.Kr.)

Efraim den Syriske (350–378 e.Kr.)

Basilius af Kappadokien (357–378/379 e.Kr.) citerer Romerbrevet 11:36 som værende af Paulus. Om Ånden, kap. 5, s. 5

Synoden i Laodicea (i Frygien) (343–381 e.Kr.) kanon 60, s. 159, opregner bøgerne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Kanon 59, s. 158, siger, at kun de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente må læses i kirken.

Ambrosiaster (efter år 384 e.Kr.)

Cyril af Jerusalem (ca. 349–386 e.Kr.) nævner Romerbrevet 8:14 som skrevet af Paulus til romerne, forelæsning 14.29, s. 102

Apollinaris af Laodicea (ca. 390 e.Kr.)

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) citerer Romerbrevet 1:24–25 som skrevet af »Paulus, der, fyldt af Guds Ånd«. Om den kristne tro, bog 1, kap. 16.101, s. 218.

Ambrosius af Milano (370–390 e.Kr.) citerer Romerbrevet 8:32 som Skriften. Om den kristne tro, bog 1, kap. 17.109, s. 219.

Gregor af Nazianzus (330–391 e.Kr.)

Pacianus af Barcelona (342–379/392 e.Kr.) citerer Romerbrevet 2:4–5 som værende af apostlen Paulus. I *Om de angrende*, kap. 11.2, s. 84

Gregor af Elvira (efter 392 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 7:22 og andre passager

Amphilochius (-394/397 e.Kr.) i *Iambi ad Seleucum*

Gregor af Nyssa (ca. 356–397 e.Kr.) siger, at Romerbrevet 1:1 er af Paulus i *Mod Eunomius*, bog 2, kap. 4, s. 105, og at Romerbrevet er af Paulus i *Mod Eunomius*, bog 2, kap. 9, s. 117

Didymus den Blinde (398 e.Kr.)

Diodorus (398 e.Kr.)

Den skismatiske Lucifer fra Cagliari på Sardinien (361–ca. 399 e.Kr.)

Den syrisk-arameiske »Trinbogen« (Liber Graduum) (350–400 e.Kr.)

Den syriske katalog over St. Katarina (ca. 400 e.Kr.)

Makarios/Symeon (4./5. århundrede)

Asterius fra Emesa (ca. 400 e.Kr.)

Makarios/Symeon (4./5. århundrede)

Maximinus af Torino (4./5. århundrede)

Epifanius af Salamis (360–403 e.Kr.)

Pave Innocent I af Rom (ca. 405 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.)

Gaudentius (efter 406 e.Kr.) henviser til Romerbrevet8:35 og andre vers

Chromatius (død 407 e.Kr.)

Johannes Chrysostomos (392–407 e.Kr.) nedskrev 32 prædikener over Romerbrevet.

Severian (efter 408 e.Kr.)

Niceta af Remesianus (361–ca. 415 e.Kr.)

Rufinus (374–406 e.Kr.) oversatte Origenes (225–253/254 e.Kr.) og citerer Romerbrevet 1:1–4 i Paulus’ Brev til Romerne. de Principiis, bog 2, kap. 4.2, s. 276

Orosius/Hosius af Braga (414–418 e.Kr.)

Kirkemødet i Karthago (393–419 e.Kr.)

Hieronymus (374–420 e.Kr.) citerer Romerbrevet 7:6 som »siger apostlen«. Hieronymus’ breve, brev 69, kap. 7, s. 146

Augustinus af Hippo (388–430 e.Kr.) nævner, at apostlen skrev Romerbrevet i *Guds by*, bog 20, kap. 1, s. 421

Den semi-pelagiske Johannes Cassian (419–430 e.Kr.) citerer Romerbrevet14:10 ,11 som »apostlen … der skriver til romerne« i *Johannes Cassians syv bøger*, bog 3, kap. 7, s. 566

Nilus (ca. 430 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 7:12.

Marcus af Eremita (efter 430 e.Kr.)

Kirkemødet i Efesos (juni–september 431 e.Kr.) hentyder til Romerbrevet.

Bevis for kættere og forfalskede bøger

Marcion (ca. 160 e.Kr.) henviser til Romerbrevet som værende skrevet af Paulus, ifølge Adamantius og Tertullian.

Tatian (ca. 172 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 1:20 i Tatian's tale til grækerne, kap. 4, s. 66.

Kætteren Manes (262–278 e.Kr.) accepterer Archelaus’ citat af Romerbrevet 5:14 som hellig skrift. »Disputation med Manes«, kap. 29, s. 202

Den manikæiske kætter Faustinus af Milevis/Milevum (efter 383 e.Kr.)

Kætteren Priscillian (ca. 385 e.Kr.) henviser til Romerbrevet 8:11

Den donatistiske kætter Tyconius (efter 390 e.Kr.)

Den ekstreme arianer Eunomius af Cyzicus (ca. 360–383/394 e.Kr.)

Kætteren Pelagius (416–418 e.Kr.)

Den pelagianske kætter Theodore af Mopsuestia (392–423/429 e.Kr.)

Den pelagianske kætter Julian af Eclanum (ca. 454 e.Kr.)

Vi har stadig alle disse i dag.

3. De tidligste håndskrifter, vi har af Romerbrevet, viser, at der er små variationer mellem håndskrifterne, men ingen teologisk betydningsfulde fejl. De 7 håndskrifter af Romerbrevet frem til Det Første Nikænske Koncil (325 e.Kr.) citerer 63,5 % af Romerbrevet. Det er 275 citerede vers ud af i alt 433 vers. Se https://www.biblequery.org/Bible/BibleCanon/EarlyChristianNTQuotes.xlsx for alle detaljer.

p27 Romerbrevet 8:12-22,24-27;8:33 -9:3; 9:5-9 (3. århundrede) Bogen *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* indeholder et billede af en del af en side fra p27 på s. 109.

3. århundrede – 1968 – *The Text of the New Testament*.

s. 40 Rom 1:24-27; 1:31-2:3; 3:21-4:8; (2 ud af 19 bogstaver i 6:2; 7 ud af 62 bogstaver i 6:3) 6:4-5; (7 ud af 56 bogstaver i 6:15); 6:16; 9:17,27 (3. århundrede) den alexandrinske tekst.

3. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente nævner ikke versene 6:2-3, 15

p46 Chester Beatty II 100-150 e.Kr. Romerbrevet 5:17-6:3; 6:5-14; 8:15-25,27-35; 8:37-9:32; 10:1-11:22; 11:24-33; 11:35-15:9; 15:11-16:27 samt andre dele af Paulus’ breve og Hebræerbrevet. (233 vers i Romerbrevet) I The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts findes der et fotografi af en del af p46 på s. 192. Der står desuden på s. 197-198, at kvaliteten og de stichiometriske mærker viser, at dette er skrevet af en professionel skriver.

Første halvdel af det 3. århundrede – 1936 – Frederic G. Kenyon ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

2. århundrede, 200 e.Kr. – 1935 – Ulrich Wilcken ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

200 e.Kr. – 1968 – *The Text of the New Testament*.

81–96 e.Kr. – 1988 – Young Kyu Kim ifølge *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts*.

Ca. 200 e.Kr. – 1975 – Aland et al., tredje udgave.

Ca. 200 e.Kr. – 1998 – Aland et al., fjerde reviderede udgave.

Begyndelsen til midten af det 2. århundrede – 1999 – Den komplette tekst af de tidligste nytestamentlige manuskripter. Dette er delvist baseret på, at håndskriften ligner Papyrus Oxyrhynchus 8 (slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede) og Papyrus Oxyrhynchus 2337 (slutningen af det første århundrede) meget.

Greens samling (tidligt i det 3. århundrede) Romerbrevet 9:18-21 og en del af Romerbrevet 10

s. 113 (=Papyrus Oxyrhynchus 4498) Romerbrevet2:12 -13,20 (3. århundrede)

Uncial 0220 (ca. 300 e.Kr.) Romerbrevet4:23 –5:3; 5:8–13 (ca. 300 e.Kr.) I bogen The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts, s. 646, står der, at dette manuskript stemmer overens med Vaticanus overalt undtagen i Romerbrevet 5:1. Der står også, at selvom Romerbrevet 5:8-13 også findes der, er det for beskadiget til at kunne rekonstrueres.

Efter Det Første Nikæa-koncil (325 e.Kr.)

Vaticanus [B] 325–350 e.Kr.

Sinaiticus [Si] 340-350 e.Kr.

s. 10 (=Papyrus Oxyrhynchus 209) Romerbrevet 1:1-7 (4. århundrede). Den alexandrinske tekst

4. århundrede – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

Gammelsyrisk (ca. 400 e.Kr.)

Bohairisk koptisk [Boh] 3./4. århundrede

Fayyumisk koptisk [Fay] 3./4. århundrede

Sahidisk koptisk [Sah] 3./4. århundrede

Syrisk Peshitta (443-)

Ephraemi Rescriptus (444 e.Kr.)

Alexandrinus [A] ca. 450 e.Kr.

Gotisk [Goth] 493–555 e.Kr.

Ephraemi Rescriptus [C] 5. århundrede

Armensk [Arm] fra det 5. århundrede

Claromontanus [D] 5./6. århundrede

Etiopisk [Eth] fra ca. 500 e.Kr.

s. 26 Romerbrevet 1:1-16 ca. 600 e.Kr. Stemmer overens med Sinaiticus og Alexandrinus

ca. 600 e.Kr. – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

s. 61 Romerbrevet 16:23,25-27; 1. Korintherbrev 1:1-2, 4-6; 5:1-3, 5-6, 9-13; Filipperne 3:5-9, 12-16, Kolossenserbrevet 1:3-7, 9-13, 1. Thessalonikerbrev 1:2-3; Titusbrevet 3:1-5, 8-11, 14-15; Filemonbrevet 4-7. ca. 700 e.Kr.

ca. 700 e.Kr. – 1968 – Teksten til Det Nye Testamente.

Ca. 700 e.Kr. – 1975 – Aland m.fl., tredje udgave, og 1998 – Aland m.fl., fjerde reviderede udgave

s. 94 Romerbrevet 6:10-13,19-22 (5./6. århundrede)

s. 31 Romerbrevet 12:3-8 7. århundrede. Stemmer overens med Sinaiticus

7. århundrede – 1968 – Teksten i Det Nye Testamente.

Se www.BibleQuery.org/Romans Manuscripts.html for mere om tidlige manuskripter af Romerbrevet.